I Ilden ryster et jordskælv Reykjanes-halvøen og vækker de sovende vulkaner. Det kommer til at have stor betydning for geologen Anna Arnadóttir, der også oplever rystelser i sit private liv.
Forfatteren bag Ilden er islandske Sigríður Hagalín Björnsdóttir, der er bosat i Reykjavik, hvor hun ved siden af sin forfatterkarriere arbejder som journalist og nyhedsvært på den største nyhedskanal i Island. Hun har skrevet flere romaner, men Ilden er den første, der oversættes til dansk. Romanen viser Island, når en naturkatastrofe truer landet.
LÆS OGSÅ: Ilden er en islandsk katastroferoman om vulkaner og forelskelse i udbrud
I Ilden følger vi Anna Arnadóttir, der står overfor en af de vigtigste øjeblikke i hendes karriere. Et jordskælv har rystet Reykjanes-halvøen, som huser 2/3 af islandsk befolkning. Dette jordskælv vækker de sovende vulkaner, og disse har Anna godt kendskab til gennem sit arbejde som geolog. Islands befolkning er vant til disse jordskælv og forsætter livet, men ingen ved, hvor slemt det reelt bliver.
Katastroferne lurer overalt. Anna skal balancere det kaos, som vulkanerne bringer med sig samtidig med, at der sker rystelser i hendes eget liv, hvor Anna oplever, der bliver slået sprækker i hendes perfekte ægteskab.
LÆS OGSÅ: Sort is: Prisbelønnet islandsk krimiforfatter klar med ny isnende krimi, der går gennem marv og ben. Læs et uddrag her
I Ilden truer store katastrofer både landet og Annas familie. Læs et uddrag af romanen herunder.
Ilden
af Sigríður Hagalín Björnsdóttir
Sådan ender det.
Jorden omslutter mig med alle sine tidsaldre, fire tusind fem hundrede millioner år. Dens tyngde hviler på mig, uendeligt langsom og nådesløs, det brændende hjertes slag. Love, som intet skåner, livets begyndelse og dets endeligt. Den har mig i sin vold, holder mig fast som et insekt i sin mørke, bløde næve.
Jeg forsøger at bevæge hovedet, men det rokker sig ikke, spærrer øjnene op og lukker dem igen, der er kun mørke. Bedst at holde dem lukket. Koncentrere sig om det.
Ikke tænke.
Ikke lade tankerne dvæle ved, at jeg er død, at sådan må det føles at være død.
Det er ikke en dårlig konklusion, trods alt. Løser ganske meget. Befrier mig for beslutninger, en perfekt undskyldning for ikke at se i øjnene, hvad jeg har gjort. Ikke flere søvnløse nætter, ikke flere tårer, ikke mere at fortryde.
Intet, aldrig nogensinde mere.
Af jord er jeg kommet, til jord skal jeg blive, men tankerne nægter at give op. De fortsætter deres tvangsprægede kævl om dommedag, fremmaner billeder af huse, der styrter ned i sorte sprækker, vakler et øjeblik på kanten, før de langsomt vælter om på siden, lægger sig med et tungt suk ned i ilden.
Møbler, malerier, fotoalbum, klaverer, mikrobølgeovne, alt forsvinder under den sorte tunge, som står ud af det røde gab, glider hen over landet og ødelægger alt, den møder på sin vej, alle erindringer og berøringer, børnetegninger og omhyggeligt støvsugede tæpper, alt bøjer sig for denne umættelige sult og forsvinder i mørket.
Synes du ikke, at det er smukt?
Din stemme lyder i mit hoved, som om du er ved siden af mig, dit ansigt lyser af barnlig begejstring. Du smiler til mig, dine øjne er fulde af latter; min hjerne ved, at det er en illusion, du er her ikke, men mit hjerte synger af glæde og brister samtidig; jeg fik i det mindste lov at elske.
Hold op med det, siger jeg til mig selv, hold op med at mindes og huske og savne. Hold op med at puste og stønne og bruge den smule ilt, der er tilbage – vær fornuftig, kvinde. Brug nu din pokkers fornuft, homo sapiens. Hvad gavn har du af den nu?
Dyret, der omtaler sig selv som det tænkende menneske, kronen på skaberværket: Her ligger du så i fosterstilling, en maddike i jordens skød, en mus under mos, en forvokset hjerne, opsvulmet af minder og fakta og savn, formler og decimaler og information og drømme. Her gik du i dit hovmod og troede, at du kunne skelne det hele fra hinanden, danne overblik over verden med din viden. Og du var ikke engang i stand til at forstå dit eget hjerte. Dets simple love, som alle må kende.
Sådan ender det, men det begyndte ikke her.
Det begyndte alt sammen sidste vinter. Husker du?
REYKJANESRYGGEN
N63°48′56′′ V22°42′15′′
Reykjanesryggen er af mange grunde enestående på Jorden. Den danner en af de længste ubrudte spredningszoner på Den Midtatlantiske Ryg og er ligeledes den længste spredningszone, som ikke ligger ortogonalt på pladernes bevægelsesretning. Højderyggen strækker sig 900 kilometer mod syd fra Reykjanes til Bight-forkastningszonen tæt på 56,5 grader nordlig bredde.
Undersøiske vulkaner er mere almindelige på Reykjanesryggen end andre steder på Den Midtatlantiske Ryg.
PAVANE FOR EN DØD PRINSESSE
(ET HALVT ÅR TIDLIGERE)
Den magnetiske nordpol er et ekstremt påvirkeligt sted. I modsætning til sin stedbundne broder i syd er den ustadig, i konstant bevægelse, strejfer under jordskorpen i en evig søgen efter et fast opholdssted, kan ikke gøre for sin rakkernatur. Trækker kompassernes nåle efter sig på sin rejse fra Nunavut-øerne i Canada forbi den geografiske nordpol og videre mod øst, tilsyneladende på vej til Sibirien, selvom ingen ved hvorfor, eller hvilket ærinde den har der.
Magnetpolens mystiske rejse opsøger mig i halvsøvne, jeg ligger med lukkede øjne og lader, som om jeg sover, tænker på de tunge dønninger i Jordens indre, kappen, som vender og drejer sig under skorpen som en sovende drage, ligesom min mand, der mumler ved siden af mig og ruller om på siden, strækker armen ud og rører min skulder i søvne.
Vækkeurene ringer om et lille øjeblik, jeg kan mærke det, selvom øjnene er lukkede, kan næsten tælle ned, indtil harpetonerne lyder fra hans telefon, og tre minutter senere: lyden af luftsirener fra min telefon, høje nok til at vække de døde på dommedag og mig en mandag morgen.
For det meste sover jeg tungt, udnytter natten, men i dag vågner jeg tidligt af en urolig drøm om magnetpolen, det smeltede jern i Jordens kerne, som ikke lader den være i fred, skubber den mod øst uden ophør. Disse hemmelighedsfulde bevægelser i Jordens indre hjemsøger mig nogle gange i søvne, strømmen i Jordens kappe, søjlen, der rejser sig under overfladen, drevet af den hvidglødende kerne. Den flyder i min underbevidsthed, slog sig ned der for længe siden.
Far fortalte mig aldrig eventyr, før jeg skulle sove, der er vist sludder nok i forvejen, sagde han og læste højt for mig om geologi, astronomi og magnetisme. Han lå ved siden af mig i min lille seng og læste og forklarede, tegnede illustrationer af jordlag og ellipser, snitbilleder af Jorden, forklarede universets inderste logik, hvordan det var blevet til.
Min far duftede af piberøg, hans store briller var fedtede, og han var ældre og mere grå end andre fædre, men han var omdrejningspunktet i min tilværelse. Jeg var så bange for, at der skulle ske ham noget under Heklas udbrud i 1980, at jeg troede, at mit fem år gamle hjerte skulle holde op med at slå. Men han kom hjem igen, træt og glad, med sand i håret, og gav mig en lavaklump.
Se, stump, her er vores jord, fuldstændigt splinterny, sagde han, og rakte mig stykket, som om det var skrøbeligt og umådeligt kostbart. Jeg var næsten bange for at røre det, syntes, at der stadig var gløder i det, men måske var det bare lunt af min fars store hænder; rødlilla, på størrelse med et rundstykke, helt ru og forbløffende let. Det efterlod skarpe sandkorn i min hånd, jeg gned resterne, slikkede dem af fingrene, når han ikke kiggede. De smagte af blod.
Nu ringer det første vækkeur, min mand ruller om på den anden side, langer armen ud og slukker for de bølgende harpelyde. Jeg ligger med lukkede øjne og forsøger at strække de tre minutter under dynen så længe som muligt, før min telefon blæser i beredskabstrompeterne.
Vi ligger side om side med lukkede øjne og lader, som om vi sover. Jeg ved, at han er vågen, han ved, at jeg er vågnet, man kan mærke sådan noget efter årtiers ægteskab. Der findes mange ting, der er værre end at ligge side om side og foregive at sove.
Så sætter han sig op, strækker sig og gaber, står ud af sengen, åbner døren og går ud i gangen, hælene runger mod det hvidbejdsede egetræsgulv; hvordan kan fodtrin være så velkendte?
Jeg åbner ikke øjnene, før jeg hører strålen plaske i toiletkummen, lader dem vænne sig til mørket, før jeg strækker hånden ud og tager telefonen på natbordet, slukker den, lige før uret ringer; 7:02, i dag er det den 4. marts.
Meteorologisk Institut varsler 8-13 meter i sekundet fra nordøst, i perioder klart, men hen på dagen trækker det op langs sydkysten, udsigt til sne, temperaturen omkring frysepunktet. Vi er nødt til at flyve før middag for at kunne se noget.
Jordskælvssværmen ud for Reykjanes fortsætter, Meteorologisk Instituts seismografer har målt enkelte jordskælv på over fem i nat, seks kilometer østnordøst for Eldey.
Ellers er det en fuldstændigt almindelig mandag morgen, jeg tager et brusebad, åbner døren ind til Salka: Du skal vågne nu, stump. Op med dig, Örn, råber jeg og banker energisk på døren, tager i dørhåndtaget, men min søn har låst. Jeg banker igen, han skal møde i aluminiumsfabrikkens produktionshal klokken otte. Intet livstegn på den anden side af døren, men han er en voksen mand, det er længe siden, han har passeret de tyve år, er vist nødt til at lære at tage ansvar for sig selv.
Min mand og jeg bevæger os rundt i huset uden at mødes, ligesom planeter med forskellige baner, fordeler ordløst morgenens opgaver mellem os. Han har tændt for kaffemaskinen, da jeg kommer ned for at presse appelsiner og finde mysli og tykmælk frem, han hænger vasketøjet op, jeg laver madpakker, vi skiftes til at kalde på ungerne, jage dem ud af sengen.
En fuldstændigt almindelig mandag morgen, radioen kværner i køkkenet, jeg spidser ører, da nyhedsoverblikket bliver læst højt klokken halv otte, men de siger ikke noget om jordskælvene ud for Reykjaneshalvøen. De er blevet hverdagsagtige, bliver ikke længere regnet for en nyhed.
Der er nyheder næste gang klokken otte, radioavisen er slut, kort tavshed, derpå klavermusik, en bittersød tonegang, Pavane for en død prinsesse. Blidt og sørgmodigt og umådeligt smukt, en elegi over et dødt barn, jeg lukker øjnene, den ubegribelige skønhed strømmer gennem mig og standser morgenens aktiviteter.
Min mand kommer ud i køkkenet, sætter en kapsel i kaffemaskinen og trykker på knappen, den spinkle musik drukner i larmen.
Hvad? spørger han, da han ser mit ansigt. Hvad har jeg gjort? Er der noget galt?
Nej, ingenting, siger jeg og vender mig væk.
Men hvad er der? siger han og ler. Græder du? Græder du over radioen? Hvad er der egentlig sket med dig?
Jeg ryster bare på hovedet. Han lægger armene om mig, og jeg ved, at han elsker mig. Vi har været gift i mere end tyve år. Han kysser mig og råber farvel til ungerne, nationens gældsdag, fristen for selvangivelsen nærmer sig, han er nødt til at tage tidligt på arbejde, hjælpe sine klienter med at skjule deres ejendomme og indtægter.
Revision er en fortællekunst, siger han nogle gange, og replikken er god, høster altid latter ved selskaber. I disse dage digter han historier og eventyr til statskassen fra morgenen til langt ud på natten.
Jeg hamrer igen på døren hos Örn, og hold da op, nu lyder der en gnaven skramlen derindefra. Salka har sat sig ved bordet i køkkenet, da jeg kommer ned, søvnig og uglet i en gul sommerkjole og strømpebukser.
Godmorgen, stump, siger jeg og hælder levertran på en ske til hende, du er nødt til at tage mere tøj på, det er iskoldt udenfor.
Jeg fryser ikke, mig har lyst til at have kjole på, siger hun og sluger levertrannen, skynder sig at skylle den ned med appelsinjuice.
Jeg har lyst til, ikke mig, siger jeg. Og det er ufornuftigt ikke at klæde sig efter vejret. Hvad kalder vi folk, der ikke opfører sig fornuftigt?
Fjolser, mumler hun.
Og er vi fjolser?
Nej, mor. Mig fryser alligevel ikke, siger hun, og hælder tykmælk og mysli i en dyb tallerken, tæller ni blåbær udover, som altid, stikker dem efterfølgende i munden med en koncentreret rynke mellem øjenbrynene. Hun er otte år og lille af sin alder, som om hun gør sig umage i rollen som efternøler, forsøger at holde igen med væksten.
Der lyder tunge fodtrin på gangen, Örn kommer vadende, misser med øjnene mod køkkenuret og bander. Han har fået arbejdstøjet på, en himmelblå og orange kedeldragt med gule refleksstriber tværs over brystet, den mørke hårmanke uredt, et skær af skægstubbe på overlæben.
Godmorgen, den herre, endelig. Vil du ikke have noget morgenmad, og skal du ikke snart barbere dig?
Jeg hører den kvælende indblanding, før jeg kan nå at standse mig selv. Han ryster på hovedet, har ikke tid, er for sent på den. Rager op over mig, min smukke dreng, kysser mig pligtskyldigt på kinden, stjæler min kaffekop og tager en ordentlig slurk, brænder sig i munden og bander igen, lægger labben på sin lillesøsters hoved og roder i hendes mørke krøller, farvel, stump, og så er han gået. Vær forsigtig, råber jeg, samtidig med at døren lukker efter ham. Hans gamle Ford hoster sig i gang, maskinens drøn høres fra gaden, aftager og forsvinder.
Skynd dig nu, siger jeg til Salka. Skal du ikke give dine rotter mad?
Det er ikke rotter. De hedder degu.
Degu, rotter med en dusk på halen – giv dem nu bare noget mad, før vi tager af sted.
Mor, mig vil gerne have en kat.
Jeg vil gerne have en kat. Hvad tror du, at dine rotter ville sige til det?
Ikke noget, det er mig, der passer dem.
Du er allergisk over for katte, lille skat. Og du er nødt til selv at tage ansvar for dine deguer og tage dig af dem. Skynd dig nu. Har du din telefon, dine nøgler, din astmaspray?
Jeg skyller tallerkener og glas og sætter dem i opvaskemaskinen, tørrer køkkenbordet med kluden og stiller stolene ind til bordet. Jeg reder Salkas hår, mens hun børster tænder, sætter et lille spænde i pandehåret for at holde det væk fra ansigtet, vores øjne mødes i spejlet, deler et lille, varmt smil. Hun læner hovedet ind mod mig og gaber stille. Jeg har igen fået en klump i halsen, ved virkelig ikke, hvad der er galt med mig.
Sådan, stump, siger jeg og klapper hende på skulderen, skynd dig nu, ikke noget pjat, kom nu i gang.
Ti minutter senere kører vi ud af den opvarmede garage i vores Mercedes. Jeg har ikke rigtigt tid til at køre hende i skole, men gør det alligevel, selvom det betyder, at jeg havner i myldretidstrafikken mod vest ind i byen, ind til universitetet. Vores hus ligger ikke særligt godt i forhold til offentlig transport, det er prisen for at bo her ved søen, med skoven i baghaven, en uendelig udsigt over fjeldene på Reykjaneshalvøen.
Den fine, vilde vegetation strækker sig ind i vores have: mos, revlingebærlyng, skotsk timian, violer og enkelte rypelyng. De sover under sneen nu, billygterne kaster et koldt lys på den hårde snedrive, men de er der trods alt og venter på foråret, rødderne med et godt greb om stenene.
Han var så glad, da han fandt huset. Til dig, sagde han. Ej, sagde jeg, hold nu op. Det er alt for stort og fint.
Men han var fast besluttet på det, det var det eneste rigtige hus, perfekt til landets bedste geolog, sagde han.
Du er jo helt vanvittig, sagde jeg, men gav så efter. Det fristede mig at bo her ved søen, omkranset af de blå fjelde, mindesmærker om for længst udslukte vulkanudbrud. Her kunne jeg trives, arbejde og hvile mig; landskabet ville være til evig inspiration for mig.
Han havde ret, huset gør mig altid glad, selvom jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle bo sådan. Så luksuriøst. Det er genialt indrettet, lyse stuer på den øverste etage med udsigt i alle retninger; den rolige soveværelsesfløj på den nederste etage i ly af træer og buske.
Vi boede i min fars lejlighed i Vestbyen, da vi kom hjem fra vores udlandsstudier, jeg forestillede mig, at vi måske ville flytte til noget større, efter at Salka blev født, måske ville der blive plads til et lille hjemmekontor, men ikke sådan her.
Jeg havde ikke forestillet mig dette slot, og så i det her kvarter, en afsondret verdensdel i periferien af min bevidsthed; det ville næppe være kommet mere bag på mig, hvis han havde fundet vores nye hjem i Australien.
Min elskede mand.
Og her er vi så, i forstaden, med alle dens fordele og ulemper. Min datter stiger ud af bilen ved skolen og tilslutter sig gruppen af forstadsbørn, som strømmer ind gennem døren, alle – med få undtagelser – er vokset op i tryghed og overflod, med udenlandsrejser, iPhones og en ny frakke hvert efterår, tre biler i indkørslen ved de store villaer, forældre, der skummer den fede fløde af markedsøkonomiens buldrende centrifuge, drikker måske lidt for meget rødvin, hæver nogle gange de snøvlende stemmer, men ikke hjemme hos os.
Hos os er alt i den skønneste orden.
Farvel, mor, siger hun uden at se sig over skulderen, og jeg kører videre i det milde mørke, skifter til kanalen med klassisk musik og lytter til Brahms, forsøger at fokusere på dagens opgave, jordrystelserne på havbunden, men tankerne strejfer.
De røde billygter danner en ubrudt kæde ned i byen, trafikken er usædvanligt langsom, men der kommer ikke meget ud af at ærgre sig over forsinkelserne, det er for dumt at spilde sin energi på det. Jeg har faktisk glæde af de her langtrukne morgenstunder i bilen, nyder den hyggelige kværnen fra motoren og lydkvaliteten i de kraftige højtalere. Alt fungerer, som det skal, alle værdier og tal er i orden på det elegante instrumentbræt, kaffen i to-go-koppen dufter.
Mine tanker vandrer rundt mellem bilerne omkring mig: Den ved siden af mig er fuld af vapedampe, chaufføren suger grådigt løs på apparatet. Kvinden i bilen foran mig bøjer sig over sin telefon og følger ikke med trafikken, glemmer at holde øje og presse tåen mod speederen, smyge bilen tre-fire meter fremad, irritationen i køen bagved er til at tage og føle på, som om vaperens bil er hovedet på en rasende drage, der forbereder sig på at spy ild og død over bilen foran sig.
Måske har disse mennesker frygtelige hemmeligheder, måske er deres liv i totalt oprør. Måske får vaperen ikke lov at se sine børn, måske er kvinden med telefonen i færd med at sende sin skilsmisseadvokat en mail. Måske venter han på at afsone en fængselsdom for en frygtelig forbrydelse, måske er hun ved at dø af kræft.
Folk slås med de utroligste ting, uden at man kan se det på dem, alligevel bliver de ved med at gå på arbejde, købe ind og børste tænder, selvom man godt ville kunne forstå det, hvis de hellere ville tilbringe al deres tid i fosterstilling derhjemme, gispende af angst.
Jeg ryster på hovedet, overrasket over mig selv, skifter fra Brahms over til nyhederne. De er bare dårlige bilister. Det ligner ikke mig at forestille mig sådan noget vrøvl, fakta er nok for mig. Der er vist sludder nok i forvejen.
Sigrídur Hagalín Björnsdóttir: Ilden
Jordskælv ryster Reykjanes-halvøen, der huser to tredjedele af den islandske befolkning og utallige turister, og vækker de sovende vulkaner.
Ingen kender dem bedre end geologen Anna Arnardóttir, som står over for den vigtigste opgave i sin karriere.
Men katastrofen lurer i horisonten, både i undergrunden og i Annas privatliv, hvor hendes tilsyneladende perfekte ægteskab pludselig befinder sig på usikker grund.
“Karrierens og familielivets katastrofer flettes sammen på ekstremt spændende vis, og resulatet bliver eksplosivt begge steder.” – Morgunblaðið
I Ilden ryster et jordskælv Reykjanes-halvøen og vækker de sovende vulkaner. Det kommer til at have stor betydning for geologen Anna Arnadóttir, der også oplever rystelser i sit private liv.
Forfatteren bag Ilden er islandske Sigríður Hagalín Björnsdóttir, der er bosat i Reykjavik, hvor hun ved siden af sin forfatterkarriere arbejder som journalist og nyhedsvært på den største nyhedskanal i Island. Hun har skrevet flere romaner, men Ilden er den første, der oversættes til dansk. Romanen viser Island, når en naturkatastrofe truer landet.
LÆS OGSÅ: Ilden er en islandsk katastroferoman om vulkaner og forelskelse i udbrud
I Ilden følger vi Anna Arnadóttir, der står overfor en af de vigtigste øjeblikke i hendes karriere. Et jordskælv har rystet Reykjanes-halvøen, som huser 2/3 af islandsk befolkning. Dette jordskælv vækker de sovende vulkaner, og disse har Anna godt kendskab til gennem sit arbejde som geolog. Islands befolkning er vant til disse jordskælv og forsætter livet, men ingen ved, hvor slemt det reelt bliver.
Katastroferne lurer overalt. Anna skal balancere det kaos, som vulkanerne bringer med sig samtidig med, at der sker rystelser i hendes eget liv, hvor Anna oplever, der bliver slået sprækker i hendes perfekte ægteskab.
LÆS OGSÅ: Sort is: Prisbelønnet islandsk krimiforfatter klar med ny isnende krimi, der går gennem marv og ben. Læs et uddrag her
I Ilden truer store katastrofer både landet og Annas familie. Læs et uddrag af romanen herunder.
Ilden
af Sigríður Hagalín Björnsdóttir
Sådan ender det.
Jorden omslutter mig med alle sine tidsaldre, fire tusind fem hundrede millioner år. Dens tyngde hviler på mig, uendeligt langsom og nådesløs, det brændende hjertes slag. Love, som intet skåner, livets begyndelse og dets endeligt. Den har mig i sin vold, holder mig fast som et insekt i sin mørke, bløde næve.
Jeg forsøger at bevæge hovedet, men det rokker sig ikke, spærrer øjnene op og lukker dem igen, der er kun mørke. Bedst at holde dem lukket. Koncentrere sig om det.
Ikke tænke.
Ikke lade tankerne dvæle ved, at jeg er død, at sådan må det føles at være død.
Det er ikke en dårlig konklusion, trods alt. Løser ganske meget. Befrier mig for beslutninger, en perfekt undskyldning for ikke at se i øjnene, hvad jeg har gjort. Ikke flere søvnløse nætter, ikke flere tårer, ikke mere at fortryde.
Intet, aldrig nogensinde mere.
Af jord er jeg kommet, til jord skal jeg blive, men tankerne nægter at give op. De fortsætter deres tvangsprægede kævl om dommedag, fremmaner billeder af huse, der styrter ned i sorte sprækker, vakler et øjeblik på kanten, før de langsomt vælter om på siden, lægger sig med et tungt suk ned i ilden.
Møbler, malerier, fotoalbum, klaverer, mikrobølgeovne, alt forsvinder under den sorte tunge, som står ud af det røde gab, glider hen over landet og ødelægger alt, den møder på sin vej, alle erindringer og berøringer, børnetegninger og omhyggeligt støvsugede tæpper, alt bøjer sig for denne umættelige sult og forsvinder i mørket.
Synes du ikke, at det er smukt?
Din stemme lyder i mit hoved, som om du er ved siden af mig, dit ansigt lyser af barnlig begejstring. Du smiler til mig, dine øjne er fulde af latter; min hjerne ved, at det er en illusion, du er her ikke, men mit hjerte synger af glæde og brister samtidig; jeg fik i det mindste lov at elske.
Hold op med det, siger jeg til mig selv, hold op med at mindes og huske og savne. Hold op med at puste og stønne og bruge den smule ilt, der er tilbage – vær fornuftig, kvinde. Brug nu din pokkers fornuft, homo sapiens. Hvad gavn har du af den nu?
Dyret, der omtaler sig selv som det tænkende menneske, kronen på skaberværket: Her ligger du så i fosterstilling, en maddike i jordens skød, en mus under mos, en forvokset hjerne, opsvulmet af minder og fakta og savn, formler og decimaler og information og drømme. Her gik du i dit hovmod og troede, at du kunne skelne det hele fra hinanden, danne overblik over verden med din viden. Og du var ikke engang i stand til at forstå dit eget hjerte. Dets simple love, som alle må kende.
Sådan ender det, men det begyndte ikke her.
Det begyndte alt sammen sidste vinter. Husker du?
REYKJANESRYGGEN
N63°48′56′′ V22°42′15′′
Reykjanesryggen er af mange grunde enestående på Jorden. Den danner en af de længste ubrudte spredningszoner på Den Midtatlantiske Ryg og er ligeledes den længste spredningszone, som ikke ligger ortogonalt på pladernes bevægelsesretning. Højderyggen strækker sig 900 kilometer mod syd fra Reykjanes til Bight-forkastningszonen tæt på 56,5 grader nordlig bredde.
Undersøiske vulkaner er mere almindelige på Reykjanesryggen end andre steder på Den Midtatlantiske Ryg.
PAVANE FOR EN DØD PRINSESSE
(ET HALVT ÅR TIDLIGERE)
Den magnetiske nordpol er et ekstremt påvirkeligt sted. I modsætning til sin stedbundne broder i syd er den ustadig, i konstant bevægelse, strejfer under jordskorpen i en evig søgen efter et fast opholdssted, kan ikke gøre for sin rakkernatur. Trækker kompassernes nåle efter sig på sin rejse fra Nunavut-øerne i Canada forbi den geografiske nordpol og videre mod øst, tilsyneladende på vej til Sibirien, selvom ingen ved hvorfor, eller hvilket ærinde den har der.
Magnetpolens mystiske rejse opsøger mig i halvsøvne, jeg ligger med lukkede øjne og lader, som om jeg sover, tænker på de tunge dønninger i Jordens indre, kappen, som vender og drejer sig under skorpen som en sovende drage, ligesom min mand, der mumler ved siden af mig og ruller om på siden, strækker armen ud og rører min skulder i søvne.
Vækkeurene ringer om et lille øjeblik, jeg kan mærke det, selvom øjnene er lukkede, kan næsten tælle ned, indtil harpetonerne lyder fra hans telefon, og tre minutter senere: lyden af luftsirener fra min telefon, høje nok til at vække de døde på dommedag og mig en mandag morgen.
For det meste sover jeg tungt, udnytter natten, men i dag vågner jeg tidligt af en urolig drøm om magnetpolen, det smeltede jern i Jordens kerne, som ikke lader den være i fred, skubber den mod øst uden ophør. Disse hemmelighedsfulde bevægelser i Jordens indre hjemsøger mig nogle gange i søvne, strømmen i Jordens kappe, søjlen, der rejser sig under overfladen, drevet af den hvidglødende kerne. Den flyder i min underbevidsthed, slog sig ned der for længe siden.
Far fortalte mig aldrig eventyr, før jeg skulle sove, der er vist sludder nok i forvejen, sagde han og læste højt for mig om geologi, astronomi og magnetisme. Han lå ved siden af mig i min lille seng og læste og forklarede, tegnede illustrationer af jordlag og ellipser, snitbilleder af Jorden, forklarede universets inderste logik, hvordan det var blevet til.
Min far duftede af piberøg, hans store briller var fedtede, og han var ældre og mere grå end andre fædre, men han var omdrejningspunktet i min tilværelse. Jeg var så bange for, at der skulle ske ham noget under Heklas udbrud i 1980, at jeg troede, at mit fem år gamle hjerte skulle holde op med at slå. Men han kom hjem igen, træt og glad, med sand i håret, og gav mig en lavaklump.
Se, stump, her er vores jord, fuldstændigt splinterny, sagde han, og rakte mig stykket, som om det var skrøbeligt og umådeligt kostbart. Jeg var næsten bange for at røre det, syntes, at der stadig var gløder i det, men måske var det bare lunt af min fars store hænder; rødlilla, på størrelse med et rundstykke, helt ru og forbløffende let. Det efterlod skarpe sandkorn i min hånd, jeg gned resterne, slikkede dem af fingrene, når han ikke kiggede. De smagte af blod.
Nu ringer det første vækkeur, min mand ruller om på den anden side, langer armen ud og slukker for de bølgende harpelyde. Jeg ligger med lukkede øjne og forsøger at strække de tre minutter under dynen så længe som muligt, før min telefon blæser i beredskabstrompeterne.
Vi ligger side om side med lukkede øjne og lader, som om vi sover. Jeg ved, at han er vågen, han ved, at jeg er vågnet, man kan mærke sådan noget efter årtiers ægteskab. Der findes mange ting, der er værre end at ligge side om side og foregive at sove.
Så sætter han sig op, strækker sig og gaber, står ud af sengen, åbner døren og går ud i gangen, hælene runger mod det hvidbejdsede egetræsgulv; hvordan kan fodtrin være så velkendte?
Jeg åbner ikke øjnene, før jeg hører strålen plaske i toiletkummen, lader dem vænne sig til mørket, før jeg strækker hånden ud og tager telefonen på natbordet, slukker den, lige før uret ringer; 7:02, i dag er det den 4. marts.
Meteorologisk Institut varsler 8-13 meter i sekundet fra nordøst, i perioder klart, men hen på dagen trækker det op langs sydkysten, udsigt til sne, temperaturen omkring frysepunktet. Vi er nødt til at flyve før middag for at kunne se noget.
Jordskælvssværmen ud for Reykjanes fortsætter, Meteorologisk Instituts seismografer har målt enkelte jordskælv på over fem i nat, seks kilometer østnordøst for Eldey.
Ellers er det en fuldstændigt almindelig mandag morgen, jeg tager et brusebad, åbner døren ind til Salka: Du skal vågne nu, stump. Op med dig, Örn, råber jeg og banker energisk på døren, tager i dørhåndtaget, men min søn har låst. Jeg banker igen, han skal møde i aluminiumsfabrikkens produktionshal klokken otte. Intet livstegn på den anden side af døren, men han er en voksen mand, det er længe siden, han har passeret de tyve år, er vist nødt til at lære at tage ansvar for sig selv.
Min mand og jeg bevæger os rundt i huset uden at mødes, ligesom planeter med forskellige baner, fordeler ordløst morgenens opgaver mellem os. Han har tændt for kaffemaskinen, da jeg kommer ned for at presse appelsiner og finde mysli og tykmælk frem, han hænger vasketøjet op, jeg laver madpakker, vi skiftes til at kalde på ungerne, jage dem ud af sengen.
En fuldstændigt almindelig mandag morgen, radioen kværner i køkkenet, jeg spidser ører, da nyhedsoverblikket bliver læst højt klokken halv otte, men de siger ikke noget om jordskælvene ud for Reykjaneshalvøen. De er blevet hverdagsagtige, bliver ikke længere regnet for en nyhed.
Der er nyheder næste gang klokken otte, radioavisen er slut, kort tavshed, derpå klavermusik, en bittersød tonegang, Pavane for en død prinsesse. Blidt og sørgmodigt og umådeligt smukt, en elegi over et dødt barn, jeg lukker øjnene, den ubegribelige skønhed strømmer gennem mig og standser morgenens aktiviteter.
Min mand kommer ud i køkkenet, sætter en kapsel i kaffemaskinen og trykker på knappen, den spinkle musik drukner i larmen.
Hvad? spørger han, da han ser mit ansigt. Hvad har jeg gjort? Er der noget galt?
Nej, ingenting, siger jeg og vender mig væk.
Men hvad er der? siger han og ler. Græder du? Græder du over radioen? Hvad er der egentlig sket med dig?
Jeg ryster bare på hovedet. Han lægger armene om mig, og jeg ved, at han elsker mig. Vi har været gift i mere end tyve år. Han kysser mig og råber farvel til ungerne, nationens gældsdag, fristen for selvangivelsen nærmer sig, han er nødt til at tage tidligt på arbejde, hjælpe sine klienter med at skjule deres ejendomme og indtægter.
Revision er en fortællekunst, siger han nogle gange, og replikken er god, høster altid latter ved selskaber. I disse dage digter han historier og eventyr til statskassen fra morgenen til langt ud på natten.
Jeg hamrer igen på døren hos Örn, og hold da op, nu lyder der en gnaven skramlen derindefra. Salka har sat sig ved bordet i køkkenet, da jeg kommer ned, søvnig og uglet i en gul sommerkjole og strømpebukser.
Godmorgen, stump, siger jeg og hælder levertran på en ske til hende, du er nødt til at tage mere tøj på, det er iskoldt udenfor.
Jeg fryser ikke, mig har lyst til at have kjole på, siger hun og sluger levertrannen, skynder sig at skylle den ned med appelsinjuice.
Jeg har lyst til, ikke mig, siger jeg. Og det er ufornuftigt ikke at klæde sig efter vejret. Hvad kalder vi folk, der ikke opfører sig fornuftigt?
Fjolser, mumler hun.
Og er vi fjolser?
Nej, mor. Mig fryser alligevel ikke, siger hun, og hælder tykmælk og mysli i en dyb tallerken, tæller ni blåbær udover, som altid, stikker dem efterfølgende i munden med en koncentreret rynke mellem øjenbrynene. Hun er otte år og lille af sin alder, som om hun gør sig umage i rollen som efternøler, forsøger at holde igen med væksten.
Der lyder tunge fodtrin på gangen, Örn kommer vadende, misser med øjnene mod køkkenuret og bander. Han har fået arbejdstøjet på, en himmelblå og orange kedeldragt med gule refleksstriber tværs over brystet, den mørke hårmanke uredt, et skær af skægstubbe på overlæben.
Godmorgen, den herre, endelig. Vil du ikke have noget morgenmad, og skal du ikke snart barbere dig?
Jeg hører den kvælende indblanding, før jeg kan nå at standse mig selv. Han ryster på hovedet, har ikke tid, er for sent på den. Rager op over mig, min smukke dreng, kysser mig pligtskyldigt på kinden, stjæler min kaffekop og tager en ordentlig slurk, brænder sig i munden og bander igen, lægger labben på sin lillesøsters hoved og roder i hendes mørke krøller, farvel, stump, og så er han gået. Vær forsigtig, råber jeg, samtidig med at døren lukker efter ham. Hans gamle Ford hoster sig i gang, maskinens drøn høres fra gaden, aftager og forsvinder.
Skynd dig nu, siger jeg til Salka. Skal du ikke give dine rotter mad?
Det er ikke rotter. De hedder degu.
Degu, rotter med en dusk på halen – giv dem nu bare noget mad, før vi tager af sted.
Mor, mig vil gerne have en kat.
Jeg vil gerne have en kat. Hvad tror du, at dine rotter ville sige til det?
Ikke noget, det er mig, der passer dem.
Du er allergisk over for katte, lille skat. Og du er nødt til selv at tage ansvar for dine deguer og tage dig af dem. Skynd dig nu. Har du din telefon, dine nøgler, din astmaspray?
Jeg skyller tallerkener og glas og sætter dem i opvaskemaskinen, tørrer køkkenbordet med kluden og stiller stolene ind til bordet. Jeg reder Salkas hår, mens hun børster tænder, sætter et lille spænde i pandehåret for at holde det væk fra ansigtet, vores øjne mødes i spejlet, deler et lille, varmt smil. Hun læner hovedet ind mod mig og gaber stille. Jeg har igen fået en klump i halsen, ved virkelig ikke, hvad der er galt med mig.
Sådan, stump, siger jeg og klapper hende på skulderen, skynd dig nu, ikke noget pjat, kom nu i gang.
Ti minutter senere kører vi ud af den opvarmede garage i vores Mercedes. Jeg har ikke rigtigt tid til at køre hende i skole, men gør det alligevel, selvom det betyder, at jeg havner i myldretidstrafikken mod vest ind i byen, ind til universitetet. Vores hus ligger ikke særligt godt i forhold til offentlig transport, det er prisen for at bo her ved søen, med skoven i baghaven, en uendelig udsigt over fjeldene på Reykjaneshalvøen.
Den fine, vilde vegetation strækker sig ind i vores have: mos, revlingebærlyng, skotsk timian, violer og enkelte rypelyng. De sover under sneen nu, billygterne kaster et koldt lys på den hårde snedrive, men de er der trods alt og venter på foråret, rødderne med et godt greb om stenene.
Han var så glad, da han fandt huset. Til dig, sagde han. Ej, sagde jeg, hold nu op. Det er alt for stort og fint.
Men han var fast besluttet på det, det var det eneste rigtige hus, perfekt til landets bedste geolog, sagde han.
Du er jo helt vanvittig, sagde jeg, men gav så efter. Det fristede mig at bo her ved søen, omkranset af de blå fjelde, mindesmærker om for længst udslukte vulkanudbrud. Her kunne jeg trives, arbejde og hvile mig; landskabet ville være til evig inspiration for mig.
Han havde ret, huset gør mig altid glad, selvom jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle bo sådan. Så luksuriøst. Det er genialt indrettet, lyse stuer på den øverste etage med udsigt i alle retninger; den rolige soveværelsesfløj på den nederste etage i ly af træer og buske.
Vi boede i min fars lejlighed i Vestbyen, da vi kom hjem fra vores udlandsstudier, jeg forestillede mig, at vi måske ville flytte til noget større, efter at Salka blev født, måske ville der blive plads til et lille hjemmekontor, men ikke sådan her.
Jeg havde ikke forestillet mig dette slot, og så i det her kvarter, en afsondret verdensdel i periferien af min bevidsthed; det ville næppe være kommet mere bag på mig, hvis han havde fundet vores nye hjem i Australien.
Min elskede mand.
Og her er vi så, i forstaden, med alle dens fordele og ulemper. Min datter stiger ud af bilen ved skolen og tilslutter sig gruppen af forstadsbørn, som strømmer ind gennem døren, alle – med få undtagelser – er vokset op i tryghed og overflod, med udenlandsrejser, iPhones og en ny frakke hvert efterår, tre biler i indkørslen ved de store villaer, forældre, der skummer den fede fløde af markedsøkonomiens buldrende centrifuge, drikker måske lidt for meget rødvin, hæver nogle gange de snøvlende stemmer, men ikke hjemme hos os.
Hos os er alt i den skønneste orden.
Farvel, mor, siger hun uden at se sig over skulderen, og jeg kører videre i det milde mørke, skifter til kanalen med klassisk musik og lytter til Brahms, forsøger at fokusere på dagens opgave, jordrystelserne på havbunden, men tankerne strejfer.
De røde billygter danner en ubrudt kæde ned i byen, trafikken er usædvanligt langsom, men der kommer ikke meget ud af at ærgre sig over forsinkelserne, det er for dumt at spilde sin energi på det. Jeg har faktisk glæde af de her langtrukne morgenstunder i bilen, nyder den hyggelige kværnen fra motoren og lydkvaliteten i de kraftige højtalere. Alt fungerer, som det skal, alle værdier og tal er i orden på det elegante instrumentbræt, kaffen i to-go-koppen dufter.
Mine tanker vandrer rundt mellem bilerne omkring mig: Den ved siden af mig er fuld af vapedampe, chaufføren suger grådigt løs på apparatet. Kvinden i bilen foran mig bøjer sig over sin telefon og følger ikke med trafikken, glemmer at holde øje og presse tåen mod speederen, smyge bilen tre-fire meter fremad, irritationen i køen bagved er til at tage og føle på, som om vaperens bil er hovedet på en rasende drage, der forbereder sig på at spy ild og død over bilen foran sig.
Måske har disse mennesker frygtelige hemmeligheder, måske er deres liv i totalt oprør. Måske får vaperen ikke lov at se sine børn, måske er kvinden med telefonen i færd med at sende sin skilsmisseadvokat en mail. Måske venter han på at afsone en fængselsdom for en frygtelig forbrydelse, måske er hun ved at dø af kræft.
Folk slås med de utroligste ting, uden at man kan se det på dem, alligevel bliver de ved med at gå på arbejde, købe ind og børste tænder, selvom man godt ville kunne forstå det, hvis de hellere ville tilbringe al deres tid i fosterstilling derhjemme, gispende af angst.
Jeg ryster på hovedet, overrasket over mig selv, skifter fra Brahms over til nyhederne. De er bare dårlige bilister. Det ligner ikke mig at forestille mig sådan noget vrøvl, fakta er nok for mig. Der er vist sludder nok i forvejen.
Sigrídur Hagalín Björnsdóttir: Ilden
Jordskælv ryster Reykjanes-halvøen, der huser to tredjedele af den islandske befolkning og utallige turister, og vækker de sovende vulkaner.
Ingen kender dem bedre end geologen Anna Arnardóttir, som står over for den vigtigste opgave i sin karriere.
Men katastrofen lurer i horisonten, både i undergrunden og i Annas privatliv, hvor hendes tilsyneladende perfekte ægteskab pludselig befinder sig på usikker grund.
“Karrierens og familielivets katastrofer flettes sammen på ekstremt spændende vis, og resulatet bliver eksplosivt begge steder.” – Morgunblaðið
Du kan købe Ilden online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 19 april.
Andre læste også: