88% er opfølgeren til Maren Uthaugs prisbelønnede og satiriske fremtidsroman 11%. Halvtreds år er gået, og flere eksperimenter med frilandsmænd er slået fejl. Begynd din læsning her.
To kvinder er besatte af tanken om at redde en han ud fra et avlscenter på Lolland. Den ene i jagten på kærlighed, og den anden for at parre sig med ham. I udkantsmatriarkatet befinder urkvinden Inga sig, og hun vil stoppe kvinderne. For hvis deres mission lykkes, og hannen kommer fri, bryder deres samfund sammen igen.
LÆS OGSÅ: Maren Uthaug. Få overblik over hendes prisvindende romaner her
Maren Uthaug vandt De Gyldne Laurbær 2022 for romanen 11%, der skildrer et kvindestyret samfund, hvor mænd holdes i sikrede avlscentre. Både læsere og anmeldere var vilde med de underholdende og nytænkende fremtidsscenarier, der vender verden, som vi kender den, på hovedet.
LÆS OGSÅ: Maren Uthaug om 11%: Romanen er jo ikke et manifest – jeg leger bare
Anmelderne skrev om 11%:
❤️❤️❤️❤️❤️
“En fejende flot femi-fremtidsfabel” – Politiken
⭐⭐⭐⭐⭐
“Stærkt opslugende og underholdende” – Berlingske
⭐⭐⭐⭐⭐
“Humoristen Uthaug sprudler af fortællelyst” – Kristeligt Dagblad
88% er fyldt med lige så meget humor og originalitet som sin forgænger. Læs første kapitel her.
88%
af Maren Uthaug
INGA
“Man gør, hvad Inga siger,” sagde folk. De havde ret. Inga vidste altid bedst. Sådan havde det været, så langt tilbage hun kunne huske.
“Hun kan lugte, hvis du lyver,” sagde de også.
“Alle steder, der er mennesker, stinker det,” svarede hun, hvis hun blev spurgt, om det var sandt.
Hun boede ikke et fast sted. Rejste med årstiderne, med fornemmelsen, med nødvendigheden. Altid i slæde med sine to rensdyr spændt for. Meder i sne. Hjul i andet føre. Luft i vanskeligt terræn.
Hun havde ikke stor oppakning. Når den sorte kofte trængte til at blive renset, skiftede hun til den, hun havde i slædetasken. Det mørke silkesjal lod hun vaske og stryge de steder, hun overnattede, til det begyndte at trevle i kanten. Så kasserede hun det og tog et nyt på. Hun havde altid to i tasken. Og et ekstra sæt bjekso, de læderbrune støvler i rensdyrskind.
På hovedet bar hun en samehue i filt med to sirligt strøgne silkebånd, der lå ned ad ryggen og helt ned til læggene. Når hun gik, flagrede båndene efter hende. Lige nu var huen brændende rød, fordi det var efterår. Farven skiftede med årstiderne. Som rypen, der ændrer sin fjerpragt fra mørk til lys, når sneen falder.
Kulden var begyndt at bide i kinderne, når hun sad på slæden, og det knitrede i luften. Hvis hun blev ved med at være så langt nordpå, som hun var nu, ville huen være hvid, inden ugen var gået.
Ingen vidste, hvor gammel Inga var. Det var ikke vigtigt. Når hun blev for gammel, blev hun genfødt og fortsatte, hvor hun slap, sagde man. Lige nu var håret, der var samlet i to fletninger, grånet og endnu tyndere, end sidst hun havde været på vej til Fanasgieddi, en lille bygd, der lå helt ned til elven på grænsen til den finske side.
Hun brugte helst sin tid på toppen af verden, i det nordligste Norge, hvor vinteren var mørk som døden og sommeren lys som livet. Her var hun tættest på fjeldene, det var her, hun var skabt til at trives, og her, hun mærkede alt tydeligst. Jo længere væk hun kom fra fjeldene, jo sværere var det for hende at høre det, de ville fortælle.
Det var sjældent, hun forlod de nordlige egne i disse år. Hun blev genfødt tæt på det sted, hun døde, så når hun vidste, det snart ville ske, rejste hun kun sydpå, hvis det var strengt nødvendigt. Helst lod hun verden komme til hende, hvis den havde brug for det. Hvis den altså kunne finde hende. Det var Inga, der vidste, hvor dem, der havde brug for hende, var. Ikke omvendt.
I tidligere liv var hun ofte rejst til både syd, øst og vest for at forsøge at lindre livet for kvinder, der måtte græde hver dag. Mange af sine liv havde hun derfor levet langt væk hjemmefra, kun med fjeldene som en stille sang i baghovedet.
Det højre rensdyr gik langsomt i dag. Hun ville bytte det, når hun kom frem. De steder, hun overnattede, havde ikke sædvanligvis rensdyr stående, men hun havde kunnet mærke, dyret snart ville blive træt, og havde givet besked om, at hun skulle bruge et nyt. Rensdyrene var aldrig kørt til. Ingen andre brugte rensdyr og slæde, når der fandtes så mange andre og mere bekvemme måder at transportere sig på.
Men Inga kom aldrig nogen steder på anden måde end med rensdyr og slæde. Det var den eneste transportform, hvor sjælen kunne nå at følge med, når man rejste, sagde hun. Hvorfor ræse afsted til en destination, hvis man alligevel skulle sidde og vente på, at sjælen også nåede frem?
Det var ikke noget problem, at rensdyrene ikke var kørt til. Rensdyr gjorde også, hvad Inga sagde.
Efterårets mørke havde lagt sig over dalen, da rensdyrene drejede slæden ned ad den stejle bakke mod elven. Inga holdt bremsen i, så slæden ikke ramte dem i haserne. En krage fløj hen over hovedet på hende, videre ud over bakkerne og elven. Hun så efter den med et suk. Den havde kredset over hende i et par dage. Hun vidste af erfaring, at det ikke ville vare længe, før der var to.
Der var lys i barakkerne, hvor centret opbevarede mændene. Det var det nordligst beliggende center, Inga kendte til. Det lå så øde, at det var sjældent, de fik besøg af lokale. Hvilket også var meningen, så vidt Inga havde forstået. Stedet blev drevet af to danske kvinder, der havde fået lov til at tage en stor gruppe mænd med fra et center i Danmark, en af dem tidligere havde arbejdet på.
Hun havde nogle fejlslagne mandeeksperimenter bag sig og var blevet for upopulær til at fortsætte, hvor hun var. Men her i de fjerne dale, hvor få kom forbi, og færre holdt øje, kunne hun være mere løssluppen i sine forsøg.
Det var ikke det eneste sted, man lavede forsøg med hanner. De fleste centre gjorde det. Hvilket de ville blive ved med, til man havde klarlagt, hvorfor hanner i menneskearten blev skabt så følelsesmæssigt afstumpede og krigeriske i forhold til hunnerne.
I begyndelsen, da de to kvinder åbnede centret, havde de lokale, selv om de ikke var så mange, været begejstrede. Endelig fik de også mulighed for at bruge mænd. Både til at lege med seksuelt og til at skabe børn.
Metoderne til at få børn på anden vis var flere og nemt tilgængelige, men mange foretrak den naturlige vej. Det skabte sundere fostre, stærkere personligheder og en klarere tankegang, sagde man. Selv om lægevidenskaben benægtede, at det havde noget på sig, var det en myte, det var svært at komme til livs.
I mange generationer havde det været sådan, at man automatisk stod forrest i køen til de bedste jobs og mest attraktive rundområder, hvis alle vidste, man var skabt af mandesæd, der uden unødig indblanding havde befrugtet et æg.
Da centret heroppe åbnede for over tredive år siden, kom folk ned fra fjeldene, krydsede elven fra Finland og valfartede til fra omkringliggende bygder for at prøve en mand. Noget, flere af dem aldrig havde haft muligheden for. De færreste havde derfor gjort sig umage med at tage den eksamen i krop, der krævedes for at få adgang til et mandecenter. Den, hvor man lærte, hvordan orgasmerne blev bedst, hvilke slags der fandtes, hvad de forskellige kunne gøre for både ens mentale og fysiske helbred. Og hvordan en mandekrop bedst kunne bruges til at finpudse ens orgasmer.
Heldigvis var der ingen, der tog regler særlig alvorligt så langt mod nord. Så de, der kom og bad om en mand, blev budt velkommen, uanset om de havde eksamen eller ej.
Efter et år var antallet af besøgende dog faldet så drastisk, at centret holdt op med at kalkulere med at få besøgende. Den aftagende interesse handlede ikke kun om, at området var tyndt befolket, og rejsen dertil kunne være anstrengende, men mere om, at centrets gæster ikke følte sig trygge.
Mændenes rammer var for frie, mente de. De var ikke grupperet ordentligt, og det var derfor vanskeligt at finde det bedste match til ens behov. Hvilket gav nogle grimme overraskelser. Som når en besøgende troede, hun skulle vugges blidt ind i en orgasme, men i stedet kom derfra med et blåt øje og bidemærker. Skuffelsen var ikke mindre, de gange det forholdt sig omvendt, og en, der gerne ville møde orgasmen midt i en kamp, gik kærtegnet og utilfredsstillet derfra.
Desuden løb der rygter om, at mændene også sloges internt, så de både blev skadet og døde, mere end det burde være naturligt blandt hanner. Det var en del af eksperimenterne, forsvarede de to danske kvinder sig med. Hvordan det i dag gik inde bag barakkernes mure, var der efterhånden ingen, der vidste, men sådan som det rumlede i Inga, var de tydeligvis gået for langt denne gang.
Det var ikke, fordi nogen fra bygden eller centret havde kontaktet hende. Sådan var det sjældent. Når det buldrede i fjeldene, blev hun trukket i retning af tumulten, og så vidste hun, der var brug for hende, for at den naturlige balance i verden kunne opretholdes. Så flest muligt mennesker fik de bedst mulige betingelser for et godt liv.
En høj kvinde tumlede ud fra barakken, satte sig tungt på en sten med hovedet i hænderne. En mindre løb efter, holdt en klud i hånden, som hun duppede den højes læbe med. Den høje græd, den anden råbte.
“Nå, så løb det løbsk,” sagde Inga og parkerede slæden lige foran dem. Rensdyrene pustede ud, udmattede efter dagens rejse. Det var mørkt, da de tog afsted i morges, og igen mørkt, nu de kom frem, selv om klokken kun var var fire om eftermiddagen. Sådan var det på disse kanter, når vinteren prikkede dem på skulderen.
De to kvinder så forbavsede på hende. I lange perioder af verdenshistorien gik Inga i glemmebogen, og folk anede ikke, hvem hun var. Andre gange var de bestemt ikke i tvivl.
“Jeg er Inga,” sagde Inga.
“Eva,” sagde den høje. En rotte kiggede op fra hendes lomme, men skyndte sig tilbage i skjul. “Benja,” hviskede den anden.
Inga nikkede indforstået. “Skal vi se på det?” Hun gik over mod barakken, hvor der lød råb og slag. “Vil du låse op?”
“Hvem er du?”
“Inga! I har brug for mig.”
Eva kom på benene, hendes læbe blødte stadig. Hænderne rystede, da hun låste op. Hun stak dem hurtigt i lommen igen, hvor rotten lod til at berolige hende.
Inga gik ind med en autoritet, som var det hendes eget sted. Larmen fra mændene var øredøvende. Det lod ikke til at genere hende. Hun fortrak heller ikke en mine, da et fodertrug fløj over hegnet og susede forbi få centimeter fra hendes hoved.
Et øjeblik stod hun og betragtede klumpen af mænd, der tævede løs på hinanden. Så rømmede hun sig. Som ved et trylleslag stoppede de alle på en gang. Kravlede ud fra massen af mandekroppe med blodet silende fra næser, pander, læber. Lemmer sad forkert, brækket, forstuvet. Løsrevne hårtotter lå strøet rundt på gulvet.
“Sæt jer,” sagde Inga. Hun holdt aldrig op med at nyde den autoritet, fjeldenes nærvær gav hende. Så nemt gik det ikke, bare hun krydsede det første hav ned gennem Europa.
Mændene stødte ind i både den foran, bagved og ved siden af. Fortumlede af kampen. De brummede utilfredst, men gjorde alligevel plads til hinanden. Satte sig på to rækker og så afventende på Inga. Eva og Benja så forbløffede til. Først med øjnene rettet mod Inga, så på mændene, så tilbage på Inga.
“Hvordan gjorde du det?” spurgte Eva. “Jeg har prøvet alt.”
Inga tog sig til næsen, snusede ind og så skeptisk op og ned ad Evas lange, kantede krop. Hun var selv halvt så høj som Eva, men til gengæld dobbelt så bred over bagen.
“Nå, sådan,” sagde Inga og kneb øjnene sammen, mens hun lod blikket hvile i skridtet på Eva.
“Hvad mener du?” spurgte Benja nervøst, men Inga havde igen mistet interessen for Eva og vendte sig mod mændene.
“Alle hannerne undtagen én er begyndt at tage deres kjortler omvendt på, altså på vrangen,” sagde Eva og puffede rotten på plads på skulderen, hvor den forsøgte at kravle op. “Vi ved ikke, hvorfor de gør det, men jeg tror, det er derfor, kampene er opstået. De bliver ved med at vende tøjet om, uanset hvad vi gør.”
“Interessant,” sagde Inga eftertænksomt. “Her i nord tog samerne koften omvendt på, når vi protesterede mod noget. Det ligger åbenbart stadig lagret i mændene. Alle samiske mænd vendte koften på vrangen, da de blev spærret inde i begyndelsen af Evolutionen. Deres skæbner kunne selvfølgelig ikke være anderledes, men de tog det tungt, da deres frihed blev taget fra dem. Vant som de var til at færdes på vidderne under den åbne himmel.”
Inga brød ud i et smil, der fik rummet til at lyse op, som om solen pludselig skinnede midt i efterårsmørket.
“Det er da sjovt, de stadig vender syningerne udad, næsten sødt, at de ikke har glemt den gamle skik, selv om ingen af dem længere ved, hvad et frit liv er.”
Benja forsøgte at smile, men lykkedes kun halvt og tørrede endnu en tåre væk. Det havde været heftige dage.
“I tog nogle mænd med hjemmefra, ikke sandt?” fortsatte Inga, igen alvorlig. “Ham bagerst i hjørnet er for høj til at have gener heroppefra.” Hun pegede på en ranglet og lyshåret mand, der, selv om han sad på knæ, ragede op over de andre mænd. Han var den eneste, der ikke havde sit tøj omvendt på. “Han er vel dansk?”
“Vi tog hundrede og tyve mænd med fra centret på Lolland. De fleste af dansk afstamning. Kun én af dem lever endnu.”
“Ja,” sagde Inga.
“Det er over tredive år siden, vi kom herop, mange af de danske døde altså af alderdom, de har haft det godt,” forsvarede Benja sig.
Inga så skeptisk på hende og rynkede på næsen.
“Vi passer godt på vores mænd. De plejer ikke at slås.” Inga trak vejret gennem munden, så hun ikke behøvede at få lugten med ind, og pegede igen på den lyshårede.
“I skal aflive ham. Han forstyrrer rytmen. Desuden favoriserer I ham begge. I synes, det er synd for ham. Intet forstyrrer naturens rytme, som når kvinder synes, det er synd for nogen. Især mænd.”
“De andre har altid været efter ham, det er et under, han stadig lever,” fortsatte Benja. “Vi har forsøgt at isolere ham, men så mistrives han endnu mere. Hanner er jo flokdyr.”
“Nej, han burde ikke leve,” sagde Inga og tog et skridt til højre, et sekund før vandet begyndte at sile ned fra loftet.
“I har også problemer med jeres vandrør,” sagde hun tørt. Eva og Benja så på hinanden igen. Benja rystede forvirret på hovedet.
“Frosten drillede os ved at komme igen, lige da vi troede, det var blevet sommer. Den ødelagde de gamle rør.”
“Frosten kommer altid snigende tilbage, bedst som man tror, den er gået til ro for året.”
“Men hvad skal vi gøre ved, at de vender tøjet omvendt?”
Inga trak ligegyldigt på skuldrene. “Tøj er bare tøj. Det har aldrig gjort den store forskel for samer at tage tøjet omvendt på. Så lad bare hannerne hygge sig med det. Men I skal aflive outsideren.”
Benja tørrede en tåre væk.
“Mange af dem er ret søde,” Inga gik et skridt tættere på og lænede sig ind til hegnet. “Overraskende, at to som jer kan avle så flotte samemænd. Jeg må komme forbi en anden gang, når jeg er yngre, og når det passer med min cyklus. Har de lige så god potens som de originale samemænd?”
Eva nikkede. “Vi giver dem rensdyrhorn i foderet hver dag.” “Godt,” sagde Inga.
“Men det hjalp ikke på de mænd, som vi havde med fra Danmark.”
“Nej, rensdyrhorn hjælper ikke noget.” Inga lo højt.
“Samiske mænd har bare altid haft bedre potens. Ligesom en ulv kan løbe hurtigere end en hund.” Hun stak hånden i lommen. “Her,” hun rakte Benja et rødt bolsje, “giv det til danskerhannen, ham, du synes, det er synd for. Så sover han stille ind.”
“Men vi kan da ikke aflive ham, han har været hos os så længe.”
“Tænk på det som at luge ukrudt. Alle har følelser, også planter, men det kan vi ikke altid tage os af, hvis vi skal sørge for optimale betingelser for liv.” Inga vendte ryggen til både mændene, Eva og Benja og gik mod døren.
“Sårede mænd er farlige, ligesom sårede dyr i junglen,” fortsatte Inga. “De bliver utilregnelige i både tankegang og bevægelser.”
“Går du?”
“Jeg kan kun håbe, I holder op med at føle så meget og tænker jer om i stedet.”
“Også selv om det ikke føles rigtigt at lade ham dø?” sagde Benja trodsigt.
Inga sukkede. “Bare fordi man føler noget, er det ikke nødvendigvis sandt.” Hun himlede med øjnene. “Kvinder, altså …” tilføjede hun opgivende.
“I skal ikke give dem så meget frihed. Jeg ved, I tror, det er godt for dem, og at de kan lære at administrere det. Især dig.” Hun så på Eva. “På den lange bane får frie mænd alt, der fungerer, til at bryde sammen.”
Inga satte sig på slæden.
“Mænd havde i tusindvis af år chancen for at vise, at de ønskede et lige samfund. De fik endda lov til at bestemme. Men de har aldrig, ikke en eneste gang, gjort det godt. De misbrugte magten, underlagde alle andre deres herskelyst og liderlighed. Var besatte af at skulle bestemme over hver en centimeter af kvinders kroppe og tankegang. Og fandt endda på barnlige fortællinger, hvor de forvrængede virkeligheden for at underbygge deres egen herlighed. Det værste er, at de ofte har fået os kvinder til at marchere i takt med dem. Ikke bare fordi de har haft den fysiske overmagt, men fordi de har forstået at spille på vores svageste punkt: vores trang til at tilgive og forstå og lade dem komme til fadet igen og igen. På trods af at de så tydeligt har bevist deres inkompetence. Det, der var og stadig kan blive kvinders undergang, er, at vi har for meget empati. Selv den stærkeste, mest dominerende og tyranniske han kunne få os til at synes, det var synd for ham, og til at tro, at med vores kærlighed og forståelse ville han blive god igen. Men det gør han ikke. Det gør mænd ikke.”
Inga rystede på hovedet.
“Hvad er det for et samfund, I forestiller jer, I kan skabe ved at give dem frihed? Hanner ødelægger også livet for andre hanner, som I kan se her i jeres center. De kan kun fungere, hvis der bliver holdt skarpt øje med dem, og de lever under ubøjelige regler.”
Inga sukkede.
“Derfor er vi kvinder nødt til at have overblikket og være ved roret. Ellers degenererer hele menneskeheden. Naturen er kun interesseret i at optimere menneskeartens udvikling, det er det, der er vores opgave.”
Hun klikkede med tungen. Rensdyrene begyndte at gå fremad. Det højre så træt tilbage på hende.
“Du skal bare en halv time ned langs elven, så er vi hjemme for i dag,” sagde hun til rensdyret og forsvandt ned ad den isede vej med de røde bånd flagrende efter sig. To krager lettede fra tagryggen og fløj tavse efter hende.
88%
88% af alle kvinder forstår, at mænd ikke kan gå frit rundt iblandt os. Resten tager fejl.
88% er en fortsættelse til fremtidsromanen 11%, hvor kvinderne endelig har taget over.
11% vandt De Gyldne Laurbær i 2022 og er siden udgivelsen blevet oversat til flere sprog.
Du kan købe 88% online eller i din nærmeste boghandel fra 1. november.
88% er opfølgeren til Maren Uthaugs prisbelønnede og satiriske fremtidsroman 11%. Halvtreds år er gået, og flere eksperimenter med frilandsmænd er slået fejl. Begynd din læsning her.
To kvinder er besatte af tanken om at redde en han ud fra et avlscenter på Lolland. Den ene i jagten på kærlighed, og den anden for at parre sig med ham. I udkantsmatriarkatet befinder urkvinden Inga sig, og hun vil stoppe kvinderne. For hvis deres mission lykkes, og hannen kommer fri, bryder deres samfund sammen igen.
LÆS OGSÅ: Maren Uthaug. Få overblik over hendes prisvindende romaner her
Maren Uthaug vandt De Gyldne Laurbær 2022 for romanen 11%, der skildrer et kvindestyret samfund, hvor mænd holdes i sikrede avlscentre. Både læsere og anmeldere var vilde med de underholdende og nytænkende fremtidsscenarier, der vender verden, som vi kender den, på hovedet.
LÆS OGSÅ: Maren Uthaug om 11%: Romanen er jo ikke et manifest – jeg leger bare
Anmelderne skrev om 11%:
❤️❤️❤️❤️❤️
“En fejende flot femi-fremtidsfabel” – Politiken
⭐⭐⭐⭐⭐
“Stærkt opslugende og underholdende” – Berlingske
⭐⭐⭐⭐⭐
“Humoristen Uthaug sprudler af fortællelyst” – Kristeligt Dagblad
88% er fyldt med lige så meget humor og originalitet som sin forgænger. Læs første kapitel her.
88%
af Maren Uthaug
INGA
“Man gør, hvad Inga siger,” sagde folk. De havde ret. Inga vidste altid bedst. Sådan havde det været, så langt tilbage hun kunne huske.
“Hun kan lugte, hvis du lyver,” sagde de også.
“Alle steder, der er mennesker, stinker det,” svarede hun, hvis hun blev spurgt, om det var sandt.
Hun boede ikke et fast sted. Rejste med årstiderne, med fornemmelsen, med nødvendigheden. Altid i slæde med sine to rensdyr spændt for. Meder i sne. Hjul i andet føre. Luft i vanskeligt terræn.
Hun havde ikke stor oppakning. Når den sorte kofte trængte til at blive renset, skiftede hun til den, hun havde i slædetasken. Det mørke silkesjal lod hun vaske og stryge de steder, hun overnattede, til det begyndte at trevle i kanten. Så kasserede hun det og tog et nyt på. Hun havde altid to i tasken. Og et ekstra sæt bjekso, de læderbrune støvler i rensdyrskind.
På hovedet bar hun en samehue i filt med to sirligt strøgne silkebånd, der lå ned ad ryggen og helt ned til læggene. Når hun gik, flagrede båndene efter hende. Lige nu var huen brændende rød, fordi det var efterår. Farven skiftede med årstiderne. Som rypen, der ændrer sin fjerpragt fra mørk til lys, når sneen falder.
Kulden var begyndt at bide i kinderne, når hun sad på slæden, og det knitrede i luften. Hvis hun blev ved med at være så langt nordpå, som hun var nu, ville huen være hvid, inden ugen var gået.
Ingen vidste, hvor gammel Inga var. Det var ikke vigtigt. Når hun blev for gammel, blev hun genfødt og fortsatte, hvor hun slap, sagde man. Lige nu var håret, der var samlet i to fletninger, grånet og endnu tyndere, end sidst hun havde været på vej til Fanasgieddi, en lille bygd, der lå helt ned til elven på grænsen til den finske side.
Hun brugte helst sin tid på toppen af verden, i det nordligste Norge, hvor vinteren var mørk som døden og sommeren lys som livet. Her var hun tættest på fjeldene, det var her, hun var skabt til at trives, og her, hun mærkede alt tydeligst. Jo længere væk hun kom fra fjeldene, jo sværere var det for hende at høre det, de ville fortælle.
Det var sjældent, hun forlod de nordlige egne i disse år. Hun blev genfødt tæt på det sted, hun døde, så når hun vidste, det snart ville ske, rejste hun kun sydpå, hvis det var strengt nødvendigt. Helst lod hun verden komme til hende, hvis den havde brug for det. Hvis den altså kunne finde hende. Det var Inga, der vidste, hvor dem, der havde brug for hende, var. Ikke omvendt.
I tidligere liv var hun ofte rejst til både syd, øst og vest for at forsøge at lindre livet for kvinder, der måtte græde hver dag. Mange af sine liv havde hun derfor levet langt væk hjemmefra, kun med fjeldene som en stille sang i baghovedet.
Det højre rensdyr gik langsomt i dag. Hun ville bytte det, når hun kom frem. De steder, hun overnattede, havde ikke sædvanligvis rensdyr stående, men hun havde kunnet mærke, dyret snart ville blive træt, og havde givet besked om, at hun skulle bruge et nyt. Rensdyrene var aldrig kørt til. Ingen andre brugte rensdyr og slæde, når der fandtes så mange andre og mere bekvemme måder at transportere sig på.
Men Inga kom aldrig nogen steder på anden måde end med rensdyr og slæde. Det var den eneste transportform, hvor sjælen kunne nå at følge med, når man rejste, sagde hun. Hvorfor ræse afsted til en destination, hvis man alligevel skulle sidde og vente på, at sjælen også nåede frem?
Det var ikke noget problem, at rensdyrene ikke var kørt til. Rensdyr gjorde også, hvad Inga sagde.
Efterårets mørke havde lagt sig over dalen, da rensdyrene drejede slæden ned ad den stejle bakke mod elven. Inga holdt bremsen i, så slæden ikke ramte dem i haserne. En krage fløj hen over hovedet på hende, videre ud over bakkerne og elven. Hun så efter den med et suk. Den havde kredset over hende i et par dage. Hun vidste af erfaring, at det ikke ville vare længe, før der var to.
Der var lys i barakkerne, hvor centret opbevarede mændene. Det var det nordligst beliggende center, Inga kendte til. Det lå så øde, at det var sjældent, de fik besøg af lokale. Hvilket også var meningen, så vidt Inga havde forstået. Stedet blev drevet af to danske kvinder, der havde fået lov til at tage en stor gruppe mænd med fra et center i Danmark, en af dem tidligere havde arbejdet på.
Hun havde nogle fejlslagne mandeeksperimenter bag sig og var blevet for upopulær til at fortsætte, hvor hun var. Men her i de fjerne dale, hvor få kom forbi, og færre holdt øje, kunne hun være mere løssluppen i sine forsøg.
Det var ikke det eneste sted, man lavede forsøg med hanner. De fleste centre gjorde det. Hvilket de ville blive ved med, til man havde klarlagt, hvorfor hanner i menneskearten blev skabt så følelsesmæssigt afstumpede og krigeriske i forhold til hunnerne.
I begyndelsen, da de to kvinder åbnede centret, havde de lokale, selv om de ikke var så mange, været begejstrede. Endelig fik de også mulighed for at bruge mænd. Både til at lege med seksuelt og til at skabe børn.
Metoderne til at få børn på anden vis var flere og nemt tilgængelige, men mange foretrak den naturlige vej. Det skabte sundere fostre, stærkere personligheder og en klarere tankegang, sagde man. Selv om lægevidenskaben benægtede, at det havde noget på sig, var det en myte, det var svært at komme til livs.
I mange generationer havde det været sådan, at man automatisk stod forrest i køen til de bedste jobs og mest attraktive rundområder, hvis alle vidste, man var skabt af mandesæd, der uden unødig indblanding havde befrugtet et æg.
Da centret heroppe åbnede for over tredive år siden, kom folk ned fra fjeldene, krydsede elven fra Finland og valfartede til fra omkringliggende bygder for at prøve en mand. Noget, flere af dem aldrig havde haft muligheden for. De færreste havde derfor gjort sig umage med at tage den eksamen i krop, der krævedes for at få adgang til et mandecenter. Den, hvor man lærte, hvordan orgasmerne blev bedst, hvilke slags der fandtes, hvad de forskellige kunne gøre for både ens mentale og fysiske helbred. Og hvordan en mandekrop bedst kunne bruges til at finpudse ens orgasmer.
Heldigvis var der ingen, der tog regler særlig alvorligt så langt mod nord. Så de, der kom og bad om en mand, blev budt velkommen, uanset om de havde eksamen eller ej.
Efter et år var antallet af besøgende dog faldet så drastisk, at centret holdt op med at kalkulere med at få besøgende. Den aftagende interesse handlede ikke kun om, at området var tyndt befolket, og rejsen dertil kunne være anstrengende, men mere om, at centrets gæster ikke følte sig trygge.
Mændenes rammer var for frie, mente de. De var ikke grupperet ordentligt, og det var derfor vanskeligt at finde det bedste match til ens behov. Hvilket gav nogle grimme overraskelser. Som når en besøgende troede, hun skulle vugges blidt ind i en orgasme, men i stedet kom derfra med et blåt øje og bidemærker. Skuffelsen var ikke mindre, de gange det forholdt sig omvendt, og en, der gerne ville møde orgasmen midt i en kamp, gik kærtegnet og utilfredsstillet derfra.
Desuden løb der rygter om, at mændene også sloges internt, så de både blev skadet og døde, mere end det burde være naturligt blandt hanner. Det var en del af eksperimenterne, forsvarede de to danske kvinder sig med. Hvordan det i dag gik inde bag barakkernes mure, var der efterhånden ingen, der vidste, men sådan som det rumlede i Inga, var de tydeligvis gået for langt denne gang.
Det var ikke, fordi nogen fra bygden eller centret havde kontaktet hende. Sådan var det sjældent. Når det buldrede i fjeldene, blev hun trukket i retning af tumulten, og så vidste hun, der var brug for hende, for at den naturlige balance i verden kunne opretholdes. Så flest muligt mennesker fik de bedst mulige betingelser for et godt liv.
En høj kvinde tumlede ud fra barakken, satte sig tungt på en sten med hovedet i hænderne. En mindre løb efter, holdt en klud i hånden, som hun duppede den højes læbe med. Den høje græd, den anden råbte.
“Nå, så løb det løbsk,” sagde Inga og parkerede slæden lige foran dem. Rensdyrene pustede ud, udmattede efter dagens rejse. Det var mørkt, da de tog afsted i morges, og igen mørkt, nu de kom frem, selv om klokken kun var var fire om eftermiddagen. Sådan var det på disse kanter, når vinteren prikkede dem på skulderen.
De to kvinder så forbavsede på hende. I lange perioder af verdenshistorien gik Inga i glemmebogen, og folk anede ikke, hvem hun var. Andre gange var de bestemt ikke i tvivl.
“Jeg er Inga,” sagde Inga.
“Eva,” sagde den høje. En rotte kiggede op fra hendes lomme, men skyndte sig tilbage i skjul. “Benja,” hviskede den anden.
Inga nikkede indforstået. “Skal vi se på det?” Hun gik over mod barakken, hvor der lød råb og slag. “Vil du låse op?”
“Hvem er du?”
“Inga! I har brug for mig.”
Eva kom på benene, hendes læbe blødte stadig. Hænderne rystede, da hun låste op. Hun stak dem hurtigt i lommen igen, hvor rotten lod til at berolige hende.
Inga gik ind med en autoritet, som var det hendes eget sted. Larmen fra mændene var øredøvende. Det lod ikke til at genere hende. Hun fortrak heller ikke en mine, da et fodertrug fløj over hegnet og susede forbi få centimeter fra hendes hoved.
Et øjeblik stod hun og betragtede klumpen af mænd, der tævede løs på hinanden. Så rømmede hun sig. Som ved et trylleslag stoppede de alle på en gang. Kravlede ud fra massen af mandekroppe med blodet silende fra næser, pander, læber. Lemmer sad forkert, brækket, forstuvet. Løsrevne hårtotter lå strøet rundt på gulvet.
“Sæt jer,” sagde Inga. Hun holdt aldrig op med at nyde den autoritet, fjeldenes nærvær gav hende. Så nemt gik det ikke, bare hun krydsede det første hav ned gennem Europa.
Mændene stødte ind i både den foran, bagved og ved siden af. Fortumlede af kampen. De brummede utilfredst, men gjorde alligevel plads til hinanden. Satte sig på to rækker og så afventende på Inga. Eva og Benja så forbløffede til. Først med øjnene rettet mod Inga, så på mændene, så tilbage på Inga.
“Hvordan gjorde du det?” spurgte Eva. “Jeg har prøvet alt.”
Inga tog sig til næsen, snusede ind og så skeptisk op og ned ad Evas lange, kantede krop. Hun var selv halvt så høj som Eva, men til gengæld dobbelt så bred over bagen.
“Nå, sådan,” sagde Inga og kneb øjnene sammen, mens hun lod blikket hvile i skridtet på Eva.
“Hvad mener du?” spurgte Benja nervøst, men Inga havde igen mistet interessen for Eva og vendte sig mod mændene.
“Alle hannerne undtagen én er begyndt at tage deres kjortler omvendt på, altså på vrangen,” sagde Eva og puffede rotten på plads på skulderen, hvor den forsøgte at kravle op. “Vi ved ikke, hvorfor de gør det, men jeg tror, det er derfor, kampene er opstået. De bliver ved med at vende tøjet om, uanset hvad vi gør.”
“Interessant,” sagde Inga eftertænksomt. “Her i nord tog samerne koften omvendt på, når vi protesterede mod noget. Det ligger åbenbart stadig lagret i mændene. Alle samiske mænd vendte koften på vrangen, da de blev spærret inde i begyndelsen af Evolutionen. Deres skæbner kunne selvfølgelig ikke være anderledes, men de tog det tungt, da deres frihed blev taget fra dem. Vant som de var til at færdes på vidderne under den åbne himmel.”
Inga brød ud i et smil, der fik rummet til at lyse op, som om solen pludselig skinnede midt i efterårsmørket.
“Det er da sjovt, de stadig vender syningerne udad, næsten sødt, at de ikke har glemt den gamle skik, selv om ingen af dem længere ved, hvad et frit liv er.”
Benja forsøgte at smile, men lykkedes kun halvt og tørrede endnu en tåre væk. Det havde været heftige dage.
“I tog nogle mænd med hjemmefra, ikke sandt?” fortsatte Inga, igen alvorlig. “Ham bagerst i hjørnet er for høj til at have gener heroppefra.” Hun pegede på en ranglet og lyshåret mand, der, selv om han sad på knæ, ragede op over de andre mænd. Han var den eneste, der ikke havde sit tøj omvendt på. “Han er vel dansk?”
“Vi tog hundrede og tyve mænd med fra centret på Lolland. De fleste af dansk afstamning. Kun én af dem lever endnu.”
“Ja,” sagde Inga.
“Det er over tredive år siden, vi kom herop, mange af de danske døde altså af alderdom, de har haft det godt,” forsvarede Benja sig.
Inga så skeptisk på hende og rynkede på næsen.
“Vi passer godt på vores mænd. De plejer ikke at slås.” Inga trak vejret gennem munden, så hun ikke behøvede at få lugten med ind, og pegede igen på den lyshårede.
“I skal aflive ham. Han forstyrrer rytmen. Desuden favoriserer I ham begge. I synes, det er synd for ham. Intet forstyrrer naturens rytme, som når kvinder synes, det er synd for nogen. Især mænd.”
“De andre har altid været efter ham, det er et under, han stadig lever,” fortsatte Benja. “Vi har forsøgt at isolere ham, men så mistrives han endnu mere. Hanner er jo flokdyr.”
“Nej, han burde ikke leve,” sagde Inga og tog et skridt til højre, et sekund før vandet begyndte at sile ned fra loftet.
“I har også problemer med jeres vandrør,” sagde hun tørt. Eva og Benja så på hinanden igen. Benja rystede forvirret på hovedet.
“Frosten drillede os ved at komme igen, lige da vi troede, det var blevet sommer. Den ødelagde de gamle rør.”
“Frosten kommer altid snigende tilbage, bedst som man tror, den er gået til ro for året.”
“Men hvad skal vi gøre ved, at de vender tøjet omvendt?”
Inga trak ligegyldigt på skuldrene. “Tøj er bare tøj. Det har aldrig gjort den store forskel for samer at tage tøjet omvendt på. Så lad bare hannerne hygge sig med det. Men I skal aflive outsideren.”
Benja tørrede en tåre væk.
“Mange af dem er ret søde,” Inga gik et skridt tættere på og lænede sig ind til hegnet. “Overraskende, at to som jer kan avle så flotte samemænd. Jeg må komme forbi en anden gang, når jeg er yngre, og når det passer med min cyklus. Har de lige så god potens som de originale samemænd?”
Eva nikkede. “Vi giver dem rensdyrhorn i foderet hver dag.” “Godt,” sagde Inga.
“Men det hjalp ikke på de mænd, som vi havde med fra Danmark.”
“Nej, rensdyrhorn hjælper ikke noget.” Inga lo højt.
“Samiske mænd har bare altid haft bedre potens. Ligesom en ulv kan løbe hurtigere end en hund.” Hun stak hånden i lommen. “Her,” hun rakte Benja et rødt bolsje, “giv det til danskerhannen, ham, du synes, det er synd for. Så sover han stille ind.”
“Men vi kan da ikke aflive ham, han har været hos os så længe.”
“Tænk på det som at luge ukrudt. Alle har følelser, også planter, men det kan vi ikke altid tage os af, hvis vi skal sørge for optimale betingelser for liv.” Inga vendte ryggen til både mændene, Eva og Benja og gik mod døren.
“Sårede mænd er farlige, ligesom sårede dyr i junglen,” fortsatte Inga. “De bliver utilregnelige i både tankegang og bevægelser.”
“Går du?”
“Jeg kan kun håbe, I holder op med at føle så meget og tænker jer om i stedet.”
“Også selv om det ikke føles rigtigt at lade ham dø?” sagde Benja trodsigt.
Inga sukkede. “Bare fordi man føler noget, er det ikke nødvendigvis sandt.” Hun himlede med øjnene. “Kvinder, altså …” tilføjede hun opgivende.
“I skal ikke give dem så meget frihed. Jeg ved, I tror, det er godt for dem, og at de kan lære at administrere det. Især dig.” Hun så på Eva. “På den lange bane får frie mænd alt, der fungerer, til at bryde sammen.”
Inga satte sig på slæden.
“Mænd havde i tusindvis af år chancen for at vise, at de ønskede et lige samfund. De fik endda lov til at bestemme. Men de har aldrig, ikke en eneste gang, gjort det godt. De misbrugte magten, underlagde alle andre deres herskelyst og liderlighed. Var besatte af at skulle bestemme over hver en centimeter af kvinders kroppe og tankegang. Og fandt endda på barnlige fortællinger, hvor de forvrængede virkeligheden for at underbygge deres egen herlighed. Det værste er, at de ofte har fået os kvinder til at marchere i takt med dem. Ikke bare fordi de har haft den fysiske overmagt, men fordi de har forstået at spille på vores svageste punkt: vores trang til at tilgive og forstå og lade dem komme til fadet igen og igen. På trods af at de så tydeligt har bevist deres inkompetence. Det, der var og stadig kan blive kvinders undergang, er, at vi har for meget empati. Selv den stærkeste, mest dominerende og tyranniske han kunne få os til at synes, det var synd for ham, og til at tro, at med vores kærlighed og forståelse ville han blive god igen. Men det gør han ikke. Det gør mænd ikke.”
Inga rystede på hovedet.
“Hvad er det for et samfund, I forestiller jer, I kan skabe ved at give dem frihed? Hanner ødelægger også livet for andre hanner, som I kan se her i jeres center. De kan kun fungere, hvis der bliver holdt skarpt øje med dem, og de lever under ubøjelige regler.”
Inga sukkede.
“Derfor er vi kvinder nødt til at have overblikket og være ved roret. Ellers degenererer hele menneskeheden. Naturen er kun interesseret i at optimere menneskeartens udvikling, det er det, der er vores opgave.”
Hun klikkede med tungen. Rensdyrene begyndte at gå fremad. Det højre så træt tilbage på hende.
“Du skal bare en halv time ned langs elven, så er vi hjemme for i dag,” sagde hun til rensdyret og forsvandt ned ad den isede vej med de røde bånd flagrende efter sig. To krager lettede fra tagryggen og fløj tavse efter hende.
88%
88% af alle kvinder forstår, at mænd ikke kan gå frit rundt iblandt os. Resten tager fejl.
88% er en fortsættelse til fremtidsromanen 11%, hvor kvinderne endelig har taget over.
11% vandt De Gyldne Laurbær i 2022 og er siden udgivelsen blevet oversat til flere sprog.
Du kan købe 88% online eller i din nærmeste boghandel fra 1. november.
Find 88 procent hos Bog & idé her
Find 88 procent hos Saxo.com her
Andre læste også: