Inspirationslister og guides

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

Er du til nervepirrende krimier, storslåede romaner eller vilde debutdigte? Vi har samlet den ultimative guide til din efterårslæsning denne sæson.

Forfatterne har haft travlt denne sommer – der er nemlig fuld tryk på efterårets udgivelser! Med denne guide kan du være sikker på, at du kan snakke med ved bordet, når de nyeste udgivelser bliver diskuteret – ligegyldigt om samtalen lander på de nyeste, danske krimier, udenlandske bestsellere eller spirende forfatterkometer.

LÆS OGSÅ: 10 helt nye bøger

Sæsonens must-reads

Vi er så glade for nu at kunne læse R. F. Kuangs Yellowface på dansk – en New York Time bestseller, der var en af de mest omtalte bøger i USA i 2023. På listen over internationale bøger har vi også Nicola Dinans populære roman Maveskind om transkønnethed og om, hvad det vil sige ikke at føle sig hjemme i sin krop. Rebacca Makkai, forfatter til den anmelderroste Boystown, er også aktuel med romanen Må jeg stille dig nogle spørgsmål, som er perfekt til dig, der skal have et rigtigt Dark Academia-efterår!

Af de danske must-reads kan vi fremhæve Maren Uthaugs 88% – efterfølgeren til den populære og humoristiske 11%, der var højt elsket blandt læserne! Derudover udkommer Janne Teller, forfatteren til den internationale bestseller Intet, med sin første roman i 11 år – og der er virkelig noget at glæde sig til.

De danske udgivelser spænder mellem store bestsellere og nye debutanter. I den sidste kategori skal du særligt holde øje med Wilhelm Østergaard, der debuterer med digtsamlingen Din hund rejser på børnebillet. Det er vilde debutdigte, hvor drømmesyn blander sig med skarpe erindringsglimt fra et liv med vold og kriminalitet. Det er stærke fortællinger om familie, fængselstraffe og maskuline fællesskaber.

LÆS OGSÅ: Dark Academia bøger: Bøger med en akademisk, klassisk og til tider gotisk stemning. Se vores anbefalinger her

Norske nyheder

Der er særligt noget at glæde sig til blandt de norske forfattere. Karl Ove Knausgård er aktuel med Natskolen – fjerde bind i sin nye romanserie. Og forfatterkollegaen Tomas Espedal tager fat i to af Norges mest elskede og omdiskuterede skikkelser, kunstnerparrret Marie og Knut Hamsun. Ægteskabsdramaet Marie min er et indfølende portræt af kvinden, moren, kunstneren og hustruen Marie, der lider i skyggen af sin berømte mand.

Norske Lars Saabye Christensen har skrevet en stor roman, Vrageren, fyldt med fortællelyst om en anerkendt forfatter, der hele sit liv har levet med en hemmelighed, der trues med at blive afsløret. Romanen kan kaldes et litterært selvportræt af den 70-årige Lars Saabye Christensen selv.

Også blandt debutanterne er det værd at kigge mod Norge. Da vi var yngre er Oliver Lovrenskis debut; en rå coming-of-age-roman fra moderne Oslo. Debuten er allerede højt elsket blandt anmelderne – en must-read denne sæson!

LÆS OGSÅ: Nye bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger

Se hele listen med sæsonens allerbedste bøger her.




Maren Uthaug: 88%

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

88% af alle kvinder forstår, at mænd ikke kan gå frit rundt iblandt os. Resten tager fejl.

88% er en fortsættelse til fremtidsromanen 11%, hvor kvinderne endelig har taget over.

11% vandt De Gyldne Laurbær i 2022 og er siden udgivelsen blevet oversat til flere sprog.

Du kan købe 88% online eller i din nærmeste boghandel.

Find 88 procent hos Bog & idé her

Find 88 procent hos Saxo.com her




R. F. Kuang: Yellowface

Yellowface, RF Kuang

Nu kommer den anmelderroste New York Times bestseller Yellowface på dansk!

Athena Liu er en litterær darling og June Hayward er en nobody.

Da Athena dør i et vildt uheld, stjæler June hendes manuskript og udgiver under det racemæssigt tvetydige pseudonym Juniper Song.

Men Junes stjålne succes trues af beviser for hendes forbrydelse, og hun opdager hvor langt hun er villig til at gå for at få, hvad hun mener, at hun fortjener. Og hvad der så sker, er jo udelukkende andres skyld.

Yellowface er en sorthumoristisk syngende lussing til forlagsbranchen og sociale medier; en roman om racisme, kulturel appropriation og opportunisme og kunsten at omskrive historien – bogstaveligt talt.

Du kan købe Yellowface online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.




Anne-Marie Vedsø Olesen: Vølvens vej

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

Noget er galt i Yggdrasils ni verdner. Slanger myldrer frem fra deres skjul, oversvømmelser, hedebølger og jordskælv hærger, og i havet pisker Midgårdsormen med halen. Mens stormvejr og skybrud tager til, må Snehild sejle over havet i et forsøg på at genfinde sin mor, som hun har hørt befinder sig i Vanaheim, de vilde naturkræfters ursted. 
 
Samtidig vakler magtbalancen i menneskenes verden, og høvdingedatteren Berghild vokser i styrke. Kan hun udfordre sin tidligere elskede, kong Roald i Himlinge? 
 
Ormehavet er fjerde bog i Anne-Marie Vedsø Olesens prisvindende serie, Vølvens vej, som er inspireret af nordisk mytologi og Danmarks jernalder. En stor fortælling om skæbne, ære og handlekraft.

Du kan købe Ormehavet online på fx Saxo.com eller i din lokale boghandel.




Anne-Cathrine Riebnitzsky: Tempel

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

En karavanefører på vej hjem ser en mægtig ny stjerne på himlen. 

Samtidig sker det i to af Judæas mindste landsbyer, at to meget forskellige kvinder bliver gravide. Den ene er for gammel til, at det burde kunne ske. Den anden er for ung og risikerer stening, hvis hendes forlovede ikke vil have hende. 

Judæa regeres af tyrannen Herodes, som mister sit nære venskab med Romerrigets kejser Augustus, der foranstalter en folketælling i Herodes’ rige.

Tempel er Anne-Cathrine Riebnitzskys historiske roman, der foregår i årene op til Jesu fødsel. Første bind i en planlagt trilogi om den måske vigtigste fortælling i vores kultur.

Du kan købe Tempel online fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.




Janne Teller: Er du stolt af mig, Joanna?

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

Første roman i 11 år fra Janne Teller, forfatteren til den internationale bestseller Intet.

Er du stolt af mig, Joanna? er på en gang en tidløs og aktuel roman. Om idealisme, politik, kærlighed og magtmisbrug. Om hævn og retfærdigheden, der måske ikke altid findes.

Nogle tilfældige møder i Paris hvirvler en dansk FN diplomat ind i en desperat jagt på sandheden om hans datter Joannas død ved en fredsaktion i Mellemøsten nogle år tidligere.

Nu står han i en ensomt beliggende fiskerhytte i Virginia, USA, med manden, der måske er skyldig, foran sig. I hånden har han en pistol. Skal han skyde eller ej? Findes der nogen retfærdighed for de døde? Hvis ja, hvor ligger den? Og hvis nej, hvad gør man så?

Du kan købe Er du stolt af mig, Joanna? online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.




Karl Ove Knausgård: Natskolen

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

Hvor langt vil et menneske gå for at opnå succes, rigdom, magt?

I 1985 flytter den unge nordmand Kristian Hadeland til London for at studere fotografi. Han er ambitiøs og hensynsløs af natur. Vi følger hans første år i storbyen gennem mange nederlag, men også afgørende møder, ikke mindst med den ti år ældre hollænder Hans, der er besat af teknologi. Samtidig møder Kristian teaterinstruktøren Vivian, der skal opføre Dr. Faustus af Christopher Marlowe, en forestilling, som hun vil have Kristian til at tage billeder til.

I anden del af romanen er det fireogtyve år senere, og Kristian er en succesfuld kunstner med en stor retrospektiv udstilling i New York på vej. Han har nået sine mål, men til hvilken pris?

Natskolen er er fjerde bind i Knausgårds nye romanserie. Natskolen er en roman om, hvordan kunst bliver til, og om hvordan menneskeliv ødelægges. Om de kræfter, der omgiver os, både mørket og lyset, og om et menneskes opstigning og fald.

Du kan købe Natskolen online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.




Nicola Dinan: Maveskind

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

Maveskind er en sårbar coming of age-historie om transkønnethed, venskab og den første store kærlighed.

Tom møder Ming til en dragfest, mens de begge læser på universitetet. De bliver hurtigt kærester, men langsomt starter en forskydning i deres forhold. Ming ændrer sig lidt efter lidt, og det bliver tydeligt, at han ikke føler sig hjemme i sin egen krop og gerne vil skifte køn. Mings transition lægger et stort pres på deres forhold, og åbner op for en række spørgsmål omkring, hvorvidt det er værd at miste en del af sig selv for at blive den man gerne vil være.

Maveskind sætter fokus på transkønnethed og med sin kærlige tilgang til spørgsmålet, giver den et tættere og mere autentisk billede af, hvad det vil sige, ikke at føle sig hjemme i sin krop. Hvad det vil sige at skifte køn, selvom det betyder, at man må miste meget af det, man havde før.

Du kan købe Maveskind online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.




Oliver Lovrenski: Da vi var yngre

Oliver Lovrenski, Da vi var yngre,

Da vi var yngre er Oliver Lovrenskis debut; en rå coming-of-age roman fra moderne Oslo. 

De er unge, fulde af angst, piller, håb og kærlighed. Forældrene er magtesløse, politiet er forhadte og børneforsorgen har ingen kontrol. Ivor og hans bedste venner Marco, Jonas og Arjan er seksten år gamle og falder længere og længere ned i en verden fyldt med rus, vold og kriminalitet. Men centralt for dem er også deres fællesskab, som er et ubrydeligt bånd mellem dem.

Da vi var yngre er en roman om venskab og håb, om at vokse op for hurtigt og at længes efter noget, man aldrig har haft. Romanen følger drengenes daglige liv gennem noter og længere passager, hvor Ivor deler sine tanker og følelser frit på siderne. Det er en hård historie, som er gennemsyret af vold og kriminalitet såvel som varme og kærlighed.

Du kan købe Da vi var yngre online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.




Christina Englund: Den sidste sol

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

En villavej i Virum. En nationalpark i Utah. En forsvinden. Hemmeligheder og trusler fra det ydre rum.

Sara vågner til lyden af hoveddøren, der smækker. Hendes mand Michael er på vej til USA for at deltage i en konference om sorte huller. Aftenen inden har de skændtes. Nu er Sara alene tilbage med børnene Malte og Lærke på 17 og 10 år. Michael er astrofysiker og har holdt familien i et stramt greb baseret på videnskab, selvdisciplin og praktiske rutiner. I hans fravær begynder de varme, tørre julidage at blive mere og mere underlige – en svimmel fornemmelse af, at noget er lidt ved siden af, eller at noget er på vej.

Den sidste sol er en roman om den lille kernefamilie under det store kosmos, om det ganske nære og det allerfjerneste. Og om de dragende, destruktive kræfter, der kan styre begge dele

Du kan købe Den sidste sol online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.




Jesper Clemmensen og Jesper Sønnichsen: Farlig mand

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

Farlig mand er historien om en af Stasis vigtigste danske spioner. Det er et hidtil ufortalt stykke Danmarks- og koldkrigshistorie, og bogen er baseret på omfattende research i Stasis arkiver.

Det er lykkes forfatterne at få venner, fjender, ofre og nær familie til hovedpersonen i tale – flere af dem udtaler sig for første gang.

I 1983 føres den kendte danske journalist Flemming Sørensen til anklagebænken i Düsseldorf under stor bevågenhed. Han er tiltalt for spionage for det østtyske diktatur. Sørensen erklærer sig uskyldig, og den vesttyske og danske offentlighed støtter ham. Anklagen bliver kaldt paranoid, og sagen falder fra hinanden. Flemming Sørensen går fri. Flemming Sørensen har dog i to årtier været spion for Stasi og er en farlig mand.

Du kan købe Farlig mand online hos fx Saxo eller i din nærmeste boghandel.




Andreas og Sune Gylling Æbelø: De fortabte sønner

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

I De fortabte sønner fortæller brødrene Sune og Andreas Gylling Æbelø om at vokse op i det vestjyske bibelbælte som unge og homoseksuelle under missionens skarpe øje. Om skyld og skam over ikke at passe ind, forsøg på ”helbredelse” og svigt fra kristne institutioner og autoriteter, der betragter kærlighed mellem mænd som en synd. Det er også en bog om frelse, frisættelse og forsoning. Om at bære rundt på en hemmelighed, finde hinanden som brødre, følge sit hjerte og blive sig selv og sin tro bekendt.

Du kan købe De fortabte sønner online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.




Carolyne Kaddu Rasmussen: Moderhjerte

Carolyne Kaddu Rasmussen, Omfavnet af et moderhjerte,

Omfavnet af et moderhjerte er en fortælling om at være mor, kvinde og en del af en større familiehistorie med både de lyse og mørke sider. På en rejse til Uganda begynder Carolyne Kaddu Rasmussen at dykke ned i kvindernes i sin families historie. Det er en historie, som trækker røde tråde frem til hendes liv.

For hvad er det, vores mødre betyder for os? Og hvad er det for en historie, de giver os med på vejen? Da den yngste datter, Melissa, mistede et barn og stod midt i den største sorg, oplevede Carolyne at mangle sin egen mor at kunne læne sig op ad.

Da Melissa få måneder efter tabet rejste til Uganda med sine andre børn, spurgte hun Carolyne: “Hvor er mændene henne her i familien?“ I Carolynes barndomshjem var der usagte historier og fortællinger, som ingen kendte til. Fortællinger om stærke kvinder, der bærer sig selv og en hel familie; kvinder, der tager chancer, men også kvinder der er nødsaget til at følge nogle normer, der ikke altid tilgodeser dem. Det er fortællinger, som har været med til at forme hele Carolynes familie.

Du kan købe Omfavnet af et moderhjerte online eller i din nærmeste boghandel.




Rebecca Makkai: Må jeg stille dig nogle spørgsmål?

Rebecca Makkai, Må jeg stille dig nogle spørgsmål

Et medrivende mysterium og en dybfølt undersøgelse af en kvindes opgør med sin fortid.

Bodie Kane er filmprofessor, og hun står bag en succesfuld podcast. Hun prøver at lægge sin fortid bag sig: familietragedien der ødelagde hendes ungdom, hendes fire rædsomme år på en kostskole i New Hampshire og mordet på hendes tidligere værelseskammerat Thalia Keith.

Da hun bliver inviteret tilbage til kostskolen som gæsteunderviser, bliver hun konfronteret med alt det, hun har forsøgt at lægge bag sig. For hvad var det, der skete dengang? Hvilken rolle spillede hun selv? Langsomt samler hun brikkerne på ny, og måske er sandheden ilde hørt?

“Makkais triumf af en roman blander indsigtsfuld historiefortælling med en udforskning af samtykke, kontrol og hukommelse […] kombinerer litterær fiktion med spændingen fra en whodunnit, toppet med alle intrigerne fra de bedste kostskole-dramaer.” — Financial Times (London)

Du kan købe Må jeg stille dig nogle spørgsmål online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.




Lars Saabye Christensen: Vrageren

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

”Stor romankunst fra den bedste historiefortæller (…) Vrageren rangerer blandt det allerbedste Lars Saabye Christensen har skrevet. Og det siger ikke så lidt.” –Nettavisen

Jørgen Ribe er en anerkendt forfatter, men han har det meste af sit liv holdt på en hemmelighed, som nu truer med at blive afsløret. Den småkriminelle Bendik Ries møder ham ved et tilfælde i Paris, og beslutter sig for, at han vil skrive Ribes biografi. Tilfældigvis kommer han i besiddelse af Jørgen Ribes kuffert, og i den befinder der sig et uudgivet manuskript – et manuskript om Jørgen Ribes opvækst.

Jørgen Ribe er vokset op på Oslos vestkant i en lejlighed med sin far og mor. Moren er hjemmegående, faren er mellemleder på bananmodneriet Banan-Matthiessen. En dag flytter en kvinde og hendes to børn ind i samme opgang. Jørgen bliver hurtigt venner med den jævnaldrende Carl, men det skal senere vise sig at blive et skæbnesvangert venskab. Biografisten forsøger utrætteligt at komme i kontakt med Ribe for at bede om tilladelse til at skrive hans biografi. Jagten bliver næsten til en besættelse, et forsøg på at nå ind til kernen af en forfatter og et liv. 

Romanen handler om de valg, vi træffer, og dermed hvordan vi bliver, dem vi er. En roman om grænserne mellem venskab og kærlighed og mellem skyld og forsoning.

Du kan købe Vrageren online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.




Kristian Leth: Verdens vigtigste bog

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

Kristian Leth mener, at Bibelen er Verdens vigtigste bog. Igennem 2 ½ år har han hver søndag på P1 udforsket kristendommen sammen med journalisten Lauge Hendriksen, og holdt flere hundrede foredrag om emnet. Radioprogrammet/podcasten “Bibelen Leth fortalt” er lyttet af over 100.000 mennesker – og det er ikke uden grund.

Selv i et moderne samfund som det danske viser det sig, at vores kristne arv spiller en større rolle, end vi måske selv går rundt og tror – og måske endda større, end vi har lyst til at indse.

Kristian Leth fortæller fra et udogmatisk standpunkt – han er hverken ”for” eller ”imod” kristendommen. Faktisk påstår han, at det nærmest slet ikke kan lade sig gøre, for så dybt gennemsyrer den kristne arv vores bevidsthed.

Du kan købe Verdens vigtigste bog online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.




Wilhelm Østergaard: Din hund rejser på børnebillet

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

Vilde debutdigte, hvor drømmesyn blander sig med skarpe erindringsglimt fra et liv med vold og kriminalitet, men også stærke maskuline fællesskaber og en elsket storebror.

“Bror, jeg kan huske
den klare stjernehimmel
pigtrådshegnet omkring os
Vi fejrer vi din 23-års fødselsdag
med elefanthuer på.”

Da Wilhelm Østergaard fik hjernerystelse til boksetræning og lå brak i halvandet år, købte han en skrivemaskine og begyndte at skrive sine egne tekster. Det blev til Din hund rejser på børnebillet, der kredser om fortællerens rejse gennem sygdomsforløb og den ensomhed, der opstår, når man sidder hjælpeløs og alene og glor ud i luften.

Et andet spor er de syrede drømmesekvenser, der vokser frem i isolationens halvverden. Et tredje spor erindringsglimtene om faren, moren og broren og en vild ungdom med slagsmål og fængselsophold, men også stærke maskuline fællesskaber og kærlighedsforhold.

Du kan købe Din hund kører på børnebillet online fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.




Amy Neff: De dage jeg elskede dig højest

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

De dage jeg elskede dig højest er en uforglemmelig debutroman og en hyldest til den livslange og dybe hengivenhed mellem to mennesker.

Joseph og Evelyn vokser op som naboer på New Englands kyst, og i 1941 falder de to barndomsvenner for hinanden. Tres år er gået, de har delt et langt liv. Nu samler de deres tre voksne børn for at fortælle dem om den hårde diagnose, Evelyn har fået. Joseph kan ikke leve uden hende. Så om et år vil de forlade deres liv sammen.

Mens både Joseph og Evelyn og resten af familien bearbejder nyheden, genlever de fortiden og de mange minder. Og de sætter sig for at skabe nye minder, som kan glæde og trøste deres børn. Men tiden går, og de må forholde sig til, hvad de efterlader sig.

Du kan købe De dage jeg elskede dig højest online eller i din nærmeste boghandel.




Tomas Espedal: Marie min

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

”Og kærligheden blev verdens ophav og verdens hersker. Men alle dens veje er fulde af blomster og blod. Blomster og blod.” – Knut Hamsun

Stærkt ægteskabsdrama om kunstneren Marie Hamsun, der var hustru til den store og kontroversielle norske forfatter Knut Hamsun. I Norge er både Marie og Knut elskede og omdiskuterede skikkelser, der den dag i dag plager den nationale samvittighed på grund af deres tilknytning til nazismen.

Marie min er Espedals take på kunstnerparret. Det er et indfølende portræt af kvinden, moren, kunstneren og hustruen Marie, der lider i skyggen af sin berømte man. Et skuespil og en fortælling i den lange nordiske tradition for knugende dramaer om familien og de nære relationer. Et nuanceret portræt af en stærk kvindeskikkelse, og en nådesløs, men samtidig indfølt skildring af manden.

Espedal har skrevet et forord specielt til den danske udgave, og den er ydermere oversat af den prisbelønnede Shakespeareoversætter Niels Brunse.

Du kan købe Marie min online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel fra 15. oktober.




Octavia E. Butler: Lignelsen om talenterne

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

I 2032, fem år efter at have mistet sin familie, har Lauren Olamina samlet en lille flok mennesker i det selvforsynende lokalsamfund kaldet Acorn. Laurens hyperempati har inspireret hende til at grundlægge den nyskabende spirituelle religion Earthseed.

Den nye religion står i kontrast til den fundamentalistiske kristne kirke, som den nyvalgte præsident er en del af. På hans opfordring nedbrændes ikke-kristne kirker, og alternativt troende jages og slås ihjel – alt sammen under kampråbet ”Make America Great Again” …

Lignelsen om talenterne indeholder ud over Laurens eget synspunkt, beretninger fra tre andre karakterer, Markus, Bankole og Asha Vere, som sætter Laurens liv og kald i perspektiv.
Butler planlagde i hvert fald ét bind mere i serien, men nåede aldrig at skrive mere. Hvert bind er dog afsluttet og kan læses uafhængigt.

Du kan købe Lignelsen om talenterne online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 13. januar.




Octavia E. Butler: Lignelsen om såningen

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

Verden som vi kender den er korrumperet af galskab og anarki, men en kvinde sætter sig for at skabe en bedre fremtid for sig selv og andre.

Lauren Olamina og hendes familie lever i et beskyttet område i udkanten af Los Angeles. Inden for murene forsøger Laurens far, som er præst, sammen med andre fra området at redde, hvad der er tilbage af lokalsamfundet.

Mens hendes far hjælper fællesskabet i den rigtige retning, kæmper Lauren med hyperempati, en lidelse, som gør hende exceptionelt sensitiv over for andres smerter.

Da en brand raserer deres kvarter, bliver Laurens familie slået ihjel og hun tvinges ud i den farlige verden udenfor. Sammen med en håndfuld andre flygtninge, forsøger Lauren at rejse i sikkerhed nordpå, og undervejs opstår en revolutionerende idé i hendes sind, som måske kan redde hele menneskeheden.

Du kan købe Lignelsen om såningen online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel fra d. 13. januar.




Jonas Moström og Arne Dahl: Skaberen

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

To af Skandinaviens store krimiforfattere, Jonas Moström og Arne Dahl, skriver ny serie sammen.

I Skaberen tager den berømte krimiforfatter Tom Borgs liv en skræmmende drejning, da han bliver vidne til et mord, der er identisk med åbningsscenen i hans nyeste thriller.

Han flygter fra gerningsstedet med politiet i hælene – og som hovedmistænkt. Sagen efterforskes af den unge kvindelige kommissær Olivia Woolf, hvis forbindelse til Tom viser sig at være noget tættere, end han bryder sig om, og langsomt strammes nettet om ham.

Men Olivia har sine egne hemmeligheder. Hun er en kimære – dvs. hun har to sæt dna. Og et grønt og et blåt øje. Hun siger til sine kolleger, at hun dyrker jiu-jitsu, men i virkeligheden er hun MMA-fighter. Og om natten trækker hun sin lyserøde elefanthue over hovedet og hævner sig på voldsmænd, der overfalder kvinder.

Men hvem er det, som driver det farlige spil med Tom Borg? Svaret viser sig at være mere uhyggeligt, end han havde forestillet sig i sit værste mareridt.

Du kan købe Skaberen online fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.




Ásta Sigurðardóttir: Søndag aften til mandag morgen

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

Ásta Sigurðardóttir var en stærk karakter i Island. Hun brændte sit lys i begge ender og døde som kun 41-årig efter et liv med alkohol. 

Da Ásta Sigurðardóttir som 21-årig fik novellen Søndag aften til mandag morgen trykt i et tidsskrift, var det klart, at hun var et unikt talent. I de følgende år skrev hun noveller og digte, som beskrev samfundets outsidere. Hun skrev om tabubelagte emner: Vold mod kvinder og børn, aborter, voldtægter, fattigdom og alkoholisme.

Ásta Sigurðardóttirs noveller, som aldrig før er oversat til dansk, er enestående, stærke og aktuelle, og illustreret med linoleumssnit af forfatteren selv. De er oversat til dansk af Susanne Torpe.

Du kan købe Søndag aften til mandag morgen online hos fx Saxo eller i din nærmeste boghandel fra 14. februar 2025.




Bent Haller: Hjemsøgt

Den ultimative guide: Her er bøgerne, du skal læse denne sæson

Der er så yndigt ude på landet … Eller er der? Bent Haller tager i romanen ”Hjemsøgt” læseren med til et landbrug i opbrud.

På det nordjyske gods Storvængegård har slægten Vænge gennem 300 år været en af de storbedrifter, der har opbygget det danske land. Men mørke skyer samler sig over slægtens overhoved, Ulrik Christian Vænge. Han lever i et kærlighedsløst ægteskab, og kæmper med at få økonomien til at hænge sammen mens han nervøst bemærker hvordan jorden under hans ledelse forsures. Da hans hustru bliver dødeligt syg, møder han sygeplejersken Abigail på hospitalet og forelsker sig. Men er der en vej ud af slægtens kløer for Ulrik?

Du kan købe Hjemsøgt online hos fx Saxo eller i din nærmeste boghandel fra marts 2025.