Anne-Cathrine Riebnitzsky Fiktion Skønlitteratur

Anne-Cathrine Riebnitzsky aktuel med historisk roman om den måske vigtigste fortælling i vores kultur

Anne-Cathrine Riebnitzsky

Anne-Cathrine Riebnitzsky sætter med Tempel fokus på den velkendte historie om Josef, Maria, Jesus og Kong Herodes, så man kan mærke støvet fra de farefulde ørkenkaravaner og får indsigt i brutale slag og intense magtkampe.


En nat i ørkenbyen Raqmu-Petra i landet Nabatæa ved den tid, da den store stjerne blev set.

Sådan sættes scenen i Tempel, der tager fat på en historie, vi alle kender. Eller tror, vi kender. Forskning har vist, at Jesus formentlig blev født mellem år 8 og år 5 f.Kr. Anne-Cathrine Riebnitzskys historiske roman viser, hvad der måske skete på den tid, og hvordan det hele muligvis hænger sammen.

“Det har været interessant at bore ned i fortællingen, vi alle tror, vi kender og se på, hvad de mulige forklaringer kunne være. Men jeg var nær aldrig kommet i gang, for jeg havde en meget stor ærefrygt for emnet, der betyder så meget for så mange,” siger Anne-Cathrine Riebnitzsky.

LÆS OGSÅ: Anne-Cathrine Riebnitzsky modtager Otto B. Lindhardt Prisen 2023

Bud på velkendt fortælling baseret på grundig research

I Tempel ser en karavanefører en mægtig ny stjerne på himlen. Samtidig bliver to meget forskellige kvinder gravide i to af Judæas mindste landsbyer. Den ene er for gammel til, at det burde kunne ske. Den anden risikerer stening, hvis hendes forlovede ikke vil have hende. Judæa regeres af tyrannen Herodes, som mister sit nære venskab med Romerrigets kejser Augustus, der foranstalter folketælling i Herodes’ rige.

Hvordan kunne Maria undgå stening, når hun blev gravid udenfor ægteskabet? Blev Jesus født i en stald? Hvorfor var Kong Herodes så brutal, og hvad fik ham til at myrde både sin kone og tre af sine sønner? Anne-Cathrine Riebnitzsky kommer med sit bud på den velkendte fortælling baseret på grundig research, nyere arkæologiske fund og rejser til historiske steder.

Kristendommens betydning

Anne-Cathrine Riebnitzsky håber, at romanen kan give et indblik i, hvad der har formet vores etik og moral:

“Jeg tror, vi har en tendens til at overse, hvor stor en del af vores lovgivning og vores etik og moral, der er vokset ud af kristendommen. Det bliver først synligt, når man går tilbage i historien og ser, hvad Jesus gjorde oprør imod: Et voldsomt Romerrige og strenge jødiske regler.”

Tempel er første bind i en planlagt trilogi.


Mere om Tempel

Anne-Cathrine Riebnitzsky aktuel med historisk roman om den måske vigtigste fortælling i vores kultur

En karavanefører på vej hjem ser en mægtig ny stjerne på himlen. 

Samtidig sker det i to af Judæas mindste landsbyer, at to meget forskellige kvinder bliver gravide. Den ene er for gammel til, at det burde kunne ske. Den anden er for ung og risikerer stening, hvis hendes forlovede ikke vil have hende. 

Judæa regeres af tyrannen Herodes, som mister sit nære venskab med Romerrigets kejser Augustus, der foranstalter en folketælling i Herodes’ rige.

Tempel er Anne-Cathrine Riebnitzskys historiske roman, der foregår i årene op til Jesu fødsel. Første bind i en planlagt trilogi om den måske vigtigste fortælling i vores kultur.

Du kan købe Tempel online fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.


Ser det som min fornemmeste opgave at sprede læseglæde og dele stærke læseoplevelser med andre læseheste. Det gør jeg som en del af presseteamet hos Lindhardt og Ringhof og i min fritid, hvor bogstakken på mit natbord er faretruende høj. Har en fortid som bogopsætter, journalist, kulturredaktør og kommunikations- og pressekonsulent og har altid valgt arbejdspladsen nøje efter, om jeg kunne dele min store kærlighed til bøger og kultur.