I den finsk-estiske forfatter Sofi Oksanens nye bog Samme flod to gange stilles der skarpt på, hvordan kvindehad og overgreb er blevet et effektivt våben for diktatorer og imperialister. Begynd din læsning her.
I 2023 langede den prisbelønnede forfatter Sofi Oksanen ud efter Putin og overgreb mod kvinder som krigsvåben i sin tale ved Det Svenske Akademis konference “Truth and Thought Under Pressure” om krigen i Ukraine. Samme flod to gange – Putins krig mod kvinder er et litterært essay inspireret af talen, der udvider emnerne om kolonialisme, undertrykkelse, kvinder og krig.
LÆS OGSÅ: Opråb fra Sofi Oksanen: Vær ikke ligeglad!
Sofi Oksanen trækker på sin egen families historie, når hun stiller skarpt på de grufulde uhyrligheder, der er blevet begået imod kvinder i de lande, der er blevet undertrykt af Rusland. Det er et tema, Sofi Oksanen har behandlet før, nemlig i den prisbelønnede roman Renselse (2008), der ligeledes behandler nedarvede traumer og estisk historie.
LÆS OGSÅ: Sofi Oksanen om Putins krig mod kvinder: Rusland har instrumentaliseret kvindehad
I Samme flod to gange – Putins krig mod kvinder retter Sofi Oksanen sin skarpe pen imod Putin og den strategiske svækkelse af kvinders rettigheder med desinformation, propaganda, autoritær lovgivning og seksuel vold. Læs et uddrag af essayet herunder.
Samme flod to gange
Putins krig mod kvinder
af Sofi Oksanen
Indledning
I foråret 2023 holdt jeg en forelæsning hos Svenska Akademien om Putins krig mod kvinder, og inspireret af den modtagelse, den fik, besluttede jeg ud fra mit oplæg at udarbejde et essay om, hvordan Rusland har gjort misogyni til et centralt magtredskab.
Den seksuelle vold, som Rusland udøver i Ukraine, udgør en væsentlig faktor i folkedrabet, der er rettet mod ukrainerne. I indenrigspolitikken er misogynien et instrument, hvormed Kreml sikrer centralmagtens position ved at forhindre, at kvinder kommer til magten. I international politik bruger Rusland det som imperialistisk instrument. Alle tre delområder understøtter Putins vigtigste opgave, konsolidering af centralmagten.
Eftersom Rusland ikke længere kan gøre brug af kommunismen som ideologisk eksportprodukt, udnytter staten under en paraply af traditionelle værdier kvindehad – for at finde partnerlande, men også for at dyrke fællesskaber med ligesindede i de vestlige lande, hvor ligestilling er en central værdi. Den måde, hvorpå Rusland har instrumentaliseret kvindehad, udgør en verdensomspændende trussel for kvinders og mindretals rettigheder.
Misogyni er som taktik en måde at svække demokratier og styrke autoritære regimer. Uden kvinders involvering er der intet demokrati, og derfor drejer det sig om menneskehedens fremtid, og om hvilken arv vi efterlader til de kommende generationer.
Jeg har i årenes løb behandlet disse emner i avismedierne Ilta-Sanomat og Suomen Kuvalehti, og i lige så lang tid har læserne spurgt, hvad vi egentlig kan gøre ved situationen. Rusland har et princip om straffrihed, der gør det muligt for krigsforbrydelser at finde sted, og det må der sættes en stopper for. Østeuropas erfaring med to totalitære regimer, Hitlers Tyskland og Sovjetunionen, blev aldrig en del af det samlede Europas kulturelle hukommelse.
Problemerne opstår, når man udviser ligegyldighed, vender blikket bort og underkender den østeuropæiske ruslandsforståelse samt integreringen af oligarkernes penge i den vestlige verden.
Så vær ikke ligeglad, og vend ikke blikket bort.
Helsinki, 18/8-2023.
|
Seksuel vold som våben
Min grandtante blev ikke født stum. I begyndelsen af Estlands anden sovjetiske besættelse blev hun hentet i sit hjem og ført til et forhør, der varede hele natten, og efter det holdt hun op med at tale. Da hun vendte hjem om morgenen, så alt udadtil ud til at være i orden, men hun sagde aldrig siden andet end: ”Jah, ära.” Uanset hvad hun blev spurgt om, var svaret det samme: ”Jah, ära.” Hun blev aldrig gift, fik ikke børn, havde ingen romantiske forhold. Hun boede resten af sit liv alene sammen med sin aldrende mor.
Jeg hørte min grandtantes historie som barn, og selvom de voksne ikke præciserede, hvad der var sket under forhørene, stod det uden tvivl klart for enhver. Også for mig.
Mange år senere skrev jeg min roman Renselse og inden det skuespillet af samme navn, fordi jeg fulgte Det Internationale Krigsforbrydelsestribunals rettergang om Balkan. Jeg var frustreret over, at der var blevet oprettet voldtægtskoncentrationslejre midt i det moderne Europa. Udgangspunktet for Renselse var min grandtantes historie. Det, der skete for hende, var sket igen. Nu skete det på ny lige midt i Europa.
Min grandtante fik aldrig retfærdighed. Det var der ingen i min familie, der gjorde. Vi mistede vores besiddelser, mange døde, nogle blev deporteret. Det lykkedes kun to af mine slægtninge at flygte med båd til Vesten. Der var naturligvis ingen, der forventede at få retfærdighed under besættelsen.
Men med Sovjetunionens sammenbrud ændrede alt sig: De baltiske lande genvandt deres frihed og påbegyndte en afkoloniseringsproces, som man kender den fra de lande, der tidligere hørte ind under de gamle kolonimagter.
Hvor historieforskningen i Sovjetunionen havde været et yderst politiseret felt, der havde til formål at gentage sovjetpropagandaen, blev forskning, videnskab, kultur og pressen efter besættelsens afslutning befriet fra den totalitære stats åg, og den offentlige sprogbrug forandredes i kraft af selvstændigheden.
Endelig kunne man tale højt om fortiden i direkte vendinger. Man måtte forske i den og diskutere den, den så dagens lys på en måde, der ikke førhen havde været mulig. Ordene fik genetableret en betydning, der svarede til folks oplevelser: Deportationerne blev kaldt deportationer, besættelsen en besættelse.
Man fik påbegyndt efterforskningen af sovjettidens overtrædelser af menneskerettighederne, selvom Sovjetunionens juridiske efterfølger, Den Russiske Føderation, ikke var til megen hjælp i den forbindelse og ikke kunne drømme om at sige undskyld. De vestlige lande var ikke synderligt ivrige efter at opfordre Rusland til at indlede en proces i stil med den, som Tyskland måtte gennemgå efter Anden Verdenskrig.
Måske anså man det i Vesten ikke for nødvendigt, fordi sovjettidens forbrydelser ikke sås som tilstrækkelig vigtige – i hvert fald ikke lige så vigtige som at trykke hånd med Putin og hvidvaske de blodpenge, oligarkerne havde tyvstjålet fra folket. Fordi Vesten ignorerede fortidens forbrydelser, blev man overrasket over Ruslands ulovlige angreb på Ukraine i februar 2022.
Set fra et estisk perspektiv føles krigen i Ukraine, som om vi genoplever 1940’ernes begivenheder, som at trykke på replay-knappen igen og igen, for Rusland anvender samme drejebog som i sine tidligere erobringskrige.
Vi har set og oplevet de samme fremgangsmåder før: terror mod civilbefolkningen, deportationer, tortur, russificering, propaganda, skueprocesser, falske valg, victimblaming, flygtningestrømme og ødelæggelse af kulturen.
Den generelle forbløffelse i de vestlige lande afslørede, at drejebogen for Ruslands imperialisme ikke er godt nok kendt. Netop forbavselsen viser, hvorfor det er vigtigt at tale om tidligere krigsforbrydelser, hvorfor de må efterforskes og være en del af vores blivende kulturelle erindring.
Uden viden om fortidens krigsforbrydelser kan vi ikke tyde advarselstegnene, der fører mod nye. Selvom andre tidligere kolonimagters historie er en del af vores skoleundervisning, er Rusland ikke engang blevet nævnt, når man har behandlet kolonialismen på skolebænken.
De tidligere østbloklande udgør halvdelen af Europa og har måttet affinde sig med to forskellige totalitære systemer på deres område. På trods af det er den oplevelse ikke blevet en integreret del af vores verdensdels vestlige hukommelse, af det samlede Europas historiske hukommelse.
Også det er en form for udøvelse af retten.
Da man i Vesten efter Anden Verdenskrig gentog sætningen ”Aldrig mere”, klingede det falsk i ørerne på alle dem, der havde Ruslands undertrykkelsespolitik som en del af deres erfaringshistorie. Sovjetunionens brud på menneskerettighederne og den sovjetiske okkupation fortsatte efter undertvingelsen af Hitlertyskland.
”Aldrig mere” lød, som om vores erfaring ikke var af nogen betydning. Den eksisterede ikke i Vestens kulturelle bevidsthed.
Fotografi
Et folk tilintetgøres ved at knuse dets hukommelse
På væggen i mit arbejdsværelse hænger et sort-hvidt fotografi af min grandtante fra den tid, hvor hun talte. Familiens mor står omgivet af børneflokken. Hun holder sin yngste i favnen. Min grandtante ser genert ind i kameraet, min mormor er et par år gammel, de er alle iført lædersko, lavet af deres far. I baggrunden ses hjemmets have, det er sommer, pæonerne blomstrer.
Folk, der har besøgt mit arbejdsværelse, har ikke undret sig over fotografiet, og det er der heller ingen grund til – det ligner et helt almindeligt familieportræt fra sidste århundrede. Der er ikke noget estisk flag eller andre af de symboler på det selvstændige Estland, som var forbudte i sovjettiden, men fotografiet blev taget under ”den likviderede stats” periode. Det var nok til at gøre det mistænkeligt.
Fotografiet nåede først frem til Finland i begyndelsen af 1990’erne, da Estland igen havde opnået selvstændighed, og vi langt om længe også turde pakke fotografiet med i kufferten. Det var ikke gået an i Sovjetunionens velmagtsdage, for fotografiet kunne være blevet fundet ved grænsekontrollen.
Gamle fotografier stod på tolddeklarationens lange liste af ting, man ikke måtte tage med ind i eller ud af Sovjetunionen, så smugling af et fotografi ville ved grænsen have medført en lang række spørgsmål om, hvorfor vi havde det fotografi, og hvilken betydning det havde. Uanset hvad vi havde svaret, ville resultatet have været det samme: Vi ville have mistet fotografiet.
For estiske familier betød den sovjetiske besættelse, at alle fotografier, der blev tolket som farlige, blev fjernet fra fotoalbummene. De blev destrueret, gravet ned i jorden eller skjult bag tapeterne, også hos os, og blev kun taget frem i fortroligt selskab.
I Sovjetunionen var det en privatsag at mindes slægtens historie, ens nære og dem, man havde mistet. Jeg lærte min slægt at kende gennem de fotografier. De eksisterede i kraft af skjulte fotografier og historierne knyttet til dem. Fotografierne gav dem et ansigt.
Kontrasten til Finland, hvor jeg blev født og gik i skole, var voldsom. I Finland tager man både på allehelgensdag, til jul og på selvstændighedsdagen på kirkegården for at sætte lys og mindes de døde. Min finske farfar var finsk krigsveteran, og hans tvillingebror døde som krigshelt.
De krige var også en del af min slægtshistorie, men når vi tændte lys på gravene på Finlands officielle mindedage, gik mine tanker til dem, som vi kun kunne mindes i det stille og for os selv i en sluttet kreds. Når det finske flag blev hejst på selvstændighedsdagen, tænkte jeg på det estiske flag, der ligesom andre af ”den likviderede stats” nationale symboler var forbudt, deriblandt brugen af farvekombinationen blå-sort-hvid i for eksempel abstrakt kunst.
Da jeg som de andre elever i de små klasser i skolen lærte flagsangen til flaghejsningen udenad, plagede det mig ikke at kunne gøre det samme i Estland, der levede under den sovjetiske besættelses åg. For mine klassekammerater var det at kunne lære ordene til sangen i skolen en selvfølge, og dermed dødkedeligt.
Vi derimod kunne ikke engang vise Estlands symboler frem i Finland, der dengang levede i finlandiseringens tidsalder; et selvstændigt Estland eksisterede ikke for Finland, eftersom Finland officielt måtte følge Sovjetunionens linje i forhold til de okkuperede områder.
Unionsstaten holdt et vågent øje med udenlandsesterne. Upassende opførsel i udlandet udgjorde en fare for ens slægtninge i Sovjetunionen. Selv jeg forstod, at de forkerte ord eller handlinger ville betyde, at vi ville blive nægtet adgang til Sovjetunionen. Jeg ville aldrig mere få min mormor at se.
Sovjetunionen forsøgte at udviske de okkuperede områders erindring, også deres visuelle form, og nu gør Rusland det samme i de områder, det har erobret fra Ukraine. I tillæg til udskiftning af lærerstanden og russificering af undervisningen bliver bevidstheden om Ukraines egen kulturarv ødelagt ved at plyndre erindringens offentlige opbevaringssteder, såsom museer, og museernes private form, som er menneskers hjem.
I nyhedsmedierne har verden kunnet følge, hvordan de russiske styrker i Ukraine har jævnet hele byer med jorden. Byer fulde af menneskers hjem, hjem fulde af minder og mindegenstande. Intet minde er for lille til at blive destrueret af besættelsesmagten, for nogle gange er bare ét fotografi, bare én historie nok til at holde en hel slægts historie i live.
Derfor stjæler Rusland ikke kun kunstsamlinger. For Rusland er private fotografier også farlige. De opretholder minder om oplevelser, som Rusland ønsker at udslette. De fastholder minder om ofrene for Ruslands forbrydelser og Ukraine som selvstændig nation.
Da Rusland indledte sit omfattende angreb, befandt 22-årige Illja sig i sit hjem i Kramatorsk. Han besluttede at lade sig evakuere sammen med sin mor og søster. De opholdt sig på Kramatorsk Hovedbanegård, da Rusland begyndte at bombe banegården, der var fuld af civile.
I bombeangrebet døde 60 personer, og 110 blev såret. Illjas familie overlevede. De forsøgte at flygte igen med bil, men en russisk kontrolpost afbrød rejsen. Soldaterne fandt et foto på Illjas telefon, hvor han holdt det ukrainske flag i hånden og fejrede Ukraines selvstændighedsdag. Desuden fandt de en datingapp brugt af seksuelle minoriteter.
Illja blev udsat for seksuel vold af otte soldater fra den russiske hær. Soldaterne filmede deres overgreb. Illja blev først befriet flere uger senere af den ukrainske hær. Hans eneste ”forbrydelse” var, at han opbevarede et minde om sig selv i sin telefon.
Nu om dage er det ikke så let at bortskaffe fotografier som i sovjettiden. Det kan udgøre en risiko at ligge inde med fotografier, der anses for forkerte, en trussel, der sætter ens nærmeste i fare, og det gør det farligt at ligge inde med minder, fotografier kan stigmatisere. Det i sig selv er nok til at gøre skade på den visuelle erindring, som er essentiel i opbygningen af identiteten.
Truslen får folk til at fjerne fotografier fra deres telefoner og forhindrer dem i at dele fotos, medmindre nogen kommer og tvinger dem til det. Denne trussel får folk til at fjerne alle kontaktoplysninger fra deres telefon, slette hele hukommelsen.
Min veninde forlod Kyjiv, ti dage efter den storstilede offensiv begyndte, fordi hun var bange for ellers at skulle igennem en russisk vejspærring, hvilket var mere skræmmende end bombningerne. Tanken om præventivt at skulle fjerne alle oplysninger og fotografier fra telefonen stred hende imod, og selv hvis hun havde gjort det, kan man altid finde oplysninger online, der viser, hvis side du er på.
Mange blev i de russiskokkuperede områder af netop den grund. De turde ikke forsøge at komme igennem russernes kontrolposter sådan som Illja og hans familie fra Kramatorsk.
Rusland har også førhen haft succes med at forme folks opførsel og visuelle erindring. Derfor gør de det også nu. Med en okkupation følger skift i det moralske paradigme: Det, der før var rigtigt og respektabelt, bliver med okkupationen forkert og farligt.
Min grandtante, der voksede op som datter af en bonde i det vestlige Estland i begyndelsen af forrige århundrede, og Illja fra Kramatorsk blev født ind i radikalt forskellige verdener og repræsenterer ikke engang samme køn. Trods det har de en fælles erfaring, der ændrede deres liv. Begge var civile. Begge blev ofre for vold begået af personer, der handlede på mandat fra Rusland.
Den offentlige debat om seksuel vold er stadig præget af den gammeldags opfattelse, at gerningen skulle være forbundet med mænds drifter og derfor er ukontrollerbar. Det er ikke tilfældet. Overgrebene sker, fordi gerningsmanden bliver tilbudt ikke at skulle stå til strafferetligt ansvar for dem.
Desuden er Illjas og min grandtantes oplevelser forbundet af de motiver, der fik mishandlerne til at handle, som de gjorde. De er forbundne af forbrydernes hensigt og de årsager, der førte til brugen af seksuel vold, for disse har ikke ændret sig i årtiernes løb.
Rusland har brugt samme våben fra generation til generation, og af samme årsag: for at udskamme ofrene og for at knække enhver modstand og konsolidere sin magtposition; alle ofrene for disse gerninger tjener som afskrækkende eksempel for andre.
Illja fortsætter sit liv i det selvstændige Ukraine og går nu i terapi. Det er uvist, om gerningsmændene nogensinde vil komme til at stå til ansvar for deres handlinger, men Illjas beslutning om at dele sine oplevelser med offentligheden kan hjælpe andre ofre for seksuel vold til at fortælle om den.
I min grandtantes verden eksisterede den mulighed ikke. Hun kunne ikke se interview i fjernsynet eller på internettet, der genspejlede det, hun havde oplevet. I den forstand har verden forandret sig til det bedre for ofrene. Bevidstheden om, at der findes skæbnefæller derude, hjælper en til at undgå selvbebrejdelser; ofrene har ikke selv forårsaget den situation og skæbne, som de deler med så mange andre nu og i tidligere generationer.
En beskadiget plante
Om dokumentation af seksualforbrydelser
Mikhail Romanov er en 32-årig familiefar, ægtemand og soldat i den russiske hær. I foråret 2022 trængte han ind i et hus i Brovary nær Kyjiv, dræbte husets ejer og gav sig til at voldtage den kvinde, han lige havde gjort til enke. Forbrydelsen stod på i timevis. Det forlyder, at Romanovs eget barn er på samme alder som offerets søn, der under gerningen græd i et tilstødende rum.
I maj 2022 blev der i Ukraine rejst sigtelse in absentia mod Romanov for voldtægt. Sigtelsen var den første af sin art, og udredningen af Ruslands grusomheder er kun lige begyndt. Styrkerne, der angreb Ukraine, har gjort sig skyldige i systematisk seksuel vold, som har været rettet mod civile i alle aldre og uanset køn.
Uafhængige observatører og forskere har fortalt, at de har set beviser på overgreb, der ikke blegner i sammenligning med grusomhederne under krigene i Bosnien og Rwanda. Mange voldtægter har været offentlige.
Russiske soldater har begået deres forbrydelser på åben gade eller har tvunget lokalsamfundets øvrige medlemmer til at overvære gerningen. Forældre er blevet tvunget til at se deres børn blive voldtaget, og børn deres forældre. Nogle af ofrene er blevet voldtaget til døde.
Seksuel vold traumatiserer og smadrer hele samfund og familier i mange generationer frem, det ændrer et områdes befolkningssammensætning. Derfor er det så populært som instrument ved erobringskrige, derfor anvender Rusland stadig dette ældgamle våben. I Ukraine kan man med rette spørge, om Rusland anvender voldtægt som instrument i et folkedrab.
Den polsk-jødiske advokat Raphael Lemkin, der er uddannet fra Lviv Universitet, udviklede i 1930’erne sin teori om folkedrab, da han måtte flygte fra de antisemitiske pogromer. Han brugte første gang ordet genocide i 1943.
Begrebet blev en vigtig del af Nürnberg-processen og FN’s udformning af folkedrabskonventionen, der trådte i kraft i 1948. Ifølge Lemkin er folkedrab ikke en enkeltstående handling, men en proces, der sigter på systematisk at ødelægge en bestemt gruppes naturlige levevis og fundament med det endegyldige mål at udslette denne menneskegruppe.
Folkedrab forudsætter ikke drab: Der er mange former for udslettelse. Hvis andre metoder til udryddelse af gruppen ikke er effektive nok, ”kan man altid ty til maskingeværet som en sidste udvej”. Inden da søger man at tilintetgøre gruppens kultur, sprog, nationalfølelse, religion og institutioner, dens følelse af sikkerhed, frihed, helbred og værdighed, så målgruppen ”visner og dør som en plante udsat for råd”.
Voldtægt defineres alt efter gerningsmandens hensigter som en gerning med folkedrab som mål, forbrydelsen kan defineres som folkedrab ud fra bestemte karakteristika. Den seksuelle vold, de russiske soldater har udøvet i Ukraine, indgår i en større sammenhæng, og den kan ikke behandles uden den kontekst, forbrydelserne udføres under. Ukraines og Ruslands historie, ligestillingens udvikling i de respektive lande, Ruslands imperialisme og realiseringen af den udgør en del af denne helhed.
For Ruslands vedkommende kommer intentionen om folkedrab til udtryk i såvel statsledelsens retorik som i medierne: Påstande, som at Ukraine ikke er en stat, og at ukrainere slet ikke findes, bliver løbende gentaget.
De soldater, der gør sig skyldige i seksuel vold, gentager en retorik, der er baseret på kriterierne for folkedrab. For eksempel har soldaterne sagt, at de fortsætter voldtægten, indtil offeret ikke længere vil have sex med ukrainske mænd. Når ukrainske krigsfanger bliver kastreret, begrundes handlingen med, at mændene så ikke længere kan få børn.
I løbet af det seneste år har jeg hørt adskillige eksperter udtale sig om, hvor vanskeligt det er at bevise genocide voldtægter, hvor svært det er at få fældet dom, og hvor omstændeligt det er at få forbrydelsen defineret som en del af folkedrab.
Det forstår jeg godt, jeg er også godt klar over, hvor dyre retssager er, og hvor mange arbejdstimer, de kræver, men jeg kan ikke undgå at undre mig over, hvorfor besværet ved bevisbyrden stort set figurerer som sagens eneste narrativ i den offentlige debat i Vesten.
Der findes mange former for retfærdighed. Det er en ret at blive hørt i den offentlige debat. Det er legitimt at kunne vise sin støtte. Det er retfærdighed at fordømme trusler mod ofrene og victimblaming.
Hvis den offentlige narrativ er koncentreret om det juridisk indviklede ved at definere genocid voldtægt, eller om hvor svært det er at få de skyldige stillet til ansvar, hvad signalerer det så over for ofrene? Hvad signalerer det over for Rusland? Hvad signalerer det over for øjenvidner og ofre? At de er … besværlige? Besværlige tilfælde? Så besværlige tilfælde, at det er bedst ikke at fortælle om forbrydelsen?
Hvis det er den herskende holdning, retter det indirekte en anklagende finger mod ofrene og lægger bevisansvaret på dem. De er ikke besværlige. De er ikke besværlige tilfælde.
Rusland er det besværlige tilfælde.
Min grandtante forblev barnløs hele livet. Selvom det, hun oplevede, måske ikke kan defineres som genocid voldtægt i dag, ændrer det ikke på, at hun aldrig havde et romantisk forhold eller blev gift.
Hendes mor havde fået otte børn. Min mormors bror mistede forstanden, da han så sine venner drukne i mosen efter at være blevet jagtet af Sovjetunionens sikkerhedstjeneste, Folkekommissariatet for indenrigsanliggender, NKVD, og han døde snart derefter. Kun én af brødrene klarede sig gennem den sovjetiske okkupations første år, og det lykkedes hans eneste datter at flygte ud af landet. Af søskendeflokken på otte fik kun enkelte af dem selv børn. Det skyldtes sovjetmagten. Sovjetestlands fødselstal var blandt Sovjetunionens laveste.
Mange ukrainske kvinder har oplevet, at den seksuelle vold udøvet af den russiske hær har påvirket deres syn på deres egen kvindelighed. Det gælder også de kvinder, der nu bor uden for Ukraine. En af dem fortalte mig:
”Enhver berøring, selv et kram, er smertefuld. Mit sexliv er sat på pause. Min libido er forsvundet. Jeg har forsøgt et par gange, men jeg begynder bare at græde. Jeg kan ikke glemme, at sex er blevet et voldsinstrument. Det er grufuldt. Det er hæsligt at ligge i sengen og forsøge at omfavne sin elskede, som man måske aldrig kommer til at se igen, og tænke på, hvad man vil huske, hvis han ikke vender tilbage.
Tænker jeg, at fjenden på udspekuleret vis er krøbet op i min seng? Jeg har ikke lyst til at tænke sådan. Jeg vil ikke føle mig hjælpeløs. Det er vores fjende, der er det onde, som ønsker at spolere det allermest intime i vores liv. Fjenden tænker: Kan vi ikke erobre jer? Så smadrer vi jeres evne til at få børn, ødelægger jeres muligheder for at sikre den næste generation, bryder jeres slægtslinjes kontinuitet.”
Seksuel vold i konfliktområder er meget mere end tvunget samleje. Ind under samme kategori hører trusler om voldtægt, mishandling af gravide kvinder, indtagelse af påtvungne stillinger og afklædning, afklipning af hår og vold mod kønsdele. Alt dette gælder også for mænd.
Oplevelserne med seksuel vold bliver ikke glemt, heller ikke af øjenvidner eller dem, der har fulgt situationen på afstand. En af mine venner, der er over 70 nu, var barn, da en russisk soldat voldtog hendes mor i det tilstødende rum i deres hjem. Min ven bliver stadig bange, når hun hører russisk.
Rusland har gjort seksuel vold til et våben, til et afskrækkelsesvåben på tværs af generationer og nationale skel. Under den kolde krig lærte alle termen terrorbalance at kende. Men ved brug af seksuel vold som afskrækkelsesvåben kan man ikke opnå nogen balance, og det er netop derfor, Rusland har kastet sig over den.
Det her er skræmmemidlet, hvor Vesten ikke kan give igen med samme mønt. Det betyder dog ikke, at vi skal forholde os til den seksuelle vold med tavshed og ligegyldighed, for det vil blot arbejde til Ruslands fordel – og samtidig til fordel for diktatorer og militærledere i andre lande, der holder et vågent øje med, hvilke reaktioner Ruslands handlinger afstedkommer.
I en af Shakespeares første tragedier, skuespillet Titus Andronicus, bliver kongens datter Lavinia voldtaget. For at Lavinia ikke skal kunne afsløre misdæderne, river voldtægtsmændene hendes tunge ud, og kapper for en sikkerheds skyld også hendes hænder af, så hun ikke kan udpege sine voldtægtsmænd.
På samme måde forsøger Den Russiske Føderation at lukke munden på ofrene for dens terror ved brug af et omfattende apparat af metoder, hvoraf en er victimblaming. Det er et effektivt middel, fordi det gengiver den universelle stigmatisering, skam og bebrejdelse forbundet med seksuel vold.
Nogle mener, at antallet af voldtægter vil eskalere, hvis man taler om dem, og at de kan forhindres ved at tie. Min grandtante fortalte ikke, hvad hun var blevet udsat for. Mange tav om Den Røde Hærs forbrydelser under Anden Verdenskrig. Mange tav om dem under krigene i Tjetjenien og Syrien. Mange tav på Krimhalvøen og i de områder i Østukraine, som Rusland siden 2014 har kontrolleret som lydstater.
Det har ikke forhindret den russiske hær i at gentage samme forbrydelser.
På min grandtantes tid var der ingen offentlig debat om seksuel vold, det ville slet ikke have været muligt under den sovjetiske besættelse, ligesom det ikke er muligt under russisk besættelse i Ukraine nu. Andre steder er situationen en anden, men trods det er det marginalt, i hvor høj grad man som en del af krigsdebatten og samtalen om Rusland italesætter de oplevelser, ofrene for seksuel vold har haft. Marginalt – eller numerisk.
Da Beth Rigby fra Sky News i november 2022 interviewede Olena Zelenska, spurgte hun i begyndelsen af programmet til antallet af voldtægter begået af den russiske hær. Det er et almindeligt spørgsmål i interview, der omhandler seksuel vold i krigstid.
Antallet af enkeltstående voldtægter fortæller dog intet om fænomenets omfang eller følger. De fortæller intet om, hvor mange mennesker disse gerninger påvirker indirekte. De fortæller ikke, hvilken betydning de har for karrierevalg eller arbejdsevne. De fortæller ikke, hvor mange mennesker, der får svært ved at deltage i samfundet.
De fortæller ikke om kvinder, der mister deres stemme, som min grandtante, eller som er begyndt at vælge påklædning ud fra, hvor tildækkende den er. De fortæller ikke om de ukrainske kvinder, der klæder deres døtre ud som drenge eller opbevarer spande med møg i deres hjem for at kunne hælde dem ud over sig selv og deres datter, når de russiske soldater nærmer sig.
De fortæller ikke om den tabte generation, om de børn, som kvinder, der har været udsat for seksuel vold, aldrig får. De fortæller ikke om de ukrainske kvinder, der skyr intimitet med deres mænd på grund af det, der er sket med andre kvinder i Ukraine. De fortæller ikke om kvinder, der bliver forladt af deres mand, når han hører om overgrebet.
De fortæller ikke om, hvor mange kvinder, der uden selv at være skyld i det får hiv eller har problemer med skjoldbruskkirtlen resten af deres liv. Læger, der har tilset ofre for voldtægter i krigstid, har bemærket, at ofrene ofte lider under disse ting, og det er ikke de eneste fysiske problemer. Seksuel vold kan påvirke ofrenes helbred resten af livet.
Det er også svært at tælle antallet af voldtægter, fordi kvinderne ikke altid er i stand til at sige, hvor mange gange overgrebet fandt sted, eller hvor mange voldtægtsmænd der var. Der kan være så mange voldtægtsmænd, at kvinderne mister evnen til at tælle dem.
Nogle gange fortsætter overgrebene i dagevis, ugevis, månedsvis, årevis. Kvinderne er ikke nødvendigvis ved bevidsthed under overgrebene, de kan være blevet bedøvet eller spærret inde i en kælder. De har måske fået en sæk eller hætte over hovedet.
På trods af det vil efterforskere, myndigheder og journalister kende antallet af overgreb. Hver gang. Den Nobelprisvindende menneskerettighedsjurist Oleksandra Matvijtjuk arbejder med at dokumentere krigsforbrydelser. Hun er ikke optaget af, hvilken lovparagraf den enkelte forbrydelse hører ind under: ”Vi dokumenterer menneskers smerte.”
Jeg underkender ikke tallenes betydning, men der findes også andre tal: Hvor mange år eller årtier tager det offeret, før den dag kommer, hvor hun ikke tænker på det skete en eneste gang? Hvor mange dage, uger, år, årtier går der, før offeret er i stand til at indgå i intimt samvær uden at tænke på det, der er overgået hende? Hvor mange år eller årtier tager det, før ofrenes kroppe er helet? Hvad med deres sjæle?
De samme spørgsmål kunne man stille ofrenes nærmeste, forældre, ægtefælle og børn samt alle dem, der har måttet stå vidne til disse forbrydelser, eller som på en eller anden vis er blevet tvunget til at deltage i dem.
Måske har skikken med at tælle en krigs ødelæggelser i antallet af faldne og sårede soldater ført til, at antallet af lig og amputerede lemmer er blevet en standardværdi, så man ikke anser det for nødvendigt at udvikle andre måder at måle en krigs ødelæggelser på.
Måske skaber fokuseringen på mængden af våben og ammunition i mediernes dækning af krigen et sprog, der gør dem til krigens eneste målestok. Voldtægter forårsager sjældent dødsfald, der kan tælles med i opregningen af lig. Det er kun sjældent muligt at dokumentere dem i realtid.
Måske er det grunden til, at forskningen i de langtrækkende konsekvenser af seksuelle krigsforbrydelser stadig er i sin spæde begyndelse. Måske har man ikke anset det for nødvendigt at finansiere forskning i emnet, fordi man tænker, at det ikke vedkommer ”os”, ikke længere, ikke ”os”, altså den hvide vestlige verden.
Det er forståeligt, at ofrene selv tier om deres oplevelser. Befriede ukrainske krigsfanger kan være bange for, at hvis de taler om det, vil det gå ud over kammerater, der stadig sidder i fangenskab, eller over deres nærmeste.
Den ukrainske officer Julija Khorosjanska fortalte i et interview med Toronto Star, hvad Ruslands repræsentanter havde sagt til hende, da hendes fangenskab endte: ”Hvis jeg fortalte sandheden om, hvad der var sket, ville de opsøge alle dem, jeg elsker.”
På trods af det opfordrer Khorosjanska andre til at fortælle om deres oplevelser. Vi har alle til opgave at sikre et samtaleklima, der er fri for bebrejdelse og trusler, og desuden sørge for, at kvindernes oplevelser indgår i debatten og beslutningsprocessen, når det kommer til Rusland.
Kun ved at behandle sagen i offentligheden, allokere ressourcer til efterforskning af forbrydelserne og holde emnet aktuelt kan vi vise ofrene, at deres erfaringer betyder noget. At deres historier er vigtige. At Rusland ikke opnår sine bestræbelser ved at anvende hele spektret af seksuel vold som våben. At aggressoren ikke opnår den ønskede tavshed.
For Ukraine er det et indiskutabelt vilkår for fredsforhandlinger, at Rusland dømmes for sine krigsforbrydelser, og at de undersøges til bunds. Seksuel vold er den krigsforbrydelse, der får mindst opmærksomhed af alle, og den er historisk set blevet undervurderet.
Derfor er det ikke urealistisk at frygte for, at den vil glide i baggrunden. Frem til sommeren 2023 er der talt meget om fredsforhandlinger, men der er ikke blevet nævnt noget specifikt om inkluderingen af kvinder og deres oplevelser i dem.
*I bogen ses referencer til kilder og oversættelse
Sofia Oksanen: Samme flod to gange
I april 2023 medvirkede Sofi Oksanen i Svenska Akadamiens konference ”Truth and thought under pressure” med en bemærkelsesværdig tale om krigen i Ukraine, og i bogen Samme flod to gange uddyber hun nu sine tanker. Om Putins bevidste svækkelse af kvinders rettigheder med redskaberne desinformation og propaganda, seksuel vold i krig og autoritær lovgivning. Sofi Oksanen retter sit skarpe blik og pen mod Putin og tegner et øjenåbnende billede af, hvordan kvindehad er blevet et stadigt mere effektivt våben for diktatorer og imperialister.
I den finsk-estiske forfatter Sofi Oksanens nye bog Samme flod to gange stilles der skarpt på, hvordan kvindehad og overgreb er blevet et effektivt våben for diktatorer og imperialister. Begynd din læsning her.
I 2023 langede den prisbelønnede forfatter Sofi Oksanen ud efter Putin og overgreb mod kvinder som krigsvåben i sin tale ved Det Svenske Akademis konference “Truth and Thought Under Pressure” om krigen i Ukraine. Samme flod to gange – Putins krig mod kvinder er et litterært essay inspireret af talen, der udvider emnerne om kolonialisme, undertrykkelse, kvinder og krig.
LÆS OGSÅ: Opråb fra Sofi Oksanen: Vær ikke ligeglad!
Sofi Oksanen trækker på sin egen families historie, når hun stiller skarpt på de grufulde uhyrligheder, der er blevet begået imod kvinder i de lande, der er blevet undertrykt af Rusland. Det er et tema, Sofi Oksanen har behandlet før, nemlig i den prisbelønnede roman Renselse (2008), der ligeledes behandler nedarvede traumer og estisk historie.
LÆS OGSÅ: Sofi Oksanen om Putins krig mod kvinder: Rusland har instrumentaliseret kvindehad
I Samme flod to gange – Putins krig mod kvinder retter Sofi Oksanen sin skarpe pen imod Putin og den strategiske svækkelse af kvinders rettigheder med desinformation, propaganda, autoritær lovgivning og seksuel vold. Læs et uddrag af essayet herunder.
Samme flod to gange
Putins krig mod kvinder
af Sofi Oksanen
Indledning
I foråret 2023 holdt jeg en forelæsning hos Svenska Akademien om Putins krig mod kvinder, og inspireret af den modtagelse, den fik, besluttede jeg ud fra mit oplæg at udarbejde et essay om, hvordan Rusland har gjort misogyni til et centralt magtredskab.
Den seksuelle vold, som Rusland udøver i Ukraine, udgør en væsentlig faktor i folkedrabet, der er rettet mod ukrainerne. I indenrigspolitikken er misogynien et instrument, hvormed Kreml sikrer centralmagtens position ved at forhindre, at kvinder kommer til magten. I international politik bruger Rusland det som imperialistisk instrument. Alle tre delområder understøtter Putins vigtigste opgave, konsolidering af centralmagten.
Eftersom Rusland ikke længere kan gøre brug af kommunismen som ideologisk eksportprodukt, udnytter staten under en paraply af traditionelle værdier kvindehad – for at finde partnerlande, men også for at dyrke fællesskaber med ligesindede i de vestlige lande, hvor ligestilling er en central værdi. Den måde, hvorpå Rusland har instrumentaliseret kvindehad, udgør en verdensomspændende trussel for kvinders og mindretals rettigheder.
Misogyni er som taktik en måde at svække demokratier og styrke autoritære regimer. Uden kvinders involvering er der intet demokrati, og derfor drejer det sig om menneskehedens fremtid, og om hvilken arv vi efterlader til de kommende generationer.
Jeg har i årenes løb behandlet disse emner i avismedierne Ilta-Sanomat og Suomen Kuvalehti, og i lige så lang tid har læserne spurgt, hvad vi egentlig kan gøre ved situationen. Rusland har et princip om straffrihed, der gør det muligt for krigsforbrydelser at finde sted, og det må der sættes en stopper for. Østeuropas erfaring med to totalitære regimer, Hitlers Tyskland og Sovjetunionen, blev aldrig en del af det samlede Europas kulturelle hukommelse.
Problemerne opstår, når man udviser ligegyldighed, vender blikket bort og underkender den østeuropæiske ruslandsforståelse samt integreringen af oligarkernes penge i den vestlige verden.
Så vær ikke ligeglad, og vend ikke blikket bort.
Helsinki, 18/8-2023.
|
Seksuel vold som våben
Min grandtante blev ikke født stum. I begyndelsen af Estlands anden sovjetiske besættelse blev hun hentet i sit hjem og ført til et forhør, der varede hele natten, og efter det holdt hun op med at tale. Da hun vendte hjem om morgenen, så alt udadtil ud til at være i orden, men hun sagde aldrig siden andet end: ”Jah, ära.” Uanset hvad hun blev spurgt om, var svaret det samme: ”Jah, ära.” Hun blev aldrig gift, fik ikke børn, havde ingen romantiske forhold. Hun boede resten af sit liv alene sammen med sin aldrende mor.
Jeg hørte min grandtantes historie som barn, og selvom de voksne ikke præciserede, hvad der var sket under forhørene, stod det uden tvivl klart for enhver. Også for mig.
Mange år senere skrev jeg min roman Renselse og inden det skuespillet af samme navn, fordi jeg fulgte Det Internationale Krigsforbrydelsestribunals rettergang om Balkan. Jeg var frustreret over, at der var blevet oprettet voldtægtskoncentrationslejre midt i det moderne Europa. Udgangspunktet for Renselse var min grandtantes historie. Det, der skete for hende, var sket igen. Nu skete det på ny lige midt i Europa.
Min grandtante fik aldrig retfærdighed. Det var der ingen i min familie, der gjorde. Vi mistede vores besiddelser, mange døde, nogle blev deporteret. Det lykkedes kun to af mine slægtninge at flygte med båd til Vesten. Der var naturligvis ingen, der forventede at få retfærdighed under besættelsen.
Men med Sovjetunionens sammenbrud ændrede alt sig: De baltiske lande genvandt deres frihed og påbegyndte en afkoloniseringsproces, som man kender den fra de lande, der tidligere hørte ind under de gamle kolonimagter.
Hvor historieforskningen i Sovjetunionen havde været et yderst politiseret felt, der havde til formål at gentage sovjetpropagandaen, blev forskning, videnskab, kultur og pressen efter besættelsens afslutning befriet fra den totalitære stats åg, og den offentlige sprogbrug forandredes i kraft af selvstændigheden.
Endelig kunne man tale højt om fortiden i direkte vendinger. Man måtte forske i den og diskutere den, den så dagens lys på en måde, der ikke førhen havde været mulig. Ordene fik genetableret en betydning, der svarede til folks oplevelser: Deportationerne blev kaldt deportationer, besættelsen en besættelse.
Man fik påbegyndt efterforskningen af sovjettidens overtrædelser af menneskerettighederne, selvom Sovjetunionens juridiske efterfølger, Den Russiske Føderation, ikke var til megen hjælp i den forbindelse og ikke kunne drømme om at sige undskyld. De vestlige lande var ikke synderligt ivrige efter at opfordre Rusland til at indlede en proces i stil med den, som Tyskland måtte gennemgå efter Anden Verdenskrig.
Måske anså man det i Vesten ikke for nødvendigt, fordi sovjettidens forbrydelser ikke sås som tilstrækkelig vigtige – i hvert fald ikke lige så vigtige som at trykke hånd med Putin og hvidvaske de blodpenge, oligarkerne havde tyvstjålet fra folket. Fordi Vesten ignorerede fortidens forbrydelser, blev man overrasket over Ruslands ulovlige angreb på Ukraine i februar 2022.
Set fra et estisk perspektiv føles krigen i Ukraine, som om vi genoplever 1940’ernes begivenheder, som at trykke på replay-knappen igen og igen, for Rusland anvender samme drejebog som i sine tidligere erobringskrige.
Vi har set og oplevet de samme fremgangsmåder før: terror mod civilbefolkningen, deportationer, tortur, russificering, propaganda, skueprocesser, falske valg, victimblaming, flygtningestrømme og ødelæggelse af kulturen.
Den generelle forbløffelse i de vestlige lande afslørede, at drejebogen for Ruslands imperialisme ikke er godt nok kendt. Netop forbavselsen viser, hvorfor det er vigtigt at tale om tidligere krigsforbrydelser, hvorfor de må efterforskes og være en del af vores blivende kulturelle erindring.
Uden viden om fortidens krigsforbrydelser kan vi ikke tyde advarselstegnene, der fører mod nye. Selvom andre tidligere kolonimagters historie er en del af vores skoleundervisning, er Rusland ikke engang blevet nævnt, når man har behandlet kolonialismen på skolebænken.
De tidligere østbloklande udgør halvdelen af Europa og har måttet affinde sig med to forskellige totalitære systemer på deres område. På trods af det er den oplevelse ikke blevet en integreret del af vores verdensdels vestlige hukommelse, af det samlede Europas historiske hukommelse.
Også det er en form for udøvelse af retten.
Da man i Vesten efter Anden Verdenskrig gentog sætningen ”Aldrig mere”, klingede det falsk i ørerne på alle dem, der havde Ruslands undertrykkelsespolitik som en del af deres erfaringshistorie. Sovjetunionens brud på menneskerettighederne og den sovjetiske okkupation fortsatte efter undertvingelsen af Hitlertyskland.
”Aldrig mere” lød, som om vores erfaring ikke var af nogen betydning. Den eksisterede ikke i Vestens kulturelle bevidsthed.
Fotografi
Et folk tilintetgøres ved at knuse dets hukommelse
På væggen i mit arbejdsværelse hænger et sort-hvidt fotografi af min grandtante fra den tid, hvor hun talte. Familiens mor står omgivet af børneflokken. Hun holder sin yngste i favnen. Min grandtante ser genert ind i kameraet, min mormor er et par år gammel, de er alle iført lædersko, lavet af deres far. I baggrunden ses hjemmets have, det er sommer, pæonerne blomstrer.
Folk, der har besøgt mit arbejdsværelse, har ikke undret sig over fotografiet, og det er der heller ingen grund til – det ligner et helt almindeligt familieportræt fra sidste århundrede. Der er ikke noget estisk flag eller andre af de symboler på det selvstændige Estland, som var forbudte i sovjettiden, men fotografiet blev taget under ”den likviderede stats” periode. Det var nok til at gøre det mistænkeligt.
Fotografiet nåede først frem til Finland i begyndelsen af 1990’erne, da Estland igen havde opnået selvstændighed, og vi langt om længe også turde pakke fotografiet med i kufferten. Det var ikke gået an i Sovjetunionens velmagtsdage, for fotografiet kunne være blevet fundet ved grænsekontrollen.
Gamle fotografier stod på tolddeklarationens lange liste af ting, man ikke måtte tage med ind i eller ud af Sovjetunionen, så smugling af et fotografi ville ved grænsen have medført en lang række spørgsmål om, hvorfor vi havde det fotografi, og hvilken betydning det havde. Uanset hvad vi havde svaret, ville resultatet have været det samme: Vi ville have mistet fotografiet.
For estiske familier betød den sovjetiske besættelse, at alle fotografier, der blev tolket som farlige, blev fjernet fra fotoalbummene. De blev destrueret, gravet ned i jorden eller skjult bag tapeterne, også hos os, og blev kun taget frem i fortroligt selskab.
I Sovjetunionen var det en privatsag at mindes slægtens historie, ens nære og dem, man havde mistet. Jeg lærte min slægt at kende gennem de fotografier. De eksisterede i kraft af skjulte fotografier og historierne knyttet til dem. Fotografierne gav dem et ansigt.
Kontrasten til Finland, hvor jeg blev født og gik i skole, var voldsom. I Finland tager man både på allehelgensdag, til jul og på selvstændighedsdagen på kirkegården for at sætte lys og mindes de døde. Min finske farfar var finsk krigsveteran, og hans tvillingebror døde som krigshelt.
De krige var også en del af min slægtshistorie, men når vi tændte lys på gravene på Finlands officielle mindedage, gik mine tanker til dem, som vi kun kunne mindes i det stille og for os selv i en sluttet kreds. Når det finske flag blev hejst på selvstændighedsdagen, tænkte jeg på det estiske flag, der ligesom andre af ”den likviderede stats” nationale symboler var forbudt, deriblandt brugen af farvekombinationen blå-sort-hvid i for eksempel abstrakt kunst.
Da jeg som de andre elever i de små klasser i skolen lærte flagsangen til flaghejsningen udenad, plagede det mig ikke at kunne gøre det samme i Estland, der levede under den sovjetiske besættelses åg. For mine klassekammerater var det at kunne lære ordene til sangen i skolen en selvfølge, og dermed dødkedeligt.
Vi derimod kunne ikke engang vise Estlands symboler frem i Finland, der dengang levede i finlandiseringens tidsalder; et selvstændigt Estland eksisterede ikke for Finland, eftersom Finland officielt måtte følge Sovjetunionens linje i forhold til de okkuperede områder.
Unionsstaten holdt et vågent øje med udenlandsesterne. Upassende opførsel i udlandet udgjorde en fare for ens slægtninge i Sovjetunionen. Selv jeg forstod, at de forkerte ord eller handlinger ville betyde, at vi ville blive nægtet adgang til Sovjetunionen. Jeg ville aldrig mere få min mormor at se.
Sovjetunionen forsøgte at udviske de okkuperede områders erindring, også deres visuelle form, og nu gør Rusland det samme i de områder, det har erobret fra Ukraine. I tillæg til udskiftning af lærerstanden og russificering af undervisningen bliver bevidstheden om Ukraines egen kulturarv ødelagt ved at plyndre erindringens offentlige opbevaringssteder, såsom museer, og museernes private form, som er menneskers hjem.
I nyhedsmedierne har verden kunnet følge, hvordan de russiske styrker i Ukraine har jævnet hele byer med jorden. Byer fulde af menneskers hjem, hjem fulde af minder og mindegenstande. Intet minde er for lille til at blive destrueret af besættelsesmagten, for nogle gange er bare ét fotografi, bare én historie nok til at holde en hel slægts historie i live.
Derfor stjæler Rusland ikke kun kunstsamlinger. For Rusland er private fotografier også farlige. De opretholder minder om oplevelser, som Rusland ønsker at udslette. De fastholder minder om ofrene for Ruslands forbrydelser og Ukraine som selvstændig nation.
Da Rusland indledte sit omfattende angreb, befandt 22-årige Illja sig i sit hjem i Kramatorsk. Han besluttede at lade sig evakuere sammen med sin mor og søster. De opholdt sig på Kramatorsk Hovedbanegård, da Rusland begyndte at bombe banegården, der var fuld af civile.
I bombeangrebet døde 60 personer, og 110 blev såret. Illjas familie overlevede. De forsøgte at flygte igen med bil, men en russisk kontrolpost afbrød rejsen. Soldaterne fandt et foto på Illjas telefon, hvor han holdt det ukrainske flag i hånden og fejrede Ukraines selvstændighedsdag. Desuden fandt de en datingapp brugt af seksuelle minoriteter.
Illja blev udsat for seksuel vold af otte soldater fra den russiske hær. Soldaterne filmede deres overgreb. Illja blev først befriet flere uger senere af den ukrainske hær. Hans eneste ”forbrydelse” var, at han opbevarede et minde om sig selv i sin telefon.
Nu om dage er det ikke så let at bortskaffe fotografier som i sovjettiden. Det kan udgøre en risiko at ligge inde med fotografier, der anses for forkerte, en trussel, der sætter ens nærmeste i fare, og det gør det farligt at ligge inde med minder, fotografier kan stigmatisere. Det i sig selv er nok til at gøre skade på den visuelle erindring, som er essentiel i opbygningen af identiteten.
Truslen får folk til at fjerne fotografier fra deres telefoner og forhindrer dem i at dele fotos, medmindre nogen kommer og tvinger dem til det. Denne trussel får folk til at fjerne alle kontaktoplysninger fra deres telefon, slette hele hukommelsen.
Min veninde forlod Kyjiv, ti dage efter den storstilede offensiv begyndte, fordi hun var bange for ellers at skulle igennem en russisk vejspærring, hvilket var mere skræmmende end bombningerne. Tanken om præventivt at skulle fjerne alle oplysninger og fotografier fra telefonen stred hende imod, og selv hvis hun havde gjort det, kan man altid finde oplysninger online, der viser, hvis side du er på.
Mange blev i de russiskokkuperede områder af netop den grund. De turde ikke forsøge at komme igennem russernes kontrolposter sådan som Illja og hans familie fra Kramatorsk.
Rusland har også førhen haft succes med at forme folks opførsel og visuelle erindring. Derfor gør de det også nu. Med en okkupation følger skift i det moralske paradigme: Det, der før var rigtigt og respektabelt, bliver med okkupationen forkert og farligt.
Min grandtante, der voksede op som datter af en bonde i det vestlige Estland i begyndelsen af forrige århundrede, og Illja fra Kramatorsk blev født ind i radikalt forskellige verdener og repræsenterer ikke engang samme køn. Trods det har de en fælles erfaring, der ændrede deres liv. Begge var civile. Begge blev ofre for vold begået af personer, der handlede på mandat fra Rusland.
Den offentlige debat om seksuel vold er stadig præget af den gammeldags opfattelse, at gerningen skulle være forbundet med mænds drifter og derfor er ukontrollerbar. Det er ikke tilfældet. Overgrebene sker, fordi gerningsmanden bliver tilbudt ikke at skulle stå til strafferetligt ansvar for dem.
Desuden er Illjas og min grandtantes oplevelser forbundet af de motiver, der fik mishandlerne til at handle, som de gjorde. De er forbundne af forbrydernes hensigt og de årsager, der førte til brugen af seksuel vold, for disse har ikke ændret sig i årtiernes løb.
Rusland har brugt samme våben fra generation til generation, og af samme årsag: for at udskamme ofrene og for at knække enhver modstand og konsolidere sin magtposition; alle ofrene for disse gerninger tjener som afskrækkende eksempel for andre.
Illja fortsætter sit liv i det selvstændige Ukraine og går nu i terapi. Det er uvist, om gerningsmændene nogensinde vil komme til at stå til ansvar for deres handlinger, men Illjas beslutning om at dele sine oplevelser med offentligheden kan hjælpe andre ofre for seksuel vold til at fortælle om den.
I min grandtantes verden eksisterede den mulighed ikke. Hun kunne ikke se interview i fjernsynet eller på internettet, der genspejlede det, hun havde oplevet. I den forstand har verden forandret sig til det bedre for ofrene. Bevidstheden om, at der findes skæbnefæller derude, hjælper en til at undgå selvbebrejdelser; ofrene har ikke selv forårsaget den situation og skæbne, som de deler med så mange andre nu og i tidligere generationer.
En beskadiget plante
Om dokumentation af seksualforbrydelser
Mikhail Romanov er en 32-årig familiefar, ægtemand og soldat i den russiske hær. I foråret 2022 trængte han ind i et hus i Brovary nær Kyjiv, dræbte husets ejer og gav sig til at voldtage den kvinde, han lige havde gjort til enke. Forbrydelsen stod på i timevis. Det forlyder, at Romanovs eget barn er på samme alder som offerets søn, der under gerningen græd i et tilstødende rum.
I maj 2022 blev der i Ukraine rejst sigtelse in absentia mod Romanov for voldtægt. Sigtelsen var den første af sin art, og udredningen af Ruslands grusomheder er kun lige begyndt. Styrkerne, der angreb Ukraine, har gjort sig skyldige i systematisk seksuel vold, som har været rettet mod civile i alle aldre og uanset køn.
Uafhængige observatører og forskere har fortalt, at de har set beviser på overgreb, der ikke blegner i sammenligning med grusomhederne under krigene i Bosnien og Rwanda. Mange voldtægter har været offentlige.
Russiske soldater har begået deres forbrydelser på åben gade eller har tvunget lokalsamfundets øvrige medlemmer til at overvære gerningen. Forældre er blevet tvunget til at se deres børn blive voldtaget, og børn deres forældre. Nogle af ofrene er blevet voldtaget til døde.
Seksuel vold traumatiserer og smadrer hele samfund og familier i mange generationer frem, det ændrer et områdes befolkningssammensætning. Derfor er det så populært som instrument ved erobringskrige, derfor anvender Rusland stadig dette ældgamle våben. I Ukraine kan man med rette spørge, om Rusland anvender voldtægt som instrument i et folkedrab.
Den polsk-jødiske advokat Raphael Lemkin, der er uddannet fra Lviv Universitet, udviklede i 1930’erne sin teori om folkedrab, da han måtte flygte fra de antisemitiske pogromer. Han brugte første gang ordet genocide i 1943.
Begrebet blev en vigtig del af Nürnberg-processen og FN’s udformning af folkedrabskonventionen, der trådte i kraft i 1948. Ifølge Lemkin er folkedrab ikke en enkeltstående handling, men en proces, der sigter på systematisk at ødelægge en bestemt gruppes naturlige levevis og fundament med det endegyldige mål at udslette denne menneskegruppe.
Folkedrab forudsætter ikke drab: Der er mange former for udslettelse. Hvis andre metoder til udryddelse af gruppen ikke er effektive nok, ”kan man altid ty til maskingeværet som en sidste udvej”. Inden da søger man at tilintetgøre gruppens kultur, sprog, nationalfølelse, religion og institutioner, dens følelse af sikkerhed, frihed, helbred og værdighed, så målgruppen ”visner og dør som en plante udsat for råd”.
Voldtægt defineres alt efter gerningsmandens hensigter som en gerning med folkedrab som mål, forbrydelsen kan defineres som folkedrab ud fra bestemte karakteristika. Den seksuelle vold, de russiske soldater har udøvet i Ukraine, indgår i en større sammenhæng, og den kan ikke behandles uden den kontekst, forbrydelserne udføres under. Ukraines og Ruslands historie, ligestillingens udvikling i de respektive lande, Ruslands imperialisme og realiseringen af den udgør en del af denne helhed.
For Ruslands vedkommende kommer intentionen om folkedrab til udtryk i såvel statsledelsens retorik som i medierne: Påstande, som at Ukraine ikke er en stat, og at ukrainere slet ikke findes, bliver løbende gentaget.
De soldater, der gør sig skyldige i seksuel vold, gentager en retorik, der er baseret på kriterierne for folkedrab. For eksempel har soldaterne sagt, at de fortsætter voldtægten, indtil offeret ikke længere vil have sex med ukrainske mænd. Når ukrainske krigsfanger bliver kastreret, begrundes handlingen med, at mændene så ikke længere kan få børn.
I løbet af det seneste år har jeg hørt adskillige eksperter udtale sig om, hvor vanskeligt det er at bevise genocide voldtægter, hvor svært det er at få fældet dom, og hvor omstændeligt det er at få forbrydelsen defineret som en del af folkedrab.
Det forstår jeg godt, jeg er også godt klar over, hvor dyre retssager er, og hvor mange arbejdstimer, de kræver, men jeg kan ikke undgå at undre mig over, hvorfor besværet ved bevisbyrden stort set figurerer som sagens eneste narrativ i den offentlige debat i Vesten.
Der findes mange former for retfærdighed. Det er en ret at blive hørt i den offentlige debat. Det er legitimt at kunne vise sin støtte. Det er retfærdighed at fordømme trusler mod ofrene og victimblaming.
Hvis den offentlige narrativ er koncentreret om det juridisk indviklede ved at definere genocid voldtægt, eller om hvor svært det er at få de skyldige stillet til ansvar, hvad signalerer det så over for ofrene? Hvad signalerer det over for Rusland? Hvad signalerer det over for øjenvidner og ofre? At de er … besværlige? Besværlige tilfælde? Så besværlige tilfælde, at det er bedst ikke at fortælle om forbrydelsen?
Hvis det er den herskende holdning, retter det indirekte en anklagende finger mod ofrene og lægger bevisansvaret på dem. De er ikke besværlige. De er ikke besværlige tilfælde.
Rusland er det besværlige tilfælde.
Min grandtante forblev barnløs hele livet. Selvom det, hun oplevede, måske ikke kan defineres som genocid voldtægt i dag, ændrer det ikke på, at hun aldrig havde et romantisk forhold eller blev gift.
Hendes mor havde fået otte børn. Min mormors bror mistede forstanden, da han så sine venner drukne i mosen efter at være blevet jagtet af Sovjetunionens sikkerhedstjeneste, Folkekommissariatet for indenrigsanliggender, NKVD, og han døde snart derefter. Kun én af brødrene klarede sig gennem den sovjetiske okkupations første år, og det lykkedes hans eneste datter at flygte ud af landet. Af søskendeflokken på otte fik kun enkelte af dem selv børn. Det skyldtes sovjetmagten. Sovjetestlands fødselstal var blandt Sovjetunionens laveste.
Mange ukrainske kvinder har oplevet, at den seksuelle vold udøvet af den russiske hær har påvirket deres syn på deres egen kvindelighed. Det gælder også de kvinder, der nu bor uden for Ukraine. En af dem fortalte mig:
”Enhver berøring, selv et kram, er smertefuld. Mit sexliv er sat på pause. Min libido er forsvundet. Jeg har forsøgt et par gange, men jeg begynder bare at græde. Jeg kan ikke glemme, at sex er blevet et voldsinstrument. Det er grufuldt. Det er hæsligt at ligge i sengen og forsøge at omfavne sin elskede, som man måske aldrig kommer til at se igen, og tænke på, hvad man vil huske, hvis han ikke vender tilbage.
Tænker jeg, at fjenden på udspekuleret vis er krøbet op i min seng? Jeg har ikke lyst til at tænke sådan. Jeg vil ikke føle mig hjælpeløs. Det er vores fjende, der er det onde, som ønsker at spolere det allermest intime i vores liv. Fjenden tænker: Kan vi ikke erobre jer? Så smadrer vi jeres evne til at få børn, ødelægger jeres muligheder for at sikre den næste generation, bryder jeres slægtslinjes kontinuitet.”
Seksuel vold i konfliktområder er meget mere end tvunget samleje. Ind under samme kategori hører trusler om voldtægt, mishandling af gravide kvinder, indtagelse af påtvungne stillinger og afklædning, afklipning af hår og vold mod kønsdele. Alt dette gælder også for mænd.
Oplevelserne med seksuel vold bliver ikke glemt, heller ikke af øjenvidner eller dem, der har fulgt situationen på afstand. En af mine venner, der er over 70 nu, var barn, da en russisk soldat voldtog hendes mor i det tilstødende rum i deres hjem. Min ven bliver stadig bange, når hun hører russisk.
Rusland har gjort seksuel vold til et våben, til et afskrækkelsesvåben på tværs af generationer og nationale skel. Under den kolde krig lærte alle termen terrorbalance at kende. Men ved brug af seksuel vold som afskrækkelsesvåben kan man ikke opnå nogen balance, og det er netop derfor, Rusland har kastet sig over den.
Det her er skræmmemidlet, hvor Vesten ikke kan give igen med samme mønt. Det betyder dog ikke, at vi skal forholde os til den seksuelle vold med tavshed og ligegyldighed, for det vil blot arbejde til Ruslands fordel – og samtidig til fordel for diktatorer og militærledere i andre lande, der holder et vågent øje med, hvilke reaktioner Ruslands handlinger afstedkommer.
I en af Shakespeares første tragedier, skuespillet Titus Andronicus, bliver kongens datter Lavinia voldtaget. For at Lavinia ikke skal kunne afsløre misdæderne, river voldtægtsmændene hendes tunge ud, og kapper for en sikkerheds skyld også hendes hænder af, så hun ikke kan udpege sine voldtægtsmænd.
På samme måde forsøger Den Russiske Føderation at lukke munden på ofrene for dens terror ved brug af et omfattende apparat af metoder, hvoraf en er victimblaming. Det er et effektivt middel, fordi det gengiver den universelle stigmatisering, skam og bebrejdelse forbundet med seksuel vold.
Nogle mener, at antallet af voldtægter vil eskalere, hvis man taler om dem, og at de kan forhindres ved at tie. Min grandtante fortalte ikke, hvad hun var blevet udsat for. Mange tav om Den Røde Hærs forbrydelser under Anden Verdenskrig. Mange tav om dem under krigene i Tjetjenien og Syrien. Mange tav på Krimhalvøen og i de områder i Østukraine, som Rusland siden 2014 har kontrolleret som lydstater.
Det har ikke forhindret den russiske hær i at gentage samme forbrydelser.
På min grandtantes tid var der ingen offentlig debat om seksuel vold, det ville slet ikke have været muligt under den sovjetiske besættelse, ligesom det ikke er muligt under russisk besættelse i Ukraine nu. Andre steder er situationen en anden, men trods det er det marginalt, i hvor høj grad man som en del af krigsdebatten og samtalen om Rusland italesætter de oplevelser, ofrene for seksuel vold har haft. Marginalt – eller numerisk.
Da Beth Rigby fra Sky News i november 2022 interviewede Olena Zelenska, spurgte hun i begyndelsen af programmet til antallet af voldtægter begået af den russiske hær. Det er et almindeligt spørgsmål i interview, der omhandler seksuel vold i krigstid.
Antallet af enkeltstående voldtægter fortæller dog intet om fænomenets omfang eller følger. De fortæller intet om, hvor mange mennesker disse gerninger påvirker indirekte. De fortæller ikke, hvilken betydning de har for karrierevalg eller arbejdsevne. De fortæller ikke, hvor mange mennesker, der får svært ved at deltage i samfundet.
De fortæller ikke om kvinder, der mister deres stemme, som min grandtante, eller som er begyndt at vælge påklædning ud fra, hvor tildækkende den er. De fortæller ikke om de ukrainske kvinder, der klæder deres døtre ud som drenge eller opbevarer spande med møg i deres hjem for at kunne hælde dem ud over sig selv og deres datter, når de russiske soldater nærmer sig.
De fortæller ikke om den tabte generation, om de børn, som kvinder, der har været udsat for seksuel vold, aldrig får. De fortæller ikke om de ukrainske kvinder, der skyr intimitet med deres mænd på grund af det, der er sket med andre kvinder i Ukraine. De fortæller ikke om kvinder, der bliver forladt af deres mand, når han hører om overgrebet.
De fortæller ikke om, hvor mange kvinder, der uden selv at være skyld i det får hiv eller har problemer med skjoldbruskkirtlen resten af deres liv. Læger, der har tilset ofre for voldtægter i krigstid, har bemærket, at ofrene ofte lider under disse ting, og det er ikke de eneste fysiske problemer. Seksuel vold kan påvirke ofrenes helbred resten af livet.
Det er også svært at tælle antallet af voldtægter, fordi kvinderne ikke altid er i stand til at sige, hvor mange gange overgrebet fandt sted, eller hvor mange voldtægtsmænd der var. Der kan være så mange voldtægtsmænd, at kvinderne mister evnen til at tælle dem.
Nogle gange fortsætter overgrebene i dagevis, ugevis, månedsvis, årevis. Kvinderne er ikke nødvendigvis ved bevidsthed under overgrebene, de kan være blevet bedøvet eller spærret inde i en kælder. De har måske fået en sæk eller hætte over hovedet.
På trods af det vil efterforskere, myndigheder og journalister kende antallet af overgreb. Hver gang. Den Nobelprisvindende menneskerettighedsjurist Oleksandra Matvijtjuk arbejder med at dokumentere krigsforbrydelser. Hun er ikke optaget af, hvilken lovparagraf den enkelte forbrydelse hører ind under: ”Vi dokumenterer menneskers smerte.”
Jeg underkender ikke tallenes betydning, men der findes også andre tal: Hvor mange år eller årtier tager det offeret, før den dag kommer, hvor hun ikke tænker på det skete en eneste gang? Hvor mange dage, uger, år, årtier går der, før offeret er i stand til at indgå i intimt samvær uden at tænke på det, der er overgået hende? Hvor mange år eller årtier tager det, før ofrenes kroppe er helet? Hvad med deres sjæle?
De samme spørgsmål kunne man stille ofrenes nærmeste, forældre, ægtefælle og børn samt alle dem, der har måttet stå vidne til disse forbrydelser, eller som på en eller anden vis er blevet tvunget til at deltage i dem.
Måske har skikken med at tælle en krigs ødelæggelser i antallet af faldne og sårede soldater ført til, at antallet af lig og amputerede lemmer er blevet en standardværdi, så man ikke anser det for nødvendigt at udvikle andre måder at måle en krigs ødelæggelser på.
Måske skaber fokuseringen på mængden af våben og ammunition i mediernes dækning af krigen et sprog, der gør dem til krigens eneste målestok. Voldtægter forårsager sjældent dødsfald, der kan tælles med i opregningen af lig. Det er kun sjældent muligt at dokumentere dem i realtid.
Måske er det grunden til, at forskningen i de langtrækkende konsekvenser af seksuelle krigsforbrydelser stadig er i sin spæde begyndelse. Måske har man ikke anset det for nødvendigt at finansiere forskning i emnet, fordi man tænker, at det ikke vedkommer ”os”, ikke længere, ikke ”os”, altså den hvide vestlige verden.
Det er forståeligt, at ofrene selv tier om deres oplevelser. Befriede ukrainske krigsfanger kan være bange for, at hvis de taler om det, vil det gå ud over kammerater, der stadig sidder i fangenskab, eller over deres nærmeste.
Den ukrainske officer Julija Khorosjanska fortalte i et interview med Toronto Star, hvad Ruslands repræsentanter havde sagt til hende, da hendes fangenskab endte: ”Hvis jeg fortalte sandheden om, hvad der var sket, ville de opsøge alle dem, jeg elsker.”
På trods af det opfordrer Khorosjanska andre til at fortælle om deres oplevelser. Vi har alle til opgave at sikre et samtaleklima, der er fri for bebrejdelse og trusler, og desuden sørge for, at kvindernes oplevelser indgår i debatten og beslutningsprocessen, når det kommer til Rusland.
Kun ved at behandle sagen i offentligheden, allokere ressourcer til efterforskning af forbrydelserne og holde emnet aktuelt kan vi vise ofrene, at deres erfaringer betyder noget. At deres historier er vigtige. At Rusland ikke opnår sine bestræbelser ved at anvende hele spektret af seksuel vold som våben. At aggressoren ikke opnår den ønskede tavshed.
For Ukraine er det et indiskutabelt vilkår for fredsforhandlinger, at Rusland dømmes for sine krigsforbrydelser, og at de undersøges til bunds. Seksuel vold er den krigsforbrydelse, der får mindst opmærksomhed af alle, og den er historisk set blevet undervurderet.
Derfor er det ikke urealistisk at frygte for, at den vil glide i baggrunden. Frem til sommeren 2023 er der talt meget om fredsforhandlinger, men der er ikke blevet nævnt noget specifikt om inkluderingen af kvinder og deres oplevelser i dem.
*I bogen ses referencer til kilder og oversættelse
Sofia Oksanen: Samme flod to gange
I april 2023 medvirkede Sofi Oksanen i Svenska Akadamiens konference ”Truth and thought under pressure” med en bemærkelsesværdig tale om krigen i Ukraine, og i bogen Samme flod to gange uddyber hun nu sine tanker. Om Putins bevidste svækkelse af kvinders rettigheder med redskaberne desinformation og propaganda, seksuel vold i krig og autoritær lovgivning. Sofi Oksanen retter sit skarpe blik og pen mod Putin og tegner et øjenåbnende billede af, hvordan kvindehad er blevet et stadigt mere effektivt våben for diktatorer og imperialister.
Du kan købe Samme flod to gange online fx hos Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: