Aktuelt Fagbøger

Anika Tronier: Mod er som en muskel, der skal trænes

Anika Tronier: Mod er som en muskel, der skal trænes

INTERVIEW. Vi kan meget mere, end vi tror. Men mange af os bærer rundt på en rygsæk, der forhindrer os i at gå i den retning, vi ønsker. I bogen Ægte styrke kommer indefra inspirerer Anika Tronier os til at finde vores indre styrke og fortæller om, hvordan hun trodsede sin egen frygt, om årene i militæret, politiet og udsendelsen til Afghanistan.

Du kender hende måske fra DR-programmet Slædepatruljen, hvor hun træner kvinder i at kunne begå sig i den barske grønlandske natur. Eller fra Jaget vildt, der vises på Discovery+, hvor hun er med til at opspore kendte danskere, der prøver at gemme sig for en række professionelle efterforskere. Anika Tronier er en kvinde, der hele livet igennem har kastet sig ud i den ene ekstreme situation efter den anden både professionelt og privat.

Når man kigger på Anika Troniers cv, giver det da også indtryk af et stærkt og modigt menneske, der tør mere end de fleste. Hun har været i militæret, været udstationeret til Helmandprovinsen i Afghanistan som eneste kvinde i hold på 120 mennesker (mænd), arbejdet 11 år i politiet og har sidenhen uddannet sig til gidselstræningsinstruktør.  

Anika Tronier
Anika Tronier. Foto: Thomas A.

Men nu har hun skrevet en bog med titlen Ægte styrke kommer indefra, hvilket allerede på titlen varsler en mere følsom side af det ellers barske cv. Det er en personlig bog, hvor hun fortæller om en barndom, hvor hun følte sig forkert og tynget af lavt selvværd og om at have frygten som en evindelig følgesvend.

Det eneste sted, hvor hun for alvor følte sig tilpas og noget værd, var på håndboldbanen. I det fysiske rum havde hun oplevelsen af at kunne være sig selv og være god nok. Derfor vidste hun også tidligt, at hun ville arbejde i Politiet og så Forsvaret som et springbræt for at nå dertil. Og helt karakteristisk for Anika, opnåede hun, hvad hun ville.

Anika Tronier
Privatfoto

Hvad driver dig til at gøre alle de her vilde ting?

”Jeg gør det, fordi det føles rigtigt at gøre noget, som virkelig koster. For eksempel at udgive min bog, hvor jeg føler mig meget sårbar, men gør det alligevel. Det er, når man har noget på spil, at man virkelig kan rykke sig og udvikle sig. At gøre noget, man ikke helt tør, bliver for mig en invitation til at kigge indad. Som med bogen her, hvor jeg må spørge mig selv om, hvorfor jeg er så nervøs. Mit svar til det er, at det er fordi, jeg er bange for andres menneskers holdninger til mig. At andre skal tænke, at jeg er et skvat.”

“Men jeg vil ikke være styret af andres meninger om mig. Så jeg bruger det som en øvelse i at trække vejret og feje bekymringerne til side. Det bruger jeg i alle mulige situationer, hvor jeg er bange. Angsten for at fejle er blevet en motivation for mig, fordi jeg nægter, at frygten skal styre mig. Uanset om det handler om at udgive en bog eller springe i faldskærm,” fortæller Anika Tronier.

Anika Tronier: Mod er som en muskel, der skal trænes
Privatfoto.

Men hvordan har du formået at overvinde din frygt? Både når det kommer til frygten for at tage til Helmand, for at springe i faldskærm og for at skrive en personlig bog?

”Jeg har altid haft det svært med at føle mig begrænset af andre eller mig selv. Når jeg står overfor en opgave, hvor frygten melder sig, så spørger jeg mig selv: Vil du virkelig gerne det her? Og hvis svaret er ja, så kan jeg gå videre til at afdække frygten, og finde ud af, hvad den reelt handler om. Efterhånden kender jeg den så godt og ved, at det, som ligger bagved, er ukonstruktive tanker om mig selv, og dem har jeg besluttet mig for ikke skal styre det, jeg gør eller holde mig tilbage,” forklarer Anika Tronier.

LÆS OGSÅ: Uden angst: Slip dine angst og bekymringstanker

Anika Tronier: Mod er som en muskel, der skal trænes
Privatfoto.

Vi har alle sammen ting, der holder os tilbage og måske forhindrer os fra i gøre ting i vores liv. Hvilke råd vil du give til at overkomme disse barrierer og finde mere mod frem?

”Man må finde ud af, om man virkelig vil det, man står overfor, og om man er villig til at gøre det, der skal til for at overkomme frygten. Hvis man er det, så må man finde ud af, hvad det reelt er, man er bange for. Undersøge roden til frygten, og derfra tage små skridt. Spørge sig selv om, hvad det værste er, der kan ske? Og er man så klar til at betale den pris? Og når det så er sagt, så har vi en tendens til at skrue frygten alt for højt op, uden at det har hold i virkeligheden.”

Anika Tronier
Privatfoto.

“Den metode virker godt, når det handler om noget konkret, man er bange for, for eksempel edderkopper eller højder. Men frygten kan også være en eksistentiel frygt, for eksempel at der skal skal ske ens børn noget. Her er det vigtigt at skelne mellem tanker og virkelighed, for det er vores tanker, der skaber frygten. Når bekymrende tanker dukker op, kan man aktivt berolige sit nervesystem ved at tage dybe vejrtrækninger og minde sig selv om, at tanker blot er tanker – og ved at styre dem kan vi styre frygten.”

”Jeg har selv været bange for mørkt vand, men gjort det alligevel med hjertet helt oppe i halsen. Den styrke, som jeg har fået af det, har spredt sig til andre dele af mig selv. Det har fået mig til at stå meget stærkere, og jeg har følelsen af at have sluppet mig selv fri. Mod er som en muskel, der skal trænes.”

Hvordan har dit syn på styrke forandret sig gennem dit liv?

”Jeg troede længe, at styrke handlede om, hvor stærk man var fysisk. At præstere var det vigtigste for mig. Senere i livet begyndte jeg at kigge ind i mig selv og opdagede, hvor mange ukonstruktive mønstre jeg havde kørende. Men jeg har med tiden lært at elske mig selv og bede om hjælp. Da jeg turde stå ved mine sårbarheder og være her med alt det, der er mig, blev jeg meget stærkere. Det har jeg skullet øvet mig i, og jeg øver mig stadig.”

Anika Tronier: Mod er som en muskel, der skal trænes
Privatfoto.

Hvad er indre styrke så for dig?

”Det er at stå med alt det, der er dig. At se og acceptere alle usikkerhederne sammen med alle de steder, hvor du er god. Det handler også om at forstå, at det er dig selv, der forvalter, hvad andre mener om dig. Dig, der bestemmer hvad andres ord betyder, og hvilken magt det skal have.”

“Alt, du fodrer, vokser. Vi er så gode til at fodre det ukonstruktive alle sammen. Men vi kan vælge at gå kontra på det, når vi er bevidste om de her mekanismer. Jeg er selv blevet hurtigere til at rejse mig op igen. Det er en øvelse, og jeg øver mig hele tiden. Det er en livslang opgave,” fortæller Anika Tronier, der også bruger naturen rigtig meget for at finde ro og møde noget, der er større end hende selv, når tingene brænder på.

LÆS OGSÅ: Morten Kirckhoff: Det bedste, der kan ske, er, at vi flytter os mod den version af os selv, vi drømmer om at være

Hvad håber du, at andre vil få ud af at læse din bog?

”Jeg håber, at den vil inspirere og motivere til at gå på opdagelse i sig selv og måske gå andre veje for at finde sin styrke og udnytte den. Vi har så meget mere potentiale, end vi selv tror. Alle har en historie, et virvar af oplevelser, svigt og manglende omsorg, der udgør den rygsæk, vi slæber rundt på, og som tynger os og spænder ben for os. Men vi skal lære at se på os selv med mere kærlige øjne, så vi kan skinne og lyse, uanset hvad vi har i vores rygsæk,” slutter hun.


Læs mere om Ægte styrke kommer indefra:

Anika Tronier: Mod er som en muskel, der skal trænes

Vi kan meget mere, end vi tror. Mange af os bærer dog rundt på en rygsæk, der holder os nede og forhindrer os i at gå i den retning, vi ønsker. Anika Troniers mantra er, at ægte styrke altid kommer indefra. I bogen fortæller hun om sine oplevelser og erfaringer fra politiet og forsvaret, hvor det tit er den ydre styrke, der er i fokus. Med sin særlige baggrund og brede erfaring ved Anika om nogen, hvordan man tackler mentale udfordringer og flytter sine grænser. Hvad enten vi ønsker at opnå et mål i vores arbejdsliv, skabe et godt familieliv eller ændre vores opfattelse af os selv. Det handler om de drømme, vi har for vores liv og om de barrierer, der holder os tilbage.

Anika Tronier er en af værterne i DR’s populære serie ”Slædepatruljen”. Anika har arbejdet 11 år i politiet samt adskillige år i Forsvaret. Hun har været udsendt til Afghanistan, har fanget illegale flygtninge på gaden i København og er trænet i at overleve gidselsituationer. Anika har derudover medvirket i ”Jaget Vildt”.

Du kan købe Ægte styrke kommer indefra online hos fx Saxo eller i din nærmeste boghandel.


Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.