Fiktion Inspirationslister og guides Uncategorized

5 klassikere til sommerferien

5 klassikere til sommerferien

Har du også en drøm om at få læst klassikerne af Ernest Hemingway, Jane Austen eller Charlotte Brontë? Så er sommerferien måske det helt rigtige tidspunkt at gøre det i. Vi anbefaler her fem skønne klassikere, som du helt sikkert vil nyde at læse.

Vælg en titel, læn dig tilbage og læs den i sommersolen. God fornøjelse!

Hjertet er en ensom vandrer af Carson McCullers

5 klassikere til sommerferien

Carson McCullers regnes som en af USA’s betydeligste forfattere og sammenlignes med Harper Lee og Truman Capote. Det her er sydstatslitteratur, når det er bedst!

Hjertet er en ensom vandrer blev originalt udgivet i 1940, og er Carson McCullers mest bevægende roman. Historien starter, da den døvstumme mr. Singers bedste ven, grækeren Antonapoulus bliver anbragt på et sindssygehospital. Mr. Singer flytter derfor ind hos Mick Kelly i en lille by i Georgia i 1930’erne. Mr. Singer bliver umærkeligt ven med den unge Mick, kommunisten og drankeren Jake Blout, den sorte læge dr. Copeland og barejeren Biff.

McCullers tegner et gribende portræt af nogle skæbner på samfundets bund, alle med en længsel efter at komme væk og alle med en følelse af dyb ensomhed. Hun giver stemme til de fattige og de glemte i et samfund, der var præget af raceforskellene i de amerikanske sydstater.

Lån bogen på biblioteket eller find den digitalt her.


Jane Eyre af Charlotte Brontë

5 klassikere til sommerferien

Jane Eyre er fortællingen om den fattige og forældreløse Jane, der bliver sendt på kostskole, hvor hun oplever megen modgang. Efter hendes skoletid er forbi, får hun arbejde som guvernante på det store gods Thornfield Hall. Her stifter hun bekendtskab med godsets ejer, den mystiske mr. Rochester, som hun senere forelsker sig i, og sammen med ham lærer hun gradvist sine egne følelser og lidenskaber at kende, men både Thornfield Hall og mr. Rochester gemmer på dystre hemmeligheder …

Jane Eyre er en vaskeægte klassiker og blev først udgivet i 1847. Men lad ikke udgivelsesdatoen skræmme dig – bogen er medrivende og spændende, også for nutidige læsere.

Køb bogen her.

Afrikas grønne bjerge af Ernest Hemingway

5 klassikere til sommerferien

Drøm til Afrika med Ernest Hemingways stemningsfulde beretning om sin safarirejse gennem Østafrika. Bogen indfanger hans fascination ved storvildtjagt. Hemingway fortæller om jagtens yndefuldhed, drabets voldsomhed, og hvad der er så tillokkende ved jagt.

Afrikas grønne bjerge er også et passioneret portræt af det afrikanske landskabs storhed og det smukke ved vildnisset, der selv dengang var truet af menneskets indtrængen.

Køb bogen her.

Fornuft og følelse af Jane Austen

5 klassikere til sommerferien

Jane Austen levede og skrev i 1800-tallets England, og hendes bøger har stadig en stor plads i verdenslitteraturen. Hun har nemlig skrevet nogle af verdenslitteraturens største kærlighedsromaner.

Hvis du gerne vil prøve kræfter med den store forfatterinde, anbefaler vi at starte med Fornuft og følelse, som faktisk også er Austens debutroman. Det er en vidunderligt humoristisk og dybfølt fortælling om to søstre, der gør sig de første erfaringer med kærligheden.

Marianne Dashwood har følelserne uden på tøjet, og da hun forelsker sig i den flotte men upassende John Willoughby, ignorerer hun sin storesøster Elinors advarsel om, at hendes impulsive opførsel gør hende til genstand for sladder og hentydninger. Elinor er derimod altid opmærksom på de sociale konventioner og kæmper for at skjule sin egen romantiske skuffelse, selv for sine allernærmeste.

Køb bogen her.


Chokolade til morgenmad af Pamela Moore

5 klassikere til sommerferien

Chokolade til morgenmad er en skøn coming-of-age historie om en ung piges pludselige appetit efter kærlighed og begær. Det er fortællingen om den femtenårige Courtney Farrell, som har følelser for en kvindelig lærer på hendes kostskole. Da det ikke ender godt, flytter Courtney hjem til sin mor i Hollywood. Her sætter hun sig for at lære alt at kende hurtigt fra dry martinier til en passioneret affære med en ældre mand.

Glæd dig til en medrivende og velskrevet dannelsesroman om en ung teenagepiges glæder og sorger. Men romanen er også en fortælling om kvindelige venskaber og skildrer emner som teenageseksualitet, homoseksualitet og depression.

Køb bogen her.