Aktuelt Indefra

Udtalelse fra Lindhardt og Ringhof  

L&R

Forfatter Hassan Preisler og tidligere medarbejder Mathilde Friese har fremsat voldsomme anklager mod vores forlag, vores dygtige medarbejdere og forfattere. Preisler beskylder bl.a. Lindhardt og Ringhof for en “gennemalkoholiseret” og “gennemseksualiseret” systematisk krænkende kultur med ”en form for alfonseri”. Vi kan slet ikke genkende dette billede af forlagets kultur, og vi har derfor taget kraftigt til genmæle.  

Vi hæfter os i den forbindelse ved, at en lang række forfattere, der i mange år har haft deres gang på forlaget, i en fælles erklæring skriver, at de ikke på nogen måde kan genkende Preislers beskrivelser af en seksualiseret kultur.  

Den tidligere medarbejder Mathilde Friese har beskrevet en konkret krænkende oplevelse under et skriveophold med en forfatter i 2018. Det gør naturligvis indtryk. Vi hørte første gang om denne episode i Frihedsbrevet i sidste uge. Havde vi hørt om det, dengang hun var ansat, havde vi reageret og taget hånd om det. Det siger sig selv, at det i givet fald er en alvorlig sag. Ingen ansatte skal udsættes for krænkende oplevelser. Vi igangsætter nu en undersøgelse med ekstern bistand for at få klarhed over hændelsesforløbet, hvor vi også rækker ud til Mathilde Friese.  

For Lindhardt og Ringhof har det altid været en topprioritet at have en sund kultur og et trygt arbejdsmiljø for ansatte og forfattere, og vi har klare retningslinjer for god adfærd på arbejdspladsen. Vi har igennem en lang årrække undersøgt trivslen og arbejdsmiljøet på forlaget hvert halve år. Og der er ikke noget i vores løbende undersøgelser, der har vist tegn på en problematisk arbejdskultur. Tværtimod har forlaget gennem alle årene haft høj trivsel.   

Ikke desto mindre – og af hensyn til vores nuværende ansatte – vil vi nu fremskynde og udvide en planlagt trivselsundersøgelse på forlaget. Samtidig vil der fortsat være mulighed for at indrapportere eventuelle krænkende handlinger eller konkrete eksempler på hårdt arbejdsmiljø til Lindhardt og Ringhofs HR-afdeling eller til vores whistleblowerordning, som også kan benyttes af tidligere ansatte.  

Lars Boesgaard 

Adm. direktør 

Lindhardt og Ringhof 

Søren Anker Madsen (f. 1969) er journalist, pressechef på Lindhardt og Ringhof og med i Svikmøllens redaktion. Han er desuden en alsidig forfatter, som både skriver bøger til børn og voksne samt til teater og revyer.