Vores kultur og bevidsthed er gennemsyret af kristne idéer – langt mere end vi tror. Det mener Kristian Leth, der gør os klogere på kristendommens betydning i Verdens vigtigste bog. Læs et uddrag her.
Bibelen er verdens vigtigste bog – ifølge Kristian Leth. Hver søndag dykker han ned i kristendommens store fortællinger i den populære P1-podcast Bibelen Leth fortalt. Nu tager Kristian Leth også fat i de store fortællinger i Verdens vigtigste bog: en introduktion til kristendommens vigtigste begreber, historiske betydning og rolle i samfundet i dag.
LÆS OGSÅ: Bibelen Leth fortalt: ”I det store perspektiv er det os danskere, der er de mærkelige”
I Verdens vigtigste bog udforsker Kristian Leth i hvert kapitel et nyt centralt spørgsmål om kristendommen: Hvad er kristendommen? Hvad er Bibelen? Hvem er Gud? Hvem var Jesus? Hvem var Paulus? Hvad er tro? Hvem er Djævelen? Hvad er frelse? Hvad er det sekulære? Hvad er Dommedag?Hvad er kristendommen nu?
LÆS OGSÅ: 15 bøger der gør dig klogere
Verdens vigtigste bog er suveræn og lærerig læsning, hvad enten man er troende eller ej. Kristian Leth skriver ikke bogen fra et religiøst eller kirkeligt kristent synspunkt, men han er samtidig heller ikke skråsikker ateist. Som han selv siger: “Jeg har ikke tro nok til nogen af de to synspunkter.” Han skriver derimod Verdens vigtigste bog ud fra et kulturelt kristent synspunkt – “med de blinde vinkler og indsigter, det giver.”
Læs et uddrag af Verdens vigtigste bog af Kristian Leth her:
Verdens vigtigste bog
af Kristian Leth
Introduktion
Hvad i alverden er kristendommen? Hvordan blev den verdens største religion? Og hvad betyder den for os i dag?
Man kan godt få det indtryk, at kristendommen og dens tanker hører fortiden til. I Danmark svinder kristendommen ind. Mange danskere betragter sig selv som ateister, vores samtale om samfundet bliver ikke begrundet med kristne argumenter, og de fleste har kun et overfladisk kendskab til kristendommens principper, figuren Jesus og Bibelen.
Der er stadig troende kristne, bevares, men kristendommen er på samfundsplan blevet synonym med en folkekirke, der efter sigende er ved at tømmes; nogle principper om etik og moral, som vi måske vil acceptere i en modificeret version; resterne af vores fortid, som vi støder på i ritualer som dåb, bryllup og begravelse.
Vi diskuterer, om vi også burde afskaffe de rester af overtro, der er tilbage. For så, endeligt, at have ryddet helt ud i skabet.
Samtidig er kristendommen den bedste betegnelse, vi har, for det katalog af ideer, der ligger til grund for vores samfund og for vores forståelse af den menneskelige eksistens.
Og her taler jeg ikke om tro eller manglen på samme, eller endda om, hvorvidt kristendommen er overvejende god eller dårlig, men jeg konstaterer, at vi alle må strides med den erkendelse, at kristendommen og dens arv ligger som en kode i vores programmering, som DNA i vores gener.
Både de, der mener, at denne udvikling har været overvejende destruktiv, og de, der mener, at den overvejende har været opbyggelig, må forholde sig til denne altoverskyggende præmis.
Jeg forestiller mig tit kristendommen som en klippe, der fylder hele vores horisont. Den er så stor, at vi ikke kan få øje på den. Vi kan ikke se omridset af klippen, vi kan højst støde ind i den en gang imellem, når vi diskuterer mødet med andre kulturer, homovielser eller regeringens afskaffelse af store bededag.
Vi genkender vores religiøse arv dér, i de kanter, vi nogle gange slår os på. Så følger en diskussion i lederspalterne, og så føler vi, at vi har forholdt os til kulturarven. Men i virkeligheden ligger kristendommen der som en konstant hele tiden og udgør rammen for det hele, også det, vi tror er logisk, fornuftigt eller naturligt.
Det er ikke bare vores filosofihistorie, der er udviklet på baggrund af blandt andet en kristen erkendelse (der i sin oprindelse er udviklet på baggrund af antikkens jødiske og græske tankesystemer), det er ikke bare det, at alle de ideer, vi hylder som moderne og rationelle, sekulære og civiliserede, ville være svære at forestille sig uden vores specifikke (kristne) historie.
Det er også i vores ubevidste, irrationelle væren, at vi støder på denne klippe. Fortællingerne, historierne og arketyperne, vi finder i Bibelen, rumsterer derinde i sindet, et sted, vi ikke helt selv ser så klart mere. Selv om vi aldrig har åbnet Bibelen, kommer vores sprog om os selv i verden alligevel fra denne kolos af en bog.
Mange af os føler os meget fremmede i det kirkelige rum, over for de kristne ritualer og de mærkværdige ord i Bibelen. Det hele virker fjernt og fortidigt, som en helt anden verden. Men påvirkningen fra kristendommen stikker langt dybere end det, vi let genkender som gamle dages religion.
Det er moderne at sige, at vi er kulturelt kristne i Danmark, hvilket er meget mere (og meget anderledes) end at påstå, at vi deler moral eller etik med Jesus, hvem han så end var.
For at gøre det klart: Når jeg bruger udtrykket „kristent“, taler jeg altså ikke om en religiøs overbevisning eller en tro. For sindet forbliver i det store hele kristent også efter at have forkastet troen eller kirken.
Hvis man for eksempel slår „religiøs“ op i en ordbog, så står der „har en stærk tro“. Når ateister siger, at de ikke tror på Gud, bruger de samme definition.
Men denne dagligdags definition af religiøse mennesker som nogle, der tror på noget, er i sig selv en kristen idé, der er vokset ud af Bibelen og har sat sig igennem i sproget som sådan. Selve den måde, hvorpå vi forstår religion – eller fraværet af samme – afspejler altså en kristen referenceramme.
Begreber som sekularisme, oplysning, oprør og universalitet er alle begreber, vi forstår gennem en farvet linse. Det er ikke bare fænomenerne i sig selv, det er de øjne, vi ser på dem med, der er gennemkristne.
Ikke at der ikke findes andre analoge eller endda lignende ideer i andre kulturer, men den måde, de klinger, den måde, de forstås og den måde, de udøves på her, er væsensforskellige på godt og ondt.
Det er altså store dele af vores konceptualisering af os selv i verden, der i høj grad er formet af vores kristne idéhistorie. Hvis vi beslutter os for ikke at gå i kirke, ikke at tro på Jesu opstandelse, hvis vi hellere udforsker buddhismen eller islam, hvis vi endda forkaster religiøsitet som sådan, så er det vores kristne sind, der gør det.
Denne bog skal ikke afgøre, om kristendommen har haft en mestendels positiv eller negativ indvirkning på dem, vi er i dag. Man kan vælge at give kristendommen æren for alt det, vi er stolte af, eller at give den skylden for alt det, vi gerne vil tage afstand fra.
Historien giver masser af skyts til begge synspunkter, men det forekommer mig at være en forenklet debat om for eller imod. Den debat er jeg i denne bog ikke interesseret i.
Lad mig gøre klart, at jeg ikke skriver bogen fra et religiøst eller kirkeligt kristent synspunkt, da jeg ikke kan indtage sådan et. Men samtidig er jeg heller ikke skråsikker ateist. Jeg har ikke tro nok til nogen af de to synspunkter.
Jeg skriver selvsagt bogen ud fra et kulturelt kristent synspunkt med de blinde vinkler og indsigter, det giver. Jeg kan ikke andet! På trods af de store uenigheder, jeg har med kristendommen som sådan, både trosmæssigt og kulturelt historisk, kan jeg lige så lidt undsige mig dens indflydelse på den måde, jeg forstår verden på, som jeg kan benægte min fysiske krops betingelser.
Når jeg beskriver mig selv som kulturelt kristen, forstår jeg det ikke, som at jeg nødvendigvis er enig i klassiske ‚kristne‘ principper eller sympatiserer med ‚kristne‘ budskaber.
Det betyder snarere, at det kulturelle sprog, som jeg begriber verden med, er vokset ud af kristendommens historiske bevidsthed. Uagtet hvor mine sympatier ligger, så er mit sprog, mine forestillinger, den filosofi, der ligger under min forståelse af alt det, jeg tager for givet, kommet ud af en protestantisk kristen ramme.
En af grundene til, at jeg efterhånden har brugt mange år på at skrive og fortælle om netop religion, kristendom og vores moderne sind, er, at jeg mener, vi overvurderer vores egen fornuft og rationalisme.
Hvis vi tror, at vi tænker frit og rationelt, mens de andre kulturer er anderledes styrede af deres kultur – og hvis vi går rundt og tror, at vi er befriet for fortidens mentale lænker, at kristendommen er passé, og at vi ikke behøver at sætte os ind i den – så ender vi paradoksalt nok med at være endnu mere låst af dem.
Spørgsmålet er i sidste ende: Hvorfor tænker vi, som vi gør? Og det er ikke et spørgsmål, vi kan besvare helt entydigt eller endegyldigt. Spørgsmålet er i sig selv udtryk for den tænkning, jeg gerne vil spore tilbage gennem idéhistorien. Men det er et spørgsmål, vi kan leve med, et spørgsmål, vi kan holde i live og derved begynde at ane, hvor vores tanker kommer fra. Og så prøve at sortere i dem.
Generelt mener jeg, de store spørgsmål er gode at leve med, sværere at besvare. Sådan har jeg ikke altid haft det. Da jeg tidligt i livet begyndte at interessere mig for ritualer, religion og kristendommen specifikt, var det med håbet om at finde et svar. At komme til bunds i de største spørgsmål og endegyldigt afgøre, hvad der ligger bag det hele, bag universet og mennesket.
Jeg læste Det Nye Testamente som tolvårig og fortsatte senere med at læse både mystikere og religionshistorikere, kabbalistiske kildetekster fra 1100-tallet og amerikanske new age-fortolkere.
Min ungdommelige (og naive) længsel efter at finde et utvetydigt svar gjorde, at jeg kastede mig ud i et livslangt studie af tro, religion og ritual som fænomen og som filosofi. Jeg begravede mig – af ren fascination og nysgerrighed – i akademiske og videnskabelige tekster om kirkehistorie, teologi, religionsfænomenologi og kildekritik.
Jeg opsøgte ritualer i Haiti og Papua Ny Guinea, jeg besøgte og udspurgte sufier, okkultister og buddhister. Men undervejs på rejsen ændrede min ambition sig. Jeg kan ikke huske hvornår, men en dag var det ikke længere den absolutte sandhed, jeg var ude efter. Eller også blev sandheden noget, jeg søgte i mig selv, ikke noget, der lå ude i teksterne og traditionerne (ironien i, at den moderne formulering i sig selv afspejler noget meget luthersk, er jeg pinefuldt klar over).
På den måde står jeg nu i diametral modsætning til den dreng, der ville finde det sande budskab. Min læresætning har i mange år været: Følg den, der stiller de rigtige spørgsmål, men flygt fra den, der har alle svarene. Jeg har efterhånden ingen tålmodighed med dem, der ved, hvordan det hele hænger sammen. Min egen tvivl tillader mig ikke et forudindtaget udgangspunkt.
Så denne bog er ikke et forsøg på at besvare religiøse spørgsmål. Hverken at bekræfte eller afkræfte myter eller tro. Formålet er simpelthen at forsøge at give et omrids af klippen, der kan være svær at få øje på derfra, hvor vi står. Denne bog er dels en tilbagevenden til min barndoms store fascination af religion og Bibelen som sådan, og samtidig dels et livtag med erkendelsen af, at der ikke er noget facit.
Kristendommen har igennem historien med Paulus’ ord været alle ting for alle mennesker. Hvis man i dag spørger en evangelist fra Sydstaterne i USA, vil vedkommende påstå, at katolikker fra Filippinerne ikke er rigtige kristne.
Hvis du beder en dansk folkekirkepræst om at udtale sig om pinsekirken eller mormonerne, er svaret nok det samme. Det er altså ikke en fyldestgørende, udtømmende beskrivelse af, hvad kristendommen i virkeligheden er.
I stedet er denne bog henvendt til dem, der nok kan fornemme, at kristendommen pusler i deres bevidstheds afkroge, at den måske endda hjemsøger deres sind, men som ikke har brugt et liv på at studere den og derfor har brug for en slags introduktion.
En introduktion, der ikke kommer fra enten et kristent forkyndende perspektiv eller fra et reduktionistisk eller fjendtligt perspektiv. Skrevet fra mit skandinaviske protestantiske ståsted, men uden at føle mig særlig forpligtet over for folkekirkens udlægning af teksten.
I stedet for at skrive et filosofisk eller eksistentialistisk essay – selv om den form nok dukker op her og der bogen igennem – har jeg i stedet forsøgt mig med en overordnet behandling af visse historiske og kristne fænomener, sådan som de viser sig i Bibelen, manifesteres i historien og klinger gennem samfundets udvikling op til i dag.
Jeg har forsøgt at komme med en gennemgang af det, som jeg synes, er de vigtigste elementer at forstå for at kunne danne sig et overblik. At give et bud på, hvad kristendommen er kommet af, hvad dens historisk set vigtigste og mest afgørende begreber er, hvordan de er præsenteret i Bibelen og i traditionen, og hvordan de stadig spiller en rolle i dag.
Jeg har skrevet med udgangspunkt i bibelforskningen i et forsøg på at opsummere en masse komplicerede tanker i et forståeligt sprog. Bogen er skrevet fra mit synspunkt, og det er jeg ærlig om. Det vil sige, at alle uenigheder i min tolkning er velkomne.
Jeg har ikke fokuseret på det, man i dagens Danmark forstår som teologi, og jeg bruger ikke plads på at spekulere på Guds eksistens.
Bogen er heller ikke en kirkehistorisk gennemgang, og jeg har ikke plads til at føre alle de kristne ideer op gennem to tusind års ideologiske innovationer til deres fortolkning i dag. Jeg bruger nærmest ikke noget plads på hverken Augustin, Luther, Kierkegaard, Grundtvig eller Løgstrup. Det ville kræve et helt andet, eller flere, værker, og det er ikke formålet med denne bog.
I stedet er det en bog, der gør det, jeg selv gerne ville have haft, at en bog gjorde, dengang jeg kastede mig ud i at studere kristendommen. Den ridser nogle af de største og mest revolutionerende linjer op, og derved skærer den forhåbentlig også ind til benet.
Hvor kommer den ene eller den anden kristne idé om Gud eller tro eller undergangen fra? Hvilken verden stammer Bibelen fra? Hvad ved vi om den historiske Jesus? Hvad er det nye i det, Paulus skriver? Hvor radikale er disse ideer set fra et historisk perspektiv? Og hvor i vores moderne sekulære sind gemmer disse tanker sig stadig?
Som et stort historisk overblik over tre tusind års bevidsthedsdannelse kan det ikke undgås, at fortællingen skøjter hen over massive dele af historien. Bagerst i bogen er der lister over bøger til dem, der gerne vil læse udførligt og detaljeret om de emner, der gennemgås i kapitlerne.
Der vil være masser af steder undervejs, tror jeg, hvor læseren kan få noget galt i halsen. Nogle kristne vil nok finde steder, hvor jeg forenkler eller fortolker noget på en måde, der vidner om min egen manglende tro.
På samme måde vil mange af mine sympatiske eller endda begejstrede læsninger af bibeltekster måske falde ateister for brystet. Begge synspunkter erkender jeg og forstår. Jeg håber, at man stadig kan fornemme en gennemgående respekt og åbenhed i tolkningerne.
Når det er sagt, så tror jeg, at en bog som denne nytter. At vi bliver nødt til at prøve at danne os et overblik, om ikke andet, og tage stilling til vores kulturelle arv. Tage stilling til kristendommen og dens indflydelse på os. Forholde os til klippen i vores kollektive bevidsthed.
Jeg håber mere end noget andet, at læseren i løbet af bogen forstår, at det ikke er de andre ude i verden, der har mærke- lige, irrationelle overbevisninger, mens vi her i Danmark på grund af sekularismen er logiske, at vi opererer ud fra en slags oprindelig eller naturgiven fornuft.
Jeg håber, at man ved endt læsning forstår, at historisk set er der intet logisk eller uundgåeligt ved vores vestlige, danske virkelighedsforståelse. I det store perspektiv er det os, der er de mærkelige, os, der går ud fra, at vores arbitrære ideer er givne. Og for at kunne se det klart må vi først finde ud af, hvor de mærkelige ideer kommer fra.
For nu at bruge en af Det Nye Testamentes stærkeste metaforer må vore øjne først åbnes, så vi kan se.
Kapitel 1
Hvad er kristendommen?
For mig er kristendommen en gåde.
Gåden, jeg taler om, er ikke Jesu opstandelse, at han var Guds enbårne søn, eller endda jomfrufødslen.
For mig er gåden, at en religion, der begyndte som én blandt mange, hvis ideer på mange måder ligner alle andre religioners, voksede til at blive et verdensomspændende trossystem, den største religion nogensinde.
Hvad var det, der adskilte lige præcis kristendommen fra zarathustrismen, jødedommen eller den romerske kult? Og hvordan blev den så betydningsfuld og afgørende for udformningen af den moderne bevidsthed?
Hvis du tænker: Jamen, det er vel det, religioner gør, påvirker vores bevidsthed, så er det værd straks at slå fast, at ingen anden religion har haft en lignende effekt. Selve ordet religion fandtes ikke, sådan som vi bruger det i dag, før kristne teologer opfandt den moderne betydning. Og at religion skulle handle om tro, er også en idé, der ville have været fremmed før i tiden. Kristendommen blev selve den religion, som vi i dag definerer andre religioner ud fra.
Kristendommens værdier og ideer er i dag så indgroede, at det kan være svært at se skoven for bare træer. De fleste af os kan ikke engang få øje på alle de måder, hvorpå de ideer påvirker os. Det er som i filmen Angel Heart (på dansk: Djævelen i hjertet), hvor privatdetektiven Harry Angel til sidst i filmen finder ud af, at den morder, han har forfulgt hele filmen igennem, er ham selv.
Og det er her, det bliver spændende. For nok er kristendommen dominerende og definerende i dag, men sådan har det ikke altid været. Og når vi sammenligner den med verdens andre trossystemer og antikkens religioner, så kan vi forsøge at udpege de måder, hvorpå den vitterlig er unik. Og måske ad den vej få øje på den igen.
Spørgsmålet om, hvorfor kristendommen er så succesfuld, blev før i tiden besvaret meget enkelt: fordi den er den bedste religion. Selvfølgelig. Grunden til, at læren om Jesus og Gud og de tolv apostle spredte sig til alle af kroge af jordkloden, var, at den lære var sand.
Og hvis man er kristen, så giver det svar vel en form for mening. Problemet er bare, at den slags cirkellogik – „kristendommen er succesfuld, fordi jeg er enig i dens ideer“ – ikke giver os et svar, der er fyldestgørende i dag. Og det kan slet ikke bruges af andre end kristne.
Det er mysteriet for mig: hvorfor det lige præcis var kristendommen, der voksede fra en religion truet af total udslettelse, da dens profet blev henrettet, til verdens mest magtfulde religion på bare lidt over tre hundrede år. Og derfra videre til total hegemonisk dominans, rent ideologisk og kulturelt. Imod alle odds og helt ulig alle andre religioner før eller siden.
Man kan forsøge at forklare kristendommens succes med en historie om magt. Da kristendommen i år 313 blev den romerske kejsers officielle religion og i løbet af de næste halvfjerds år blev statsreligionen som sådan, blev imperiet løbende helt konkret forvandlet til en religiøs missionsvirksomhed, der drog ud i verden ikke bare for at indtage territorier, men for at omvende de lokale og indlemme dem i den rette tro.
Kristningen af det romerske imperie er uden tvivl en af de vigtigste, hvis ikke den vigtigste, politiske begivenhed i vores historie. Derefter så kristendommen sig ikke tilbage, og der er ikke rigtig nogen institution eller regering, man kan sammenligne med, når det kommer til kirkens magt og indflydelse op igennem vores historie. Intet, der kommer tæt på.
Kristendommen og dens kirker voksede sig gennem århundrederne til den afgørende institution på tværs af lande, regeringer og kongehuse. For en sydeuropæer eller nordafrikaner fra år 350 og frem blev verden simpelthen kristen, og kirken havde historisk uhørt succes med samling af land, undertrykkelse af oprør og divergerende tolkninger og en centralisering af religiøs praksis og militær og diplomatisk magt.
Fra år 1000 var hele Europa kristent, på nær Spanien, der indtil 1492 var delvist muslimsk. I år 1500 var store dele af Rusland med, mens troen spredte sig til den nye verden og indtog Nord- og Sydamerika. I løbet af de næste fem hundrede år blev Australien, resten af Rusland og størstedelen af Afrika omvendt.
I dag er kristendommen stadig i rivende udvikling. Den er i dag den hurtigst voksende religion i verden, trods den hensygnende danske folkekirke.
Historien om magt er virkelig nok. Men hvordan kom det overhovedet dertil? Og hvis det kun handler om magt, hvorfor fortsatte kristendommen så sin udvidelse, da imperiet kollapsede nogle hundrede år efter?
Hvad er det så, der adskiller kristendommen fra andre religioner?
Noget af svaret ligger i den unikke kombination af ideer. Ikke fordi ideerne er sandere end andre religioners, men fordi de ideer – og den måde, de fungerer sammen på – må have været anderledes effektive. Både politisk og samfundsmæssigt og som koloniserende principper.
De må desuden have haft en appel ud over det religiøse behov, som alle de mange andre religioner i samtiden dækkede. Og så besidder ideerne en iboende evne til at blive genfortolket og udviklet over århundreder.
Her taler jeg ikke om kristendommen som en designerreligion. Kristendommen er ikke blevet udviklet som et slags populistisk politisk program med det ene formål at underlægge sig flest mulige områder. Den forklaring er populær hos skeptikere, men den er uden hold i virkeligheden og strider imod religionshistoriens indsigter.
Og for lige at slå den myte helt ihjel er det vigtigt at påpege, at de første kirkefædre aldrig nogensinde så den succes, vi taler om her. Da kristendommen i løbet af det fjerde århundrede var på vej til at blive Romerrigets statsreligion, var grundlæggerne af kristendommen for længst døde.
De var i deres levetid marginaliserede og udstødte. Da de centrale verdensomvæltende nye ideer, de havde formuleret, blev alment accepteret, var de der ikke selv til at opleve det. De havde gennemlevet omverdenens hån. Ikke folkelig succes.
Hvilket jo gør mysteriet endnu mere fascinerende. Hvordan kunne Jesu følgere, forfatterne til evangelierne, brevskriveren Paulus og den unge kirke formulere et sæt tanker, der i sin samtid virkede radikalt og bizart på omverdenen, men som i løbet af forbløffende kort tid bjergtog størstedelen af den kendte verden og stadig påvirker vores samfund så eftertrykkeligt i dag?
Der er noget ved den tidlige kirkes konstellation af eksistentiel nytænkning, jødisk teologi, filosofiske begreber lånt fra den græske samtid, reelle menneskelige indsigter, overnaturlige oplevelser og fantasifulde fortolkninger af ældre tankesæt, der på en eller anden måde krystalliseredes i en helhjertet og overvældende trosbaseret bevægelse, der ændrede verden.
Ikke at kristendommen nogensinde har været én ting. Den havde fra begyndelsen en ejendommelig form for brainstorming og udvikling, hvor mange forskellige versioner af Jesu lære fra de første år blev udforsket af forskellige grupper på hver deres sted.
Alle grupperne mente, at netop de havde forstået Guds sande ord – og at de andre tog gruelig fejl. Kristendommen, som vi kender den, kom til verden i en serie af ryk, skred i fortolkninger af en kerne, som vi stadig prøver at definere i dag. Det er en proces, der aldrig er stoppet.
Selv i dag er kristendommen langtfra bare en let definerbar ting – og den er under stadig forandring.
Her i bogen tager jeg nødvendigvis udgangspunkt i det, der er dansk og nordeuropæisk protestantisme, men idet jeg prøver at optrevle de tråde, der leder helt tilbage til begyndelsen, vil jeg forsøge at skitsere, hvordan de centrale kristne tanker blev udviklet. Det er ideer, der generelt vil være genkendelige i langt de fleste versioner af kristendommen i dag.
Løbeilden
Hvad i alverden er kristendommen egentlig?
Det nemme svar er: verdens største religion.
Med over 2,4 milliarder kristne (en tredjedel af verdens befolkning), globale menigheder og den dominerende kulturelle faktor i udviklingen af det vestlige verdenssamfund – er den det i sådan en grad, at vi i dag tæller vores kalender fra grundlæggerens fødsel.
Et andet svar er, at kristendommen er en monoteistisk religion, udsprunget af jødedommen. Denne nye religion opstod i den romerske provins Palæstina, det, vi i dag kalder Israel, baseret på en vis Jesus fra Nazarets lære, for lidt mindre end to tusind år siden.
Fra én vinkel er kristendommen bare en religion og kan beskrives som sådan med religionshistoriske udtryk. Men fra en anden vinkel er den unik, fordi den har indtaget en rolle, der gennemstrømmer verdenssamfundet i en grad, som ingen andre religioner gør.
Det unikke ved kristendommen i dens samtid var sjovt nok ikke alle de ideer, vi ofte nævner, når vi tænker på Jesus og hans disciple. Det var hverken det, at han var født af en jomfru, at han gik på vandet og udøvede mirakler, eller at han helbredte syge. Den slags var normalen for religiøse prædikanter og kultledere i antikken.
Ingen af historierne om Jesu guddommelighed, selv ikke hans opståen fra de døde, er uden fortilfælde i samtiden. Fra et historisk synspunkt er disse spektakulære detaljer på mange måder det mindst interessante ved kristendommen.
Hvis vi virkelig skal forsøge at udpege det nyskabende, så ender vi med en brandfarlig kombination af en række radikale og vilde ideer, der tilsammen endte med at skabe et helt nyt menneskesyn.
Rent idéhistorisk kan man forestille sig kristendommen som en løbeild, der spredte sig fra sit tændingspunkt i Mellemøsten for to årtusinder siden, antændte mennesker, som var de tørre græsstrå, og derefter tog fat i institutioner og magtcentre som krogede gamle træer og antændte alt, den mødte, og efterlod os med … ja, med hvad?
Som enhver religionshistoriker vil forklare så er det, vi i praksis kalder kristendommen i dag, ikke helt det samme som det, vi kaldte kristendom for to hundrede år siden og slet ikke for fem hundrede år siden, og sammenlignet med det, der gik under betegnelsen „kristendom“ for over tusind år siden, er ligheden endnu mindre.
Alligevel er der visse principper, der går igen. Visse grundlæggende ideer og måder at tænke på, som alle kristendommens forskellige generationer har måttet forholde sig til.
I sin essens er kristendommen en eksklusiv religion, der forbyder andre former for gudsdyrkelse, men hvor alle kan være med, hvis bare de accepterer en indvendig eller bevidsthedsmæssig transformation og tror på Jesus Kristus, Guds søn, som død og opstået.
Kristendommen fremhævede fra begyndelsen, at denne verden snart vil gå under, og at mennesket er syndigt i sin natur, men at den enkelte kan blive frelst fra Guds dom, og at de frelste vil leve videre i en anden verden.
Ifølge kristendommen er det vigtigste bud at elske Gud og at elske sin næste som sig selv. Den fokuserede på lidelse som noget helligt, at de fattige er tættere på Gud end de rige, og forsikrede os om, at til sidst vil de svage sejre, og de onde blive straffet.
Det er ideer, der kan være svære at forstå som radikale i dag. I dag lyder de velkendte, gammeldags, antikverede måske. Men de brændte verden op.
De vendte samtidens forståelse af magt og hierarkier på hovedet, de omformulerede menneskets rolle i verdensaltet, de flyttede fokus fra ydre praksis til indre tro, de omkalfatrede lidelse fra noget, der skulle undgås, til det modsatte, de redefinerede fællesskabet og ændrede vores tidsopfattelse.
Det overnaturlige
Men selvfølgelig kan man ikke forklare en religion ved at remse en række ideer op. Hvor er mysteriet i det?
I dagens Danmark kan man let få indtryk af, at kristendommen i og for sig bare er en samling fornuftige moralske regler og indsigter i menneskelig væren. Det kan endda virke, som om folkekirken selv helst vil tale om tolerance, anstændighed og omsorg for de svage – budskaber, som de fleste humanister vil være enige enig i – frem for opstandelse og mirakler.
Det er ikke svært at forstå, at mange stiller spørgsmålet: Hvorfor beholder vi ikke bare den del og smider selve religionen ud?
For hvis kristendommen reduceres til en fortælling om en samling revolutionerende ideer, der blev koblet sammen med et formidabelt magtapparat, så er det svært at se, hvad dens funktion er nu, hvor de mest almene ideer grundlæggende er accepteret – omend i en oversat version – på et samfundsmæssigt plan. Specielt hvis man ikke har lyst til at tale om dens mere esoteriske og overnaturlige fænomener.
Den danske folkekirke er generelt ikke særlig åben over for det overnaturlige, hvilket har ført til noget af et paradoks. For selv om vi moderne mennesker ikke er holdt op med at have oplevelser (folk fortæller stadig, at de ser engle, bliver taget med til andre verdener, ser syner og taler med de døde), kan kirken alligevel virke som det sidste sted, de, der oplever den slags vil gå hen med den erfaring i dag.
Det føles nogle gange, som om kirken helst ikke vil tale om den slags, heller ikke Bibelens mange mirakler og paranormale beskrivelser, af frygt for at miste den respekt, der hører til at være en etisk og spirituel institution.
Kristendommen, der er en åbenbaringsreligion, grundlagt af mennesker, der talte med Gud og udførte mirakler, har simpelthen opnået en så total sejr, at den nu ikke behøver at retfærdiggøre sine principper med guddommelige beviser.
Faktisk er de guddommelige beviser i vores sekulære samfund blevet en hæmsko. I samtalen med den enkelte dansker er det nemmere at få ham eller hende til at lytte til, hvad kristendommen har at sige, hvis man undgår at komme ind på alt det med eksorcisme, magi og mirakler.
Hvis en kvinde i dag har en åbenbaring, hvor Gud taler til hende og fortæller, at den lokale kirke skal males blå, hvor går hun så hen? Hvis hun går til kirken, er det nemmere at forestille sig, at præsten foreslår en psykolog, end at han straks bestiller hundrede liter maling og hverver menigheden til projektet.
Det er alt sammen meget logisk ud fra den måde, hvorpå vi forstår virkeligheden i dag.
Denne udvikling bliver ofte fremstillet som en slags forædling af vestlig kultur, et skridt på vejen hen imod total sekularisering. Hvilket det meget vel kan være. Men det slår mig som paradoksalt, at en af religionens historiske roller – som en ramme eller reference for lokalbefolkningens religiøse oplevelser – er blevet en, kirken ikke vil varetage.
For rent fænomenologisk må man konstatere, at mennesker, sådan nogle som os, bliver ved med at registrere den slags oplevelser (spørg bare enhver religionshistoriker, eller tag et kig på internettet), og historisk set har det været samfundets hellige mænd og kvinder, der hjalp med at tyde dem, altså sætte dem ind i en forståelsesramme. Templet, shamanens telt eller kirken var dér, hvor man gik hen for at tale om det uforståelige, der skete i ens liv.
Lad mig lige gentage, at forestillingen om, at vi, i takt med at vi bliver mere uddannede og oplyste og fralægger os en mere primitiv forståelse af virkeligheden, ikke oplever den slags mere, simpelthen ikke holder vand.
Forskellen er ikke, at vi mennesker har færre oplevelser af det såkaldt overnaturlige, forskellen er, at den konsensus, vi har om, hvordan verden hænger sammen, ikke rigtig kan acceptere eller fortolke de oplevelser, på nær som sygdomstegn. En konsensus, som kirken af i dag i høj grad også er en del af.
Et helt andet spørgsmål er, hvor de mennesker, der oplever den slags, så går hen i dag. Men det kræver en helt anden bog. Men er kristendommen så blevet totalt sekulær? Og er historien om dens succes vitterlig bare en kombination af ideer og historisk praktikalitet med det overnaturlige som en slags vedhæng, vi nu trygt kan efterlade? Var det egentlig kun staffage for en mere primitiv tids mennesker?
Det er i hvert fald sådan, vi ofte taler om religion i Danmark, og nogle gange kan man få indtrykket af, at kirken går ud fra samme princip.
Men hvis det bare havde handlet om en samling ideer, en filosofisk model eller en række eksistentielle principper for at leve et bedre liv, er det for det første svært at argumentere for kirkens fortsatte rolle. Men mere interessant for denne bog bliver det svært at forestille sig, at kristendommen ville have sejret sådan, selv med det romerske imperie i ryggen.
Den britiske historiker Tom Holland insisterer på, at vi bliver nødt til også at anerkende, at der centralt i kristendommen er noget mærkeligt eller fremmed, noget ikke reducerbart, der stadig vækker genklang verden over i dag. At kristendommens succes også handler om det, at dens væsen ikke bare er kombinationen af magt og idé. Der er noget, der kræver tro, og det kan ikke bortforklares eller forstås på samme måde.
Helt centralt i kristendommen ligger en række principper, der ikke rigtig kan reduceres eller forklares. En række dogmer og fortællinger, som ikke i sidste ende bare er modeller for nogle almene principper.
At Jesus er Gud og samtidig et menneske af kød og blod, er en af de irreducible forestillinger. I den tidlige kristendom var dette emnet for nogle af de mest inderlige stridigheder og kampe.
For tænk lige over det: Hvordan i alverden skal man forstå den tanke? Folk dengang havde måske en anden virkelighedsforståelse, men de var ikke dumme. Betyder det, at han er et menneske, som Gud handler igennem? Eller er han Gud, som har taget menneskelig skikkelse?
Det var vigtigt, fordi det havde forskellige implikationer: Hvis Gud bare brugte mennesket Jesus, så var det ikke Gud, der hang på korset og led for vores synder. Men hvis Jesus slet ikke var menneske, men ren Gud, så giver det ingen mening, at han lod sig korsfæste og ikke bare straffede de soldater, der pinte og plagede ham.
I løbet af de første århundreders slagsmål blandt de forskellige følgere af Jesus slog man fast, at den besværligste og mest uforståelige forklaring også var den rigtige.
Kirken insisterede på at Jesus var begge dele. Jesus var hundrede procent Gud, ja, men han var også hundrede procent menneske. At Jesus led og døde på det kors. At det gjorde forfærdelig ondt. At han endda tvivlede på, om han kunne gennemføre det! Men at han samtidig helt og holdent var Gud, den eneste gud, verdens skaber.
Til spørgsmålet Gik Jesus så også på toilettet?, er det kristne svar et rungende: Ja! (Vi venter til senere med at komme ind på Helligånden, der på forunderlig vis også er Gud.)
Men det leder os til det næste store spørgsmål, som er svært at give et enkelt svar på. Hvorfor gjorde Gud dog det? I den kristne fortælling, sådan som den vokser frem, et par årtier efter at Jesus blev henrettet, døde Jesus for at tage men- neskehedens synder på sig, for at rense os for arvesynden. Men hvad i alverden betyder det? Og hvordan fungerer det regnskab? Efter to tusind års teologi er det stadig en besværlig logik, en svært fordøjelig pointe.
I dag gentages den som tradition, vi har hørt det så mange gange, at vi tager det for givet, enten som tro eller som en religiøs logik. Men hvis Gud havde lyst til at fritage mennesket for den synd, som Adam ifølge Paulus skulle have påført os, helt konkret, hvis han ville frigøre os fra vores egen kødeligheds lænker, hvorfor i alverden gjorde han så ikke bare dét?
Det her er altså en tankegang, der ikke hurtigt kunne bortforklares som nyttig eller bekvem for dem, der ville sprede denne nye religion. Som et led i en propagandaplan.
Der er ikke noget bekvemt, selv den dag i dag, i spørgsmålet: Hvorfor skulle en almægtig Gud lide en grusom død for at ændre i de bestemmelser om tilgivelse og frelse, han vel selv må have forfattet? Det er en voldsom og frapperende argumentation, og netop det afsindige i billedet er umuligt at reducere til normal logik.
Korsfæstelsens indbyggede drama, Guds nederlag og tragedie, der skal forstås som en sejr for Gud over Satan på vegne af menneskeheden som sådan, vidner om noget ejendommeligt inde bag det hele. En i kristendommen iboende fremmedhed. Dens mysterium, om man vil.
Og i stedet for at pakke den magiske og overnaturlige fremmedhed væk, i stedet for at skalere det utrolige i fortællingen ned er det gennem årene paradoksalt nok vedblevet med at være kristendommens centrale tema.
Tænk bare på, at kristendommens altoverskyggende symbol er korset, torturinstrumentet, som dens gud døde på. Det er det, man mødes af, når man går ind i kirken. Symbolet på det allermest idiosynkratiske i den kristne fortælling.
Pointen er ikke, at kristne forstår logikken i de her begreber, og det ville alle andre også, hvis bare de troede. Tro giver ikke adgang til et sæt matematiske formler, man ikke ellers har. Pointen er, at disse begreber er uforståelige. Og hvis man sukker og verfer det af, så gør man det for egen regning.
At disse mysterier vækker genklang, at de drager og kalder på den troende, og at de gennem historien har været befordrende for netop den slags overnaturlige oplevelser, som den danske protestantiske kirke ikke rigtig er så glad for længere, er et faktum.
Betydningen er global og voldsom. For dette uigennemsigtige og svært af kodelige indre mysterium har samtidig været brændstoffet i det, som er kristendommens overordnede og udvendige gåde: dens succes. Svaret på, hvorfor kristendommen sejrede i hele verden, er uløseligt forbundet med dens fremmede essens.
I en tid, hvor vi lærer, at kunst handler om kommunikation og identifikation, at en god film følger en god skabelon, og at digte i virkeligheden er en slags kode for det, som forfatteren gerne vil sige, kan det lyde mærkeligt. Det virker ulogisk, at der skulle være noget dragende i noget utilnærmeligt.
Men i modsætning til den herskende teori rører stor kunst os ikke, fordi den er godt skruet sammen, men netop på grund af de elementer, vi ikke kan formulere. Det er de sprækker, der er ind til noget uforklarligt, det materiale, som kunstneren måske har hvirvlet med op i skabelsen, men som han eller hun ikke selv helt forstår, der adskiller underholdning fra tidløs kunst.
Det er vigtigt at forstå al religion, og i særdeleshed også kristendommen, ud fra et analogt perspektiv. Kunst og religion er ikke det samme, men de vidner begge om den måde, vi mennesker erkender på. I kristendommens kerne, hvis man kan tale om sådan en, er der noget, der ikke kan af klares. Det er ikke en svaghed, men en styrke.
Igennem historien har kristne skrevet om troens paradokser og fået mange moralske, spirituelle og filosofiske pointer vristet ud af dem: Hvad betyder det, at verden går under om lidt? Hvordan kan Guds rige både være på vej og samtidig være inde i os? Hvad betyder Jesu død og opstandelse for vores egen dødelighed? Hvordan kan den ene og sande Gud samtidig være tre distinkte forskellige entiteter: Gud, Sønnen og Helligånden? Hvordan kan nadveren være Jesu helt virkelige krop og blod?
Men ingen af de mange teologiske meditationer kan forstås som forklaringer. De giver mening som resultat af den troendes accept af mysteriets virkelighed. (Også for den ikketroende giver Kierkegaard, Augustin eller Luther en poetisk eller filosofisk indsigt, der arbitrært nok tager udgangspunkt i et allerede accepteret vilkår, men som bruger det vilkår til at belyse eksistensen. Og disse indsigter kan være nok så smukke, kloge og rørende. Og igen er det ikke noget, man derfor bare kan affeje.)
Denne ulogiske proces baseret på noget principielt uforståeligt er altså helt konkret meningsgivende for masser af mennesker. Ikke at tage det alvorligt vidner ikke om ens evne til at gennemskue dårlig logik, men om ens manglende evne til at sætte sig ind i forskellen på det, der, som Jung sagde, er forståeligt, og det, der er meningsfuldt.
En verdensreligion
Kristendommen er altså en religion baseret på dyrkelsen af en jødisk mystiker og hellig mand, der levede i Palæstina for omkring to tusind år siden.
Den blev et historisk afgørende kompendium af ideer, der ramte sin samtid med en uhørt styrke og effektivitet. Den blev efter nogle få hundrede år overtaget af det største imperie i den del af verden og voksede sig til en civilisationsbyggende supermagt.
Og samtidig er kristendommen en mystisk kult, bygget oven på en utilnærmelig sandhed, en umulig skælven i virkeligheden, som for den kristne bliver ved at klinge, at kalde og at drage. Inderst inde bag ideologien og historien er der en kilde, der ikke tømmes eller løber ud, netop fordi den aldrig bliver af klaret, aldrig bliver sekulariseret, aldrig helt kan belyses.
Kristendommens gåde, hvordan den sejrede, kan man kun nærme sig et svar på, hvis man forsøger at forstå, hvad kristendommen er gjort af, hvis man ærligt forsøger at forstå ikke bare de kristnes oplevelser og tanker, men også hvilke processer der rent idéhistorisk fremkaldte disse oplevelser i deres samtid.
Man kan i det mindste prøve at forstå, hvor kristendommens brikker, dens kræfter og dens begreber, Gud, Jesus, Djævelen, troen, frelsen, kommer fra.
Derfor vil jeg forsøge at behandle ét begreb eller én figur ad gangen og forklare dets historiske rødder, dets optræden som fænomen, dets betydning i kristendommen. Og forhåbentlig på den måde skitsere en konstellation af ideer, der giver en anelse af klippen som helhed.
Kristian Leth: Verdens vigtigste bog
Kristian Leth mener, at Bibelen er Verdens vigtigste bog. Igennem 2 ½ år har han hver søndag på P1 udforsket kristendommen sammen med journalisten Lauge Hendriksen, og holdt flere hundrede foredrag om emnet. Radioprogrammet/podcasten “Bibelen Leth fortalt” er lyttet af over 100.000 mennesker – og det er ikke uden grund.
Selv i et moderne samfund som det danske viser det sig, at vores kristne arv spiller en større rolle, end vi måske selv går rundt og tror – og måske endda større, end vi har lyst til at indse.
Kristian Leth fortæller fra et udogmatisk standpunkt – han er hverken ”for” eller ”imod” kristendommen. Faktisk påstår han, at det nærmest slet ikke kan lade sig gøre, for så dybt gennemsyrer den kristne arv vores bevidsthed.
Vores kultur og bevidsthed er gennemsyret af kristne idéer – langt mere end vi tror. Det mener Kristian Leth, der gør os klogere på kristendommens betydning i Verdens vigtigste bog. Læs et uddrag her.
Bibelen er verdens vigtigste bog – ifølge Kristian Leth. Hver søndag dykker han ned i kristendommens store fortællinger i den populære P1-podcast Bibelen Leth fortalt. Nu tager Kristian Leth også fat i de store fortællinger i Verdens vigtigste bog: en introduktion til kristendommens vigtigste begreber, historiske betydning og rolle i samfundet i dag.
LÆS OGSÅ: Bibelen Leth fortalt: ”I det store perspektiv er det os danskere, der er de mærkelige”
I Verdens vigtigste bog udforsker Kristian Leth i hvert kapitel et nyt centralt spørgsmål om kristendommen: Hvad er kristendommen? Hvad er Bibelen? Hvem er Gud? Hvem var Jesus? Hvem var Paulus? Hvad er tro? Hvem er Djævelen? Hvad er frelse? Hvad er det sekulære? Hvad er Dommedag?Hvad er kristendommen nu?
LÆS OGSÅ: 15 bøger der gør dig klogere
Verdens vigtigste bog er suveræn og lærerig læsning, hvad enten man er troende eller ej. Kristian Leth skriver ikke bogen fra et religiøst eller kirkeligt kristent synspunkt, men han er samtidig heller ikke skråsikker ateist. Som han selv siger: “Jeg har ikke tro nok til nogen af de to synspunkter.” Han skriver derimod Verdens vigtigste bog ud fra et kulturelt kristent synspunkt – “med de blinde vinkler og indsigter, det giver.”
Læs et uddrag af Verdens vigtigste bog af Kristian Leth her:
Verdens vigtigste bog
af Kristian Leth
Introduktion
Hvad i alverden er kristendommen? Hvordan blev den verdens største religion? Og hvad betyder den for os i dag?
Man kan godt få det indtryk, at kristendommen og dens tanker hører fortiden til. I Danmark svinder kristendommen ind. Mange danskere betragter sig selv som ateister, vores samtale om samfundet bliver ikke begrundet med kristne argumenter, og de fleste har kun et overfladisk kendskab til kristendommens principper, figuren Jesus og Bibelen.
Der er stadig troende kristne, bevares, men kristendommen er på samfundsplan blevet synonym med en folkekirke, der efter sigende er ved at tømmes; nogle principper om etik og moral, som vi måske vil acceptere i en modificeret version; resterne af vores fortid, som vi støder på i ritualer som dåb, bryllup og begravelse.
Vi diskuterer, om vi også burde afskaffe de rester af overtro, der er tilbage. For så, endeligt, at have ryddet helt ud i skabet.
Samtidig er kristendommen den bedste betegnelse, vi har, for det katalog af ideer, der ligger til grund for vores samfund og for vores forståelse af den menneskelige eksistens.
Og her taler jeg ikke om tro eller manglen på samme, eller endda om, hvorvidt kristendommen er overvejende god eller dårlig, men jeg konstaterer, at vi alle må strides med den erkendelse, at kristendommen og dens arv ligger som en kode i vores programmering, som DNA i vores gener.
Både de, der mener, at denne udvikling har været overvejende destruktiv, og de, der mener, at den overvejende har været opbyggelig, må forholde sig til denne altoverskyggende præmis.
Jeg forestiller mig tit kristendommen som en klippe, der fylder hele vores horisont. Den er så stor, at vi ikke kan få øje på den. Vi kan ikke se omridset af klippen, vi kan højst støde ind i den en gang imellem, når vi diskuterer mødet med andre kulturer, homovielser eller regeringens afskaffelse af store bededag.
Vi genkender vores religiøse arv dér, i de kanter, vi nogle gange slår os på. Så følger en diskussion i lederspalterne, og så føler vi, at vi har forholdt os til kulturarven. Men i virkeligheden ligger kristendommen der som en konstant hele tiden og udgør rammen for det hele, også det, vi tror er logisk, fornuftigt eller naturligt.
Det er ikke bare vores filosofihistorie, der er udviklet på baggrund af blandt andet en kristen erkendelse (der i sin oprindelse er udviklet på baggrund af antikkens jødiske og græske tankesystemer), det er ikke bare det, at alle de ideer, vi hylder som moderne og rationelle, sekulære og civiliserede, ville være svære at forestille sig uden vores specifikke (kristne) historie.
Det er også i vores ubevidste, irrationelle væren, at vi støder på denne klippe. Fortællingerne, historierne og arketyperne, vi finder i Bibelen, rumsterer derinde i sindet, et sted, vi ikke helt selv ser så klart mere. Selv om vi aldrig har åbnet Bibelen, kommer vores sprog om os selv i verden alligevel fra denne kolos af en bog.
Mange af os føler os meget fremmede i det kirkelige rum, over for de kristne ritualer og de mærkværdige ord i Bibelen. Det hele virker fjernt og fortidigt, som en helt anden verden. Men påvirkningen fra kristendommen stikker langt dybere end det, vi let genkender som gamle dages religion.
Det er moderne at sige, at vi er kulturelt kristne i Danmark, hvilket er meget mere (og meget anderledes) end at påstå, at vi deler moral eller etik med Jesus, hvem han så end var.
For at gøre det klart: Når jeg bruger udtrykket „kristent“, taler jeg altså ikke om en religiøs overbevisning eller en tro. For sindet forbliver i det store hele kristent også efter at have forkastet troen eller kirken.
Hvis man for eksempel slår „religiøs“ op i en ordbog, så står der „har en stærk tro“. Når ateister siger, at de ikke tror på Gud, bruger de samme definition.
Men denne dagligdags definition af religiøse mennesker som nogle, der tror på noget, er i sig selv en kristen idé, der er vokset ud af Bibelen og har sat sig igennem i sproget som sådan. Selve den måde, hvorpå vi forstår religion – eller fraværet af samme – afspejler altså en kristen referenceramme.
Begreber som sekularisme, oplysning, oprør og universalitet er alle begreber, vi forstår gennem en farvet linse. Det er ikke bare fænomenerne i sig selv, det er de øjne, vi ser på dem med, der er gennemkristne.
Ikke at der ikke findes andre analoge eller endda lignende ideer i andre kulturer, men den måde, de klinger, den måde, de forstås og den måde, de udøves på her, er væsensforskellige på godt og ondt.
Det er altså store dele af vores konceptualisering af os selv i verden, der i høj grad er formet af vores kristne idéhistorie. Hvis vi beslutter os for ikke at gå i kirke, ikke at tro på Jesu opstandelse, hvis vi hellere udforsker buddhismen eller islam, hvis vi endda forkaster religiøsitet som sådan, så er det vores kristne sind, der gør det.
Denne bog skal ikke afgøre, om kristendommen har haft en mestendels positiv eller negativ indvirkning på dem, vi er i dag. Man kan vælge at give kristendommen æren for alt det, vi er stolte af, eller at give den skylden for alt det, vi gerne vil tage afstand fra.
Historien giver masser af skyts til begge synspunkter, men det forekommer mig at være en forenklet debat om for eller imod. Den debat er jeg i denne bog ikke interesseret i.
Lad mig gøre klart, at jeg ikke skriver bogen fra et religiøst eller kirkeligt kristent synspunkt, da jeg ikke kan indtage sådan et. Men samtidig er jeg heller ikke skråsikker ateist. Jeg har ikke tro nok til nogen af de to synspunkter.
Jeg skriver selvsagt bogen ud fra et kulturelt kristent synspunkt med de blinde vinkler og indsigter, det giver. Jeg kan ikke andet! På trods af de store uenigheder, jeg har med kristendommen som sådan, både trosmæssigt og kulturelt historisk, kan jeg lige så lidt undsige mig dens indflydelse på den måde, jeg forstår verden på, som jeg kan benægte min fysiske krops betingelser.
Når jeg beskriver mig selv som kulturelt kristen, forstår jeg det ikke, som at jeg nødvendigvis er enig i klassiske ‚kristne‘ principper eller sympatiserer med ‚kristne‘ budskaber.
Det betyder snarere, at det kulturelle sprog, som jeg begriber verden med, er vokset ud af kristendommens historiske bevidsthed. Uagtet hvor mine sympatier ligger, så er mit sprog, mine forestillinger, den filosofi, der ligger under min forståelse af alt det, jeg tager for givet, kommet ud af en protestantisk kristen ramme.
En af grundene til, at jeg efterhånden har brugt mange år på at skrive og fortælle om netop religion, kristendom og vores moderne sind, er, at jeg mener, vi overvurderer vores egen fornuft og rationalisme.
Hvis vi tror, at vi tænker frit og rationelt, mens de andre kulturer er anderledes styrede af deres kultur – og hvis vi går rundt og tror, at vi er befriet for fortidens mentale lænker, at kristendommen er passé, og at vi ikke behøver at sætte os ind i den – så ender vi paradoksalt nok med at være endnu mere låst af dem.
Spørgsmålet er i sidste ende: Hvorfor tænker vi, som vi gør? Og det er ikke et spørgsmål, vi kan besvare helt entydigt eller endegyldigt. Spørgsmålet er i sig selv udtryk for den tænkning, jeg gerne vil spore tilbage gennem idéhistorien. Men det er et spørgsmål, vi kan leve med, et spørgsmål, vi kan holde i live og derved begynde at ane, hvor vores tanker kommer fra. Og så prøve at sortere i dem.
Generelt mener jeg, de store spørgsmål er gode at leve med, sværere at besvare. Sådan har jeg ikke altid haft det. Da jeg tidligt i livet begyndte at interessere mig for ritualer, religion og kristendommen specifikt, var det med håbet om at finde et svar. At komme til bunds i de største spørgsmål og endegyldigt afgøre, hvad der ligger bag det hele, bag universet og mennesket.
Jeg læste Det Nye Testamente som tolvårig og fortsatte senere med at læse både mystikere og religionshistorikere, kabbalistiske kildetekster fra 1100-tallet og amerikanske new age-fortolkere.
Min ungdommelige (og naive) længsel efter at finde et utvetydigt svar gjorde, at jeg kastede mig ud i et livslangt studie af tro, religion og ritual som fænomen og som filosofi. Jeg begravede mig – af ren fascination og nysgerrighed – i akademiske og videnskabelige tekster om kirkehistorie, teologi, religionsfænomenologi og kildekritik.
Jeg opsøgte ritualer i Haiti og Papua Ny Guinea, jeg besøgte og udspurgte sufier, okkultister og buddhister. Men undervejs på rejsen ændrede min ambition sig. Jeg kan ikke huske hvornår, men en dag var det ikke længere den absolutte sandhed, jeg var ude efter. Eller også blev sandheden noget, jeg søgte i mig selv, ikke noget, der lå ude i teksterne og traditionerne (ironien i, at den moderne formulering i sig selv afspejler noget meget luthersk, er jeg pinefuldt klar over).
På den måde står jeg nu i diametral modsætning til den dreng, der ville finde det sande budskab. Min læresætning har i mange år været: Følg den, der stiller de rigtige spørgsmål, men flygt fra den, der har alle svarene. Jeg har efterhånden ingen tålmodighed med dem, der ved, hvordan det hele hænger sammen. Min egen tvivl tillader mig ikke et forudindtaget udgangspunkt.
Så denne bog er ikke et forsøg på at besvare religiøse spørgsmål. Hverken at bekræfte eller afkræfte myter eller tro. Formålet er simpelthen at forsøge at give et omrids af klippen, der kan være svær at få øje på derfra, hvor vi står. Denne bog er dels en tilbagevenden til min barndoms store fascination af religion og Bibelen som sådan, og samtidig dels et livtag med erkendelsen af, at der ikke er noget facit.
Kristendommen har igennem historien med Paulus’ ord været alle ting for alle mennesker. Hvis man i dag spørger en evangelist fra Sydstaterne i USA, vil vedkommende påstå, at katolikker fra Filippinerne ikke er rigtige kristne.
Hvis du beder en dansk folkekirkepræst om at udtale sig om pinsekirken eller mormonerne, er svaret nok det samme. Det er altså ikke en fyldestgørende, udtømmende beskrivelse af, hvad kristendommen i virkeligheden er.
I stedet er denne bog henvendt til dem, der nok kan fornemme, at kristendommen pusler i deres bevidstheds afkroge, at den måske endda hjemsøger deres sind, men som ikke har brugt et liv på at studere den og derfor har brug for en slags introduktion.
En introduktion, der ikke kommer fra enten et kristent forkyndende perspektiv eller fra et reduktionistisk eller fjendtligt perspektiv. Skrevet fra mit skandinaviske protestantiske ståsted, men uden at føle mig særlig forpligtet over for folkekirkens udlægning af teksten.
I stedet for at skrive et filosofisk eller eksistentialistisk essay – selv om den form nok dukker op her og der bogen igennem – har jeg i stedet forsøgt mig med en overordnet behandling af visse historiske og kristne fænomener, sådan som de viser sig i Bibelen, manifesteres i historien og klinger gennem samfundets udvikling op til i dag.
Jeg har forsøgt at komme med en gennemgang af det, som jeg synes, er de vigtigste elementer at forstå for at kunne danne sig et overblik. At give et bud på, hvad kristendommen er kommet af, hvad dens historisk set vigtigste og mest afgørende begreber er, hvordan de er præsenteret i Bibelen og i traditionen, og hvordan de stadig spiller en rolle i dag.
Jeg har skrevet med udgangspunkt i bibelforskningen i et forsøg på at opsummere en masse komplicerede tanker i et forståeligt sprog. Bogen er skrevet fra mit synspunkt, og det er jeg ærlig om. Det vil sige, at alle uenigheder i min tolkning er velkomne.
Jeg har ikke fokuseret på det, man i dagens Danmark forstår som teologi, og jeg bruger ikke plads på at spekulere på Guds eksistens.
Bogen er heller ikke en kirkehistorisk gennemgang, og jeg har ikke plads til at føre alle de kristne ideer op gennem to tusind års ideologiske innovationer til deres fortolkning i dag. Jeg bruger nærmest ikke noget plads på hverken Augustin, Luther, Kierkegaard, Grundtvig eller Løgstrup. Det ville kræve et helt andet, eller flere, værker, og det er ikke formålet med denne bog.
I stedet er det en bog, der gør det, jeg selv gerne ville have haft, at en bog gjorde, dengang jeg kastede mig ud i at studere kristendommen. Den ridser nogle af de største og mest revolutionerende linjer op, og derved skærer den forhåbentlig også ind til benet.
Hvor kommer den ene eller den anden kristne idé om Gud eller tro eller undergangen fra? Hvilken verden stammer Bibelen fra? Hvad ved vi om den historiske Jesus? Hvad er det nye i det, Paulus skriver? Hvor radikale er disse ideer set fra et historisk perspektiv? Og hvor i vores moderne sekulære sind gemmer disse tanker sig stadig?
Som et stort historisk overblik over tre tusind års bevidsthedsdannelse kan det ikke undgås, at fortællingen skøjter hen over massive dele af historien. Bagerst i bogen er der lister over bøger til dem, der gerne vil læse udførligt og detaljeret om de emner, der gennemgås i kapitlerne.
Der vil være masser af steder undervejs, tror jeg, hvor læseren kan få noget galt i halsen. Nogle kristne vil nok finde steder, hvor jeg forenkler eller fortolker noget på en måde, der vidner om min egen manglende tro.
På samme måde vil mange af mine sympatiske eller endda begejstrede læsninger af bibeltekster måske falde ateister for brystet. Begge synspunkter erkender jeg og forstår. Jeg håber, at man stadig kan fornemme en gennemgående respekt og åbenhed i tolkningerne.
Når det er sagt, så tror jeg, at en bog som denne nytter. At vi bliver nødt til at prøve at danne os et overblik, om ikke andet, og tage stilling til vores kulturelle arv. Tage stilling til kristendommen og dens indflydelse på os. Forholde os til klippen i vores kollektive bevidsthed.
Jeg håber mere end noget andet, at læseren i løbet af bogen forstår, at det ikke er de andre ude i verden, der har mærke- lige, irrationelle overbevisninger, mens vi her i Danmark på grund af sekularismen er logiske, at vi opererer ud fra en slags oprindelig eller naturgiven fornuft.
Jeg håber, at man ved endt læsning forstår, at historisk set er der intet logisk eller uundgåeligt ved vores vestlige, danske virkelighedsforståelse. I det store perspektiv er det os, der er de mærkelige, os, der går ud fra, at vores arbitrære ideer er givne. Og for at kunne se det klart må vi først finde ud af, hvor de mærkelige ideer kommer fra.
For nu at bruge en af Det Nye Testamentes stærkeste metaforer må vore øjne først åbnes, så vi kan se.
Kapitel 1
Hvad er kristendommen?
For mig er kristendommen en gåde.
Gåden, jeg taler om, er ikke Jesu opstandelse, at han var Guds enbårne søn, eller endda jomfrufødslen.
For mig er gåden, at en religion, der begyndte som én blandt mange, hvis ideer på mange måder ligner alle andre religioners, voksede til at blive et verdensomspændende trossystem, den største religion nogensinde.
Hvad var det, der adskilte lige præcis kristendommen fra zarathustrismen, jødedommen eller den romerske kult? Og hvordan blev den så betydningsfuld og afgørende for udformningen af den moderne bevidsthed?
Hvis du tænker: Jamen, det er vel det, religioner gør, påvirker vores bevidsthed, så er det værd straks at slå fast, at ingen anden religion har haft en lignende effekt. Selve ordet religion fandtes ikke, sådan som vi bruger det i dag, før kristne teologer opfandt den moderne betydning. Og at religion skulle handle om tro, er også en idé, der ville have været fremmed før i tiden. Kristendommen blev selve den religion, som vi i dag definerer andre religioner ud fra.
Kristendommens værdier og ideer er i dag så indgroede, at det kan være svært at se skoven for bare træer. De fleste af os kan ikke engang få øje på alle de måder, hvorpå de ideer påvirker os. Det er som i filmen Angel Heart (på dansk: Djævelen i hjertet), hvor privatdetektiven Harry Angel til sidst i filmen finder ud af, at den morder, han har forfulgt hele filmen igennem, er ham selv.
Og det er her, det bliver spændende. For nok er kristendommen dominerende og definerende i dag, men sådan har det ikke altid været. Og når vi sammenligner den med verdens andre trossystemer og antikkens religioner, så kan vi forsøge at udpege de måder, hvorpå den vitterlig er unik. Og måske ad den vej få øje på den igen.
Spørgsmålet om, hvorfor kristendommen er så succesfuld, blev før i tiden besvaret meget enkelt: fordi den er den bedste religion. Selvfølgelig. Grunden til, at læren om Jesus og Gud og de tolv apostle spredte sig til alle af kroge af jordkloden, var, at den lære var sand.
Og hvis man er kristen, så giver det svar vel en form for mening. Problemet er bare, at den slags cirkellogik – „kristendommen er succesfuld, fordi jeg er enig i dens ideer“ – ikke giver os et svar, der er fyldestgørende i dag. Og det kan slet ikke bruges af andre end kristne.
Det er mysteriet for mig: hvorfor det lige præcis var kristendommen, der voksede fra en religion truet af total udslettelse, da dens profet blev henrettet, til verdens mest magtfulde religion på bare lidt over tre hundrede år. Og derfra videre til total hegemonisk dominans, rent ideologisk og kulturelt. Imod alle odds og helt ulig alle andre religioner før eller siden.
Man kan forsøge at forklare kristendommens succes med en historie om magt. Da kristendommen i år 313 blev den romerske kejsers officielle religion og i løbet af de næste halvfjerds år blev statsreligionen som sådan, blev imperiet løbende helt konkret forvandlet til en religiøs missionsvirksomhed, der drog ud i verden ikke bare for at indtage territorier, men for at omvende de lokale og indlemme dem i den rette tro.
Kristningen af det romerske imperie er uden tvivl en af de vigtigste, hvis ikke den vigtigste, politiske begivenhed i vores historie. Derefter så kristendommen sig ikke tilbage, og der er ikke rigtig nogen institution eller regering, man kan sammenligne med, når det kommer til kirkens magt og indflydelse op igennem vores historie. Intet, der kommer tæt på.
Kristendommen og dens kirker voksede sig gennem århundrederne til den afgørende institution på tværs af lande, regeringer og kongehuse. For en sydeuropæer eller nordafrikaner fra år 350 og frem blev verden simpelthen kristen, og kirken havde historisk uhørt succes med samling af land, undertrykkelse af oprør og divergerende tolkninger og en centralisering af religiøs praksis og militær og diplomatisk magt.
Fra år 1000 var hele Europa kristent, på nær Spanien, der indtil 1492 var delvist muslimsk. I år 1500 var store dele af Rusland med, mens troen spredte sig til den nye verden og indtog Nord- og Sydamerika. I løbet af de næste fem hundrede år blev Australien, resten af Rusland og størstedelen af Afrika omvendt.
I dag er kristendommen stadig i rivende udvikling. Den er i dag den hurtigst voksende religion i verden, trods den hensygnende danske folkekirke.
Historien om magt er virkelig nok. Men hvordan kom det overhovedet dertil? Og hvis det kun handler om magt, hvorfor fortsatte kristendommen så sin udvidelse, da imperiet kollapsede nogle hundrede år efter?
Hvad er det så, der adskiller kristendommen fra andre religioner?
Noget af svaret ligger i den unikke kombination af ideer. Ikke fordi ideerne er sandere end andre religioners, men fordi de ideer – og den måde, de fungerer sammen på – må have været anderledes effektive. Både politisk og samfundsmæssigt og som koloniserende principper.
De må desuden have haft en appel ud over det religiøse behov, som alle de mange andre religioner i samtiden dækkede. Og så besidder ideerne en iboende evne til at blive genfortolket og udviklet over århundreder.
Her taler jeg ikke om kristendommen som en designerreligion. Kristendommen er ikke blevet udviklet som et slags populistisk politisk program med det ene formål at underlægge sig flest mulige områder. Den forklaring er populær hos skeptikere, men den er uden hold i virkeligheden og strider imod religionshistoriens indsigter.
Og for lige at slå den myte helt ihjel er det vigtigt at påpege, at de første kirkefædre aldrig nogensinde så den succes, vi taler om her. Da kristendommen i løbet af det fjerde århundrede var på vej til at blive Romerrigets statsreligion, var grundlæggerne af kristendommen for længst døde.
De var i deres levetid marginaliserede og udstødte. Da de centrale verdensomvæltende nye ideer, de havde formuleret, blev alment accepteret, var de der ikke selv til at opleve det. De havde gennemlevet omverdenens hån. Ikke folkelig succes.
Hvilket jo gør mysteriet endnu mere fascinerende. Hvordan kunne Jesu følgere, forfatterne til evangelierne, brevskriveren Paulus og den unge kirke formulere et sæt tanker, der i sin samtid virkede radikalt og bizart på omverdenen, men som i løbet af forbløffende kort tid bjergtog størstedelen af den kendte verden og stadig påvirker vores samfund så eftertrykkeligt i dag?
Der er noget ved den tidlige kirkes konstellation af eksistentiel nytænkning, jødisk teologi, filosofiske begreber lånt fra den græske samtid, reelle menneskelige indsigter, overnaturlige oplevelser og fantasifulde fortolkninger af ældre tankesæt, der på en eller anden måde krystalliseredes i en helhjertet og overvældende trosbaseret bevægelse, der ændrede verden.
Ikke at kristendommen nogensinde har været én ting. Den havde fra begyndelsen en ejendommelig form for brainstorming og udvikling, hvor mange forskellige versioner af Jesu lære fra de første år blev udforsket af forskellige grupper på hver deres sted.
Alle grupperne mente, at netop de havde forstået Guds sande ord – og at de andre tog gruelig fejl. Kristendommen, som vi kender den, kom til verden i en serie af ryk, skred i fortolkninger af en kerne, som vi stadig prøver at definere i dag. Det er en proces, der aldrig er stoppet.
Selv i dag er kristendommen langtfra bare en let definerbar ting – og den er under stadig forandring.
Her i bogen tager jeg nødvendigvis udgangspunkt i det, der er dansk og nordeuropæisk protestantisme, men idet jeg prøver at optrevle de tråde, der leder helt tilbage til begyndelsen, vil jeg forsøge at skitsere, hvordan de centrale kristne tanker blev udviklet. Det er ideer, der generelt vil være genkendelige i langt de fleste versioner af kristendommen i dag.
Løbeilden
Hvad i alverden er kristendommen egentlig?
Det nemme svar er: verdens største religion.
Med over 2,4 milliarder kristne (en tredjedel af verdens befolkning), globale menigheder og den dominerende kulturelle faktor i udviklingen af det vestlige verdenssamfund – er den det i sådan en grad, at vi i dag tæller vores kalender fra grundlæggerens fødsel.
Et andet svar er, at kristendommen er en monoteistisk religion, udsprunget af jødedommen. Denne nye religion opstod i den romerske provins Palæstina, det, vi i dag kalder Israel, baseret på en vis Jesus fra Nazarets lære, for lidt mindre end to tusind år siden.
Fra én vinkel er kristendommen bare en religion og kan beskrives som sådan med religionshistoriske udtryk. Men fra en anden vinkel er den unik, fordi den har indtaget en rolle, der gennemstrømmer verdenssamfundet i en grad, som ingen andre religioner gør.
Det unikke ved kristendommen i dens samtid var sjovt nok ikke alle de ideer, vi ofte nævner, når vi tænker på Jesus og hans disciple. Det var hverken det, at han var født af en jomfru, at han gik på vandet og udøvede mirakler, eller at han helbredte syge. Den slags var normalen for religiøse prædikanter og kultledere i antikken.
Ingen af historierne om Jesu guddommelighed, selv ikke hans opståen fra de døde, er uden fortilfælde i samtiden. Fra et historisk synspunkt er disse spektakulære detaljer på mange måder det mindst interessante ved kristendommen.
Hvis vi virkelig skal forsøge at udpege det nyskabende, så ender vi med en brandfarlig kombination af en række radikale og vilde ideer, der tilsammen endte med at skabe et helt nyt menneskesyn.
Rent idéhistorisk kan man forestille sig kristendommen som en løbeild, der spredte sig fra sit tændingspunkt i Mellemøsten for to årtusinder siden, antændte mennesker, som var de tørre græsstrå, og derefter tog fat i institutioner og magtcentre som krogede gamle træer og antændte alt, den mødte, og efterlod os med … ja, med hvad?
Som enhver religionshistoriker vil forklare så er det, vi i praksis kalder kristendommen i dag, ikke helt det samme som det, vi kaldte kristendom for to hundrede år siden og slet ikke for fem hundrede år siden, og sammenlignet med det, der gik under betegnelsen „kristendom“ for over tusind år siden, er ligheden endnu mindre.
Alligevel er der visse principper, der går igen. Visse grundlæggende ideer og måder at tænke på, som alle kristendommens forskellige generationer har måttet forholde sig til.
I sin essens er kristendommen en eksklusiv religion, der forbyder andre former for gudsdyrkelse, men hvor alle kan være med, hvis bare de accepterer en indvendig eller bevidsthedsmæssig transformation og tror på Jesus Kristus, Guds søn, som død og opstået.
Kristendommen fremhævede fra begyndelsen, at denne verden snart vil gå under, og at mennesket er syndigt i sin natur, men at den enkelte kan blive frelst fra Guds dom, og at de frelste vil leve videre i en anden verden.
Ifølge kristendommen er det vigtigste bud at elske Gud og at elske sin næste som sig selv. Den fokuserede på lidelse som noget helligt, at de fattige er tættere på Gud end de rige, og forsikrede os om, at til sidst vil de svage sejre, og de onde blive straffet.
Det er ideer, der kan være svære at forstå som radikale i dag. I dag lyder de velkendte, gammeldags, antikverede måske. Men de brændte verden op.
De vendte samtidens forståelse af magt og hierarkier på hovedet, de omformulerede menneskets rolle i verdensaltet, de flyttede fokus fra ydre praksis til indre tro, de omkalfatrede lidelse fra noget, der skulle undgås, til det modsatte, de redefinerede fællesskabet og ændrede vores tidsopfattelse.
Det overnaturlige
Men selvfølgelig kan man ikke forklare en religion ved at remse en række ideer op. Hvor er mysteriet i det?
I dagens Danmark kan man let få indtryk af, at kristendommen i og for sig bare er en samling fornuftige moralske regler og indsigter i menneskelig væren. Det kan endda virke, som om folkekirken selv helst vil tale om tolerance, anstændighed og omsorg for de svage – budskaber, som de fleste humanister vil være enige enig i – frem for opstandelse og mirakler.
Det er ikke svært at forstå, at mange stiller spørgsmålet: Hvorfor beholder vi ikke bare den del og smider selve religionen ud?
For hvis kristendommen reduceres til en fortælling om en samling revolutionerende ideer, der blev koblet sammen med et formidabelt magtapparat, så er det svært at se, hvad dens funktion er nu, hvor de mest almene ideer grundlæggende er accepteret – omend i en oversat version – på et samfundsmæssigt plan. Specielt hvis man ikke har lyst til at tale om dens mere esoteriske og overnaturlige fænomener.
Den danske folkekirke er generelt ikke særlig åben over for det overnaturlige, hvilket har ført til noget af et paradoks. For selv om vi moderne mennesker ikke er holdt op med at have oplevelser (folk fortæller stadig, at de ser engle, bliver taget med til andre verdener, ser syner og taler med de døde), kan kirken alligevel virke som det sidste sted, de, der oplever den slags vil gå hen med den erfaring i dag.
Det føles nogle gange, som om kirken helst ikke vil tale om den slags, heller ikke Bibelens mange mirakler og paranormale beskrivelser, af frygt for at miste den respekt, der hører til at være en etisk og spirituel institution.
Kristendommen, der er en åbenbaringsreligion, grundlagt af mennesker, der talte med Gud og udførte mirakler, har simpelthen opnået en så total sejr, at den nu ikke behøver at retfærdiggøre sine principper med guddommelige beviser.
Faktisk er de guddommelige beviser i vores sekulære samfund blevet en hæmsko. I samtalen med den enkelte dansker er det nemmere at få ham eller hende til at lytte til, hvad kristendommen har at sige, hvis man undgår at komme ind på alt det med eksorcisme, magi og mirakler.
Hvis en kvinde i dag har en åbenbaring, hvor Gud taler til hende og fortæller, at den lokale kirke skal males blå, hvor går hun så hen? Hvis hun går til kirken, er det nemmere at forestille sig, at præsten foreslår en psykolog, end at han straks bestiller hundrede liter maling og hverver menigheden til projektet.
Det er alt sammen meget logisk ud fra den måde, hvorpå vi forstår virkeligheden i dag.
Denne udvikling bliver ofte fremstillet som en slags forædling af vestlig kultur, et skridt på vejen hen imod total sekularisering. Hvilket det meget vel kan være. Men det slår mig som paradoksalt, at en af religionens historiske roller – som en ramme eller reference for lokalbefolkningens religiøse oplevelser – er blevet en, kirken ikke vil varetage.
For rent fænomenologisk må man konstatere, at mennesker, sådan nogle som os, bliver ved med at registrere den slags oplevelser (spørg bare enhver religionshistoriker, eller tag et kig på internettet), og historisk set har det været samfundets hellige mænd og kvinder, der hjalp med at tyde dem, altså sætte dem ind i en forståelsesramme. Templet, shamanens telt eller kirken var dér, hvor man gik hen for at tale om det uforståelige, der skete i ens liv.
Lad mig lige gentage, at forestillingen om, at vi, i takt med at vi bliver mere uddannede og oplyste og fralægger os en mere primitiv forståelse af virkeligheden, ikke oplever den slags mere, simpelthen ikke holder vand.
Forskellen er ikke, at vi mennesker har færre oplevelser af det såkaldt overnaturlige, forskellen er, at den konsensus, vi har om, hvordan verden hænger sammen, ikke rigtig kan acceptere eller fortolke de oplevelser, på nær som sygdomstegn. En konsensus, som kirken af i dag i høj grad også er en del af.
Et helt andet spørgsmål er, hvor de mennesker, der oplever den slags, så går hen i dag. Men det kræver en helt anden bog. Men er kristendommen så blevet totalt sekulær? Og er historien om dens succes vitterlig bare en kombination af ideer og historisk praktikalitet med det overnaturlige som en slags vedhæng, vi nu trygt kan efterlade? Var det egentlig kun staffage for en mere primitiv tids mennesker?
Det er i hvert fald sådan, vi ofte taler om religion i Danmark, og nogle gange kan man få indtrykket af, at kirken går ud fra samme princip.
Men hvis det bare havde handlet om en samling ideer, en filosofisk model eller en række eksistentielle principper for at leve et bedre liv, er det for det første svært at argumentere for kirkens fortsatte rolle. Men mere interessant for denne bog bliver det svært at forestille sig, at kristendommen ville have sejret sådan, selv med det romerske imperie i ryggen.
Den britiske historiker Tom Holland insisterer på, at vi bliver nødt til også at anerkende, at der centralt i kristendommen er noget mærkeligt eller fremmed, noget ikke reducerbart, der stadig vækker genklang verden over i dag. At kristendommens succes også handler om det, at dens væsen ikke bare er kombinationen af magt og idé. Der er noget, der kræver tro, og det kan ikke bortforklares eller forstås på samme måde.
Helt centralt i kristendommen ligger en række principper, der ikke rigtig kan reduceres eller forklares. En række dogmer og fortællinger, som ikke i sidste ende bare er modeller for nogle almene principper.
At Jesus er Gud og samtidig et menneske af kød og blod, er en af de irreducible forestillinger. I den tidlige kristendom var dette emnet for nogle af de mest inderlige stridigheder og kampe.
For tænk lige over det: Hvordan i alverden skal man forstå den tanke? Folk dengang havde måske en anden virkelighedsforståelse, men de var ikke dumme. Betyder det, at han er et menneske, som Gud handler igennem? Eller er han Gud, som har taget menneskelig skikkelse?
Det var vigtigt, fordi det havde forskellige implikationer: Hvis Gud bare brugte mennesket Jesus, så var det ikke Gud, der hang på korset og led for vores synder. Men hvis Jesus slet ikke var menneske, men ren Gud, så giver det ingen mening, at han lod sig korsfæste og ikke bare straffede de soldater, der pinte og plagede ham.
I løbet af de første århundreders slagsmål blandt de forskellige følgere af Jesus slog man fast, at den besværligste og mest uforståelige forklaring også var den rigtige.
Kirken insisterede på at Jesus var begge dele. Jesus var hundrede procent Gud, ja, men han var også hundrede procent menneske. At Jesus led og døde på det kors. At det gjorde forfærdelig ondt. At han endda tvivlede på, om han kunne gennemføre det! Men at han samtidig helt og holdent var Gud, den eneste gud, verdens skaber.
Til spørgsmålet Gik Jesus så også på toilettet?, er det kristne svar et rungende: Ja! (Vi venter til senere med at komme ind på Helligånden, der på forunderlig vis også er Gud.)
Men det leder os til det næste store spørgsmål, som er svært at give et enkelt svar på. Hvorfor gjorde Gud dog det? I den kristne fortælling, sådan som den vokser frem, et par årtier efter at Jesus blev henrettet, døde Jesus for at tage men- neskehedens synder på sig, for at rense os for arvesynden. Men hvad i alverden betyder det? Og hvordan fungerer det regnskab? Efter to tusind års teologi er det stadig en besværlig logik, en svært fordøjelig pointe.
I dag gentages den som tradition, vi har hørt det så mange gange, at vi tager det for givet, enten som tro eller som en religiøs logik. Men hvis Gud havde lyst til at fritage mennesket for den synd, som Adam ifølge Paulus skulle have påført os, helt konkret, hvis han ville frigøre os fra vores egen kødeligheds lænker, hvorfor i alverden gjorde han så ikke bare dét?
Det her er altså en tankegang, der ikke hurtigt kunne bortforklares som nyttig eller bekvem for dem, der ville sprede denne nye religion. Som et led i en propagandaplan.
Der er ikke noget bekvemt, selv den dag i dag, i spørgsmålet: Hvorfor skulle en almægtig Gud lide en grusom død for at ændre i de bestemmelser om tilgivelse og frelse, han vel selv må have forfattet? Det er en voldsom og frapperende argumentation, og netop det afsindige i billedet er umuligt at reducere til normal logik.
Korsfæstelsens indbyggede drama, Guds nederlag og tragedie, der skal forstås som en sejr for Gud over Satan på vegne af menneskeheden som sådan, vidner om noget ejendommeligt inde bag det hele. En i kristendommen iboende fremmedhed. Dens mysterium, om man vil.
Og i stedet for at pakke den magiske og overnaturlige fremmedhed væk, i stedet for at skalere det utrolige i fortællingen ned er det gennem årene paradoksalt nok vedblevet med at være kristendommens centrale tema.
Tænk bare på, at kristendommens altoverskyggende symbol er korset, torturinstrumentet, som dens gud døde på. Det er det, man mødes af, når man går ind i kirken. Symbolet på det allermest idiosynkratiske i den kristne fortælling.
Pointen er ikke, at kristne forstår logikken i de her begreber, og det ville alle andre også, hvis bare de troede. Tro giver ikke adgang til et sæt matematiske formler, man ikke ellers har. Pointen er, at disse begreber er uforståelige. Og hvis man sukker og verfer det af, så gør man det for egen regning.
At disse mysterier vækker genklang, at de drager og kalder på den troende, og at de gennem historien har været befordrende for netop den slags overnaturlige oplevelser, som den danske protestantiske kirke ikke rigtig er så glad for længere, er et faktum.
Betydningen er global og voldsom. For dette uigennemsigtige og svært af kodelige indre mysterium har samtidig været brændstoffet i det, som er kristendommens overordnede og udvendige gåde: dens succes. Svaret på, hvorfor kristendommen sejrede i hele verden, er uløseligt forbundet med dens fremmede essens.
I en tid, hvor vi lærer, at kunst handler om kommunikation og identifikation, at en god film følger en god skabelon, og at digte i virkeligheden er en slags kode for det, som forfatteren gerne vil sige, kan det lyde mærkeligt. Det virker ulogisk, at der skulle være noget dragende i noget utilnærmeligt.
Men i modsætning til den herskende teori rører stor kunst os ikke, fordi den er godt skruet sammen, men netop på grund af de elementer, vi ikke kan formulere. Det er de sprækker, der er ind til noget uforklarligt, det materiale, som kunstneren måske har hvirvlet med op i skabelsen, men som han eller hun ikke selv helt forstår, der adskiller underholdning fra tidløs kunst.
Det er vigtigt at forstå al religion, og i særdeleshed også kristendommen, ud fra et analogt perspektiv. Kunst og religion er ikke det samme, men de vidner begge om den måde, vi mennesker erkender på. I kristendommens kerne, hvis man kan tale om sådan en, er der noget, der ikke kan af klares. Det er ikke en svaghed, men en styrke.
Igennem historien har kristne skrevet om troens paradokser og fået mange moralske, spirituelle og filosofiske pointer vristet ud af dem: Hvad betyder det, at verden går under om lidt? Hvordan kan Guds rige både være på vej og samtidig være inde i os? Hvad betyder Jesu død og opstandelse for vores egen dødelighed? Hvordan kan den ene og sande Gud samtidig være tre distinkte forskellige entiteter: Gud, Sønnen og Helligånden? Hvordan kan nadveren være Jesu helt virkelige krop og blod?
Men ingen af de mange teologiske meditationer kan forstås som forklaringer. De giver mening som resultat af den troendes accept af mysteriets virkelighed. (Også for den ikketroende giver Kierkegaard, Augustin eller Luther en poetisk eller filosofisk indsigt, der arbitrært nok tager udgangspunkt i et allerede accepteret vilkår, men som bruger det vilkår til at belyse eksistensen. Og disse indsigter kan være nok så smukke, kloge og rørende. Og igen er det ikke noget, man derfor bare kan affeje.)
Denne ulogiske proces baseret på noget principielt uforståeligt er altså helt konkret meningsgivende for masser af mennesker. Ikke at tage det alvorligt vidner ikke om ens evne til at gennemskue dårlig logik, men om ens manglende evne til at sætte sig ind i forskellen på det, der, som Jung sagde, er forståeligt, og det, der er meningsfuldt.
En verdensreligion
Kristendommen er altså en religion baseret på dyrkelsen af en jødisk mystiker og hellig mand, der levede i Palæstina for omkring to tusind år siden.
Den blev et historisk afgørende kompendium af ideer, der ramte sin samtid med en uhørt styrke og effektivitet. Den blev efter nogle få hundrede år overtaget af det største imperie i den del af verden og voksede sig til en civilisationsbyggende supermagt.
Og samtidig er kristendommen en mystisk kult, bygget oven på en utilnærmelig sandhed, en umulig skælven i virkeligheden, som for den kristne bliver ved at klinge, at kalde og at drage. Inderst inde bag ideologien og historien er der en kilde, der ikke tømmes eller løber ud, netop fordi den aldrig bliver af klaret, aldrig bliver sekulariseret, aldrig helt kan belyses.
Kristendommens gåde, hvordan den sejrede, kan man kun nærme sig et svar på, hvis man forsøger at forstå, hvad kristendommen er gjort af, hvis man ærligt forsøger at forstå ikke bare de kristnes oplevelser og tanker, men også hvilke processer der rent idéhistorisk fremkaldte disse oplevelser i deres samtid.
Man kan i det mindste prøve at forstå, hvor kristendommens brikker, dens kræfter og dens begreber, Gud, Jesus, Djævelen, troen, frelsen, kommer fra.
Derfor vil jeg forsøge at behandle ét begreb eller én figur ad gangen og forklare dets historiske rødder, dets optræden som fænomen, dets betydning i kristendommen. Og forhåbentlig på den måde skitsere en konstellation af ideer, der giver en anelse af klippen som helhed.
Kristian Leth: Verdens vigtigste bog
Kristian Leth mener, at Bibelen er Verdens vigtigste bog. Igennem 2 ½ år har han hver søndag på P1 udforsket kristendommen sammen med journalisten Lauge Hendriksen, og holdt flere hundrede foredrag om emnet. Radioprogrammet/podcasten “Bibelen Leth fortalt” er lyttet af over 100.000 mennesker – og det er ikke uden grund.
Selv i et moderne samfund som det danske viser det sig, at vores kristne arv spiller en større rolle, end vi måske selv går rundt og tror – og måske endda større, end vi har lyst til at indse.
Kristian Leth fortæller fra et udogmatisk standpunkt – han er hverken ”for” eller ”imod” kristendommen. Faktisk påstår han, at det nærmest slet ikke kan lade sig gøre, for så dybt gennemsyrer den kristne arv vores bevidsthed.
Du kan købe Verdens vigtigste bog online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: