Seks forbrydere – én umulig opgave!
Det kriminelle geni Kaz drømmer om at lede Ketterdams underverden, men han er ung og savner de andre banders respekt. Derfor påtager han sig en livsfarlig opgave, som ingen af de andre kriminelle tilsyneladende vil røre ved. Kaz sammensætter et højst usædvanligt hold af mindre respektable forbrydere fra underverdenen:
En hævntørstig straffefange
En skarpskytte med meget dårlig dømmekraft
En rigmandssøn med en mystisk fortid
En spion kendt som Genfærdet
En magisk hjerteknuser med en tragisk kærlighedshistorie
En tyv med talent for kreative flugter
Kaz og hans hold er de eneste, der står mellem verden, som de kender den, og den enorme trussel, som de skal forhindre i at udfolde sig. Hvis de altså ikke slår hinanden ihjel først …
Den 15. februar udkommer Six of Crows 1 – Kragens kald af Leigh Bardugo endelig på dansk. Her kan du tyvstarte og læse, hvordan det hele starter. God fornøjelse!
Joost havde to problemer: månen og sit overskæg.
Han skulle egentlig gå sin runde i Hoede-huset, men i det sidste kvarter havde han opholdt sig ved de sydøstlige mure om haven i et forsøg på at finde på noget kløgtigt og romantisk at sige til Anya.
Hvis bare Anyas øjne havde været blå som skovsøer eller grønne som smaragder. Men de var brune – vidunderlige, drømmende … som smeltet chokolade? Som kaninpels?
„Kan du ikke bare sige til hende, at hendes hud er som månelys?“ foreslog hans ven Pieter. „Det er piger helt vilde med.“
En perfekt løsning, men vejret i Ketterdam var ikke samarbejdsvilligt. Brisen var ikke drevet ind fra havnen den dag, i stedet havde en grå og uigennemtrængelig tåge lagt sig tæt og fugtigt over byens kanaler og de snoede gyder. Selv her ved villaerne i Geldstraat hang lugten af fisk og surt bundvand tungt i luften, og røgen fra raffinaderierne på byens ydre øer lå som en saltet dis over nattehimlen. Og fuldmånen, den lignede en gullig vabel, der snart ville briste, og ikke en juvel.
Han kunne måske komplimentere Anyas latter? Men han havde aldrig hørt hende le, han var ikke særligt god til at fortælle vittigheder.
Han betragtede sit spejlbillede i en af ruderne i dobbeltdørene, der førte ud til haven. Hans mor havde ret; selv i sin nye uniform lignede han en lille knægt. Han strøg let sin ene finger hen over overlæben. Hvis bare hans overskæg dog snart ville vokse ud, det føltes på ingen måde kraftigere end i går.
Han havde været vagt i stadwatch i mindre end seks uger nu, og det var slet ikke lige så spændende, som han havde håbet. Han troede, han skulle indfange tyve i Barrel eller afpatruljere havneanlæggene, så han ville være blandt de første, der så lasten komme ind. Men lige siden attentatet på ambassadøren på rådhuset havde Handelsrådet beklaget sig over sikkerheden, så hvor var han nu? I evigt kredsløb om en heldig handelsmands hus. Det var dog ikke en hvilken som helst handelsmand. Rådmand Hoede var så højt placeret i styret i Ketterdam, som man kunne blive. Han var en mand, der forstod at gøre karriere.
Joost rettede på frakken og riflen og klappede så den tunge knippel ved sin hofte. Måske ville Hoede synes om ham. Skarp i blikket og hurtig med kniplen, ville han sige. Fyren fortjener en forfremmelse.
„Sergent Joost Van Poel,“ hviskede han og nød lyden af ordene. „Kaptajn Joost Van Poel.“
„Pas på, du ikke falder i svime over dig selv.“
Joost snurrede rundt med blussende kinder, da Hend og Rutger kom slentrende ind i haven. De var ældre, større og bredere over skuldrene end Joost, og de var husvagter, rådmand Hoedes private tjenere. Det betød, at de bar den grønne uniform og de nyeste rifler fra Novyi Zem, og de lod aldrig Joost glemme, at han var en simpel infanterist fra bygarden.
„De sølle små dun vokser ikke hurtigere af, at du kæler for dem,“ sagde Rutger med et højt grin.
Joost forsøgte at genvinde værdigheden. „Jeg må hellere gøre min runde færdig.“
Rutger puffede til Henk med en albue. „Det betyder, at han stikker hovedet ind i grishaværkstedet for at få et glimt af sin pige.“
„Åh, Anya, vil du ikke bruge din grishamagi, så mit overskæg vil vokse?“ drillede Henk.
Joost drejede om på hælen med brændende kinder og gik ned langs den østlige del af huset. De havde drillet ham, lige siden han var ankommet. Hvis det ikke havde været for Anya, ville han have tigget og bedt kaptajnen om at blive forflyttet. Han og Anya havde kun udvekslet ganske få ord på hans runde, men hun var nattens lyspunkt.
Han måtte indrømme, at han godt kunne lide det, det var lykkedes ham at se af Hoedes hus gennem vinduerne. Hoede havde en af de største villaer i Geldstraat – gulvene var dækket af blankt sort- og hvidternet marmor, væggene af skinnende mørkt træ og oplyst af mundblæste glaslysestager, der hang og svævede som gopler under stuklofterne. Indimellem legede Joost, at det var hans hus, at han var en rig handelsmand, der slentrede gennem sin prægtige have.
Inden han rundede hjørnet, tog han en dyb indånding. Anya, dine øjne er brune som … træets bark? Han havde ikke fundet på noget. Han måtte bare være spontan.
Han så til sin forbløffelse, at døren med glasruderne ind til grishaværkstedet stod åben. I køkkenet var de blå fliser håndmalede, kaminhylderne bugnede med vaser med tulipaner, men værkstedet her vidnede mere end noget om Hoedes rigdom. Det var ikke gratis at skrive lærekontrakt med en grisha, og Hoede havde hele tre.
Men Yuri sad ikke ved det lange arbejdsbord, og Joost kunne ikke se Anya nogen steder. Kun Retvenko var der, han lå henslængt i en stol i sin blå kåbe med lukkede øjne og en åben bog på brystet.
Joost stod lidt i døråbningen, rømmede sig så. „Dørene bør være lukket og låst om natten.“
„Hus er som smelteovn,“ sagde Retvenko drævende uden at åbne øjnene, hans ravkanske dialekt var tyk og rullende. „Sig til Hoede, at når jeg stoppe med at svede, jeg lukke dørene.“
Retvenko var stormrejser, ældre end de andre grishaer, og der var sølvstænk i hans hår. Rygterne ville vide, at han havde kæmpet på tabernes side i den sidste borgerkrig i Ravka og var flygtet til Kerch efter krigen.
„Jeg vil med glæde overbringe din klage til rådmand Hoede,“ løj Joost. Huset var altid kogende, som om Hoede var forpligtet til at fyre med kul, men Joost ville under ingen omstændigheder nævne det for ham. „Indtil da …“
„Nyt med om Yuri?“ afbrød Retvenko og åbnede endelig sine tunge øjne.
Joost skævede utilpas til skålene med røde druer og bunkerne af vinrødt velour, der lå på arbejdsbordet. Yuri havde arbejdet med at indfarve nådigfru Hoedes gardiner med farven fra druerne, men han var blevet alvorligt syg for et par dage siden, og Joost havde ikke set ham siden. Støvet havde lagt sig over stofferne, og druerne var gået i forrådnelse.
„Jeg har ikke hørt noget.“
„Selvfølgelig du ikke har hørt noget. For travlt med at spankulere rundt i latterlig lilla uniform.“
Hvad var der galt med hans uniform? Og hvorfor var Retvenko her overhovedet? Han var Hoedes personlige stormrejser, han rejste ofte med handelsmandens mest værdifulde last og sikrede sig, at gunstige vinde bragte skibene sikkert og hurtigt i havn. Hvorfor kunne han dog ikke bare være til havs nu?
„Jeg tror, at Yuri er i isolation.“
„Så hjælpsom,“ snerrede Retvenko. „Du kan stoppe med at strække hals som håbefuld gås. Anya er gået.“
Joost kunne mærke varmen bide i kinderne igen. „Hvor er hun?“ spurgte han og prøvede at lyde myndig. „Hun skal være inde efter mørkets frembrud.“
„For en time siden Hoede hentede hende. Samme som den aften han kom efter Yuri.“
„Hvad mener du med ’han kom efter Yuri’? Yuri blev syg.“
„Hoede kommer efter Yuri, Yuri vender tilbage syg. To dage senere Yuri forsvinder. Nu Anya.“
Forsvinder?
„Måske var det en nødsituation, måske skulle nogen helbredes …“
„Først Yuri, nu Anya. Jeg blive den næste, og ingen vil bemærke noget, ud over lille officer Joost. Gå nu.“
„Hvis rådmand Hoede …“
Retvenko løftede den ene arm, og et vindpust kastede Joost bagud. Han var lige ved at falde, men nåede at gribe fat i dørkarmen.
„Jeg sagde nu.“ Retvenko tegnede en cirkel i luften, og døren smækkede i. Joost nåede ud i sidste øjeblik og væltede ud i haven, inden fingrene blev mast i døren.
Han kom på benene, så hurtigt han kunne, børstede snavs af sin uniform. Skammen bed i hans mave. En af ruderne i døren var smadret. Han kunne se Retvenko grine smørret gennem den.
„Det skader din ansættelse,“ sagde Joost og pegede på den knuste rude. Hans stemme lød så lille og ynkelig, og han hadede det.
Retvenko vinkede til ham, og døren gav sig i hængslerne. Uden at ville det trådte Joost et par skridt tilbage.
„Gå din runde, lille vagthund,“ råbte Retvenko.
„Det gik vel nok fint,“ fniste Rutger, der stod lænet op ad muren rundt om haven.
Hvor længe havde han stået der? „Har du ikke noget bedre at lave end at følge efter mig?“ spurgte Joost.
„Alle vagter skal afrapportere i bådehuset. Selv du. Eller har du for travlt med at få nye venner?“
„Jeg bad ham bare om at lukke døren.“
Rutger rystede på hovedet. „Du skal ikke bede, du skal meddele. De er tjenere. Ikke beærede gæster.“
Joost slog følge med ham. Skammen vendte sig stadig indeni. Det værste var, at Rutger havde ret. Retvenko kunne ikke tillade sig at tale sådan til ham, men hvad skulle han gøre? Havde han haft modet til at kaste sig ud i en slåskamp med en stormrejser, ville det svare til at kæmpe mod en dyrebar vase. Grishaerne var ikke kun tjenere, de var Hoedes værdifulde ejendom.
Hvad mente Retvenko egentlig med, at Yuri og Anya var blevet hentet? Havde han dækket over Anya? Der var gode grunde til at holde en grisha på lærekontrakt inden døre. Hvis de gik uledsaget rundt i gaderne, var der risiko for, at de blev samlet op af en slavehandler, og man så dem aldrig igen. Måske mødes hun med nogen, tænkte han ulykkeligt.
Han blev afbrudt i sine tanker af et kraftigt lys og postyr nede ved bådehuset, der vendte ud mod kanalen. På den anden side af vandet kunne han se de andre handelsmænds høje og elegante huse, de nydelige gavle var sorte silhuetter mod nattehimlen, deres haver og bådehusene var oplyst af lanterner.
Et par uger tidligere havde man fortalt Joost, at Hoedes bådehus skulle ombygges, så han skulle stryge det fra sin runde. Men da han og Rutger trådte indenfor, kunne han hverken se malerbøtter eller stilladser, og gondoler og årer var skubbet helt op til væggen. De andre husvagter var der også i deres grønne uniformer, og Joost fik øje på to stadwatchvagter i lilla. En gigantisk kasse fyldte næsten hele rummet – en fritstående celle, der så ud, som om den var lavet af armeret stål med kraftige nagler og et vindue i en af siderne. Ruden var bølget, og gennem den kunne Joost se en pige sidde ved et bord. Hun knugede sin røde silkerobe tæt omkring sig. Bag hende stod en stadwatch ret.
Anya. Det gibbede i Joost, da det gik op for ham. Hendes brune øjne var vidt opspærrede, bange, hendes hud bleg. Den lille dreng, der sad over for hende, så også rædselsslagen ud. Hans hår var uglet, og han sparkede nervøst med benene, der dinglede ud over kanten af stolen.
„Hvorfor er der alle de vagter?“ spurgte Joost. Der var mindst ti vagter presset sammen i bådehuset. Rådmand Hoede var der også, sammen med en anden handelsmand, Joost ikke kendte, men de var begge klædt i handelsmandssort. Joost rettede sig op, da han så, de talte med kaptajnen i stadwatch. Han håbede, han havde fået alt mudderet af sin uniform. „Hvad sker der?“
Rutger trak på skuldrene. „Det kan vel være lige meget, det er en kærkommen pause fra rutinen.“
Joost kiggede ind gennem ruden igen. Anya sad og stirrede ud på ham, hendes blik var ufokuseret. Det var hende, der havde behandlet hans sår på kinden, den dag han var ankommet til Hoedes hus. Det havde ikke været noget særligt, blot de gulgrønne rester af et sår, han havde fået på kinden til træningen, men Hoede havde åbenbart set det, og han brød sig ikke om, at hans vagter lignede slagsbrødre. Joost var blevet sendt ned i grishaernes værksted, og Anya havde placeret ham midt i vintersolens blege lys. Hendes kølige fingre gled hen over hans hud, og kløen havde været voldsomt ubehagelig, men få sekunder efter var det, som havde såret aldrig været der.
Da Joost takkede hende, smilede hun, og han var fortabt. Han vidste, at det var håbløst. Uanset om hun havde været selv det mindste interesseret i ham, ville han aldrig få råd til at købe hende fri af Hoede, og hun ville aldrig kunne gifte sig, medmindre Hoede bestemte det. Det havde dog ikke stoppet Joost i at kigge forbi for at sige hej eller komme med små gaver til hende. Hun kunne bedst lide kortet over Kerch, en finurlig tegning af deres ørige, omgivet af havfruer, som svømmede i Det sande hav, og skibe, der blev blæst på vej af vinden, afbildet som tykkindede mænd. Det var en billig souvenir, den slags, turisterne købte langs East Stave, men hun var blevet glad.
Nu løb han risikoen og løftede hånden til hilsen. Anya reagerede ikke.
„Hun kan ikke se dig, din idiot,“ grinede Rutger. „Der er et spejl på indersiden.“
Joosts kinder blev lyserøde. „Hvordan skulle jeg vide det?“
„Åbn øjnene, og vær opmærksom for en gangs skyld.“
Først Yuri, nu Anya. „Hvorfor skal de bruge en grishahelbreder? Er drengen kommet til skade?“
„Det ser ikke sådan ud.“
Det lod til, at kaptajnen og Hoede havde indgået en eller anden aftale.
Gennem ruden så Joost Hoede gå ind i cellen og klappe drengen opmuntrende på skulderen. Der måtte være et spjæld i cellen, for nu hørte han Hoede sige: „Hvis du er en modig lille dreng, er der et par kruge til dig bagefter.“ Så tog han fat om Anyas hage med sin leverplettede hånd. Hun stivnede, og Joosts mave trak sig sammen. Hoede rystede let med hendes hoved. „Gør, som du er blevet bedt om, så er det hurtigt overstået, ja?“
Hun sendte ham et lille, smalt smil. „Selvfølgelig, onkel.“
Hoede hviskede et par ord til vagten bag Anya, og så trådte han ud af cellen. Døren lukkede sig bag ham med et højt smæld, og han skubbede den tunge slå for.
Hoede og den anden handelsmand indtog deres pladser næsten lige foran Joost og Rutger.
Handelsmanden, Joost ikke kendte, sagde: „Er du sikker på, det er klogt? Pigen er jo corporalnik, og efter det, der skete med din fabrikator …“
„Hvis det var Retvenko, ville jeg være bekymret, men Anya er et sødt gemyt. Hun er helbreder og har ikke tilbøjelighed til aggression.“
„Og du har nedjusteret dosen?“
„Ja, men vi er enige om, at rådet vil kompensere mig, hvis resultatet er det samme som med fabrikatoren, ikke? Man kan vel ikke forvente, at jeg selv afholder udgiften?“
Handelsmanden nikkede, og Hoede gav tegn til kaptajnen.
Hvis resultatet er det samme som med fabrikatoren. Retvenko hævdede, at Yuri var forsvundet. Var det det, han mente?
„Sergent,“ sagde kaptajnen, „er du klar?“
Vagten inde i cellen svarede: „Ja, sir.“ Han trak en kniv.
Joost sank.
„Første forsøg,“ sagde kaptajnen.
Vagten bøjede sig frem og bad drengen om at rulle ærmet op. Drengen adlød, stak armen frem og puttede en tommelfinger i munden. Det er han alt for gammel til, tænkte Joost, men drengen måtte være meget skræmt. Joost havde sovet med et sokkedyr, indtil han var næsten fjorten, hvilket hans storebror havde drillet ham nådesløst med.
„Det svier lidt,“ sagde vagten.
Drengen tog ikke tomlen ud af munden, nikkede blot med store, runde øjne.
„Det er altså ikke nødvendigt …“ sagde Anya.
„Vær venlig at tie stille,“ sagde Hoede.
Vagten skar drengen i armen, så han fik et klart rødt snitsår over underarmen. Drengen begyndte med det samme at græde.
Anya forsøgte at rejse sig fra stolen, men vagten lagde en tung hånd på hendes skulder.
„Det er okay, sergent,“ sagde Hoede. „Lad hende helbrede ham.“
Anya lænede sig frem, tog blidt drengen i hånden. „Ssh,“ sagde hun. „Lad mig hjælpe dig.“
„Gør det ondt?“ hikstede drengen.
Hun smilede. „Overhovedet ikke. Kun en let kløen. Kan du sidde stille?“
Joost tog sig selv i at læne sig frem. Han havde aldrig set Anya helbrede nogen.
Hun tog et lommetørklæde ud af sit ærme og tørrede blodet af. Så strøg hun forsigtigt hen over drengens sår med en finger. Joost så forundret til, da huden langsomt gendannede sig og voksede sammen.
Et par minutter senere grinede drengen og strakte armen frem. Der var en lille, rød plamage, men ellers var huden glat og hel. „Var det magi?“
Anya prikkede ham på næsen. „Ja, en slags magi. Den samme magi, som din krop benytter sig af, hvis den får tid og en forbinding.“
Drengen så næsten skuffet ud.
„Godt, godt,“ sagde Hoede utålmodigt. „Og nu med parem.“
Joost rynkede panden; det ord havde han aldrig hørt.
Kaptajnen gjorde tegn til sin sergent. „Næste omgang.“
„Kom med din arm,“ sagde sergenten igen til drengen.
Drengen rystede på hovedet. „Jeg kan ikke lide det der.“
„Gør det nu.“
Drengens underlæbe bævede, men han stak armen frem. Vagten skar ham endnu en gang. Så lagde han en lille konvolut på bordet foran Anya.
„Slug det, der er i konvolutten,“ instruerede Hoede.
„Hvad er det?“ spurgte hun.
„Det skal du ikke bekymre dig om.“
„Hvad er det?“ gentog hun.
„Det slår dig ikke ihjel. Vi beder dig blot om at udføre et par mindre opgaver, så vi kan vurdere stoffets virkning. Sergenten er derinde for at sikre sig, at du kun gør det, du bliver bedt om, og ikke andet. Er det forstået?“
Hendes kæbe spændtes, men hun nikkede.
„Der er ingen, som vil skade dig,“ sagde Hoede, „men husk, at du ikke kan komme ud af cellen, hvis du gør vagten fortræd. Dørene er låst udefra.“
„Hvad er det for et stof?“ hviskede Joost.
„Jeg ved det ikke,“ svarede Rutger.
„Hvad ved du egentlig?“ mumlede han.
„Nok til at holde munden lukket.“
Joost skulede til ham.
Anya tog konvolutten med dirrende hænder og åbnede flappen.
„Fortsæt,“ sagde Hoede.
Hun lagde nakken tilbage og slugte pulveret. Så sad hun et kort øjeblik og ventede med sammenknebne læber.
„Er det kun jurda?“ spurgte hun håbefuldt. Joost håbede det. Jurda var et ufarligt stimulerende middel, alle i stadwatch indtog for at holde sig vågen på de sene vagter.
„Hvad smager det af?“ spurgte Hoede.
„Som jurda, men mere sødt, det …“
Anya tog en dyb og gispende indånding. Hendes hænder greb fat om bordet, hendes pupiller udvidede sig, så hendes øjne blev næsten sorte. „Ååh,“ sagde hun og sukkede. Det lød næsten, som om hun spandt.
Vagten strammede sit greb om hendes skulder.
„Hvordan har du det?“
Hun stirrede ind i spejlet og smilede. Hendes tunge tittede ud mellem hendes hvide tænder, plettet som af rust. Joost blev iskold.
„Præcis som med fabrikatoren,“ mumlede handelsmanden.
„Helbred drengen,“ beordrede Hoede.
Hun viftede med hånden i luften, gestussen var næsten affærdigende, og såret på drengens arm helede med det samme. Blodet samlede sig over huden til små røde dråber, så forsvandt de. Hans hud var glat, alle spor af blod og rødmen var væk. Drengen smilede. „Dét var i hvert fald magi.“
„Det føles som magi,“ sagde Anya med det samme sælsomme smil som før.
„Hun rørte ham slet ikke,“ sagde kaptajnen forundret.
„Anya,“ sagde Hoede. „Hør godt efter. Vi beder vagten om at gøre det næste forsøg nu.“
„Mmm,“ nynnede Anya.
„Sergent,“ sagde Hoede. „Skær drengens tommelfinger af.“
Drengen hylede op og begyndte atter at græde. Han gemte hænderne under sine ben i et forsøg på at beskytte dem.
Jeg burde stoppe det, tænkte Joost. Jeg burde gøre noget for at beskytte hende, beskytte dem begge. Men hvad? Han var et nul, ny i stadwatch, ny i huset. Men, gik det skamfuldt op for ham, jeg vil ikke miste mit arbejde.
Anya smilede bare, lagde nakken tilbage og kiggede op på sergenten. „Skyd hul i glasset.“
„Hvad sagde hun?“ spurgte handelsmanden.
„Sergent,“ bjæffede kaptajnen.
„Skyd hul i glasset,“ gentog Anya. Sergentens ansigt blev tomt. Han lagde hovedet på skrå, som om han lyttede til en fjern melodi, så trak han riflen ned fra skulderen og sigtede på observationsruden.
„Alle mand ned!“ råbte en eller anden.
Joost kastede sig ned på gulvet og dækkede hovedet, i samme øjeblik de heftige skud fra geværet lød, og glasset splintredes og regnede ned over hans hænder og ryg. Hans tanker var et panisk skrig. Hans bevidsthed forsøgte at benægte det, men han vidste, hvad han havde set. Anya havde beordret sergenten til at skyde hul i glasset. Hun havde tvunget ham til det. Men det kunne ikke passe. En grishacorporalnik er specialiseret i den menneskelige krop, hun kan stoppe ens hjerte, dæmpe vejrtrækningen, brække ens knogler. Hun kan ikke trænge ind i ens hoved.
Der var stille. Så kom Joost på benene sammen med de andre, og han rakte ud efter sin riffel. Hoede og sergenten råbte som med én mund:
„Grib hende!“
„Skyd hende!“
„Ved du, hvor mange penge hun er værd?“ svarede Hoede skarpt igen. „Vil nogen være så venlig at holde hende tilbage? Skyd hende ikke!“
Anya løftede hænderne, de røde ærmer hang som vinger under hendes arme. „Vent,“ sagde hun.
Joosts panik fordampede. Han havde været bange, men angsten var fjern. Han var fyldt med forventning nu. Han vidste ikke, hvad der ville komme, eller hvornår, men det ville komme, og det var vigtigt, at han var klar til at møde det. Det kunne være godt eller skidt. Han var ligeglad. Hans hjerte var befriet for ængstelse og begær. Han længtes ikke efter noget, ønskede intet, hans hoved var stille, hans vejrtrækning rolig. Han skulle blot vente.
Han så Anya rejse sig og tage den lille dreng op i favnen. Han kunne høre hende nynne en blid vuggevise på ravkansk.
„Åbn døren, og kom ind, Hoede,“ sagde hun. Joost kunne høre ordene, forstod dem, glemte dem.
Hoede gik hen til døren og slog slåen fra. Han trådte ind i stålcellen.
„Gør, som du er blevet bedt om, så er det hurtigt overstået, ja?“ mumlede Anya med et smil om læberne. Hendes blik var som en sort og bundløs sø. Hendes hud strålede, glødede, lyste. En tanke bølgede gennem ham – smuk som månen.
Anya flyttede på drengen i sin favn. „Du må ikke kigge,“ mumlede hun mod drengens hår. „Og nu,“ sagde hun til Hoede, „skal du tage kniven.“
…
Leigh Bardogu
Leigh Bardugo har tidligere udgivet Grisha-trilogien, der, lige som Six of Crows-serien, har ligget på New York Times’ bestsellerliste. Hun er født i Jerusalem, voksede op i Los Angeles, læste på Yale og har arbejdet med marketing, journalistik, makeup og special effects. I dag bor og arbejder hun i Hollywood, hvor hun bl.a. også synger i et band.
Du kan læse mere på leighbardugo.com
Seks forbrydere – én umulig opgave!
Det kriminelle geni Kaz drømmer om at lede Ketterdams underverden, men han er ung og savner de andre banders respekt. Derfor påtager han sig en livsfarlig opgave, som ingen af de andre kriminelle tilsyneladende vil røre ved. Kaz sammensætter et højst usædvanligt hold af mindre respektable forbrydere fra underverdenen:
En hævntørstig straffefange
En skarpskytte med meget dårlig dømmekraft
En rigmandssøn med en mystisk fortid
En spion kendt som Genfærdet
En magisk hjerteknuser med en tragisk kærlighedshistorie
En tyv med talent for kreative flugter
Kaz og hans hold er de eneste, der står mellem verden, som de kender den, og den enorme trussel, som de skal forhindre i at udfolde sig. Hvis de altså ikke slår hinanden ihjel først …
Den 15. februar udkommer Six of Crows 1 – Kragens kald af Leigh Bardugo endelig på dansk. Her kan du tyvstarte og læse, hvordan det hele starter. God fornøjelse!
Joost havde to problemer: månen og sit overskæg.
Han skulle egentlig gå sin runde i Hoede-huset, men i det sidste kvarter havde han opholdt sig ved de sydøstlige mure om haven i et forsøg på at finde på noget kløgtigt og romantisk at sige til Anya.
Hvis bare Anyas øjne havde været blå som skovsøer eller grønne som smaragder. Men de var brune – vidunderlige, drømmende … som smeltet chokolade? Som kaninpels?
„Kan du ikke bare sige til hende, at hendes hud er som månelys?“ foreslog hans ven Pieter. „Det er piger helt vilde med.“
En perfekt løsning, men vejret i Ketterdam var ikke samarbejdsvilligt. Brisen var ikke drevet ind fra havnen den dag, i stedet havde en grå og uigennemtrængelig tåge lagt sig tæt og fugtigt over byens kanaler og de snoede gyder. Selv her ved villaerne i Geldstraat hang lugten af fisk og surt bundvand tungt i luften, og røgen fra raffinaderierne på byens ydre øer lå som en saltet dis over nattehimlen. Og fuldmånen, den lignede en gullig vabel, der snart ville briste, og ikke en juvel.
Han kunne måske komplimentere Anyas latter? Men han havde aldrig hørt hende le, han var ikke særligt god til at fortælle vittigheder.
Han betragtede sit spejlbillede i en af ruderne i dobbeltdørene, der førte ud til haven. Hans mor havde ret; selv i sin nye uniform lignede han en lille knægt. Han strøg let sin ene finger hen over overlæben. Hvis bare hans overskæg dog snart ville vokse ud, det føltes på ingen måde kraftigere end i går.
Han havde været vagt i stadwatch i mindre end seks uger nu, og det var slet ikke lige så spændende, som han havde håbet. Han troede, han skulle indfange tyve i Barrel eller afpatruljere havneanlæggene, så han ville være blandt de første, der så lasten komme ind. Men lige siden attentatet på ambassadøren på rådhuset havde Handelsrådet beklaget sig over sikkerheden, så hvor var han nu? I evigt kredsløb om en heldig handelsmands hus. Det var dog ikke en hvilken som helst handelsmand. Rådmand Hoede var så højt placeret i styret i Ketterdam, som man kunne blive. Han var en mand, der forstod at gøre karriere.
Joost rettede på frakken og riflen og klappede så den tunge knippel ved sin hofte. Måske ville Hoede synes om ham. Skarp i blikket og hurtig med kniplen, ville han sige. Fyren fortjener en forfremmelse.
„Sergent Joost Van Poel,“ hviskede han og nød lyden af ordene. „Kaptajn Joost Van Poel.“
„Pas på, du ikke falder i svime over dig selv.“
Joost snurrede rundt med blussende kinder, da Hend og Rutger kom slentrende ind i haven. De var ældre, større og bredere over skuldrene end Joost, og de var husvagter, rådmand Hoedes private tjenere. Det betød, at de bar den grønne uniform og de nyeste rifler fra Novyi Zem, og de lod aldrig Joost glemme, at han var en simpel infanterist fra bygarden.
„De sølle små dun vokser ikke hurtigere af, at du kæler for dem,“ sagde Rutger med et højt grin.
Joost forsøgte at genvinde værdigheden. „Jeg må hellere gøre min runde færdig.“
Rutger puffede til Henk med en albue. „Det betyder, at han stikker hovedet ind i grishaværkstedet for at få et glimt af sin pige.“
„Åh, Anya, vil du ikke bruge din grishamagi, så mit overskæg vil vokse?“ drillede Henk.
Joost drejede om på hælen med brændende kinder og gik ned langs den østlige del af huset. De havde drillet ham, lige siden han var ankommet. Hvis det ikke havde været for Anya, ville han have tigget og bedt kaptajnen om at blive forflyttet. Han og Anya havde kun udvekslet ganske få ord på hans runde, men hun var nattens lyspunkt.
Han måtte indrømme, at han godt kunne lide det, det var lykkedes ham at se af Hoedes hus gennem vinduerne. Hoede havde en af de største villaer i Geldstraat – gulvene var dækket af blankt sort- og hvidternet marmor, væggene af skinnende mørkt træ og oplyst af mundblæste glaslysestager, der hang og svævede som gopler under stuklofterne. Indimellem legede Joost, at det var hans hus, at han var en rig handelsmand, der slentrede gennem sin prægtige have.
Inden han rundede hjørnet, tog han en dyb indånding. Anya, dine øjne er brune som … træets bark? Han havde ikke fundet på noget. Han måtte bare være spontan.
Han så til sin forbløffelse, at døren med glasruderne ind til grishaværkstedet stod åben. I køkkenet var de blå fliser håndmalede, kaminhylderne bugnede med vaser med tulipaner, men værkstedet her vidnede mere end noget om Hoedes rigdom. Det var ikke gratis at skrive lærekontrakt med en grisha, og Hoede havde hele tre.
Men Yuri sad ikke ved det lange arbejdsbord, og Joost kunne ikke se Anya nogen steder. Kun Retvenko var der, han lå henslængt i en stol i sin blå kåbe med lukkede øjne og en åben bog på brystet.
Joost stod lidt i døråbningen, rømmede sig så. „Dørene bør være lukket og låst om natten.“
„Hus er som smelteovn,“ sagde Retvenko drævende uden at åbne øjnene, hans ravkanske dialekt var tyk og rullende. „Sig til Hoede, at når jeg stoppe med at svede, jeg lukke dørene.“
Retvenko var stormrejser, ældre end de andre grishaer, og der var sølvstænk i hans hår. Rygterne ville vide, at han havde kæmpet på tabernes side i den sidste borgerkrig i Ravka og var flygtet til Kerch efter krigen.
„Jeg vil med glæde overbringe din klage til rådmand Hoede,“ løj Joost. Huset var altid kogende, som om Hoede var forpligtet til at fyre med kul, men Joost ville under ingen omstændigheder nævne det for ham. „Indtil da …“
„Nyt med om Yuri?“ afbrød Retvenko og åbnede endelig sine tunge øjne.
Joost skævede utilpas til skålene med røde druer og bunkerne af vinrødt velour, der lå på arbejdsbordet. Yuri havde arbejdet med at indfarve nådigfru Hoedes gardiner med farven fra druerne, men han var blevet alvorligt syg for et par dage siden, og Joost havde ikke set ham siden. Støvet havde lagt sig over stofferne, og druerne var gået i forrådnelse.
„Jeg har ikke hørt noget.“
„Selvfølgelig du ikke har hørt noget. For travlt med at spankulere rundt i latterlig lilla uniform.“
Hvad var der galt med hans uniform? Og hvorfor var Retvenko her overhovedet? Han var Hoedes personlige stormrejser, han rejste ofte med handelsmandens mest værdifulde last og sikrede sig, at gunstige vinde bragte skibene sikkert og hurtigt i havn. Hvorfor kunne han dog ikke bare være til havs nu?
„Jeg tror, at Yuri er i isolation.“
„Så hjælpsom,“ snerrede Retvenko. „Du kan stoppe med at strække hals som håbefuld gås. Anya er gået.“
Joost kunne mærke varmen bide i kinderne igen. „Hvor er hun?“ spurgte han og prøvede at lyde myndig. „Hun skal være inde efter mørkets frembrud.“
„For en time siden Hoede hentede hende. Samme som den aften han kom efter Yuri.“
„Hvad mener du med ’han kom efter Yuri’? Yuri blev syg.“
„Hoede kommer efter Yuri, Yuri vender tilbage syg. To dage senere Yuri forsvinder. Nu Anya.“
Forsvinder?
„Måske var det en nødsituation, måske skulle nogen helbredes …“
„Først Yuri, nu Anya. Jeg blive den næste, og ingen vil bemærke noget, ud over lille officer Joost. Gå nu.“
„Hvis rådmand Hoede …“
Retvenko løftede den ene arm, og et vindpust kastede Joost bagud. Han var lige ved at falde, men nåede at gribe fat i dørkarmen.
„Jeg sagde nu.“ Retvenko tegnede en cirkel i luften, og døren smækkede i. Joost nåede ud i sidste øjeblik og væltede ud i haven, inden fingrene blev mast i døren.
Han kom på benene, så hurtigt han kunne, børstede snavs af sin uniform. Skammen bed i hans mave. En af ruderne i døren var smadret. Han kunne se Retvenko grine smørret gennem den.
„Det skader din ansættelse,“ sagde Joost og pegede på den knuste rude. Hans stemme lød så lille og ynkelig, og han hadede det.
Retvenko vinkede til ham, og døren gav sig i hængslerne. Uden at ville det trådte Joost et par skridt tilbage.
„Gå din runde, lille vagthund,“ råbte Retvenko.
„Det gik vel nok fint,“ fniste Rutger, der stod lænet op ad muren rundt om haven.
Hvor længe havde han stået der? „Har du ikke noget bedre at lave end at følge efter mig?“ spurgte Joost.
„Alle vagter skal afrapportere i bådehuset. Selv du. Eller har du for travlt med at få nye venner?“
„Jeg bad ham bare om at lukke døren.“
Rutger rystede på hovedet. „Du skal ikke bede, du skal meddele. De er tjenere. Ikke beærede gæster.“
Joost slog følge med ham. Skammen vendte sig stadig indeni. Det værste var, at Rutger havde ret. Retvenko kunne ikke tillade sig at tale sådan til ham, men hvad skulle han gøre? Havde han haft modet til at kaste sig ud i en slåskamp med en stormrejser, ville det svare til at kæmpe mod en dyrebar vase. Grishaerne var ikke kun tjenere, de var Hoedes værdifulde ejendom.
Hvad mente Retvenko egentlig med, at Yuri og Anya var blevet hentet? Havde han dækket over Anya? Der var gode grunde til at holde en grisha på lærekontrakt inden døre. Hvis de gik uledsaget rundt i gaderne, var der risiko for, at de blev samlet op af en slavehandler, og man så dem aldrig igen. Måske mødes hun med nogen, tænkte han ulykkeligt.
Han blev afbrudt i sine tanker af et kraftigt lys og postyr nede ved bådehuset, der vendte ud mod kanalen. På den anden side af vandet kunne han se de andre handelsmænds høje og elegante huse, de nydelige gavle var sorte silhuetter mod nattehimlen, deres haver og bådehusene var oplyst af lanterner.
Et par uger tidligere havde man fortalt Joost, at Hoedes bådehus skulle ombygges, så han skulle stryge det fra sin runde. Men da han og Rutger trådte indenfor, kunne han hverken se malerbøtter eller stilladser, og gondoler og årer var skubbet helt op til væggen. De andre husvagter var der også i deres grønne uniformer, og Joost fik øje på to stadwatchvagter i lilla. En gigantisk kasse fyldte næsten hele rummet – en fritstående celle, der så ud, som om den var lavet af armeret stål med kraftige nagler og et vindue i en af siderne. Ruden var bølget, og gennem den kunne Joost se en pige sidde ved et bord. Hun knugede sin røde silkerobe tæt omkring sig. Bag hende stod en stadwatch ret.
Anya. Det gibbede i Joost, da det gik op for ham. Hendes brune øjne var vidt opspærrede, bange, hendes hud bleg. Den lille dreng, der sad over for hende, så også rædselsslagen ud. Hans hår var uglet, og han sparkede nervøst med benene, der dinglede ud over kanten af stolen.
„Hvorfor er der alle de vagter?“ spurgte Joost. Der var mindst ti vagter presset sammen i bådehuset. Rådmand Hoede var der også, sammen med en anden handelsmand, Joost ikke kendte, men de var begge klædt i handelsmandssort. Joost rettede sig op, da han så, de talte med kaptajnen i stadwatch. Han håbede, han havde fået alt mudderet af sin uniform. „Hvad sker der?“
Rutger trak på skuldrene. „Det kan vel være lige meget, det er en kærkommen pause fra rutinen.“
Joost kiggede ind gennem ruden igen. Anya sad og stirrede ud på ham, hendes blik var ufokuseret. Det var hende, der havde behandlet hans sår på kinden, den dag han var ankommet til Hoedes hus. Det havde ikke været noget særligt, blot de gulgrønne rester af et sår, han havde fået på kinden til træningen, men Hoede havde åbenbart set det, og han brød sig ikke om, at hans vagter lignede slagsbrødre. Joost var blevet sendt ned i grishaernes værksted, og Anya havde placeret ham midt i vintersolens blege lys. Hendes kølige fingre gled hen over hans hud, og kløen havde været voldsomt ubehagelig, men få sekunder efter var det, som havde såret aldrig været der.
Da Joost takkede hende, smilede hun, og han var fortabt. Han vidste, at det var håbløst. Uanset om hun havde været selv det mindste interesseret i ham, ville han aldrig få råd til at købe hende fri af Hoede, og hun ville aldrig kunne gifte sig, medmindre Hoede bestemte det. Det havde dog ikke stoppet Joost i at kigge forbi for at sige hej eller komme med små gaver til hende. Hun kunne bedst lide kortet over Kerch, en finurlig tegning af deres ørige, omgivet af havfruer, som svømmede i Det sande hav, og skibe, der blev blæst på vej af vinden, afbildet som tykkindede mænd. Det var en billig souvenir, den slags, turisterne købte langs East Stave, men hun var blevet glad.
Nu løb han risikoen og løftede hånden til hilsen. Anya reagerede ikke.
„Hun kan ikke se dig, din idiot,“ grinede Rutger. „Der er et spejl på indersiden.“
Joosts kinder blev lyserøde. „Hvordan skulle jeg vide det?“
„Åbn øjnene, og vær opmærksom for en gangs skyld.“
Først Yuri, nu Anya. „Hvorfor skal de bruge en grishahelbreder? Er drengen kommet til skade?“
„Det ser ikke sådan ud.“
Det lod til, at kaptajnen og Hoede havde indgået en eller anden aftale.
Gennem ruden så Joost Hoede gå ind i cellen og klappe drengen opmuntrende på skulderen. Der måtte være et spjæld i cellen, for nu hørte han Hoede sige: „Hvis du er en modig lille dreng, er der et par kruge til dig bagefter.“ Så tog han fat om Anyas hage med sin leverplettede hånd. Hun stivnede, og Joosts mave trak sig sammen. Hoede rystede let med hendes hoved. „Gør, som du er blevet bedt om, så er det hurtigt overstået, ja?“
Hun sendte ham et lille, smalt smil. „Selvfølgelig, onkel.“
Hoede hviskede et par ord til vagten bag Anya, og så trådte han ud af cellen. Døren lukkede sig bag ham med et højt smæld, og han skubbede den tunge slå for.
Hoede og den anden handelsmand indtog deres pladser næsten lige foran Joost og Rutger.
Handelsmanden, Joost ikke kendte, sagde: „Er du sikker på, det er klogt? Pigen er jo corporalnik, og efter det, der skete med din fabrikator …“
„Hvis det var Retvenko, ville jeg være bekymret, men Anya er et sødt gemyt. Hun er helbreder og har ikke tilbøjelighed til aggression.“
„Og du har nedjusteret dosen?“
„Ja, men vi er enige om, at rådet vil kompensere mig, hvis resultatet er det samme som med fabrikatoren, ikke? Man kan vel ikke forvente, at jeg selv afholder udgiften?“
Handelsmanden nikkede, og Hoede gav tegn til kaptajnen.
Hvis resultatet er det samme som med fabrikatoren. Retvenko hævdede, at Yuri var forsvundet. Var det det, han mente?
„Sergent,“ sagde kaptajnen, „er du klar?“
Vagten inde i cellen svarede: „Ja, sir.“ Han trak en kniv.
Joost sank.
„Første forsøg,“ sagde kaptajnen.
Vagten bøjede sig frem og bad drengen om at rulle ærmet op. Drengen adlød, stak armen frem og puttede en tommelfinger i munden. Det er han alt for gammel til, tænkte Joost, men drengen måtte være meget skræmt. Joost havde sovet med et sokkedyr, indtil han var næsten fjorten, hvilket hans storebror havde drillet ham nådesløst med.
„Det svier lidt,“ sagde vagten.
Drengen tog ikke tomlen ud af munden, nikkede blot med store, runde øjne.
„Det er altså ikke nødvendigt …“ sagde Anya.
„Vær venlig at tie stille,“ sagde Hoede.
Vagten skar drengen i armen, så han fik et klart rødt snitsår over underarmen. Drengen begyndte med det samme at græde.
Anya forsøgte at rejse sig fra stolen, men vagten lagde en tung hånd på hendes skulder.
„Det er okay, sergent,“ sagde Hoede. „Lad hende helbrede ham.“
Anya lænede sig frem, tog blidt drengen i hånden. „Ssh,“ sagde hun. „Lad mig hjælpe dig.“
„Gør det ondt?“ hikstede drengen.
Hun smilede. „Overhovedet ikke. Kun en let kløen. Kan du sidde stille?“
Joost tog sig selv i at læne sig frem. Han havde aldrig set Anya helbrede nogen.
Hun tog et lommetørklæde ud af sit ærme og tørrede blodet af. Så strøg hun forsigtigt hen over drengens sår med en finger. Joost så forundret til, da huden langsomt gendannede sig og voksede sammen.
Et par minutter senere grinede drengen og strakte armen frem. Der var en lille, rød plamage, men ellers var huden glat og hel. „Var det magi?“
Anya prikkede ham på næsen. „Ja, en slags magi. Den samme magi, som din krop benytter sig af, hvis den får tid og en forbinding.“
Drengen så næsten skuffet ud.
„Godt, godt,“ sagde Hoede utålmodigt. „Og nu med parem.“
Joost rynkede panden; det ord havde han aldrig hørt.
Kaptajnen gjorde tegn til sin sergent. „Næste omgang.“
„Kom med din arm,“ sagde sergenten igen til drengen.
Drengen rystede på hovedet. „Jeg kan ikke lide det der.“
„Gør det nu.“
Drengens underlæbe bævede, men han stak armen frem. Vagten skar ham endnu en gang. Så lagde han en lille konvolut på bordet foran Anya.
„Slug det, der er i konvolutten,“ instruerede Hoede.
„Hvad er det?“ spurgte hun.
„Det skal du ikke bekymre dig om.“
„Hvad er det?“ gentog hun.
„Det slår dig ikke ihjel. Vi beder dig blot om at udføre et par mindre opgaver, så vi kan vurdere stoffets virkning. Sergenten er derinde for at sikre sig, at du kun gør det, du bliver bedt om, og ikke andet. Er det forstået?“
Hendes kæbe spændtes, men hun nikkede.
„Der er ingen, som vil skade dig,“ sagde Hoede, „men husk, at du ikke kan komme ud af cellen, hvis du gør vagten fortræd. Dørene er låst udefra.“
„Hvad er det for et stof?“ hviskede Joost.
„Jeg ved det ikke,“ svarede Rutger.
„Hvad ved du egentlig?“ mumlede han.
„Nok til at holde munden lukket.“
Joost skulede til ham.
Anya tog konvolutten med dirrende hænder og åbnede flappen.
„Fortsæt,“ sagde Hoede.
Hun lagde nakken tilbage og slugte pulveret. Så sad hun et kort øjeblik og ventede med sammenknebne læber.
„Er det kun jurda?“ spurgte hun håbefuldt. Joost håbede det. Jurda var et ufarligt stimulerende middel, alle i stadwatch indtog for at holde sig vågen på de sene vagter.
„Hvad smager det af?“ spurgte Hoede.
„Som jurda, men mere sødt, det …“
Anya tog en dyb og gispende indånding. Hendes hænder greb fat om bordet, hendes pupiller udvidede sig, så hendes øjne blev næsten sorte. „Ååh,“ sagde hun og sukkede. Det lød næsten, som om hun spandt.
Vagten strammede sit greb om hendes skulder.
„Hvordan har du det?“
Hun stirrede ind i spejlet og smilede. Hendes tunge tittede ud mellem hendes hvide tænder, plettet som af rust. Joost blev iskold.
„Præcis som med fabrikatoren,“ mumlede handelsmanden.
„Helbred drengen,“ beordrede Hoede.
Hun viftede med hånden i luften, gestussen var næsten affærdigende, og såret på drengens arm helede med det samme. Blodet samlede sig over huden til små røde dråber, så forsvandt de. Hans hud var glat, alle spor af blod og rødmen var væk. Drengen smilede. „Dét var i hvert fald magi.“
„Det føles som magi,“ sagde Anya med det samme sælsomme smil som før.
„Hun rørte ham slet ikke,“ sagde kaptajnen forundret.
„Anya,“ sagde Hoede. „Hør godt efter. Vi beder vagten om at gøre det næste forsøg nu.“
„Mmm,“ nynnede Anya.
„Sergent,“ sagde Hoede. „Skær drengens tommelfinger af.“
Drengen hylede op og begyndte atter at græde. Han gemte hænderne under sine ben i et forsøg på at beskytte dem.
Jeg burde stoppe det, tænkte Joost. Jeg burde gøre noget for at beskytte hende, beskytte dem begge. Men hvad? Han var et nul, ny i stadwatch, ny i huset. Men, gik det skamfuldt op for ham, jeg vil ikke miste mit arbejde.
Anya smilede bare, lagde nakken tilbage og kiggede op på sergenten. „Skyd hul i glasset.“
„Hvad sagde hun?“ spurgte handelsmanden.
„Sergent,“ bjæffede kaptajnen.
„Skyd hul i glasset,“ gentog Anya. Sergentens ansigt blev tomt. Han lagde hovedet på skrå, som om han lyttede til en fjern melodi, så trak han riflen ned fra skulderen og sigtede på observationsruden.
„Alle mand ned!“ råbte en eller anden.
Joost kastede sig ned på gulvet og dækkede hovedet, i samme øjeblik de heftige skud fra geværet lød, og glasset splintredes og regnede ned over hans hænder og ryg. Hans tanker var et panisk skrig. Hans bevidsthed forsøgte at benægte det, men han vidste, hvad han havde set. Anya havde beordret sergenten til at skyde hul i glasset. Hun havde tvunget ham til det. Men det kunne ikke passe. En grishacorporalnik er specialiseret i den menneskelige krop, hun kan stoppe ens hjerte, dæmpe vejrtrækningen, brække ens knogler. Hun kan ikke trænge ind i ens hoved.
Der var stille. Så kom Joost på benene sammen med de andre, og han rakte ud efter sin riffel. Hoede og sergenten råbte som med én mund:
„Grib hende!“
„Skyd hende!“
„Ved du, hvor mange penge hun er værd?“ svarede Hoede skarpt igen. „Vil nogen være så venlig at holde hende tilbage? Skyd hende ikke!“
Anya løftede hænderne, de røde ærmer hang som vinger under hendes arme. „Vent,“ sagde hun.
Joosts panik fordampede. Han havde været bange, men angsten var fjern. Han var fyldt med forventning nu. Han vidste ikke, hvad der ville komme, eller hvornår, men det ville komme, og det var vigtigt, at han var klar til at møde det. Det kunne være godt eller skidt. Han var ligeglad. Hans hjerte var befriet for ængstelse og begær. Han længtes ikke efter noget, ønskede intet, hans hoved var stille, hans vejrtrækning rolig. Han skulle blot vente.
Han så Anya rejse sig og tage den lille dreng op i favnen. Han kunne høre hende nynne en blid vuggevise på ravkansk.
„Åbn døren, og kom ind, Hoede,“ sagde hun. Joost kunne høre ordene, forstod dem, glemte dem.
Hoede gik hen til døren og slog slåen fra. Han trådte ind i stålcellen.
„Gør, som du er blevet bedt om, så er det hurtigt overstået, ja?“ mumlede Anya med et smil om læberne. Hendes blik var som en sort og bundløs sø. Hendes hud strålede, glødede, lyste. En tanke bølgede gennem ham – smuk som månen.
Anya flyttede på drengen i sin favn. „Du må ikke kigge,“ mumlede hun mod drengens hår. „Og nu,“ sagde hun til Hoede, „skal du tage kniven.“
…
Du kan bestille Six of Crows 1 – Kragens kald her
Leigh Bardogu
Leigh Bardugo har tidligere udgivet Grisha-trilogien, der, lige som Six of Crows-serien, har ligget på New York Times’ bestsellerliste. Hun er født i Jerusalem, voksede op i Los Angeles, læste på Yale og har arbejdet med marketing, journalistik, makeup og special effects. I dag bor og arbejder hun i Hollywood, hvor hun bl.a. også synger i et band.
Du kan læse mere på leighbardugo.com
Andre læste også: