I 2023 blev de danske ringborge udnævnt som verdensarv af UNESCO. I Kong Haralds ringborge tager historiker Anders Lundt Hansen os med tilbage til 900-tallet på en rejse til den tidlige middelalders Danmark og til de imponerende fæstningsværker. Begynd din læsning her,
Anders Lundt Hansen er cand.mag i historie fra Københavns Universitet. Han holder foredrag, skriver freelance for bl.a. Weekendavisen og medvirker i diverse TV-udsendelser. Som forfatter har han bl.a. udgivet bogen Danmark: De første 1000 år, der modtog ros fra pressen for sin spændende og nyskabende historieformidling.
LÆS OGSÅ: Anders Lundt Hansen: Historien kan skræmme dig. Det bør den faktisk gøre
Kong Haralds ringborge af Anders Lundt Hansen dykker ned i de fæstningsværker, der udgør ringborgene: Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken, Trelleborg, Borgring, og de skånske borge Borgeby, Fodevig og Trelleborg i Skåne. Bogen bygger på den nyeste publicerede forskning og er rigt illustreret med fotos, tegninger og kort.
LÆS OGSÅ: Er den tidligste danmarkshistorie stadig relevant i dag? Absolut – hvis det da altså er den rigtige historie!
Historien om ringborgene er et indblik i en tid hvor blodige magtkampe mellem fyrster og stormænd satte sit præg. En tid, hvor langskibe krydsede sund og bælter. Og ikke mindst en tid hvor fæstningsværkerne skulle bidrage til at sikre kong Haralds magt. Læs et uddrag af Kong Haralds ringborge af Anders Lundt Hansen her.
Kong Haralds ringborge
En rejse gennem Danmark i år 984
af Anders Lundt Hansen
Forord
For første gang er historien om kong Haralds ringborge samlet i én bog. De er selvfølgelig omtalt i talrige værker, og flere af fæstningsværkerne har også enkeltvis fået deres egne udgivelser. Men først nu kan man holde alle trelleborgene i én hånd.
Bogen er bygget op som en rejse fra borg til borg, som den kunne have fundet sted i foråret 984, måske det sidste fredsår i kong Haralds regeringstid. Rejsen er fuldstændig fiktiv, men beskrivelserne er så tæt på, som vi med forskningen kan komme de faktiske steder.
Undervejs på rejsen genfortæller jeg en stribe af de legender, der knytter sig til kong Harald og hans regeringstid, fra hans fødsel og til hans død. På den måde ser vi, hvordan den ambitiøse konge blev husket af sin nærmeste eftertid. Det var et eftermæle, som blev noget anderledes, end han havde tænkt sig.
Det er kun takket være talrige forskeres dygtige arbejde, at vi kan drage ud på denne rejse. Mens jeg skrev bogen, har jeg mødt stor velvilje hos et væld af arkæologer, historikere, formidlere og andre, der har brugt deres evner på at drage borgenes historie frem i lyset. Jeg takker alle for deres hjælp og understreger, at skulle der alligevel være fejl i teksten, står de udelukkende for min regning.
Den grundige og detaljerede viden, som forskerne gennem årtier har tilvejebragt om borgene, har jeg samlet i litteraturlisten bagerst. Her kan man se, hvor bogens oplysninger stammer fra, man kan finde speciallitteratur om de enkelte borge, og man kan på egen hånd fortsætte færden.
God rejse.
Anders Lundt Hansen
Rejsen begynder
Slå porten op til trelleborgene, og træd ind i fortidens verden. Porten glider åben på velsmurte hængsler, og på dens udskårne stolper snor sig slanger og dyrefigurer med ulvegab klar til at opsluge kongens fjender. Den plankeklædte tunnel gennem volden dufter af jord og friskkløvet egetræ og fører ind i lyset på borgpladsen.
Her ligger kongens velordnede idealverden. En plankevej løber snorlige gennem den by, der åbenbarer sig inden for volden. Ens huse ligger i ens firkanter langs vejen, og nøjagtigt i borgens midte krydser vejen en tilsvarende tømret vejbane. De deler borgen ind i fjerdedele, og fra midten kan man se til alle fire porte.
Portene ligger så præcist, at man fra vejkrydset kan bruge dem som et solur. Når solen står højest, er den lige over sydporten, og det tager den en fjerdedel af døgnet at vandre fra port til port. Ved jævndøgn står den op i den østlige port og går ned i den vestlige.
Fra 970’erne til først i 980’erne byggede kong Harald Gormsøn mindst seks næsten identiske, ringformede forsvarsanlæg. Fem af dem ligger inden for nutidens danske grænser. I 2023 blev ringborgene optaget på UNESCOs verdensarvsliste, hvor de kom i selskab med nogle af verdens fornemmeste kulturminder som den kinesiske mur og Ægyptens pyramider.
I begrundelsen beskrives borgene som ”en symbolsk fremvisning af Jellingdynastiets centraliserede magt og et vidnesbyrd om den sociale og politiske forandring, som det danske rige gennemgik i det sene 900-tal”.
Det er ikke helt forkert, men hvis jeg havde skrevet begrundelsen, ville jeg nok have været lidt mindre firkantet i formuleringerne. For det er rigtigt, at kong Harald fra Jellingdynastiet forsøgte at centralisere magten, men hans succes var ikke langtidsholdbar.
Han regerede i næsten 30 år fra (mest sandsynligt) år 958 til 986, hvilket er godt klaret, men hans borge gik under i flammer, flere af dem blev aldrig færdigbygget, og selv blev han dræbt i et oprør anført af sin egen søn.
De sociale og politiske forandringer, der nævnes, er også helt rigtige, men de var ikke unikke for det område, som i dag er Danmark. Tilsvarende ændringer fandt sted over det meste af Nord- og Centraleuropa på dette tidspunkt, for eksempel i det nuværende Norge, Polen og Ungarn.
Det enestående ved ringborgene er den systematiske, centraliserende ide, som stråler ud af deres symmetriske arkitektur. Deres design er enestående og berettiger dem til en plads på listen.
Ser man på realiteterne bag idealet, var de dog blot et enkelt led i en lang kæde af beslutninger og handlinger. Et led, som knækkede og tog flere årtier at samle igen for kong Haralds efterkommere. De var en del af de mange krøllede forløb, der i dag er nået til den stat, der hedder Danmark.
Det virker mærkeligt, at det kun er borgene inden for grænserne af nutidens Danmark, der er med på verdensarvslisten, for det giver et misvisende billede af den virkelighed, de blev opført i. Kong Harald byggede mindst én ringborg i Skåne, måske flere. I dag hører Skåne under Sverige, men det er en nyere udvikling, der først fandt sted omkring 700 år efter Haralds levetid.
Ringborgene blev skrevet i glemmebogen straks efter kong Haralds død og var derfor ukendte indtil 1934, hvor den første blev opdaget ved Slagelse på Sjælland. Her ville en lokal motorcykelklub anlægge en motocrossbane på de nedslidte skråninger. Man vidste, at stedet, som lokalt blev kaldt Trelleborg, nok var et voldsted, altså resterne af en borg fra fortiden, men man havde ingen ide om, hvad der gemte sig under græsset.
Inden tilladelsen kunne gives, skulle man derfor lige se efter, og da det gik op for arkæologerne, hvilken skat man stod med, måtte motorentusiasterne se sig om efter et andet sted til deres bane. Da der i de efterfølgende årtier begyndte at dukke lignende anlæg op, fik borgtypen navnet trelleborgene for at skelne dem fra andre typer af ringborge.
Vi kender i dag til seks af dem:
Trelleborg ved Slagelse (opdaget 1934), Aggersborg ved Limfjorden (udgravet fra 1945), Fyrkat ved Hobro (opdaget 1950), Nonnebakken i Odense (opdaget 1953), Borgring ved Køge (udgravet fra 2014) og i Skåne: Borgeby, som ligger mellem Malmø og Landskrona nær ved Øresunds kyst (undersøgt første gang i 1993).
Der findes mange andre borge, anlæg og befæstninger fra kong Haralds tid, både i hans lande og i det øvrige Nordeuropa, men ingen andre har samme systematiske plan.
Alle trelleborgene er dateret til sidste halvdel af 900-tallet ud fra de fund, der er gjort på stederne. Den mest præcise datering kommer fra det tømmer, der blev brugt til at bygge broerne over voldgravene omkring Trelleborg. Her fortæller årringene os, at træet blev fældet i vinteren mellem år 980 og 981.
Det anbringer dem i slutningen af kong Haralds liv og regeringstid. Den Harald, som altså var søn af kong Gorm og dronning Tove (Thyra), og som vi kender fra den store Jellingsten. Han er i dag mest kendt under navnet Harald Blåtand, men han havde ingen blå tand – det er et tilnavn, som senere tider gav ham.
Det findes ikke i de samtidige kilder, men først i Roskildekrøniken skrevet ca. 1138, altså efter kongen havde været død i omkring 150 år. I hans egen tid gav hans kone ham et andet tilnavn, da hun rejste en runesten over sin mor. Den står i Sønder Vissing cirka midtvejs mellem Jelling og Aarhus, og dér omtaler hun sin mand som Harald den Gode.
Hvor god han var, var der dog delte meninger om: Hans død blev ikke fredelig, og hans borge fik ikke lov at stå efter ham. De blev forladt nærmest i samme øjeblik, som kongen drog sit sidste åndedrag. Og sært nok nævner ingen skriftlige kilder de mægtige anlægsprojekter, der ellers var svære at overse.
Det var, som om trelleborgene blev omfattet af en tavshedens lov efter kongens død. Selv de ellers meget meddelsomme sagaer, der ikke er bange for at lade fortællingens sejl fylde af en halv eller en kvart vind, nævner dem ikke med et ord.
I stedet har vi en række hentydninger spredt i senere kilder af, at kong Harald var en grum og undertrykkende hersker. Det er alligevel et sært ry for den kristne eftertid at give den konge, der angiveligt ”gjorde danerne kristne”.
I denne bog får du historien om alle borgene – ikke kun dem, der er endt inden for nutidens danske grænser. Du får at vide, hvad der gør dem så enestående, og du får også en rundrejse i kong Haralds lan- de med korte besøg på de andre vigtige befæstninger, magtcentre og handelspladser, som var en del af historien.
Borgene giver nemlig kun mening, hvis man overvejer det magtlandskab, der eksisterede omkring dem. Et landskab, der blandt andet omfattede stormænds haller, befæstningerne ved Dannevirke og Hedeby, de skånske borge samt de andre borge og voldsteder, der lå rundtomkring i det Danmark, som kong Harald på den store Jellingsten siger, at han vandt sig det hele af.
Aggersborg
Aggersborg er den største af de trelleborge, vi indtil videre har fundet. Den blev opført i begyndelsen af 970’erne ved Limfjorden, som var en vigtig handelsrute. Det havde fjorden allerede været i århundreder, da de første landmålere spændte deres snore ud over plateauet på fjordens nordkyst og forberedte den fæstning, der snart skulle trone over kysten.
Limfjorden var dengang åben i begge ender og dermed i virkelighe- den et sund. Dens navn stammer fra de kalkklipper – limsten – der mange steder trænger sig op tæt på jordoverfladen rundt omkring fjorden.
Alle kong Haralds borge skulle være et markant udtryk for magt og ambitioner, og de blev sat i værk i slutningen af kongens regeringstid med det formål at styrke hans position og prestige i det politisk dynamiske 900-tal. Det gjaldt om konstant at signalere til økseslibende konkurrenter, at det nok ville være klogt, hvis de dæmpede stridslysten for en tid.
Sådan et signal var Aggersborg. Endda et meget stort og tydeligt et af slagsen. For at signalet skulle virke, havde det en række faste træk, som gik igen fra borg til borg. Der var mindre variationer, men hvis man begynder med en detaljeret beskrivelse af Aggersborg, får man et godt indtryk af hele systemet.
Da borgen stod færdig over Limfjordens bredder, tronede stejle, plankebeklædte volde med en krone af palisader, porthuse og bryst- værn i træ. Selv uden patruljerende vagter med spyd og runde skjolde ville borgen se truende og afvisende ud. Dens størrelse og skarpe symmetri ville nok få en førstegangsbesøgende til at snappe efter vejret.
Borgen var lagt efter det snorlige system, som var mønsteret for alle trelleborgene, men den overgik dem i alle dimensioner: Borgens indre diameter var 240 meter og omfattede mere end 4,5 hektar land.
Hvis man den dag i dag ville rykke Rådhuspladsen i København med rådhus og det hele nordenfjords, kunne det snildt ligge inden for Aggersborgs volde. Voldene udgjorde en perfekt cirkel, der var så stor, at en pil affyret fra borgens centrum knap ville nå ud til kanten.
Selve volden var ni meter i bredden, og på toppen var der god plads til, at forsvarerne kunne samle sig bag palisaden. For at forhindre volden i at skride sammen var den hele vejen rundt bygget op omkring et indre træskelet, og på forsiden var den beklædt med planker og mindre rafter.
Hvor høj volden var, vides ikke præcist, men nok mellem to og tre meter på ydersiden. Voldens flade top skrånede nedad mod indersiden, hvor den kom ned på cirka det halve. Facaden var så stejl, at den næsten var lodret, og på toppen lagde en træpalisade et par meter til højden. Til at modstå presset fra de 10.000-15.000 kubikmeter tørv og jord i volden havde facaden udvendige skråtstillede støttestolper med omtrent en meters afstand hele vejen rundt.
Foran volden var først en såkaldt berme, et fladt område mellem vold og grav, som var otte meter bredt, og derefter lå yderst voldgraven, som ud over at besværliggøre livet for eventuelle angribere også havde leveret en god del af jorden til volden. Graven var halvanden meter dyb og 4,5 meter bred og gravet, så den havde en spids bund. I profil lignede den et stort V. Den var ikke vandfyldt, medmindre det havde regnet kraftigt.
Cirkelvoldens i alt over 750 meter var kun afbrudt af åbninger fire steder, og præcist som et kompas pegede portene mod nord, syd, øst og vest. I hver åbning var portene bygget som et befæstet porthus, der stak frem fra volden. Hen over porthuset fortsatte voldens brystværn og skyttegang som en bro over indgangen.
For at komme ind i borgen måtte man gå under skildvagternes fodsåler. En tømmerbelagt vej gik mellem portene fra syd til nord og en anden fra vest til øst. De krydsede hinanden i helt rette vinkler i cirklens centrum og gjorde anlægget til et enormt hjulkors. Som for at understrege korseffekten løb der også en cirkelvej hele vejen rundt langs voldens inderside.
Når man kom inden for volden, stod man i en tætbefolket by. Der lå 48 langhuse, symmetrisk fordelt med 12 i hver af hjulkorsets fire felter. De lå i tre grupper af fire huse, og hver af disse grupper lå som en firkant omkring en fælles gårdsplads.
Alle 48 huse var ens byggede. De var 32 meter lange og havde en vagt oval form, men med flade gavle. I hvert hus var der et langt centralt rum og et mindre rum i hver ende ud mod gavlene. Husene var små otte meter brede på midten og snævrede ind til godt fem meters bredde i enderne. Det gav omtrent 1.800 kvadratmeter under tag i hvert hus.
Husenes krumryggede tag blev båret af otte kraftige egesøjler, som stod i fire par. Der var et par i hver ende af husene samt et par i hver af de to vægge, som adskilte de mindre gavlrum fra det næsten 20 meter lange centrale rum. På husets yderside stod hele vejen rundt en stribe skrå støttestolper, der gik op under tagskægget og holdt tag og bygning på plads.
Borgen var en imponerende opvisning i planlægning og organisation. Det havde naturligvis krævet en vis mængde arbejdskraft at opføre den, men det mest imponerende er den mængde træ, der er gået til.
Træ var et efterspurgt materiale blandt Nordeuropas stormænd. De skulle bruge betydelige mængder til både de skibe, der var forudsætningen for handel, kommunikation og krigsførelse, og til de store haller, der var rammen om og symbolet på herskernes livsstil.
Desuden var det selvfølgelig nødvendigt til opvarmning, madlavning, til at lave redskaber, til husbyggeri, til vogne og kaner og til tusind dagligdags remedier blandt alle sociale lag, fra fyrstehallen til små grubehuse i landsbyerne. Så al det tømmer, der gik til Aggersborg, repræsenterede formodentlig kongens største udskrivning i forbindelse med borgens opførelse.
Alle borgens huse var af træ, hovedsageligt eg. Borgens to hovedgader var træbelagte. Palisaden, voldfronten og voldens støttende indre skelet var af tømmer. Selv hvis man går ud fra, at de sparede på træet i husenes vægge ved at have klinede lervægge mellem stolperne, vil husene alene have slugt en hel skov.
Forsøg med rekonstruktioner af huse på Fyrkat og Trelleborg viser, at det krævede 120-135 egetræer pr. hus. Ganger man det op til Aggersborgs størrelse, bliver det til omtrent 2.500 fuldvoksne egetræer, som var 120-200 år gamle. Det er omkring 35-40 hektar skov, som altså skulle være plantet omkring år 770-850.
Til gengæld kan man se, at det grovere tømmerarbejde på voldene til dels er lavet af restmateriale fra husbyggeriet, og der er også anvendt lettere træsorter som fyr og gran. Med lidt nærighed kan resten af borgen være bygget for bare 500 yderligere egetræer.
Når vi ved, at træ var en efterspurgt ressource, der var helt afgø- rende for samfundenes funktion, må der logisk set have været et pres på udnyttelsen af skovene. Så alene det, at der var træressourcer i den størrelsesorden til rådighed for Aggersborg og de andre af kong Haralds ringborge, tyder på, at skovene har været stærkt reguleret af fyrsteslægterne i århundreder.
Dels må de have haft nøje kontrol med, hvem der måtte og især ikke måtte fælde træer i skovene, og dels må de have været dygtige til langsigtet planlægning.
Harald og Limfjorden i sagn og virkelighed
Det var Limfjordens betydning, der afgjorde Aggersborgs placering. Fjorden var så vigtig en vandvej, at den har efterladt sig et aftryk ikke kun arkæologisk i sine fysiske omgivelser, men også i sagn og fortællinger.
Kong Haralds tid, og i det hele taget den ældre del af middelalderen, ligger i udkanten af de tider, hvor vi har pålidelige skriftlige kilder. Vi har nogle, men de er ikke mange.
Til gengæld har vi en myriade af legender og sagaer, der alle giver sig ud for at være den skinbarlige sandhed, og som med deres dramatiske handling og rige persongalleri er fristende at kaste sig over i stedet.
Der findes for eksempel en episode i Jomsvikingernes Saga, som blev nedskrevet i første halvdel af 1200-tallet. Episoden understreger både Limfjordens betydning, og den fortæller om kong Haralds ophav. Sagnet kan genfortælles således:
Gorm var konge og herskede længe. Han blev kaldt Gorm den Gamle.
I Holsete-land sad på det tidspunkt en jarl, der hed Harald, og som blev kaldt Harald Klak. Han havde en smuk datter, Thyra, og hende ville kong Gorm giftes med. Thyra stillede kongen en række prøver og tydede hans drømme for at afgøre, om han var den rette mand for hende. Da Gorm bestod prøverne, og drømmene blev tydet tilfredsstillende, blev Gorm og Thyra gift.
Gorm og Thyra fik to sønner. Den ældste, Knud, gik for at være forstandig og modig, mens hans yngre bror Harald var vild og ondskabsfuld. Han var vanskelig at omgås.
Tre år i træk inviterede Gorm sin svigerfar til julegilde. Hvert år beredte Harald Klak sig på rejsen og drog afsted, men ingen af årene nåede han frem. Første år kom han til Limfjorden, da han og hans følge så et underligt syn. Der stod et æbletræ, som midt i december bar blomster og umodne frugter, mens årets gamle æbler lå rådnende for træets fod.
Da Harald Klak så det, sagde han: ”Vi må vende om og ikke drage længere.”
Næste år prøvede han igen og kom med sit følge ombord på skibene, som skulle sejle dem over Limfjorden. De havde nogle tævehunde med på rejsen, og under overfarten hørte man gøen fra hundene. Men det var ikke tæverne, der gøede. De var med hvalpe, og det var hvalpene, der gøede inde fra maven.
Da Harald hørte det, ville han ikke fortsætte, men bød skibene vende om, og igen sad han hjemme vinteren over.
Tredje år nåede Harald over fjorden, men knap var han kommet i land, før han og hans mænd så noget meget mystisk: Fra hver ende af fjorden rejste en stor bølge sig, og de to bølger fór mod hinanden. De ramlede sammen med et dunder, og efter dem blev vandet rødt som blod.
Da Harald Klak så det, sagde han: ”Dette er store varsler, og nu vil vi drage hjem.” Så satte han og hans mænd tilbage over fjorden og kom heller ikke til julegilde det år.
Nu var Gorm rasende og sendte besked til Harald og bad jarlen forklare sig. Harald Klak rejste da om foråret til kong Gorms gård, hvor kongen tog temmelig køligt imod ham.
Harald Klak fortalte kongen om de tre varsler ved Limfjorden og kom også med sit bud på, hvad de betød: ”Det første varsel med æblerne,” sagde Harald Klak, ”betyder, at der vil komme en ny tro til landene. Den vil være frisk og smuk som blomster og unge æbler, mens den gamle tro vil rådne bort for vore fødder. Det andet varsel med hvalpene, der gøede inde fra tæverne, viser, at i den tid, der kommer, vil de unge vil være ivrige efter at tage ordet fra de gamle.
De vil tages med på råd, selv om de endnu ikke er så erfarne som de ældre. Det tredje under, med de to bølger, der mødtes og gjorde vandet rødt som blod, varsler, at der vil komme strid mellem stormændene. Der vil opstå store kampe og megen ufred, og en del af kampene vil finde sted her i Limfjorden.”
Da kong Gorm hørte det, faldt han til ro og var atter venskabelig over for sin svigerfar. Men senere rejste Harald Klak sydpå til kejseren og blev døbt. Han viste sig ikke siden i sit rige.
Som mange andre sagaer bygger historien om Harald Klak, kong Gorm og Limfjorden på virkelige personer og begivenheder, men har i tidens løb bevæget sig langt væk fra realiteterne.
Sagaerne er en litterær genre fra Island, som blomstrede i højmiddelalderen i 1200- og 1300-tallet. De byggede på mundtlige overleveringer og handlede om tidligere tiders begivenheder, ofte mange hundrede år tidligere.
Da sagaerne blev nedskrevet, havde Island været kristent i talrige generationer. Det er derfor, Harald Klak i historien kan forudsige, at der vil komme et trosskifte. Det havde allerede været på plads i to-tre hundrede år, da sagaen blev fæstnet på pergament.
Det er fælles for mange af de personer og begivenheder, vi i dag kender fra Nordens tidlige middelalder, at vi ofte har de fleste historier om dem fra sagaerne. Det er derfor interessant at se, om man kan sortere nogle rigtige oplysninger ud af deres farverige beretninger.
Den øvelse skal man dog være varsom med. Kun hvis deres oplysninger kan bekræftes af andre, mere pålidelige kilder, kan man tillægge sagaerne en sandhedsværdi. Alt derudover skal læses som skønlitte- ratur, som blot er inspireret af virkelige mennesker og begivenheder.
Lad os tage Gorm og Thyra, som nævnes i dette sagn. De har levet i virkeligheden. De er nævnt på både den store og den lille Jellingsten, som blev rejst i midten af 900-tallet i Jelling; den store Jellingsten af deres søn Harald, som også var bygherren bag trelleborgene.
Thyras rigtige navn, som det står på stenen, var dog Thorvi, den oprindelige form af navnet Tove. Hun er i øvrigt også nævnt på tre andre sten fra Jylland – Læborg-stenen, Horne-stenen og Bække-stenen.
Heller ikke tævehundene er grebet ud af den blå luft. Der er fundet talrige hundeknogler på Aggersborg, så hunde har beviseligt været en del af dagligdagen.
Harald Klak fra sagnet har skam også levet i virkeligheden, og det er sandt, at han lod sig døbe og trådte i kejserens tjeneste. Men det var hos kejser Ludvig den Fromme, og det skete i året 826, mere end 100 år før Gorm og Thyra. Han levede altså ikke samtidig med dem og kan ikke være nært beslægtet med dem.
Hvad sagaerne til gengæld kan bruges til, er at se, hvordan verden tog sig ud for 1200- og 1300-tallets islændinge. Og i deres optik var Limfjorden tydeligvis en vigtig del af Nordens geografi. Det er her, varslerne viser sig, og det er her, det bliver spået, at store slag skal stå.
Den detalje stemmer faktisk med den virkelige situation på Gorms, Toves og Haralds tid, tilbage i 900-tallet. Det var grunden til, at Harald byggede den første og største af sine ringborge netop ved Limfjorden.
Aggersborg blev anlagt ved et trafikknudepunkt. Det bliver et tilbagevendende tema i beskrivelsen af de store ringborge, for kong Harald og hans rådgivere havde et skarpt blik for, hvordan man rent praktisk kontrollerede handel, logistik og kommunikation.
Alle trelleborgene blev anlagt, hvor vigtige færdselsårer mødtes. Det var knudepunkter, hvor man med et enkelt, men kraftigt tryk kunne stoppe blodtilførslen af varer, penge og mandskab til de større baglande.
Limfjorden var en datidens motorvej: Mod vest var fjorden åben mod verdenshavene, og den var en helt central vandvej, der forbandt Vesterhavet med Kattegat, Hedeby med York, London med Novgorod og Paris med Silkevejen. Blæsten har gået frisk over Limfjordens vande, men har langt været at foretrække frem for at udsætte skib, last og mandskab for turen nord om Skagen og forbi Jammerbugten. Kortere, hurtigere og sikrere.
I 980’erne var handelsruterne mellem øst og vest allerede århundreder gamle. Kostbarheder som peber, kanel og silke kom ad karavanevejene fra Fjernøsten til Sortehavet. Derfra blev de sejlet op ad de ukrainske floder, via Novgorod til Østersøen og herfra til betalingsvillige herskere i Norden, i Frankerriget, i de tyske riger og på De Britiske Øer.
I modsat retning strømmede rav, voks, pelsværk og en hel del mennesker; nogle med våben og brynjer, andre trælbundne i reb og lænker. Alle for på forskellig vis at tjene fyrster i fjerne lande.
Al den handel gik gennem Limfjorden.
Limfjordens hjerte
Aggersborg lå på det vigtigste punkt i fjorden. Indsnævringen nær borgen, som er Limfjordens næstsmalleste punkt, hedder stadig Aggersund.
Det snævreste sted er længere mod øst, hvor Aalborg ligger i dag, men ved Aggersund var der en fordel, som Aalborg ikke havde: Der var også en vej ud af fjorden mod nord.
Landskabet omkring fjorden er dynamisk og har ændret sig gen- nem århundrederne. For eksempel fandt man i 1978 en kogge, et sejlskib af en type, som blev udbredt cirka 150 år efter kong Haralds tid, og som blev det almindelige handelsskib i Nordeuropa fra cirka 1100- til 1500-tallet.
Denne kogge var fra omkring 1150, og den blev fundet inderst i Jammerbugten, nærmest stik nord for Aggersborg.
Det er ikke underligt, at skibe i tidens løb er gået ned i bugten, men denne kogge blev ikke fundet ude på havbunden. Den dukkede op et godt stykke inde i klitterne ved Kollerup Strand.
Det viser, at da skibet gik ned, lå kystlinjen noget længere inde, end den gør i dag. Så på kong Haralds tid har afstanden mellem Limfjorden og Jammerbugten altså været en del kortere.
Nordvest for Aggersborg løber i dag Sløjen, et fugtigt lavlandsområde drænet af grøfter og kanaler. Det strækker sig fra Limfjordens bredning og mod nordøst op mellem byerne Klim og Fjerritslev, hvor landevejen går på en bro hen over Sløjkanalen.
Undersøgelser med jordradar viser, at lavningen tidligere fortsatte længere mod nordøst end i dag og nærmede sig Jammerbugtens strand et sted mellem Svinkløv og Kollerup.
Sløjen har altså formodentlig været udgangen mod nord og den korteste sejlrute til Norge. De norske fjorde leverede både hverdagsvarer som tørfisk, hvæssesten og fedtstenskar til det sydligere Europa og luksusvarer som elfenben fra hvalrossernes tænder, hvide jagtfalke samt pelse fra ræve og bjørne, der var hvide som nordens sne.
Også mod syd var Aggersborg en del af transportnetværket. Landtransport var både langsommere og besværligere end søvejen, men dog på ingen måde uvæsentlig. Eftersom Aggersborg lå ved et smalt sted omtrent midtvejs mellem Vesterhavet og Kattegat, var det et oplagt sted at krydse fjorden, når man rejste over land. Der er da også fundet et betydeligt overfartssted lige i udkanten af nutidens Løgstør, tværs over for Aggersborg.
Det hed Ørbæk og var en vigtig by op til i al fald midten af 1000-tallet. På det tidspunkt var der et kongeligt møntsted i Ørbæk, hvor Knud den Store (konge i Danmark 1018-1035) og en af hans sønner, Hardeknud (konge i Danmark 1035-1042), slog mønter.
De var også begge to konger i England, og med åbningen mod vest var Limfjorden den væsentligste forbindelse mellem deres to riger.
Ruten over land gik fra Ørbæk mod syd til tingstedet i Viborg og knyttede sig til det vejsystem, vi i dag kalder hærvejen, og som var veletableret på kong Haralds tid sidst i 900-tallet. Det har aldrig været kun en enkelt vej, men derimod en serie af ruter, som fulgte den jyske højderyg mellem nord og syd.
Når man var på hærvejen, kunne man fortsætte mod syd helt til Nordens største by, den rige handelsmetropol Hedeby, eller man kunne dreje af undervejs til de andre handelsbyer Aarhus mod øst eller Ribe mod vest.
Man kunne også lægge ruten forbi kong Haralds nybyggede monumenter i Jelling, et anlæg, der ligesom hans trelleborge emmede af magt og ambitioner.
Kong Harald var dog ikke den første, der havde fået øje på den strategiske betydning af knudepunktet midt i Limfjorden. Inden han kunne gå i gang med at bygge sin enorme borg, måtte han først gøre plads til den. Der lå nemlig en by i forvejen.
Langs stranden på Limfjordens nordside lå en større handelsplads som en søster til overfartsstedet Ørbæk på den anden side af fjorden. Der er fundet omkring 150 små bygninger, de såkaldte grubehuse, samt en god håndfuld større huse – det største endda større end de langhuse, der senere blev opført inde på borgen.
Grubehusene er småhuse, der er gravet en halv til en hel meter ned i jorden og overdækket med et stråtag som et omvendt V. De kan være firkantede eller afrundede og typisk omkring eller lidt mere end tre meter i diameter. Det var en standardbygning til værksteder, lagerbygninger og måske beboelse for de laveste lag i samfundet.
Et meget almindeligt håndværk, som grubehusene lagde plads til, var at spinde og væve uld og hør. Sække og poser, sejl til skibene, væg- tæpper til hallerne, betræk til dyner, puder og madrasser samt naturligvis tøj til at holde vand og kulde fra kroppen i det skandinaviske klima skulle produceres i stort tal.
I praktisk talt hver eneste bebyggelse fra vor tidsregnings begyndelse, og op til landsbyerne blev stedfaste omkring 1000-1100-tallet, finder arkæologerne rester af vævegrej, og byen før Aggersborg er ingen undtagelse.
Når man vævede tråd til klæde, havde man en lodret stående væv, hvor de op- og nedgående tråde blev holdt lige og lodrette ved, at man bandt en sten i enden af hver af dem. Så kunne man trække de side- gående tråde ind og ud imellem de lodrette og væve et pænt og regelmæssigt stykke tøj.
Vævervægtene var typisk lavet af sten eller ler, og der var mange af dem i konstant brug. Det store antal og de solide materialer gør, at bunkevis af dem har overlevet til i dag og bliver fundet af arkæologer- ne. Også ved Aggersborg.
Ud over småhusene fandt man syv større huse, hvoraf det ene nær- mest må kaldes en hal. Den var over 40 meter lang, og der blev fundet både guld og glasskår i hallens spor. Tegn ikke bare på velstand, men på decideret luksus.
Luksus kunne dog ikke redde strandbyen, som blev revet ned. Den havde ellers eksisteret i over 100 år, da kongen besluttede, at den skulle væk, og borgens sydlige del i stedet bredte sig ud over arealet.
Nedlæggelsen af en fint fungerende by har givet arkæologerne et helt skatkammer af fund og oplysninger om hverdagslivet i 900-tallet. Når man finder fornemme grave med smykker og våben lagt i jorden sammen med den døde, er det resultatet af et nøje udført ritual blandt samfundets overklasse.
Men i Aggersborgs forgængerby finder man sporene af hverdagslivet, som det så ud blandt almindelige mennesker, da grubehusene blev væltet omkuld.
Der er fiskekroge, leer og segl, som vidner om, hvordan man skaf- fede sig føden. 30.000 skår af de potter, man brugte til fødevarer og madlavning, er også dukket op. Mange af dem med mønstre og pynt og nogle importeret fra såvel Vesteuropa som fra vendernes lande syd for Østersøen.
Der er masser af slibesten og fedtstenskar fra Norge, der viser, at sejlruten gennem Sløjen og over Skagerrak ikke var lang. Der er ildstål og knivsblade. Der er møllesten til håndkværne, som var importeret fra Rhin-området. Klink-nagler af jern viser, at skibe lagde til for at blive repareret ved handelspladsen.
Der er fundet nåle til syning og sakse og kamme til at tæmme hår og skæg. Der er høvle, bor, syle og tænger til smede- og træarbejde. Hestesporer til rytterne og skøjteklinger af ben, så beboerne kunne komme hurtigt rundt på den frosne fjord om vinteren.
Mønter vidner om handel, og smykker, dragtspænder og perler af rav og glas vidner om velstand. Talrige nøgler, låse og beslag hørte til de skrin, man kunne låse kostbarhederne nede i, samt sværdrester og pilespidser til at forsvare rigdommene med.
Forgængerbyen blev fundet, da man udgravede borgen. Derfor har man kun udgravet de dele af den, der ligger direkte under borganlægget. Men det er tydeligt, at man ikke er nået til grænsen for bebyggelsen.
Byen strakte sig længere mod øst, og selv om området dér endnu ikke er udgravet, har man taget et par spadestik hist og her. De viser, at bebyggelsen ganske rigtigt fortsatte, og vi har endnu ikke nogen anelse om, hvor stor byen egentlig var.
Det er også forgængerbyen, der gør det muligt at datere Aggers- borg til 970’erne, formodentlig første halvdel af årtiet. I al materialet fra handelsstaden er der nemlig ikke noget materiale, der er nyere end det. Dermed må det være tidspunktet, hvor byen blev nedlagt, og borgen begyndte at tage form.
Det siger noget om kongens magt i starten af 970’erne, at han på den måde kunne nedlægge en blomstrende handelsstad på en rig og central vandvej for i stedet at gøre plads til sit eget prestigeprojekt.
* Kapitlet om Aggersborg fortsætter i Kong Haralds ringborge af Anders Lundt Hansen
Anders Lundt Hansen: Kong Haralds ringborge
For første gang nogensinde er historien om kong Harald (Blåtand) Gormsens ringborge fra 900-tallet samlet i én bog. Historiker Anders Lundt Hansen tager os på en rejse gennem den tidligste middelalders Danmark – fra Jylland over Fyn til Sjælland – og besøger undervejs de storslåede, men i sidste ende undergangsdømte fæstningsværker.
Det er en historie om magt og ambitioner i et Danmark, hvor fyrster og stormænd kæmpede om magten, og hvor langskibe krydsede sund og bælter med krigeriske skjolde på rælingen. Til gengæld var selv de mægtigste krigere heldige, hvis de i eftertiden blev husket i nogle få, rosende ord på en runesten.
Bogen bygger på den nyeste publicerede forskning om ringborgene og deres tid og medtager også de skånske bygningsværker, der ellers ofte bliver glemt, fordi Skåne ikke længere er en del af Danmark.
I 2023 blev de danske ringborge udnævnt som verdensarv af UNESCO. I Kong Haralds ringborge tager historiker Anders Lundt Hansen os med tilbage til 900-tallet på en rejse til den tidlige middelalders Danmark og til de imponerende fæstningsværker. Begynd din læsning her,
Anders Lundt Hansen er cand.mag i historie fra Københavns Universitet. Han holder foredrag, skriver freelance for bl.a. Weekendavisen og medvirker i diverse TV-udsendelser. Som forfatter har han bl.a. udgivet bogen Danmark: De første 1000 år, der modtog ros fra pressen for sin spændende og nyskabende historieformidling.
LÆS OGSÅ: Anders Lundt Hansen: Historien kan skræmme dig. Det bør den faktisk gøre
Kong Haralds ringborge af Anders Lundt Hansen dykker ned i de fæstningsværker, der udgør ringborgene: Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken, Trelleborg, Borgring, og de skånske borge Borgeby, Fodevig og Trelleborg i Skåne. Bogen bygger på den nyeste publicerede forskning og er rigt illustreret med fotos, tegninger og kort.
LÆS OGSÅ: Er den tidligste danmarkshistorie stadig relevant i dag? Absolut – hvis det da altså er den rigtige historie!
Historien om ringborgene er et indblik i en tid hvor blodige magtkampe mellem fyrster og stormænd satte sit præg. En tid, hvor langskibe krydsede sund og bælter. Og ikke mindst en tid hvor fæstningsværkerne skulle bidrage til at sikre kong Haralds magt. Læs et uddrag af Kong Haralds ringborge af Anders Lundt Hansen her.
Kong Haralds ringborge
En rejse gennem Danmark i år 984
af Anders Lundt Hansen
Forord
For første gang er historien om kong Haralds ringborge samlet i én bog. De er selvfølgelig omtalt i talrige værker, og flere af fæstningsværkerne har også enkeltvis fået deres egne udgivelser. Men først nu kan man holde alle trelleborgene i én hånd.
Bogen er bygget op som en rejse fra borg til borg, som den kunne have fundet sted i foråret 984, måske det sidste fredsår i kong Haralds regeringstid. Rejsen er fuldstændig fiktiv, men beskrivelserne er så tæt på, som vi med forskningen kan komme de faktiske steder.
Undervejs på rejsen genfortæller jeg en stribe af de legender, der knytter sig til kong Harald og hans regeringstid, fra hans fødsel og til hans død. På den måde ser vi, hvordan den ambitiøse konge blev husket af sin nærmeste eftertid. Det var et eftermæle, som blev noget anderledes, end han havde tænkt sig.
Det er kun takket være talrige forskeres dygtige arbejde, at vi kan drage ud på denne rejse. Mens jeg skrev bogen, har jeg mødt stor velvilje hos et væld af arkæologer, historikere, formidlere og andre, der har brugt deres evner på at drage borgenes historie frem i lyset. Jeg takker alle for deres hjælp og understreger, at skulle der alligevel være fejl i teksten, står de udelukkende for min regning.
Den grundige og detaljerede viden, som forskerne gennem årtier har tilvejebragt om borgene, har jeg samlet i litteraturlisten bagerst. Her kan man se, hvor bogens oplysninger stammer fra, man kan finde speciallitteratur om de enkelte borge, og man kan på egen hånd fortsætte færden.
God rejse.
Anders Lundt Hansen
Rejsen begynder
Slå porten op til trelleborgene, og træd ind i fortidens verden. Porten glider åben på velsmurte hængsler, og på dens udskårne stolper snor sig slanger og dyrefigurer med ulvegab klar til at opsluge kongens fjender. Den plankeklædte tunnel gennem volden dufter af jord og friskkløvet egetræ og fører ind i lyset på borgpladsen.
Her ligger kongens velordnede idealverden. En plankevej løber snorlige gennem den by, der åbenbarer sig inden for volden. Ens huse ligger i ens firkanter langs vejen, og nøjagtigt i borgens midte krydser vejen en tilsvarende tømret vejbane. De deler borgen ind i fjerdedele, og fra midten kan man se til alle fire porte.
Portene ligger så præcist, at man fra vejkrydset kan bruge dem som et solur. Når solen står højest, er den lige over sydporten, og det tager den en fjerdedel af døgnet at vandre fra port til port. Ved jævndøgn står den op i den østlige port og går ned i den vestlige.
Fra 970’erne til først i 980’erne byggede kong Harald Gormsøn mindst seks næsten identiske, ringformede forsvarsanlæg. Fem af dem ligger inden for nutidens danske grænser. I 2023 blev ringborgene optaget på UNESCOs verdensarvsliste, hvor de kom i selskab med nogle af verdens fornemmeste kulturminder som den kinesiske mur og Ægyptens pyramider.
I begrundelsen beskrives borgene som ”en symbolsk fremvisning af Jellingdynastiets centraliserede magt og et vidnesbyrd om den sociale og politiske forandring, som det danske rige gennemgik i det sene 900-tal”.
Det er ikke helt forkert, men hvis jeg havde skrevet begrundelsen, ville jeg nok have været lidt mindre firkantet i formuleringerne. For det er rigtigt, at kong Harald fra Jellingdynastiet forsøgte at centralisere magten, men hans succes var ikke langtidsholdbar.
Han regerede i næsten 30 år fra (mest sandsynligt) år 958 til 986, hvilket er godt klaret, men hans borge gik under i flammer, flere af dem blev aldrig færdigbygget, og selv blev han dræbt i et oprør anført af sin egen søn.
De sociale og politiske forandringer, der nævnes, er også helt rigtige, men de var ikke unikke for det område, som i dag er Danmark. Tilsvarende ændringer fandt sted over det meste af Nord- og Centraleuropa på dette tidspunkt, for eksempel i det nuværende Norge, Polen og Ungarn.
Det enestående ved ringborgene er den systematiske, centraliserende ide, som stråler ud af deres symmetriske arkitektur. Deres design er enestående og berettiger dem til en plads på listen.
Ser man på realiteterne bag idealet, var de dog blot et enkelt led i en lang kæde af beslutninger og handlinger. Et led, som knækkede og tog flere årtier at samle igen for kong Haralds efterkommere. De var en del af de mange krøllede forløb, der i dag er nået til den stat, der hedder Danmark.
Det virker mærkeligt, at det kun er borgene inden for grænserne af nutidens Danmark, der er med på verdensarvslisten, for det giver et misvisende billede af den virkelighed, de blev opført i. Kong Harald byggede mindst én ringborg i Skåne, måske flere. I dag hører Skåne under Sverige, men det er en nyere udvikling, der først fandt sted omkring 700 år efter Haralds levetid.
Ringborgene blev skrevet i glemmebogen straks efter kong Haralds død og var derfor ukendte indtil 1934, hvor den første blev opdaget ved Slagelse på Sjælland. Her ville en lokal motorcykelklub anlægge en motocrossbane på de nedslidte skråninger. Man vidste, at stedet, som lokalt blev kaldt Trelleborg, nok var et voldsted, altså resterne af en borg fra fortiden, men man havde ingen ide om, hvad der gemte sig under græsset.
Inden tilladelsen kunne gives, skulle man derfor lige se efter, og da det gik op for arkæologerne, hvilken skat man stod med, måtte motorentusiasterne se sig om efter et andet sted til deres bane. Da der i de efterfølgende årtier begyndte at dukke lignende anlæg op, fik borgtypen navnet trelleborgene for at skelne dem fra andre typer af ringborge.
Vi kender i dag til seks af dem:
Trelleborg ved Slagelse (opdaget 1934), Aggersborg ved Limfjorden (udgravet fra 1945), Fyrkat ved Hobro (opdaget 1950), Nonnebakken i Odense (opdaget 1953), Borgring ved Køge (udgravet fra 2014) og i Skåne: Borgeby, som ligger mellem Malmø og Landskrona nær ved Øresunds kyst (undersøgt første gang i 1993).
Der findes mange andre borge, anlæg og befæstninger fra kong Haralds tid, både i hans lande og i det øvrige Nordeuropa, men ingen andre har samme systematiske plan.
Alle trelleborgene er dateret til sidste halvdel af 900-tallet ud fra de fund, der er gjort på stederne. Den mest præcise datering kommer fra det tømmer, der blev brugt til at bygge broerne over voldgravene omkring Trelleborg. Her fortæller årringene os, at træet blev fældet i vinteren mellem år 980 og 981.
Det anbringer dem i slutningen af kong Haralds liv og regeringstid. Den Harald, som altså var søn af kong Gorm og dronning Tove (Thyra), og som vi kender fra den store Jellingsten. Han er i dag mest kendt under navnet Harald Blåtand, men han havde ingen blå tand – det er et tilnavn, som senere tider gav ham.
Det findes ikke i de samtidige kilder, men først i Roskildekrøniken skrevet ca. 1138, altså efter kongen havde været død i omkring 150 år. I hans egen tid gav hans kone ham et andet tilnavn, da hun rejste en runesten over sin mor. Den står i Sønder Vissing cirka midtvejs mellem Jelling og Aarhus, og dér omtaler hun sin mand som Harald den Gode.
Hvor god han var, var der dog delte meninger om: Hans død blev ikke fredelig, og hans borge fik ikke lov at stå efter ham. De blev forladt nærmest i samme øjeblik, som kongen drog sit sidste åndedrag. Og sært nok nævner ingen skriftlige kilder de mægtige anlægsprojekter, der ellers var svære at overse.
Det var, som om trelleborgene blev omfattet af en tavshedens lov efter kongens død. Selv de ellers meget meddelsomme sagaer, der ikke er bange for at lade fortællingens sejl fylde af en halv eller en kvart vind, nævner dem ikke med et ord.
I stedet har vi en række hentydninger spredt i senere kilder af, at kong Harald var en grum og undertrykkende hersker. Det er alligevel et sært ry for den kristne eftertid at give den konge, der angiveligt ”gjorde danerne kristne”.
I denne bog får du historien om alle borgene – ikke kun dem, der er endt inden for nutidens danske grænser. Du får at vide, hvad der gør dem så enestående, og du får også en rundrejse i kong Haralds lan- de med korte besøg på de andre vigtige befæstninger, magtcentre og handelspladser, som var en del af historien.
Borgene giver nemlig kun mening, hvis man overvejer det magtlandskab, der eksisterede omkring dem. Et landskab, der blandt andet omfattede stormænds haller, befæstningerne ved Dannevirke og Hedeby, de skånske borge samt de andre borge og voldsteder, der lå rundtomkring i det Danmark, som kong Harald på den store Jellingsten siger, at han vandt sig det hele af.
Aggersborg
Aggersborg er den største af de trelleborge, vi indtil videre har fundet. Den blev opført i begyndelsen af 970’erne ved Limfjorden, som var en vigtig handelsrute. Det havde fjorden allerede været i århundreder, da de første landmålere spændte deres snore ud over plateauet på fjordens nordkyst og forberedte den fæstning, der snart skulle trone over kysten.
Limfjorden var dengang åben i begge ender og dermed i virkelighe- den et sund. Dens navn stammer fra de kalkklipper – limsten – der mange steder trænger sig op tæt på jordoverfladen rundt omkring fjorden.
Alle kong Haralds borge skulle være et markant udtryk for magt og ambitioner, og de blev sat i værk i slutningen af kongens regeringstid med det formål at styrke hans position og prestige i det politisk dynamiske 900-tal. Det gjaldt om konstant at signalere til økseslibende konkurrenter, at det nok ville være klogt, hvis de dæmpede stridslysten for en tid.
Sådan et signal var Aggersborg. Endda et meget stort og tydeligt et af slagsen. For at signalet skulle virke, havde det en række faste træk, som gik igen fra borg til borg. Der var mindre variationer, men hvis man begynder med en detaljeret beskrivelse af Aggersborg, får man et godt indtryk af hele systemet.
Da borgen stod færdig over Limfjordens bredder, tronede stejle, plankebeklædte volde med en krone af palisader, porthuse og bryst- værn i træ. Selv uden patruljerende vagter med spyd og runde skjolde ville borgen se truende og afvisende ud. Dens størrelse og skarpe symmetri ville nok få en førstegangsbesøgende til at snappe efter vejret.
Borgen var lagt efter det snorlige system, som var mønsteret for alle trelleborgene, men den overgik dem i alle dimensioner: Borgens indre diameter var 240 meter og omfattede mere end 4,5 hektar land.
Hvis man den dag i dag ville rykke Rådhuspladsen i København med rådhus og det hele nordenfjords, kunne det snildt ligge inden for Aggersborgs volde. Voldene udgjorde en perfekt cirkel, der var så stor, at en pil affyret fra borgens centrum knap ville nå ud til kanten.
Selve volden var ni meter i bredden, og på toppen var der god plads til, at forsvarerne kunne samle sig bag palisaden. For at forhindre volden i at skride sammen var den hele vejen rundt bygget op omkring et indre træskelet, og på forsiden var den beklædt med planker og mindre rafter.
Hvor høj volden var, vides ikke præcist, men nok mellem to og tre meter på ydersiden. Voldens flade top skrånede nedad mod indersiden, hvor den kom ned på cirka det halve. Facaden var så stejl, at den næsten var lodret, og på toppen lagde en træpalisade et par meter til højden. Til at modstå presset fra de 10.000-15.000 kubikmeter tørv og jord i volden havde facaden udvendige skråtstillede støttestolper med omtrent en meters afstand hele vejen rundt.
Foran volden var først en såkaldt berme, et fladt område mellem vold og grav, som var otte meter bredt, og derefter lå yderst voldgraven, som ud over at besværliggøre livet for eventuelle angribere også havde leveret en god del af jorden til volden. Graven var halvanden meter dyb og 4,5 meter bred og gravet, så den havde en spids bund. I profil lignede den et stort V. Den var ikke vandfyldt, medmindre det havde regnet kraftigt.
Cirkelvoldens i alt over 750 meter var kun afbrudt af åbninger fire steder, og præcist som et kompas pegede portene mod nord, syd, øst og vest. I hver åbning var portene bygget som et befæstet porthus, der stak frem fra volden. Hen over porthuset fortsatte voldens brystværn og skyttegang som en bro over indgangen.
For at komme ind i borgen måtte man gå under skildvagternes fodsåler. En tømmerbelagt vej gik mellem portene fra syd til nord og en anden fra vest til øst. De krydsede hinanden i helt rette vinkler i cirklens centrum og gjorde anlægget til et enormt hjulkors. Som for at understrege korseffekten løb der også en cirkelvej hele vejen rundt langs voldens inderside.
Når man kom inden for volden, stod man i en tætbefolket by. Der lå 48 langhuse, symmetrisk fordelt med 12 i hver af hjulkorsets fire felter. De lå i tre grupper af fire huse, og hver af disse grupper lå som en firkant omkring en fælles gårdsplads.
Alle 48 huse var ens byggede. De var 32 meter lange og havde en vagt oval form, men med flade gavle. I hvert hus var der et langt centralt rum og et mindre rum i hver ende ud mod gavlene. Husene var små otte meter brede på midten og snævrede ind til godt fem meters bredde i enderne. Det gav omtrent 1.800 kvadratmeter under tag i hvert hus.
Husenes krumryggede tag blev båret af otte kraftige egesøjler, som stod i fire par. Der var et par i hver ende af husene samt et par i hver af de to vægge, som adskilte de mindre gavlrum fra det næsten 20 meter lange centrale rum. På husets yderside stod hele vejen rundt en stribe skrå støttestolper, der gik op under tagskægget og holdt tag og bygning på plads.
Borgen var en imponerende opvisning i planlægning og organisation. Det havde naturligvis krævet en vis mængde arbejdskraft at opføre den, men det mest imponerende er den mængde træ, der er gået til.
Træ var et efterspurgt materiale blandt Nordeuropas stormænd. De skulle bruge betydelige mængder til både de skibe, der var forudsætningen for handel, kommunikation og krigsførelse, og til de store haller, der var rammen om og symbolet på herskernes livsstil.
Desuden var det selvfølgelig nødvendigt til opvarmning, madlavning, til at lave redskaber, til husbyggeri, til vogne og kaner og til tusind dagligdags remedier blandt alle sociale lag, fra fyrstehallen til små grubehuse i landsbyerne. Så al det tømmer, der gik til Aggersborg, repræsenterede formodentlig kongens største udskrivning i forbindelse med borgens opførelse.
Alle borgens huse var af træ, hovedsageligt eg. Borgens to hovedgader var træbelagte. Palisaden, voldfronten og voldens støttende indre skelet var af tømmer. Selv hvis man går ud fra, at de sparede på træet i husenes vægge ved at have klinede lervægge mellem stolperne, vil husene alene have slugt en hel skov.
Forsøg med rekonstruktioner af huse på Fyrkat og Trelleborg viser, at det krævede 120-135 egetræer pr. hus. Ganger man det op til Aggersborgs størrelse, bliver det til omtrent 2.500 fuldvoksne egetræer, som var 120-200 år gamle. Det er omkring 35-40 hektar skov, som altså skulle være plantet omkring år 770-850.
Til gengæld kan man se, at det grovere tømmerarbejde på voldene til dels er lavet af restmateriale fra husbyggeriet, og der er også anvendt lettere træsorter som fyr og gran. Med lidt nærighed kan resten af borgen være bygget for bare 500 yderligere egetræer.
Når vi ved, at træ var en efterspurgt ressource, der var helt afgø- rende for samfundenes funktion, må der logisk set have været et pres på udnyttelsen af skovene. Så alene det, at der var træressourcer i den størrelsesorden til rådighed for Aggersborg og de andre af kong Haralds ringborge, tyder på, at skovene har været stærkt reguleret af fyrsteslægterne i århundreder.
Dels må de have haft nøje kontrol med, hvem der måtte og især ikke måtte fælde træer i skovene, og dels må de have været dygtige til langsigtet planlægning.
Harald og Limfjorden i sagn og virkelighed
Det var Limfjordens betydning, der afgjorde Aggersborgs placering. Fjorden var så vigtig en vandvej, at den har efterladt sig et aftryk ikke kun arkæologisk i sine fysiske omgivelser, men også i sagn og fortællinger.
Kong Haralds tid, og i det hele taget den ældre del af middelalderen, ligger i udkanten af de tider, hvor vi har pålidelige skriftlige kilder. Vi har nogle, men de er ikke mange.
Til gengæld har vi en myriade af legender og sagaer, der alle giver sig ud for at være den skinbarlige sandhed, og som med deres dramatiske handling og rige persongalleri er fristende at kaste sig over i stedet.
Der findes for eksempel en episode i Jomsvikingernes Saga, som blev nedskrevet i første halvdel af 1200-tallet. Episoden understreger både Limfjordens betydning, og den fortæller om kong Haralds ophav. Sagnet kan genfortælles således:
Gorm var konge og herskede længe. Han blev kaldt Gorm den Gamle.
I Holsete-land sad på det tidspunkt en jarl, der hed Harald, og som blev kaldt Harald Klak. Han havde en smuk datter, Thyra, og hende ville kong Gorm giftes med. Thyra stillede kongen en række prøver og tydede hans drømme for at afgøre, om han var den rette mand for hende. Da Gorm bestod prøverne, og drømmene blev tydet tilfredsstillende, blev Gorm og Thyra gift.
Gorm og Thyra fik to sønner. Den ældste, Knud, gik for at være forstandig og modig, mens hans yngre bror Harald var vild og ondskabsfuld. Han var vanskelig at omgås.
Tre år i træk inviterede Gorm sin svigerfar til julegilde. Hvert år beredte Harald Klak sig på rejsen og drog afsted, men ingen af årene nåede han frem. Første år kom han til Limfjorden, da han og hans følge så et underligt syn. Der stod et æbletræ, som midt i december bar blomster og umodne frugter, mens årets gamle æbler lå rådnende for træets fod.
Da Harald Klak så det, sagde han: ”Vi må vende om og ikke drage længere.”
Næste år prøvede han igen og kom med sit følge ombord på skibene, som skulle sejle dem over Limfjorden. De havde nogle tævehunde med på rejsen, og under overfarten hørte man gøen fra hundene. Men det var ikke tæverne, der gøede. De var med hvalpe, og det var hvalpene, der gøede inde fra maven.
Da Harald hørte det, ville han ikke fortsætte, men bød skibene vende om, og igen sad han hjemme vinteren over.
Tredje år nåede Harald over fjorden, men knap var han kommet i land, før han og hans mænd så noget meget mystisk: Fra hver ende af fjorden rejste en stor bølge sig, og de to bølger fór mod hinanden. De ramlede sammen med et dunder, og efter dem blev vandet rødt som blod.
Da Harald Klak så det, sagde han: ”Dette er store varsler, og nu vil vi drage hjem.” Så satte han og hans mænd tilbage over fjorden og kom heller ikke til julegilde det år.
Nu var Gorm rasende og sendte besked til Harald og bad jarlen forklare sig. Harald Klak rejste da om foråret til kong Gorms gård, hvor kongen tog temmelig køligt imod ham.
Harald Klak fortalte kongen om de tre varsler ved Limfjorden og kom også med sit bud på, hvad de betød: ”Det første varsel med æblerne,” sagde Harald Klak, ”betyder, at der vil komme en ny tro til landene. Den vil være frisk og smuk som blomster og unge æbler, mens den gamle tro vil rådne bort for vore fødder. Det andet varsel med hvalpene, der gøede inde fra tæverne, viser, at i den tid, der kommer, vil de unge vil være ivrige efter at tage ordet fra de gamle.
De vil tages med på råd, selv om de endnu ikke er så erfarne som de ældre. Det tredje under, med de to bølger, der mødtes og gjorde vandet rødt som blod, varsler, at der vil komme strid mellem stormændene. Der vil opstå store kampe og megen ufred, og en del af kampene vil finde sted her i Limfjorden.”
Da kong Gorm hørte det, faldt han til ro og var atter venskabelig over for sin svigerfar. Men senere rejste Harald Klak sydpå til kejseren og blev døbt. Han viste sig ikke siden i sit rige.
Som mange andre sagaer bygger historien om Harald Klak, kong Gorm og Limfjorden på virkelige personer og begivenheder, men har i tidens løb bevæget sig langt væk fra realiteterne.
Sagaerne er en litterær genre fra Island, som blomstrede i højmiddelalderen i 1200- og 1300-tallet. De byggede på mundtlige overleveringer og handlede om tidligere tiders begivenheder, ofte mange hundrede år tidligere.
Da sagaerne blev nedskrevet, havde Island været kristent i talrige generationer. Det er derfor, Harald Klak i historien kan forudsige, at der vil komme et trosskifte. Det havde allerede været på plads i to-tre hundrede år, da sagaen blev fæstnet på pergament.
Det er fælles for mange af de personer og begivenheder, vi i dag kender fra Nordens tidlige middelalder, at vi ofte har de fleste historier om dem fra sagaerne. Det er derfor interessant at se, om man kan sortere nogle rigtige oplysninger ud af deres farverige beretninger.
Den øvelse skal man dog være varsom med. Kun hvis deres oplysninger kan bekræftes af andre, mere pålidelige kilder, kan man tillægge sagaerne en sandhedsværdi. Alt derudover skal læses som skønlitte- ratur, som blot er inspireret af virkelige mennesker og begivenheder.
Lad os tage Gorm og Thyra, som nævnes i dette sagn. De har levet i virkeligheden. De er nævnt på både den store og den lille Jellingsten, som blev rejst i midten af 900-tallet i Jelling; den store Jellingsten af deres søn Harald, som også var bygherren bag trelleborgene.
Thyras rigtige navn, som det står på stenen, var dog Thorvi, den oprindelige form af navnet Tove. Hun er i øvrigt også nævnt på tre andre sten fra Jylland – Læborg-stenen, Horne-stenen og Bække-stenen.
Heller ikke tævehundene er grebet ud af den blå luft. Der er fundet talrige hundeknogler på Aggersborg, så hunde har beviseligt været en del af dagligdagen.
Harald Klak fra sagnet har skam også levet i virkeligheden, og det er sandt, at han lod sig døbe og trådte i kejserens tjeneste. Men det var hos kejser Ludvig den Fromme, og det skete i året 826, mere end 100 år før Gorm og Thyra. Han levede altså ikke samtidig med dem og kan ikke være nært beslægtet med dem.
Hvad sagaerne til gengæld kan bruges til, er at se, hvordan verden tog sig ud for 1200- og 1300-tallets islændinge. Og i deres optik var Limfjorden tydeligvis en vigtig del af Nordens geografi. Det er her, varslerne viser sig, og det er her, det bliver spået, at store slag skal stå.
Den detalje stemmer faktisk med den virkelige situation på Gorms, Toves og Haralds tid, tilbage i 900-tallet. Det var grunden til, at Harald byggede den første og største af sine ringborge netop ved Limfjorden.
Aggersborg blev anlagt ved et trafikknudepunkt. Det bliver et tilbagevendende tema i beskrivelsen af de store ringborge, for kong Harald og hans rådgivere havde et skarpt blik for, hvordan man rent praktisk kontrollerede handel, logistik og kommunikation.
Alle trelleborgene blev anlagt, hvor vigtige færdselsårer mødtes. Det var knudepunkter, hvor man med et enkelt, men kraftigt tryk kunne stoppe blodtilførslen af varer, penge og mandskab til de større baglande.
Limfjorden var en datidens motorvej: Mod vest var fjorden åben mod verdenshavene, og den var en helt central vandvej, der forbandt Vesterhavet med Kattegat, Hedeby med York, London med Novgorod og Paris med Silkevejen. Blæsten har gået frisk over Limfjordens vande, men har langt været at foretrække frem for at udsætte skib, last og mandskab for turen nord om Skagen og forbi Jammerbugten. Kortere, hurtigere og sikrere.
I 980’erne var handelsruterne mellem øst og vest allerede århundreder gamle. Kostbarheder som peber, kanel og silke kom ad karavanevejene fra Fjernøsten til Sortehavet. Derfra blev de sejlet op ad de ukrainske floder, via Novgorod til Østersøen og herfra til betalingsvillige herskere i Norden, i Frankerriget, i de tyske riger og på De Britiske Øer.
I modsat retning strømmede rav, voks, pelsværk og en hel del mennesker; nogle med våben og brynjer, andre trælbundne i reb og lænker. Alle for på forskellig vis at tjene fyrster i fjerne lande.
Al den handel gik gennem Limfjorden.
Limfjordens hjerte
Aggersborg lå på det vigtigste punkt i fjorden. Indsnævringen nær borgen, som er Limfjordens næstsmalleste punkt, hedder stadig Aggersund.
Det snævreste sted er længere mod øst, hvor Aalborg ligger i dag, men ved Aggersund var der en fordel, som Aalborg ikke havde: Der var også en vej ud af fjorden mod nord.
Landskabet omkring fjorden er dynamisk og har ændret sig gen- nem århundrederne. For eksempel fandt man i 1978 en kogge, et sejlskib af en type, som blev udbredt cirka 150 år efter kong Haralds tid, og som blev det almindelige handelsskib i Nordeuropa fra cirka 1100- til 1500-tallet.
Denne kogge var fra omkring 1150, og den blev fundet inderst i Jammerbugten, nærmest stik nord for Aggersborg.
Det er ikke underligt, at skibe i tidens løb er gået ned i bugten, men denne kogge blev ikke fundet ude på havbunden. Den dukkede op et godt stykke inde i klitterne ved Kollerup Strand.
Det viser, at da skibet gik ned, lå kystlinjen noget længere inde, end den gør i dag. Så på kong Haralds tid har afstanden mellem Limfjorden og Jammerbugten altså været en del kortere.
Nordvest for Aggersborg løber i dag Sløjen, et fugtigt lavlandsområde drænet af grøfter og kanaler. Det strækker sig fra Limfjordens bredning og mod nordøst op mellem byerne Klim og Fjerritslev, hvor landevejen går på en bro hen over Sløjkanalen.
Undersøgelser med jordradar viser, at lavningen tidligere fortsatte længere mod nordøst end i dag og nærmede sig Jammerbugtens strand et sted mellem Svinkløv og Kollerup.
Sløjen har altså formodentlig været udgangen mod nord og den korteste sejlrute til Norge. De norske fjorde leverede både hverdagsvarer som tørfisk, hvæssesten og fedtstenskar til det sydligere Europa og luksusvarer som elfenben fra hvalrossernes tænder, hvide jagtfalke samt pelse fra ræve og bjørne, der var hvide som nordens sne.
Også mod syd var Aggersborg en del af transportnetværket. Landtransport var både langsommere og besværligere end søvejen, men dog på ingen måde uvæsentlig. Eftersom Aggersborg lå ved et smalt sted omtrent midtvejs mellem Vesterhavet og Kattegat, var det et oplagt sted at krydse fjorden, når man rejste over land. Der er da også fundet et betydeligt overfartssted lige i udkanten af nutidens Løgstør, tværs over for Aggersborg.
Det hed Ørbæk og var en vigtig by op til i al fald midten af 1000-tallet. På det tidspunkt var der et kongeligt møntsted i Ørbæk, hvor Knud den Store (konge i Danmark 1018-1035) og en af hans sønner, Hardeknud (konge i Danmark 1035-1042), slog mønter.
De var også begge to konger i England, og med åbningen mod vest var Limfjorden den væsentligste forbindelse mellem deres to riger.
Ruten over land gik fra Ørbæk mod syd til tingstedet i Viborg og knyttede sig til det vejsystem, vi i dag kalder hærvejen, og som var veletableret på kong Haralds tid sidst i 900-tallet. Det har aldrig været kun en enkelt vej, men derimod en serie af ruter, som fulgte den jyske højderyg mellem nord og syd.
Når man var på hærvejen, kunne man fortsætte mod syd helt til Nordens største by, den rige handelsmetropol Hedeby, eller man kunne dreje af undervejs til de andre handelsbyer Aarhus mod øst eller Ribe mod vest.
Man kunne også lægge ruten forbi kong Haralds nybyggede monumenter i Jelling, et anlæg, der ligesom hans trelleborge emmede af magt og ambitioner.
Kong Harald var dog ikke den første, der havde fået øje på den strategiske betydning af knudepunktet midt i Limfjorden. Inden han kunne gå i gang med at bygge sin enorme borg, måtte han først gøre plads til den. Der lå nemlig en by i forvejen.
Langs stranden på Limfjordens nordside lå en større handelsplads som en søster til overfartsstedet Ørbæk på den anden side af fjorden. Der er fundet omkring 150 små bygninger, de såkaldte grubehuse, samt en god håndfuld større huse – det største endda større end de langhuse, der senere blev opført inde på borgen.
Grubehusene er småhuse, der er gravet en halv til en hel meter ned i jorden og overdækket med et stråtag som et omvendt V. De kan være firkantede eller afrundede og typisk omkring eller lidt mere end tre meter i diameter. Det var en standardbygning til værksteder, lagerbygninger og måske beboelse for de laveste lag i samfundet.
Et meget almindeligt håndværk, som grubehusene lagde plads til, var at spinde og væve uld og hør. Sække og poser, sejl til skibene, væg- tæpper til hallerne, betræk til dyner, puder og madrasser samt naturligvis tøj til at holde vand og kulde fra kroppen i det skandinaviske klima skulle produceres i stort tal.
I praktisk talt hver eneste bebyggelse fra vor tidsregnings begyndelse, og op til landsbyerne blev stedfaste omkring 1000-1100-tallet, finder arkæologerne rester af vævegrej, og byen før Aggersborg er ingen undtagelse.
Når man vævede tråd til klæde, havde man en lodret stående væv, hvor de op- og nedgående tråde blev holdt lige og lodrette ved, at man bandt en sten i enden af hver af dem. Så kunne man trække de side- gående tråde ind og ud imellem de lodrette og væve et pænt og regelmæssigt stykke tøj.
Vævervægtene var typisk lavet af sten eller ler, og der var mange af dem i konstant brug. Det store antal og de solide materialer gør, at bunkevis af dem har overlevet til i dag og bliver fundet af arkæologer- ne. Også ved Aggersborg.
Ud over småhusene fandt man syv større huse, hvoraf det ene nær- mest må kaldes en hal. Den var over 40 meter lang, og der blev fundet både guld og glasskår i hallens spor. Tegn ikke bare på velstand, men på decideret luksus.
Luksus kunne dog ikke redde strandbyen, som blev revet ned. Den havde ellers eksisteret i over 100 år, da kongen besluttede, at den skulle væk, og borgens sydlige del i stedet bredte sig ud over arealet.
Nedlæggelsen af en fint fungerende by har givet arkæologerne et helt skatkammer af fund og oplysninger om hverdagslivet i 900-tallet. Når man finder fornemme grave med smykker og våben lagt i jorden sammen med den døde, er det resultatet af et nøje udført ritual blandt samfundets overklasse.
Men i Aggersborgs forgængerby finder man sporene af hverdagslivet, som det så ud blandt almindelige mennesker, da grubehusene blev væltet omkuld.
Der er fiskekroge, leer og segl, som vidner om, hvordan man skaf- fede sig føden. 30.000 skår af de potter, man brugte til fødevarer og madlavning, er også dukket op. Mange af dem med mønstre og pynt og nogle importeret fra såvel Vesteuropa som fra vendernes lande syd for Østersøen.
Der er masser af slibesten og fedtstenskar fra Norge, der viser, at sejlruten gennem Sløjen og over Skagerrak ikke var lang. Der er ildstål og knivsblade. Der er møllesten til håndkværne, som var importeret fra Rhin-området. Klink-nagler af jern viser, at skibe lagde til for at blive repareret ved handelspladsen.
Der er fundet nåle til syning og sakse og kamme til at tæmme hår og skæg. Der er høvle, bor, syle og tænger til smede- og træarbejde. Hestesporer til rytterne og skøjteklinger af ben, så beboerne kunne komme hurtigt rundt på den frosne fjord om vinteren.
Mønter vidner om handel, og smykker, dragtspænder og perler af rav og glas vidner om velstand. Talrige nøgler, låse og beslag hørte til de skrin, man kunne låse kostbarhederne nede i, samt sværdrester og pilespidser til at forsvare rigdommene med.
Forgængerbyen blev fundet, da man udgravede borgen. Derfor har man kun udgravet de dele af den, der ligger direkte under borganlægget. Men det er tydeligt, at man ikke er nået til grænsen for bebyggelsen.
Byen strakte sig længere mod øst, og selv om området dér endnu ikke er udgravet, har man taget et par spadestik hist og her. De viser, at bebyggelsen ganske rigtigt fortsatte, og vi har endnu ikke nogen anelse om, hvor stor byen egentlig var.
Det er også forgængerbyen, der gør det muligt at datere Aggers- borg til 970’erne, formodentlig første halvdel af årtiet. I al materialet fra handelsstaden er der nemlig ikke noget materiale, der er nyere end det. Dermed må det være tidspunktet, hvor byen blev nedlagt, og borgen begyndte at tage form.
Det siger noget om kongens magt i starten af 970’erne, at han på den måde kunne nedlægge en blomstrende handelsstad på en rig og central vandvej for i stedet at gøre plads til sit eget prestigeprojekt.
* Kapitlet om Aggersborg fortsætter i Kong Haralds ringborge af Anders Lundt Hansen
Anders Lundt Hansen: Kong Haralds ringborge
For første gang nogensinde er historien om kong Harald (Blåtand) Gormsens ringborge fra 900-tallet samlet i én bog. Historiker Anders Lundt Hansen tager os på en rejse gennem den tidligste middelalders Danmark – fra Jylland over Fyn til Sjælland – og besøger undervejs de storslåede, men i sidste ende undergangsdømte fæstningsværker.
Det er en historie om magt og ambitioner i et Danmark, hvor fyrster og stormænd kæmpede om magten, og hvor langskibe krydsede sund og bælter med krigeriske skjolde på rælingen. Til gengæld var selv de mægtigste krigere heldige, hvis de i eftertiden blev husket i nogle få, rosende ord på en runesten.
Bogen bygger på den nyeste publicerede forskning om ringborgene og deres tid og medtager også de skånske bygningsværker, der ellers ofte bliver glemt, fordi Skåne ikke længere er en del af Danmark.
Du kan købe Kong Haralds ringborge online fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel fra 29. august.
Andre læste også: