Inger Gammelgaard Madsen er kendt for sine uhyggelige og fængende krimier, og nu er hun endnu engang aktuel med tredje bind i serien om drabsefterforskeren Mason Theilmann, Ulvejagten, der udgives 10. december.
LÆS OGSÅ: Det sorte armbånd viser, hvordan ondskaben nogle gange er tættere på, end vi tror. Læs et uddrag her
I Ulvejagten følger læseren drabsefterforsker Mason Theilmann, hvis steddatter, Emma, er blevet kidnappet af en seriemorder, der kalder sig The Wolf. Mason er blevet sendt på orlov, fordi han er for tæt på sagen, men i det skjulte fortsætter han jagten på seriemorderen på egen hånd. Da to andre piger forsvinder, handler det ikke længere blot om, hvorvidt Emma kan findes i live, men om alle pigerne kan findes, inden det er for sent. Hvor meget er Mason villig til at betale for at finde sin steddatter Emma, og overskygger hans store had til seriemorderen The Wolf potentielt hans dømmekraft? Det kan du finde ud af i Ulvejagten.
LÆS OGSÅ: Kom tæt på krimiforfatter Inger Gammelgaard Madsen – Læs interviewet her
Start din læsning af Ulvejagten herunder.
Ulvejagten
af Inger Gammelgaard Madsen
Kapitel 1: Ind i mørket
Der var den igen. Bevægelsen henne i markskellet op til plantagen. Karl Emil Poulsen kneb øjnene sammen og forsøgte at fokusere mellem regndråberne, der drev ned ad ruden i køkkenvinduet. Tusmørket havde sænket sig og gjorde det endnu sværere at se ud. Forbandede vejr, tænkte han indædt. September havde budt på både storm og en del regn, men det var stadig mildt, så det havde ikke været nødvendigt at drive fårene ind i stalden. Måske var det på tide, så slap han også for det her helvede næsten hver aften.
Noget bevægede sig igen. Denne gang var det tydeligere og tættere på. Det var den. Og den slæbte på noget!
”Fandens også!” svor han højt, gik med raske skridt ind i arbejdsværelset, hen til våbenskabet, låste det op, greb geværet og ladede det. Han skyndte sig ud i gangen og fik de mudrede støvler og frakken på. I lommen lå hans pandelampe, som han spændte om hovedet.
”Hvad skal du?” spurgte hans kone Elly, som sad og strikkede i sin lænestol under lyset fra standerlampen, mens hun indimellem kastede blikket mod tv’et og serien Borgen, som de var ved at gense på Netflix. Hun kiggede bekymret hen mod ham i døråbningen.
”Det er den satan, der er på spil igen. Jeg er nødt til at få ram på den!”
”Ulve er fredede ifølge EU’s habitatdirektiv, Karl Emil. Det ved du godt. Det kan få store konsekvenser for dig, hvis du skyder den.”
”Hvem fanden skulle opdage det?! Jeg vil skide på EU og deres skøre direktiver. Det er storbysnuder, der ikke aner, hvad det vil sige at have ulve i baghaven, der har vedtaget det. Hvis den har taget et får igen, så finder jeg den sgu. Nu må det være slut!”
Karl Emil overhørte sin kones advarsler om at passe på og flåede døren op. Regnen var stilnet lidt af. Han tændte pandelampen og affyrede et skarpt skud op i luften. Dyret flygtede med det samme ind mellem træerne henne i skellet. Med geværet i hænderne og fingeren på aftrækkeren bevægede han sig langsomt hen til stedet, hvor ulven var forsvundet. Noget spjættede i græsset. Han gik tættere på, det var et af hans får, som var blevet slæbt ud af folden og skambidt. Endnu et skud rungede i aftenluften, da han gjorde en ende på dets lidelser.
Satans, satans ulv! Han strammede grebet om geværet og gik med det løftet foran sig ind mellem plantagens træer. Hovedet var bøjet let forover, så lyset fra pandelampen ramte skovbunden. Han kunne se ulvens store potespor. Kløerne havde lavet dybe kløfter i den våde muld.
Mørket blev tættere, jo længere han trængte ind. Skovbunden ændrede sig til et tæppe af våde, brune nåle. Plantagen var domineret af skov- og bjergfyr, plantet for over hundrede år siden for at dæmme op for sandflugt i den barske vestjyske jord. Fyrretræerne klarede sig bedst i det tørre, næringsfattige miljø. Men han kunne stadig følge ulvesporet. Det ledte ham uanfægtet videre i hans målrettede iver efter at finde den. Måske fandt han stedet, hvor den holdt til.
Der var mere end én – det vidste han. En flok på sikkert fem-seks dyr. Det forlød, at der var født unger i foråret. Der blev jo holdt kontrol med bestanden, og ulveentusiaster havde ligefrem dannet en forening for at bevare det fantastiske rovdyr. Men hans mål var at få ram på dem alle. Så ville hans største problem, massedrabene på hans får, være ovre. Og pengetabet.
Fortabt i tanker og sin ivrige søgen var han nået langt ind i plantagen. Længere end han plejede. Selv på sine jagter i sæsonen, som snart gik ind. Hvis altså ulvene ikke allerede havde udryddet alt vildtet. Jægerne i området havde holdt møde om det i jagtforeningen. Alle var enige: Ulven hørte ikke til i den danske natur.
Lyset i pandelampen begyndte at blinke. Han bankede irriteret på den. Nu var batteriet vel ikke ved at løbe tør for strøm? Så ville det blive svært både at finde ulven og vejen hjem igen.
Han anede ikke, hvor længe han havde gået. Sporene havde indimellem været utydelige, men han havde fundet dem igen. Nu var de stoppet, og det gjorde han også.
Fyrretræerne tårnede sig op omkring ham. Skovbunden var våd og sjappet. Tunge regndråber dryppede fra grenene. Pludselig sank hans fod ned til kanten af støvlen. Han trak den op og sendte lyskeglen ned. Det lignede lort. Og det lugtede også sådan.
Han så forbavset på støvlen. Det havde han aldrig oplevet før. Med ubehag gned han det af i bladene på en busk, mens han kiggede sig søgende omkring efter ulvesporet igen, men opdagede i stedet noget andet mellem de brune nåle. Han bøjede sig ned og samlede det op. Det lignede et armbånd, flettet af et sort materiale. Hvordan var det havnet helt herude? Det var ikke et sted, hvor folk gik tur og kunne tabe noget. Han rettede sig op og stak fraværende armbåndet i lommen.
Lyset i lampen blinkede igen. Alt blev mørkt omkring ham, selvom han igen bankede på den. Så hørte han noget. Vejrtrækning. Grene, der knækkede. Han gøs og så fårene for sig, som han fandt på marken med struben flået op og kroppen flænset. Rædslen krøb som en iskold strøm gennem ham. Han sigtede med geværet på må og få, men kunne ikke skyde på noget, han ikke kunne se. Lyset kom og forsvandt i glimt, som om lampen ikke kunne bestemme sig for, om den ville være tændt eller slukket.
”Forsvind, I forbandede sataner!” råbte han med skinger og desperat stemme. Han forestillede sig, at de havde samlet sig omkring ham. Han vidste, hvordan ulve jagede. De isolerede og omringede byttet. Gik efter den svageste. Et ældre eller sygt dyr. Og lige nu følte han sig som sådan et.
Han affyrede et skud mod en lyd, hørte en piben, og at flere dyr flygtede, men ikke langt. Ulvene var stoppet op igen. Det fornemmede han. Da lyset i et kort glimt vendte tilbage, så han en skygge. Men det var ikke en ulv. Skyggen lignede et menneske. Den slæbte noget efter sig.
”Hallo! Hvem dér?!” råbte han og undrede sig. Hvem fanden bevægede sig herude i regnen, så langt inde i plantagen, sammen med ulvene og uden at give sig til kende?
Stilheden, som fulgte, fik hans angst til at vokse. Kun vinden i trækronerne hørtes ildevarslende i mørket.
Så fornemmede han noget bag sig, men nåede ikke at vende sig, inden han mærkede en voldsom smerte i baghovedet, sank sammen i de fugtige fyrrenåle, og alt blev sort.
Kapitel 2: En tabt kamp
Pandebåndet forhindrede, at sveden, der løb ned ad drabsefterforsker Mason Teilmanns pande, endte i hans øjne, men T-shirten klæbede vådt og ubehageligt til hans ryg, og han hadede at svede. Hans modstander på squashbanen, betjenten Jonas Toft, havde netop ramt bolden og sendt den retur til Masons modtagelsesfelt, men Mason var alt for ukoncentreret. Hans slag sendte bolden uden for de markerede linjer.
Pointet gik til Jonas. Men Jonas jublede ikke over det. Han så i stedet bekymret på Mason, som stod foroverbøjet med hænderne hvilende på knæene og trak vejret stakåndet. Mason vidste godt, at han intet havde præsteret den sidste tid, hverken på squashbanen, på arbejdet eller i privatlivet.
“Skal vi holde for i dag? Klokken er også snart syv,” sagde Jonas og så på uret, som var det af hensyn til tiden og ikke Masons tilstand, at han foreslog at stoppe, før de plejede.
“Ja, okay. Jeg trænger også til et bad.” Mason rettede sig op. Jonas svedte lige så meget som ham. Hans gulerodsfarvede hår var helt vådt, og hans lyse, fregnede hud glinsede af sved, men han var i bedre form end Mason. Jonas cyklede ti kilometer på arbejde hver dag og spillede fodbold og løbetrænede i fritiden, men Mason plejede at undskylde hans overlegenhed på squashbanen med aldersforskellen. Jonas var 29 år, Mason næsten ti år ældre, og for tiden spillede hans psykiske tilstand også en rolle i præstationen.
Men det var alligevel rart at få brændt noget af gennem fysisk aktivitet og få tankerne adspredt, så han havde fastholdt vanen med deres kampe i hallen hver anden morgen, undtagen i weekenden, selvom han så skulle meget tidligt op og sjældent havde sovet om natten.
“Hvad går I så videre med i dag?” spurgte han henkastet Jonas, da de stod under hver sin bruser i omklædningsrummet.
“Hvad?” spurgte Jonas, som måske ikke kunne høre for vandets plasken mod fliserne og afløbets gurglen, eller også prøvede han bare at vinde tid til at overveje sit svar.
“Med efterforskningen. Emma?” uddybede Mason, selvom det ikke burde være nødvendigt. Han hørte selv, at hans stemme fik en anden, mere sprukken lyd, da han sagde hendes navn.
Jonas lukkede for vandet og hentede sit håndklæde. Han skævede til Mason, mens han tørrede sig.
“Ja, jeg ved godt, jeg ikke må involvere mig, Jonas, men hvad sker der? Jeg hører intet. Finder I ud af noget? Eller står det fortsat i stampe?” Nu sneg irritationen sig ind i Masons stemme, for der skete for lidt. At det var hans kollega Henning Hallund, som havde fået sagen, mens Mason var sendt på ufrivillig orlov af ledelsen, gjorde det ikke bedre.
Mason havde aldrig set Hallund som en kompetent efterforsker. Måske var han dygtig nok, men han var for pertentlig og langsom og arbejdede alt for meget med små, ubetydelige detaljer, som spildte en masse tid. Mason lukkede også for vandet og fandt sit håndklæde. Han tørrede ansigtet.
“Mason … Du ved godt, at jeg ikke må tale med dig om sagen, men … okay, Hallund arbejder lige nu mest ud fra den teori, at The Wolf har taget Emma med ud af landet sammen med den anden pige … Chloe. Han har involveret dine tidligere kolleger i Louisiana Police Department. De arbejder med at finde ham derovre.”
Mason trak hurtigt håndklædet væk fra ansigtet og stirrede på Jonas.
“I Louisiana?! Nej! Han er her i Danmark, det er jeg sikker på. Han skjuler sig et sted. I spilder tiden, hvis I …”
“Jeg kan kun følge Hallunds ordre, det ved du godt. Han er efterforskningsleder nu,” sagde Jonas, mens han tog sine boxershorts på, hvis farve mindede om det svenske flag. “Jeg forstår dig. Hvis det var min datter, så … Men du skal tale med Hallund, især hvis du har nyt om The Wolf. Hvordan ved du, at han stadig er i Danmark?”
”Min mavefornemmelse siger mig det.”
”Har han kontaktet dig?”
Mason rystede på hovedet. “Nej, jeg har intet hørt, så havde jeg selvfølgelig sagt det. Hvad med varevognen, han forsvandt i? Har I stadig ikke fundet den?”
Jonas var færdig med at tage sit tøj på og tog sin jakke ned fra knagerækken.
“Tal med Hallund, Mason. Han er den eneste, som kan opdatere dig på efterforskningen. Tak for kampen. Vi ses i overmorgen, ikke? Hej hej.”
Mason ønskede, at han kunne følge med Jonas hen på politistationen, sætte sig bag sit skrivebord og udføre sit arbejde, finde Emma og få hende hjem, så det hele kunne blive normalt igen. Men han vidste også, at han var nødt til at følge reglerne. Han var for tæt på. Følelsesmæssigt involveret. Inhabil, havde været ledelsens ord. Han så på sit ur, da han spændte remmen om håndleddet. Om en time var han nødt til at efterleve en anden regel, selvom den heller ikke passede ham.
*
Venteværelset duftede anderledes, end det plejede.
Mason satte sig i loungestolen med lysebrunt, slidt læder, der mindede ham om en feltstol; her havde han siddet hver torsdag de sidste snart tre måneder. Han kiggede op på duftpindene på hylden over et spejl i garderoben. Flasken, de stod i, så anderledes ud, det var nok en ny duft. Anja brugte også den slags pinde i sin klinik. Dufte virker beroligende på patienterne, havde hun sagt. De hjalp dog ikke Mason. Tværtimod, lige nu, mindede de om hende, og det gjorde ondt langt ind i brystet.
Han trak vejret dybt ned i lungerne og pustede langsomt ud gennem næsen. Sveden blev ved med at pible frem på hans pande. Han så ud ad vinduet, hvor han lige kunne ane Silkeborg Kirkes spir, så kiggede han hen på den lukkede, hvide dør med hendes navn graveret i et ovalt skilt af messing: Psykolog Eva Lundskov. Derefter så han igen utålmodigt på sit armbåndsur. Det var fem minutter siden, han havde en tid. Men det hastede jo ikke, han havde ikke noget, han skulle nå alligevel.
Samtalen med Jonas i omklædningsrummet blev ved med at dukke op i hans hoved. Kunne Hallund have ret? Var Emma taget med ud af landet sammen med Chloe? Selvfølgelig havde han selv tænkt tanken. Og afvist den igen.
Han havde netop taget en pjece om angstsymptomer og sad fraværende og bladrede i den, da den hvide dør gik op, og Eva Lundskov stak sit blonde hoved ud.
”Mason,” sagde hun, unødvendigt, for der var kun ham i venteværelset. Han lagde pjecen fra sig og gik ind.
Rummet var moderne og enkelt indrettet med en varm og indbydende atmosfære. Sollyset strømmede blødt ind gennem lette gardiner foran de store vinduer. Interiøret var ikke som i en typisk klinik, men som i en rummelig, stilfuld stue. En stor, blød sofa i varme jordfarver stod centralt i rummet, flankeret af et par komfortable loungestole med bløde puder. Bøger og kunstbøger lå tilsyneladende tilfældigt, men sikkert gennemtænkt, placeret på reoler af lyst træ langs væggene, hvor flotte kunstværker i afdæmpede nuancer prydede væggene.
Han lukkede døren bag sig og satte sig i loungestolen, som var behageligere end den i venteværelset. Her skulle han så sidde i en time. Det var et krav fra ledelsen, før det overhovedet kunne komme på tale, at han begyndte på arbejdet igen. Det var Eva Lundskov, som skulle afgøre det.
Hun satte sig på stolen over for ham. Imellem dem stod et lavt sofabord i træ med naturlige årer. Midt på bordet stod der termoglas, en kande med vand og en termokande. Eva hældte først kaffe op i hans glas, som hun plejede, så satte hun sig, lagde benene med de sorte silkestrømper over kors, tog sin notesbog frem, lagde den i skødet og så mildt på ham. Hun smilede.
”Hvordan går det, Mason?”
Han trak vejret tungt. ”Det ved jeg ikke rigtig … Træt, synes jeg. Tænker stadig for meget.”
”Okay, men det er vigtigt at stoppe op og mærke efter. Det her er vores næstsidste session. Hvordan føles det?”
Mason trak på skuldrene. Det var jo ikke ham, der havde ønsket at komme, og det havde været svært for ham at lukke op. Lukke hende ind. Han vidste fra Anja, hvilke metoder psykologer brugte, hvordan de tænkte, og han syntes, at han hele tiden gennemskuede spørgsmålene og ikke følte, at samtalerne bidrog til noget. Men fordi Eva havde været tålmodig med ham, var det alligevel efterhånden lykkedes hende at få selv hans mest dystre tanker frem i lyset, uden at det føltes akavet for ham.
”Det føles, som om … ja, som om jeg stadig sidder fast,” svarede han.
Eva nikkede. ”Fortæl mig, hvor du føler dig fastlåst.”
”I det hele. Skylden. Anja. Hendes ord sidder stadig i mit hoved … hun har jo ret, det er min skyld.”
Han skar ansigt og rystede på hovedet. ”Jeg har prøvet at sige til mig selv, at jeg ikke kunne have forudset det. Men … jeg bragte ham ind i vores liv. Og nu er Emma væk. Og Anja …”
Mason tav, og Eva sad imens og noterede.
”Når du siger, at du har prøvet at sige det til dig selv … tror du så på det?” spurgte hun og kiggede opmærksomt på ham.
Mason så væk. Hen på den abstrakte kunst på væggen, som nok skulle udtrykke sol og sommer ved havet. Pludselig lignede det sumpene i Louisiana. Han kiggede væk.
”Det er jo lige meget, om jeg tror på det. Emma har været væk i snart tre måneder nu, og jeg ved ikke, om Anja nogensinde kan tilgive mig.”
”Mason, hvis en anden person sad over for dig lige nu og sagde præcis det samme, hvad ville du så sige?”
Mason så Eva i øjnene. ”At det ikke er hans eller hendes skyld … At personen ikke kunne vide, hvad der ville ske.”
Eva smilede svagt. ”Hvorfor er du så hårdere ved dig selv?”
Mason sank en klump. Han gned ansigtet med hænderne og lænede sig tilbage i stolen.
”Fordi … fordi jeg er Emmas stedfar. Jeg skulle beskytte hende. Og jeg fejlede.”
”Måske. Men fejlede du, fordi du ikke prøvede? Fordi du ikke elskede hende nok? Fordi du var ligeglad?”
”Nej! Aldrig! Jeg ville gøre alt for hende. Både Emma og Sofia er som mine egne døtre, selvom de er Anjas,” svarede Mason hurtigt og tog termoglasset. Det føltes mærkeligt, at glasset ikke var varmt, selvom kaffen dampede. Den brændte hans læber, da han nippede til den.
”Præcis.” Eva noterede igen på sin blok. ”Er du holdt op med at lede efter hende? Har du accepteret at overlade det til dine kolleger? Det er ikke sundt for dig, at du invol…”
Mason lænede sig frem i stolen mod Eva og satte glasset fra sig på bordet i samme bevægelse.
”Det, der ikke er sundt for mig, er at sidde passivt og føle, at deres efterforskning ikke nytter noget. At de ikke gør nok for at finde hende.”
“Du tror altså ikke, at dine kolleger gør nok? Hvorfor skulle de ikke gøre det?” Eva lod pennen hvile mod sine røde læber og betragtede ham indgående.
Mason så op i loftet, op på rosetten omkring lysekronen, hvor fine blomster- og bladmønstre slyngede sig i harmoniske cirkler.
“Jeg fik det bekræftet af en kollega her til morgen. Efterforskningslederen har nu flyttet fokus til Louisiana. Det virker, som om han har opgivet at finde Emma her i Danmark.” Mason så igen bestemt på Eva. “Men The Wolf er ikke rejst tilbage til Louisiana. Jeg ved, at han stadig er her.”
“Du kalder ham The Wolf og ikke Gayson? Er det en måde at holde afstand på?”
“Der er ikke mange, der kender hans rigtige navn. Han kaldes The Wolf, fordi hans efternavn Lopez betyder ‘søn af ulven’. De fleste seriemordere har øgenavne. Det er kun derfor, jeg bruger det.”
Eva hævede et bryn. “Hmm. Og hvordan kan du være så sikker på, at han ikke er rejst? Chloe, den anden pige, han kidnappede, kom jo fra Louisiana, ikke …”
“Jeg tror ikke, han har forladt Danmark. Det er ikke nok for ham at tage Emma – han vil have, at jeg lider mere. Jeg kender ham.” Han tøvede. “Og … selvom det lyder tåbeligt, så … Sofia siger, hun kan mærke, at hendes tvilling ikke er død. At Emma er tæt på. Tvillinger har en særlig forbindelse, siger hun.”
Eva lagde pennen oven på sin notesbog. “Det er faktisk ikke så tåbeligt. Mange tvillinger hævder, at de kan fornemme hinanden, selv over lange afstande. Der er bare ingen videnskabelige beviser for det.”
Mason trak på skuldrene. “Det er jo det, jeg siger, det er tåbeligt. Men Anja tror på Sofia. Hun kender sine piger, og jeg kan mærke, at både hun og Sofia bebrejder mig, at jeg ikke har fundet Emma.”
Han knugede hænderne i skødet.
“Jeg har undersøgt alle de steder, hvor jeg kunne forestille mig, at … The Wolf ville skjule sig med Emma og Chloe. De er efterlyst, hvordan kan han stadig holde sig skjult? Jeg bliver vanvittig af at tænke på det.”
Eva tøvede et øjeblik. “Husker du at tage din medicin, Mason?”
Han nikkede, selvom det var en løgn.
“Men Anja og Sofia er hjemme igen, ikke? Sidste uge sagde du, at de var hos Anjas forældre i Tyskland.
Mason nikkede igen. “Ja, hun kom hjem for tre dage siden. Mest for Sofias skyld, sagde hun. Hun har brug for stabilitet … og hun savnede sin far.” Mason fik tårer i øjnene.
”Hvordan klarer hun det? Sofia?” spurgte Eva blidt.
Mason rystede svagt på hovedet. ”Dårligt. Hun savner selvfølgelig sin søster, og på lørdag har de 11-års fødselsdag. Hvordan skal vi komme igennem den dag uden Emma?”
Eva rakte over bordet og lagde en varm, slank hånd på hans arm. Et lille sæt gik gennem Mason. Hun havde aldrig direkte rørt ved ham før.
”Det skal I tale sammen om og blive enige om, alle tre. Hvis det føles forkert at fejre fødselsdagen uden Emma, så må I trøste Sofia med, at I venter, til Emma er hjemme igen.”
Mason nikkede, og de sad tavse lidt. Han vidste ikke, hvordan han skulle tage hul på den samtale med Anja og Sofia. Det pinte ham, at han stadig ikke havde det bedre, at han ikke kunne være der mere for dem.
Eva sad og bladrede i sin notesbog.
”Du sagde tidligere, at Anja blev chokeret over at høre ting fra din fortid. Ting, som Gayson Lopez, som jeg nu foretrækker at kalde ham, afslørede, da han trængte ind i jeres hus og truede jer. Har I fået talt mere om det?”
Mason både nikkede og rystede på hovedet. ”Ja … lidt. Men jeg tror mest, hun var såret over, at jeg aldrig havde betroet mig til hende om det, der skete dengang.”
Eva nikkede tænksomt, stadig med blikket rettet mod notesbogen. Så mødte hendes øjne hans.
”Og hvorfor fortalte du hende det ikke?”
Mason trak let på skuldrene. ”Jeg fandt det ikke nødvendigt. Det skete i Louisiana, da jeg var 16, og … det var bare ikke vigtigt for mit nye liv her i Danmark.”
Eva så intenst på ham med rynkede bryn. ”Din ungdomskæreste blev voldtaget og dræbt af din dengang bedste ven, Gayson, som forsøgte at give dig skylden. Synes du virkelig ikke, det var vigtigt at dele med Anja? Ja, undskyld, men jeg kender hende jo. Hun er også psykolog, hun kunne have hjulpet dig med det traume, den oplevelse har påført dig. Det kunne samtidig have hjulpet hende til at forstå din besættelse af den seriemorder. På den måde kunne hun bedre have accepteret det og hjulpet dig.”
Mason rynkede panden. Eva kaldte det en besættelse, ligesom Anja altid havde gjort.
”Jeg er ikke besat af … The Wolf. Jeg er politimand. Mit arbejde er at forhindre, at mænd som ham misbruger og dræber børn. Nu har han min steddatter, og hvad han kan finde på at gøre ved hende, og måske allerede har gjort, kan jeg ikke holde ud at tænke på.” Hans stemme sitrede, men han tvang sig selv til at fortsætte. Han sank en klump i halsen. ”Han gav hende armbåndet. Det sorte armbånd, som betyder … at … at hun skal dø.”
Inger Gammelgaard Madsen: Ulvejagten
Det er snart tre måneder siden, tiårige Emma blev bortført fra sit hjem af seriemorderen, der kalder sig The Wolf. Hverken politiets efterforskning eller de mange offentlige eftersøgninger har givet resultat.
Mason Teilmann, Emmas stedfar og erfaren drabsefterforsker ved Midt- og Vestjyllands Politi, er sendt på ufrivillig orlov. Han er for tæt på både offer og gerningsmand – og måske også for mærket af sin egen skyldfølelse. Men Mason nægter at give op. I det skjulte fortsætter han jagten på egen hånd. To andre piger forsvinder, og det formodes, at The Wolf også står bag. Nu handler det ikke længere kun om, hvorvidt Emma stadig er i live, men om pigerne kan findes, inden det er for sent.
Du kan købe Ulvejagten online her eller i din nærmeste boghandel fra 10. december.
Inger Gammelgaard Madsen er kendt for sine uhyggelige og fængende krimier, og nu er hun endnu engang aktuel med tredje bind i serien om drabsefterforskeren Mason Theilmann, Ulvejagten, der udgives 10. december.
LÆS OGSÅ: Det sorte armbånd viser, hvordan ondskaben nogle gange er tættere på, end vi tror. Læs et uddrag her
I Ulvejagten følger læseren drabsefterforsker Mason Theilmann, hvis steddatter, Emma, er blevet kidnappet af en seriemorder, der kalder sig The Wolf. Mason er blevet sendt på orlov, fordi han er for tæt på sagen, men i det skjulte fortsætter han jagten på seriemorderen på egen hånd. Da to andre piger forsvinder, handler det ikke længere blot om, hvorvidt Emma kan findes i live, men om alle pigerne kan findes, inden det er for sent. Hvor meget er Mason villig til at betale for at finde sin steddatter Emma, og overskygger hans store had til seriemorderen The Wolf potentielt hans dømmekraft? Det kan du finde ud af i Ulvejagten.
LÆS OGSÅ: Kom tæt på krimiforfatter Inger Gammelgaard Madsen – Læs interviewet her
Start din læsning af Ulvejagten herunder.
Ulvejagten
af Inger Gammelgaard Madsen
Kapitel 1: Ind i mørket
Der var den igen. Bevægelsen henne i markskellet op til plantagen. Karl Emil Poulsen kneb øjnene sammen og forsøgte at fokusere mellem regndråberne, der drev ned ad ruden i køkkenvinduet. Tusmørket havde sænket sig og gjorde det endnu sværere at se ud. Forbandede vejr, tænkte han indædt. September havde budt på både storm og en del regn, men det var stadig mildt, så det havde ikke været nødvendigt at drive fårene ind i stalden. Måske var det på tide, så slap han også for det her helvede næsten hver aften.
Noget bevægede sig igen. Denne gang var det tydeligere og tættere på. Det var den. Og den slæbte på noget!
”Fandens også!” svor han højt, gik med raske skridt ind i arbejdsværelset, hen til våbenskabet, låste det op, greb geværet og ladede det. Han skyndte sig ud i gangen og fik de mudrede støvler og frakken på. I lommen lå hans pandelampe, som han spændte om hovedet.
”Hvad skal du?” spurgte hans kone Elly, som sad og strikkede i sin lænestol under lyset fra standerlampen, mens hun indimellem kastede blikket mod tv’et og serien Borgen, som de var ved at gense på Netflix. Hun kiggede bekymret hen mod ham i døråbningen.
”Det er den satan, der er på spil igen. Jeg er nødt til at få ram på den!”
”Ulve er fredede ifølge EU’s habitatdirektiv, Karl Emil. Det ved du godt. Det kan få store konsekvenser for dig, hvis du skyder den.”
”Hvem fanden skulle opdage det?! Jeg vil skide på EU og deres skøre direktiver. Det er storbysnuder, der ikke aner, hvad det vil sige at have ulve i baghaven, der har vedtaget det. Hvis den har taget et får igen, så finder jeg den sgu. Nu må det være slut!”
Karl Emil overhørte sin kones advarsler om at passe på og flåede døren op. Regnen var stilnet lidt af. Han tændte pandelampen og affyrede et skarpt skud op i luften. Dyret flygtede med det samme ind mellem træerne henne i skellet. Med geværet i hænderne og fingeren på aftrækkeren bevægede han sig langsomt hen til stedet, hvor ulven var forsvundet. Noget spjættede i græsset. Han gik tættere på, det var et af hans får, som var blevet slæbt ud af folden og skambidt. Endnu et skud rungede i aftenluften, da han gjorde en ende på dets lidelser.
Satans, satans ulv! Han strammede grebet om geværet og gik med det løftet foran sig ind mellem plantagens træer. Hovedet var bøjet let forover, så lyset fra pandelampen ramte skovbunden. Han kunne se ulvens store potespor. Kløerne havde lavet dybe kløfter i den våde muld.
Mørket blev tættere, jo længere han trængte ind. Skovbunden ændrede sig til et tæppe af våde, brune nåle. Plantagen var domineret af skov- og bjergfyr, plantet for over hundrede år siden for at dæmme op for sandflugt i den barske vestjyske jord. Fyrretræerne klarede sig bedst i det tørre, næringsfattige miljø. Men han kunne stadig følge ulvesporet. Det ledte ham uanfægtet videre i hans målrettede iver efter at finde den. Måske fandt han stedet, hvor den holdt til.
Der var mere end én – det vidste han. En flok på sikkert fem-seks dyr. Det forlød, at der var født unger i foråret. Der blev jo holdt kontrol med bestanden, og ulveentusiaster havde ligefrem dannet en forening for at bevare det fantastiske rovdyr. Men hans mål var at få ram på dem alle. Så ville hans største problem, massedrabene på hans får, være ovre. Og pengetabet.
Fortabt i tanker og sin ivrige søgen var han nået langt ind i plantagen. Længere end han plejede. Selv på sine jagter i sæsonen, som snart gik ind. Hvis altså ulvene ikke allerede havde udryddet alt vildtet. Jægerne i området havde holdt møde om det i jagtforeningen. Alle var enige: Ulven hørte ikke til i den danske natur.
Lyset i pandelampen begyndte at blinke. Han bankede irriteret på den. Nu var batteriet vel ikke ved at løbe tør for strøm? Så ville det blive svært både at finde ulven og vejen hjem igen.
Han anede ikke, hvor længe han havde gået. Sporene havde indimellem været utydelige, men han havde fundet dem igen. Nu var de stoppet, og det gjorde han også.
Fyrretræerne tårnede sig op omkring ham. Skovbunden var våd og sjappet. Tunge regndråber dryppede fra grenene. Pludselig sank hans fod ned til kanten af støvlen. Han trak den op og sendte lyskeglen ned. Det lignede lort. Og det lugtede også sådan.
Han så forbavset på støvlen. Det havde han aldrig oplevet før. Med ubehag gned han det af i bladene på en busk, mens han kiggede sig søgende omkring efter ulvesporet igen, men opdagede i stedet noget andet mellem de brune nåle. Han bøjede sig ned og samlede det op. Det lignede et armbånd, flettet af et sort materiale. Hvordan var det havnet helt herude? Det var ikke et sted, hvor folk gik tur og kunne tabe noget. Han rettede sig op og stak fraværende armbåndet i lommen.
Lyset i lampen blinkede igen. Alt blev mørkt omkring ham, selvom han igen bankede på den. Så hørte han noget. Vejrtrækning. Grene, der knækkede. Han gøs og så fårene for sig, som han fandt på marken med struben flået op og kroppen flænset. Rædslen krøb som en iskold strøm gennem ham. Han sigtede med geværet på må og få, men kunne ikke skyde på noget, han ikke kunne se. Lyset kom og forsvandt i glimt, som om lampen ikke kunne bestemme sig for, om den ville være tændt eller slukket.
”Forsvind, I forbandede sataner!” råbte han med skinger og desperat stemme. Han forestillede sig, at de havde samlet sig omkring ham. Han vidste, hvordan ulve jagede. De isolerede og omringede byttet. Gik efter den svageste. Et ældre eller sygt dyr. Og lige nu følte han sig som sådan et.
Han affyrede et skud mod en lyd, hørte en piben, og at flere dyr flygtede, men ikke langt. Ulvene var stoppet op igen. Det fornemmede han. Da lyset i et kort glimt vendte tilbage, så han en skygge. Men det var ikke en ulv. Skyggen lignede et menneske. Den slæbte noget efter sig.
”Hallo! Hvem dér?!” råbte han og undrede sig. Hvem fanden bevægede sig herude i regnen, så langt inde i plantagen, sammen med ulvene og uden at give sig til kende?
Stilheden, som fulgte, fik hans angst til at vokse. Kun vinden i trækronerne hørtes ildevarslende i mørket.
Så fornemmede han noget bag sig, men nåede ikke at vende sig, inden han mærkede en voldsom smerte i baghovedet, sank sammen i de fugtige fyrrenåle, og alt blev sort.
Kapitel 2: En tabt kamp
Pandebåndet forhindrede, at sveden, der løb ned ad drabsefterforsker Mason Teilmanns pande, endte i hans øjne, men T-shirten klæbede vådt og ubehageligt til hans ryg, og han hadede at svede. Hans modstander på squashbanen, betjenten Jonas Toft, havde netop ramt bolden og sendt den retur til Masons modtagelsesfelt, men Mason var alt for ukoncentreret. Hans slag sendte bolden uden for de markerede linjer.
Pointet gik til Jonas. Men Jonas jublede ikke over det. Han så i stedet bekymret på Mason, som stod foroverbøjet med hænderne hvilende på knæene og trak vejret stakåndet. Mason vidste godt, at han intet havde præsteret den sidste tid, hverken på squashbanen, på arbejdet eller i privatlivet.
“Skal vi holde for i dag? Klokken er også snart syv,” sagde Jonas og så på uret, som var det af hensyn til tiden og ikke Masons tilstand, at han foreslog at stoppe, før de plejede.
“Ja, okay. Jeg trænger også til et bad.” Mason rettede sig op. Jonas svedte lige så meget som ham. Hans gulerodsfarvede hår var helt vådt, og hans lyse, fregnede hud glinsede af sved, men han var i bedre form end Mason. Jonas cyklede ti kilometer på arbejde hver dag og spillede fodbold og løbetrænede i fritiden, men Mason plejede at undskylde hans overlegenhed på squashbanen med aldersforskellen. Jonas var 29 år, Mason næsten ti år ældre, og for tiden spillede hans psykiske tilstand også en rolle i præstationen.
Men det var alligevel rart at få brændt noget af gennem fysisk aktivitet og få tankerne adspredt, så han havde fastholdt vanen med deres kampe i hallen hver anden morgen, undtagen i weekenden, selvom han så skulle meget tidligt op og sjældent havde sovet om natten.
“Hvad går I så videre med i dag?” spurgte han henkastet Jonas, da de stod under hver sin bruser i omklædningsrummet.
“Hvad?” spurgte Jonas, som måske ikke kunne høre for vandets plasken mod fliserne og afløbets gurglen, eller også prøvede han bare at vinde tid til at overveje sit svar.
“Med efterforskningen. Emma?” uddybede Mason, selvom det ikke burde være nødvendigt. Han hørte selv, at hans stemme fik en anden, mere sprukken lyd, da han sagde hendes navn.
Jonas lukkede for vandet og hentede sit håndklæde. Han skævede til Mason, mens han tørrede sig.
“Ja, jeg ved godt, jeg ikke må involvere mig, Jonas, men hvad sker der? Jeg hører intet. Finder I ud af noget? Eller står det fortsat i stampe?” Nu sneg irritationen sig ind i Masons stemme, for der skete for lidt. At det var hans kollega Henning Hallund, som havde fået sagen, mens Mason var sendt på ufrivillig orlov af ledelsen, gjorde det ikke bedre.
Mason havde aldrig set Hallund som en kompetent efterforsker. Måske var han dygtig nok, men han var for pertentlig og langsom og arbejdede alt for meget med små, ubetydelige detaljer, som spildte en masse tid. Mason lukkede også for vandet og fandt sit håndklæde. Han tørrede ansigtet.
“Mason … Du ved godt, at jeg ikke må tale med dig om sagen, men … okay, Hallund arbejder lige nu mest ud fra den teori, at The Wolf har taget Emma med ud af landet sammen med den anden pige … Chloe. Han har involveret dine tidligere kolleger i Louisiana Police Department. De arbejder med at finde ham derovre.”
Mason trak hurtigt håndklædet væk fra ansigtet og stirrede på Jonas.
“I Louisiana?! Nej! Han er her i Danmark, det er jeg sikker på. Han skjuler sig et sted. I spilder tiden, hvis I …”
“Jeg kan kun følge Hallunds ordre, det ved du godt. Han er efterforskningsleder nu,” sagde Jonas, mens han tog sine boxershorts på, hvis farve mindede om det svenske flag. “Jeg forstår dig. Hvis det var min datter, så … Men du skal tale med Hallund, især hvis du har nyt om The Wolf. Hvordan ved du, at han stadig er i Danmark?”
”Min mavefornemmelse siger mig det.”
”Har han kontaktet dig?”
Mason rystede på hovedet. “Nej, jeg har intet hørt, så havde jeg selvfølgelig sagt det. Hvad med varevognen, han forsvandt i? Har I stadig ikke fundet den?”
Jonas var færdig med at tage sit tøj på og tog sin jakke ned fra knagerækken.
“Tal med Hallund, Mason. Han er den eneste, som kan opdatere dig på efterforskningen. Tak for kampen. Vi ses i overmorgen, ikke? Hej hej.”
Mason ønskede, at han kunne følge med Jonas hen på politistationen, sætte sig bag sit skrivebord og udføre sit arbejde, finde Emma og få hende hjem, så det hele kunne blive normalt igen. Men han vidste også, at han var nødt til at følge reglerne. Han var for tæt på. Følelsesmæssigt involveret. Inhabil, havde været ledelsens ord. Han så på sit ur, da han spændte remmen om håndleddet. Om en time var han nødt til at efterleve en anden regel, selvom den heller ikke passede ham.
*
Venteværelset duftede anderledes, end det plejede.
Mason satte sig i loungestolen med lysebrunt, slidt læder, der mindede ham om en feltstol; her havde han siddet hver torsdag de sidste snart tre måneder. Han kiggede op på duftpindene på hylden over et spejl i garderoben. Flasken, de stod i, så anderledes ud, det var nok en ny duft. Anja brugte også den slags pinde i sin klinik. Dufte virker beroligende på patienterne, havde hun sagt. De hjalp dog ikke Mason. Tværtimod, lige nu, mindede de om hende, og det gjorde ondt langt ind i brystet.
Han trak vejret dybt ned i lungerne og pustede langsomt ud gennem næsen. Sveden blev ved med at pible frem på hans pande. Han så ud ad vinduet, hvor han lige kunne ane Silkeborg Kirkes spir, så kiggede han hen på den lukkede, hvide dør med hendes navn graveret i et ovalt skilt af messing: Psykolog Eva Lundskov. Derefter så han igen utålmodigt på sit armbåndsur. Det var fem minutter siden, han havde en tid. Men det hastede jo ikke, han havde ikke noget, han skulle nå alligevel.
Samtalen med Jonas i omklædningsrummet blev ved med at dukke op i hans hoved. Kunne Hallund have ret? Var Emma taget med ud af landet sammen med Chloe? Selvfølgelig havde han selv tænkt tanken. Og afvist den igen.
Han havde netop taget en pjece om angstsymptomer og sad fraværende og bladrede i den, da den hvide dør gik op, og Eva Lundskov stak sit blonde hoved ud.
”Mason,” sagde hun, unødvendigt, for der var kun ham i venteværelset. Han lagde pjecen fra sig og gik ind.
Rummet var moderne og enkelt indrettet med en varm og indbydende atmosfære. Sollyset strømmede blødt ind gennem lette gardiner foran de store vinduer. Interiøret var ikke som i en typisk klinik, men som i en rummelig, stilfuld stue. En stor, blød sofa i varme jordfarver stod centralt i rummet, flankeret af et par komfortable loungestole med bløde puder. Bøger og kunstbøger lå tilsyneladende tilfældigt, men sikkert gennemtænkt, placeret på reoler af lyst træ langs væggene, hvor flotte kunstværker i afdæmpede nuancer prydede væggene.
Han lukkede døren bag sig og satte sig i loungestolen, som var behageligere end den i venteværelset. Her skulle han så sidde i en time. Det var et krav fra ledelsen, før det overhovedet kunne komme på tale, at han begyndte på arbejdet igen. Det var Eva Lundskov, som skulle afgøre det.
Hun satte sig på stolen over for ham. Imellem dem stod et lavt sofabord i træ med naturlige årer. Midt på bordet stod der termoglas, en kande med vand og en termokande. Eva hældte først kaffe op i hans glas, som hun plejede, så satte hun sig, lagde benene med de sorte silkestrømper over kors, tog sin notesbog frem, lagde den i skødet og så mildt på ham. Hun smilede.
”Hvordan går det, Mason?”
Han trak vejret tungt. ”Det ved jeg ikke rigtig … Træt, synes jeg. Tænker stadig for meget.”
”Okay, men det er vigtigt at stoppe op og mærke efter. Det her er vores næstsidste session. Hvordan føles det?”
Mason trak på skuldrene. Det var jo ikke ham, der havde ønsket at komme, og det havde været svært for ham at lukke op. Lukke hende ind. Han vidste fra Anja, hvilke metoder psykologer brugte, hvordan de tænkte, og han syntes, at han hele tiden gennemskuede spørgsmålene og ikke følte, at samtalerne bidrog til noget. Men fordi Eva havde været tålmodig med ham, var det alligevel efterhånden lykkedes hende at få selv hans mest dystre tanker frem i lyset, uden at det føltes akavet for ham.
”Det føles, som om … ja, som om jeg stadig sidder fast,” svarede han.
Eva nikkede. ”Fortæl mig, hvor du føler dig fastlåst.”
”I det hele. Skylden. Anja. Hendes ord sidder stadig i mit hoved … hun har jo ret, det er min skyld.”
Han skar ansigt og rystede på hovedet. ”Jeg har prøvet at sige til mig selv, at jeg ikke kunne have forudset det. Men … jeg bragte ham ind i vores liv. Og nu er Emma væk. Og Anja …”
Mason tav, og Eva sad imens og noterede.
”Når du siger, at du har prøvet at sige det til dig selv … tror du så på det?” spurgte hun og kiggede opmærksomt på ham.
Mason så væk. Hen på den abstrakte kunst på væggen, som nok skulle udtrykke sol og sommer ved havet. Pludselig lignede det sumpene i Louisiana. Han kiggede væk.
”Det er jo lige meget, om jeg tror på det. Emma har været væk i snart tre måneder nu, og jeg ved ikke, om Anja nogensinde kan tilgive mig.”
”Mason, hvis en anden person sad over for dig lige nu og sagde præcis det samme, hvad ville du så sige?”
Mason så Eva i øjnene. ”At det ikke er hans eller hendes skyld … At personen ikke kunne vide, hvad der ville ske.”
Eva smilede svagt. ”Hvorfor er du så hårdere ved dig selv?”
Mason sank en klump. Han gned ansigtet med hænderne og lænede sig tilbage i stolen.
”Fordi … fordi jeg er Emmas stedfar. Jeg skulle beskytte hende. Og jeg fejlede.”
”Måske. Men fejlede du, fordi du ikke prøvede? Fordi du ikke elskede hende nok? Fordi du var ligeglad?”
”Nej! Aldrig! Jeg ville gøre alt for hende. Både Emma og Sofia er som mine egne døtre, selvom de er Anjas,” svarede Mason hurtigt og tog termoglasset. Det føltes mærkeligt, at glasset ikke var varmt, selvom kaffen dampede. Den brændte hans læber, da han nippede til den.
”Præcis.” Eva noterede igen på sin blok. ”Er du holdt op med at lede efter hende? Har du accepteret at overlade det til dine kolleger? Det er ikke sundt for dig, at du invol…”
Mason lænede sig frem i stolen mod Eva og satte glasset fra sig på bordet i samme bevægelse.
”Det, der ikke er sundt for mig, er at sidde passivt og føle, at deres efterforskning ikke nytter noget. At de ikke gør nok for at finde hende.”
“Du tror altså ikke, at dine kolleger gør nok? Hvorfor skulle de ikke gøre det?” Eva lod pennen hvile mod sine røde læber og betragtede ham indgående.
Mason så op i loftet, op på rosetten omkring lysekronen, hvor fine blomster- og bladmønstre slyngede sig i harmoniske cirkler.
“Jeg fik det bekræftet af en kollega her til morgen. Efterforskningslederen har nu flyttet fokus til Louisiana. Det virker, som om han har opgivet at finde Emma her i Danmark.” Mason så igen bestemt på Eva. “Men The Wolf er ikke rejst tilbage til Louisiana. Jeg ved, at han stadig er her.”
“Du kalder ham The Wolf og ikke Gayson? Er det en måde at holde afstand på?”
“Der er ikke mange, der kender hans rigtige navn. Han kaldes The Wolf, fordi hans efternavn Lopez betyder ‘søn af ulven’. De fleste seriemordere har øgenavne. Det er kun derfor, jeg bruger det.”
Eva hævede et bryn. “Hmm. Og hvordan kan du være så sikker på, at han ikke er rejst? Chloe, den anden pige, han kidnappede, kom jo fra Louisiana, ikke …”
“Jeg tror ikke, han har forladt Danmark. Det er ikke nok for ham at tage Emma – han vil have, at jeg lider mere. Jeg kender ham.” Han tøvede. “Og … selvom det lyder tåbeligt, så … Sofia siger, hun kan mærke, at hendes tvilling ikke er død. At Emma er tæt på. Tvillinger har en særlig forbindelse, siger hun.”
Eva lagde pennen oven på sin notesbog. “Det er faktisk ikke så tåbeligt. Mange tvillinger hævder, at de kan fornemme hinanden, selv over lange afstande. Der er bare ingen videnskabelige beviser for det.”
Mason trak på skuldrene. “Det er jo det, jeg siger, det er tåbeligt. Men Anja tror på Sofia. Hun kender sine piger, og jeg kan mærke, at både hun og Sofia bebrejder mig, at jeg ikke har fundet Emma.”
Han knugede hænderne i skødet.
“Jeg har undersøgt alle de steder, hvor jeg kunne forestille mig, at … The Wolf ville skjule sig med Emma og Chloe. De er efterlyst, hvordan kan han stadig holde sig skjult? Jeg bliver vanvittig af at tænke på det.”
Eva tøvede et øjeblik. “Husker du at tage din medicin, Mason?”
Han nikkede, selvom det var en løgn.
“Men Anja og Sofia er hjemme igen, ikke? Sidste uge sagde du, at de var hos Anjas forældre i Tyskland.
Mason nikkede igen. “Ja, hun kom hjem for tre dage siden. Mest for Sofias skyld, sagde hun. Hun har brug for stabilitet … og hun savnede sin far.” Mason fik tårer i øjnene.
”Hvordan klarer hun det? Sofia?” spurgte Eva blidt.
Mason rystede svagt på hovedet. ”Dårligt. Hun savner selvfølgelig sin søster, og på lørdag har de 11-års fødselsdag. Hvordan skal vi komme igennem den dag uden Emma?”
Eva rakte over bordet og lagde en varm, slank hånd på hans arm. Et lille sæt gik gennem Mason. Hun havde aldrig direkte rørt ved ham før.
”Det skal I tale sammen om og blive enige om, alle tre. Hvis det føles forkert at fejre fødselsdagen uden Emma, så må I trøste Sofia med, at I venter, til Emma er hjemme igen.”
Mason nikkede, og de sad tavse lidt. Han vidste ikke, hvordan han skulle tage hul på den samtale med Anja og Sofia. Det pinte ham, at han stadig ikke havde det bedre, at han ikke kunne være der mere for dem.
Eva sad og bladrede i sin notesbog.
”Du sagde tidligere, at Anja blev chokeret over at høre ting fra din fortid. Ting, som Gayson Lopez, som jeg nu foretrækker at kalde ham, afslørede, da han trængte ind i jeres hus og truede jer. Har I fået talt mere om det?”
Mason både nikkede og rystede på hovedet. ”Ja … lidt. Men jeg tror mest, hun var såret over, at jeg aldrig havde betroet mig til hende om det, der skete dengang.”
Eva nikkede tænksomt, stadig med blikket rettet mod notesbogen. Så mødte hendes øjne hans.
”Og hvorfor fortalte du hende det ikke?”
Mason trak let på skuldrene. ”Jeg fandt det ikke nødvendigt. Det skete i Louisiana, da jeg var 16, og … det var bare ikke vigtigt for mit nye liv her i Danmark.”
Eva så intenst på ham med rynkede bryn. ”Din ungdomskæreste blev voldtaget og dræbt af din dengang bedste ven, Gayson, som forsøgte at give dig skylden. Synes du virkelig ikke, det var vigtigt at dele med Anja? Ja, undskyld, men jeg kender hende jo. Hun er også psykolog, hun kunne have hjulpet dig med det traume, den oplevelse har påført dig. Det kunne samtidig have hjulpet hende til at forstå din besættelse af den seriemorder. På den måde kunne hun bedre have accepteret det og hjulpet dig.”
Mason rynkede panden. Eva kaldte det en besættelse, ligesom Anja altid havde gjort.
”Jeg er ikke besat af … The Wolf. Jeg er politimand. Mit arbejde er at forhindre, at mænd som ham misbruger og dræber børn. Nu har han min steddatter, og hvad han kan finde på at gøre ved hende, og måske allerede har gjort, kan jeg ikke holde ud at tænke på.” Hans stemme sitrede, men han tvang sig selv til at fortsætte. Han sank en klump i halsen. ”Han gav hende armbåndet. Det sorte armbånd, som betyder … at … at hun skal dø.”
Inger Gammelgaard Madsen: Ulvejagten
Det er snart tre måneder siden, tiårige Emma blev bortført fra sit hjem af seriemorderen, der kalder sig The Wolf. Hverken politiets efterforskning eller de mange offentlige eftersøgninger har givet resultat.
Mason Teilmann, Emmas stedfar og erfaren drabsefterforsker ved Midt- og Vestjyllands Politi, er sendt på ufrivillig orlov. Han er for tæt på både offer og gerningsmand – og måske også for mærket af sin egen skyldfølelse. Men Mason nægter at give op. I det skjulte fortsætter han jagten på egen hånd. To andre piger forsvinder, og det formodes, at The Wolf også står bag. Nu handler det ikke længere kun om, hvorvidt Emma stadig er i live, men om pigerne kan findes, inden det er for sent.
Du kan købe Ulvejagten online her eller i din nærmeste boghandel fra 10. december.
Andre læste også: