Anika Tronier har skrevet bogen Ægte styrke kommer indefra – om mentale mønstre, indre styrke og om at udleve sit fulde potentiale. Læs et uddrag her.
Anika Tronier har arbejdet 11 år i politiet og adskillige år i Forsvaret, hvor hun har været udsendt til Afghanistan og træner folk i at overleve gidselsituationer. Nu kan du læse hendes bog Ægte styrke kommer indefra, hvor hun fortæller om sine år i militæret og hjælper dig til at give slip på frygten og finde indre styrke.
LÆS OGSÅ: HjerneRo – Slip tankemylder, bekymringer og overtænkning
Anika Tronier er kendt som vært i DR’s populære serie Slædepatruljen og har medvirket i Jaget Vildt på Discovery. Men hun har ikke altid haft den styrke, som hun har nu. Da hun var barn, var hun tynget af lavt selvværd og en følelse af ikke at høre til. Ved at ompakke sin mentale rygsæk mistede de negative historier med tiden deres magt, og Anika Tronier opdagede vigtigheden af ikke blot ydre, men i særdeleshed indre styrke.
Det er netop den indre styrke og omlægningen af reaktionsmønstre for at skabe et bedre liv, som Anika Tronier guider os til i Ægte styrke kommer indefra. Læs et uddrag her.
Ægte styrke kommer indefra
af Anika Tronier
Forord
– Husk nu at få dine succeser med! sagde min veninde Jeanette til mig, da jeg fortalte hende om, at jeg skulle i gang med en bog om, hvordan man træner sin mentale kapacitet.
En bog baseret på min tid i Forsvaret, ved politiet, med eksempler fra mine ture i fjeldet, til Grønland og ud på det dybe vand – i overført såvel som bogstavelig forstand. Og ikke mindst om, hvordan vores historier og vores frygt kan ende med at styre os, hvis ikke vi gør vores bagage lettere at gå med.
Min veninde vidste godt, at jeg har tendens til at fortælle om alle mine fejl, min egen tvivl og de mere tunge historier først – og derefter glemme at komme hen til alle de gode. Men de gode er vigtige at få med.
Vi kan indimellem tage dykket ned i vores egen mentale rygsæk og kigge på alle de historier, der ligger dernede og roder rundt, for så at lade dem ligge. Men vi skal gøre noget ved dem. Bruge dem og tage stilling til dem. Nogle af dem skal pakkes sammen, andre skal vendes om, og så er der de historier, der skal trækkes helt frem i lyset. For det er ikke kun vores fejltrin, vi lærer af, vi lærer også af succeserne.
Så længe jeg kan huske, har frygten fyldt i mit liv. De første mange år handlede det om frygten for ikke at være den, jeg syntes, jeg burde være, frygten for at fejle og at være forkert. Derefter som ung om at forsøge at gemme frygten væk og alligevel handle, selvom den hele tiden lå og ulmede under over- fladen. Og til sidst som voksen om at trodse frygten, gå imod den og trække al den energi ud af den, jeg overhovedet kunne.
I løbet af min karriere har jeg befundet mig i de mest ekstreme situationer. Midt i ildkampe. Omsluttet af isvand. På kanten af en rib-båd. I indsatsdragt med brynje og gasmaske og som gadebetjent i hurtigt løb gennem brokvartererne. Jeg har hængt i en wire fra en helikopter og siddet i en Black Hawk med åbent kig til jorden under mig. Mærket mortergranaternes rystelser med ørkenstøv under fødderne og “Dødens pusterør” ved min side – som talebanerne kaldte den dysekanon, jeg bar som udsendt i Afghanistan.
Frygten skal man ikke forsøge at flygte fra, for den hægter sig alligevel fast i en og lader sig ikke sådan ryste af. Al den energi, man ender med at bruge på en nyttesløs flugt, kan man lige så godt kanalisere over i noget, der hiver en op, og udnytte kraften til at drive sig selv fremad i stedet for at lade frygten definere og bremse en.
Noget af det allermest givende, jeg har oplevet, er at sidde i en kreds af mennesker fra Forsvaret og tjekke ind med hinanden efter at have stået i nogle helt igennem grænseoverskridende og groteske situationer sammen. Vi fortæller hinanden om, hvordan vi har det. Giver hinanden feedback på godt og ondt. Intet er skjult. Alt er råt. Og panseret er skrællet af, så kun mennesket er tilbage. Det er intenst og vanvittigt befriende.
Vi kan ikke andet end at være os selv, når vi udfordrer frygten for det ukendte, for at fejle og for at kigge på os selv. Det er lidt ligesom den vilde og rå, uopdyrkede natur, der også bare er, hvad den er. Og det er en måde at tage kontrollen tilbage på og at gå i gang med selv at definere vores historie i stedet for at lade andre gøre det for os.
Nogle af mine historier ligger mange år tilbage. Derfor kan jeg ikke helt stole på, at jeg husker dem korrekt. Mange af historierne har også været farvet af min sindstilstand på det tidspunkt, og venner, familie og kollegaer kan have en anden opfattelse af dem, end jeg har haft. Jeg har forsøgt at stykke sammen efter bedste evne og med god hjælp fra de mennesker, der stod ved siden af mig dengang som nu.
Anika Tronier, august 2024
DEL 1
At kende sin historie
KAPITEL 1
Livsgods
Måden, vi går gennem livet på, formes af det livsgods, vi bærer med os, og de overlevelsesmekanismer og strategier, vi har lært. I alt for mange år blev mine beslutninger præget af følelsen, jeg havde, da jeg første skoledag stod med en alt for lyserød, alt for kluntet og alt for forkert skoletaske på ryggen. Den tunge bagage fulgte med mig gennem ungdomslivet og en stor del af voksenlivet, og den overskyggede alt det gode og værdifulde, jeg også bar med mig.
Jeg var seks år gammel, glad og spændt og på tærsklen til skolelivet. Håret var sat op med en lyserød og lyseblå elastik, tøjet var nyt og uden en eneste plet eller fold, og min store, tunge skoletaske fyldte hele ryggen. Alt var lyserødt. Og helt forkert. Sådan havde jeg det, fra det øjeblik jeg trådte ind i skolegården.
Mine forældre var flyttet til Trondheim fra Danmark for at arbejde – min far som leder af et MR-center på universitetet, og min mor, som var hjerneforsker, var blevet ansat i en forskerstilling samme sted. Indtil mit syvende år havde jeg boet først i USA, og derefter i Danmark, og altså nu også i Norge sammen med min tyske mor, min danske far og min tre år yngre lillesøster.
Det var helt tydeligt for mig, at vi ikke hørte hjemme der blandt nordmændene. Mit tøj var alt for skrigende, syntes jeg. Og alle så ud til at kende hinanden, mens mine forældre og jeg stod uden at sige en lyd og prøvede at finde os til rette uden nogen ansigter at søge hen mod.
Værst var dog min skoletaske. Dagen forinden havde lige præcis den taske været den flotteste, jeg nogensinde havde set, og jeg havde glædet mig til at skulle bære den første skoledag. Nu så jeg den med de andres øjne: alt for stor, kluntet og firkantet som en rigtig tysk skoletaske. Og alt for synlig i forhold til de andres Fjällräve og vandretasker, som hang let og selvfølgeligt på børneryggene og ikke gjorde meget væsen af sig. Jeg vidste godt, at en spritny taske ikke blev skiftet ud lige foreløbig. Den ville blive hængende på mig og følge mig til hver time, hver dag, året ud.
Havde andre kastet et blik ud over flokken, ville de højst sandsynligt ikke have været i stand til at pege på, hvem der var fra byen, og hvem der ikke var. Og de færreste havde sikkert syntes, at mit tøj og min taske var særligt meget anderledes end de andres. Men indeni følte jeg mig som en outsider. En fremmed, der ikke passede ind noget sted, og som ikke var berettiget til at stå der sammen med de andre.
Hende, der altid gik i skyggerne
Følelsen af ikke at høre til fulgte mig hele min skoletid. Jeg forsøgte generelt at holde lav profil og ikke at fylde. Hvis ingen så mig, kunne man heller ikke ramme mig på alt det, jeg var flov over. De første mange år gjorde jeg alt for at skjule mit tyske ophav.
Når min tyske mormor, min Oma, som kun talte tysk, var på besøg og hentede mig fra skole, bad jeg hende om ikke at tale til mig og at gå ti meter bag mig. Det var nok, at jeg var dansk og blev kaldt for “den danske pølse”, ”den røde pølse”, og hvad man ellers kunne finde på. Jeg skulle ikke også risikere at være hende tyskeren, for det at være tysk var ikke noget, man var stolt af.
Til forældremøder bad jeg min mor om ikke at sige noget, ellers ville hendes tyske accent have afsløret hende, og når vi var på shoppingtur, ville jeg allerhelst gå alene. Det var stadig dengang i 1980’erne betændt at være tysk.
Min mor og far havde et vennepar, hvor den enes far havde været modstandsmand under 2. Verdenskrig. Faren gik modstræbende med til, at min mor godt kunne komme på besøg, selvom han også var der. Hun skulle altså først have hans tilladelse. Så det lå stadig i luften, at man ikke skulle skilte med at være tysk. Man fornemmer meget nemt som barn, når man ikke er velkommen.
Heldigvis havde jeg tre gode veninder. Og vi skabte sammen et lille fællesskab. Venindeflokken holdt oprigtigt af mig, det ved jeg i dag. Dengang havde jeg bare svært ved at føle mig helt som en del af gruppen, fordi jeg i mit eget selvbillede havde så lidt værdi, at jeg kunne skiftes ud så let som ingenting.
Sådan forløb de første mange år i det, der i Norge hed ”barneskolen”, som gik fra 1.-7. klasse – jeg placerede mig for det meste ude på kanten af fællesskabet, hvor energien blev brugt på at fylde så lidt som muligt. For det var trods alt bedre at være der, hvor ingen huskede mig, end der, hvor jeg kunne risikere at blive konfronteret med alt det, jeg syntes, der var galt med mig.
I dag kan jeg godt være i tvivl om, hvor meget der egentlig var reelle drillerier af mig, og hvor meget der mest af alt handlede om mit eget manglende selvværd. Ens erindring kan også være sløret af de mange følelser, der fyldte. Meget fra min tidlige barndom har jeg svært ved at huske i dag, og meget husker jeg givetvis anderledes, end mine veninder eller min familie husker det.
Men det er ofte sådan, det er, når man rent mentalt har været på overarbejde. Så har forkerthedsfølelsen overtaget, og al mental kapacitet er blevet brugt på at komme igennem dagene.
”Ungdomsskolen” fra 8.-10. klasse husker jeg til gengæld. Og her er jeg ikke i tvivl om, præcis hvor råt miljøet var. De første skoleår havde blot været en forsmag på det, der ventede senere. Stikpillerne om ”danskerpølsen” og mit mærkelige tyske navn var ingenting sammenlignet med den aggressive stemning, der lå tungt og sitrende i den nye klasse.
Hvis ikke det var mit tyske og danske ophav, man kunne drille mig med, så var det mine fortænder, som de andre var hurtige til at kalde for kanintænder. Jeg vidste godt, at når nogen lavede smaskelyde, som når en kanin hakker sig igennem en gulerod, var det mig, de talte om.
Hverken mine veninder eller jeg havde det godt i klassen. Men jeg var taknemmelig for, at jeg trods alt havde dem, for det var et forfærdeligt sted at være. Jeg tør ikke at tænke på, hvordan det ville have været at være helt alene og ikke have en eneste ven der. Kun meget få elever var forskånet for de nådesløse kommentarer, som en lille gruppe nærede sig ved for at holde deres position på toppen – som dem, andre var bange for, og dem, man ikke ville gå i clinch med.
Ingen lærere kunne holde ud at være i den klasse mere end få måneder. Klasseture var der ikke noget af, for samtlige lærere nægtede at tage af sted sammen med os. Den ene nedbrudte underviser efter den anden forsvandt, efter at de på kort tid havde mistet enhver form for gejst for faget og forsøg på at forstå og nærme sig eleverne. Det var massiv mobning af alle, der ikke tilhørte det dikterende fællesskab, og så utrygt et miljø, at ingen kunne gå upåvirket derfra.
Indimellem hører man historier om børn og unge, der er blevet mobbet hele deres skoletid igennem, og som i det øjeblik, de forlader skolen, blomstrer op. Pludselig befriet for det, der har gjort ondt på dem hele skoletiden igennem. Endelig får de den succes i livet, som de aldrig oplevede i skoletiden. Jeg mindes ikke at have hørt den slags historier fra min skole. Tværtimod ved jeg, hvor megen skade lige præcis skoletiden der, og i den klasse, forvoldte nogle elever og deres familier.
Frygten for at blive ydmyget, angrebet og mobbet fik mig til at tie stille og undgå at træde frem. For hvis jeg åbnede munden, risikerede jeg at sige noget dumt eller ikke at lyde norsk nok, fordi jeg enten lød for dansk eller for tysk og for et øjeblik glemte den norske ordstilling.
I det hele taget var det farligt at stikke næsen frem, for alt, hvad man sagde eller gjorde, kunne blive vendt mod én. Min strategi blev derfor at holde mig selv udenfor og kun at tale med og være sammen med de få veninder, jeg havde. I endnu højere grad, end jeg havde gjort i barneskolen. Men jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at jeg levede på lånt tid og på andres nåde.
Når man allerede har fortalt sig selv, at man ingen værdi har, begynder man at acceptere andres hånlige blikke og små stikpiller. Og man begynder at synes, at man heller ikke har fortjent bedre. Det, der for andre er en kæk bemærkning, beregnet til at få publikummet til at grine, kan for en være det, der endeligt cementerer, at man ikke er noget værd.
Kun ét sted følte jeg mig sikker. På håndboldbanen. Her turde jeg træde frem som den hurtige og stærke spiller, jeg var. Når jeg løb ind på spillebanens gule trægulv i det samme tøj som alle de andre, følte jeg mig mere fri, end jeg gjorde nogen andre steder. Kroppen arbejdede med mig, og jeg glemte alt andet.
På banen var der tydelige spilleregler, og de regler kendte jeg ud og ind. Jeg vidste præcis, hvad jeg måtte, og hvad jeg ikke måtte, hvor mange skridt det var tilladt at tage, og hvilke streger jeg ikke skulle overtræde. Her havde mine veninder og jeg et sted, vi var sammen om, og jeg følte mig som en ligeværdig del af holdet. Det var et spil, jeg var god til, og jeg følte mig som en af dem, de andre gerne ville være på hold med. Men kun dér. For alle andre steder var jeg Anika, der ikke passede ind. Der var jeg hende, der gik i skyggerne.
At miste grebet om sig selv
Måden, vi går gennem livet på, hvordan vi handler, interagerer med andre mennesker, og hvordan vi generelt føler os, afhænger af, hvad vi har fået med i vores rygsæk, og hvilke overlevelsesmekanismer og -strategier vi har lært os selv. Det er vores livshistorie og det livsgods, vi har med i rygsækken, der bestemmer, hvordan vi reagerer, når vi er pressede, hvornår vi føler os utrygge, og hvornår frygten får lov til at bestemme over os.
Det er omvendt også vores livshistorie og det, vi bærer rundt på, der bestemmer, hvornår vi føler os trygge, ovenpå og værdifulde, og hvor let vi går gennem livet. At være i et miljø, hvor man ikke bliver set, og hvor man er nederst i hakkeordenen, betyder, at man også mister følelsen af at have værdi som menneske. Man har ikke lov til at fylde, og man ender med at forme sig efter alle omkring én.
Jeg blev efterhånden en mester i at tilpasse mig. Men når man gennem lang tid bruger det meste af sin tid på at omforme sig selv, ender man med ikke at vide, hvem man inderst inde er som menneske. Man mister grebet om sig selv og får udvisket alt det, der egentlig er en. Og det bliver sværere og sværere at indgå i ægte relationer og at vise andre, hvem man virkelig er, for hvordan kan man det, når man ikke en- gang selv ved det.
Den følelse, jeg fik den allerførste skoledag, blev på mange måder billedet på, hvordan jeg siden agerede på alle områder af mit liv, og hvordan store dele af mit ungdoms- og voksenliv kom til at udforme sig. Jeg var bare helt forkert fra begyndelsen. Med en rygsæk, der blev tungere og tungere at bære.
Det hele menneske
Min egen fortælling om hende, der aldrig følte sig værdig til at indgå i nogen fællesskaber, og som kunne befinde sig så langt væk fra sin komfortzone og stadig finde sig til rette, begyndte altså tidligt i min barndom. Det var det, jeg kendte til. Der kan ligge en enorm tryghed i genkendelsen, og vi kan komme til at søge efter det, vi kender – hvor hårdt eller usundt det end er at være i.
Vores overlevelsesstrategier kan i mange tilfælde også bringe os langt – det er den anden side af det. Det var blandt andet sådan, jeg kom igennem mine første år som soldat i Forsvaret i et miljø, hvor jeg fra begyndelsen var i mindretal og også var et emne for diskussion, i forhold til om jeg overhovedet hørte til der, fordi jeg var kvinde.
Jeg var konstant på vagt og lagde bånd på mig selv. Hvis noget skulle klares, ordnede jeg det selv. Hvis noget gik mig på, holdt jeg det for mig selv. Og hvis noget ikke lykkedes, fiksede jeg det selv. Ude i periferien spørger man ikke andre om hjælp, og man holder sin sårbarhed og sin tvivl tæt ind til kroppen, væk fra de andre.
Men sådan kan man ikke blive ved at gå gennem livet. På et eller andet tidspunkt vil man opleve, at man ikke kan bære rygsækken længere, at den tynger en og trækker en væk fra det, man egentlig vil, og det, man drømmer om. Man får hverken skabt et godt arbejdsliv, gode relationer eller hele mennesker ud af alt det, der tynger en.
På et tidspunkt må man konfrontere sig selv og spørge om, hvorfor det er blevet sådan. Det er der, man dykker ned i sin egen historie og begynder at endevende, hvad der ligger af oplevelser, og hvordan de oplevelser hænger sammen med ens liv i dag.
I min egen rygsæk fandt jeg først en gammel historie om ikke at føle sig værdifuld, om altid at befinde sig ude i periferien og om ikke at være en lige så vigtig del af fællesskabet, som alle de andre var – fordi jeg var overbevist om, at fællesskabet ikke ville mig.
Men jeg fandt også gode værktøjer, der trængte til at se dagens lys. For der var masser af brugbare strategier, som jeg siden har benyttet for at komme igennem udfordringer, og som har holdt mig oppe, når det var sværest.
Redskaber og strategier, der fik mig igennem optagelsen til Forsvarets 1. lette spejdereskadron på Bornholm, igennem en udsendelse til Afghanistan, 11 år som politibetjent, og senest som gidseltræningsinstruktør. Det er redskaber og strategier, jeg i dag er bevidst om, og som jeg hver dag bruger i mit arbejdsliv såvel som i mit privatliv. Men som jeg i mange år ikke kunne udpege og ”oversætte”, som jeg gør det i dag.
Kombinationen af de veje, jeg har taget, og de strategier, jeg har benyttet mig af, har givet mig chancer, jeg ikke kunne have drømt om. Som for eksempel sikkerhedsopgaver i ind- og udland, teambuilding i virksomheder, mentaltræning, foredrag og ikke mindst værtsjobbet på tv-programmet Slædepatruljen, hvor jeg sammen med to tidligere medlemmer af Siriuspatruljen rejser til Østgrønland for at undersøge, hvad der kræves for at blive en del af Forsvarets Specialenheder.
Alt sammen er det udsprunget af den rygsæk, jeg havde med mig, og som jeg, da rygsækken blev for tung at bære, gik i gang med at pakke om.
Vi kan tit tro, at vi bliver nødt til at lukke ned for alle de områder i os selv, som vi ikke tror tjener os, for at komme igennem de ekstremt pressede situationer, vi kan stå i – om det er i privatlivet eller på arbejdet. Men det er faktisk omvendt. Vi kommer bedst igennem, når vi har hele mennesket med.
Hvis der er noget, jeg har indset gennem de sidste mange års arbejde med mentaltræning, så er det, at for at finde sig til rette i sig selv og for at finde det uforløste potentiale, skal man turde lade alle sine sider komme til syne, og man skal turde kigge på, hvad man har fået med sig – hvad der er ens historie.
Det er her, guldet ligger: I rygsækken, hvor man måske gennem mange år har forsøgt at gemme alt det grimme og svære væk. Det, man ofte glemmer, er, at det også er her i rygsækken, at man finder alt det potentiale, som man ikke har fået foldet ud. Endnu.
Ægte styrke kommer indefra
Vi kan meget mere, end vi tror. Mange af os bærer dog rundt på en rygsæk, der holder os nede og forhindrer os i at gå i den retning, vi ønsker. Anika Troniers mantra er, at ægte styrke altid kommer indefra. I bogen fortæller hun om sine oplevelser og erfaringer fra politiet og forsvaret, hvor det tit er den ydre styrke, der er i fokus. Med sin særlige baggrund og brede erfaring ved Anika om nogen, hvordan man tackler mentale udfordringer og flytter sine grænser. Hvad enten vi ønsker at opnå et mål i vores arbejdsliv, skabe et godt familieliv eller ændre vores opfattelse af os selv. Det handler om de drømme, vi har for vores liv og om de barrierer, der holder os tilbage.
Anika Tronier er en af værterne i DR’s populære serie ”Slædepatruljen”. Anika har arbejdet 11 år i politiet samt adskillige år i Forsvaret. Hun har været udsendt til Afghanistan, har fanget illegale flygtninge på gaden i København og er trænet i at overleve gidselsituationer. Anika har derudover medvirket i ”Jaget Vildt”.
Anika Tronier har skrevet bogen Ægte styrke kommer indefra – om mentale mønstre, indre styrke og om at udleve sit fulde potentiale. Læs et uddrag her.
Anika Tronier har arbejdet 11 år i politiet og adskillige år i Forsvaret, hvor hun har været udsendt til Afghanistan og træner folk i at overleve gidselsituationer. Nu kan du læse hendes bog Ægte styrke kommer indefra, hvor hun fortæller om sine år i militæret og hjælper dig til at give slip på frygten og finde indre styrke.
LÆS OGSÅ: HjerneRo – Slip tankemylder, bekymringer og overtænkning
Anika Tronier er kendt som vært i DR’s populære serie Slædepatruljen og har medvirket i Jaget Vildt på Discovery. Men hun har ikke altid haft den styrke, som hun har nu. Da hun var barn, var hun tynget af lavt selvværd og en følelse af ikke at høre til. Ved at ompakke sin mentale rygsæk mistede de negative historier med tiden deres magt, og Anika Tronier opdagede vigtigheden af ikke blot ydre, men i særdeleshed indre styrke.
Det er netop den indre styrke og omlægningen af reaktionsmønstre for at skabe et bedre liv, som Anika Tronier guider os til i Ægte styrke kommer indefra. Læs et uddrag her.
Ægte styrke kommer indefra
af Anika Tronier
Forord
– Husk nu at få dine succeser med! sagde min veninde Jeanette til mig, da jeg fortalte hende om, at jeg skulle i gang med en bog om, hvordan man træner sin mentale kapacitet.
En bog baseret på min tid i Forsvaret, ved politiet, med eksempler fra mine ture i fjeldet, til Grønland og ud på det dybe vand – i overført såvel som bogstavelig forstand. Og ikke mindst om, hvordan vores historier og vores frygt kan ende med at styre os, hvis ikke vi gør vores bagage lettere at gå med.
Min veninde vidste godt, at jeg har tendens til at fortælle om alle mine fejl, min egen tvivl og de mere tunge historier først – og derefter glemme at komme hen til alle de gode. Men de gode er vigtige at få med.
Vi kan indimellem tage dykket ned i vores egen mentale rygsæk og kigge på alle de historier, der ligger dernede og roder rundt, for så at lade dem ligge. Men vi skal gøre noget ved dem. Bruge dem og tage stilling til dem. Nogle af dem skal pakkes sammen, andre skal vendes om, og så er der de historier, der skal trækkes helt frem i lyset. For det er ikke kun vores fejltrin, vi lærer af, vi lærer også af succeserne.
Så længe jeg kan huske, har frygten fyldt i mit liv. De første mange år handlede det om frygten for ikke at være den, jeg syntes, jeg burde være, frygten for at fejle og at være forkert. Derefter som ung om at forsøge at gemme frygten væk og alligevel handle, selvom den hele tiden lå og ulmede under over- fladen. Og til sidst som voksen om at trodse frygten, gå imod den og trække al den energi ud af den, jeg overhovedet kunne.
I løbet af min karriere har jeg befundet mig i de mest ekstreme situationer. Midt i ildkampe. Omsluttet af isvand. På kanten af en rib-båd. I indsatsdragt med brynje og gasmaske og som gadebetjent i hurtigt løb gennem brokvartererne. Jeg har hængt i en wire fra en helikopter og siddet i en Black Hawk med åbent kig til jorden under mig. Mærket mortergranaternes rystelser med ørkenstøv under fødderne og “Dødens pusterør” ved min side – som talebanerne kaldte den dysekanon, jeg bar som udsendt i Afghanistan.
Frygten skal man ikke forsøge at flygte fra, for den hægter sig alligevel fast i en og lader sig ikke sådan ryste af. Al den energi, man ender med at bruge på en nyttesløs flugt, kan man lige så godt kanalisere over i noget, der hiver en op, og udnytte kraften til at drive sig selv fremad i stedet for at lade frygten definere og bremse en.
Noget af det allermest givende, jeg har oplevet, er at sidde i en kreds af mennesker fra Forsvaret og tjekke ind med hinanden efter at have stået i nogle helt igennem grænseoverskridende og groteske situationer sammen. Vi fortæller hinanden om, hvordan vi har det. Giver hinanden feedback på godt og ondt. Intet er skjult. Alt er råt. Og panseret er skrællet af, så kun mennesket er tilbage. Det er intenst og vanvittigt befriende.
Vi kan ikke andet end at være os selv, når vi udfordrer frygten for det ukendte, for at fejle og for at kigge på os selv. Det er lidt ligesom den vilde og rå, uopdyrkede natur, der også bare er, hvad den er. Og det er en måde at tage kontrollen tilbage på og at gå i gang med selv at definere vores historie i stedet for at lade andre gøre det for os.
Nogle af mine historier ligger mange år tilbage. Derfor kan jeg ikke helt stole på, at jeg husker dem korrekt. Mange af historierne har også været farvet af min sindstilstand på det tidspunkt, og venner, familie og kollegaer kan have en anden opfattelse af dem, end jeg har haft. Jeg har forsøgt at stykke sammen efter bedste evne og med god hjælp fra de mennesker, der stod ved siden af mig dengang som nu.
Anika Tronier, august 2024
DEL 1
At kende sin historie
KAPITEL 1
Livsgods
Måden, vi går gennem livet på, formes af det livsgods, vi bærer med os, og de overlevelsesmekanismer og strategier, vi har lært. I alt for mange år blev mine beslutninger præget af følelsen, jeg havde, da jeg første skoledag stod med en alt for lyserød, alt for kluntet og alt for forkert skoletaske på ryggen. Den tunge bagage fulgte med mig gennem ungdomslivet og en stor del af voksenlivet, og den overskyggede alt det gode og værdifulde, jeg også bar med mig.
Jeg var seks år gammel, glad og spændt og på tærsklen til skolelivet. Håret var sat op med en lyserød og lyseblå elastik, tøjet var nyt og uden en eneste plet eller fold, og min store, tunge skoletaske fyldte hele ryggen. Alt var lyserødt. Og helt forkert. Sådan havde jeg det, fra det øjeblik jeg trådte ind i skolegården.
Mine forældre var flyttet til Trondheim fra Danmark for at arbejde – min far som leder af et MR-center på universitetet, og min mor, som var hjerneforsker, var blevet ansat i en forskerstilling samme sted. Indtil mit syvende år havde jeg boet først i USA, og derefter i Danmark, og altså nu også i Norge sammen med min tyske mor, min danske far og min tre år yngre lillesøster.
Det var helt tydeligt for mig, at vi ikke hørte hjemme der blandt nordmændene. Mit tøj var alt for skrigende, syntes jeg. Og alle så ud til at kende hinanden, mens mine forældre og jeg stod uden at sige en lyd og prøvede at finde os til rette uden nogen ansigter at søge hen mod.
Værst var dog min skoletaske. Dagen forinden havde lige præcis den taske været den flotteste, jeg nogensinde havde set, og jeg havde glædet mig til at skulle bære den første skoledag. Nu så jeg den med de andres øjne: alt for stor, kluntet og firkantet som en rigtig tysk skoletaske. Og alt for synlig i forhold til de andres Fjällräve og vandretasker, som hang let og selvfølgeligt på børneryggene og ikke gjorde meget væsen af sig. Jeg vidste godt, at en spritny taske ikke blev skiftet ud lige foreløbig. Den ville blive hængende på mig og følge mig til hver time, hver dag, året ud.
Havde andre kastet et blik ud over flokken, ville de højst sandsynligt ikke have været i stand til at pege på, hvem der var fra byen, og hvem der ikke var. Og de færreste havde sikkert syntes, at mit tøj og min taske var særligt meget anderledes end de andres. Men indeni følte jeg mig som en outsider. En fremmed, der ikke passede ind noget sted, og som ikke var berettiget til at stå der sammen med de andre.
Hende, der altid gik i skyggerne
Følelsen af ikke at høre til fulgte mig hele min skoletid. Jeg forsøgte generelt at holde lav profil og ikke at fylde. Hvis ingen så mig, kunne man heller ikke ramme mig på alt det, jeg var flov over. De første mange år gjorde jeg alt for at skjule mit tyske ophav.
Når min tyske mormor, min Oma, som kun talte tysk, var på besøg og hentede mig fra skole, bad jeg hende om ikke at tale til mig og at gå ti meter bag mig. Det var nok, at jeg var dansk og blev kaldt for “den danske pølse”, ”den røde pølse”, og hvad man ellers kunne finde på. Jeg skulle ikke også risikere at være hende tyskeren, for det at være tysk var ikke noget, man var stolt af.
Til forældremøder bad jeg min mor om ikke at sige noget, ellers ville hendes tyske accent have afsløret hende, og når vi var på shoppingtur, ville jeg allerhelst gå alene. Det var stadig dengang i 1980’erne betændt at være tysk.
Min mor og far havde et vennepar, hvor den enes far havde været modstandsmand under 2. Verdenskrig. Faren gik modstræbende med til, at min mor godt kunne komme på besøg, selvom han også var der. Hun skulle altså først have hans tilladelse. Så det lå stadig i luften, at man ikke skulle skilte med at være tysk. Man fornemmer meget nemt som barn, når man ikke er velkommen.
Heldigvis havde jeg tre gode veninder. Og vi skabte sammen et lille fællesskab. Venindeflokken holdt oprigtigt af mig, det ved jeg i dag. Dengang havde jeg bare svært ved at føle mig helt som en del af gruppen, fordi jeg i mit eget selvbillede havde så lidt værdi, at jeg kunne skiftes ud så let som ingenting.
Sådan forløb de første mange år i det, der i Norge hed ”barneskolen”, som gik fra 1.-7. klasse – jeg placerede mig for det meste ude på kanten af fællesskabet, hvor energien blev brugt på at fylde så lidt som muligt. For det var trods alt bedre at være der, hvor ingen huskede mig, end der, hvor jeg kunne risikere at blive konfronteret med alt det, jeg syntes, der var galt med mig.
I dag kan jeg godt være i tvivl om, hvor meget der egentlig var reelle drillerier af mig, og hvor meget der mest af alt handlede om mit eget manglende selvværd. Ens erindring kan også være sløret af de mange følelser, der fyldte. Meget fra min tidlige barndom har jeg svært ved at huske i dag, og meget husker jeg givetvis anderledes, end mine veninder eller min familie husker det.
Men det er ofte sådan, det er, når man rent mentalt har været på overarbejde. Så har forkerthedsfølelsen overtaget, og al mental kapacitet er blevet brugt på at komme igennem dagene.
”Ungdomsskolen” fra 8.-10. klasse husker jeg til gengæld. Og her er jeg ikke i tvivl om, præcis hvor råt miljøet var. De første skoleår havde blot været en forsmag på det, der ventede senere. Stikpillerne om ”danskerpølsen” og mit mærkelige tyske navn var ingenting sammenlignet med den aggressive stemning, der lå tungt og sitrende i den nye klasse.
Hvis ikke det var mit tyske og danske ophav, man kunne drille mig med, så var det mine fortænder, som de andre var hurtige til at kalde for kanintænder. Jeg vidste godt, at når nogen lavede smaskelyde, som når en kanin hakker sig igennem en gulerod, var det mig, de talte om.
Hverken mine veninder eller jeg havde det godt i klassen. Men jeg var taknemmelig for, at jeg trods alt havde dem, for det var et forfærdeligt sted at være. Jeg tør ikke at tænke på, hvordan det ville have været at være helt alene og ikke have en eneste ven der. Kun meget få elever var forskånet for de nådesløse kommentarer, som en lille gruppe nærede sig ved for at holde deres position på toppen – som dem, andre var bange for, og dem, man ikke ville gå i clinch med.
Ingen lærere kunne holde ud at være i den klasse mere end få måneder. Klasseture var der ikke noget af, for samtlige lærere nægtede at tage af sted sammen med os. Den ene nedbrudte underviser efter den anden forsvandt, efter at de på kort tid havde mistet enhver form for gejst for faget og forsøg på at forstå og nærme sig eleverne. Det var massiv mobning af alle, der ikke tilhørte det dikterende fællesskab, og så utrygt et miljø, at ingen kunne gå upåvirket derfra.
Indimellem hører man historier om børn og unge, der er blevet mobbet hele deres skoletid igennem, og som i det øjeblik, de forlader skolen, blomstrer op. Pludselig befriet for det, der har gjort ondt på dem hele skoletiden igennem. Endelig får de den succes i livet, som de aldrig oplevede i skoletiden. Jeg mindes ikke at have hørt den slags historier fra min skole. Tværtimod ved jeg, hvor megen skade lige præcis skoletiden der, og i den klasse, forvoldte nogle elever og deres familier.
Frygten for at blive ydmyget, angrebet og mobbet fik mig til at tie stille og undgå at træde frem. For hvis jeg åbnede munden, risikerede jeg at sige noget dumt eller ikke at lyde norsk nok, fordi jeg enten lød for dansk eller for tysk og for et øjeblik glemte den norske ordstilling.
I det hele taget var det farligt at stikke næsen frem, for alt, hvad man sagde eller gjorde, kunne blive vendt mod én. Min strategi blev derfor at holde mig selv udenfor og kun at tale med og være sammen med de få veninder, jeg havde. I endnu højere grad, end jeg havde gjort i barneskolen. Men jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at jeg levede på lånt tid og på andres nåde.
Når man allerede har fortalt sig selv, at man ingen værdi har, begynder man at acceptere andres hånlige blikke og små stikpiller. Og man begynder at synes, at man heller ikke har fortjent bedre. Det, der for andre er en kæk bemærkning, beregnet til at få publikummet til at grine, kan for en være det, der endeligt cementerer, at man ikke er noget værd.
Kun ét sted følte jeg mig sikker. På håndboldbanen. Her turde jeg træde frem som den hurtige og stærke spiller, jeg var. Når jeg løb ind på spillebanens gule trægulv i det samme tøj som alle de andre, følte jeg mig mere fri, end jeg gjorde nogen andre steder. Kroppen arbejdede med mig, og jeg glemte alt andet.
På banen var der tydelige spilleregler, og de regler kendte jeg ud og ind. Jeg vidste præcis, hvad jeg måtte, og hvad jeg ikke måtte, hvor mange skridt det var tilladt at tage, og hvilke streger jeg ikke skulle overtræde. Her havde mine veninder og jeg et sted, vi var sammen om, og jeg følte mig som en ligeværdig del af holdet. Det var et spil, jeg var god til, og jeg følte mig som en af dem, de andre gerne ville være på hold med. Men kun dér. For alle andre steder var jeg Anika, der ikke passede ind. Der var jeg hende, der gik i skyggerne.
At miste grebet om sig selv
Måden, vi går gennem livet på, hvordan vi handler, interagerer med andre mennesker, og hvordan vi generelt føler os, afhænger af, hvad vi har fået med i vores rygsæk, og hvilke overlevelsesmekanismer og -strategier vi har lært os selv. Det er vores livshistorie og det livsgods, vi har med i rygsækken, der bestemmer, hvordan vi reagerer, når vi er pressede, hvornår vi føler os utrygge, og hvornår frygten får lov til at bestemme over os.
Det er omvendt også vores livshistorie og det, vi bærer rundt på, der bestemmer, hvornår vi føler os trygge, ovenpå og værdifulde, og hvor let vi går gennem livet. At være i et miljø, hvor man ikke bliver set, og hvor man er nederst i hakkeordenen, betyder, at man også mister følelsen af at have værdi som menneske. Man har ikke lov til at fylde, og man ender med at forme sig efter alle omkring én.
Jeg blev efterhånden en mester i at tilpasse mig. Men når man gennem lang tid bruger det meste af sin tid på at omforme sig selv, ender man med ikke at vide, hvem man inderst inde er som menneske. Man mister grebet om sig selv og får udvisket alt det, der egentlig er en. Og det bliver sværere og sværere at indgå i ægte relationer og at vise andre, hvem man virkelig er, for hvordan kan man det, når man ikke en- gang selv ved det.
Den følelse, jeg fik den allerførste skoledag, blev på mange måder billedet på, hvordan jeg siden agerede på alle områder af mit liv, og hvordan store dele af mit ungdoms- og voksenliv kom til at udforme sig. Jeg var bare helt forkert fra begyndelsen. Med en rygsæk, der blev tungere og tungere at bære.
Det hele menneske
Min egen fortælling om hende, der aldrig følte sig værdig til at indgå i nogen fællesskaber, og som kunne befinde sig så langt væk fra sin komfortzone og stadig finde sig til rette, begyndte altså tidligt i min barndom. Det var det, jeg kendte til. Der kan ligge en enorm tryghed i genkendelsen, og vi kan komme til at søge efter det, vi kender – hvor hårdt eller usundt det end er at være i.
Vores overlevelsesstrategier kan i mange tilfælde også bringe os langt – det er den anden side af det. Det var blandt andet sådan, jeg kom igennem mine første år som soldat i Forsvaret i et miljø, hvor jeg fra begyndelsen var i mindretal og også var et emne for diskussion, i forhold til om jeg overhovedet hørte til der, fordi jeg var kvinde.
Jeg var konstant på vagt og lagde bånd på mig selv. Hvis noget skulle klares, ordnede jeg det selv. Hvis noget gik mig på, holdt jeg det for mig selv. Og hvis noget ikke lykkedes, fiksede jeg det selv. Ude i periferien spørger man ikke andre om hjælp, og man holder sin sårbarhed og sin tvivl tæt ind til kroppen, væk fra de andre.
Men sådan kan man ikke blive ved at gå gennem livet. På et eller andet tidspunkt vil man opleve, at man ikke kan bære rygsækken længere, at den tynger en og trækker en væk fra det, man egentlig vil, og det, man drømmer om. Man får hverken skabt et godt arbejdsliv, gode relationer eller hele mennesker ud af alt det, der tynger en.
På et tidspunkt må man konfrontere sig selv og spørge om, hvorfor det er blevet sådan. Det er der, man dykker ned i sin egen historie og begynder at endevende, hvad der ligger af oplevelser, og hvordan de oplevelser hænger sammen med ens liv i dag.
I min egen rygsæk fandt jeg først en gammel historie om ikke at føle sig værdifuld, om altid at befinde sig ude i periferien og om ikke at være en lige så vigtig del af fællesskabet, som alle de andre var – fordi jeg var overbevist om, at fællesskabet ikke ville mig.
Men jeg fandt også gode værktøjer, der trængte til at se dagens lys. For der var masser af brugbare strategier, som jeg siden har benyttet for at komme igennem udfordringer, og som har holdt mig oppe, når det var sværest.
Redskaber og strategier, der fik mig igennem optagelsen til Forsvarets 1. lette spejdereskadron på Bornholm, igennem en udsendelse til Afghanistan, 11 år som politibetjent, og senest som gidseltræningsinstruktør. Det er redskaber og strategier, jeg i dag er bevidst om, og som jeg hver dag bruger i mit arbejdsliv såvel som i mit privatliv. Men som jeg i mange år ikke kunne udpege og ”oversætte”, som jeg gør det i dag.
Kombinationen af de veje, jeg har taget, og de strategier, jeg har benyttet mig af, har givet mig chancer, jeg ikke kunne have drømt om. Som for eksempel sikkerhedsopgaver i ind- og udland, teambuilding i virksomheder, mentaltræning, foredrag og ikke mindst værtsjobbet på tv-programmet Slædepatruljen, hvor jeg sammen med to tidligere medlemmer af Siriuspatruljen rejser til Østgrønland for at undersøge, hvad der kræves for at blive en del af Forsvarets Specialenheder.
Alt sammen er det udsprunget af den rygsæk, jeg havde med mig, og som jeg, da rygsækken blev for tung at bære, gik i gang med at pakke om.
Vi kan tit tro, at vi bliver nødt til at lukke ned for alle de områder i os selv, som vi ikke tror tjener os, for at komme igennem de ekstremt pressede situationer, vi kan stå i – om det er i privatlivet eller på arbejdet. Men det er faktisk omvendt. Vi kommer bedst igennem, når vi har hele mennesket med.
Hvis der er noget, jeg har indset gennem de sidste mange års arbejde med mentaltræning, så er det, at for at finde sig til rette i sig selv og for at finde det uforløste potentiale, skal man turde lade alle sine sider komme til syne, og man skal turde kigge på, hvad man har fået med sig – hvad der er ens historie.
Det er her, guldet ligger: I rygsækken, hvor man måske gennem mange år har forsøgt at gemme alt det grimme og svære væk. Det, man ofte glemmer, er, at det også er her i rygsækken, at man finder alt det potentiale, som man ikke har fået foldet ud. Endnu.
Ægte styrke kommer indefra
Vi kan meget mere, end vi tror. Mange af os bærer dog rundt på en rygsæk, der holder os nede og forhindrer os i at gå i den retning, vi ønsker. Anika Troniers mantra er, at ægte styrke altid kommer indefra. I bogen fortæller hun om sine oplevelser og erfaringer fra politiet og forsvaret, hvor det tit er den ydre styrke, der er i fokus. Med sin særlige baggrund og brede erfaring ved Anika om nogen, hvordan man tackler mentale udfordringer og flytter sine grænser. Hvad enten vi ønsker at opnå et mål i vores arbejdsliv, skabe et godt familieliv eller ændre vores opfattelse af os selv. Det handler om de drømme, vi har for vores liv og om de barrierer, der holder os tilbage.
Anika Tronier er en af værterne i DR’s populære serie ”Slædepatruljen”. Anika har arbejdet 11 år i politiet samt adskillige år i Forsvaret. Hun har været udsendt til Afghanistan, har fanget illegale flygtninge på gaden i København og er trænet i at overleve gidselsituationer. Anika har derudover medvirket i ”Jaget Vildt”.
Du kan købe Ægte styrke kommer indefra online hos fx Saxo eller i din nærmeste boghandel fra 24. oktober.
Andre læste også: