Skrevet af: Anne Badsberg-Nielsen
Johannes Jørgensen markerer sig i en tidlig alder i de danske kulturkredse i slutningen af det 19. århundrede – men det ændrer sig, da han konverterer til katolicismen i 1896. Jørgensens forfatterskab er dansk, men spreder sig langt ud over de nationale grænser.
Kulturel overbevisning
Johannes Jørgensen bliver født i 1866 i Svendborg og rejser til København som 16-årig for at studere og arbejde inden for kunst og kultur. I 1896 konverterer han til katolicismen og bliver herefter en outsider i de danske kulturkredse. Hans panteistiske syn på kunstværker kan ikke forenes med den moderne strømning, som florerer i Danmark. Han flytter til Assisi i Italien, hvor han bor i årene mellem 1915 og 1939. Da han vender hjem til sin fødeby i 1953 er det som kendt forfatter af rejseberetninger, digte og helgenbiografier. I Italien er han bedst kendt for biografien “Den hellige Frans af Assisi”, mens han i Danmark er bedst kendt for sine digte. Den dag i dag er han stadig den næst mest oversatte danske forfatter – kun overgået af H.C. Andersen. I “Danimarca” beretter Jørgensen om sine egne oplevelser med kulturel tilvænning, kulturelle forskelle og om at vende tilbage til Danmark igen.
Religiøs kunstopfattelse
Jørgensens symbolisme er i høj grad påvirket af hans tro. Han er af den opfattelse, at der transcenderer en højere mening gennem ethvert kunstværk. En opfattelse, der kommer mest eksplicit til udtryk i essaysamlingen “Helvedfjender”, hvor Jørgensen kritiserer de danske kulturmedier ud fra et indremissionsk ståsted. Den panteistiske opfattelse kommer også til udtryk i tidsskriftet “Taarnet”, hvor Jørgensen er redaktør. Tidsskriftet er omdrejningspunkt for kunstnere, hvis kunstopfattelse går imod den moderne naturalisme. Jørgensen skaber røre i de danske journalist- og kulturkredse, som blandt andet ender ud i offentlige konfrontationer med digteren Sophus Claussen og et brud af venskabet med digteren Viggo Stuckenberg.
I kølvandet på krigen
Jørgensens forfatterskab bliver uundgåeligt påvirket af 1. Verdenskrig. Både personligt og religiøst. I “Flanderns løve” beretter han om Europas tilstand efter krigen – herunder især Italien, Frankrig og Belgien. Gennem et professorat får han et nært forhold til Belgien, som bliver hårdt ramt under krigen. Jørgensen tager et politisk standpunkt, da han forsvarer Belgien i rejseberetningen “I det yderste Belgien”, hvor han skriver om konsekvenserne af krigen for landet, ham selv og hans tro: ”Før krigen gjorde jeg ikke meget ud af religionen. Så kom jeg til fronten, og dér lærte jeg at bede.”
Skrevet af: Anne Badsberg-Nielsen
Johannes Jørgensen markerer sig i en tidlig alder i de danske kulturkredse i slutningen af det 19. århundrede – men det ændrer sig, da han konverterer til katolicismen i 1896. Jørgensens forfatterskab er dansk, men spreder sig langt ud over de nationale grænser.
Kulturel overbevisning
Johannes Jørgensen bliver født i 1866 i Svendborg og rejser til København som 16-årig for at studere og arbejde inden for kunst og kultur. I 1896 konverterer han til katolicismen og bliver herefter en outsider i de danske kulturkredse. Hans panteistiske syn på kunstværker kan ikke forenes med den moderne strømning, som florerer i Danmark. Han flytter til Assisi i Italien, hvor han bor i årene mellem 1915 og 1939. Da han vender hjem til sin fødeby i 1953 er det som kendt forfatter af rejseberetninger, digte og helgenbiografier. I Italien er han bedst kendt for biografien “Den hellige Frans af Assisi”, mens han i Danmark er bedst kendt for sine digte. Den dag i dag er han stadig den næst mest oversatte danske forfatter – kun overgået af H.C. Andersen. I “Danimarca” beretter Jørgensen om sine egne oplevelser med kulturel tilvænning, kulturelle forskelle og om at vende tilbage til Danmark igen.
Religiøs kunstopfattelse
Jørgensens symbolisme er i høj grad påvirket af hans tro. Han er af den opfattelse, at der transcenderer en højere mening gennem ethvert kunstværk. En opfattelse, der kommer mest eksplicit til udtryk i essaysamlingen “Helvedfjender”, hvor Jørgensen kritiserer de danske kulturmedier ud fra et indremissionsk ståsted. Den panteistiske opfattelse kommer også til udtryk i tidsskriftet “Taarnet”, hvor Jørgensen er redaktør. Tidsskriftet er omdrejningspunkt for kunstnere, hvis kunstopfattelse går imod den moderne naturalisme. Jørgensen skaber røre i de danske journalist- og kulturkredse, som blandt andet ender ud i offentlige konfrontationer med digteren Sophus Claussen og et brud af venskabet med digteren Viggo Stuckenberg.
I kølvandet på krigen
Jørgensens forfatterskab bliver uundgåeligt påvirket af 1. Verdenskrig. Både personligt og religiøst. I “Flanderns løve” beretter han om Europas tilstand efter krigen – herunder især Italien, Frankrig og Belgien. Gennem et professorat får han et nært forhold til Belgien, som bliver hårdt ramt under krigen. Jørgensen tager et politisk standpunkt, da han forsvarer Belgien i rejseberetningen “I det yderste Belgien”, hvor han skriver om konsekvenserne af krigen for landet, ham selv og hans tro: ”Før krigen gjorde jeg ikke meget ud af religionen. Så kom jeg til fronten, og dér lærte jeg at bede.”
Andre læste også: