Eventyrer Kristian Jersing deler vilde erfaringer fra verdens ødemarker og viser, hvorfor det enkle liv kan være nøglen til mening.
Hvordan finder man egentlig frem til det gode liv? I Kan man tænde ild med to vandmænd? tager Kristian Jersing læseren med langt væk fra hverdagens travlhed og ud i vildmarken, hvor komfortzoner for længst er forsvundet, og kun det mest nødvendige er tilbage. Her er det ikke titler, planer eller det perfekte cv, der afgør noget, men viljen til at prøve, fejle og blive klogere undervejs.
LÆS OGSÅ: 15 bøger med vilde historier fra virkeligheden
Gennem dramatiske, underholdende og til tider hårrejsende oplevelser, fra sult, kulde og ensomhed til frihed, nærvær og styrke, deler han de erfaringer, der har formet hans syn på livet. Samtidig stiller han skarpt på, hvad vi andre kan lære af vildmarken, og hvorfor modet til at følge sit eget kompas måske er vigtigere end nogensinde. Her får du et uddrag af bogen, der både inspirerer, udfordrer og vækker lysten til at skabe sit eget “sabbatliv”.
Læs uddraget fra Kan man tænde ild med to vandmænd af Kristian Jersing herunder.
1.
Find ud af, hvem
du vil være
Jeg slog øjnene op med et sæt, da klokken dinglede. Det kunne kun betyde én ting. En bjørn var i gang med at æde vores mad. Jeg havde bar røv i soveposen, satte mig op, fik pandelampen på og lynede teltet op. Udenfor plaskede regnen ned, og der var buldrende mørkt. Jeg lod lyskeglen glide gennem mørket, til den ramte maden. I samme øjeblik lyset ramte maddepoterne, kiggede bjørnen op. Dens øjne skinnede i lampens skær, og den må have følt sig truet, for den tøvede ikke. Øjeblikkeligt buldrede 600 kilo bjørn af sted med kurs direkte mod mig. Den var måske 30 meter væk, men et splitsekund senere var den så tæt på, at jeg kunne lugte den. Stadig i fuld fart. Jeg sad paralyseret og nåede ikke at røre mig. Jeg nåede ikke engang at blive bange, nåede ikke at tænke, men observerede bare den gnavne bjørn, der havde blikket låst fast på mig.
Jeg følte, at jorden skælvede.
Året før havde jeg for første gang stået ansigt til ansigt med en bjørn, og jeg var nu besat af at blive klogere på det store dyr. Der er noget fascinerende ved at være nummer to i fødekæden. Det gør én ydmyg, og nogle gange er fascinationen stærkere end fornuften. Jeg havde tilbudt at hjælpe nogle guider fra Alaska, der tog klienter med på bjørnejagt, og i stedet for at få betaling kom jeg med for at suge viden til mig. Jeg ville se, hvordan de orienterede sig i Alaskas vilde natur, hvordan de sørgede for sikkerheden, sporede bjørnene og op- førte sig rundt om dem.
Vi gik ind i vildmarken tæt på Denali, som med sine 6.190 meter er Nordamerikas højeste bjerg. Det er en sne- og isdækket kolos, der ligger i et enormt, vildt og uberørt landskab. Tundraen strækker sig for evigt og er dækket med lav vegetation, dværgbirk, pil og græs. Brusende floder, piblende bække og klare søer lyser op i de alpine landskaber. Min opgave var blandt andet at holde styr på proviant og at være ”båldreng”, som de sagde. De gjorde sig ikke særlig umage for at inkludere mig, men jeg var også mest interesseret i at lære noget om deres omgang med bjørne, og hvordan de arbejdede med sikkerheden omkring dem.
Aftenen inden klokken dinglede, slog vi lejr i et træløst område. Nogle gange hejser man sin mad op i træerne, så det hænger fra en gren så højt oppe, at sultne bjørne ikke kan få poterne i det, men her var der intet at hænge maden op i. I stedet lagde jeg det under nogle sten og spændte en klokke fast til det, så den ville bimle, hvis en nysgerrig bjørn opsnusede godbidderne. Jeg fik besked på at lade det ligge, men da mørket var faldet på, og jeg lå i mit telt, fik jeg en ide. Jeg listede ud i tusmørket og bandt den ene ende af en solid snor fast til maden. Den anden ende af snoren trak jeg hen til teltet, hvor jeg bandt den fast med en klokke. På den måde ville jeg ikke kunne undgå at høre, hvis der røg en bjørn i depoterne.
Det var en elendig ide. En bjørn på 600 kilo er ikke det mest nænsomme væsen, og begynder den først at flå i en snor, vil den bare hive teltet omkuld. Det var dog ikke det værste, der kunne ske. Det var langt mere uhyggeligt at sidde der i soveposen, mens bjørnen nu kom kværnende mod mig og et splitsekund senere kunne jævne mig med jorden. Vores øjne mødte hinanden. Og så, lige inden den ville have ramt mig, hakkede den bremserne i og pløjede et kilo jord op i fjæset på mig. Så stak den af i en vinkel uden om teltet. Der sad jeg med bjørnens dunst i næsen, indsmurt i mudder og havde for første og sidste gang i mit voksenliv skidt i soveposen af skræk. Så brød jeg ud i latter. Det må have været en form for galgenhumor, for snart efter rystede jeg af skræk alene i mørket. De andre sov.
Jeg fortalte om oplevelsen over morgenbål, æg og bønner. ”Du er meget heldig stadig at sidde her med os, mr. Jersing,” sagde en af jægerne, mens en anden forklarede, at det er et normalt bjørnemønster, en skræmmetaktik, at bjørnen løber mod en på den måde og markerer, at man ikke skal drive gæk med den. Jeg lyttede, og det er svært at forklare hvorfor, men det eneste, der fløj gennem hovedet på mig, var: ”Det der, det skal jeg have mere af!”
Det lyder måske mærkværdigt, men mødet med bjørnen har på en eller anden måde ligget i kortene, siden jeg første gang opdagede kasserne med National Geographic hos min farfar og farmor i Snekkersten. Magasinerne satte ild til min barndoms drømme om vildmarken og var med til at udstikke kursen for min livsbane mange år senere, men det anede jeg selvfølgelig ikke dengang.
Mine bedsteforældre, Ib og Karen, boede i en fin villalejlighed, hvor det altid virkede, som om der lige var blevet gjort rent. Glasmontrerne i den store stue fik mig til at føle, at jeg var på museum, og gennem vinduet kunne jeg se Strandvejen og bølgerne i Øresund. Spisebordet var altid sirligt dækket, som om de var klar til at modtage gæster med et splitsekunds varsel, og der kom også af og til fint besøg. Prins Joachim havde engang været på visit, for han havde været soldat under min farfar, da han var oberst og chef for Sjællandske Liv- regiment. På væggen i stuen hang der platter fra alverdens lande, for Ib og Karen havde boet mange steder rundtomkring i verden. Min far blev født i Sverige under Anden Verdenskrig, blev konfirmeret i Paris og sendt på kostskole i England.
Min farfar, Ib Eugen Jersing, havde enorme, buskede øjen- bryn, der hang ud over hans tunge briller. Når han læste sin avis, forstyrrede man ham ikke, og han kunne finde på at stille gravalvorlige spørgsmål som: ”Hvad vil du med livet, Kristian?” Det havde jeg ikke den fjerneste ide om.
Jeg elskede at besøge Ib og Karen – måske også fordi jeg følte, at jeg skulle tage mig lidt sammen hos dem. De holdt på formerne og havde helt faste rutiner. Til morgenmaden, som vi altid spiste sammen, var der fint dækket op med underkopper og det hele. Til frokost fik vi hver vores fint anrettede tallerken med smørrebrød. Om eftermiddagen var der kiks og te klokken 16, og to timer senere satte vi os ved det veldækkede aftensmadsbord. Alt var sat i system, hvilket var ret anderledes end hverdagen hjemme hos mig i København.
Jeg fik lov til at snuse rundt på Ibs kontor, der var som en dybt fascinerende tidslomme, som jeg ikke helt forstod. Der hang våben på væggen, og han havde en høj tronstol med sit eget våbenskjold broderet i ryggen, som stod bag et massivt skrivebord med cigarkasse, et stort segl og fugtpapir, for han skrev med fyldepen. Jeg syntes, at Ib var enormt stilfuld. Han var solid, rolig, alvorlig og velovervejet. Det kunne jeg godt lide. Samtidig var han sød og hyggelig. Han var nok i virkelig- heden mit drengebillede af, hvad en rigtig mand er.
Under trappen i Snekkersten førte en loftslem på størrelse med en halv dør ind til et lille kravleloft. Stillede jeg mig på en stol, kunne jeg lige nøjagtigt møve mig derop. Det var som at forsvinde ind i et skatkammer fra en svunden tid, og jeg kunne få timer til at gå med at snuse rundt herinde, for der lå ting, som Ib havde samlet gennem årene. Jeg fandt bunkevis af National Geographic-magasiner. Der lå et trebindsværk om Knud Rasmussens ekspeditioner, som var bundet ind i hajskind, og jeg læste igen og igen historierne om hans vilde eventyr i de forfrosne vildmarker højt mod nord. Bag i bøgerne var der kort, som man kunne folde ud. Det var aldeles fortryllende.
I loftsrummet lå der også ting fra Anden Verdenskrig, som min farfar ikke syntes, at han kunne have stående fremme. Der var gullige breve på skrøbeligt pergament, gamle pengesedler og hans falske papirer fra dengang, han var modstandsmand. Han var officer i Forsvaret og blev efterlyst af nazisterne. Da jorden begyndte at brænde under ham, cyklede han en aften gennem Københavns mørklagte gader til Nordhavn for at finde Karen. Hun var gravid med min far, og han ville have hende med over sundet til Sverige. De tøffede derover skjult i en kutter. I Sverige var Ib med til at starte Den Danske Brigade, der bestod af modstandsfolk og flygtninge, som skulle støtte en eventuel allieret invasion af det besatte Danmark.
Derudover var der våben, som Ib havde konfiskeret fra tyskerne, da han i krigens sidste dage vendte hjem til København med brigaden og var med til at afvæbne de sidste nazister. Jeg fandt gamle planer for krigsoperationer og hemmelige aktioner, og mange år senere fandt jeg for øvrigt også ud af, at min søde farmor stadig gemte pistoler i undertøjs- skuffen.
”
Jeg sugede historierne fra loftsrummet til mig. Det var magisk. Som at drage på eventyr uden at bevæge sig.
Ib og Karen havde såvel gennemlevet som overlevet krigen, men de talte ikke meget om det. Det hørte fortiden til, og hårde oplevelser som dem tiede man om. Man tog sig sammen, var pæn og opførte sig ordentligt. Jeg sugede dog historierne fra loftsrummet til mig. Det var magisk. Som at drage på eventyr uden at bevæge sig.
Min farfar kunne ikke selv komme op gennem den lille dør til loftsrummet længere, så nogle gange stod han nede i gangen og råbte: ”Hvad laver du deroppe?”
Min far kunne til gengæld godt komme derop, så ofte fik jeg selskab af ham. Han var så bange for, at de mange ting på loftet forsvandt, at han småsnuppede lidt bøger og malerier, som han sneg med hjem, hvor han gemte, forseglede og la- minerede alle familieklenodierne. Det var fint, for på et tids- punkt opstod der en lille brand i loftsrummet på grund af en overtændt brændeovn i stuen på den anden side af muren. De ting, der overlevede, endte snart et sted i Sverige, der kom til at betyde meget for mig.
Kan man tænde ild med to vandmænd?
Kristian Jersing har altid sat alt ind på at opsøge verdens øde egne, uanset om de her budt på slagregn, myg, smukke solnedgange eller bjørne. I en lang række underholdende og hårrejsende historier fra hans liv og rejser, fortæller han, hvad vildmarken har lært ham – og hvordan det også kan bruges i hverdagen.
Han har blandt andet lært, at det hverken er moderne fornødenheder eller det perfekte cv, der skaber det gode liv. At attitude er vigtigere end erfaring. At man skal lægge hånden på kogepladen, når man vil følge sin drøm. Og at der er masser af mening i at følge sit eget kompas og forsøge at skabe sig et “sabbatliv”.
Du kan købe Kan man tænde ild med to vandmænd? online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Eventyrer Kristian Jersing deler vilde erfaringer fra verdens ødemarker og viser, hvorfor det enkle liv kan være nøglen til mening.
Hvordan finder man egentlig frem til det gode liv? I Kan man tænde ild med to vandmænd? tager Kristian Jersing læseren med langt væk fra hverdagens travlhed og ud i vildmarken, hvor komfortzoner for længst er forsvundet, og kun det mest nødvendige er tilbage. Her er det ikke titler, planer eller det perfekte cv, der afgør noget, men viljen til at prøve, fejle og blive klogere undervejs.
LÆS OGSÅ: 15 bøger med vilde historier fra virkeligheden
Gennem dramatiske, underholdende og til tider hårrejsende oplevelser, fra sult, kulde og ensomhed til frihed, nærvær og styrke, deler han de erfaringer, der har formet hans syn på livet. Samtidig stiller han skarpt på, hvad vi andre kan lære af vildmarken, og hvorfor modet til at følge sit eget kompas måske er vigtigere end nogensinde. Her får du et uddrag af bogen, der både inspirerer, udfordrer og vækker lysten til at skabe sit eget “sabbatliv”.
Læs uddraget fra Kan man tænde ild med to vandmænd af Kristian Jersing herunder.
1.
Find ud af, hvem
du vil være
Jeg slog øjnene op med et sæt, da klokken dinglede. Det kunne kun betyde én ting. En bjørn var i gang med at æde vores mad. Jeg havde bar røv i soveposen, satte mig op, fik pandelampen på og lynede teltet op. Udenfor plaskede regnen ned, og der var buldrende mørkt. Jeg lod lyskeglen glide gennem mørket, til den ramte maden. I samme øjeblik lyset ramte maddepoterne, kiggede bjørnen op. Dens øjne skinnede i lampens skær, og den må have følt sig truet, for den tøvede ikke. Øjeblikkeligt buldrede 600 kilo bjørn af sted med kurs direkte mod mig. Den var måske 30 meter væk, men et splitsekund senere var den så tæt på, at jeg kunne lugte den. Stadig i fuld fart. Jeg sad paralyseret og nåede ikke at røre mig. Jeg nåede ikke engang at blive bange, nåede ikke at tænke, men observerede bare den gnavne bjørn, der havde blikket låst fast på mig.
Jeg følte, at jorden skælvede.
Året før havde jeg for første gang stået ansigt til ansigt med en bjørn, og jeg var nu besat af at blive klogere på det store dyr. Der er noget fascinerende ved at være nummer to i fødekæden. Det gør én ydmyg, og nogle gange er fascinationen stærkere end fornuften. Jeg havde tilbudt at hjælpe nogle guider fra Alaska, der tog klienter med på bjørnejagt, og i stedet for at få betaling kom jeg med for at suge viden til mig. Jeg ville se, hvordan de orienterede sig i Alaskas vilde natur, hvordan de sørgede for sikkerheden, sporede bjørnene og op- førte sig rundt om dem.
Vi gik ind i vildmarken tæt på Denali, som med sine 6.190 meter er Nordamerikas højeste bjerg. Det er en sne- og isdækket kolos, der ligger i et enormt, vildt og uberørt landskab. Tundraen strækker sig for evigt og er dækket med lav vegetation, dværgbirk, pil og græs. Brusende floder, piblende bække og klare søer lyser op i de alpine landskaber. Min opgave var blandt andet at holde styr på proviant og at være ”båldreng”, som de sagde. De gjorde sig ikke særlig umage for at inkludere mig, men jeg var også mest interesseret i at lære noget om deres omgang med bjørne, og hvordan de arbejdede med sikkerheden omkring dem.
Aftenen inden klokken dinglede, slog vi lejr i et træløst område. Nogle gange hejser man sin mad op i træerne, så det hænger fra en gren så højt oppe, at sultne bjørne ikke kan få poterne i det, men her var der intet at hænge maden op i. I stedet lagde jeg det under nogle sten og spændte en klokke fast til det, så den ville bimle, hvis en nysgerrig bjørn opsnusede godbidderne. Jeg fik besked på at lade det ligge, men da mørket var faldet på, og jeg lå i mit telt, fik jeg en ide. Jeg listede ud i tusmørket og bandt den ene ende af en solid snor fast til maden. Den anden ende af snoren trak jeg hen til teltet, hvor jeg bandt den fast med en klokke. På den måde ville jeg ikke kunne undgå at høre, hvis der røg en bjørn i depoterne.
Det var en elendig ide. En bjørn på 600 kilo er ikke det mest nænsomme væsen, og begynder den først at flå i en snor, vil den bare hive teltet omkuld. Det var dog ikke det værste, der kunne ske. Det var langt mere uhyggeligt at sidde der i soveposen, mens bjørnen nu kom kværnende mod mig og et splitsekund senere kunne jævne mig med jorden. Vores øjne mødte hinanden. Og så, lige inden den ville have ramt mig, hakkede den bremserne i og pløjede et kilo jord op i fjæset på mig. Så stak den af i en vinkel uden om teltet. Der sad jeg med bjørnens dunst i næsen, indsmurt i mudder og havde for første og sidste gang i mit voksenliv skidt i soveposen af skræk. Så brød jeg ud i latter. Det må have været en form for galgenhumor, for snart efter rystede jeg af skræk alene i mørket. De andre sov.
Jeg fortalte om oplevelsen over morgenbål, æg og bønner. ”Du er meget heldig stadig at sidde her med os, mr. Jersing,” sagde en af jægerne, mens en anden forklarede, at det er et normalt bjørnemønster, en skræmmetaktik, at bjørnen løber mod en på den måde og markerer, at man ikke skal drive gæk med den. Jeg lyttede, og det er svært at forklare hvorfor, men det eneste, der fløj gennem hovedet på mig, var: ”Det der, det skal jeg have mere af!”
Det lyder måske mærkværdigt, men mødet med bjørnen har på en eller anden måde ligget i kortene, siden jeg første gang opdagede kasserne med National Geographic hos min farfar og farmor i Snekkersten. Magasinerne satte ild til min barndoms drømme om vildmarken og var med til at udstikke kursen for min livsbane mange år senere, men det anede jeg selvfølgelig ikke dengang.
Mine bedsteforældre, Ib og Karen, boede i en fin villalejlighed, hvor det altid virkede, som om der lige var blevet gjort rent. Glasmontrerne i den store stue fik mig til at føle, at jeg var på museum, og gennem vinduet kunne jeg se Strandvejen og bølgerne i Øresund. Spisebordet var altid sirligt dækket, som om de var klar til at modtage gæster med et splitsekunds varsel, og der kom også af og til fint besøg. Prins Joachim havde engang været på visit, for han havde været soldat under min farfar, da han var oberst og chef for Sjællandske Liv- regiment. På væggen i stuen hang der platter fra alverdens lande, for Ib og Karen havde boet mange steder rundtomkring i verden. Min far blev født i Sverige under Anden Verdenskrig, blev konfirmeret i Paris og sendt på kostskole i England.
Min farfar, Ib Eugen Jersing, havde enorme, buskede øjen- bryn, der hang ud over hans tunge briller. Når han læste sin avis, forstyrrede man ham ikke, og han kunne finde på at stille gravalvorlige spørgsmål som: ”Hvad vil du med livet, Kristian?” Det havde jeg ikke den fjerneste ide om.
Jeg elskede at besøge Ib og Karen – måske også fordi jeg følte, at jeg skulle tage mig lidt sammen hos dem. De holdt på formerne og havde helt faste rutiner. Til morgenmaden, som vi altid spiste sammen, var der fint dækket op med underkopper og det hele. Til frokost fik vi hver vores fint anrettede tallerken med smørrebrød. Om eftermiddagen var der kiks og te klokken 16, og to timer senere satte vi os ved det veldækkede aftensmadsbord. Alt var sat i system, hvilket var ret anderledes end hverdagen hjemme hos mig i København.
Jeg fik lov til at snuse rundt på Ibs kontor, der var som en dybt fascinerende tidslomme, som jeg ikke helt forstod. Der hang våben på væggen, og han havde en høj tronstol med sit eget våbenskjold broderet i ryggen, som stod bag et massivt skrivebord med cigarkasse, et stort segl og fugtpapir, for han skrev med fyldepen. Jeg syntes, at Ib var enormt stilfuld. Han var solid, rolig, alvorlig og velovervejet. Det kunne jeg godt lide. Samtidig var han sød og hyggelig. Han var nok i virkelig- heden mit drengebillede af, hvad en rigtig mand er.
Under trappen i Snekkersten førte en loftslem på størrelse med en halv dør ind til et lille kravleloft. Stillede jeg mig på en stol, kunne jeg lige nøjagtigt møve mig derop. Det var som at forsvinde ind i et skatkammer fra en svunden tid, og jeg kunne få timer til at gå med at snuse rundt herinde, for der lå ting, som Ib havde samlet gennem årene. Jeg fandt bunkevis af National Geographic-magasiner. Der lå et trebindsværk om Knud Rasmussens ekspeditioner, som var bundet ind i hajskind, og jeg læste igen og igen historierne om hans vilde eventyr i de forfrosne vildmarker højt mod nord. Bag i bøgerne var der kort, som man kunne folde ud. Det var aldeles fortryllende.
I loftsrummet lå der også ting fra Anden Verdenskrig, som min farfar ikke syntes, at han kunne have stående fremme. Der var gullige breve på skrøbeligt pergament, gamle pengesedler og hans falske papirer fra dengang, han var modstandsmand. Han var officer i Forsvaret og blev efterlyst af nazisterne. Da jorden begyndte at brænde under ham, cyklede han en aften gennem Københavns mørklagte gader til Nordhavn for at finde Karen. Hun var gravid med min far, og han ville have hende med over sundet til Sverige. De tøffede derover skjult i en kutter. I Sverige var Ib med til at starte Den Danske Brigade, der bestod af modstandsfolk og flygtninge, som skulle støtte en eventuel allieret invasion af det besatte Danmark.
Derudover var der våben, som Ib havde konfiskeret fra tyskerne, da han i krigens sidste dage vendte hjem til København med brigaden og var med til at afvæbne de sidste nazister. Jeg fandt gamle planer for krigsoperationer og hemmelige aktioner, og mange år senere fandt jeg for øvrigt også ud af, at min søde farmor stadig gemte pistoler i undertøjs- skuffen.
”
Jeg sugede historierne fra loftsrummet til mig. Det var magisk. Som at drage på eventyr uden at bevæge sig.
Ib og Karen havde såvel gennemlevet som overlevet krigen, men de talte ikke meget om det. Det hørte fortiden til, og hårde oplevelser som dem tiede man om. Man tog sig sammen, var pæn og opførte sig ordentligt. Jeg sugede dog historierne fra loftsrummet til mig. Det var magisk. Som at drage på eventyr uden at bevæge sig.
Min farfar kunne ikke selv komme op gennem den lille dør til loftsrummet længere, så nogle gange stod han nede i gangen og råbte: ”Hvad laver du deroppe?”
Min far kunne til gengæld godt komme derop, så ofte fik jeg selskab af ham. Han var så bange for, at de mange ting på loftet forsvandt, at han småsnuppede lidt bøger og malerier, som han sneg med hjem, hvor han gemte, forseglede og la- minerede alle familieklenodierne. Det var fint, for på et tids- punkt opstod der en lille brand i loftsrummet på grund af en overtændt brændeovn i stuen på den anden side af muren. De ting, der overlevede, endte snart et sted i Sverige, der kom til at betyde meget for mig.
Kan man tænde ild med to vandmænd?
Kristian Jersing har altid sat alt ind på at opsøge verdens øde egne, uanset om de her budt på slagregn, myg, smukke solnedgange eller bjørne. I en lang række underholdende og hårrejsende historier fra hans liv og rejser, fortæller han, hvad vildmarken har lært ham – og hvordan det også kan bruges i hverdagen.
Han har blandt andet lært, at det hverken er moderne fornødenheder eller det perfekte cv, der skaber det gode liv. At attitude er vigtigere end erfaring. At man skal lægge hånden på kogepladen, når man vil følge sin drøm. Og at der er masser af mening i at følge sit eget kompas og forsøge at skabe sig et “sabbatliv”.
Du kan købe Kan man tænde ild med to vandmænd? online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.