Den anmelderroste og prisbelønnede forfatter Rebecca Makkai er aktuel med ny, medrivende roman om et mordmysterie og en kvindes opgør med sin fortid. Må jeg stille dig nogle spørgsmål? byder på dark academia-vibes i 90’ernes betændte kostskolemiljø. Begynd din læsning her.
Hvad skete der virkelig den nat, hvor Thalia Keith blev myrdet? Filmprofessor og podcaster Bodie Kane vender tilbage til sin gamle kostskole i New Hampshire, hvor hendes værelseskammerat Thalia blev myrdet. Her bliver Bodie tvunget til at se sin fortid i øjnene – og samle brikkerne om Thalias mord på ny.
I lyset af MeToo ser Bodie med nye øjne på 90’ernes kostskolemiljø, der var gennemsyret af ulige magthierarkier, og hun får mistanke om, at den forkerte blev dømt for mordet på Thalia. Bodie retter i stedet blikket mod en anden: en, der var i et usundt forhold til den unge elev.
LÆS OGSÅ: Rebecca Makkai stiller spørgsmålet: Hvor meget kan du stole på dine minder?
Som inspiration til romanen har Rebecca Makkai researchet i virkelige mordsager, hvor unge studerende var afgørende vidner, og hvor social status og de studerendes indbyrdes relationer kan have påvirket vidneudsagnet. Rebecca Makkai kender også til kostskolelivet indefra, da hun selv var kostskoleelev i 90’erne. I dag bor Rebecca Makkai på en kostskole i Vermont, hvor hendes mand underviser.
LÆS OGSÅ: Rebecca Makkai: Vi skal tale mere om AIDS
Ud over Må jeg stille dig nogle spørgsmål? har Rebecca Makkai skrevet romanen Boystown (eng. The Great Believers), der udkom på dansk i 2023. Rebecca Makkai var Pulitzerfinalist for Boytown, og romanen blev rost for sin gribende og tankevækkende fortælling af anmelderne og nomineret til en National Book Award. Læs et uddrag af Må jeg stille dig nogle spørgsmål? af Rebecca Makkai her.
Må jeg stille dig nogle spørgsmål?
af Rebecca Makkai
”Du har hørt om hende,” siger jeg, som en udfordring, en forsikring. Til kvinden på barstolen ved siden af, der har været så letsindig at indlede en samtale, til tandlægen, der er løbet tør for spørgsmål om mine børn og spørger, hvad jeg selv laver for tiden.
Indimellem ved de med det samme, hvem jeg taler om. Indimellem spørger de: ”Var det ikke hende, som ham fyren skjulte i sin kælder?”
Nej! Nej. Det var det ikke.
Var det ikke hende med alle knivstikkene? Nej. Hende, der satte sig ind i en taxa med …? En anden pige. Hende, der tog til en fest, og hvor han brugte en kæp, hende, hvor han brugte en hammer, hende, der hentede ham fra afvænningsklinikken og – nej. Hende, som han havde holdt øje med, når hun løb forbi hver dag? Hende, der begik den fejl at fortælle ham, at hendes menstruation var udeblevet? Hende med onklen? Vent, den anden med onklen?
Nej. Det var hende i svømmebassinet. Hende med alkohol i – med håret rundt om – med fyren, der tilstod, at – nå ja. Ja.
De nikker tilfreds. Tilfreds med hvad?
Kvinden på barstolen ved siden af mig tager sellerien op fra sin bloody mary, gumler den højlydt i sig. Min tandlæge beder mig om at skylle munden. Navnet er lige på tungen, de leder i erindringen. ”Ja, hende har jeg hørt om,” siger de.
”Hende,” for nu er hun ikke andet end en historie. En historie, man har hørt eller ikke hørt, en historie med begrænsede detaljer, en historie, man kan udforske ved at studere geografien og tidslinjerne.
”Hende fra kostskolen!” siger de. ”Nu kan jeg huske det, hende fra videoen. Kendte du hende?”
Det er hende, hvis foto dukker op, hvis man søger på Mord i New Hampshire, sammen med forbryderfotos af de meth-relaterede tragedier fra de senere år. Et af billederne – hvor hun smiler med munden, men ikke med øjnene, hvilket antyder en dybereliggende tristesse – dukker gerne op som clickbait. Det er bare et beskåret foto af tennisholdet fra årbogen, og hvis man kendte Thalia, er det let at se, at hun egentlig ikke var trist, men bare smilede til kameraet, fordi hun blev bedt om det, selv om hun ikke havde lyst.
Det var den historie, der blev fortalt igen og igen.
Det var den med hende, der var ung nok og hvid nok og smuk nok og rig nok til, at folk huskede den.
Det var den, hvor vi alle var unge nok til at tro, at nogen, der var klogere end os, lå inde med alle svarene.
Måske var det den, hvor vi tog fejl.
Måske var det den, hvor vi alle, kollektivt, hver og en af os som vægten af en fjer, tog fejl.
1
Jeg så videoen første gang i 2016. Jeg lå i sengen med min bærbare computer og med hovedtelefoner på, fordi jeg ikke ville have, at Jerome skulle vågne, så jeg blev nødt til at forklare. Mine børn lå og sov på deres værelser længere nede ad gangen. Jeg kunne være gået ind til dem, have lagt en hånd på deres blussende kinder og varme ånde. Jeg kunne have duftet til min datters hår – og måske ville duften af fugtig lavendel og barn have været nok til, at jeg kunne falde i søvn.
Men en ven, jeg ikke havde set i tyve år, havde lige sendt mig linket, så jeg klikkede på det.
Lerner og Loewes Camelot. Jeg var både ansvarlig for scenografi og teknik. Et fikseret kamera, for tæt på orkesteret, for langt fra de unge sangere uden mikrofon, VHS-kvalitet fra 1995, en af eleverne fra fotoholdet bag linsen. Og ja, vi vidste, at vi ikke var fantastiske, men vi var ikke engang halvt så gode, som vi selv troede.
Hvem der end havde lagt filmen på nettet her to årtier efter, hvem der end havde tilføjet en henvisning til det præcise tidspunkt, hvor Thalia Keith træder frem på scenen, havde også vedlagt en liste over alle de medvirkende på og bag scenen. Beth Docherty som en lille Guinevere, Sakina John som en glødende Morgan le Fay med en krone af gyldne spyd over sine cornrows, Mike Stiles smuk og skamfuld som kong Arthur. Mit navn var stavet forkert, men stod der.
Filmen slutter med tæppefaldet, hvor alle skuespillerne går frem for at modtage publikums bifald, og det er også der, hvor Thalia træder tydeligst frem med sine mørke krøller, der skiller sig ud fra den leverpostejsfarvede masse. Derefter kommer næsten alle involverede op på scenen for at synge fødselsdagssang for mrs. Ross, vores instruktør, og trække hende op fra forreste række, hvor hun sad hver aften og tog noter. Hun er så ung, noget jeg slet ikke tænkte over dengang.
Et par af skuespillerne begynder at gå om bag tæppet, vender forvirrede tilbage. Et par orkestermedlemmer hopper op på scenen for at synge, mrs. Ross’ mand rejser sig mellem publikum med en buket blomster i hånden, scenearbejderne kommer ind i sorte bluser og sorte jeans. Jeg er der ikke, jeg blev sikkert siddende oppe i boksen. Det ville ligne mig at undgå opmærksomheden.
Hele den sidste sekvens med fødselsdagssangen varer femoghalvtreds sekunder, men ikke på noget tidspunkt ser man Thalia tydeligt. I kommentarerne har nogen zoomet ind på et stykke grøn kjole i den ene side af rammen, og sammenlignet farven med den kjole, Thalia bar – først tildækket af et slør som Nimue, troldkvinden, the Lady of the Lake, og derefter uden slør, med en enkel hovedbeklædning, som Lady Anne. Men der var flere grønne kjoler. Min veninde Carlotta havde en på. Det er muligt, at Thalia allerede var gået.
Det meste af diskussionen under videoen fokuserer på tidsaspektet. Forestillingen skulle begynde klokken 19, men sandsynligvis kom vi først i gang med vores barmhjertigt forkortede version fem minutter senere. Måske mere. Optagelsen udelod pausen, og der blev spekuleret i, hvor lang pausen i en opførelse af den art kunne være. Afhængig af disse to variabler måtte forestillingen være slut mellem klokken 20.45 og 21.15. Jeg ville have vidst det. Engang havde jeg et ringbind med alle mine udførlige notater. Men ingen bad nogensinde om at se dem.
Retsmedicineren angav tidspunktet for Thalias død til mellem klokken 20.00 og midnat, og det første tidspunkt var fastsat af musicalen – hvilket var årsagen til, at forestillingens sluttidspunkt var blevet emne for uendelig fascination på nettet.
Jeg så det først på YouTube, havde en skrevet i 2015 og linket til en anden video. Se den her video. Den BEVISER, at de sjuskede med efterforskningen. Tidslinjen giver ingen mening.
En anden skrev: En uskyldig i fængsel på grund af racistiske politifolk i lommen på skolens ledelse.
Og derunder: Tag lige sølvpapirshatten af og brug din energi på en sag, der faktisk ER UOPKLARET.
Det minde, som videoen her enogtyve år efter trak frem fra de mørkeste afkroge af min hjerne, var at sidde på biblioteket og slå ordet lusty op i ordbogen sammen med min veninde Fran, der sang med i koret. For at stilne vores fnisen over, at der skulle synges ”The Lusty Month of May”, havde mrs. Ross forklaret, at lusty simpelthen betød stærk eller levende. “I er velkomne til at slå det op.”
Men hvad vidste mrs. Ross om liderlighed og lyst? Det var for de unge, ikke for gifte dramalærere. Men (”Holy moly,” som Fran sikkert ville have sagt, måske havde sagt) der kunne man bare se, ifølge ordbogen betød lusty faktisk stærk eller kraftig, fuld af smag. Vi løb grinende ud fra biblioteket, mens Fran sang om forskellige madretter med en påtaget sexet stemme.
Hvor havde jeg gemt det minde i alle de år?
Første gang jeg så videoen, spolede jeg lidt frem, så egentlig mest bare slutningen. Jeg havde ikke det store behov for at høre syngende teenagestemmer og dårligt stemte instrumenter. Men så gik jeg tilbage – samme nat ved to-tiden, hvor mine melatoninpiller tydeligvis ikke virkede – og så alle de sekvenser, hvori Thalia optrådte. Første akt, scene to var hendes eneste scene som Nimue.
Hun trådte frem på scenen i en tåge af tøris, sang hypnotiserende bag Merlin. Der var noget, der skurrede ved måden, hun hele tiden bevægede blikket væk fra ham på, mens hun sang, skævede til højre, som om hun havde brug for et stikord. Men det kunne ikke være tilfældet, for hun skulle bare synge sin ene, simple sang.
Jeg lænede mig forsigtigt ind over Jerome for at tage hans iPad fra natbordet og fandt videoen igen, zoomede denne gang ind på hendes ansigt, gjorde billedet større, om end ikke mere klart. Det er meget subtilt, men hun ser irriteret ud.
Og så, mens Merlin leverer sin farveltale, tager afsked med Arthur og Camelot, ser hun igen væk, nærmest over skulderen. Hun siger lydløst et eller andet, det er ikke noget, jeg bilder mig ind. Hendes læber åbner og lukker sig, former en V-lyd, da jeg efterligner bevægelsen. Jeg er næsten sikker på, at hun siger ordet hvad. Måske til en af hjælperne bag scenen, en af mine folk, der står og vifter med en glemt rekvisit. Men hvad kunne være så vigtigt i det øjeblik, lige før hun alligevel skulle forlade scenen?
I 2006 var der ingen af kommentarerne til videoen, der omhandlede det. De gik kun op i, hvornår tæppet gik ned, og hvorvidt hun havde været på scenen til allersidst. (Det og så hvor smuk hun var). Tooghalvtreds sekunder, konkluderede man, var tilstrækkelig lang tid til, at Thalia Keith kunne have mødtes med en, der ventede bag scenen, og være gået sammen med den person, uden at andre bemærkede det.
Helt i slutningen af optagelsen: Vores strålende dirigent og musikalske instruktør med butterfly og stadig med dirigentstokken i hånden begynder at sige noget, som ingen lytter til: ”Tusind tak, alle sammen! Når I går …” men så bliver skærmen til flimrende grå streger. Formodentlig noget med, at der vil være hustjek for at se, om alle er der, eller noget med, at man skal huske at tage sit skrald med sig.
Prøv lige at se Guinevere i de sidste to sekunder, lyder en kommentar. Er det en lommelærke? Jeg vil være venner med Guinevere! Jeg trykker på pause, og ganske rigtigt: Beth holder en lille sølvfarvet flaske i vejret som et trofæ, måske i overbevisning om, at hendes venner vil se den, men at lærerne blandt publikum vil være for distraherede til at bemærke den. Eller måske fordi Beth allerede var så snalret, at hun var ligeglad.
En anden kommentar spørger, om nogen kan genkende medlemmer af publikum, idet de profilerer forbi kameraet på vej ud.
I en anden står der: Hvis du har set Datelines program om sagen, så glem alt, hvad de sagde. SÅ mange fejl. Desuden er det THA-, som når man siger ”thanks”, og Lester Holt siger hele tiden THAY-lia.
En svarer: Jeg troede, det var TAHL-ia.
Nej, nej, nej, skriver den foregående. Jeg kendte hendes søster.
En anden kommentar: Det hele er så frygteligt. Efterfulgt af tre græde-emojier og et blåt hjerte.
I ugerne efter drømte jeg ikke om Thalia, der drejer hovedet med læber, der former et spørgende ”hvad”, men om Beth Dochertys lommelærke. I mine drømme var jeg nødt til at finde den for at kunne gemme den igen. Jeg stod med min store ringmappe i hånden. Mine noter var ikke til nogen hjælp.
Dramaholdet havde tigget om den forestilling – havde bragt den op året før, hver gang mrs. Ross var husvagt. Camelot havde været sat op på Broadway i ́93, og selv de af os, der ikke havde set den, havde hørt soundtracket og vidste, at det indebar middelalderlige kavalergange, kys på scenen, fantastiske soloer.
For mig betød det slotsbaggrund, troner, træer på hjul – ikke noget alt for kompliceret, ingen kødædende planter, ingen gammel, åben Ford, der skulle trilles ind på scenen. For fremtidens journalister ville det betyde en uendelig række af nemme metaforer. Kostskolen som kongeriget i skoven, Thalia som troldkvinde, Thalia som prinsesse, Thalia som martyr.
Hvad kunne være mere romantisk? Hvad er mere perfekt end en ung pige, der dør midt i de formative år? Pigen som en blank tavle. Pigen som en spejling af dine lyster, uspoleret af sine egne. Pigen som et offer for forestillingen om pige. Pigen som en række barndomsfotografier, alle mærket med en aura af pige, som vil dø ung, som om tilmed skolefotografen i tredje klasse burde have set det skrevet i hendes ansigt. At det her var en pige, som for altid ville forblive en pige.
Tilskueren, voyeuren, selv gerningsmanden – de går alle fri, når pigen var født død.
På internettet og i tv elsker man den slags.
Og dig, mr. Bloch: Jeg antager, at det også er ret belejligt for dig.
2
Stik imod mine forventninger var jeg i januar 2018 på vej tilbage til skolen i en af de gode, gamle blå taxaer, som havde hentet mig så mange gange, for længe siden, fra Manchester lufthavn. Min chauffør fortalte, at han havde haft ture til Granby hele dagen.
”De havde alle sammen været på ferie et eller andet sted,” sagde han. ”De har været hjemme i ferien,” sagde jeg. Han fnøs, som havde jeg bekræftet hans værste mistanke.
Han spurgte, om jeg underviste på Granby. Et kort sekund var jeg forbavset over, at han ikke anså mig for at være elev. Men så fik jeg øje på mit spejlbillede i hans bakspejl: en nydelig voksen med små rynker ved øjnene.
Jeg sagde nej, ikke rigtig, jeg skulle bare være gæstelærer i to uger. Jeg fortalte ikke, at jeg selv havde gået på Granby, at jeg kendte vejen til skolen som min egen bukselomme. Det forekom mig at bebyrde ham med unødvendig information i en overfladisk samtale. Jeg forklarede ham heller ikke om konceptet mini-mester, for det ville lyde tuttenuttet og bekræfte ham i, at skolen var befolket med forkælede møgunger.
Det var Frans idé at hente mig tilbage. Fran selv havde nærmest aldrig været væk fra skolen; efter universitetet og et kort udlandsophold var hun vendt tilbage for at undervise i historie på Granby. Hendes kone arbejder i administrationen, og de bor på skolen med deres sønner.
Chaufføren hed Lee, og han fortalte mig, at han havde ”transporteret Granby-børnene rundt, siden deres bedsteforældre gik der”.
Han forklarede, at Granby var en skole af den slags, hvor man kun kan komme ind gennem familieforbindelser. Jeg havde lyst til at fortælle ham, at det var helt forkert, men mit lille vindue til at korrigere hans antagelse om, at jeg ikke kendte skolen, var for længst lukket.
Han fortalte mig, at ”de unger roder sig ud i ting, som du slet ikke kan forestille dig”, og spurgte, om jeg havde læst den artikel, der var blevet bragt ”for et par år siden” i Rolling Stone.
Omtalte artikel (”Lev frit eller dø: Druk, dødelige stoffer og drukning på en elitær kostskole i New Hampshire”) blev trykt i 1996, og ja, vi havde alle læst den.
Vi e-mailede hinanden om den fra vores kollegieværelser, rasende over dens fejl og fordomme – ligesom vi alle sendte hinanden beskeder ni år senere, da Dateline rippede op i det hele igen.
”De fører slet ikke opsyn med de unger,” sagde Lee. ”Det eneste, jeg er glad for, er, at de har en regel om ikke at bruge Uber.”
”Det er pudsigt, for jeg har hørt det modsatte. Om opsynet, altså.”
”Ja, men så lyver de. De siger sikkert hvad som helst for at få dig til at komme og undervise.”
Jeg havde kun været tilbage på Granby tre gange i de næsten treogtyve år, der var gået, siden jeg selv blev færdig på skolen. Der var en genforening for gamle elever, mens jeg boede i New York, men jeg blev kun en time. Jeg kom tilbage til Fran og Annes bryllup i Det Gamle Kapel i 2008. I juli 2013 var jeg i Vermont et par dage og besøgte Fran for at se hendes første barn. Det var det. Jeg havde undgået vores ti-, femten- og tyveårsjubilæum, havde ignoreret alle alumnesammenkomster i Los Angeles.
Det var først, da Camelot-videoen dukkede op til overfladen, og Fran trak mig ind i en efterfølgende gruppechat, der udviklede sig til dramaminder, at jeg begyndte at få oprigtig nostalgiske følelser for stedet. Jeg havde tænkt mig at vente til 2020, til en sammenkomst med min gamle klasse – vores femogtyveårsjubilæum foruden skolens to hundrede-års jubilæum. Men så kom den her invitation.
Det var også belejligt, at Yahav, den mand, jeg havde haft en længerevarende, desperat langdistanceaffære med, kun befandt sig to timer væk i Boston, hvor han underviste i jura på universitetet. Yahav havde en israelsk accent og var høj og klog og neurotisk. Vores forhold var ikke af en natur, hvor jeg bare kunne tage en flyver og komme og besøge ham. Men jeg kunne jo befinde mig i nabolaget.
Desuden var jeg nysgerrig efter at vide, om jeg kunne gøre det – om jeg på trods af min nervøsitet, min næsten teenageagtige panik, var parat til at måle mig med den pige, der havde sløset sig gennem tiden på Granby. I Los Angeles vidste jeg, at jeg i teorien var succesfuld – universitetslektor med en populær podcast, en kvinde, der kunne tilberede et måltid med økologiske ingredienser og få sine børn i skole relativt velklædte – men i min hverdag mærkede jeg faktisk ikke, hvor langt jeg var kommet. Jeg vidste til gengæld, at det ville ramme mig hårdt, når jeg kom tilbage til Granby.
Så der var pengene og manden og mit ego og – under det hele, som en tone, der var for lav til, at man egentlig kunne høre den – var der Thalia og den omstændighed, at jeg havde følt mig lidt ved siden af mig selv, lige siden jeg havde set videoen.
I hvert fald: De havde spurgt, jeg havde sagt ja, og her sad jeg på bagsædet af en taxa og lod Lee køre mig til skolen med en fart på tyve kilometer over fartgrænsen.
”Hvad skal du så lære dem, noget Shakespeare?”
Jeg forklarede, at jeg skulle undervise i to kurser: et om at lave podcasts, et om film.
”Film!” sagde han. ”Skal de se film eller skal de lave dem?”
Jeg fornemmede, at der ikke var noget svar, som ikke ville få Lee til at synes mindre om mig eller skolen. Jeg sagde: ”Filmens historie,” hvilket både var korrekt og ikke fyldestgørende. Jeg tilføjede, at indtil for nylig have jeg undervist i filmvidenskab på University of California i Los Angeles, hvilket havde den ønskede effekt – jeg havde benyttet samme trick tidligere – nemlig at dirigere ham direkte ind på Bruins, universitetets fodboldhold.
Nu kunne jeg nøjes med at brumme indimellem, mens han fablede løs. Der var kun tyve minutter tilbage af turen, og der var ikke den store risiko for, at han ville stille mig spørgsmål om podcasts eller mansplaine Quentin Tarantino.
Skolen havde inviteret mig til at afholde filmkurset, og jeg havde selv foreslået at supplere med yderligere et kursus, fordi det ville betyde dobbelt aflønning – men også fordi jeg aldrig har været god til at sidde stille, og hvis jeg skulle forlade mine børn og tage ud i skoven i to uger, ville jeg foretrække at have travlt. Behovet for konstant at være i gang med noget er både et symptom på en velfungerende angst og nøglen til min succes.
Min daværende postcast hed Starlet Fever, en serie programmer om kvinder i film – mere specifikt hvordan branchen fortærede dem og spyttede dem ud bagefter. Den gik så godt, som en podcast overhovedet kunne, lå indimellem nummer et på diverse målinger. Der var lidt penge i det, og fra tid til anden var der endda en berømthed, der nævnte podcasten i et interview.
Min medvært, Lance, havde kunnet droppe sit job som landskabsarkitekt, jeg havde kunnet skrue ned for de administrative krummer, universitetet kastede til mig, og et par litterære agenter havde tilbudt at repræsentere os, hvis vi overvejede at skrive en bog sammen. Vi var dybt begravet i forberedelserne til den kommende sæson, med Rita Hayworth som midtpunkt, men jeg kunne lave min research hvor som helst.
Vi fulgte en anden blå taxa ned ad Route 9, og der sad to børn bagi. Lee sagde: ”Se, der er et par af dine elever. Ingen af de unger kommer her fra egnen. Nogle af dem kommer endda fra andre lande. I morges kørte jeg med to piger, der lige var kommet tilbage fra Kina, og de sagde ikke et ord. Hvordan kan de gå i skole her, hvis de ikke taler engelsk?”
Jeg foregav at modtage et opkald, før racismen fik lov at folde sig helt ud.
”Gary!” sagde jeg til ingen i min telefon, og så brød jeg ud i en række ja-ja og okay i omkring ti minutter, mens de frostdækkede træer susede forbi. Men uden distraktionen fra Lee fik den nervøsitet, som jeg hidtil havde ignoreret, desværre frit løb, følelsen af, at skovene omkring skolen opslugte mig, fik frit løb. Der var den lille, hvide kirke, som jeg altid tog som et tegn på, at jeg ville være fremme om lidt. Her drejede vi ned ad den smallere vej, et sving, som jeg mærkede dybt inde i min muskelhukommelse.
Som om svinget havde bragt det op til overfladen, dukkede de alt for lange denimshorts og den stribede top, jeg havde haft på, da jeg første gang besøgte Granby i 1991, frem for mit indre blik. Jeg huskede, at jeg spekulerede på, hvorvidt børn i New Hampshire talte med dialekt, uden at vide, hvor få af mine nye klassekammerater der ville være fra New Hampshire. Jeg afholdt mig fra at fortælle det her til Lee eller at sige det ind i min telefon.
Familien Robeson, som jeg boede hos, havde kørt mig det meste af vejen fra Indiana på en enkelt dag, og da vi vågnede næste morgen, var der kun en time mere at køre. Med nedrullede bagsæderuder mærkede jeg vinden mod mit ansigt, mens jeg betragtede det bølgende, billedskønne landskab og skovpartier med træer så store, at man ikke engang kunne se ind mellem træerne, de var som grønne mure. Der lugtede af gødning overalt, hvilket jeg var vant til, og så pludselig af fyrretræer.
Jeg sagde: ”Her lugter af rengøringsmiddel!” Familien Robeson reagerede, som om jeg var et lille barn, der havde sagt noget pudsigt. ”Af rengøringsmiddel!” gentog Severn Robeson og klappede muntert på rattet.
Den første dag på skolen kunne jeg slet ikke fatte de omgivende skoves storhed, hvordan jorden på en eller anden måde også var skov – klipper og rødder og grannåle og mos. Man var nødt til hele tiden at holde øje med, hvor man gik. De eneste skovpartier, jeg kendte fra Indiana, lå mellem rækkehusene eller bag tankstationer. Små lunde, man kunne gå igennem på ingen tid. Der lå cigaretskod, gamle sodavandsdåser. Når jeg havde hørt eventyr som barn, var det den slags skove, jeg havde forestillet mig. Men nu gav historierne om ældgamle skove, vildfarne børn, skjulte huler, pludselig mening. Det her var en skov.
Uden for Lees taxa: Granbys postkontor, og hvad der engang havde været videobutikken. Cirkle K-tanken lå der stadig, men det var svært at blive nostalgisk over en tankstation. Her var vejen til skolen, og her var der en bølge af adrenalin. Jeg afsluttede min fiktive telefonsamtale, ønskede Gary en god dag.
Da alle bladene faldt den første november på skolen, regnede jeg med at se huse og bygninger, som hele tiden havde ligget og ventet bag træerne. Men nej. Bag de nøgne grene var der flere nøgne grene. Bag dem endnu flere.
Om aftenen var der ugler. Hvis skraldecontainerne ikke havde været lukket ordentligt, kom bjørne og tog hele affaldssække, trak dem hen over skolens område for at åbne dem som gaver.
Bilen foran os valgte vejen mod drengenes afdeling, men Lee tog den lange vej rundt om bygningerne, så han kunne vise mig stedet, og jeg kunne ikke gøre andet end at lytte høfligt.
”Jeg sætter dig af i den øverste del af skolens område, over floden, med de fine, nye bygninger. Men hernede er det den gamle del af skolen, der går tilbage til syttenhundrede-et-eller-andet.”
Omkring 1820, men jeg rettede ham ikke. Det var midt på eftermiddagen, og et par elever kom trissende ud fra hovedbygningen og hen over den store plads foran, skuttede sig i kulden.
Lee udpegede den originale undervisningsbygning, de sovesale, hvor unge bondedrenge lå og frøs, de små huse, hvor datidens ugifte lærere henslæbte livet i ensomhed, Det Gamle Kapel og Det Nye Kapel (ingen af dem fungerede som kapeller længere, de var begge oldgamle) og rektors hus. Han pegede på bronzestatuen af Samuel Granby og sagde uden belæg: ”Det er ham, der grundlagde skolen med kun et klasseværelse.”
Mens jeg var elev her, kunne jeg ikke gå forbi Samuel Granby uden af gnide hans ene fod, en tradition, jeg var alene om. Jeg kunne heller ikke gå forbi en mønttelefon uden at vende telefonrøret om. Det forekom mig dengang ufatteligt morsomt og rebelsk, tro det eller lad være.
Da Lee endelig kørte i en stor cirkel mod den administrative del af skolen og standsede bilen, åbnede jeg døren til en mur af kulde. Jeg betalte ham, og han sagde, at jeg skulle holde mig varm, som om der var tale om et valg – som om det ikke var midt om vinteren, hvor alt var dækket af is og salt. Ved synet af bygningerne, der ikke havde forandret sig, den tynde bjergkam af White Mountain, som rejste sig over trætoppene mod øst, var det nemt at forestille sig, at stedet var frosset i tiden.
Fran havde tilbudt mig at sove på sofaen, men måden, hun havde sagt det på – ”Altså, der er jo hunden, og Jacob larmer altid, og Max sover ikke igennem endnu” – fik mig til at tænke, at det mere var af høflighed end en egentlig invitation. Så jeg havde valgt at bo i en af de to gæstelejligheder, der lå lige over kløften i et lille hus, der engang havde tjent som skolens regnskabskontor. Der var et soveværelse og et badeværelse på hver etage, foruden et køkken nedenunder til deling. Der lugtede af klor i hele huset.
Jeg pakkede ud, overvejede bekymret, om jeg havde taget nok varme sweatre med, og tænkte, af alle ting, på skolens mønttelefoner. Kan du se mig (huske mig), femten, seksten år, klædt helt i sort, selv når jeg ikke var bag scenen, Doc Martens repareret med gaffa, det mørke, pjuskede hår indrammede mit runde ansigt, der lignede en kålhoveddukkes; kan du se mig, klædt i flannel, tyk eyeliner rundt om øjnene, gå forbi en mønttelefon og – uden at kigge – tage røret, vende det om og hænge det tilbage den forkerte vej.
Det var dog kun i begyndelsen, allerede året efter kunne jeg ikke gå forbi en mønttelefon uden at tage røret, trykke et enkelt tal og lytte – for der var mindst en telefon, hvor man, hvis man gjorde det, kunne høre en anden samtale over telefonnettet.
Jeg opdagede det, da jeg begyndte at ringe til mit hus fra mønttelefonen i idrætshallen for at spørge, om jeg måtte komme lidt for sent til lukketid kl. 22, men efter jeg trykkede på den første tast, hørte jeg en drengestemme, dæmpet, fjern, der beklagede sig over terminsprøverne til sin mor. Hun spurgte, om han havde fået sine allergiindsprøjtninger. Han lød klynkende og fuld af hjemve og omkring tolv år gammel, og det tog mig lidt tid at genkende hans stemme.
Det var Tom Busse, en hockeyspiller, der havde akne, men også en smuk kæreste. Han måtte tale i mønttelefonen i sit eget hus på den anden side af kløften.
Jeg forstod ikke, hvilke elektroniske forviklinger i telekommunikationen, der kunne give mulighed for sådan noget, og da jeg engang fortalte min mand historien, rystede han på hovedet og sagde: ”Det kan ikke lade sig gøre.” Jeg spurgte, om han beskyldte mig for at lyve, eller om han troede, jeg havde hørt stemmer. ”Jeg siger bare,” svarede Jerome i et afslappet toneleje, ”at det ikke kan lade sig gøre.”
Jeg stod som lammet i idrætshallens lobby uden at ville gå glip af et ord. Men til sidst var jeg nødt til det; jeg ringede til mit hus og tiggede husvagten om ti minutter mere til at løbe tværs gennem skolens område og hente den historiebog, jeg havde glemt i hovedbygningen. Nej, sagde hun, det kunne jeg ikke nå.
Jeg havde tre minutter til lukketid. Jeg lagde røret på, løftede det igen, trykkede på en tast. Og der var Tim Busses stemme igen. Det var ren magi. Han fortalte sin mor, at han var dumpet i fysik. Jeg var forbavset. Og nu kendte jeg hans hemmelighed. En hemmelig hemmelighed, som han ikke havde haft til hensigt at dele med nogen på skolen.
Jeg blev lidt forelsket i Tim Busse efter det, selv om jeg aldrig tidligere havde skænket ham en tanke.
I de følgende måneder prøvede jeg alle mønttelefoner på skolen, men det var kun den i hallen, der krydsede linjerne, og kun hvis nogen tilfældigvis talte i telefon (måske en bestemt telefon) i Barton Hall.
Det meste af det, jeg overhørte, var utydelig mumlen. Engang hørte jeg nogen bestille pizza. Nogle gange talte folk koreansk eller spansk eller tysk. Engang hørte jeg ”Rhapsody in Blue”, som var United Airlines’ ventemelodi.
Indimellem hørte jeg noget interessant, informationer, som jeg holdt tæt ind til kroppen. Jeg vidste, at nogen – jeg fandt aldrig ud af hvem – ville komme hjem til påske, men nægtede at tage til hen til tante Ellen. Jeg opdagede, at en anden savnede sin kæreste, nej, virkelig savnede hende, virkelig, og nej, han havde ikke fundet en anden, han elskede hende, hvorfor var hun sådan, hold op med at være sådan, vidste hun ikke, at han savnede hende?
Vi får tildelt så få superkræfter i livet. Det her var en af mine. Jeg kunne gå ned ad gangen med en viden, som ingen af drengene fra Barton Hall nogensinde ville have fortalt mig. Jeg vidste, at Jorge Cardenas ikke tillod sig selv at drikke, når han var ked af det, for det var sådan, alkoholisme begyndte, og han ville ikke ende som sin far.
Det ville have været belejligt, hvis jeg havde løftet røret en dag og hørt noget vigtigt, noget afgørende eller afslørende. Hørt nogen true Thalia, for eksempel. Eller hørt noget om dig.
Men det var faktisk bare en del af en mere udbredt vane, jeg havde: Jeg samlede på informationer om mine skolekammerater, ligesom nogle samler på gamle aviser. Jeg håbede, at det ville hjælpe mig med at blive mere som dem, og mindre som mig selv – mindre fattig, mindre dum, mindre provinsiel, mindre sårbar.
Hver sommer tog jeg min årbog med hjem og markerede hver elevs billede med en særlig kode af farvede tegn: hvorvidt jeg kendte vedkommende, betragtede vedkommende som en ven, var forelsket i vedkommende.
Indimellem, nedsunket i sommerens isolation, fandt jeg andres familiemedlemmer i skolens bestyrelse og lærte deres forældres fornavne udenad med det ene formål at løfte mig selv, bare et kort øjeblik, ud af det værelse, jeg hadede, i et hus, der ikke engang var mit eget i en by, hvor jeg ikke længere kendte nogen.
Det gør mig ikke speciel, og det vidste jeg også godt dengang. Jeg siger det kun som en form for forklaring – jeg gik op i detaljer. Ikke fordi det var noget, jeg kunne kontrollere, men fordi det var noget, jeg kunne eje.
Og der var så lidt, der var mit.
3
Fran og Anne havde inviteret mig til en sen middag, så jeg tog de vinterstøvler på, jeg havde købt til turen, og gik i retning af Sydbroen mod den nedre del af skolens område. Det var minus tolv grader udenfor, og sneen var hård nok til, at man kunne gå uden at synke ned. Jeg spekulerede på, om jeg ville møde nogen, jeg kendte, men jeg lod til at være den eneste levende udenfor.
De få gange, jeg havde været tilbage tidligere, havde jeg kun været på en begrænset del af skolens område. Jeg havde ikke krydset nogen af broerne, havde ikke været inde i nogen af undervisningsbygningerne.
Dimensionerne virkede forkerte nu; min erindring og mine hyppige drømme om Granby havde lige så stille flyttet rundt på tingene. Statuen af Samuel Granby var på en eller anden måde blevet flyttet et godt stykke op ad bakken, for eksempel. Jeg passerede den nu, rørte hans fod med min vante for gammelt venskabs skyld.
Samme efterår, lige efter jeg havde takket ja til invitationen om at undervise, vågnede jeg med billedet af byens hovedgade, den med alle butikkerne, i tankerne, men jeg kunne ikke huske dens navn, så jeg googlede Granby kort.
Foruden svaret på mit spørgsmål (Crown Street!) fandt jeg detaljerede kort over skolens område, som det så ud i marts 1995. Kort, som folk havde markeret med prikkede linjer, der repræsenterede deres teorier, ruter gennem skoven. Jeg vidste, at mordet på Thalia havde fyldt meget i offentligheden, men jeg havde ikke kendt omfanget af tid og interesse, folk havde lagt i det.
At dykke ned i nettets kaninhuller var ikke godt for mit mentale helbred. (Aftenen efter jeg havde set Camelot-videoen, blev jeg længe oppe og googlede gamle klassekammerater og lærere fra Granby, og jeg googlede drukning, og jeg genså dele af Datelines program om mordet. Til sidst vågnede Jerome og så mine øjne og bad mig om at holde op, foreslog, at jeg tog en sovepille og sov længe dagen efter).
Derfor gav jeg kun mig selv lov til at bruge en time på at stirre på kortene og læse, hvad folk havde skrevet.
Udtrykket kaninhul får os til at tænke på Alice, der falder ned i hullet, men jeg opfatter det mere som et egentligt kaninbo med endeløse, snoede gange og forgreninger og den deraf følgende klaustrofobi.
Det var utroligt at opdage, hvor optagede af sagen folk var. For dem var Thalia blot et ansigt fra et par fotos, der blev flittigt delt: et kort skitseret liv, frem for en pige, der duftede af parfumen Sunflowers, og hvis latter lød som hikke, og som kastede sig ned i sin seng som en håndgranat.
Men jeg må indrømme, at jeg også selv har også været optaget af mennesker, jeg aldrig har mødt.
Jeg er optaget af Judy Garland og Natalie Wood og the Black Dahlia. Jeg er optaget af den lacrosse-spiller på universitetet i Virginia, der blev myrdet af sin ekskæreste, og af den pige, hvis kæreste angiveligt ikke var på arbejde i Pearle Vision den dag, og af den unge pige, der blev myrdet i sin kærestes baghave i Shaker Heights, mens alle lå og sov, og af stakkels Martha Moxley, og af kvinden i hotelelevatoren, og af den eneste sorte kvinde til den vinaften for hvide veninder, død på græsplænen, og af kvinden, der blev skudt gennem badeværelsesdøren af hendes berømte kæreste, der hævdede, at han troede, hun var en indbrudstyv.
Jeg har holdninger til deres død, som jeg ikke har grundlag for at have. Samtidig er jeg beklemt ved tanken om, at de er blevet offentlig ejendom, udsat for vores kollektive forestillinger. Jeg er beskæmmet over det faktum, at de kvinder, hvis død optager mig, primært er smukke og klarede sig godt. At de fleste var unge, som vi foretrækker vores offerlam. At jeg ikke er alene med min interesse for deres død.
Fran og Annes samlede anciennitet på Granby betød, at de var blevet opgraderet fra lejlighed til et hus, et af de tre gamle huse nede ved hovedindgangen. Jeg havde det dårligt med at ringe på tomhændet – jeg havde glemt at få taxaen til at standse ved en vinbutik – men det var deres søn Jacob, der åbnede døren og lukkede deres golden retriever ud for at snuse til mine lår og savle på mine jeans.
Jeg håber, du kan huske Fran, for det har hun fortjent. Fran Hoffnung – selv om det nu er Hoffbart, eftersom hun og hendes kone har kombineret deres to efternavne.
I det mindste husker du resten af familien Hoffnung: Deb Hoffnung underviste i engelsk, Sam Hoffnung underviste i matematik, og Fran og hendes tre ældre søstre voksede op i lejligheden i forhuset til pigehuset Singer-Baird med det pudsige skrå tag.
Hun var den højrøstede pige, der var konferencier ved Lip Sync-showet, hende, hvis hår altid var lyserødt eller lilla. Nu er det brunt med grå stænk, men på en eller anden måde alligevel lige så cool, som det lyserøde engang var.
Deres juletræ stod stadig fremme, og efter jeg havde givet hans mødre et knus hver, trak Jacob mig hen for at beundre det – store, gammeldags julekugler og udvalgt julepynt fra Frans og Annes egen barndom: et Nuser-hundehus, en lille sølvkop med Annes navn, en broderet ugle. En nyere tilføjelse i form af en anime-figur med blondekrave.
Jacob, som jeg havde mødt som et rødkindet kolikbarn, var næsten fem år nu og havde en lillebror, som jeg kun havde set på FaceTime, en toårig, som hele tiden kom hen for at køre sit modeltog op ad mit ben, indtil Anne bestak begge drenge med en tegnefilm på iPad’en.
Anne havde lavet vegetartacos til os. Jeg spiste mere, end jeg normalt ville, fordi Fran altid var bekymret for, om jeg fik nok at spise.
Fran lavede et par margaritas, og vi lyttede til Bob Marley, hvilket ikke passede til maden, men trods alt kom fra et varmt sted. Fran vendte hele tiden tilbage til det faktum, at jeg var kommet fra Los Angeles, netop som det var blevet rigtig koldt. ”Du må hade mig,” sagde hun. ”Jeg er skurken.”
”En frossen skurk,” sagde jeg. ”En lille skøjtende skurk.”
Anne spurgte, om jeg havde brug for et par varme sokker, flere tæpper, mere af hvad som helst.
”Måske et par sweatre?” sagde jeg. ”Jeg havde glemt, hvor koldt det bliver indenfor.”
Anne rejste sig fra bordet og kom tilbage med en stor mulepose fuld af sweatre og sweatshirts og et par pyjamasbukser i Granbys farver, grøn og guld.
Fran havde selv fri i den periode, mini-mesteret, hvor jeg skulle undervise. Hun havde afholdt et kursus i Vietnamkrigen tre år i træk, og nu var det hendes tur til ”professionel udvikling”, hvilket betød at læse bøger og blive ajour med e-mailkorrespondancer og drikke sammen med mig.
”Vi behøver ikke hænge ud hver aften,” sagde hun, ”men hvis ikke du kommer herned, vil jeg antage, at du ligger oppe i gæstelejligheden og ser trist heteroporno og tænker på arbejde.”
Fran var husvagt hver onsdag, men ”alle andre aftener,” sagde hun, ”der skal vi party like it’s 1995.”
”Med Pisang Ambon og Buggles?”
”Jeg tænkte mere ungdomsblade og lyse øl.”
”Jeg skal jo rette opgaver,” sagde jeg, men Fran vidste, at hun ikke behøvede at overtale mig.
”Hver anden aften, mindst. Og på fredag er der fest, hvor du er nødt til at komme. Alle vil så gerne møde dig. Vi kalder den Midi-Mini, fordi, du ved, det er halvvejs gennem mini-mesteret.”
”Vi har svært ved at modstå ordspil, som du kan høre,” sagde Anne.
Anne havde langt, lyst, krøllet hår, og var bygget som en langdistanceløber, hvilket fik Fran til at fremstå temmelig lavstammet ved siden af. Anne trænede terrænløb om efteråret og baneløb om foråret og var overordnet set den perfekte kombination af publikum, ægtefælle og manager for Fran.
Hvis man havde brug for en idé til en fest, ville Fran have tyve parat. Hvis man havde brug for nogen til at bestille pizzaerne, købe isterninger og rydde op i stuen, mens Fran forberedte playlisten, var det Anne.
De havde mødt hinanden her på Granby, hvor Anne blev ansat i administrationen, mens Fran var ude at nyde sit korte liv uden for kostskoleverdenen. Da Fran kom tilbage, blev de venner og modstod alles bestræbelser på at føre dem sammen, brokkede sig i fællesskab over, hvor svært det var at møde nogen. Så kørte de sammen ned til Boston en forlænget weekend og kom tilbage som forelsket par.
Og nu var det Anne, der gennede drengene i seng, fortalte dem, at de godt måtte droppe badet, hvis de var stille, mens Fran lænede sig ind over bordet og hviskede, som om vi kun havde ventet på, at hendes kone skulle forlade rummet: ”Fortæl mig alt.”
Hun mente alt om Jerome, for i vores e-mailkorrespondance for et par uger siden havde jeg skrevet, at Jerome var flyttet ind i huset ved siden af. Og nu ville Fran gerne have hele historien, foruden en forklaring på, hvorfor jeg ikke havde fortalt hende den allerede.
”Vi er stadig gift,” sagde jeg. ”Det er bare ikke, som vores bedsteforældre ville definere et ægteskab.”
Det skete så gradvist, at det ikke virkede som noget, man ville annoncere på de sociale medier, skrive til gamle venner.
”Vi havde en svær periode,” sagde jeg og udelod, at det var to år siden, da børnene var fem og tre, og at deres konstante og krævende tilstedeværelse var en del af det.
Vi nåede til det punkt, hvor alt, hvad jeg sagde til Jerome, var det forkerte, kom ud i et forkert toneleje. Alt, hvad han sagde til mig, var værre. Vi var langsomt blevet allergiske over for hinanden og måtte efterhånden erkende, at vi hver især var lænket til en person, der ikke kunne udstå synet af den anden.
”Og lige omkring det tidspunkt,” fortalte jeg til gengæld, ”kom Jeromes mor på hospice. Hun havde boet i den anden halvdel af vores dobbelthus, så han flyttede derind.”
Han er maler, og beslutningen var delvist af praktisk karakter: Han kunne bruge det andet soveværelse som atelier og droppe det atelier, han lejede ude i byen. Vi kunne blive ved med at være gift, bevare den ene adresse af skattehensyn og fordi det var nemmere – og helt ærligt, fordi vi var dovne.
Børnene kunne gå frem og tilbage, forestillede vi os, men faktisk var det Jerome, der endte med at gå frem og tilbage, og for eksempel sov han nu, mens jeg var på Granby, i min seng, vores gamle seng, som han i øvrigt også indimellem sov i sammen med mig, fordi han var god til sex, og nu, hvor vi ikke gik op og ned ad hinanden hver dag, hadede vi ikke længere hinanden.
Jeg var faktisk utrolig glad for ham: taknemmelig, når han tog sig af børnene, nostalgisk, når vi sov sammen, morede mig over hans noget rodede privatliv og var lige dele smigret og frastødt og besidderisk, når han kom til mig for at få råd om sit kærlighedsliv. Alle dem, han datede, fandt jeg på grænsen til vanvittige, men jeg kunne ikke helt afgøre, om det havde med mig eller ham at gøre.
Fran sagde: ”Du ved, at jeg elsker din evne til aldrig at opgive andre mennesker, men det er alligevel lidt morsomt, at han stadig bor i dit hus, efter I er gået fra hinanden.”
”Han bor altså ved siden af.”
”Så det korte af det lange er,” sagde hun, ”at du er single?”
”Dybest set. Gift, men single.”
”Hvem skulle have troet, at mit ægteskab ville være mere traditionelt end dit?”
Jeg havde ikke fortalt hende om Yahav, måske fordi det var så skrøbeligt. Yahav var flyvsk og uforudsigelig, en smuk israelsk kanin, der lige så godt kunne komme kørende direkte hertil om et øjeblik, som han kunne forsvinde i skovene for altid. Jeg havde sendt ham en besked fra lufthavnen samme eftermiddag: Som varslet har jeg invaderet New England. Han sendte kun et udråbstegn tilbage.
Jeg havde endnu ikke været sammen med Yahav, da Jerome og jeg gik fra hinanden, men hans venskab dengang havde været en lun påmindelse om, at ikke alle var trætte af mig, ikke alle bebrejdede mig alting. Yahav havde enorme, varme hænder. Han havde så mørke skægstubbe, at de absorberede hans kinder og hals, mere mørke end lys, mere aftenhimmel end stjerner.
Anne kom tilbage, og vi lavede nye drinks, og aftenen blev til en art retrospektiv sladdercentral. (Og kan du så huske Dani Michalek? Kan du huske, at hun prøvede selv at lave hul i næsen, og der gik betændelse i det? Nå ja, hun var nødt til at tage hjem en hel måned. Vi var fysikmakkere, og jeg lavede intet. Hun hadede mig. Også mig. Hvad blev der af hende? Har jeg ikke fortalt det? Hun er blevet præst!).
Annes opmuntrende latter og forvirrede spørgsmål ansporede os. Hvis ikke hun havde været der, havde vi måske sagt ”Kan du huske Kurt-alteret?” og ladet det være ved det.
Men med Anne ved vores side endte vi med for hendes skyld (og egentlig også vores egen) at give en udførlig beskrivelse af det alter, vi havde bygget til Kurt Cobain ude i skoven i vores næstsidste år på skolen, og som vi passede, fra han tog en overdosis og blev indlagt (tidligt i marts, hvor vi havde tykke vanter på, da vi satte fotos fra blade fast til et frosset træ), og til han begik selvmord i april. På det tidspunkt havde andre opdaget alteret, og dagen efter hans lig blev fundet, fandt Fran og jeg breve og flere udklip og en hjerteformet ballon, og hvad der lignede en corsage fra forårsfesten fastgjort til træet.
”Vi var så forelskede i ham,” sagde jeg, og så slog det mig, at Fran sikkert ikke havde været det. ”Eller jeg var.”
”Åh, jeg elskede ham,” sagde Fran. Hun var mere beruset end mig. ”Men jeg var forelsket i Courtney. Kurt var mit skalkeskjul.”
Desserten bestod af karamelliserede bananer med vaniljeis – Anne var stadig ædru nok til at betjene en pande og ignorere vores opfordringer til, at hun flamberede bananerne – og jo mere vi gik ind i indviede detaljer, og jo mere opgivende, men tålmodig Anne var, des sjovere blev det hele.
Jeg var altid mit sjoveste jeg, når jeg var sammen med Fran, eller hun fandt mig i det mindste morsom. Vi havde historie sammen det første år på skolen, og først talte vi ikke sammen, vi lod os bare dumpe ned bag to tilstødende borde de fleste dage ud af ren pladsinerti.
Jeg traskede gennem september uden rigtig at have nogen venner, indtog mine måltider i et hjørne for enden af et langt bord med andre elever fra min årgang, så dem flytte til andre borde i takt med, at de fandt en vennegruppe, vel vidende, at jeg snart ville være alene tilbage.
Der var en dreng, der hed Benjamin Scott, som tidligt blev anerkendt som årgangens geni – en høj, lyshåret fyr, der, at dømme efter hvordan han refererede til bøger, ingen af os kendte, lod til at være ankommet til Granby med et par ph.d.’er i rygsækken.
Nogen i klassen må for sjov have sagt noget med at slå Benjamin ihjel, eller at Benjamin var døende, for i hvert fald kom jeg til at hviske for mig selv: ”Hvis du dør, må jeg så få dine karakterer?”
Fran var den eneste, der havde hørt det. Hun fnisede og så sig omkring og sagde højt: ”Ja, Benji, hvis du dør, må jeg så få dine karakterer?” Og (et mirakel!) hele klassen brød sammen af grin. Selv Benjamin Scott lo fåret.
Da timen var forbi, løb Fran op på siden af mig på gangen. ”Du må ikke være sur på mig,” sagde hun. ”Men det var for god en kommentar til, at jeg kunne lade den gå til spilde.”
Fra da af sikrede jeg mig, at Fran kunne høre mine sidebemærkninger, alt det, jeg normalt ikke ville have sagt højt. Hun kopierede mig aldrig igen, men hun var ofte nødt til at bryde ud i hoste for at camouflere sin latter. Fordi Fran havde gjort krav på klasseværelsets eneste venstrehåndsbord, stod vores borde helt tæt op mod hinanden, og vi behøvede ikke sende små sedler, kunne bare skrive i margen af vores bøger.
Hvor kommer du egentlig fra? skrev hun engang, og jeg skrev West Bumblefuck, hvilket var originalt nok dengang til at være ret sjovt. Ingen havde nogensinde opfattet mig som specielt underholdende før. Det var en berusende fornemmelse.
Fran spiste frokost i en anden bygning end mig og boede hos sine forældre og ikke på kostskolen, hun spillede hockey, og jeg var roer, så det varede lidt, før vi blev venner uden for klasseværelset. Men da vi endelig blev det, føltes det helt naturligt. Vi kunne allerede læse hinandens knudrede håndskrift. Hun begyndte at komme hen på mit værelse for at studere historie før terminsprøverne, og siden til andre eksaminer. Og så skældte hun mig ud, fordi jeg ikke vidste, hvem the Pixies var, og derefter var vi bedste veninder.
Ingen af os havde nogen kærester i al den tid, vi gik på Granby – Fran, fordi hun ikke var sprunget ud og antog, at hun var den eneste lesbiske i hele New Hampshire, mig, fordi jeg havde en patologisk angst for at blive afvist og ydmyget på et sted, hvor jeg allerede kun hang fast med det yderste af neglene.
Jeg havde brug for at bevare Granby ufordærvet. Indiana var der, hvor der skete dårlige ting, så Granby var nødt til at være et sted, hvor intet kunne såre mig. I det øjeblik mit hjerte blev knust i New Hampshire, ville hele stedet falde fra hinanden.
I mine sommerferier havde jeg et par småkærester. Men ikke på Granby, det blev ikke så meget som til en dans. Fran samlede altid en lille flok til fest, når vi kom tilbage fra sommerferie, en hær af singler, og jeg dukkede op i kjole og gummisko som en ironisk kommentar. Fordi ingen af os havde nogen kærester, havde vi ikke de måneders adskillelse, hvor den anden spiser frokost med sin kæreste.
Når Fran og jeg blev trætte af hinanden, føjede vi bare en ny ven til inderkredsen. Carlotta French, Geoff Richler, en polsk udvekslingselev ved navn Blanka, som sad klistret til vores hofter under hele hendes semester i USA.
Af en eller anden grund begyndte vi at opremse de skolekammerater, der var døde siden dengang. Vi gjorde det ikke med den alvor, det fortjente – men husk på, at vi var fulde, og at det var en del af hele udvekslingen af gamle minder.
Zach Huber, året over os, styrtede ned med en helikopter i Irak. Puja Sharma, som stak af fra Granby et par uger før vores sidste eksamen, døde af en overdosis piller to år senere på sit kollegieværelse. Kellan TenEyck var sidste forår blevet fundet i sin bil på bunden af en sø. Han var fraskilt og alkoholiker og havde helt generelt et forfærdeligt liv. Han havde virket så glad på Granby, så almindelig. Han havde rødt hår, som faldt ind foran ansigtet, når han spillede lacrosse.
Vi havde talt otte døde skolekammerater, da Fran sagde: ”Men tre døde elever på vores sidste år må være en rekord.”
”Undtagen måske under Anden Verdenskrig,” sagde jeg.
Men nej, jeg tænkte på universitetsstuderende. Skoleelever gik ikke i krig. Måske prøvede jeg at skifte emne.
Jeg havde ikke fortalt Fran, at jeg ikke kunne få Thalia ud af hovedet. At det at tale om døde og umyndiggjorte kvinder i Hollywoods barndom hver uge i min podcast, om et system, der smed kvinder ud som gamle kulisser, havde bragt Thalias død op til overfladen i min bevidsthed. Hvordan også hun var blevet reduceret og retoucheret i skolens forsøg på at undgå skandale, og hvordan hendes tragiske død havde gjort hende til offentlig ejendom.
”Vent,” sagde Anne. Hun stod ved vasken, var allerede ved at vaske op. ”Tre døde på hele skolen eller kun fra jeres årgang?”
Kun fra vores årgang, bekræftede vi. ”Der var ikke nogen fra de andre årgange, der døde,” uddybede Fran. ”Tre døde, og de var alle sammen fra vores årgang.”
”Tre ud af hvad, hundrede tyve? Det er jo absurd.”
”To døde sammen,” sagde jeg. ”Kun en måned før vi var færdige. To drenge kørte op til Quebec for at feste og kørte galt på vej tilbage. Og så var der selvfølgelig Thalia Keith et par måneder forinden.”
”Frygteligt,” sukkede Anne. ”Jeg kendte til Thalia, men ikke de andre. Det må have været en ret særpræget afslutning.”
”Dimissionsfesten var mærkelig,” sagde jeg. Og af en eller anden grund fandt Fran og jeg det utrolig morsomt, brød sammen af grin, mens Anne stod og kiggede undrende på os med opvaskebørsten i hånden.
Rebecca Makkai: Må jeg stille dig nogle spørgsmål?
Et medrivende mysterium og en dybfølt undersøgelse af en kvindes opgør med sin fortid.
Bodie Kane er filmprofessor, og hun står bag en succesfuld podcast. Hun prøver at lægge sin fortid bag sig: familietragedien der ødelagde hendes ungdom, hendes fire rædsomme år på en kostskole i New Hampshire og mordet på hendes tidligere værelseskammerat Thalia Keith.
Da hun bliver inviteret tilbage til kostskolen som gæsteunderviser, bliver hun konfronteret med alt det, hun har forsøgt at lægge bag sig. For hvad var det, der skete dengang? Hvilken rolle spillede hun selv? Langsomt samler hun brikkerne på ny, og måske er sandheden ilde hørt?
“Makkais triumf af en roman blander indsigtsfuld historiefortælling med en udforskning af samtykke, kontrol og hukommelse […] kombinerer litterær fiktion med spændingen fra en whodunnit, toppet med alle intrigerne fra de bedste kostskole-dramaer.” — Financial Times (London)
Den anmelderroste og prisbelønnede forfatter Rebecca Makkai er aktuel med ny, medrivende roman om et mordmysterie og en kvindes opgør med sin fortid. Må jeg stille dig nogle spørgsmål? byder på dark academia-vibes i 90’ernes betændte kostskolemiljø. Begynd din læsning her.
Hvad skete der virkelig den nat, hvor Thalia Keith blev myrdet? Filmprofessor og podcaster Bodie Kane vender tilbage til sin gamle kostskole i New Hampshire, hvor hendes værelseskammerat Thalia blev myrdet. Her bliver Bodie tvunget til at se sin fortid i øjnene – og samle brikkerne om Thalias mord på ny.
I lyset af MeToo ser Bodie med nye øjne på 90’ernes kostskolemiljø, der var gennemsyret af ulige magthierarkier, og hun får mistanke om, at den forkerte blev dømt for mordet på Thalia. Bodie retter i stedet blikket mod en anden: en, der var i et usundt forhold til den unge elev.
LÆS OGSÅ: Rebecca Makkai stiller spørgsmålet: Hvor meget kan du stole på dine minder?
Som inspiration til romanen har Rebecca Makkai researchet i virkelige mordsager, hvor unge studerende var afgørende vidner, og hvor social status og de studerendes indbyrdes relationer kan have påvirket vidneudsagnet. Rebecca Makkai kender også til kostskolelivet indefra, da hun selv var kostskoleelev i 90’erne. I dag bor Rebecca Makkai på en kostskole i Vermont, hvor hendes mand underviser.
LÆS OGSÅ: Rebecca Makkai: Vi skal tale mere om AIDS
Ud over Må jeg stille dig nogle spørgsmål? har Rebecca Makkai skrevet romanen Boystown (eng. The Great Believers), der udkom på dansk i 2023. Rebecca Makkai var Pulitzerfinalist for Boytown, og romanen blev rost for sin gribende og tankevækkende fortælling af anmelderne og nomineret til en National Book Award. Læs et uddrag af Må jeg stille dig nogle spørgsmål? af Rebecca Makkai her.
Må jeg stille dig nogle spørgsmål?
af Rebecca Makkai
”Du har hørt om hende,” siger jeg, som en udfordring, en forsikring. Til kvinden på barstolen ved siden af, der har været så letsindig at indlede en samtale, til tandlægen, der er løbet tør for spørgsmål om mine børn og spørger, hvad jeg selv laver for tiden.
Indimellem ved de med det samme, hvem jeg taler om. Indimellem spørger de: ”Var det ikke hende, som ham fyren skjulte i sin kælder?”
Nej! Nej. Det var det ikke.
Var det ikke hende med alle knivstikkene? Nej. Hende, der satte sig ind i en taxa med …? En anden pige. Hende, der tog til en fest, og hvor han brugte en kæp, hende, hvor han brugte en hammer, hende, der hentede ham fra afvænningsklinikken og – nej. Hende, som han havde holdt øje med, når hun løb forbi hver dag? Hende, der begik den fejl at fortælle ham, at hendes menstruation var udeblevet? Hende med onklen? Vent, den anden med onklen?
Nej. Det var hende i svømmebassinet. Hende med alkohol i – med håret rundt om – med fyren, der tilstod, at – nå ja. Ja.
De nikker tilfreds. Tilfreds med hvad?
Kvinden på barstolen ved siden af mig tager sellerien op fra sin bloody mary, gumler den højlydt i sig. Min tandlæge beder mig om at skylle munden. Navnet er lige på tungen, de leder i erindringen. ”Ja, hende har jeg hørt om,” siger de.
”Hende,” for nu er hun ikke andet end en historie. En historie, man har hørt eller ikke hørt, en historie med begrænsede detaljer, en historie, man kan udforske ved at studere geografien og tidslinjerne.
”Hende fra kostskolen!” siger de. ”Nu kan jeg huske det, hende fra videoen. Kendte du hende?”
Det er hende, hvis foto dukker op, hvis man søger på Mord i New Hampshire, sammen med forbryderfotos af de meth-relaterede tragedier fra de senere år. Et af billederne – hvor hun smiler med munden, men ikke med øjnene, hvilket antyder en dybereliggende tristesse – dukker gerne op som clickbait. Det er bare et beskåret foto af tennisholdet fra årbogen, og hvis man kendte Thalia, er det let at se, at hun egentlig ikke var trist, men bare smilede til kameraet, fordi hun blev bedt om det, selv om hun ikke havde lyst.
Det var den historie, der blev fortalt igen og igen.
Det var den med hende, der var ung nok og hvid nok og smuk nok og rig nok til, at folk huskede den.
Det var den, hvor vi alle var unge nok til at tro, at nogen, der var klogere end os, lå inde med alle svarene.
Måske var det den, hvor vi tog fejl.
Måske var det den, hvor vi alle, kollektivt, hver og en af os som vægten af en fjer, tog fejl.
1
Jeg så videoen første gang i 2016. Jeg lå i sengen med min bærbare computer og med hovedtelefoner på, fordi jeg ikke ville have, at Jerome skulle vågne, så jeg blev nødt til at forklare. Mine børn lå og sov på deres værelser længere nede ad gangen. Jeg kunne være gået ind til dem, have lagt en hånd på deres blussende kinder og varme ånde. Jeg kunne have duftet til min datters hår – og måske ville duften af fugtig lavendel og barn have været nok til, at jeg kunne falde i søvn.
Men en ven, jeg ikke havde set i tyve år, havde lige sendt mig linket, så jeg klikkede på det.
Lerner og Loewes Camelot. Jeg var både ansvarlig for scenografi og teknik. Et fikseret kamera, for tæt på orkesteret, for langt fra de unge sangere uden mikrofon, VHS-kvalitet fra 1995, en af eleverne fra fotoholdet bag linsen. Og ja, vi vidste, at vi ikke var fantastiske, men vi var ikke engang halvt så gode, som vi selv troede.
Hvem der end havde lagt filmen på nettet her to årtier efter, hvem der end havde tilføjet en henvisning til det præcise tidspunkt, hvor Thalia Keith træder frem på scenen, havde også vedlagt en liste over alle de medvirkende på og bag scenen. Beth Docherty som en lille Guinevere, Sakina John som en glødende Morgan le Fay med en krone af gyldne spyd over sine cornrows, Mike Stiles smuk og skamfuld som kong Arthur. Mit navn var stavet forkert, men stod der.
Filmen slutter med tæppefaldet, hvor alle skuespillerne går frem for at modtage publikums bifald, og det er også der, hvor Thalia træder tydeligst frem med sine mørke krøller, der skiller sig ud fra den leverpostejsfarvede masse. Derefter kommer næsten alle involverede op på scenen for at synge fødselsdagssang for mrs. Ross, vores instruktør, og trække hende op fra forreste række, hvor hun sad hver aften og tog noter. Hun er så ung, noget jeg slet ikke tænkte over dengang.
Et par af skuespillerne begynder at gå om bag tæppet, vender forvirrede tilbage. Et par orkestermedlemmer hopper op på scenen for at synge, mrs. Ross’ mand rejser sig mellem publikum med en buket blomster i hånden, scenearbejderne kommer ind i sorte bluser og sorte jeans. Jeg er der ikke, jeg blev sikkert siddende oppe i boksen. Det ville ligne mig at undgå opmærksomheden.
Hele den sidste sekvens med fødselsdagssangen varer femoghalvtreds sekunder, men ikke på noget tidspunkt ser man Thalia tydeligt. I kommentarerne har nogen zoomet ind på et stykke grøn kjole i den ene side af rammen, og sammenlignet farven med den kjole, Thalia bar – først tildækket af et slør som Nimue, troldkvinden, the Lady of the Lake, og derefter uden slør, med en enkel hovedbeklædning, som Lady Anne. Men der var flere grønne kjoler. Min veninde Carlotta havde en på. Det er muligt, at Thalia allerede var gået.
Det meste af diskussionen under videoen fokuserer på tidsaspektet. Forestillingen skulle begynde klokken 19, men sandsynligvis kom vi først i gang med vores barmhjertigt forkortede version fem minutter senere. Måske mere. Optagelsen udelod pausen, og der blev spekuleret i, hvor lang pausen i en opførelse af den art kunne være. Afhængig af disse to variabler måtte forestillingen være slut mellem klokken 20.45 og 21.15. Jeg ville have vidst det. Engang havde jeg et ringbind med alle mine udførlige notater. Men ingen bad nogensinde om at se dem.
Retsmedicineren angav tidspunktet for Thalias død til mellem klokken 20.00 og midnat, og det første tidspunkt var fastsat af musicalen – hvilket var årsagen til, at forestillingens sluttidspunkt var blevet emne for uendelig fascination på nettet.
Jeg så det først på YouTube, havde en skrevet i 2015 og linket til en anden video. Se den her video. Den BEVISER, at de sjuskede med efterforskningen. Tidslinjen giver ingen mening.
En anden skrev: En uskyldig i fængsel på grund af racistiske politifolk i lommen på skolens ledelse.
Og derunder: Tag lige sølvpapirshatten af og brug din energi på en sag, der faktisk ER UOPKLARET.
Det minde, som videoen her enogtyve år efter trak frem fra de mørkeste afkroge af min hjerne, var at sidde på biblioteket og slå ordet lusty op i ordbogen sammen med min veninde Fran, der sang med i koret. For at stilne vores fnisen over, at der skulle synges ”The Lusty Month of May”, havde mrs. Ross forklaret, at lusty simpelthen betød stærk eller levende. “I er velkomne til at slå det op.”
Men hvad vidste mrs. Ross om liderlighed og lyst? Det var for de unge, ikke for gifte dramalærere. Men (”Holy moly,” som Fran sikkert ville have sagt, måske havde sagt) der kunne man bare se, ifølge ordbogen betød lusty faktisk stærk eller kraftig, fuld af smag. Vi løb grinende ud fra biblioteket, mens Fran sang om forskellige madretter med en påtaget sexet stemme.
Hvor havde jeg gemt det minde i alle de år?
Første gang jeg så videoen, spolede jeg lidt frem, så egentlig mest bare slutningen. Jeg havde ikke det store behov for at høre syngende teenagestemmer og dårligt stemte instrumenter. Men så gik jeg tilbage – samme nat ved to-tiden, hvor mine melatoninpiller tydeligvis ikke virkede – og så alle de sekvenser, hvori Thalia optrådte. Første akt, scene to var hendes eneste scene som Nimue.
Hun trådte frem på scenen i en tåge af tøris, sang hypnotiserende bag Merlin. Der var noget, der skurrede ved måden, hun hele tiden bevægede blikket væk fra ham på, mens hun sang, skævede til højre, som om hun havde brug for et stikord. Men det kunne ikke være tilfældet, for hun skulle bare synge sin ene, simple sang.
Jeg lænede mig forsigtigt ind over Jerome for at tage hans iPad fra natbordet og fandt videoen igen, zoomede denne gang ind på hendes ansigt, gjorde billedet større, om end ikke mere klart. Det er meget subtilt, men hun ser irriteret ud.
Og så, mens Merlin leverer sin farveltale, tager afsked med Arthur og Camelot, ser hun igen væk, nærmest over skulderen. Hun siger lydløst et eller andet, det er ikke noget, jeg bilder mig ind. Hendes læber åbner og lukker sig, former en V-lyd, da jeg efterligner bevægelsen. Jeg er næsten sikker på, at hun siger ordet hvad. Måske til en af hjælperne bag scenen, en af mine folk, der står og vifter med en glemt rekvisit. Men hvad kunne være så vigtigt i det øjeblik, lige før hun alligevel skulle forlade scenen?
I 2006 var der ingen af kommentarerne til videoen, der omhandlede det. De gik kun op i, hvornår tæppet gik ned, og hvorvidt hun havde været på scenen til allersidst. (Det og så hvor smuk hun var). Tooghalvtreds sekunder, konkluderede man, var tilstrækkelig lang tid til, at Thalia Keith kunne have mødtes med en, der ventede bag scenen, og være gået sammen med den person, uden at andre bemærkede det.
Helt i slutningen af optagelsen: Vores strålende dirigent og musikalske instruktør med butterfly og stadig med dirigentstokken i hånden begynder at sige noget, som ingen lytter til: ”Tusind tak, alle sammen! Når I går …” men så bliver skærmen til flimrende grå streger. Formodentlig noget med, at der vil være hustjek for at se, om alle er der, eller noget med, at man skal huske at tage sit skrald med sig.
Prøv lige at se Guinevere i de sidste to sekunder, lyder en kommentar. Er det en lommelærke? Jeg vil være venner med Guinevere! Jeg trykker på pause, og ganske rigtigt: Beth holder en lille sølvfarvet flaske i vejret som et trofæ, måske i overbevisning om, at hendes venner vil se den, men at lærerne blandt publikum vil være for distraherede til at bemærke den. Eller måske fordi Beth allerede var så snalret, at hun var ligeglad.
En anden kommentar spørger, om nogen kan genkende medlemmer af publikum, idet de profilerer forbi kameraet på vej ud.
I en anden står der: Hvis du har set Datelines program om sagen, så glem alt, hvad de sagde. SÅ mange fejl. Desuden er det THA-, som når man siger ”thanks”, og Lester Holt siger hele tiden THAY-lia.
En svarer: Jeg troede, det var TAHL-ia.
Nej, nej, nej, skriver den foregående. Jeg kendte hendes søster.
En anden kommentar: Det hele er så frygteligt. Efterfulgt af tre græde-emojier og et blåt hjerte.
I ugerne efter drømte jeg ikke om Thalia, der drejer hovedet med læber, der former et spørgende ”hvad”, men om Beth Dochertys lommelærke. I mine drømme var jeg nødt til at finde den for at kunne gemme den igen. Jeg stod med min store ringmappe i hånden. Mine noter var ikke til nogen hjælp.
Dramaholdet havde tigget om den forestilling – havde bragt den op året før, hver gang mrs. Ross var husvagt. Camelot havde været sat op på Broadway i ́93, og selv de af os, der ikke havde set den, havde hørt soundtracket og vidste, at det indebar middelalderlige kavalergange, kys på scenen, fantastiske soloer.
For mig betød det slotsbaggrund, troner, træer på hjul – ikke noget alt for kompliceret, ingen kødædende planter, ingen gammel, åben Ford, der skulle trilles ind på scenen. For fremtidens journalister ville det betyde en uendelig række af nemme metaforer. Kostskolen som kongeriget i skoven, Thalia som troldkvinde, Thalia som prinsesse, Thalia som martyr.
Hvad kunne være mere romantisk? Hvad er mere perfekt end en ung pige, der dør midt i de formative år? Pigen som en blank tavle. Pigen som en spejling af dine lyster, uspoleret af sine egne. Pigen som et offer for forestillingen om pige. Pigen som en række barndomsfotografier, alle mærket med en aura af pige, som vil dø ung, som om tilmed skolefotografen i tredje klasse burde have set det skrevet i hendes ansigt. At det her var en pige, som for altid ville forblive en pige.
Tilskueren, voyeuren, selv gerningsmanden – de går alle fri, når pigen var født død.
På internettet og i tv elsker man den slags.
Og dig, mr. Bloch: Jeg antager, at det også er ret belejligt for dig.
2
Stik imod mine forventninger var jeg i januar 2018 på vej tilbage til skolen i en af de gode, gamle blå taxaer, som havde hentet mig så mange gange, for længe siden, fra Manchester lufthavn. Min chauffør fortalte, at han havde haft ture til Granby hele dagen.
”De havde alle sammen været på ferie et eller andet sted,” sagde han. ”De har været hjemme i ferien,” sagde jeg. Han fnøs, som havde jeg bekræftet hans værste mistanke.
Han spurgte, om jeg underviste på Granby. Et kort sekund var jeg forbavset over, at han ikke anså mig for at være elev. Men så fik jeg øje på mit spejlbillede i hans bakspejl: en nydelig voksen med små rynker ved øjnene.
Jeg sagde nej, ikke rigtig, jeg skulle bare være gæstelærer i to uger. Jeg fortalte ikke, at jeg selv havde gået på Granby, at jeg kendte vejen til skolen som min egen bukselomme. Det forekom mig at bebyrde ham med unødvendig information i en overfladisk samtale. Jeg forklarede ham heller ikke om konceptet mini-mester, for det ville lyde tuttenuttet og bekræfte ham i, at skolen var befolket med forkælede møgunger.
Det var Frans idé at hente mig tilbage. Fran selv havde nærmest aldrig været væk fra skolen; efter universitetet og et kort udlandsophold var hun vendt tilbage for at undervise i historie på Granby. Hendes kone arbejder i administrationen, og de bor på skolen med deres sønner.
Chaufføren hed Lee, og han fortalte mig, at han havde ”transporteret Granby-børnene rundt, siden deres bedsteforældre gik der”.
Han forklarede, at Granby var en skole af den slags, hvor man kun kan komme ind gennem familieforbindelser. Jeg havde lyst til at fortælle ham, at det var helt forkert, men mit lille vindue til at korrigere hans antagelse om, at jeg ikke kendte skolen, var for længst lukket.
Han fortalte mig, at ”de unger roder sig ud i ting, som du slet ikke kan forestille dig”, og spurgte, om jeg havde læst den artikel, der var blevet bragt ”for et par år siden” i Rolling Stone.
Omtalte artikel (”Lev frit eller dø: Druk, dødelige stoffer og drukning på en elitær kostskole i New Hampshire”) blev trykt i 1996, og ja, vi havde alle læst den.
Vi e-mailede hinanden om den fra vores kollegieværelser, rasende over dens fejl og fordomme – ligesom vi alle sendte hinanden beskeder ni år senere, da Dateline rippede op i det hele igen.
”De fører slet ikke opsyn med de unger,” sagde Lee. ”Det eneste, jeg er glad for, er, at de har en regel om ikke at bruge Uber.”
”Det er pudsigt, for jeg har hørt det modsatte. Om opsynet, altså.”
”Ja, men så lyver de. De siger sikkert hvad som helst for at få dig til at komme og undervise.”
Jeg havde kun været tilbage på Granby tre gange i de næsten treogtyve år, der var gået, siden jeg selv blev færdig på skolen. Der var en genforening for gamle elever, mens jeg boede i New York, men jeg blev kun en time. Jeg kom tilbage til Fran og Annes bryllup i Det Gamle Kapel i 2008. I juli 2013 var jeg i Vermont et par dage og besøgte Fran for at se hendes første barn. Det var det. Jeg havde undgået vores ti-, femten- og tyveårsjubilæum, havde ignoreret alle alumnesammenkomster i Los Angeles.
Det var først, da Camelot-videoen dukkede op til overfladen, og Fran trak mig ind i en efterfølgende gruppechat, der udviklede sig til dramaminder, at jeg begyndte at få oprigtig nostalgiske følelser for stedet. Jeg havde tænkt mig at vente til 2020, til en sammenkomst med min gamle klasse – vores femogtyveårsjubilæum foruden skolens to hundrede-års jubilæum. Men så kom den her invitation.
Det var også belejligt, at Yahav, den mand, jeg havde haft en længerevarende, desperat langdistanceaffære med, kun befandt sig to timer væk i Boston, hvor han underviste i jura på universitetet. Yahav havde en israelsk accent og var høj og klog og neurotisk. Vores forhold var ikke af en natur, hvor jeg bare kunne tage en flyver og komme og besøge ham. Men jeg kunne jo befinde mig i nabolaget.
Desuden var jeg nysgerrig efter at vide, om jeg kunne gøre det – om jeg på trods af min nervøsitet, min næsten teenageagtige panik, var parat til at måle mig med den pige, der havde sløset sig gennem tiden på Granby. I Los Angeles vidste jeg, at jeg i teorien var succesfuld – universitetslektor med en populær podcast, en kvinde, der kunne tilberede et måltid med økologiske ingredienser og få sine børn i skole relativt velklædte – men i min hverdag mærkede jeg faktisk ikke, hvor langt jeg var kommet. Jeg vidste til gengæld, at det ville ramme mig hårdt, når jeg kom tilbage til Granby.
Så der var pengene og manden og mit ego og – under det hele, som en tone, der var for lav til, at man egentlig kunne høre den – var der Thalia og den omstændighed, at jeg havde følt mig lidt ved siden af mig selv, lige siden jeg havde set videoen.
I hvert fald: De havde spurgt, jeg havde sagt ja, og her sad jeg på bagsædet af en taxa og lod Lee køre mig til skolen med en fart på tyve kilometer over fartgrænsen.
”Hvad skal du så lære dem, noget Shakespeare?”
Jeg forklarede, at jeg skulle undervise i to kurser: et om at lave podcasts, et om film.
”Film!” sagde han. ”Skal de se film eller skal de lave dem?”
Jeg fornemmede, at der ikke var noget svar, som ikke ville få Lee til at synes mindre om mig eller skolen. Jeg sagde: ”Filmens historie,” hvilket både var korrekt og ikke fyldestgørende. Jeg tilføjede, at indtil for nylig have jeg undervist i filmvidenskab på University of California i Los Angeles, hvilket havde den ønskede effekt – jeg havde benyttet samme trick tidligere – nemlig at dirigere ham direkte ind på Bruins, universitetets fodboldhold.
Nu kunne jeg nøjes med at brumme indimellem, mens han fablede løs. Der var kun tyve minutter tilbage af turen, og der var ikke den store risiko for, at han ville stille mig spørgsmål om podcasts eller mansplaine Quentin Tarantino.
Skolen havde inviteret mig til at afholde filmkurset, og jeg havde selv foreslået at supplere med yderligere et kursus, fordi det ville betyde dobbelt aflønning – men også fordi jeg aldrig har været god til at sidde stille, og hvis jeg skulle forlade mine børn og tage ud i skoven i to uger, ville jeg foretrække at have travlt. Behovet for konstant at være i gang med noget er både et symptom på en velfungerende angst og nøglen til min succes.
Min daværende postcast hed Starlet Fever, en serie programmer om kvinder i film – mere specifikt hvordan branchen fortærede dem og spyttede dem ud bagefter. Den gik så godt, som en podcast overhovedet kunne, lå indimellem nummer et på diverse målinger. Der var lidt penge i det, og fra tid til anden var der endda en berømthed, der nævnte podcasten i et interview.
Min medvært, Lance, havde kunnet droppe sit job som landskabsarkitekt, jeg havde kunnet skrue ned for de administrative krummer, universitetet kastede til mig, og et par litterære agenter havde tilbudt at repræsentere os, hvis vi overvejede at skrive en bog sammen. Vi var dybt begravet i forberedelserne til den kommende sæson, med Rita Hayworth som midtpunkt, men jeg kunne lave min research hvor som helst.
Vi fulgte en anden blå taxa ned ad Route 9, og der sad to børn bagi. Lee sagde: ”Se, der er et par af dine elever. Ingen af de unger kommer her fra egnen. Nogle af dem kommer endda fra andre lande. I morges kørte jeg med to piger, der lige var kommet tilbage fra Kina, og de sagde ikke et ord. Hvordan kan de gå i skole her, hvis de ikke taler engelsk?”
Jeg foregav at modtage et opkald, før racismen fik lov at folde sig helt ud.
”Gary!” sagde jeg til ingen i min telefon, og så brød jeg ud i en række ja-ja og okay i omkring ti minutter, mens de frostdækkede træer susede forbi. Men uden distraktionen fra Lee fik den nervøsitet, som jeg hidtil havde ignoreret, desværre frit løb, følelsen af, at skovene omkring skolen opslugte mig, fik frit løb. Der var den lille, hvide kirke, som jeg altid tog som et tegn på, at jeg ville være fremme om lidt. Her drejede vi ned ad den smallere vej, et sving, som jeg mærkede dybt inde i min muskelhukommelse.
Som om svinget havde bragt det op til overfladen, dukkede de alt for lange denimshorts og den stribede top, jeg havde haft på, da jeg første gang besøgte Granby i 1991, frem for mit indre blik. Jeg huskede, at jeg spekulerede på, hvorvidt børn i New Hampshire talte med dialekt, uden at vide, hvor få af mine nye klassekammerater der ville være fra New Hampshire. Jeg afholdt mig fra at fortælle det her til Lee eller at sige det ind i min telefon.
Familien Robeson, som jeg boede hos, havde kørt mig det meste af vejen fra Indiana på en enkelt dag, og da vi vågnede næste morgen, var der kun en time mere at køre. Med nedrullede bagsæderuder mærkede jeg vinden mod mit ansigt, mens jeg betragtede det bølgende, billedskønne landskab og skovpartier med træer så store, at man ikke engang kunne se ind mellem træerne, de var som grønne mure. Der lugtede af gødning overalt, hvilket jeg var vant til, og så pludselig af fyrretræer.
Jeg sagde: ”Her lugter af rengøringsmiddel!” Familien Robeson reagerede, som om jeg var et lille barn, der havde sagt noget pudsigt. ”Af rengøringsmiddel!” gentog Severn Robeson og klappede muntert på rattet.
Den første dag på skolen kunne jeg slet ikke fatte de omgivende skoves storhed, hvordan jorden på en eller anden måde også var skov – klipper og rødder og grannåle og mos. Man var nødt til hele tiden at holde øje med, hvor man gik. De eneste skovpartier, jeg kendte fra Indiana, lå mellem rækkehusene eller bag tankstationer. Små lunde, man kunne gå igennem på ingen tid. Der lå cigaretskod, gamle sodavandsdåser. Når jeg havde hørt eventyr som barn, var det den slags skove, jeg havde forestillet mig. Men nu gav historierne om ældgamle skove, vildfarne børn, skjulte huler, pludselig mening. Det her var en skov.
Uden for Lees taxa: Granbys postkontor, og hvad der engang havde været videobutikken. Cirkle K-tanken lå der stadig, men det var svært at blive nostalgisk over en tankstation. Her var vejen til skolen, og her var der en bølge af adrenalin. Jeg afsluttede min fiktive telefonsamtale, ønskede Gary en god dag.
Da alle bladene faldt den første november på skolen, regnede jeg med at se huse og bygninger, som hele tiden havde ligget og ventet bag træerne. Men nej. Bag de nøgne grene var der flere nøgne grene. Bag dem endnu flere.
Om aftenen var der ugler. Hvis skraldecontainerne ikke havde været lukket ordentligt, kom bjørne og tog hele affaldssække, trak dem hen over skolens område for at åbne dem som gaver.
Bilen foran os valgte vejen mod drengenes afdeling, men Lee tog den lange vej rundt om bygningerne, så han kunne vise mig stedet, og jeg kunne ikke gøre andet end at lytte høfligt.
”Jeg sætter dig af i den øverste del af skolens område, over floden, med de fine, nye bygninger. Men hernede er det den gamle del af skolen, der går tilbage til syttenhundrede-et-eller-andet.”
Omkring 1820, men jeg rettede ham ikke. Det var midt på eftermiddagen, og et par elever kom trissende ud fra hovedbygningen og hen over den store plads foran, skuttede sig i kulden.
Lee udpegede den originale undervisningsbygning, de sovesale, hvor unge bondedrenge lå og frøs, de små huse, hvor datidens ugifte lærere henslæbte livet i ensomhed, Det Gamle Kapel og Det Nye Kapel (ingen af dem fungerede som kapeller længere, de var begge oldgamle) og rektors hus. Han pegede på bronzestatuen af Samuel Granby og sagde uden belæg: ”Det er ham, der grundlagde skolen med kun et klasseværelse.”
Mens jeg var elev her, kunne jeg ikke gå forbi Samuel Granby uden af gnide hans ene fod, en tradition, jeg var alene om. Jeg kunne heller ikke gå forbi en mønttelefon uden at vende telefonrøret om. Det forekom mig dengang ufatteligt morsomt og rebelsk, tro det eller lad være.
Da Lee endelig kørte i en stor cirkel mod den administrative del af skolen og standsede bilen, åbnede jeg døren til en mur af kulde. Jeg betalte ham, og han sagde, at jeg skulle holde mig varm, som om der var tale om et valg – som om det ikke var midt om vinteren, hvor alt var dækket af is og salt. Ved synet af bygningerne, der ikke havde forandret sig, den tynde bjergkam af White Mountain, som rejste sig over trætoppene mod øst, var det nemt at forestille sig, at stedet var frosset i tiden.
Fran havde tilbudt mig at sove på sofaen, men måden, hun havde sagt det på – ”Altså, der er jo hunden, og Jacob larmer altid, og Max sover ikke igennem endnu” – fik mig til at tænke, at det mere var af høflighed end en egentlig invitation. Så jeg havde valgt at bo i en af de to gæstelejligheder, der lå lige over kløften i et lille hus, der engang havde tjent som skolens regnskabskontor. Der var et soveværelse og et badeværelse på hver etage, foruden et køkken nedenunder til deling. Der lugtede af klor i hele huset.
Jeg pakkede ud, overvejede bekymret, om jeg havde taget nok varme sweatre med, og tænkte, af alle ting, på skolens mønttelefoner. Kan du se mig (huske mig), femten, seksten år, klædt helt i sort, selv når jeg ikke var bag scenen, Doc Martens repareret med gaffa, det mørke, pjuskede hår indrammede mit runde ansigt, der lignede en kålhoveddukkes; kan du se mig, klædt i flannel, tyk eyeliner rundt om øjnene, gå forbi en mønttelefon og – uden at kigge – tage røret, vende det om og hænge det tilbage den forkerte vej.
Det var dog kun i begyndelsen, allerede året efter kunne jeg ikke gå forbi en mønttelefon uden at tage røret, trykke et enkelt tal og lytte – for der var mindst en telefon, hvor man, hvis man gjorde det, kunne høre en anden samtale over telefonnettet.
Jeg opdagede det, da jeg begyndte at ringe til mit hus fra mønttelefonen i idrætshallen for at spørge, om jeg måtte komme lidt for sent til lukketid kl. 22, men efter jeg trykkede på den første tast, hørte jeg en drengestemme, dæmpet, fjern, der beklagede sig over terminsprøverne til sin mor. Hun spurgte, om han havde fået sine allergiindsprøjtninger. Han lød klynkende og fuld af hjemve og omkring tolv år gammel, og det tog mig lidt tid at genkende hans stemme.
Det var Tom Busse, en hockeyspiller, der havde akne, men også en smuk kæreste. Han måtte tale i mønttelefonen i sit eget hus på den anden side af kløften.
Jeg forstod ikke, hvilke elektroniske forviklinger i telekommunikationen, der kunne give mulighed for sådan noget, og da jeg engang fortalte min mand historien, rystede han på hovedet og sagde: ”Det kan ikke lade sig gøre.” Jeg spurgte, om han beskyldte mig for at lyve, eller om han troede, jeg havde hørt stemmer. ”Jeg siger bare,” svarede Jerome i et afslappet toneleje, ”at det ikke kan lade sig gøre.”
Jeg stod som lammet i idrætshallens lobby uden at ville gå glip af et ord. Men til sidst var jeg nødt til det; jeg ringede til mit hus og tiggede husvagten om ti minutter mere til at løbe tværs gennem skolens område og hente den historiebog, jeg havde glemt i hovedbygningen. Nej, sagde hun, det kunne jeg ikke nå.
Jeg havde tre minutter til lukketid. Jeg lagde røret på, løftede det igen, trykkede på en tast. Og der var Tim Busses stemme igen. Det var ren magi. Han fortalte sin mor, at han var dumpet i fysik. Jeg var forbavset. Og nu kendte jeg hans hemmelighed. En hemmelig hemmelighed, som han ikke havde haft til hensigt at dele med nogen på skolen.
Jeg blev lidt forelsket i Tim Busse efter det, selv om jeg aldrig tidligere havde skænket ham en tanke.
I de følgende måneder prøvede jeg alle mønttelefoner på skolen, men det var kun den i hallen, der krydsede linjerne, og kun hvis nogen tilfældigvis talte i telefon (måske en bestemt telefon) i Barton Hall.
Det meste af det, jeg overhørte, var utydelig mumlen. Engang hørte jeg nogen bestille pizza. Nogle gange talte folk koreansk eller spansk eller tysk. Engang hørte jeg ”Rhapsody in Blue”, som var United Airlines’ ventemelodi.
Indimellem hørte jeg noget interessant, informationer, som jeg holdt tæt ind til kroppen. Jeg vidste, at nogen – jeg fandt aldrig ud af hvem – ville komme hjem til påske, men nægtede at tage til hen til tante Ellen. Jeg opdagede, at en anden savnede sin kæreste, nej, virkelig savnede hende, virkelig, og nej, han havde ikke fundet en anden, han elskede hende, hvorfor var hun sådan, hold op med at være sådan, vidste hun ikke, at han savnede hende?
Vi får tildelt så få superkræfter i livet. Det her var en af mine. Jeg kunne gå ned ad gangen med en viden, som ingen af drengene fra Barton Hall nogensinde ville have fortalt mig. Jeg vidste, at Jorge Cardenas ikke tillod sig selv at drikke, når han var ked af det, for det var sådan, alkoholisme begyndte, og han ville ikke ende som sin far.
Det ville have været belejligt, hvis jeg havde løftet røret en dag og hørt noget vigtigt, noget afgørende eller afslørende. Hørt nogen true Thalia, for eksempel. Eller hørt noget om dig.
Men det var faktisk bare en del af en mere udbredt vane, jeg havde: Jeg samlede på informationer om mine skolekammerater, ligesom nogle samler på gamle aviser. Jeg håbede, at det ville hjælpe mig med at blive mere som dem, og mindre som mig selv – mindre fattig, mindre dum, mindre provinsiel, mindre sårbar.
Hver sommer tog jeg min årbog med hjem og markerede hver elevs billede med en særlig kode af farvede tegn: hvorvidt jeg kendte vedkommende, betragtede vedkommende som en ven, var forelsket i vedkommende.
Indimellem, nedsunket i sommerens isolation, fandt jeg andres familiemedlemmer i skolens bestyrelse og lærte deres forældres fornavne udenad med det ene formål at løfte mig selv, bare et kort øjeblik, ud af det værelse, jeg hadede, i et hus, der ikke engang var mit eget i en by, hvor jeg ikke længere kendte nogen.
Det gør mig ikke speciel, og det vidste jeg også godt dengang. Jeg siger det kun som en form for forklaring – jeg gik op i detaljer. Ikke fordi det var noget, jeg kunne kontrollere, men fordi det var noget, jeg kunne eje.
Og der var så lidt, der var mit.
3
Fran og Anne havde inviteret mig til en sen middag, så jeg tog de vinterstøvler på, jeg havde købt til turen, og gik i retning af Sydbroen mod den nedre del af skolens område. Det var minus tolv grader udenfor, og sneen var hård nok til, at man kunne gå uden at synke ned. Jeg spekulerede på, om jeg ville møde nogen, jeg kendte, men jeg lod til at være den eneste levende udenfor.
De få gange, jeg havde været tilbage tidligere, havde jeg kun været på en begrænset del af skolens område. Jeg havde ikke krydset nogen af broerne, havde ikke været inde i nogen af undervisningsbygningerne.
Dimensionerne virkede forkerte nu; min erindring og mine hyppige drømme om Granby havde lige så stille flyttet rundt på tingene. Statuen af Samuel Granby var på en eller anden måde blevet flyttet et godt stykke op ad bakken, for eksempel. Jeg passerede den nu, rørte hans fod med min vante for gammelt venskabs skyld.
Samme efterår, lige efter jeg havde takket ja til invitationen om at undervise, vågnede jeg med billedet af byens hovedgade, den med alle butikkerne, i tankerne, men jeg kunne ikke huske dens navn, så jeg googlede Granby kort.
Foruden svaret på mit spørgsmål (Crown Street!) fandt jeg detaljerede kort over skolens område, som det så ud i marts 1995. Kort, som folk havde markeret med prikkede linjer, der repræsenterede deres teorier, ruter gennem skoven. Jeg vidste, at mordet på Thalia havde fyldt meget i offentligheden, men jeg havde ikke kendt omfanget af tid og interesse, folk havde lagt i det.
At dykke ned i nettets kaninhuller var ikke godt for mit mentale helbred. (Aftenen efter jeg havde set Camelot-videoen, blev jeg længe oppe og googlede gamle klassekammerater og lærere fra Granby, og jeg googlede drukning, og jeg genså dele af Datelines program om mordet. Til sidst vågnede Jerome og så mine øjne og bad mig om at holde op, foreslog, at jeg tog en sovepille og sov længe dagen efter).
Derfor gav jeg kun mig selv lov til at bruge en time på at stirre på kortene og læse, hvad folk havde skrevet.
Udtrykket kaninhul får os til at tænke på Alice, der falder ned i hullet, men jeg opfatter det mere som et egentligt kaninbo med endeløse, snoede gange og forgreninger og den deraf følgende klaustrofobi.
Det var utroligt at opdage, hvor optagede af sagen folk var. For dem var Thalia blot et ansigt fra et par fotos, der blev flittigt delt: et kort skitseret liv, frem for en pige, der duftede af parfumen Sunflowers, og hvis latter lød som hikke, og som kastede sig ned i sin seng som en håndgranat.
Men jeg må indrømme, at jeg også selv har også været optaget af mennesker, jeg aldrig har mødt.
Jeg er optaget af Judy Garland og Natalie Wood og the Black Dahlia. Jeg er optaget af den lacrosse-spiller på universitetet i Virginia, der blev myrdet af sin ekskæreste, og af den pige, hvis kæreste angiveligt ikke var på arbejde i Pearle Vision den dag, og af den unge pige, der blev myrdet i sin kærestes baghave i Shaker Heights, mens alle lå og sov, og af stakkels Martha Moxley, og af kvinden i hotelelevatoren, og af den eneste sorte kvinde til den vinaften for hvide veninder, død på græsplænen, og af kvinden, der blev skudt gennem badeværelsesdøren af hendes berømte kæreste, der hævdede, at han troede, hun var en indbrudstyv.
Jeg har holdninger til deres død, som jeg ikke har grundlag for at have. Samtidig er jeg beklemt ved tanken om, at de er blevet offentlig ejendom, udsat for vores kollektive forestillinger. Jeg er beskæmmet over det faktum, at de kvinder, hvis død optager mig, primært er smukke og klarede sig godt. At de fleste var unge, som vi foretrækker vores offerlam. At jeg ikke er alene med min interesse for deres død.
Fran og Annes samlede anciennitet på Granby betød, at de var blevet opgraderet fra lejlighed til et hus, et af de tre gamle huse nede ved hovedindgangen. Jeg havde det dårligt med at ringe på tomhændet – jeg havde glemt at få taxaen til at standse ved en vinbutik – men det var deres søn Jacob, der åbnede døren og lukkede deres golden retriever ud for at snuse til mine lår og savle på mine jeans.
Jeg håber, du kan huske Fran, for det har hun fortjent. Fran Hoffnung – selv om det nu er Hoffbart, eftersom hun og hendes kone har kombineret deres to efternavne.
I det mindste husker du resten af familien Hoffnung: Deb Hoffnung underviste i engelsk, Sam Hoffnung underviste i matematik, og Fran og hendes tre ældre søstre voksede op i lejligheden i forhuset til pigehuset Singer-Baird med det pudsige skrå tag.
Hun var den højrøstede pige, der var konferencier ved Lip Sync-showet, hende, hvis hår altid var lyserødt eller lilla. Nu er det brunt med grå stænk, men på en eller anden måde alligevel lige så cool, som det lyserøde engang var.
Deres juletræ stod stadig fremme, og efter jeg havde givet hans mødre et knus hver, trak Jacob mig hen for at beundre det – store, gammeldags julekugler og udvalgt julepynt fra Frans og Annes egen barndom: et Nuser-hundehus, en lille sølvkop med Annes navn, en broderet ugle. En nyere tilføjelse i form af en anime-figur med blondekrave.
Jacob, som jeg havde mødt som et rødkindet kolikbarn, var næsten fem år nu og havde en lillebror, som jeg kun havde set på FaceTime, en toårig, som hele tiden kom hen for at køre sit modeltog op ad mit ben, indtil Anne bestak begge drenge med en tegnefilm på iPad’en.
Anne havde lavet vegetartacos til os. Jeg spiste mere, end jeg normalt ville, fordi Fran altid var bekymret for, om jeg fik nok at spise.
Fran lavede et par margaritas, og vi lyttede til Bob Marley, hvilket ikke passede til maden, men trods alt kom fra et varmt sted. Fran vendte hele tiden tilbage til det faktum, at jeg var kommet fra Los Angeles, netop som det var blevet rigtig koldt. ”Du må hade mig,” sagde hun. ”Jeg er skurken.”
”En frossen skurk,” sagde jeg. ”En lille skøjtende skurk.”
Anne spurgte, om jeg havde brug for et par varme sokker, flere tæpper, mere af hvad som helst.
”Måske et par sweatre?” sagde jeg. ”Jeg havde glemt, hvor koldt det bliver indenfor.”
Anne rejste sig fra bordet og kom tilbage med en stor mulepose fuld af sweatre og sweatshirts og et par pyjamasbukser i Granbys farver, grøn og guld.
Fran havde selv fri i den periode, mini-mesteret, hvor jeg skulle undervise. Hun havde afholdt et kursus i Vietnamkrigen tre år i træk, og nu var det hendes tur til ”professionel udvikling”, hvilket betød at læse bøger og blive ajour med e-mailkorrespondancer og drikke sammen med mig.
”Vi behøver ikke hænge ud hver aften,” sagde hun, ”men hvis ikke du kommer herned, vil jeg antage, at du ligger oppe i gæstelejligheden og ser trist heteroporno og tænker på arbejde.”
Fran var husvagt hver onsdag, men ”alle andre aftener,” sagde hun, ”der skal vi party like it’s 1995.”
”Med Pisang Ambon og Buggles?”
”Jeg tænkte mere ungdomsblade og lyse øl.”
”Jeg skal jo rette opgaver,” sagde jeg, men Fran vidste, at hun ikke behøvede at overtale mig.
”Hver anden aften, mindst. Og på fredag er der fest, hvor du er nødt til at komme. Alle vil så gerne møde dig. Vi kalder den Midi-Mini, fordi, du ved, det er halvvejs gennem mini-mesteret.”
”Vi har svært ved at modstå ordspil, som du kan høre,” sagde Anne.
Anne havde langt, lyst, krøllet hår, og var bygget som en langdistanceløber, hvilket fik Fran til at fremstå temmelig lavstammet ved siden af. Anne trænede terrænløb om efteråret og baneløb om foråret og var overordnet set den perfekte kombination af publikum, ægtefælle og manager for Fran.
Hvis man havde brug for en idé til en fest, ville Fran have tyve parat. Hvis man havde brug for nogen til at bestille pizzaerne, købe isterninger og rydde op i stuen, mens Fran forberedte playlisten, var det Anne.
De havde mødt hinanden her på Granby, hvor Anne blev ansat i administrationen, mens Fran var ude at nyde sit korte liv uden for kostskoleverdenen. Da Fran kom tilbage, blev de venner og modstod alles bestræbelser på at føre dem sammen, brokkede sig i fællesskab over, hvor svært det var at møde nogen. Så kørte de sammen ned til Boston en forlænget weekend og kom tilbage som forelsket par.
Og nu var det Anne, der gennede drengene i seng, fortalte dem, at de godt måtte droppe badet, hvis de var stille, mens Fran lænede sig ind over bordet og hviskede, som om vi kun havde ventet på, at hendes kone skulle forlade rummet: ”Fortæl mig alt.”
Hun mente alt om Jerome, for i vores e-mailkorrespondance for et par uger siden havde jeg skrevet, at Jerome var flyttet ind i huset ved siden af. Og nu ville Fran gerne have hele historien, foruden en forklaring på, hvorfor jeg ikke havde fortalt hende den allerede.
”Vi er stadig gift,” sagde jeg. ”Det er bare ikke, som vores bedsteforældre ville definere et ægteskab.”
Det skete så gradvist, at det ikke virkede som noget, man ville annoncere på de sociale medier, skrive til gamle venner.
”Vi havde en svær periode,” sagde jeg og udelod, at det var to år siden, da børnene var fem og tre, og at deres konstante og krævende tilstedeværelse var en del af det.
Vi nåede til det punkt, hvor alt, hvad jeg sagde til Jerome, var det forkerte, kom ud i et forkert toneleje. Alt, hvad han sagde til mig, var værre. Vi var langsomt blevet allergiske over for hinanden og måtte efterhånden erkende, at vi hver især var lænket til en person, der ikke kunne udstå synet af den anden.
”Og lige omkring det tidspunkt,” fortalte jeg til gengæld, ”kom Jeromes mor på hospice. Hun havde boet i den anden halvdel af vores dobbelthus, så han flyttede derind.”
Han er maler, og beslutningen var delvist af praktisk karakter: Han kunne bruge det andet soveværelse som atelier og droppe det atelier, han lejede ude i byen. Vi kunne blive ved med at være gift, bevare den ene adresse af skattehensyn og fordi det var nemmere – og helt ærligt, fordi vi var dovne.
Børnene kunne gå frem og tilbage, forestillede vi os, men faktisk var det Jerome, der endte med at gå frem og tilbage, og for eksempel sov han nu, mens jeg var på Granby, i min seng, vores gamle seng, som han i øvrigt også indimellem sov i sammen med mig, fordi han var god til sex, og nu, hvor vi ikke gik op og ned ad hinanden hver dag, hadede vi ikke længere hinanden.
Jeg var faktisk utrolig glad for ham: taknemmelig, når han tog sig af børnene, nostalgisk, når vi sov sammen, morede mig over hans noget rodede privatliv og var lige dele smigret og frastødt og besidderisk, når han kom til mig for at få råd om sit kærlighedsliv. Alle dem, han datede, fandt jeg på grænsen til vanvittige, men jeg kunne ikke helt afgøre, om det havde med mig eller ham at gøre.
Fran sagde: ”Du ved, at jeg elsker din evne til aldrig at opgive andre mennesker, men det er alligevel lidt morsomt, at han stadig bor i dit hus, efter I er gået fra hinanden.”
”Han bor altså ved siden af.”
”Så det korte af det lange er,” sagde hun, ”at du er single?”
”Dybest set. Gift, men single.”
”Hvem skulle have troet, at mit ægteskab ville være mere traditionelt end dit?”
Jeg havde ikke fortalt hende om Yahav, måske fordi det var så skrøbeligt. Yahav var flyvsk og uforudsigelig, en smuk israelsk kanin, der lige så godt kunne komme kørende direkte hertil om et øjeblik, som han kunne forsvinde i skovene for altid. Jeg havde sendt ham en besked fra lufthavnen samme eftermiddag: Som varslet har jeg invaderet New England. Han sendte kun et udråbstegn tilbage.
Jeg havde endnu ikke været sammen med Yahav, da Jerome og jeg gik fra hinanden, men hans venskab dengang havde været en lun påmindelse om, at ikke alle var trætte af mig, ikke alle bebrejdede mig alting. Yahav havde enorme, varme hænder. Han havde så mørke skægstubbe, at de absorberede hans kinder og hals, mere mørke end lys, mere aftenhimmel end stjerner.
Anne kom tilbage, og vi lavede nye drinks, og aftenen blev til en art retrospektiv sladdercentral. (Og kan du så huske Dani Michalek? Kan du huske, at hun prøvede selv at lave hul i næsen, og der gik betændelse i det? Nå ja, hun var nødt til at tage hjem en hel måned. Vi var fysikmakkere, og jeg lavede intet. Hun hadede mig. Også mig. Hvad blev der af hende? Har jeg ikke fortalt det? Hun er blevet præst!).
Annes opmuntrende latter og forvirrede spørgsmål ansporede os. Hvis ikke hun havde været der, havde vi måske sagt ”Kan du huske Kurt-alteret?” og ladet det være ved det.
Men med Anne ved vores side endte vi med for hendes skyld (og egentlig også vores egen) at give en udførlig beskrivelse af det alter, vi havde bygget til Kurt Cobain ude i skoven i vores næstsidste år på skolen, og som vi passede, fra han tog en overdosis og blev indlagt (tidligt i marts, hvor vi havde tykke vanter på, da vi satte fotos fra blade fast til et frosset træ), og til han begik selvmord i april. På det tidspunkt havde andre opdaget alteret, og dagen efter hans lig blev fundet, fandt Fran og jeg breve og flere udklip og en hjerteformet ballon, og hvad der lignede en corsage fra forårsfesten fastgjort til træet.
”Vi var så forelskede i ham,” sagde jeg, og så slog det mig, at Fran sikkert ikke havde været det. ”Eller jeg var.”
”Åh, jeg elskede ham,” sagde Fran. Hun var mere beruset end mig. ”Men jeg var forelsket i Courtney. Kurt var mit skalkeskjul.”
Desserten bestod af karamelliserede bananer med vaniljeis – Anne var stadig ædru nok til at betjene en pande og ignorere vores opfordringer til, at hun flamberede bananerne – og jo mere vi gik ind i indviede detaljer, og jo mere opgivende, men tålmodig Anne var, des sjovere blev det hele.
Jeg var altid mit sjoveste jeg, når jeg var sammen med Fran, eller hun fandt mig i det mindste morsom. Vi havde historie sammen det første år på skolen, og først talte vi ikke sammen, vi lod os bare dumpe ned bag to tilstødende borde de fleste dage ud af ren pladsinerti.
Jeg traskede gennem september uden rigtig at have nogen venner, indtog mine måltider i et hjørne for enden af et langt bord med andre elever fra min årgang, så dem flytte til andre borde i takt med, at de fandt en vennegruppe, vel vidende, at jeg snart ville være alene tilbage.
Der var en dreng, der hed Benjamin Scott, som tidligt blev anerkendt som årgangens geni – en høj, lyshåret fyr, der, at dømme efter hvordan han refererede til bøger, ingen af os kendte, lod til at være ankommet til Granby med et par ph.d.’er i rygsækken.
Nogen i klassen må for sjov have sagt noget med at slå Benjamin ihjel, eller at Benjamin var døende, for i hvert fald kom jeg til at hviske for mig selv: ”Hvis du dør, må jeg så få dine karakterer?”
Fran var den eneste, der havde hørt det. Hun fnisede og så sig omkring og sagde højt: ”Ja, Benji, hvis du dør, må jeg så få dine karakterer?” Og (et mirakel!) hele klassen brød sammen af grin. Selv Benjamin Scott lo fåret.
Da timen var forbi, løb Fran op på siden af mig på gangen. ”Du må ikke være sur på mig,” sagde hun. ”Men det var for god en kommentar til, at jeg kunne lade den gå til spilde.”
Fra da af sikrede jeg mig, at Fran kunne høre mine sidebemærkninger, alt det, jeg normalt ikke ville have sagt højt. Hun kopierede mig aldrig igen, men hun var ofte nødt til at bryde ud i hoste for at camouflere sin latter. Fordi Fran havde gjort krav på klasseværelsets eneste venstrehåndsbord, stod vores borde helt tæt op mod hinanden, og vi behøvede ikke sende små sedler, kunne bare skrive i margen af vores bøger.
Hvor kommer du egentlig fra? skrev hun engang, og jeg skrev West Bumblefuck, hvilket var originalt nok dengang til at være ret sjovt. Ingen havde nogensinde opfattet mig som specielt underholdende før. Det var en berusende fornemmelse.
Fran spiste frokost i en anden bygning end mig og boede hos sine forældre og ikke på kostskolen, hun spillede hockey, og jeg var roer, så det varede lidt, før vi blev venner uden for klasseværelset. Men da vi endelig blev det, føltes det helt naturligt. Vi kunne allerede læse hinandens knudrede håndskrift. Hun begyndte at komme hen på mit værelse for at studere historie før terminsprøverne, og siden til andre eksaminer. Og så skældte hun mig ud, fordi jeg ikke vidste, hvem the Pixies var, og derefter var vi bedste veninder.
Ingen af os havde nogen kærester i al den tid, vi gik på Granby – Fran, fordi hun ikke var sprunget ud og antog, at hun var den eneste lesbiske i hele New Hampshire, mig, fordi jeg havde en patologisk angst for at blive afvist og ydmyget på et sted, hvor jeg allerede kun hang fast med det yderste af neglene.
Jeg havde brug for at bevare Granby ufordærvet. Indiana var der, hvor der skete dårlige ting, så Granby var nødt til at være et sted, hvor intet kunne såre mig. I det øjeblik mit hjerte blev knust i New Hampshire, ville hele stedet falde fra hinanden.
I mine sommerferier havde jeg et par småkærester. Men ikke på Granby, det blev ikke så meget som til en dans. Fran samlede altid en lille flok til fest, når vi kom tilbage fra sommerferie, en hær af singler, og jeg dukkede op i kjole og gummisko som en ironisk kommentar. Fordi ingen af os havde nogen kærester, havde vi ikke de måneders adskillelse, hvor den anden spiser frokost med sin kæreste.
Når Fran og jeg blev trætte af hinanden, føjede vi bare en ny ven til inderkredsen. Carlotta French, Geoff Richler, en polsk udvekslingselev ved navn Blanka, som sad klistret til vores hofter under hele hendes semester i USA.
Af en eller anden grund begyndte vi at opremse de skolekammerater, der var døde siden dengang. Vi gjorde det ikke med den alvor, det fortjente – men husk på, at vi var fulde, og at det var en del af hele udvekslingen af gamle minder.
Zach Huber, året over os, styrtede ned med en helikopter i Irak. Puja Sharma, som stak af fra Granby et par uger før vores sidste eksamen, døde af en overdosis piller to år senere på sit kollegieværelse. Kellan TenEyck var sidste forår blevet fundet i sin bil på bunden af en sø. Han var fraskilt og alkoholiker og havde helt generelt et forfærdeligt liv. Han havde virket så glad på Granby, så almindelig. Han havde rødt hår, som faldt ind foran ansigtet, når han spillede lacrosse.
Vi havde talt otte døde skolekammerater, da Fran sagde: ”Men tre døde elever på vores sidste år må være en rekord.”
”Undtagen måske under Anden Verdenskrig,” sagde jeg.
Men nej, jeg tænkte på universitetsstuderende. Skoleelever gik ikke i krig. Måske prøvede jeg at skifte emne.
Jeg havde ikke fortalt Fran, at jeg ikke kunne få Thalia ud af hovedet. At det at tale om døde og umyndiggjorte kvinder i Hollywoods barndom hver uge i min podcast, om et system, der smed kvinder ud som gamle kulisser, havde bragt Thalias død op til overfladen i min bevidsthed. Hvordan også hun var blevet reduceret og retoucheret i skolens forsøg på at undgå skandale, og hvordan hendes tragiske død havde gjort hende til offentlig ejendom.
”Vent,” sagde Anne. Hun stod ved vasken, var allerede ved at vaske op. ”Tre døde på hele skolen eller kun fra jeres årgang?”
Kun fra vores årgang, bekræftede vi. ”Der var ikke nogen fra de andre årgange, der døde,” uddybede Fran. ”Tre døde, og de var alle sammen fra vores årgang.”
”Tre ud af hvad, hundrede tyve? Det er jo absurd.”
”To døde sammen,” sagde jeg. ”Kun en måned før vi var færdige. To drenge kørte op til Quebec for at feste og kørte galt på vej tilbage. Og så var der selvfølgelig Thalia Keith et par måneder forinden.”
”Frygteligt,” sukkede Anne. ”Jeg kendte til Thalia, men ikke de andre. Det må have været en ret særpræget afslutning.”
”Dimissionsfesten var mærkelig,” sagde jeg. Og af en eller anden grund fandt Fran og jeg det utrolig morsomt, brød sammen af grin, mens Anne stod og kiggede undrende på os med opvaskebørsten i hånden.
Rebecca Makkai: Må jeg stille dig nogle spørgsmål?
Et medrivende mysterium og en dybfølt undersøgelse af en kvindes opgør med sin fortid.
Bodie Kane er filmprofessor, og hun står bag en succesfuld podcast. Hun prøver at lægge sin fortid bag sig: familietragedien der ødelagde hendes ungdom, hendes fire rædsomme år på en kostskole i New Hampshire og mordet på hendes tidligere værelseskammerat Thalia Keith.
Da hun bliver inviteret tilbage til kostskolen som gæsteunderviser, bliver hun konfronteret med alt det, hun har forsøgt at lægge bag sig. For hvad var det, der skete dengang? Hvilken rolle spillede hun selv? Langsomt samler hun brikkerne på ny, og måske er sandheden ilde hørt?
“Makkais triumf af en roman blander indsigtsfuld historiefortælling med en udforskning af samtykke, kontrol og hukommelse […] kombinerer litterær fiktion med spændingen fra en whodunnit, toppet med alle intrigerne fra de bedste kostskole-dramaer.” — Financial Times (London)
Du kan købe Må jeg stille dig nogle spørgsmål online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: