Anne Cathrine Bomann Danske romaner Fiktion Læseprøve og uddrag Skønlitteratur

Akvariet: Eksistentiel roman om livet når man nærmer sig 30 og en særlig forbindelse til en blæksprutte. Læs et uddrag her

Akvariet

Anne Cathrine Bomann tog verden med storm med sin romandebut Agathe i 2017. Nu er hun klar med sin eksistentielle og tankevækkende roman Akvariet. Du kan læse et uddrag af romanen her.

Måske har du hørt om eller læst Anne Cathrine Bomanns romandebut Agathe, der blev solgt til udgivelse i over 25 lande og vandt den italienske litteraturpris Scrivere per Amore i 2019. Nu er hun aktuel med sin eksistentielle og tankevækkende roman Akvariet.

LÆS OGSÅ: Anne Cathrine Bomann: “Vi HAR brug for hinanden, selvom det er bøvlet”

I Akvariet møder vi Vigga, som altid har følt sig anderledes. Hun har altid følt, at der er en glasvæg mellem hende, og det liv som alle menneskerne omkring hende lever. Kun når hun er sammen med sin tætteste veninde Maiken, forsvinder glasset. Da Maiken bliver gravid, begynder hun at trække sig fra deres venskab og tosomhed langsomt. Samtidig bliver Vigga sendt i jobaktivering på Oceanet – Danmarks største akvarium. Her møder Vigga blæksprutten Rosa, der i høj grad påvirker hendes liv og medfører store forandringer for hende.

LÆS OGSÅ: Psykolog og forfatter Anne Cathrine Bomann: Sorg er kærlighedens pris. Den er tung, men ikke meningsløs

I Akvariet følger læseren Vigga og hendes liv, mens hun nærmer sig de 30. I Akvariet portrætteres det, hvordan særlige forbindelser kan blive brudt, når man vokser i forskellige retninger end dem omkring sig og den ensomhed, der medfølger. Du kan læse et uddrag af den eksistentielle og indfølende roman Akvariet her.

Akvariet

Oktopod, skriver jeg, jeg skriver: Ottefod. Fra latin okto, otte, og pous, fod, men normalt siger man, at blæksprutten har arme, ikke fødder. Armene kan strække sig op mod dobbelt så langt som deres udgangspunkt, yndefulde som hos en danser. De yderligste sugekopper er bittesmå, skålene vokser ind mod midten.

Det er aften nu, bøgerne tårner sig op foran mig. Jeg har travlt. Så jeg bladrer frem til en ren side i notesbogen, jeg starter med begyndelsen og skriver mig hen imod noget, jeg ikke er klar til at fatte endnu. Jeg skriver: Forsøg viser, at blæksprutten godt kan bruge sine øjne til at diri­ gere armene med. Men det virker mindst lige så naturligt for den at lade armene selv mærke sig frem og beslutte, hvad de vil, eksempelvis når den skal finde vej gennem en labyrint, og det går hurtigst, når den får lov til at gøre begge dele

samtidig. Der lader på den måde til at foregå to typer kognition simultant: en mere overordnet kontrolfunktion, som styrer retningen ved hjælp af øjnene, og en finstemt, lokaliseret proces, der sker i armene selv.

For selvom blæksprutten har en central hjerne, ligesom mennesket har det, er største­ delen af dens neuroner spredt ud i armene. Tusindvis i hver lille sugekop, med dem kan blæksprutten analysere fysiske og kemiske sig­ naler fra omgivelserne. Den kan så at sige smage og lugte med sine arme. Den kan huske objekter, den aldrig har set, bare rørt ved.

Otte arme, hver med en vis grad af autonomi, som altså lader til at håndtere dele af tænkningen (indsamling og bearbejdning af information, beslutninger og udførelsen af visse bevægelser i stedet for andre) stort set uafhængigt af hjernen. At tænke med armene.

Hvordan mon verden er for sådan et væsen? Hvordan forener blæksprutten de indtryk, armene samler, hvornår har én arm lov til selv­ stændigt at række ud, holde fast, trække sig tilbage? Kunsten at slynge en arm ud i rummet og se, hvad den finder på.

Min hånd bevæger sig over papiret som af sig selv, mens jeg skriver det her. Alt for mange gange har dele af min krop foretaget sig noget, jeg bagefter har fortrudt, som når min tunge former kæder af ord, jeg aldrig skulle have sagt. Har mine lemmer ikke også grader af autonomi? Hvem bestemmer, at jeg stryger et hår væk fra panden, når det kilder, at jeg smiler, hver gang jeg ser dig?

Og så alligevel: den konstante følelse af at være mig. Kan den genfindes i en hjerne fordelt ud i otte arme med hvert deres greb om verden?

Jeg noterer:

Fornemmelsen af et samlet selv med visse dele, der af og til gør, som de vil?

Et splittet selv i ni forskellige dele?
Eller slet intet selv?
Jeg skriver: Armene er fulde af nerver, stærke og bøjelige i alle retninger. Selv en afhugget arm kan for en tid gribe fat, undvige smertefulde stimuli, skifte farve. Jeg ser dine sirlige kruseduller for mig, hvordan du ruller spidserne sammen som serpentiner, blæser dem ud igen. Et øjeblik må jeg knibe øjnene i.

Den tyndeste spids af en blækspruttearm, din arm, mod min hud.


Kapitel 1

Mandag morgen står jeg uden for Oceanet. Bygningen er formet som en hvirvel, der skal suge de besøgende med ned under havoverfladen, men jeg synes mere, den ligner en strandet hval, som den ligger der. Jeg har hørt, at stedet blev tegnet med ren æstetik for øje, og at man først bagefter begyndte at overveje, hvordan dyrene passede ind. Det siger ligesom det hele.

Foran mig er indgangen, det er bare at sætte den ene fod foran den anden, men jeg bliver stående. Den højre side af mit ansigt, den, der vender mod solen, føles varmere end den venstre. Telefonen brummer.

Er du inde? spørger Maiken, hendes stemme er tyk af søvn. Hun havde aftenvagt i går og ligger sikkert stadig i sengen.

Ikke endnu. Måske jeg bare skal tage hjem igen. Jeg drejer mig væk fra blæsten, der kommer rullende ind fra Øresund. Så må de sanktionere mig, jeg er ligeglad. Hvis det var et arbejde, jeg ville have, havde jeg vel fundet et.

Pjat med dig. Hun har den der tone, det ikke nytter at sige imod. Nu går du ind ad den dør, og så ringer du til mig i eftermiddag, når du kommer ud igen. Okay?

Okay.
Jeg tjekker uret, klokken er ni. Det er tid.

Velkommen.
Manden i receptionen har gule bukser på, det er det første, jeg lægger mærke til. Han præsenterer sig som Johannes med snerten af en dialekt, jeg ikke helt kan placere, og da han rækker hånden frem, kan jeg mærke, at det er en indbydelse. At den hånd rækker over noget for at løfte mig ind i et univers, jeg absolut ingen lyst har til at betræde.

Jeg skal være din mentor her, siger han. Sørge for, at du ikke drukner i alle de nye opgaver.

Han har sådan et ansigt, der gør det umuligt at vide, om han laver sjov. Jeg smiler for en sikkerheds skyld, men ikke for meget, der er ingen grund til at lade ham tro, jeg er noget andet, end jeg er.

Og du har virkelig aldrig været her før? spørger han, imens han fører mig ud i en stor hall og gennem en usynlig dør i den blåmalede væg, sådan at vi pludselig befinder os omme på vrangsiden af akvariet. Du bor her i byen, og du har aldrig besøgt Oceanet?

Jeg går ikke rigtigt op i fisk, svarer jeg. Omkring os snurrer og brummer det store vandpumpesystem, så jeg får fornemmelsen af at stå dybt inde i bugen på den maskine, der holder alting kørende. Jeg spiser dem ikke engang.

Der står vi så i det underjordiske, fugtige rige, hvor jeg risikerer at skulle henslæbe de næste seks måneder af mit liv. Her på bagsiden er der ingen vinduer og dermed intet naturligt lys, og noget ved den måde, stedet er skjult for alle uindviede blikke på, får mig til at føle mig underligt forskudt fra mig selv.

Det er heromme, det meste af arbejdet foregår, forklarer Johannes.

Imens han viser mig rundt, fortæller han om de forskellige opgaver, som knytter sig til hvert areal. Han udpeger garderobe, toilet og et aflangt rum med rækker af glastanke på begge sider, men flere gange taber jeg tråden.

Jeg kender hans slags, jeg har mødt dem på jobcentret, haft dem som chef. De der mennesker, der ikke bare er fra en anden tid, men fra en helt anden verden, og som har så travlt med at skubbe deres elendige sten op ad bjerget, at det gør dem nærsynede. Til sidst kan de knap se en hånd for sig længere, og det kan jeg ikke lade være med at tænke på, imens Johannes går der og peger og forklarer, som om Oceanet var hans opfindelse, og de ting, han gør her, rent faktisk betød noget.

Din arbejdsdag begynder herinde, i hvert fald de første uger.

Han fører an ind i et rum med metalborde og endevæggen dækket af køleskabe, luften er klam og kold. Det er åbenbart her, de skærer alle de døde fisk ud, der skal bruges som foder til de udvalgte, der får lov til at leve.

Vi kan hjælpes ad med det i morgen, siger han. Nu skal du bare danne dig et indtryk.

Det gør mig ikke noget at udskyde parteringen, faktisk er jeg usikker på, om jeg overhovedet vil kunne gøre det. Jeg har været vegetar, siden jeg mødte Maiken for snart ti år siden, og selv inden da så jeg væk, når min mor flækkede en kylling på langs eller åbnede en fisk, som var det en bog.

Vi bevæger os videre gennem labyrinten omme bag den kulisse, de besøgende oplever. Af og til møder vi nogen, som Johannes introducerer mig for, og hvis navne jeg glemmer igen med det samme. Dyrepassere, formidlere, en kok. Mig præsenterer han som ’Vigga, vores nye elev’, en betegnelse, jeg synes får mig til at lyde både yngre og mere engageret, end jeg er.

Som det sidste udpeger han et rengøringsrum og siger noget om forskellen på kolde og varme akvarier med og uden salt, og jeg sørger for at høre netop så godt efter, som jeg behøver for ikke at komme til at ødelægge noget. Det er manden med den høje pande fra jobcentrets idé, at jeg skal være her, ikke min, jeg er her ikke for at imponere. Og så passer det desuden, hvad jeg sagde tidligere. Jeg er virkelig ikke særligt interesseret i fisk.

Da jeg kommer hjem hen på eftermiddagen, spiser jeg nogle stegte grøntsager fra i går og falder så om på sengen med arme og ben spredt ud som en af de slatne søstjerner, jeg lige har set i rørebassinet. Bag øjnene flimrer tværsnit af vand imod glas. Jeg er såudmattet, at jeg ikke engang orker at ringe til Maiken.

Næste morgen tager jeg metroen en time tidligere og møder ind allerede klokken otte, endnu en gang står Johannes klar for at hente mig i receptionen. Samme gule bukser.

Du tager dem en ad gangen. Han gestikulerer mod kasserne med frosne dyr, vi står i foderkøkkenet igen. Og så gælder det ellers om at veje og fordele dem, du kan se det hele her.

Der hænger et skema på en opslagstavle, hvor jeg kan aflæse, hvem der skal have hvilken slags foder. Otte frosne terninger med lyskrebs til hundestejlerne mandag, for eksempel, fem små blæksprutter til piratfiskene. Alt skal renses og skæres ud og vejes omhyggeligt på den store vægt, Johannes viser mig hvordan. Hvis Oceanets beboere får det forkerte at spise, fortæller han, kan de blive syge eller i værste fald dø af det. Min fornemmelse siger mig, at han går lige lovlig højt op i det skema.

Selvom arbejdet er frastødende, virker det let nok. Sådan er det for det meste, når jeg kommer til et nyt sted, det er sjældent de konkrete opgaver, jeg har svært ved at begribe, det er noget større, selve spørgsmålet om, hvorfor vi overhovedet skal udføre dem.

Og så over i spanden til sidst. Johannes peger.

Selvom det er svært ikke at få det dårligt over mængden af døde dyr, gør jeg, som han siger. I det mindste skal jeg ikke selv slå dem ihjel, det håber jeg, jeg ville have nægtet.

Johannes arbejder hurtigt. Rytmen ligger i kroppen på ham, hver bevægelse har sit klare formål. Helt det samme kan man ikke sige om mig. Det lykkes mig at skære halen af en makrel, men idet jeg presser fisken nedad mod brættet for at holde den fast, glider min pegefinger gennem det ene øje. Hurtigt trækker jeg hånden til mig, men Johannes kaster bare et blik på min strittende, blodige finger, hvor resten af øjet nu sidder.

Det vænner du dig til, siger han og kapper hovedet af sin sild med et præcist snit. Så begynder du at omgås dem på en anden måde.

Jeg kigger ned på kroppen foran mig, den ødelagte øjenhule, der på en eller anden måde får fisken til at se endnu mere blind ud end før. Det her er nok det sidste, jeg har lyst til at vænne mig til.

Nå, hvordan er livet i Fiskefængslet?
Maiken og jeg ligger på min sofa med benene viklet ind i hinanden og hovederne på hvert vores armlæn. Det er torsdag, den første arbejdsuge er næsten gået. Akvariet, retter jeg, for det er, hvad jeg har omdøbt Oceanet til i mit hoved. Mere glasvæg, mindre hav. Foreløbig handler det mest om at dissekere døde dyr. Maiken skærer ansigt og skubber til mine knæ for at få vores ben til at gynge i takt.

Det lyder virkelig ulækkert. Men det er vel stadig bedre end vaskeriet?
Det er i hvert fald bedre end at blive motiveret, jeg markerer citationstegnene i luften, af jobcentret. Jeg giver det nogle uger, så er der ingen, der kan sige, jeg ikke har forsøgt.

Jeg kunne have fortalt hende, at Johannes stadig er den eneste, jeg rigtigt har talt med, eller sagt noget om, hvor malplaceret jeg føler mig i pauserne, men jeg orker det ikke. Der er så meget, man ikke siger til hinanden, selv ikke dem, der er tættest på, og min følelse af at stå udenfor er som min vejrtrækning: triviel, konstant. Ikke værd at tale om.

Nogle måneder efter at Maiken og jeg mødte hinanden på HF, spurgte hun, hvad det egentlig var, jeg havde imod de andre i klassen. Spørgsmålet kom bag på mig, det var ikke sådan, det føltes for mig. Jeg svarede, at det nok mere handlede om, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige til dem. Hvor akavet jeg for det meste følte mig sammen med andre. Vi sad på en bænk omme bag skolen, Maiken skulle ryge, og jeg var gået med.

Men hvorfor? spurgte hun, oprigtigt forvirret, og selvom jeg prøvede at forklare det, gik det hurtigt op for mig, at hun ikke kunne forstå det, ikke rigtigt. Der er noget sundt og helt i hende, som får hende til at se det bedste i folk, og som omvendt får de fleste tilat synes om hende. Det skaber en perfekt selvopfyldende profeti, og hvordan beskriver man en afstand for nogen, der aldrig har kendt den?

Nu, her i min stue på Nørrebro, finder hun præcis de samme cigaretter frem fra tasken som dengang, Dark Blue hedder de, og sætter sig på sin plads i vindueskarmen. Bukkede ben, vinduet skubbet på klem. Gløden lyser i halvmørket, hun kigger på mig med smalle øjne.

Men tænk, hvis du fandt noget, du kunne lide.

Hun har sikkert ret. Det er, hvad jeg burde stræbe efter. Sagen er bare, at det aldrig rigtigt er lykkedes mig at finde noget, jeg bryder mig om, ud over altså at være sammen med hende.

Det er ikke så vigtigt, siger jeg og tømmer vinflasken i mit glas. Det er jo bare et arbejde.

Jeg kan ikke engang helt forklare, hvordan jeg er endt med sådan et slæbespor af forulykkede ansættelser bag mig, det er bare blevet sådan. Vikarjobbet på bostedet er det, jeg har haft længst, og visse dele af det blev jeg faktisk glad for. Men efter den seneste omlægning brugte de fastansatte mere tid på at skrive notater bag en låst dør end på at være sammen med beboerne, og tredje gang jeg påtalte det, blev jeg kaldt ind til lederen.

Jeg tror ikke, du kan lide at være her, sagde hun. Det er nok bedst, hvis du finder på noget andet.

På industrivaskeriet, hvor jeg var før det, bestod en del af fornedrelsen i at få stød fra vogne fulde af tørret tøj ti gange i timen. Ryste mine dage sammen med de knitrende hospitalskitler og lagnerne, lægge dem i bunker og skubbe dem fra mig igen. Her er dit liv. Vi vidste alle sammen, at vi var fanget dér i en bevægelse på vej væk, nogle var bare hurtigere end andre. Jeg holdt en måned.

Omkring midnat sætter Maiken en af de gamle sort- hvide film på, som får hende til at føle sig dyb og sige ting på fransk, ingen forstår. Hun har aldrig lært sproget, men er overbevist om, at hun har boet i Paris i et tidligere liv. Jeg begår den fejl at hente dynerne med ind på sofaen, og da alarmen lyder fem minutter i syv, er det dér, jeg vågner med alt tøjet på og en fløjlsblød hinde over fortænderne. Maiken ligger sammenkrøbet på chaiselongen. Alarmen har også vækket hende, men hun har sen vagt på opholdsstedet, så hun rejser sig bare og vakler forbi mig ind i sengen for at sove videre.

Jeg tror, min tinnitus er blevet værre, mumler hun, imens jeg trækker en bluse over hovedet. Det ringer helt vildt herinde.

Husk at låse, når du går, svarer jeg.

Sidst havde hun glemt det, og selvom jeg intet har at stjæle, føler jeg et stærkt ubehag ved tanken om min lejlighed efterladt på den måde, åben og sårbar gennem en hel dag.

Hun løfter hånden og vinker med små, ophovnede øjne, da jeg tager afsted.




Anne Cathrine Bomann: Akvariet

Vigga er tæt på de tredive og har hverken boliglån, brudekjole eller børnehavebarn.
Hun er single og kronisk arbejdsløs, men til gengæld har hun Maiken og vin og sleepovers på en hverdagsaften.

Da Maiken bliver gravid, slås der langsomt en ring om hende, som Vigga risikerer at ende udenfor. Vigga bliver sendt i jobaktivering på Oceanet, Danmarks største akvarium, og forventer at skulle gennemspille sin sædvanlige, asociale rutine: møde ind, spise frokost alene, gå hjem igen uden at have taltmed at andet menneske. Seks måneder, og så videre til et nyt sted.
Men noget ændrer sig, da hun møder blæksprutten Rosa. Og otte arme er måske det, der skal til, for at trække Vigga ud af hendes indelukke.

Du kan købe Akvariet online fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel fra 29. februar.