Xiania 1: Klara er første roman i serien om det tidligere Kristianas (i dag kendt som Oslo) kulørte underverden. Det er en fortælling om en ung kvindes skæbne og hendes møde med excentriske outsidere.
Klara er det første bind i triologien Xiania. Bogen er skrevet af Lotta Elstad, og triologien omhandler den pulserende underverden, der eksisterede i 1920’ernes Oslo.
Lotta Elstas debuterede med sin første roman i 2008 med titlen Et såkaldt lortejob, og nu er hun aktuel i Danmark med Xiania 1: Klara, der sætter spotlightet på en kvindes skæbne. Romanen er blevet oversat af Thomas Korsgaard, og den vil fange dig allerede fra første kapitel.
LÆS OGSÅ: Xiania 1: Klara. Et glamourøst og beskidt drama om jazztidens Oslo af Lotta Elstad
Xiania er et drama, der er glamourøst og beskidt på samme tid. Romanen forgår i 1922, hvor Klara må tage fra sin lille norske by til storbyen Xiania efter en uønsket graviditet. Her bliver Klara en del af Madam Zaravellas verden i slummen Vaterland. Det er en fattig men livlig underverden, hvor alkoholen flyder frit til trods for, at det er forbudstid.
Før Klara ved af det, er Klara begyndt at blive hjemmevant i byens natteliv, hvor hun føler sig splittet mellem revolutionære Matteo og smukke Leander.
LÆS OGSÅ: 25 historiske romaner til din læsning
Xiania er et portræt af en stærk kvindes møde med byen og en flok outsidere. Klara er første bind i Xiania, hvor hvert bind i serien vil følge en ny karakter i samme univers. Det er en serie, som du ikke må gå glip af, og nu har du mulighed for at smuglæse første kapitel herunder.
Xiania 1: Klara
Oversat af Thomas Korsgaard
Min del af historien begynder som de fleste: med et stød og en tidlig sædafgang.
Det var en novemberaften i 1921, og i to romantiske minutter, i et iskoldt brændeskur mellem Åker gård, Abraham Pihls grav og den skøre dames atelier, var vi at regne for rette ægtefolk.
Jeg var i arvede uldmamelukker. Han havde en tåbelig øreklaphue på. Jeg husker ikke hans navn. Knap nok hvordan han så ud. Kun at han var et forpustet åndedræt, et tidsfordriv på en friaften, en travl tunge, som løb over mine tænder, et klæbrigt pust mod øret.
Hans replik: ”Jeg er pilot.” Og jeg lod, som om jeg troede på ham, den rallende vejrtrækning til trods; for hvorfor ikke? Han var ny, kom udenbys fra, den første i lang tid, og det var nok for mig, desuden blev båndet mellem os hurtigt kappet. Jeg mødte ham kun én gang.
Og der gik et godt stykke tid, før panikken meldte sig.
Ingen kunne se det på mig dagen efter. Jeg mødte op i det kolde kirkerum, knælede på det hårde træ, som rev gnavesårene op fra forrige gang, og præsten tegnede et kors i støv, mens han begyndte på den om søstrene Martha og Maria – en passage, jeg for øvrigt aldrig var blevet bekvem med.
Jesu opgivende stemme, når han klager over, at storesøsteren passer køkkenet. Hvordan han beklager sig. Martha, Martha, slap nu af, du stræber sådan, hænger dig i alting, gør hellere som din søster, sæt dig ved mine fødder, lyt og lær – som om ord trumfer mad? Som om mad laver sig selv? Ja, som om ånd slår materie? – for det føltes altid, som om klagerne også gjaldt mig.
At jeg var forkert. At jeg glaner for meget. Ikke møder andre folks blikke nok. Snakker for lidt, snakker for meget, at det er mig, som må tage ansvar, hvis der opstår stilhed, men hvis jeg så gør det, ja, bryder tavsheden, tager jeg for meget plads og gør mig selv til grin og alle andre pinligt berørte og kan lige så godt lægge mig til at dø, men altså. Uanset hvad: Efter prædikenen gjorde jeg som anbefalet.
Drak urteteen. Et heftigt grums af persille, fennikel og kamille med en lille teske reumatismemedicin. Et pulver baseret på ormeklasedruer (hvad end det så er), som specialkolonialen i Hamar centrum havde importeret fra De Forende Stater.
Og jeg kan ikke lide at snakke sådan om mig selv, men det hører med til historien, at jeg var sådan en: en, som gemte sådanne kure i natbordsskuffen. I det dunkle værelse bag køkkenet, til nødstilfælde. Den var medbragt hjemmefra, hvor vi alle vidste – en kundskab, vi fik overleveret fra tanter, bedstemødre, bedsteveninder – at den forebyggede ”livmoderforstyrrelser”.
Og da urteteen var indtaget, tænkte jeg, at det hele, pilottungen og dens tabte arving, hvis der ellers fandtes sådan én, gik i glemmebogen.
Over nytår skulle mindet om dem begge imidlertid trænge frem i lyset igen.
Syv ugers forsinkelse. I lang tid havde jeg forsøgt at fortrænge det.
Men ængstelsen greb fat i mig, da jeg kastede op ud over de våde lagner på trappen fra vaskerummet op til tørreloftet, og jeg måtte vaske alt sengetøjet forfra. Og da seancen gentog sig næste dag, mens jeg krummede ryggen gennem den lave gang til rullerummet i kælderen; og dagen efter det: ud over dugen, som jeg strøg, og efter det: da jeg pudsede sølvtøj, og så: idet jeg stod bøjet over hønsene, de klukkede tvært og hakkede efter mig med deres næb, og derefter: i fadeburet, hvor jeg brød sammen i gråd.
Og blev opdaget. Af Anine. Kokken: en kvinde, jeg aldrig i verden ville have sat min lid til, hvis det havde været et andet tidspunkt i tilværelsen – og det skyldtes ikke kun, at jeg havde observeret hende smage på sin egen ørevoks.
Det er muligt, at min grund var uretfærdig, men hun havde altså tjavset hår, en lidenskab for syrnet fløde og slim i blodet, ja, hun var langsom af natur, slog hvepse ihjel med tommelfingeren, mens hun skreg af smerte over stikket. Hendes sparsomme ordforråd hjalp heller ikke. Særligt fordi hun hyppigt brugte ordet simpel og det mest om sig selv.
Jeg havde ikke hjerte til at fortælle hende, hvor meget det irriterede mig, jeg ville ikke virke fin på den, ville ikke røbe, at jeg længtes efter den dag, hendes vokabularium ville blive udvidet (en dag, som aldrig kom), hvor hun ville indse, at betydningsindholdet ikke gik tabt med lidt variation. Ja, for hvad med et beskedent antræk i stedet? En tarvelig frisure? En plebejisk verdensanskuelse? Eller nedrig?
For hun viste sig at være nedrig nok til at vide, hvad min situation krævede.
Hun endte faktisk med at imponere mig. Øm og beslutsom slæbte hun mig ud af fadeburet, tog mig under armen og trak mig hen til sin datter, en velvoksen kvinde, gift og med tre børn. De boede et par gårde væk; og denne datter var tydeligvis god til at planlægge og tage forholdsregler.
Hun instruerede mig i, hvordan man håndterede en damesprøjte, Den gifte kvindes hemmelighed, en sort slange med en spydspids fæstnet til en rød gummiballon, som skulle blæses op med eddike og sæbevand. Dimsen skulle op mellem benene. Klem til. Fyld dig selv op. Hun havde en tilovers. Jeg fik den med hjem. Og der gjorde jeg nøjagtigt, som hun sagde, og bagefter, da jeg gik ud fra, at det hele var overstået, at jeg var reddet, havnede dimsen i natbordsskuffen ved siden af reumatismemedicinen.
Jeg lagde den ind som et muteret bogmærke i min Oxford Grammar.
Men ugerne gik, og den røde fane hejste sig ikke.
Så jeg satte ind med et nyt redningsforsøg, fiskede dimsen frem fra skuffen igen, tog eddiken ud af fadeburet, og denne gang, i ren fortvivlelse, i et forsøg på at handle frem for at lade angsten tage overhånd, lavede jeg min egen mikstur: sprøjtede en ekstra sjat ind, selvom instrukserne havde været strenge, kun én dosis, havde Anines datter sagt, men forrige fadæse skyldtes nok fejhed, tænkte jeg, at jeg havde været for forsigtig, nu måtte jeg gå hårdere til værks.
Jeg tog tilløb, stak spyddet ind, pressede slangen op, ja, langt op, så den ramte noget hårdt og ujævnt, mens jeg løftede maven og klemte hurtigt på ballonen, så brændenældevæsken ætsede deroppe, før den løb ned mod tissekonen, som begyndte at svie og klø som ind i helvede. Helst ville jeg bare finde noget, som kunne køle alt ned. Lindre. Men i stedet skrabede og piskede jeg min skede med slangen, slog den mod maven, og jeg blev ved sådan i en halv times tid – indtil jeg begyndte at bløde.
Og min første tanke var, at blodet vidnede om, at jeg var ude af kniben.
Min anden: Nu dør jeg.
For så kom smerten.
En delirisk smerte. En desorienterende smerte. Sådan en, man skal have respekt for. Den var et bæst; den rev, den bed, den huggede til og flåede op og jeg revnede indvendig, igen og igen, og huden skallede som malingen på det dunkle værelse og kroppen skælvede og hovedet begyndte at snurre og alle sanseindtryk flød sammen, pilotens svedige åndedræt, den foroverbøjede gang hen til rullerummet, høvlen, som kørte over mig nu. Så en pause.
Først troede jeg, at det var ovre. Men nej. Den havde bare flyttet sig. Angreb sporadisk, bevægede sig omkring, gav min mave nogle seriøse spark indefra, så var den væk igen, så tilbage, så væk, og det var under et af disse ophold, at jeg krøb til korset.
Til lægens kontor. ”Uforklarlige smerter,” sagde jeg.
Jeg var klædt sømmeligt, muligvis overgjort. Tre franske fletninger viklet sammen i en knude, holdt på plads af et par enkle bronzespænder på baghovedet, og mormors sorte sørgebluse med victoriansk snit, en knap, som strammede i halsen, jeg pillede ved den, fortsatte med at forklare.
”De kom uanmeldt,” sagde jeg. ”Jeg aner ikke hvorfor.”
Men efter at have trykket forsigtigt på min mave og studeret mit ansigt, som jeg blev ved med at røre ved (– jeg ved det, jeg ved det: en afslørende gestik, jeg var ikke i stand til at kontrollere det –), sagde lægen opgivende med en stemme, som mindede om Jesu lidelser, at han ikke ønskede at ”have denne samtale”.
Han rystede på hovedet. Sukkede og bad mig om at gå. Kluntet kom jeg op fra stolen. Støttede mig til det store mørke bord mellem os og kom til at skubbe til en fyldepen, som røg på gulvet, ja, hver bevægelse, hver lyd var som et slag mod underlivet, og det var muligvis dette, at han så, hvor ynkelig jeg var, at jeg talte med besvær, som fik ham til at nøle.
Han sukkede tungt, nogle åndedrag, ind og ud, ind, ud, en pibende næse.
Og sagde så til slut, at han kunne give mig ”en recept mod smerterne”.
Efter det skulle jeg aldrig nogensinde vise mig der igen.
Så viftede han en lap mod mig med den ene hånd, og med den anden verfede han mig ud af det damasktapetklædte rum, hele tiden med blikket bortvendt, som om synet af mig kunne gøre ham til en saltstøtte.
Men apotekeren så forundret på sedlen. Rynkede brynene. Recepten var ubrugelig.
Det tog en halv time, før det lykkedes mig at tyde det, som stod på den:
MADAM ZAVARELLA,
ELVEGATA 2,
VATERLAND, X,
KODEORD: NOGET ANDET
Madam Zavarella? Jeg tænkte: Sikke et latterligt navn. Lige så meget for meget som en dinglende fjerboa.
Og X’et? Det stod for Kristiania. Xiania, som nogle stadigvæk skrev.
Jeg havde altid godt kunnet lide den forkortelse. Syntes den var snedig. Som om man var på fornavn. Tænkte, at lægen måtte have været derfra. Ja, derfra og fra forrige århundrede – for kun sådan nogle typer, sådan nogle fortidslevn kunne finde på at være så hjertelige over for denne by, som resten af os kaldte for landets endetarm (fjeldene, derimod, var rygsøjlen, fjordene dets arterier);
men dette X – det var som et hemmeligt sprog, som om kun de indfødte vidste det, jeg også ved nu: at nok burde man sætte et krucifiks over byens kødelige afvigelser, men den var også et kryds, et dårligt planlagt et, mellem krokethaver og trærønner, prædikestole og revolutionsramper, klak-lydene fra elegante sko, lasede lærredssko, den var inderlig og hyklerisk som en afholdskro med spritånde, nu også oversvømmet af provinsen, som man sagde. Af sådan nogle som mig.
Rettere sagt: Nogle timer efter det – hvad skal jeg sige – noget ydmygende, noget forstemmende, noget underlige lægebesøg nåede jeg akkurat med toget, da det hylede til afgang fra Hamar station.
Jeg husker, at det var i februar. Askeonsdag, tror jeg. Et kors i panden, et mærke. Året var 1922.
Lotte Elstad: Xiania 1: Klara
Året er 1922. Klara tager toget fra en lille norsk flække til storbyen Kristiania (Xiania) for at håndtere en uønsket graviditet. Hun er 19 år gammel, og i hånden har hun en lap papir med et navn og en adresse: Madam Zavarella, Elvagata 2.
Efter en abort, som næsten koster Klara livet, bliver hun en del af den sammensatte verden omkring Madam Zavarella i slummen Vaterland. Det er en stinkende, fattig, pulserende underverden, men hos Madam Zavarella er der pengesedler gemt i alle sprækker af det vakkelvorne hus, der er en automobil i gården, forbindelser til de finere kredse på Bygdø, og selvom det er forbudstid, flyder alkoholen frit. Før Klara ved af det, har hun fået kort hår og bukser og færdes hjemmevant i byens natteliv, hvor hun føler sig splittet mellem revolutionære Matteo og smukke Leander.
Xiania er et portræt af en ung kvindes møde med et sydende Kristiania og med en farverig, excentrisk flok af outsidere. Det er et glamourøst og beskidt drama om jazztidens Oslo. Xiania 1: Klara er første bind i en planlagt trilogi af den norske forfatter Lotta Elstad.
Xiania 1: Klara er første roman i serien om det tidligere Kristianas (i dag kendt som Oslo) kulørte underverden. Det er en fortælling om en ung kvindes skæbne og hendes møde med excentriske outsidere.
Klara er det første bind i triologien Xiania. Bogen er skrevet af Lotta Elstad, og triologien omhandler den pulserende underverden, der eksisterede i 1920’ernes Oslo.
Lotta Elstas debuterede med sin første roman i 2008 med titlen Et såkaldt lortejob, og nu er hun aktuel i Danmark med Xiania 1: Klara, der sætter spotlightet på en kvindes skæbne. Romanen er blevet oversat af Thomas Korsgaard, og den vil fange dig allerede fra første kapitel.
LÆS OGSÅ: Xiania 1: Klara. Et glamourøst og beskidt drama om jazztidens Oslo af Lotta Elstad
Xiania er et drama, der er glamourøst og beskidt på samme tid. Romanen forgår i 1922, hvor Klara må tage fra sin lille norske by til storbyen Xiania efter en uønsket graviditet. Her bliver Klara en del af Madam Zaravellas verden i slummen Vaterland. Det er en fattig men livlig underverden, hvor alkoholen flyder frit til trods for, at det er forbudstid.
Før Klara ved af det, er Klara begyndt at blive hjemmevant i byens natteliv, hvor hun føler sig splittet mellem revolutionære Matteo og smukke Leander.
LÆS OGSÅ: 25 historiske romaner til din læsning
Xiania er et portræt af en stærk kvindes møde med byen og en flok outsidere. Klara er første bind i Xiania, hvor hvert bind i serien vil følge en ny karakter i samme univers. Det er en serie, som du ikke må gå glip af, og nu har du mulighed for at smuglæse første kapitel herunder.
Xiania 1: Klara
Oversat af Thomas Korsgaard
Min del af historien begynder som de fleste: med et stød og en tidlig sædafgang.
Det var en novemberaften i 1921, og i to romantiske minutter, i et iskoldt brændeskur mellem Åker gård, Abraham Pihls grav og den skøre dames atelier, var vi at regne for rette ægtefolk.
Jeg var i arvede uldmamelukker. Han havde en tåbelig øreklaphue på. Jeg husker ikke hans navn. Knap nok hvordan han så ud. Kun at han var et forpustet åndedræt, et tidsfordriv på en friaften, en travl tunge, som løb over mine tænder, et klæbrigt pust mod øret.
Hans replik: ”Jeg er pilot.” Og jeg lod, som om jeg troede på ham, den rallende vejrtrækning til trods; for hvorfor ikke? Han var ny, kom udenbys fra, den første i lang tid, og det var nok for mig, desuden blev båndet mellem os hurtigt kappet. Jeg mødte ham kun én gang.
Og der gik et godt stykke tid, før panikken meldte sig.
Ingen kunne se det på mig dagen efter. Jeg mødte op i det kolde kirkerum, knælede på det hårde træ, som rev gnavesårene op fra forrige gang, og præsten tegnede et kors i støv, mens han begyndte på den om søstrene Martha og Maria – en passage, jeg for øvrigt aldrig var blevet bekvem med.
Jesu opgivende stemme, når han klager over, at storesøsteren passer køkkenet. Hvordan han beklager sig. Martha, Martha, slap nu af, du stræber sådan, hænger dig i alting, gør hellere som din søster, sæt dig ved mine fødder, lyt og lær – som om ord trumfer mad? Som om mad laver sig selv? Ja, som om ånd slår materie? – for det føltes altid, som om klagerne også gjaldt mig.
At jeg var forkert. At jeg glaner for meget. Ikke møder andre folks blikke nok. Snakker for lidt, snakker for meget, at det er mig, som må tage ansvar, hvis der opstår stilhed, men hvis jeg så gør det, ja, bryder tavsheden, tager jeg for meget plads og gør mig selv til grin og alle andre pinligt berørte og kan lige så godt lægge mig til at dø, men altså. Uanset hvad: Efter prædikenen gjorde jeg som anbefalet.
Drak urteteen. Et heftigt grums af persille, fennikel og kamille med en lille teske reumatismemedicin. Et pulver baseret på ormeklasedruer (hvad end det så er), som specialkolonialen i Hamar centrum havde importeret fra De Forende Stater.
Og jeg kan ikke lide at snakke sådan om mig selv, men det hører med til historien, at jeg var sådan en: en, som gemte sådanne kure i natbordsskuffen. I det dunkle værelse bag køkkenet, til nødstilfælde. Den var medbragt hjemmefra, hvor vi alle vidste – en kundskab, vi fik overleveret fra tanter, bedstemødre, bedsteveninder – at den forebyggede ”livmoderforstyrrelser”.
Og da urteteen var indtaget, tænkte jeg, at det hele, pilottungen og dens tabte arving, hvis der ellers fandtes sådan én, gik i glemmebogen.
Over nytår skulle mindet om dem begge imidlertid trænge frem i lyset igen.
Syv ugers forsinkelse. I lang tid havde jeg forsøgt at fortrænge det.
Men ængstelsen greb fat i mig, da jeg kastede op ud over de våde lagner på trappen fra vaskerummet op til tørreloftet, og jeg måtte vaske alt sengetøjet forfra. Og da seancen gentog sig næste dag, mens jeg krummede ryggen gennem den lave gang til rullerummet i kælderen; og dagen efter det: ud over dugen, som jeg strøg, og efter det: da jeg pudsede sølvtøj, og så: idet jeg stod bøjet over hønsene, de klukkede tvært og hakkede efter mig med deres næb, og derefter: i fadeburet, hvor jeg brød sammen i gråd.
Og blev opdaget. Af Anine. Kokken: en kvinde, jeg aldrig i verden ville have sat min lid til, hvis det havde været et andet tidspunkt i tilværelsen – og det skyldtes ikke kun, at jeg havde observeret hende smage på sin egen ørevoks.
Det er muligt, at min grund var uretfærdig, men hun havde altså tjavset hår, en lidenskab for syrnet fløde og slim i blodet, ja, hun var langsom af natur, slog hvepse ihjel med tommelfingeren, mens hun skreg af smerte over stikket. Hendes sparsomme ordforråd hjalp heller ikke. Særligt fordi hun hyppigt brugte ordet simpel og det mest om sig selv.
Jeg havde ikke hjerte til at fortælle hende, hvor meget det irriterede mig, jeg ville ikke virke fin på den, ville ikke røbe, at jeg længtes efter den dag, hendes vokabularium ville blive udvidet (en dag, som aldrig kom), hvor hun ville indse, at betydningsindholdet ikke gik tabt med lidt variation. Ja, for hvad med et beskedent antræk i stedet? En tarvelig frisure? En plebejisk verdensanskuelse? Eller nedrig?
For hun viste sig at være nedrig nok til at vide, hvad min situation krævede.
Hun endte faktisk med at imponere mig. Øm og beslutsom slæbte hun mig ud af fadeburet, tog mig under armen og trak mig hen til sin datter, en velvoksen kvinde, gift og med tre børn. De boede et par gårde væk; og denne datter var tydeligvis god til at planlægge og tage forholdsregler.
Hun instruerede mig i, hvordan man håndterede en damesprøjte, Den gifte kvindes hemmelighed, en sort slange med en spydspids fæstnet til en rød gummiballon, som skulle blæses op med eddike og sæbevand. Dimsen skulle op mellem benene. Klem til. Fyld dig selv op. Hun havde en tilovers. Jeg fik den med hjem. Og der gjorde jeg nøjagtigt, som hun sagde, og bagefter, da jeg gik ud fra, at det hele var overstået, at jeg var reddet, havnede dimsen i natbordsskuffen ved siden af reumatismemedicinen.
Jeg lagde den ind som et muteret bogmærke i min Oxford Grammar.
Men ugerne gik, og den røde fane hejste sig ikke.
Så jeg satte ind med et nyt redningsforsøg, fiskede dimsen frem fra skuffen igen, tog eddiken ud af fadeburet, og denne gang, i ren fortvivlelse, i et forsøg på at handle frem for at lade angsten tage overhånd, lavede jeg min egen mikstur: sprøjtede en ekstra sjat ind, selvom instrukserne havde været strenge, kun én dosis, havde Anines datter sagt, men forrige fadæse skyldtes nok fejhed, tænkte jeg, at jeg havde været for forsigtig, nu måtte jeg gå hårdere til værks.
Jeg tog tilløb, stak spyddet ind, pressede slangen op, ja, langt op, så den ramte noget hårdt og ujævnt, mens jeg løftede maven og klemte hurtigt på ballonen, så brændenældevæsken ætsede deroppe, før den løb ned mod tissekonen, som begyndte at svie og klø som ind i helvede. Helst ville jeg bare finde noget, som kunne køle alt ned. Lindre. Men i stedet skrabede og piskede jeg min skede med slangen, slog den mod maven, og jeg blev ved sådan i en halv times tid – indtil jeg begyndte at bløde.
Og min første tanke var, at blodet vidnede om, at jeg var ude af kniben.
Min anden: Nu dør jeg.
For så kom smerten.
En delirisk smerte. En desorienterende smerte. Sådan en, man skal have respekt for. Den var et bæst; den rev, den bed, den huggede til og flåede op og jeg revnede indvendig, igen og igen, og huden skallede som malingen på det dunkle værelse og kroppen skælvede og hovedet begyndte at snurre og alle sanseindtryk flød sammen, pilotens svedige åndedræt, den foroverbøjede gang hen til rullerummet, høvlen, som kørte over mig nu. Så en pause.
Først troede jeg, at det var ovre. Men nej. Den havde bare flyttet sig. Angreb sporadisk, bevægede sig omkring, gav min mave nogle seriøse spark indefra, så var den væk igen, så tilbage, så væk, og det var under et af disse ophold, at jeg krøb til korset.
Til lægens kontor. ”Uforklarlige smerter,” sagde jeg.
Jeg var klædt sømmeligt, muligvis overgjort. Tre franske fletninger viklet sammen i en knude, holdt på plads af et par enkle bronzespænder på baghovedet, og mormors sorte sørgebluse med victoriansk snit, en knap, som strammede i halsen, jeg pillede ved den, fortsatte med at forklare.
”De kom uanmeldt,” sagde jeg. ”Jeg aner ikke hvorfor.”
Men efter at have trykket forsigtigt på min mave og studeret mit ansigt, som jeg blev ved med at røre ved (– jeg ved det, jeg ved det: en afslørende gestik, jeg var ikke i stand til at kontrollere det –), sagde lægen opgivende med en stemme, som mindede om Jesu lidelser, at han ikke ønskede at ”have denne samtale”.
Han rystede på hovedet. Sukkede og bad mig om at gå. Kluntet kom jeg op fra stolen. Støttede mig til det store mørke bord mellem os og kom til at skubbe til en fyldepen, som røg på gulvet, ja, hver bevægelse, hver lyd var som et slag mod underlivet, og det var muligvis dette, at han så, hvor ynkelig jeg var, at jeg talte med besvær, som fik ham til at nøle.
Han sukkede tungt, nogle åndedrag, ind og ud, ind, ud, en pibende næse.
Og sagde så til slut, at han kunne give mig ”en recept mod smerterne”.
Efter det skulle jeg aldrig nogensinde vise mig der igen.
Så viftede han en lap mod mig med den ene hånd, og med den anden verfede han mig ud af det damasktapetklædte rum, hele tiden med blikket bortvendt, som om synet af mig kunne gøre ham til en saltstøtte.
Men apotekeren så forundret på sedlen. Rynkede brynene. Recepten var ubrugelig.
Det tog en halv time, før det lykkedes mig at tyde det, som stod på den:
MADAM ZAVARELLA,
ELVEGATA 2,
VATERLAND, X,
KODEORD: NOGET ANDET
Madam Zavarella? Jeg tænkte: Sikke et latterligt navn. Lige så meget for meget som en dinglende fjerboa.
Og X’et? Det stod for Kristiania. Xiania, som nogle stadigvæk skrev.
Jeg havde altid godt kunnet lide den forkortelse. Syntes den var snedig. Som om man var på fornavn. Tænkte, at lægen måtte have været derfra. Ja, derfra og fra forrige århundrede – for kun sådan nogle typer, sådan nogle fortidslevn kunne finde på at være så hjertelige over for denne by, som resten af os kaldte for landets endetarm (fjeldene, derimod, var rygsøjlen, fjordene dets arterier);
men dette X – det var som et hemmeligt sprog, som om kun de indfødte vidste det, jeg også ved nu: at nok burde man sætte et krucifiks over byens kødelige afvigelser, men den var også et kryds, et dårligt planlagt et, mellem krokethaver og trærønner, prædikestole og revolutionsramper, klak-lydene fra elegante sko, lasede lærredssko, den var inderlig og hyklerisk som en afholdskro med spritånde, nu også oversvømmet af provinsen, som man sagde. Af sådan nogle som mig.
Rettere sagt: Nogle timer efter det – hvad skal jeg sige – noget ydmygende, noget forstemmende, noget underlige lægebesøg nåede jeg akkurat med toget, da det hylede til afgang fra Hamar station.
Jeg husker, at det var i februar. Askeonsdag, tror jeg. Et kors i panden, et mærke. Året var 1922.
Lotte Elstad: Xiania 1: Klara
Året er 1922. Klara tager toget fra en lille norsk flække til storbyen Kristiania (Xiania) for at håndtere en uønsket graviditet. Hun er 19 år gammel, og i hånden har hun en lap papir med et navn og en adresse: Madam Zavarella, Elvagata 2.
Efter en abort, som næsten koster Klara livet, bliver hun en del af den sammensatte verden omkring Madam Zavarella i slummen Vaterland. Det er en stinkende, fattig, pulserende underverden, men hos Madam Zavarella er der pengesedler gemt i alle sprækker af det vakkelvorne hus, der er en automobil i gården, forbindelser til de finere kredse på Bygdø, og selvom det er forbudstid, flyder alkoholen frit. Før Klara ved af det, har hun fået kort hår og bukser og færdes hjemmevant i byens natteliv, hvor hun føler sig splittet mellem revolutionære Matteo og smukke Leander.
Xiania er et portræt af en ung kvindes møde med et sydende Kristiania og med en farverig, excentrisk flok af outsidere. Det er et glamourøst og beskidt drama om jazztidens Oslo. Xiania 1: Klara er første bind i en planlagt trilogi af den norske forfatter Lotta Elstad.
Du kan købe Xiania 1: Klara online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: