Kan du heller ikke få nok af Simon Spier fra Simon vs. verdens forventninger? Så læs med her, for nu udkommer den selvstændige efterfølger Leah på offbeatet, og du kan læse det første kapitel af bogen lige her.
1
Det er ikke for at overdrive, men jeg vil hellere dø end at lade Morgan vælge vores sætliste. Den pige er en forstadsfars midtvejskrise i en high school-elevs krop. Som nu for eksempel: Hun sidder på knæ på gulvet og bruger keyboardskamlen som bord, og hvert eneste nummer på
hendes liste er en middelmådig, klassisk rocksang. Jeg er et meget tolerant menneske, men som amerikaner, som musiker og som et levende individ med respekt for sig selv er det både min
pligt og min ret at nedlægge veto hele vejen rundt.
Jeg læner mig frem for at se hen over skulderen på hende.
„Drop Bon Jovi. Drop Journey.“
„Hvad, seriøst?“ siger Morgan. „Men folk elsker ’Don’t Stop Believin’’.“
„Folk elsker også meth. Skal vi begynde at tage meth?“
Anna løfter øjenbrynene. „Leah, sammenlignede du lige …“
„Sammenlignede jeg lige ’Don’t Stop Believin’’ med meth?“ Jeg trækker på skuldrene. „Jamen, ja. Det gjorde jeg da.“
Anna og Morgan sender hinanden et blik med stort B. Det er et Blik, der siger okay, nu skal hun igen bare være stædig.
„Men det er jo rigtigt. Sangen hænger slet ikke sammen. Teksten er latterlig.“ Jeg giver lilletrommen et let slag for at understrege min holdning.
„Jeg kan godt lide teksten,“ svarer Anna. „Den er optimistisk.“
„Det handler ikke om, hvorvidt den er optimistisk. Det handler om det vanvittigt usandsynlige ved – og jeg citerer – ’a midnight train going’ – og her kommer det – ’anywhere’.“
De sender hinanden et Blik mere, denne gang med små skuldertrækninger. Oversættelse: Det har hun selvfølgelig ret i. Oversættelse af oversættelsen: Leah Catherine Burke er faktisk genial, og vi bør aldrig tvivle på hendes musiksmag.
„Måske skal vi vente med at sætte noget nyt på listen, indtil Taylor og Nora er tilbage,“ medgiver Morgan. Og hun har ret. Taylor og Nora har været optaget af prøver til skolemusicalen siden januar. Og selv om vi andre har mødtes et par gange om ugen, er det noget lort at øve uden vores sanger og lead guitarist.
„Okay,“ siger Anna. „Så er vi vel færdige her?“
„Skal vi ikke øve mere i dag?“
Piv. Jeg skulle nok have holdt kæft med Journey. Okay, jeg er med. Jeg er hvid. Det er meningen, jeg skal elske dårlig klassisk rock. Men jeg troede ligesom, at vi alle sammen nød vores livlige debat om musik og meth. Men måske kørte det af sporet et eller andet sted, for Morgan pakker keyboardet væk, og Anna sms’er til sin mor om at komme og hente hende. Så det er vel game over.
Der er tyve minutter, til min mor kommer, så jeg bliver hængende i musiklokalet, efter at de andre er gået. Jeg har egentlig ikke noget imod det. Det er faktisk rart at tromme alene. Jeg lader stikkerne føre an, fra stortrommen til lilletrommen om og om igen. Nogle fills på tammerne. Nogle chhh chhh chhh på hi-hat’en og så crash.
Crash.
Crash.
Og et mere.
Jeg hører ikke engang min mobil summe, før et ding fortæller mig, at der ligger en besked på telefonsvareren. Den er selvfølgelig fra min mor. Hun ringer altid og sms’er kun som en sidste udvej. Man skulle tro, hun var halvtreds eller en million år gammel, men hun er femogtredive. Jeg er atten. Værsgo – så kan man selv regne det ud.
Jeg er i bund og grund skolens overvægtige Slytherin Rory Gilmore.
Jeg lytter ikke til beskeden på telefonsvareren, for hun skriver altid til mig bagefter – og ganske rigtigt, et øjeblik efter: Jeg er virkelig ked af det, skat – men jeg ligger vandret her. Kan du tage bussen i dag?
Ja, selvfølgelig, skriver jeg tilbage.
Du er en stjerne. Kysse-emoji.
Mors chef er en ustoppelig, mekanisk arbejdsnarkoman-advokat, så det her sker tit. Det er enten det, eller også er hun på en date. Det er ikke særlig sjovt at have en mor, som får mere sex, end jeg gør. Lige nu ser hun en fyr, der hedder Wells. Han er skaldet og rig og har bittesmå ører, og han er vist nærmest halvtreds. Jeg har mødt ham en enkelt gang i tredive minutter, og han lavede seks ordspil og sagde „åh, for filan“ to gange.
Nå, men før i tiden havde jeg en bil, og så gjorde det ikke den store forskel – hvis jeg nåede hjem før mor, lukkede jeg bare mig selv ind gennem garagen. Men mors bil døde sidste sommer, så min bil blev hendes bil, hvilket betyder, at jeg må tage bussen hjem med femogtredive unger fra første år. Ikke at jeg er bitter.
Vi skal være ude af musiklokalet klokken fem, så jeg skiller trommesættet ad og bærer det ind i depotet, tromme for tromme. Jeg er den eneste, der bruger skolens trommer. Alle andre spiller på deres egne trommesæt i de færdigbyggede kældre i deres private paladser. Min ven Nick har et customizable Yamaha DTX450K-sæt, og han spiller ikke engang. Det ville jeg aldrig, aldrig nogensinde få råd til. Men sådan er Shady Creek.
Der er en halv time, til den sene bus går, så jeg kan vel lige så godt give den som teater-groupie. Der er aldrig nogen, som tager sig af, at jeg kommer ind, mens de øver, ikke engang selv om forestillingen har premiere på fredag. For at være helt ærlig vader jeg så tit ind til prøverne, at folk formentlig glemmer, at jeg ikke er med i stykket. De fleste af mine venner er med – selv Nick, der aldrig havde aflagt prøve til noget som helst før det her. Jeg er rimelig sikker på, at han udelukkende gjorde det for at kunne være sammen med sin irriterende bedårende kæreste.
Men eftersom han både er fantastisk og enestående, lykkedes det ham at kapre hovedrollen.
Jeg tager gangen, der fører om bag scenen, og smutter ind ad døren.
Selvfølgelig møder jeg allerførst muslingen selv, min bedste bro, den legendariske Oreo-gnasker: Simon Spier.
„Leah!“ Han står i kulisserne ved siden af scenen, halvvejs i kostume og omgivet af drenge. Jeg aner ikke, hvordan det lykkedes Ms. Albright at overtale så mange drenge til at aflægge prøve i år. Simon går lidt væk fra dem. „Du kommer lige i tide til at høre mit nummer.“
„Det var selvfølgelig med vilje.“
„Var det?“
„Nej.“
„Jeg hader dig.“ Han giver mig en albue i siden og krammer mig så. „Nej, jeg elsker dig.“
„Det forstår jeg godt.“
„Det er helt uvirkeligt, at du skal høre mig synge.“
Jeg smiler bredt. „Ja, alle snakker om det.“
Der bliver hvisket et eller andet utydeligt, og drengene stiller op i kulisserne – anspændte og parate. Jeg kan seriøst ikke engang se på dem uden at komme til at grine. De opfører Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat, og alle Josefs brødre har store, kunstige skæg på. Jeg ved ikke hvorfor. Måske står det i Bibelens kostumeoversigt eller sådan noget.
„Du må ikke ønske mig held og lykke,“ siger Simon. „Sig knæk og bræk.“
„Du må nok hellere komme derud, Simon.“
„Okay, men hey – du skal ikke tage bussen hjem. Vi tager på Waffle House bagefter.“
„Tjek.“
Drengene defilerer ud på scenen, og jeg går længere frem i sidekulisserne. Nu hvor flokken er væk, kan jeg se Cal Price, scenemesteren, der sidder ved et bord mellem scenetæpperne. „Hey, Røde.“
Det kalder han mig, selv om jeg nærmest ikke er rødhåret. Det er fint – Cal er jordens sødeste – men jeg får et jag i brystet, hver gang han gør det.
Før i tiden kaldte far mig altid for Røde. Det var dengang, han kaldte mig noget overhovedet.
„Har du set det her nummer?“ spørger Cal, og jeg ryster på hovedet. Han smiler og peger med hagen mod scenen, så jeg tager et par skridt fremad.
Drengene tumler rundt. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal beskrive det. Korlederen hamrer en eller anden fransklydende melodi ud på klaveret, og Simon træder frem med hånden på hjertet.
„Do you remember the good years in Canaan …“
Hans stemme ryster, bare en lille smule, og hans franske accent er katastrofal. Men han er pissesjov derinde – han går på knæ, tager sig til hovedet og stønner – og jeg er ikke ude på at oversælge det eller noget, men det er måske den mest fremragende fortolkning nogensinde.
Nora dukker op ved siden af mig. „Prøv at gætte, hvor mange gange jeg har hørt ham synge den på værelset.“
„Vær sød at sige, at han ikke aner, du kan høre ham.“
„Han aner ikke, jeg kan høre ham.“
Beklager, Simon, men du er simpelthen bare for kær. Hvis du ikke var bøsse og optaget, ville jeg gifte mig med dig. Og lad os bare være ærlige: Det ville være fantastisk at blive gift med Simon – og ikke kun fordi jeg var ulykkeligt og hemmeligt forelsket i ham i det meste af 5.-6.-klasse. Det er mere end det. Jeg er totalt klar på at blive en Spier, for det er en perfekt familie. Jeg ville få Nora som svigerinde, plus en fantastisk, ældre svigerinde på college. Og hele familien bor i et enormt og skønt hus, som ikke flyder med tøj og tingeltangel over det hele. Jeg elsker endda deres hund.
Sangen slutter, og jeg lister mig ud og om til de bagerste pladser i auditoriet, som blandt dramaeleverne håbefuldt er kendt som Kysserækkerne. Men jeg er helt alene her og kun halvvejs opmærksom. Jeg iagttager handlingen på afstand. Jeg har aldrig været med i en forestilling, selv om mor altid forsøger at få mig til at aflægge prøve. Men sagen er bare, at man kan bruge flere år på at lave dårlige fantegninger på skitseblokke uden at behøve at vise dem til nogen. Man kan tromme alene i musiklokalet, indtil man er god nok til at spille for et publikum. Men med skuespil har man ikke rigtig mulighed for at øve sig i flere år og fejle helt for sig selv. Man har et publikum, før der overhovedet er et publikum.
Musikken sætter i gang. Abby Suso træder frem iført en gigantisk perlebesat krave og en Elvis-paryk. Og hun synger.
Hun er selvfølgelig fantastisk. Hendes stemme er ikke så vild som Nicks eller Taylors, men hun synger rent, og hun er sjov. Det er det helt afgørende. Hun er en decideret gøgler på scenen. På et tidspunkt skraldgriner Ms. Albright faktisk. Hvilket alligevel siger noget – ikke bare fordi jeg ikke vidste, at folk rent faktisk skraldgriner i virkeligheden, men fordi Ms. Albright har set det tusind gange allerede. Men så god er Abby bare. Selv jeg ser hypnotiseret på hende.
Da stykket slutter, samler Ms. Albright skuespillerne på scenen for at følge op på folks optrædener. Alle smider sig rundt omkring, men Simon og Nick rykker ned bagved, ved siden af Abby. Selvfølgelig.
Nick lægger armen om hendes skuldre, og hun putter sig ind til ham. Selvfølgelig.
Der er ingen wi-fi i auditoriet, så der er ikke andet at lave end at lytte til Ms. Albrights instruktioner efterfulgt af en uopfordret ti minutter lang monolog fra Taylor Metternich om at glemme sig selv og gå i ét med sin karakter. Jeg har en teori om, at Taylor bogstavelig talt tænder på at høre sig selv snakke. Jeg er rimelig sikker på, at hun får bittesmå hemmelige orgasmer lige for øjnene af os.
Endelig siger Ms. Albright tak for i dag, og alle strømmer ud af auditoriet og napper deres rygsække på vejen ud – men Simon, Nick og Abby venter i en klynge tæt ved orkestergraven. Jeg rejser mig og strækker mig og går ned ad midtergangen for at møde dem. Og en del af mig har lyst til at rose dem vildt og inderligt, men et eller andet holder mig tilbage. Måske er det bare lidt for ulideligt oprigtigt, lidt for Leah-i-5.-klasse. For slet ikke at tale om, at tanken om mig, der falder helt i svime over Abby Suso, giver mig kvalme.
Jeg stikker Simon en highfive. „Du var super.“
„Jeg vidste ikke engang, at du var her,“ siger Abby.
Det er svært at vide, hvad hun mener med det. Måske er det en skjult fornærmelse. Som i Hvorfor er du overhovedet her, Leah? Eller måske: Du er så ligegyldig, at jeg slet ikke så dig. Men måske lægger jeg for meget i det. Det ville ikke være første gang, når det drejer sig om Abby.
Jeg nikker. „Jeg hørte, at I ville tage på Waffle House?“
„Ja, jeg tror bare, vi venter på Nora.“
Martin Addison går forbi. „Hey, Simeon,“ siger han.
„Hey, Ruben,“ svarer Simon og kigger op fra sin mobil. Det er deres karakterers navne. Og ja, Simon spiller en fyr, der hedder Simeon, for Ms. Albright kunne nok bare ikke lade være. Ruben og Simeon er to af Josefs brødre, og jeg er sikker på, at det alt sammen ville være nuttet, hvis ikke Martin Addison var en del af det.
Martin går videre, og Abbys blik lyner. Det er seriøst virkelig svært at pisse Abby af, men Martin gør det alene ved at være i live. Og ved at gøre sig umage for at tale til Simon, som om sidste år ikke skete. Det er så fucking frækt. Simon taler i virkeligheden ikke særligt meget med Martin, men jeg hader, at han gør det overhovedet. Altså, jeg skal selvfølgelig ikke bestemme, hvem Simon taler med. Men jeg ved – jeg kan bare mærke det – at det generer Abby lige så meget, som det generer mig.
Simon kigger igen ned på sin mobil, tydeligvis i gang med at skrive til Bram. De har været kærester i lidt over et år, og de er et af de der kvalmefremkaldende lykkelige par. Altså, de opfører sig ikke upassende. De rører faktisk knap nok hinanden i skolen, sikkert fordi folk er præhistoriske pikhoveder, når det kommer til alt, der har med bøsser at gøre. Men Simon og Bram sms’er og øjeknepper hinanden hele dagen – de kan ikke engang klare fem minutter uden kontakt. For at være helt ærlig er det svært ikke at blive jaloux. Ikke på grund af ægte-kærlighed-hjerter-i-øjnene-kan-slet-ikke-holde-hænderne-fra-hinanden-eventyrmagien. Men fordi de kastede sig ud i det. De havde nosser nok til at sige fuck det her, fuck Georgia, fuck alle jer homofobiske røvhuller.
„Møder Bram og Garrett os der?“ spørger Abby.
„Yup. De er lige blevet færdige med fodbold.“ Simon smiler.
Jeg ender med at sidde på forsædet ved siden af Simon. Nora sidder på bagsædet og er i gang med at rode sin rygsæk igennem. Hun har opsmøgede jeans på, hun er dækket af maling, og hendes krøller er sat op i en rodet knold. Det ene øre er piercet hele vejen op, og hun har en lillebitte blå næsestift, som hun fik i sommer. Hun er simpelt hen for nuttet. Jeg elsker, at hun ligner Simon så meget, og jeg elsker, at de begge ligner deres storesøster. De er den vildeste copy-paste-familie.
Endelig kommer Noras hånd op fra rygsækken med en gigantisk, uåbnet pakke M&M’s. „Jeg er hundesulten.“
„Vi er jo bogstavelig talt på vej på Waffle House. Lige nu,“ siger Simon, men han rækker alligevel om bagved for at få nogle. Jeg tager en håndfuld, og de er perfekt smeltede – hvilket vil sige, at de ikke er helt smeltede. Bare lidt bløde indeni.
„Nå, men det var da ikke vildt dårligt, vel?“ spørger Simon.
„Stykket?“
Han nikker.
„Nej, overhovedet ikke. Det var fedt.“
„Ja, men folk kan stadig ikke deres replikker, og vi har premiere på fredag. Og åndssvage Potifar fuckede et helt nummer op i dag. Shit, hvor har jeg brug for vafler.“
Jeg tager min mobil frem og tjekker Snapchat. Abby har lagt en superlang historie op fra prøven, i stil med en montage fra en romantisk komedie. Der er en snap af Nick og Taylor, der synger på scenen. En mega closeup-selfie af Abby og Simon. Et billede, endnu tættere på, af Simons ansigt, hvor hans næsebor ser så store ud, at Abby har sat en pandagrafik ind i et af dem. Og Abby og Nick, om og om igen.
Jeg stikker mobilen tilbage i lommen. Simon drejer ud på Mount Vernon Highway. Jeg føler mig nervøs og mærkeligt utilpas – som om et eller andet generer mig, uden at jeg kan huske hvad. Det er som et lillebitte nålestik i baghovedet.
„Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er for et nummer, du spiller,“ siger Nora.
Der går et øjeblik, før jeg forstår, at det er mig, hun taler til, og endnu et øjeblik, før det går op for mig, at jeg har trommet på handskerummet.
„Øh, nej. Det ved jeg heller ikke.“
„Det er sådan her,“ siger Nora og markerer fire slag bag på mit sæde. Boom-tap-boom-tap. Hi-hatten kører ottendedele, hurtigt og tight. Mine tanker fylder omgående resten ud.
Det er ’Don’t Stop Believin’’. Min hjerne er et røvhul.
Som trommeslager i et band har Leah intet problem med at finde takten – men det er ikke helt så let i det virkelige liv. Hun elsker at tegne, men tør ikke vise sine tegninger til nogen. Og selvom hendes mor ved, at hun er biseksuel, har Leah endnu ikke fortalt det til sine venner – ikke engang til sin bedste ven Simon, som er homoseksuel.
Afslutningen på high school nærmer sig, der er spændinger og uro blandt vennerne, og det går efterhånden op for Leah, at hun måske er ved at forelske sig i en af dem.
Kan du heller ikke få nok af Simon Spier fra Simon vs. verdens forventninger? Så læs med her, for nu udkommer den selvstændige efterfølger Leah på offbeatet, og du kan læse det første kapitel af bogen lige her.
1
Det er ikke for at overdrive, men jeg vil hellere dø end at lade Morgan vælge vores sætliste. Den pige er en forstadsfars midtvejskrise i en high school-elevs krop. Som nu for eksempel: Hun sidder på knæ på gulvet og bruger keyboardskamlen som bord, og hvert eneste nummer på
hendes liste er en middelmådig, klassisk rocksang. Jeg er et meget tolerant menneske, men som amerikaner, som musiker og som et levende individ med respekt for sig selv er det både min
pligt og min ret at nedlægge veto hele vejen rundt.
Jeg læner mig frem for at se hen over skulderen på hende.
„Drop Bon Jovi. Drop Journey.“
„Hvad, seriøst?“ siger Morgan. „Men folk elsker ’Don’t Stop Believin’’.“
„Folk elsker også meth. Skal vi begynde at tage meth?“
Anna løfter øjenbrynene. „Leah, sammenlignede du lige …“
Anna og Morgan sender hinanden et blik med stort B. Det er et Blik, der siger okay, nu skal hun igen bare være stædig.
„Men det er jo rigtigt. Sangen hænger slet ikke sammen. Teksten er latterlig.“ Jeg giver lilletrommen et let slag for at understrege min holdning.
„Jeg kan godt lide teksten,“ svarer Anna. „Den er optimistisk.“
„Det handler ikke om, hvorvidt den er optimistisk. Det handler om det vanvittigt usandsynlige ved – og jeg citerer – ’a midnight train going’ – og her kommer det – ’anywhere’.“
De sender hinanden et Blik mere, denne gang med små skuldertrækninger. Oversættelse: Det har hun selvfølgelig ret i. Oversættelse af oversættelsen: Leah Catherine Burke er faktisk genial, og vi bør aldrig tvivle på hendes musiksmag.
„Måske skal vi vente med at sætte noget nyt på listen, indtil Taylor og Nora er tilbage,“ medgiver Morgan. Og hun har ret. Taylor og Nora har været optaget af prøver til skolemusicalen siden januar. Og selv om vi andre har mødtes et par gange om ugen, er det noget lort at øve uden vores sanger og lead guitarist.
„Okay,“ siger Anna. „Så er vi vel færdige her?“
„Skal vi ikke øve mere i dag?“
Piv. Jeg skulle nok have holdt kæft med Journey. Okay, jeg er med. Jeg er hvid. Det er meningen, jeg skal elske dårlig klassisk rock. Men jeg troede ligesom, at vi alle sammen nød vores livlige debat om musik og meth. Men måske kørte det af sporet et eller andet sted, for Morgan pakker keyboardet væk, og Anna sms’er til sin mor om at komme og hente hende. Så det er vel game over.
Der er tyve minutter, til min mor kommer, så jeg bliver hængende i musiklokalet, efter at de andre er gået. Jeg har egentlig ikke noget imod det. Det er faktisk rart at tromme alene. Jeg lader stikkerne føre an, fra stortrommen til lilletrommen om og om igen. Nogle fills på tammerne. Nogle chhh chhh chhh på hi-hat’en og så crash.
Crash.
Crash.
Og et mere.
Jeg hører ikke engang min mobil summe, før et ding fortæller mig, at der ligger en besked på telefonsvareren. Den er selvfølgelig fra min mor. Hun ringer altid og sms’er kun som en sidste udvej. Man skulle tro, hun var halvtreds eller en million år gammel, men hun er femogtredive. Jeg er atten. Værsgo – så kan man selv regne det ud.
Jeg lytter ikke til beskeden på telefonsvareren, for hun skriver altid til mig bagefter – og ganske rigtigt, et øjeblik efter: Jeg er virkelig ked af det, skat – men jeg ligger vandret her. Kan du tage bussen i dag?
Ja, selvfølgelig, skriver jeg tilbage.
Du er en stjerne. Kysse-emoji.
Mors chef er en ustoppelig, mekanisk arbejdsnarkoman-advokat, så det her sker tit. Det er enten det, eller også er hun på en date. Det er ikke særlig sjovt at have en mor, som får mere sex, end jeg gør. Lige nu ser hun en fyr, der hedder Wells. Han er skaldet og rig og har bittesmå ører, og han er vist nærmest halvtreds. Jeg har mødt ham en enkelt gang i tredive minutter, og han lavede seks ordspil og sagde „åh, for filan“ to gange.
Nå, men før i tiden havde jeg en bil, og så gjorde det ikke den store forskel – hvis jeg nåede hjem før mor, lukkede jeg bare mig selv ind gennem garagen. Men mors bil døde sidste sommer, så min bil blev hendes bil, hvilket betyder, at jeg må tage bussen hjem med femogtredive unger fra første år. Ikke at jeg er bitter.
Vi skal være ude af musiklokalet klokken fem, så jeg skiller trommesættet ad og bærer det ind i depotet, tromme for tromme. Jeg er den eneste, der bruger skolens trommer. Alle andre spiller på deres egne trommesæt i de færdigbyggede kældre i deres private paladser. Min ven Nick har et customizable Yamaha DTX450K-sæt, og han spiller ikke engang. Det ville jeg aldrig, aldrig nogensinde få råd til. Men sådan er Shady Creek.
Der er en halv time, til den sene bus går, så jeg kan vel lige så godt give den som teater-groupie. Der er aldrig nogen, som tager sig af, at jeg kommer ind, mens de øver, ikke engang selv om forestillingen har premiere på fredag. For at være helt ærlig vader jeg så tit ind til prøverne, at folk formentlig glemmer, at jeg ikke er med i stykket. De fleste af mine venner er med – selv Nick, der aldrig havde aflagt prøve til noget som helst før det her. Jeg er rimelig sikker på, at han udelukkende gjorde det for at kunne være sammen med sin irriterende bedårende kæreste.
Men eftersom han både er fantastisk og enestående, lykkedes det ham at kapre hovedrollen.
Jeg tager gangen, der fører om bag scenen, og smutter ind ad døren.
„Leah!“ Han står i kulisserne ved siden af scenen, halvvejs i kostume og omgivet af drenge. Jeg aner ikke, hvordan det lykkedes Ms. Albright at overtale så mange drenge til at aflægge prøve i år. Simon går lidt væk fra dem. „Du kommer lige i tide til at høre mit nummer.“
„Det var selvfølgelig med vilje.“
„Var det?“
„Nej.“
„Jeg hader dig.“ Han giver mig en albue i siden og krammer mig så. „Nej, jeg elsker dig.“
„Det forstår jeg godt.“
„Det er helt uvirkeligt, at du skal høre mig synge.“
Jeg smiler bredt. „Ja, alle snakker om det.“
Der bliver hvisket et eller andet utydeligt, og drengene stiller op i kulisserne – anspændte og parate. Jeg kan seriøst ikke engang se på dem uden at komme til at grine. De opfører Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat, og alle Josefs brødre har store, kunstige skæg på. Jeg ved ikke hvorfor. Måske står det i Bibelens kostumeoversigt eller sådan noget.
„Du må ikke ønske mig held og lykke,“ siger Simon. „Sig knæk og bræk.“
„Du må nok hellere komme derud, Simon.“
„Okay, men hey – du skal ikke tage bussen hjem. Vi tager på Waffle House bagefter.“
„Tjek.“
Drengene defilerer ud på scenen, og jeg går længere frem i sidekulisserne. Nu hvor flokken er væk, kan jeg se Cal Price, scenemesteren, der sidder ved et bord mellem scenetæpperne. „Hey, Røde.“
Det kalder han mig, selv om jeg nærmest ikke er rødhåret. Det er fint – Cal er jordens sødeste – men jeg får et jag i brystet, hver gang han gør det.
Før i tiden kaldte far mig altid for Røde. Det var dengang, han kaldte mig noget overhovedet.
„Har du set det her nummer?“ spørger Cal, og jeg ryster på hovedet. Han smiler og peger med hagen mod scenen, så jeg tager et par skridt fremad.
Hans stemme ryster, bare en lille smule, og hans franske accent er katastrofal. Men han er pissesjov derinde – han går på knæ, tager sig til hovedet og stønner – og jeg er ikke ude på at oversælge det eller noget, men det er måske den mest fremragende fortolkning nogensinde.
Nora dukker op ved siden af mig. „Prøv at gætte, hvor mange gange jeg har hørt ham synge den på værelset.“
„Vær sød at sige, at han ikke aner, du kan høre ham.“
„Han aner ikke, jeg kan høre ham.“
Beklager, Simon, men du er simpelthen bare for kær. Hvis du ikke var bøsse og optaget, ville jeg gifte mig med dig. Og lad os bare være ærlige: Det ville være fantastisk at blive gift med Simon – og ikke kun fordi jeg var ulykkeligt og hemmeligt forelsket i ham i det meste af 5.-6.-klasse. Det er mere end det. Jeg er totalt klar på at blive en Spier, for det er en perfekt familie. Jeg ville få Nora som svigerinde, plus en fantastisk, ældre svigerinde på college. Og hele familien bor i et enormt og skønt hus, som ikke flyder med tøj og tingeltangel over det hele. Jeg elsker endda deres hund.
Sangen slutter, og jeg lister mig ud og om til de bagerste pladser i auditoriet, som blandt dramaeleverne håbefuldt er kendt som Kysserækkerne. Men jeg er helt alene her og kun halvvejs opmærksom. Jeg iagttager handlingen på afstand. Jeg har aldrig været med i en forestilling, selv om mor altid forsøger at få mig til at aflægge prøve. Men sagen er bare, at man kan bruge flere år på at lave dårlige fantegninger på skitseblokke uden at behøve at vise dem til nogen. Man kan tromme alene i musiklokalet, indtil man er god nok til at spille for et publikum. Men med skuespil har man ikke rigtig mulighed for at øve sig i flere år og fejle helt for sig selv. Man har et publikum, før der overhovedet er et publikum.
Musikken sætter i gang. Abby Suso træder frem iført en gigantisk perlebesat krave og en Elvis-paryk. Og hun synger.
Hun er selvfølgelig fantastisk. Hendes stemme er ikke så vild som Nicks eller Taylors, men hun synger rent, og hun er sjov. Det er det helt afgørende. Hun er en decideret gøgler på scenen. På et tidspunkt skraldgriner Ms. Albright faktisk. Hvilket alligevel siger noget – ikke bare fordi jeg ikke vidste, at folk rent faktisk skraldgriner i virkeligheden, men fordi Ms. Albright har set det tusind gange allerede. Men så god er Abby bare. Selv jeg ser hypnotiseret på hende.
Da stykket slutter, samler Ms. Albright skuespillerne på scenen for at følge op på folks optrædener. Alle smider sig rundt omkring, men Simon og Nick rykker ned bagved, ved siden af Abby. Selvfølgelig.
Der er ingen wi-fi i auditoriet, så der er ikke andet at lave end at lytte til Ms. Albrights instruktioner efterfulgt af en uopfordret ti minutter lang monolog fra Taylor Metternich om at glemme sig selv og gå i ét med sin karakter. Jeg har en teori om, at Taylor bogstavelig talt tænder på at høre sig selv snakke. Jeg er rimelig sikker på, at hun får bittesmå hemmelige orgasmer lige for øjnene af os.
Endelig siger Ms. Albright tak for i dag, og alle strømmer ud af auditoriet og napper deres rygsække på vejen ud – men Simon, Nick og Abby venter i en klynge tæt ved orkestergraven. Jeg rejser mig og strækker mig og går ned ad midtergangen for at møde dem. Og en del af mig har lyst til at rose dem vildt og inderligt, men et eller andet holder mig tilbage. Måske er det bare lidt for ulideligt oprigtigt, lidt for Leah-i-5.-klasse. For slet ikke at tale om, at tanken om mig, der falder helt i svime over Abby Suso, giver mig kvalme.
Jeg stikker Simon en highfive. „Du var super.“
„Jeg vidste ikke engang, at du var her,“ siger Abby.
Det er svært at vide, hvad hun mener med det. Måske er det en skjult fornærmelse. Som i Hvorfor er du overhovedet her, Leah? Eller måske: Du er så ligegyldig, at jeg slet ikke så dig. Men måske lægger jeg for meget i det. Det ville ikke være første gang, når det drejer sig om Abby.
Jeg nikker. „Jeg hørte, at I ville tage på Waffle House?“
„Ja, jeg tror bare, vi venter på Nora.“
Martin Addison går forbi. „Hey, Simeon,“ siger han.
„Hey, Ruben,“ svarer Simon og kigger op fra sin mobil. Det er deres karakterers navne. Og ja, Simon spiller en fyr, der hedder Simeon, for Ms. Albright kunne nok bare ikke lade være. Ruben og Simeon er to af Josefs brødre, og jeg er sikker på, at det alt sammen ville være nuttet, hvis ikke Martin Addison var en del af det.
Martin går videre, og Abbys blik lyner. Det er seriøst virkelig svært at pisse Abby af, men Martin gør det alene ved at være i live. Og ved at gøre sig umage for at tale til Simon, som om sidste år ikke skete. Det er så fucking frækt. Simon taler i virkeligheden ikke særligt meget med Martin, men jeg hader, at han gør det overhovedet. Altså, jeg skal selvfølgelig ikke bestemme, hvem Simon taler med. Men jeg ved – jeg kan bare mærke det – at det generer Abby lige så meget, som det generer mig.
Simon kigger igen ned på sin mobil, tydeligvis i gang med at skrive til Bram. De har været kærester i lidt over et år, og de er et af de der kvalmefremkaldende lykkelige par. Altså, de opfører sig ikke upassende. De rører faktisk knap nok hinanden i skolen, sikkert fordi folk er præhistoriske pikhoveder, når det kommer til alt, der har med bøsser at gøre. Men Simon og Bram sms’er og øjeknepper hinanden hele dagen – de kan ikke engang klare fem minutter uden kontakt. For at være helt ærlig er det svært ikke at blive jaloux. Ikke på grund af ægte-kærlighed-hjerter-i-øjnene-kan-slet-ikke-holde-hænderne-fra-hinanden-eventyrmagien. Men fordi de kastede sig ud i det. De havde nosser nok til at sige fuck det her, fuck Georgia, fuck alle jer homofobiske røvhuller.
„Møder Bram og Garrett os der?“ spørger Abby.
„Yup. De er lige blevet færdige med fodbold.“ Simon smiler.
Jeg ender med at sidde på forsædet ved siden af Simon. Nora sidder på bagsædet og er i gang med at rode sin rygsæk igennem. Hun har opsmøgede jeans på, hun er dækket af maling, og hendes krøller er sat op i en rodet knold. Det ene øre er piercet hele vejen op, og hun har en lillebitte blå næsestift, som hun fik i sommer. Hun er simpelt hen for nuttet. Jeg elsker, at hun ligner Simon så meget, og jeg elsker, at de begge ligner deres storesøster. De er den vildeste copy-paste-familie.
Endelig kommer Noras hånd op fra rygsækken med en gigantisk, uåbnet pakke M&M’s. „Jeg er hundesulten.“
„Vi er jo bogstavelig talt på vej på Waffle House. Lige nu,“ siger Simon, men han rækker alligevel om bagved for at få nogle. Jeg tager en håndfuld, og de er perfekt smeltede – hvilket vil sige, at de ikke er helt smeltede. Bare lidt bløde indeni.
„Nå, men det var da ikke vildt dårligt, vel?“ spørger Simon.
„Stykket?“
Han nikker.
„Nej, overhovedet ikke. Det var fedt.“
Jeg tager min mobil frem og tjekker Snapchat. Abby har lagt en superlang historie op fra prøven, i stil med en montage fra en romantisk komedie. Der er en snap af Nick og Taylor, der synger på scenen. En mega closeup-selfie af Abby og Simon. Et billede, endnu tættere på, af Simons ansigt, hvor hans næsebor ser så store ud, at Abby har sat en pandagrafik ind i et af dem. Og Abby og Nick, om og om igen.
Jeg stikker mobilen tilbage i lommen. Simon drejer ud på Mount Vernon Highway. Jeg føler mig nervøs og mærkeligt utilpas – som om et eller andet generer mig, uden at jeg kan huske hvad. Det er som et lillebitte nålestik i baghovedet.
„Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er for et nummer, du spiller,“ siger Nora.
Der går et øjeblik, før jeg forstår, at det er mig, hun taler til, og endnu et øjeblik, før det går op for mig, at jeg har trommet på handskerummet.
„Øh, nej. Det ved jeg heller ikke.“
„Det er sådan her,“ siger Nora og markerer fire slag bag på mit sæde. Boom-tap-boom-tap. Hi-hatten kører ottendedele, hurtigt og tight. Mine tanker fylder omgående resten ud.
Det er ’Don’t Stop Believin’’. Min hjerne er et røvhul.
Afslutningen på high school nærmer sig, der er spændinger og uro blandt vennerne, og det går efterhånden op for Leah, at hun måske er ved at forelske sig i en af dem.
Du kan forudbestille Leah på offbeatet her og finde den hos din lokale boghandler fra d. 24. april.
Andre læste også: