Aktuelt Bøger til unge Carlsen Young Adult-romaner

Tabu er en novellesamling til unge om alt det, vi ikke taler højt om

Tabu er en novellesamling til unge om alt det, vi ikke taler højt om

Hvornår er man for gammel til at være jomfru? Hvad gør man, hvis man ikke er lige så rig som sine venner? Og hvordan finder man modet til ikke at være som alle de andre? I novellesamlingen Tabu sætter otte danske forfattere spotlight på et tabubelagt emne.

’Tabu’ lyder måske som et uskyldigt lille ord, men det er det ikke. Det kan være en bås, en lænke, en anakronisme. Det kan være rigtig mange forskellige ting for rigtig mange forskellige mennesker, men mest af alt er det noget, der har meget mere magt over os, end det burde.

I novellesamlingen Tabu har de otte fortællinger det tilfælles, at de omhandler tabuiserede emner i ungdomslivet. Emner som en spirende seksualitet, fattigdom, forelskelse og følelsen af at være forkert.

I novellen I bor da meget pænt af Thomas Korsgaard har drengen Malthe sin klassekammerat Simon på besøg. Men hjemme hos Malthe ser der ikke ud som hos de andre i klassen. Møblerne er slidte, hjemmet beskidt og de Pokémon-kort, Malthe har talt om, findes vist ikke i virkeligheden.

Martha Flyvholm Tode sætter i novellen Dildo / Zebra fokus på det forventningspres, der er på ”den første gang”. Hovedpersonen fylder 20, og hendes fødselsdag med veninderne sætter tanker i gang i forhold til, hvad man burde have nået på det tidspunkt i livet. Som at have haft sex for første gang.

LÆS OGSÅ: 10 fantastiske bøger til unge

Det hjælper at grine af det

I Ung kniv, helt slap af Jonas Kleinschmidt møder jeg-fortælleren pigen Sofie til en fest. Sofie er ret så fantastisk, og så er hun endda interesseret i ham. Men nervøsiteten for ikke at kunne præstere det forventede, får hovedpersonen til at gå i baglås.

”Der er stort tabu forbundet med at indrømme, at man er usikker eller oplever præstationsangst,” fortæller Jonas Kleinschmidt om novellen. ”Især hvis man er dreng – drenge bruger meget energi på at skjule, hvordan de i virkeligheden har det.”

Forfatteren håber, at han med novellen kan være med til at vise, at det er helt normalt at være usikker, når det kommer til at have sex.

”Jeg ville gerne afdramatisere det lidt og vise unge mennesker, at det altid hjælper at grine af det og måske endda indrømme, hvordan man i virkeligheden har det. Og sige højt, at man er, ja, nervøs.”

Det er ikke noget nyt, at sex skaber nervøsitet og forventningspres hos unge. Men er der noget i tidsånden, der gør det særligt svært at tale om?

”Sex virker jo som et totalt uoverskueligt projekt, når man er ung. Og så kan man lige tilføje 2000 års skam og skyld oveni. Tidsånd er noget flygtigt noget, der er svært at indfange, men jeg synes godt, man kan fornemme, at der er et stort pres på tidens unge om at være perfekte og kompetente. Det kan ingen mennesker leve op til, og det er helt i orden. Ja, det er faktisk ret normalt,” siger Jonas Kleinschmidt. 

Martha Flyvholm Tode er enig med Jonas Kleinschmidt i, at sex for første gang altid har været forbundet med både nervøsitet og forventningspres.

”Det var i hvert fald noget, som fyldte meget, da jeg var ung-ung for 10-15 år siden, og jeg tror stadig, at det fylder en del i dag. En forskel i tiden, som jeg måske fornemmer lidt, er, at der nu er kommet en helt anden åbenhed om sex, hvilket jo er sygt fedt. Altså, at vi måske er blevet bedre til at tale om sex og onani og præferencer og sexlegetøj (i hvert fald i de cirkler, jeg plejer at komme i), og at det at have meget sex bliver sat lig med at være frigjort – især som kvinde. Det er jo virkelig dejligt.”

“Men samtidig kan det også få folk, der ikke har haft sex før, eller som måske bare ikke går supermeget op i det, til at føle sig endnu mere forkerte. Så derfor synes jeg, at det er vigtigt lige at huske på, at der på ingen måde er noget galt eller forkert eller mærkeligt ved at tage tingene i sit eget tempo,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Wilhelm Østergaard gad ikke læse og gå i skole. Nu debuterer han med en digtsamling

Vi skal passe på med at overtænke

Martha Flyvholm Tode vil med Dildo / Zebra gerne bryde med tabuet om, at det er pinligt at være jomfru. Og måske især: at det er pinligt at være jomfru, når man når en vis alder. 

”På et tidspunkt i novellen beskriver Hannah, at det føles, som om hun har misset sit vindue. Det er nemlig således, at hun kæmper med at finde ud af, om hun har lyst til sex eller ej. Og selv hvis hun fik lyst til at prøve sex, føles det efterhånden helt umuligt at gøre det, fordi hun er nået til et punkt, hvor det ikke længere føles naturligt.”

“Når det så er sagt, er det her for mig i lige så høj grad en historie om hjernen, der spænder ben for sit menneske. Jeg synes, det er spændende, hvordan vi nogle gange virkelig gerne vil noget, men får svært ved at gøre det, fordi vi enten overtænker, meta-tænker eller måske bare ikke rigtigt tør at kaste os ud i det, da vores hjerner får det til at virke som noget stort og farligt. Hannah vil jo måske gerne prøve at have sex med Elias – en fyr fra hendes arbejde, som hun ret godt kan lide. Problemet er bare, at hun har svært ved at slå hjernen fra i det.”

Tabu indeholder otte noveller, der hver tager et tabubelagt emne op. De medvirkende forfattere er: Thomas Korsgaard, Shëkufe Tadayoni Heiberg, Tone Ottilie, Jonas Kleinschmidt, Glenn Ringtved, Nicole Boyle Rødtnes, Martha Flyvholm Tode og Lise Villadsen.


Læs mere om Tabu her:

Tabu er en novellesamling til unge om alt det, vi ikke taler højt om

HVORNÅR er man for gammel til at være jomfru?
HVAD gør man, hvis man ikke er lige så rig som sine venner?
HVORDAN finder man modet til ikke at være som alle de andre?

I denne novellesamling tager otte danske forfattere hver deres bud på et tabubelagt emne under kærlig, dybsindig og til tider humoristisk behandling.

‘Tabu’ lyder måske som et uskyldigt lille ord, men det er det bestemt ikke. Det kan være en bås, en lænke, en anakronisme. Det kan være rigtig mange forskellige ting for rigtig mange forskellige mennesker, men mest af alt er det noget, der har meget mere magt over os, end det burde.

De medvirkende forfattere er Thomas Korsgaard, Shëkufe Tadayoni Heiberg, Tone Ottilie, Jonas Kleinschmidt, Glenn Ringtved, Nicole Boyle Rødtnes, Martha Flyvholm Tode og Lise Villadsen.

Du kan købe TABU online hos fx Bog&idé eller i din nærmeste boghandel fra d. 29. oktober.