Wilhelm Østergaard, der skrev den syrede digtsamling Din hund rejser på børnebillet, har skrevet en tekst om graffiti og rastløshed til Betty Nansen Teatret
Denne tekst – Missionærernes sirenesang – er initieret af Betty Nansen Teatret som et søsterværk til forestillingen Polterabend, der spillede på teatret i januar 2025. Søsterværker er værker, skabt med inspiration fra teatrets forestillinger, men med deres helt eget udtryk. Læs mere her: Søsterværker – Betty Nansen Teatret
Missionærernes sirenesang
“Mit fly går om halvanden time, kan du trykke sømmet i bund?” spørger jeg.
Han drejer til venstre ad Åboulevarden og gasser op. Det foregår blødt og lydløst. Kun lyden af rattet mod hans håndflader, der glider tilbage i position, bryder stilheden.
Han er vel i midten af 40’erne. Det velplejede sorte fuldskæg har grå stænk. Pakistanske rødder, formoder jeg. Og når jeg bruger udtrykket “rødder”, så er det fordi, at hans ærkekøbenhavnske dialekt fortæller, at han er født her.
“Hvorfor kører du ikke med metro?”, spørger han. “Det går hurtigere, og du bor lige ved en station.”
“Det ville jeg aldrig gøre en lørdag morgen. Det vrimler med fulde folk på vej hjem fra byen.” Han vender sig mod mig. “Du drikker måske ikke?”
“Tjo…” Jeg trækker vejret dybt og kigger ud af forruden. “Men jeg prøver at begrænse det, og ofte går der lang tid imellem.”
Jeg kan mærke hans nysgerrige blik, der tavst og afventende hviler på mig. Som om tre spørgsmål har hobet sig op i ham på samme tid.
“Det er dårligt for min sjæl,” siger jeg så. Måske for at bryde stilheden.
Han reagerer hurtigt, næsten som om han har ventet på en åbning. “Er du muslim?”
“Nej”, svarer jeg overrasket. “Det er jeg ikke, hvorfor?”
“Du sagde bare, at alkohol er dårligt for din sjæl.”
“Egentlig tillagde jeg det ingen åndelig betydning. Det er bare en følelse”
Han nikker. “Men har du nogensinde tænkt på at konvertere?”
En uventet samtale, tænker jeg. “Hmm… nej, ikke rigtigt.”
“Det burde du ellers”. Jeg griner let. “Okay, hvorfor?”
“Du er født muslim,” siger han og lader ordene hænge imellem os: “Født med troen på Gud.”
Han fortsætter og taler om, hvor perfekt verden er skabt, og at der umuligt kan være andre, end én skaber bag værket. Normalt kunne sådan en situation lyde anstrengende; at sidde ved siden af en fremmed person, som ivrigt forsøger at presse en religion ned i gabet på en. Alt imens man famler efter rationelle modargumenter. Men sådan er det ikke denne morgen. Jeg mærker snarere en følelse af omsorg fra ham, når han så lidenskabeligt fortæller om noget, der har så stor betydning. En sandhed, han inderligt ønsker, at jeg (en tilfældig kunde) bør dele med ham.
Vi glider lydløs videre gennem byen i den store Mercedes. Forbi Tivoli og over Langebro. Solen står op. Omsorgen og hans hæse stemme, der passioneret fortæller om livets store spørgsmål, vugger mig hen i en døs. Som et lille drengebarn, der får læst godnathistorier op af en rar onkel, han sjældent ser. Det ville faktisk ikke gøre mig det mindste, hvis det tog halvanden time at køre til lufthavnen. Ved et lyskryds holder vi for rødt. Jeg overvejer mit næste træk. “Tror du virkelig, at jeg ville blive et gladere menneske af at konvertere?”, spørger jeg.
“JA!” svarer han med stor entusiasme. “Du vil elske det, og du vil få tusind nye brødre og søstre, der ville ønske dig velkommen.”
Et sted inde i mig har jeg lyst til at konvertere på stedet. Det lyder jo fantastisk. En stor familie. Jeg forestiller mig allerede, hvordan jeg sidder på en café med mine nye venner, og at jeg rejser alene gennem Egypten eller Marokko og møder en masse brødre og søstre, der tilbyder mig husly og fladbrød med noget spændende dyppelse til (som jeg kærligt bliver drillet med ikke at kunne udtale navnet på). Intet af det handler derimod om profeten Muhammed eller de fem søjler. Det er ikke den spirituelle salgstale, men idéen om det stærke fællesskab, der taler til noget, jeg kan genkende fra mit yngre og rodløse jeg.
Havde jeg kørt regelmæssige ture med ham som teenager, var det med højest sandsynlighed lykkes ham at overtale mig. Jeg havde dengang en grundlæggende følelse af ikke at høre til, og var derfor meget modtagelig, når det kom til miljøer eller fællesskaber, der afveg fra normen. Det var åbenbart sådanne steder, jeg kunne spejle mig i. Det har ført mig vidt omkring. Først blandt graffitimalere, så hooligans og senere i andre kriminelle miljøer i København.
Da vi er fremme ved Terminal 2 vågner jeg op fra hypnosen. “Det har virkelig været en hyggelig tur,” siger jeg. Og selvom, at han sikkert taler hjerteligt om islam til andre, så kan jeg mærke, at den gode kemi imellem os er troværdig. Lidt ligesom to kollegaer, der har hyggesnakket i en alt for lang frokostpause, som har gjort dem trætte og møre. “Tag mit nummer”, siger han, “du kan altid ringe.” Jeg koder hans nummer ind, som “Taxamand Islam”.
Jeg passerer securityområdet og går direkte mod gaten. Er stadig salig af omsorg og falder i søvn, inden flyet er lettet.
Wilhelm Østergaard (Fotograf: Thomas A.)
Man får ofte at vide, at man skal passe på i Marseille. Hvor farlig og kriminel byen er. Når jeg af og til møder franskmænd i København, fortæller jeg dem altid, at Marseille er min favoritby i Europa. Det undrer de fleste. Nogle bliver provokerede og næsten opstemt i deres uforståenhed. “Hvorfor tager du ikke til Nice, Monaco eller Cannes? Hvorfor lige en beskidt og kriminel by som Marseille?”
Det er rigtigt nok, at byen er beskidt og visse steder er fyldt med pushere, der står på gadehjørner og sælger dope. Men samtidig er det også tydeligt at mærke, hvordan kunstneriske og kreative miljøer blomstrer: graffiti på alle husmure, gallerier, pladebutikker og små restauranter med gæstekokke fra hele verden. På mange måder minder byen om Nørrebro. Her er der bare Middelhavet og fransk arkitektur. Sameksistensen mellem de forskellige kulturer skaber en særligt fascinerende energi. Og er der noget, som derimod er komplet uinspirerende, så er det tanken om at spadsere langs en strandpromenade i Nice eller Cannes med dyre sportsvogne og stinkende rige turister med alt for hvide tænder, der drikker vin på fortovscaféer.
Jeg tager en Uber ind mod byen. Chaufføren har hestehale og taler ikke om religion. Vi passerer forstæderne, og da vi nærmer os min Airbnb-lejlighed, genkender jeg restauranten Chez Gilda. Et mikroskopisk køkken, hvor gæsterne sidder på klapstole ude på gaden og får serveret mad på paptallerkener. En skarp solstråle er trængt igennem de tætte bygninger og lyser restauranten op. Jeg beslutter at spise en frokost der som det første.
Jeg mindes en aften for omkring to år siden. Det var sidst, jeg var her. Jeg gik en tur med min kæreste gennem byen. Vi drak øl og ledte efter en restaurant med plads til to. Jeg havde et par graffitidåser i min taske og stod og taggede på et nedrullet butiksgitter. Pludselig hører jeg en spraydåse blive rystet bag mig. Jeg vender mig om og ser to mænd på det modsatte fortov, der ligesom jeg, er i færd med at male. Og på trods af, at gaden var fyldt med liv, tog ingen rigtig notits af udskejelserne. Som om graffitien er en accepteret del af bybilledet. Jeg henvendte mig til dem. “You are from Copenhagen?”, spurgte de. “Really? We love Copenhagen.” Vi drak et par øl med dem og fandt ud af, at vi havde fælles bekendte. De var lokale og gav os en liste over spisesteder og strande i nærheden. “Go to Chez Gilda,” sagde de. “It’s cheap, and the food is amazing.”
Tæt på restauranten får jeg øje på gitteret, hvor jeg malede den aften. Mit tag er næsten dækket til af ny graffiti.
Jeg presser saften ud af en skive citron over de stegte blækspruttearme. En tjener med omvendt kasket stiller en alkoholfri øl ved mit bord. Fransk rapmusik udefra køkkenet, de rå serveringer og folk på scootere, der suser gennem de smalle gader. Jeg forsøger at indfange det hele på en video, som jeg lægger på Instagram. Jeg skriver: “Marseille” efterfulgt af en hjerte-emoji.
Kort efter ringer min ven Peter på FaceTime. Han vil vide “hvad fanden jeg laver i Marseille!?”. Og inden jeg når at svare, vender han telefonen. Han er i selskab med vores ven Andreas. Jeg hilser og siger, at jeg i øjeblikket befinder mig i en kvadratisk solstråle og spiser blækspruttearme og drikker fadøl. “Kommer du ikke til Paris og maler en helvedes masse graffiti sammen med os?”, spørger Peter. “Vi kom i går og har allerede malet en metro.” Bandeordene, der altid kommer med et kraftigt tryk og hans mange gentagelser af ordet “graffiti” er karakteristisk for Peter, og ikke tegn på hverken vrede eller irritation, men en måde hvorpå han viser sin entusiasme. “Nej, det er ikke planen”, siger jeg, “er taget hertil for at få ro til at skrive.” Han spørger, om jeg ikke bare kan skrive i Paris? Så kan vi male, tage på museum og spise blæksprutter på andre tidspunkter. Deres plan er at male minimum tre metroer til.
Det er længe siden, jeg har været på sådan en tur, hvor det eneste formål er at male metrosystemer. Det er som regel ekstremt stressende. Fra tidlig morgen er man i gang: køre rundt mellem stationer og depoter, hvor togene holder parkeret, undersøge for overvågning og vagters færden. Nogle gange, hvis der ikke er andre muligheder, må man tage chancen og male ved højlys dag, mens passagerer kigger på. Det er det modsatte af at holde ferie og noget, jeg først skal indstille mig på, siger jeg. Vi aftaler at holde kontakten.
Peter sender et billede på WhatsApp. Det er taget i en tunnel et sted i Paris. Lyset er skarpt og koldt. Andreas står og maler en metro, der holder parkeret. Jeg forestiller mig, hvordan de havde det, mens de malede. Genkalder mig følelsen af at være til stede. Dér og kun dér. Forestiller mig lugten af fugtig tunnel og spraymaling. Den summende lyd fra toget. Øjnene, der veksler mellem at male og samtidig have et overblik over situationen. Bare tanken om alt det udløser adrenalin i mit blod. Signaler sendes fra hjernen og ned til maven, og pludselig skal jeg på toilettet.
I lejligheden rykker jeg det lille vakkelvorne skrivebord hen til vinduet. Udsigten til gaden virker mere inspirerende end en hvid væg, der stirrer én dødt i ansigtet. Jeg bladrer i nogle gamle noter og finder et digt, jeg aldrig har kunnet få til at lykkes. Det handler om, hvilken slags olding jeg mon ender med at blive. Jeg ridser nogle forskellige kategorier op. Den ene er saunamanden – en bestemt type mænd, der tilbringer det meste af dagen i svømmehallens sauna. Af en eller anden grund er de altid solbrune. Enkelte bærer også guldkæder. Samtalerne med deres ensartede oldingevenner, afbrydes af prusten og stønnen, når der skal gøres plads til en ny i saunaen.
Jeg har også bemærket en anden slags olding. Men da jeg er i tvivl om, antallet af dem er stort nok til at udgøre en egentlig type, har jeg ikke givet dem et navn. Disse oldinge er oftest nydeligt klædt. Måske chinos og en cardigan? De går lettere forvirrede rundt i byen og har problemer med vandladningen. På varme sommerdage, hvor det er ekstra slemt, kan man se dem langs søerne i København, lyne gylpen ned og overpisse træer og el-skabe. Er det mig som firsårig? Med prostataproblemer og andre urinvejskomplikationer. Hvis ikke, hvad så? Flere af de ting, jeg har beskæftiget mig med i mit liv, og som jeg har haft interesse for, har rødder i subkulturer, der ikke har eksisteret længe nok til at have egentlige oldinge. Hiphop og graffiti, for eksempel, er kun halvtreds år gammel. Grundlæggerne af de kulturer må være i starten af 70’erne nu. Og dem kan jeg heller ikke helt spejle mig i, da de nok er formet af en opvækst i fattige kvarterer i New York.
Solen hænger lavt på himlen, rød og tung. Jeg falder i staver og tænker på, hvad de andre mon laver? Selvom jeg længe har set frem til den ro, der indfinder sig, når man rejser alene – en ro, der er afgørende, når man skal prøve at fordybe sig og samle tankerne – så kan jeg alligevel mærke, at mine venners tilbud har vakt en rastløshed i mig. Jeg lader note være note, og ser solen ligeså stille forsvinde ned gennem byens tage.
Ude i gaderne er der stadig masser af liv. Caféerne, trafikken, folk der slentrer rundt.
Bevæger mig ud ad de små snørklede passager med afspærringer og ensretninger. Drejer om et hjørne og møder Place Jean-Jaurès. Et stort, firkantet torv med træer langs fortovene og unge, der hænger ud på barerne. Jeg sætter mig på en bænk og ringer til Andreas på FaceTime. De sidder på en restaurant. “Hvilken slags oldinge tror I, I bliver?”, spørger jeg. De hælder begge mest til saunamanden. “Men kommer du til Paris eller hvad?”, spørger Andreas “Hmm, ja,” tøver jeg. “Du har jo ikke malet Paris’ metro”, indskyder Peter, “Og hvornår skulle vi finde tid til at rejse sammen, os tre, igen? Det giver jeg ham ret i. “Men lad os lige snakkes ved,” siger jeg for at undgå at tage stilling.
Jeg var meget ung, da jeg første gang blev introduceret for graffiti. Det var i slutningen af 90’erne, og jeg gik i første eller anden klasse. Jeg husker tydeligt, da jeg i et frikvarter trådte ind i min storebrors klasselokale. Der blev spillet rapmusik fra en ghettoblaster, mens min bror og hans venner sad og tegnede bogstaver. Jeg satte mig helt stille ved deres bord og lyttede måbende til deres samtaler om mytiske graffitimalere. Denne oplevelse hos de store sjetteklasser satte for alvor noget i gang hos mig. Allerede dengang mistrivedes jeg i folkeskolens rammer. Jeg døjede med koncentrationsbesvær og havde svært ved at fordybe mig i noget af det, vi fik for. Jeg kom bagud fagligt og følte mig som en outsider. Samtidig var jeg ekstremt nysgerrig og eventyrlysten, så mødet med graffiti var en kæmpe omvæltning. Her var et sted, der gav mig en form for mening, og hvor de personlige træk, der ellers spændte ben for mig i folkeskolen, kunne få lov at blomstre. For første gang fandt jeg forbilleder, jeg kunne spejle mig i, og jeg oplevede en motivation. Noget jeg kunne lykkes med og som jeg ægte brændte for.
Ud på aftenen ligger jeg i sengen og stirrer op i loftet. Minder fra forskellige graffiti-missioner holder mig vågen. Jeg lukker øjnene og genkalder mig følelsen af at ligge på lur i en tunnel i en fremmed by, mærke hjertet hamre. Det er dét at stå over for en vanskelig udfordring, der indebærer konsekvenser, og så løse den i fællesskab uden at blive opdaget. Den lettelse og glæde, det udløser, er større, end man kan forestille sig. Det er oplevelser, man aldrig glemmer, og som står i skarp kontrast til mere eller mindre flade sammenkomster som fredagsbarer, parmiddage og julefrokoster med vinterblege kollegaer, der synger snapsesange.
Bevidstheden om, at mine venner måske i dette øjeblik står og maler et metrotog i Paris, mens jeg stavrer rundt alene i en storby ‘for at skrive’ fylder mig med ubehag. Det kan jeg for helvede altid gøre. De skaber et øjeblik, et minde. Jeg finder en afgang til Paris med lyntoget TGV klokken elleve næste formiddag.
Jeg ankommer til Paris tidlig eftermiddag og mødes med Peter og Andreas på en café rundt om hjørnet fra Bastillepladsen. De ligner to klatrere med deres praktiske outdoortøj – lynlåse og velcro over det hele. Peter fortæller irriteret om nattens forløb. De havde brugt hele aftenen på at undersøge et område, hvor to metro-tog holdt parkeret. “Og så, da vi kommer tilbage for at male, sidder der sådan nogle fucking klamme vagter i deres lortebil og kører rundt i området i flere timer, mand! Fandme nederen!” En kvindelig tjener stiller en kaffe på bordet. De havde uden held forsøgt at male et andet sted, hvor der den nat ikke holdt noget tog. Efter få timers søvn var de igang igen, dog uden succes.
Andreas ser helt fortabt ud og ligner én, der har dumpet en vigtig eksamen, mens Peter fyrer bandeord af og kunne være hans skuffede far.
Der kan være mange udfordringer i sådan en proces. Politiet har en specialenhed, som udelukkende beskæftiger sig med tog-graffiti. De ligger på lur forskellige steder og efterforsker sager. Man skal også være opmærksom på overvågning, vagtværn og konstruktionsarbejde fra metroselskabet. Togene holder enten parkeret i depoter, både under og over jorden, eller i tunneler mellem stationerne.
Andreas kigger koncentreret på sin telefon. “I aften skulle der holde et tog tæt ved denne station,” siger han og vender skærmen mod os for at vise en adresse på Google Maps. “Det er vistnok en forstadsghetto, så vi skal lige passe på.” Vi lægger en plan for dagen: Indlogere mig på hotellet, pakke en taske med spraydåser, og så er det ellers bare i gang. Første destination inden den slummede forstad, er en tunnel mellem to stationer centralt i Paris. Vi kører dertil i en Uber. “Når vi kommer frem, skal vi vente på, at togene har forladt stationen,” siger Andreas fra forsædet. “Vi skal ned på skinnerne og hurtigt ind i tunnelen, inden perronerne igen bliver fyldt. Og så løber vi tyve-tredive meter ind, til der, hvor toget holder.”
At jeg er taget til Paris for dette ene formål, bliver først konkret efter denne præcise briefing. Jeg mærker en spids knurren i maven, og ligesom på restauranten i Marseille giver adrenalinen mig en voldsom trang til at lave lort. Men jeg ignorerer det og binder mine snørebånd så stramt, jeg kan. Klar til at løbe, hvis vi bliver opdaget.
For ikke at vække opsigt med vores tasker og de andres klatretøj, deler vi os op – ti meter imellem hver.
Da toget på den modsatte perron er kørt, står kun en pløret hjemløs tilbage. “Så er det nu!” signalerer Andreas med et nik. Med faste og hurtige skridt går vi målrettet mod tunnelens åbning. Men da vi er ti meter derfra, lyder et højt pift. Vi stopper op og ser forvirret på hinanden. Ud af ingenting står der pludselig en mand på perronen. Han er klædt i sort tøj og går direkte imod os. Han siger noget på fransk, vi ikke forstår. Da han nærmer sig, får jeg øje på et vagtfirmas logo på jakken. “So you guys are painting graffiti?”, spørger han anklagende med tyk fransk accent. Det afviser vi selvfølgelig og spørger, hvad han dog mener med det. Blikket gennem de sammenknebne øjne fortæller, at han ikke er i tvivl. Han smiler. “Just fuck off.” Vi siger ingenting og træder ind i det næste tog. Egentlig en ret absurd situation: Tre mænd i 30’erne får voksenskældud af en jævnaldrende, der siger, at de altså ikke må tegne på ting. Da dørene lukker i, får vi øje på hans gemmested. Han klemmer sig mellem en søjle og en sodavandsautomat. Klar til at fange andre med skumle hensigter.
Skuffelsen over det mislykkede forsøg sidder tungt i Andreas. Han sidder helt stille med sin telefon og skriver med en lokal maler for at undersøge andre muligheder. Peter og jeg er mere lettede. På en måde gjorde vagten os en tjeneste ved at stoppe os. Havde han ladet os løbe derind og derefter tilkaldt politiet, var vi blevet anholdt.
De næste timer bruger vi på at køre rundt mellem stationer, hvor der efter sigende skulle holde tog parkeret. Men hver gang står der vagter. Og det er, som om de er trænet til at se lige igennem hver en maler. Vi griner af det paradoksale i, at det er vagterne, der skaber utrygheden.
Inden vi igen drager ud på et nyt forsøg, spiser vi aftensmad på hotellets restaurant. Nattens mission er til et underjordisk togdepot i den skumle forstad. Andreas har lånt en stjålet nøgle til en nødudgang nær depotet af en lokal gut. Vi spiser dampet torsk med salat, ris og beurre blanc og fortæller historier fra tidligere rejser. Andreas og Peter, som jeg har kendt siden jeg var teenager, har altid været mere dedikerede graffitimalere end jeg selv. Der var nogle år, hvor jeg, ligesom dem, brugte al min tid på at male. Men som min interesse dalede påvirket af nye bekendtskaber og en nysgerrighed for hooliganmiljøet fortsatte de andre. Særligt Andreas har gjort det til en sport at trænge ind i vanskelige metrosystemer med højt sikkerhedsniveau verden over, mens Peter er et stort og velkendt graffiti-navn i Danmark.
Vi gør os klar på hotellet, ryster dåser og koordinerer farvevalg. Jeg har svært ved at indstille mig på endnu en mission. Det er den lange og hektiske dag kombineret med en mave, der er fuld af torsk og beurre blanc, der gør mig udmattet. Men jeg kender præmissen for denne slags ture og holder det for mig selv.
I den skumle forstad er der grå højhuse og indhegnede industrigrunde med skrotbiler. Det minder mig om Avedøre Stationsby, bare uden grønne arealer. Andreas fører an med Google Maps i hånden. Vi drejer op ad en bred boulevard og finder kort efter risten på det modsatte fortov. Selvom det er hverdag, og klokken er lidt i ét om natten, er der stadig en del aktivitet i gaderne. Jeg kigger ned i skakten. En rusten stige går omkring ti meter ned. Vi stiller os ved hjørnet nogle meter derfra og venter på, at tre mænd passerer os. De ser på os med en vis undren i blikket. Som om de spørger sig selv, hvad vi dog laver her. Da der er fri bane, går Andreas hen til risten og sætter sig på hug. Jeg kigger rundt for at se, om der kommer nogen. Han kæmper med at åbne låsen: “Den virker fandme ikke,” siger han. Peter forsøger også, men det hjælper ikke.
Pludselig får jeg øje på en mand, der krydser vejen. Min puls stiger. “Der kommer en,” siger jeg. Idet de rejser sig, er manden nået helt tæt på os. “Bare lad som om vi arbejder her,” siger Peter. Den fremmede mand ser afventende på os. “What’s up?”, spørger Peter. Manden trækker en plastikpose op af sin skuldertaske og viser os nogle kartoner Marlboro-cigaretter, som han vil sælge. Jeg puster ud og bliver helt lettet. “No, no, no,” udbryder Andreas irriteret, som om han lader alle sine frustrationer fra det seneste døgn gå ud over manden. Vi nørkler med låsen i yderligere femten minutter og må afblæse vores planer, da Andreas får bekræftet af sin lokale ven, at nøglen ikke virker til den slags låse.
Wilhelm Østergaard (fotograf: Thomas A.)
Som i en uhyggelig drøm fortsætter det samme vanvid næste dag. Fra tidlig morgen kører vi rundt mellem metrostationer og møder ikke andet end politi og vagter, hver gang vi får gode idéer. Den konstante gentagelse af at skulle forberede sig på en mission, mærke adrenalinen og derefter afblæse, gør mig irritabel og varm i hovedet. Andreas og Peter prøver at holde fast i motivationen. “Sådan er det engang imellem,” gentager de nærmest på skift. Jeg ryster på hovedet. Hvem er det dog, de prøver at narre, tænker jeg. “Jeg står af på næste station og tager tilbage på hotellet. Kan simpelthen ikke holde det her ud!” De kigger på mig med overraskede øjne. Jeg fortsætter: “Det er jo komplet meningsløst det her. Vi har kørt med metro i to dage og har ikke fået malet!”
På hotellets restaurant trøster jeg mig selv med en fadøl og confiteret and. Jeg falder i staver over den tætte trafik, der i kontrast til det seneste døgn nærmest føles fredfyldt og idyllisk. Selvom det ikke lykkes mig at male, føler jeg en lettelse over, at jagten er forbi.
Det er tydeligt, at mine to venner stadig er drevet af den passion, der har fyldt, siden vi var børn. At de er villige til at fortsætte og ofre flere dage i forsøget på at få malet. Jeg går op på mit værelse og sætter mig ved skrivebordet. Bladrer i nogle noter for i ivrighed at indhente det tabte, men det er umuligt lige nu. Jeg finder en flybillet mod København samme aften. Pakker min kuffert og tager en Uber mod Charles De Gaulle.
Mens vi langsomt forlader byen og dens forstæder, kører der fransk radio over anlægget. Jeg tænker over, hvorfor det føltes så nødvendigt at tage til Paris. Når jeg i dag vælger at male, er det en form for nostalgi, jeg dyrker. I 70’ernes slumkvarterer i New York opstod graffiti og hiphop som et oprør mod elendighed og ulighed – ikke med vold eller terror, men med kunst, dans, musik og poesi som våben. Siden har det spredt sig til hele verden, og for mig som barn var graffiti et frirum. Et alternativ til det ordentlige og konventionelle, hvor jeg aldrig rigtig passede ind. Det gav mig identitet, styrke og en følelse af at høre til.
Jeg ved ikke, om det er indbildsk, men når jeg har mødt malere fra hele verden, har det føltes som om, vi er særligt forbundne. Som om vi deler noget, der stikker dybere end en simpel interesse, som tennis eller madlavning. Det er som om, vi alle har kæmpet den samme kamp.
Flyet gør klar til landing. Vi svæver over Øresund og ser København, der toner frem som en doven silhuet.
Gennem mit liv har jeg sjovt nok altid fundet sammen med folk, der har været hjemsøgt af den samme rastløse energi – en uro, der har krævet en form for ventil. Nogen har fundet den i bandemiljøer, andre i moskeer eller ekstreme politiske fællesskaber, mens jeg (som du efterhånden nok ved) kastede mig over graffiti og hooliganisme. Helt forskellige veje, men mekanismerne har været de samme.
Selvom jeg i dag lever “et helt almindeligt liv”, og at det er længe siden, jeg gled væk fra de forskellige miljøer, så mærker jeg alligevel stadig en rest af den gamle rastløshed i mig. En ur-rastløshed, der sidder som et ar – ikke længere som en smerte, men altid til stede.
Og skulle det ar en dag springe op, og jeg igen står dér, faret vild og uden retning, ved jeg nu, at jeg jo altid kan ringe til min nye ven, Taxamand Islam.
Wilhelm Østergaard: Din hund rejser på børnebillet
Vilde debutdigte, hvor drømmesyn blander sig med skarpe erindringsglimt fra et liv med vold og kriminalitet, men også stærke maskuline fællesskaber og en elsket storebror.
“Bror, jeg kan huske den klare stjernehimmel pigtrådshegnet omkring os Vi fejrer vi din 23-års fødselsdag med elefanthuer på.”
Da Wilhelm Østergaard fik hjernerystelse til boksetræning og lå brak i halvandet år, købte han en skrivemaskine og begyndte at skrive sine egne tekster. Det blev til Din hund rejser på børnebillet, der kredser om fortællerens rejse gennem sygdomsforløb og den ensomhed, der opstår, når man sidder hjælpeløs og alene og glor ud i luften.
Et andet spor er de syrede drømmesekvenser, der vokser frem i isolationens halvverden. Et tredje spor erindringsglimtene om faren, moren og broren og en vild ungdom med slagsmål og fængselsophold, men også stærke maskuline fællesskaber og kærlighedsforhold.
Wilhelm Østergaard, der skrev den syrede digtsamling Din hund rejser på børnebillet, har skrevet en tekst om graffiti og rastløshed til Betty Nansen Teatret
Denne tekst – Missionærernes sirenesang – er initieret af Betty Nansen Teatret som et søsterværk til forestillingen Polterabend, der spillede på teatret i januar 2025. Søsterværker er værker, skabt med inspiration fra teatrets forestillinger, men med deres helt eget udtryk. Læs mere her: Søsterværker – Betty Nansen Teatret
Missionærernes sirenesang
“Mit fly går om halvanden time, kan du trykke sømmet i bund?” spørger jeg.
Han drejer til venstre ad Åboulevarden og gasser op. Det foregår blødt og lydløst. Kun lyden af rattet mod hans håndflader, der glider tilbage i position, bryder stilheden.
Han er vel i midten af 40’erne. Det velplejede sorte fuldskæg har grå stænk. Pakistanske rødder, formoder jeg. Og når jeg bruger udtrykket “rødder”, så er det fordi, at hans ærkekøbenhavnske dialekt fortæller, at han er født her.
“Hvorfor kører du ikke med metro?”, spørger han. “Det går hurtigere, og du bor lige ved en station.”
“Det ville jeg aldrig gøre en lørdag morgen. Det vrimler med fulde folk på vej hjem fra byen.” Han vender sig mod mig. “Du drikker måske ikke?”
“Tjo…” Jeg trækker vejret dybt og kigger ud af forruden. “Men jeg prøver at begrænse det, og ofte går der lang tid imellem.”
Jeg kan mærke hans nysgerrige blik, der tavst og afventende hviler på mig. Som om tre spørgsmål har hobet sig op i ham på samme tid.
“Det er dårligt for min sjæl,” siger jeg så. Måske for at bryde stilheden.
Han reagerer hurtigt, næsten som om han har ventet på en åbning. “Er du muslim?”
“Nej”, svarer jeg overrasket. “Det er jeg ikke, hvorfor?”
“Du sagde bare, at alkohol er dårligt for din sjæl.”
“Egentlig tillagde jeg det ingen åndelig betydning. Det er bare en følelse”
Han nikker. “Men har du nogensinde tænkt på at konvertere?”
En uventet samtale, tænker jeg. “Hmm… nej, ikke rigtigt.”
“Det burde du ellers”. Jeg griner let. “Okay, hvorfor?”
“Du er født muslim,” siger han og lader ordene hænge imellem os: “Født med troen på Gud.”
Han fortsætter og taler om, hvor perfekt verden er skabt, og at der umuligt kan være andre, end én skaber bag værket. Normalt kunne sådan en situation lyde anstrengende; at sidde ved siden af en fremmed person, som ivrigt forsøger at presse en religion ned i gabet på en. Alt imens man famler efter rationelle modargumenter. Men sådan er det ikke denne morgen. Jeg mærker snarere en følelse af omsorg fra ham, når han så lidenskabeligt fortæller om noget, der har så stor betydning. En sandhed, han inderligt ønsker, at jeg (en tilfældig kunde) bør dele med ham.
Vi glider lydløs videre gennem byen i den store Mercedes. Forbi Tivoli og over Langebro. Solen står op. Omsorgen og hans hæse stemme, der passioneret fortæller om livets store spørgsmål, vugger mig hen i en døs. Som et lille drengebarn, der får læst godnathistorier op af en rar onkel, han sjældent ser. Det ville faktisk ikke gøre mig det mindste, hvis det tog halvanden time at køre til lufthavnen. Ved et lyskryds holder vi for rødt. Jeg overvejer mit næste træk. “Tror du virkelig, at jeg ville blive et gladere menneske af at konvertere?”, spørger jeg.
“JA!” svarer han med stor entusiasme. “Du vil elske det, og du vil få tusind nye brødre og søstre, der ville ønske dig velkommen.”
Et sted inde i mig har jeg lyst til at konvertere på stedet. Det lyder jo fantastisk. En stor familie. Jeg forestiller mig allerede, hvordan jeg sidder på en café med mine nye venner, og at jeg rejser alene gennem Egypten eller Marokko og møder en masse brødre og søstre, der tilbyder mig husly og fladbrød med noget spændende dyppelse til (som jeg kærligt bliver drillet med ikke at kunne udtale navnet på). Intet af det handler derimod om profeten Muhammed eller de fem søjler. Det er ikke den spirituelle salgstale, men idéen om det stærke fællesskab, der taler til noget, jeg kan genkende fra mit yngre og rodløse jeg.
Havde jeg kørt regelmæssige ture med ham som teenager, var det med højest sandsynlighed lykkes ham at overtale mig. Jeg havde dengang en grundlæggende følelse af ikke at høre til, og var derfor meget modtagelig, når det kom til miljøer eller fællesskaber, der afveg fra normen. Det var åbenbart sådanne steder, jeg kunne spejle mig i. Det har ført mig vidt omkring. Først blandt graffitimalere, så hooligans og senere i andre kriminelle miljøer i København.
Da vi er fremme ved Terminal 2 vågner jeg op fra hypnosen. “Det har virkelig været en hyggelig tur,” siger jeg. Og selvom, at han sikkert taler hjerteligt om islam til andre, så kan jeg mærke, at den gode kemi imellem os er troværdig. Lidt ligesom to kollegaer, der har hyggesnakket i en alt for lang frokostpause, som har gjort dem trætte og møre. “Tag mit nummer”, siger han, “du kan altid ringe.” Jeg koder hans nummer ind, som “Taxamand Islam”.
Jeg passerer securityområdet og går direkte mod gaten. Er stadig salig af omsorg og falder i søvn, inden flyet er lettet.
Man får ofte at vide, at man skal passe på i Marseille. Hvor farlig og kriminel byen er. Når jeg af og til møder franskmænd i København, fortæller jeg dem altid, at Marseille er min favoritby i Europa. Det undrer de fleste. Nogle bliver provokerede og næsten opstemt i deres uforståenhed. “Hvorfor tager du ikke til Nice, Monaco eller Cannes? Hvorfor lige en beskidt og kriminel by som Marseille?”
Det er rigtigt nok, at byen er beskidt og visse steder er fyldt med pushere, der står på gadehjørner og sælger dope. Men samtidig er det også tydeligt at mærke, hvordan kunstneriske og kreative miljøer blomstrer: graffiti på alle husmure, gallerier, pladebutikker og små restauranter med gæstekokke fra hele verden. På mange måder minder byen om Nørrebro. Her er der bare Middelhavet og fransk arkitektur. Sameksistensen mellem de forskellige kulturer skaber en særligt fascinerende energi. Og er der noget, som derimod er komplet uinspirerende, så er det tanken om at spadsere langs en strandpromenade i Nice eller Cannes med dyre sportsvogne og stinkende rige turister med alt for hvide tænder, der drikker vin på fortovscaféer.
Jeg tager en Uber ind mod byen. Chaufføren har hestehale og taler ikke om religion. Vi passerer forstæderne, og da vi nærmer os min Airbnb-lejlighed, genkender jeg restauranten Chez Gilda. Et mikroskopisk køkken, hvor gæsterne sidder på klapstole ude på gaden og får serveret mad på paptallerkener. En skarp solstråle er trængt igennem de tætte bygninger og lyser restauranten op. Jeg beslutter at spise en frokost der som det første.
Jeg mindes en aften for omkring to år siden. Det var sidst, jeg var her. Jeg gik en tur med min kæreste gennem byen. Vi drak øl og ledte efter en restaurant med plads til to. Jeg havde et par graffitidåser i min taske og stod og taggede på et nedrullet butiksgitter. Pludselig hører jeg en spraydåse blive rystet bag mig. Jeg vender mig om og ser to mænd på det modsatte fortov, der ligesom jeg, er i færd med at male. Og på trods af, at gaden var fyldt med liv, tog ingen rigtig notits af udskejelserne. Som om graffitien er en accepteret del af bybilledet. Jeg henvendte mig til dem. “You are from Copenhagen?”, spurgte de. “Really? We love Copenhagen.” Vi drak et par øl med dem og fandt ud af, at vi havde fælles bekendte. De var lokale og gav os en liste over spisesteder og strande i nærheden. “Go to Chez Gilda,” sagde de. “It’s cheap, and the food is amazing.”
Tæt på restauranten får jeg øje på gitteret, hvor jeg malede den aften. Mit tag er næsten dækket til af ny graffiti.
Jeg presser saften ud af en skive citron over de stegte blækspruttearme. En tjener med omvendt kasket stiller en alkoholfri øl ved mit bord. Fransk rapmusik udefra køkkenet, de rå serveringer og folk på scootere, der suser gennem de smalle gader. Jeg forsøger at indfange det hele på en video, som jeg lægger på Instagram. Jeg skriver: “Marseille” efterfulgt af en hjerte-emoji.
Kort efter ringer min ven Peter på FaceTime. Han vil vide “hvad fanden jeg laver i Marseille!?”. Og inden jeg når at svare, vender han telefonen. Han er i selskab med vores ven Andreas. Jeg hilser og siger, at jeg i øjeblikket befinder mig i en kvadratisk solstråle og spiser blækspruttearme og drikker fadøl. “Kommer du ikke til Paris og maler en helvedes masse graffiti sammen med os?”, spørger Peter. “Vi kom i går og har allerede malet en metro.” Bandeordene, der altid kommer med et kraftigt tryk og hans mange gentagelser af ordet “graffiti” er karakteristisk for Peter, og ikke tegn på hverken vrede eller irritation, men en måde hvorpå han viser sin entusiasme. “Nej, det er ikke planen”, siger jeg, “er taget hertil for at få ro til at skrive.” Han spørger, om jeg ikke bare kan skrive i Paris? Så kan vi male, tage på museum og spise blæksprutter på andre tidspunkter. Deres plan er at male minimum tre metroer til.
Det er længe siden, jeg har været på sådan en tur, hvor det eneste formål er at male metrosystemer. Det er som regel ekstremt stressende. Fra tidlig morgen er man i gang: køre rundt mellem stationer og depoter, hvor togene holder parkeret, undersøge for overvågning og vagters færden. Nogle gange, hvis der ikke er andre muligheder, må man tage chancen og male ved højlys dag, mens passagerer kigger på. Det er det modsatte af at holde ferie og noget, jeg først skal indstille mig på, siger jeg. Vi aftaler at holde kontakten.
LÆS OGSÅ: INTERVIEW. Wilhelm Østergaard gad ikke gå i skole. Nu debuterer han med en digtsamling
Peter sender et billede på WhatsApp. Det er taget i en tunnel et sted i Paris. Lyset er skarpt og koldt. Andreas står og maler en metro, der holder parkeret. Jeg forestiller mig, hvordan de havde det, mens de malede. Genkalder mig følelsen af at være til stede. Dér og kun dér. Forestiller mig lugten af fugtig tunnel og spraymaling. Den summende lyd fra toget. Øjnene, der veksler mellem at male og samtidig have et overblik over situationen. Bare tanken om alt det udløser adrenalin i mit blod. Signaler sendes fra hjernen og ned til maven, og pludselig skal jeg på toilettet.
I lejligheden rykker jeg det lille vakkelvorne skrivebord hen til vinduet. Udsigten til gaden virker mere inspirerende end en hvid væg, der stirrer én dødt i ansigtet. Jeg bladrer i nogle gamle noter og finder et digt, jeg aldrig har kunnet få til at lykkes. Det handler om, hvilken slags olding jeg mon ender med at blive. Jeg ridser nogle forskellige kategorier op. Den ene er saunamanden – en bestemt type mænd, der tilbringer det meste af dagen i svømmehallens sauna. Af en eller anden grund er de altid solbrune. Enkelte bærer også guldkæder. Samtalerne med deres ensartede oldingevenner, afbrydes af prusten og stønnen, når der skal gøres plads til en ny i saunaen.
Jeg har også bemærket en anden slags olding. Men da jeg er i tvivl om, antallet af dem er stort nok til at udgøre en egentlig type, har jeg ikke givet dem et navn. Disse oldinge er oftest nydeligt klædt. Måske chinos og en cardigan? De går lettere forvirrede rundt i byen og har problemer med vandladningen. På varme sommerdage, hvor det er ekstra slemt, kan man se dem langs søerne i København, lyne gylpen ned og overpisse træer og el-skabe. Er det mig som firsårig? Med prostataproblemer og andre urinvejskomplikationer. Hvis ikke, hvad så? Flere af de ting, jeg har beskæftiget mig med i mit liv, og som jeg har haft interesse for, har rødder i subkulturer, der ikke har eksisteret længe nok til at have egentlige oldinge. Hiphop og graffiti, for eksempel, er kun halvtreds år gammel. Grundlæggerne af de kulturer må være i starten af 70’erne nu. Og dem kan jeg heller ikke helt spejle mig i, da de nok er formet af en opvækst i fattige kvarterer i New York.
Solen hænger lavt på himlen, rød og tung. Jeg falder i staver og tænker på, hvad de andre mon laver? Selvom jeg længe har set frem til den ro, der indfinder sig, når man rejser alene – en ro, der er afgørende, når man skal prøve at fordybe sig og samle tankerne – så kan jeg alligevel mærke, at mine venners tilbud har vakt en rastløshed i mig. Jeg lader note være note, og ser solen ligeså stille forsvinde ned gennem byens tage.
Ude i gaderne er der stadig masser af liv. Caféerne, trafikken, folk der slentrer rundt.
Bevæger mig ud ad de små snørklede passager med afspærringer og ensretninger. Drejer om et hjørne og møder Place Jean-Jaurès. Et stort, firkantet torv med træer langs fortovene og unge, der hænger ud på barerne. Jeg sætter mig på en bænk og ringer til Andreas på FaceTime. De sidder på en restaurant. “Hvilken slags oldinge tror I, I bliver?”, spørger jeg. De hælder begge mest til saunamanden. “Men kommer du til Paris eller hvad?”, spørger Andreas “Hmm, ja,” tøver jeg. “Du har jo ikke malet Paris’ metro”, indskyder Peter, “Og hvornår skulle vi finde tid til at rejse sammen, os tre, igen? Det giver jeg ham ret i. “Men lad os lige snakkes ved,” siger jeg for at undgå at tage stilling.
Jeg var meget ung, da jeg første gang blev introduceret for graffiti. Det var i slutningen af 90’erne, og jeg gik i første eller anden klasse. Jeg husker tydeligt, da jeg i et frikvarter trådte ind i min storebrors klasselokale. Der blev spillet rapmusik fra en ghettoblaster, mens min bror og hans venner sad og tegnede bogstaver. Jeg satte mig helt stille ved deres bord og lyttede måbende til deres samtaler om mytiske graffitimalere. Denne oplevelse hos de store sjetteklasser satte for alvor noget i gang hos mig. Allerede dengang mistrivedes jeg i folkeskolens rammer. Jeg døjede med koncentrationsbesvær og havde svært ved at fordybe mig i noget af det, vi fik for. Jeg kom bagud fagligt og følte mig som en outsider. Samtidig var jeg ekstremt nysgerrig og eventyrlysten, så mødet med graffiti var en kæmpe omvæltning. Her var et sted, der gav mig en form for mening, og hvor de personlige træk, der ellers spændte ben for mig i folkeskolen, kunne få lov at blomstre. For første gang fandt jeg forbilleder, jeg kunne spejle mig i, og jeg oplevede en motivation. Noget jeg kunne lykkes med og som jeg ægte brændte for.
Ud på aftenen ligger jeg i sengen og stirrer op i loftet. Minder fra forskellige graffiti-missioner holder mig vågen. Jeg lukker øjnene og genkalder mig følelsen af at ligge på lur i en tunnel i en fremmed by, mærke hjertet hamre. Det er dét at stå over for en vanskelig udfordring, der indebærer konsekvenser, og så løse den i fællesskab uden at blive opdaget. Den lettelse og glæde, det udløser, er større, end man kan forestille sig. Det er oplevelser, man aldrig glemmer, og som står i skarp kontrast til mere eller mindre flade sammenkomster som fredagsbarer, parmiddage og julefrokoster med vinterblege kollegaer, der synger snapsesange.
Bevidstheden om, at mine venner måske i dette øjeblik står og maler et metrotog i Paris, mens jeg stavrer rundt alene i en storby ‘for at skrive’ fylder mig med ubehag. Det kan jeg for helvede altid gøre. De skaber et øjeblik, et minde. Jeg finder en afgang til Paris med lyntoget TGV klokken elleve næste formiddag.
Jeg ankommer til Paris tidlig eftermiddag og mødes med Peter og Andreas på en café rundt om hjørnet fra Bastillepladsen. De ligner to klatrere med deres praktiske outdoortøj – lynlåse og velcro over det hele. Peter fortæller irriteret om nattens forløb. De havde brugt hele aftenen på at undersøge et område, hvor to metro-tog holdt parkeret. “Og så, da vi kommer tilbage for at male, sidder der sådan nogle fucking klamme vagter i deres lortebil og kører rundt i området i flere timer, mand! Fandme nederen!” En kvindelig tjener stiller en kaffe på bordet. De havde uden held forsøgt at male et andet sted, hvor der den nat ikke holdt noget tog. Efter få timers søvn var de igang igen, dog uden succes.
Andreas ser helt fortabt ud og ligner én, der har dumpet en vigtig eksamen, mens Peter fyrer bandeord af og kunne være hans skuffede far.
Der kan være mange udfordringer i sådan en proces. Politiet har en specialenhed, som udelukkende beskæftiger sig med tog-graffiti. De ligger på lur forskellige steder og efterforsker sager. Man skal også være opmærksom på overvågning, vagtværn og konstruktionsarbejde fra metroselskabet. Togene holder enten parkeret i depoter, både under og over jorden, eller i tunneler mellem stationerne.
Andreas kigger koncentreret på sin telefon. “I aften skulle der holde et tog tæt ved denne station,” siger han og vender skærmen mod os for at vise en adresse på Google Maps. “Det er vistnok en forstadsghetto, så vi skal lige passe på.” Vi lægger en plan for dagen: Indlogere mig på hotellet, pakke en taske med spraydåser, og så er det ellers bare i gang. Første destination inden den slummede forstad, er en tunnel mellem to stationer centralt i Paris. Vi kører dertil i en Uber. “Når vi kommer frem, skal vi vente på, at togene har forladt stationen,” siger Andreas fra forsædet. “Vi skal ned på skinnerne og hurtigt ind i tunnelen, inden perronerne igen bliver fyldt. Og så løber vi tyve-tredive meter ind, til der, hvor toget holder.”
At jeg er taget til Paris for dette ene formål, bliver først konkret efter denne præcise briefing. Jeg mærker en spids knurren i maven, og ligesom på restauranten i Marseille giver adrenalinen mig en voldsom trang til at lave lort. Men jeg ignorerer det og binder mine snørebånd så stramt, jeg kan. Klar til at løbe, hvis vi bliver opdaget.
For ikke at vække opsigt med vores tasker og de andres klatretøj, deler vi os op – ti meter imellem hver.
Da toget på den modsatte perron er kørt, står kun en pløret hjemløs tilbage. “Så er det nu!” signalerer Andreas med et nik. Med faste og hurtige skridt går vi målrettet mod tunnelens åbning. Men da vi er ti meter derfra, lyder et højt pift. Vi stopper op og ser forvirret på hinanden. Ud af ingenting står der pludselig en mand på perronen. Han er klædt i sort tøj og går direkte imod os. Han siger noget på fransk, vi ikke forstår. Da han nærmer sig, får jeg øje på et vagtfirmas logo på jakken. “So you guys are painting graffiti?”, spørger han anklagende med tyk fransk accent. Det afviser vi selvfølgelig og spørger, hvad han dog mener med det. Blikket gennem de sammenknebne øjne fortæller, at han ikke er i tvivl. Han smiler. “Just fuck off.” Vi siger ingenting og træder ind i det næste tog. Egentlig en ret absurd situation: Tre mænd i 30’erne får voksenskældud af en jævnaldrende, der siger, at de altså ikke må tegne på ting. Da dørene lukker i, får vi øje på hans gemmested. Han klemmer sig mellem en søjle og en sodavandsautomat. Klar til at fange andre med skumle hensigter.
Skuffelsen over det mislykkede forsøg sidder tungt i Andreas. Han sidder helt stille med sin telefon og skriver med en lokal maler for at undersøge andre muligheder. Peter og jeg er mere lettede. På en måde gjorde vagten os en tjeneste ved at stoppe os. Havde han ladet os løbe derind og derefter tilkaldt politiet, var vi blevet anholdt.
De næste timer bruger vi på at køre rundt mellem stationer, hvor der efter sigende skulle holde tog parkeret. Men hver gang står der vagter. Og det er, som om de er trænet til at se lige igennem hver en maler. Vi griner af det paradoksale i, at det er vagterne, der skaber utrygheden.
Inden vi igen drager ud på et nyt forsøg, spiser vi aftensmad på hotellets restaurant. Nattens mission er til et underjordisk togdepot i den skumle forstad. Andreas har lånt en stjålet nøgle til en nødudgang nær depotet af en lokal gut. Vi spiser dampet torsk med salat, ris og beurre blanc og fortæller historier fra tidligere rejser. Andreas og Peter, som jeg har kendt siden jeg var teenager, har altid været mere dedikerede graffitimalere end jeg selv. Der var nogle år, hvor jeg, ligesom dem, brugte al min tid på at male. Men som min interesse dalede påvirket af nye bekendtskaber og en nysgerrighed for hooliganmiljøet fortsatte de andre. Særligt Andreas har gjort det til en sport at trænge ind i vanskelige metrosystemer med højt sikkerhedsniveau verden over, mens Peter er et stort og velkendt graffiti-navn i Danmark.
Vi gør os klar på hotellet, ryster dåser og koordinerer farvevalg. Jeg har svært ved at indstille mig på endnu en mission. Det er den lange og hektiske dag kombineret med en mave, der er fuld af torsk og beurre blanc, der gør mig udmattet. Men jeg kender præmissen for denne slags ture og holder det for mig selv.
LÆS OGSÅ: Vilde debutdigte om familie, fængselsstraffe og maskuline fællesskaber. Læs et uddrag af Din hund rejser på børnebillet
I den skumle forstad er der grå højhuse og indhegnede industrigrunde med skrotbiler. Det minder mig om Avedøre Stationsby, bare uden grønne arealer. Andreas fører an med Google Maps i hånden. Vi drejer op ad en bred boulevard og finder kort efter risten på det modsatte fortov. Selvom det er hverdag, og klokken er lidt i ét om natten, er der stadig en del aktivitet i gaderne. Jeg kigger ned i skakten. En rusten stige går omkring ti meter ned. Vi stiller os ved hjørnet nogle meter derfra og venter på, at tre mænd passerer os. De ser på os med en vis undren i blikket. Som om de spørger sig selv, hvad vi dog laver her. Da der er fri bane, går Andreas hen til risten og sætter sig på hug. Jeg kigger rundt for at se, om der kommer nogen. Han kæmper med at åbne låsen: “Den virker fandme ikke,” siger han. Peter forsøger også, men det hjælper ikke.
Pludselig får jeg øje på en mand, der krydser vejen. Min puls stiger. “Der kommer en,” siger jeg. Idet de rejser sig, er manden nået helt tæt på os. “Bare lad som om vi arbejder her,” siger Peter. Den fremmede mand ser afventende på os. “What’s up?”, spørger Peter. Manden trækker en plastikpose op af sin skuldertaske og viser os nogle kartoner Marlboro-cigaretter, som han vil sælge. Jeg puster ud og bliver helt lettet. “No, no, no,” udbryder Andreas irriteret, som om han lader alle sine frustrationer fra det seneste døgn gå ud over manden. Vi nørkler med låsen i yderligere femten minutter og må afblæse vores planer, da Andreas får bekræftet af sin lokale ven, at nøglen ikke virker til den slags låse.
Som i en uhyggelig drøm fortsætter det samme vanvid næste dag. Fra tidlig morgen kører vi rundt mellem metrostationer og møder ikke andet end politi og vagter, hver gang vi får gode idéer. Den konstante gentagelse af at skulle forberede sig på en mission, mærke adrenalinen og derefter afblæse, gør mig irritabel og varm i hovedet. Andreas og Peter prøver at holde fast i motivationen. “Sådan er det engang imellem,” gentager de nærmest på skift. Jeg ryster på hovedet. Hvem er det dog, de prøver at narre, tænker jeg. “Jeg står af på næste station og tager tilbage på hotellet. Kan simpelthen ikke holde det her ud!” De kigger på mig med overraskede øjne. Jeg fortsætter: “Det er jo komplet meningsløst det her. Vi har kørt med metro i to dage og har ikke fået malet!”
På hotellets restaurant trøster jeg mig selv med en fadøl og confiteret and. Jeg falder i staver over den tætte trafik, der i kontrast til det seneste døgn nærmest føles fredfyldt og idyllisk. Selvom det ikke lykkes mig at male, føler jeg en lettelse over, at jagten er forbi.
Det er tydeligt, at mine to venner stadig er drevet af den passion, der har fyldt, siden vi var børn. At de er villige til at fortsætte og ofre flere dage i forsøget på at få malet. Jeg går op på mit værelse og sætter mig ved skrivebordet. Bladrer i nogle noter for i ivrighed at indhente det tabte, men det er umuligt lige nu. Jeg finder en flybillet mod København samme aften. Pakker min kuffert og tager en Uber mod Charles De Gaulle.
Mens vi langsomt forlader byen og dens forstæder, kører der fransk radio over anlægget. Jeg tænker over, hvorfor det føltes så nødvendigt at tage til Paris. Når jeg i dag vælger at male, er det en form for nostalgi, jeg dyrker. I 70’ernes slumkvarterer i New York opstod graffiti og hiphop som et oprør mod elendighed og ulighed – ikke med vold eller terror, men med kunst, dans, musik og poesi som våben. Siden har det spredt sig til hele verden, og for mig som barn var graffiti et frirum. Et alternativ til det ordentlige og konventionelle, hvor jeg aldrig rigtig passede ind. Det gav mig identitet, styrke og en følelse af at høre til.
Jeg ved ikke, om det er indbildsk, men når jeg har mødt malere fra hele verden, har det føltes som om, vi er særligt forbundne. Som om vi deler noget, der stikker dybere end en simpel interesse, som tennis eller madlavning. Det er som om, vi alle har kæmpet den samme kamp.
Flyet gør klar til landing. Vi svæver over Øresund og ser København, der toner frem som en doven silhuet.
Gennem mit liv har jeg sjovt nok altid fundet sammen med folk, der har været hjemsøgt af den samme rastløse energi – en uro, der har krævet en form for ventil. Nogen har fundet den i bandemiljøer, andre i moskeer eller ekstreme politiske fællesskaber, mens jeg (som du efterhånden nok ved) kastede mig over graffiti og hooliganisme. Helt forskellige veje, men mekanismerne har været de samme.
Selvom jeg i dag lever “et helt almindeligt liv”, og at det er længe siden, jeg gled væk fra de forskellige miljøer, så mærker jeg alligevel stadig en rest af den gamle rastløshed i mig. En ur-rastløshed, der sidder som et ar – ikke længere som en smerte, men altid til stede.
Og skulle det ar en dag springe op, og jeg igen står dér, faret vild og uden retning, ved jeg nu, at jeg jo altid kan ringe til min nye ven, Taxamand Islam.
Wilhelm Østergaard: Din hund rejser på børnebillet
Vilde debutdigte, hvor drømmesyn blander sig med skarpe erindringsglimt fra et liv med vold og kriminalitet, men også stærke maskuline fællesskaber og en elsket storebror.
“Bror, jeg kan huske
den klare stjernehimmel
pigtrådshegnet omkring os
Vi fejrer vi din 23-års fødselsdag
med elefanthuer på.”
Da Wilhelm Østergaard fik hjernerystelse til boksetræning og lå brak i halvandet år, købte han en skrivemaskine og begyndte at skrive sine egne tekster. Det blev til Din hund rejser på børnebillet, der kredser om fortællerens rejse gennem sygdomsforløb og den ensomhed, der opstår, når man sidder hjælpeløs og alene og glor ud i luften.
Et andet spor er de syrede drømmesekvenser, der vokser frem i isolationens halvverden. Et tredje spor erindringsglimtene om faren, moren og broren og en vild ungdom med slagsmål og fængselsophold, men også stærke maskuline fællesskaber og kærlighedsforhold.
Du kan købe Din hund kører på børnebillet online fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: