Hekseflod er inspireret af virkelige historiske hændelser. Den udforsker temaer som skyld, synd og samvittighed og berører vores historiske og litterære optagethed af den hekseforfølgelse, som har kostet mange kvinder livet.
I Hekseflod er året 1645. Martha Hallybread, jordemor, healer og tyende, har levet et fredsommeligt liv i mere end fire årtier i sin elskede landsby Cleftwater. Alle kender Martha, men ingen kan huske hendes stemme mere, for hun har ikke talt i årevis.
Da heksejagten når til Cleftwater bliver Martha udvalgt til at undersøge de anklagede kvinders kroppe for beviser. Martha genopliver i sin fortvivlelse en heksedukke, en lille voksfigur, som hun har arvet fra sin mor, i håbet om, at den vil bringe hende beskyttelse. Men kræfterne rundt om heksedukken er mystiske, og tiden er ved at rinde ud.
LÆS OGSÅ: 34 bøger om stærke kvinder og utrolige kvindeliv
Margaret Meyer er født i Canada, opvokset i New Zealand og bor nu i Storbritannien. Hun skriver i et levende og lyrisk sprog og rammer med Hekseflod lige ned i samtidens interesse for at kende til motiverne bag de grufulde handlinger, der er blevet begået mod kvinder i fortiden. Meyer har tidligere arbejdet som journalist, redaktør og senest psykoterapeut, og har været Director of Literature ved det britiske kulturinstitut British Council. Hekseflod er hendes debutroman.
Hekseflod
Margaret Meyer
1
Tidlig september 1645
Onsdag
Hun var i haven ved morgengry. Der var urter, der skulle skæres: rosmarin til stegen, mynte og katost til hendes hoste. Huset og gaden og bakken bag den var dunkle under en tyk, flammefarvet dis, og da hun gik over græsset, så hun, hvordan morgenstjernen var svøbt i em.
En enlig skade fløj derfra så tæt på, at dens vingeslag satte luften omkring hendes ansigt i bevægelse. Den landede på tagryggen og spottede hende med sin skrattende stemme.
To ilde varsler, men hvad var meningen med dem? Dagen ville forløbe, som Gud havde i sinde.
Katosten groede stort og heftigt i vejkanten. Martha satte sig på hug og skar nogle håndfulde. Over skulderen så hun tre mænd nærme sig. Hun rejste sig. Mændene tøvede og trådte tilbage, som om de havde set en djævel komme til syne: Den heks var hende.
Da de var kommet sig, gik de med raske skridt helt hen til huset. Nu genkendte hun dem – Heskeths knægte fra smedjen for enden af landsbyen og Herry Gowler fra fængslet. Hun løb hen mod døren og var næsten igennem den, da de nåede hende.
De så ud, som om de var noget beklemte ved deres opgave, og deres frygt viste sig i unødvendig voldsomhed. De skubbede hende til side, og hun faldt i gulvet som mejet byg og lå hen over dørtærsklen, mens hendes lunger larmende pumpede som en punkteret blæsebælg.
De trådte over hende og gik ind. Hun drejede hovedet og så Simon komme fra sin seng under trappen med hænderne løftet: delvis hilsen, mest uro. Med deres stave fældede de ham og vendte sig så mod køkkenet. Martha kom op på alle fire og kravlede efter dem, mens hun forsøgte at råbe herr Kits navn. Gardinstangen splintrede, da de vred den ned.
Stof vældede ned på gulvet. Prissy havde siddet og bælget ærter ned i et fad. Martha hørte fadet knuses, regnen af grønne kugler og Prissys dyriske skrig. Anklager – urimelige og chokerende – lød råt fra mændenes munde. De forlod huset og trak Prissy mellem sig som en kvie med kurs mod slagtehuset.
Martha kom på benene og så dem gå. Hoveddøren stod på klem, og tågen lod til at klumpe og folde sig sammen, som om den ville tilsløre det, der var sket.
Simon trådte hen og stod ved hendes side.
”Det var kun et spørgsmål om tid,” sagde han grødet. Hans ene næsebor var flænget, og det røde løb ned i hans mund.
”Før det blev vores tur,” sagde han.
”I Cleftwater.” De så på hinanden i tavshed. Hans øjne var mørke og blanke, rettet mod hendes. I dem så hun sin egen frygt spejlet.
Hun gjorde en bred, cirklende bevægelse mod køkkenet, huset, deres landsby.
”Sandt nok,” sagde Simon.
Hans stemme var flad af bekymring.
”Intet er sikkert længere. Intet.”
Så steg al verdens sorte op. I det var en vision af Archers lille barn – hans blå mund, hans gustenblege hud. Gru voksede sig gennem hendes krop som en ranke. Simon så hende svaje, fattede hendes albue og førte hende hen til køkkenskamlen, hvor han satte hende, mens han gik op for at hente herren. Hans skridt fór forskræmt bort over sandstensfliserne til trappen.
Blodsdråber tegnede hans rute. Efter et øjeblik hørte hun hans tøvende banken på soveværelsesdøren og Kits stemme, dyb og med den rust på, den altid havde tidligt om morgenen. Og så fru Agnes’ også, høj af ængstelse.
Forsvundne Prissy. Tilfangetagne Prissy. De havde revet hende herfra så ublidt, fra hendes bolig, Prissys tilkæmpede hjem. Overalt var der påmindelser. Brøddej, der efterhævede i en skål i arnens gløder. Gyldne hår, der glimtede fra sivmåtterne på gulvet.
Martha tvang sine ben til at bevæge sig, trak sig op at stå og svingede køkkenskodden væk. En smule lys sivede ind, og hun fandt kanden og drak direkte af den, så hurtigt at øl rendte fra begge mundvige. Ilden var næsten gået ud. Hun ragede i den, overtalte gløderne ved at puste på dem. Hun var stakåndet, og flammerne var længe om at fænge og var svage, til hun fodrede dem med fyrrekogler og et stykke salttræ fra en af de forliste både på stranden.
Hun satte sig på skamlen igen. Solen skrev streger af lys på væggen, og længe studerede hun dem, usikker på deres besked. Hendes kind sved, hvor hun var faldet, og den flængede hud var ophovnet som læber på begge sider. Det føltes skidt, som en slags dom, at blive mærket på denne måde. Igennem køkkenvinduet kunne hun se gårdspladsens mulm langsomt fortyndes, og gennem den kom den svage gentagne puls fra havet, regelmæssig som åndedræt. Hun lyttede til den, til hendes hjerte begyndte at falde til ro.
Måske døsede hun hen, eller måske lukkede hendes øjne sig bare i. Hendes tanker var mørke og løb, og hun brød sig ikke om at være i dem. Hvorfor Prissy og ikke hende? Og hvad med de andre tilfangetagne kvinder fra landsbyerne ikke så langt sydpå? Kvinder i Salt Dyke og Holleswyck, deriblandt en mor og datter.
Flere i Sandgrave, knap fire hundrede favne borte. Nogle af dem var allerede døde af fængselstyfus, og andre stod til at dø, hvis det var rettens agt. Kit sagde, at en advokat fra London var blevet hyret til at anklage dem. En mand, der var kendt for at tage imod penge forud for en dom; en mand, der ikke var kendt for mildhed.
Hun var født i Cleftwater og vidste mange ting, men ikke den sande natur af denne nye rædsel, der indtil i dag havde været ufarligt fjern, kun et rygte. Nu var den ankommet. Nu var den virkelig. Prissys arrestation var næppe den første. Kedlerne sydede i kaminen, og deres støj blandedes med den vellagrede lugt fra spanden med skræller og madaffald og udløste en kvalmende bølge, der løb fra nederst i hendes hals til hendes mave.
Den samme angst kom og gik og skubbede atter til hende. Hvornår? Hvornår ville de komme efter hende? Hvis de kom, hvad så? Så intet. Hun ville være mindre end intet. Forstødt, statsløs. Værre end det: Hun ville blive genopfundet, gjort uhyrlig; alle hendes ugerninger og svagheder – virkelige eller opfundne – forstørret tusindfold.
Gud hjælpe hende da. Gud hjælpe dem alle. Alle de tilfangetagne kvinder.
En hånd var på hendes skulder, forankrede hende med sit greb. Hun åbnede øjnene.
”Hvordan har du det, Martha?” spurgte Kit.
Hun kiggede på ham og så på sine hænder. De måtte tale for hende. Inden i hende var der ikkeudtalte ord – så mange – som skubbede og hoppede i hendes hoved og bryst. Som ikke kunne udsiges på grund af den ting i hendes hals – en tyk, pulserende form, der stjal hendes stemme og selv brugte hendes åndedræt.
Noget boede i den: en slange, en orm. Siden barndommen havde den været der. De urter, hun tog, dæmpede hendes hosten, men stoppede ikke ormens værk. Det gjorde ondt at tale. Derfor talte hun sjældent.
Nu tegnede hendes hænder deres sprogs former, ordløse tegn og fagter – skabt for over tredive år siden mellem Kit og hende – det var den måde, de havde at tale sammen på.
Godt nok.
Han lagde blidt nogle fingre under hendes hage og vippede hendes kind op mod lyset. Jeg henter doktoren, tegnede han tilbage.
Nej, signalerede hun. Jeg har mine urter.
Han hentede kanden og et bæger og skænkede mere øl og satte sig på hug ved siden af hende, mens hun drak.
”Hvad sagde de? Da de kom. Hvilken grund gav de?”
Hun rystede på hovedet. Ingen.
”De må have en grund til sådan at gå ind i et hus – uanset hvilket.”
Hendes kind dunkede. Hun kunne ikke se på ham. Livet med Kit var gået af sig selv; hun havde levet det mere eller mindre tilfreds og havde aldrig tænkt på at betvivle det. Eller selv at blive betvivlet.
”Martha?”
Hun slap et åndedrag, hun ikke vidste, at hun havde holdt på. Kit var en god og venlig mand. Han havde reddet Prissy – deres kønne, gyldenhårede kok – fra et liv, hvor hun bedrev hor på dokken i Salt Dyke.
Ligeså Martha. Hun havde været hans amme, og han havde beholdt hende, givet hende værdigheden ved et arbejde og et hjem. Det var umuligt at lyve for ham.
Hun gjorde sine hænder til horn og satte dem for panden.
”De sagde … hvad? At hun tilhører Djævelen?”
Ja … ja. Hans tjener. Hun lavede en cirkel om sin ringfinger. Djævelens brud.
Han så usikkert på hende, så forbi hende. Hans udtryk forhærdedes, blev stålsat.
”Hvil dig lidt her,” sagde han.
”Fru Agnes er stadig til sengs. Simon og jeg tager os af Prissy.”
Han klemte Marthas skulder og gik. Hun forsøgte at stå op, men al hendes styrke var drænet bort, og hun var nødt til at læne sig op ad køkkenbordet. Huset var stille bortset fra de velkendte lyde: den konstante susen fra bølgerne og over det grynt fra svinene, der indledte dagens roden i gårdens hårde jord.
Gennem vinduet sås vaskehuset og hendes medicinhave og bag alt det flintemuren med sin låge ud til Tide Lane. Bag strædet lå havet: fladt, mat, med en farve som blankpudset tin. Nu Prissy var væk, ville der være så meget mere at gøre. Øl skulle brygges. Måltider tilberedes. Fru Agnes ville snart stå op og kræve hjælp til at klæde sig på.
Der var en syngende følelsesløshed i hendes hoveds sårede side, og igen sænkede hun sig ned på skamlen. I nogle minutter sad hun uden at røre på sig og forsøgte at falde til ro i køkkenets uorden blandt spredte gryder og tallerkener og tørrede urter, stumper af brækket fad, mængden af ærter på gulvet.
Hun hørte Kit ovenpå rådføre sig med fru Agnes og vidste med absolut vished, at Prissys arrestation var begyndelsen, havde sat noget i gang, en brutal, ubarmhjertig mekanisme, der hverken ville blive stoppet eller afledt.
Tanken fik hende op at stå. Hun gik ovenpå, ad den smalle passage forbi det store soveværelse og så op ad endnu en trappe til sit værelse på loftet. Dets eneste lille vindue havde udsigt hen over baghaven til havet.
Mors lille cedertræsskrin stod under sengen. Hun løftede det op på madrassen og låste det op. Hængslerne klagede sig, da hun hævede låget. Øverst lå et lag af gule blomster, der smuldrede til støv ved hendes berøring. Skrinet indeholdt fortiden, den vanskelige fortid: mest arvestykker fra mor.
Et efter et tog hun dem op. Mors rosenkrans. Mors saks. Mors fingerbøl, udskåret af en valnøddeskal af en af hendes elskere. Mors bedste kjoleliv af vinfarvet damask, nu for småt til Martha. Stifter, nåle, tre garnspoler, en syl, to flade fade af hamret messing og et kobberkors, der engang havde haft små stykker blåt glas i, men de manglede alle nu på nær ét.
Stofstykker: tynde faner af silke og et aflangt stykke grønt fløjl skåret ud af en dames kjole og stadig med rester af mørnet broderi, der indeholdt nogle små, gule tænder og en lok brunt hår. Hvis? Hendes formentlig. Mælketænder og hår.
Neden under det hele lå gemseskindspungen. I årevis – årtier – havde den ligget i kisten. Hun havde aldrig haft brug for dens indhold. I pungen var alle mors amuletter, dem, hun havde fået, samt dem, mor selv havde lavet. Martha løsnede snoren.
Den første amulet var et lillebitte, indskrumpet organ, gråt lyserødt og tørret til en nøddeagtig hårdhed: galdeblæren fra et eller andet markdyr – en markmus eller spidsmus.
Hun kastede den ned på sengen, mimede en ed og børstede fingrene rene. Fortsatte udpakningen og fandt et lille glas med låg på, der indeholdt en håndfuld søm, en strådukke, nogle tørrede klokkeformede blomster af fingerbøl og en vissen kvist af hvid lyng. Så en tudse, mast flad som papir med en knust tjørnekrave om halsen.
Blodet sang i hendes tindinger og ører: Det skete, når mor var i nærheden. Hun lagde den tørrede tudse på sin seng med de øvrige amuletter. Den værste panik var overstået, men hun tøvede stadig og måtte sunde sig. Hun betragtede amuletterne. Ikke dem. Ingen af dem. Det, hun havde brug for, var stadig i pungen.
Hun kiggede på den igen. Fra dens åbning syntes hun, at hun hørte en lille lyd – en ildevarslende, uimodståelig summen. Hun tog en indånding, beredte sig på at stikke hånden ind og tog så pakken op. Linnedindpakningen var flosset, men ellers som hun huskede den. Hun rullede den ud. Indholdet passede i hendes håndflade.
En prikken af følelser løb over hende; stik af erindringer og gammel sorg.
Dukken var sølle og dårligt udformet, primitivt skabt af en lysestump, æggeformet, hvor voksen bulede ud i hofterne. Der sad stadig en rest brændt væge i den.
Hun vendte den i fingrene. Den havde to ansigtsudtryk, huskede hun nu. De to ansigter. Et uden øjne eller kun med nålestik som øjne, næsen en fremklemt klump, munden knap synlig – en seglformet kærv lavet af en kvindes negl.
På denne side var ansigtet ret fredfyldt. Lukket. Ansigtet på den anden side var mere detaljeret og mere skræmmende; de brændte øjne stirrede, og mundens O stod på vid gab, som om den forsøgte at skrige. Fingrene så spredte ud, groft kradset ind i voksen. Ligeså benene, som kun var antydet med en ridset streg.
Det var, som om dukken klæbede til hendes hud. Mor havde lært hende, at et venstre øje var hekseøjet, som kunne se ting, der ikke var synlige, men ikke desto mindre til stede. Hun vendte dukken om på siden og studerede den på skrå. En glorie af lys omkransede den, gav en glans til det snuskede gule voks og mindede hende om dens formål.
Den skulle vækkes, hvis hun skulle benytte den – gøre brug af dens kræfter.
Hun tog dukken med ned i køkkenet. En flue på ryggen snurrede sanseløst rundt i vindueskarmen, og hun kiggede på den uden egentlig at se den, før hun slog skodden for. Hendes forklæde med sit kort af pletter hang på en krog, og hun tog det over hovedet.
Prissys stegepande svingede fra loftsbjælken, og hun løftede den ned og stillede den på karfoden og tændte det store lys under. Kobberet rødmede, da det varmede op. Hun pressede først dukkens ben ned på panden, og efter et øjeblik begyndte voksen at give sig. Hun vendte den på hovedet og gentog processen, holdt dukkens hoved mod varmen, til voksen var klæg.
Hun tog panden af karfoden og stillede den til side. Med en tommelfinger aede hun hovedets kurve.
Hendes krop føltes kold og delvis tom, som om hendes eget solide jeg var blevet puffet til side for at gøre plads til noget andet – en kraft, en ånd. Den skød sig op gennem hende, meget kølig. Dukkens vokshud blev mat.
Dens øjne var endnu blinde. En let trækvind legede med flammen på karfodslyset og de løse hår, der hang ned omkring hendes ansigt. Flammen døde. Med dens forsvinden kom tøven, og hun lagde hurtigt dukken fra sig, trådte tilbage og omfavnede sig selv som for at forsikre sig selv om sin egen håndgribelighed. Hendes særk trængte til at blive vasket; hendes egen lugt steg beroligende fra den.
Det måtte da altid være bedre at gøre noget. At tage sig af situationen.
Fra bordet kiggede dukken frem. Den kølede allerede ned, og dens formål tog form. Hun tændte karfodslyset igen og holdt dukkens nedre ende over varmen, til voksen atter blev blød, og indførte så sin urtekniv, splittede på langs, indtil æggen kom til en klump voks. Lad det være dens lyske. Hun skilte delene ad. Lad det være dens ben.
Hun stillede den op ad et ølkrus. Den var færdig. Var den færdig?
I hendes bryst trængtes spænding og uro og fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Hun tog den igen og nærstuderede den. Det var, som om den dirrede. Hun følte luft røre sig omkring hende, som om folk – kvinder – gik tæt forbi; hun kunne høre susende skørter, følte berøring af hænder på sit ansigt. Der var også lyde – hun førte den op til øret: et ekko af stemmer; udbrud og protester og bønfaldende skrig; mors advarsler – der kom fra dens åbne mund.
Hun holdt den ud i strakt arm. Lydene stoppede. Hendes hjerte faldt lidt til ro.
Dukken var kun det – et barns legetøj, en klump voks. Og dog: Hun tog den igen op til øret og hørte det igen: en tynd, pibende klagen.
En hammer af tanker i hendes hoved; dukken i hendes hænder, som hun nu slap, som om den havde stukket hende. Hvad var det egentlig, denne deformitet, hun havde vakt? Hvad havde hun vakt i sig selv? Hun klemte hænderne sammen som i bøn. Tilgiv mig, tilgiv min skyld, o Herre. Voks flagede fra hendes fingre. Dukken skulle bruges, det var dens sandhed, essensen af dens natur. Selv om hun frygtede den, havde hun brug for den.
Hun gik ovenpå igen og ledte i mors skrin efter en pren og trak den varsomt ud af en rest vinrødt damask. Nedenunder blev hun ramt af frygt, kastede prenen fra sig og lagde hænderne på tindingerne. Mærkede sin egen hud, sin puls, der piskede af sted med en fjedrende spænding.
Hun ville leve og leve frit. Prissy måtte leve og leve frit.
Hun trykkede nålen ned mod dukkens blodløse hud og lirkede med spidsen for at lave et sår.
Stikke, ja, hun måtte stikke det hærdende voks, gennembore overfladen på dukkens hals. På hendes nakke og arme rejste hårene sig som reaktion på en uvant, fremmed strøm: afsky, tiltrækning, en art ærefrygt.
Voksdukke. Heksedukke. Talisman.
“En fundamentalt spændende historisk roman” – Weekendavisen
East Anglia, 1645. Martha Hallybread, jordemor, healer og tyende, har levet et fredsommeligt liv i mere end fire årtier i sin elskede landsby Cleftwater.
Alle kender Martha, men ingen kan huske hendes stemme mere, for hun har ikke talt i årevis. Da heksejagten kommer til Cleftwater, bliver Martha hvervet til at undersøge de anklagede kvinders kroppe for beviser. For at beskytte sig selv og sine venner, genopliver Martha i desperation en heksedukke, i håbet om at den vil bringe hende beskyttelse. Men snart vender tidevandet; tiden løber ud.
Hekseflod udforsker emner som skyld, synd og samvittighed, har et levende og lyrisk sprog, og er inspireret af virkelige historiske hændelser. En storslået debut fra Margaret Meyer.
Hvis du savner flere anbefalinger, så se vores liste med nye romaner her.
Hekseflod er inspireret af virkelige historiske hændelser. Den udforsker temaer som skyld, synd og samvittighed og berører vores historiske og litterære optagethed af den hekseforfølgelse, som har kostet mange kvinder livet.
I Hekseflod er året 1645. Martha Hallybread, jordemor, healer og tyende, har levet et fredsommeligt liv i mere end fire årtier i sin elskede landsby Cleftwater. Alle kender Martha, men ingen kan huske hendes stemme mere, for hun har ikke talt i årevis.
Da heksejagten når til Cleftwater bliver Martha udvalgt til at undersøge de anklagede kvinders kroppe for beviser. Martha genopliver i sin fortvivlelse en heksedukke, en lille voksfigur, som hun har arvet fra sin mor, i håbet om, at den vil bringe hende beskyttelse. Men kræfterne rundt om heksedukken er mystiske, og tiden er ved at rinde ud.
LÆS OGSÅ: 34 bøger om stærke kvinder og utrolige kvindeliv
Margaret Meyer er født i Canada, opvokset i New Zealand og bor nu i Storbritannien. Hun skriver i et levende og lyrisk sprog og rammer med Hekseflod lige ned i samtidens interesse for at kende til motiverne bag de grufulde handlinger, der er blevet begået mod kvinder i fortiden. Meyer har tidligere arbejdet som journalist, redaktør og senest psykoterapeut, og har været Director of Literature ved det britiske kulturinstitut British Council. Hekseflod er hendes debutroman.
Hekseflod
Margaret Meyer
1
Tidlig september 1645
Onsdag
Hun var i haven ved morgengry. Der var urter, der skulle skæres: rosmarin til stegen, mynte og katost til hendes hoste. Huset og gaden og bakken bag den var dunkle under en tyk, flammefarvet dis, og da hun gik over græsset, så hun, hvordan morgenstjernen var svøbt i em.
En enlig skade fløj derfra så tæt på, at dens vingeslag satte luften omkring hendes ansigt i bevægelse. Den landede på tagryggen og spottede hende med sin skrattende stemme.
To ilde varsler, men hvad var meningen med dem? Dagen ville forløbe, som Gud havde i sinde.
Katosten groede stort og heftigt i vejkanten. Martha satte sig på hug og skar nogle håndfulde. Over skulderen så hun tre mænd nærme sig. Hun rejste sig. Mændene tøvede og trådte tilbage, som om de havde set en djævel komme til syne: Den heks var hende.
Da de var kommet sig, gik de med raske skridt helt hen til huset. Nu genkendte hun dem – Heskeths knægte fra smedjen for enden af landsbyen og Herry Gowler fra fængslet. Hun løb hen mod døren og var næsten igennem den, da de nåede hende.
De så ud, som om de var noget beklemte ved deres opgave, og deres frygt viste sig i unødvendig voldsomhed. De skubbede hende til side, og hun faldt i gulvet som mejet byg og lå hen over dørtærsklen, mens hendes lunger larmende pumpede som en punkteret blæsebælg.
De trådte over hende og gik ind. Hun drejede hovedet og så Simon komme fra sin seng under trappen med hænderne løftet: delvis hilsen, mest uro. Med deres stave fældede de ham og vendte sig så mod køkkenet. Martha kom op på alle fire og kravlede efter dem, mens hun forsøgte at råbe herr Kits navn. Gardinstangen splintrede, da de vred den ned.
Stof vældede ned på gulvet. Prissy havde siddet og bælget ærter ned i et fad. Martha hørte fadet knuses, regnen af grønne kugler og Prissys dyriske skrig. Anklager – urimelige og chokerende – lød råt fra mændenes munde. De forlod huset og trak Prissy mellem sig som en kvie med kurs mod slagtehuset.
Martha kom på benene og så dem gå. Hoveddøren stod på klem, og tågen lod til at klumpe og folde sig sammen, som om den ville tilsløre det, der var sket.
Simon trådte hen og stod ved hendes side.
”Det var kun et spørgsmål om tid,” sagde han grødet. Hans ene næsebor var flænget, og det røde løb ned i hans mund.
”Før det blev vores tur,” sagde han.
”I Cleftwater.” De så på hinanden i tavshed. Hans øjne var mørke og blanke, rettet mod hendes. I dem så hun sin egen frygt spejlet.
Hun gjorde en bred, cirklende bevægelse mod køkkenet, huset, deres landsby.
”Sandt nok,” sagde Simon.
Hans stemme var flad af bekymring.
”Intet er sikkert længere. Intet.”
Så steg al verdens sorte op. I det var en vision af Archers lille barn – hans blå mund, hans gustenblege hud. Gru voksede sig gennem hendes krop som en ranke. Simon så hende svaje, fattede hendes albue og førte hende hen til køkkenskamlen, hvor han satte hende, mens han gik op for at hente herren. Hans skridt fór forskræmt bort over sandstensfliserne til trappen.
Blodsdråber tegnede hans rute. Efter et øjeblik hørte hun hans tøvende banken på soveværelsesdøren og Kits stemme, dyb og med den rust på, den altid havde tidligt om morgenen. Og så fru Agnes’ også, høj af ængstelse.
Forsvundne Prissy. Tilfangetagne Prissy. De havde revet hende herfra så ublidt, fra hendes bolig, Prissys tilkæmpede hjem. Overalt var der påmindelser. Brøddej, der efterhævede i en skål i arnens gløder. Gyldne hår, der glimtede fra sivmåtterne på gulvet.
Martha tvang sine ben til at bevæge sig, trak sig op at stå og svingede køkkenskodden væk. En smule lys sivede ind, og hun fandt kanden og drak direkte af den, så hurtigt at øl rendte fra begge mundvige. Ilden var næsten gået ud. Hun ragede i den, overtalte gløderne ved at puste på dem. Hun var stakåndet, og flammerne var længe om at fænge og var svage, til hun fodrede dem med fyrrekogler og et stykke salttræ fra en af de forliste både på stranden.
Hun satte sig på skamlen igen. Solen skrev streger af lys på væggen, og længe studerede hun dem, usikker på deres besked. Hendes kind sved, hvor hun var faldet, og den flængede hud var ophovnet som læber på begge sider. Det føltes skidt, som en slags dom, at blive mærket på denne måde. Igennem køkkenvinduet kunne hun se gårdspladsens mulm langsomt fortyndes, og gennem den kom den svage gentagne puls fra havet, regelmæssig som åndedræt. Hun lyttede til den, til hendes hjerte begyndte at falde til ro.
Måske døsede hun hen, eller måske lukkede hendes øjne sig bare i. Hendes tanker var mørke og løb, og hun brød sig ikke om at være i dem. Hvorfor Prissy og ikke hende? Og hvad med de andre tilfangetagne kvinder fra landsbyerne ikke så langt sydpå? Kvinder i Salt Dyke og Holleswyck, deriblandt en mor og datter.
Flere i Sandgrave, knap fire hundrede favne borte. Nogle af dem var allerede døde af fængselstyfus, og andre stod til at dø, hvis det var rettens agt. Kit sagde, at en advokat fra London var blevet hyret til at anklage dem. En mand, der var kendt for at tage imod penge forud for en dom; en mand, der ikke var kendt for mildhed.
Hun var født i Cleftwater og vidste mange ting, men ikke den sande natur af denne nye rædsel, der indtil i dag havde været ufarligt fjern, kun et rygte. Nu var den ankommet. Nu var den virkelig. Prissys arrestation var næppe den første. Kedlerne sydede i kaminen, og deres støj blandedes med den vellagrede lugt fra spanden med skræller og madaffald og udløste en kvalmende bølge, der løb fra nederst i hendes hals til hendes mave.
Den samme angst kom og gik og skubbede atter til hende. Hvornår? Hvornår ville de komme efter hende? Hvis de kom, hvad så? Så intet. Hun ville være mindre end intet. Forstødt, statsløs. Værre end det: Hun ville blive genopfundet, gjort uhyrlig; alle hendes ugerninger og svagheder – virkelige eller opfundne – forstørret tusindfold.
Gud hjælpe hende da. Gud hjælpe dem alle. Alle de tilfangetagne kvinder.
En hånd var på hendes skulder, forankrede hende med sit greb. Hun åbnede øjnene.
”Hvordan har du det, Martha?” spurgte Kit.
Hun kiggede på ham og så på sine hænder. De måtte tale for hende. Inden i hende var der ikkeudtalte ord – så mange – som skubbede og hoppede i hendes hoved og bryst. Som ikke kunne udsiges på grund af den ting i hendes hals – en tyk, pulserende form, der stjal hendes stemme og selv brugte hendes åndedræt.
Noget boede i den: en slange, en orm. Siden barndommen havde den været der. De urter, hun tog, dæmpede hendes hosten, men stoppede ikke ormens værk. Det gjorde ondt at tale. Derfor talte hun sjældent.
Nu tegnede hendes hænder deres sprogs former, ordløse tegn og fagter – skabt for over tredive år siden mellem Kit og hende – det var den måde, de havde at tale sammen på.
Godt nok.
Han lagde blidt nogle fingre under hendes hage og vippede hendes kind op mod lyset. Jeg henter doktoren, tegnede han tilbage.
Nej, signalerede hun. Jeg har mine urter.
Han hentede kanden og et bæger og skænkede mere øl og satte sig på hug ved siden af hende, mens hun drak.
”Hvad sagde de? Da de kom. Hvilken grund gav de?”
Hun rystede på hovedet. Ingen.
”De må have en grund til sådan at gå ind i et hus – uanset hvilket.”
Hendes kind dunkede. Hun kunne ikke se på ham. Livet med Kit var gået af sig selv; hun havde levet det mere eller mindre tilfreds og havde aldrig tænkt på at betvivle det. Eller selv at blive betvivlet.
”Martha?”
Hun slap et åndedrag, hun ikke vidste, at hun havde holdt på. Kit var en god og venlig mand. Han havde reddet Prissy – deres kønne, gyldenhårede kok – fra et liv, hvor hun bedrev hor på dokken i Salt Dyke.
Ligeså Martha. Hun havde været hans amme, og han havde beholdt hende, givet hende værdigheden ved et arbejde og et hjem. Det var umuligt at lyve for ham.
Hun gjorde sine hænder til horn og satte dem for panden.
”De sagde … hvad? At hun tilhører Djævelen?”
Ja … ja. Hans tjener. Hun lavede en cirkel om sin ringfinger. Djævelens brud.
Han så usikkert på hende, så forbi hende. Hans udtryk forhærdedes, blev stålsat.
”Hvil dig lidt her,” sagde han.
”Fru Agnes er stadig til sengs. Simon og jeg tager os af Prissy.”
Han klemte Marthas skulder og gik. Hun forsøgte at stå op, men al hendes styrke var drænet bort, og hun var nødt til at læne sig op ad køkkenbordet. Huset var stille bortset fra de velkendte lyde: den konstante susen fra bølgerne og over det grynt fra svinene, der indledte dagens roden i gårdens hårde jord.
Gennem vinduet sås vaskehuset og hendes medicinhave og bag alt det flintemuren med sin låge ud til Tide Lane. Bag strædet lå havet: fladt, mat, med en farve som blankpudset tin. Nu Prissy var væk, ville der være så meget mere at gøre. Øl skulle brygges. Måltider tilberedes. Fru Agnes ville snart stå op og kræve hjælp til at klæde sig på.
Der var en syngende følelsesløshed i hendes hoveds sårede side, og igen sænkede hun sig ned på skamlen. I nogle minutter sad hun uden at røre på sig og forsøgte at falde til ro i køkkenets uorden blandt spredte gryder og tallerkener og tørrede urter, stumper af brækket fad, mængden af ærter på gulvet.
Hun hørte Kit ovenpå rådføre sig med fru Agnes og vidste med absolut vished, at Prissys arrestation var begyndelsen, havde sat noget i gang, en brutal, ubarmhjertig mekanisme, der hverken ville blive stoppet eller afledt.
Tanken fik hende op at stå. Hun gik ovenpå, ad den smalle passage forbi det store soveværelse og så op ad endnu en trappe til sit værelse på loftet. Dets eneste lille vindue havde udsigt hen over baghaven til havet.
Mors lille cedertræsskrin stod under sengen. Hun løftede det op på madrassen og låste det op. Hængslerne klagede sig, da hun hævede låget. Øverst lå et lag af gule blomster, der smuldrede til støv ved hendes berøring. Skrinet indeholdt fortiden, den vanskelige fortid: mest arvestykker fra mor.
Et efter et tog hun dem op. Mors rosenkrans. Mors saks. Mors fingerbøl, udskåret af en valnøddeskal af en af hendes elskere. Mors bedste kjoleliv af vinfarvet damask, nu for småt til Martha. Stifter, nåle, tre garnspoler, en syl, to flade fade af hamret messing og et kobberkors, der engang havde haft små stykker blåt glas i, men de manglede alle nu på nær ét.
Stofstykker: tynde faner af silke og et aflangt stykke grønt fløjl skåret ud af en dames kjole og stadig med rester af mørnet broderi, der indeholdt nogle små, gule tænder og en lok brunt hår. Hvis? Hendes formentlig. Mælketænder og hår.
Neden under det hele lå gemseskindspungen. I årevis – årtier – havde den ligget i kisten. Hun havde aldrig haft brug for dens indhold. I pungen var alle mors amuletter, dem, hun havde fået, samt dem, mor selv havde lavet. Martha løsnede snoren.
Den første amulet var et lillebitte, indskrumpet organ, gråt lyserødt og tørret til en nøddeagtig hårdhed: galdeblæren fra et eller andet markdyr – en markmus eller spidsmus.
Hun kastede den ned på sengen, mimede en ed og børstede fingrene rene. Fortsatte udpakningen og fandt et lille glas med låg på, der indeholdt en håndfuld søm, en strådukke, nogle tørrede klokkeformede blomster af fingerbøl og en vissen kvist af hvid lyng. Så en tudse, mast flad som papir med en knust tjørnekrave om halsen.
Blodet sang i hendes tindinger og ører: Det skete, når mor var i nærheden. Hun lagde den tørrede tudse på sin seng med de øvrige amuletter. Den værste panik var overstået, men hun tøvede stadig og måtte sunde sig. Hun betragtede amuletterne. Ikke dem. Ingen af dem. Det, hun havde brug for, var stadig i pungen.
Hun kiggede på den igen. Fra dens åbning syntes hun, at hun hørte en lille lyd – en ildevarslende, uimodståelig summen. Hun tog en indånding, beredte sig på at stikke hånden ind og tog så pakken op. Linnedindpakningen var flosset, men ellers som hun huskede den. Hun rullede den ud. Indholdet passede i hendes håndflade.
En prikken af følelser løb over hende; stik af erindringer og gammel sorg.
Dukken var sølle og dårligt udformet, primitivt skabt af en lysestump, æggeformet, hvor voksen bulede ud i hofterne. Der sad stadig en rest brændt væge i den.
Hun vendte den i fingrene. Den havde to ansigtsudtryk, huskede hun nu. De to ansigter. Et uden øjne eller kun med nålestik som øjne, næsen en fremklemt klump, munden knap synlig – en seglformet kærv lavet af en kvindes negl.
På denne side var ansigtet ret fredfyldt. Lukket. Ansigtet på den anden side var mere detaljeret og mere skræmmende; de brændte øjne stirrede, og mundens O stod på vid gab, som om den forsøgte at skrige. Fingrene så spredte ud, groft kradset ind i voksen. Ligeså benene, som kun var antydet med en ridset streg.
Det var, som om dukken klæbede til hendes hud. Mor havde lært hende, at et venstre øje var hekseøjet, som kunne se ting, der ikke var synlige, men ikke desto mindre til stede. Hun vendte dukken om på siden og studerede den på skrå. En glorie af lys omkransede den, gav en glans til det snuskede gule voks og mindede hende om dens formål.
Den skulle vækkes, hvis hun skulle benytte den – gøre brug af dens kræfter.
Hun tog dukken med ned i køkkenet. En flue på ryggen snurrede sanseløst rundt i vindueskarmen, og hun kiggede på den uden egentlig at se den, før hun slog skodden for. Hendes forklæde med sit kort af pletter hang på en krog, og hun tog det over hovedet.
Prissys stegepande svingede fra loftsbjælken, og hun løftede den ned og stillede den på karfoden og tændte det store lys under. Kobberet rødmede, da det varmede op. Hun pressede først dukkens ben ned på panden, og efter et øjeblik begyndte voksen at give sig. Hun vendte den på hovedet og gentog processen, holdt dukkens hoved mod varmen, til voksen var klæg.
Hun tog panden af karfoden og stillede den til side. Med en tommelfinger aede hun hovedets kurve.
Hendes krop føltes kold og delvis tom, som om hendes eget solide jeg var blevet puffet til side for at gøre plads til noget andet – en kraft, en ånd. Den skød sig op gennem hende, meget kølig. Dukkens vokshud blev mat.
Dens øjne var endnu blinde. En let trækvind legede med flammen på karfodslyset og de løse hår, der hang ned omkring hendes ansigt. Flammen døde. Med dens forsvinden kom tøven, og hun lagde hurtigt dukken fra sig, trådte tilbage og omfavnede sig selv som for at forsikre sig selv om sin egen håndgribelighed. Hendes særk trængte til at blive vasket; hendes egen lugt steg beroligende fra den.
Det måtte da altid være bedre at gøre noget. At tage sig af situationen.
Fra bordet kiggede dukken frem. Den kølede allerede ned, og dens formål tog form. Hun tændte karfodslyset igen og holdt dukkens nedre ende over varmen, til voksen atter blev blød, og indførte så sin urtekniv, splittede på langs, indtil æggen kom til en klump voks. Lad det være dens lyske. Hun skilte delene ad. Lad det være dens ben.
Hun stillede den op ad et ølkrus. Den var færdig. Var den færdig?
I hendes bryst trængtes spænding og uro og fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Hun tog den igen og nærstuderede den. Det var, som om den dirrede. Hun følte luft røre sig omkring hende, som om folk – kvinder – gik tæt forbi; hun kunne høre susende skørter, følte berøring af hænder på sit ansigt. Der var også lyde – hun førte den op til øret: et ekko af stemmer; udbrud og protester og bønfaldende skrig; mors advarsler – der kom fra dens åbne mund.
Hun holdt den ud i strakt arm. Lydene stoppede. Hendes hjerte faldt lidt til ro.
Dukken var kun det – et barns legetøj, en klump voks. Og dog: Hun tog den igen op til øret og hørte det igen: en tynd, pibende klagen.
En hammer af tanker i hendes hoved; dukken i hendes hænder, som hun nu slap, som om den havde stukket hende. Hvad var det egentlig, denne deformitet, hun havde vakt? Hvad havde hun vakt i sig selv? Hun klemte hænderne sammen som i bøn. Tilgiv mig, tilgiv min skyld, o Herre. Voks flagede fra hendes fingre. Dukken skulle bruges, det var dens sandhed, essensen af dens natur. Selv om hun frygtede den, havde hun brug for den.
Hun gik ovenpå igen og ledte i mors skrin efter en pren og trak den varsomt ud af en rest vinrødt damask. Nedenunder blev hun ramt af frygt, kastede prenen fra sig og lagde hænderne på tindingerne. Mærkede sin egen hud, sin puls, der piskede af sted med en fjedrende spænding.
Hun ville leve og leve frit. Prissy måtte leve og leve frit.
Hun trykkede nålen ned mod dukkens blodløse hud og lirkede med spidsen for at lave et sår.
Stikke, ja, hun måtte stikke det hærdende voks, gennembore overfladen på dukkens hals. På hendes nakke og arme rejste hårene sig som reaktion på en uvant, fremmed strøm: afsky, tiltrækning, en art ærefrygt.
Voksdukke. Heksedukke. Talisman.
“En fundamentalt spændende historisk roman” – Weekendavisen
East Anglia, 1645. Martha Hallybread, jordemor, healer og tyende, har levet et fredsommeligt liv i mere end fire årtier i sin elskede landsby Cleftwater.
Alle kender Martha, men ingen kan huske hendes stemme mere, for hun har ikke talt i årevis. Da heksejagten kommer til Cleftwater, bliver Martha hvervet til at undersøge de anklagede kvinders kroppe for beviser. For at beskytte sig selv og sine venner, genopliver Martha i desperation en heksedukke, i håbet om at den vil bringe hende beskyttelse. Men snart vender tidevandet; tiden løber ud.
Hekseflod udforsker emner som skyld, synd og samvittighed, har et levende og lyrisk sprog, og er inspireret af virkelige historiske hændelser. En storslået debut fra Margaret Meyer.
Du kan købe Hekseflod online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandler.
Hvis du savner flere anbefalinger, så se vores liste med nye romaner her.
Andre læste også: