Den prisvindende journalist Erik Nørgaards forfatterskab tæller hele 75 udgivelser om vidt forskellige emner. Vi taler om en mand, som utroligt nok selv forsøgte at opklare en mordsag han skrev om og hvis reportager ændrede det danske retsvæsen. Nørgaard kerede sig nemlig om samfundets udsatte, og en stor del af hans virke som journalist handlede om at give stemmer, til dem der ikke blev hørt. Desuden satte han som en af de første i landet sig for at formidle intet mindre end erotikkens kulturhistorie.
Skrevet af: Jacob Nielsen
En travl og højt anset journalist
Erik Nørgaard bliver født den 26. juli 1929 i Sorø. Inden sin død i 2013 formår han blandt andet at vinde den prestigiøse Cavlingpris for sine dybdegående reportager om retsmaskineriet, samt PH-prisen i 1970 som følge af sine undersøgelser af forholdene i de danske fængsler. Af den kendte journalist Mogens Meilby bliver han i 2011 betegnet som den danske journalist i det 20. århundrede, hvis arbejde har været årsag til flest lovændringer. Og når nu hans interesse spænder så bredt, kan det heller ikke undre nogen, at han i slutningen af sin karriere i en serie af erindringbøger genkalder sig alle disse udfordringer, professionelle som personlige, med en usædvanlig klarhed. Hans store forfatterskab omfatter, udover selvbiografien også skønlitteratur, faglitteratur, reportager og historieskrivning.
Om erotikkens kulturhistorie
Det måske mest specifikke og vedholdende emne Nørgaards giver sig i kast med, er erotikkens rolle i samfundet. En af de første bøger i denne serie udkommer i 1965 under titlen “Jazz, guldfeber og farlige damer”. Her undersøger Nørgaard underholdningsindustriens opblomstring i mellemkrigstiden og hvordan en stadig øget afklædning af kvinder gør sit indtog i danskernes fantasi. Senere i serien følger titler som “Junglepiger og krisetider” (1966), “Franske postkort” (1989) og endelig “Den smukke husassistent” i 1990. Alle sammen bøger der med en historikers grundighed samler de små skjulte tegn og forskydninger i vores hverdag, som kan siges at udgøre en erotisk kultur i vores kollektive fantasi.
De faktiske bøger om samfundets svageste
Senere i forfatterskabet retter Nørgaard blikket mod de mennesker, som omgiver ham i hans samtid. Det fører ham til at skrive reportagen “Nogen kalder os glædespiger” fra 1975, hvor han gennem interviews med 30 prostituerede undersøger deres forhold til arbejdet. Et interesseområde som Nørgaard desuden genoptager senere i “Prostitution i Danmark efter middelalderen” fra 1990, der mere faktuelt behandler de prostitueres rettigheder og vilkår op gennem historien.
I denne tradition hører vi også reportagen “Sådan er de danske fængsler”, der som før nævnt sikrede Nørgaard PH-prisen. Ikke lang tid efter udkom “Livet og loven”, der på samme måde gennem undersøgelsen af en lang række kriminalsager, stiller spørgsmålstegn ved de retfærdighedsbegreber politiet og domstolene arbejder ud fra, og som Meilby ville mene Nørgaard gennem sit arbejde var med til at forbedre.
Kriminaljournalisten Nørgaard
I 1960’erne bliver Erik Nørgaard kendt for at have et tæt samarbejde med forsvarsadvokater, som tillader ham at komme endnu tættere på mordsagerne end de andre journalister. Især under den kendte Mona-sag – som handler om den syv-årige Monas forsvinden på vej til skole – fik Nørgaard omtale for sammen med forsvarsadvokat Jørgen Jacobsen at rejse rundt på sydfyn for at forske i nye spor i sagen. Alt dette sammenfatter han senere i bogen, “Hvem myrdede Mona?” fra 1972. Af lignende titler i denne afdeling kan tælles “Jane Horney” fra 1987, samt “Mordet i Kongelunden” fra 1991.
Fire selvbiografier
Denne serie, hvori Erik Nørgaard ser tilbage på en lang karriere, der bød på både personlige og professionelle udfordringer, kommer man som læser bagom et menneske, hvis interesse og nysgerrighed var så intens, at man ikke kan forestille sig Nørgaard i nogen anden rolle end den spørgende journalist. Og det på trods af hans komplicerede barndom i den hårdere del af Aalborg, som beskrives i første bind af selvbiografierne “Det skæve hus” fra 1995. Senere følger “I baronens seng” (1996), “En troløs mand” (1997) og endelig “Ringen sluttet” (1999). I det sidste bind beskriver Nørgaard med en blændende klarhed sin vej fra en radikal avis i Viborg, mod de store landsdækkende sager som journalist for Politikken, alt imens vi følger hans kærlighedsliv og personlige udvikling som menneske.
Læs Erik Nørgaard hvis du holder af Mogens “Mugge” Hansens blanding af kriminalsager og journalistiske portrætter af kendte danskere, eller hvis du kan lide at læse Jørgen Thorgaards selvbiografiske og realistiske værker, der spejler Danmark op gennem det 20. århundrede.
Den prisvindende journalist Erik Nørgaards forfatterskab tæller hele 75 udgivelser om vidt forskellige emner. Vi taler om en mand, som utroligt nok selv forsøgte at opklare en mordsag han skrev om og hvis reportager ændrede det danske retsvæsen. Nørgaard kerede sig nemlig om samfundets udsatte, og en stor del af hans virke som journalist handlede om at give stemmer, til dem der ikke blev hørt. Desuden satte han som en af de første i landet sig for at formidle intet mindre end erotikkens kulturhistorie.
Skrevet af: Jacob Nielsen
En travl og højt anset journalist
Erik Nørgaard bliver født den 26. juli 1929 i Sorø. Inden sin død i 2013 formår han blandt andet at vinde den prestigiøse Cavlingpris for sine dybdegående reportager om retsmaskineriet, samt PH-prisen i 1970 som følge af sine undersøgelser af forholdene i de danske fængsler. Af den kendte journalist Mogens Meilby bliver han i 2011 betegnet som den danske journalist i det 20. århundrede, hvis arbejde har været årsag til flest lovændringer. Og når nu hans interesse spænder så bredt, kan det heller ikke undre nogen, at han i slutningen af sin karriere i en serie af erindringbøger genkalder sig alle disse udfordringer, professionelle som personlige, med en usædvanlig klarhed. Hans store forfatterskab omfatter, udover selvbiografien også skønlitteratur, faglitteratur, reportager og historieskrivning.
Om erotikkens kulturhistorie
Det måske mest specifikke og vedholdende emne Nørgaards giver sig i kast med, er erotikkens rolle i samfundet. En af de første bøger i denne serie udkommer i 1965 under titlen “Jazz, guldfeber og farlige damer”. Her undersøger Nørgaard underholdningsindustriens opblomstring i mellemkrigstiden og hvordan en stadig øget afklædning af kvinder gør sit indtog i danskernes fantasi. Senere i serien følger titler som “Junglepiger og krisetider” (1966), “Franske postkort” (1989) og endelig “Den smukke husassistent” i 1990. Alle sammen bøger der med en historikers grundighed samler de små skjulte tegn og forskydninger i vores hverdag, som kan siges at udgøre en erotisk kultur i vores kollektive fantasi.
De faktiske bøger om samfundets svageste
Senere i forfatterskabet retter Nørgaard blikket mod de mennesker, som omgiver ham i hans samtid. Det fører ham til at skrive reportagen “Nogen kalder os glædespiger” fra 1975, hvor han gennem interviews med 30 prostituerede undersøger deres forhold til arbejdet. Et interesseområde som Nørgaard desuden genoptager senere i “Prostitution i Danmark efter middelalderen” fra 1990, der mere faktuelt behandler de prostitueres rettigheder og vilkår op gennem historien.
I denne tradition hører vi også reportagen “Sådan er de danske fængsler”, der som før nævnt sikrede Nørgaard PH-prisen. Ikke lang tid efter udkom “Livet og loven”, der på samme måde gennem undersøgelsen af en lang række kriminalsager, stiller spørgsmålstegn ved de retfærdighedsbegreber politiet og domstolene arbejder ud fra, og som Meilby ville mene Nørgaard gennem sit arbejde var med til at forbedre.
Kriminaljournalisten Nørgaard
I 1960’erne bliver Erik Nørgaard kendt for at have et tæt samarbejde med forsvarsadvokater, som tillader ham at komme endnu tættere på mordsagerne end de andre journalister. Især under den kendte Mona-sag – som handler om den syv-årige Monas forsvinden på vej til skole – fik Nørgaard omtale for sammen med forsvarsadvokat Jørgen Jacobsen at rejse rundt på sydfyn for at forske i nye spor i sagen. Alt dette sammenfatter han senere i bogen, “Hvem myrdede Mona?” fra 1972. Af lignende titler i denne afdeling kan tælles “Jane Horney” fra 1987, samt “Mordet i Kongelunden” fra 1991.
Fire selvbiografier
Denne serie, hvori Erik Nørgaard ser tilbage på en lang karriere, der bød på både personlige og professionelle udfordringer, kommer man som læser bagom et menneske, hvis interesse og nysgerrighed var så intens, at man ikke kan forestille sig Nørgaard i nogen anden rolle end den spørgende journalist. Og det på trods af hans komplicerede barndom i den hårdere del af Aalborg, som beskrives i første bind af selvbiografierne “Det skæve hus” fra 1995. Senere følger “I baronens seng” (1996), “En troløs mand” (1997) og endelig “Ringen sluttet” (1999). I det sidste bind beskriver Nørgaard med en blændende klarhed sin vej fra en radikal avis i Viborg, mod de store landsdækkende sager som journalist for Politikken, alt imens vi følger hans kærlighedsliv og personlige udvikling som menneske.
Læs Erik Nørgaard hvis du holder af Mogens “Mugge” Hansens blanding af kriminalsager og journalistiske portrætter af kendte danskere, eller hvis du kan lide at læse Jørgen Thorgaards selvbiografiske og realistiske værker, der spejler Danmark op gennem det 20. århundrede.
Andre læste også: