Ude for uden af Niels Krause-Kjærs er en ny roman om en kulturel revolution, der på blot to generationer fjernede bondekulturen, hyldede storbyen og tabte provinsen.
Niels Krause-Kjær er født og opvokset på en gård i Jylland. Gården på bogens omslag er hans eget barndomshjem to dage før, det bliver revet ned. Ude for uden er fiktion, men for nylig fandt Krause-Kjær i Rigsarkivet sin fars og hans højskolekammeraters vandrebog gennem et halvt århundrede.
Erik drømmer om at erobre verden. Om at få en bid af det forjættede Ude for uden. Han og hans generation var for unge til at spille en rolle i modstandsbevægelsen, men som landmænd skal de nu redde Danmark i de moderne tider, der venter efter Anden Verdenskrig.
Læs første del af Ude for uden herunder.
Ude for uden
af Niels Krause-Kjær
1
Svend
Teslaen gled lydløst gennem landskabet som et fremmedelement, der var drejet af det forkerte sted. Svend genkendte svingene, bakkerne og enkelte af husene, men det havde intet med ham at gøre længere. Han svingede bilen ned ad den hullede grusvej; midterrabatten var fyldt med knæhøjt ukrudt, der skrabede mod bilens undervogn.
Efter et par hundrede meter standsede han på gårdspladsen og blev ramt af varmen, da han åbnede døren og forlod den behagelige airconditionerede kabine. Sveden begyndte med det samme at springe frem under armhulerne og i ansigtet. Solen stod højt, præcis som han huskede somrene. Den hvide, for længst krøllede skjorte klistrede let til kroppen. Han slog ud efter en spyflue, der kredsede om hans ansigt.
Svend kiggede op. Var det virkelig så småt, eller var det, fordi han så det med voksne øjne? Og hvad med Karoline? Hans voksne datter var også trådt ud af bilen og stod der i ukrudtet på det, der engang havde været en nyreven gårdsplads. Hun virkede underligt ligeglad på en trodsig måde. Som om det ikke havde noget med hende at gøre, hvad det ret beset heller ikke havde.
”You mister Svend ?”
En håndværker på hans egen alder iført beskidte bukser og en hullet T-shirt med gamle svedpletter under armene kom hen imod dem. I stedet for at række hånden frem stak han den i lommen og nikkede i retning af huset.
”Upstairs.”
Han løftede hovedet en enkelt gang med et lille ryk for at vise, at de skulle op på loftet. Derefter råbte han til to yngre mænd, der var i færd med at rive et vindue ud. Det lød polsk. De to arbejdsmænd slap med det samme, hvad de havde i hænderne, rakte ud efter deres cigaretpakker, tændte, inhalerede dybt og satte sig på nogle brædder, imens de trak deres mobiltelefoner frem. Alt sammen i en glidende, nærmest synkron bevægelse og uden at sige et ord.
”Next week. All gone,” fortsatte polakken henvendt til den nyankomne og nikkede igen med hovedet og lod begge hænder blive dybt nede i lommerne, som skulle de aldrig igen gøre nytte.
”Today, you.” Han smilede bredt og blottede kortvarigt et hul efter to manglende tænder i overmunden.
Svend lod blikket glide hen over stuehuset. Asbesttaget var væk, hvilket straks fik ham til at tænke over, hvordan det var sket. Han kiggede på de to østeuropæiske arbejdsmænd, gjorde sig ingen illusioner og forestillede sig et kort øjeblik, hvordan deres lungevæv ville se ud om 25 år. De blottede spær fik stuehuset til at virke endnu mere skrøbeligt.
Alle vinduer på nær et enkelt var smidt i en bunke ved gavlen. Det mere end to hundrede år gamle bindingsværk stod stadig forbavsende sort, selv om det formentlig var årtier siden, det sidst havde fået et lag af den klistrede trætjære. Til gengæld var kalken, der engang stod skinnende hvid som det årlige varsel om forår, underligt falmet de steder, hvor pudsen ikke allerede var faldet af i flager og forsvundet under ukrudtet.
Svend tænkte, han burde være berørt. Hvis eftermiddagstrafikken ikke generede for meget, kunne han være hjemme i aften.
”Mit værelse var dér – til højre for hoveddøren.” Han stak en arm frem og pegede.
”Jeg skal bruge et toilet,” kom det fra Karoline.
Hun kiggede bebrejdende på sin far. Svend tvang sig til ikke at minde hende om den tankstation, de passerede, lige inden de kørte fra motorvejen, og vendte i stedet blikket mod polakken, der tilsyneladende havde forstået, hvad de talte om.
”Pisse?” lød det på formfuldendt dansk. ”This way.”
Med hovedet pegede han til venstre for huset ved siden af det, der engang havde været haven. Der stod nogle maskiner, en rusten varevogn med udenlandske nummerplader og en bulet webergrill midt imellem endnu mere ukrudt. Bag det hele havde nogen placeret en falmet skurvogn.
”Toilet,” sagde han blot.
Karoline skridtede i retning af skurvognen og ignorerede de dovne polske blikke. Svend gik tøvende hen imod hoveddøren, der ikke længere var der, genkendte de mørkebrune fliser i entréen og tog forsigtigt trappen op til loftet, der nu var under åben himmel.
Trækassen havde sammen med en bunke gamle aviser, en violinkasse og et par plastikposer med Brugsens ældgamle logo ligget i en skunk i det fjerneste hjørne, og kun fordi den lokale entreprenør, polakkerne arbejdede for, var til stede, da de fjernede asbesten, undgik kassen og skunkens øvrige indhold at blive smidt i den store bunke.
Til min Søn, Svend, stod der med store, klodsede bogstaver på et stykke karton, som var hæftet fast på låget med fire rustne klips. Entreprenøren vidste selvfølgelig, hvem Svend var, og syntes, det var sjovt at have en undskyldning for at ringe til en politiker. Et folketingsmedlem, der ovenikøbet var omtalt i en sag, tabloidaviserne interesserede sig for.
Svend ignorerede det øvrige ragelse og satte sig på hug. Kassen var mindre end en håndbagagekuffert. Opholdet i skunken havde holdt sollyset ude, så blækkets blå farve var nogenlunde intakt. Den rustne haspe gav sig med besvær, og hængslerne protesterede mildt, da han åbnede kassen. Til hans overraskelse så det ud til, at hverken polakkerne eller entreprenøren havde kigget i den.
Der var nu heller ikke så meget at se, tænkte han med det samme og mærkede en umiddelbar skuffelse. Var det bare det her, han for mindre end et døgn siden havde ryddet sin kalender og var kørt tværs gennem landet for? Han kunne med et enkelt blik overskue indholdet. I den ene side lå en halv snes gulnede kuverter bundet sammen med en selvbinderstrik.
Han bladrede hurtigt de øverste igennem, så meget snoren tillod – Erik Antonsen, Holmegaard – de var alle adresseret til hans far. I den anden side lå en tyk A4-ark stor bog med stift bind i en mat, grøn farve. Midt på omslaget var der gjort plads til at påføre navn eller titel. BREVDUEN, stod der med store bogstaver, skrevet med noget, der engang måtte have været sort blæk. Nu var det snarere gråligt.
”You find?” kom det fra polakken. Det lød, som om han stod ved foden af trappen i entréen.
”Yes, yes. No problem.”
Hvorfor gik man altid ned i lixtal, når man kommunikerede med personer, der talte dårligere engelsk, end man selv gjorde? Det var ikke kun for at sikre sig forståelse, at man gjorde sig dummere. Var det for at være i øjenhøjde? Svend hadede det udtryk, men hans partileder elskede det. ”Vi skal være i øjenhøjde med vælgerne,” messede hun hele tiden. Især op til folketingsvalg. Mente hun dermed, at vælgerne var dumme? Hvad mente hun egentlig?
”I’m up here for a short while. Please do not take notice of me. And let my daughter know, where I am.” Svend grinede for sig selv over sit lille oprør mod partiledelsen.
”What you say?”
Svend sukkede. ”You wait.” Så meget for det oprør. Han greb bogen og åbnede den.
2
Erik
1946
Erik skridter hurtigt og let ud ad landevejen. Han knapper de øverste knapper på den lidt for tykke jakke op og mærker, hvordan hans unge krop arbejder. Turen fra stationen vil ikke tage meget mere end to timer med den fart, han skyder, og nu er han allerede halvvejs. Selvfølgelig kan han gå de 15 kilometer i alt. Han slår ud med armene af bar begejstring og lader blikket glide hen over det milde landskab, de pløjede marker og tomme indhegninger, hvor køerne har gået indtil for kort tid siden.
Den svage novembersol varmer hans højre kind, han suger luften helt ned i lungerne og ånder ud. Erik mærker et kildrende sug i maven og hanker op i sin skuldertaske – der er stadig to fedtemadder med mors kødfulde rullepølse og en flaske vand tilovers fra togturen. En vogn med to udtjente heste nærmer sig langsomt sydfra akkompagneret af en vedvarende skramlen fra et skævt hjul.
En ældre, krumrygget mand sidder med tømmerne og har trukket kasketten så langt ned i panden, at det er umuligt at ane ansigtet. Han hæver dovent venstre arm som hilsen uden at slippe fokus på hestene. Vognen er fyldt med beskidte roer, og Erik kan ved at kaste et blik på marken bagved se, at den gamle kæmper med efterårsmudderet og kun er halvt færdig med at samle ind.
Både hestevognen og den lille roekule helt oppe ved vejen vidner om, at det er et mindre husmandsbrug, han driver. Der er ikke vinterfoder til mange køer, tænker Erik og vurderer instinktivt, at han selv ville kunne samle de sidste roer ind i løbet af en enkelt, hård arbejdsdag. En halv dag mere til at dække kulen med halm, så frosten ikke trænger igennem i løbet af vinteren, så ville det være overstået.
Den stakkels mand har formentlig brugt flere uger på det og er slet ikke færdig. Og så på en søndag. I morgen er det mandag, den første i fem år, hvor Erik ikke skal op klokken fem for at muge, malke, fodre eller gå i marken. Han mærker et lille stik af dårlig samvittighed, men skyder det med det samme fra sig ved tanken om, hvad der venter. Om lidt skal han møde højskolens forstander.
Sammen med sin lillesøster Jenny hørte han ham holde foredrag i sognehuset, da han var hjemme i påsken. Han mindede om sognepræsten i sin måde at tale på, en smule ophøjet, men sikker på sig selv. Belæst – det var tydeligt, blev han enig med Jenny om, da de bagefter cyklede hjem til deres forældre. Og han kendte åbenbart Christmas-Møller. Grænsen ligger fast, mente politikeren.
Det samme mente forstanderen. Og Jenny med, for den sags skyld. Hun er tre år yngre end Erik og havde for flere år siden en smule selvhøjtideligt bekendtgjort, at hun ikke ville giftes med en landmand. Jeg skal ikke være bondekone, proklamerede hun til fars vrede og bestyrtelse.
Mor sagde ikke så meget, selv om det var tydeligt, at hun støttede datteren, da hendes dansklærer sad i den fine stue nogle måneder senere og fortalte, hvor dygtig en elev Jenny var i mellemskolen, og hvor let hun ville have ved at gå på gymnasiet. Hun læste ikke bare digte og litteratur. Hun skrev også de fineste stile, forklarede læreren.
Og Erik tænkte om sin lillesøster, at de bløde håndflader og slanke fingre heller ikke egnede sig til at tage fat om koens patter, når der skulle morgen- og aftenmalkes. Men efter en flot mellemskoleeksamen var hun nu sendt ud at tjene på en gård på Fyn. Det ville hærde både sind og hænder, mente far. Erik ved ikke selv, om grænsen ligger fast.
Men foredraget havde været så stærkt og overbevisende, at Erik med det samme besluttede, at det var forstanderens højskole, han ville på. Tænk, om han kunne lære at tale med samme overbevisning, henvise til artikler i en københavnsk avis, citere fra en bog og henkastet fortælle, at det havde et folketingsmedlem eller en minister også selv fortalt, sidst de mødtes.
Uden at sagtne farten ser Erik på sit armbåndsur, der er en konfirmationsgave fra bedsteforældrene og på hans mors formaning kun skal bæres til pænt brug. Kongeåen er for længst krydset. Han kigger ned på den slidte landevej og videre ud over markerne. Det her har været Tyskland. Aldrig i sit 19 år lange liv har han været så langt hjemmefra.
Hvis han skridter igennem, kan han senere holde en lille pause og spise resten af sin madpakke, så han ikke møder svedende frem. Efter endnu en time ligger Rødding søndagsdovent og venter i det flade landskab. Et par hundrede meter før bygrænsen sætter han sig på en stor sten i grøftekanten for at undgå fugt og kulde fra jorden.
Han bliver alligevel hurtigt kold, imens han fjerner den fedtede avisside fra Aarhus Amtstidende omkring rullepølsemadderne. Nok skinner eftermiddagssolen, men den står lavt og er svag. Han tager en stor bid af den ene humpel rugbrød. Det ekstra tykke lag grynede fedt under pølsen klistrer let i ganen og får smagen til at brede sig i hele munden.
Dovent lader han blikket glide hen over avispapiret. Mellem nogle fedtpletter er der et sløret billede af storstikkeren Grethe Bartram, som nogle dage forinden er idømt dødsstraf ved Aarhus Kriminalret. Hun havde fået penge for at stikke 53 modstandsfolk til tyskerne. De fleste nogle, hun kendte – selv hendes egen bror, som røg i tugthus på grund af sin søster.
Godt nok var de kommunister, men alligevel. Eriks far udstødte storbondens tilfredse grynt, som fyldte stuen, da nyheden kom i radioen. Hans mor sukkede blot et stille herregud, skal vi nu også til at slå unge piger ihjel. Det skulle vi, mente en række tidligere modstandsfolk i artiklen. Erik er i tvivl om, hvad han skal mene. Ingen i familien har, så vidt han ved, været modstandsfolk.
Og ingen havde det fjerneste tilovers for tyskerne. Så vidt han ved. Han tygger af munden, tager den sidste mad og lader blikket falde på den del af avisen, der har skjult sig under brødet. Ved siden af billedet af dødsdømte Grethe Bartram breder en længere artikel sig over fire spalter. Jeg blev farmer i Canada, lokker overskriften. Noget af teksten i den yderste spalte er revet af.
Erik tørrer et par fedtpletter væk og retter lidt på det krøllede papir, så det er muligt at læse den del af artiklen, der er tilbage. Den handler om en landmand fra Hjørring, der før krigen emigrerede til det vestlige Canada og købte en bid af prærien for bare syv dollars per acre. Et sted, der – Erik stikker hovedet helt ned til papirets yderste halve spalte – hedder Albert. Kan et sted hedde det? Og hvor meget er en acre?
Mindre end en hektar, tænker Erik. Vistnok under det halve. Nu har manden fra Hjørring et blomstrende landbrug, og andre farmere, en lokal skole samt en dansk kirke som naboer. Over tusinde acre. Det er mere end mange danske godser.
Erik river forsigtigt artiklen ud og får en tredjedel af Grethe Bartram med i købet, folder papiret fint og lægger det i sin pung ved siden af sine egne penge og de to femkronesedler, far højtideligt rakte ham, samt den tikroneseddel, mor i et ubemærket øjeblik placerede i hans hånd ved afrejsen på banegården med en stille formaning om at bruge dem på noget sjovt.
Han sluger hurtigt den sidste mad og tømmer flasken med vand, der er blevet lunkent af at skvulpe rundt i tasken. Danskerne i Albert minder ham lidt om farbror Osvald, der har en farm i Montana. Eriks far var den ældste søn, så han skulle naturligvis overtage sine forældres gård, og Osvald måtte finde sin egen. Det samme gælder Erik, der også er lillebror.
Han rejser sig og ryster benene, som er begyndt at sove. Han kan til sin overraskelse mærke gåturen. Selv om han er vant til at arbejde fra morgen til aften, har de 15 kilometer afsløret nogle muskler, der ikke er vant til at blive brugt så meget. Han får de stive ben sat i bevægelse. Højskolen ligger i udkanten af byen. Det knuger let i brystet, da han får øje på bygningerne. Hvem skal han bo på værelse med?
Hvordan er de andre? Kan han følge med? Vil han få nogen venner? Fem måneder er lang tid. Til sin lettelse kan han se, at han langtfra er blandt de første. Hele pladsen foran hovedbygningen er fyldt med mennesker, de fleste unge på hans egen alder. Erik genkender forstanderen, der står omgivet af kommende elever. Han smiler, hilser, trykker hånd og konverserer i ét væk. Kan man gå hen til ham og sige goddag?
Det kan man vel, ræsonnerer Erik og skridter beslutsomt afsted. Han står længe i udkanten af flokken omkring forstanderen. Alle giver på tur hånd og siger deres navn. Pludselig er det ham.
”Erik Antonsen. Jeg hørte Deres foredrag i Egaa i foråret.”
Han koncentrerer sig om et voksent håndtryk og direkte øjenkontakt. ”Om at grænsen ligger fast.”
Forstanderen, der er meget mindre, end Erik husker ham, nikker venligt og besvarer et kort øjeblik øjenkontakten og håndtrykket.
”Velkommen til Rødding, Erik,” lyder det, inden han går videre til den næste i køen.
Ude for uden
Erik drømmer om at erobre verden. Om at få en bid af det forjættede Ude for uden. Han og hans generation var for unge til at spille en rolle i modstandsbevægelsen, men som landmænd skal de nu redde Danmark i de moderne tider, der venter efter Anden Verdenskrig.
Erik bliver gift med Lisbet og køber et lille landbrug med solide jorde. Gennem tørke, tragedie, op- og nedture bliver Erik og Lisbet førstehåndsvidner til, at den eneste kultur og livsform, de for alvor kender, forsvinder for øjnene af dem. Fra at være helte, bliver de skurke.
Erik betror sig gennem et halvt århundrede til tre kammerater i en vandrebog, de etablerede, da de som 19-årige mødtes på Rødding højskole. Flere år efter Eriks død finder hans søn Svend bogen.
Han er i dag skilt, bor i København, er folketingsmedlem og forfølges af Ekstra Bladet, der har opsnuset en historie, som kan ødelægge hans politiske karriere. Med bogen i hånden bliver rejsen tilbage til hjemegnen et smertefuldt møde med et liv og en kultur, han vendte ryggen. Samtidig gemmer vandrebogen på hemmeligheder, der i sidste ende får afgørende betydning ham selv.
Ude for uden af Niels Krause-Kjærs er en ny roman om en kulturel revolution, der på blot to generationer fjernede bondekulturen, hyldede storbyen og tabte provinsen.
Niels Krause-Kjær er født og opvokset på en gård i Jylland. Gården på bogens omslag er hans eget barndomshjem to dage før, det bliver revet ned. Ude for uden er fiktion, men for nylig fandt Krause-Kjær i Rigsarkivet sin fars og hans højskolekammeraters vandrebog gennem et halvt århundrede.
Erik drømmer om at erobre verden. Om at få en bid af det forjættede Ude for uden. Han og hans generation var for unge til at spille en rolle i modstandsbevægelsen, men som landmænd skal de nu redde Danmark i de moderne tider, der venter efter Anden Verdenskrig.
Læs første del af Ude for uden herunder.
Ude for uden
af Niels Krause-Kjær
1
Svend
Teslaen gled lydløst gennem landskabet som et fremmedelement, der var drejet af det forkerte sted. Svend genkendte svingene, bakkerne og enkelte af husene, men det havde intet med ham at gøre længere. Han svingede bilen ned ad den hullede grusvej; midterrabatten var fyldt med knæhøjt ukrudt, der skrabede mod bilens undervogn.
Efter et par hundrede meter standsede han på gårdspladsen og blev ramt af varmen, da han åbnede døren og forlod den behagelige airconditionerede kabine. Sveden begyndte med det samme at springe frem under armhulerne og i ansigtet. Solen stod højt, præcis som han huskede somrene. Den hvide, for længst krøllede skjorte klistrede let til kroppen. Han slog ud efter en spyflue, der kredsede om hans ansigt.
Svend kiggede op. Var det virkelig så småt, eller var det, fordi han så det med voksne øjne? Og hvad med Karoline? Hans voksne datter var også trådt ud af bilen og stod der i ukrudtet på det, der engang havde været en nyreven gårdsplads. Hun virkede underligt ligeglad på en trodsig måde. Som om det ikke havde noget med hende at gøre, hvad det ret beset heller ikke havde.
”You mister Svend ?”
En håndværker på hans egen alder iført beskidte bukser og en hullet T-shirt med gamle svedpletter under armene kom hen imod dem. I stedet for at række hånden frem stak han den i lommen og nikkede i retning af huset.
”Upstairs.”
Han løftede hovedet en enkelt gang med et lille ryk for at vise, at de skulle op på loftet. Derefter råbte han til to yngre mænd, der var i færd med at rive et vindue ud. Det lød polsk. De to arbejdsmænd slap med det samme, hvad de havde i hænderne, rakte ud efter deres cigaretpakker, tændte, inhalerede dybt og satte sig på nogle brædder, imens de trak deres mobiltelefoner frem. Alt sammen i en glidende, nærmest synkron bevægelse og uden at sige et ord.
”Next week. All gone,” fortsatte polakken henvendt til den nyankomne og nikkede igen med hovedet og lod begge hænder blive dybt nede i lommerne, som skulle de aldrig igen gøre nytte.
”Today, you.” Han smilede bredt og blottede kortvarigt et hul efter to manglende tænder i overmunden.
Svend lod blikket glide hen over stuehuset. Asbesttaget var væk, hvilket straks fik ham til at tænke over, hvordan det var sket. Han kiggede på de to østeuropæiske arbejdsmænd, gjorde sig ingen illusioner og forestillede sig et kort øjeblik, hvordan deres lungevæv ville se ud om 25 år. De blottede spær fik stuehuset til at virke endnu mere skrøbeligt.
Alle vinduer på nær et enkelt var smidt i en bunke ved gavlen. Det mere end to hundrede år gamle bindingsværk stod stadig forbavsende sort, selv om det formentlig var årtier siden, det sidst havde fået et lag af den klistrede trætjære. Til gengæld var kalken, der engang stod skinnende hvid som det årlige varsel om forår, underligt falmet de steder, hvor pudsen ikke allerede var faldet af i flager og forsvundet under ukrudtet.
Svend tænkte, han burde være berørt. Hvis eftermiddagstrafikken ikke generede for meget, kunne han være hjemme i aften.
”Mit værelse var dér – til højre for hoveddøren.” Han stak en arm frem og pegede.
”Jeg skal bruge et toilet,” kom det fra Karoline.
Hun kiggede bebrejdende på sin far. Svend tvang sig til ikke at minde hende om den tankstation, de passerede, lige inden de kørte fra motorvejen, og vendte i stedet blikket mod polakken, der tilsyneladende havde forstået, hvad de talte om.
”Pisse?” lød det på formfuldendt dansk. ”This way.”
Med hovedet pegede han til venstre for huset ved siden af det, der engang havde været haven. Der stod nogle maskiner, en rusten varevogn med udenlandske nummerplader og en bulet webergrill midt imellem endnu mere ukrudt. Bag det hele havde nogen placeret en falmet skurvogn.
”Toilet,” sagde han blot.
Karoline skridtede i retning af skurvognen og ignorerede de dovne polske blikke. Svend gik tøvende hen imod hoveddøren, der ikke længere var der, genkendte de mørkebrune fliser i entréen og tog forsigtigt trappen op til loftet, der nu var under åben himmel.
Trækassen havde sammen med en bunke gamle aviser, en violinkasse og et par plastikposer med Brugsens ældgamle logo ligget i en skunk i det fjerneste hjørne, og kun fordi den lokale entreprenør, polakkerne arbejdede for, var til stede, da de fjernede asbesten, undgik kassen og skunkens øvrige indhold at blive smidt i den store bunke.
Til min Søn, Svend, stod der med store, klodsede bogstaver på et stykke karton, som var hæftet fast på låget med fire rustne klips. Entreprenøren vidste selvfølgelig, hvem Svend var, og syntes, det var sjovt at have en undskyldning for at ringe til en politiker. Et folketingsmedlem, der ovenikøbet var omtalt i en sag, tabloidaviserne interesserede sig for.
Svend ignorerede det øvrige ragelse og satte sig på hug. Kassen var mindre end en håndbagagekuffert. Opholdet i skunken havde holdt sollyset ude, så blækkets blå farve var nogenlunde intakt. Den rustne haspe gav sig med besvær, og hængslerne protesterede mildt, da han åbnede kassen. Til hans overraskelse så det ud til, at hverken polakkerne eller entreprenøren havde kigget i den.
Der var nu heller ikke så meget at se, tænkte han med det samme og mærkede en umiddelbar skuffelse. Var det bare det her, han for mindre end et døgn siden havde ryddet sin kalender og var kørt tværs gennem landet for? Han kunne med et enkelt blik overskue indholdet. I den ene side lå en halv snes gulnede kuverter bundet sammen med en selvbinderstrik.
Han bladrede hurtigt de øverste igennem, så meget snoren tillod – Erik Antonsen, Holmegaard – de var alle adresseret til hans far. I den anden side lå en tyk A4-ark stor bog med stift bind i en mat, grøn farve. Midt på omslaget var der gjort plads til at påføre navn eller titel. BREVDUEN, stod der med store bogstaver, skrevet med noget, der engang måtte have været sort blæk. Nu var det snarere gråligt.
”You find?” kom det fra polakken. Det lød, som om han stod ved foden af trappen i entréen.
”Yes, yes. No problem.”
Hvorfor gik man altid ned i lixtal, når man kommunikerede med personer, der talte dårligere engelsk, end man selv gjorde? Det var ikke kun for at sikre sig forståelse, at man gjorde sig dummere. Var det for at være i øjenhøjde? Svend hadede det udtryk, men hans partileder elskede det. ”Vi skal være i øjenhøjde med vælgerne,” messede hun hele tiden. Især op til folketingsvalg. Mente hun dermed, at vælgerne var dumme? Hvad mente hun egentlig?
”I’m up here for a short while. Please do not take notice of me. And let my daughter know, where I am.” Svend grinede for sig selv over sit lille oprør mod partiledelsen.
”What you say?”
Svend sukkede. ”You wait.” Så meget for det oprør. Han greb bogen og åbnede den.
2
Erik
1946
Erik skridter hurtigt og let ud ad landevejen. Han knapper de øverste knapper på den lidt for tykke jakke op og mærker, hvordan hans unge krop arbejder. Turen fra stationen vil ikke tage meget mere end to timer med den fart, han skyder, og nu er han allerede halvvejs. Selvfølgelig kan han gå de 15 kilometer i alt. Han slår ud med armene af bar begejstring og lader blikket glide hen over det milde landskab, de pløjede marker og tomme indhegninger, hvor køerne har gået indtil for kort tid siden.
Den svage novembersol varmer hans højre kind, han suger luften helt ned i lungerne og ånder ud. Erik mærker et kildrende sug i maven og hanker op i sin skuldertaske – der er stadig to fedtemadder med mors kødfulde rullepølse og en flaske vand tilovers fra togturen. En vogn med to udtjente heste nærmer sig langsomt sydfra akkompagneret af en vedvarende skramlen fra et skævt hjul.
En ældre, krumrygget mand sidder med tømmerne og har trukket kasketten så langt ned i panden, at det er umuligt at ane ansigtet. Han hæver dovent venstre arm som hilsen uden at slippe fokus på hestene. Vognen er fyldt med beskidte roer, og Erik kan ved at kaste et blik på marken bagved se, at den gamle kæmper med efterårsmudderet og kun er halvt færdig med at samle ind.
Både hestevognen og den lille roekule helt oppe ved vejen vidner om, at det er et mindre husmandsbrug, han driver. Der er ikke vinterfoder til mange køer, tænker Erik og vurderer instinktivt, at han selv ville kunne samle de sidste roer ind i løbet af en enkelt, hård arbejdsdag. En halv dag mere til at dække kulen med halm, så frosten ikke trænger igennem i løbet af vinteren, så ville det være overstået.
Den stakkels mand har formentlig brugt flere uger på det og er slet ikke færdig. Og så på en søndag. I morgen er det mandag, den første i fem år, hvor Erik ikke skal op klokken fem for at muge, malke, fodre eller gå i marken. Han mærker et lille stik af dårlig samvittighed, men skyder det med det samme fra sig ved tanken om, hvad der venter. Om lidt skal han møde højskolens forstander.
Sammen med sin lillesøster Jenny hørte han ham holde foredrag i sognehuset, da han var hjemme i påsken. Han mindede om sognepræsten i sin måde at tale på, en smule ophøjet, men sikker på sig selv. Belæst – det var tydeligt, blev han enig med Jenny om, da de bagefter cyklede hjem til deres forældre. Og han kendte åbenbart Christmas-Møller. Grænsen ligger fast, mente politikeren.
Det samme mente forstanderen. Og Jenny med, for den sags skyld. Hun er tre år yngre end Erik og havde for flere år siden en smule selvhøjtideligt bekendtgjort, at hun ikke ville giftes med en landmand. Jeg skal ikke være bondekone, proklamerede hun til fars vrede og bestyrtelse.
Mor sagde ikke så meget, selv om det var tydeligt, at hun støttede datteren, da hendes dansklærer sad i den fine stue nogle måneder senere og fortalte, hvor dygtig en elev Jenny var i mellemskolen, og hvor let hun ville have ved at gå på gymnasiet. Hun læste ikke bare digte og litteratur. Hun skrev også de fineste stile, forklarede læreren.
Og Erik tænkte om sin lillesøster, at de bløde håndflader og slanke fingre heller ikke egnede sig til at tage fat om koens patter, når der skulle morgen- og aftenmalkes. Men efter en flot mellemskoleeksamen var hun nu sendt ud at tjene på en gård på Fyn. Det ville hærde både sind og hænder, mente far. Erik ved ikke selv, om grænsen ligger fast.
Men foredraget havde været så stærkt og overbevisende, at Erik med det samme besluttede, at det var forstanderens højskole, han ville på. Tænk, om han kunne lære at tale med samme overbevisning, henvise til artikler i en københavnsk avis, citere fra en bog og henkastet fortælle, at det havde et folketingsmedlem eller en minister også selv fortalt, sidst de mødtes.
Uden at sagtne farten ser Erik på sit armbåndsur, der er en konfirmationsgave fra bedsteforældrene og på hans mors formaning kun skal bæres til pænt brug. Kongeåen er for længst krydset. Han kigger ned på den slidte landevej og videre ud over markerne. Det her har været Tyskland. Aldrig i sit 19 år lange liv har han været så langt hjemmefra.
Hvis han skridter igennem, kan han senere holde en lille pause og spise resten af sin madpakke, så han ikke møder svedende frem. Efter endnu en time ligger Rødding søndagsdovent og venter i det flade landskab. Et par hundrede meter før bygrænsen sætter han sig på en stor sten i grøftekanten for at undgå fugt og kulde fra jorden.
Han bliver alligevel hurtigt kold, imens han fjerner den fedtede avisside fra Aarhus Amtstidende omkring rullepølsemadderne. Nok skinner eftermiddagssolen, men den står lavt og er svag. Han tager en stor bid af den ene humpel rugbrød. Det ekstra tykke lag grynede fedt under pølsen klistrer let i ganen og får smagen til at brede sig i hele munden.
Dovent lader han blikket glide hen over avispapiret. Mellem nogle fedtpletter er der et sløret billede af storstikkeren Grethe Bartram, som nogle dage forinden er idømt dødsstraf ved Aarhus Kriminalret. Hun havde fået penge for at stikke 53 modstandsfolk til tyskerne. De fleste nogle, hun kendte – selv hendes egen bror, som røg i tugthus på grund af sin søster.
Godt nok var de kommunister, men alligevel. Eriks far udstødte storbondens tilfredse grynt, som fyldte stuen, da nyheden kom i radioen. Hans mor sukkede blot et stille herregud, skal vi nu også til at slå unge piger ihjel. Det skulle vi, mente en række tidligere modstandsfolk i artiklen. Erik er i tvivl om, hvad han skal mene. Ingen i familien har, så vidt han ved, været modstandsfolk.
Og ingen havde det fjerneste tilovers for tyskerne. Så vidt han ved. Han tygger af munden, tager den sidste mad og lader blikket falde på den del af avisen, der har skjult sig under brødet. Ved siden af billedet af dødsdømte Grethe Bartram breder en længere artikel sig over fire spalter. Jeg blev farmer i Canada, lokker overskriften. Noget af teksten i den yderste spalte er revet af.
Erik tørrer et par fedtpletter væk og retter lidt på det krøllede papir, så det er muligt at læse den del af artiklen, der er tilbage. Den handler om en landmand fra Hjørring, der før krigen emigrerede til det vestlige Canada og købte en bid af prærien for bare syv dollars per acre. Et sted, der – Erik stikker hovedet helt ned til papirets yderste halve spalte – hedder Albert. Kan et sted hedde det? Og hvor meget er en acre?
Mindre end en hektar, tænker Erik. Vistnok under det halve. Nu har manden fra Hjørring et blomstrende landbrug, og andre farmere, en lokal skole samt en dansk kirke som naboer. Over tusinde acre. Det er mere end mange danske godser.
Erik river forsigtigt artiklen ud og får en tredjedel af Grethe Bartram med i købet, folder papiret fint og lægger det i sin pung ved siden af sine egne penge og de to femkronesedler, far højtideligt rakte ham, samt den tikroneseddel, mor i et ubemærket øjeblik placerede i hans hånd ved afrejsen på banegården med en stille formaning om at bruge dem på noget sjovt.
Han sluger hurtigt den sidste mad og tømmer flasken med vand, der er blevet lunkent af at skvulpe rundt i tasken. Danskerne i Albert minder ham lidt om farbror Osvald, der har en farm i Montana. Eriks far var den ældste søn, så han skulle naturligvis overtage sine forældres gård, og Osvald måtte finde sin egen. Det samme gælder Erik, der også er lillebror.
Han rejser sig og ryster benene, som er begyndt at sove. Han kan til sin overraskelse mærke gåturen. Selv om han er vant til at arbejde fra morgen til aften, har de 15 kilometer afsløret nogle muskler, der ikke er vant til at blive brugt så meget. Han får de stive ben sat i bevægelse. Højskolen ligger i udkanten af byen. Det knuger let i brystet, da han får øje på bygningerne. Hvem skal han bo på værelse med?
Hvordan er de andre? Kan han følge med? Vil han få nogen venner? Fem måneder er lang tid. Til sin lettelse kan han se, at han langtfra er blandt de første. Hele pladsen foran hovedbygningen er fyldt med mennesker, de fleste unge på hans egen alder. Erik genkender forstanderen, der står omgivet af kommende elever. Han smiler, hilser, trykker hånd og konverserer i ét væk. Kan man gå hen til ham og sige goddag?
Det kan man vel, ræsonnerer Erik og skridter beslutsomt afsted. Han står længe i udkanten af flokken omkring forstanderen. Alle giver på tur hånd og siger deres navn. Pludselig er det ham.
”Erik Antonsen. Jeg hørte Deres foredrag i Egaa i foråret.”
Han koncentrerer sig om et voksent håndtryk og direkte øjenkontakt. ”Om at grænsen ligger fast.”
Forstanderen, der er meget mindre, end Erik husker ham, nikker venligt og besvarer et kort øjeblik øjenkontakten og håndtrykket.
”Velkommen til Rødding, Erik,” lyder det, inden han går videre til den næste i køen.
Ude for uden
Erik drømmer om at erobre verden. Om at få en bid af det forjættede Ude for uden. Han og hans generation var for unge til at spille en rolle i modstandsbevægelsen, men som landmænd skal de nu redde Danmark i de moderne tider, der venter efter Anden Verdenskrig.
Erik bliver gift med Lisbet og køber et lille landbrug med solide jorde. Gennem tørke, tragedie, op- og nedture bliver Erik og Lisbet førstehåndsvidner til, at den eneste kultur og livsform, de for alvor kender, forsvinder for øjnene af dem. Fra at være helte, bliver de skurke.
Erik betror sig gennem et halvt århundrede til tre kammerater i en vandrebog, de etablerede, da de som 19-årige mødtes på Rødding højskole. Flere år efter Eriks død finder hans søn Svend bogen.
Han er i dag skilt, bor i København, er folketingsmedlem og forfølges af Ekstra Bladet, der har opsnuset en historie, som kan ødelægge hans politiske karriere. Med bogen i hånden bliver rejsen tilbage til hjemegnen et smertefuldt møde med et liv og en kultur, han vendte ryggen. Samtidig gemmer vandrebogen på hemmeligheder, der i sidste ende får afgørende betydning ham selv.
Du kan købe Ude for uden online hos fx Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Vil du læse mere af Niels Krause-Kjær? Find alle hans bøger i Ulrik Torp-serien lige her.
Andre læste også: