Jordskælv, stormvejr og skybrud raser, mens Midgårdsormen svinger med halen. Der er skruet op for kaosset i Ormehavet, fjerde bind i den populære serie Vølvens vej. Start din læsning her
Vølvens vej – Ormehavet er fjerde og næstsidste bind i Anne-Marie Vedsø Olesens anmelderroste serie om vølven Snehild. I Ormehavet må Snehild trodse et kaotisk stormvejr og krydse havet for at finde sin mor. Imens udkæmpes blodige magtkampe i menneskenes verden, og kong Roald i Himlinge bliver udfordret af den styrkede høvdingedatter Berghild.
LÆS OGSÅ: Midgårdsormen pisker med halen i Vølvens vej – Ormehavet
I hvert bind i Vølvens vej lader Anne-Marie Vedsø Olesen en af de mest betydningsfulde nordiske myter være omdrejningspunkt. Hvor Fenrisulven var løs i sidste bind, Ulvegabet, så er det den monstrøse Midgårdsorm, som Snehild må stå ansigt til ansigt med i Ormehavet. Nordisk mytologi bliver gjort nærværende og levende i Anne-Marie Vedsø Olesens eventyrlige univers.
LÆS OGSÅ: Det er ormetid – kaoskræfter er på spil. Både i Vølvens vej og i nutiden
Første bog i serien, Snehild, vandt DR Romanprisen 2022 og er solgt til filmatisering. Anmelderne har skrevet om Vølvens vej:
“Ymer, bevare mig! Sikke en velskrevet og skøn boble af eventyr og stærke kvinder.” – Berlingske
“En nordisk Game of Thrones. En klar anbefaling.” – Troldspejlet
“Ny nordisk voksenfantasy, der både er helt balstyrisk digtet og helt forfinet.” – Weekendavisen
Du kan læse et uddrag af Vølvens vej – Ormehavet af Anne-Marie Vedsø Olesen her:
Vølvens vej – Ormehavet
af Anne-Marie Vedsø Olesen
Kapitel 1
Asdis betragtede den grå himmel. Støvregnen havde varet det meste af dagen og så ikke ud til at forsvinde foreløbig. Den varme sensommerluft var mættet af fugt, og jorden var mudret.
Vallevs spindekoner og væversker var trukket indendørs i kvindehuset for ikke at ødelægge ulden, men Vebjørns røverkrigere tumlede stadig rundt udenfor selv om de fleste ikke trænede og i det hele taget ikke foretog sig noget nyttigt.
Asdis havde været i skoven for at samle planter, og hun var på vej hjem – hvis ellers man kunne kalde den simple sovekrog i Vallev for hjem, tænkte hun. Hun var dog flyttet fra stalden til kvindehuset. Det var en forbedring.
Asdis gik i en bue uden om kamppladsen. Efter at Berghild var rejst og havde overladt styringen til Vebjørn, var det blevet usikkert at være kvinde i Vallev. Den orden som havde hersket under høvding Gisle og efter ham Berghild, var langsomt skredet.
De første dage efter at Berghild var redet ud af Vallev for at forfølge Gisles morder, Ørnen, havde Vebjørn ligesom Gisle og Berghild kaldt til samling og uddelt opgaver. Så kom øllet på morgenbordet, og Vebjørn begyndte at miste interessen for landsbyens og jordernes daglige drift.
”Husk I er Sialands skræk!” skrålede Vebjørn ude på kamp- pladsen. To af hans kæmpende mænd havde revet hinanden med i faldet og lå nu og rodede rundt i mudderet.
Den lille tyv Birk, der engang havde fået skåret næsetippen af, stod på en træstub og grinede. Han havde et drikkehorn i hånden.
”Tag ud og røv!” råbte han fra sin træstub.
”Ja, vi vil på røvertogt,” råbte en anden, ”vi vil have guld!” ”Og mjød!”
”Og kvinder!”
”Dér går en.”
De havde fået øje på Asdis. Hendes uro voksede. Hun var næsten forbi pladsen. Hvis bare hun kunne nå ind i kvindehuset.
Asdis satte farten op.
”Uh, det er Dåren,” sagde Birk og hoppede ned fra sin stub. ”Tag hende, røverpak, er I mænd eller orme?”
Der blev grinet og udvekslet slibrigheder. Så begyndte et par stykker at følge efter Asdis.
Asdis løb. Det samme gjorde den lille flok mænd.
Asdis mærkede en hvirvlende frygt, en afskyelig fornemmelse af magtesløshed, et hjerteslags puls der føltes som evigheder, så lå hun der pludselig, på den mudrede jord, klæbrig af støvregn, og der var hænder overalt på hendes krop, grinende munde, en forsøgte at kysse hende, en tunge gled ned over hendes hals, hendes kjortel blev flænset op, hendes ben spredt af flere hænder, hun måtte væk, flygte i tankerne, engang havde hun ligget i en mørk sæk, i Himlinge, kulden som nær havde dræbt hende da hun blev efterladt på ligbunkerne, Snehild, søde lille Snehild, som hun måtte lade forsvinde i vinter og uvished, det sorte rum hun havde levet i.
Hårde greb trak hende tilbage i den kvalmende angst, grove smertefulde berøringer, hun kunne ikke røre sig. Afmagten var ubærlig.
Vebjørn maste sig ind i flokken, ”høvdingen først,” sagde han og lagde sig tungt oven på hende, hans lem trængte op i hende, Vebjørn gryntede, hun var urørlig som Sorte Blomst, som Dåren, intet ondt kunne nå hende det sted, verden omkring hende var betydningsløs, ingen tale, ingen tanke, ingen bevægelse, ”så er det jeres tur,” sagde Vebjørn og rejste sig.
Der var steder i skoven hvor hun syntes hun næsten kunne tale med planterne, de var væsner uden følelser som hun selv, deres grønne liv henåndede i vinden uden længsel, uden smerte, træernes stammer var ubevægelige, bærbuske lod sig fugleplukke uden jammer, frø og blade var til uden undren, rødder groede uden stræben, uden vilje, uden ærgerrighed.
Hun havde set De Ældste en enkelt gang – de sidste af de vandrende planter, de første af vaneguderne. Hun kendte planterne. Planterne kendte hende.
”Det er urtemageren,” sagde en rå stemme over hende, ”bare hun ikke forgifter os!” Så lo han.
Berghild havde givet hende tilnavnet Urtemager. Hun var Asdis Urtemager. Hun var ikke en dåre eller en blomst, hun havde advaret Berghild om netop ikke at forsvinde ind det samme sorte sted da sorgen ramte. Hun måtte ikke miste sig selv igen.
Manden i hende stank af øl og tis, madrester sad i hans filtrede skæg, han asede og masede, hendes skede sved.
”Pikken bliver syg og falder af når man knepper en dåre,” sagde hun, ”bare spørg Birk.”
Birk stod i den heppende gruppe mænd omkring hende. Han havde afholdt sig fra at voldtage hende dengang han reddede hende fra sækken på ligbunken, fordi han betragtede hende som en dåre.
”Nå ja,” sagde Birk og bøvsede. ”Godt jeg ikke har taget min tur endnu.” Hans stemme var sløret.
Manden i hende skrumpede. ”Men du er ikke længere en dåre,” sagde han tvivlrådigt.
”Er du sikker?”
Han stak hende en lussing og trak sig ud af hende. Nogen begyndte at tale om den stærke mjød de for nylig havde røvet fra en handelsrejsende. Der var stadig en tønde tilbage. Hænder slap hende, opmærksomheden vendte sig andre steder hen.
Mændene sivede bort. Vebjørn talte om nye røvertogter.
Asdis blev liggende i mudderet i eftermiddagens småregn og så efter dem.
De nåede hen til høvdingens langhus. To af dem begyndte at slås. Nogle blev stående og hujede, andre trampede ind i huset. De ville være optaget af at drikke og slås i nogen tid, tænkte Asdis og satte sig forsigtigt op.
Hendes klæder var flænset, blod og sæd løb ned ad hendes lår. Hun var indsmurt i mudder og gennemblødt af støvregnen og den våde jord. Hendes skede smertede og sved, og det gjorde ondt da hun tog sig til det ene øje. Det var lussingen hun havde fået til sidst, den havde ramt uheldigt og givet hende et blåt øje.
Hun måtte skubbe det fra sig. Hun kunne ikke rumme det. Hun måtte gøre som dengang, med sin lille, elskede Snehild, hvis sære sind havde skræmt hende. Hun havde sagt til Snehild at hun skulle glemme synerne, og havde kaldt dem alfedrømme. Alligevel var det gået Snehild ilde. Hun havde ikke kunnet beskytte hende.
”Jeg er Asdis Urtemager,” sagde hun højt til sig selv.
Så græd hun.
Hun havde oplevet mange farlige stunder, været igennem mange onde tidender. Hun havde klaret det ved at gøre sig hård og handle. Undtagen da den sorte dåre tog hende. Det skulle aldrig ske igen.
Asdis holdt op med at græde og rejste sig. Handlekraft var det eneste der nyttede. Hun måtte ud af Vallev. Men det ville være galskab at løbe bort uden forberedelse. Hun måtte vaske sig, sy sit tøj, pleje sit forslåede øje og sine kønsdele, samle forråd og helbredende planter. Hun måtte også få skyllet sin skede inden længe, smøre den med sæddræbende salve og tage de nødvendige urter der forhindrede at hun blev med barn efter at så mange mænd havde været i hende.
En kvinde kom gående mod hende. Hun gik modigt forbi høvdingens langhus, hvor et par stykker stadig sloges og drak udenfor. Havde kvinden set det hele? Asdis genkendte Alrun, en af de løse kvinder der boede i horehuset i udkanten af Vallev, og som mændene flittigt besøgte.
At gøre den slags frivilligt, tænkte Asdis med væmmelse. ”Kom med,” sagde Alrun blot da hun var henne ved Asdis. Støvregnen lå som en fugtig hinde på Alruns ansigt. Alrun var ikke køn, og hendes tænder var sorte, men hendes krop var fast og frodig de rigtige steder. Det kunne mændene sikkert lide.
Asdis tøvede.
”Jeg ved hvordan det er,” fortsatte Alrun. ”Du har brug for ro og pleje nu. Jeg gør dig ingenting. Jeg rører dig ikke og kræver ikke ord af dig. Du er tryg hos os. Vi har knive i horehuset og forstår at bruge dem. I horehuset følger mændene stadig vores regler.”
Alrun vendte om og begyndte langsomt at gå uden at vente på svar. Asdis skyndte sig op ved siden af hende. I tavshed passerede de langgården og gik videre gennem landsbyen, forbi stalde og hytter, hen over den regnvåde jord.
De nåede frem til horehuset i landsbyens østlige udkant. ”Jeg vil væk fra Vallev,” sagde Asdis. ”Jeg rejser snart.” ”Vil du have en rejsefælle?” sagde Alrun.
Kapitel 2
Asdis sad i et kammer for sig selv. Der var tør halm på gulvet, en skål vand og et par rene stykker stof. Hun kunne høre horerne snakke på den anden side af trævæggen, hun kunne høre mænd der kom på besøg, latter, stønnen og hvin.
”Du er sikker her,” havde Alrun sagt da hun forlod hende. ”Kunderne får aldrig lov at komme herind. Jeg holder øje og besøger dig senere. Vær alene med dit had, din hævn, din skræk og din sorg nu. Favn alt, sådan heler du.”
Asdis vaskede sig mellem benene. Et par af de urter hun havde samlet i skoven, kunne bruges mod smerte og betændelse, men hun måtte have fat i sin beholdning der lå i sovekrogen i kvindehuset, for at kunne behandle sig selv grundigt.
Alrun havde sagt at hun gerne ville rejse bort fra Vallev sammen med hende. Asdis gjorde sig hård. Hvis Alrun ville med, måtte hun gøre sig nyttig. Alrun måtte hente hendes urter og sytøj så Asdis kunne hele sig selv og sit flænsede tøj.
Had, hævn, skræk og sorg. Det havde Alrun også talt om. Udmattelsen overmandede hende. De voldsomme følelser tærede. Med ét følte Asdis sig umådelig træt. Hun lagde sig ned i halmen og faldt øjeblikkelig i søvn.
Hun vågnede ved at Alrun bragte hende en skål grød. Der var stille i hovedrummet ved siden af. Træet glødede svagt i bålskålen, og Alrun lagde mere brænde i.
”Du har sovet længe,” sagde Alrun. ”Det er mørkt, og de fleste er gået til ro.” Hun satte sig i halmen over for Asdis og rakte hende grødskålen.
”Hvorfor hjælper du mig?” Asdis var skeptisk. En hore følte næppe medfølelse over at en anden kvinde blev kneppet.
”Du er ligesom alle andre,” sagde Alrun, ”du ser ned på mig. Men jeg er vant til det, dine ord bider ikke og skal ikke få lov at gøre mig til et ringere menneske.”
Asdis sagde ingenting. Skammen rev.
”Tag det ikke så tungt.” Alrun udstødte et lattergrynt. ”Jeg er ikke sart. Du skal bare tage mig med når du rejser. Du er dygtigere end jeg til at klare dig gennem skoven. Vallev har ingen fremtid længere. Byens forråd er ved at slippe op, markerne ligger uopdyrkede hen, og mændene ejer ingenting og ved ikke hvad de skal lave. Vebjørn besøger mig tit, og han siger at han vil tilbage til de gamle måder. De tager snart på røvertogt. Det vil gøre mændene endnu mere ustyrlige. Vebjørn taler endda om at angribe Himlinge, som Gisle engang gjorde inden han fandt bedre tider.”
”Du skal hente mine ting i kvindehuset,” sagde Asdis endelig. ”Og vi skal samle mad til så lang tid som muligt. Så kan vi rejse væk sammen.”
For første gang bredte et smil sig i Alruns ansigt, smilet nåede blikket, der glimtede af forventning.
”Hvor skal vi tage hen? Skal vi tage til Himlinge?”
”Nej!” Asdis kunne ikke skjule sin hårde tone. Kongebyen var hendes fjende, ypperstepræstinden Ragnfrid havde forsøgt at få hende og hendes datter dræbt. Snehild måtte være død, et barn kunne ikke overleve den vinter Asdis var blevet nødt til at sende hende ud i.
Hvor gammel ville Snehild være blevet nu? Sytten år? Atten år? En voksen kvinde i hvert fald. Tiden var gledet hende af hænde i vanviddet.
”Hvor kan man ellers tage hen hvis ikke mod sydvest? Mod øst ligger floden Tryggveld, og vejen sydøst langs floden er farlig, der er alfer ved Tryggveld, og mordere færdes frit på stierne mod Alflev. Jeg ved det. Jeg besøgte engang et sted som hed Skrymers Drikkehorn. Dér skal vi ikke tage hen.”
Alrun skar en grimasse så man kunne se hendes sorte tænder. ”Jeg fik et par kunder på Drikkehornet, men det var de underligste ting de begærede at jeg gjorde ved dem. Og de var ikke alle lige menneskelige. Nogle gange kunne jeg ikke finde deres pikke. Hvis altså de overhovedet var af hankøn.”
”Nordpå.” Asdis havde ikke lyst til at sige mere. Hun ville ikke fortælle Alrun hvor godt tilpas hun følte sig når hun for at samle planter vovede sig ind i skoven nord for Vallev. De fleste frygtede den. Det var ukendt land.
”Vildskoven?” Alrun spærrede øjnene op. ”Du er i sandhed en dåre, Asdis. Mod nord findes kun fare, vi kommer ud af Sialand, ingen er nogensinde rejst mod nord og vendt tilbage til at fortælle om det.”
”Ingen vil forfølge os der,” sagde Asdis. ”Find dit mod frem og rejs med mig, Alrun, eller bliv hos røverne i Vallev. Jeg kender skoven. Træerne vil os intet ondt så længe vi også er dem venligtsindede. Og hvem ved om ikke vi finder rige byer fyldt med guld og storsindede folk på den anden side?”
Tre dage senere i den tidligste morgendis begav Asdis og Alrun sig ud af Vallev. Der var tomt uden for hytterne, en enkelt knægt på vej til stalden kastede et sløvt blik på dem, ellers mødte de ingen. Hvis nogen overhovedet var vågnet i høvdingens langgård, ville de hænge ved ildstedet over deres morgenøl den første lange stund.
Det så ud til at blive en flot dag. Solen var ved at stige op, Asdis fornemmede lyset og varmen bag tågen. De fulgte jordvejen ud af byen, og snart gik de på græsstier fugtige af dug. Asdis ledte dem over mod skovbrynet. En hær af sangfugle kvidrede omkring dem.
De gik i tavshed side om side med hver sin fyldte vadsæk på ryggen. Asdis bar lægeurter og forråd, Alrun vand, forråd og fyrtøj. Begge havde knive i bælterne.
”Skoven er luftig i begyndelsen,” sagde Asdis og tog det første skridt ind på skovstien. ”Her er flest egetræer, og undergrunden er ikke tæt. Længere inde kan vi få brug for at skære os vej. Jeg er glad for at du også tog bukser på. Man river sig let, og flere af planterne er giftige.”
Alrun så tvivlende ud, men sagde ingenting. Hun lod Asdis gå forrest nu.
Asdis vidste ikke hvor de ville ende. Hun vidste bare at hun måtte væk. Væk fra røverne der voldtog, væk fra en ond verden der havde stjålet hendes barn. Det nagede hende en smule at have overtalt Alrun til vildskoven med beroligende ord om gyldne byer. Måske lokkede hun Alrun i døden. Hun var ikke selv bange for at lade sig opsluge af vildskovens væsner, af de giftige torne og viklende rødder, af løvets sitrende liv der åndede langt stærkere end nogen anede.
Kapitel 3
Berghild red ud af skovbrynet og så sig om. Sensommerdagen var hed og stadig fugtig efter gårsdagens uventede skybrud. Engen forude var oversvømmet. Hendes hest, Grane, ville blive nødt til at gå langsomt og træde forsigtigt.
Hun tilså at flammesværdet Gram, der var pakket ind i blødt klæde, stadig var bundet godt sammen med vadsækken på hesteryggen. Hendes eget krigersværd hang ved hendes side. Så satte hun hesten i bevægelse.
Ørnen skulle dø. Himlinge måtte falde. En dag ville hun vende tilbage og samle Vallevs krigere og gå til angreb på kongebyen. Men først gjaldt det Ørnen.
Fra landsbyen Svansbjerg, hvor dværgen Regin havde givet hende det farlige hævnsværd, var hun redet sydover. Hun tvivlede ikke på sit kald. Da hun havde grebet om flamme- sværdet Grams skæfte, samlede vreden og sorgen sig, og hun følte styrken.
Gram var hendes, med den klinge ville hun skære sig en plads i verden, skære verden en plads i retfærden. Blodhævnen var ikke kun hendes ærefulde pligt, den var også en brændende nødvendighed. Blodhævnen var det eneste der gav hendes liv mening efter Gisles død.
Grane tøvede og standsede foran en større sø. Berghild kunne se at det oversvømmede engområde ikke var dybt, og hun bøjede sig forover og klappede hesten opmuntrende på manken. Grane trådte agtsomt ud i mudderet.
Berghild tænkte på dværgekvinden Lovnhejds advarsel mod flammesværdet. Sådan et magisk sværd ville vende sig mod sin ejer og dræbe den sværdsvinger hvis hævn ikke var retfærdig.
Hvem kan ærligt gennemskue retfærd, ser enhver ikke kun kampen fra sin egen side? Mange har svunget de sværd i forvisning om hævnens berettigelse, og mange er faldet dræbt af deres opfattelses blinde pletter.
Lovnhejds ord havde lejret sig i Berghild, og det nagede hende. Ordene lokkede til svaghed.
Sibba havde givet sit liv for hende i tvekampen med Ørnen. Hun skyldte ikke kun Gisle, men også Sibba nu at dræbe ham. Det kunne hun kun med flammesværdet. Ørnen var for stærk ellers, det havde deres tvekamp vist. Et flammesværd sikrede den retfærdige sejr.
I Svansbjerg havde ingen set Ørnen. Yderligere to dagsridt sydover var forløbet, hvor hun kun havde mødt få mennesker. Ingen havde mødt Ørnen.
Grane nåede over engen, og Berghild fortsatte sit ridt.
Vejret havde længe været ubehagelig fugtigvarmt, og det så ud som om det havde regnet hele sommeren. Hun kom forbi oversvømmede marker, bække og åer var løbet over deres bredder, og et enkelt sted var broen hun skulle over, brudt sammen under vandmasserne.
Eftermiddagen gik på hæld. Berghild fulgte en smal sti gennem et krat og kom endelig ud på en hovedvej.
Hun svedte heftigt under sin krigerbrynje, drak vand fra dunken og fortsatte. Efter en stund videre sydpå ad hovedvejen så hun skikkelser i det fjerne, og snart kunne hun opfatte at det var tre mænd og en kvinde som kom traskende imod hende.
Tættere på så hun at de var klædt i farvestrålende gevandter med frynser hvori der hang små dyreknogler. En af dem bar fløjter, en anden et sæt hule, polerede træstykker i forskellige størrelser.
Berghild standsede hesten foran dem og løftede hånden til hilsen.
”Frejas fred,” sagde hun. ”Jeg er ingen fjende selv om jeg er krigerkvinde.”
”Jeg er skjald,” sagde en høj mand der så ud til at være lederen. Han trådte ud foran de andre. ”Jeg fremsiger kvad. De andre spiller til.”
De skævede alle skeptisk op på den krigerklædte, mandhaftige Berghild til hest, men virkede ikke bange.
”Har I set en stor mand med et ar hen over ansigtet og en næse som en ørn?” sagde Berghild. ”Han er klædt som kriger med sværd og mange knive i bæltet. Han kalder sig Ørnen.”
”Uha ja,” sagde kvinden. ”Det er lang tid siden, men han er ikke en man glemmer. Jeg er ved at digte et kvad om ham. Han var en farlig karl.”
”Vi gav ham vores mad,” sagde fløjtespilleren. ”Vi turde ikke andet.”
En hård fryd jog gennem Berghild. Hun var igen på rette spor. Hun kastede et blik på de fire og vurderede at hun ville komme længst med venlighed.
Berghild steg af Grane.
”Lad mig dele min mad med jer til gengæld. Jeg har en friskfanget hare. Vi kan tænde bål, der er alligevel ikke længe til tusmørke. Så kan I fortælle mig alt hvad I ved.”
Berghild og den lille kvadflok sad omkring bålet på engen nær hovedvejen. Solen var næsten gået ned, tusmørket lagde sig over landskaberne, og aftentågen kom rullende.
Berghild vendte haren på bålet.
”Den er snart færdig,” sagde hun. ”Mit navn er Berghild Tvedræber. Hvem har jeg den ære at dele et måltid med?”
”Vores navne er slugt af vores gerning,” sagde deres anfører højtideligt. ”Jeg er Skjald. Det er Fløjte og Slagtræ.”
”Og jeg er Digter,” sagde kvinden. ”Skjald digter ikke selv sine kvad, han fremfører dem kun.”
”Fordi jeg har stemmen til at synge kvadene til Fløjtes og Slagtræs lyde,” sagde Skjald irriteret. ”Du har ingen sangstemme.”
Digter grinede og trak på skuldrene.
”Hvad vil du vide om den store kriger med arret, Berghild Tvedræber?” sagde hun i stedet. ”Han lignede en mægtig dræber. Har du en historie du kan fortælle mig om denne Ørn?”
Berghild rystede på hovedet. Det var et besynderligt spørgs- mål. Hun vandrede midt i sin skæbne, og den skæbne var med blodhævn vævet sammen med Ørnens. Man kunne ikke kæmpe mod skæbnen. Hendes tanker strejfede Jørd, som var steget op af jordhøjen. Evig er drømmen er skæbnen, jeg er tungere.
”Mit virke er sværd og hævn, ikke ord,” sagde Berghild. ”Ved I hvor han tog hen?”
”Han spurgte om vej til Alflev,” sagde Fløjte.
”Alflev!” Berghild var rystet. Var Ørnen taget til Alflev, hvor hendes bror, Une, var høvding?
”Vi forklarede ham vejen,” samtykkede Skjald. ”Vi var selv rejst gennem Alflev. Hovedvejen her fører videre til Alflev hvis man fortsætter sydover efter øst-vest-krydset til Himlinge.
Berghild var målløs. Jagten på Ørnen bragte hende tættere og tættere på alt det hun var flygtet fra, Himlinges konge, Roald, som hun ægtede og engang havde troet hun kunne elske. Indtil hun dræbte hans far og alting splintredes i den blodhævn der længe forinden var rullet i gang.
Hvordan ville resterne af hendes familie tage imod hende i Alflev, mon hendes mor stadig levede? Havde de budt Ørnen velkommen, hvad ville Ørnen i det hele taget i Alflev?
”I tror altså han rejste til Alflev?” sagde Berghild så roligt hun kunne. Hun ønskede ikke at afsløre sin ophidselse.
”Det er sikkert og vist,” sagde Digter. ”Han bad os gentage ruten og spurgte ind til gårde undervejs, og til mulige forhindringer.”
”Han bad ikke,” indskød Slagtræ, ”han truede os. Vi kunne være døde.”
”Men vi føjede ham med ord der behagede,” sagde Skjald. ”På den måde overlevede vi.”
”Du vil altid behage,” sagde Digter. ”Selv når mine kvad er hårde, giver du dem en blød klang. Pas på du ikke en dag selv forsvinder i al den hensmeltende eftergivenhed.”
Berghild rakte ud og tog haren af stegespiddet. Hun skar lunser af til kvadflokken. Det var ikke megen mad til fem, men hun undlod selv at tage. Skjald, Digter, Fløjte og Slagtræ spiste tavst og taknemmeligt.
Berghild kastede et blik ud over engen indhyllet i aftentåge. Disen bevægede sig i livlige mønstre og mindede hende om alfedisen den morgen hun mødte Jørd. De andre verdner var altid tæt på, det havde hun lært allerede som barn i Alflev.
Hun skulle hjem til sin fødeby nu. Skæbnen legede med hende som katten med musen, tænkte hun ikke uden bitterhed. Hendes mor, Gislaug, ville ønske at hun var død i stedet for lillesøsteren. Og Une havde hun altid betragtet som et fjols. Hun glædede sig ikke til at møde sin familie igen.
Digter rejste sig. Hun var færdig med at spise. Hun stillede sig tæt på ilden så flammernes skær ramte hendes ansigt, og skuede hen over bålet, ud i det fjerne.
”Kriger-Berghild af ædelt blod,” begyndte hun med høj, klar stemme, ”rejste langt over eng og flod …”
De lyttede i tavshed. Digters ordstrøm forsvandt ud i tågen, som en slange i det våde nattegræs, Berghild kunne knap få vejret, det var som om ordene slap hendes skæbne fri, gjorde den til noget uden for Berghild selv.
Digter holdt inde. Alle forblev tavse. Stilheden fik sit eget liv.
Så rejste Skjald sig højtideligt og stillede sig hen ved siden af Digter.
Fløjte og Slagtræ blev siddende på jorden og fandt deres lydværktøjer frem.
Slagtræ begyndte at slå på sine hule stykker træ. Det klang mørkt og blødt af sårede hjerter, tænkte Berghild. Fløjte satte i med toner der vandrede ud i mørket, ud over engen, ud i disen, ud i en færd ingen kunne se enden på.
Skjald begyndte at synge. Hans stemme dirrede i Berghild som var de vævet af samme nornetråd, smertefuldt og lykkeligt og forfærdeligt og fyldt med længsel efter ømhed.
Kriger-Berghild af ædelt blod
rejste langt over eng og flod,
hævnen lynede i skarpe sværd,
vreden stormede med på færd,
sorgen steg med gravens magt,
Ørnens død var fredens pagt.
Anne-Marie Vedsø Olesen: Vølvens vej – Ormehavet
Noget er galt i Yggdrasils ni verdner. Slanger myldrer frem fra deres skjul, oversvømmelser, hedebølger og jordskælv hærger, og i havet pisker Midgårdsormen med halen. Mens stormvejr og skybrud tager til, må Snehild sejle over havet i et forsøg på at genfinde sin mor, som hun har hørt befinder sig i Vanaheim, de vilde naturkræfters ursted.
Samtidig vakler magtbalancen i menneskenes verden, og høvdingedatteren Berghild vokser i styrke. Kan hun udfordre sin tidligere elskede, kong Roald i Himlinge?
Ormehavet er fjerde bog i Anne-Marie Vedsø Olesens prisvindende serie, Vølvens vej, som er inspireret af nordisk mytologi og Danmarks jernalder. En stor fortælling om skæbne, ære og handlekraft.
Jordskælv, stormvejr og skybrud raser, mens Midgårdsormen svinger med halen. Der er skruet op for kaosset i Ormehavet, fjerde bind i den populære serie Vølvens vej. Start din læsning her
Vølvens vej – Ormehavet er fjerde og næstsidste bind i Anne-Marie Vedsø Olesens anmelderroste serie om vølven Snehild. I Ormehavet må Snehild trodse et kaotisk stormvejr og krydse havet for at finde sin mor. Imens udkæmpes blodige magtkampe i menneskenes verden, og kong Roald i Himlinge bliver udfordret af den styrkede høvdingedatter Berghild.
LÆS OGSÅ: Midgårdsormen pisker med halen i Vølvens vej – Ormehavet
I hvert bind i Vølvens vej lader Anne-Marie Vedsø Olesen en af de mest betydningsfulde nordiske myter være omdrejningspunkt. Hvor Fenrisulven var løs i sidste bind, Ulvegabet, så er det den monstrøse Midgårdsorm, som Snehild må stå ansigt til ansigt med i Ormehavet. Nordisk mytologi bliver gjort nærværende og levende i Anne-Marie Vedsø Olesens eventyrlige univers.
LÆS OGSÅ: Det er ormetid – kaoskræfter er på spil. Både i Vølvens vej og i nutiden
Første bog i serien, Snehild, vandt DR Romanprisen 2022 og er solgt til filmatisering. Anmelderne har skrevet om Vølvens vej:
“Ymer, bevare mig! Sikke en velskrevet og skøn boble af eventyr og stærke kvinder.” – Berlingske
“En nordisk Game of Thrones. En klar anbefaling.” – Troldspejlet
“Ny nordisk voksenfantasy, der både er helt balstyrisk digtet og helt forfinet.” – Weekendavisen
Du kan læse et uddrag af Vølvens vej – Ormehavet af Anne-Marie Vedsø Olesen her:
Vølvens vej – Ormehavet
af Anne-Marie Vedsø Olesen
Kapitel 1
Asdis betragtede den grå himmel. Støvregnen havde varet det meste af dagen og så ikke ud til at forsvinde foreløbig. Den varme sensommerluft var mættet af fugt, og jorden var mudret.
Vallevs spindekoner og væversker var trukket indendørs i kvindehuset for ikke at ødelægge ulden, men Vebjørns røverkrigere tumlede stadig rundt udenfor selv om de fleste ikke trænede og i det hele taget ikke foretog sig noget nyttigt.
Asdis havde været i skoven for at samle planter, og hun var på vej hjem – hvis ellers man kunne kalde den simple sovekrog i Vallev for hjem, tænkte hun. Hun var dog flyttet fra stalden til kvindehuset. Det var en forbedring.
Asdis gik i en bue uden om kamppladsen. Efter at Berghild var rejst og havde overladt styringen til Vebjørn, var det blevet usikkert at være kvinde i Vallev. Den orden som havde hersket under høvding Gisle og efter ham Berghild, var langsomt skredet.
De første dage efter at Berghild var redet ud af Vallev for at forfølge Gisles morder, Ørnen, havde Vebjørn ligesom Gisle og Berghild kaldt til samling og uddelt opgaver. Så kom øllet på morgenbordet, og Vebjørn begyndte at miste interessen for landsbyens og jordernes daglige drift.
”Husk I er Sialands skræk!” skrålede Vebjørn ude på kamp- pladsen. To af hans kæmpende mænd havde revet hinanden med i faldet og lå nu og rodede rundt i mudderet.
Den lille tyv Birk, der engang havde fået skåret næsetippen af, stod på en træstub og grinede. Han havde et drikkehorn i hånden.
”Tag ud og røv!” råbte han fra sin træstub.
”Ja, vi vil på røvertogt,” råbte en anden, ”vi vil have guld!” ”Og mjød!”
”Og kvinder!”
”Dér går en.”
De havde fået øje på Asdis. Hendes uro voksede. Hun var næsten forbi pladsen. Hvis bare hun kunne nå ind i kvindehuset.
Asdis satte farten op.
”Uh, det er Dåren,” sagde Birk og hoppede ned fra sin stub. ”Tag hende, røverpak, er I mænd eller orme?”
Der blev grinet og udvekslet slibrigheder. Så begyndte et par stykker at følge efter Asdis.
Asdis løb. Det samme gjorde den lille flok mænd.
Asdis mærkede en hvirvlende frygt, en afskyelig fornemmelse af magtesløshed, et hjerteslags puls der føltes som evigheder, så lå hun der pludselig, på den mudrede jord, klæbrig af støvregn, og der var hænder overalt på hendes krop, grinende munde, en forsøgte at kysse hende, en tunge gled ned over hendes hals, hendes kjortel blev flænset op, hendes ben spredt af flere hænder, hun måtte væk, flygte i tankerne, engang havde hun ligget i en mørk sæk, i Himlinge, kulden som nær havde dræbt hende da hun blev efterladt på ligbunkerne, Snehild, søde lille Snehild, som hun måtte lade forsvinde i vinter og uvished, det sorte rum hun havde levet i.
Hårde greb trak hende tilbage i den kvalmende angst, grove smertefulde berøringer, hun kunne ikke røre sig. Afmagten var ubærlig.
Vebjørn maste sig ind i flokken, ”høvdingen først,” sagde han og lagde sig tungt oven på hende, hans lem trængte op i hende, Vebjørn gryntede, hun var urørlig som Sorte Blomst, som Dåren, intet ondt kunne nå hende det sted, verden omkring hende var betydningsløs, ingen tale, ingen tanke, ingen bevægelse, ”så er det jeres tur,” sagde Vebjørn og rejste sig.
Der var steder i skoven hvor hun syntes hun næsten kunne tale med planterne, de var væsner uden følelser som hun selv, deres grønne liv henåndede i vinden uden længsel, uden smerte, træernes stammer var ubevægelige, bærbuske lod sig fugleplukke uden jammer, frø og blade var til uden undren, rødder groede uden stræben, uden vilje, uden ærgerrighed.
Hun havde set De Ældste en enkelt gang – de sidste af de vandrende planter, de første af vaneguderne. Hun kendte planterne. Planterne kendte hende.
”Det er urtemageren,” sagde en rå stemme over hende, ”bare hun ikke forgifter os!” Så lo han.
Berghild havde givet hende tilnavnet Urtemager. Hun var Asdis Urtemager. Hun var ikke en dåre eller en blomst, hun havde advaret Berghild om netop ikke at forsvinde ind det samme sorte sted da sorgen ramte. Hun måtte ikke miste sig selv igen.
Manden i hende stank af øl og tis, madrester sad i hans filtrede skæg, han asede og masede, hendes skede sved.
”Pikken bliver syg og falder af når man knepper en dåre,” sagde hun, ”bare spørg Birk.”
Birk stod i den heppende gruppe mænd omkring hende. Han havde afholdt sig fra at voldtage hende dengang han reddede hende fra sækken på ligbunken, fordi han betragtede hende som en dåre.
”Nå ja,” sagde Birk og bøvsede. ”Godt jeg ikke har taget min tur endnu.” Hans stemme var sløret.
Manden i hende skrumpede. ”Men du er ikke længere en dåre,” sagde han tvivlrådigt.
”Er du sikker?”
Han stak hende en lussing og trak sig ud af hende. Nogen begyndte at tale om den stærke mjød de for nylig havde røvet fra en handelsrejsende. Der var stadig en tønde tilbage. Hænder slap hende, opmærksomheden vendte sig andre steder hen.
Mændene sivede bort. Vebjørn talte om nye røvertogter.
Asdis blev liggende i mudderet i eftermiddagens småregn og så efter dem.
De nåede hen til høvdingens langhus. To af dem begyndte at slås. Nogle blev stående og hujede, andre trampede ind i huset. De ville være optaget af at drikke og slås i nogen tid, tænkte Asdis og satte sig forsigtigt op.
Hendes klæder var flænset, blod og sæd løb ned ad hendes lår. Hun var indsmurt i mudder og gennemblødt af støvregnen og den våde jord. Hendes skede smertede og sved, og det gjorde ondt da hun tog sig til det ene øje. Det var lussingen hun havde fået til sidst, den havde ramt uheldigt og givet hende et blåt øje.
Hun måtte skubbe det fra sig. Hun kunne ikke rumme det. Hun måtte gøre som dengang, med sin lille, elskede Snehild, hvis sære sind havde skræmt hende. Hun havde sagt til Snehild at hun skulle glemme synerne, og havde kaldt dem alfedrømme. Alligevel var det gået Snehild ilde. Hun havde ikke kunnet beskytte hende.
”Jeg er Asdis Urtemager,” sagde hun højt til sig selv.
Så græd hun.
Hun havde oplevet mange farlige stunder, været igennem mange onde tidender. Hun havde klaret det ved at gøre sig hård og handle. Undtagen da den sorte dåre tog hende. Det skulle aldrig ske igen.
Asdis holdt op med at græde og rejste sig. Handlekraft var det eneste der nyttede. Hun måtte ud af Vallev. Men det ville være galskab at løbe bort uden forberedelse. Hun måtte vaske sig, sy sit tøj, pleje sit forslåede øje og sine kønsdele, samle forråd og helbredende planter. Hun måtte også få skyllet sin skede inden længe, smøre den med sæddræbende salve og tage de nødvendige urter der forhindrede at hun blev med barn efter at så mange mænd havde været i hende.
En kvinde kom gående mod hende. Hun gik modigt forbi høvdingens langhus, hvor et par stykker stadig sloges og drak udenfor. Havde kvinden set det hele? Asdis genkendte Alrun, en af de løse kvinder der boede i horehuset i udkanten af Vallev, og som mændene flittigt besøgte.
At gøre den slags frivilligt, tænkte Asdis med væmmelse. ”Kom med,” sagde Alrun blot da hun var henne ved Asdis. Støvregnen lå som en fugtig hinde på Alruns ansigt. Alrun var ikke køn, og hendes tænder var sorte, men hendes krop var fast og frodig de rigtige steder. Det kunne mændene sikkert lide.
Asdis tøvede.
”Jeg ved hvordan det er,” fortsatte Alrun. ”Du har brug for ro og pleje nu. Jeg gør dig ingenting. Jeg rører dig ikke og kræver ikke ord af dig. Du er tryg hos os. Vi har knive i horehuset og forstår at bruge dem. I horehuset følger mændene stadig vores regler.”
Alrun vendte om og begyndte langsomt at gå uden at vente på svar. Asdis skyndte sig op ved siden af hende. I tavshed passerede de langgården og gik videre gennem landsbyen, forbi stalde og hytter, hen over den regnvåde jord.
De nåede frem til horehuset i landsbyens østlige udkant. ”Jeg vil væk fra Vallev,” sagde Asdis. ”Jeg rejser snart.” ”Vil du have en rejsefælle?” sagde Alrun.
Kapitel 2
Asdis sad i et kammer for sig selv. Der var tør halm på gulvet, en skål vand og et par rene stykker stof. Hun kunne høre horerne snakke på den anden side af trævæggen, hun kunne høre mænd der kom på besøg, latter, stønnen og hvin.
”Du er sikker her,” havde Alrun sagt da hun forlod hende. ”Kunderne får aldrig lov at komme herind. Jeg holder øje og besøger dig senere. Vær alene med dit had, din hævn, din skræk og din sorg nu. Favn alt, sådan heler du.”
Asdis vaskede sig mellem benene. Et par af de urter hun havde samlet i skoven, kunne bruges mod smerte og betændelse, men hun måtte have fat i sin beholdning der lå i sovekrogen i kvindehuset, for at kunne behandle sig selv grundigt.
Alrun havde sagt at hun gerne ville rejse bort fra Vallev sammen med hende. Asdis gjorde sig hård. Hvis Alrun ville med, måtte hun gøre sig nyttig. Alrun måtte hente hendes urter og sytøj så Asdis kunne hele sig selv og sit flænsede tøj.
Had, hævn, skræk og sorg. Det havde Alrun også talt om. Udmattelsen overmandede hende. De voldsomme følelser tærede. Med ét følte Asdis sig umådelig træt. Hun lagde sig ned i halmen og faldt øjeblikkelig i søvn.
Hun vågnede ved at Alrun bragte hende en skål grød. Der var stille i hovedrummet ved siden af. Træet glødede svagt i bålskålen, og Alrun lagde mere brænde i.
”Du har sovet længe,” sagde Alrun. ”Det er mørkt, og de fleste er gået til ro.” Hun satte sig i halmen over for Asdis og rakte hende grødskålen.
”Hvorfor hjælper du mig?” Asdis var skeptisk. En hore følte næppe medfølelse over at en anden kvinde blev kneppet.
”Du er ligesom alle andre,” sagde Alrun, ”du ser ned på mig. Men jeg er vant til det, dine ord bider ikke og skal ikke få lov at gøre mig til et ringere menneske.”
Asdis sagde ingenting. Skammen rev.
”Tag det ikke så tungt.” Alrun udstødte et lattergrynt. ”Jeg er ikke sart. Du skal bare tage mig med når du rejser. Du er dygtigere end jeg til at klare dig gennem skoven. Vallev har ingen fremtid længere. Byens forråd er ved at slippe op, markerne ligger uopdyrkede hen, og mændene ejer ingenting og ved ikke hvad de skal lave. Vebjørn besøger mig tit, og han siger at han vil tilbage til de gamle måder. De tager snart på røvertogt. Det vil gøre mændene endnu mere ustyrlige. Vebjørn taler endda om at angribe Himlinge, som Gisle engang gjorde inden han fandt bedre tider.”
”Du skal hente mine ting i kvindehuset,” sagde Asdis endelig. ”Og vi skal samle mad til så lang tid som muligt. Så kan vi rejse væk sammen.”
For første gang bredte et smil sig i Alruns ansigt, smilet nåede blikket, der glimtede af forventning.
”Hvor skal vi tage hen? Skal vi tage til Himlinge?”
”Nej!” Asdis kunne ikke skjule sin hårde tone. Kongebyen var hendes fjende, ypperstepræstinden Ragnfrid havde forsøgt at få hende og hendes datter dræbt. Snehild måtte være død, et barn kunne ikke overleve den vinter Asdis var blevet nødt til at sende hende ud i.
Hvor gammel ville Snehild være blevet nu? Sytten år? Atten år? En voksen kvinde i hvert fald. Tiden var gledet hende af hænde i vanviddet.
”Hvor kan man ellers tage hen hvis ikke mod sydvest? Mod øst ligger floden Tryggveld, og vejen sydøst langs floden er farlig, der er alfer ved Tryggveld, og mordere færdes frit på stierne mod Alflev. Jeg ved det. Jeg besøgte engang et sted som hed Skrymers Drikkehorn. Dér skal vi ikke tage hen.”
Alrun skar en grimasse så man kunne se hendes sorte tænder. ”Jeg fik et par kunder på Drikkehornet, men det var de underligste ting de begærede at jeg gjorde ved dem. Og de var ikke alle lige menneskelige. Nogle gange kunne jeg ikke finde deres pikke. Hvis altså de overhovedet var af hankøn.”
”Nordpå.” Asdis havde ikke lyst til at sige mere. Hun ville ikke fortælle Alrun hvor godt tilpas hun følte sig når hun for at samle planter vovede sig ind i skoven nord for Vallev. De fleste frygtede den. Det var ukendt land.
”Vildskoven?” Alrun spærrede øjnene op. ”Du er i sandhed en dåre, Asdis. Mod nord findes kun fare, vi kommer ud af Sialand, ingen er nogensinde rejst mod nord og vendt tilbage til at fortælle om det.”
”Ingen vil forfølge os der,” sagde Asdis. ”Find dit mod frem og rejs med mig, Alrun, eller bliv hos røverne i Vallev. Jeg kender skoven. Træerne vil os intet ondt så længe vi også er dem venligtsindede. Og hvem ved om ikke vi finder rige byer fyldt med guld og storsindede folk på den anden side?”
Tre dage senere i den tidligste morgendis begav Asdis og Alrun sig ud af Vallev. Der var tomt uden for hytterne, en enkelt knægt på vej til stalden kastede et sløvt blik på dem, ellers mødte de ingen. Hvis nogen overhovedet var vågnet i høvdingens langgård, ville de hænge ved ildstedet over deres morgenøl den første lange stund.
Det så ud til at blive en flot dag. Solen var ved at stige op, Asdis fornemmede lyset og varmen bag tågen. De fulgte jordvejen ud af byen, og snart gik de på græsstier fugtige af dug. Asdis ledte dem over mod skovbrynet. En hær af sangfugle kvidrede omkring dem.
De gik i tavshed side om side med hver sin fyldte vadsæk på ryggen. Asdis bar lægeurter og forråd, Alrun vand, forråd og fyrtøj. Begge havde knive i bælterne.
”Skoven er luftig i begyndelsen,” sagde Asdis og tog det første skridt ind på skovstien. ”Her er flest egetræer, og undergrunden er ikke tæt. Længere inde kan vi få brug for at skære os vej. Jeg er glad for at du også tog bukser på. Man river sig let, og flere af planterne er giftige.”
Alrun så tvivlende ud, men sagde ingenting. Hun lod Asdis gå forrest nu.
Asdis vidste ikke hvor de ville ende. Hun vidste bare at hun måtte væk. Væk fra røverne der voldtog, væk fra en ond verden der havde stjålet hendes barn. Det nagede hende en smule at have overtalt Alrun til vildskoven med beroligende ord om gyldne byer. Måske lokkede hun Alrun i døden. Hun var ikke selv bange for at lade sig opsluge af vildskovens væsner, af de giftige torne og viklende rødder, af løvets sitrende liv der åndede langt stærkere end nogen anede.
Kapitel 3
Berghild red ud af skovbrynet og så sig om. Sensommerdagen var hed og stadig fugtig efter gårsdagens uventede skybrud. Engen forude var oversvømmet. Hendes hest, Grane, ville blive nødt til at gå langsomt og træde forsigtigt.
Hun tilså at flammesværdet Gram, der var pakket ind i blødt klæde, stadig var bundet godt sammen med vadsækken på hesteryggen. Hendes eget krigersværd hang ved hendes side. Så satte hun hesten i bevægelse.
Ørnen skulle dø. Himlinge måtte falde. En dag ville hun vende tilbage og samle Vallevs krigere og gå til angreb på kongebyen. Men først gjaldt det Ørnen.
Fra landsbyen Svansbjerg, hvor dværgen Regin havde givet hende det farlige hævnsværd, var hun redet sydover. Hun tvivlede ikke på sit kald. Da hun havde grebet om flamme- sværdet Grams skæfte, samlede vreden og sorgen sig, og hun følte styrken.
Gram var hendes, med den klinge ville hun skære sig en plads i verden, skære verden en plads i retfærden. Blodhævnen var ikke kun hendes ærefulde pligt, den var også en brændende nødvendighed. Blodhævnen var det eneste der gav hendes liv mening efter Gisles død.
Grane tøvede og standsede foran en større sø. Berghild kunne se at det oversvømmede engområde ikke var dybt, og hun bøjede sig forover og klappede hesten opmuntrende på manken. Grane trådte agtsomt ud i mudderet.
Berghild tænkte på dværgekvinden Lovnhejds advarsel mod flammesværdet. Sådan et magisk sværd ville vende sig mod sin ejer og dræbe den sværdsvinger hvis hævn ikke var retfærdig.
Hvem kan ærligt gennemskue retfærd, ser enhver ikke kun kampen fra sin egen side? Mange har svunget de sværd i forvisning om hævnens berettigelse, og mange er faldet dræbt af deres opfattelses blinde pletter.
Lovnhejds ord havde lejret sig i Berghild, og det nagede hende. Ordene lokkede til svaghed.
Sibba havde givet sit liv for hende i tvekampen med Ørnen. Hun skyldte ikke kun Gisle, men også Sibba nu at dræbe ham. Det kunne hun kun med flammesværdet. Ørnen var for stærk ellers, det havde deres tvekamp vist. Et flammesværd sikrede den retfærdige sejr.
I Svansbjerg havde ingen set Ørnen. Yderligere to dagsridt sydover var forløbet, hvor hun kun havde mødt få mennesker. Ingen havde mødt Ørnen.
Grane nåede over engen, og Berghild fortsatte sit ridt.
Vejret havde længe været ubehagelig fugtigvarmt, og det så ud som om det havde regnet hele sommeren. Hun kom forbi oversvømmede marker, bække og åer var løbet over deres bredder, og et enkelt sted var broen hun skulle over, brudt sammen under vandmasserne.
Eftermiddagen gik på hæld. Berghild fulgte en smal sti gennem et krat og kom endelig ud på en hovedvej.
Hun svedte heftigt under sin krigerbrynje, drak vand fra dunken og fortsatte. Efter en stund videre sydpå ad hovedvejen så hun skikkelser i det fjerne, og snart kunne hun opfatte at det var tre mænd og en kvinde som kom traskende imod hende.
Tættere på så hun at de var klædt i farvestrålende gevandter med frynser hvori der hang små dyreknogler. En af dem bar fløjter, en anden et sæt hule, polerede træstykker i forskellige størrelser.
Berghild standsede hesten foran dem og løftede hånden til hilsen.
”Frejas fred,” sagde hun. ”Jeg er ingen fjende selv om jeg er krigerkvinde.”
”Jeg er skjald,” sagde en høj mand der så ud til at være lederen. Han trådte ud foran de andre. ”Jeg fremsiger kvad. De andre spiller til.”
De skævede alle skeptisk op på den krigerklædte, mandhaftige Berghild til hest, men virkede ikke bange.
”Har I set en stor mand med et ar hen over ansigtet og en næse som en ørn?” sagde Berghild. ”Han er klædt som kriger med sværd og mange knive i bæltet. Han kalder sig Ørnen.”
”Uha ja,” sagde kvinden. ”Det er lang tid siden, men han er ikke en man glemmer. Jeg er ved at digte et kvad om ham. Han var en farlig karl.”
”Vi gav ham vores mad,” sagde fløjtespilleren. ”Vi turde ikke andet.”
En hård fryd jog gennem Berghild. Hun var igen på rette spor. Hun kastede et blik på de fire og vurderede at hun ville komme længst med venlighed.
Berghild steg af Grane.
”Lad mig dele min mad med jer til gengæld. Jeg har en friskfanget hare. Vi kan tænde bål, der er alligevel ikke længe til tusmørke. Så kan I fortælle mig alt hvad I ved.”
Berghild og den lille kvadflok sad omkring bålet på engen nær hovedvejen. Solen var næsten gået ned, tusmørket lagde sig over landskaberne, og aftentågen kom rullende.
Berghild vendte haren på bålet.
”Den er snart færdig,” sagde hun. ”Mit navn er Berghild Tvedræber. Hvem har jeg den ære at dele et måltid med?”
”Vores navne er slugt af vores gerning,” sagde deres anfører højtideligt. ”Jeg er Skjald. Det er Fløjte og Slagtræ.”
”Og jeg er Digter,” sagde kvinden. ”Skjald digter ikke selv sine kvad, han fremfører dem kun.”
”Fordi jeg har stemmen til at synge kvadene til Fløjtes og Slagtræs lyde,” sagde Skjald irriteret. ”Du har ingen sangstemme.”
Digter grinede og trak på skuldrene.
”Hvad vil du vide om den store kriger med arret, Berghild Tvedræber?” sagde hun i stedet. ”Han lignede en mægtig dræber. Har du en historie du kan fortælle mig om denne Ørn?”
Berghild rystede på hovedet. Det var et besynderligt spørgs- mål. Hun vandrede midt i sin skæbne, og den skæbne var med blodhævn vævet sammen med Ørnens. Man kunne ikke kæmpe mod skæbnen. Hendes tanker strejfede Jørd, som var steget op af jordhøjen. Evig er drømmen er skæbnen, jeg er tungere.
”Mit virke er sværd og hævn, ikke ord,” sagde Berghild. ”Ved I hvor han tog hen?”
”Han spurgte om vej til Alflev,” sagde Fløjte.
”Alflev!” Berghild var rystet. Var Ørnen taget til Alflev, hvor hendes bror, Une, var høvding?
”Vi forklarede ham vejen,” samtykkede Skjald. ”Vi var selv rejst gennem Alflev. Hovedvejen her fører videre til Alflev hvis man fortsætter sydover efter øst-vest-krydset til Himlinge.
Berghild var målløs. Jagten på Ørnen bragte hende tættere og tættere på alt det hun var flygtet fra, Himlinges konge, Roald, som hun ægtede og engang havde troet hun kunne elske. Indtil hun dræbte hans far og alting splintredes i den blodhævn der længe forinden var rullet i gang.
Hvordan ville resterne af hendes familie tage imod hende i Alflev, mon hendes mor stadig levede? Havde de budt Ørnen velkommen, hvad ville Ørnen i det hele taget i Alflev?
”I tror altså han rejste til Alflev?” sagde Berghild så roligt hun kunne. Hun ønskede ikke at afsløre sin ophidselse.
”Det er sikkert og vist,” sagde Digter. ”Han bad os gentage ruten og spurgte ind til gårde undervejs, og til mulige forhindringer.”
”Han bad ikke,” indskød Slagtræ, ”han truede os. Vi kunne være døde.”
”Men vi føjede ham med ord der behagede,” sagde Skjald. ”På den måde overlevede vi.”
”Du vil altid behage,” sagde Digter. ”Selv når mine kvad er hårde, giver du dem en blød klang. Pas på du ikke en dag selv forsvinder i al den hensmeltende eftergivenhed.”
Berghild rakte ud og tog haren af stegespiddet. Hun skar lunser af til kvadflokken. Det var ikke megen mad til fem, men hun undlod selv at tage. Skjald, Digter, Fløjte og Slagtræ spiste tavst og taknemmeligt.
Berghild kastede et blik ud over engen indhyllet i aftentåge. Disen bevægede sig i livlige mønstre og mindede hende om alfedisen den morgen hun mødte Jørd. De andre verdner var altid tæt på, det havde hun lært allerede som barn i Alflev.
Hun skulle hjem til sin fødeby nu. Skæbnen legede med hende som katten med musen, tænkte hun ikke uden bitterhed. Hendes mor, Gislaug, ville ønske at hun var død i stedet for lillesøsteren. Og Une havde hun altid betragtet som et fjols. Hun glædede sig ikke til at møde sin familie igen.
Digter rejste sig. Hun var færdig med at spise. Hun stillede sig tæt på ilden så flammernes skær ramte hendes ansigt, og skuede hen over bålet, ud i det fjerne.
”Kriger-Berghild af ædelt blod,” begyndte hun med høj, klar stemme, ”rejste langt over eng og flod …”
De lyttede i tavshed. Digters ordstrøm forsvandt ud i tågen, som en slange i det våde nattegræs, Berghild kunne knap få vejret, det var som om ordene slap hendes skæbne fri, gjorde den til noget uden for Berghild selv.
Digter holdt inde. Alle forblev tavse. Stilheden fik sit eget liv.
Så rejste Skjald sig højtideligt og stillede sig hen ved siden af Digter.
Fløjte og Slagtræ blev siddende på jorden og fandt deres lydværktøjer frem.
Slagtræ begyndte at slå på sine hule stykker træ. Det klang mørkt og blødt af sårede hjerter, tænkte Berghild. Fløjte satte i med toner der vandrede ud i mørket, ud over engen, ud i disen, ud i en færd ingen kunne se enden på.
Skjald begyndte at synge. Hans stemme dirrede i Berghild som var de vævet af samme nornetråd, smertefuldt og lykkeligt og forfærdeligt og fyldt med længsel efter ømhed.
Kriger-Berghild af ædelt blod
rejste langt over eng og flod,
hævnen lynede i skarpe sværd,
vreden stormede med på færd,
sorgen steg med gravens magt,
Ørnens død var fredens pagt.
Anne-Marie Vedsø Olesen: Vølvens vej – Ormehavet
Noget er galt i Yggdrasils ni verdner. Slanger myldrer frem fra deres skjul, oversvømmelser, hedebølger og jordskælv hærger, og i havet pisker Midgårdsormen med halen. Mens stormvejr og skybrud tager til, må Snehild sejle over havet i et forsøg på at genfinde sin mor, som hun har hørt befinder sig i Vanaheim, de vilde naturkræfters ursted.
Samtidig vakler magtbalancen i menneskenes verden, og høvdingedatteren Berghild vokser i styrke. Kan hun udfordre sin tidligere elskede, kong Roald i Himlinge?
Ormehavet er fjerde bog i Anne-Marie Vedsø Olesens prisvindende serie, Vølvens vej, som er inspireret af nordisk mytologi og Danmarks jernalder. En stor fortælling om skæbne, ære og handlekraft.
Du kan købe Ormehavet online på fx Saxo.com eller i din lokale boghandel.
Andre læste også: