En stor fortælling om kærligheden mellem en mor og en søn, og om hvor svært det er at bryde med de begrænsninger, fattigdom og fordomme sætter. Læs et uddrag af Thomas Korsgaards nye roman her.
Køkkenet hjemme hos 11-årige Tommy Sørensen er ved at falde fra hinanden, og der er alt for trangt. Alligevel er det her, det hele foregår: skænderier og drillerier, alvorssnakke mellem mor Carina og far Henning, og besøg af Moster Bettina, der altid har sine egne tebreve med i håndtasken – og en mening om det meste. Om morgenen slås de tre yngste søskende om den sidste rest fra den blå marmeladespand, mens Tommy har ondt i maven og nægter at tage i skole.
LÆS MERE: Thomas Korsgaard om HASTETILFÆLDE: Jeg skriver, fordi jeg har behov for at henvende mig
Kransekageleverandørerne er et portræt af en kvinde, fortalt gennem et barns øjne. En roman om umulige vilkår og ubegrænset fantasi – om fattigdom, stolthed, håndværk, hvile og vilje. Og om hvordan en kvinde, som samfundet ikke regner for meget, kan være en helt i sin søns øjne.
LÆS MERE: Alle bøger af Thomas Korsgaard. Se dem her
Thomas Korsgaard (f. 1995) er ingen ny stemme i dansk litteratur. Han er manden bag den folkekære trilogi om Tue, der begynder med Hvis der skulle komme et menneske forbi, og som har solgt over 300.000 eksemplarer herhjemme. Undervejs har han samlet både Otto B. Lindhardt-Prisen og De Gyldne Laurbær op fra gulvet – og har endda fået en novelle trykt i det ærværdige amerikanske tidsskrift The New Yorker. Kort sagt: Når Korsgaard skriver om barndom, klassekamp og familier, der klarer sig med det, de har, er der god grund til at lytte.
Læs uddraget fra Kransekageleverandørerne af Thomas Korsgaard herunder.
Lort
Nu har jeg sådan set kun to hænder, selvom jeg har fået fire børn at tage mig af.
Det var min mor, der svarede et sted på den anden side af døren til mit værelse, hvor jeg lå i sengen og kaldte.
Carina. Carina? Carina!
For hver gang jeg sagde hendes navn, aftog lidt af tandpastasmagen i munden. Langsomt blev jeg udmattet i kæberne, til jeg måtte holde en kort pause. I stilheden lød det, som om hun bevægede sig tættere på, men hendes skridt forstummede brat og der blev igen helt tyst. Bortset fra tøbruddet, som var sat ind tidligere på dagen og lavede sit spektakel med at få smeltevandet til at fosse fra tagrenderne.
Jeg stod op og gik hen til rygsækken, der stod op ad kommoden. Skubbede den ind under sengen og lagde mig hurtigt tilbage under dynen, da jeg hørte skridt ved døren og min mor endelig kom indenfor. Hun havde en tyssende finger oppe foran munden og lukkede roligt døren bag sig.
Ville du noget? sagde hun. Andet end at prøve på at vække hele huset.
Ja, sagde jeg og ombestemte mig, da jeg så hendes ansigtsudtryk. Eller nej, det var faktisk ikke så vigtigt.
Hvorfor lægger du dig så ikke til at sove i stedet for at skingre sådan op?
Jeg er bare ikke særlig træt.
Nå, men det er jeg bange for, at din gamle mor er ved at være.
Du er da ikke gammel.
Derfor kan man sgu godt være træt efter både at have været på arbejde og efterfølgende brugt næsten fem stive timer på at ordne ham den gamles hus, så der kan flytte nogle nye ind i det.
Hun kilede sig ned ved siden af mig. Sengen sank mod det punkt, hvor en af lamellerne var knækket. Hun rykkede lidt i dynen og lagde sig til rette under den. Krummer trillede ind mod midten. De samlede sig op ad min hofte, og hun børstede dem væk.
Når du bliver voksen, må du love mor at finde noget at lave, hvor det er tilladt at sidde ned et sekund eller to på sin dertil indrettede.
Det skal jeg nok, men mor? sagde jeg. Vil du ikke godt fortælle en historie?
Jeg er træt, Tommy.
Kom nu.
Jeg sagde træt.
Ellers kan jeg ikke sove.
Okay, men så også kun en halv, sagde hun, og jeg lagde mig til rette med kinden på hendes overarm, mens hun bladrede gennem sin hjerne og begyndte at fortælle.
Så der var altså den her unge konditor, sagde hun og nåede ikke mere, før jeg trak hovedet til mig, da den svage lugt af grundrens fra hendes hættetrøje ramte mine næsebor.
Er der egentlig ikke en regel på dit arbejde om, at I skal have plastikhandsker på, når I gør rent? sagde jeg og rørte ved de røde plamager på hendes hænder.
Hun sukkede og trak dem til sig.
Jo jo, sagde hun. Men nu er der ikke altid tid til at lede efter den slags, og hør nu efter i stedet for at pille ved mit udslæt.
Godt, der var den her unge konditor.
Og hvad var der galt med hende?
Der var da ikke noget galt med hende! Lad mig nu lige komme ordentligt i gang, før du afbryder, sagde hun, lagde en kølig hånd på min pande og fortsatte. Der var i hvert fald ikke andet galt, end at hun sommetider blev pissehamrende træt ligesom alle andre mennesker, og det var hun også den her nat, hvor hun stod ude i bageriets køkken og lige var blevet færdig med at stille et hold boller i raskeskabet, da hun bemærkede –
Det var da heller ikke særlig smart af hende at arbejde om natten, hvis hun var så træt?
Nej, men det var ligesom ikke noget, hun selv kunne bestemme. Sådan er det sgu for konditorer, de har pilskæve arbejdstider, men læg dig nu ned og hør efter i stedet for at afbryde hele tiden, så kunne det være, det hele gav sig selv i sidste ende.
Før jeg lukkede øjnene, lagde jeg armen rundt om livet på hende og låste tommelfingeren fast til hendes bæltestrop.
Godt nok, sagde hun. En nat stod den unge konditor og var kommet lidt foran, og fordi hun var så effektiv, tænkte hun, at hun kunne udnytte tiden til at gøre parat til årets marcipangrise, men så kom den her mand, som desværre var hendes mester og en værre tyran.
Hvordan det? spurgte jeg.
Jamen hvor skal man snart begynde? sagde hun. Jo, selvfølgelig med at idioten evig og altid skulle skrige ad hende, bedst som hun stod og koncentrerede sig mest.
Hvad skreg han så?
Hvad som helst.
Som hvad?
Det tror jeg ikke, du har lyst til at høre.
Kom nu, sagde jeg og følte mig kun endnu mere vågen nu.
Fino, men det bliver på eget ansvar, sagde hun og ventede på mit nik, før hun råbte det helt tæt ved mit øre. TEMPO
TEMPOTEMPOTEMPOTEMPO!!
Jeg fór sammen.
Hov, var det for højt? sagde hun og strøg min arm med fingerspidserne, da jeg nikkede. Men jeg kan sgu godt sige dig, den unge konditor blev så forskrækket, at hun tabte den blok marcipan, hun stod med, og så havde fjolset jo bare fået en grund til at råbe igen, men heldigvis var den unge konditor ikke sådan en, der fandt sig i hvad som helst, og hun gav også møgdyret klar besked.
Min mor stoppede med at ae mig og lagde sig på en anden måde, der fik sengen til at bumle.
Så hun meddelte ham, at nu kunne han være så flink at vælge mellem to muligheder: Enten så begyndte han at tale pænt til sine medarbejdere fra og med dags dato, eller også kunne han værsgo at bage hele lortet selv, for så ville hun ringe efter sin kæreste og bede ham hente hende. Og så blev mesteren ellers noget så slesk og begyndte rigtig at smiske og lovede at holde op med nogensinde igen at råbe sådan ad hende, og det pronto.
Og gjorde han så det?
Min mor gik i stå. Jeg stak ansigtet helt op i hendes, men hun reagerede ikke på det. I stedet prikkede jeg hende i siden. Hun kom til sig selv og stirrede mig direkte ind i øjnene.
Sengetid, sagde hun.
Hun steg ud af sengen og landede med foden på noget, bøjede sig forover og trak rygsækken ud fra under sengen.
Her skal den da ikke ligge?
Jeg skal ikke i skole i morgen.
Skal du ikke?
Hun gik i stå af forvirring, før hun kom i tanke om ugedagen.
Er det ikke kun tirsdag?
Jeg rystede på hovedet.
Årh, vil du dog holde op med at lyve mig lige op i fjæset.
Hun samlede nogle bøger op fra gulvet, puttede dem i rygsækken og masede den på plads.
Men hvorfor? spurgte jeg.
Fordi du er elleve år, og så går man i skole.
Hvorfor det?
Sov godt, Tommy, sagde hun og pakkede dynen tæt ind omkring mig, før hun lukkede døren efter sig og lod mig ligge med den halve historie i mørket, der kun blev brudt af den smule lys, som slap ind gennem nøglehullet.
Inde i nøglehullet så jeg mine forældre i køkkenet.
Så vanker der, sagde min mor og lod fingrene lande med et klask på min fars skuldre.
Du må sgu ikke forskrække mig på den måde, Carina, sagde han og fór sammen med en indestængt lyd. Du ved da, hvordan det er med min ryg.
Ja, den har vist kun godt af at få lidt opmærksomhed, sagde hun og begyndte at bore tommelfingrene ind i hans kød.
Av for fanden, sagde han og forsøgte at vriste sig fri af hendes greb.
Så, sagde hun og trykkede ham ned på plads. Vær nu stille.
Det prøver jeg da også på, sagde min far. Hvordan gik det ellers med at få ro på den ældste?
Det gik fino, sagde min mor.
Sover han så nu?
Min mor slap sit tag i hans skuldre, vendte sig om og stirrede hen mod døren til mit værelse, hvor jeg forsøgte at holde mig i ro.
Selvfølgelig sover han da, sagde hun og genoptog massagen.
Av, av, av, Carina, jeg er ikke nogen bolledej.
Så skulle du måske overveje snart at tage en fridag i stedet for konstant at blive ved med at overanstrenge din ryg.
Du kan da bare gøre det mildere i stedet for de der sadistmetoder, sagde min far. Jeg går ud fra, du blev færdig med huset, når du var hjemme så sent.
Ja, det tog da også kun fem hele dage at få det tilbage i en bare nogenlunde beboelig stand, men jeg tror nu alligevel ikke, du skal sætte næsen op efter, at vi får noget som helst af depositummet udbetalt.
Kunne Bette Tinna ikke have hjulpet dig et par timer, hvis det var så slemt?
Du ved da, hvordan det er med Betinna, sagde min mor og stønnede ad ham på en måde, der fik ham til at kigge fornærmet op på hende.
Man har vel lov at spørge, sagde han og skar tænder, da han bøjede nakken mere, end ryggen tålte.
Ikke tusind gange, sagde hun. Det var også blevet dobbeltarbejde, min søster kender sgu ikke det hus.
Så fandt du måske noget mere at tage med hjem i dag? spurgte min far, og jeg tænkte på den pose med pant, der havde været nok til en ny æske farveblyanter og fire pizzaer.
Ikke andet end det gebis, han fik i konfirmationsgave, sagde min mor, før hun strålede i et smil.
Nå, sagde min far skuffet og sad, som om han ledte efter noget i luften lige foran sig. Og nu tjekkede du vel, om der lå nogen sedler i hans pung?
Så hedder det ”du er stadig ung og smuk”, sagde min mor og trommede med fingrene på hans skuldre som for at varsle ham om noget.
Hva’? sagde han.
Længere ventede hun ikke, før hun satte styrken op og fortsatte massagen. I et stykke tid var der ingen andre lyde end min fars indestængte jamren, når hun trykkede tommelfingrene dybt ind i kødet på ham. Jeg skulle lige til at fjerne mig fra døren og gå tilbage i seng, da hun holdt inde og sagde mit navn.
Tommy havde gemt sin skoletaske.
Igen nu? sagde min far. Det kan være, vi skal prøve at snakke med Bette Tina om det.
Han rullede med nakken for at få min mor i gang igen, men hun stak bare hænderne i siden og beholdt dem der, mens hun tænkte sig om.
Hvorfor dog det? sagde hun med en bastant stemme og lod fingrene falde ned på min fars skuldre igen.
Hun er trods alt socialrådgiver, sagde han. Det kan da godt være, hun har en idé om, hvad der er galt med ham.
Min søster må altså ikke blive den mindste smule overbebyrdet lige nu.
Hun kan vel sagtens svare på et enkelt spørgsmål uden at falde fra hinanden, sagde min far.
Det fik min mor til at klukke lidt.
Det er sgu alvorligt, sagde hun og forsøgte at styre uden om latteren ved at gnide hårdere end før mod hans skuldre, så han begyndte at klynke.
Av, sagde han igen endnu højere og prøvede at komme fri.
Årh, din pivskid, sagde hun og lod ham slippe. I stedet fandt han Fjendsbladet og skyndte sig at bladre det igennem én gang til, selvom han allerede havde læst det flere gange. Han kiggede først op igen ved lyden af klikket fra lighteren, da min mor tændte en Prince Light.
Var vi ikke holdt op med det dér, så vi kan spare nogle penge sammen til at lave noget med børnene til sommer? sagde han.
Jeg har sgu ikke tænkt mig at indlede et rygestop, så længe jeg kun får fem timers søvn om natten, sagde min mor.
Det kunne være, det gik bedre med det, hvis du ikke tændte for sådan en lige inden sengetid.
Min far foldede Fjendsbladet sammen, kastede det fra sig, forsvandt ind i stuen og tonsede op ad trapperne. Min mor blev stående, til smøgen var røget helt ned, og gik så hen for at skodde den i håndvasken. I det samme kom jeg til at læne mig forover og snittede døren med panden, så det gav et lille dunk. Hun vendte sig om og kiggede direkte mod mig. Jeg holdt vejret og satte en enkelt finger ned i gulvtæppet for ikke at miste balancen. Så vendte hun sig om, trykkede på stikkontakten, og der blev igen helt sort inde i nøglehullet.
Kransekageleverandørerne
En stort anlagt fortælling om kærligheden mellem en mor og en søn, og om hvor svært det er at bryde med de begrænsninger, som fattigdom og fordomme skaber. Det er ved at falde fra hinanden og alt for trangt, men køkkenet er dér, hvor det hele sker hjemme hos 11-årige Tommy Sørensen. Skænderier, drillerier og alvorssnakke mellem moderen Carina og faderen Henning.
Men da Tommys mange sygedage fører til, at Carina bliver fyret fra sit arbejde som rengøringskone, bliver køkkenet rammen om noget nyt og uventet. For Tommys mor behersker nogle andre evner. Kransekageleverandørerne er et portræt af en kvinde, fortalt fra et barns perspektiv. Det er en roman om umulige betingelser og ubegrænset fantasi, om fattigdom, stolthed, håndværk, hvile og vilje. Og om hvordan en kvinde, der ikke regnes for meget i samfundets øjne, kan være en heltinde i sin søns.
Du kan købe Kransekageleverandørerne online på bog-ide.dk eller i din nærmeste boghandel.