Aktuelt Bøger om naturen

Melankolsk vandretur i Palæstinas åndeløst smukke landskab, der knap eksisterer længere

Vandringer i Palæstina

Palæstinensisk forfatters prisbelønnede bog om 25 års vandreture i Palæstina udkommer nu for første gang på dansk.

Raja Shehadeh er vokset op på den besatte Vestbred og har viet hele sit liv til at bekæmpe de israelske bosættelser. Men efter årtiers forgæves juridiske kamp og efter at have set sit barndomslandskab forsvinde på sine mange højtelskede gåture, er håbet svundet ind. Derfor valgte han i 2007 at nedskrive og udgive fortællingen om syv vandreture, der tilsammen afslører langt mere end et landskab i forandring.

Vandringer i Palæstina er et lyrisk anklageskrift, en fortælling om en familie spredt for alle vinde, voksende politisk uro og en personlig rejse mellem vrede og accept. Bogen modtog den prestigefyldte Orwell Prize, opkaldt efter forfatteren til 1984, og er mere aktuel end nogensinde før.

Privilegiet ved at gå

Da Raja Shehadeh voksede op i byen Ramallah på den besatte Vestbred, brugte han store dele af sin ungdom på at vandre i de frodige bakker omkring sin hjemby. Hverken krig, uro eller skiftende politiske vinde kunne holde ham væk. Men gennem årene blev landskabet forvandlet til en gold, asfalteret forpost for israelske bosættere.

I takt med at Shehadehs fysiske rum blev indskrænket, begyndte han at føle sig som en fange i sit eget land, og en konstant frygt krøb ind under huden på ham. Som han skriver i bogen:

”Mange vandrere verden over gør sig slet ikke klart, hvilken luksus det er at kunne vandre i et landskab, de elsker, uden at føle vrede, frygt og usikkerhed, noget så enkelt som at gå på vandretur, uden at politiske dagsordener konstant rumsterer i hovedet på dem, uden frygt for at miste, hvad de er kommet til elske, uden frygt for at blive frataget retten til at nyde det. Bare at vandre og sætte pris på alt det, naturen kan tilbyde, ligesom jeg engang kunne”.

Mens de politiske beslutninger påvirkede Raja Shehadehs eget humør og landskabet omkring ham, var det blandt andet under et dramatisk møde med en ung, israelsk bosætter i 2007, at Shehadeh for alvor forstod, hvad tabet af det elskede landskab betød for begge sider af den politiske konflikt i Palæstina.

Et minde om skønhed

Gennem de syv vandreture agerer Shehadeh rejsefører og viser vej i ind i Palæstinas ellers lukkede landskab, hvor det ikke kun er bakkerne, der bliver levendegjort for læseren. Det samme gør historien om en familie, der gennem generationerne må se til, mens de boliger, som deres forældre og bedsteforældre engang byggede med deres egne hænder, kun står tilbage som minder og fjerne fortællinger. 

Flere af familiens unge søger ud i verden, væk fra deres rødder, og efterlader et tomt rum tilbage hos familiens ældre. Én ting er de fysiske ødelæggelser. Noget andet er stilheden og glemslen, der truer i horisonten, og som Raja Shehadeh mærker, da han besøger en forladt bebyggelse på en af sine vandreture:

”Et smukt sted, som havde ligget uforanderligt i århundreder, var blevet ødelagt, uden at nogen protesterede. Jeg satte mig på de forskubbede klipper og forsøgte at huske, hvordan her så ud før i tiden, sørgede i stilhed over ødelæggelsen af dalen, som engang var så smuk.”

Et håb for fremtiden?

Mellem optimisme og fortvivlelse, vrede og stolthed, har Shehadeh et klart håb for sin bog Vandringer i Palæstina. Et håb, som ikke har ændret sig siden bogens første udgivelse i 2007, og som han sætter ord på i det forord, han har skrevet specielt til den danske udgave:

“Jeg håber, at min bog vil blive stående som et minde om den skønhed, man engang kunne finde i Palæstinas bakkede landskab”.

Blå bog:

Raja Shehadah (f. 1951) er menneskerettighedsadvokat og en af de mest fremtrædende palæstinensiske forfattere. Han har blandt andet været indstillet til National Book Award, og hans bøger er solgt til udgivelse i en lang række lande.


Vandringer i Palæstina

Melankolsk vandretur i Palæstinas åndeløst smukke landskab, der knap eksisterer længere

Femogtyve år. Syv vandreture. Et Palæstina der er ved at forsvinde.

Raja Shehadeh vokser op i den oldgamle havneby Jaffa i det daværende Palæstina, i dag en forstad til Tel Aviv i Israel. I 1948 bliver familien fordrevet i forbindelse med Israels oprettelse og slår sig ned i Ramallah på den besatte Vestbred. Raja bliver advokat med en mission, nemlig at stoppe de ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden ad rettens vej. Forgæves. Satellitbyerne breder sig ufortrødent trods international fordømmelse.

I turbulente tider finder han sjælero ved at vandre i det grønne landskab omkring sin hjemby. I 1978 vrimler bakkerne med fortidsminder, kilderne springer om foråret, og Shehadeh kan vandre frit blandt hyrder og beduiner uden skelen til grænser eller politiske forhold. Shehadehs bevægelsesfrihed begrænses år for år, og under hans vandretur 25 år senere er de frodige højdedrag forvandlet til en gold, asfalteret forpost for israelske bosættere. Til sidst lever han som en fange i sit eget land. 

Vandringer i Palæstina – Erindringer om et forsvindende landskab er et litterært kampskrift med værdigheden og medmenneskeligheden som våben, men lige såvel en melankolsk hyldest til et landskab, der er ved at forsvinde, ja, knap eksisterer længere. 

Du kan købe Vandringer i Palæstina – Erindringer om et forsvindende landskab online hos fx. Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.