At debutere har for mig betydet en titeltilføjelse, som jeg har svært ved at forholde mig til.
Af Amalie Langballe
Selv nu – over et halvt år efter udgivelse – vægrer jeg mig for at bruge ordet. Forfatter. Det lyder så fint. Så vigtigt. Det lyder så lidt som mig. Journalist – min anden titel – passer på en eller anden måde bedre. Jeg drikker for meget, men går på arbejde om morgenen. Jeg skriver kun, når der er en deadline. Jeg har en forkærlighed for det hurtige og beskidte.
Så hvordan ender en dagbladsskribent med at slæbe sig selv gennem den smertefulde proces, det er, at skrive en bog? For det første, fordi der stod en forlagsredaktør klar til at rive, flå og presse hver enkelt sætning ud af mig, ligesom en jordemoder nogle gange er nødt til at presse den fødende, der har fået kolde fødder.
“Når bogen er færdig, føler du, at du har betalt enhver pris. Du har arbejdet som en hund for småpenge. Du har datet mænd alene for den vin, du vidste, de ville hælde på dig. Du har mistet din bedste veninde.”
For det andet, fordi der et eller andet sted i min underbevidsthed må have eksisteret den forfatterinde, der for enhver pris ville fortælle en historie. For tag ikke fejl: Når bogen er færdig, føler du, at du har betalt enhver pris. Du har arbejdet som en hund for småpenge. Du har datet mænd alene for den vin, du vidste, de ville hælde på dig. Du har mistet din bedste veninde.
Jeg har ikke den fjerneste ide om, hvilken del af mig, der syntes, det var dét værd. Jeg ved bare, at den del findes. Når jeg undviger ordet forfatter, handler det ikke kun om ærefrygt for beskæftigelsen, men lige så meget om, at det at skrive bøger i et vist omfang er egoistisk og gør folk fortræd. På et tidspunkt under skriveprocessen går det op for dig, at du er nødt til at være nådesløs på en særlig måde, og det er ikke en ubetinget rar egenskab at opelske.
“Det at skrive bøger er i et vist omfang egoistisk og gør folk fortræd. På et tidspunkt under skriveprocessen går det op for dig, at du er nødt til at være nådesløs på en særlig måde, og det er ikke en ubetinget rar egenskab at opelske. “
Alligevel ville jeg gøre det igen, eller: Alligevel kommer jeg til at gøre det igen. Jeg ved ikke helt hvorfor, men noget af det handler om en særlig form for ensomhed – alle kender den, men det er måske ikke alle, der tænker over den. Det handler om, at vi alle i sidste ende er alene i vores eget hoved. Jeg har den her verden indeni i mig – det her endeløse hav af billeder, følelser, sansninger og overhørte ord på overfyldte busser – og uanset hvad jeg gør, så kan jeg kun vise dig den gennem ord. Og jeg er nødt til at prøve, for alternativet er at være alene.
Når noget forsvinder forventer man, at det kan findes igen. Sådan har Agnes det med sin mor, som er død.
Men Agnes er ikke god til at finde noget. Ting bliver væk for hende, fugle, mennesker og virkelighedsfornemmelse. Hun leder efter alle de ting på steder, hvor de ikke er. I Berlin, i København og i Tel Aviv.
Indtil noget umuligt en dag dukker op i hendes lejlighed. Noget, som måske kan hjælpe hende tilbage til virkeligheden.
forsvindingsnumre er vinder af Bogforums debutantpris 2019.
At debutere har for mig betydet en titeltilføjelse, som jeg har svært ved at forholde mig til.
Af Amalie Langballe
Selv nu – over et halvt år efter udgivelse – vægrer jeg mig for at bruge ordet. Forfatter. Det lyder så fint. Så vigtigt. Det lyder så lidt som mig. Journalist – min anden titel – passer på en eller anden måde bedre. Jeg drikker for meget, men går på arbejde om morgenen. Jeg skriver kun, når der er en deadline. Jeg har en forkærlighed for det hurtige og beskidte.
Læs også: Amalie Langballe modtager Bogforums debutantpris 2019
Så hvordan ender en dagbladsskribent med at slæbe sig selv gennem den smertefulde proces, det er, at skrive en bog? For det første, fordi der stod en forlagsredaktør klar til at rive, flå og presse hver enkelt sætning ud af mig, ligesom en jordemoder nogle gange er nødt til at presse den fødende, der har fået kolde fødder.
For det andet, fordi der et eller andet sted i min underbevidsthed må have eksisteret den forfatterinde, der for enhver pris ville fortælle en historie. For tag ikke fejl: Når bogen er færdig, føler du, at du har betalt enhver pris. Du har arbejdet som en hund for småpenge. Du har datet mænd alene for den vin, du vidste, de ville hælde på dig. Du har mistet din bedste veninde.
Du har mistet din bedste veninde.
Læs også: Smuglæs i forsvindingsnumre. En debutroman af Amalie Langballe
Jeg har ikke den fjerneste ide om, hvilken del af mig, der syntes, det var dét værd. Jeg ved bare, at den del findes. Når jeg undviger ordet forfatter, handler det ikke kun om ærefrygt for beskæftigelsen, men lige så meget om, at det at skrive bøger i et vist omfang er egoistisk og gør folk fortræd. På et tidspunkt under skriveprocessen går det op for dig, at du er nødt til at være nådesløs på en særlig måde, og det er ikke en ubetinget rar egenskab at opelske.
Læs også: Amalie Langballe – Man kan godt prøve at lade som om, sorgen ikke er der – og så banker den på alligevel
Alligevel ville jeg gøre det igen, eller: Alligevel kommer jeg til at gøre det igen. Jeg ved ikke helt hvorfor, men noget af det handler om en særlig form for ensomhed – alle kender den, men det er måske ikke alle, der tænker over den. Det handler om, at vi alle i sidste ende er alene i vores eget hoved. Jeg har den her verden indeni i mig – det her endeløse hav af billeder, følelser, sansninger og overhørte ord på overfyldte busser – og uanset hvad jeg gør, så kan jeg kun vise dig den gennem ord. Og jeg er nødt til at prøve, for alternativet er at være alene.
Gik du glip af Bog.dk avisen på BogForum? Se den her
forsvindingsnumre af Amalie Langballe
Når noget forsvinder forventer man, at det kan findes igen. Sådan har Agnes det med sin mor, som er død.
Men Agnes er ikke god til at finde noget. Ting bliver væk for hende, fugle, mennesker og virkelighedsfornemmelse. Hun leder efter alle de ting på steder, hvor de ikke er. I Berlin, i København og i Tel Aviv.
Indtil noget umuligt en dag dukker op i hendes lejlighed. Noget, som måske kan hjælpe hende tilbage til virkeligheden.
forsvindingsnumre er vinder af Bogforums debutantpris 2019.
Læs mere og køb forsvindingsnumre af Amalie Langballe her
Andre læste også: