I De fortabte sønner fortæller brødrene Sune og Andreas Gylling Æbelø om at vokse op i det vestjyske bibelbælte som unge og homoseksuelle under missionens skarpe øje. Det er en fortælling skam og skyld, og om de kampe, det har kostet at acceptere sig selv. Begynd din læsning her.
Andreas Gylling Æbelø er ledelsesrådgiver, foredragsholder og bestyrelsesmedlem. Han har tidligere været direktør for AIDS Fondet og særlig rådgiver for handels- og udviklingsministeren. Han er gift med Abdel og far til Ava på to år.
Sune Gylling Æbelø er tidligere taleskriver for fire ministre, klummeskribent i Politiken og i dag chefrådigver taleskriver i Landbrug & Fødevarer. Han er forlovet med Sangeeavan og far til Dirch på seks år. Sammen har brødrene skrevet den rørende, biografiske fortælling De fortabte sønner.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografier du ikke må gå glip af
Andres og Sune Gylling Æbelø fortæller i De fortabte sønner om deres opvækst et stærkt kristent lokalsamfund i Vestjylland, hvor de blev sendt på kristne institutioner for unge, hvor homofobien var udtalt, og de gik i forløb hos kristne terapeuter, der forsøgte at ”kurere dem”.
LÆS OGSÅ: 10 stærke fortællinger du skal læse
De fortabte sønner portrætterer skylden og skammen over ikke at passe ind og svigtet fra kristne autoriteter, der betragter kærlighed mellem mænd som en synd. Det er også en bog om frelse, frisættelse og forsoning. Om at bære rundt på en hemmelighed, finde hinanden som brødre, følge sit hjerte og blive sig selv og sin tro bekendt. Læs et uddrag af De fortabte sønner her.
De fortabte sønner
af Andreas og Sune Gylling Æbelø
Prolog
“Er I begge to homoseksuelle?”
Vantroen lyser folk ud af øjnene, når de spørger.
Hvad de ofte gør.
“To homoseksuelle brødre?” spørger de med lige dele skepsis og fascination. Som stod de over for en tohovedet ged.
“Jamen … hvordan? Ved I hvorfor? Er det arv eller miljø?”
Sagkundskaben strides vist stadig om det spørgsmål. Og vi to er de sidste til at kunne vide det. Vi er jo både opvokset i samme miljø og bærer på samme arv. To alen af et stykke. To fortabte sønner af samme krogede slægt.
Vores mor er vores grandkusine. Det er hun, fordi grandfætre og grandkusiner jo er ens forældres fætre og kusiners børn. Vores far og mormor var netop fætre og kusiner, og vores mor er derfor vores fars kusines datter.
Når vores mormor var vores fars kusine, skyldes det, at vores farmor var vores mormors moster, selvom de var jævnaldrende. Vores mormors mor var altså vores farmors søster, og dermed var vores farmors mor og far samtidig vores mormors mormor og morfar og derfor både vores tip- og tiptipoldeforældre.
Vores farmor hed Maja og blev gift med vores farfar på et afbud. Adolf Gustav Johansen forelskede sig som ganske ung i første omgang i en anden pige, som var tyende på hans fædrene gård. Hun gengældte hans kærlighed så eftertrykkeligt, at hun til deres begges forfærdelse blev gravid af det.
Et barn uden for ægteskabet i 1930’ernes landbosamfund var uhørt, men alternativerne var værre. Abort var ikke sådan lige at komme afsted med i den gudfrygtige vestjyske almue, og det eneste, der var mere utænkeligt for Adolfs far end et barn uden for ægteskabet, var, at hans søn skulle giftes under stand.
Den frugtsommelige pige blev derfor i unåde sendt bort med en sum penge, så hun kunne komme godt i vej. Dårligt var hun forduftet ud af gårdspladsen, før Adolf af sine forældre blev introduceret for den standsmæssigt noget mere passende gårdmandsdatter Maja Sammy Jørgensen, som de anså for et mere rimeligt ægteskabsemne.
Selvom det i nutidens politiske debat kan lyde, som om arrangerede ægteskaber er en mellemøstlig og fremmedartet frembringelse, er det altså mindre end 100 år siden, at vi også her til lands betjente os af hymens lænker til forening af familier med gensidige interesser i højere grad end af hjerter, som stod i brand for hinanden.
Således også med Maja og Adolf, som fik hinanden på forældrenes bud. Som gårdmandsdatter rundet af den fede jord ved Limfjorden var hun nemlig af kår, som var nogenlunde jævnbyrdige og dermed ægteskabeligt forenelige med Adolfs.
Vores farmor gik ind i ægteskabet vel vidende, at hun var vores farfars andet valg. I det omfang man overhovedet kan tale om et valg. Om hun også allerede dengang vidste, at han havde gjort hendes forgænger gravid, eller det først kom til hendes kendskab senere, ligger hen i mørke.
Omstændighederne til trods blev det dog ikke noget ugodt ægteskab. Måske fordi de to også var forbundne af det forpligtende arbejdsfællesskab, det var at drive en gård. Rollerne var tydeligt og indiskutabelt kønsnormativt fordelt. Adolf tog sig af bedriften; jorden og dyrene. Maja tog sig af husholdningen.
I det sindbillede, som står tilbage af dem i erindringen, er han enten i stalden, i marken eller sidder for bordenden. Hun er i køkkenet. Eller ved trædeorgelet, som stod i den fine stue, og som hun flittigt og dygtigt spillede på, fordi hun som sagt var af ordentlig familie, hvor man lærte at spille et instrument.
Faktisk spillede vores farmor så godt på orgel, at hun blev tilbudt embede som organist i Illerhede Kirke, hvilket vores farfar dog på det bestemteste afviste, da det jo kunne komme til at hedde sig, at han ikke kunne forsørge sin egen familie, hvis hans kone bidrog økonomisk til husholdningen.
Maja, som imidlertid besad en sund portion kvindelist, fik ham besnakket med et løfte om, at orgelpengene blev hensat på en lukket konto og ikke indgik i gårdens driftsregnskab. Det var åbenbart godt nok til den gamle patriark, og Maja trampede ufortrødent løs i orgelpedalerne de næste mange år, og ikke så meget som en daler indgik i husholdningen.
Det betød, at hun – efter Adolfs død – hvert år kunne begunstige børn og børnebørn med klækkelige summer, som hen over årene frem til hendes død løb op i flere hundrede tusinde kroner.
Da Maja og Adolfs ægteskabsløfte i 1993 blev endeligt opfyldt ved Adolfs død, havde det strakt sig over seks årtier, og sammen havde de opfostret fem børn. Deriblandt vores far, Mads, som i 1974 blev gift med vores mor, Anna Margrethe.
Da vores mors mor var datter af Majas søster, har vores forældre kendt hinanden fra barndommen og leget sammen som to jævnaldrende og beslægtede børn. Oldemor Margrethe Jørgensen, som i parentes bemærket ved skæbnens ironi blev født i kølvandet på sædelighedsfejden sidst i 1800-tallet, blev uden for ægteskabet i 1919 mor til vores mormor, Marie, som dermed blev niece til vores på det tidspunkt toårige farmor, der som nævnt var Margrethes noget yngre søster.
21 somre var Margrethe, da hun for tidligt nedkom med den af fysik ualmindeligt undseelige Marie. Så petit var hun, at hun måtte mades med en pipette, og hendes første seng var en cigarkasse. Lige så stort hendes hjerte senere viste sig at være, lige så lille var hun selv af statur hele livet.
Hvem faren er, fortaber sig i annalernes utallige sprækker og ormehuller. Men hvad ikke fortaber sig, er, at den i København ellers så velbeskrevne sædelighedsfejde godt tredive år tidligere endnu ikke rigtig var slået igennem på den vestjyske alhede i 1919. Der blev derfor set noget skævt til en pige, som på den måde var kommet i uføre. For Helligånden turde man trods alt ikke håbe, at det var igen.
Ind på scenen trådte lykkeligvis kun et år senere Ingemand Jacobsen, der tog Margrethe til hustru og adopter de den lille, uægte Marie, som derved på papiret blev Marie Jacobsen, selvom hun aldrig – heller ikke som voksen – blev kaldt andet end Misse.
I sin ungdoms vår forelskede Misse sig i Tage Nielsen, som føjer sig ind i familietraditionen ved, lige som talrige andre i vores slægtsbog, at komme uheldigt afsted i mødet med det modsatte køn i en tidlig alder og allerede inden, han mødte vores mormor, få et barn uden for ægteskabets legitimerende pagt.
Tage fik ikke siden noget med sit førstefødte barn at gøre, men i 1945 giftede han sig med Misse, som omtrent ni måneder derefter bragte vores mor, Anna Margrethe, til verden og tre år senere vores moster, Inge Birgit.
Tage var smuk og livskraftig at se til, men led under en svag psyke og fik diagnosen maniodepressiv; en sygdom, som tog til med årene og sendte ham ind og ud af det psy- kiatriske sygehusvæsen både med og mod hans vilje.
Under en sådan indlæggelse forlader Tage i vinteren 1955 hospitalet, men dukker ikke op hjemme hos sin familie. Han efterlyses og eftersøges i ugevis af både myndigheder, familie og venner, men uden held. Da foråret sætter ind i marts, og isen på de indre søer og farvande oven på en hård vinter bryder op, dukker Tages afsjælede legeme op i en sø ikke langt fra det hospital, han nogle måneder tidligere har forladt.
Den lille familie er rystet og sorgslagen oven på deres ægtemand, far og forsørgers ulykkelige selvmord som følge af det mørke, der indtog hans sind, men her som så mange gange senere viser Misse sin ukuelighed og handlekraft. Døtrene kommer i midlertidig pleje hos skiftende familiemedlemmer og venner i Holstebro, imens hun selv rejser til København og uddanner sig til pædagog. En titel, hun ad åre veksler til en stilling som vuggestueleder.
Da vores mor og moster er i teenageårene, møder Misse den ti år yngre tømrer, Poul Thunbo, som hun gifter sig med, og som ved vores fødsel et godt årti senere vinder uvisnelig hæder som vores morfar af både titel og gavn, da vi aldrig har mødt vores biologiske morfar, Tage.
Misses ældste datter, Anna Margrethe, starter i 1966 på en uddannelse som barneplejerske og sidder den 4. august ved sin pult i en undervisningstime, da hun pludselig kan se blyanten i sin skrivende hånd ophøre med at forme bogstaver og imod hendes vilje fortsætte i en lang streg ud over hæftekanten og ud på bordet. Herefter husker hun ikke mere.
Vores kommende mor er i sit 20. år blevet ramt af en massiv blodprop i hjernen og en deraf følgende halvsidig lammelse. Hun kan ikke gå, ikke bruge sin venstre arm, ikke se til venstre, og vores mormor får af lægerne besked på, at de ikke forventer synderlig bedring, og at man nok må indstille sig på, at Anna Margrethe skal tilbringe resten af sit liv på et plejehjem.
Igen animerer livets modgang Misses ubetvingelighed, og hun går selv i gang med at genoptræne Anna Margrethe, som i løbet af nogle mån der genvinder førligheden uden dog nogensinde at vinde brugen af venstre arm tilbage.
Otte år senere bliver Misse og Tages datter Anna Margrethe Nielsen gift med Maja og Adolfs søn – og Misses fætter – Mads Christian Johansen. Som frugten af generationers malstrøm af forbudt kærlighed, utugt og ukonventionelle familiekonstellationer på kryds og tværs mellem to sammenfiltrede slægter bliver først Sune og siden Andreas i halvfjerdserne løftet ud af vores mors mave ved kejsersnit for at beskytte hendes hårdt prøvede hjerne mod unødvendig overbelastning.
Den skulle senere få brug for al den modstandskraft, den kunne mønstre.
1.
Andreas, 1987
I begyndelsen er det som i Edens Have. Jeg ser ikke nogen ondskab i det, og ingen siger til mig, at jeg bør. Intet figenblad er nødvendigt til at skjule skammen, for den findes ikke endnu. Sandsynligvis fordi seksualiteten ikke findes endnu.
Det, der findes, er to drenge, som ikke spiller fodbold. Både min bror og jeg elsker til gengæld My Little Pony, og vi gør det så inderligt, at vores morfar i sit værksted bag garagen i deres hus i Holstebro bygger to små træstalde, ponyerne kan være i. Vi går også selv rundt i hans værksted og hamrer og saver og høvler, når vi er på besøg, og det er vi tit. Måske al den hamren af de voksne betragtes som en form for udligning af ponymankefletningen.
Ingen siger: Vær nu en rigtig dreng. Heller ikke når vi sammen med vores kusine Marie går i mormors og ikke morfars garderobeskab for at klæde os ud. Der er altid rift om guldskoene og det tilhørende bælte. Og om mormors perlekæder, de hænger på rad og række på kroge på indersiden af skabslågen og er lange, så man kan sno dem flere gange rundt om en barnehals.
Når vi har klædt os ud inde på soveværelset, kommer vi ud i stuen til de voksne og viser os frem, gevandter og perlekæder flyvende hen over kaffe og bridgeblanding. Måske udlignes det af, at vi tidligere på dagen har været ude og grave i de køkkenhaver, morfar har anlagt til os. Jord under neglene og sjal om skuldrene. Som lammet, der ligger ved løvens fod i paradisets have, intetanende om deres uforenelighed. Om den fare, det ene skal vise sig at repræsentere for det andet.
Med tiden sker det, at Sune tager morfars habit på i stedet. Én mindre i kampen om guldskoene, tænker Marie og jeg. En dag sker det, at Sune ikke vil følges med mig på vores morgentur til Den Kristne Friskole, fordi jeg har taget en hårbøjle på. Jeg har fundet den i den æske med hårpynt, som jeg har liggende hos mormor, når jeg skal sætte hendes hår.
Det er, som om min storebror har fået en anden kundskab end mig. Men det er jo heller ikke så underligt, han er fem år ældre. Med tiden får jeg den også. Kundskaben er usagt, den har sneget sig ind og hvislet: Har Gud virkelig sagt, at en dreng kan lege med My Little Pony i stedet for at spille fodbold? Kundskaben hvisler til dem fra skoler og missionshuse, fra prædikestole og morgenandagter.
Jeg stopper med at pynte mormors hår som 11-årig.
2.
Sune, 1990
”Hold da kæft! Hvad er det for nogle bøssesko?”
Else sprutter af grin, imens hun med den uforbeholdne forbløffelse stående ud af ansigtet peger ned på mine spidse fletsko i sort læder. Skoene er – sammen med Else, mig selv og resten af vores orienteringsløbshold – i rask trav på vej ud ad grusvejen, da hun får øje på dem. De har været min farfars. Til pænt brug. Og da anledningerne til brug af pæne sko i hans liv var relativt begrænsede, var de stort set som nye, da han døde.
Jeg fik lov at arve dem, fordi jeg syntes, de var retro-smarte. Det synes Else helt åbenlyst ikke. Hendes moderat opkørte skvaldergrin afslører, at hun intet ondt mener med spørgsmålet, men synet af farfarskoene karambolerer simpelthen for voldsomt med hendes umiddelbare forventninger til drengefodtøj anno 1990 til, at hun kan undertrykke det impulsive udbrud.
”Bøssesko”.
Ordet rammer som et dumpt slag i mellemgulvet, forplanter sig i et jag op gennem rygraden og hjernestammen og sætter sig akut som en trykkende snurren i baghovedet.
”Bøsse”.
Kæmp eller flygt! Reptilhjernen identificerer på nanosekunder det farlige i situationen og sætter mit i forvejen overophedede teenagehoved på overarbejde. Hvordan får jeg afledt opmærksomheden fra de forbandede sko? Hvorfor skulle jeg også tage dem på? Og så på et orienteringsløb, hvor vi flakker ind og ud mellem skovstier og pløjemarker. Hvorfor? Forfængelige svans!
”Jeg tror lige, I skal kigge på kortet en gang mere.”
En af lejrlederne, Uffe, som er med på vores hold, bryder ind i optrinnet: ”Er I sikre på, det er den rigtige vej?”
Saved by the bell. Tak, Uffe!
Frem med kompasset og så derudad.
Men det rumsterer inde i det der sted i hovedet. Det sted, hvor der i takt med teenageårene stadig oftere er uro i kontinentalpladerne.
”Bøssesko”.
Bare de ikke opdager det …
Vi er en håndfuld elever fra 9. klasse, som er blevet overtalt af vores klassekammerat Frede til at tage med på Blå Kors Ungdoms årlige sommerlejr i Vorbasse. Jeg troede egentlig, at Blå Kors bare var en kristen afholdsforening, hvor man mødtes for ikke at drikke alkohol. Lidt ligesom en forening, hvor man mødes for ikke at samle på frimærker, eller en ateistforening, hvor man mødes om ikke at tro på Gud.
Men ungdomsorganisationen, Blå Kors Ungdom, holder altså sommerlejre for børn af misbrugere, som er sendt afsted af kommunen for at få et tiltrængt pusterum fra deres fordrukne forældre. For at gyde lidt olie på de misbrugsramte vande er vi en flok veldresserede, kristelige efterskoleelever, som er blevet hevet med på lejr. Som de uundværlige neutroner i en pulserende atomkerne, hvor de utilpassede protoner ellers ville eksplodere i overoohedning. Og vel som forbilleder på en slags normalitet.
Normalitet … De skulle bare vide.
Hvis lejrchefen, Poul, vidste, hvad der foregår inde i mit hoved. Hvis han vidste, hvad jeg tænker om nogle af de an- dre drenge. Ja, hvis nogen vidste det overhovedet. Så ville enhver illusion om normalitet briste som en sæbeboble.
Puf.
Jeg tror godt, han kan lide mig, Poul. Og hans kone, Dorrit, også. De er nok omkring de 30 år. Poul joker tit med mig, og jeg har det mindre akavet med ham, end jeg har med så mange andre voksne mænd. Og drenge for den sags skyld.
For det meste undgår jeg rene drengefællesskaber. Når jeg en sjælden gang er tvunget ind i dem, føler jeg mig som en skuespiller, der står i kulissen. På vej ind for at spille en rolle, jeg ikke har øvet på. Jeg kan ikke finde ud af de maskuline koder. Der er noget uforudsigeligt. Noget uudgrundeligt. Som en slags hemmeligt sprog, jeg ikke forstår. Det er nemmere med pigerne. Mere intuitivt. Det sprog kender jeg. Jeg har lært det af min mor. Min mormor. Min moster. Min farmor. Mine fastre. Else og mine andre veninder.
Min far nåede ikke at lære mig drengene og mændenes sprog, før han forlod os og rejste sin vej. Men så har han til gengæld lært mig at miste i stedet for. Det er jo også noget. Han har lært mig sorgen, frygtsomheden og mistilliden at kende. Han har lært mig, at kærlighed kan forsvinde igen. Den kan flytte til København fra den ene dag til den anden.
Poul er på en eller anden måde anderledes end min far, mine farbrødre, onkler og alle de andre mænd, som jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg skal stille op med. Ikke fordi han er mindre mande-mandet end dem. Han er fra Heavy-Agger. Meget mere mandet bliver det ikke. Og han er indremissionsk og beton-firkantet i sit syn på både kvindelige præster, abort, sex før ægteskabet og alle de andre fundamentalist-indikatorer.
Jeg har ikke hørt ham sige noget om homoseksualitet. Men det behøver man slet ikke tale om i de kredse. Det er underforstået. Vi diskuterer jo heller ikke, om man må skide på gulvet eller spise sovs og kartofler med fingrene. Det er unødvendigt. Vi ved det godt. Alle sammen.
Alligevel kan jeg godt lide Poul. Når han slår mig på skulderen og griner ad mine jokes, virker det, som om han mener det. Som om han tror på, at jeg er en rigtig dreng, og ikke tænker: Hvad er du for et underligt, uidentificerbart gadekryds? Han ser ikke på mig med det der lidt forvirrede blik, som andre mænd gør. Som om de står med en dims i hånden, som de har købt, men som de ikke helt synes lever op til instruktionsmanualen.
Poul er forsanger i et kristent band, som hedder 777. Vel fordi det tal lige er 111 højere end djævelens tal, som jo er 666. Det er ikke så subtilt, men det behøver det heller ikke at være. Jeg har engang hørt en koncert med dem til et efterskoletræf, og jeg har deres kassettebånd. Så jeg er en lille smule starstruck.
Poul synger fedt, synes jeg. Og når der er lovsang om aftenen på lejrene, spiller han altid guitar til, og nogle gange sidder jeg ved siden af og holder lovsangshæftet for ham, så han kan se teksten og akkorderne, og jeg skråler af mine lungers fulde kraft, og Poul synger indimellem anden stemme, og så er det næsten, som om der ikke sidder 50 andre børn og unge i en kæmpe rundkreds rundt om os i lejrbygningens store pejsestue. Som om det kun er Poul og mig:
Create in me a clean heart, oh Lord, and renew a right spirit within me. Cast me not away from thy presence, oh Lord, and take not thy holy spirit from me. Restore unto me the joy of thy salvation and renew a right spirit within me.
Jeg er 15 år gammel, og jeg er homoseksuel i et miljø, hvor lige netop det er værre end næsten alt andet. Det er som at være spedalsk i smug. Som i bibelsk tid, hvor en nysmittet spedalsk kun ventede på det øjeblik, hvor det ville blive opdaget. Hvor man ville blive udstødt af fællesskabet. Forsynet med en klokke, så de raske kunne høre, når man kom.
Ingen har endnu opdaget det. Der er ingen synlige sår. Lemmerne er ikke begyndt at falde af. Mennesker kan endnu ikke se det. Men Gud kan. Jeg er uren. Fortabt. Det er ikke noget, jeg tror. Det er noget, jeg ved.
Create in me a clean heart, oh Lord!
Jeg ved, at det er en vederstyggelighed. For Gud og for mennesker. Hver aften beder jeg som det sidste, før jeg sover, Gud om at fjerne det fra mig.
Renew a right spirit within me.
Jeg har mareridt om, at nogen skal opdage det. Om at jeg skal tale over mig i søvne. Om at jeg skal blive gennemskuet. Afsløret. Udstødt.
”Bøssesko”.
Cast me not away from thy presence, oh Lord!
Det er en lettelse, da vi kommer tilbage til lejrbygningen. Endelig kan jeg slippe væk fra Else, som synes, det er umådelig sjovt at drille mig med de sorte fletsko, fordi jeg bliver så perpleks. Undervejs på orienteringsløbet har jeg forsøgt mig med flere forskellige afværgende strategier. At tale om noget andet for at fjerne fokus. At grine højere end alle de andre for at gøre det uspændende. At fortælle om min døde farfar og lyve om, at skoene har betydning for mig, for at alvoren skal fordrive komikken. Intet vir- kede.
Og nu skynder jeg mig op på sovesalen for at få skiftet sko hurtigere, end en Formel 1-bil får skiftet dæk i et pitstop. Da jeg kommer ned i pejsestuen, kommer Uffe hen og spørger, om jeg er okay. Jeg har godt fornemmet, at han et par gange forsøgte at redde mig ud af Elses bøssejokes, og jeg smiler så stort, jeg kan:
”Ja da. Hvorfor skulle jeg ikke være okay? Vi skal have svensk pølseret lige om lidt. Alt er mega okay,” griner jeg, og han griner tilbage og ser lettet ud.
”Det var godt, knægt. Vi skal jo også have lavet underholdning til i aften,” siger han og klapper mig på skulderen. Uffe er anderledes end de andre ledere. For det første er han københavner. De fleste af de andre er fra Agger oppe i Thy. Eller som minimum fra Jylland. Uffe er fra Vesterbro. Kingosgade, har han sagt.
Han lyder som en mellemting mellem Otto Brandenburg og Margrethe Koytu, når han taler. Og han ryger som en forbrændingsskorsten, så snart han ikke enten spiser eller sover. Som den eneste af lederne er han med for første gang, og da der var præsentationsrunde den første aften, fortalte han, at han er tørlagt alkoholiker.
Det ligner han også. Man kunne lave kernelæder af hans ansigtshud, hvis rynkerne ellers kunne rettes ud, og hans Pinocchio-ben vakler usikkert som hos gamle sprittere, når han går.
Det er svært at vurdere, hvor gammel han er. Rynkerne er mere af slid end alderdom, tror jeg, men han er helt gråhåret. De yderste fingerled på højre hånds pege- og langfinger er orange af nikotin, og så har han ørering i. En tyk en, som man kan se har siddet der i mange år, fordi tyngdekraften har trukket hullet aflangt som et mørkt komma i den slappe øreflip.
Det er ellers ikke rigtig noget, mændene bruger i de missionske kredse, men nu er han jo trods alt omvendt alkoholiker, og så er der ligesom lidt mere largesse over for den slags kropsudtryk.
Uffe har mødt Jesus gennem Blå Kors, forklarede han i sin præsentation, som blev lige til den lange side. Så nu er han her for at give bare en lille smule tilbage, siger han. Og så fordi han bare elsker unge mennesker og føler sig så godt tilpas i vores selskab. Han er en glad kristen, forkynder han – med tryk på glad.
Jeg klikker godt med Uffe. Men på en anden måde end med Poul. Poul virker sådan lidt faragtig, og selvom Uffe nok er 20-30 år ældre end Poul, virker han mere som en slags ven. Nærmest lidt infantil, men på en sjov og spontan og gakket måde, som jeg intuitivt føler mig tiltrukket af.
Det er, som om alt er en performance for Uffe. Og når vi laver aftenunderholdning sammen, er hele lejren færdig af grin, og selvom jeg kun er 15, kan jeg godt gennemskue, at Uffe har brug for den anerkendelse, som latteren og klapsalverne giver ham. Jeg genkender det applaussøgende udtryk i hans øjne fra mig selv.
Klokken ringer, og alle stormer ind i spisesalen, hvor vi kaster os over den svenske pølseret som en flok duer over en tabt hotdog, og efter aftensmaden er det mig, der har opvasketjansen i køkkenet sammen med lejrens madmor, Pia.
Hun er en rundmodig dame – af facon såvel som af væsen. Hun snakker, som var hun vaccineret med en gram- mofonstift, griner som en kompostkværn, og så har hun på næsten overnaturlig vis et øje på alle – både børn og voksne – på hele lejren, og hun opdager altid, hvis der er nogen, som går og bakser med noget.
Med et trøstende ord eller et godt råd og en arm om skulderen kan hun løsne op for alverdens knuder i maven, imens hun står og jævner 10 liter brun sovs, kører 50 gange service gennem opvaskeren eller smider alle gårsdagens rester oven i en bradepande med franskbrødsdej og laver det om til det, som i starten af 90’erne stadig godt kan gå under betegnelsen pizza.
Jeg har ikke mere end lige kørt rullevognen med tal- lerkener og glas ud i køkkenet, før hun gennemskuer mig: ”Nå. Hvad er der med dig i dag?” spørger hun, og jeg når at tænke, at hvis jeg skal betro mig til nogen, skal det være hende.
Men det skal jeg ikke. Ikke til Pia. Ikke til nogen. Aldrig nogen sinde. Og jeg lyver og siger, at der ingenting er, og vi ved begge to, at det er løgn, men hun lader mig slippe og venter på, at jeg bliver mør og kommer og betror mig til hende.
Hun kommer ikke til at vente så længe, selvom det bliver i et andet ærinde.
Om morgenen venter jeg altid med at stå op, til de andre drenge på sovesalen har været i bad og er gået ned til morgenmad. Jeg vil helst ikke ud i fællesbadet sammen med dem, hvis jeg kan undgå det, for jeg er bange for, at jeg ikke kan styre min teenagepotens, som er evigt på spring.
Da jeg er tilbage på sovesalen efter badet og er kommet i tøjet, går døren op, og Uffe kommer ind.
”Er du alene herinde?” spørger han smilende, og selvom jeg er sikker på, at jeg er alene, kigger jeg mig alligevel om for en sikkerheds skyld og siger ja.
”Der var nemlig lige noget, jeg ville spørge dig om,” siger han, og jeg kigger beredvilligt afventende på ham.
”Jeg lagde mærke til, at de andre lavede sjov med dine sko på løbet i går,” siger han, og min tunge og drøbel tørrer på stedet fuldstændig ud.
Heldigvis fortsætter han selv, så jeg ikke behøver at sige noget: ”De kaldte dem for bøssesko, ikke?”
Jeg stirrer bare på ham som en suppehøne på en økse. Alt står stille inden i mig. Bortset fra mit hjerte, som hamrer afsted, så man kan høre ekkoet banke mod savsmuldsvæggene i sovesalen.
”Det var bare for sjov,” får jeg fremstammet, men han ryster langsomt på hovedet, mens han fastholder mig med sit udforskende, men omsorgsfulde blik.
”Det er ikke sjovt. Synes du, det var sjovt?”
”Det var bare Else …”
Det flimrer for mine øjne, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Hvad er det, han vil? Hvorfor spørger han? Hvad vil han have mig til at sige? Hvordan slipper jeg ud af den her situation? Mine synapser bimler og bamler og snapper efter vejret og hinanden, og det snurrer i mit hoved, som om nogen holder et massageapparat mod mit kranium.
”Er du homoseksuel, Sune?”
Gulvet forsvinder. Jeg falder frit gennem universet. Nu dør jeg, kan jeg mærke. Jeg ophører med at eksistere. Det er jeg nødt til. Men jeg svarer alligevel:
”Nej da! Det var jo bare Else …”
”Du behøver ikke forklare noget,” siger han med sin sprukne tobaksstemme og smiler varmt til mig. ”Men når jeg spørger, er det, fordi jeg selv er homoseksuel i højeste potens. Og jeg synes faktisk ikke, det er noget, man skal bruge som et skældsord …” og så glider hans stemme over i en snøvlen, og jeg hører ikke mere.
Uffe er homoseksuel?
Han står foran mig og taler i slowmotion uden lyd. Hans mund bevæger sig bare op og ned som et stempel. En rigtig levende bøssemund fra København. Jeg tør ikke tænke på, hvad der har været inde i den.
Hvordan kan det være rigtigt? Han kunne lige så godt have sagt, at han var et rumvæsen. Jeg har aldrig mødt en bøsse før. Men jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Han er jo her. På en kristen lejr. Og det er en synd. En af de værste.
Hvordan kan sådan én være her. Gud hader det. Jesus hader det. Men Uffe synger med på lovsangene og beder med på fadervor. Jeg forstår det ikke. Poul kan da umuligt vide det her? Eller nogen af de andre ledere.
Mit hoved føles som tre forskellige elevatorer lige ved siden af hinanden, der kører op og ned i hver sin retning for fuld fart og hele tiden bremser op og synkront skifter retning igen og igen.
På et eller andet tidspunkt stopper Uffe med at tale, og jeg vender tilbage til sovesalen fra noget, som føles som en ud af kroppen-oplevelse, og jeg hører igen mig selv bedyre, at jeg altså ikke er homoseksuel, og at det hele jo bare var for sjov i går, og at han slet ikke skal være bekymret for mig, og han siger, at jeg altid må komme til ham, hvis der er noget, jeg gerne vil tale om, og at han synes, jeg er helt speciel, og jeg kan på én gang virkelig godt lide ham, og samtidig væmmes jeg på en måde, jeg aldrig har prøvet før, og jeg kan ikke finde ud af, om det er over ham eller mig selv eller begge dele, og så går han, og jeg er alene i sovesalen igen.
Alt, hvad jeg er opdraget til, er kollapset inden for få minutter. To verdener, som burde være fuldkommen ad- skilt, er brast ind i hinanden. Det er som i en science fiction-film, hvor en port har åbnet sig mellem to parallelle dimensioner med hver sine forskellige naturlove, som ikke burde kunne eksistere i samme univers, og nu går det hele op i limningen.
Efter morgenmaden går jeg ud i køkkenet for at finde Pia, som er ved at lægge film over en masse romkugler.
”Uffe har fortalt mig noget,” siger jeg.
”At han er bøsse?” spørger hun med en selvfølge, som om han havde sagt, at han var forkølet eller socialdemokrat.
Jeg stirrer bare på hende. Sikkert med vantroen lysende ud af ansigtet.
”Ja, det vidste jeg godt,” siger hun som svar på mit uudsagte spørgsmål. ”Men det skal han ikke gå og sige til dig. Det skal du slet ikke bekymre dig om,” siger hun og lægger armen om mig og hiver mig over mod køkkenbordet. Med ét er det, som om jeg har glemt, hvorfor jeg ville fortælle hende det.
”Uffe er god nok, men han er ikke så vant til det her,” siger hun og nikker med hovedet ud mod spisesalen, og jeg forstår, at hun med ”det her” mener hele det kristne menageri og Poul og de fundamentalistiske dogmer og så videre.
”Han kommer nogle gange til at bralre lige rigeligt op,” siger hun og tager en romkugle fra en rød plastikbakke og lægger i min hånd.
”Han glemmer, at han ikke er på Vesterbro.”
Pia skubber mig kærligt, men kontant ud af køkkenet med romkuglen i en serviet i hånden, og jeg går ud med en følelse af, at hun ikke helt har leveret det, jeg havde forventet. Selvom jeg ikke ville kunne forklare, hvad jeg havde forventet, hvis nogen spurgte.
Hvad var det, jeg gerne ville have, Pia skulle gøre? Måske havde jeg bare brug for at fortælle det til nogen, fordi jeg blev så chokeret. Men hvad var det egentlig, jeg blev chokeret over? Var det, at Uffe betroede sig på den måde? Eller var det frygten for, at han som den første nogensinde havde gennemskuet mig? Måske fordi han så sig selv i mig.
På den ene side føltes hændelsen på sovesalen som et overgreb. På den anden side føltes det, som om Uffe prøvede at tilbyde mig et helle.
Om eftermiddagen bygger vi drager udenfor, og jeg står og hjælper et par forhutlede brødre, som er sendt afsted på sommerlejr fra Valby. Uffe er ikke at se nogen steder, og da jeg lige før kaffetid går gennem spisesalen, kan jeg se Poul stå i et hjørne og tale med et par af de andre ledere. De ser alvorlige ud, men jeg kan ikke høre, hvad de siger. Kun nogle løsrevne ord.
”Svineri … børnelejr … bøssekarl … København.”
De ser, jeg går forbi, men ingen siger noget til mig. Ingen spørger mig om noget, og ingen fortæller mig noget. Men jeg ved det med det samme. Uffe er væk. Rejst. Pia har fortalt det til Poul. Som Judas angav Jesus til de romerske soldater, og som Peter fornægtede ham tre gange i ypperstepræstens gård, sådan har jeg kastet en af mine egne for farisæerne. Den første, som nogen sinde tilbød mig et helle, har jeg forrådt. For at beskytte mig selv.
Jeg så aldrig Uffe siden, og jeg spurgte aldrig. Men jeg er sikker på, at han var blevet bortvist, fordi jeg havde udleveret ham.
Hvis jeg før havde været det mindste i tvivl om, hvordan man ville behandle sådan nogle som mig her blandt de fromme i missionens gudfrygtigt knusende favn, så var jeg det ikke mere.
Andreas og Sune Gylling Æbelø: De fortabte sønner
I De fortabte sønner fortæller brødrene Sune og Andreas Gylling Æbelø om at vokse op i det vestjyske bibelbælte som unge og homoseksuelle under missionens skarpe øje. Om skyld og skam over ikke at passe ind, forsøg på ”helbredelse” og svigt fra kristne institutioner og autoriteter, der betragter kærlighed mellem mænd som en synd. Det er også en bog om frelse, frisættelse og forsoning. Om at bære rundt på en hemmelighed, finde hinanden som brødre, følge sit hjerte og blive sig selv og sin tro bekendt.
I De fortabte sønner fortæller brødrene Sune og Andreas Gylling Æbelø om at vokse op i det vestjyske bibelbælte som unge og homoseksuelle under missionens skarpe øje. Det er en fortælling skam og skyld, og om de kampe, det har kostet at acceptere sig selv. Begynd din læsning her.
Andreas Gylling Æbelø er ledelsesrådgiver, foredragsholder og bestyrelsesmedlem. Han har tidligere været direktør for AIDS Fondet og særlig rådgiver for handels- og udviklingsministeren. Han er gift med Abdel og far til Ava på to år.
Sune Gylling Æbelø er tidligere taleskriver for fire ministre, klummeskribent i Politiken og i dag chefrådigver taleskriver i Landbrug & Fødevarer. Han er forlovet med Sangeeavan og far til Dirch på seks år. Sammen har brødrene skrevet den rørende, biografiske fortælling De fortabte sønner.
LÆS OGSÅ: 10 stærke biografier du ikke må gå glip af
Andres og Sune Gylling Æbelø fortæller i De fortabte sønner om deres opvækst et stærkt kristent lokalsamfund i Vestjylland, hvor de blev sendt på kristne institutioner for unge, hvor homofobien var udtalt, og de gik i forløb hos kristne terapeuter, der forsøgte at ”kurere dem”.
LÆS OGSÅ: 10 stærke fortællinger du skal læse
De fortabte sønner portrætterer skylden og skammen over ikke at passe ind og svigtet fra kristne autoriteter, der betragter kærlighed mellem mænd som en synd. Det er også en bog om frelse, frisættelse og forsoning. Om at bære rundt på en hemmelighed, finde hinanden som brødre, følge sit hjerte og blive sig selv og sin tro bekendt. Læs et uddrag af De fortabte sønner her.
De fortabte sønner
af Andreas og Sune Gylling Æbelø
Prolog
“Er I begge to homoseksuelle?”
Vantroen lyser folk ud af øjnene, når de spørger.
Hvad de ofte gør.
“To homoseksuelle brødre?” spørger de med lige dele skepsis og fascination. Som stod de over for en tohovedet ged.
“Jamen … hvordan? Ved I hvorfor? Er det arv eller miljø?”
Sagkundskaben strides vist stadig om det spørgsmål. Og vi to er de sidste til at kunne vide det. Vi er jo både opvokset i samme miljø og bærer på samme arv. To alen af et stykke. To fortabte sønner af samme krogede slægt.
Vores mor er vores grandkusine. Det er hun, fordi grandfætre og grandkusiner jo er ens forældres fætre og kusiners børn. Vores far og mormor var netop fætre og kusiner, og vores mor er derfor vores fars kusines datter.
Når vores mormor var vores fars kusine, skyldes det, at vores farmor var vores mormors moster, selvom de var jævnaldrende. Vores mormors mor var altså vores farmors søster, og dermed var vores farmors mor og far samtidig vores mormors mormor og morfar og derfor både vores tip- og tiptipoldeforældre.
Vores farmor hed Maja og blev gift med vores farfar på et afbud. Adolf Gustav Johansen forelskede sig som ganske ung i første omgang i en anden pige, som var tyende på hans fædrene gård. Hun gengældte hans kærlighed så eftertrykkeligt, at hun til deres begges forfærdelse blev gravid af det.
Et barn uden for ægteskabet i 1930’ernes landbosamfund var uhørt, men alternativerne var værre. Abort var ikke sådan lige at komme afsted med i den gudfrygtige vestjyske almue, og det eneste, der var mere utænkeligt for Adolfs far end et barn uden for ægteskabet, var, at hans søn skulle giftes under stand.
Den frugtsommelige pige blev derfor i unåde sendt bort med en sum penge, så hun kunne komme godt i vej. Dårligt var hun forduftet ud af gårdspladsen, før Adolf af sine forældre blev introduceret for den standsmæssigt noget mere passende gårdmandsdatter Maja Sammy Jørgensen, som de anså for et mere rimeligt ægteskabsemne.
Selvom det i nutidens politiske debat kan lyde, som om arrangerede ægteskaber er en mellemøstlig og fremmedartet frembringelse, er det altså mindre end 100 år siden, at vi også her til lands betjente os af hymens lænker til forening af familier med gensidige interesser i højere grad end af hjerter, som stod i brand for hinanden.
Således også med Maja og Adolf, som fik hinanden på forældrenes bud. Som gårdmandsdatter rundet af den fede jord ved Limfjorden var hun nemlig af kår, som var nogenlunde jævnbyrdige og dermed ægteskabeligt forenelige med Adolfs.
Vores farmor gik ind i ægteskabet vel vidende, at hun var vores farfars andet valg. I det omfang man overhovedet kan tale om et valg. Om hun også allerede dengang vidste, at han havde gjort hendes forgænger gravid, eller det først kom til hendes kendskab senere, ligger hen i mørke.
Omstændighederne til trods blev det dog ikke noget ugodt ægteskab. Måske fordi de to også var forbundne af det forpligtende arbejdsfællesskab, det var at drive en gård. Rollerne var tydeligt og indiskutabelt kønsnormativt fordelt. Adolf tog sig af bedriften; jorden og dyrene. Maja tog sig af husholdningen.
I det sindbillede, som står tilbage af dem i erindringen, er han enten i stalden, i marken eller sidder for bordenden. Hun er i køkkenet. Eller ved trædeorgelet, som stod i den fine stue, og som hun flittigt og dygtigt spillede på, fordi hun som sagt var af ordentlig familie, hvor man lærte at spille et instrument.
Faktisk spillede vores farmor så godt på orgel, at hun blev tilbudt embede som organist i Illerhede Kirke, hvilket vores farfar dog på det bestemteste afviste, da det jo kunne komme til at hedde sig, at han ikke kunne forsørge sin egen familie, hvis hans kone bidrog økonomisk til husholdningen.
Maja, som imidlertid besad en sund portion kvindelist, fik ham besnakket med et løfte om, at orgelpengene blev hensat på en lukket konto og ikke indgik i gårdens driftsregnskab. Det var åbenbart godt nok til den gamle patriark, og Maja trampede ufortrødent løs i orgelpedalerne de næste mange år, og ikke så meget som en daler indgik i husholdningen.
Det betød, at hun – efter Adolfs død – hvert år kunne begunstige børn og børnebørn med klækkelige summer, som hen over årene frem til hendes død løb op i flere hundrede tusinde kroner.
Da Maja og Adolfs ægteskabsløfte i 1993 blev endeligt opfyldt ved Adolfs død, havde det strakt sig over seks årtier, og sammen havde de opfostret fem børn. Deriblandt vores far, Mads, som i 1974 blev gift med vores mor, Anna Margrethe.
Da vores mors mor var datter af Majas søster, har vores forældre kendt hinanden fra barndommen og leget sammen som to jævnaldrende og beslægtede børn. Oldemor Margrethe Jørgensen, som i parentes bemærket ved skæbnens ironi blev født i kølvandet på sædelighedsfejden sidst i 1800-tallet, blev uden for ægteskabet i 1919 mor til vores mormor, Marie, som dermed blev niece til vores på det tidspunkt toårige farmor, der som nævnt var Margrethes noget yngre søster.
21 somre var Margrethe, da hun for tidligt nedkom med den af fysik ualmindeligt undseelige Marie. Så petit var hun, at hun måtte mades med en pipette, og hendes første seng var en cigarkasse. Lige så stort hendes hjerte senere viste sig at være, lige så lille var hun selv af statur hele livet.
Hvem faren er, fortaber sig i annalernes utallige sprækker og ormehuller. Men hvad ikke fortaber sig, er, at den i København ellers så velbeskrevne sædelighedsfejde godt tredive år tidligere endnu ikke rigtig var slået igennem på den vestjyske alhede i 1919. Der blev derfor set noget skævt til en pige, som på den måde var kommet i uføre. For Helligånden turde man trods alt ikke håbe, at det var igen.
Ind på scenen trådte lykkeligvis kun et år senere Ingemand Jacobsen, der tog Margrethe til hustru og adopter de den lille, uægte Marie, som derved på papiret blev Marie Jacobsen, selvom hun aldrig – heller ikke som voksen – blev kaldt andet end Misse.
I sin ungdoms vår forelskede Misse sig i Tage Nielsen, som føjer sig ind i familietraditionen ved, lige som talrige andre i vores slægtsbog, at komme uheldigt afsted i mødet med det modsatte køn i en tidlig alder og allerede inden, han mødte vores mormor, få et barn uden for ægteskabets legitimerende pagt.
Tage fik ikke siden noget med sit førstefødte barn at gøre, men i 1945 giftede han sig med Misse, som omtrent ni måneder derefter bragte vores mor, Anna Margrethe, til verden og tre år senere vores moster, Inge Birgit.
Tage var smuk og livskraftig at se til, men led under en svag psyke og fik diagnosen maniodepressiv; en sygdom, som tog til med årene og sendte ham ind og ud af det psy- kiatriske sygehusvæsen både med og mod hans vilje.
Under en sådan indlæggelse forlader Tage i vinteren 1955 hospitalet, men dukker ikke op hjemme hos sin familie. Han efterlyses og eftersøges i ugevis af både myndigheder, familie og venner, men uden held. Da foråret sætter ind i marts, og isen på de indre søer og farvande oven på en hård vinter bryder op, dukker Tages afsjælede legeme op i en sø ikke langt fra det hospital, han nogle måneder tidligere har forladt.
Den lille familie er rystet og sorgslagen oven på deres ægtemand, far og forsørgers ulykkelige selvmord som følge af det mørke, der indtog hans sind, men her som så mange gange senere viser Misse sin ukuelighed og handlekraft. Døtrene kommer i midlertidig pleje hos skiftende familiemedlemmer og venner i Holstebro, imens hun selv rejser til København og uddanner sig til pædagog. En titel, hun ad åre veksler til en stilling som vuggestueleder.
Da vores mor og moster er i teenageårene, møder Misse den ti år yngre tømrer, Poul Thunbo, som hun gifter sig med, og som ved vores fødsel et godt årti senere vinder uvisnelig hæder som vores morfar af både titel og gavn, da vi aldrig har mødt vores biologiske morfar, Tage.
Misses ældste datter, Anna Margrethe, starter i 1966 på en uddannelse som barneplejerske og sidder den 4. august ved sin pult i en undervisningstime, da hun pludselig kan se blyanten i sin skrivende hånd ophøre med at forme bogstaver og imod hendes vilje fortsætte i en lang streg ud over hæftekanten og ud på bordet. Herefter husker hun ikke mere.
Vores kommende mor er i sit 20. år blevet ramt af en massiv blodprop i hjernen og en deraf følgende halvsidig lammelse. Hun kan ikke gå, ikke bruge sin venstre arm, ikke se til venstre, og vores mormor får af lægerne besked på, at de ikke forventer synderlig bedring, og at man nok må indstille sig på, at Anna Margrethe skal tilbringe resten af sit liv på et plejehjem.
Igen animerer livets modgang Misses ubetvingelighed, og hun går selv i gang med at genoptræne Anna Margrethe, som i løbet af nogle mån der genvinder førligheden uden dog nogensinde at vinde brugen af venstre arm tilbage.
Otte år senere bliver Misse og Tages datter Anna Margrethe Nielsen gift med Maja og Adolfs søn – og Misses fætter – Mads Christian Johansen. Som frugten af generationers malstrøm af forbudt kærlighed, utugt og ukonventionelle familiekonstellationer på kryds og tværs mellem to sammenfiltrede slægter bliver først Sune og siden Andreas i halvfjerdserne løftet ud af vores mors mave ved kejsersnit for at beskytte hendes hårdt prøvede hjerne mod unødvendig overbelastning.
Den skulle senere få brug for al den modstandskraft, den kunne mønstre.
1.
Andreas, 1987
I begyndelsen er det som i Edens Have. Jeg ser ikke nogen ondskab i det, og ingen siger til mig, at jeg bør. Intet figenblad er nødvendigt til at skjule skammen, for den findes ikke endnu. Sandsynligvis fordi seksualiteten ikke findes endnu.
Det, der findes, er to drenge, som ikke spiller fodbold. Både min bror og jeg elsker til gengæld My Little Pony, og vi gør det så inderligt, at vores morfar i sit værksted bag garagen i deres hus i Holstebro bygger to små træstalde, ponyerne kan være i. Vi går også selv rundt i hans værksted og hamrer og saver og høvler, når vi er på besøg, og det er vi tit. Måske al den hamren af de voksne betragtes som en form for udligning af ponymankefletningen.
Ingen siger: Vær nu en rigtig dreng. Heller ikke når vi sammen med vores kusine Marie går i mormors og ikke morfars garderobeskab for at klæde os ud. Der er altid rift om guldskoene og det tilhørende bælte. Og om mormors perlekæder, de hænger på rad og række på kroge på indersiden af skabslågen og er lange, så man kan sno dem flere gange rundt om en barnehals.
Når vi har klædt os ud inde på soveværelset, kommer vi ud i stuen til de voksne og viser os frem, gevandter og perlekæder flyvende hen over kaffe og bridgeblanding. Måske udlignes det af, at vi tidligere på dagen har været ude og grave i de køkkenhaver, morfar har anlagt til os. Jord under neglene og sjal om skuldrene. Som lammet, der ligger ved løvens fod i paradisets have, intetanende om deres uforenelighed. Om den fare, det ene skal vise sig at repræsentere for det andet.
Med tiden sker det, at Sune tager morfars habit på i stedet. Én mindre i kampen om guldskoene, tænker Marie og jeg. En dag sker det, at Sune ikke vil følges med mig på vores morgentur til Den Kristne Friskole, fordi jeg har taget en hårbøjle på. Jeg har fundet den i den æske med hårpynt, som jeg har liggende hos mormor, når jeg skal sætte hendes hår.
Det er, som om min storebror har fået en anden kundskab end mig. Men det er jo heller ikke så underligt, han er fem år ældre. Med tiden får jeg den også. Kundskaben er usagt, den har sneget sig ind og hvislet: Har Gud virkelig sagt, at en dreng kan lege med My Little Pony i stedet for at spille fodbold? Kundskaben hvisler til dem fra skoler og missionshuse, fra prædikestole og morgenandagter.
Jeg stopper med at pynte mormors hår som 11-årig.
2.
Sune, 1990
”Hold da kæft! Hvad er det for nogle bøssesko?”
Else sprutter af grin, imens hun med den uforbeholdne forbløffelse stående ud af ansigtet peger ned på mine spidse fletsko i sort læder. Skoene er – sammen med Else, mig selv og resten af vores orienteringsløbshold – i rask trav på vej ud ad grusvejen, da hun får øje på dem. De har været min farfars. Til pænt brug. Og da anledningerne til brug af pæne sko i hans liv var relativt begrænsede, var de stort set som nye, da han døde.
Jeg fik lov at arve dem, fordi jeg syntes, de var retro-smarte. Det synes Else helt åbenlyst ikke. Hendes moderat opkørte skvaldergrin afslører, at hun intet ondt mener med spørgsmålet, men synet af farfarskoene karambolerer simpelthen for voldsomt med hendes umiddelbare forventninger til drengefodtøj anno 1990 til, at hun kan undertrykke det impulsive udbrud.
”Bøssesko”.
Ordet rammer som et dumpt slag i mellemgulvet, forplanter sig i et jag op gennem rygraden og hjernestammen og sætter sig akut som en trykkende snurren i baghovedet.
”Bøsse”.
Kæmp eller flygt! Reptilhjernen identificerer på nanosekunder det farlige i situationen og sætter mit i forvejen overophedede teenagehoved på overarbejde. Hvordan får jeg afledt opmærksomheden fra de forbandede sko? Hvorfor skulle jeg også tage dem på? Og så på et orienteringsløb, hvor vi flakker ind og ud mellem skovstier og pløjemarker. Hvorfor? Forfængelige svans!
”Jeg tror lige, I skal kigge på kortet en gang mere.”
En af lejrlederne, Uffe, som er med på vores hold, bryder ind i optrinnet: ”Er I sikre på, det er den rigtige vej?”
Saved by the bell. Tak, Uffe!
Frem med kompasset og så derudad.
Men det rumsterer inde i det der sted i hovedet. Det sted, hvor der i takt med teenageårene stadig oftere er uro i kontinentalpladerne.
”Bøssesko”.
Bare de ikke opdager det …
Vi er en håndfuld elever fra 9. klasse, som er blevet overtalt af vores klassekammerat Frede til at tage med på Blå Kors Ungdoms årlige sommerlejr i Vorbasse. Jeg troede egentlig, at Blå Kors bare var en kristen afholdsforening, hvor man mødtes for ikke at drikke alkohol. Lidt ligesom en forening, hvor man mødes for ikke at samle på frimærker, eller en ateistforening, hvor man mødes om ikke at tro på Gud.
Men ungdomsorganisationen, Blå Kors Ungdom, holder altså sommerlejre for børn af misbrugere, som er sendt afsted af kommunen for at få et tiltrængt pusterum fra deres fordrukne forældre. For at gyde lidt olie på de misbrugsramte vande er vi en flok veldresserede, kristelige efterskoleelever, som er blevet hevet med på lejr. Som de uundværlige neutroner i en pulserende atomkerne, hvor de utilpassede protoner ellers ville eksplodere i overoohedning. Og vel som forbilleder på en slags normalitet.
Normalitet … De skulle bare vide.
Hvis lejrchefen, Poul, vidste, hvad der foregår inde i mit hoved. Hvis han vidste, hvad jeg tænker om nogle af de an- dre drenge. Ja, hvis nogen vidste det overhovedet. Så ville enhver illusion om normalitet briste som en sæbeboble.
Puf.
Jeg tror godt, han kan lide mig, Poul. Og hans kone, Dorrit, også. De er nok omkring de 30 år. Poul joker tit med mig, og jeg har det mindre akavet med ham, end jeg har med så mange andre voksne mænd. Og drenge for den sags skyld.
For det meste undgår jeg rene drengefællesskaber. Når jeg en sjælden gang er tvunget ind i dem, føler jeg mig som en skuespiller, der står i kulissen. På vej ind for at spille en rolle, jeg ikke har øvet på. Jeg kan ikke finde ud af de maskuline koder. Der er noget uforudsigeligt. Noget uudgrundeligt. Som en slags hemmeligt sprog, jeg ikke forstår. Det er nemmere med pigerne. Mere intuitivt. Det sprog kender jeg. Jeg har lært det af min mor. Min mormor. Min moster. Min farmor. Mine fastre. Else og mine andre veninder.
Min far nåede ikke at lære mig drengene og mændenes sprog, før han forlod os og rejste sin vej. Men så har han til gengæld lært mig at miste i stedet for. Det er jo også noget. Han har lært mig sorgen, frygtsomheden og mistilliden at kende. Han har lært mig, at kærlighed kan forsvinde igen. Den kan flytte til København fra den ene dag til den anden.
Poul er på en eller anden måde anderledes end min far, mine farbrødre, onkler og alle de andre mænd, som jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg skal stille op med. Ikke fordi han er mindre mande-mandet end dem. Han er fra Heavy-Agger. Meget mere mandet bliver det ikke. Og han er indremissionsk og beton-firkantet i sit syn på både kvindelige præster, abort, sex før ægteskabet og alle de andre fundamentalist-indikatorer.
Jeg har ikke hørt ham sige noget om homoseksualitet. Men det behøver man slet ikke tale om i de kredse. Det er underforstået. Vi diskuterer jo heller ikke, om man må skide på gulvet eller spise sovs og kartofler med fingrene. Det er unødvendigt. Vi ved det godt. Alle sammen.
Alligevel kan jeg godt lide Poul. Når han slår mig på skulderen og griner ad mine jokes, virker det, som om han mener det. Som om han tror på, at jeg er en rigtig dreng, og ikke tænker: Hvad er du for et underligt, uidentificerbart gadekryds? Han ser ikke på mig med det der lidt forvirrede blik, som andre mænd gør. Som om de står med en dims i hånden, som de har købt, men som de ikke helt synes lever op til instruktionsmanualen.
Poul er forsanger i et kristent band, som hedder 777. Vel fordi det tal lige er 111 højere end djævelens tal, som jo er 666. Det er ikke så subtilt, men det behøver det heller ikke at være. Jeg har engang hørt en koncert med dem til et efterskoletræf, og jeg har deres kassettebånd. Så jeg er en lille smule starstruck.
Poul synger fedt, synes jeg. Og når der er lovsang om aftenen på lejrene, spiller han altid guitar til, og nogle gange sidder jeg ved siden af og holder lovsangshæftet for ham, så han kan se teksten og akkorderne, og jeg skråler af mine lungers fulde kraft, og Poul synger indimellem anden stemme, og så er det næsten, som om der ikke sidder 50 andre børn og unge i en kæmpe rundkreds rundt om os i lejrbygningens store pejsestue. Som om det kun er Poul og mig:
Create in me a clean heart, oh Lord, and renew a right spirit within me. Cast me not away from thy presence, oh Lord, and take not thy holy spirit from me. Restore unto me the joy of thy salvation and renew a right spirit within me.
Jeg er 15 år gammel, og jeg er homoseksuel i et miljø, hvor lige netop det er værre end næsten alt andet. Det er som at være spedalsk i smug. Som i bibelsk tid, hvor en nysmittet spedalsk kun ventede på det øjeblik, hvor det ville blive opdaget. Hvor man ville blive udstødt af fællesskabet. Forsynet med en klokke, så de raske kunne høre, når man kom.
Ingen har endnu opdaget det. Der er ingen synlige sår. Lemmerne er ikke begyndt at falde af. Mennesker kan endnu ikke se det. Men Gud kan. Jeg er uren. Fortabt. Det er ikke noget, jeg tror. Det er noget, jeg ved.
Create in me a clean heart, oh Lord!
Jeg ved, at det er en vederstyggelighed. For Gud og for mennesker. Hver aften beder jeg som det sidste, før jeg sover, Gud om at fjerne det fra mig.
Renew a right spirit within me.
Jeg har mareridt om, at nogen skal opdage det. Om at jeg skal tale over mig i søvne. Om at jeg skal blive gennemskuet. Afsløret. Udstødt.
”Bøssesko”.
Cast me not away from thy presence, oh Lord!
Det er en lettelse, da vi kommer tilbage til lejrbygningen. Endelig kan jeg slippe væk fra Else, som synes, det er umådelig sjovt at drille mig med de sorte fletsko, fordi jeg bliver så perpleks. Undervejs på orienteringsløbet har jeg forsøgt mig med flere forskellige afværgende strategier. At tale om noget andet for at fjerne fokus. At grine højere end alle de andre for at gøre det uspændende. At fortælle om min døde farfar og lyve om, at skoene har betydning for mig, for at alvoren skal fordrive komikken. Intet vir- kede.
Og nu skynder jeg mig op på sovesalen for at få skiftet sko hurtigere, end en Formel 1-bil får skiftet dæk i et pitstop. Da jeg kommer ned i pejsestuen, kommer Uffe hen og spørger, om jeg er okay. Jeg har godt fornemmet, at han et par gange forsøgte at redde mig ud af Elses bøssejokes, og jeg smiler så stort, jeg kan:
”Ja da. Hvorfor skulle jeg ikke være okay? Vi skal have svensk pølseret lige om lidt. Alt er mega okay,” griner jeg, og han griner tilbage og ser lettet ud.
”Det var godt, knægt. Vi skal jo også have lavet underholdning til i aften,” siger han og klapper mig på skulderen. Uffe er anderledes end de andre ledere. For det første er han københavner. De fleste af de andre er fra Agger oppe i Thy. Eller som minimum fra Jylland. Uffe er fra Vesterbro. Kingosgade, har han sagt.
Han lyder som en mellemting mellem Otto Brandenburg og Margrethe Koytu, når han taler. Og han ryger som en forbrændingsskorsten, så snart han ikke enten spiser eller sover. Som den eneste af lederne er han med for første gang, og da der var præsentationsrunde den første aften, fortalte han, at han er tørlagt alkoholiker.
Det ligner han også. Man kunne lave kernelæder af hans ansigtshud, hvis rynkerne ellers kunne rettes ud, og hans Pinocchio-ben vakler usikkert som hos gamle sprittere, når han går.
Det er svært at vurdere, hvor gammel han er. Rynkerne er mere af slid end alderdom, tror jeg, men han er helt gråhåret. De yderste fingerled på højre hånds pege- og langfinger er orange af nikotin, og så har han ørering i. En tyk en, som man kan se har siddet der i mange år, fordi tyngdekraften har trukket hullet aflangt som et mørkt komma i den slappe øreflip.
Det er ellers ikke rigtig noget, mændene bruger i de missionske kredse, men nu er han jo trods alt omvendt alkoholiker, og så er der ligesom lidt mere largesse over for den slags kropsudtryk.
Uffe har mødt Jesus gennem Blå Kors, forklarede han i sin præsentation, som blev lige til den lange side. Så nu er han her for at give bare en lille smule tilbage, siger han. Og så fordi han bare elsker unge mennesker og føler sig så godt tilpas i vores selskab. Han er en glad kristen, forkynder han – med tryk på glad.
Jeg klikker godt med Uffe. Men på en anden måde end med Poul. Poul virker sådan lidt faragtig, og selvom Uffe nok er 20-30 år ældre end Poul, virker han mere som en slags ven. Nærmest lidt infantil, men på en sjov og spontan og gakket måde, som jeg intuitivt føler mig tiltrukket af.
Det er, som om alt er en performance for Uffe. Og når vi laver aftenunderholdning sammen, er hele lejren færdig af grin, og selvom jeg kun er 15, kan jeg godt gennemskue, at Uffe har brug for den anerkendelse, som latteren og klapsalverne giver ham. Jeg genkender det applaussøgende udtryk i hans øjne fra mig selv.
Klokken ringer, og alle stormer ind i spisesalen, hvor vi kaster os over den svenske pølseret som en flok duer over en tabt hotdog, og efter aftensmaden er det mig, der har opvasketjansen i køkkenet sammen med lejrens madmor, Pia.
Hun er en rundmodig dame – af facon såvel som af væsen. Hun snakker, som var hun vaccineret med en gram- mofonstift, griner som en kompostkværn, og så har hun på næsten overnaturlig vis et øje på alle – både børn og voksne – på hele lejren, og hun opdager altid, hvis der er nogen, som går og bakser med noget.
Med et trøstende ord eller et godt råd og en arm om skulderen kan hun løsne op for alverdens knuder i maven, imens hun står og jævner 10 liter brun sovs, kører 50 gange service gennem opvaskeren eller smider alle gårsdagens rester oven i en bradepande med franskbrødsdej og laver det om til det, som i starten af 90’erne stadig godt kan gå under betegnelsen pizza.
Jeg har ikke mere end lige kørt rullevognen med tal- lerkener og glas ud i køkkenet, før hun gennemskuer mig: ”Nå. Hvad er der med dig i dag?” spørger hun, og jeg når at tænke, at hvis jeg skal betro mig til nogen, skal det være hende.
Men det skal jeg ikke. Ikke til Pia. Ikke til nogen. Aldrig nogen sinde. Og jeg lyver og siger, at der ingenting er, og vi ved begge to, at det er løgn, men hun lader mig slippe og venter på, at jeg bliver mør og kommer og betror mig til hende.
Hun kommer ikke til at vente så længe, selvom det bliver i et andet ærinde.
Om morgenen venter jeg altid med at stå op, til de andre drenge på sovesalen har været i bad og er gået ned til morgenmad. Jeg vil helst ikke ud i fællesbadet sammen med dem, hvis jeg kan undgå det, for jeg er bange for, at jeg ikke kan styre min teenagepotens, som er evigt på spring.
Da jeg er tilbage på sovesalen efter badet og er kommet i tøjet, går døren op, og Uffe kommer ind.
”Er du alene herinde?” spørger han smilende, og selvom jeg er sikker på, at jeg er alene, kigger jeg mig alligevel om for en sikkerheds skyld og siger ja.
”Der var nemlig lige noget, jeg ville spørge dig om,” siger han, og jeg kigger beredvilligt afventende på ham.
”Jeg lagde mærke til, at de andre lavede sjov med dine sko på løbet i går,” siger han, og min tunge og drøbel tørrer på stedet fuldstændig ud.
Heldigvis fortsætter han selv, så jeg ikke behøver at sige noget: ”De kaldte dem for bøssesko, ikke?”
Jeg stirrer bare på ham som en suppehøne på en økse. Alt står stille inden i mig. Bortset fra mit hjerte, som hamrer afsted, så man kan høre ekkoet banke mod savsmuldsvæggene i sovesalen.
”Det var bare for sjov,” får jeg fremstammet, men han ryster langsomt på hovedet, mens han fastholder mig med sit udforskende, men omsorgsfulde blik.
”Det er ikke sjovt. Synes du, det var sjovt?”
”Det var bare Else …”
Det flimrer for mine øjne, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Hvad er det, han vil? Hvorfor spørger han? Hvad vil han have mig til at sige? Hvordan slipper jeg ud af den her situation? Mine synapser bimler og bamler og snapper efter vejret og hinanden, og det snurrer i mit hoved, som om nogen holder et massageapparat mod mit kranium.
”Er du homoseksuel, Sune?”
Gulvet forsvinder. Jeg falder frit gennem universet. Nu dør jeg, kan jeg mærke. Jeg ophører med at eksistere. Det er jeg nødt til. Men jeg svarer alligevel:
”Nej da! Det var jo bare Else …”
”Du behøver ikke forklare noget,” siger han med sin sprukne tobaksstemme og smiler varmt til mig. ”Men når jeg spørger, er det, fordi jeg selv er homoseksuel i højeste potens. Og jeg synes faktisk ikke, det er noget, man skal bruge som et skældsord …” og så glider hans stemme over i en snøvlen, og jeg hører ikke mere.
Uffe er homoseksuel?
Han står foran mig og taler i slowmotion uden lyd. Hans mund bevæger sig bare op og ned som et stempel. En rigtig levende bøssemund fra København. Jeg tør ikke tænke på, hvad der har været inde i den.
Hvordan kan det være rigtigt? Han kunne lige så godt have sagt, at han var et rumvæsen. Jeg har aldrig mødt en bøsse før. Men jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Han er jo her. På en kristen lejr. Og det er en synd. En af de værste.
Hvordan kan sådan én være her. Gud hader det. Jesus hader det. Men Uffe synger med på lovsangene og beder med på fadervor. Jeg forstår det ikke. Poul kan da umuligt vide det her? Eller nogen af de andre ledere.
Mit hoved føles som tre forskellige elevatorer lige ved siden af hinanden, der kører op og ned i hver sin retning for fuld fart og hele tiden bremser op og synkront skifter retning igen og igen.
På et eller andet tidspunkt stopper Uffe med at tale, og jeg vender tilbage til sovesalen fra noget, som føles som en ud af kroppen-oplevelse, og jeg hører igen mig selv bedyre, at jeg altså ikke er homoseksuel, og at det hele jo bare var for sjov i går, og at han slet ikke skal være bekymret for mig, og han siger, at jeg altid må komme til ham, hvis der er noget, jeg gerne vil tale om, og at han synes, jeg er helt speciel, og jeg kan på én gang virkelig godt lide ham, og samtidig væmmes jeg på en måde, jeg aldrig har prøvet før, og jeg kan ikke finde ud af, om det er over ham eller mig selv eller begge dele, og så går han, og jeg er alene i sovesalen igen.
Alt, hvad jeg er opdraget til, er kollapset inden for få minutter. To verdener, som burde være fuldkommen ad- skilt, er brast ind i hinanden. Det er som i en science fiction-film, hvor en port har åbnet sig mellem to parallelle dimensioner med hver sine forskellige naturlove, som ikke burde kunne eksistere i samme univers, og nu går det hele op i limningen.
Efter morgenmaden går jeg ud i køkkenet for at finde Pia, som er ved at lægge film over en masse romkugler.
”Uffe har fortalt mig noget,” siger jeg.
”At han er bøsse?” spørger hun med en selvfølge, som om han havde sagt, at han var forkølet eller socialdemokrat.
Jeg stirrer bare på hende. Sikkert med vantroen lysende ud af ansigtet.
”Ja, det vidste jeg godt,” siger hun som svar på mit uudsagte spørgsmål. ”Men det skal han ikke gå og sige til dig. Det skal du slet ikke bekymre dig om,” siger hun og lægger armen om mig og hiver mig over mod køkkenbordet. Med ét er det, som om jeg har glemt, hvorfor jeg ville fortælle hende det.
”Uffe er god nok, men han er ikke så vant til det her,” siger hun og nikker med hovedet ud mod spisesalen, og jeg forstår, at hun med ”det her” mener hele det kristne menageri og Poul og de fundamentalistiske dogmer og så videre.
”Han kommer nogle gange til at bralre lige rigeligt op,” siger hun og tager en romkugle fra en rød plastikbakke og lægger i min hånd.
”Han glemmer, at han ikke er på Vesterbro.”
Pia skubber mig kærligt, men kontant ud af køkkenet med romkuglen i en serviet i hånden, og jeg går ud med en følelse af, at hun ikke helt har leveret det, jeg havde forventet. Selvom jeg ikke ville kunne forklare, hvad jeg havde forventet, hvis nogen spurgte.
Hvad var det, jeg gerne ville have, Pia skulle gøre? Måske havde jeg bare brug for at fortælle det til nogen, fordi jeg blev så chokeret. Men hvad var det egentlig, jeg blev chokeret over? Var det, at Uffe betroede sig på den måde? Eller var det frygten for, at han som den første nogensinde havde gennemskuet mig? Måske fordi han så sig selv i mig.
På den ene side føltes hændelsen på sovesalen som et overgreb. På den anden side føltes det, som om Uffe prøvede at tilbyde mig et helle.
Om eftermiddagen bygger vi drager udenfor, og jeg står og hjælper et par forhutlede brødre, som er sendt afsted på sommerlejr fra Valby. Uffe er ikke at se nogen steder, og da jeg lige før kaffetid går gennem spisesalen, kan jeg se Poul stå i et hjørne og tale med et par af de andre ledere. De ser alvorlige ud, men jeg kan ikke høre, hvad de siger. Kun nogle løsrevne ord.
”Svineri … børnelejr … bøssekarl … København.”
De ser, jeg går forbi, men ingen siger noget til mig. Ingen spørger mig om noget, og ingen fortæller mig noget. Men jeg ved det med det samme. Uffe er væk. Rejst. Pia har fortalt det til Poul. Som Judas angav Jesus til de romerske soldater, og som Peter fornægtede ham tre gange i ypperstepræstens gård, sådan har jeg kastet en af mine egne for farisæerne. Den første, som nogen sinde tilbød mig et helle, har jeg forrådt. For at beskytte mig selv.
Jeg så aldrig Uffe siden, og jeg spurgte aldrig. Men jeg er sikker på, at han var blevet bortvist, fordi jeg havde udleveret ham.
Hvis jeg før havde været det mindste i tvivl om, hvordan man ville behandle sådan nogle som mig her blandt de fromme i missionens gudfrygtigt knusende favn, så var jeg det ikke mere.
Andreas og Sune Gylling Æbelø: De fortabte sønner
I De fortabte sønner fortæller brødrene Sune og Andreas Gylling Æbelø om at vokse op i det vestjyske bibelbælte som unge og homoseksuelle under missionens skarpe øje. Om skyld og skam over ikke at passe ind, forsøg på ”helbredelse” og svigt fra kristne institutioner og autoriteter, der betragter kærlighed mellem mænd som en synd. Det er også en bog om frelse, frisættelse og forsoning. Om at bære rundt på en hemmelighed, finde hinanden som brødre, følge sit hjerte og blive sig selv og sin tro bekendt.
Du kan købe De fortabte sønner online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: