Yellowface var en af de mest omtalte bøger i USA i 2023 – og nu kan den også læses på dansk! Læs et uddrag af den anmelderoste roman her
June Hayward er en nobody. Athena Liu er en litterær darling. Da Athena dør i en ulykke, ser June sit snit til at stjæle hendes manuskript og udgive det under pseudonym. Men efterhånden som beviserne mod hende begynder at dukke op, indser June, hvor langt hun er villig til at gå for at opnå det, hun mener, hun har fortjent.
LÆS OGSÅ: Rebecca F. Kuang giver forlagsbranchen en syngende bestsellerlussing med Yellowface
Yellowface er en satirisk thriller om plagiat, shitstorms og diversitetshykleri i forlagsbranchen. Romanen tager fat i betændte emner som cancel culture, racisme, kulturel appropriation og påtaget politisk korrekthed med sort humor og knivskarpe sætninger.
LÆS OGSÅ: Yellowface er et satirisk portræt af cancel culture og en dobbeltmoralsk forlagsbranche
Den kinesisk-amerikanske forfatter R.F. Kuang har tidligere skrevet Babel og Poppy War-trilogien. De udenlandske medier skrev om Yellowface:
“Svidende satire om hvidt privilegie og identitet” – Guardian
“Thrilleren som alle kommer til at tale om” – Grazia
“Satirisk og humoristisk” – Cosmopolitan
“Knivskarp” – Time
Yellowface
af R. F. Kuang
Kapitel 1
Den aften, jeg ser Athena Liu dø, fejrer vi, at rettighederne til hendes bog er solgt til Netflix.
Hvis denne historie skal give mening, er der to ting om Athena, du bør vide.
For det første har hun alt: en kontrakt på flere bøger ved et stort forlag, som hun fik, med det samme hun blev færdig på den eneste skole i kreativ skrivning, alle kender; ophold på prestigefyldte forfatterrefugier på CV’et og en liste over prisnomineringer, der er længere end min indkøbsseddel.
I en alder af 27 har hun udgivet tre romaner, den ene mere succesfuld end den anden. Aftalen med Netflix var ikke nogen livsforandrende begivenhed for Athena, det var bare endnu en fjer i hatten, en af bonusserne på vejen til litterær berømmelse, som hun har buldret ned ad siden college.
For det andet har hun ikke nogen venner, måske som en konsekvens af det første punkt. Forfattere på vores alder – unge, ambitiøse talenter på denne side af 30 – er som regel flokdyr. Man kan finde eksempler på klikedannelse overalt på de sociale medier: Forfattere, der skriver begejstret om hin- andens uudgivede tekster (HELT OPPE AT KØRE OVER DET HER MANUSKRIPT!), hviner over forsideafsløringer (DEN ER SÅ SMUK AT JEG DØR!!!) og tager selfies af gruppen, der hænger ud til forskellige litterære begivenheder i hele verden.
Men der er ikke andre med på billederne på Athenas instagramprofil. Hun deler regelmæssigt nyheder og små jokes med sine 70.000 twitterfølgere, men hun @’er sjældent folk. Hun namedropper ikke, hverken skriver om eller anbefaler kollegers bøger, og hun mænger sig ikke på den der pralende, desperate måde, som unge levebrødsforfattere gør. I al den tid jeg har kendt hende, har jeg ikke hørt hende referere til andre nære venner end mig.
Engang troede jeg, at hun var reserveret. Athena har så åndssvagt meget succes, at det giver mening, at hun ikke omgås os almindelige dødelige. Athena taler formentlig udelukkende med folk, der har et blåt flueben på sociale medier, og andre bestsellerforfattere, som kan underholde hende med deres skarpe iagttagelser af vores samfund. Athena har ikke tid til at være venner med proletarer.
Men de seneste år har jeg udviklet en anden teori, som er, at alle synes, hun er lige så utålelig, som jeg gør. Det er trods alt hårdt at være venner med en, man altid står i skyggen af. Der er nok ikke nogen, der kan holde Athena ud, fordi de ikke kan holde ud at skulle måle sig med hende hele tiden. Jeg er her nok kun, fordi jeg er tilpas ynkelig.
Så den aften er det kun Athena og mig på en dyr, højlydt tagterrassebar i Georgetown. Hun hælder cocktails ned, som om hun er forpligtet til at vise, at hun morer sig, og jeg drikker for at dulme min indre kælling, som ville ønske, at hun var død.
Athena og jeg blev venner ved et tilfælde. Vi boede på samme etage det første år på Yale, og fordi vi begge altid har vidst, at vi ville være forfattere, endte vi med at tage de samme skrivefag. Vi udgav noveller i de samme litterære tidsskrifter i begyndelsen af vores karrierer og flyttede til den samme by et par år efter college.
Athena flyttede på grund af et prestigefyldt fellowship på Georgetown, hvor det forlød sig, at fakultetet var så imponeret over en gæsteforelæsning, hun holdt på American University, at engelskinstituttet oprettede en stilling i kreativ skrivning specielt til hende, og jeg flyttede hertil, fordi min mors kusine havde en lejlighed i Rosslyn, jeg kunne leje billigt, hvis jeg vandede hendes planter.
Det var ikke, fordi vi oplevede en eller anden form for åndsslægtskab, eller at et dybt traume knyttede os sammen. Vi var bare altid det samme sted, hvor vi arbejdede mod samme mål, så vi kunne lige så godt være venlige over for hinanden.
Men selvom vi startede det samme sted – et introducerende fag om novellegenren ved professor Natalia Gaines – bevægede vores karrierer sig i vidt forskellige retninger efter college.
Jeg skrev min første roman i et anfald af inspiration et år, hvor jeg kedede mig ihjel ved at arbejde for Teach for America. Hver dag tog jeg hjem for omhyggeligt at skitsere den historie, jeg havde villet skrive, siden jeg var lille: en detaljeret coming-of-age-historie med et strejf af magi om sorg, tab og to søstre, med titlen Over the Sycamore.
Efter jeg havde sendt den til omkring 50 agenter uden held, blev bogen antaget af det lille forlag, Evermore, som havde åbnet for indsendelse af manuskripter. Dengang virkede forskuddet som et absurd stort beløb – 10.000 dollars foruden royalites, når jeg havde tjent forskuddet ind – men det var før, jeg fandt ud af, at Athena havde fået et sekscifret beløb af Penguin Random House for sin debutroman.
Evermore gik konkurs tre måneder før, min bog skulle være gået i trykken. Jeg fik rettighederne tilbage. Min agent – som havde antaget mig, efter Evermore havde givet mig et tilbud – solgte på mirakuløs vis rettighederne igen til et af de store forlag for et forskud på 20.000 dollars. En ’god aftale’ lød det ifølge bekendtgørelsen i branchenyhedsbrevet.
Det føltes, som om jeg endelig havde Klaret Det, som om alle mine drømme om berømmelse og succes var ved at gå i opfyldelse, indtil udgivelsesdagen nærmede sig, og det første oplag blev reduceret fra 10.000 til 5.000 eksemplarer, min turné til seks forskellige byer blev til tre stop i Washington D.C., Maryland og Virginia, og løfterne om udtalelser fra berømte forfattere aldrig blev indfriet. Der kom aldrig et andet oplag.
Jeg solgte 2.000, måske 3.000 eksemplarer i alt. Min redaktør blev fyret under en af de sparerunder, som finder sted, hver gang der er nedgang i økonomien, og jeg blev overdraget til en fyr ved navn Garrett, som indtil videre har udvist så lidt interesse i at gøre noget for bogen, at jeg ofte tænker på, om han helt har glemt mig.
Men alle sagde, at det var meget almindeligt. Alle har en dårlig debutoplevelse. Sådan er forlag. Det er altid kaos i New York, alle redaktørerne og PR-folkene er stressede og underbetalte, og derfor bliver folk hele tiden tabt mellem to stole. Græsset er aldrig grønnere på den anden side. Alle forfattere hader deres forlag. Der er ingen Askepot-historier, kun hårdt arbejde, vedholdenhed og gentagne forsøg på at ramme plet.
Men hvorfor er der så nogle, der bliver berømte i første forsøg? Et halvt år inden Athenas debutroman udkom, blev der skrevet en stor, sexet artikel om hende i et anerkendt forlagsmagasin med overskriften ’Forlagsbranchens nyeste vidunderbarn er kommet for at fortælle de historier om asiatisk-amerikanere og minoriteter fra Stillehavsområdet, vi mangler’.
Bogen blev solgt til 30 forskellige lande. Hendes debutroman blev udgivet med en fanfare af kritikerros i medier som The New Yorker og New York Times, og den lå i toppen af alle bestsellerlisterne i flere uger. Opløbet til de litterære priser det følgende år var afgjort på forhånd.
Athenas debutroman, Voice and Echo, om en kinesisk-amerikansk pige, der kan fremmane spøgelserne af de afdøde kvinder i sin familie, var en af de få bøger, der lå helt rigtigt i spændingsfeltet mellem spekulativ fiktion og kommerciel skønlitteratur, så hun blev nomineret til Booker-prisen, Nebula-prisen, Hugo-prisen og World Fantasy-prisen, hvoraf hun vandt to. Og det er kun tre år siden. Hun har efterfølgende udgivet to bøger mere, og anmelderne er enige om, at hun kun bliver bedre og bedre.
Det er ikke, fordi Athena ikke er talentfuld. Hun er en fucking god forfatter. Jeg har læst alt, hun har skrevet, og jeg er ikke så misundelig, at jeg ikke kan genkende god litteratur, når jeg læser den. Men Athenas stjernestatus handler så åbenlyst ikke om hendes bøger. Den handler om hende.
Athena Liu er så fucking cool, for at sige det ligeud. Selv hendes navn, Athena Ling En Liu, er cool, godt gået, mr. og mrs. Liu, I valgte den perfekte kombination af det klassiske og det eksotiske.
Hun er født i Hong Kong, opvokset i Sydney og New York og uddannet på britiske kostskoler, hvilket har givet hende en overklasseagtig, men uplacerbar accent; hun er høj og slank som et siv, yndefuld på en måde som tidligere balletdansere, porcelænshvid og i besiddelse af nogle enorme, brune øjne med lange vipper, som får hende til at ligne en kinesisk udgave af Anne Hathaway (det er ikke racistisk ment, Athena har engang lagt en selfie op af hende og ’Annie’ på den røde løber, hvor de klemte deres enorme dådyrøjne ind mod hinanden, mens der i billedteksten simpelthen stod: Tvillinger!).
Hun er utrolig. Hun er bogstaveligt talt utrolig.
Så alt godt sker naturligvis for Athena, for det er sådan, branchen fungerer. Forlagene vælger en vinder – en, der er pæn nok, en, der er cool og ung og, åh, vi tænker det jo alle sammen, lad os nu sige det, som det er, ’mangfoldig’ nok – og bruger alle deres penge og ressourcer på den ene forfatter. Det hele er så fucking tilfældigt. Eller måske ikke tilfældigt, men det afhænger af faktorer, som ikke har noget med styrken af ens tekst at gøre.
Athena, en smuk, farvet, Yale-uddannet, international og tvetydigt queer kvinde, er blevet udvalgt af De Høje Herrer. Jeg, derimod, er bare June Hayward fra Philly med brune øjne og brunt hår, og uanset hvor hårdt jeg knokler, eller hvor godt jeg skriver, bliver jeg aldrig Athena Liu.
Jeg havde troet, at hun efterhånden ville være røget helt ud af mit kredsløb. Men de venlige beskeder bliver ved med at komme – hvordan går det med skrivningen i dag? fik du skrevet de ord, du ville i dag? held og lykke med din deadline! – ligesom invitationerne: happy hour-margaritaer på El Centro, brunch på Zaytinya, poetry slam på U Street.
Vi har et af den slags overfladiske venskaber, hvor man tilbringer en masse tid sammen uden rigtig at lære hinanden at kende. Jeg ved stadig ikke, om hun har nogen søskende. Hun har aldrig spurgt ind til mine kærester. Men vi bliver ved med at ses, fordi det er så belejligt, at vi begge bor i D.C., og fordi det bliver sværere at få nye venner, jo ældre man bliver.
Jeg ved ærligt talt ikke, hvorfor Athena kan lide mig. Hun giver mig altid et knus, når vi ses. Hun liker mine opslag på sociale medier mindst to gange om ugen. Vi mødes til drinks minimum en gang hver anden måned, og det er for det meste på hendes initiativ. Men jeg aner ikke, hvad jeg har at tilbyde. Jeg er ikke i nærheden af at have nok indflydelse, popularitet eller forbindelser til at gøre den tid, hun tilbringer sammen med mig, umagen værd.
Inderst inde har jeg altid haft en mistanke om, at Athena kan lide mit selskab, netop fordi jeg ikke kan konkurrere med hende. Jeg forstår hendes verden, men jeg udgør ikke nogen trussel, og hendes bedrifter er så langt uden for min rækkevidde, at hun ikke har det dårligt med at juble over sin succes over for mig.
Vil vi ikke alle sammen gerne have en ven, som ikke udfordrer vores overlegenhed, fordi de allerede ved, at det ikke nytter noget? Har vi ikke alle sammen brug for nogen, vi kan behandle som en boksepude?
”Så slemt kan det ikke være,” siger Athena. ”Jeg er sikker på, de bare mener, at de udskyder paperbackudgaven et par måneder.”
”Den er ikke udskudt,” siger jeg. ”Den er droppet. Brett sagde, at de bare ikke … kunne finde plads til den i trykkeplanerne.”
Hun klapper mig på skulderen. ”Bare rolig. Man tjener alligevel bedre royalties på hardbackudgaver! Det handler om at se lyst på tingene, ikke?”
Det er vovet af dig at antage, at jeg overhovedet får royalties. Det siger jeg ikke højt. Hvis man påpeger Athenas taktløshed, bliver hun overdrevent undskyldende, og det er sværere at være i end bare at bide irritationen i sig.
Vi sidder i en sofa på tagterrassebaren på The Graham og ser på solnedgangen. Athena tyller sin anden whisky sour i sig, mens jeg er på mit tredje glas pinot noir. Vi er nået til den fortærskede del af samtalen, hvor vi taler om mine problemer med mit forlag, hvilket jeg fortryder inderligt, for alt det, Athena tror, er trøstende ord eller gode råd, lyder altid, som om hun gnider salt i såret.
”Jeg vil ikke pisse Garrett af,” siger jeg. ”For at være ærlig tror jeg, at han glæder sig til at afvise forkøbsretten, så han kan blive fri for mig.”
”Nu skal du ikke være så beskeden,” siger Athena. ”Han antog jo din debutroman, ikke?”
”Det gjorde han faktisk ikke,” siger jeg. Det er jeg nødt til at minde Athena om hver eneste gang. Hun har hukommelse som en guldfisk, når det kommer til mine problemer. Jeg skal gentage alting to eller tre gange, før det sidder fast. ”Redaktøren, som antog mig, blev fyret, og så fik Garrett ansvaret, og hver gang vi taler om det, føles det som en sur pligt for ham.”
”Jamen så fuck ham,” siger Athena muntert. ”En omgang mere?”
Drinksene er latterligt dyre her, men det gør ikke noget, for Athena giver. Det er altid Athena, der giver, jeg er efter- hånden holdt op med overhovedet at tilbyde det. Jeg tror ikke, at Athena har forstået, hvad det vil sige, at noget er ’dyrt’ eller ’billigt’. Hun gik fra Yale til en fuldt finansieret kandidatgrad til at have hundrede tusinde dollars stående på bankkontoen.
Da jeg engang fortalte hende, at man kun tjener omkring 35.000 dollars om året i en opstartsstilling på forlagene i New York, glippede hun med øjnene og spurgte: ”Er det meget?”
”Jeg vil gerne have et glas malbec,” siger jeg. Den koster 19 dollars glasset.
”Det skal du få, søde.” Athena rejser sig og går mod baren. Bartenderen smiler til hende, og hun hviner overrasket og holder sig for munden, som om Athena er Shirley Temple. Det lader til, at en af mændene oppe ved baren har sendt hende et glas champagne.
”Ja, vi er ude for at fejre.” Hendes glade, yndige latter svæver over musikken. ”Men kan jeg ikke også få et glas til min veninde? På min regning?”
Der er ingen, der sender mig champagne. Men det er typisk. Athena vælter sig i opmærksomhed, når vi er i byen, hvis ikke det er fra ivrige læsere, som vil have en selfie og en autograf, er det fra mænd såvel som kvinder, der synes, at hun er fortryllende. Mig, jeg er usynlig.
”Værsgo.” Athena sætter sig ved siden af mig igen og rækker mig et glas. ”Vil du høre om mødet med Netflix? Det var så sindssygt, Junie. Jeg mødte ham, der producerede Tiger King. Tiger King!”
Vær glad på hendes vegne, siger jeg til mig selv. Bare vær glad på hendes vegne, og lad hende nyde det.
Folk beskriver altid misundelse som en skarp og grøn, giftig ting. Uberettiget, eddikesur og smålig. Men det er min erfaring, at misundelse blandt forfattere nærmere føles som frygt. Misundelse er stigningen i min hjertefrekvens, når jeg læser om Athenas succes på Twitter: en ny bog på vej, prisnomineringer, specialudgaver, salg af oversættelsesrettigheder.
Misundelse er konstant at sammenligne mig selv med hende og komme til kort; at gå i panik over, at jeg ikke skriver godt nok eller hurtigt nok, at jeg ikke er og aldrig bliver nok. Misundelse betyder, at alene det, at jeg har fundet ud af, at Athena har indgået en aftale med Netflix om et sekscifret beløb, betyder, at jeg vil køre af sporet i flere dage, ude af stand til at fokusere på mit eget arbejde, tynget af skam og selvlede, hver gang jeg ser en af hendes bøger udstillet i en boghandel.
Alle forfattere, jeg kender, har det sådan med nogen. Det er så ensomt at skrive. Der er ingen garanti for, at det, man skaber, har nogen værdi, og ethvert tegn på, at man sakker bagud i rotteræset, sender en ud i dyb fortvivlelse. Hold blikket på dit eget papir, siger man. Men det er svært, når alle andres papirer hele tiden flyver op i hovedet på en.
Men jeg mærker også den ondskabsfulde form for misundelse, når jeg hører Athena tale om, hvor meget hun elsker sin redaktør, et litterært kraftcenter, som hedder Marlena Ng, der ’løftede mig op af mørket’ og ’virkelig forstår, hvad det er, jeg prøver at udrette som kunstner, hvis du forstår?’
Jeg stirrer ind i Athenas brune øjne, der er indrammet af de latterligt lange vipper, som får hende til at ligne et dyr fra en Disney-film, og jeg tænker: Hvordan er det at være dig? Hvordan er det at være så ubegribeligt perfekt, at have alt godt i verden? Og måske skyldes det drinksene eller min overaktive forfatterfantasi, men jeg kan mærke, at noget varmt snor sig i min mave, en sær trang til at stikke fingrene ind i den bærrøde mund, hive i hendes ansigt og forsigtigt skrælle huden af hendes krop som en appelsin og tage den på.
”Og det føles på en måde, som om hun virkelig forstår mig, som om hun dyrker sex med mine ord. Ligesom en slags hjernesex.” Athena ler og rynker derefter bedårende på næsen. Jeg undertrykker lysten til at prikke til den. ”Tænker du nogensinde på redigeringsprocessen som at dyrke sex med din redaktør? Som om I laver en stor litterær baby sammen?”
Det går op for mig, at hun er fuld. Hun har fået to og en halv drink og er fuldkommen snalret. Hun har allerede glemt igen, at jeg hader min redaktør.
Athena kan ikke finde ud af at holde igen. Det fandt jeg ud af en uge inde i vores første år på college til en fest hos en eller anden sidsteårsstuderende, der boede i East Rock, hvor jeg holdt hendes hår, mens hun brækkede sig i toilettet.
Hun har en meget dyr smag. Hun kan godt lide at vise, hvor meget hun ved om whisky (hun kalder det altid ’skotsk whisky’ og nogle gange ’whisky fra det skotske højland’), men hun har næsten ikke drukket noget, og hendes kinder er allerede helt røde, og hun taler usammenhængende. Athena elsker at drikke sig fuld, og fulde Athena er altid dramatisk og lovpriser sig selv.
Det bemærkede jeg for første gang til San Diego ComicCon. Vi stod ved et stort bord i hotelbaren, og hun grinede alt for højt med blussende kinder, mens fyrene ved siden af hende, hvoraf en af dem snart ville blive afsløret på Twitter som en, der chikanerer kvinder, stirrede glubsk på hendes bryster.
”Åh gud,” blev hun ved med at sige. ”Jeg er ikke klar til det her. Det kommer til at gå galt. Jeg er ikke klar. Tror I, de hader mig? Tror I, at alle i virkeligheden hader mig, men at ingen vil sige det til mig? Ville I sige det, hvis I hadede mig?”
”Nej, nej,” forsikrede mændene hende og klappede hende på hænderne. ”Der er da ingen, der kunne hade dig.”
Engang troede jeg, at hun opførte sig sådan for at få opmærksomhed, men hun er ligesådan, når det kun er os to. Hun bliver så sårbar. Hun lyder, som om hun er lige ved at græde, eller som om hun modigt fortæller en hemmelighed, som hun aldrig har fortalt nogen før. Det er ikke til at holde ud at se på. Der er noget desperat over det, og jeg ved ikke, hvad der skræmmer mig mest: At hun er tilpas manipulerende til at kunne bære sig sådan ad, eller at alt det, hun siger, måske passer.
Til trods for den høje musik og den vibrerende bas føles der dødt på The Graham. Det er ikke underligt, det er onsdag aften. To mænd kommer over til os for at give Athena deres numre, men hun vifter dem væk. Vi er de eneste kvinder her. Baren føles stille og klaustrofobisk på en skræmmende måde, så vi drikker ud og går. Jeg tænker med en vis lettelse, at det var dét, men så inviterer Athena mig med hjem til sin lejlighed, som ligger en smuttur derfra, i nærheden af Dupont Circle.
”Kom nu,” insisterer hun. ”Jeg har gemt en helt fantastisk whisky til lige præcis sådan en anledning. Du er nødt til at tage med hjem og smage den.”
Jeg er træt, og jeg hygger mig ikke rigtig – misundelsen bliver værre, når man har drukket – men jeg er nysgerrig efter at se hendes lejlighed, så jeg siger ja.
Den er fucking lækker. Jeg vidste godt, at Athena er rig, bestsellerroyalties beløber sig trods alt til noget, men jeg havde ingen anelse om, hvor rig hun er, før vi går ind i lejligheden på niende med to værelser – et til at sove i, et til at skrive i – med højt til loftet, skinnende trægulve, vinduer fra gulv til loft og en altan, der går hele vejen rundt om hjørnet.
Hun har indrettet den i den sædvanlige stil kendt fra Instagram, der skriger minimalistisk, men eksklusivt: elegante træmøbler, enkle bogreoler og rene, ensfarvede gulvtæpper. Selv planterne ser dyre ud. En luftfugter står og hvæser under hendes calathea-plante.
”Skal vi tage et glas whisky? Eller vil du hellere have noget mildere?” Athena peger på vinkøleskabet. Hun har et fucking vinkøleskab. ”Riesling? Jeg har også en skøn sauvignon blanc, medmindre du gerne vil holde dig til rød …”
”Whisky,” siger jeg, for den eneste måde, jeg kommer igennem resten af aftenen på, er ved at drikke mig så fuld som muligt.
”Med eller uden is, eller en Old Fashioned?”
Jeg aner intet om at drikke whisky. ”Øh … Jeg tager bare det samme som dig.”
”Så bliver det en Old Fashioned.” Hun skynder sig ud i køkkenet. Lidt efter kan jeg høre køkkenskabe blive åbnet og noget, der klirrer. Hvem skulle have troet, at der skulle så meget til for at lave en Old Fashioned?
”Jeg har en smuk, 18 år gammel WhistlePig,” råber hun. ”Den er simpelthen så glat, som en blanding af karamel og sort peber. Vent og se.”
”Okay,” råber jeg tilbage. ”Det lyder godt.”
Hun er længe om det, og jeg skal virkelig tisse, så jeg går lidt rundt i stuen og leder efter badeværelset. Gad vide, hvad der er derinde. Måske en fancy aromaterapi-diffuser. Måske en kurv fuld af jadeæg til at stikke op i skeden.
Jeg opdager, at døren ind til hendes kontor står åben. Det er et fantastisk rum, jeg kan ikke lade være med at tage et kig. Jeg kan genkende det fra hendes instagramopslag, hendes ’kreativitetspalads’, kalder hun det. Der står et kæmpestort mahogniskrivebord med buede ben under et vindue, der er indrammet af victorianske blondegardiner, og på bordet står hendes dyrebare, sorte skrivemaskine.
Nå ja. Athena skriver på skrivemaskine. Ikke nogen sikker- hedskopier, ikke noget Google Docs, ikke noget Scrivener: Kun noter i Moleskine-notesbøger, som bliver til skitser på post-its, som bliver til færdige udkast på hendes Remington-skrivemaskine. Det tvinger hende til at fokusere på de enkelte sætninger, eller det påstår hun i hvert fald. (Hun har givet det samme interview så mange gange, at jeg næsten kan det udenad.) Ellers skriver hun hele afsnit ad gangen, så hun ikke længere kan se skoven for bare træer.
Helt ærligt. Hvem taler sådan? Hvem tænker sådan?
Der findes nogle grimme og dyre, elektroniske skrivemaskiner til forfattere, som ikke kan skrive mere end et afsnit ad gangen, før de mister koncentrationen og hopper over på Twitter. Men dem hader Athena. Hun bruger en gammeldags skrivemaskine, en klaprende tingest, som kræver, at hun køber specielle farvebånd og noget kraftigt papir at skrive på.
”Jeg kan ikke skrive på en skærm,” har hun engang fortalt mig. ”Jeg er nødt til at se det på tryk. Der er noget betryggende ved ordenes soliditet. Det føles permanent, som om alt det, jeg skriver, har en vis tyngde. Det forankrer mig, det får mig til at tænke klart og tvinger mig til at være præcis.”
Jeg går ind på kontoret, for jeg er nemlig fuld nok til at glemme, at det er uhøfligt. Der sidder et ark i skrivema- skinen, hvor der kun står ét enkelt ord: SLUT. Ved siden af skrivemaskinen ligger en stak papirer, der er næsten 30 centimeter høj.
Athena dukker op ved siden af mig med et glas i hver hånd. ”Åh, det er Første Verdenskrigs-bogen. Jeg er endelig blevet færdig.”
Athena er berygtet for at være hemmelighedsfuld om sine projekter, indtil hun er færdig. Ingen beta-læsere. Ingen interviews, ingen smagsprøver på sociale medier. Ikke engang hendes agenter og redaktører får lov til at læse så meget som en sammenfatning af bogen, før den er helt færdig.
”Den er nødt til at vokse inden i mig, indtil den er levedygtig,” har hun engang sagt til mig. ”Hvis jeg blotter den for verden, før den er færdigudviklet, dør den.” (Jeg er i chok over, at der ikke er nogen, som har kritiseret Athena for den groteske metafor, men alt er åbenbart okay, når hun siger det.)
Det eneste, hun har afsløret de sidste to år, er, at denne roman har med det 20. århundredes militærhistorie at gøre, og at den er en ’stor kunstnerisk udfordring’ for hende.
”Hold da op. Tillykke,” siger jeg.
”Jeg skrev den sidste side i morges,” kvidrer hun. ”Der er ingen, som har læst den endnu.”
”Ikke engang din agent?”
Hun fnyser. ”Jared skubber papir rundt og underskriver checks.”
”Den er lang.” Jeg går tættere på skrivebordet og rækker ud efter den første side, men trækker med det samme hånden til mig igen. Jeg er dum, fuld. Jeg kan ikke bare gå og røre ved ting.
Men i stedet for at bide ad mig giver Athena mig tilladelse med et nik. ”Hvad synes du?”
”Vil du have mig til at læse den?”
”Altså, måske ikke det hele lige nu.” Hun griner. ”Den er meget lang. Jeg … jeg er bare så glad for at være færdig. Er det ikke en pæn stak? Den er tung. Den har en vis … tyngde.”
Hun vrøvler. Hun er lige så fuld som mig, men jeg ved præcis, hvad hun mener. Det er en stor bog i mere end én forstand. Det er en af den slags bøger, som sætter et aftryk.
Mine fingre svæver over stakken. ”Må jeg …?”
”Ja ja …” Hun nikker entusiastisk. ”Jeg er nødt til at vænne mig til tanken om, at den findes derude. Jeg er nødt til at bringe den til verden.”
Sikke en underlig, vedholdende metafor. Jeg ved, at det kun vil give næring til min misundelse at læse bogen, men jeg kan ikke lade være. Jeg tager en håndfuld sider øverst i stakken og skimmer dem.
Hold nu kæft, det er godt.
Jeg er ikke god til at læse, når jeg er beruset, og mit blik bliver ved med at glide ned til slutningen af hvert afsnit, men selv efter en skimning ved jeg, at den bog kommer til at lyse. Sproget er stramt og overbevisende. Der er ikke nogen af de dumme fejl, som var i hendes debutroman. Hendes stemme er modnet og blevet skarp. Alle beskrivelserne, alle formuleringerne; det hele synger.
Det er bedre end noget, jeg kunne have skrevet, måske i et helt liv.
”Kan du lide det?” spørger hun.
Hun er nervøs. Hun gør store øjne og ser næsten bange ud. Hun fumler med halskæden, mens hun iagttager mig. Hvor tit spiller hun den komedie? Hvor meget ros overøser folk hende med, når det sker?
Det er småligt, men jeg har ikke lyst til at give hende den validering. Hendes skuespil virker på beundrende anmeldere og fans, men ikke på mig.
”Det ved jeg ikke,” siger jeg udtryksløst. ”Jeg kan ikke rigtig læse, når jeg er fuld.”
Hun ser slukøret ud, men det varer kun kort. Hun klistrer hurtigt et smil på. ”Selvfølgelig, duh, det var dumt af mig, selvfølgelig gider du ikke at …” Hun glipper med øjnene, kigger så på mig og derefter ind i stuen. ”Nå, men har du så lyst til at … hænge ud?”
Så her sidder jeg og snakker med Athena Liu.
Det viser sig, at hun er chokerende banal, når hun er stiv. Hun udspørger mig ikke om Heidegger eller Arendt eller om alle de andre filosoffer, hun elsker at namedroppe i interviews. Hun fabler ikke om, hvor sjovt det var at være gæstemodel for Prada dengang i Paris (hvilket fandt sted fuldkommen tilfældigt. Instruktøren så hende sidde uden for en café og bad hende om at træde til).
Vi snakker om kendte mennesker. Vi tilstår begge to, at det nyeste stjerneskud med hundehvalpeøjnene egentlig ikke gør noget for os, men at vi vil gøre alt for Cate Blanchett. Hun roser min stil. Hun spørger, hvor jeg har købt mine sko, min broche, mine øreringe. Hun er forundret over min evne til at finde guld i genbrugsbutikker.
”Jeg køber stadig det meste i Talbots, jeg er ligesom en gammel kone.”
Jeg får hende til at grine ved at fortælle historier om mine elever, en gruppe sløve, bumsede unger, som kunne vade direkte ind på et af de lavere rangerende topuniversiteter med deres forældres forbindelser, hvis de bare kunne score 200 point eller mere på deres SAT-test, og om at deres collegeessays, som andre har skrevet for dem, altid er en øvelse i at opfinde en eller anden personlig prøvelse, når det er tydeligt, at de aldrig har været ude for en.
Vi udveksler anekdoter om dårlige dates, om folk, vi kender fra college, og vi finder ud af, at vi på en eller anden måde har været sammen med de samme to fyre fra Princeton.
Vi ender med at ligge på hendes sofa og grine så meget, at vi får sidestik. Jeg vidste ikke, at det var muligt at have det så sjovt sammen med Athena. Jeg har aldrig været så meget mig selv sammen med hende før. Vi har kendt hinanden i over ni år, men jeg har altid været så forbeholden over for hende, delvist fordi jeg er bange for, hun opdager, at jeg ikke er halvt så klog eller interessant, som hun tror, og delvist på grund af det, der skete det første år på college.
Men for første gang i lang tid har jeg det ikke, som om jeg behøver at filtrere alt det, jeg siger. Jeg anstrenger mig ikke for at imponere Athena Fucking Liu. Jeg sidder bare og snakker med Athena.
”Vi burde gøre det her noget mere,” bliver hun ved med at sige. ”Helt ærligt, Junie, hvorfor har vi aldrig gjort det her før?”
”Det ved jeg ikke,” siger jeg og tilføjer så i et forsøg på at være dyb: ”Måske var vi bange for, hvor meget vi ville kunne lide hinanden.”
Det er dumt og ikke i nærheden af at være rigtigt, men det gør hende tilsyneladende glad.
”Måske,” siger hun. ”Måske. Åh, Junie. Livet er så kort. Hvorfor bygger vi alle de her mure imellem os?”
Hendes øjne skinner. Hendes læber er fugtige. Vi sidder så tætte på hendes futon, at vores knæ næsten rører hinan- den. Et øjeblik tror jeg, at hun vil læne sig frem og kysse mig – og sikke en historie det ville være, tænker jeg, sikke et plottwist – men så springer hun op med et hyl, og det går op for mig, at jeg har spildt whisky på gulvet.
Det er heldigvis på trægulvet, for hvis jeg havde ødelagt et af Athenas dyre gulvtæpper, var jeg sprunget ud fra altanen. Hun griner og løber ud i køkkenet for at hente noget at tørre op med, og jeg tager endnu en tår for at falde til ro, mens jeg undrer mig over, hvorfor mit hjerte hamrer sådan.
Så er det pludselig midnat, og vi laver pandekager, fra bunden, ikke fra en pulverblanding, og forskønner dejen med et par dråber pandanekstrakt, så den bliver neongrøn, for Athena Liu kan ikke lave almindelige pandekager.
”Det smager ligesom vanilje, men bedre,” siger hun. ”Det er velduftende og urteagtigt, som en stor indånding af skov. Jeg fatter ikke, at hvide mennesker ikke har hørt om pandan endnu.” Hun vipper pandekagerne af panden og over på
min tallerken. De er brændt på og ujævne, men de dufter fantastisk, og det går det op for mig, at jeg er hundesulten. Jeg propper en i munden med hænderne, løfter så hovedet og ser, at Athena stirrer på mig. Jeg tørrer fingrene og tror, at jeg har frastødt hende, men så griner hun og udfordrer mig til en spisekonkurrence.
Og så starter vi tiden og skovler de bløde, halvfærdige pandekager ned så hurtigt, vi kan, og tager indimellem en tår mælk til at skylle de svulmende mundfulde ned med.
”Syv,” gisper jeg og hiver efter vejret. ”Syv, hvor mange kom du …”
Men Athena ser ikke på mig. Hun blinker kraftigt med knyttede bryn. Hun tager sig til halsen med den ene hånd. Hun slår mig febrilsk på armen med den anden. Hun åbner munden, og der kommer en modbydelig, dæmpet raspen ud.
Hun er ved at blive kvalt.
Heimlich-manøvren, jeg kender Heimlich-manøvren. Eller det tror jeg i hvert fald, at jeg gør? Jeg har ikke tænkt på den siden grade school. Men jeg stiller mig bag hende, lægger armene om livet på hende og trykker hænderne mod hendes mave, hvilket burde løsne pandekagen – fuck, hvor er hun tynd – men hun ryster stadig på hovedet og slår mig på armen. Den kommer ikke ud. Jeg prøver igen. Og igen. Det virker ikke. Jeg overvejer at google ’Heimlich-manøvren’ på min telefon, måske se en video på YouTube om, hvordan man gør.
Men der er ikke tid, det ville tage en evighed.
Athena hamrer på køkkenbordet. Hun er blevet helt lilla i hovedet.
Jeg kan huske, at jeg læste en artikel for et par år siden om en pige i en studenterforening, som var blevet kvalt til døde i en pandekagespisningskonkurrence. Jeg kan huske, at jeg sad på toilettet og læste detaljerne med en upassende fascination, fordi det virkede som sådan en pludselig, latterlig og frygtelig måde at dø på. Pandekagerne var som en klump cement i hendes hals, sagde ambulanceredderen. En klump cement.
Athena hiver i mig i armen og peger på min telefon. Hjælp, mimer hun. Hjælp, hjælp …
Jeg ryster på hænderne, jeg bruger tre forsøg på at låse min telefon op, så jeg kan ringe efter en ambulance. På alarmcentralen spørger de om, hvad de kan hjælpe med.
”Jeg er sammen med en ven,” gisper jeg. ”Hun er ved at blive kvalt. Jeg har prøvet Heimlich-manøvren, men det kommer ikke ud …”
Ved siden af mig har Athena bøjet sig ind over en stol og støder kroppen ind i ryggen på den i et forsøg på at udføre Heimlich-manøvren på sig selv. Hendes bevægelser bliver mere og mere febrilske – det ser ud, som om hun knalder stolen, tænker jeg dumt – men det lader ikke til at virke. Der kommer ikke noget flyvende ud af munden på hende.
”Hvor er I henne?”
Åh, for helvede, jeg ved ikke, hvad adressen er. ”Jeg ved det ikke, vi er hjemme hos hende.” Jeg prøver at tænke mig om. ”Øhm … Over for tacorestauranten og boghandelen, jeg ved det ikke præcist …”
”Kan du komme det lidt nærmere?”
”Dupont! Dupont Circle. Øhm … Det er en gade fra undergrundsstationen, der er sådan en fin karruseldør …”
”Er det en beboelsesejendom?”
”Ja …”
”The Independent? The Madison?” ”Ja! The Madison. Det er den.” ”Hvilken lejlighed?”
Jeg ved det ikke. Jeg ser på Athena, men hun ligger sammenkrøbet på gulvet, og det giver nogle ryk i hende, som er frygtelige at se på. Jeg tøver, splittet mellem at hjælpe hende og tjekke nummeret på døren, men så kommer jeg i tanke om det, niende etage, så højt oppe, at man kan se hele Dupont Circle fra altanen. ”907,” gisper jeg.
”Åh gud, skynd jer …”
”Der er en ambulance på vej til jer nu. Er patienten ved bevidsthed?”
Jeg ser mig over skulderen. Athena er holdt op med at spjætte. Det eneste, der bevæger sig nu, er hendes skuldre, der trækker sig vildt sammen, som om hun er blevet besat.
Så holder også det op.
”Hallo?”
Jeg sænker telefonen. Det svømmer for mine øjne. Jeg tager fat i hendes skulder og rusker i hende: intet. Athenas øjne er store, udspilede. Jeg kan ikke holde ud at se på dem. Jeg trykker fingrene mod hendes hals og mærker efter pulsen. Intet.
Kvinden på alarmcentralen siger noget mere, men jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke mine egne tanker, og alt det, der sker, lige fra bankene på døren og ambulanceredderne, der stormer ind i lejligheden, er en mørk, forvirrende tåge.
Jeg kommer først hjem tidligt næste morgen.
Det tager åbenbart meget lang tid at dokumentere døden. Ambulanceredderne er nødt til at tjekke alt, før de officielt kan skrive på deres clipboards: Athena Liu, 27, kvinde, er død, fordi hun blev kvalt af en fucking pandekage.
Jeg afgav vidneforklaring. Jeg ser ambulanceredderen foran mig direkte i øjnene – hendes øjne har en lys blå farve, og der sidder store, sorte klatter af mascara yderst på vipperne – for at undgå at kigge på båren i køkkenet bag mig, hvor de uniformerede folk lægger et plastikdækken hen over Athenas krop. Åh fuck. Åh fuck, det er en ligpose. Det her sker virkelig.
Athena er død.
”Hvad er dit navn?”
”June … Undskyld, Juniper Hayward.” ”Alder?”
”27.”
”Hvordan kender du afdøde?”
”Hun er … Hun var … min ven. Vi har kendt hinanden siden college.”
”Og hvad lavede I her i aften?”
”Vi fejrede.” Tårerne svider i næsen. ”Vi fejrede, at hun lige havde solgt sin bog til Netflix, og hun var så fucking glad.”
Jeg er mærkeligt bange for, at de vil anholde mig for mord. Men det er dumt. Athena blev kvalt, og massen (de blev ved med at kalde det massen, hvad er ’massen’ for et ord?) sidder lige dér i hendes hals. Der er ingen tegn på kamp. Hun lukkede mig ind, folk så os hygge os på baren.
Ring til ham på The Graham, han skal nok bakke mig op, har jeg lyst til at sige. Men hvorfor prøver jeg overhovedet at opbygge et forsvar? Det burde være ligegyldigt. Jeg gjorde det ikke. Jeg slog hende ikke ihjel. Det er latterligt. Det er latterligt, at jeg overhovedet tænker på det. Ingen jury ville kende mig skyldig.
Til sidst lader de mig gå. Klokken er fire om morgenen. En betjent – politiet ankom på et eller andet tidspunkt, hvilket vel sker, når nogen dør – tilbyder at køre mig hjem til Rosslyn. Det meste af vejen siger vi ikke noget, og da han holder ind ved den bygning, jeg bor i, hører jeg, at han kondolerer, men det trænger ikke ind.
Jeg vakler ind i lejligheden, smider sko og bh, gurgler noget mundskyl og falder om på sengen. Jeg græder lidt, store, hylende hulk for at komme af med den modbydelige, flænsende energi i min krop, men efter at have taget en melatoninpille og to Lunesta’er lykkes det mig at falde i søvn.
I mellemtiden ligger Athenas manuskript og brænder i min taske på gulvet.
R. F. Kuang: Yellowface
Nu kommer den anmelderroste New York Times bestseller Yellowface på dansk!
Athena Liu er en litterær darling og June Hayward er en nobody.
Da Athena dør i et vildt uheld, stjæler June hendes manuskript og udgiver under det racemæssigt tvetydige pseudonym Juniper Song.
Men Junes stjålne succes trues af beviser for hendes forbrydelse, og hun opdager hvor langt hun er villig til at gå for at få, hvad hun mener, at hun fortjener. Og hvad der så sker, er jo udelukkende andres skyld.
Yellowface er en sorthumoristisk syngende lussing til forlagsbranchen og sociale medier; en roman om racisme, kulturel appropriation og opportunisme og kunsten at omskrive historien – bogstaveligt talt.
Yellowface var en af de mest omtalte bøger i USA i 2023 – og nu kan den også læses på dansk! Læs et uddrag af den anmelderoste roman her
June Hayward er en nobody. Athena Liu er en litterær darling. Da Athena dør i en ulykke, ser June sit snit til at stjæle hendes manuskript og udgive det under pseudonym. Men efterhånden som beviserne mod hende begynder at dukke op, indser June, hvor langt hun er villig til at gå for at opnå det, hun mener, hun har fortjent.
LÆS OGSÅ: Rebecca F. Kuang giver forlagsbranchen en syngende bestsellerlussing med Yellowface
Yellowface er en satirisk thriller om plagiat, shitstorms og diversitetshykleri i forlagsbranchen. Romanen tager fat i betændte emner som cancel culture, racisme, kulturel appropriation og påtaget politisk korrekthed med sort humor og knivskarpe sætninger.
LÆS OGSÅ: Yellowface er et satirisk portræt af cancel culture og en dobbeltmoralsk forlagsbranche
Den kinesisk-amerikanske forfatter R.F. Kuang har tidligere skrevet Babel og Poppy War-trilogien. De udenlandske medier skrev om Yellowface:
“Svidende satire om hvidt privilegie og identitet” – Guardian
“Thrilleren som alle kommer til at tale om” – Grazia
“Satirisk og humoristisk” – Cosmopolitan
“Knivskarp” – Time
Yellowface
af R. F. Kuang
Kapitel 1
Den aften, jeg ser Athena Liu dø, fejrer vi, at rettighederne til hendes bog er solgt til Netflix.
Hvis denne historie skal give mening, er der to ting om Athena, du bør vide.
For det første har hun alt: en kontrakt på flere bøger ved et stort forlag, som hun fik, med det samme hun blev færdig på den eneste skole i kreativ skrivning, alle kender; ophold på prestigefyldte forfatterrefugier på CV’et og en liste over prisnomineringer, der er længere end min indkøbsseddel.
I en alder af 27 har hun udgivet tre romaner, den ene mere succesfuld end den anden. Aftalen med Netflix var ikke nogen livsforandrende begivenhed for Athena, det var bare endnu en fjer i hatten, en af bonusserne på vejen til litterær berømmelse, som hun har buldret ned ad siden college.
For det andet har hun ikke nogen venner, måske som en konsekvens af det første punkt. Forfattere på vores alder – unge, ambitiøse talenter på denne side af 30 – er som regel flokdyr. Man kan finde eksempler på klikedannelse overalt på de sociale medier: Forfattere, der skriver begejstret om hin- andens uudgivede tekster (HELT OPPE AT KØRE OVER DET HER MANUSKRIPT!), hviner over forsideafsløringer (DEN ER SÅ SMUK AT JEG DØR!!!) og tager selfies af gruppen, der hænger ud til forskellige litterære begivenheder i hele verden.
Men der er ikke andre med på billederne på Athenas instagramprofil. Hun deler regelmæssigt nyheder og små jokes med sine 70.000 twitterfølgere, men hun @’er sjældent folk. Hun namedropper ikke, hverken skriver om eller anbefaler kollegers bøger, og hun mænger sig ikke på den der pralende, desperate måde, som unge levebrødsforfattere gør. I al den tid jeg har kendt hende, har jeg ikke hørt hende referere til andre nære venner end mig.
Engang troede jeg, at hun var reserveret. Athena har så åndssvagt meget succes, at det giver mening, at hun ikke omgås os almindelige dødelige. Athena taler formentlig udelukkende med folk, der har et blåt flueben på sociale medier, og andre bestsellerforfattere, som kan underholde hende med deres skarpe iagttagelser af vores samfund. Athena har ikke tid til at være venner med proletarer.
Men de seneste år har jeg udviklet en anden teori, som er, at alle synes, hun er lige så utålelig, som jeg gør. Det er trods alt hårdt at være venner med en, man altid står i skyggen af. Der er nok ikke nogen, der kan holde Athena ud, fordi de ikke kan holde ud at skulle måle sig med hende hele tiden. Jeg er her nok kun, fordi jeg er tilpas ynkelig.
Så den aften er det kun Athena og mig på en dyr, højlydt tagterrassebar i Georgetown. Hun hælder cocktails ned, som om hun er forpligtet til at vise, at hun morer sig, og jeg drikker for at dulme min indre kælling, som ville ønske, at hun var død.
Athena og jeg blev venner ved et tilfælde. Vi boede på samme etage det første år på Yale, og fordi vi begge altid har vidst, at vi ville være forfattere, endte vi med at tage de samme skrivefag. Vi udgav noveller i de samme litterære tidsskrifter i begyndelsen af vores karrierer og flyttede til den samme by et par år efter college.
Athena flyttede på grund af et prestigefyldt fellowship på Georgetown, hvor det forlød sig, at fakultetet var så imponeret over en gæsteforelæsning, hun holdt på American University, at engelskinstituttet oprettede en stilling i kreativ skrivning specielt til hende, og jeg flyttede hertil, fordi min mors kusine havde en lejlighed i Rosslyn, jeg kunne leje billigt, hvis jeg vandede hendes planter.
Det var ikke, fordi vi oplevede en eller anden form for åndsslægtskab, eller at et dybt traume knyttede os sammen. Vi var bare altid det samme sted, hvor vi arbejdede mod samme mål, så vi kunne lige så godt være venlige over for hinanden.
Men selvom vi startede det samme sted – et introducerende fag om novellegenren ved professor Natalia Gaines – bevægede vores karrierer sig i vidt forskellige retninger efter college.
Jeg skrev min første roman i et anfald af inspiration et år, hvor jeg kedede mig ihjel ved at arbejde for Teach for America. Hver dag tog jeg hjem for omhyggeligt at skitsere den historie, jeg havde villet skrive, siden jeg var lille: en detaljeret coming-of-age-historie med et strejf af magi om sorg, tab og to søstre, med titlen Over the Sycamore.
Efter jeg havde sendt den til omkring 50 agenter uden held, blev bogen antaget af det lille forlag, Evermore, som havde åbnet for indsendelse af manuskripter. Dengang virkede forskuddet som et absurd stort beløb – 10.000 dollars foruden royalites, når jeg havde tjent forskuddet ind – men det var før, jeg fandt ud af, at Athena havde fået et sekscifret beløb af Penguin Random House for sin debutroman.
Evermore gik konkurs tre måneder før, min bog skulle være gået i trykken. Jeg fik rettighederne tilbage. Min agent – som havde antaget mig, efter Evermore havde givet mig et tilbud – solgte på mirakuløs vis rettighederne igen til et af de store forlag for et forskud på 20.000 dollars. En ’god aftale’ lød det ifølge bekendtgørelsen i branchenyhedsbrevet.
Det føltes, som om jeg endelig havde Klaret Det, som om alle mine drømme om berømmelse og succes var ved at gå i opfyldelse, indtil udgivelsesdagen nærmede sig, og det første oplag blev reduceret fra 10.000 til 5.000 eksemplarer, min turné til seks forskellige byer blev til tre stop i Washington D.C., Maryland og Virginia, og løfterne om udtalelser fra berømte forfattere aldrig blev indfriet. Der kom aldrig et andet oplag.
Jeg solgte 2.000, måske 3.000 eksemplarer i alt. Min redaktør blev fyret under en af de sparerunder, som finder sted, hver gang der er nedgang i økonomien, og jeg blev overdraget til en fyr ved navn Garrett, som indtil videre har udvist så lidt interesse i at gøre noget for bogen, at jeg ofte tænker på, om han helt har glemt mig.
Men alle sagde, at det var meget almindeligt. Alle har en dårlig debutoplevelse. Sådan er forlag. Det er altid kaos i New York, alle redaktørerne og PR-folkene er stressede og underbetalte, og derfor bliver folk hele tiden tabt mellem to stole. Græsset er aldrig grønnere på den anden side. Alle forfattere hader deres forlag. Der er ingen Askepot-historier, kun hårdt arbejde, vedholdenhed og gentagne forsøg på at ramme plet.
Men hvorfor er der så nogle, der bliver berømte i første forsøg? Et halvt år inden Athenas debutroman udkom, blev der skrevet en stor, sexet artikel om hende i et anerkendt forlagsmagasin med overskriften ’Forlagsbranchens nyeste vidunderbarn er kommet for at fortælle de historier om asiatisk-amerikanere og minoriteter fra Stillehavsområdet, vi mangler’.
Bogen blev solgt til 30 forskellige lande. Hendes debutroman blev udgivet med en fanfare af kritikerros i medier som The New Yorker og New York Times, og den lå i toppen af alle bestsellerlisterne i flere uger. Opløbet til de litterære priser det følgende år var afgjort på forhånd.
Athenas debutroman, Voice and Echo, om en kinesisk-amerikansk pige, der kan fremmane spøgelserne af de afdøde kvinder i sin familie, var en af de få bøger, der lå helt rigtigt i spændingsfeltet mellem spekulativ fiktion og kommerciel skønlitteratur, så hun blev nomineret til Booker-prisen, Nebula-prisen, Hugo-prisen og World Fantasy-prisen, hvoraf hun vandt to. Og det er kun tre år siden. Hun har efterfølgende udgivet to bøger mere, og anmelderne er enige om, at hun kun bliver bedre og bedre.
Det er ikke, fordi Athena ikke er talentfuld. Hun er en fucking god forfatter. Jeg har læst alt, hun har skrevet, og jeg er ikke så misundelig, at jeg ikke kan genkende god litteratur, når jeg læser den. Men Athenas stjernestatus handler så åbenlyst ikke om hendes bøger. Den handler om hende.
Athena Liu er så fucking cool, for at sige det ligeud. Selv hendes navn, Athena Ling En Liu, er cool, godt gået, mr. og mrs. Liu, I valgte den perfekte kombination af det klassiske og det eksotiske.
Hun er født i Hong Kong, opvokset i Sydney og New York og uddannet på britiske kostskoler, hvilket har givet hende en overklasseagtig, men uplacerbar accent; hun er høj og slank som et siv, yndefuld på en måde som tidligere balletdansere, porcelænshvid og i besiddelse af nogle enorme, brune øjne med lange vipper, som får hende til at ligne en kinesisk udgave af Anne Hathaway (det er ikke racistisk ment, Athena har engang lagt en selfie op af hende og ’Annie’ på den røde løber, hvor de klemte deres enorme dådyrøjne ind mod hinanden, mens der i billedteksten simpelthen stod: Tvillinger!).
Hun er utrolig. Hun er bogstaveligt talt utrolig.
Så alt godt sker naturligvis for Athena, for det er sådan, branchen fungerer. Forlagene vælger en vinder – en, der er pæn nok, en, der er cool og ung og, åh, vi tænker det jo alle sammen, lad os nu sige det, som det er, ’mangfoldig’ nok – og bruger alle deres penge og ressourcer på den ene forfatter. Det hele er så fucking tilfældigt. Eller måske ikke tilfældigt, men det afhænger af faktorer, som ikke har noget med styrken af ens tekst at gøre.
Athena, en smuk, farvet, Yale-uddannet, international og tvetydigt queer kvinde, er blevet udvalgt af De Høje Herrer. Jeg, derimod, er bare June Hayward fra Philly med brune øjne og brunt hår, og uanset hvor hårdt jeg knokler, eller hvor godt jeg skriver, bliver jeg aldrig Athena Liu.
Jeg havde troet, at hun efterhånden ville være røget helt ud af mit kredsløb. Men de venlige beskeder bliver ved med at komme – hvordan går det med skrivningen i dag? fik du skrevet de ord, du ville i dag? held og lykke med din deadline! – ligesom invitationerne: happy hour-margaritaer på El Centro, brunch på Zaytinya, poetry slam på U Street.
Vi har et af den slags overfladiske venskaber, hvor man tilbringer en masse tid sammen uden rigtig at lære hinanden at kende. Jeg ved stadig ikke, om hun har nogen søskende. Hun har aldrig spurgt ind til mine kærester. Men vi bliver ved med at ses, fordi det er så belejligt, at vi begge bor i D.C., og fordi det bliver sværere at få nye venner, jo ældre man bliver.
Jeg ved ærligt talt ikke, hvorfor Athena kan lide mig. Hun giver mig altid et knus, når vi ses. Hun liker mine opslag på sociale medier mindst to gange om ugen. Vi mødes til drinks minimum en gang hver anden måned, og det er for det meste på hendes initiativ. Men jeg aner ikke, hvad jeg har at tilbyde. Jeg er ikke i nærheden af at have nok indflydelse, popularitet eller forbindelser til at gøre den tid, hun tilbringer sammen med mig, umagen værd.
Inderst inde har jeg altid haft en mistanke om, at Athena kan lide mit selskab, netop fordi jeg ikke kan konkurrere med hende. Jeg forstår hendes verden, men jeg udgør ikke nogen trussel, og hendes bedrifter er så langt uden for min rækkevidde, at hun ikke har det dårligt med at juble over sin succes over for mig.
Vil vi ikke alle sammen gerne have en ven, som ikke udfordrer vores overlegenhed, fordi de allerede ved, at det ikke nytter noget? Har vi ikke alle sammen brug for nogen, vi kan behandle som en boksepude?
”Så slemt kan det ikke være,” siger Athena. ”Jeg er sikker på, de bare mener, at de udskyder paperbackudgaven et par måneder.”
”Den er ikke udskudt,” siger jeg. ”Den er droppet. Brett sagde, at de bare ikke … kunne finde plads til den i trykkeplanerne.”
Hun klapper mig på skulderen. ”Bare rolig. Man tjener alligevel bedre royalties på hardbackudgaver! Det handler om at se lyst på tingene, ikke?”
Det er vovet af dig at antage, at jeg overhovedet får royalties. Det siger jeg ikke højt. Hvis man påpeger Athenas taktløshed, bliver hun overdrevent undskyldende, og det er sværere at være i end bare at bide irritationen i sig.
Vi sidder i en sofa på tagterrassebaren på The Graham og ser på solnedgangen. Athena tyller sin anden whisky sour i sig, mens jeg er på mit tredje glas pinot noir. Vi er nået til den fortærskede del af samtalen, hvor vi taler om mine problemer med mit forlag, hvilket jeg fortryder inderligt, for alt det, Athena tror, er trøstende ord eller gode råd, lyder altid, som om hun gnider salt i såret.
”Jeg vil ikke pisse Garrett af,” siger jeg. ”For at være ærlig tror jeg, at han glæder sig til at afvise forkøbsretten, så han kan blive fri for mig.”
”Nu skal du ikke være så beskeden,” siger Athena. ”Han antog jo din debutroman, ikke?”
”Det gjorde han faktisk ikke,” siger jeg. Det er jeg nødt til at minde Athena om hver eneste gang. Hun har hukommelse som en guldfisk, når det kommer til mine problemer. Jeg skal gentage alting to eller tre gange, før det sidder fast. ”Redaktøren, som antog mig, blev fyret, og så fik Garrett ansvaret, og hver gang vi taler om det, føles det som en sur pligt for ham.”
”Jamen så fuck ham,” siger Athena muntert. ”En omgang mere?”
Drinksene er latterligt dyre her, men det gør ikke noget, for Athena giver. Det er altid Athena, der giver, jeg er efter- hånden holdt op med overhovedet at tilbyde det. Jeg tror ikke, at Athena har forstået, hvad det vil sige, at noget er ’dyrt’ eller ’billigt’. Hun gik fra Yale til en fuldt finansieret kandidatgrad til at have hundrede tusinde dollars stående på bankkontoen.
Da jeg engang fortalte hende, at man kun tjener omkring 35.000 dollars om året i en opstartsstilling på forlagene i New York, glippede hun med øjnene og spurgte: ”Er det meget?”
”Jeg vil gerne have et glas malbec,” siger jeg. Den koster 19 dollars glasset.
”Det skal du få, søde.” Athena rejser sig og går mod baren. Bartenderen smiler til hende, og hun hviner overrasket og holder sig for munden, som om Athena er Shirley Temple. Det lader til, at en af mændene oppe ved baren har sendt hende et glas champagne.
”Ja, vi er ude for at fejre.” Hendes glade, yndige latter svæver over musikken. ”Men kan jeg ikke også få et glas til min veninde? På min regning?”
Der er ingen, der sender mig champagne. Men det er typisk. Athena vælter sig i opmærksomhed, når vi er i byen, hvis ikke det er fra ivrige læsere, som vil have en selfie og en autograf, er det fra mænd såvel som kvinder, der synes, at hun er fortryllende. Mig, jeg er usynlig.
”Værsgo.” Athena sætter sig ved siden af mig igen og rækker mig et glas. ”Vil du høre om mødet med Netflix? Det var så sindssygt, Junie. Jeg mødte ham, der producerede Tiger King. Tiger King!”
Vær glad på hendes vegne, siger jeg til mig selv. Bare vær glad på hendes vegne, og lad hende nyde det.
Folk beskriver altid misundelse som en skarp og grøn, giftig ting. Uberettiget, eddikesur og smålig. Men det er min erfaring, at misundelse blandt forfattere nærmere føles som frygt. Misundelse er stigningen i min hjertefrekvens, når jeg læser om Athenas succes på Twitter: en ny bog på vej, prisnomineringer, specialudgaver, salg af oversættelsesrettigheder.
Misundelse er konstant at sammenligne mig selv med hende og komme til kort; at gå i panik over, at jeg ikke skriver godt nok eller hurtigt nok, at jeg ikke er og aldrig bliver nok. Misundelse betyder, at alene det, at jeg har fundet ud af, at Athena har indgået en aftale med Netflix om et sekscifret beløb, betyder, at jeg vil køre af sporet i flere dage, ude af stand til at fokusere på mit eget arbejde, tynget af skam og selvlede, hver gang jeg ser en af hendes bøger udstillet i en boghandel.
Alle forfattere, jeg kender, har det sådan med nogen. Det er så ensomt at skrive. Der er ingen garanti for, at det, man skaber, har nogen værdi, og ethvert tegn på, at man sakker bagud i rotteræset, sender en ud i dyb fortvivlelse. Hold blikket på dit eget papir, siger man. Men det er svært, når alle andres papirer hele tiden flyver op i hovedet på en.
Men jeg mærker også den ondskabsfulde form for misundelse, når jeg hører Athena tale om, hvor meget hun elsker sin redaktør, et litterært kraftcenter, som hedder Marlena Ng, der ’løftede mig op af mørket’ og ’virkelig forstår, hvad det er, jeg prøver at udrette som kunstner, hvis du forstår?’
Jeg stirrer ind i Athenas brune øjne, der er indrammet af de latterligt lange vipper, som får hende til at ligne et dyr fra en Disney-film, og jeg tænker: Hvordan er det at være dig? Hvordan er det at være så ubegribeligt perfekt, at have alt godt i verden? Og måske skyldes det drinksene eller min overaktive forfatterfantasi, men jeg kan mærke, at noget varmt snor sig i min mave, en sær trang til at stikke fingrene ind i den bærrøde mund, hive i hendes ansigt og forsigtigt skrælle huden af hendes krop som en appelsin og tage den på.
”Og det føles på en måde, som om hun virkelig forstår mig, som om hun dyrker sex med mine ord. Ligesom en slags hjernesex.” Athena ler og rynker derefter bedårende på næsen. Jeg undertrykker lysten til at prikke til den. ”Tænker du nogensinde på redigeringsprocessen som at dyrke sex med din redaktør? Som om I laver en stor litterær baby sammen?”
Det går op for mig, at hun er fuld. Hun har fået to og en halv drink og er fuldkommen snalret. Hun har allerede glemt igen, at jeg hader min redaktør.
Athena kan ikke finde ud af at holde igen. Det fandt jeg ud af en uge inde i vores første år på college til en fest hos en eller anden sidsteårsstuderende, der boede i East Rock, hvor jeg holdt hendes hår, mens hun brækkede sig i toilettet.
Hun har en meget dyr smag. Hun kan godt lide at vise, hvor meget hun ved om whisky (hun kalder det altid ’skotsk whisky’ og nogle gange ’whisky fra det skotske højland’), men hun har næsten ikke drukket noget, og hendes kinder er allerede helt røde, og hun taler usammenhængende. Athena elsker at drikke sig fuld, og fulde Athena er altid dramatisk og lovpriser sig selv.
Det bemærkede jeg for første gang til San Diego ComicCon. Vi stod ved et stort bord i hotelbaren, og hun grinede alt for højt med blussende kinder, mens fyrene ved siden af hende, hvoraf en af dem snart ville blive afsløret på Twitter som en, der chikanerer kvinder, stirrede glubsk på hendes bryster.
”Åh gud,” blev hun ved med at sige. ”Jeg er ikke klar til det her. Det kommer til at gå galt. Jeg er ikke klar. Tror I, de hader mig? Tror I, at alle i virkeligheden hader mig, men at ingen vil sige det til mig? Ville I sige det, hvis I hadede mig?”
”Nej, nej,” forsikrede mændene hende og klappede hende på hænderne. ”Der er da ingen, der kunne hade dig.”
Engang troede jeg, at hun opførte sig sådan for at få opmærksomhed, men hun er ligesådan, når det kun er os to. Hun bliver så sårbar. Hun lyder, som om hun er lige ved at græde, eller som om hun modigt fortæller en hemmelighed, som hun aldrig har fortalt nogen før. Det er ikke til at holde ud at se på. Der er noget desperat over det, og jeg ved ikke, hvad der skræmmer mig mest: At hun er tilpas manipulerende til at kunne bære sig sådan ad, eller at alt det, hun siger, måske passer.
Til trods for den høje musik og den vibrerende bas føles der dødt på The Graham. Det er ikke underligt, det er onsdag aften. To mænd kommer over til os for at give Athena deres numre, men hun vifter dem væk. Vi er de eneste kvinder her. Baren føles stille og klaustrofobisk på en skræmmende måde, så vi drikker ud og går. Jeg tænker med en vis lettelse, at det var dét, men så inviterer Athena mig med hjem til sin lejlighed, som ligger en smuttur derfra, i nærheden af Dupont Circle.
”Kom nu,” insisterer hun. ”Jeg har gemt en helt fantastisk whisky til lige præcis sådan en anledning. Du er nødt til at tage med hjem og smage den.”
Jeg er træt, og jeg hygger mig ikke rigtig – misundelsen bliver værre, når man har drukket – men jeg er nysgerrig efter at se hendes lejlighed, så jeg siger ja.
Den er fucking lækker. Jeg vidste godt, at Athena er rig, bestsellerroyalties beløber sig trods alt til noget, men jeg havde ingen anelse om, hvor rig hun er, før vi går ind i lejligheden på niende med to værelser – et til at sove i, et til at skrive i – med højt til loftet, skinnende trægulve, vinduer fra gulv til loft og en altan, der går hele vejen rundt om hjørnet.
Hun har indrettet den i den sædvanlige stil kendt fra Instagram, der skriger minimalistisk, men eksklusivt: elegante træmøbler, enkle bogreoler og rene, ensfarvede gulvtæpper. Selv planterne ser dyre ud. En luftfugter står og hvæser under hendes calathea-plante.
”Skal vi tage et glas whisky? Eller vil du hellere have noget mildere?” Athena peger på vinkøleskabet. Hun har et fucking vinkøleskab. ”Riesling? Jeg har også en skøn sauvignon blanc, medmindre du gerne vil holde dig til rød …”
”Whisky,” siger jeg, for den eneste måde, jeg kommer igennem resten af aftenen på, er ved at drikke mig så fuld som muligt.
”Med eller uden is, eller en Old Fashioned?”
Jeg aner intet om at drikke whisky. ”Øh … Jeg tager bare det samme som dig.”
”Så bliver det en Old Fashioned.” Hun skynder sig ud i køkkenet. Lidt efter kan jeg høre køkkenskabe blive åbnet og noget, der klirrer. Hvem skulle have troet, at der skulle så meget til for at lave en Old Fashioned?
”Jeg har en smuk, 18 år gammel WhistlePig,” råber hun. ”Den er simpelthen så glat, som en blanding af karamel og sort peber. Vent og se.”
”Okay,” råber jeg tilbage. ”Det lyder godt.”
Hun er længe om det, og jeg skal virkelig tisse, så jeg går lidt rundt i stuen og leder efter badeværelset. Gad vide, hvad der er derinde. Måske en fancy aromaterapi-diffuser. Måske en kurv fuld af jadeæg til at stikke op i skeden.
Jeg opdager, at døren ind til hendes kontor står åben. Det er et fantastisk rum, jeg kan ikke lade være med at tage et kig. Jeg kan genkende det fra hendes instagramopslag, hendes ’kreativitetspalads’, kalder hun det. Der står et kæmpestort mahogniskrivebord med buede ben under et vindue, der er indrammet af victorianske blondegardiner, og på bordet står hendes dyrebare, sorte skrivemaskine.
Nå ja. Athena skriver på skrivemaskine. Ikke nogen sikker- hedskopier, ikke noget Google Docs, ikke noget Scrivener: Kun noter i Moleskine-notesbøger, som bliver til skitser på post-its, som bliver til færdige udkast på hendes Remington-skrivemaskine. Det tvinger hende til at fokusere på de enkelte sætninger, eller det påstår hun i hvert fald. (Hun har givet det samme interview så mange gange, at jeg næsten kan det udenad.) Ellers skriver hun hele afsnit ad gangen, så hun ikke længere kan se skoven for bare træer.
Helt ærligt. Hvem taler sådan? Hvem tænker sådan?
Der findes nogle grimme og dyre, elektroniske skrivemaskiner til forfattere, som ikke kan skrive mere end et afsnit ad gangen, før de mister koncentrationen og hopper over på Twitter. Men dem hader Athena. Hun bruger en gammeldags skrivemaskine, en klaprende tingest, som kræver, at hun køber specielle farvebånd og noget kraftigt papir at skrive på.
”Jeg kan ikke skrive på en skærm,” har hun engang fortalt mig. ”Jeg er nødt til at se det på tryk. Der er noget betryggende ved ordenes soliditet. Det føles permanent, som om alt det, jeg skriver, har en vis tyngde. Det forankrer mig, det får mig til at tænke klart og tvinger mig til at være præcis.”
Jeg går ind på kontoret, for jeg er nemlig fuld nok til at glemme, at det er uhøfligt. Der sidder et ark i skrivema- skinen, hvor der kun står ét enkelt ord: SLUT. Ved siden af skrivemaskinen ligger en stak papirer, der er næsten 30 centimeter høj.
Athena dukker op ved siden af mig med et glas i hver hånd. ”Åh, det er Første Verdenskrigs-bogen. Jeg er endelig blevet færdig.”
Athena er berygtet for at være hemmelighedsfuld om sine projekter, indtil hun er færdig. Ingen beta-læsere. Ingen interviews, ingen smagsprøver på sociale medier. Ikke engang hendes agenter og redaktører får lov til at læse så meget som en sammenfatning af bogen, før den er helt færdig.
”Den er nødt til at vokse inden i mig, indtil den er levedygtig,” har hun engang sagt til mig. ”Hvis jeg blotter den for verden, før den er færdigudviklet, dør den.” (Jeg er i chok over, at der ikke er nogen, som har kritiseret Athena for den groteske metafor, men alt er åbenbart okay, når hun siger det.)
Det eneste, hun har afsløret de sidste to år, er, at denne roman har med det 20. århundredes militærhistorie at gøre, og at den er en ’stor kunstnerisk udfordring’ for hende.
”Hold da op. Tillykke,” siger jeg.
”Jeg skrev den sidste side i morges,” kvidrer hun. ”Der er ingen, som har læst den endnu.”
”Ikke engang din agent?”
Hun fnyser. ”Jared skubber papir rundt og underskriver checks.”
”Den er lang.” Jeg går tættere på skrivebordet og rækker ud efter den første side, men trækker med det samme hånden til mig igen. Jeg er dum, fuld. Jeg kan ikke bare gå og røre ved ting.
Men i stedet for at bide ad mig giver Athena mig tilladelse med et nik. ”Hvad synes du?”
”Vil du have mig til at læse den?”
”Altså, måske ikke det hele lige nu.” Hun griner. ”Den er meget lang. Jeg … jeg er bare så glad for at være færdig. Er det ikke en pæn stak? Den er tung. Den har en vis … tyngde.”
Hun vrøvler. Hun er lige så fuld som mig, men jeg ved præcis, hvad hun mener. Det er en stor bog i mere end én forstand. Det er en af den slags bøger, som sætter et aftryk.
Mine fingre svæver over stakken. ”Må jeg …?”
”Ja ja …” Hun nikker entusiastisk. ”Jeg er nødt til at vænne mig til tanken om, at den findes derude. Jeg er nødt til at bringe den til verden.”
Sikke en underlig, vedholdende metafor. Jeg ved, at det kun vil give næring til min misundelse at læse bogen, men jeg kan ikke lade være. Jeg tager en håndfuld sider øverst i stakken og skimmer dem.
Hold nu kæft, det er godt.
Jeg er ikke god til at læse, når jeg er beruset, og mit blik bliver ved med at glide ned til slutningen af hvert afsnit, men selv efter en skimning ved jeg, at den bog kommer til at lyse. Sproget er stramt og overbevisende. Der er ikke nogen af de dumme fejl, som var i hendes debutroman. Hendes stemme er modnet og blevet skarp. Alle beskrivelserne, alle formuleringerne; det hele synger.
Det er bedre end noget, jeg kunne have skrevet, måske i et helt liv.
”Kan du lide det?” spørger hun.
Hun er nervøs. Hun gør store øjne og ser næsten bange ud. Hun fumler med halskæden, mens hun iagttager mig. Hvor tit spiller hun den komedie? Hvor meget ros overøser folk hende med, når det sker?
Det er småligt, men jeg har ikke lyst til at give hende den validering. Hendes skuespil virker på beundrende anmeldere og fans, men ikke på mig.
”Det ved jeg ikke,” siger jeg udtryksløst. ”Jeg kan ikke rigtig læse, når jeg er fuld.”
Hun ser slukøret ud, men det varer kun kort. Hun klistrer hurtigt et smil på. ”Selvfølgelig, duh, det var dumt af mig, selvfølgelig gider du ikke at …” Hun glipper med øjnene, kigger så på mig og derefter ind i stuen. ”Nå, men har du så lyst til at … hænge ud?”
Så her sidder jeg og snakker med Athena Liu.
Det viser sig, at hun er chokerende banal, når hun er stiv. Hun udspørger mig ikke om Heidegger eller Arendt eller om alle de andre filosoffer, hun elsker at namedroppe i interviews. Hun fabler ikke om, hvor sjovt det var at være gæstemodel for Prada dengang i Paris (hvilket fandt sted fuldkommen tilfældigt. Instruktøren så hende sidde uden for en café og bad hende om at træde til).
Vi snakker om kendte mennesker. Vi tilstår begge to, at det nyeste stjerneskud med hundehvalpeøjnene egentlig ikke gør noget for os, men at vi vil gøre alt for Cate Blanchett. Hun roser min stil. Hun spørger, hvor jeg har købt mine sko, min broche, mine øreringe. Hun er forundret over min evne til at finde guld i genbrugsbutikker.
”Jeg køber stadig det meste i Talbots, jeg er ligesom en gammel kone.”
Jeg får hende til at grine ved at fortælle historier om mine elever, en gruppe sløve, bumsede unger, som kunne vade direkte ind på et af de lavere rangerende topuniversiteter med deres forældres forbindelser, hvis de bare kunne score 200 point eller mere på deres SAT-test, og om at deres collegeessays, som andre har skrevet for dem, altid er en øvelse i at opfinde en eller anden personlig prøvelse, når det er tydeligt, at de aldrig har været ude for en.
Vi udveksler anekdoter om dårlige dates, om folk, vi kender fra college, og vi finder ud af, at vi på en eller anden måde har været sammen med de samme to fyre fra Princeton.
Vi ender med at ligge på hendes sofa og grine så meget, at vi får sidestik. Jeg vidste ikke, at det var muligt at have det så sjovt sammen med Athena. Jeg har aldrig været så meget mig selv sammen med hende før. Vi har kendt hinanden i over ni år, men jeg har altid været så forbeholden over for hende, delvist fordi jeg er bange for, hun opdager, at jeg ikke er halvt så klog eller interessant, som hun tror, og delvist på grund af det, der skete det første år på college.
Men for første gang i lang tid har jeg det ikke, som om jeg behøver at filtrere alt det, jeg siger. Jeg anstrenger mig ikke for at imponere Athena Fucking Liu. Jeg sidder bare og snakker med Athena.
”Vi burde gøre det her noget mere,” bliver hun ved med at sige. ”Helt ærligt, Junie, hvorfor har vi aldrig gjort det her før?”
”Det ved jeg ikke,” siger jeg og tilføjer så i et forsøg på at være dyb: ”Måske var vi bange for, hvor meget vi ville kunne lide hinanden.”
Det er dumt og ikke i nærheden af at være rigtigt, men det gør hende tilsyneladende glad.
”Måske,” siger hun. ”Måske. Åh, Junie. Livet er så kort. Hvorfor bygger vi alle de her mure imellem os?”
Hendes øjne skinner. Hendes læber er fugtige. Vi sidder så tætte på hendes futon, at vores knæ næsten rører hinan- den. Et øjeblik tror jeg, at hun vil læne sig frem og kysse mig – og sikke en historie det ville være, tænker jeg, sikke et plottwist – men så springer hun op med et hyl, og det går op for mig, at jeg har spildt whisky på gulvet.
Det er heldigvis på trægulvet, for hvis jeg havde ødelagt et af Athenas dyre gulvtæpper, var jeg sprunget ud fra altanen. Hun griner og løber ud i køkkenet for at hente noget at tørre op med, og jeg tager endnu en tår for at falde til ro, mens jeg undrer mig over, hvorfor mit hjerte hamrer sådan.
Så er det pludselig midnat, og vi laver pandekager, fra bunden, ikke fra en pulverblanding, og forskønner dejen med et par dråber pandanekstrakt, så den bliver neongrøn, for Athena Liu kan ikke lave almindelige pandekager.
”Det smager ligesom vanilje, men bedre,” siger hun. ”Det er velduftende og urteagtigt, som en stor indånding af skov. Jeg fatter ikke, at hvide mennesker ikke har hørt om pandan endnu.” Hun vipper pandekagerne af panden og over på
min tallerken. De er brændt på og ujævne, men de dufter fantastisk, og det går det op for mig, at jeg er hundesulten. Jeg propper en i munden med hænderne, løfter så hovedet og ser, at Athena stirrer på mig. Jeg tørrer fingrene og tror, at jeg har frastødt hende, men så griner hun og udfordrer mig til en spisekonkurrence.
Og så starter vi tiden og skovler de bløde, halvfærdige pandekager ned så hurtigt, vi kan, og tager indimellem en tår mælk til at skylle de svulmende mundfulde ned med.
”Syv,” gisper jeg og hiver efter vejret. ”Syv, hvor mange kom du …”
Men Athena ser ikke på mig. Hun blinker kraftigt med knyttede bryn. Hun tager sig til halsen med den ene hånd. Hun slår mig febrilsk på armen med den anden. Hun åbner munden, og der kommer en modbydelig, dæmpet raspen ud.
Hun er ved at blive kvalt.
Heimlich-manøvren, jeg kender Heimlich-manøvren. Eller det tror jeg i hvert fald, at jeg gør? Jeg har ikke tænkt på den siden grade school. Men jeg stiller mig bag hende, lægger armene om livet på hende og trykker hænderne mod hendes mave, hvilket burde løsne pandekagen – fuck, hvor er hun tynd – men hun ryster stadig på hovedet og slår mig på armen. Den kommer ikke ud. Jeg prøver igen. Og igen. Det virker ikke. Jeg overvejer at google ’Heimlich-manøvren’ på min telefon, måske se en video på YouTube om, hvordan man gør.
Men der er ikke tid, det ville tage en evighed.
Athena hamrer på køkkenbordet. Hun er blevet helt lilla i hovedet.
Jeg kan huske, at jeg læste en artikel for et par år siden om en pige i en studenterforening, som var blevet kvalt til døde i en pandekagespisningskonkurrence. Jeg kan huske, at jeg sad på toilettet og læste detaljerne med en upassende fascination, fordi det virkede som sådan en pludselig, latterlig og frygtelig måde at dø på. Pandekagerne var som en klump cement i hendes hals, sagde ambulanceredderen. En klump cement.
Athena hiver i mig i armen og peger på min telefon. Hjælp, mimer hun. Hjælp, hjælp …
Jeg ryster på hænderne, jeg bruger tre forsøg på at låse min telefon op, så jeg kan ringe efter en ambulance. På alarmcentralen spørger de om, hvad de kan hjælpe med.
”Jeg er sammen med en ven,” gisper jeg. ”Hun er ved at blive kvalt. Jeg har prøvet Heimlich-manøvren, men det kommer ikke ud …”
Ved siden af mig har Athena bøjet sig ind over en stol og støder kroppen ind i ryggen på den i et forsøg på at udføre Heimlich-manøvren på sig selv. Hendes bevægelser bliver mere og mere febrilske – det ser ud, som om hun knalder stolen, tænker jeg dumt – men det lader ikke til at virke. Der kommer ikke noget flyvende ud af munden på hende.
”Hvor er I henne?”
Åh, for helvede, jeg ved ikke, hvad adressen er. ”Jeg ved det ikke, vi er hjemme hos hende.” Jeg prøver at tænke mig om. ”Øhm … Over for tacorestauranten og boghandelen, jeg ved det ikke præcist …”
”Kan du komme det lidt nærmere?”
”Dupont! Dupont Circle. Øhm … Det er en gade fra undergrundsstationen, der er sådan en fin karruseldør …”
”Er det en beboelsesejendom?”
”Ja …”
”The Independent? The Madison?” ”Ja! The Madison. Det er den.” ”Hvilken lejlighed?”
Jeg ved det ikke. Jeg ser på Athena, men hun ligger sammenkrøbet på gulvet, og det giver nogle ryk i hende, som er frygtelige at se på. Jeg tøver, splittet mellem at hjælpe hende og tjekke nummeret på døren, men så kommer jeg i tanke om det, niende etage, så højt oppe, at man kan se hele Dupont Circle fra altanen. ”907,” gisper jeg.
”Åh gud, skynd jer …”
”Der er en ambulance på vej til jer nu. Er patienten ved bevidsthed?”
Jeg ser mig over skulderen. Athena er holdt op med at spjætte. Det eneste, der bevæger sig nu, er hendes skuldre, der trækker sig vildt sammen, som om hun er blevet besat.
Så holder også det op.
”Hallo?”
Jeg sænker telefonen. Det svømmer for mine øjne. Jeg tager fat i hendes skulder og rusker i hende: intet. Athenas øjne er store, udspilede. Jeg kan ikke holde ud at se på dem. Jeg trykker fingrene mod hendes hals og mærker efter pulsen. Intet.
Kvinden på alarmcentralen siger noget mere, men jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke mine egne tanker, og alt det, der sker, lige fra bankene på døren og ambulanceredderne, der stormer ind i lejligheden, er en mørk, forvirrende tåge.
Jeg kommer først hjem tidligt næste morgen.
Det tager åbenbart meget lang tid at dokumentere døden. Ambulanceredderne er nødt til at tjekke alt, før de officielt kan skrive på deres clipboards: Athena Liu, 27, kvinde, er død, fordi hun blev kvalt af en fucking pandekage.
Jeg afgav vidneforklaring. Jeg ser ambulanceredderen foran mig direkte i øjnene – hendes øjne har en lys blå farve, og der sidder store, sorte klatter af mascara yderst på vipperne – for at undgå at kigge på båren i køkkenet bag mig, hvor de uniformerede folk lægger et plastikdækken hen over Athenas krop. Åh fuck. Åh fuck, det er en ligpose. Det her sker virkelig.
Athena er død.
”Hvad er dit navn?”
”June … Undskyld, Juniper Hayward.” ”Alder?”
”27.”
”Hvordan kender du afdøde?”
”Hun er … Hun var … min ven. Vi har kendt hinanden siden college.”
”Og hvad lavede I her i aften?”
”Vi fejrede.” Tårerne svider i næsen. ”Vi fejrede, at hun lige havde solgt sin bog til Netflix, og hun var så fucking glad.”
Jeg er mærkeligt bange for, at de vil anholde mig for mord. Men det er dumt. Athena blev kvalt, og massen (de blev ved med at kalde det massen, hvad er ’massen’ for et ord?) sidder lige dér i hendes hals. Der er ingen tegn på kamp. Hun lukkede mig ind, folk så os hygge os på baren.
Ring til ham på The Graham, han skal nok bakke mig op, har jeg lyst til at sige. Men hvorfor prøver jeg overhovedet at opbygge et forsvar? Det burde være ligegyldigt. Jeg gjorde det ikke. Jeg slog hende ikke ihjel. Det er latterligt. Det er latterligt, at jeg overhovedet tænker på det. Ingen jury ville kende mig skyldig.
Til sidst lader de mig gå. Klokken er fire om morgenen. En betjent – politiet ankom på et eller andet tidspunkt, hvilket vel sker, når nogen dør – tilbyder at køre mig hjem til Rosslyn. Det meste af vejen siger vi ikke noget, og da han holder ind ved den bygning, jeg bor i, hører jeg, at han kondolerer, men det trænger ikke ind.
Jeg vakler ind i lejligheden, smider sko og bh, gurgler noget mundskyl og falder om på sengen. Jeg græder lidt, store, hylende hulk for at komme af med den modbydelige, flænsende energi i min krop, men efter at have taget en melatoninpille og to Lunesta’er lykkes det mig at falde i søvn.
I mellemtiden ligger Athenas manuskript og brænder i min taske på gulvet.
R. F. Kuang: Yellowface
Nu kommer den anmelderroste New York Times bestseller Yellowface på dansk!
Athena Liu er en litterær darling og June Hayward er en nobody.
Da Athena dør i et vildt uheld, stjæler June hendes manuskript og udgiver under det racemæssigt tvetydige pseudonym Juniper Song.
Men Junes stjålne succes trues af beviser for hendes forbrydelse, og hun opdager hvor langt hun er villig til at gå for at få, hvad hun mener, at hun fortjener. Og hvad der så sker, er jo udelukkende andres skyld.
Yellowface er en sorthumoristisk syngende lussing til forlagsbranchen og sociale medier; en roman om racisme, kulturel appropriation og opportunisme og kunsten at omskrive historien – bogstaveligt talt.
Du kan købe Yellowface online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: