Som anklager gennem 45 år har Anne Birgitte Stürup især interesseret sig for drabssager, voldtægter og misbrug af børn. Flere af de sager, hun har ført, har resulteret i retshistoriske afgørelser.
Herunder kan du læse en bid af en af Stürups bedst kendte sager: sagen mod Amagermanden, hvis afslutning faldt sammen med dramatiske hændelser i Stürups eget liv.
Da Amagermanden blev kendt skyldig
Når Anne Birgitte Stürup tænker tilbage på sine 45 år som anklager, skiller dagene op til julen 2011 sig ud som nogle af de mest følelsesladede og omvæltende.
19. december oplevede hun den dybeste faglige tilfredshed som anklager, da Københavns Byret kendte den såkaldte Amagermand skyldig i seks ud af syv forhold om blandt andet drab, voldtægt, røveri af særlig grov beskaffenhed og forsøg på ildspåsættelse.
I Københavns Byrets største sal med udsigt over Rådhuspladsen tænkte Stürup, at hun netop havde overvundet sit anklagerlivs største udfordring, da retsformand Jacob Scherfig læste kendelsen ’skyldig’ op for forhold nr. 1 og 2. De øvrige forhold var lettere at bevise med dna-metoden, selv om Amagermanden havde gjort sig meget umage med at slette spor. Kun i ét forhold om voldtægt blev han frifundet.
Ramte kvinder fik opnået en slags fred
Uden for retslokalet talte Stürup med et par af kvinderne, som Amagermanden havde voldtaget, da de var 14 år. Hun forstod på dem, at de med afgørelsen havde opnået en slags fred. At de indså, at de havde gjort det rigtige ved ikke at gøre modstand dengang. For Amagermanden slog andre ofre ihjel.
Stürup var derfor lettet og i godt humør, da hun om aftenen fejrede sønnen Christophers 30 års fødselsdag i hans lejlighed på Østerbro sammen med resten af familien. Hendes mand, den amerikanske kernefysiker Don Bennett, rejste sig ved bordet, holdt en bevægende tale og fortalte sønnen, hvor stolt han var af ham, og hvor højt han elskede ham.
Stürups elskede mand faldt om
Næste dag – 20. december – faldt Don om på Niels Bohr Instituttet ved siden af sin kollega Holger Bech Nielsen. Fra gulvet fik Don den noget befippede kollega til at skaffe en ambulance, der kørte ham et par hundrede meter hen ad Blegdamsvej til Rigshospitalet. Her opererede lægerne ham for en hjerneblødning og lagde ham i kunstig koma.
21. december vågede Stürup ved Dons hospitalsseng. Hendes mand var bedøvet, og sammen med de to sønner og datteren kunne Stürup ikke gøre noget ud over at vente. Heldigvis forsikrede lægerne, at Don var stabiliseret.
Det gentog de 22. december om morgenen. Det var netop den dag, Amagermanden skulle have sin straf, og Stürup havde for længst skrevet sin procedure, hvor hun ville bede retten idømme ham fængsel på livstid. Hun ville blive ved Dons seng, men lægerne forklarede, at hun hverken kunne gøre fra eller til, for Don skulle ligge noget tid i kunstig koma. Hun ville ikke komme i kontakt med ham, selvom hun blev siddende.
“Don ville have bifaldt at jeg tog i retten”
Derfor besluttede Stürup, at det var forsvarligt at forlade intensivafdelingens sengestue og cykle ind til Københavns Byrets lokale på Rådhuspladsen. Det gjorde hun i vished om, at ægtefællen ville bifalde og forstå hendes beslutning, hvis han kunne.
„Dons situation var ikke livstruende, og jeg fik at vide, at jeg ikke kunne foretage mig noget ud over at se ham sove. Og jeg havde kraftigt på fornemmelsen, at retsmødet kun ville tage kort tid, så jeg valgte at gøre sagen færdig.“
Stürup procederede i et tætpakket retslokale. Interessen var så stor, at retten på forhånd havde måttet fjerne alle stolene. Derfor stod alle journalisterne, nogle af ofrene, pårørende og tilhørere op under hele retsmødet, der endte med, at retten idømte Marcel Lychau Hansen fængsel på livstid.
“Hvor er det godt, at vi har sådan nogen som dig”
Uden for retssalen gav Stürup interviews til aviser, radio og tv, før hun kørte tilbage til Rigshospitalet, parkerede cyklen og begav sig hen til elevatoren, der skulle føre hende op til intensivafdelingen. Hun var fordybet i tunge tanker om sin mands tilstand. Men inde i elevatoren skete noget uventet. Noget, som bekræftede hende i, at hun havde gjort det rigtige, da hun traf den svære beslutning at forlade hospitalet i et par timer og gøre sagen mod Amagermanden færdig.
„Der stod cirka 15 mennesker i elevatoren, og der blev stille, da den satte i gang. Men pludselig lagde en mand hånden på min arm og sagde ’hvor er det godt, at vi har sådan nogen som dig’. Så vågnede hele elevatoren, og alle begyndte at klappe. De snakkede i munden på hinanden om, hvor godt det var, at sagen var endt sådan. Det var som en styrtsø af glæde og varme, der fyldte mig inde i den elevator, midt i mit livs vanskeligste stund. Jeg blev overvældet, men også glad for, at de syntes, at det var gået rigtigt til.“
Tilbage til intensivafdelingen med en stor flok til følge
Stürup forklarer, at alle kørte med op til intensivafdelingen, og en stor flok steg med hende ud på etagen. Flere bød hende på kaffe og spurgte, om hun ikke ville fortælle mere om sagen nede i hospitalets cafeteria.
„De ville høre det fra hestens egen mund, men jeg ville ind og se til Don.“
Så Stürup takkede for interessen og begav sig ind på intensivafdelingen. Her havde sygeplejerskerne, der vågede over intensivpatienterne, også set nyheder.
„De gratulerede også. ’Vi har lige set det – det blev, som det skulle’, sagde de. Det var et opløftende punktum midt i alt det triste med Don. Jeg følte mig helt tom indeni. Min mand lå i koma, og jeg havde brugt måneder på sagen om Amagermanden.“
Så satte hun sig hen ved Dons seng. Nu handlede det kun om ham.
Om bogen: På ofrenes side:
På ofrenes side er et portræt af en modig kvinde, der har viet sit liv til arbejdet med de groveste forbrydelser og de farligste gerningsmænd. Blandt de sager, hun har ført, og som bogen her fortæller om, er det dødelige overfald på avisbuddet på Amager, drabet på den italienske turist i København, sagen mod den hiv-smittede karatetræner, serieforbryderen fra de københavnske parker og den morder og voldtægtsforbryder, der blev kendt som Amagermanden.
Bogen giver et enestående indblik i det danske retssystem og de mennesker – på begge sider af loven – der er i berøring med det.
Som anklager gennem 45 år har Anne Birgitte Stürup især interesseret sig for drabssager, voldtægter og misbrug af børn. Flere af de sager, hun har ført, har resulteret i retshistoriske afgørelser.
Herunder kan du læse en bid af en af Stürups bedst kendte sager: sagen mod Amagermanden, hvis afslutning faldt sammen med dramatiske hændelser i Stürups eget liv.
Da Amagermanden blev kendt skyldig
Når Anne Birgitte Stürup tænker tilbage på sine 45 år som anklager, skiller dagene op til julen 2011 sig ud som nogle af de mest følelsesladede og omvæltende.
19. december oplevede hun den dybeste faglige tilfredshed som anklager, da Københavns Byret kendte den såkaldte Amagermand skyldig i seks ud af syv forhold om blandt andet drab, voldtægt, røveri af særlig grov beskaffenhed og forsøg på ildspåsættelse.
I Københavns Byrets største sal med udsigt over Rådhuspladsen tænkte Stürup, at hun netop havde overvundet sit anklagerlivs største udfordring, da retsformand Jacob Scherfig læste kendelsen ’skyldig’ op for forhold nr. 1 og 2. De øvrige forhold var lettere at bevise med dna-metoden, selv om Amagermanden havde gjort sig meget umage med at slette spor. Kun i ét forhold om voldtægt blev han frifundet.
Ramte kvinder fik opnået en slags fred
Uden for retslokalet talte Stürup med et par af kvinderne, som Amagermanden havde voldtaget, da de var 14 år. Hun forstod på dem, at de med afgørelsen havde opnået en slags fred. At de indså, at de havde gjort det rigtige ved ikke at gøre modstand dengang. For Amagermanden slog andre ofre ihjel.
Stürup var derfor lettet og i godt humør, da hun om aftenen fejrede sønnen Christophers 30 års fødselsdag i hans lejlighed på Østerbro sammen med resten af familien. Hendes mand, den amerikanske kernefysiker Don Bennett, rejste sig ved bordet, holdt en bevægende tale og fortalte sønnen, hvor stolt han var af ham, og hvor højt han elskede ham.
Stürups elskede mand faldt om
Næste dag – 20. december – faldt Don om på Niels Bohr Instituttet ved siden af sin kollega Holger Bech Nielsen. Fra gulvet fik Don den noget befippede kollega til at skaffe en ambulance, der kørte ham et par hundrede meter hen ad Blegdamsvej til Rigshospitalet. Her opererede lægerne ham for en hjerneblødning og lagde ham i kunstig koma.
21. december vågede Stürup ved Dons hospitalsseng. Hendes mand var bedøvet, og sammen med de to sønner og datteren kunne Stürup ikke gøre noget ud over at vente. Heldigvis forsikrede lægerne, at Don var stabiliseret.
Det gentog de 22. december om morgenen. Det var netop den dag, Amagermanden skulle have sin straf, og Stürup havde for længst skrevet sin procedure, hvor hun ville bede retten idømme ham fængsel på livstid. Hun ville blive ved Dons seng, men lægerne forklarede, at hun hverken kunne gøre fra eller til, for Don skulle ligge noget tid i kunstig koma. Hun ville ikke komme i kontakt med ham, selvom hun blev siddende.
“Don ville have bifaldt at jeg tog i retten”
Derfor besluttede Stürup, at det var forsvarligt at forlade intensivafdelingens sengestue og cykle ind til Københavns Byrets lokale på Rådhuspladsen. Det gjorde hun i vished om, at ægtefællen ville bifalde og forstå hendes beslutning, hvis han kunne.
„Dons situation var ikke livstruende, og jeg fik at vide, at jeg ikke kunne foretage mig noget ud over at se ham sove. Og jeg havde kraftigt på fornemmelsen, at retsmødet kun ville tage kort tid, så jeg valgte at gøre sagen færdig.“
Stürup procederede i et tætpakket retslokale. Interessen var så stor, at retten på forhånd havde måttet fjerne alle stolene. Derfor stod alle journalisterne, nogle af ofrene, pårørende og tilhørere op under hele retsmødet, der endte med, at retten idømte Marcel Lychau Hansen fængsel på livstid.
“Hvor er det godt, at vi har sådan nogen som dig”
Uden for retssalen gav Stürup interviews til aviser, radio og tv, før hun kørte tilbage til Rigshospitalet, parkerede cyklen og begav sig hen til elevatoren, der skulle føre hende op til intensivafdelingen. Hun var fordybet i tunge tanker om sin mands tilstand. Men inde i elevatoren skete noget uventet. Noget, som bekræftede hende i, at hun havde gjort det rigtige, da hun traf den svære beslutning at forlade hospitalet i et par timer og gøre sagen mod Amagermanden færdig.
„Der stod cirka 15 mennesker i elevatoren, og der blev stille, da den satte i gang. Men pludselig lagde en mand hånden på min arm og sagde ’hvor er det godt, at vi har sådan nogen som dig’. Så vågnede hele elevatoren, og alle begyndte at klappe. De snakkede i munden på hinanden om, hvor godt det var, at sagen var endt sådan. Det var som en styrtsø af glæde og varme, der fyldte mig inde i den elevator, midt i mit livs vanskeligste stund. Jeg blev overvældet, men også glad for, at de syntes, at det var gået rigtigt til.“
Tilbage til intensivafdelingen med en stor flok til følge
Stürup forklarer, at alle kørte med op til intensivafdelingen, og en stor flok steg med hende ud på etagen. Flere bød hende på kaffe og spurgte, om hun ikke ville fortælle mere om sagen nede i hospitalets cafeteria.
„De ville høre det fra hestens egen mund, men jeg ville ind og se til Don.“
Så Stürup takkede for interessen og begav sig ind på intensivafdelingen. Her havde sygeplejerskerne, der vågede over intensivpatienterne, også set nyheder.
„De gratulerede også. ’Vi har lige set det – det blev, som det skulle’, sagde de. Det var et opløftende punktum midt i alt det triste med Don. Jeg følte mig helt tom indeni. Min mand lå i koma, og jeg havde brugt måneder på sagen om Amagermanden.“
Så satte hun sig hen ved Dons seng. Nu handlede det kun om ham.
Om bogen: På ofrenes side:
På ofrenes side er et portræt af en modig kvinde, der har viet sit liv til arbejdet med de groveste forbrydelser og de farligste gerningsmænd. Blandt de sager, hun har ført, og som bogen her fortæller om, er det dødelige overfald på avisbuddet på Amager, drabet på den italienske turist i København, sagen mod den hiv-smittede karatetræner, serieforbryderen fra de københavnske parker og den morder og voldtægtsforbryder, der blev kendt som Amagermanden.
Bogen giver et enestående indblik i det danske retssystem og de mennesker – på begge sider af loven – der er i berøring med det.
Du kan købe “På ofrenes side” online her eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: