Indefra

Ruben Samuel Sørensen ny direktør i GoTutor

Ruben Samuel Sørensen. Foto: Thomas A.

Ruben Samuel Sørensen bliver ny direktør i GoTutor. Han kommer fra en stilling som partner og analysedirektør hos Kunde & Co.

Lindhardt og Ringhof Uddannelse, en del af Egmont, overtog sidste år majoriteten af GoTutor, som yder lektiehjælp og privatundervisning målrettet elever i grundskolen og på gymnasiet med det formål at skabe selvtillid, trivsel og øget fagligt udbytte af undervisningen.

”Siden min studietid har jeg selv været involveret i undervisning og lektiehjælp. Det har været en afgørende motivation for mit engagement, at GoTutor er et meningsfyldt projekt, som gør en stor forskel. For mig er det også vigtigt, at GoTutor nu er en del af Egmont, som via Egmont Fonden, uddeler en del af overskuddet fra sine virksomheder til at hjælpe børn med udfordringer,” siger han.

Vil være Danmarks førende

”Med Ruben Samuel Sørensen har vi fundet den helt rigtige person til at stå i spidsen for vores ambitioner med GoTutor. Med alle vores øvrige undervisningsaktiviteter og forlagets mange forskellige ressourcer, materialer og eksperter har vi de ideelle forudsætninger for, at GoTutors undervisere kan gøre en større forskel, end de allerede gør nu. Sammen vil vi være Danmarks førende inden for at tilbyde lektiehjælp af højeste kvalitet,” siger direktør for Lindhardt og Ringhof Uddannelse, Cliff Hansen.

GoTutor har med sin service, uddannelse af undervisere samt materialer fra undervisningsforlagene f.eks. Matematikfessor skabt undervisning af højeste kvalitet. Underviserne tilbyder både korte og længere målrettede forløb med positiv læring ud fra elevens unikke behov i f.eks. dansk, matematik, sprog og naturfag på grundskole- og gymnasieniveau.

Har selv været tutor

Ruben Samuel Sørensen er uddannet økonom fra Aarhus Universitet, og har læst på Rotterdam School of Management. Han arbejdede bl.a. som konsulent hos analyseinstituttet Nielsen, før han kom til Kunde & Co.

”Jeg har været så privilegeret selv at arbejde som tutor. Allerede i gymnasiet hjalp jeg med at undervise i tysk i 3.G, og i det efterfølgende sabbatår underviste jeg to 8. klasser i tysk. Jeg fandt ud af, at jeg er glad for at formidle komplekse ting og gøre dem enkle for andre. På HA-studiet underviste jeg i statistik, og i Holland underviste jeg privat, lige som jeg har afviklet kurser i Aarhus og København,” siger han.

Ruben Samuel Sørensen er vokset op i Bislev ved Nibe, ca. 25 km. fra Aalborg. I dag bor han på Østerbro med sin kæreste, og parret har netop selv fået barn.

Læs mere på www.GoTutor.dk