Svenske Arne Dahl og Jonas Moström er aktuelle med Skaberen – første bind i en ny, planlagt krimiserie. Begynd din læsning her.
I Skaberen møder vi den berømte krimiforfatter Tom Borg, hvis liv tager en skræmmende drejning, da han bliver vidne til et mord, der er identisk med åbningsscenen i hans nyeste thriller.
Tom Borg ender som hovedmistænkt i sagen, men hvordan kunne det gå til? Hvem står bag dette farlige spil? Og hvem er den unge, kvindelige politikommissær, der efterforsker sagen om dagen, men trækker en pink elefanthue over hovedet om natten for at hævne sig på mænd, som overfalder kvinder?
LÆS OGSÅ: 10 skandinaviske krimier du skal læse i år
Arne Dahl og Jonas Moström er to af Sveriges største krimiforfattere. Arne Dahl har forfattet næsten 30 bøger, fortrinsvis krimier, og er blevet tildelt flere prestigefyldte priser, heriblandt Svenska Deckarakademins pris for årets bedste krimi, Deutscher Krimipreis og Ripper Award for sit samlede værk.
Jonas Moström er læge og forfatter til de to anmelderroste og storsælgende serier om psykiater og kriminalprofiler Nathalie Svensson og politikommissær Johan Axberg. Han har derudover vundet Stora Ljudbokspriset i Sverige for romanen Midnatspiger.
LÆS OGSÅ: 10 nordiske krimiforfattere hvis romaner du roligt kan begynde at læse (allerede i dag!)
De to forfattere har nu slået sig sammen om en ny, stor krimiserie. Læs første kapitel af Skaberen her.
Skaberen
af Jonas Moström og Arne Dahl
Et sandt eventyr
Fiktion er løgnen hvormed vi siger sandheden.
– ALBERT CAMUS
Livet imiterer kunsten i langt højere grad end kunsten imiterer livet.
– OSCAR WILDE
I
ÅBNINGSSPIL
Der et som i et eventyr.
Forsamlingens sang lyder så himmelsk, at anspændelsen ophører et øjeblik, og den brutale hverdag forsvinder. Skt. Johannes kirke, midt inde i Stockholm, er fyldt til randen. Nic Castillo sidder mellem de sørgende og lader sig rive med af salme 368, som ofrenes forældre har valgt til lejligheden:
Blæs, skabervind, og lad nu mig i evigt åndedrag tage del,
så jeg igen i krop og sjæl
bliver ren og sund og hel.
Men Castillo bliver aldrig ren igen, aldrig sund, aldrig hel, ikke efter det han var vidne til på Gotland. Han bliver ædt op af skyldfølelsen over, at han ikke kunne standse manden, som medierne har døbt Visby-bombemanden. Hans ufatteligt modbydelige handling sidder i Castillo som en konstant støj, der aldrig nogensinde forstummer.
The Big Bang. Han havde kunnet forhindre det.
Han var jo så fandens tæt på.
Så fandens tæt på at få fat i den satan, som han havde jagtet de sidste syv år, udyret, der for tre uger siden sprængte enogtyve unge, der deltog i et skrivekursus i Visby, i luften. To af dem ligger dér i kisterne foran alteret, to nittenårige kvinder, der drømte om at blive forfattere.
De kommer aldrig til at skrive ét ord til.
Politiets opklaringsarbejde tyder på, at galningen stadig befinder sig på Gotland. Det er derfor, Castillo er her alene, alle ressourcer bruges lige nu på øen. Det er ikke lykkedes ham at overbevise sine tidligere chefer om, at de kryptiske kondolencebreve med skaktræk, som nogen tidligere har sendt til forskellige bisættelser rundtom i landet, kunne være relevante i sagen her.
Gotland er et vildspor. Men der er desværre ikke andre end ham, der har fattet det. Eller er han selv ved helt at miste grebet? Har hans besættelse af Visby-bombemanden gjort det af med hans intuition? Den gjorde det i hvert fald af med hans karriere. Allerede på Gotland måtte han aflevere sit politiskilt og sit tjenestevåben.
De mystiske skakkondolencer har ført ham herhen til Skt. Johannes kirke. Han er overbevist om, at monsteret er her et sted. Han har skannet alle de tilstedeværende tre gange uden at kunne spotte ham. Der er ingen andre, der ved, hvordan han ser ud, men i sekunderne før bomben i Visby eksploderede, så Castillo det skarptskårne ansigt, som han aldrig nogensinde vil glemme igen. Det er det ansigt, han uophørligt leder efter i forsamlingen.
Som altid standser hans blik, da han får øje på hende. Hun sidder tre rækker foran ham. Det lange røde hår lyser som en magisk flamme og gør ham kortvarigt varm indeni, selv om der er iskoldt i kirken.
Ud af øjenkrogen ser Castillo snefnuggene, der hvirvler udenfor, og overvejer et øjeblik om den hvinende storm mon kan være selveste skabervinden. Det er nok ikke tilfældet. For den er kold, hård og barsk.
Men så sker det. Da ordet “skabervind” dukker op igen i salmen, forvandler eventyret sig til et mareridt. Castillo ser det pludselig som gennem en omvendt kikkert, på lang afstand. Præsten, som da sangen begyndte, stod med ryggen til menigheden, vender sig om oppe på prædikestolen. Foran sig holder han et barn i et jerngreb. Det er en lille pige på cirka syv år.
Castillo mærker blodet dunke helt ud i fingerspidserne. Så havde han ret. Det er Visby-bombemanden, forklædt som præst.
Hvorfor havde han ikke insisteret på, at hans overordnede lyttede til ham?
Nu er han alene. Alene over for den største ondskab og den dybeste sorg, han nogensinde er blevet konfronteret med.
Big Bang Blues.
Med den ene hånd holder den falske præst en pistol mod pigens tinding, med den anden holder han hende for munden. Den modbydeligt vibrerende stemme, som Castillo har hørt for sit indre øre i de sidste tre uger, brøler:
“Dommedag er her!”
Han presser pistolen endnu hårdere ind mod pigens tinding. Hendes øjne er spærret helt op i mørket.
Hvem er hun? Hvor kom hun fra? Hun er fanget i Visby-bombemandens greb, øjnene skriger af angst. Der går et gisp gennem forsamlingen. Udyret råber:
“Ud med jer! Alle sammen! Ellers skyder jeg hende.”
Det første, man mærker i forsamlingen, er tvivl. En kvinde med et spædbarn i favnen rejser sig op og løber med et halvkvalt skrig ned mod udgangen. Der opstår totalt kaos, efterhånden som folk styrter ned gennem langskibet hen mod døren, også kvinden med det røde hår hvirvles afsted, som en brændende lue i storm.
Castillo bemærker en halvåben dør skråt bag sig. Han betragter den falske præst og den flygtende forsamling og forstår, at han kun har nogle få sekunder. Han kryber sammen bag de sidste af de flygtende og når ubemærket ind i sideværelset. Han undlader ubevidst at lukke døren efter sig. Det er et bart rum med et bord, et par stole og et garderobeskab.
Forsigtigt kigger han ud gennem døråbningen.
Monsteret forsvinder lydløst ud af syne sammen med pigen. Så hører Castillo lyden af nogle tunge hammerslag, som taget ud af langfredag. Efter et par sekunder går det op for Castillo, at manden er ved at sømme kirkedøren til indefra, samtidig med at han åbenbart formår at holde pigen fast. Derefter bliver der stille, dødsens stille, indtil hendes tilbageholdte gråd bryder stilheden.
Præsten dukker op i Castillos synsfelt igen. Han stiller sig op i gangen mellem kirkebænkene, og med den ene arm om pigens hals gør han et videokamera klart. Da han er færdig, holder han igen pistolen mod pigens tinding, kigger ind i kameraet og indleder noget, der vist bliver en meget lang monolog.
“Jeg har taget det her barn i dets bedste alder. Mens sindet stadig er levende og skabende, og det endnu ikke er blevet per- verteret af begær og egoisme og tilpasning.”
Castillo behøver ikke høre mere. Han hørte rigeligt i Visby. Massemorderen har et sygt budskab til verden, og han stopper ikke, før han har fremført det.
Suicide by terror. At give sin egen ubetydelige død en form for mening.
Terroristen går baglæns op gennem langskibet. Med pistolen mod pigens tinding bevæger han sig hen mod prædikestolen. Han fortsætter sin messen, mens han trækker pigen op ad trappen og skråler:
“Skaberkraften, der bor i denne lille pige, skal for altid beva- res, den skal bremses og bibeholdes. Hun skal …”
Castillo har hørt nok.
Skaberkraften, de skrivende unge mennesker.
Manden er helt gakkelak. Men lige nu er motivet ligegyldigt. Det eneste vigtige er at få ham stoppet.
Pigens hoved rager lidt op over kanten på prædikestolen. Lyset, der falder ind fra det nærliggende vindue, får hendes lyse hår til at skinne som en glorie. Prædikestolen i Skt. Johannes kirke er et godt udsigtspunkt uden døde vinkler. Men Castillo må finde en måde at redde pigen på. Og han ved, at han så et eller andet, da han kom ind i kirken.
Påskemørket falder på. Uden for den kulørte kirkerude klager vinden sig, som om den lider med den lille pige. Castillo lader sit blik glide rundt i rummet, forsøger at huske, hvad det var.
I mørket oven over prædikestolen opdager han noget, der strækker sig hen mod ham. Det er nogle planker fra et bygge- stillads, som arbejderne meget passende har forsøgt at dække til. Det var det, han havde set, da han kom ind. Lige uden for døren til værelset, hvor han nu sidder, vil han kunne klatre op på stilladset og komme op på plankerne, der fører over til prædikestolen.
Udyret prædiker stadig. Pigens blik ser ud, som om det er blevet svagere. Pistolen mod hendes tinding er ikke veget en millimeter.
Castillo burde kunne nå hen til stilladset, men det skal gøres fuldstændig lydløst. Han tager sine sko af, klatrer forsigtigt op. Galningen kværner løs. Han ser ikke til Castillos side, men lader sit blik glide frem og tilbage mellem kameraet og de tomme bænkerækker.
Castillo får løftet sig op på plankerne. En rystelse forplanter sig op igennem stilladset, og han er nervøs for, at der kommer en lyd derfra.
Men det eneste, man kan høre, er den maniske messen og pigens stille klynken. Castillo ligger helt stille. Hans hage hvi- ler på træplankerne, og det svider i struben. Der opstår en pause i den groteske forkyndelse. Castillo vil ikke have nogen pause. Alt andet, bare ikke stilhed.
Men så går det løs igen:
“Det her lille liv må ofres, for at I alle kan se den kraft, der bor i hende, således at I aldrig mere skal ofre det enestående for det middelmådige.”
Castillo maver sig forsigtigt fremad. Syv meter hen til præ- dikestolen. Hans livs vigtigste strækning. Plankerne gynger for- uroligende. Men lydløst. Stadig lydløst.
Han bevæger sig fremad, et par centimeter ad gangen. Han ser prædikestolens reliefpræg, med fugle og utydelige væsner, der synes at springe ud af væggen, han ser stearinlysene i de tunge gulvstager nedenfor. Og han ser et blik blive rettet mod ham.
Castillo er udstillet, som han ligger der. Han er stadig ikke tæt nok på til at kunne gribe ind. Men blikket, som rettes mod ham, er pigens. Hun ser ham – og det er, som om hun sender ham en tavs bøn. Og da går det op for ham, at han er parat til at ofre alt for hende.
Virkelig alt.
Castillo kravler målrettet videre. Udyrets stemme har fået en mærkelig klang. I et stykke tid har han bare gentaget sig selv, og hvis han ikke har mere stemme, er der heller ingen grund til at trække pinen ud.
Så myrder han pigen.
Castillo er meget tæt på nu. Næsten oven over prædikestolen, der er kun en halv meter tilbage. Pigens blik er rettet mod ham, og hun klynker ikke længere.
Han kommer en snes centimeter nærmere. Prædikestolen er inden for rækkevidde. Han ligger helt stille med lukkede øjne og holder vejret i nogle sekunder.
Den forrykte prædiken hører op.
Stilheden, der opstår, er dødens stilhed.
Castillo åbner øjnene igen. Han forventer at møde udyrets blik, lige før han dræber pigen.
Men manden står helt stille, pistolen er sunket ned på pigens bryst. Castillo sætter sig op på hug. Pigen stirrer stadig på ham. Lysene i de tre høje lysestager blafrer i deres ringe af metalspigre og får scenen til at bølge, som om Helvede bare venter på, at de skal komme. Men nu er Castillo parat. Parat til at gøre det nødvendige.
Han har aldrig følt sig mere levende end nu.
Præsten ser opad.
Han trykker pegefingeren mod aftrækkeren og brøler ud i rummet.
Lige netop i det øjeblik springer Castillo ned fra stilladset. Han griber pistolen i flugten, vrister den løs, hører våbenet falde ned på gulvet. I farten får han fat om præstens nakke, banker hans ansigt ind mod prædikestolen. Et relief i form af et langt fuglenæb borer sig langt ind i øjet på præsten.
I faldet møder Castillo den befriede piges blik. Da farten får ham til at falde ind over prædikestolens kant, mærker han, at alt er godt.
Han falder ned mod kirkegulvet og kan mærke, at alt, virkelig alt, er godt. Selv da gulvstagernes opadvendte pile gennemborer hans bryst, er alt helt, som det skal være.
Det sidste, han hører, da han rammer gulvet og ser den væltede lysestage stikke ud af sit bryst, er pigens stemme.
“Cut!”
Det er ikke pigen, men en skægget mand, der træder ind på scenen med armene i vejret og råber: “For fanden, hvor var det godt. Helt perfekt.”
Den falske præst har sat sig på hug ved siden af pigen og trøster hende, mens han tørrer øjet rent for filmblod. To kvinder går op ad trappen til prædikestolen og hjælper pigen ned derfra. De har begge pilotjakker på med navnet “Tom Borg” trykt på ryggen.
Den skæggede går hen til Castillo, der rejser sig og laver en highfive.
Så falder kirkevæggene. Bag kirkeruden af plastic kommer en vindmaskine til syne, der blæser små hvide plasticstykker ud i et evigt loop. Et helt filmhold i ens vindjakker jubler bag de faldne kulisser, kameramænd, lydteknikere, sminkører, assistenter.
Henne ved prædikestolen står der fire personer. Den skæggede instruktør vender sig mod en mand, der ligner en ældre version af Castillo, og konstaterer snarere end spørger:
“Den her finale var virkelig en Tom Borg værdig.”
Manden, der åbenbart hedder Tom Borg, lader hånden glide gennem sit krøllede brune hår, smiler og nikker.
“Jeg kunne ikke ønske mig en bedre slutning.”
“Big Bang Blues er klart din bedste bog,” istemmer instruktøren.
Kvinden i gruppen, der tilsyneladende har overblikket, siger:
“Men jeg spørger nu alligevel mig selv, hvordan du tør tage livet af din helt, Nic Castillo.”
“Findes der nogen mere logisk slutning end døden?” siger Tom Borg.
Manden, der spiller Nic Castillo, har netop fået hjælp til at fjerne attrapperne fra sit bryst. Hans rødhårede elskede har slut- tet sig til gruppen og giver ham et hastigt kram. Manden træk- ker Tom Borg til side og hvisker:
“Jeg håber, der er en rolle til mig i din næste bog. Selv om jeg er død.”
Tom Borg smiler bare.
Instruktøren råber:
“It’s a wrap.”
Så omfavner han Borg og siger:
“Du ved, at jeg altid er her for dine stories, Tom. Det ville være superspændende at høre, hvad du skriver på i øjeblikket.” Tom Borg smiler endnu bredere.
Men smilet når aldrig op til hans øjne.
Skaberkraften, tænker han. Skabervinden.
Skaberen
To af Skandinaviens store krimiforfattere, Jonas Moström og Arne Dahl, skriver ny serie sammen.
I Skaberen tager den berømte krimiforfatter Tom Borgs liv en skræmmende drejning, da han bliver vidne til et mord, der er identisk med åbningsscenen i hans nyeste thriller.
Han flygter fra gerningsstedet med politiet i hælene – og som hovedmistænkt. Sagen efterforskes af den unge kvindelige kommissær Olivia Woolf, hvis forbindelse til Tom viser sig at være noget tættere, end han bryder sig om, og langsomt strammes nettet om ham.
Men Olivia har sine egne hemmeligheder. Hun er en kimære – dvs. hun har to sæt dna. Og et grønt og et blåt øje. Hun siger til sine kolleger, at hun dyrker jiu-jitsu, men i virkeligheden er hun MMA-fighter. Og om natten trækker hun sin lyserøde elefanthue over hovedet og hævner sig på voldsmænd, der overfalder kvinder.
Men hvem er det, som driver det farlige spil med Tom Borg? Svaret viser sig at være mere uhyggeligt, end han havde forestillet sig i sit værste mareridt.
Svenske Arne Dahl og Jonas Moström er aktuelle med Skaberen – første bind i en ny, planlagt krimiserie. Begynd din læsning her.
I Skaberen møder vi den berømte krimiforfatter Tom Borg, hvis liv tager en skræmmende drejning, da han bliver vidne til et mord, der er identisk med åbningsscenen i hans nyeste thriller.
Tom Borg ender som hovedmistænkt i sagen, men hvordan kunne det gå til? Hvem står bag dette farlige spil? Og hvem er den unge, kvindelige politikommissær, der efterforsker sagen om dagen, men trækker en pink elefanthue over hovedet om natten for at hævne sig på mænd, som overfalder kvinder?
LÆS OGSÅ: 10 skandinaviske krimier du skal læse i år
Arne Dahl og Jonas Moström er to af Sveriges største krimiforfattere. Arne Dahl har forfattet næsten 30 bøger, fortrinsvis krimier, og er blevet tildelt flere prestigefyldte priser, heriblandt Svenska Deckarakademins pris for årets bedste krimi, Deutscher Krimipreis og Ripper Award for sit samlede værk.
Jonas Moström er læge og forfatter til de to anmelderroste og storsælgende serier om psykiater og kriminalprofiler Nathalie Svensson og politikommissær Johan Axberg. Han har derudover vundet Stora Ljudbokspriset i Sverige for romanen Midnatspiger.
LÆS OGSÅ: 10 nordiske krimiforfattere hvis romaner du roligt kan begynde at læse (allerede i dag!)
De to forfattere har nu slået sig sammen om en ny, stor krimiserie. Læs første kapitel af Skaberen her.
Skaberen
af Jonas Moström og Arne Dahl
Et sandt eventyr
Fiktion er løgnen hvormed vi siger sandheden.
– ALBERT CAMUS
Livet imiterer kunsten i langt højere grad end kunsten imiterer livet.
– OSCAR WILDE
I
ÅBNINGSSPIL
Der et som i et eventyr.
Forsamlingens sang lyder så himmelsk, at anspændelsen ophører et øjeblik, og den brutale hverdag forsvinder. Skt. Johannes kirke, midt inde i Stockholm, er fyldt til randen. Nic Castillo sidder mellem de sørgende og lader sig rive med af salme 368, som ofrenes forældre har valgt til lejligheden:
Blæs, skabervind, og lad nu mig i evigt åndedrag tage del,
så jeg igen i krop og sjæl
bliver ren og sund og hel.
Men Castillo bliver aldrig ren igen, aldrig sund, aldrig hel, ikke efter det han var vidne til på Gotland. Han bliver ædt op af skyldfølelsen over, at han ikke kunne standse manden, som medierne har døbt Visby-bombemanden. Hans ufatteligt modbydelige handling sidder i Castillo som en konstant støj, der aldrig nogensinde forstummer.
The Big Bang. Han havde kunnet forhindre det.
Han var jo så fandens tæt på.
Så fandens tæt på at få fat i den satan, som han havde jagtet de sidste syv år, udyret, der for tre uger siden sprængte enogtyve unge, der deltog i et skrivekursus i Visby, i luften. To af dem ligger dér i kisterne foran alteret, to nittenårige kvinder, der drømte om at blive forfattere.
De kommer aldrig til at skrive ét ord til.
Politiets opklaringsarbejde tyder på, at galningen stadig befinder sig på Gotland. Det er derfor, Castillo er her alene, alle ressourcer bruges lige nu på øen. Det er ikke lykkedes ham at overbevise sine tidligere chefer om, at de kryptiske kondolencebreve med skaktræk, som nogen tidligere har sendt til forskellige bisættelser rundtom i landet, kunne være relevante i sagen her.
Gotland er et vildspor. Men der er desværre ikke andre end ham, der har fattet det. Eller er han selv ved helt at miste grebet? Har hans besættelse af Visby-bombemanden gjort det af med hans intuition? Den gjorde det i hvert fald af med hans karriere. Allerede på Gotland måtte han aflevere sit politiskilt og sit tjenestevåben.
De mystiske skakkondolencer har ført ham herhen til Skt. Johannes kirke. Han er overbevist om, at monsteret er her et sted. Han har skannet alle de tilstedeværende tre gange uden at kunne spotte ham. Der er ingen andre, der ved, hvordan han ser ud, men i sekunderne før bomben i Visby eksploderede, så Castillo det skarptskårne ansigt, som han aldrig nogensinde vil glemme igen. Det er det ansigt, han uophørligt leder efter i forsamlingen.
Som altid standser hans blik, da han får øje på hende. Hun sidder tre rækker foran ham. Det lange røde hår lyser som en magisk flamme og gør ham kortvarigt varm indeni, selv om der er iskoldt i kirken.
Ud af øjenkrogen ser Castillo snefnuggene, der hvirvler udenfor, og overvejer et øjeblik om den hvinende storm mon kan være selveste skabervinden. Det er nok ikke tilfældet. For den er kold, hård og barsk.
Men så sker det. Da ordet “skabervind” dukker op igen i salmen, forvandler eventyret sig til et mareridt. Castillo ser det pludselig som gennem en omvendt kikkert, på lang afstand. Præsten, som da sangen begyndte, stod med ryggen til menigheden, vender sig om oppe på prædikestolen. Foran sig holder han et barn i et jerngreb. Det er en lille pige på cirka syv år.
Castillo mærker blodet dunke helt ud i fingerspidserne. Så havde han ret. Det er Visby-bombemanden, forklædt som præst.
Hvorfor havde han ikke insisteret på, at hans overordnede lyttede til ham?
Nu er han alene. Alene over for den største ondskab og den dybeste sorg, han nogensinde er blevet konfronteret med.
Big Bang Blues.
Med den ene hånd holder den falske præst en pistol mod pigens tinding, med den anden holder han hende for munden. Den modbydeligt vibrerende stemme, som Castillo har hørt for sit indre øre i de sidste tre uger, brøler:
“Dommedag er her!”
Han presser pistolen endnu hårdere ind mod pigens tinding. Hendes øjne er spærret helt op i mørket.
Hvem er hun? Hvor kom hun fra? Hun er fanget i Visby-bombemandens greb, øjnene skriger af angst. Der går et gisp gennem forsamlingen. Udyret råber:
“Ud med jer! Alle sammen! Ellers skyder jeg hende.”
Det første, man mærker i forsamlingen, er tvivl. En kvinde med et spædbarn i favnen rejser sig op og løber med et halvkvalt skrig ned mod udgangen. Der opstår totalt kaos, efterhånden som folk styrter ned gennem langskibet hen mod døren, også kvinden med det røde hår hvirvles afsted, som en brændende lue i storm.
Castillo bemærker en halvåben dør skråt bag sig. Han betragter den falske præst og den flygtende forsamling og forstår, at han kun har nogle få sekunder. Han kryber sammen bag de sidste af de flygtende og når ubemærket ind i sideværelset. Han undlader ubevidst at lukke døren efter sig. Det er et bart rum med et bord, et par stole og et garderobeskab.
Forsigtigt kigger han ud gennem døråbningen.
Monsteret forsvinder lydløst ud af syne sammen med pigen. Så hører Castillo lyden af nogle tunge hammerslag, som taget ud af langfredag. Efter et par sekunder går det op for Castillo, at manden er ved at sømme kirkedøren til indefra, samtidig med at han åbenbart formår at holde pigen fast. Derefter bliver der stille, dødsens stille, indtil hendes tilbageholdte gråd bryder stilheden.
Præsten dukker op i Castillos synsfelt igen. Han stiller sig op i gangen mellem kirkebænkene, og med den ene arm om pigens hals gør han et videokamera klart. Da han er færdig, holder han igen pistolen mod pigens tinding, kigger ind i kameraet og indleder noget, der vist bliver en meget lang monolog.
“Jeg har taget det her barn i dets bedste alder. Mens sindet stadig er levende og skabende, og det endnu ikke er blevet per- verteret af begær og egoisme og tilpasning.”
Castillo behøver ikke høre mere. Han hørte rigeligt i Visby. Massemorderen har et sygt budskab til verden, og han stopper ikke, før han har fremført det.
Suicide by terror. At give sin egen ubetydelige død en form for mening.
Terroristen går baglæns op gennem langskibet. Med pistolen mod pigens tinding bevæger han sig hen mod prædikestolen. Han fortsætter sin messen, mens han trækker pigen op ad trappen og skråler:
“Skaberkraften, der bor i denne lille pige, skal for altid beva- res, den skal bremses og bibeholdes. Hun skal …”
Castillo har hørt nok.
Skaberkraften, de skrivende unge mennesker.
Manden er helt gakkelak. Men lige nu er motivet ligegyldigt. Det eneste vigtige er at få ham stoppet.
Pigens hoved rager lidt op over kanten på prædikestolen. Lyset, der falder ind fra det nærliggende vindue, får hendes lyse hår til at skinne som en glorie. Prædikestolen i Skt. Johannes kirke er et godt udsigtspunkt uden døde vinkler. Men Castillo må finde en måde at redde pigen på. Og han ved, at han så et eller andet, da han kom ind i kirken.
Påskemørket falder på. Uden for den kulørte kirkerude klager vinden sig, som om den lider med den lille pige. Castillo lader sit blik glide rundt i rummet, forsøger at huske, hvad det var.
I mørket oven over prædikestolen opdager han noget, der strækker sig hen mod ham. Det er nogle planker fra et bygge- stillads, som arbejderne meget passende har forsøgt at dække til. Det var det, han havde set, da han kom ind. Lige uden for døren til værelset, hvor han nu sidder, vil han kunne klatre op på stilladset og komme op på plankerne, der fører over til prædikestolen.
Udyret prædiker stadig. Pigens blik ser ud, som om det er blevet svagere. Pistolen mod hendes tinding er ikke veget en millimeter.
Castillo burde kunne nå hen til stilladset, men det skal gøres fuldstændig lydløst. Han tager sine sko af, klatrer forsigtigt op. Galningen kværner løs. Han ser ikke til Castillos side, men lader sit blik glide frem og tilbage mellem kameraet og de tomme bænkerækker.
Castillo får løftet sig op på plankerne. En rystelse forplanter sig op igennem stilladset, og han er nervøs for, at der kommer en lyd derfra.
Men det eneste, man kan høre, er den maniske messen og pigens stille klynken. Castillo ligger helt stille. Hans hage hvi- ler på træplankerne, og det svider i struben. Der opstår en pause i den groteske forkyndelse. Castillo vil ikke have nogen pause. Alt andet, bare ikke stilhed.
Men så går det løs igen:
“Det her lille liv må ofres, for at I alle kan se den kraft, der bor i hende, således at I aldrig mere skal ofre det enestående for det middelmådige.”
Castillo maver sig forsigtigt fremad. Syv meter hen til præ- dikestolen. Hans livs vigtigste strækning. Plankerne gynger for- uroligende. Men lydløst. Stadig lydløst.
Han bevæger sig fremad, et par centimeter ad gangen. Han ser prædikestolens reliefpræg, med fugle og utydelige væsner, der synes at springe ud af væggen, han ser stearinlysene i de tunge gulvstager nedenfor. Og han ser et blik blive rettet mod ham.
Castillo er udstillet, som han ligger der. Han er stadig ikke tæt nok på til at kunne gribe ind. Men blikket, som rettes mod ham, er pigens. Hun ser ham – og det er, som om hun sender ham en tavs bøn. Og da går det op for ham, at han er parat til at ofre alt for hende.
Virkelig alt.
Castillo kravler målrettet videre. Udyrets stemme har fået en mærkelig klang. I et stykke tid har han bare gentaget sig selv, og hvis han ikke har mere stemme, er der heller ingen grund til at trække pinen ud.
Så myrder han pigen.
Castillo er meget tæt på nu. Næsten oven over prædikestolen, der er kun en halv meter tilbage. Pigens blik er rettet mod ham, og hun klynker ikke længere.
Han kommer en snes centimeter nærmere. Prædikestolen er inden for rækkevidde. Han ligger helt stille med lukkede øjne og holder vejret i nogle sekunder.
Den forrykte prædiken hører op.
Stilheden, der opstår, er dødens stilhed.
Castillo åbner øjnene igen. Han forventer at møde udyrets blik, lige før han dræber pigen.
Men manden står helt stille, pistolen er sunket ned på pigens bryst. Castillo sætter sig op på hug. Pigen stirrer stadig på ham. Lysene i de tre høje lysestager blafrer i deres ringe af metalspigre og får scenen til at bølge, som om Helvede bare venter på, at de skal komme. Men nu er Castillo parat. Parat til at gøre det nødvendige.
Han har aldrig følt sig mere levende end nu.
Præsten ser opad.
Han trykker pegefingeren mod aftrækkeren og brøler ud i rummet.
Lige netop i det øjeblik springer Castillo ned fra stilladset. Han griber pistolen i flugten, vrister den løs, hører våbenet falde ned på gulvet. I farten får han fat om præstens nakke, banker hans ansigt ind mod prædikestolen. Et relief i form af et langt fuglenæb borer sig langt ind i øjet på præsten.
I faldet møder Castillo den befriede piges blik. Da farten får ham til at falde ind over prædikestolens kant, mærker han, at alt er godt.
Han falder ned mod kirkegulvet og kan mærke, at alt, virkelig alt, er godt. Selv da gulvstagernes opadvendte pile gennemborer hans bryst, er alt helt, som det skal være.
Det sidste, han hører, da han rammer gulvet og ser den væltede lysestage stikke ud af sit bryst, er pigens stemme.
“Cut!”
Det er ikke pigen, men en skægget mand, der træder ind på scenen med armene i vejret og råber: “For fanden, hvor var det godt. Helt perfekt.”
Den falske præst har sat sig på hug ved siden af pigen og trøster hende, mens han tørrer øjet rent for filmblod. To kvinder går op ad trappen til prædikestolen og hjælper pigen ned derfra. De har begge pilotjakker på med navnet “Tom Borg” trykt på ryggen.
Den skæggede går hen til Castillo, der rejser sig og laver en highfive.
Så falder kirkevæggene. Bag kirkeruden af plastic kommer en vindmaskine til syne, der blæser små hvide plasticstykker ud i et evigt loop. Et helt filmhold i ens vindjakker jubler bag de faldne kulisser, kameramænd, lydteknikere, sminkører, assistenter.
Henne ved prædikestolen står der fire personer. Den skæggede instruktør vender sig mod en mand, der ligner en ældre version af Castillo, og konstaterer snarere end spørger:
“Den her finale var virkelig en Tom Borg værdig.”
Manden, der åbenbart hedder Tom Borg, lader hånden glide gennem sit krøllede brune hår, smiler og nikker.
“Jeg kunne ikke ønske mig en bedre slutning.”
“Big Bang Blues er klart din bedste bog,” istemmer instruktøren.
Kvinden i gruppen, der tilsyneladende har overblikket, siger:
“Men jeg spørger nu alligevel mig selv, hvordan du tør tage livet af din helt, Nic Castillo.”
“Findes der nogen mere logisk slutning end døden?” siger Tom Borg.
Manden, der spiller Nic Castillo, har netop fået hjælp til at fjerne attrapperne fra sit bryst. Hans rødhårede elskede har slut- tet sig til gruppen og giver ham et hastigt kram. Manden træk- ker Tom Borg til side og hvisker:
“Jeg håber, der er en rolle til mig i din næste bog. Selv om jeg er død.”
Tom Borg smiler bare.
Instruktøren råber:
“It’s a wrap.”
Så omfavner han Borg og siger:
“Du ved, at jeg altid er her for dine stories, Tom. Det ville være superspændende at høre, hvad du skriver på i øjeblikket.” Tom Borg smiler endnu bredere.
Men smilet når aldrig op til hans øjne.
Skaberkraften, tænker han. Skabervinden.
Skaberen
To af Skandinaviens store krimiforfattere, Jonas Moström og Arne Dahl, skriver ny serie sammen.
I Skaberen tager den berømte krimiforfatter Tom Borgs liv en skræmmende drejning, da han bliver vidne til et mord, der er identisk med åbningsscenen i hans nyeste thriller.
Han flygter fra gerningsstedet med politiet i hælene – og som hovedmistænkt. Sagen efterforskes af den unge kvindelige kommissær Olivia Woolf, hvis forbindelse til Tom viser sig at være noget tættere, end han bryder sig om, og langsomt strammes nettet om ham.
Men Olivia har sine egne hemmeligheder. Hun er en kimære – dvs. hun har to sæt dna. Og et grønt og et blåt øje. Hun siger til sine kolleger, at hun dyrker jiu-jitsu, men i virkeligheden er hun MMA-fighter. Og om natten trækker hun sin lyserøde elefanthue over hovedet og hævner sig på voldsmænd, der overfalder kvinder.
Men hvem er det, som driver det farlige spil med Tom Borg? Svaret viser sig at være mere uhyggeligt, end han havde forestillet sig i sit værste mareridt.
Du kan købe Skaberen online fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra d. 1. november.
Andre læste også: