Overgrebet er en hjerteskærende roman om en kvinde, hvis liv bliver slået dramatisk ud af kurs efter en voldtægt. Start din læsning af romanen her.
Overgrebet er en vigtig og stærk bog om at drukne i angst, skyld og skam i efterveerne af en voldtægt. Debutanten Inés Bayards roman er umulig ikke at blive berørt af, og Overgrebet blev også nomineret til Prix Goncourt for sin foruroligende skildringer af konsekvenserne af et overgreb, der leder en kvinde til at gøre det utænkelige.
Når det perfekte splintrer
Marie bor i Paris med sin mand Laurent. Hun er lykkelig gift, har et godt job, elsker sit perfekte liv og drømmer om at stifte familie. Alt ser lyst ud, lige indtil den dag hendes chef tilbyder hende et lift hjem og voldtager hende i sin bil.
Marie er opslugt af vrede og skam, men alligevel beslutter hun ikke at sige noget til nogen, så alt kan forblive normalt. Men da hun opdager, at hun er gravid, begynder en langsom nedstigning i mørket og vanviddet.
”Man kan ikke leve i konstant ophidselse over længere tid. Presset blev for stort i denne verden, der lovede så meget og intet gav.” Georges Perec, Ting
Lille Thomas havde ikke nået at spise sin æblekompot op.
Hans mor havde sørget for, at han ikke fik en chance. Giften havde blot bredt sig så hurtigt i hans blod, at han ikke led alt for meget i dødsøjeblikket. Maries livløse krop var den eneste, der stadig sad ret op, lænet mod stoleryggen og med hovedet kastet bagover. Hun havde uden tvivl kæmpet for at blive siddende sådan, så man bemærkede det.
Laurent havde fået serveret som den første. Ved synet af disse tre blege, stive kroppe omkring bordet kunne man vanskeligt forestille sig den varme latter, der fyldte rummet, få sekunder før dramaet fandt sted.
Marie havde ikke følt den mindste smule anger, og ud over hendes sidste handling var der intet tegn på fysisk vold. Alle ting var blevet stående på deres sædvanlige pladser, de krydrede, skarpe dufte fra måltidet hang endnu i køkkenet, stofservietterne lå nærmest urørt, vandkaraflen stod solidt plantet midt på bordet.
Drengen sad stadig i sin højstol, men var væltet forover med ansigtet mod tallerkenen med de madrester, han havde levnet. Hans små, buttede fingre strittede ud i luften. Marie derimod sad med sine knyttede hænder hvilende på bordpladen.
Hun havde oplevet ét eneste traume i sit liv, men det var stort nok til, at hun havde gennemført sin handling. Omsider virkede hendes ansigt fredfyldt. Trækkene var afslappede og hele kroppen befriet for enhver unødig pinsel. Nu beherskede hun endelig situationen.
Hun var blevet en kvinde af den slags, der styrer sin egen historie. Hendes mand havde lidt meget. Han havde mærket sine lunger blive fyldt med blod, vejrtrækningen blive besværet og struben blokeret af musklernes krampetrækninger. Han var væltet ned fra stolen og havde kravlet rundt i nogle lange minutter, mens han spyttede litervis af blod og opkast ud på køkkengulvets hvide fliser. Men han var ikke omkommet.
Som den eneste overlevende blev han nogle timer senere kørt af sted under udrykning, stadig svævende mellem liv og død.
I de første sekunder af dette infernalske kaos havde hans kone, som endnu ikke havde rørt sin mad, set på ham, mens han styrtede om på gulvet, hvorefter hun havde givet sin søn de første forgiftede skefulde. Hun ønskede ingen blodsudgydelse. Blod havde der været nok af. Hun havde ment, at gift var den mest passende løsning.
Laurents telefon var fortsat med at vibrere på møblet ude i entréen. Måske kunne han have fået sandheden at vide, før han sank den første mundfuld.
Politiet havde afspærret kvarteret omkring Charonne. Som en rent rutinemæssig sikkerhedsforanstaltning. Efterforskerne havde hurtigt forstået, hvad hun havde gjort. De to lig blev fjernet fra stolene. Retsmedicinerne blev nødt til at give dem en indsprøjtning for at modvirke dødsstivheden, hvorefter de kunne pakke dem ind i ligposer for øjnene af de rystede naboer.
Marie havde allerede tidligere overvejet at slå sin søn ihjel, flere gange og på forskellige måder. Hun var fast besluttet på at gøre det. For hver dag, der gik, havde barnets falsk uskyldige blik drevet hendes bevidsthed stadig tættere på mord. Men omstændighederne, især praktiske forhold, havde gjort, at hun ikke havde kunnet skride til handling før. Nu havde hun slået sin lille dreng ihjel, og det var kun retfærdigt.
Før vi afslører noget, som kunne lede til de første dømmende reaktioner, bør vi tage os tid til et øjeblik at se nærmere på denne døde kvinde, der sidder her omgivet af sine nære, som den eneste, der har holdt sig rank ved bordet.
Som hver eneste mandag morgen kommer Marie igen fem minutter for sent af sted på arbejde. Nu har det været sådan i seks år, og hun ved, at det ikke bliver anderledes. Det er simpelthen blevet en del af hendes daglige rutine.
Laurent går travlt rundt i køkkenet med en kop lunken kaffe i hånden. Marie betragter ham med samme ømhed som for ti år siden.
Dengang var tingene ikke ret meget anderledes. De havde mødt hinanden til en studenterfest arrangeret af en fælles ven. Marie var en genert og reserveret ung pige og havde ikke straks besvaret Laurents tilnærmelser. Det havde krævet stor vedholdenhed fra hans side, inden hun sagde ja til at ses igen. De giftede sig tre år senere i Bois-le-Roi, kærligt omgivet af deres familier og venner.
Helt fra begyndelsen har de levet sammen i en enkel form for lykke, en kærlighed stor nok til at rumme den anden.
Hun passer på ham, opmuntrer ham i hans projekter, trøster ham, når han tvivler, hjælper ham med at finde sine sagsmapper hver morgen, for at han ikke skal komme for sent på advokatkontoret.
Laurents kærlighed til Marie er oprigtig og dyb, men han er ikke lige så opmærksom over for hende, som hun er over for ham. De er ikke et par af den slags, der uden videre forstår hinanden. De er nødt til at snakke, forklare, begrunde.
Laurent har nu i fire år været en del af et stort advokatfirma med speciale i sager om dels arv, dels skilsmisser. Hans arbejdsdag starter klokken ni om morgenen og trækker ofte ud til sent om aftenen.
Marie forstår hans ambitioner, hun bebrejder ham intet. Hun tjener mindre end ham, men hun er glad for sit arbejde i banken. Når hun møder om morgenen i afdelingen på Place de la République, føler hun sig nyttig, hun nyder at kunne hjælpe andre, rådgive dem, tilbyde løsninger på deres problemer. Hun har aldrig været pengebegærlig, men hun sætter pris på det komfortable liv, hun lever sammen med sin mand.
Kort tid efter brylluppet besluttede Laurent og Marie at flytte ind i en stor lejlighed på Boulevard Voltaire, i Paris’ 11. arrondissement.
De faldt med det samme for den hyggelige stemning i kvarteret. Mellem Place de la Nation og Place de la République ligger boulevarden med sine rækker af vinduesbuer i de gamle facader og en masse forretninger og butikker, duften af spidstegt kylling nede fra den lokale grillrestaurant fylder ofte deres lejlighed ved frokosttid, bussernes ringen klinger ved hvert gadekryds, hvor et lille marked hver søndag bliver stillet op i en larm af råb og postyr.
De har altid elsket Paris, hvor de gennem årene har bevaret mange venskaber, et interessant og rigt socialt liv. Laurent bevæger sig i mere mondæne kredse end Marie. Som følge af en skilsmissesag, der fik stor mediebevågenhed, mellem en tidligere fodboldstjerne og en kendt skuespillerinde, havde han allerede sikret sig et solidt omdømme i visse journalistiske miljøer.
Ganske ofte bliver han og Marie inviteret til private aftenselskaber, hvor Paris’ intellektuelle verden og Paris’ businessverden flirter med hinanden. Her føler Marie sig aldrig dårligt tilpas. Hun er stolt af at kunne ledsage sin mand og forføre hans omgangskreds med sin diskrete charme.
Lydløst og trygt, som en fisk i vandet, bevæger hun sig rundt i sin magelige dagligdag og sørger for, at alt er under kontrol, uden at lade nogen bemærke det. Det er hende, der tager sig af deres fælles hjem. Hendes opvækst har været præget af begge forældres uforbeholdne kærlighed, som har skånet hende for større problemer i barndommen og puberteten. Naturligvis har hun ofte stået over for vanskelige eller følsomme situationer, men hun har aldrig et øjeblik følt, at hun mistede kontrollen over sit liv.
Efteråret er Maries yndlingsårstid. En poetisk tid. Platantræerne på Boulevard Voltaire taber deres orange blade på fortovene, luften er kølig men tør, himlen klar og blå.
Solens stråler falder ind over en del af køkkenet. Marie står rolig og ser ud ad vinduet.
”Hvor er det kønt. Har du set alle de farver?”
Laurent svarer ikke. Han leder desperat efter mappen med den sag, han arbejdede på i går.
Marie smiler, da hun opdager, at den ligger lige for næsen af ham på baren i køkkenet. Hun går hen og tager den og rækker ham den med et drillende glimt i øjet. Laurent sender hende et muntert blik, kysser hende og skynder sig af sted på arbejde.
Deres rutine får Marie til at føle sig tryg. Hun ved, hvad hun skal, før hun behøver at tænke over det, og en sådan situation, som for andre kunne føles fremmedgørende, har aldrig generet hende.
Marie drikker sin kaffe. Hun går klokken 8.45.
Så snart hun er kommet ud på gaden, mærker hun morgentravlheden, hun mærker det arbejdende Frankrig, det der endnu holder sig oprejst.
Marie er bevidst om, at hun aldrig har behøvet at kæmpe for at klare sig. Hun er født i en borgerlig familie med traditionelle værdier, hvor begge hendes forældre altid har taget sig kærligt af hende, støttet og vejledt hende i hvert eneste af hendes valg, og hun kan derfor ikke oprigtigt forstå, hvad det vil sige at være ulykkelig.
Men det betyder ikke, at hun mangler medfølelse. Hun sætter sig ofte i andres sted, i sine kunders for at forstå deres virkelige livsvilkår, hvad de risikerer, hvad de har at tabe eller vinde.
Når hun kommer op fra metrostationen République, har hun kun få minutters gang hen til banken, hvor hun er klokken 9.05.
Der er en hjertelig tone mellem hende og hendes kolleger. De hilser altid smilende på hende, foreslår at drikke en kop kaffe sammen før hendes første aftaler, spørger hende til råds om forskellige ting.
Marie er formuerådgiver. Hun har en fordelagtig stilling, godt placeret inden for bankens hierarki. Hun er vellidt af sine kunder. Hendes skuffer er fyldt med gaver af alle slags – æsker med chokolade, vinflasker, hjemmelavet syltetøj, tørklæder …
Når hun kommer hjem fra arbejde om aftenen, kan hun godt lide at fortælle sin mand om dagens små, sjove oplevelser eller om uenigheder, som hun også af og til bliver konfronteret med.
Hele hendes arbejde drejer sig om penge. Hendes kunder består grundlæggende af personer med indkomster, der er høje nok til, at man kan overveje at foretage interessante investeringer. Hver mandag morgen skal Marie tjekke sine bedste kunders konti for at følge med i forskellige økonomiske transaktioner.
På hendes store skrivebord står der indrammede fotografier af hende selv og Laurent på ferie, hendes familie, hendes søster og nevø og hendes afdøde bedstemor.
Pludselig tænker hun, at hun ikke ser nok til dem. Siden hun blev født, har hendes forældre boet i et stort hus i Bois-le-Roi, kun få kilometer fra Paris. Hendes søster bor sammen med sin mand og søn i det 9. arrondissement, midt i kvarteret Saint-Georges. De to søstre har et meget tæt forhold og skal spise frokost sammen i dag.
Hendes telefon begynder at ringe. Hr. Collard forstår ikke, hvorfor den overførsel, han har bedt om at få foretaget, endnu ikke er gået igennem.
Fru Siris vil gerne vide, om hun kan bruge pengene fra sin livsforsikring til at give sin søn en ny bil i fødselsdagsgave. Fru Frousard er i tvivl om, hvorvidt hendes eksmand stadig har tænkt sig at give hende de penge, han lovede hende, da de blev skilt.
Hver enkelt af hendes kunder har sit særlige problem, og Marie ved præcis, hvordan det skal løses.
Timerne går. Det ene møde følger det andet. Man kan høre den fjerne støj fra demonstrationerne imod lovforslaget om homoægteskaber, der genlyder ud over hele Paris.
Gennem vinduet på sit kontor står Marie og ser disse hundrede tusinder af personer trampe gennem gaderne, mens de svinger med kæmpestore, lyserøde og blå flag rundt om Place de la République. Hendes forældre har sagt, at de overvejede at deltage i demonstrationen, men de havde alligevel ikke tid til at komme i dag. Laurent er også imod.
Som mange andre franske børn er både Laurent og Marie døbt, de har gået i søndagsskole og nu og da i kirke om søndagen eller på bestemte helligdage sammen med deres forældre.
I Maries øjne handler denne lov om religion og principper.
”Ja, jeg synes altså, at de har ret! Ægteskab, det er en mand og en kvinde, sådan har det altid været. Der er endda homoseksuelle, som er imod den lov.”
Marie smiler til sin kunde. Hun synes, hendes bemærkning er temmelig indskrænket, men vælger at koncentrere sig om hendes boligforsikringskontrakt.
Klokken er tolv. Marie forlader banken for at møde sin søster på et brasserie i Rue de Bretagne.
Alle gaderne omkring Place de la République er stadig afspærrede af politiet. Da de så tv-avis aftenen før, betroede Laurent Marie, at han havde stadig sværere ved at udholde de evige demonstrationer i Paris. Marie synes derimod, at det er forfriskende. Hun ville ganske givet aldrig selv deltage i nogen form for protestbevægelse, men hun sætter pris på, at andre gør det i hendes sted.
Roxane sidder uden for restauranten med sin baby i barnevognen. Det er hendes fridag.
Marie er glad for at se hende, hun kysser hende på kinderne og sætter sig ved bordet. Spædbarnet udstøder et par klynk, og Roxane giver ham hans sutteflaske. Marie ser ømt på barnet, aer ham, kalder ham ved søde kælenavne. Roxane fortæller om sin seneste ferie sammen med Julien i Rom.
Mens de var af sted, blev deres søn passet hos bedsteforældrene, som hellere end gerne ville tage sig af ham. Hele familien undrer sig over, hvornår Laurent og Marie har tænkt sig at få deres første barn. Hun er enogtredive år, han er treogtredive. Det er det helt perfekte tidspunkt at stifte familie. Hun har bare ikke haft tid til at tænke på det. De har begge haft travlt med at skabe en karriere, og deres ambitioner har først og fremmest handlet om arbejde.
”Pas på! Hvis du venter for længe, bliver du for gammel! Du har vel ikke lyst til, at de skal kalde dig bedstemor!”
Roxane fik sit første barn, da hun var fireogtyve. Hun virker glad, men træt. Trætheden er noget, man godt kan tale om, men uden at gøre noget stort nummer ud af det. Glæden ved at være forælder er nok til at lade andre forstå, at de også bør kaste sig ud i det.
Klokken er et. Marie og Roxane forlader restauranten. De giver hinanden et stort farvelknus og lover hinanden at ringes ved snart.
Arbejdsdagen er slut.
Solen er lige begyndt at gå ned. Marie går ad Rue du Temple omkring supermarkedet Monoprix for at købe lidt ind. Hun har lyst til at lave en god middag til Laurent i aften. Måske har hun tid til at lave en kalvefrikassé.
Efterårsvinden puster hende behageligt i ansigtet. Folk skynder sig ind og ud af forretningerne. Der er tilsyneladende aldrig nogen, der standser op et øjeblik. Som om alle på forhånd havde aftalt at holde sig i konstant bevægelse i alle retninger. Stilstand findes ikke i Paris.
Hun går tilbage til sin cykel, som hun dagen før havde ladet stå ved banken, fordi det regnede, lægger sine indkøb i cykelkurven foran og cykler af sted mod Boulevard Voltaire.
Laurent er ikke kommet hjem endnu. Så har hun et par timer til at lave maden.
Hun ved, at han vil blive superglad for at komme hjem til sin yndlingsret. Mens Marie står ved køkkenbordet og skræller grøntsagerne, tænker hun på det, hendes søster sagde, da de spiste frokost sammen.
Hun tænker på det at blive mor.
Allerede som barn vidste hun, at hun ville være mor, og legede i timevis med de dukker, hendes forældre forærede hende til jul.
Nu føler hun sig parat til at få et barn med Laurent, og måske er det derfor, hun har fundet på at lave dette måltid til dem i aften. Hun har lyst til at holde op med at tage p-piller og begynde at stifte familie.
Klokken er halv ni. Hun synes, tiden går så hurtigt. Kalvefrikasséen står og simrer, bordet er dækket. Når Laurent kommer hjem, kan Marie altid høre, at det er ham. Han smider sine nøgler på entrémøblet, hænger sin frakke på knagerækken, går et par skridt, før han opdager, at han ikke har lukket hoveddøren bag sig, lukker den, og råber så Maries navn:
”Marie!” for at sikre sig, at hun er hjemme.
På hans smil og hans travle skridt kan hun se, at han kommer med godt nyt.
”Jeg fik Lancarde-sagen!”
Hun glæder sig på hans vegne, lykønsker ham med et knus. De omfavner hinanden kærligt, kysser hinanden, ser på hinanden.
Han løfter hende op, sætter hende blidt på køkkenbordet og kysser hende igen.
Gérard Lancarde er en industrimagnat inden for handel med plastik i Europa. Hans far, grundlæggeren af det over halvtreds år gamle firma Calcum, skulle lade sin søn overtage over halvdelen af andelene i firmaet, når han selv officielt trak sig tilbage. Men nogle år før lederskiftet giftede faren sig med en russisk sangerinde, der er meget populær i sit hjemland, og til hende har han nu overdraget en betydelig del af sine aktier, til trods for sønnens modstand.
Laurent er stadig lidt i chok over det, han selv fortæller:
”Jeg ved ikke, om du gør dig klart, hvor stort det er, skat. Det er en kontrakt, der handler om en overtagelse på flere hundrede millioner euro, og han valgte mig personligt! Det er ikke til at fatte!”
Marie er oprigtigt glad på hans vegne.
Laurent går hen til den endnu rygende gryde. Hun betragter hans barnlige bevægelser, den måde, hvorpå han langsomt letter på låget og lukker øjnene for bedre at indsnuse den duftende kødret, og hun synes, det er rørende.
Men pludselig tænker hun igen på sin lyst til at få et barn. Med sin nye kontrakt får Laurent måske ikke tid. Hun mærker en let smerte i maven og gennem hele kroppen.
Nu har Laurent siddet i en time og forklaret i detaljer, hvad hans sag drejer sig om, og det lader ikke til, at han har bemærket den mindste uro hos hende.
”Jeg var sammen med min søster i dag, skat. Lille Guillaume er bare så sød. Du skulle se ham, han er blevet så stor!”
Laurent lytter, men forbinder ikke det, hun siger, med deres situation, og spiser videre. I stedet for at ty til hentydninger beslutter Marie at kaste sig lige ud i det:
”Jeg har lyst til at få et barn. Jeg synes, det er det rigtige tidspunkt, jeg synes godt, vi kan tænke på at stifte familie nu. Jeg kan mærke, at jeg er klar.”
Laurent taber et stykke kød ud af munden. Nyheden gør ham paf, han er blevet helt bleg. Det havde han ikke tænkt på. Men han havde heller ikke haft tid til at tænke over det.
Der bliver stille.
Marie sidder med tilbageholdt åndedræt og afventer hans svar for at kunne trække vejret igen. Laurent smiler, rejser sig fra stolen og kommer hen og giver hende et smækkys.
”Ja, skat! Det vil jeg også! Selvfølgelig vil jeg gerne have et barn med dig!”
Marie slapper af i hele kroppen, der fyldes af intens lettelse og glæde. Hun har aldrig følt sig så let, så beruset i hele sit væsen, ned til den mindste del, behageligt befriet for ethvert pres. Hun får lyst til at råbe det ud over Paris’ tage, ringe til sine forældre, sin søster, sine kolleger, sine kunder, og meddele dem den store nyhed, allerede før hun overhovedet er blevet gravid.
Den aften, efter at have nydt kalvefrikasséen, går Laurent og Marie i seng og ligger tæt sammenslyngede opfyldt af lykkelige fremtidsplaner.
Overgrebet er en rå roman om en kvinde, hvis liv bliver slået dramatisk ud af kurs efter en voldtægt.
Da Marie bliver voldtaget af sin chef, ændrer hendes tilværelse sig drastisk. Hendes perfekte liv smuldrer i følelsen af skyld og skam, men alligevel beslutter hun sig for at holde på sin hemmelighed i ensomhed.
Men da Marie opdager, at hun er gravid, bliver mørket omkring hende altomsluttende, og vanviddet indeni vokser.
Bogen er oversat fra fransk af Mette Olesen.
Du kan finde Overgrebet som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
Overgrebet er en hjerteskærende roman om en kvinde, hvis liv bliver slået dramatisk ud af kurs efter en voldtægt. Start din læsning af romanen her.
Overgrebet er en vigtig og stærk bog om at drukne i angst, skyld og skam i efterveerne af en voldtægt. Debutanten Inés Bayards roman er umulig ikke at blive berørt af, og Overgrebet blev også nomineret til Prix Goncourt for sin foruroligende skildringer af konsekvenserne af et overgreb, der leder en kvinde til at gøre det utænkelige.
Når det perfekte splintrer
Marie bor i Paris med sin mand Laurent. Hun er lykkelig gift, har et godt job, elsker sit perfekte liv og drømmer om at stifte familie. Alt ser lyst ud, lige indtil den dag hendes chef tilbyder hende et lift hjem og voldtager hende i sin bil.
Marie er opslugt af vrede og skam, men alligevel beslutter hun ikke at sige noget til nogen, så alt kan forblive normalt. Men da hun opdager, at hun er gravid, begynder en langsom nedstigning i mørket og vanviddet.
Køb bogen i din foretrukne boghandler eller online her.
OVERGREBET
af Inès Bayard
”Man kan ikke leve i konstant ophidselse over længere tid. Presset blev for stort i denne verden, der lovede så meget og intet gav.” Georges Perec, Ting
Lille Thomas havde ikke nået at spise sin æblekompot op.
Hans mor havde sørget for, at han ikke fik en chance.
Giften havde blot bredt sig så hurtigt i hans blod, at han ikke led alt for meget i dødsøjeblikket.
Maries livløse krop var den eneste, der stadig sad ret op, lænet mod stoleryggen og med hovedet kastet bagover.
Hun havde uden tvivl kæmpet for at blive siddende sådan, så man bemærkede det.
Laurent havde fået serveret som den første.
Ved synet af disse tre blege, stive kroppe omkring bordet kunne man vanskeligt forestille sig den varme latter, der fyldte rummet, få sekunder før dramaet fandt sted.
Marie havde ikke følt den mindste smule anger, og ud over hendes sidste handling var der intet tegn på fysisk vold.
Alle ting var blevet stående på deres sædvanlige pladser, de krydrede, skarpe dufte fra måltidet hang endnu i køkkenet, stofservietterne lå nærmest urørt, vandkaraflen stod solidt plantet midt på bordet.
Drengen sad stadig i sin højstol, men var væltet forover med ansigtet mod tallerkenen med de madrester, han havde levnet.
Hans små, buttede fingre strittede ud i luften.
Marie derimod sad med sine knyttede hænder hvilende på bordpladen.
Hun havde oplevet ét eneste traume i sit liv, men det var stort nok til, at hun havde gennemført sin handling.
Omsider virkede hendes ansigt fredfyldt.
Trækkene var afslappede og hele kroppen befriet for enhver unødig pinsel.
Nu beherskede hun endelig situationen.
Hun var blevet en kvinde af den slags, der styrer sin egen historie. Hendes mand havde lidt meget.
Han havde mærket sine lunger blive fyldt med blod, vejrtrækningen blive besværet og struben blokeret af musklernes krampetrækninger. Han var væltet ned fra stolen og havde kravlet rundt i nogle lange minutter, mens han spyttede litervis af blod og opkast ud på køkkengulvets hvide fliser. Men han var ikke omkommet.
Som den eneste overlevende blev han nogle timer senere kørt af sted under udrykning, stadig svævende mellem liv og død.
I de første sekunder af dette infernalske kaos havde hans kone, som endnu ikke havde rørt sin mad, set på ham, mens han styrtede om på gulvet, hvorefter hun havde givet sin søn de første forgiftede skefulde. Hun ønskede ingen blodsudgydelse. Blod havde der været nok af.
Hun havde ment, at gift var den mest passende løsning.
Laurents telefon var fortsat med at vibrere på møblet ude i entréen. Måske kunne han have fået sandheden at vide, før han sank den første mundfuld.
Politiet havde afspærret kvarteret omkring Charonne. Som en rent rutinemæssig sikkerhedsforanstaltning.
Efterforskerne havde hurtigt forstået, hvad hun havde gjort.
De to lig blev fjernet fra stolene. Retsmedicinerne blev nødt til at give dem en indsprøjtning for at modvirke dødsstivheden, hvorefter de kunne pakke dem ind i ligposer for øjnene af de rystede naboer.
Marie havde allerede tidligere overvejet at slå sin søn ihjel, flere gange og på forskellige måder. Hun var fast besluttet på at gøre det. For hver dag, der gik, havde barnets falsk uskyldige blik drevet hendes bevidsthed stadig tættere på mord.
Men omstændighederne, især praktiske forhold, havde gjort, at hun ikke havde kunnet skride til handling før. Nu havde hun slået sin lille dreng ihjel, og det var kun retfærdigt.
Før vi afslører noget, som kunne lede til de første dømmende reaktioner, bør vi tage os tid til et øjeblik at se nærmere på denne døde kvinde, der sidder her omgivet af sine nære, som den eneste, der har holdt sig rank ved bordet.
Som hver eneste mandag morgen kommer Marie igen fem minutter for sent af sted på arbejde.
Nu har det været sådan i seks år, og hun ved, at det ikke bliver anderledes.
Det er simpelthen blevet en del af hendes daglige rutine.
Laurent går travlt rundt i køkkenet med en kop lunken kaffe i hånden. Marie betragter ham med samme ømhed som for ti år siden.
Dengang var tingene ikke ret meget anderledes. De havde mødt hinanden til en studenterfest arrangeret af en fælles ven. Marie var en genert og reserveret ung pige og havde ikke straks besvaret Laurents tilnærmelser.
Det havde krævet stor vedholdenhed fra hans side, inden hun sagde ja til at ses igen. De giftede sig tre år senere i Bois-le-Roi, kærligt omgivet af deres familier og venner.
Helt fra begyndelsen har de levet sammen i en enkel form for lykke, en kærlighed stor nok til at rumme den anden.
Hun passer på ham, opmuntrer ham i hans projekter, trøster ham, når han tvivler, hjælper ham med at finde sine sagsmapper hver morgen, for at han ikke skal komme for sent på advokatkontoret.
Laurents kærlighed til Marie er oprigtig og dyb, men han er ikke lige så opmærksom over for hende, som hun er over for ham. De er ikke et par af den slags, der uden videre forstår hinanden. De er nødt til at snakke, forklare, begrunde.
Laurent har nu i fire år været en del af et stort advokatfirma med speciale i sager om dels arv, dels skilsmisser. Hans arbejdsdag starter klokken ni om morgenen og trækker ofte ud til sent om aftenen.
Marie forstår hans ambitioner, hun bebrejder ham intet. Hun tjener mindre end ham, men hun er glad for sit arbejde i banken. Når hun møder om morgenen i afdelingen på Place de la République, føler hun sig nyttig, hun nyder at kunne hjælpe andre, rådgive dem, tilbyde løsninger på deres problemer. Hun har aldrig været pengebegærlig, men hun sætter pris på det komfortable liv, hun lever sammen med sin mand.
Kort tid efter brylluppet besluttede Laurent og Marie at flytte ind i en stor lejlighed på Boulevard Voltaire, i Paris’ 11. arrondissement.
De faldt med det samme for den hyggelige stemning i kvarteret. Mellem Place de la Nation og Place de la République ligger boulevarden med sine rækker af vinduesbuer i de gamle facader og en masse forretninger og butikker, duften af spidstegt kylling nede fra den lokale grillrestaurant fylder ofte deres lejlighed ved frokosttid, bussernes ringen klinger ved hvert gadekryds, hvor et lille marked hver søndag bliver stillet op i en larm af råb og postyr.
De har altid elsket Paris, hvor de gennem årene har bevaret mange venskaber, et interessant og rigt socialt liv. Laurent bevæger sig i mere mondæne kredse end Marie. Som følge af en skilsmissesag, der fik stor mediebevågenhed, mellem en tidligere fodboldstjerne og en kendt skuespillerinde, havde han allerede sikret sig et solidt omdømme i visse journalistiske miljøer.
Ganske ofte bliver han og Marie inviteret til private aftenselskaber, hvor Paris’ intellektuelle verden og Paris’ businessverden flirter med hinanden. Her føler Marie sig aldrig dårligt tilpas. Hun er stolt af at kunne ledsage sin mand og forføre hans omgangskreds med sin diskrete charme.
Lydløst og trygt, som en fisk i vandet, bevæger hun sig rundt i sin magelige dagligdag og sørger for, at alt er under kontrol, uden at lade nogen bemærke det. Det er hende, der tager sig af deres fælles hjem. Hendes opvækst har været præget af begge forældres uforbeholdne kærlighed, som har skånet hende for større problemer i barndommen og puberteten. Naturligvis har hun ofte stået over for vanskelige eller følsomme situationer, men hun har aldrig et øjeblik følt, at hun mistede kontrollen over sit liv.
Efteråret er Maries yndlingsårstid. En poetisk tid. Platantræerne på Boulevard Voltaire taber deres orange blade på fortovene, luften er kølig men tør, himlen klar og blå.
Solens stråler falder ind over en del af køkkenet. Marie står rolig og ser ud ad vinduet.
”Hvor er det kønt. Har du set alle de farver?”
Laurent svarer ikke.
Han leder desperat efter mappen med den sag, han arbejdede på i går.
Marie smiler, da hun opdager, at den ligger lige for næsen af ham på baren i køkkenet.
Hun går hen og tager den og rækker ham den med et drillende glimt i øjet. Laurent sender hende et muntert blik, kysser hende og skynder sig af sted på arbejde.
Deres rutine får Marie til at føle sig tryg. Hun ved, hvad hun skal, før hun behøver at tænke over det, og en sådan situation, som for andre kunne føles fremmedgørende, har aldrig generet hende.
Marie drikker sin kaffe. Hun går klokken 8.45.
Så snart hun er kommet ud på gaden, mærker hun morgentravlheden, hun mærker det arbejdende Frankrig, det der endnu holder sig oprejst.
Marie er bevidst om, at hun aldrig har behøvet at kæmpe for at klare sig. Hun er født i en borgerlig familie med traditionelle værdier, hvor begge hendes forældre altid har taget sig kærligt af hende, støttet og vejledt hende i hvert eneste af hendes valg, og hun kan derfor ikke oprigtigt forstå, hvad det vil sige at være ulykkelig.
Men det betyder ikke, at hun mangler medfølelse. Hun sætter sig ofte i andres sted, i sine kunders for at forstå deres virkelige livsvilkår, hvad de risikerer, hvad de har at tabe eller vinde.
Når hun kommer op fra metrostationen République, har hun kun få minutters gang hen til banken, hvor hun er klokken 9.05.
Der er en hjertelig tone mellem hende og hendes kolleger. De hilser altid smilende på hende, foreslår at drikke en kop kaffe sammen før hendes første aftaler, spørger hende til råds om forskellige ting.
Marie er formuerådgiver.
Hun har en fordelagtig stilling, godt placeret inden for bankens hierarki. Hun er vellidt af sine kunder. Hendes skuffer er fyldt med gaver af alle slags – æsker med chokolade, vinflasker, hjemmelavet syltetøj, tørklæder …
Når hun kommer hjem fra arbejde om aftenen, kan hun godt lide at fortælle sin mand om dagens små, sjove oplevelser eller om uenigheder, som hun også af og til bliver konfronteret med.
Hele hendes arbejde drejer sig om penge.
Hendes kunder består grundlæggende af personer med indkomster, der er høje nok til, at man kan overveje at foretage interessante investeringer. Hver mandag morgen skal Marie tjekke sine bedste kunders konti for at følge med i forskellige økonomiske transaktioner.
På hendes store skrivebord står der indrammede fotografier af hende selv og Laurent på ferie, hendes familie, hendes søster og nevø og hendes afdøde bedstemor.
Pludselig tænker hun, at hun ikke ser nok til dem. Siden hun blev født, har hendes forældre boet i et stort hus i Bois-le-Roi, kun få kilometer fra Paris. Hendes søster bor sammen med sin mand og søn i det 9. arrondissement, midt i kvarteret Saint-Georges. De to søstre har et meget tæt forhold og skal spise frokost sammen i dag.
Hendes telefon begynder at ringe. Hr. Collard forstår ikke, hvorfor den overførsel, han har bedt om at få foretaget, endnu ikke er gået igennem.
Fru Siris vil gerne vide, om hun kan bruge pengene fra sin livsforsikring til at give sin søn en ny bil i fødselsdagsgave.
Fru Frousard er i tvivl om, hvorvidt hendes eksmand stadig har tænkt sig at give hende de penge, han lovede hende, da de blev skilt.
Hver enkelt af hendes kunder har sit særlige problem, og Marie ved præcis, hvordan det skal løses.
Timerne går.
Det ene møde følger det andet.
Man kan høre den fjerne støj fra demonstrationerne imod lovforslaget om homoægteskaber, der genlyder ud over hele Paris.
Gennem vinduet på sit kontor står Marie og ser disse hundrede tusinder af personer trampe gennem gaderne, mens de svinger med kæmpestore, lyserøde og blå flag rundt om Place de la République. Hendes forældre har sagt, at de overvejede at deltage i demonstrationen, men de havde alligevel ikke tid til at komme i dag. Laurent er også imod.
Som mange andre franske børn er både Laurent og Marie døbt, de har gået i søndagsskole og nu og da i kirke om søndagen eller på bestemte helligdage sammen med deres forældre.
I Maries øjne handler denne lov om religion og principper.
”Ja, jeg synes altså, at de har ret! Ægteskab, det er en mand og en kvinde, sådan har det altid været. Der er endda homoseksuelle, som er imod den lov.”
Marie smiler til sin kunde.
Hun synes, hendes bemærkning er temmelig indskrænket, men vælger at koncentrere sig om hendes boligforsikringskontrakt.
Klokken er tolv.
Marie forlader banken for at møde sin søster på et brasserie i Rue de Bretagne.
Alle gaderne omkring Place de la République er stadig afspærrede af politiet. Da de så tv-avis aftenen før, betroede Laurent Marie, at han havde stadig sværere ved at udholde de evige demonstrationer i Paris. Marie synes derimod, at det er forfriskende. Hun ville ganske givet aldrig selv deltage i nogen form for protestbevægelse, men hun sætter pris på, at andre gør det i hendes sted.
Roxane sidder uden for restauranten med sin baby i barnevognen. Det er hendes fridag.
Marie er glad for at se hende, hun kysser hende på kinderne og sætter sig ved bordet. Spædbarnet udstøder et par klynk, og Roxane giver ham hans sutteflaske.
Marie ser ømt på barnet, aer ham, kalder ham ved søde kælenavne. Roxane fortæller om sin seneste ferie sammen med Julien i Rom.
Mens de var af sted, blev deres søn passet hos bedsteforældrene, som hellere end gerne ville tage sig af ham. Hele familien undrer sig over, hvornår Laurent og Marie har tænkt sig at få deres første barn.
Hun er enogtredive år, han er treogtredive.
Det er det helt perfekte tidspunkt at stifte familie. Hun har bare ikke haft tid til at tænke på det. De har begge haft travlt med at skabe en karriere, og deres ambitioner har først og fremmest handlet om arbejde.
”Pas på! Hvis du venter for længe, bliver du for gammel! Du har vel ikke lyst til, at de skal kalde dig bedstemor!”
Roxane fik sit første barn, da hun var fireogtyve.
Hun virker glad, men træt.
Trætheden er noget, man godt kan tale om, men uden at gøre noget stort nummer ud af det. Glæden ved at være forælder er nok til at lade andre forstå, at de også bør kaste sig ud i det.
Klokken er et. Marie og Roxane forlader restauranten. De giver hinanden et stort farvelknus og lover hinanden at ringes ved snart.
Arbejdsdagen er slut.
Solen er lige begyndt at gå ned. Marie går ad Rue du Temple omkring supermarkedet Monoprix for at købe lidt ind. Hun har lyst til at lave en god middag til Laurent i aften. Måske har hun tid til at lave en kalvefrikassé.
Efterårsvinden puster hende behageligt i ansigtet. Folk skynder sig ind og ud af forretningerne. Der er tilsyneladende aldrig nogen, der standser op et øjeblik. Som om alle på forhånd havde aftalt at holde sig i konstant bevægelse i alle retninger. Stilstand findes ikke i Paris.
Hun går tilbage til sin cykel, som hun dagen før havde ladet stå ved banken, fordi det regnede, lægger sine indkøb i cykelkurven foran og cykler af sted mod Boulevard Voltaire.
Laurent er ikke kommet hjem endnu. Så har hun et par timer til at lave maden.
Hun ved, at han vil blive superglad for at komme hjem til sin yndlingsret. Mens Marie står ved køkkenbordet og skræller grøntsagerne, tænker hun på det, hendes søster sagde, da de spiste frokost sammen.
Hun tænker på det at blive mor.
Allerede som barn vidste hun, at hun ville være mor, og legede i timevis med de dukker, hendes forældre forærede hende til jul.
Nu føler hun sig parat til at få et barn med Laurent, og måske er det derfor, hun har fundet på at lave dette måltid til dem i aften. Hun har lyst til at holde op med at tage p-piller og begynde at stifte familie.
Klokken er halv ni. Hun synes, tiden går så hurtigt. Kalvefrikasséen står og simrer, bordet er dækket. Når Laurent kommer hjem, kan Marie altid høre, at det er ham. Han smider sine nøgler på entrémøblet, hænger sin frakke på knagerækken, går et par skridt, før han opdager, at han ikke har lukket hoveddøren bag sig, lukker den, og råber så Maries navn:
”Marie!” for at sikre sig, at hun er hjemme.
På hans smil og hans travle skridt kan hun se, at han kommer med godt nyt.
”Jeg fik Lancarde-sagen!”
Hun glæder sig på hans vegne, lykønsker ham med et knus. De omfavner hinanden kærligt, kysser hinanden, ser på hinanden.
Han løfter hende op, sætter hende blidt på køkkenbordet og kysser hende igen.
Gérard Lancarde er en industrimagnat inden for handel med plastik i Europa. Hans far, grundlæggeren af det over halvtreds år gamle firma Calcum, skulle lade sin søn overtage over halvdelen af andelene i firmaet, når han selv officielt trak sig tilbage.
Men nogle år før lederskiftet giftede faren sig med en russisk sangerinde, der er meget populær i sit hjemland, og til hende har han nu overdraget en betydelig del af sine aktier, til trods for sønnens modstand.
Laurent er stadig lidt i chok over det, han selv fortæller:
”Jeg ved ikke, om du gør dig klart, hvor stort det er, skat. Det er en kontrakt, der handler om en overtagelse på flere hundrede millioner euro, og han valgte mig personligt! Det er ikke til at fatte!”
Marie er oprigtigt glad på hans vegne.
Laurent går hen til den endnu rygende gryde. Hun betragter hans barnlige bevægelser, den måde, hvorpå han langsomt letter på låget og lukker øjnene for bedre at indsnuse den duftende kødret, og hun synes, det er rørende.
Men pludselig tænker hun igen på sin lyst til at få et barn. Med sin nye kontrakt får Laurent måske ikke tid. Hun mærker en let smerte i maven og gennem hele kroppen.
Nu har Laurent siddet i en time og forklaret i detaljer, hvad hans sag drejer sig om, og det lader ikke til, at han har bemærket den mindste uro hos hende.
”Jeg var sammen med min søster i dag, skat. Lille Guillaume er bare så sød. Du skulle se ham, han er blevet så stor!”
Laurent lytter, men forbinder ikke det, hun siger, med deres situation, og spiser videre. I stedet for at ty til hentydninger beslutter Marie at kaste sig lige ud i det:
”Jeg har lyst til at få et barn. Jeg synes, det er det rigtige tidspunkt, jeg synes godt, vi kan tænke på at stifte familie nu. Jeg kan mærke, at jeg er klar.”
Laurent taber et stykke kød ud af munden. Nyheden gør ham paf, han er blevet helt bleg. Det havde han ikke tænkt på. Men han havde heller ikke haft tid til at tænke over det.
Der bliver stille.
Marie sidder med tilbageholdt åndedræt og afventer hans svar for at kunne trække vejret igen. Laurent smiler, rejser sig fra stolen og kommer hen og giver hende et smækkys.
”Ja, skat! Det vil jeg også! Selvfølgelig vil jeg gerne have et barn med dig!”
Marie slapper af i hele kroppen, der fyldes af intens lettelse og glæde. Hun har aldrig følt sig så let, så beruset i hele sit væsen, ned til den mindste del, behageligt befriet for ethvert pres. Hun får lyst til at råbe det ud over Paris’ tage, ringe til sine forældre, sin søster, sine kolleger, sine kunder, og meddele dem den store nyhed, allerede før hun overhovedet er blevet gravid.
Den aften, efter at have nydt kalvefrikasséen, går Laurent og Marie i seng og ligger tæt sammenslyngede opfyldt af lykkelige fremtidsplaner.
Overgrebet er en rå roman om en kvinde, hvis liv bliver slået dramatisk ud af kurs efter en voldtægt.
Da Marie bliver voldtaget af sin chef, ændrer hendes tilværelse sig drastisk. Hendes perfekte liv smuldrer i følelsen af skyld og skam, men alligevel beslutter hun sig for at holde på sin hemmelighed i ensomhed.
Men da Marie opdager, at hun er gravid, bliver mørket omkring hende altomsluttende, og vanviddet indeni vokser.
Bogen er oversat fra fransk af Mette Olesen.
Du kan finde Overgrebet som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.
Andre læste også: