Gennem samtale om store temaer i tilværelsen tegner Jakob Kvist et nuanceret portræt af den 86-årige Leth i den aktuelle bog Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth.
I bogen Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth stiller forfatter Jakob Kvist skarpt på den 86-årige Jørgen Leth. Gennem personlige interviews tegner Kvist et nærgående portræt af Leth, når de samtaler om de store temaer i livet.
Spørgsmål om eksistensen, troen, kærligheden, livet og døden stilles, og Leths markante holdninger og synspunker udfoldes på ærlig og nuanceret vis.
LÆS OGSÅ: 86-årige Jørgen Leth udfordres af spørgsmål om både fortid og nutid i ny bog af Jakob Kvist
For selvom Jørgen Leth befinder sig i livets sidste fase, har han stadig en masse at byde på. Han sætter ord på, hvad alderdommen bringer med sig af glæder, sorger, erkendelser og besværligheder i livet.
Igennem Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth udfordres Leth af Jakob Kvist og hans skarpe spørgsmål om fortid og nutid, og refleksionerne er blevet til et interessant portræt af den ældre mand.
Læs et uddrag af Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth herunder:
Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth
Jørgen Leth og Jakob Kvist
30.
Vi sidder i solen og holder en lille pause. Pludselig begynder Jørgen at skælde ud på sin krop. Ikke på sig selv, men på sin krop. Ikke på Jørgen, men på Jørgens hylster.
”Jeg synes, det er så uretfærdigt, når kroppen modarbejder en. Jeg bliver vred på den og råber til den. Råber hårdt, så naboerne kan høre det, men det er der sgu ikke noget at gøre ved. Jeg råber: ’Fandme, hvorfor skider jeg i bukserne?’”
– Men det hjælper da ikke at råbe ad den?
”Nej. Men jeg har tit følelsen af, at kroppen er ens fjende. Det er møgirriterende. Så tit råber jeg meget højt.”
– Det er lidt specielt at se sin krop i et decideret modsætningsforhold …
”Jeg synes ikke, at kroppen kan være bekendt at opmarchere den slags forhindringer. Jeg er ikke glad for, at jeg går dårligt. Jeg er faktisk rasende over det.”
– Det er en aldeles irrationel vrede?
”Det er jeg klar over, og det irriterer mig endnu mere. Jeg afskyr det.”
– Jeg synes, det lyder meget mærkeligt. Vi er da ikke blevet lovet noget som helst andet end snarlig opløsning og undergang?
”Du synes, det er urimeligt? Jeg synes, jeg er sat i verden for at udrette noget. Og så er det skideirriterende, at kroppens tilstand er så genstridig og vil noget andet og fornægter min lyst. Jeg synes, det er møguretfærdigt.”
– Verden er uretfærdig. Min svigermor plejer at sige, at hver eneste generation bliver fornærmet over, at også den bliver gammel. Det havde man ikke lige regnet med, da man var ung?
”Nej, det havde man ikke. Og jeg har jo en æstetisk tilgang til livet, så det er dobbeltkonfekt, når jeg selv bliver bombet tilbage.”
– Hvornår startede den distante følelse til din krop?
”Den er ældgammel. Det er ligesom, at jeg ikke svømmer. Det ærgrer jeg mig ikke over. Jeg har ikke dårlig samvittighed overfor vandet. Jeg er bare tilfreds med, at jeg har været så standhaftig at sige ’ikke noget med at svømme og dykke’. Men jeg har et hysterisk forhold til mange af de ting, man gør med kroppen. Noget af det vælger jeg fra.”
– Er du flov over din krop?
”Ja, jeg er flov over min manglende balance. Jeg er flov, når jeg forsinker andre mennesker. Jeg er flov, når jeg ikke gør det godt nok.”
– Du vil gerne tale om det, og Henrik må gerne fotografere dig. Der er du ikke flov?
”Nej, jeg er ikke flov over virkeligheden. Jeg er ikke flov over, at tingene er, som de er, eller over noget, jeg gør. Det er jeg aldrig flov over. Der står jeg til rådighed. Jeg er flov, når jeg ikke kan udfylde det, som forventes. Eller der, hvor jeg føler, at handicap forhindrer mig i at gøre det, jeg skal.”
– Føler du et værdighedstab?
”Det synes jeg. Og det kan jeg ikke lide. Tværtimod. Jeg vil gerne have credit for min værdighed. Så det er både voldsomt irriterende og bekymrende, når jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger til min væren og min krop.”
31.
Jørgen og jeg har snakket kirke, religion, tro, kristendom masser af gange igennem årene. Jeg faldt selv i gryden som præstesøn og går jævnligt i kirke, og med de tilbøjeligheder i bagagen tager Jørgen glad og gerne emnet op med mig. Det har vi følgeligt også aftalt at gøre i denne forbindelse.
”Det skal vi snakke om,” har han sagt adskillige gange undervejs. ”Jeg vil meget gerne lære noget, for det er fremmed for mig.”
Men sådan har han på den anden side sagt i mange år. For han er også startet forfra hver gang, vi har talt om de ting. Han begriber det på en eller anden måde slet ikke.
Uagtet at han hylder historien og fortællingen som livets salt i alle andre aspekter af tilværelsen, kan han slet ikke få hold på fortællingen om Gud og hans søn, der blev menneske.
Netop her vil han faktisk gerne have syn for sagn. Han synes, at han som minimum må møde Jesus, hvis det overhovedet skal blive til noget mellem dem. Det kunne han til gengæld også godt tænke sig.
Han kan undre sig over, at hans gode ven Bente Klarlund tror på Gud, når hun nu er læge og videnskabsmand, som han siger.
Den modstilling vender han igen og igen tilbage til, selvom den faktisk er både barnagtig og temmelig bedaget. Han undrer sig også over, at en anden god ven, der betegner sig som kristen, ikke bare går evigt fløjtende rundt i en lykkerus, men faktisk af og til er bange for at dø.
Det kan Jørgen da slet ikke forstå. Hvis man er religiøs, så går det hele vel op i et sus af lykke? Så er der da ikke noget at være bange for? Så skulle den ged vel være barberet?
Vi har planlagt at prøve at tage den igen i dag. Så godt vi kan. Det er lørdag i Palma, og jeg har taget min gamle salmebog med, som vi har aftalt hjemmefra. Vi skal forsøge at vælge salmer til Jørgens begravelse.
Det har han glædet sig til, og humøret er ganske højt. Han og Saxgren har været til barber, og de føler sig relativt lækre. Jørgen har også fået sin nye sponsorerede telefon igen, som ellers har været væk et døgns tid.
Henrik Saxgren fandt den nede i bilen. Vi starter med at høre Leonard Cohens sidste album, ”You Want It Darker”, som Jørgen slet ikke kender. Men han elsker Cohen, og albummet, der er spækket med død, tro, vantro, bønfaldelse og angst, berører ham lige med det samme.
“Men du har ikke den samtale med Gud, som Cohen har her,” siger Saxgren til sidst, da pladen er slut.
”Nej, men jeg har heller ikke haft min telefon,” siger Jørgen.
”Jeg har brug for en dyr telefon for at komme igennem.”
Han griner, men det er nu kun halvvejs en vittighed. Jørgen kunne virkeligt godt tænke sig at få det direkte nummer til Gud. Hvis Gud findes, må det også findes. Nummeret burde være et sted. Det er tæt på at være hans ræsonnement.
– Du tror, at det kræver en særlig præstation. Det gør det ikke. Det har jeg sagt til dig mange gange.
”Er det rigtigt? At jeg tror, religion er en præstation?”
– Ja. Du tror, at det forudsætter en kæmpe åbenbaring, og at det stiller nogle krav til dig, før du ved, hvad du skal gøre. Men du skal bare kende indgangen til kirken og gå ind ad døren.
”Det mener du? Kan jeg vænne mig til det?”
– Det skulle jeg mene. Det er i bund og grund et spørgsmål om at sætte sig og blive siddende og komme igen næste gang.
”Så simpelt? Hold kæft, mand. Det vil jeg prøve. Det er på høje tid.”
– Det er jo ikke usædvanligt, at behovet kommer med alderen og eftertænksomheden. Gamle professor P.G. Lindhardt sagde, at tro er kapitulation. Alt andet er ønsketænkning og dagdrømmeri. Og af overgivelsen følger så – praksis.
”Det vil jeg meget gerne opdrages i. Søren Ulrik Thomsen vil også synes, at det er en god ide. Jeg vil helst være med på den, ved du. Men jeg ved ikke, hvordan man gør. Jeg er jo doven.”
– Det er nok ikke noget, der kommer dumpende ned i skødet til dig. Tro er også noget, man er. Og du sidder jo faktisk inde i radioen hos Lærke Kløvedal og siger, at du gerne vil huskes som trofast. Det ord vil du gerne have stående på din gravsten.
”Er det en tilnærmelse til det religiøse?”
– Det ved jeg ikke. Det er i hvert fald det samme ord, og tro er også en trofasthed overfor en historie og et fællesskab, man indgår i. Et tilhørsforhold til en tradition og et mysterium, som man af logiske grunde ikke kender svaret på. Et sprog for det. Jeg så et sted, at Lars Lilholt fortalte, at han beder aftenbøn hver aften.
”Og så er der ikke mere i det,” sagde han.
Det var ikke noget at tale om. Det var en praksis. En vanesag.
”Fantastisk, det kan jeg godt lide. Det er skønt og enkelt. Jeg bliver også bragt til tårer af de kristne ceremonier i Haiti. Folk udtrykker deres sorg meget tydeligere end i Danmark. Det gør altid et voldsomt indtryk på mig. Måske fordi de tror mere på det. Har en større tro.”
– Hvornår oplever du døden første gang?
”Det er min mor og min far. I den rækkefølge. Både mine børn og jeg havde et væsentligt tættere forhold til min far, og jeg talte ved hans begravelse. Han er begravet i Aarhus, i de ukendtes grav.”
– Var hans død en rystelse for dig? Det var en meget stor rystelse for mig, da mine forældre døde. Det var en voldsom sorg, der føltes meget brutal.
”Det ved jeg. Min var ikke så voldsom. Jeg har haft andre rystelser senere, i Haiti, med venner, som har gjort et stærkere indtryk på mig end min fars død. Min far døde på en passende måde. Han havde inviteret min søster, Berit, med på en rejse til Sicilien, og så døde han pludselig en dag på en altan på hotellet. Men det har jeg svært ved at forholde mig til. Jeg kan slet ikke forstå det med at sove hen.”
– Det kan jeg heller ikke. Men mange vil gerne dø på den måde. Det forekommer nådigt.
”Jeg kan ikke lide det. Som om man ikke skal lægge mærke til det. Det er da en begivenhed, at man dør. Det skal man da lægge mærke til. Men jeg har altid været bange for fysisk smerte, så på den måde vil jeg foretrække det andet.”
– Men du vil helst ikke have, at der bare bliver slukket, bum?
”Jeg vil gerne have lidt højtidelighed. At nogen samles for at huske, hvad man skal huskes for. Først i de sidste tyve år er jeg begyndt at værdsætte at være til begravelse, både her og i udlandet. Jeg kan bringes til tårer, når jeg er til begravelse for nogen, jeg kendte godt. Det gør indtryk på mig at være til stede og huske ting, man har oplevet sammen, men jeg har adskilt mig lidt fra den århusianske familie. Jeg er ikke gået til deres fester. Eller begravelser. Men de kommer, når jeg mister nogen. Sidst var det lige præcis min søster, Berit. Så tropper fætre og kusiner op og viser deres deltagelse.”
– Er du ked af, at du ikke kan være med til din egen begravelse?
”Er du sindssyg, ja. Man vil da gerne være til sin egen begravelse. Det synes jeg. Men jeg tænker ikke så ofte på døden. Nu er det mere nærliggende end for ti år siden. Det er mest, når jeg sover for længe, at jeg tænker på, om det er begyndelsen på døden. Måske er man næsten død. Er det det sidste suk? Buñuels sidste suk …”
– Har du stået ved et dødsleje?
”Aldrig.”
– Der kommer et sidste suk. Det kan der i hvert fald gøre.
”Det har du oplevet? Wauw. Det forskrækker mig sgu noget.”
– Du sagde, at du foretrækker at gå til begravelse i Haiti?
”Ja, fordi der er noget på spil. Sorgen og smerten er reel.”
– Det er den da også i Danmark. Bare på en anden måde, måske mere skjult. Eller blufærdig?
”Jeg har ikke oplevet, at det har bevæget mig. Ikke ud over Per Kirkebys begravelse.”
– Du har jo mistet mange venner. Er det virkelig den eneste?
”Jeg har ikke været til så mange. Jeg var til Peter Hjorts begravelse. Det sørgede Per Arnoldi for, at jeg kom. Jeg var slet ikke tæt på Peter, så jeg var nærmest lidt forskrækket over, at jeg skulle med. Men Per, som er min ven, sagde, der må du være, og okay, så gjorde jeg det.”
– Du undgår som regel begravelser?
”Ja. Jeg vil gerne sige, at jeg har svigtet på hjemmefronten. Min mors familie har jeg ikke været til begravelse hos. Jeg overværede ikke min mors begravelse, så jeg har været meget selektiv og ond i det forløb.”
– Hvordan kan det være?
”Det ved jeg sgu ikke.”
– Er det din egen angst?
”Hvorfor skulle det være det?”
– Ja, fordi du måske ikke tør gå til begravelser?
”Måske. Min far var den, jeg elskede, og som mine børn elskede kolossalt meget.”
– Elskede du ikke din mor overhovedet?
”Jeg var uretfærdig overfor hende. Hun var lidt led, men jeg har været alt for hård. Jeg tog mig ikke nok af hende. Jeg tog mig meget af min fars ønsker, ikke hendes. Jeg fravalgte også meget senere at have et forhold til Stine Bierlich. Jeg lod hende dø, skønt jeg var papfar for hende i en årrække. Jeg havde ikke lyst til at være med til det kaos med narkotika og alt det der, som Stine endte i. Det kan jeg godt stå ved. Jeg har oplevet det med at ære de døde meget mere på Haiti end i Danmark. Men så har jeg vendt den om og tænkt, at jeg har været et dumt svin med de døde i Danmark. Forstår du det?”
– Det er meget usædvanligt ikke at være til sin mors og sine bedsteforældres begravelser?
”Ja, meget. Jeg holdt som sagt tale til min fars i kirken. Han var anti-kirkelig og ville ikke begraves i en normal grav. Både ham og min mor blev begravet i en fællesgrav.”
– Din mor og han hang jo sammen, ikke? Det var deres valg.
”Jeg rådede ham jo til at blive skilt, da jeg ikke boede hjemme længere. Men jeg var for hård ved hende, for så slem var hun heller ikke.”
– Var du heller ikke til Stine Bierlichs begravelse?
”Nej, det var jeg sgu ikke. Jeg havde afskaffet hende som figur i mit liv længe før. Risikoen var, at hun kunne lave skandale. Det havde jeg prøvet ved en filmfestival, og det var meget pinagtigt og ubehageligt. Det ville jeg ikke være med til. Men det er en ting for sig. Det er meget i Haiti, at jeg genoplever begravelsens betydning for mennesker, fordi de er meget kristne. Det har altid været katolske begravelser. Jeg har grædt, fordi det var venner. Så det er en absurd målestok. For familien; nej. Men for de sorte venner i Haiti; ja.”
– Men du er glad for, at dine fætre og kusiner kommer til dine begravelser?
”Ja, senest til min søsters begravelse. Hende var jeg også slem ved. Det synes de andre ikke, men jeg synes selv, at jeg svigtede hende.”
Her bliver det for hårdt for Saxgren, der bryder ind:
”Du var altid sød til at invitere hende, Jørgen. Til Haiti, til cykelløb, på Gyldendal. Jeg tænkte altid, at du var sød overfor hende.”
– Var du til hendes begravelse?
”Ja, det var jeg dog. Jeg arrangerede den også.”
– Jeg synes ærligt talt, at det kunne lyde som en gigantisk fortrængning. Ligesom da du ikke ville op til Mogens Rukov og sige farvel. Jeg ringede til dig, men du turde ikke.
”Nej, det gjorde jeg ikke. Det kunne jeg ikke lide. Så tætte synes jeg heller ikke, vi var. Men jeg fulgte fleres opfordring til at tage ned og besøge Ebbe Traberg, da han lå på sit yderste i lejligheden i Madrid. Jeg brød af i forberedelserne til Paris-Roubaix og tog ned for at holde Traberg i hånden. Det var ikke nogen stor overvindelse. Det syntes jeg, at jeg måtte gøre. Men den følelse har jeg ikke haft så mange gange. Det er mærkeligt.”
Det er dovenskaben, der konstituerer Jørgen. I hvert fald hvis man skal tro ham selv.
Men det skal man ikke alene. For han er også en notorisk flittig mand med et utal af projekter bag sig og stadig nogle foran sig, hvis det står til ham selv. Måske er han bare doven, når det kommer til alt det ubehagelige.
Det ville han nok selv skrive under på. Derfor kunne han også for relativt nylig udtale, at ”døden er ren fantasi for mig”. I andet selskab. Så snakker vi ikke mere om det.
Måske er det opskriften på ikke at blive gammel, selvom man er det. Fornægtelse som strategi. Det kan man ikke udelukke.
Han har også flere gange sagt, at salmerne til hans begravelse, ”dem må Søren Ulrik tage sig af ”. Og på spørgsmålet om, hvorvidt de to har talt om det, svarer han:
”Vi snakker aldrig om det, det er klart.”
I dag har vi aftalt at snakke om det alligevel. Det er trods alt hyggeligt nok i godt selskab, og Jørgen vil gerne have en storslået begravelse.
”Jeg må have en holdning til det,” siger han og retter sig op i stolen, og så begynder vi på afspilningerne.
Rundt om det lille bord i Jørgens køkken. Og lettere manipulerende, som Saxgren siden tørt bemærker, men anderledes kan det vel næppe være. Det bedste til mig og mine venner, som man siger.
Vi starter med Grundtvig, ”Lovsynger Herren, min mund og mit indre”. Nummer tre i Den Danske Salmebog. For at styrke min sag fortæller jeg Jørgen, at den blev sunget til begge mine forældres begravelse.
Faderen tager vel barnet til nåde, så tager trælbårne syndere du, Gud! for du kender vor skabelses gåde, støvtråde-værket du kommer i hu.
Menneskeliv er som græssets i enge, blomsten vi ligne fra isse til fod, stormene hvine, og bladene hænge visnet, man ved ikke mer, hvor den stod!
”Det er fandme godt. Det stemmer sindet, og man bliver rørt af det. Der er et vist vovemod ved at skrive sådan. Det er meget fornemt. Han har en stor billeddannede evne, det må jeg sige. Jeg kendte den ikke, men jeg synes, den kunne være en kandidat. ’Lovsynger Herren’. Det bevæger mig at høre den, så det er meningsfuldt og indholdsrigt.”
– ”Støvtråde-værket du kommer i hu …”
”Han har en stor billeddannede evne, det må jeg sige. Jeg kendte den ikke, men jeg synes, den kunne være en kandidat. ’Lovsynger Herren’. Det bevæger mig at høre den, så det er meningsfuldt og indholdsrigt.”
– Hvis du vælger at tage herfra ved juletid, så får du lige ”Mit hjerte altid vanker”. Da Carl Nielsen havde komponeret den, skrev han til sin hustru, Anne Marie, at han måske lige havde skrevet sin smukkeste melodi nogensinde.
”Han sagde det ikke i telefonen?”
– Nej, Jørgen, de skrev breve dengang. Det var i 1914. De var tit fra hinanden, og så skrev de breve sammen. Fantastiske breve. Den er knyttet til jul, men meget, meget smuk, synes jeg.
Reaktionen er positiv, men ikke overvældende, og så går vi videre, men bliver ved Brorson. Vi løber titler igennem og stopper ved ”Her vil ties, her vil bies”.
Jørgen mener bestemt, at det var den, som Preben Lerdorff Rye læste op engang i en af hans film. Jørgen læser de første par vers, og så spiller vi den:
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente, kun ved at vente, vor sommer ind. Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
”Den kan kun tiltale en digter som mig. Den har alle de fantastisk fine gentagelser, forrykninger af linjer. Det kan jeg skidehamrende godt lide. Det er meget modernistisk, i virkeligheden. Det er også en måde at nå ned til en enkelthed på. Som gør den lettere at forstå. Jeg har store problemer med at forstå salmerne, men det her er lettere, fordi han arbejder med sprogets lyd. Det, synes jeg, er stærkt. Jeg vil også tro, at Brorson er elsket af digtere af samme grund. Af moderne digtere. Måske er de andre flottere, men Brorson er barsk på en måde. Det er mere rustent. Jeg er mere fortrolig med ham. Med hans måde at tænke på.”
Jørgen er stadig i tvivl om, hvilken salme det faktisk var, Preben Lerdorff Rye læste op dengang. Han begynder at gå Brorson-indekset igennem.
”Bare titlerne her er jo et kæmpe digt i sig selv. ’Op, alle folk på denne jord’. ’På Jesu død og blodig sår’. ’Nu velan, et frejdigt mod’. Hold kæft, hvor har de skrevet meget. ’Kom, hjerte, tag dit regnebræt’. Det er vildt godt. ’Den ypperligste vej’. Hold kæft … ’Vor trængsel, hvor besværlig’. ’Stå fast, min sjæl, stå fast’. Vidunderligt. Jeg tror, jeg skal læse nogle flere salmer. Det kunne være inspirerende,” siger han.
”Grønlænderne er vilde med Brorson,” indskyder Saxgren.
”Hans pietisme ligger tættere på dem. Det er et mere personligt anliggende, og han talte til deres sjæl …”
Vi går videre med Grundtvigs ”Hil dig, Frelser og Forsoner”:
Derfor beder jeg med tårer: Led den ind i mine årer, floden, som kan klipper vælte, floden, som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af!
– Er det ikke bare godt?
”Jo, det er det. Det lyser af billeder og styrke og vilje til at skabe en verden.”
– Og så al den angst, der ligger i det …
”Ja, den er ikke væk. Den er slet ikke væk. Det kan jeg godt se. Det har du ret i.”
Den næste Grundtvig-salme slår benene helt væk under os, og det var ret beset til at forudsige. Men sådan har det vel også lov at være, når tre gamle venner sidder i silende regn og planlægger begravelse.
Jeg læser, starter forfra, og gentager så igen og igen linjer og vers på opfordring fra de to andre:
Og:
Kom i den sidste nattevagt, i en af mine kæres dragt, og sæt dig ved min side.
Før døden med sin istap-hånd gør skel imellem støv og ånd, bortvifter hjertes varme.
”Hold nu kæft. Det er helt vildt. Den vil jeg gerne have. Er den knyttet til årstider?”
– Nej. Jeg synes også, det er den største af dem alle sammen.
”Det er kæmpe poesi. Hvad var det, den hed?”
– ”At sige verden ret farvel”.
”Det kunne ikke være bedre. Den tager vi. Åh, hvor er det dog godt …”
– Vi aftalte, at vi skulle sidde og høre salmer og tude.
”Ja. Jeg var forberedt.”
Nu kan vi dybest set heller ikke mere. Vi runder Kingo, som Jørgen på forhånd havde annonceret, at vi skulle omkring, men det bider ikke rigtigt. Ikke efter den sidste.
Vi tilføjer ”Se, nu stiger solen af havets skød” af Jakob Knudsen, som Jørgen kender og godt kan lide, og da Saxgren foreslår ”Dejlig er jorden”, ryger den også på.
”Den er fantastisk. Den kan du godt skrive op.”
– Så har vi ”Her vil ties, her vil bies”, ”At sige verden ret farvel”, ”Dejlig er jorden”, ”Se, nu stiger solen af havets skød” plus ”Lovsynger Herren, min mund og mit indre” som kandidater.
Det er et solidt grundlag for en god begravelse.
”Hvordan vælger man?”
– Der er plads til som regel fire i en begravelse. Så nu har Søren Ulrik Thomsen da lidt at arbejde med.
”Ved han, at vi sidder og laver det her?”
– Det gør han nok ikke, men vi kan jo sende ham bogen, når den udkommer.
”Skidegodt. Det gør vi.”
På falderebet foreslår Saxgren, at man også kunne kigge blandt de danske sange. For eksempel ”Det er i dag et vejr – et solskinsvejr”, som han holder meget af.
Men den går alligevel ikke hos Jørgen.
”Nej, når man har ulejliget sig helt ind i kirken, så skal det stramme til. Så har man plukket sine sidste hyacinter. Døden er en størrelse, man må håndtere med stramme seler.”
Det kan vi ikke sige noget imod.
Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth
Den 86-årige Jørgen Leth insisterer på at skabe, virke, opleve og nyde, selvom han befinder sig i livets sidste fase, men det er ikke nemt, når alderen sætter sine spor.
I denne bog sætter han ord på, hvad alderdommen bringer med sig af erkendelser, glæder og besværligheder.
Forfatteren og præstesønnen Jakob Kvist har sat Jørgen Leth stævne i København og på Mallorca til en række meget personlige samtaler om de store temaer i tilværelsen: eksistensen, kærligheden, troen, familien, kunsten og døden.
Gennem samtale om store temaer i tilværelsen tegner Jakob Kvist et nuanceret portræt af den 86-årige Leth i den aktuelle bog Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth.
I bogen Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth stiller forfatter Jakob Kvist skarpt på den 86-årige Jørgen Leth. Gennem personlige interviews tegner Kvist et nærgående portræt af Leth, når de samtaler om de store temaer i livet.
Spørgsmål om eksistensen, troen, kærligheden, livet og døden stilles, og Leths markante holdninger og synspunker udfoldes på ærlig og nuanceret vis.
LÆS OGSÅ: 86-årige Jørgen Leth udfordres af spørgsmål om både fortid og nutid i ny bog af Jakob Kvist
For selvom Jørgen Leth befinder sig i livets sidste fase, har han stadig en masse at byde på. Han sætter ord på, hvad alderdommen bringer med sig af glæder, sorger, erkendelser og besværligheder i livet.
Igennem Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth udfordres Leth af Jakob Kvist og hans skarpe spørgsmål om fortid og nutid, og refleksionerne er blevet til et interessant portræt af den ældre mand.
Læs et uddrag af Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth herunder:
Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth
Jørgen Leth og Jakob Kvist
30.
Vi sidder i solen og holder en lille pause. Pludselig begynder Jørgen at skælde ud på sin krop. Ikke på sig selv, men på sin krop. Ikke på Jørgen, men på Jørgens hylster.
”Jeg synes, det er så uretfærdigt, når kroppen modarbejder en. Jeg bliver vred på den og råber til den. Råber hårdt, så naboerne kan høre det, men det er der sgu ikke noget at gøre ved. Jeg råber: ’Fandme, hvorfor skider jeg i bukserne?’”
– Men det hjælper da ikke at råbe ad den?
”Nej. Men jeg har tit følelsen af, at kroppen er ens fjende. Det er møgirriterende. Så tit råber jeg meget højt.”
– Det er lidt specielt at se sin krop i et decideret modsætningsforhold …
”Jeg synes ikke, at kroppen kan være bekendt at opmarchere den slags forhindringer. Jeg er ikke glad for, at jeg går dårligt. Jeg er faktisk rasende over det.”
– Det er en aldeles irrationel vrede?
”Det er jeg klar over, og det irriterer mig endnu mere. Jeg afskyr det.”
– Jeg synes, det lyder meget mærkeligt. Vi er da ikke blevet lovet noget som helst andet end snarlig opløsning og undergang?
”Du synes, det er urimeligt? Jeg synes, jeg er sat i verden for at udrette noget. Og så er det skideirriterende, at kroppens tilstand er så genstridig og vil noget andet og fornægter min lyst. Jeg synes, det er møguretfærdigt.”
– Verden er uretfærdig. Min svigermor plejer at sige, at hver eneste generation bliver fornærmet over, at også den bliver gammel. Det havde man ikke lige regnet med, da man var ung?
”Nej, det havde man ikke. Og jeg har jo en æstetisk tilgang til livet, så det er dobbeltkonfekt, når jeg selv bliver bombet tilbage.”
– Hvornår startede den distante følelse til din krop?
”Den er ældgammel. Det er ligesom, at jeg ikke svømmer. Det ærgrer jeg mig ikke over. Jeg har ikke dårlig samvittighed overfor vandet. Jeg er bare tilfreds med, at jeg har været så standhaftig at sige ’ikke noget med at svømme og dykke’. Men jeg har et hysterisk forhold til mange af de ting, man gør med kroppen. Noget af det vælger jeg fra.”
– Er du flov over din krop?
”Ja, jeg er flov over min manglende balance. Jeg er flov, når jeg forsinker andre mennesker. Jeg er flov, når jeg ikke gør det godt nok.”
– Du vil gerne tale om det, og Henrik må gerne fotografere dig. Der er du ikke flov?
”Nej, jeg er ikke flov over virkeligheden. Jeg er ikke flov over, at tingene er, som de er, eller over noget, jeg gør. Det er jeg aldrig flov over. Der står jeg til rådighed. Jeg er flov, når jeg ikke kan udfylde det, som forventes. Eller der, hvor jeg føler, at handicap forhindrer mig i at gøre det, jeg skal.”
– Føler du et værdighedstab?
”Det synes jeg. Og det kan jeg ikke lide. Tværtimod. Jeg vil gerne have credit for min værdighed. Så det er både voldsomt irriterende og bekymrende, når jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger til min væren og min krop.”
31.
Jørgen og jeg har snakket kirke, religion, tro, kristendom masser af gange igennem årene. Jeg faldt selv i gryden som præstesøn og går jævnligt i kirke, og med de tilbøjeligheder i bagagen tager Jørgen glad og gerne emnet op med mig. Det har vi følgeligt også aftalt at gøre i denne forbindelse.
”Det skal vi snakke om,” har han sagt adskillige gange undervejs. ”Jeg vil meget gerne lære noget, for det er fremmed for mig.”
Men sådan har han på den anden side sagt i mange år. For han er også startet forfra hver gang, vi har talt om de ting. Han begriber det på en eller anden måde slet ikke.
Uagtet at han hylder historien og fortællingen som livets salt i alle andre aspekter af tilværelsen, kan han slet ikke få hold på fortællingen om Gud og hans søn, der blev menneske.
Netop her vil han faktisk gerne have syn for sagn. Han synes, at han som minimum må møde Jesus, hvis det overhovedet skal blive til noget mellem dem. Det kunne han til gengæld også godt tænke sig.
Han kan undre sig over, at hans gode ven Bente Klarlund tror på Gud, når hun nu er læge og videnskabsmand, som han siger.
Den modstilling vender han igen og igen tilbage til, selvom den faktisk er både barnagtig og temmelig bedaget. Han undrer sig også over, at en anden god ven, der betegner sig som kristen, ikke bare går evigt fløjtende rundt i en lykkerus, men faktisk af og til er bange for at dø.
Det kan Jørgen da slet ikke forstå. Hvis man er religiøs, så går det hele vel op i et sus af lykke? Så er der da ikke noget at være bange for? Så skulle den ged vel være barberet?
Vi har planlagt at prøve at tage den igen i dag. Så godt vi kan. Det er lørdag i Palma, og jeg har taget min gamle salmebog med, som vi har aftalt hjemmefra. Vi skal forsøge at vælge salmer til Jørgens begravelse.
Det har han glædet sig til, og humøret er ganske højt. Han og Saxgren har været til barber, og de føler sig relativt lækre. Jørgen har også fået sin nye sponsorerede telefon igen, som ellers har været væk et døgns tid.
Henrik Saxgren fandt den nede i bilen. Vi starter med at høre Leonard Cohens sidste album, ”You Want It Darker”, som Jørgen slet ikke kender. Men han elsker Cohen, og albummet, der er spækket med død, tro, vantro, bønfaldelse og angst, berører ham lige med det samme.
“Men du har ikke den samtale med Gud, som Cohen har her,” siger Saxgren til sidst, da pladen er slut.
”Nej, men jeg har heller ikke haft min telefon,” siger Jørgen.
”Jeg har brug for en dyr telefon for at komme igennem.”
Han griner, men det er nu kun halvvejs en vittighed. Jørgen kunne virkeligt godt tænke sig at få det direkte nummer til Gud. Hvis Gud findes, må det også findes. Nummeret burde være et sted. Det er tæt på at være hans ræsonnement.
– Du tror, at det kræver en særlig præstation. Det gør det ikke. Det har jeg sagt til dig mange gange.
”Er det rigtigt? At jeg tror, religion er en præstation?”
– Ja. Du tror, at det forudsætter en kæmpe åbenbaring, og at det stiller nogle krav til dig, før du ved, hvad du skal gøre. Men du skal bare kende indgangen til kirken og gå ind ad døren.
”Det mener du? Kan jeg vænne mig til det?”
– Det skulle jeg mene. Det er i bund og grund et spørgsmål om at sætte sig og blive siddende og komme igen næste gang.
”Så simpelt? Hold kæft, mand. Det vil jeg prøve. Det er på høje tid.”
– Det er jo ikke usædvanligt, at behovet kommer med alderen og eftertænksomheden. Gamle professor P.G. Lindhardt sagde, at tro er kapitulation. Alt andet er ønsketænkning og dagdrømmeri. Og af overgivelsen følger så – praksis.
”Det vil jeg meget gerne opdrages i. Søren Ulrik Thomsen vil også synes, at det er en god ide. Jeg vil helst være med på den, ved du. Men jeg ved ikke, hvordan man gør. Jeg er jo doven.”
– Det er nok ikke noget, der kommer dumpende ned i skødet til dig. Tro er også noget, man er. Og du sidder jo faktisk inde i radioen hos Lærke Kløvedal og siger, at du gerne vil huskes som trofast. Det ord vil du gerne have stående på din gravsten.
”Er det en tilnærmelse til det religiøse?”
– Det ved jeg ikke. Det er i hvert fald det samme ord, og tro er også en trofasthed overfor en historie og et fællesskab, man indgår i. Et tilhørsforhold til en tradition og et mysterium, som man af logiske grunde ikke kender svaret på. Et sprog for det. Jeg så et sted, at Lars Lilholt fortalte, at han beder aftenbøn hver aften.
”Og så er der ikke mere i det,” sagde han.
Det var ikke noget at tale om. Det var en praksis. En vanesag.
”Fantastisk, det kan jeg godt lide. Det er skønt og enkelt. Jeg bliver også bragt til tårer af de kristne ceremonier i Haiti. Folk udtrykker deres sorg meget tydeligere end i Danmark. Det gør altid et voldsomt indtryk på mig. Måske fordi de tror mere på det. Har en større tro.”
– Hvornår oplever du døden første gang?
”Det er min mor og min far. I den rækkefølge. Både mine børn og jeg havde et væsentligt tættere forhold til min far, og jeg talte ved hans begravelse. Han er begravet i Aarhus, i de ukendtes grav.”
– Var hans død en rystelse for dig? Det var en meget stor rystelse for mig, da mine forældre døde. Det var en voldsom sorg, der føltes meget brutal.
”Det ved jeg. Min var ikke så voldsom. Jeg har haft andre rystelser senere, i Haiti, med venner, som har gjort et stærkere indtryk på mig end min fars død. Min far døde på en passende måde. Han havde inviteret min søster, Berit, med på en rejse til Sicilien, og så døde han pludselig en dag på en altan på hotellet. Men det har jeg svært ved at forholde mig til. Jeg kan slet ikke forstå det med at sove hen.”
– Det kan jeg heller ikke. Men mange vil gerne dø på den måde. Det forekommer nådigt.
”Jeg kan ikke lide det. Som om man ikke skal lægge mærke til det. Det er da en begivenhed, at man dør. Det skal man da lægge mærke til. Men jeg har altid været bange for fysisk smerte, så på den måde vil jeg foretrække det andet.”
– Men du vil helst ikke have, at der bare bliver slukket, bum?
”Jeg vil gerne have lidt højtidelighed. At nogen samles for at huske, hvad man skal huskes for. Først i de sidste tyve år er jeg begyndt at værdsætte at være til begravelse, både her og i udlandet. Jeg kan bringes til tårer, når jeg er til begravelse for nogen, jeg kendte godt. Det gør indtryk på mig at være til stede og huske ting, man har oplevet sammen, men jeg har adskilt mig lidt fra den århusianske familie. Jeg er ikke gået til deres fester. Eller begravelser. Men de kommer, når jeg mister nogen. Sidst var det lige præcis min søster, Berit. Så tropper fætre og kusiner op og viser deres deltagelse.”
– Er du ked af, at du ikke kan være med til din egen begravelse?
”Er du sindssyg, ja. Man vil da gerne være til sin egen begravelse. Det synes jeg. Men jeg tænker ikke så ofte på døden. Nu er det mere nærliggende end for ti år siden. Det er mest, når jeg sover for længe, at jeg tænker på, om det er begyndelsen på døden. Måske er man næsten død. Er det det sidste suk? Buñuels sidste suk …”
– Har du stået ved et dødsleje?
”Aldrig.”
– Der kommer et sidste suk. Det kan der i hvert fald gøre.
”Det har du oplevet? Wauw. Det forskrækker mig sgu noget.”
– Du sagde, at du foretrækker at gå til begravelse i Haiti?
”Ja, fordi der er noget på spil. Sorgen og smerten er reel.”
– Det er den da også i Danmark. Bare på en anden måde, måske mere skjult. Eller blufærdig?
”Jeg har ikke oplevet, at det har bevæget mig. Ikke ud over Per Kirkebys begravelse.”
– Du har jo mistet mange venner. Er det virkelig den eneste?
”Jeg har ikke været til så mange. Jeg var til Peter Hjorts begravelse. Det sørgede Per Arnoldi for, at jeg kom. Jeg var slet ikke tæt på Peter, så jeg var nærmest lidt forskrækket over, at jeg skulle med. Men Per, som er min ven, sagde, der må du være, og okay, så gjorde jeg det.”
– Du undgår som regel begravelser?
”Ja. Jeg vil gerne sige, at jeg har svigtet på hjemmefronten. Min mors familie har jeg ikke været til begravelse hos. Jeg overværede ikke min mors begravelse, så jeg har været meget selektiv og ond i det forløb.”
– Hvordan kan det være?
”Det ved jeg sgu ikke.”
– Er det din egen angst?
”Hvorfor skulle det være det?”
– Ja, fordi du måske ikke tør gå til begravelser?
”Måske. Min far var den, jeg elskede, og som mine børn elskede kolossalt meget.”
– Elskede du ikke din mor overhovedet?
”Jeg var uretfærdig overfor hende. Hun var lidt led, men jeg har været alt for hård. Jeg tog mig ikke nok af hende. Jeg tog mig meget af min fars ønsker, ikke hendes. Jeg fravalgte også meget senere at have et forhold til Stine Bierlich. Jeg lod hende dø, skønt jeg var papfar for hende i en årrække. Jeg havde ikke lyst til at være med til det kaos med narkotika og alt det der, som Stine endte i. Det kan jeg godt stå ved. Jeg har oplevet det med at ære de døde meget mere på Haiti end i Danmark. Men så har jeg vendt den om og tænkt, at jeg har været et dumt svin med de døde i Danmark. Forstår du det?”
– Det er meget usædvanligt ikke at være til sin mors og sine bedsteforældres begravelser?
”Ja, meget. Jeg holdt som sagt tale til min fars i kirken. Han var anti-kirkelig og ville ikke begraves i en normal grav. Både ham og min mor blev begravet i en fællesgrav.”
– Din mor og han hang jo sammen, ikke? Det var deres valg.
”Jeg rådede ham jo til at blive skilt, da jeg ikke boede hjemme længere. Men jeg var for hård ved hende, for så slem var hun heller ikke.”
– Var du heller ikke til Stine Bierlichs begravelse?
”Nej, det var jeg sgu ikke. Jeg havde afskaffet hende som figur i mit liv længe før. Risikoen var, at hun kunne lave skandale. Det havde jeg prøvet ved en filmfestival, og det var meget pinagtigt og ubehageligt. Det ville jeg ikke være med til. Men det er en ting for sig. Det er meget i Haiti, at jeg genoplever begravelsens betydning for mennesker, fordi de er meget kristne. Det har altid været katolske begravelser. Jeg har grædt, fordi det var venner. Så det er en absurd målestok. For familien; nej. Men for de sorte venner i Haiti; ja.”
– Men du er glad for, at dine fætre og kusiner kommer til dine begravelser?
”Ja, senest til min søsters begravelse. Hende var jeg også slem ved. Det synes de andre ikke, men jeg synes selv, at jeg svigtede hende.”
Her bliver det for hårdt for Saxgren, der bryder ind:
”Du var altid sød til at invitere hende, Jørgen. Til Haiti, til cykelløb, på Gyldendal. Jeg tænkte altid, at du var sød overfor hende.”
– Var du til hendes begravelse?
”Ja, det var jeg dog. Jeg arrangerede den også.”
– Jeg synes ærligt talt, at det kunne lyde som en gigantisk fortrængning. Ligesom da du ikke ville op til Mogens Rukov og sige farvel. Jeg ringede til dig, men du turde ikke.
”Nej, det gjorde jeg ikke. Det kunne jeg ikke lide. Så tætte synes jeg heller ikke, vi var. Men jeg fulgte fleres opfordring til at tage ned og besøge Ebbe Traberg, da han lå på sit yderste i lejligheden i Madrid. Jeg brød af i forberedelserne til Paris-Roubaix og tog ned for at holde Traberg i hånden. Det var ikke nogen stor overvindelse. Det syntes jeg, at jeg måtte gøre. Men den følelse har jeg ikke haft så mange gange. Det er mærkeligt.”
Det er dovenskaben, der konstituerer Jørgen. I hvert fald hvis man skal tro ham selv.
Men det skal man ikke alene. For han er også en notorisk flittig mand med et utal af projekter bag sig og stadig nogle foran sig, hvis det står til ham selv. Måske er han bare doven, når det kommer til alt det ubehagelige.
Det ville han nok selv skrive under på. Derfor kunne han også for relativt nylig udtale, at ”døden er ren fantasi for mig”. I andet selskab. Så snakker vi ikke mere om det.
Måske er det opskriften på ikke at blive gammel, selvom man er det. Fornægtelse som strategi. Det kan man ikke udelukke.
Han har også flere gange sagt, at salmerne til hans begravelse, ”dem må Søren Ulrik tage sig af ”. Og på spørgsmålet om, hvorvidt de to har talt om det, svarer han:
”Vi snakker aldrig om det, det er klart.”
I dag har vi aftalt at snakke om det alligevel. Det er trods alt hyggeligt nok i godt selskab, og Jørgen vil gerne have en storslået begravelse.
”Jeg må have en holdning til det,” siger han og retter sig op i stolen, og så begynder vi på afspilningerne.
Rundt om det lille bord i Jørgens køkken. Og lettere manipulerende, som Saxgren siden tørt bemærker, men anderledes kan det vel næppe være. Det bedste til mig og mine venner, som man siger.
Vi starter med Grundtvig, ”Lovsynger Herren, min mund og mit indre”. Nummer tre i Den Danske Salmebog. For at styrke min sag fortæller jeg Jørgen, at den blev sunget til begge mine forældres begravelse.
Faderen tager vel barnet til nåde, så tager trælbårne syndere du, Gud! for du kender vor skabelses gåde, støvtråde-værket du kommer i hu.
Menneskeliv er som græssets i enge, blomsten vi ligne fra isse til fod, stormene hvine, og bladene hænge visnet, man ved ikke mer, hvor den stod!
”Det er fandme godt. Det stemmer sindet, og man bliver rørt af det. Der er et vist vovemod ved at skrive sådan. Det er meget fornemt. Han har en stor billeddannede evne, det må jeg sige. Jeg kendte den ikke, men jeg synes, den kunne være en kandidat. ’Lovsynger Herren’. Det bevæger mig at høre den, så det er meningsfuldt og indholdsrigt.”
– ”Støvtråde-værket du kommer i hu …”
”Han har en stor billeddannede evne, det må jeg sige. Jeg kendte den ikke, men jeg synes, den kunne være en kandidat. ’Lovsynger Herren’. Det bevæger mig at høre den, så det er meningsfuldt og indholdsrigt.”
– Hvis du vælger at tage herfra ved juletid, så får du lige ”Mit hjerte altid vanker”. Da Carl Nielsen havde komponeret den, skrev han til sin hustru, Anne Marie, at han måske lige havde skrevet sin smukkeste melodi nogensinde.
”Han sagde det ikke i telefonen?”
– Nej, Jørgen, de skrev breve dengang. Det var i 1914. De var tit fra hinanden, og så skrev de breve sammen. Fantastiske breve. Den er knyttet til jul, men meget, meget smuk, synes jeg.
Reaktionen er positiv, men ikke overvældende, og så går vi videre, men bliver ved Brorson. Vi løber titler igennem og stopper ved ”Her vil ties, her vil bies”.
Jørgen mener bestemt, at det var den, som Preben Lerdorff Rye læste op engang i en af hans film. Jørgen læser de første par vers, og så spiller vi den:
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente, kun ved at vente, vor sommer ind. Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
”Den kan kun tiltale en digter som mig. Den har alle de fantastisk fine gentagelser, forrykninger af linjer. Det kan jeg skidehamrende godt lide. Det er meget modernistisk, i virkeligheden. Det er også en måde at nå ned til en enkelthed på. Som gør den lettere at forstå. Jeg har store problemer med at forstå salmerne, men det her er lettere, fordi han arbejder med sprogets lyd. Det, synes jeg, er stærkt. Jeg vil også tro, at Brorson er elsket af digtere af samme grund. Af moderne digtere. Måske er de andre flottere, men Brorson er barsk på en måde. Det er mere rustent. Jeg er mere fortrolig med ham. Med hans måde at tænke på.”
Jørgen er stadig i tvivl om, hvilken salme det faktisk var, Preben Lerdorff Rye læste op dengang. Han begynder at gå Brorson-indekset igennem.
”Bare titlerne her er jo et kæmpe digt i sig selv. ’Op, alle folk på denne jord’. ’På Jesu død og blodig sår’. ’Nu velan, et frejdigt mod’. Hold kæft, hvor har de skrevet meget. ’Kom, hjerte, tag dit regnebræt’. Det er vildt godt. ’Den ypperligste vej’. Hold kæft … ’Vor trængsel, hvor besværlig’. ’Stå fast, min sjæl, stå fast’. Vidunderligt. Jeg tror, jeg skal læse nogle flere salmer. Det kunne være inspirerende,” siger han.
”Grønlænderne er vilde med Brorson,” indskyder Saxgren.
”Hans pietisme ligger tættere på dem. Det er et mere personligt anliggende, og han talte til deres sjæl …”
Vi går videre med Grundtvigs ”Hil dig, Frelser og Forsoner”:
Derfor beder jeg med tårer: Led den ind i mine årer, floden, som kan klipper vælte, floden, som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af!
– Er det ikke bare godt?
”Jo, det er det. Det lyser af billeder og styrke og vilje til at skabe en verden.”
– Og så al den angst, der ligger i det …
”Ja, den er ikke væk. Den er slet ikke væk. Det kan jeg godt se. Det har du ret i.”
Den næste Grundtvig-salme slår benene helt væk under os, og det var ret beset til at forudsige. Men sådan har det vel også lov at være, når tre gamle venner sidder i silende regn og planlægger begravelse.
Jeg læser, starter forfra, og gentager så igen og igen linjer og vers på opfordring fra de to andre:
Og:
Kom i den sidste nattevagt, i en af mine kæres dragt, og sæt dig ved min side.
Før døden med sin istap-hånd gør skel imellem støv og ånd, bortvifter hjertes varme.
”Hold nu kæft. Det er helt vildt. Den vil jeg gerne have. Er den knyttet til årstider?”
– Nej. Jeg synes også, det er den største af dem alle sammen.
”Det er kæmpe poesi. Hvad var det, den hed?”
– ”At sige verden ret farvel”.
”Det kunne ikke være bedre. Den tager vi. Åh, hvor er det dog godt …”
– Vi aftalte, at vi skulle sidde og høre salmer og tude.
”Ja. Jeg var forberedt.”
Nu kan vi dybest set heller ikke mere. Vi runder Kingo, som Jørgen på forhånd havde annonceret, at vi skulle omkring, men det bider ikke rigtigt. Ikke efter den sidste.
Vi tilføjer ”Se, nu stiger solen af havets skød” af Jakob Knudsen, som Jørgen kender og godt kan lide, og da Saxgren foreslår ”Dejlig er jorden”, ryger den også på.
”Den er fantastisk. Den kan du godt skrive op.”
– Så har vi ”Her vil ties, her vil bies”, ”At sige verden ret farvel”, ”Dejlig er jorden”, ”Se, nu stiger solen af havets skød” plus ”Lovsynger Herren, min mund og mit indre” som kandidater.
Det er et solidt grundlag for en god begravelse.
”Hvordan vælger man?”
– Der er plads til som regel fire i en begravelse. Så nu har Søren Ulrik Thomsen da lidt at arbejde med.
”Ved han, at vi sidder og laver det her?”
– Det gør han nok ikke, men vi kan jo sende ham bogen, når den udkommer.
”Skidegodt. Det gør vi.”
På falderebet foreslår Saxgren, at man også kunne kigge blandt de danske sange. For eksempel ”Det er i dag et vejr – et solskinsvejr”, som han holder meget af.
Men den går alligevel ikke hos Jørgen.
”Nej, når man har ulejliget sig helt ind i kirken, så skal det stramme til. Så har man plukket sine sidste hyacinter. Døden er en størrelse, man må håndtere med stramme seler.”
Det kan vi ikke sige noget imod.
Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth
Den 86-årige Jørgen Leth insisterer på at skabe, virke, opleve og nyde, selvom han befinder sig i livets sidste fase, men det er ikke nemt, når alderen sætter sine spor.
I denne bog sætter han ord på, hvad alderdommen bringer med sig af erkendelser, glæder og besværligheder.
Forfatteren og præstesønnen Jakob Kvist har sat Jørgen Leth stævne i København og på Mallorca til en række meget personlige samtaler om de store temaer i tilværelsen: eksistensen, kærligheden, troen, familien, kunsten og døden.
Du kan købe Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: