Den 19. september 1944 iværksatte den tyske besættelsesmagt en landsdækkende operation mod det danske politi og grænsegendarmeri: Aktion Möve. Dansk politi blev stormet og efterfølgende blev mere end 2000 betjente og grænsegendarmer deporteret til tyske og kz- og arbejdslejre. Frederik Strand og Anders Brandt Lundager har skrevet den ultimative fortælling om angrebet.
Danske betjente transporteres til Frihavnen af tyske politisoldater. Foto: Politimuseet.
Bogen Aktion Möwe beskriver i detaljer beslutningsprocessen frem mod aktionen, de indre tyske magtkampe, forberedelserne og de vidt forskellige forløb over hele Danmark. Fra den dramatiske storm på politihovedkvarterer i de største byer og kampene ved Amalienborg til den mere fredelige afvæbning i provinsen.
Omkring 2000 politifolk og 140 grænsegendarmer blev anholdt og deporteret til tyske kz- og arbejdslejre med både død og livsvarige traumer til følge. Den resterende politistyrke blev afkrævet at møde til tjeneste igen i et reorganiseret politi under tysk kontrol, men aktionen mislykkedes. Det danske politi blev derefter opløst, hvilket fik store konsekvenser for det danske samfund og besættelsesmagten selv.
Den største massedeportation i Danmark
Til daglig er Frederik Strand leder af Politimuseet, hvor Anders Brandt Lundager også er ansat og det der satte dem i gang med bogen var utallige henvendelser fra pårørende og efterkommere til deporterede betjente.
”Idéen til bogen er opstået på baggrund af de mange samtaler, som vi i vores arbejde på Politimuseet igennem årene har haft med pårørende til politifolk, der blev pågrebet af den tyske besættelsesmagt under Aktion Möwe, og som efterfølgende blev deporteret til tyske kz- og krigsfangelejre i den største massedeportation i Danmark under besættelsen”, fortæller Frederik Strand og fortsætter:
”Hvad enten det er direkte efterkommere eller anden generation efter de berørte politifolk, vi har talt med, har forespørgslerne ofte kredset om deres slægtninges skæbne i den sidste del af besættelsen. Ikke så sjældent har de pårørende fortalt, at deres slægtninge livet igennem var yderst fåmælte, når det kom til spørgsmål om deres oplevelser under besættelsen generelt og om deres tid i tysk varetægt i særdeleshed – herunder også om den aktion, der blev startskuddet til de berørte politifolks efterfølgende lidelser i de tyske lejre”.
Danske politifolk i Buchenwald. Foto: Frihedsmuseet.
Aktion Möwe trak lange skygger og havde katastrofale konsekvenser for de internerede politifolk og grænsegendarmer. Under opholdet i kz-lejrene mistede 78 politifolk livet, og yderligere 18 døde frem til 1947 som følge af interneringen. Endnu værre var konsekvenserne for grænsegendarmerne, hvoraf ikke mindre end 37 mistede livet.
De langsigtede konsekvenser af aktionen var også skræmmende. I 1972 var kun 898 af de 2.000 deporterede politifolk fortsat tjenestegørende i politiet. Af dem var 489 delvist invaliderede. Resten var enten døde, sygepensionerede eller afskedigede.
Tavshedens lov
Som Frederik Strand formulerer det talte man efterfølgende om ”en decideret krigsgeneration inden for dansk politi, hvor mange betjente var psykisk ødelagte og / eller alkoholiserede som følge af tiden i kz-lejrene”.
”Selvom de havde været relativt privilegerede i det tyske lejrsystem, havde de set og oplevet det onde – og kunne ikke glemme. Da de kom hjem, herskede tavshedens lov imidlertid – man skulle glemme og komme videre – og mange politifolk og grænsegendarmer fik aldrig bearbejdet deres oplevelser og traumer. Aktion Möwe levede derfor videre, som et betændt sår, der aldrig blev fuldt ud helet”.
Tyskerne nærmer sig Amalienborg
Tirsdag den 19. september 1944 mødte den 41-årige politikommissær Villiam Martin Jacob Nielsen-Ourø ind på Amalienborg klokken 8. Det var den tredje gang, han skulle gøre tjeneste ved palæerne som vagthavende politikommissær – eller vagtkommandør.
Han følte det som et betydeligt ansvar. Kongefamilien var to uger forinden rykket fra Sorgenfri Slot ind på Amalienborg, så politikommandørvagten i København var af ganske ny dato.1 De første timer af vagten åndede alt fred og ro. Klokken 11 blev der imidlertid givet flyvervarsel, og de tjenestegørende politifolk ved Amalienborgvagten gik derfor ud og forstærkede posterne ved palæerne, som de havde en stående ordre om.
I første omgang hæftede Nielsen-Ourø sig dog ikke synderligt ved varslet, men så pludselig, som han skriver i sin rapport om begivenhederne, kom ”en civil Cyklist farende over Pladsen, han standsede op og fortalte, at Tyskerne var i Færd med at besætte St. Kongensgades Politistation, og at der herunder fandt Skudveksling Sted.” Politikommissæren forholdt sig lidt skeptisk til denne information, men gik dog op i Politiassistentvagten og kaldte Politigårdens Udrykningstjeneste. Herfra forlød det, at ingen politistationer i københavnsområdet svarede, når man forsøgte at ringe dem op. I dette øjeblik stod det Nielsen-Ourø klart, at den tyske besættelsesmagt var i færd med at slå til over for det danske politi.
Nielsen-Ourø handlede nu hurtigt: Han satte sig øjeblikkeligt i kontakt med den vagthavende adjudant på Amalienborg, kaptajn Henningsen. I løbet af få øjeblikkes samtale over telefonen blev de enige om at afspærre slotspladsen ved hjælp af vejspærringer sammensat af krydsede metal- og træbjælker – de såkaldte spanske ryttere – som man havde gjort færdige få dage forinden. Sammen med sine tre befalingsmænd mødte Nielsen-Ourø op i vagtstuen, hvor han opfordrede mandskabet: ”(…) til at kæmpe for det danske Kongehus og Amalienborg.”
Politifolk og civile gør klar til kamp ved Amalienborg. Foto: Frihedsmuseet.
Politifolkene sluttede ifølge Nielsen-Ourø begejstret op om hans opfordring. En beretning af politiassistent Christian Vildbrad bekræfter dette, idet han få dage efter at kampene havde fundet sted, skrev:
”(…) at hele Personalet uden Undtagelse og uden Vaklen var parat til at forsvare Hans Majestæt Kongen og Amalienborg til det yderste, samt at ingen af dem frivilligt vilde overlade Bevogtningen af Amalienborg til den tyske Værnemagt eller vilde lade sig internere af denne (…).”
I mellemtiden havde kaptajn Henningsen orienteret kongen om angrebet på dansk politi og den kritiske situation. Kongen overvejede situationen og gav ordre til, at der skulle kæmpes om Amalienborg, hvis det kom så vidt.
Ildkamp ved Amalienborg
Kamp skulle det imidlertid komme til ved Amalienborg. Frederik Strand fortæller: ”Her var en deling af politifolk – Amalienborgvagten – udstationeret til at beskytte kongefamilien. Lidt over klokken 11 stod det vagtens ledelse klart, at et tysk angreb på dansk politi var en realitet”.
Med feberagtig hast indledtes en barrikadering af slottet med hjælp fra civile borgere. Efter godt en time blev tyske marinesoldater observeret. Omkring 65 mand svingede ind i Amaliegade mod Slotspladsen.
Døde tyske marinesoldater i Amaliegade efter den voldsomme skudveksling med politivagten. Foto: Frihedsmuseet.
”Politifolkene lå klar bag deres sandsække, beredte på at afvise et angreb. Pludselig blev flasker kastet fra en bygning i Amaliegade ned over de tyske soldater, der nu fordelte sig i gadekampsformation. Da de forsøgte at forcere vagtens afspærringer, blev der afgivet ordre om at afgive skud. Herefter begyndte en rasende ildkamp, hvor omkring 12 tyske marinesoldater og flere civile mistede livet”, beretter Frederik Strand og forklarer samtidig, at hele konfrontationen i virkeligheden beroede på en misforståelse:
”Konfrontationen skyldtes en fejltagelse: Marinesoldaterne havde slet ikke kurs mod Amalienborg, der tilsyneladende ikke indgik i planerne for Aktion Möwe. De var på vej til Hotel Phoenix for at forstærke vagten ved hovedkvarteret for den tyske krigsmarine i Danmark”, siger Frederik Strand.
De uopklarede forbrydelser har altid været sagnomspundne og fascinerende.
Frederik Strand tager i Uopklaret en historisk gennemgang af nogle af danmarkhistoriens største uopklarede kriminalsager.
Størstedelen af sagerne er drabssager, men der er også forskellige former for berigelseskriminalitet, sædelighedsforbrydelser samt enkelte terrorsager.
Samtidig fortæller Frederik Strand også om, hvordan interessen for en forbrydelse ændres, så snart gerningsmanden er fundet.
Den fascinerende historie om en af de mest berømte og berygtede enheder i dansk politi.
Uropatruljen blev etableret i 1966 for at holde øje med hippier, der røg hash og skabte uro omkring Storkespringvandet på Strøget. Opgaven var at observere, samle information og gribe ind, hvis der forekom ulovligheder.
Uropatruljen assisterede sidenhen ved aktioner, såsom hashhandlen på Christiania, håndteringen af BZ-aktioner samt rocker-relaterede sager. De fik med tiden ry for at være politiets hårde hunde, hvilket i sidste ende førte til patruljens afvikling og nedlukning i 2001.
Fra 1866 blev det forbudt at sælge og distribuere utugtigt materiale frem til frigivelsen af billedpornografien i 1969. I De forbudte billeder fortæller Frederik Strand med udgangspunkt i konfiskeret materiale fra politiet en historie om kampen mellem frisind og censur, kriminalitet og kunst, videnskab og lidenskab.
Kan du huske Damhus-mordet, Bombemanden fra Gladsaxe, Amagermanden og de seks kvindemord i Københavnsområdet omkring 1990?
I Jagten på morderne stopper aldrig går Frederik Strand i dybden med genåbnede danske kriminalsager og undersøger hvorfor, og hvordan de blev åbnet på ny.
Her kan teknologiske fremskridt, nye efterforskningsmetoder og hidtil ukendte spor være medvirkende til at genåbne gamle sager og i nogle tilfælde afgørende for, at efterforskeren ender med at opklare sagerne.
Den 19. september 1944 iværksatte den tyske besættelsesmagt en landsdækkende operation mod det danske politi og grænsegendarmeri: Aktion Möve. Dansk politi blev stormet og efterfølgende blev mere end 2000 betjente og grænsegendarmer deporteret til tyske og kz- og arbejdslejre. Frederik Strand og Anders Brandt Lundager har skrevet den ultimative fortælling om angrebet.
Bogen Aktion Möwe beskriver i detaljer beslutningsprocessen frem mod aktionen, de indre tyske magtkampe, forberedelserne og de vidt forskellige forløb over hele Danmark. Fra den dramatiske storm på politihovedkvarterer i de største byer og kampene ved Amalienborg til den mere fredelige afvæbning i provinsen.
Omkring 2000 politifolk og 140 grænsegendarmer blev anholdt og deporteret til tyske kz- og arbejdslejre med både død og livsvarige traumer til følge. Den resterende politistyrke blev afkrævet at møde til tjeneste igen i et reorganiseret politi under tysk kontrol, men aktionen mislykkedes. Det danske politi blev derefter opløst, hvilket fik store konsekvenser for det danske samfund og besættelsesmagten selv.
Den største massedeportation i Danmark
Til daglig er Frederik Strand leder af Politimuseet, hvor Anders Brandt Lundager også er ansat og det der satte dem i gang med bogen var utallige henvendelser fra pårørende og efterkommere til deporterede betjente.
”Idéen til bogen er opstået på baggrund af de mange samtaler, som vi i vores arbejde på Politimuseet igennem årene har haft med pårørende til politifolk, der blev pågrebet af den tyske besættelsesmagt under Aktion Möwe, og som efterfølgende blev deporteret til tyske kz- og krigsfangelejre i den største massedeportation i Danmark under besættelsen”, fortæller Frederik Strand og fortsætter:
”Hvad enten det er direkte efterkommere eller anden generation efter de berørte politifolk, vi har talt med, har forespørgslerne ofte kredset om deres slægtninges skæbne i den sidste del af besættelsen. Ikke så sjældent har de pårørende fortalt, at deres slægtninge livet igennem var yderst fåmælte, når det kom til spørgsmål om deres oplevelser under besættelsen generelt og om deres tid i tysk varetægt i særdeleshed – herunder også om den aktion, der blev startskuddet til de berørte politifolks efterfølgende lidelser i de tyske lejre”.
Aktion Möwe trak lange skygger og havde katastrofale konsekvenser for de internerede politifolk og grænsegendarmer. Under opholdet i kz-lejrene mistede 78 politifolk livet, og yderligere 18 døde frem til 1947 som følge af interneringen. Endnu værre var konsekvenserne for grænsegendarmerne, hvoraf ikke mindre end 37 mistede livet.
De langsigtede konsekvenser af aktionen var også skræmmende. I 1972 var kun 898 af de 2.000 deporterede politifolk fortsat tjenestegørende i politiet. Af dem var 489 delvist invaliderede. Resten var enten døde, sygepensionerede eller afskedigede.
Tavshedens lov
Som Frederik Strand formulerer det talte man efterfølgende om ”en decideret krigsgeneration inden for dansk politi, hvor mange betjente var psykisk ødelagte og / eller alkoholiserede som følge af tiden i kz-lejrene”.
”Selvom de havde været relativt privilegerede i det tyske lejrsystem, havde de set og oplevet det onde – og kunne ikke glemme. Da de kom hjem, herskede tavshedens lov imidlertid – man skulle glemme og komme videre – og mange politifolk og grænsegendarmer fik aldrig bearbejdet deres oplevelser og traumer. Aktion Möwe levede derfor videre, som et betændt sår, der aldrig blev fuldt ud helet”.
Tyskerne nærmer sig Amalienborg
Tirsdag den 19. september 1944 mødte den 41-årige politikommissær Villiam Martin Jacob Nielsen-Ourø ind på Amalienborg klokken 8. Det var den tredje gang, han skulle gøre tjeneste ved palæerne som vagthavende politikommissær – eller vagtkommandør.
Han følte det som et betydeligt ansvar. Kongefamilien var to uger forinden rykket fra Sorgenfri Slot ind på Amalienborg, så politikommandørvagten i København var af ganske ny dato.1 De første timer af vagten åndede alt fred og ro. Klokken 11 blev der imidlertid givet flyvervarsel, og de tjenestegørende politifolk ved Amalienborgvagten gik derfor ud og forstærkede posterne ved palæerne, som de havde en stående ordre om.
LÆS OGSÅ: Kom helt tæt på Aktion Möwe i ny bog om det tyske angreb under besættelsen. Læs et uddrag her
I første omgang hæftede Nielsen-Ourø sig dog ikke synderligt ved varslet, men så pludselig, som han skriver i sin rapport om begivenhederne, kom ”en civil Cyklist farende over Pladsen, han standsede op og fortalte, at Tyskerne var i Færd med at besætte St. Kongensgades Politistation, og at der herunder fandt Skudveksling Sted.” Politikommissæren forholdt sig lidt skeptisk til denne information, men gik dog op i Politiassistentvagten og kaldte Politigårdens Udrykningstjeneste. Herfra forlød det, at ingen politistationer i københavnsområdet svarede, når man forsøgte at ringe dem op. I dette øjeblik stod det Nielsen-Ourø klart, at den tyske besættelsesmagt var i færd med at slå til over for det danske politi.
Nielsen-Ourø handlede nu hurtigt: Han satte sig øjeblikkeligt i kontakt med den vagthavende adjudant på Amalienborg, kaptajn Henningsen. I løbet af få øjeblikkes samtale over telefonen blev de enige om at afspærre slotspladsen ved hjælp af vejspærringer sammensat af krydsede metal- og træbjælker – de såkaldte spanske ryttere – som man havde gjort færdige få dage forinden. Sammen med sine tre befalingsmænd mødte Nielsen-Ourø op i vagtstuen, hvor han opfordrede mandskabet: ”(…) til at kæmpe for det danske Kongehus og Amalienborg.”
Politifolkene sluttede ifølge Nielsen-Ourø begejstret op om hans opfordring. En beretning af politiassistent Christian Vildbrad bekræfter dette, idet han få dage efter at kampene havde fundet sted, skrev:
”(…) at hele Personalet uden Undtagelse og uden Vaklen var parat til at forsvare Hans Majestæt Kongen og Amalienborg til det yderste, samt at ingen af dem frivilligt vilde overlade Bevogtningen af Amalienborg til den tyske Værnemagt eller vilde lade sig internere af denne (…).”
I mellemtiden havde kaptajn Henningsen orienteret kongen om angrebet på dansk politi og den kritiske situation. Kongen overvejede situationen og gav ordre til, at der skulle kæmpes om Amalienborg, hvis det kom så vidt.
Ildkamp ved Amalienborg
Kamp skulle det imidlertid komme til ved Amalienborg. Frederik Strand fortæller: ”Her var en deling af politifolk – Amalienborgvagten – udstationeret til at beskytte kongefamilien. Lidt over klokken 11 stod det vagtens ledelse klart, at et tysk angreb på dansk politi var en realitet”.
Med feberagtig hast indledtes en barrikadering af slottet med hjælp fra civile borgere. Efter godt en time blev tyske marinesoldater observeret. Omkring 65 mand svingede ind i Amaliegade mod Slotspladsen.
”Politifolkene lå klar bag deres sandsække, beredte på at afvise et angreb. Pludselig blev flasker kastet fra en bygning i Amaliegade ned over de tyske soldater, der nu fordelte sig i gadekampsformation. Da de forsøgte at forcere vagtens afspærringer, blev der afgivet ordre om at afgive skud. Herefter begyndte en rasende ildkamp, hvor omkring 12 tyske marinesoldater og flere civile mistede livet”, beretter Frederik Strand og forklarer samtidig, at hele konfrontationen i virkeligheden beroede på en misforståelse:
”Konfrontationen skyldtes en fejltagelse: Marinesoldaterne havde slet ikke kurs mod Amalienborg, der tilsyneladende ikke indgik i planerne for Aktion Möwe. De var på vej til Hotel Phoenix for at forstærke vagten ved hovedkvarteret for den tyske krigsmarine i Danmark”, siger Frederik Strand.
De uopklarede forbrydelser har altid været sagnomspundne og fascinerende.
Frederik Strand tager i Uopklaret en historisk gennemgang af nogle af danmarkhistoriens største uopklarede kriminalsager.
Størstedelen af sagerne er drabssager, men der er også forskellige former for berigelseskriminalitet, sædelighedsforbrydelser samt enkelte terrorsager.
Samtidig fortæller Frederik Strand også om, hvordan interessen for en forbrydelse ændres, så snart gerningsmanden er fundet.
Du kan købe Uopklaret online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Den fascinerende historie om en af de mest berømte og berygtede enheder i dansk politi.
Uropatruljen blev etableret i 1966 for at holde øje med hippier, der røg hash og skabte uro omkring Storkespringvandet på Strøget. Opgaven var at observere, samle information og gribe ind, hvis der forekom ulovligheder.
Uropatruljen assisterede sidenhen ved aktioner, såsom hashhandlen på Christiania, håndteringen af BZ-aktioner samt rocker-relaterede sager. De fik med tiden ry for at være politiets hårde hunde, hvilket i sidste ende førte til patruljens afvikling og nedlukning i 2001.
Du kan købe Uropatruljen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Fra 1866 blev det forbudt at sælge og distribuere utugtigt materiale frem til frigivelsen af billedpornografien i 1969. I De forbudte billeder fortæller Frederik Strand med udgangspunkt i konfiskeret materiale fra politiet en historie om kampen mellem frisind og censur, kriminalitet og kunst, videnskab og lidenskab.
LÆS OGSÅ: De forbudte billeder fortæller historien om kampen mod den usædelige kvindekrop
En fascinerende og fagligt velfunderet bog spækket med fotos, der kaster lys over et glemt kapitel af danmarkshistorien.
Du kan købe De forbudte billeder online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Kan du huske Damhus-mordet, Bombemanden fra Gladsaxe, Amagermanden og de seks kvindemord i Københavnsområdet omkring 1990?
I Jagten på morderne stopper aldrig går Frederik Strand i dybden med genåbnede danske kriminalsager og undersøger hvorfor, og hvordan de blev åbnet på ny.
Her kan teknologiske fremskridt, nye efterforskningsmetoder og hidtil ukendte spor være medvirkende til at genåbne gamle sager og i nogle tilfælde afgørende for, at efterforskeren ender med at opklare sagerne.
Du kan købe Jagten på morderne stopper aldrig online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: