Skal romaner kunne tåle at blive tryktestet af journalister på jagt efter faktuelle fejl?
Diskussionen er nu igen aktuel, efter Politiken torsdag bruger en hel side på at lade forfatteren Thomas Korsgaards bror udtrykke sin utilfredshed med indholdet i den nye skønlitterære udgivelse ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”:
”Mathias Korsgaard deler ikke den erindring om barndommen, som Thomas Korsgaard beskriver i romanen og adskillige interviews,” står der i artiklerne og fortsætter: ”Når han siger, at bogen er baseret på hans opvækst og han i interviews fremhæver passager og gør dem til selvoplevede, bliver jeg vred.”
Flere gange har forfatter og forlag fået henvendelser fra medier, som gerne ville have en kommentar fra forfatterens familie for at høre, om det der stod i bogen nu også kunne passe, og hvordan de i øvrigt havde det med den? Og hver gang svarede vi fra forlagets side, at der vel at mærke stod ROMAN på omslaget, og at det derfor var fiktion, selv om forfatteren fortalte i interviews, at inspirationen er hentet fra hans eget liv. I et enkelt tilfælde gav vi en avis kontaktinformation på forfatterens familie, fordi forfatteren i et interview havde fortalt om en helt konkret voldsepisode fra sin barndom. Og da det selvfølgelig hører til almindelig journalistisk etik at høre begge parter i en sag, var det i dette tilfælde berettiget.
Politiken vælger øverst på side 3 i kultursektionen at understrege vigtigheden af, at man som medie forstår klart at skelne mellem fakta og fiktion. Nederst på samme sider illustrerer avisen så samtidig, hvordan det ser ud, når man IKKE er i stand til at foretage denne skelnen. Journalisten genreangiver i øvrigt fejlagtigt bogen som autobiografisk, og roder sig i sammenhængen ud i noget værre sludder om Donald Trump, falske nyheder og det postfaktuelle samfund i en diskussion om mediernes ansvar. Det er en roman. EN ROMAN! Og et interview om hvilken erindring forfatteren har om sin egen barndom, der har inspireret ham til bogen, skal ikke behandles journalistisk som et partsindlæg i en banal familiefejde eller som to politikere, der skændes om udlægningen af en folketingsdebat.
I stedet burde artiklen nok handle om en manglede forståelse for genrer. For der er tilsyneladende en Lex Karina i forhold til nye danske udgivelser i det hele taget efter Karina-sagen, som optog danske medier i efteråret 2016. Den meget korte version af historien om Karina Pedersen er, at hun udgav bogen ”Helt ude i hampen – mails fra underklassen” på Gyldendal og efterfølgende i interviews tilkendegav, at det hele var sandt. Forlaget havde ikke varedeklareret bogen som roman, erindringer eller noget, og da MetroXpress undersøgte en del af bogens påstande, undsagde venner og familie fra boligblokken i Fredericia tilsyneladende Karinas udlægning. Det fik Zetland til at bakke på hele deres dækning af bogen og interviewet med Karina og lægge sig fladt ned og beklage. Efterfølgende gik der så fuldstændigt rundhyl i sagen, da andre medier også kradsede lidt i overfladen på MetroXpress’ historie, som heller ikke bar vand.
Fra samme rodebutik med genreangivelse kunne man i øvrigt nævne Kenn B. Rasmussens roman ”Livet, det forbandede” fra 2014, som udløste hele Se & Hør skandalen, og hvor forlagsdirektør Johnny Staun fra Bogkomagniet gik ud og mudrede det hele til ved at erklære: ”Bogen er delvis fiktion og delvis fakta. En kæmpestor del er fakta,” og tilføjede, at 80 procent er rigtigt.
Set udefra er Lex Karina en del af en bevægelse, som også længe har forpestet dansk journalistik. Der er en bølge af detektor-journalistik, hvor journalister konstant kigger andre journalister i kortene, og der har været adskillige sager de sidste par år. For selvfølgelig er det da væsentligt, at der er troværdighed om gamle, etablerede mediers journalistik i disse år, hvor det flyder med falske nyheder og alternative fakta på sociale medier, men man kan med god grund diskutere perspektivet i, hvorvidt en korrespondent f.eks. har undladt at kreditere forskellige medier for citater i sine artikler i forhold til, hvad der i øvrigt foregår i verden omkring os. Og nu er journalisternes følgespot så tilsyneladende også blevet rettet mod litteraturen.
Der har selvfølgelig været fortilfælde. Allerede i ”Romer-tiden”, det vil sige tilbage i 2006, da Knud Romer udgav romanen ”Den som blinker er bange for døden”, som foregår på Lolland-Falster og angiveligt er inspireret af historien om Romers egen mor, tog lokale til genmæle i Politiken: ”Helt ude i hampen,” sagde en forurettet lokal (sjovt nok), mens den lokale bibliotekar havde haft besøg af Romer til et foredrag: ”Han fortalte igen og igen, at bogen er en røverhistorie. Han var på en måde meget ydmyg. Jeg tror, at han troede, at han fik folk overbevist om, at bogen bare er fiktion og derfor i orden. Men folk ser ikke helt sådan på det,” sagde hun.
Forleden udtalte den svenske forfatter Linda Boström Knausgård til norske Aftenposten om den såkaldte virkelighedslitteratur: ”Man kan ikke tage en hændelse i en roman og spørge: Hvad var det her? Det er et overgreb (…) jeg bliver lidt ulykkelig, når alt reduceres til den slags … Altså, talte man på den måde med Dostojevskij? Vi har fortalt om vores liv siden antikken. Jeg forstår ikke helt, hvad det er med vores tid, som er sulten efter alt det, som ikke er en roman.”
For en roman skal ALDRIG underkastes samme krav til dokumentation som en avis-artikel eller en fagbog. Hvis Politiken fremover har tænkt sig at faktatjekke samtlige danske romaner, hvor forfatteren har hentet inspiration fra sit eget liv, får avisens journalister travlt. Bare inden for det næste år.
Find inspiration til din næste læseoplevelse på vores side. Se vores liste med bøger til sommerferien 2023/2024.
Skal romaner kunne tåle at blive tryktestet af journalister på jagt efter faktuelle fejl?
Diskussionen er nu igen aktuel, efter Politiken torsdag bruger en hel side på at lade forfatteren Thomas Korsgaards bror udtrykke sin utilfredshed med indholdet i den nye skønlitterære udgivelse ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”:
”Mathias Korsgaard deler ikke den erindring om barndommen, som Thomas Korsgaard beskriver i romanen og adskillige interviews,” står der i artiklerne og fortsætter: ”Når han siger, at bogen er baseret på hans opvækst og han i interviews fremhæver passager og gør dem til selvoplevede, bliver jeg vred.”
Flere gange har forfatter og forlag fået henvendelser fra medier, som gerne ville have en kommentar fra forfatterens familie for at høre, om det der stod i bogen nu også kunne passe, og hvordan de i øvrigt havde det med den? Og hver gang svarede vi fra forlagets side, at der vel at mærke stod ROMAN på omslaget, og at det derfor var fiktion, selv om forfatteren fortalte i interviews, at inspirationen er hentet fra hans eget liv. I et enkelt tilfælde gav vi en avis kontaktinformation på forfatterens familie, fordi forfatteren i et interview havde fortalt om en helt konkret voldsepisode fra sin barndom. Og da det selvfølgelig hører til almindelig journalistisk etik at høre begge parter i en sag, var det i dette tilfælde berettiget.
Politiken vælger øverst på side 3 i kultursektionen at understrege vigtigheden af, at man som medie forstår klart at skelne mellem fakta og fiktion. Nederst på samme sider illustrerer avisen så samtidig, hvordan det ser ud, når man IKKE er i stand til at foretage denne skelnen. Journalisten genreangiver i øvrigt fejlagtigt bogen som autobiografisk, og roder sig i sammenhængen ud i noget værre sludder om Donald Trump, falske nyheder og det postfaktuelle samfund i en diskussion om mediernes ansvar. Det er en roman. EN ROMAN! Og et interview om hvilken erindring forfatteren har om sin egen barndom, der har inspireret ham til bogen, skal ikke behandles journalistisk som et partsindlæg i en banal familiefejde eller som to politikere, der skændes om udlægningen af en folketingsdebat.
I stedet burde artiklen nok handle om en manglede forståelse for genrer. For der er tilsyneladende en Lex Karina i forhold til nye danske udgivelser i det hele taget efter Karina-sagen, som optog danske medier i efteråret 2016. Den meget korte version af historien om Karina Pedersen er, at hun udgav bogen ”Helt ude i hampen – mails fra underklassen” på Gyldendal og efterfølgende i interviews tilkendegav, at det hele var sandt. Forlaget havde ikke varedeklareret bogen som roman, erindringer eller noget, og da MetroXpress undersøgte en del af bogens påstande, undsagde venner og familie fra boligblokken i Fredericia tilsyneladende Karinas udlægning. Det fik Zetland til at bakke på hele deres dækning af bogen og interviewet med Karina og lægge sig fladt ned og beklage. Efterfølgende gik der så fuldstændigt rundhyl i sagen, da andre medier også kradsede lidt i overfladen på MetroXpress’ historie, som heller ikke bar vand.
Fra samme rodebutik med genreangivelse kunne man i øvrigt nævne Kenn B. Rasmussens roman ”Livet, det forbandede” fra 2014, som udløste hele Se & Hør skandalen, og hvor forlagsdirektør Johnny Staun fra Bogkomagniet gik ud og mudrede det hele til ved at erklære: ”Bogen er delvis fiktion og delvis fakta. En kæmpestor del er fakta,” og tilføjede, at 80 procent er rigtigt.
Set udefra er Lex Karina en del af en bevægelse, som også længe har forpestet dansk journalistik. Der er en bølge af detektor-journalistik, hvor journalister konstant kigger andre journalister i kortene, og der har været adskillige sager de sidste par år. For selvfølgelig er det da væsentligt, at der er troværdighed om gamle, etablerede mediers journalistik i disse år, hvor det flyder med falske nyheder og alternative fakta på sociale medier, men man kan med god grund diskutere perspektivet i, hvorvidt en korrespondent f.eks. har undladt at kreditere forskellige medier for citater i sine artikler i forhold til, hvad der i øvrigt foregår i verden omkring os. Og nu er journalisternes følgespot så tilsyneladende også blevet rettet mod litteraturen.
Der har selvfølgelig været fortilfælde. Allerede i ”Romer-tiden”, det vil sige tilbage i 2006, da Knud Romer udgav romanen ”Den som blinker er bange for døden”, som foregår på Lolland-Falster og angiveligt er inspireret af historien om Romers egen mor, tog lokale til genmæle i Politiken: ”Helt ude i hampen,” sagde en forurettet lokal (sjovt nok), mens den lokale bibliotekar havde haft besøg af Romer til et foredrag: ”Han fortalte igen og igen, at bogen er en røverhistorie. Han var på en måde meget ydmyg. Jeg tror, at han troede, at han fik folk overbevist om, at bogen bare er fiktion og derfor i orden. Men folk ser ikke helt sådan på det,” sagde hun.
Forleden udtalte den svenske forfatter Linda Boström Knausgård til norske Aftenposten om den såkaldte virkelighedslitteratur: ”Man kan ikke tage en hændelse i en roman og spørge: Hvad var det her? Det er et overgreb (…) jeg bliver lidt ulykkelig, når alt reduceres til den slags … Altså, talte man på den måde med Dostojevskij? Vi har fortalt om vores liv siden antikken. Jeg forstår ikke helt, hvad det er med vores tid, som er sulten efter alt det, som ikke er en roman.”
For en roman skal ALDRIG underkastes samme krav til dokumentation som en avis-artikel eller en fagbog. Hvis Politiken fremover har tænkt sig at faktatjekke samtlige danske romaner, hvor forfatteren har hentet inspiration fra sit eget liv, får avisens journalister travlt. Bare inden for det næste år.
Find inspiration til din næste læseoplevelse på vores side. Se vores liste med bøger til sommerferien 2023/2024.
Andre læste også: