Aktuelt Bestsellere Danske romaner Linea Maja Ernst Skønlitteratur

Linea Maja Ernst modtager Bogforums Debutantpris 2024

Linea Maja Ernst modtager Bogforums Debutantpris 2024

Ved et arrangement på årets Bogforums Store Scene modtager Linea Maja Ernst i dag Bogforums Debutantpris for romanen Kun til navlen.

Kun til navlen udkom i maj 2024 og er en moderne, sensuel skærsommernatsdrøm og et satirisk portræt af en generation af millennials, der mere end noget andet frygter at blive indhentet af småborgerligheden. Kun til navlen er solgt til udgivelse i syv lande.  

Linea Maja Ernst modtager Bogforums Debutantpris 2024
Forfatter Linea Maja Ernst fotograferet af Daniel Hjorth 2022 for Lindhardt og Ringhof.

LÆS OGSÅ: Skærsommernatslethed. Interview med Linea Maja Ernst om længsler, venskab, sex og kærlighed i Kun til navlen

Juryen bag prisen skriver i en pressemeddelelse, at debutantprisvinderen blev fundet blandt hele 62 indstillede værker, og at ”man bare glædeligt må konstatere, at der bliver skrevet på livet løs i Danmark anno 2024. Og det er netop det levede liv, der optager mange af debutanterne. Særligt ser vi i juryen, at mange af debutanterne har haft nedbrydelsen af tabuer som en litterær drivkraft”.

Hos juryforperson Gro Frank Rasmussen var der dog ikke meget tvivl om, at prisen skulle gå til det, hun døber »en cool generationsroman ala 2024«.

“Kun til navlen er et legende og skælmsk portræt af den moderne intellektuelles forestillingskraft og de analytiske færdigheder, der ligger faretruende tæt på overtænkningen,” lyder det fra hende.

Til Politiken udtaler en overstrømmende lykkelig Linea Maja Ernst:

»Det er lykkeligt, at en skabet, queer-pornografisk, verdensfjern, utopisk komedie fra en halvgammel debutant kan vinde,« siger prisvinderen til dagbladet.

Med Debutantprisen følger 50.000 kroner


Læs mere om Kun til navlen:

Kun til navlen, Linea Maja Ernst, romaner om identitetskriser

En gruppe venner midt i trediverne er samlet i et sommerhus ved en skovsø. Det er midsommer og ugen op til et bryllup. Et vennepar skal giftes.

Gruppen forbereder sig og holder samtidig fri, skændes, mindes, flirter, poserer, soler sig i hinandens selskab og roder op i ukurante følelser.

Sylvia har altid været forelsket i Esben, brudgommen. Hun er i et trygt og stabilt parforhold med sin kvindelige kæreste, Charlie, men kan ikke finde ro. Kvæde føler sig endelig hjemme i sin krop og er klar til at holde et skov-rave, men der er børn, der skal puttes, og Gry har taget sin kæreste Adam med, der går rundt og ligner en reklame for heteroseksualitet. Karen glæder sig til at blive gift, men hun glæder sig endnu mere til at komme tilbage på arbejde. Og imens samtalerne slår gnister rundt om middagsbordet, kæmper Gry med at føle sig banal blandt sine farverige, excentriske venner.

Hvorfor er nogles drøm at blive gift og andres at leve i et harem med deres yndlingsvenner? Og hvad stiller man op med længslen efter, at alt kunne være anderledes? Linea Maja Ernst debuterer med Kun til navlen, en samtidsroman om at være fanget i en livsfase og panikken over måske at være blevet mere småborgerlig, end man nogensinde havde frygtet.

Du kan købe Kun til navlen online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.