Aktuelt Fagbøger

Anders Lundt Hansen: Vilhelm Erobreren ændrede historiens gang

vilhelm erobreren

Europa ændrede sig for altid, da Vilhelm af Normandiet invaderede England og vandt sig tilnavnet Erobreren. Anders Lundt Hansen fortæller i en ny bog hele historien om Vilhelms liv og den verden, han var en del af.

I 1066 fandt et af de mest berømte slag i verdenshistorien sted lige udenfor den engelske by Hastings. Hertug Vilhelm af Normandiet vandt en knusende sejr over den engelske Harald Godwinson og kunne dermed kalde sig konge af England – en begivenhed, der skulle ændre historiens gang.

”De vidste det selvfølgelig ikke på daværende tidspunkt, men slaget ved Hastings blev afgørende for Englands og Europas fremtid,” fortæller historiker Anders Lundt Hansen, der er aktuel med bogen Vilhelm Erobreren – Da Norden mistede England.

I bogen fortæller han historien om den ambitiøse Vilhelms liv, hans opvækst i Normandiet og de blodige begivenheder, der skulle ende med at sikre ham den engelske trone. Det er fortællingen om, hvordan den normanniske sejr vendte op og ned på det engelske samfund og kastede Europa ud i en lang række krige, der skulle vare i århundreder.

Man kan altså roligt sige, at Vilhelms invasion gav genlyd i eftertiden.

LÆS OGSÅ: Anders Lundt Hansen om mordet på Harald ‘Blåtand’: “Ragnhild gjorde det”

En blodtørstig paragrafrytter

Men hvordan tegner man et portræt af en mand, der levede for 1000 år siden?

”Man skal være varsom, når man går i gang med sådan et projekt,” fortæller Anders Lundt Hansen. ”For selv i tilfælde, hvor vi har mange kilder, er oplysningerne i høj grad standardiseret ros. Det er vigtigt at huske på, at skribenterne som regel skrev om fyrster, der betalte deres løn. I den slags kilder er herskeren altid større, stærkere, kløgtigere og mere religiøs end alle andre.”

Alligevel kan man finde tegn på, hvordan Vilhelm rent faktisk var i de samtidige kilder; nemlig dér hvor han afviger fra den gængse helteskabelon. Den slags afvigelser er sprækker i de betalte skribenters propaganda, der afslører noget om den historiske Vilhelm.

Anders Lundt Hansen: Vilhelm Erobreren ændrede historiens gang
Vilhelms styrker stormer mod Godwinsons linjer. Fra det berømte Bayeuxtapet, et 70 meter langt broderi, der afbilleder Vilhelms invasion af England. Kilde: Shutterstock

”Den største afvigelse, man kan se om Vilhelm, er hans grundighed og systematik. Han virker til at have været lidt af en paragrafrytter,” fortæller Anders Lundt Hansen og peger på, at Vilhelm lynhurtigt fik rullet et effektivt normannisk statsapparat ud i England, der gjorde, at han fik kontrol over landets mange ressourcer.

Samtidig var han, som enhver middelalderfyrste med respekt for sig selv, krigerisk og voldsparat. Hvis nogen forbrød sig mod ham, faldt straffen prompte og nådesløst.

Det blev tydeligt, da han i årene 1069-1070 satte sig for at straffe lokalbefolkningen i Nordengland efter en række oprør. Vilhelm gik som altid grundigt til værks og gjorde området til centrum for et blodbad, som verden ikke havde set mage til i over 500 år.

”Han begik et af middelalderens største folkedrab på sin egen befolkning,” siger Anders Lundt Hansen.

Massakren fik navnet Harvningen i Nord, opkaldt efter den behandling en bonde gav marken, når han trak en harve, en form for tung rive, hen over sin jord for at knuse jordklumper og rive ukrudt op med rode.

Historikere anslår, at omkring 100.000 mennesker mistede livet, og normannernes egne skatteopgørelser viser, at store områder pludselig lå øde hen.

”På den måde ender normannerne faktisk med at dokumentere det folkedrab, de selv har begået,” fortæller Anders Lundt Hansen. ”Man kan se i optegnelserne, at hvor der før boede folk, er der nu fuldstændig affolket. Det er drastisk.”

Danske ambitioner

Selvom der var interne forsøg på oprør, kom den alvorligste trussel mod Vilhelms position på den engelske trone fra Danmark. Den danske konge Svend Estridsen havde nemlig blikket stift rettet mod udviklingen i England.

”Svend Estridsen var nevø til Knud den Store, der havde været konge af England, og han var barnebarn til Svend Tveskæg, der også havde været konge af England. Og når man har været barnebarn til en konge, så er man altså med i lodtrækningen om tronen,” forklarer Anders Lundt Hansen.

Derfor sendte Svend ad flere omgange togter mod England i et forsøg på at udfordre Vilhelm – dog uden held.

”Hans allierede i England var enten for ukoordinerede, eller også kunne de ikke blive enige om, hvem der skulle være konge, hvis de fik smidt Vilhelm ud.”

Efter Harvningen i Nord måtte den danske Svend Estridsen helt opgive sine ambitioner om at vinde England tilbage.

”Han havde ikke nogen allierede tilbage i Nordengland, for Vilhelm havde slået dem alle ihjel,” siger Anders Lundt Hansen. ”Det tragiske er, at folkedrab faktisk virker.”

På den måde blev England endegyldigt vredet ud af den danske interessesfære, og den skandinaviske ekspansion mod vest fik en ende.

LÆS OGSÅ: Anders Lundt Hansen: Historien kan skræmme dig. Det bør den faktisk gøre

Vilhelms arv

Selvom det snart er 1000 år siden, at Vilhelm Erobreren blev konge af England, lever fortællingen om ham stadig i bedste velgående. Til efteråret udkommer en stort anlagt BBC-serie om Vilhelm med Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen, der handler om de dramatiske begivenheder i 1066.

Anders Lundt Hansen: Vilhelm Erobreren ændrede historiens gang
Vilhelm Erobrerens segl, hvor han på den ene side præsenterer sig selv som miles christi, Herrens ridder. Kilde: Alamy Stock Photo (World History Archive)

”Slaget ved Hastings fylder stadig enormt meget i den engelske bevidsthed,” siger Anders Lundt Hansen. ”Englænderne taler om 1066 som ”the last time we were defeated”, og det har de levet højt på under både Napoleonskrigene og 2. verdenskrig.”

Vilhelms gener har desuden bredt sig til de fleste europæiske kongehuse – også det danske, og det giver faktisk kong Frederik 10. en plads i den britiske arvefølge.

”Han er nummer ca. 220 i arvefølgen til den britiske trone. Så der skal trods alt ske ret mange tragiske dødsfald, før det bliver aktuelt,” siger Anders Lundt Hansen og griner.


Læs mere om Vilhelm Erobreren – Da Norden mistede England

Anders Lundt Hansen: Vilhelm Erobreren ændrede historiens gang

Den 14. oktober 1066 nær Hastings i Sydengland dræbte Vilhelm af Normandiet sin værste konkurrent til den engelske krone og vandt sig tilnavnet Erobreren.

Med udgangspunkt i den nyeste forskning fortælles Vilhelms historie: Fra hans forfædre etablerede hertugdømmet Normandiet, over hans fødsel på en belejret borg, gennem kirkemesser og slagmarker og til hans eftermæle.

Bogen gør også op med de vikingemyter, der knytter sig til hans liv og bedrifter. Hans efterkommere trækker spor til nutidens kongehuse, og selv det danske kongehus har i dag en forbindelse til Vilhem Erobreren, der – langt nede på listen – kan gøre dem til arvinger til det britiske kongehus.

Du kan købe Vilhelm Erobreren – Da Norden mistede England online fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.