Linea Maja Ernsts debutroman, Kun til navlen, er en moderne, sensuel skærsommernatsdrøm og et satirisk portræt af en generation af millennials, der mere end noget andet frygter at blive indhentet af småborgerligheden. Vi har talt med forfatteren om længsler, millenials, sex, håb, venskaber, parforhold og nye sprog for kærlighed.
Syv venner samles i et sommerhus ved en skovsø og soler sig i hinandens selskab. Det er midsommertid, og det trækker op til et bryllup. To af vennerne skal giftes. Gruppen diskuterer, flirter, solbader, svømmer, spiller smarte, iscenesætter overdådige middage og kommer i tvivl om, hvor alvorligt man skal tage sine forbudte forelskelser.
Men under idyllen ved skovsøen rumsterer usagte følelser og forbudt begær, og snart begynder samtalerne om middagsbordet at slå gnister.
Længslen efter nærvær og fest
Ifølge Linea Maja Ernst er Kun til navlen blevet til som en reaktion på en dyb længsel efter nærvær og fest. Bogen er en romantisk samtidskomedie om at være fanget i en livsfase og panikken over at være blevet mere småborgerlig, end man nogensinde havde frygtet. Forfatteren kender selv til at længes efter det skønne venneliv, hvor man er en gruppe, som er en dybt integreret del af hinandens liv.
”For mig er 30’erne meget oplevelsen af, at pludselig blev vi så professionelle og ensomme eller tosomme og stivnede i et lækkert og fotogent voksenliv,” fortæller Linea Maja Ernst.
”Tænk, hvis vi bare kunne tage vores familier og vores venner med i sommerhus. Og så ville det jo være kedeligt, hvis det var for nemt. Jeg elsker, hvis det bliver lidt pikant. Hvis der er nogle spændinger eller hvad nu med denne her relation – vibrerer den ikke lige på grænsen mellem et venskab og en forelskelse? Hvis nu det også var tilladt at forelske os i vores venner. Hvorfor må vi ikke også få dét der?” siger Linea Maja Ernst og griner højt.
”I litteratur kan man jo tillade sig at være lidt mere skandaløs, end man kan i virkeligheden. Så hvordan kan det der venneparadis blive spændende, anspændt, lækkert og på samme tid svært at være i?”
Forfatter Linea Maja Ernst. Foto: Daniel Hjorth
Kun til navlen er en kollektivroman, hvor man som læser bevæger sig ubesværet ind og ud af de syv forskellige figurer og ser og oplever verden gennem deres temperamenter. Den første, vi møder, er Sylvia, og om hende lyder skudsmålet i den ”rolleliste”, som er trykt på bogens flap: ”Et midtpunkt og en patologisk dagdrømmer. Kæreste med Charlie og forvirret”.
Hvor meget Sylvia er der i dig selv?
”Sylvia er alle mine mest irriterende sider i forstærket form. Hun minder måske også lidt om Hannah Horvath fra Girls, som jeg lige har genset. En selvoptaget og fiktiv person, som ikke er tvivl om sit eget værd og sin ret til at have det decideret vidunderligt. Og som er lidt fornærmet på verden over, at den ikke kan komme i gang med at være fortryllende, når hun nu gør sig bedste for at fortrylle den. Sylvia er sådan, som jeg ville være, hvis jeg ikke havde nogen skam, stopknap eller sans for, at NU er du for meget,” griner Linea Maja Ernst, som har nydt at få lov at skrive alle sine urimelige indfald helt ud.
Men det har også været hårdt, for efterhånden som der kom læserreaktioner, har forfatteren indimellem fået at vide, at ”Sylvia dog er irriterende”.
”Jeg tror faktisk, der er mange, som genkender de ting, Sylvia tænker, og de ting, hun siger. Kan jeg please ikke få lidt mere opmærksomhed fra jer alle sammen, for jeg vil også gerne give jer opmærksomhed og vente med det her yuppieliv, vi har skrevet os op til. Sylvia er en bohemekliché, som gerne vil have andre folk med i sin drømmeverden. Jeg tror, der er mange, som har de samme ønsker som hende om at fortrylle eller genfortrylle verden, og mange som synes, det kunne være dejligt, hvis der skete noget. Men man vil bare ikke være den første, som går ud på isen,” siger Linea Maja Ernst.
Charlie – en drøm af en kæreste
I romanen er Sylvia kæreste med Charlie, som i bogflappen præsenteres som intet mindre end ”en drøm af en kæreste”, der “ligner en eventyrprins”. Sylvia og Charlies forhold er da også både kærligt, hengivent, solidt og supersexet. Det var vigtigt for forfatteren, at romanen ikke byggede på klichéen om, at det bare handler om at komme ud og få noget spændende sex et andet sted.
”Det skulle være et lesbisk forhold som var elektrisk sexet og erotisk, så man havde lyst til at være i det. Men uanset hvor pissenice ens forhold er, kan man altid finde fejl. Man kan altid gå og finde mangler og synes, at jamen hun er ikke dette eller hint. Hun forstår ikke de samme bøger, som jeg gør, men ham derovre derimod…”
Når forholdet segner under vægten af forventninger
”Jeg tror der er mange af os som har gode – objektivt gode – parforhold, men som ikke rigtigt evner at sætte pris på det, fordi der er så stort et pres på vores monogame parforhold. Vores partner skal være alting: vores fortrolige, vores romantiske partner, forælder til vores børn, forløse os seksuelt og eksistentielt og … alt for meget. Jeg er interesseret i det grundlæggende gode forhold, som er ved at segne under vægten af forventninger til, hvad et menneske skal kunne udrette og være,” fortæller Linea Maja Ernst.
Mange læsere har sagt til Linea, at Charlie er deres yndlingsperson, fordi hun er et solidt menneske i den skov af excentrikere, som befolker bogen.
”Jeg synes, Charlie er en fed figur, fordi vi har et persongalleri, hvor alle har en lidt spændende, flydende seksualitet. Charlie er en butch kvinde, som gerne vil bede om et normalt og solidt liv. Hun vil ikke være normkritisk eller queer i sit privatliv. Hun vil bare gerne eje en bolig, have en kone, have nogle børn. Hun er en klassisk farfigur, og jeg synes, det er ret dejligt, at der er plads til, at positionerne ikke behøver at være så forudsigelige. Hun er en person, der falder uden for nogle normer, men som stadig kan se værdien i et ret traditionelt liv. Jeg har skrevet en bog, som gerne vil udfordre de traditionelle parametre, vi skriver vores livsmanus efter – især som kernefamilie med børn.”
Længslen efter at høre sammen med nogen
Kun til navlen er en samtidsroman om venner, kærester, venners kærester; om sex, håb og kærlighed; og om længslen efter, at alt kunne være anderledes. Hele bogen bobler af sensualitet, kraft og saft, poesi og erotik, underspillet humor og håbefulde længsler. Men i bogen løber også en stærk understrøm af længsel efter at høre sammen med nogen eller være flettet ind i nogen.
”Tidligere i mit liv har jeg nok forvekslet al længsel med romantisk længsel eller erotisk længsel, fordi det er mere spændende, glamourøst og sjovt: “Han er the one that got away” eller “Hun er min sande, store kærlighed”. Jeg synes, vi har et lidt fattigt begrebsapparat om kærlighed, fordi nogen enten kan være en ven eller en kæreste. Vi har jo alle mulige mellemrelationer og uforløste forelskelser, dagdrømme, crushes. Jeg synes, det er dejligt at forsøge at finde et sprog for det i stedet for at lade som om, at det er enkelt og binært; at man enten har det platonisk eller romantisk med mennesker.”
Det savn, Linea Maja Ernst selv har følt, har ofte været et platonisk savn. Et savn efter samhørighed, efter at kunne være venner og være en del af hinandens liv, tage ansvar for hinanden, være der og hjælpe hinanden.
”Dengang i 20’erne hvor vi ikke anede, hvad vi havde gang i, kunne man alligevel ringe til nogen og tude midt om natten, fordi man ikke kunne overskue sin livssituation. Nu er der kommet sådan en høflighed eller en stiff upper lip, hvor det er sværere at bebyrde hinanden og sværere at føle, at man skylder hinanden noget. Den længsel er en del af bogen, selvom den er meget interesseret i det sexede, det flirtende eller det forvirrede.”
Komediens lethed
Da Linea Maja Ernst skrev romanen, var hun interesseret i at fremskrive en skærsommernats lethed.
”Det er ikke så skidefarligt at være forvirret, det er ikke farligt at være lidt forelsket i nogen. Eller gid vi var, for så kunne man se, hvor langt vi kunne gå ad de der små veje, hvor alting bliver lidt mindre kedeligt og forudsigeligt. Jeg vil på den ene side gerne kritisere den helt hedonistiske tilgang til livet, men samtidig abonnerer jeg nok også ret meget på den selv,” fortæller hun.
”De fleste mennesker længes efter at flytte ind i den borgerlige, ordentlige kernefamilie, og når man så ender i den, kan man godt vågne op og tænke: “What in the stepford wives er det nu det her for noget? Jeg var blevet lovet, at alt ville være lykkeligt her. Det var ikke dette her, jeg var blevet lovet.” Og så går folk fra hinanden, fordi kernefamilien ikke kan leve op til sit eget glansbillede. Kan vi lige sætte os ned og ryste den pose lidt? Der er ikke nogen modeller som er perfekte.”
Et mellemraffineret kærlighedsliv
Mange film, bøger og historier om kærlighed forsikrer os om, at når man elsker nogen, så elsker man kun dem. Det hele er nemt, og man er aldrig i tvivl. Kun til navlen er, ifølge Linea, optaget af, hvad der sker, hvis man prøver at definere kærligheden ud fra sine egne betingelser.
”Jeg vil faktisk gerne, please, bede om det hele. Jeg vil gerne have et fast og kærligt og forpligtet parforhold, hvor man også godt kan være kedelige og gøre kedelige voksenting sammen, tjekke Aula og den slags. Men jeg tror ikke, det udelukker, at man også har et mellemraffineret kærlighedsliv, hvor man for eksempel er voksne nok til at have en aftale, hvor det er tilladt at have følelser eller sågar forelske sig i andre. Eller bare en aftale om at man må have sex med andre. Jeg tror, mange mennesker kan genkende det der med at få lidt for mange følelser for en anden, få et crush eller blive forelsket. Men som regel lader man det blive ved længslerne, for man er jo godt opdraget, og man ved godt, at man skal holde nallerne fra ens venner og deres kærester. Vi ved udmærket godt, hvad det værste, der kan ske, er. Men hvad mon er det bedste, der kan ske? Hvad nu hvis det på bundlinjen gav mere kærlighed, mere frihed, mere sex, mere omsorg og mere opmærksomhed at gentænke parforholdet?”
Forfatter Linea Maja Ernst. Foto: Daniel Hjorth
Ser du især de her kærlighedsdilemmaer som en millenial-problematik, eller er det et gængs livsvilkår?
”Jeg tror, vi er en generation, som har sat os mellem to stole. På den ene side er vi enormt normkritiske, tolerante, fritænkende og vil have, at alt skal være flydende og frit. Samtidig reproducerer vi nogle normative liv sådan helt privat. Vi copy paster hinandens liv: halvandet barn, andelslejlighed og tøj fra Ganni. Det er ikke, fordi der er noget galt med det, og det er ikke, fordi man behøver at have et privatliv, som matcher ens politiske holdninger. Jeg synes bare, det er påfaldende, at der ikke er nogen, som vil have det lidt mere sindssygt. Og jeg synes, det er ret begrænset, hvor mange livsformer der er tilgængelige,” siger Linea Maja Ernst.
”Det er selvfølgelig klart, at man ikke har lyst til at eksperimentere og falde igennem. Det er lettere at følge normerne, og de andre ser jo også glade ud på Instagram og i deres sildebensparket-agtige liv. Så mødes man på en legeplads og bekræfter hinanden i, at det er godt – og det er det måske også. Jeg oplever bare en splittelse mellem nogle på papiret meget åbne holdninger til, hvor fri man gerne må være, og så hvor fri man tillader sig selv at være.”
Generationen der fik dårlig samvittighed
Millenials er blevet beskyldt for at være selvoptagede og selvhøjtidelige, og det tror Linea Maja Ernst også er rigtigt. Men hun hæfter sig også ved, at det var, som om generationen hurtigt fik meget dårlig samvittighed over at blive karakteriseret som selvoptaget og derfor skyndte sig at blive meget samvittighedsfuld.
”Det skal helst handle om klimakrise, antiracisme, feminisme og alle de her gode frihedskampe. Det er jo fint, men hvorfor skal vores privatliv være så kedeligt? Skulle vi aldrig revolutionere noget? Når jeg læser om, hvordan det foregik i 1800-tallet, var det mere frigjort; Goethe, Schiller og Jena-romantikerne teede sig og fik børn på kryds og tværs. Det kunne man dengang, men vi lever i dag stadig med det ene ben i 1950’ernes moralske klima.”
Ifølge forfatteren hænger det sammen med, at der efter MeToo har været en bred offentlig samtale om, at det er vigtigt at opføre sig ordentligt og ikke overskride andres grænser.
”Man SKAL opføre sig ordentligt, men vi kan godt diskutere vores egne livsformer uden at krænke nogen. Jeg tror, det er en indbygget millenial-ting, at vi har fået den der samvittighed – “jeg må ikke gøre noget forkert”. Det er enormt fint, at man ikke må sætte andre i en dårlig situation, men du må til gengæld godt sætte lidt ild til dit eget liv,” siger forfatteren.
”Jeg tror på, at man godt kan sætte ild til sit eget liv, uden at det hele brænder ned til grunden.”
I Kun til navlen er der en masse usagt, som bobler i karaktererne, og som gnistrer i samspillet mellem dem. Der er flere af karaktererne, som bruger enormt meget energi på, hvordan de tager sig ud i forhold til de andre. På spørgsmålet om hun selv er en registrant, svarer forfatteren først:
”Ja – jeg tror, jeg er et menneske, som bruger rigtigt meget energi på at observere, hvad folk gør. Jeg tænker over, hvad jeg føler, når jeg ser på hende, der ser på ham. Jeg elsker sådan et Jane Austen-drama. Man behøver bare fem mennesker – det skal helst være et ulige antal – i et rum hvor nogen siger noget, men tænker noget andet. Man kan være meget intime og fortrolige, men samtidig kan man ikke sige, præcis hvad man mener, for det ville afsløre for meget. Den slags situationer kan blive helt elektriske, fordi nogen er tiltrukket af hinanden, eller synes hinanden er irriterende.”
Linea Maja Ernst tygger videre på ordet og kan alligevel ikke helt lade det falde til ro som en præcis beskrivelse af sig selv.
”Registrant og registrant. Jeg tror, jeg er en ret selvoptaget registrant, for der er også mange ting, jeg ikke opdager,” siger hun og griner højt.
”Jeg har i al fald venner, som siger, at det er overraskende, at jeg ser verden på den måde. Når nogen fortæller mig, at de aldrig tænker, over hvad andre mon synes om dem, er det nærmest chokerende for mig, for det fylder meget i mit liv”.
Tror du på folk, når de siger, at de ikke går op i, hvad andre tænker om dem?
”Hmm. I sin alleryderste konsekvens er det jo et tegn på psykopati, hvis man aldrig tænker over det. Jeg vil sige, at det især er mænd, som fortæller mig, at de aldrig tænker over, hvad andre synes om dem. Så det kan være, at det til dels er et maskulint privilegium.”
”Jeg har nogle karakterer i bogen, som er meget selvberoende. Karen er for eksempel uangribelig. En dronning, som ikke har tid til at beskæftige sig med, hvad andre mon synes om hende. Hun og Adam har mange af de samme karaktertræk. De er et blondt kongepar, og det sjove er, at ting man irriteres over hos Adam – hvorfor skal han være så mandet? – er skønt ved Karen. Det siger nok noget om den tid, vi lever i; vi kritiserer mænd, som er kantede, selvberoende og skråsikre, mens kvinder får stående ovationer for at være så stærke.”
Selviscenesættelse som humoristisk motor
En stor del af romanens humoristiske og satiriske lag tager netop iscenesættelsen og selviscenesættelsen under kærlig behandling. Det var vigtigt for Linea Maja Ernst, at bogen skulle være en satire over en generation og et segment, som går ekstremt meget op i nogle særlige ting, som laver mad og er visuelle på en bestemt måde.
”Karaktererne stiller sig an på den måde, som vi, der har fået vores identitet formet på Instagram og de sociale medier, gør. Det er samtidig en universitær flok. De er akademikere, og på den måde er det jo også mig selv jeg gør grin med, for jeg er så skyldig i alle deres dårskaber. Så snart man begynder at kigge på detaljer ved sit eget liv og sin egen omgangskreds, bliver det lynhurtigt en karikatur. Man behøver bare skrue uendeligt lidt på det.”
I en scene i Kun til navlen skal vennegruppen lave brunch, men det ville de aldrig kalde det, for brunch er passé, må man forstå. Men maden skal selvfølgelig laves på en helt bestemt måde.
”En overdådig italiensk Call me by your name-måde, hvor bordet er dækket skødesløst og nøje koreograferet. Der er et våbenkapløb i gang om, hvem der kan lave de mest spektakulære retter på en bevidst underspillet og nonchalant måde, selv om man hele tiden er spændt til det yderste for at få det til at være helt rigtigt. Det er ikke ment som en løftet pegefinger, men der var noget dejligt i at skrive om noget meget genkendeligt og som udpeger, at vi er lidt latterlige i al vores forfængelighed.”
En karakter, som ifølge forfatteren nærmest sprang ud af panden og spadserede direkte ind i bogen, er Kvæde. Han entrerer scenen som et frisk pust og med et underforstået: “Hvor er I heldige at kende mig!”
”Nu skal man jo ikke smigre sig selv, men jeg tror, at hvis Sylvia er alle mine dårlige sider i en forvrænget og forstærket form, så har Kvæde opsamlet mange af de sider jeg godt kan lide hos mig selv. Kvæde er en Puk-figur fra Shakespeares En Skærsommernatsdrøm. En drilleånd som dukker op og siger: ‘Skal vi ikke have en fest nu?’”
”Der er en længsel i ham mod forandring, men det er ikke så vemodigt eller melankolsk. Det er legende og revolutionært: Skal vi ikke bare gøre et eller andet? Han er også sjov, fordi han er en mand, som ikke har været en mand så længe og har alle mulige refleksioner over hvad, det måtte sige at være med til at redefinere maskulinitet. Nydelse fylder meget hos Kvæde. Han er en hedonistisk wonderboy, som bare skal bede om at ligge og se godt ud med sine smukke krøller og være en Dorian Gray. Han er også en filosof, som tænker meget over, hvad det vil sige at være en mand, når det køn ligger i ruiner, hvis man skal være lidt grov.”
“Der har været et opgør med mange klassiske træk ved maskuliniteten, en diskussion af, hvad der er galt med mænd. Kvæde er en mand, men rummer også meget af kritikken af klassisk maskulinitet. Han indeholder både et kæmpe opgør med klassiske kønsroller, og samtidig er han fanget i en længsel efter den der stabile manderolle. Hvis min bog var kommet for 10 år siden, tror jeg, Kvæde havde været en tragisk figur; en queer bifigur, der fik lov at danse rundt og være hofnar. Det var vigtigt for mig, at han her fik lov at være en hovedperson med et virkeligt udfoldet indre liv. Kvæde, scenen er din!”
Kun til navlen af Linea Maja Ernst
En gruppe venner midt i trediverne er samlet i et sommerhus ved en skovsø. Det er midsommer og ugen op til et bryllup. Et vennepar skal giftes.
Gruppen forbereder sig og holder samtidig fri, skændes, mindes, flirter, poserer, soler sig i hinandens selskab og roder op i ukurante følelser.
Sylvia har altid været forelsket i Esben, brudgommen. Hun er i et trygt og stabilt parforhold med sin kvindelige kæreste, Charlie, men kan ikke finde ro. Kvæde føler sig endelig hjemme i sin krop og er klar til at holde et skov-rave, men der er børn, der skal puttes, og Gry har taget sin kæreste Adam med, der går rundt og ligner en reklame for heteroseksualitet. Karen glæder sig til at blive gift, men hun glæder sig endnu mere til at komme tilbage på arbejde. Og imens samtalerne slår gnister rundt om middagsbordet, kæmper Gry med at føle sig banal blandt sine farverige, excentriske venner.
Hvorfor er nogles drøm at blive gift og andres at leve i et harem med deres yndlingsvenner? Og hvad stiller man op med længslen efter, at alt kunne være anderledes? Linea Maja Ernst debuterer med Kun til navlen, en samtidsroman om at være fanget i en livsfase og panikken over måske at være blevet mere småborgerlig, end man nogensinde havde frygtet.
Linea Maja Ernsts debutroman, Kun til navlen, er en moderne, sensuel skærsommernatsdrøm og et satirisk portræt af en generation af millennials, der mere end noget andet frygter at blive indhentet af småborgerligheden. Vi har talt med forfatteren om længsler, millenials, sex, håb, venskaber, parforhold og nye sprog for kærlighed.
Syv venner samles i et sommerhus ved en skovsø og soler sig i hinandens selskab. Det er midsommertid, og det trækker op til et bryllup. To af vennerne skal giftes. Gruppen diskuterer, flirter, solbader, svømmer, spiller smarte, iscenesætter overdådige middage og kommer i tvivl om, hvor alvorligt man skal tage sine forbudte forelskelser.
Men under idyllen ved skovsøen rumsterer usagte følelser og forbudt begær, og snart begynder samtalerne om middagsbordet at slå gnister.
Længslen efter nærvær og fest
Ifølge Linea Maja Ernst er Kun til navlen blevet til som en reaktion på en dyb længsel efter nærvær og fest. Bogen er en romantisk samtidskomedie om at være fanget i en livsfase og panikken over at være blevet mere småborgerlig, end man nogensinde havde frygtet. Forfatteren kender selv til at længes efter det skønne venneliv, hvor man er en gruppe, som er en dybt integreret del af hinandens liv.
”For mig er 30’erne meget oplevelsen af, at pludselig blev vi så professionelle og ensomme eller tosomme og stivnede i et lækkert og fotogent voksenliv,” fortæller Linea Maja Ernst.
”Tænk, hvis vi bare kunne tage vores familier og vores venner med i sommerhus. Og så ville det jo være kedeligt, hvis det var for nemt. Jeg elsker, hvis det bliver lidt pikant. Hvis der er nogle spændinger eller hvad nu med denne her relation – vibrerer den ikke lige på grænsen mellem et venskab og en forelskelse? Hvis nu det også var tilladt at forelske os i vores venner. Hvorfor må vi ikke også få dét der?” siger Linea Maja Ernst og griner højt.
”I litteratur kan man jo tillade sig at være lidt mere skandaløs, end man kan i virkeligheden. Så hvordan kan det der venneparadis blive spændende, anspændt, lækkert og på samme tid svært at være i?”
Kun til navlen er en kollektivroman, hvor man som læser bevæger sig ubesværet ind og ud af de syv forskellige figurer og ser og oplever verden gennem deres temperamenter. Den første, vi møder, er Sylvia, og om hende lyder skudsmålet i den ”rolleliste”, som er trykt på bogens flap: ”Et midtpunkt og en patologisk dagdrømmer. Kæreste med Charlie og forvirret”.
Hvor meget Sylvia er der i dig selv?
”Sylvia er alle mine mest irriterende sider i forstærket form. Hun minder måske også lidt om Hannah Horvath fra Girls, som jeg lige har genset. En selvoptaget og fiktiv person, som ikke er tvivl om sit eget værd og sin ret til at have det decideret vidunderligt. Og som er lidt fornærmet på verden over, at den ikke kan komme i gang med at være fortryllende, når hun nu gør sig bedste for at fortrylle den. Sylvia er sådan, som jeg ville være, hvis jeg ikke havde nogen skam, stopknap eller sans for, at NU er du for meget,” griner Linea Maja Ernst, som har nydt at få lov at skrive alle sine urimelige indfald helt ud.
Men det har også været hårdt, for efterhånden som der kom læserreaktioner, har forfatteren indimellem fået at vide, at ”Sylvia dog er irriterende”.
”Jeg tror faktisk, der er mange, som genkender de ting, Sylvia tænker, og de ting, hun siger. Kan jeg please ikke få lidt mere opmærksomhed fra jer alle sammen, for jeg vil også gerne give jer opmærksomhed og vente med det her yuppieliv, vi har skrevet os op til. Sylvia er en bohemekliché, som gerne vil have andre folk med i sin drømmeverden. Jeg tror, der er mange, som har de samme ønsker som hende om at fortrylle eller genfortrylle verden, og mange som synes, det kunne være dejligt, hvis der skete noget. Men man vil bare ikke være den første, som går ud på isen,” siger Linea Maja Ernst.
Charlie – en drøm af en kæreste
I romanen er Sylvia kæreste med Charlie, som i bogflappen præsenteres som intet mindre end ”en drøm af en kæreste”, der “ligner en eventyrprins”. Sylvia og Charlies forhold er da også både kærligt, hengivent, solidt og supersexet. Det var vigtigt for forfatteren, at romanen ikke byggede på klichéen om, at det bare handler om at komme ud og få noget spændende sex et andet sted.
”Det skulle være et lesbisk forhold som var elektrisk sexet og erotisk, så man havde lyst til at være i det. Men uanset hvor pissenice ens forhold er, kan man altid finde fejl. Man kan altid gå og finde mangler og synes, at jamen hun er ikke dette eller hint. Hun forstår ikke de samme bøger, som jeg gør, men ham derovre derimod…”
Når forholdet segner under vægten af forventninger
”Jeg tror der er mange af os som har gode – objektivt gode – parforhold, men som ikke rigtigt evner at sætte pris på det, fordi der er så stort et pres på vores monogame parforhold. Vores partner skal være alting: vores fortrolige, vores romantiske partner, forælder til vores børn, forløse os seksuelt og eksistentielt og … alt for meget. Jeg er interesseret i det grundlæggende gode forhold, som er ved at segne under vægten af forventninger til, hvad et menneske skal kunne udrette og være,” fortæller Linea Maja Ernst.
Mange læsere har sagt til Linea, at Charlie er deres yndlingsperson, fordi hun er et solidt menneske i den skov af excentrikere, som befolker bogen.
”Jeg synes, Charlie er en fed figur, fordi vi har et persongalleri, hvor alle har en lidt spændende, flydende seksualitet. Charlie er en butch kvinde, som gerne vil bede om et normalt og solidt liv. Hun vil ikke være normkritisk eller queer i sit privatliv. Hun vil bare gerne eje en bolig, have en kone, have nogle børn. Hun er en klassisk farfigur, og jeg synes, det er ret dejligt, at der er plads til, at positionerne ikke behøver at være så forudsigelige. Hun er en person, der falder uden for nogle normer, men som stadig kan se værdien i et ret traditionelt liv. Jeg har skrevet en bog, som gerne vil udfordre de traditionelle parametre, vi skriver vores livsmanus efter – især som kernefamilie med børn.”
Længslen efter at høre sammen med nogen
Kun til navlen er en samtidsroman om venner, kærester, venners kærester; om sex, håb og kærlighed; og om længslen efter, at alt kunne være anderledes. Hele bogen bobler af sensualitet, kraft og saft, poesi og erotik, underspillet humor og håbefulde længsler. Men i bogen løber også en stærk understrøm af længsel efter at høre sammen med nogen eller være flettet ind i nogen.
”Tidligere i mit liv har jeg nok forvekslet al længsel med romantisk længsel eller erotisk længsel, fordi det er mere spændende, glamourøst og sjovt: “Han er the one that got away” eller “Hun er min sande, store kærlighed”. Jeg synes, vi har et lidt fattigt begrebsapparat om kærlighed, fordi nogen enten kan være en ven eller en kæreste. Vi har jo alle mulige mellemrelationer og uforløste forelskelser, dagdrømme, crushes. Jeg synes, det er dejligt at forsøge at finde et sprog for det i stedet for at lade som om, at det er enkelt og binært; at man enten har det platonisk eller romantisk med mennesker.”
Det savn, Linea Maja Ernst selv har følt, har ofte været et platonisk savn. Et savn efter samhørighed, efter at kunne være venner og være en del af hinandens liv, tage ansvar for hinanden, være der og hjælpe hinanden.
”Dengang i 20’erne hvor vi ikke anede, hvad vi havde gang i, kunne man alligevel ringe til nogen og tude midt om natten, fordi man ikke kunne overskue sin livssituation. Nu er der kommet sådan en høflighed eller en stiff upper lip, hvor det er sværere at bebyrde hinanden og sværere at føle, at man skylder hinanden noget. Den længsel er en del af bogen, selvom den er meget interesseret i det sexede, det flirtende eller det forvirrede.”
Komediens lethed
Da Linea Maja Ernst skrev romanen, var hun interesseret i at fremskrive en skærsommernats lethed.
”Det er ikke så skidefarligt at være forvirret, det er ikke farligt at være lidt forelsket i nogen. Eller gid vi var, for så kunne man se, hvor langt vi kunne gå ad de der små veje, hvor alting bliver lidt mindre kedeligt og forudsigeligt. Jeg vil på den ene side gerne kritisere den helt hedonistiske tilgang til livet, men samtidig abonnerer jeg nok også ret meget på den selv,” fortæller hun.
”De fleste mennesker længes efter at flytte ind i den borgerlige, ordentlige kernefamilie, og når man så ender i den, kan man godt vågne op og tænke: “What in the stepford wives er det nu det her for noget? Jeg var blevet lovet, at alt ville være lykkeligt her. Det var ikke dette her, jeg var blevet lovet.” Og så går folk fra hinanden, fordi kernefamilien ikke kan leve op til sit eget glansbillede. Kan vi lige sætte os ned og ryste den pose lidt? Der er ikke nogen modeller som er perfekte.”
Et mellemraffineret kærlighedsliv
Mange film, bøger og historier om kærlighed forsikrer os om, at når man elsker nogen, så elsker man kun dem. Det hele er nemt, og man er aldrig i tvivl. Kun til navlen er, ifølge Linea, optaget af, hvad der sker, hvis man prøver at definere kærligheden ud fra sine egne betingelser.
”Jeg vil faktisk gerne, please, bede om det hele. Jeg vil gerne have et fast og kærligt og forpligtet parforhold, hvor man også godt kan være kedelige og gøre kedelige voksenting sammen, tjekke Aula og den slags. Men jeg tror ikke, det udelukker, at man også har et mellemraffineret kærlighedsliv, hvor man for eksempel er voksne nok til at have en aftale, hvor det er tilladt at have følelser eller sågar forelske sig i andre. Eller bare en aftale om at man må have sex med andre. Jeg tror, mange mennesker kan genkende det der med at få lidt for mange følelser for en anden, få et crush eller blive forelsket. Men som regel lader man det blive ved længslerne, for man er jo godt opdraget, og man ved godt, at man skal holde nallerne fra ens venner og deres kærester. Vi ved udmærket godt, hvad det værste, der kan ske, er. Men hvad mon er det bedste, der kan ske? Hvad nu hvis det på bundlinjen gav mere kærlighed, mere frihed, mere sex, mere omsorg og mere opmærksomhed at gentænke parforholdet?”
Ser du især de her kærlighedsdilemmaer som en millenial-problematik, eller er det et gængs livsvilkår?
”Jeg tror, vi er en generation, som har sat os mellem to stole. På den ene side er vi enormt normkritiske, tolerante, fritænkende og vil have, at alt skal være flydende og frit. Samtidig reproducerer vi nogle normative liv sådan helt privat. Vi copy paster hinandens liv: halvandet barn, andelslejlighed og tøj fra Ganni. Det er ikke, fordi der er noget galt med det, og det er ikke, fordi man behøver at have et privatliv, som matcher ens politiske holdninger. Jeg synes bare, det er påfaldende, at der ikke er nogen, som vil have det lidt mere sindssygt. Og jeg synes, det er ret begrænset, hvor mange livsformer der er tilgængelige,” siger Linea Maja Ernst.
”Det er selvfølgelig klart, at man ikke har lyst til at eksperimentere og falde igennem. Det er lettere at følge normerne, og de andre ser jo også glade ud på Instagram og i deres sildebensparket-agtige liv. Så mødes man på en legeplads og bekræfter hinanden i, at det er godt – og det er det måske også. Jeg oplever bare en splittelse mellem nogle på papiret meget åbne holdninger til, hvor fri man gerne må være, og så hvor fri man tillader sig selv at være.”
Generationen der fik dårlig samvittighed
Millenials er blevet beskyldt for at være selvoptagede og selvhøjtidelige, og det tror Linea Maja Ernst også er rigtigt. Men hun hæfter sig også ved, at det var, som om generationen hurtigt fik meget dårlig samvittighed over at blive karakteriseret som selvoptaget og derfor skyndte sig at blive meget samvittighedsfuld.
”Det skal helst handle om klimakrise, antiracisme, feminisme og alle de her gode frihedskampe. Det er jo fint, men hvorfor skal vores privatliv være så kedeligt? Skulle vi aldrig revolutionere noget? Når jeg læser om, hvordan det foregik i 1800-tallet, var det mere frigjort; Goethe, Schiller og Jena-romantikerne teede sig og fik børn på kryds og tværs. Det kunne man dengang, men vi lever i dag stadig med det ene ben i 1950’ernes moralske klima.”
Ifølge forfatteren hænger det sammen med, at der efter MeToo har været en bred offentlig samtale om, at det er vigtigt at opføre sig ordentligt og ikke overskride andres grænser.
”Man SKAL opføre sig ordentligt, men vi kan godt diskutere vores egne livsformer uden at krænke nogen. Jeg tror, det er en indbygget millenial-ting, at vi har fået den der samvittighed – “jeg må ikke gøre noget forkert”. Det er enormt fint, at man ikke må sætte andre i en dårlig situation, men du må til gengæld godt sætte lidt ild til dit eget liv,” siger forfatteren.
”Jeg tror på, at man godt kan sætte ild til sit eget liv, uden at det hele brænder ned til grunden.”
LÆS OGSÅ: Linea Maja Ernst modtager flotte anmeldelser for sin debutroman Kun til navlen
Forfatteren som registrant
I Kun til navlen er der en masse usagt, som bobler i karaktererne, og som gnistrer i samspillet mellem dem. Der er flere af karaktererne, som bruger enormt meget energi på, hvordan de tager sig ud i forhold til de andre. På spørgsmålet om hun selv er en registrant, svarer forfatteren først:
”Ja – jeg tror, jeg er et menneske, som bruger rigtigt meget energi på at observere, hvad folk gør. Jeg tænker over, hvad jeg føler, når jeg ser på hende, der ser på ham. Jeg elsker sådan et Jane Austen-drama. Man behøver bare fem mennesker – det skal helst være et ulige antal – i et rum hvor nogen siger noget, men tænker noget andet. Man kan være meget intime og fortrolige, men samtidig kan man ikke sige, præcis hvad man mener, for det ville afsløre for meget. Den slags situationer kan blive helt elektriske, fordi nogen er tiltrukket af hinanden, eller synes hinanden er irriterende.”
Linea Maja Ernst tygger videre på ordet og kan alligevel ikke helt lade det falde til ro som en præcis beskrivelse af sig selv.
”Registrant og registrant. Jeg tror, jeg er en ret selvoptaget registrant, for der er også mange ting, jeg ikke opdager,” siger hun og griner højt.
”Jeg har i al fald venner, som siger, at det er overraskende, at jeg ser verden på den måde. Når nogen fortæller mig, at de aldrig tænker, over hvad andre mon synes om dem, er det nærmest chokerende for mig, for det fylder meget i mit liv”.
Tror du på folk, når de siger, at de ikke går op i, hvad andre tænker om dem?
”Hmm. I sin alleryderste konsekvens er det jo et tegn på psykopati, hvis man aldrig tænker over det. Jeg vil sige, at det især er mænd, som fortæller mig, at de aldrig tænker over, hvad andre synes om dem. Så det kan være, at det til dels er et maskulint privilegium.”
”Jeg har nogle karakterer i bogen, som er meget selvberoende. Karen er for eksempel uangribelig. En dronning, som ikke har tid til at beskæftige sig med, hvad andre mon synes om hende. Hun og Adam har mange af de samme karaktertræk. De er et blondt kongepar, og det sjove er, at ting man irriteres over hos Adam – hvorfor skal han være så mandet? – er skønt ved Karen. Det siger nok noget om den tid, vi lever i; vi kritiserer mænd, som er kantede, selvberoende og skråsikre, mens kvinder får stående ovationer for at være så stærke.”
Selviscenesættelse som humoristisk motor
En stor del af romanens humoristiske og satiriske lag tager netop iscenesættelsen og selviscenesættelsen under kærlig behandling. Det var vigtigt for Linea Maja Ernst, at bogen skulle være en satire over en generation og et segment, som går ekstremt meget op i nogle særlige ting, som laver mad og er visuelle på en bestemt måde.
”Karaktererne stiller sig an på den måde, som vi, der har fået vores identitet formet på Instagram og de sociale medier, gør. Det er samtidig en universitær flok. De er akademikere, og på den måde er det jo også mig selv jeg gør grin med, for jeg er så skyldig i alle deres dårskaber. Så snart man begynder at kigge på detaljer ved sit eget liv og sin egen omgangskreds, bliver det lynhurtigt en karikatur. Man behøver bare skrue uendeligt lidt på det.”
I en scene i Kun til navlen skal vennegruppen lave brunch, men det ville de aldrig kalde det, for brunch er passé, må man forstå. Men maden skal selvfølgelig laves på en helt bestemt måde.
”En overdådig italiensk Call me by your name-måde, hvor bordet er dækket skødesløst og nøje koreograferet. Der er et våbenkapløb i gang om, hvem der kan lave de mest spektakulære retter på en bevidst underspillet og nonchalant måde, selv om man hele tiden er spændt til det yderste for at få det til at være helt rigtigt. Det er ikke ment som en løftet pegefinger, men der var noget dejligt i at skrive om noget meget genkendeligt og som udpeger, at vi er lidt latterlige i al vores forfængelighed.”
Se en video, hvor Linea Maja Ernst fortæller om romanen her
En hedonistisk wonderboy
En karakter, som ifølge forfatteren nærmest sprang ud af panden og spadserede direkte ind i bogen, er Kvæde. Han entrerer scenen som et frisk pust og med et underforstået: “Hvor er I heldige at kende mig!”
”Nu skal man jo ikke smigre sig selv, men jeg tror, at hvis Sylvia er alle mine dårlige sider i en forvrænget og forstærket form, så har Kvæde opsamlet mange af de sider jeg godt kan lide hos mig selv. Kvæde er en Puk-figur fra Shakespeares En Skærsommernatsdrøm. En drilleånd som dukker op og siger: ‘Skal vi ikke have en fest nu?’”
”Der er en længsel i ham mod forandring, men det er ikke så vemodigt eller melankolsk. Det er legende og revolutionært: Skal vi ikke bare gøre et eller andet? Han er også sjov, fordi han er en mand, som ikke har været en mand så længe og har alle mulige refleksioner over hvad, det måtte sige at være med til at redefinere maskulinitet. Nydelse fylder meget hos Kvæde. Han er en hedonistisk wonderboy, som bare skal bede om at ligge og se godt ud med sine smukke krøller og være en Dorian Gray. Han er også en filosof, som tænker meget over, hvad det vil sige at være en mand, når det køn ligger i ruiner, hvis man skal være lidt grov.”
“Der har været et opgør med mange klassiske træk ved maskuliniteten, en diskussion af, hvad der er galt med mænd. Kvæde er en mand, men rummer også meget af kritikken af klassisk maskulinitet. Han indeholder både et kæmpe opgør med klassiske kønsroller, og samtidig er han fanget i en længsel efter den der stabile manderolle. Hvis min bog var kommet for 10 år siden, tror jeg, Kvæde havde været en tragisk figur; en queer bifigur, der fik lov at danse rundt og være hofnar. Det var vigtigt for mig, at han her fik lov at være en hovedperson med et virkeligt udfoldet indre liv. Kvæde, scenen er din!”
Kun til navlen af Linea Maja Ernst
En gruppe venner midt i trediverne er samlet i et sommerhus ved en skovsø. Det er midsommer og ugen op til et bryllup. Et vennepar skal giftes.
Gruppen forbereder sig og holder samtidig fri, skændes, mindes, flirter, poserer, soler sig i hinandens selskab og roder op i ukurante følelser.
Sylvia har altid været forelsket i Esben, brudgommen. Hun er i et trygt og stabilt parforhold med sin kvindelige kæreste, Charlie, men kan ikke finde ro. Kvæde føler sig endelig hjemme i sin krop og er klar til at holde et skov-rave, men der er børn, der skal puttes, og Gry har taget sin kæreste Adam med, der går rundt og ligner en reklame for heteroseksualitet. Karen glæder sig til at blive gift, men hun glæder sig endnu mere til at komme tilbage på arbejde. Og imens samtalerne slår gnister rundt om middagsbordet, kæmper Gry med at føle sig banal blandt sine farverige, excentriske venner.
Hvorfor er nogles drøm at blive gift og andres at leve i et harem med deres yndlingsvenner? Og hvad stiller man op med længslen efter, at alt kunne være anderledes? Linea Maja Ernst debuterer med Kun til navlen, en samtidsroman om at være fanget i en livsfase og panikken over måske at være blevet mere småborgerlig, end man nogensinde havde frygtet.
Du kan købe Kun til navlen online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: