Efter den russiske invasion af Ukraine i 2022 samles en gruppe af tidligere veteraner og andre kampberedte mænd i en specialenhed.
Tordenenhedens opgave gennem hele krigen er at yde støtte til hærens brigader, når det brænder på ved frontlinjerne. Journalist og fotograf Thea Pedersen, der har dækket krigen for flere danske medier, har fulgt Tordenenheden siden krigens start. Gennem snigskytten kaldet Bedstefar og hans soldaterkammerater får hun en unik adgang til frontlinjens barske virkelighed.
LÆS OGSÅ: Hvis du vil forstå krigen i Ukraine, kan du begynde med disse fire bøger
Som hun lærer Tordenbrødrene at kende og deler krigens brutale op- og nedture med dem, bliver de et kontinuerligt spejl på krigens udvikling, på hærens og befolkningens moral og på Europas velvilje. Men også på et personligt mod og viljestyrke i en overlevelseskamp, hvor livet og døden er en fast del af hverdagen. Og hvor et ubrydeligt broderskab står – næsten – over alt andet.
Thea er en selvstændig journalist og fotograf, som dækker krige, konflikter og humanitære katastrofer for en bred vifte af danske og internationale medier.
LÆS OGSÅ: Ukrainske Ivan var den første asylmodtager i Grønland. Læs et uddrag af bogen om Ivan her
Læs uddraget fra Tordenenheden af Thea Pedersen herunder.
PROLOG
KRIGENS ÅNDEDRÆT
BOHDANIVKA, BAKHMUT, 2. JUNI 2023
Formiddagssolen havde knap nået sin fulde styrke over Ukraines østlige Donbas-region, da Leva med hver en anspændt muskel i alarmberedskab trak luft ind, fyldte lungerne og i næste nu skreg chok, vrede og frustrationer ud af sit nervesystem med fuld kraft:
”For helvede, I fucking røvhuller!”
I næste sekund kom frygten. Ikke for hans egen sikkerhed eller for det næste potentielle artillerinedslag.
”Valeryevich? Er du okay? Afsted, afsted, mod udgangen!” rungede hans brøl op mod døråbningens lysning, hvor Valeryevich netop havde stået.
”Hvor er Serhij? Find Serhij. Åh fuck, Serhij … Serhij?” råbte Leva og de andre i kor på vej op ad den snævre stentrappe.
”Fucking russere,” rungede Levas vrede endnu en gang, mens det lille GoPro-kamera, der var fastsurret på hans fragmentationsvest, var i fuld gang med at forevige det scenarie, som alle efterfølgende ellers kun ønskede at glemme. Levas besværgelser, hans tunge hektiske vejrtrækning og kammeraternes konstante kommandoråb til hinanden afslørede situationens alvor. Han løb gennem området, som krigen havde omdannet til ramponerede rester af træstumper og ruiner. Det, som engang havde været en idyllisk landbrugshave.
”Serhij? Fuck, hans ben er ødelagt … Adidas, kom her! Løb. Kom nu. Løb… Bandage på, nu! Løb herhen hurtigt! Kom nu. Lad os bære ham,” dikterede han stakåndet.
Det var ikke de få meter hen til Serhijs livløse krop, der havde gjort Leva forpustet. Strækningen over græs, blade, ukrudt, murbrokker og igennem en faldefærdig havelåge, der alt sammen udgjorde enhedens frontstilling i udkanten af Bakhmut, blev tilbagelagt på blot få sekunder.
”Hjælp mig med at få ham væk, jeg kan ikke klare det selv. Løb!
Kom nu!”
Anstrengelsen og de gutturale udbrud, der spruttede ud af næsebor og mund fra den robuste 40-årige soldat, kom fra noget helt andet.
”Min lille Serhij, hold ud. Hurtigt, gutter. Jeg kan ikke løfte ham,” prustede han, før han brød sammen i tårer og smerte, lænet over sin tætteste soldaterkammerat, som lå på jordbunden med lukkede øjne.
Det var chokket fra det russiske artillerinedslag alt for tæt på kælderåbningen og reaktionen på krigens uundgåelige uforudsigelighed, der var begyndt at manifestere sig fysisk i ham.
Synet foran Leva, Billy og Slange talte for sig selv. Årepressen, der var strammet fast om Serhijs lyske, lod ikke meget håb tilbage. Hans ene arm var stort set adskilt fra kroppen i et bemærkelsesværdigt lige snit ved skulderen. Det nederste af et blodtrevlet ben lå helt forkert og blev længere, så snart kammeraterne begyndte at rykke i ham. Kraftanstrengelserne ved at skulle bugsere den menneskelige dødvægt gennem slagmarkens forhindringer, samtidig med at en fysiologisk kædereaktion af adrenalin, kortisol og endorfiner pumpede løs som del af kroppens alarmberedskab, gjorde det svært for Levas lunger at følge med.
”Kom nu, kom nu!” lød de dybe, desperate støn.
Få sekunder forinden havde den lille håndfuld soldater ellers siddet roligt forskanset under jorden i et køligt rum fyldt af cigaretrøg. Kæderygning var frontens mest benyttede tidsfordriv inden en fremrykning eller i ventetiden på, at fjendens angreb skulle gå over.
”Fuck! Hjælp mig med hans ben! Skal jeg skaffe flere årepressere?”
Positionens beskyttelsesrum var et sted, som for enhver soldat på slagmarken hang sammen med et af de mest relaterbare barndomsminder: Et klassisk forrådskammer flere meter under jorden. For ikke længe siden havde det formentligt været fyldt med alskens syltekrukker med hjemmedyrkede tomater, agurker, bær, kompot, saft og hjemmebryg. Men denne fredag – knap halvandet år inde i den russiske aggressionskrig – var ethvert tegn på hjemlig hygge forsvundet. Kun slidte bistadekasser fulde af tomme vokstavler, der ligesom landsbyen for længst var drænet for alt liv, flød i kælderen og blev af soldaterne brugt som skamler.
”Gør plads til ham! Hurtigt. Smid kasserne væk. Hurtigt, hurtigt!
Få gulvet i niveau.”
Her på den nordlige flanke af Ukraines blodige krigsskueplads, i et af krigens længste og mest brutale slag med i titusindvis af døde, havde Serhij, Leva, Bedstefar, Krybskytte, Krueger, Slange, Billy, Flodhest og resten af enheden haft tilholdssted i over seks måneder. Med hele verden som publikum havde de kæmpet mod horderne af russiske soldater og Wagnergruppens lejesoldater i den østlige industriby, hvor krigen havde bølget frem og tilbage lige siden fuldskalainvasionen.
”Giv mig noget lys hernede. Kommer de snart? Tag hans vest af, så han kan trække vejret,” kommanderede Flodhest i kældermørket bøjet over Serhijs krop.
Samme morgen var de taget hertil for at lede efter en ny stilling til gruppen, da først en russisk rekognosceringsdrone fløj over dem, og artillerikaskaderne dernæst som forventet var begyndt at regne over området. På trods af det havde mændene lige inden nedslaget siddet og sludret om livets trivialiteter – som at folk med sommerhuse nok ville gå i gang med at bygge kælderrum på grund af krigen. Snakken var ironisk nok gået i et næsten hviskende toneleje, mens krigens dunder lød i baggrunden.
”Hold ud, Serhij. Kom så! Serhij, hold ud, baby … Kom nu. Kom nu! Hans mave bevæger sig. Jeg kan se det,” fortsatte Leva med øjnene fikseret på den slappe uniform på gulvet.
”Hvor er hans førstehjælpsudstyr? Jeg bliver nødt til at se hans ryg. Blodtabet er massivt. Bitch! Fuck! Han er ramt lige ved hjertet,” råbte Flodhest.
Frygt, chok og overlevelsesinstinkt blev afløst af en anspændt koncentration i kælderen. Alle mænd havde blikket stift rettet mod Serhijs livløse krop.
”Vi skal redde ham for enhver pris. Løb ud og find, hvad vi kan bruge som båre. Vi skal have ham afsted. Valeryevich er løbet efter bilen. Tag jeres jakker af, og find nogle metalstænger, så vi kan lave en båre af en slags. Fuck! Uniformsjakker, hvad som helst. Fuck!”
”Nogen skal give ham kunstigt åndedræt, mens jeg trykker på hans hjerte. Mund til mund, fuck. Yeah sådan. Kom nu! Bitch. Når jeg siger pust, så puster du. Pust,” kommanderede Flodhest siddende på knæ ved siden af sin ven.
”Hold ud, Serhij! Kom så. Serhij, hold ud, baby. Kom nu …,” gentog Leva.
”Pust! Pust … Pust …”
Tordenenheden
Efter den russiske invasion af Ukraine i 2022 fødes en specialenhed af modne, erfarne og professionelle soldater.
Journalist og fotograf Thea Pedersen, der har dækket krigen for flere danske medier, har fulgt Tordenenheden siden krigens start.
Som hun lærer Tordenbrødrene at kende og deler krigens brutale op- og nedture med dem, bliver de et kontinuerligt spejl på krigens udvikling, på hærens og befolkningens moral og på Europas velvilje.
Du kan købe Tordenenheden online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Efter den russiske invasion af Ukraine i 2022 samles en gruppe af tidligere veteraner og andre kampberedte mænd i en specialenhed.
Tordenenhedens opgave gennem hele krigen er at yde støtte til hærens brigader, når det brænder på ved frontlinjerne. Journalist og fotograf Thea Pedersen, der har dækket krigen for flere danske medier, har fulgt Tordenenheden siden krigens start. Gennem snigskytten kaldet Bedstefar og hans soldaterkammerater får hun en unik adgang til frontlinjens barske virkelighed.
LÆS OGSÅ: Hvis du vil forstå krigen i Ukraine, kan du begynde med disse fire bøger
Som hun lærer Tordenbrødrene at kende og deler krigens brutale op- og nedture med dem, bliver de et kontinuerligt spejl på krigens udvikling, på hærens og befolkningens moral og på Europas velvilje. Men også på et personligt mod og viljestyrke i en overlevelseskamp, hvor livet og døden er en fast del af hverdagen. Og hvor et ubrydeligt broderskab står – næsten – over alt andet.
Thea er en selvstændig journalist og fotograf, som dækker krige, konflikter og humanitære katastrofer for en bred vifte af danske og internationale medier.
LÆS OGSÅ: Ukrainske Ivan var den første asylmodtager i Grønland. Læs et uddrag af bogen om Ivan her
Læs uddraget fra Tordenenheden af Thea Pedersen herunder.
PROLOG
KRIGENS ÅNDEDRÆT
BOHDANIVKA, BAKHMUT, 2. JUNI 2023
Formiddagssolen havde knap nået sin fulde styrke over Ukraines østlige Donbas-region, da Leva med hver en anspændt muskel i alarmberedskab trak luft ind, fyldte lungerne og i næste nu skreg chok, vrede og frustrationer ud af sit nervesystem med fuld kraft:
”For helvede, I fucking røvhuller!”
I næste sekund kom frygten. Ikke for hans egen sikkerhed eller for det næste potentielle artillerinedslag.
”Valeryevich? Er du okay? Afsted, afsted, mod udgangen!” rungede hans brøl op mod døråbningens lysning, hvor Valeryevich netop havde stået.
”Hvor er Serhij? Find Serhij. Åh fuck, Serhij … Serhij?” råbte Leva og de andre i kor på vej op ad den snævre stentrappe.
”Fucking russere,” rungede Levas vrede endnu en gang, mens det lille GoPro-kamera, der var fastsurret på hans fragmentationsvest, var i fuld gang med at forevige det scenarie, som alle efterfølgende ellers kun ønskede at glemme. Levas besværgelser, hans tunge hektiske vejrtrækning og kammeraternes konstante kommandoråb til hinanden afslørede situationens alvor. Han løb gennem området, som krigen havde omdannet til ramponerede rester af træstumper og ruiner. Det, som engang havde været en idyllisk landbrugshave.
”Serhij? Fuck, hans ben er ødelagt … Adidas, kom her! Løb. Kom nu. Løb… Bandage på, nu! Løb herhen hurtigt! Kom nu. Lad os bære ham,” dikterede han stakåndet.
Det var ikke de få meter hen til Serhijs livløse krop, der havde gjort Leva forpustet. Strækningen over græs, blade, ukrudt, murbrokker og igennem en faldefærdig havelåge, der alt sammen udgjorde enhedens frontstilling i udkanten af Bakhmut, blev tilbagelagt på blot få sekunder.
”Hjælp mig med at få ham væk, jeg kan ikke klare det selv. Løb!
Kom nu!”
Anstrengelsen og de gutturale udbrud, der spruttede ud af næsebor og mund fra den robuste 40-årige soldat, kom fra noget helt andet.
”Min lille Serhij, hold ud. Hurtigt, gutter. Jeg kan ikke løfte ham,” prustede han, før han brød sammen i tårer og smerte, lænet over sin tætteste soldaterkammerat, som lå på jordbunden med lukkede øjne.
Det var chokket fra det russiske artillerinedslag alt for tæt på kælderåbningen og reaktionen på krigens uundgåelige uforudsigelighed, der var begyndt at manifestere sig fysisk i ham.
Synet foran Leva, Billy og Slange talte for sig selv. Årepressen, der var strammet fast om Serhijs lyske, lod ikke meget håb tilbage. Hans ene arm var stort set adskilt fra kroppen i et bemærkelsesværdigt lige snit ved skulderen. Det nederste af et blodtrevlet ben lå helt forkert og blev længere, så snart kammeraterne begyndte at rykke i ham. Kraftanstrengelserne ved at skulle bugsere den menneskelige dødvægt gennem slagmarkens forhindringer, samtidig med at en fysiologisk kædereaktion af adrenalin, kortisol og endorfiner pumpede løs som del af kroppens alarmberedskab, gjorde det svært for Levas lunger at følge med.
”Kom nu, kom nu!” lød de dybe, desperate støn.
Få sekunder forinden havde den lille håndfuld soldater ellers siddet roligt forskanset under jorden i et køligt rum fyldt af cigaretrøg. Kæderygning var frontens mest benyttede tidsfordriv inden en fremrykning eller i ventetiden på, at fjendens angreb skulle gå over.
”Fuck! Hjælp mig med hans ben! Skal jeg skaffe flere årepressere?”
Positionens beskyttelsesrum var et sted, som for enhver soldat på slagmarken hang sammen med et af de mest relaterbare barndomsminder: Et klassisk forrådskammer flere meter under jorden. For ikke længe siden havde det formentligt været fyldt med alskens syltekrukker med hjemmedyrkede tomater, agurker, bær, kompot, saft og hjemmebryg. Men denne fredag – knap halvandet år inde i den russiske aggressionskrig – var ethvert tegn på hjemlig hygge forsvundet. Kun slidte bistadekasser fulde af tomme vokstavler, der ligesom landsbyen for længst var drænet for alt liv, flød i kælderen og blev af soldaterne brugt som skamler.
”Gør plads til ham! Hurtigt. Smid kasserne væk. Hurtigt, hurtigt!
Få gulvet i niveau.”
Her på den nordlige flanke af Ukraines blodige krigsskueplads, i et af krigens længste og mest brutale slag med i titusindvis af døde, havde Serhij, Leva, Bedstefar, Krybskytte, Krueger, Slange, Billy, Flodhest og resten af enheden haft tilholdssted i over seks måneder. Med hele verden som publikum havde de kæmpet mod horderne af russiske soldater og Wagnergruppens lejesoldater i den østlige industriby, hvor krigen havde bølget frem og tilbage lige siden fuldskalainvasionen.
”Giv mig noget lys hernede. Kommer de snart? Tag hans vest af, så han kan trække vejret,” kommanderede Flodhest i kældermørket bøjet over Serhijs krop.
Samme morgen var de taget hertil for at lede efter en ny stilling til gruppen, da først en russisk rekognosceringsdrone fløj over dem, og artillerikaskaderne dernæst som forventet var begyndt at regne over området. På trods af det havde mændene lige inden nedslaget siddet og sludret om livets trivialiteter – som at folk med sommerhuse nok ville gå i gang med at bygge kælderrum på grund af krigen. Snakken var ironisk nok gået i et næsten hviskende toneleje, mens krigens dunder lød i baggrunden.
”Hold ud, Serhij. Kom så! Serhij, hold ud, baby … Kom nu. Kom nu! Hans mave bevæger sig. Jeg kan se det,” fortsatte Leva med øjnene fikseret på den slappe uniform på gulvet.
”Hvor er hans førstehjælpsudstyr? Jeg bliver nødt til at se hans ryg. Blodtabet er massivt. Bitch! Fuck! Han er ramt lige ved hjertet,” råbte Flodhest.
Frygt, chok og overlevelsesinstinkt blev afløst af en anspændt koncentration i kælderen. Alle mænd havde blikket stift rettet mod Serhijs livløse krop.
”Vi skal redde ham for enhver pris. Løb ud og find, hvad vi kan bruge som båre. Vi skal have ham afsted. Valeryevich er løbet efter bilen. Tag jeres jakker af, og find nogle metalstænger, så vi kan lave en båre af en slags. Fuck! Uniformsjakker, hvad som helst. Fuck!”
”Nogen skal give ham kunstigt åndedræt, mens jeg trykker på hans hjerte. Mund til mund, fuck. Yeah sådan. Kom nu! Bitch. Når jeg siger pust, så puster du. Pust,” kommanderede Flodhest siddende på knæ ved siden af sin ven.
”Hold ud, Serhij! Kom så. Serhij, hold ud, baby. Kom nu …,” gentog Leva.
”Pust! Pust … Pust …”
Tordenenheden
Efter den russiske invasion af Ukraine i 2022 fødes en specialenhed af modne, erfarne og professionelle soldater.
Journalist og fotograf Thea Pedersen, der har dækket krigen for flere danske medier, har fulgt Tordenenheden siden krigens start.
Som hun lærer Tordenbrødrene at kende og deler krigens brutale op- og nedture med dem, bliver de et kontinuerligt spejl på krigens udvikling, på hærens og befolkningens moral og på Europas velvilje.
Du kan købe Tordenenheden online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.