I Den sidste sol forener Christina Englund det ganske nære og det allerfjerneste. Dragende og destruktive kræfter træder i kraft og en familie i Virum trues med opløsning, da faderen pludseligt forsvinder. Læs et uddrag her.
Christina Englund debuterede som 17-årig og har otte udgivelser bag sig. Hun har modtaget både priser og legater for forfatterskabet, bl.a. Statens Kunstfonds arbejdslegat. Den forrige roman af Christina Englund, Slugt, blev nomineret til DR Romanprisen.
LÆS OGSÅ: Smuglæs i det enestående romanportræt Slugt om kunstneren Francesca Woodman af Christina Englund
I Den sidste sol møder vi Sara og Michael, og deres to halvstore børn Lærke og Malte, der bor på en villavej i Virum. Michael skal til USA og deltage i en konference om sorte huller i forlængelse af sin stilling som astrofysiker. Aftenen inden har parret skændtes, og Michael rejser, uden de får sagt ordentligt farvel.
LÆS OGSÅ: Forfatter Christina Englund: Jeg var ensom og skrøbelig, og det kan jeg genkende hos Woodman
Mærkelige ting begynder at ske i Michaels fravær, og grebet om hverdagen slipper langsomt ud af Saras greb. Da hun ikke kan få fat på Michael, begynder tvivlen at melde sig. Er han overhovedetkommet frem? I forsøget på at få afklaret det, graver Sara ned i sin mands gøren og laden op til afrejsen, og langsomt afsløres nye sider af ham, og hans stramme greb om familien.
Den sidste sol af Christina Englund er en gribende fortælling om en familie i opløsning i det store kosmos, og de dragende og destruktive kræfter, der kan styre både det nære og det fjerne. Læs et uddrag af Den sidste sol her.
Den sidste sol
af Christina Englund
Om aftenen venter han.
Fra sengen under skråvinduet kan han se et ret stort stykke af himlen.
Malte er for længst holdt op med at tro, at der er liv andre steder. Nu tænker han kun på universet som en uendelig, susende tragt fuld af skrald og jern og asteroider.
Til gengæld kan en eksplosion på solen ske når som helst. Med ét vil ladede partikler finde vej mod jordens magnetosfære, forstyrre alt.
Verdens undergang vil være voldsom. Det siger hans far. Det er heller ikke svært at forestille sig. Malte håber bare, at han er vågen, når det sker.
Hver dag efter skole smider han sin rygsæk i entreen og sætter sig ved flygelet i stuen.
Han lukker omhyggeligt døren bag sig, før han skubber låget på instrumentet op. Så bøjer han sig over tangenterne og lader tonerne fylde. Forsvinder.
Om aftenen, når han kigger ud ad vinduet på sit værelse, er der tit lys i Emmas vindue på den anden side af hækken. Malte er sikker på, at hun sidder med bøgerne. I skolen har hun stort set altid lavet sine lektier.
Han ved ikke, om det er noget, han godt kan lide eller ikke kan lide ved hende. Sådan har han det med mange ting.
Virum
Juli 2019
Mandag
Den morgen Michael rejser, vågner Sara først, da hoveddøren smækker.
Klistret af sved sætter hun sig op i sengen og lader rummet materialisere sig; vækkeurets bjælketal, gardinets lysende firkant, Michaels badekåbe på siden af skabet.
Ude i gangen hænger dampen endnu foran badeværelset. Fliserne klæber til de bare tæer. Det våde håndklæde ligger som en knytnæve i hjørnet. Sara trækker bruseforhænget på plads, bukker sig efter håndklædet, tisser.
Begge børnenes døre er lukkede.
Hun fortsætter ned ad trappen forbi det runde vindue, man kan se skoven igennem.
I køkkenet er radioavisen i gang. Den nye regering har for første gang nogensinde klimaet øverst på dagsordenen, påstår nyhedsoplæseren. I Hongkong fortsætter demonstrationerne.
På bordet er Lærkes matematikbog og farvekridt skubbet til side, avisen slået op. Ved siden af står Verdens bedste far-koppen halvt fuld af kaffe. Det ligner ikke Michael at rejse så langt væk uden at tømme sin kop. Hvad mon der ville ske, hvis hun lod den stå, til han kom tilbage?
Hovedet føles tungt. Så meget drak de da heller ikke. Men skænderiet sidder i kroppen.
Før hun kan andet, må hun gå en runde, tage stuerne i besiddelse, smække døre op.
Særligt luften i havestuen prikker i næsen. Vinglassene, den tomme flaske, papirerne spredt ud over sofabordet. Puderne er fladmaste, der hvor de sad i går og diskuterede. Hun ryster dem.
Idet hun åbner ud til terrassen, giver naboens golden retriever sig til at gø.
Bagerst i haven letter en flok fugle og flygter i alle retninger.
Dér mellem frugttræerne er det meningen, at annekset skal stå. Nøjagtig 2,5 meter fra hækken ud til den lille sti, der løber mellem haverne og skoven.
Sara kan ikke se stedet herfra, rhododendronen skærmer, men hun ved præcis, hvor det er.
Michael har målt op og sat pinde i jorden, ikke meget for at fælde noget.
Godt nok skærer han ansigt, når hun taler om dét, hun kalder landingspladsen. Men han stampede selv jorden til, før fundamentet af planker blev lagt.
I løbet af foråret har Sara set de små træhytter dale ned i de omkringliggende haver som fremmede fartøjer. Alle andre i kvarteret har fået deres anneks for længst.
Det er Claus, deres nabo, der har indhentet tilbud og stået for det hele. En stor fælles bestilling med ekstra rabat.
Sara og Michaels anneks burde være kommet i påsken. Men da de havde ventet hele dagen, ringede manden med kranbilen og sagde noget om et motorstop.
For et par uger siden kontaktede Sara selv firmaet.
Michael stod i døren til stuen og overhørte samtalen. Betragtede hende, mens hun forsøgte at skælde ud.
Manden i den anden ende var ude af stand til at svare på et eneste af hendes spørgsmål. End ikke ordresedlen kunne han lokalisere. Hun kunne høre ham rode i bunkerne, det raslende papir.
– Har vi så en aftale? Sara afbrød forbindelsen og så op i Michaels uudgrundelige ansigt.
Når annekset kommer, vil hun indrette det, så hun kan holde kundemøder derude. Måske endda få plads til en praktikant. Hvis hun får sådan én, kan hun sige ja til flere opgaver og vil kun sjældent skulle ind på tegnestuen i byen.
– Hvis nu du tog en ordentlig pris for det, du laver, ville du ikke behøve at arbejde så meget, plejer Michael at sige. Det er sandt, at hun har det med at underbyde sig selv. I det hele taget kommer hun tit til at bruge energi på ting, der ikke har noget med sagen at gøre.
Selvfølgelig er det Michael, der hiver den største del af pengene hjem. Men sådan har de indrettet sig helt fra begyndelsen.
Selv joker han med, at hans arbejde er uendeligt. Og ja, det, han laver, er på alle måder vanskeligere og finere end hendes job. Derfor skulle han også af sted til den konference i Utah. Selvfølgelig skulle han af sted. Det har hun sagt flere gange.
Også selvom det er lige i starten af børnenes sommerferie.
Michael begyndte at tale om konferencen allerede i april, da resultaterne fra Event Horizon Telescope-projektet lå klar.
For første gang nogensinde kunne et billede af et sort hul vises frem for offentligheden. I årevis havde en gruppe forskere over hele verden arbejdet på det. Ingen havde vidst, om det rent faktisk ville lykkes. Det var banebrydende. Så meget forstod Sara.
En af EHT-netværkets pressekonferencer skulle afholdes på DTU. Som leder af forskningsgruppen var Michael med til at modtage de allerførste data.
Aftenen før offentliggørelsen viste han billedet til Sara og ungerne, selvom han egentlig ikke måtte.
– Sejt! Lærke var ved at vælte computeren ned fra spisebordet, idet hun ivrigt rykkede tættere på. – Hvor langt væk er det?
– Femoghalvtreds millioner lysår! Michael rettede på den bærbare. – Det befinder sig lige i midten af vores største nabogalakse.
Sara kneb øjnene sammen. Det eneste, hun kunne se, var en lysende cirkel midt i noget sort, en orange klat omgivet af mørke. Det var som at stirre ind i helvede.
– Er det okay, hvis jeg … Malte havde allerede trukket næsen til sig.
– Selvfølgelig. Sara gav hans arm et klem. Ignorerede Michaels blik. Malte skulle til klaver. Der var kun en uge til musikskolens forårskoncert.
– Hvordan ser det ud indeni? Lærke hang stadig op ad sin far.
– Hvis man kunne se ind i et sort hul som M87, så ville man se det sorteste mørke, man kan forestille sig. Michael gjorde sin stemme dyb. – Men det kan man så heller ikke.
– Husk lygter! Sara vinkede til Malte henne i døren.
– Hvis først du kommer så tæt på, slipper du aldrig væk igen. Michael trak Lærke ind til sig, som om hun i ét nu blev spist af hans favn. Han kildede hende, indtil hun fik hikke.
Tilbage i køkkenet tømmer Sara vinglas og kaffekop og sætter det hele i opvaskemaskinen, smider flasken ind i skabet, folder avisen sammen, slukker radioen. Hendes yoga-time starter om tre kvarter.
Michael har ikke lagt nogen seddel. Mon han stadig var vred, da han tog af sted?
Sara havde tænkt, at hun ville vågne tidligt, så de kunne nå at tale sammen, måske endda have sex. I løbet af natten åbnede hun øjnene flere gange og så på hans ryg i mørket. Overvejede at række ud. Så med ét var det for sent.
Planen over konferencen i Utah hænger på opslagstavlen med hotelinformationer, afgange og ankomsttider. Michael har endda skrevet tidsforskellen på med kuglepen. Men det er lige så meget til børnene som til hende. Det sidste lange stykke går turen med bus.
Ved siden af planen har han klistret en brochure op fra det lokale observatorie og en fra nationalparken, der også ligger i området. Især observatoriet er Lærke spændt på, om han når ud at se. Det skulle have et helt særligt teleskop. Men der er jo så meget derovre, alt er så stort. En park kan nærmest være en ørken. Man ved heller aldrig, om det er stjerneklart.
Selv har Sara kun været i USA en enkelt gang, og det var i New York, adskillige år før hun mødte Michael, så det tæller nærmest ikke.
Til at begynde med ville Michael faktisk slet ikke af sted. Han var tydeligt stolt over at være blevet inviteret til konferencen, men han tøvede. Det tog lidt tid, før Sara forstod hvorfor. Det var ikke på grund af børnenes ferie. Årsagen lå langt tilbage.
– Selvfølgelig skal du rejse, sagde hun, og i løbet af de næste måneder blev han mere og mere opsat på det.
Sara strejfer bilen, idet hun trækker cyklen fri af skuret og forbi gyngestativet. Hun hilser på Claus og Anines datter, der søvnigt er på vej ud for at lufte den evigt gøende hund.
På den anden side af vejen åbner genboen låget på sin skraldespand.
– Husker du mødet i aften, Helle? Sara runder hånden om munden. – Klokken otte?
Helle giver slip på et par fyldte affaldsposer. – Selvfølgelig, smiler hun spidst og smækker låget i.
Op gennem skoven må Sara træde hårdt i pedalerne. Fuglene synger i trætoppene. Himlen hænger som et blankt stykke stof bag alt det grønne. Varmen har allerede fat.
På toppen af bakken standser hun og trækker sin cardigan af.
Hun lægger nakken tilbage, følger en hvid stribe med øjnene. Det kunne næsten være Michaels fly.
På den smalle vej foran Frilandsmuseet snor et par biler sig uden om hende. Så er hun ude på den anden side, hvor trafikken suser frem og tilbage ad Kongevejen i ét væk.
Da hun passerer legepladsen, kommer hun i tanke om budgetgodkendelsen fra kommunen, som hun skal have fundet frem før nabomødet i aften. Hun er stadig lettet over, at hun fik budgettet igennem så hurtigt.
Først tror han, at det regner.
Når det regner, bliver haverne rundt om stille.
Malte kan godt lide at ligge og se op i dråberne gennem skråvinduet. Lytte til himlen.
Men nu er det bare hans telefon, der laver en regnvejrslyd som tegn på, at der er kommet en sms fra Gustav. Vennen er den eneste, der kan finde på at skrive på det her tidspunkt, selvom de har ferie. Malte sparker dynen til side, den damper nærmest, solen må have stået lige på. Han famler på hylden efter mobilen.
Det ærgrer ham, at han har sovet så længe. Nu fik han ikke sagt farvel til sin far. I øvrigt skulle han jo have øvet sig. Noden til Griegs klaverkoncert ligger på skrivebordet og kalder på den dårlige samvittighed.
William, hans spillelærer, siger, at det er et storslået stykke musik. Kan du klare den koncert, kan du klare alt. Men det har vist sig at være en del sværere at få hul på, end de troede. Malte har slet ikke fået Grieg ind under huden endnu. Han skal bare i gang, det ved han. Men det føles, som om der er lang vej igen.
Malte åbner telefonen og ser på den GIF, Gustav har sendt. En sølvskinnende ufo kaster grønne stråler ned over en sortklædt mand. Manden drejer rundt om sig selv i lyskeglen, mens han roligt glider opad. Drejer igen. Han ser slet ikke bange ud, idet han forsvinder op gennem en lem i bunden af fartøjet.
Tag mig med, tænker Malte, sug mig op. Tænk, hvis man bare kunne forsvinde.
Men han tror jo ikke på den slags.
Gustav elsker at drille ham med sine GIFs og historier om flyvende tallerkner. Hvis alt andet går galt, så kommer de og redder os, påstår han.
Den løsning kan både bruges i forhold til klimakrisen, lektier, man har glemt at lave, jordens potentielle undergang. Malte synes, at det gør Gustav doven. De har diskuteret det mange gange.
Efter den sidste årsprøve stod de i køkkenet og smurte madder, mens de talte om dét, Gustav kalder redningen fra rummet. Maltes far overhørte deres samtale og stoppede op. – Når du siger det der, sagde han til Gustav, – så lyder det næsten, som om du ikke tror på videnskaben?
Gustav åbnede munden og lukkede den igen.
– Hvis verden går under, kommer de og redder os? Maltes far lød oprigtigt nysgerrig. – Hvorfor egentlig? Hvorfor skulle nogen ville redde dig?
Normalt kan Gustav let komme på alle mulige helt og halvt vanvittige teorier. Han behøver ikke engang en invitation. Et enkelt stikord eller en association, en filmtitel eller et klip fra en serie, så drøner han ud ad ufo-sporet med 110 kilometer i timen.
Men Maltes far har en evne til at betragte én på en måde, så man glemmer, hvad man ville sige. Så man bliver en lille smule i tvivl om, hvem man selv er.
Gustav stod bare med smørkniven hængende fem centimeter over skærebrættet og mumlede et eller andet uforståeligt. Han stirrede på stakken af madder, de allerede havde smurt, som om den kunne svare for ham.
– Og hvad med bagefter, når du er blevet reddet? fortsatte Maltes far. – Tager de dig så med til Mars?
Malte havde hørt sin far sige den slags ting mange gange før.
– Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser, konstaterede faren og klappede Gustav godmodigt på skulderen, så en lille klat smør forlod kniven og landede på bordet.
– Hvis de havde været der, ville vi vide det.
Gustav vidste det ikke, men faktisk var det billigt sluppet. Maltes far kan blive decideret rasende, når nogen påstår, at der findes små grønne mænd, som overvåger alverdens militæranlæg og atomkraftværker eller bortfører køer og mennesker. Om det så bare er en børnefilm på tv, hvor et lille grønt væsen er faldet ud af et tallerkenlignende fartøj og nu har brug for hjælp til at komme hjem til sin planet. Malte har flere gange oplevet, at faren gav sig til at råbe ad fjernsynet, mens Lærke sad med store øjne ved siden af.
Det er ikke altid, at deres fars temperament eksploderer på den måde, men når man først har oplevet det én gang, gør man, hvad man kan, for at undgå det. Hvis ellers man kan regne ud, hvornår det vil ske.
Egentlig ved Malte ikke, om Lærke oplever det på samme måde. De sidste par år er hun og faren blevet tættere. Det er næsten, som om hun og Malte har byttet plads. Ikke så meget, fordi hun gør noget bestemt, som fordi Malte ikke gør det. Hun er allerede bedre til naturfag, end Malte nogensinde har været, og langt den dygtigste i sin klasse til matematik.
Deres far bliver ligesom ikke sur på Lærke på samme måde. Måske fordi hun er yngre. Eller fordi hun er en pige. Eller måske er det bare, fordi faren ikke kan se meningen med det klaver. Det er jo ikke noget, man kan leve af. Det er heller ikke særligt brugbart i en krisesituation, som han mere end en gang har påpeget. Alligevel bliver Malte tit forvirret over, hvad hans far så forventer af ham.
Som i aftes, da de alle fire sad i køkkenet.
Lærke havde dækket op med dug og servietter, mens deres mor stegte bøffer og åbnede vin. Malte fik også et glas. Men der var sket noget med kødet, så det nærmest ikke var til at tygge. Maltes far var den første til at skære ansigt. – Okay, det er spændende, det her. Kæberne bevægede sig langsommere og langsommere, før han til sidst vippede den gennemtyggede klump kød ud på sin gaffel. – Det kan jo tage herfra og til jul at få spist. – Nej, altså. Hvad har jeg gjort? Maltes mor sprang op. – Jeg har da vist en bøf mere, jeg kan stege. Hun åbnede køleskabet.
Smed panden tilbage på blusset.
– Hvis du gerne vil have, at jeg bliver hjemme, kan du bare sige det. Faren tog en stor tår af sit vinglas, stadig med gaflen balancerende i den anden hånd.
– Ja! jublede Lærke.
– Det kan jeg selvfølgelig ikke. Han så alvorligt på hende. – Men husk, at der er rugbrød og leverpostej i køleskabet, hvis alt andet går galt. Han viftede med kødklumpen. – Kan I huske, dengang jeres mor besluttede sig for at afkalke elkedlen og så glemte alt om det? Faren lænede sig tilbage. – Der var hun sgu ved at tage livet af mig.
– Ja, sikke noget. Henne ved komfuret stod Maltes mor bøjet over en ny sydende bøf. Hendes kinder var røde.
Maltes far vendte sig mod Malte og pegede på ham med gaflen. – Jeg regner med, at du sørger for, at det hele ikke falder fra hinanden, mens jeg er væk.
Malte slap sit rødvinsglas og skyndte sig at nikke.
Men hvad betød det?
Det var lige før, Malte ville ønske, at faren havde skrevet opgaven op på opslagstavlen sammen med de andre pligter. Så ville det være lettere at forholde sig til.
Andre gange er der ikke noget at tage fejl af.
I vinter, da nogen, halvt for sjov, arrangerede fastelavnsfest på gymnasiet, fik Gustav lov at låne et par neongrønne alien-kostumer af én fra årgangen. Der fulgte endda to store plastic-pumpguns med, der kunne blinke i tre forskellige farver og spille temaet fra X-Files.
Malte kunne selv have regnet ud, at han ville blive stoppet på vej gennem entreen.
– Det der mener du ikke. Hans far så op og ned ad den grønne dragt.
Gustav var allerede stavret ud gennem hoveddøren. Han ventede ved skraldespanden med en pose øl i den ene hånd og automatvåbenet i den anden.
Faren vinkede til ham. – Malte kommer om lidt.
Gustav snurrede omkring i gruset. – Yes, sir, svarede han og viftede med sit blinkende våben.
– Jeg vil gerne have, at du tager den dragt af.
– Jamen … protesterede Malte inde fra masken.
– Nu!
Hans far blev stående for foden af trappen, til Malte kom ned igen i jeans og sweatshirt. Ventede, mens han tog sko på og trak i vinterjakken. Gik endda med helt ud i indkørslen.
Øllene var han ligeglad med. – Et eller andet skal der åbenbart til for, at I kan få hul igennem til damerne. Han puffede indforstået til Gustav, idet han omsider lod dem gå op mod toget. Et styk alien, et styk teenagedreng i almindeligt tøj.
Nu er hans far rejst til USA for at se på billeder af sorte huller.
I sit hoved kan Malte ikke få det til at give mening. Det gør det selvfølgelig. Modsat rumvæsener eksisterer sorte huller rent faktisk. Nu findes der endda billeder af et.
Galakser og stjerner og sorte huller har ikke nødvendigvis noget med grønne marsmænd at gøre. Det ved Malte godt. Alligevel kan han ikke lade være med at synes, at det er en lille smule fjollet, at hans far er rejst så langt væk bare for det.
På telefonen drejer den sortklædte mand rundt og rundt i den grønne kegle, stiger opad uden en lyd.
Malte kan tydeligt se Gustav for sig, klukkende vælge netop den her GIF og sende den af sted. Til netop ham.
Sara forventer at høre klaveret, da hun låser sig ind, men døren står åben ind til den tomme stue. Låget på flygelet reflekterer lyset. Det trænger til en støveklud, kan hun se.
I køkkenet ligger posten på bordet. Så må Lærke i hvert fald være oppe.
Sara bladrer stakken igennem; et par rudekuverter, det nyeste nummer af Nature, dagens avis og en pakkeseddel fra GLS. Hun studerer sedlen, før hun lægger den fra sig. Åbner køleskabet, hælder yoghurt op.
Lærke sidder på sit værelse, stadig i nattøj. Hun tegner.
På hendes iPad kører en film med skingre stemmer.
– Hold da op, her er fest. Sara slukker iPad’en og lægger den over på kommoden. – Skal du ikke have lidt frisk luft? Hun skubber vinduet op, men kan ikke mærke forskel på inde og ude.
– Er far væk?
Sara tjekker uret på sin mobil. – Ja, han må sidde på flyet nu. Hendes blik fanges af farvekridtets hastige bevægelser over papiret.
Lærke plejer at tegne deres lille familie. Sara har en hel kasse fuld af de tegninger. Af dem alle fire med brede smil og hinanden i hænderne. Michael fylder naturligvis mest. Malte flagrer som regel lidt ude i siden. Selvom der er seks år imellem børnene, fremstår den tegnede Lærke som regel kun en anelse mindre end sin bror. På tegningerne har hun også altid sin flotteste kjole på, den blå af chiffon, der efter- hånden er for lille, men plejer at hænge klar uden på hendes klædeskab. Det er ikke til at vide, hvad det er for en fest, Lærke venter på.
Stregerne på papiret foran hende ligner imidlertid ikke det sædvanlige familieportræt.
– Jeg savner far.
– Tror du ikke nok, vi skal få det dejligt, os tre? Sara gør sin stemme varm. – Vi kunne spille det spil, du godt kan lide.
– Det er kun sjovt, hvis far er med.
– Vi kunne tænde planetariet?
Pigen ser om muligt endnu mere trist ud.
Sara tænker sig om. – Vi kan køre til stranden en af dagene? Jeg kan lave pandekager?
Lærke slikker sig om munden. – Okay. Omsider bryder et smil frem.
I den anden ende af skrivebordet står Helios-planetariet. Egentlig var det en fødselsdagsgave, men Michael insisterede på, at Lærke fik det, før han rejste. Sammen har de brugt det meste af weekenden på at samle det.
Nu strutter de forskellige planeter nymalede rundt om solen. Apparatet kan vist både lyse og dreje. Sara har endnu ikke set det i funktion.
I hjørnet af værelset står papkassen, planetariet blev leveret i. Sara tager sig i at ville gribe den tomme kasse og bære den ned i skraldespanden. Lærke er sådan et barn, der elsker emballage næsten lige så højt som det, der har været indeni. Sådan nogle kasser bliver hurtigt forvandlet til en hule, et rumskib, en bil. Somme tider tegner hun også på dem, men det er ikke nødvendigt for, at hun kan forestille sig alt muligt.
Sara kan se på andre børn og synes, at de er så fantasiløse. Så krævende. De vil bare have uden selv at bidrage. Indimellem slår Lærke sig i tøjret. Når hun lidt for længe har været tilskuer til al den forkælelse, hendes jævnaldrende er udsat for. – Det må Frida godt, klynker hun. Eller: – Frida skal ikke ordne køkkenhave eller hente post. Hun kommer bare hjem fra skole og må se skærm. Spiser lige så meget slik, hun har lyst til.
Som regel giver Sara den videre til Michael. Han er bedst til at forklare de ting. Med tilpas alvor og alligevel så enkelt. – Andre mennesker er andre mennesker, siger han. – De er ikke som os.
Så bliver Lærke tavs.
Mobilen bimler. Det er Marie. Sara stopper den i lommen. Søsteren har det med at ringe på de mest ubelejlige tidspunkter. I lange perioder slet ikke. Hun vil sikkert fortælle om sin og Olufs seneste rejse eller høre, hvornår Sara kommer på besøg. Det er ved at være længe siden.
Selvom Michael og Maries mand er gamle gymnasiekammerater, finder Michael konstant på undskyldninger for ikke at køre til Sverige. På den måde er han ikke noget familiemenneske.
Selvfølgelig synes Sara, at det er synd for ham, at han er vokset op uden en far. Det må have været hårdt, dengang Michaels far forlod ham og hans mor og rejste til USA, selvom Michael var helt lille.
Når Sara en sjælden gang spørger til det, forandres hans ansigt på et sekund. I ét nu bølger en blanding af forbløffelse og skam hen over det.
Faren blev skør, så meget ved hun. Han begyndte vist ligefrem at høre stemmer. Følte, at nogen kaldte på ham et sted langt borte fra. Stemmerne fortalte om en meget sjælden begivenhed, der ville finde sted helt ovre i Amerika, og som Michaels far for alt i verden ikke måtte gå glip af.
På Michael lyder det, som om det var de stemmer, der fra den ene dag til den anden fik hans far til at tage af sted, og som indirekte var skyld i, at faren havnede i kløerne på en eller anden tosset sekt eller stamme.
I hvert fald var det alt sammen årsagen til, at Michael som ganske ung valgte at læse astrofysik. Og derfor, at han aldrig før har været i USA. Mens han læste på Niels Bohr Institutet, fik han ellers tilbudt en ph.d. på Berkeley, men til alles overraskelse takkede han nej. Så stor afstand har han lagt til sin far og det, at han valgte at forlade sin familie. Lige indtil nu.
– Tænkte du nogensinde på, om du ville få ham at se igen? spurgte Sara, første gang Michael nævnte sin fars forsvinden. Det var ikke så længe efter, at de havde mødt hinanden. Før hun rigtig havde forstået, hvor dybt i Michael svigtet sad. Og hvor lidt han brød sig om at tale om det.
Herefter fortalte Michael om den dag, hvor en kasse var ankommet med posten. Han var omkring syv år gammel og havde troet, at det var en gave, men da hans mor åbnede kassen, viste den sig at indeholde farens efterladte ejendele. Lidt tøj, et par bøger, en pung uden penge, et bulet kompas.
– Jeg vil aldrig blive som ham, sagde Michael. – Aldrig.
Sara lægger en hånd på Lærkes hoved.
– Du kommer bare ned, når du bliver sulten, ikke?
Hun ser en sidste gang på de mange streger, papiret er dækket af. Nej, det er helt sikkert ikke deres lille familie, Lærke er i færd med at tegne. Det ligner faktisk slet ikke mennesker.
Christina Englund: Den sidste sol
En villavej i Virum. En nationalpark i Utah. En forsvinden. Hemmeligheder og trusler fra det ydre rum.
Sara vågner til lyden af hoveddøren, der smækker. Hendes mand Michael er på vej til USA for at deltage i en konference om sorte huller. Aftenen inden har de skændtes. Nu er Sara alene tilbage med børnene Malte og Lærke på 17 og 10 år. Michael er astrofysiker og har holdt familien i et stramt greb baseret på videnskab, selvdisciplin og praktiske rutiner. I hans fravær begynder de varme, tørre julidage at blive mere og mere underlige – en svimmel fornemmelse af, at noget er lidt ved siden af, eller at noget er på vej.
Den sidste sol er en roman om den lille kernefamilie under det store kosmos, om det ganske nære og det allerfjerneste. Og om de dragende, destruktive kræfter, der kan styre begge dele
I Den sidste sol forener Christina Englund det ganske nære og det allerfjerneste. Dragende og destruktive kræfter træder i kraft og en familie i Virum trues med opløsning, da faderen pludseligt forsvinder. Læs et uddrag her.
Christina Englund debuterede som 17-årig og har otte udgivelser bag sig. Hun har modtaget både priser og legater for forfatterskabet, bl.a. Statens Kunstfonds arbejdslegat. Den forrige roman af Christina Englund, Slugt, blev nomineret til DR Romanprisen.
LÆS OGSÅ: Smuglæs i det enestående romanportræt Slugt om kunstneren Francesca Woodman af Christina Englund
I Den sidste sol møder vi Sara og Michael, og deres to halvstore børn Lærke og Malte, der bor på en villavej i Virum. Michael skal til USA og deltage i en konference om sorte huller i forlængelse af sin stilling som astrofysiker. Aftenen inden har parret skændtes, og Michael rejser, uden de får sagt ordentligt farvel.
LÆS OGSÅ: Forfatter Christina Englund: Jeg var ensom og skrøbelig, og det kan jeg genkende hos Woodman
Mærkelige ting begynder at ske i Michaels fravær, og grebet om hverdagen slipper langsomt ud af Saras greb. Da hun ikke kan få fat på Michael, begynder tvivlen at melde sig. Er han overhovedetkommet frem? I forsøget på at få afklaret det, graver Sara ned i sin mands gøren og laden op til afrejsen, og langsomt afsløres nye sider af ham, og hans stramme greb om familien.
Den sidste sol af Christina Englund er en gribende fortælling om en familie i opløsning i det store kosmos, og de dragende og destruktive kræfter, der kan styre både det nære og det fjerne. Læs et uddrag af Den sidste sol her.
Den sidste sol
af Christina Englund
Om aftenen venter han.
Fra sengen under skråvinduet kan han se et ret stort stykke af himlen.
Malte er for længst holdt op med at tro, at der er liv andre steder. Nu tænker han kun på universet som en uendelig, susende tragt fuld af skrald og jern og asteroider.
Til gengæld kan en eksplosion på solen ske når som helst. Med ét vil ladede partikler finde vej mod jordens magnetosfære, forstyrre alt.
Verdens undergang vil være voldsom. Det siger hans far. Det er heller ikke svært at forestille sig. Malte håber bare, at han er vågen, når det sker.
Hver dag efter skole smider han sin rygsæk i entreen og sætter sig ved flygelet i stuen.
Han lukker omhyggeligt døren bag sig, før han skubber låget på instrumentet op. Så bøjer han sig over tangenterne og lader tonerne fylde. Forsvinder.
Om aftenen, når han kigger ud ad vinduet på sit værelse, er der tit lys i Emmas vindue på den anden side af hækken. Malte er sikker på, at hun sidder med bøgerne. I skolen har hun stort set altid lavet sine lektier.
Han ved ikke, om det er noget, han godt kan lide eller ikke kan lide ved hende. Sådan har han det med mange ting.
Virum
Juli 2019
Mandag
Den morgen Michael rejser, vågner Sara først, da hoveddøren smækker.
Klistret af sved sætter hun sig op i sengen og lader rummet materialisere sig; vækkeurets bjælketal, gardinets lysende firkant, Michaels badekåbe på siden af skabet.
Ude i gangen hænger dampen endnu foran badeværelset. Fliserne klæber til de bare tæer. Det våde håndklæde ligger som en knytnæve i hjørnet. Sara trækker bruseforhænget på plads, bukker sig efter håndklædet, tisser.
Begge børnenes døre er lukkede.
Hun fortsætter ned ad trappen forbi det runde vindue, man kan se skoven igennem.
I køkkenet er radioavisen i gang. Den nye regering har for første gang nogensinde klimaet øverst på dagsordenen, påstår nyhedsoplæseren. I Hongkong fortsætter demonstrationerne.
På bordet er Lærkes matematikbog og farvekridt skubbet til side, avisen slået op. Ved siden af står Verdens bedste far-koppen halvt fuld af kaffe. Det ligner ikke Michael at rejse så langt væk uden at tømme sin kop. Hvad mon der ville ske, hvis hun lod den stå, til han kom tilbage?
Hovedet føles tungt. Så meget drak de da heller ikke. Men skænderiet sidder i kroppen.
Før hun kan andet, må hun gå en runde, tage stuerne i besiddelse, smække døre op.
Særligt luften i havestuen prikker i næsen. Vinglassene, den tomme flaske, papirerne spredt ud over sofabordet. Puderne er fladmaste, der hvor de sad i går og diskuterede. Hun ryster dem.
Idet hun åbner ud til terrassen, giver naboens golden retriever sig til at gø.
Bagerst i haven letter en flok fugle og flygter i alle retninger.
Dér mellem frugttræerne er det meningen, at annekset skal stå. Nøjagtig 2,5 meter fra hækken ud til den lille sti, der løber mellem haverne og skoven.
Sara kan ikke se stedet herfra, rhododendronen skærmer, men hun ved præcis, hvor det er.
Michael har målt op og sat pinde i jorden, ikke meget for at fælde noget.
Godt nok skærer han ansigt, når hun taler om dét, hun kalder landingspladsen. Men han stampede selv jorden til, før fundamentet af planker blev lagt.
I løbet af foråret har Sara set de små træhytter dale ned i de omkringliggende haver som fremmede fartøjer. Alle andre i kvarteret har fået deres anneks for længst.
Det er Claus, deres nabo, der har indhentet tilbud og stået for det hele. En stor fælles bestilling med ekstra rabat.
Sara og Michaels anneks burde være kommet i påsken. Men da de havde ventet hele dagen, ringede manden med kranbilen og sagde noget om et motorstop.
For et par uger siden kontaktede Sara selv firmaet.
Michael stod i døren til stuen og overhørte samtalen. Betragtede hende, mens hun forsøgte at skælde ud.
Manden i den anden ende var ude af stand til at svare på et eneste af hendes spørgsmål. End ikke ordresedlen kunne han lokalisere. Hun kunne høre ham rode i bunkerne, det raslende papir.
– Har vi så en aftale? Sara afbrød forbindelsen og så op i Michaels uudgrundelige ansigt.
Når annekset kommer, vil hun indrette det, så hun kan holde kundemøder derude. Måske endda få plads til en praktikant. Hvis hun får sådan én, kan hun sige ja til flere opgaver og vil kun sjældent skulle ind på tegnestuen i byen.
– Hvis nu du tog en ordentlig pris for det, du laver, ville du ikke behøve at arbejde så meget, plejer Michael at sige. Det er sandt, at hun har det med at underbyde sig selv. I det hele taget kommer hun tit til at bruge energi på ting, der ikke har noget med sagen at gøre.
Selvfølgelig er det Michael, der hiver den største del af pengene hjem. Men sådan har de indrettet sig helt fra begyndelsen.
Selv joker han med, at hans arbejde er uendeligt. Og ja, det, han laver, er på alle måder vanskeligere og finere end hendes job. Derfor skulle han også af sted til den konference i Utah. Selvfølgelig skulle han af sted. Det har hun sagt flere gange.
Også selvom det er lige i starten af børnenes sommerferie.
Michael begyndte at tale om konferencen allerede i april, da resultaterne fra Event Horizon Telescope-projektet lå klar.
For første gang nogensinde kunne et billede af et sort hul vises frem for offentligheden. I årevis havde en gruppe forskere over hele verden arbejdet på det. Ingen havde vidst, om det rent faktisk ville lykkes. Det var banebrydende. Så meget forstod Sara.
En af EHT-netværkets pressekonferencer skulle afholdes på DTU. Som leder af forskningsgruppen var Michael med til at modtage de allerførste data.
Aftenen før offentliggørelsen viste han billedet til Sara og ungerne, selvom han egentlig ikke måtte.
– Sejt! Lærke var ved at vælte computeren ned fra spisebordet, idet hun ivrigt rykkede tættere på. – Hvor langt væk er det?
– Femoghalvtreds millioner lysår! Michael rettede på den bærbare. – Det befinder sig lige i midten af vores største nabogalakse.
Sara kneb øjnene sammen. Det eneste, hun kunne se, var en lysende cirkel midt i noget sort, en orange klat omgivet af mørke. Det var som at stirre ind i helvede.
– Er det okay, hvis jeg … Malte havde allerede trukket næsen til sig.
– Selvfølgelig. Sara gav hans arm et klem. Ignorerede Michaels blik. Malte skulle til klaver. Der var kun en uge til musikskolens forårskoncert.
– Hvordan ser det ud indeni? Lærke hang stadig op ad sin far.
– Hvis man kunne se ind i et sort hul som M87, så ville man se det sorteste mørke, man kan forestille sig. Michael gjorde sin stemme dyb. – Men det kan man så heller ikke.
– Husk lygter! Sara vinkede til Malte henne i døren.
– Hvis først du kommer så tæt på, slipper du aldrig væk igen. Michael trak Lærke ind til sig, som om hun i ét nu blev spist af hans favn. Han kildede hende, indtil hun fik hikke.
Tilbage i køkkenet tømmer Sara vinglas og kaffekop og sætter det hele i opvaskemaskinen, smider flasken ind i skabet, folder avisen sammen, slukker radioen. Hendes yoga-time starter om tre kvarter.
Michael har ikke lagt nogen seddel. Mon han stadig var vred, da han tog af sted?
Sara havde tænkt, at hun ville vågne tidligt, så de kunne nå at tale sammen, måske endda have sex. I løbet af natten åbnede hun øjnene flere gange og så på hans ryg i mørket. Overvejede at række ud. Så med ét var det for sent.
Planen over konferencen i Utah hænger på opslagstavlen med hotelinformationer, afgange og ankomsttider. Michael har endda skrevet tidsforskellen på med kuglepen. Men det er lige så meget til børnene som til hende. Det sidste lange stykke går turen med bus.
Ved siden af planen har han klistret en brochure op fra det lokale observatorie og en fra nationalparken, der også ligger i området. Især observatoriet er Lærke spændt på, om han når ud at se. Det skulle have et helt særligt teleskop. Men der er jo så meget derovre, alt er så stort. En park kan nærmest være en ørken. Man ved heller aldrig, om det er stjerneklart.
Selv har Sara kun været i USA en enkelt gang, og det var i New York, adskillige år før hun mødte Michael, så det tæller nærmest ikke.
Til at begynde med ville Michael faktisk slet ikke af sted. Han var tydeligt stolt over at være blevet inviteret til konferencen, men han tøvede. Det tog lidt tid, før Sara forstod hvorfor. Det var ikke på grund af børnenes ferie. Årsagen lå langt tilbage.
– Selvfølgelig skal du rejse, sagde hun, og i løbet af de næste måneder blev han mere og mere opsat på det.
Sara strejfer bilen, idet hun trækker cyklen fri af skuret og forbi gyngestativet. Hun hilser på Claus og Anines datter, der søvnigt er på vej ud for at lufte den evigt gøende hund.
På den anden side af vejen åbner genboen låget på sin skraldespand.
– Husker du mødet i aften, Helle? Sara runder hånden om munden. – Klokken otte?
Helle giver slip på et par fyldte affaldsposer. – Selvfølgelig, smiler hun spidst og smækker låget i.
Op gennem skoven må Sara træde hårdt i pedalerne. Fuglene synger i trætoppene. Himlen hænger som et blankt stykke stof bag alt det grønne. Varmen har allerede fat.
På toppen af bakken standser hun og trækker sin cardigan af.
Hun lægger nakken tilbage, følger en hvid stribe med øjnene. Det kunne næsten være Michaels fly.
På den smalle vej foran Frilandsmuseet snor et par biler sig uden om hende. Så er hun ude på den anden side, hvor trafikken suser frem og tilbage ad Kongevejen i ét væk.
Da hun passerer legepladsen, kommer hun i tanke om budgetgodkendelsen fra kommunen, som hun skal have fundet frem før nabomødet i aften. Hun er stadig lettet over, at hun fik budgettet igennem så hurtigt.
Først tror han, at det regner.
Når det regner, bliver haverne rundt om stille.
Malte kan godt lide at ligge og se op i dråberne gennem skråvinduet. Lytte til himlen.
Men nu er det bare hans telefon, der laver en regnvejrslyd som tegn på, at der er kommet en sms fra Gustav. Vennen er den eneste, der kan finde på at skrive på det her tidspunkt, selvom de har ferie. Malte sparker dynen til side, den damper nærmest, solen må have stået lige på. Han famler på hylden efter mobilen.
Det ærgrer ham, at han har sovet så længe. Nu fik han ikke sagt farvel til sin far. I øvrigt skulle han jo have øvet sig. Noden til Griegs klaverkoncert ligger på skrivebordet og kalder på den dårlige samvittighed.
William, hans spillelærer, siger, at det er et storslået stykke musik. Kan du klare den koncert, kan du klare alt. Men det har vist sig at være en del sværere at få hul på, end de troede. Malte har slet ikke fået Grieg ind under huden endnu. Han skal bare i gang, det ved han. Men det føles, som om der er lang vej igen.
Malte åbner telefonen og ser på den GIF, Gustav har sendt. En sølvskinnende ufo kaster grønne stråler ned over en sortklædt mand. Manden drejer rundt om sig selv i lyskeglen, mens han roligt glider opad. Drejer igen. Han ser slet ikke bange ud, idet han forsvinder op gennem en lem i bunden af fartøjet.
Tag mig med, tænker Malte, sug mig op. Tænk, hvis man bare kunne forsvinde.
Men han tror jo ikke på den slags.
Gustav elsker at drille ham med sine GIFs og historier om flyvende tallerkner. Hvis alt andet går galt, så kommer de og redder os, påstår han.
Den løsning kan både bruges i forhold til klimakrisen, lektier, man har glemt at lave, jordens potentielle undergang. Malte synes, at det gør Gustav doven. De har diskuteret det mange gange.
Efter den sidste årsprøve stod de i køkkenet og smurte madder, mens de talte om dét, Gustav kalder redningen fra rummet. Maltes far overhørte deres samtale og stoppede op. – Når du siger det der, sagde han til Gustav, – så lyder det næsten, som om du ikke tror på videnskaben?
Gustav åbnede munden og lukkede den igen.
– Hvis verden går under, kommer de og redder os? Maltes far lød oprigtigt nysgerrig. – Hvorfor egentlig? Hvorfor skulle nogen ville redde dig?
Normalt kan Gustav let komme på alle mulige helt og halvt vanvittige teorier. Han behøver ikke engang en invitation. Et enkelt stikord eller en association, en filmtitel eller et klip fra en serie, så drøner han ud ad ufo-sporet med 110 kilometer i timen.
Men Maltes far har en evne til at betragte én på en måde, så man glemmer, hvad man ville sige. Så man bliver en lille smule i tvivl om, hvem man selv er.
Gustav stod bare med smørkniven hængende fem centimeter over skærebrættet og mumlede et eller andet uforståeligt. Han stirrede på stakken af madder, de allerede havde smurt, som om den kunne svare for ham.
– Og hvad med bagefter, når du er blevet reddet? fortsatte Maltes far. – Tager de dig så med til Mars?
Malte havde hørt sin far sige den slags ting mange gange før.
– Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser, konstaterede faren og klappede Gustav godmodigt på skulderen, så en lille klat smør forlod kniven og landede på bordet.
– Hvis de havde været der, ville vi vide det.
Gustav vidste det ikke, men faktisk var det billigt sluppet. Maltes far kan blive decideret rasende, når nogen påstår, at der findes små grønne mænd, som overvåger alverdens militæranlæg og atomkraftværker eller bortfører køer og mennesker. Om det så bare er en børnefilm på tv, hvor et lille grønt væsen er faldet ud af et tallerkenlignende fartøj og nu har brug for hjælp til at komme hjem til sin planet. Malte har flere gange oplevet, at faren gav sig til at råbe ad fjernsynet, mens Lærke sad med store øjne ved siden af.
Det er ikke altid, at deres fars temperament eksploderer på den måde, men når man først har oplevet det én gang, gør man, hvad man kan, for at undgå det. Hvis ellers man kan regne ud, hvornår det vil ske.
Egentlig ved Malte ikke, om Lærke oplever det på samme måde. De sidste par år er hun og faren blevet tættere. Det er næsten, som om hun og Malte har byttet plads. Ikke så meget, fordi hun gør noget bestemt, som fordi Malte ikke gør det. Hun er allerede bedre til naturfag, end Malte nogensinde har været, og langt den dygtigste i sin klasse til matematik.
Deres far bliver ligesom ikke sur på Lærke på samme måde. Måske fordi hun er yngre. Eller fordi hun er en pige. Eller måske er det bare, fordi faren ikke kan se meningen med det klaver. Det er jo ikke noget, man kan leve af. Det er heller ikke særligt brugbart i en krisesituation, som han mere end en gang har påpeget. Alligevel bliver Malte tit forvirret over, hvad hans far så forventer af ham.
Som i aftes, da de alle fire sad i køkkenet.
Lærke havde dækket op med dug og servietter, mens deres mor stegte bøffer og åbnede vin. Malte fik også et glas. Men der var sket noget med kødet, så det nærmest ikke var til at tygge. Maltes far var den første til at skære ansigt. – Okay, det er spændende, det her. Kæberne bevægede sig langsommere og langsommere, før han til sidst vippede den gennemtyggede klump kød ud på sin gaffel. – Det kan jo tage herfra og til jul at få spist. – Nej, altså. Hvad har jeg gjort? Maltes mor sprang op. – Jeg har da vist en bøf mere, jeg kan stege. Hun åbnede køleskabet.
Smed panden tilbage på blusset.
– Hvis du gerne vil have, at jeg bliver hjemme, kan du bare sige det. Faren tog en stor tår af sit vinglas, stadig med gaflen balancerende i den anden hånd.
– Ja! jublede Lærke.
– Det kan jeg selvfølgelig ikke. Han så alvorligt på hende. – Men husk, at der er rugbrød og leverpostej i køleskabet, hvis alt andet går galt. Han viftede med kødklumpen. – Kan I huske, dengang jeres mor besluttede sig for at afkalke elkedlen og så glemte alt om det? Faren lænede sig tilbage. – Der var hun sgu ved at tage livet af mig.
– Ja, sikke noget. Henne ved komfuret stod Maltes mor bøjet over en ny sydende bøf. Hendes kinder var røde.
Maltes far vendte sig mod Malte og pegede på ham med gaflen. – Jeg regner med, at du sørger for, at det hele ikke falder fra hinanden, mens jeg er væk.
Malte slap sit rødvinsglas og skyndte sig at nikke.
Men hvad betød det?
Det var lige før, Malte ville ønske, at faren havde skrevet opgaven op på opslagstavlen sammen med de andre pligter. Så ville det være lettere at forholde sig til.
Andre gange er der ikke noget at tage fejl af.
I vinter, da nogen, halvt for sjov, arrangerede fastelavnsfest på gymnasiet, fik Gustav lov at låne et par neongrønne alien-kostumer af én fra årgangen. Der fulgte endda to store plastic-pumpguns med, der kunne blinke i tre forskellige farver og spille temaet fra X-Files.
Malte kunne selv have regnet ud, at han ville blive stoppet på vej gennem entreen.
– Det der mener du ikke. Hans far så op og ned ad den grønne dragt.
Gustav var allerede stavret ud gennem hoveddøren. Han ventede ved skraldespanden med en pose øl i den ene hånd og automatvåbenet i den anden.
Faren vinkede til ham. – Malte kommer om lidt.
Gustav snurrede omkring i gruset. – Yes, sir, svarede han og viftede med sit blinkende våben.
– Jeg vil gerne have, at du tager den dragt af.
– Jamen … protesterede Malte inde fra masken.
– Nu!
Hans far blev stående for foden af trappen, til Malte kom ned igen i jeans og sweatshirt. Ventede, mens han tog sko på og trak i vinterjakken. Gik endda med helt ud i indkørslen.
Øllene var han ligeglad med. – Et eller andet skal der åbenbart til for, at I kan få hul igennem til damerne. Han puffede indforstået til Gustav, idet han omsider lod dem gå op mod toget. Et styk alien, et styk teenagedreng i almindeligt tøj.
Nu er hans far rejst til USA for at se på billeder af sorte huller.
I sit hoved kan Malte ikke få det til at give mening. Det gør det selvfølgelig. Modsat rumvæsener eksisterer sorte huller rent faktisk. Nu findes der endda billeder af et.
Galakser og stjerner og sorte huller har ikke nødvendigvis noget med grønne marsmænd at gøre. Det ved Malte godt. Alligevel kan han ikke lade være med at synes, at det er en lille smule fjollet, at hans far er rejst så langt væk bare for det.
På telefonen drejer den sortklædte mand rundt og rundt i den grønne kegle, stiger opad uden en lyd.
Malte kan tydeligt se Gustav for sig, klukkende vælge netop den her GIF og sende den af sted. Til netop ham.
Sara forventer at høre klaveret, da hun låser sig ind, men døren står åben ind til den tomme stue. Låget på flygelet reflekterer lyset. Det trænger til en støveklud, kan hun se.
I køkkenet ligger posten på bordet. Så må Lærke i hvert fald være oppe.
Sara bladrer stakken igennem; et par rudekuverter, det nyeste nummer af Nature, dagens avis og en pakkeseddel fra GLS. Hun studerer sedlen, før hun lægger den fra sig. Åbner køleskabet, hælder yoghurt op.
Lærke sidder på sit værelse, stadig i nattøj. Hun tegner.
På hendes iPad kører en film med skingre stemmer.
– Hold da op, her er fest. Sara slukker iPad’en og lægger den over på kommoden. – Skal du ikke have lidt frisk luft? Hun skubber vinduet op, men kan ikke mærke forskel på inde og ude.
– Er far væk?
Sara tjekker uret på sin mobil. – Ja, han må sidde på flyet nu. Hendes blik fanges af farvekridtets hastige bevægelser over papiret.
Lærke plejer at tegne deres lille familie. Sara har en hel kasse fuld af de tegninger. Af dem alle fire med brede smil og hinanden i hænderne. Michael fylder naturligvis mest. Malte flagrer som regel lidt ude i siden. Selvom der er seks år imellem børnene, fremstår den tegnede Lærke som regel kun en anelse mindre end sin bror. På tegningerne har hun også altid sin flotteste kjole på, den blå af chiffon, der efter- hånden er for lille, men plejer at hænge klar uden på hendes klædeskab. Det er ikke til at vide, hvad det er for en fest, Lærke venter på.
Stregerne på papiret foran hende ligner imidlertid ikke det sædvanlige familieportræt.
– Jeg savner far.
– Tror du ikke nok, vi skal få det dejligt, os tre? Sara gør sin stemme varm. – Vi kunne spille det spil, du godt kan lide.
– Det er kun sjovt, hvis far er med.
– Vi kunne tænde planetariet?
Pigen ser om muligt endnu mere trist ud.
Sara tænker sig om. – Vi kan køre til stranden en af dagene? Jeg kan lave pandekager?
Lærke slikker sig om munden. – Okay. Omsider bryder et smil frem.
I den anden ende af skrivebordet står Helios-planetariet. Egentlig var det en fødselsdagsgave, men Michael insisterede på, at Lærke fik det, før han rejste. Sammen har de brugt det meste af weekenden på at samle det.
Nu strutter de forskellige planeter nymalede rundt om solen. Apparatet kan vist både lyse og dreje. Sara har endnu ikke set det i funktion.
I hjørnet af værelset står papkassen, planetariet blev leveret i. Sara tager sig i at ville gribe den tomme kasse og bære den ned i skraldespanden. Lærke er sådan et barn, der elsker emballage næsten lige så højt som det, der har været indeni. Sådan nogle kasser bliver hurtigt forvandlet til en hule, et rumskib, en bil. Somme tider tegner hun også på dem, men det er ikke nødvendigt for, at hun kan forestille sig alt muligt.
Sara kan se på andre børn og synes, at de er så fantasiløse. Så krævende. De vil bare have uden selv at bidrage. Indimellem slår Lærke sig i tøjret. Når hun lidt for længe har været tilskuer til al den forkælelse, hendes jævnaldrende er udsat for. – Det må Frida godt, klynker hun. Eller: – Frida skal ikke ordne køkkenhave eller hente post. Hun kommer bare hjem fra skole og må se skærm. Spiser lige så meget slik, hun har lyst til.
Som regel giver Sara den videre til Michael. Han er bedst til at forklare de ting. Med tilpas alvor og alligevel så enkelt. – Andre mennesker er andre mennesker, siger han. – De er ikke som os.
Så bliver Lærke tavs.
Mobilen bimler. Det er Marie. Sara stopper den i lommen. Søsteren har det med at ringe på de mest ubelejlige tidspunkter. I lange perioder slet ikke. Hun vil sikkert fortælle om sin og Olufs seneste rejse eller høre, hvornår Sara kommer på besøg. Det er ved at være længe siden.
Selvom Michael og Maries mand er gamle gymnasiekammerater, finder Michael konstant på undskyldninger for ikke at køre til Sverige. På den måde er han ikke noget familiemenneske.
Selvfølgelig synes Sara, at det er synd for ham, at han er vokset op uden en far. Det må have været hårdt, dengang Michaels far forlod ham og hans mor og rejste til USA, selvom Michael var helt lille.
Når Sara en sjælden gang spørger til det, forandres hans ansigt på et sekund. I ét nu bølger en blanding af forbløffelse og skam hen over det.
Faren blev skør, så meget ved hun. Han begyndte vist ligefrem at høre stemmer. Følte, at nogen kaldte på ham et sted langt borte fra. Stemmerne fortalte om en meget sjælden begivenhed, der ville finde sted helt ovre i Amerika, og som Michaels far for alt i verden ikke måtte gå glip af.
På Michael lyder det, som om det var de stemmer, der fra den ene dag til den anden fik hans far til at tage af sted, og som indirekte var skyld i, at faren havnede i kløerne på en eller anden tosset sekt eller stamme.
I hvert fald var det alt sammen årsagen til, at Michael som ganske ung valgte at læse astrofysik. Og derfor, at han aldrig før har været i USA. Mens han læste på Niels Bohr Institutet, fik han ellers tilbudt en ph.d. på Berkeley, men til alles overraskelse takkede han nej. Så stor afstand har han lagt til sin far og det, at han valgte at forlade sin familie. Lige indtil nu.
– Tænkte du nogensinde på, om du ville få ham at se igen? spurgte Sara, første gang Michael nævnte sin fars forsvinden. Det var ikke så længe efter, at de havde mødt hinanden. Før hun rigtig havde forstået, hvor dybt i Michael svigtet sad. Og hvor lidt han brød sig om at tale om det.
Herefter fortalte Michael om den dag, hvor en kasse var ankommet med posten. Han var omkring syv år gammel og havde troet, at det var en gave, men da hans mor åbnede kassen, viste den sig at indeholde farens efterladte ejendele. Lidt tøj, et par bøger, en pung uden penge, et bulet kompas.
– Jeg vil aldrig blive som ham, sagde Michael. – Aldrig.
Sara lægger en hånd på Lærkes hoved.
– Du kommer bare ned, når du bliver sulten, ikke?
Hun ser en sidste gang på de mange streger, papiret er dækket af. Nej, det er helt sikkert ikke deres lille familie, Lærke er i færd med at tegne. Det ligner faktisk slet ikke mennesker.
Christina Englund: Den sidste sol
En villavej i Virum. En nationalpark i Utah. En forsvinden. Hemmeligheder og trusler fra det ydre rum.
Sara vågner til lyden af hoveddøren, der smækker. Hendes mand Michael er på vej til USA for at deltage i en konference om sorte huller. Aftenen inden har de skændtes. Nu er Sara alene tilbage med børnene Malte og Lærke på 17 og 10 år. Michael er astrofysiker og har holdt familien i et stramt greb baseret på videnskab, selvdisciplin og praktiske rutiner. I hans fravær begynder de varme, tørre julidage at blive mere og mere underlige – en svimmel fornemmelse af, at noget er lidt ved siden af, eller at noget er på vej.
Den sidste sol er en roman om den lille kernefamilie under det store kosmos, om det ganske nære og det allerfjerneste. Og om de dragende, destruktive kræfter, der kan styre begge dele
Du kan købe Den sidste sol online, f.eks. hos Saxo, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: