Fiktion Karl Ove Knausgård Skønlitteratur

Mørkt mesterværk af Karl Ove Knausgård. Læs et uddrag af Natskolen her

Mørkt mesterværk af Karl Ove Knausgård. Læs et uddrag af Natskolen her

Hvor langt vil et menneske gå for at opnå succes, magt og rigdom? Karl Ove Knausgård dykker ned i menneskets mørkeste sider i Natskolen – fjerde bind i den norske forfatters nye, dystre romanserie. Begynd din læsning her.

Årstallet er 1985. Den unge, ambitiøse nordmand Kristian Hadeland flytter til London for at studere fotografi. Hans første år i storbyen er fyldt med nederlag, men så møder han teaterinstruktøren Vivian, som arbejder på en opsætning af Dr. Faustus, og Kristian bliver hyret til at tage billeder.

LÆS OGSÅ: Karl Ove Knausgård: Hvordan i alverden kan jeg nøjes med 5 bøger til at fortælle den her historie?

I romanens anden del møder vi Kristian 24 år senere. Han er blevet en succesfuld kunstner med en stor retrospektiv udstilling på vej i New York. Han har fået sin kunsteriske succes – men til hvilken pris?

LÆS OGSÅ: Derfor skriver Karl Ove Knausgård – selvom han nogle gange ikke vil

Karl Ove Knausgård er norsk succesforfatter og blev verdenskendt for sin autofiktive romanserie Min Kamp. Natskolen er fjerde bind i hans nyeste romanserie, der også indbefatter Morgenstjernen (2020), Ulvene fra Evighedens Skov (2022) og Det tredje rige (2023).

Læs et uddrag af Karl Ove Knausgårds Natskolen her. På dansk ved Sara Koch.




Natskolen

af Karl Ove Knausgård




Klokken vil falde i slag




FØRSTE DEL

Der er ingen grund til at være bange for døden – når vi findes, findes den ikke, og når den findes, findes vi ikke. Omtrent sådan sagde Epikur engang for længe siden. Jeg plejer at forestille mig at det er lidt som at dele en lejlighed med en lejer man aldrig ser.

Lejligheden har to værelser med to døre imellem. Når man går ud gennem den ene dør, går lejeren ind gennem den anden. Man kan høre ham pusle inde ved siden af, men når man går derind, går han ind i værelset hvor man var lige før, og så er det der han pusler rundt.

Sådan lever vi vores liv, side om side med døden. Den dag vi møder ham i døren, er det forbi. Det finurlige er at vi aldrig kan vide hvornår det sker, blot at det vil ske før eller siden. Det vil sige, hvis vi ønsker at det skal ske, kan vi naturligvis tage skæbnen i egne hænder og fremprovokere mødet.

Det er det jeg har tænkt mig at gøre.

Af tonen på den smule jeg har skrevet her, lyder det som om det er let og uforpligtende for mig – en lejlighed, et møde med en lejer – men letheden ligger i sproget, ikke i mig. Hvis jeg kunne formulere hvad jeg føler her hvor jeg sidder, fortvivlelsen der river og flår i mig, nat og dag, det bundløse mørke, ville du forstå, men det kan jeg ikke, for i selve sproget ligger håb, i sproget er der lys.

Natten, den er sprogløs. Og sproget henvender sig altid til en anden. At formidle ensomhed med sprog er derfor umuligt. Der hvor ensomheden er, er sproget ikke, der hvor sproget er, er ensomheden ikke.

Så med andre ord er jeg “ensom”. Og jeg skal “tage” mit eget liv.

Men først vil jeg skrive dette. Hver dag de næste par måneder vil jeg vågne op i værelset deroppe, gå herned, lave kaffe og sætte mig her, ved skrivebordet foran vinduet, og se ud over den lille havn, og bag den havet – på denne tid af året som regel gråt og sort – drikke kaffe, ryge og skrive på denne fortælling til den er færdig. Hvorfor ved jeg ikke helt. Måske er det noget med at alt hvad der sker, bare forsvinder ud i ingenting, og at det på en måde gør hændelserne meningsløse? At de udspiller sig til ingen nytte.

Hvis man skriver dem ned, findes de i det mindste et sted. Hvem der eventuelt vil læse det jeg skriver, interesserer mig ikke.

Måske er det dig, Emil, siden det er dig der ejer huset jeg har lånt i disse uger, uden at spørge. I så fald beder jeg til at du vil tilgive mig – jeg har forhåbentlig husket at rydde op og gøre rent efter mig, så du finder huset i pænere stand end du forlod det i. Måske er det dig, Jelena – i så fald behøver du ikke at læse videre: Du ved hvad der kommer.

Måske er det dig der arbejder for det lokale politi og gennemsøger huset efter at I har fundet mit lig skyllet i land et sted i nærheden. Eller til havs, opdaget af en fisker eller et medlem af besætningen på et af de store containerskibe der sejler frem og tilbage langs kysten her, og som jeg ser uden for vinduerne hver dag.

Jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad. Jeg skriver det her for mig selv. Eller “mig selv”. De to ord der skal rumme alt hvad vi har været, alt hvad vi er, og alt hvad vi skal blive. Netop nu hvor jeg sidder her, er jeg kun en brøkdel af alt det, måske bare nogle promille, mens resten, rub og stub, ligger gemt i mine celler. Noget af det kan jeg selv aktivere, det kaldes at huske, men det meste kommer og går som det vil. Sådan er det for alle, formodentlig også for katte og hunde.

Som skabninger er de os overlegne – mange af deres sanser er ikke alene mere veludviklede end vores, de har også gjort den evolutionære genistreg at stoppe bevidsthedsudviklingen ved konstateringen jeg er her, i stedet for, som vi desværre gjorde, at gå videre til spørgsmålet om hvorfor.

Prokrastinering, kaldes det. Jeg vil ikke tænke, jeg vil ikke vide, jeg vil ikke forstå. Men det bliver jeg nødt til. Gør jeg ikke?

Jo.

Jeg har ikke lyst til at skrive om det der skete for mig. Men jeg vil heller ikke dø uden at have gjort det.

Så hvor skal jeg begynde? Måske med begyndelsen?

Allerførste gang jeg stødte på Christopher Marlowes navn, var i august 1985, den sommer jeg flyttede til London for at studere fotografi på en kunstskole jeg overraskende nok var kommet ind på derovre. Jeg vidste stort set ingenting om engelsk kultur, bortset fra når det gjaldt musik, så noget af det første jeg gjorde, var at gå hen i den store, gamle boghandel Foyles på Charing Cross Road og købe ti britiske samtidsromaner i paperbackudgave samt Shakespeares samlede værker og en bog om kreativitet. Jeg begyndte med Shakespeare, men det var næsten umuligt for mig at forstå hans stykker, så jeg gik tilbage til Foyles et par dage senere og købte en biografi om manden og en bog om tiden han levede i, for at se om det kunne gøre det mere tilgængeligt.

Jeg lagde bøgerne i min rygsæk og gik ind i det jeg nu ved er Bloomsbury-kvarteret, og videre op til Camden Town, hvor jeg satte mig uden for en pub, købte en øl og begyndte at bladre vilkårligt i biografien. I samme øjeblik jeg læste navnet Christopher Marlowe for første gang, kiggede jeg op og så direkte på en enorm varevogn hvor der med grønne bogstaver på hvid baggrund stod: Marlowe Removals.

Som om det ikke var nok, læste jeg umiddelbart efter at denne Marlowe blev dræbt i Deptford – samme bydel som jeg var flyttet til bare nogle dage forinden … Nogen pegede, men jeg så det ikke. Jeg lukkede bare bogen i, lagde den i rygsækken og traskede videre nordpå i denne gigantiske metropol jeg havde slået mig ned i.

Skolen startede først tre uger senere, og jeg kendte ingen i byen, så jeg købte en cykel og begyndte at udforske kvarteret, samtidig med at jeg tog massevis af billeder, hele tiden usikker på om jeg virkelig var dygtig nok til skolen. Lejligheden jeg lejede, var lille, og møblerne få – en sovesofa og et skrivebord og en bogreol – så jeg tilbragte så lidt tid der som jeg overhovedet kunne.

Kvarteret var heller ikke særlig hyggeligt – området langs floden var forfaldent med gammel industri, fuldt af forladte bygninger, fabriksskorstene, knuste ruder, bunker af mursten og bindingsværk fra bygninger der var blevet revet ned uden at der var blevet opført nye. Skrumplende lastbiler nogle steder, skrothandlere, og der hvor vegetationen bidrog med lidt grønt i det ellers farveløse, lå der også altid skrald.

Butikkerne langs gaderne længere inde var usle og førte vidt forskellige varer af en slags jeg indbildte mig fandtes derhjemme i Norge tresserne, men som jeg selv aldrig havde set før, nogle med skilte over døren der så ud til at stamme fra forrige århundrede, i hvert fald tyverne eller trediverne. Små caféer med håndskrevne plakater og hæklede gardiner i vinduerne, en bager, en slagter, hvor ekspedienterne gik med hvide forklæder med blodpletter på.

Midt i alt det gammeldags lå der en fed pladebutik, lille, men med gode ting, Solid Cut, hed den, og jeg brugte en del pund der de første par uger. Der var også nogle butikker fra andre lande, jeg gættede på Afrika – en af dem solgte parykker og fletninger og farverige stykker tøj, og den tog jeg billeder af fra gaden. Egentlig kunne jeg nok tænke mig at gå ind og tage billeder, men jeg lod være, jeg vidste stadig alt for lidt om hvordan tingene hang sammen her.

Om aftenen sad jeg på pubber i kvarteret, dem skortede det ikke på, og drak øl og læste. De var alle tilrøgede og havde interiør fra forgangne tider. Gæsterne lo mere end jeg var vant til hjemmefra, og dem der arbejdede der, kaldte kunderne for love. Det England jeg kendte fra NME og Sounds, så jeg ikke meget til – af og til kom en fyr i frakke og med cool hår gående forbi, hist og her sad nogle goths på en pub, og det skete at de spillede Jam eller U2 eller Alarm – jeg hørte “Into the Valley” med Skids en gang og “Teenage Kicks” med Undertones en anden – men det handlede nok mest om den del af byen, for både i Camden og Soho havde stemningen været en hel anden.

Det mærkelige er at man efter et par aftener i træk på samme sted genkender folk, nogle nikker måske til en, man falder i snak, og hvis det sker flere gange, er man pludselig venner, måske tilmed for livet, uden at det er noget man har aftalt eller besluttet.

Det var sådan jeg en af de dage mødte Hans, en hollandsk kunstner der var ti år ældre end mig. Jeg fandt snart ud af at han ikke var den eneste kunstner i området – det var så usselt at kunstnere havde råd til både at leje atelierer og bo her.

Der var mange stoffer i omløb, i hvert fald sammenlignet med hvad jeg var vant til, og et væld af drømme der løb ud i sandet, eller som skrumpede ind til ingenting. Selv stærke og klare viljer kunne i løbet af nogle år blive skuret ned til ingenting.

Af hvad? kunne man spørge. Hvilke kræfter er stærke nok til at slibe menneskeliv ned? Den biologiske side af sagen er enkel nok, vi begynder at forfalde fysisk i tyverne, den proces tikker i os alle. Men den psykologiske erosion, hvad er det der styrer den? Det er jo skæbnen. Alle de tusind tilfældigheder der fører dig netop derhen, til netop dem, hvor vilje, drømme og evner støder mod det der findes der. Det er derfor kunstig intelligens, AI, aldrig vil kunne tænke som os.

Selvom maskinerne er selvlærende og forandrer sig med erfaringen, er parametrene rationelle, så maskinerne nødvendigvis og for altid vil stå uden for de dybe, langsomme lag af virkelighed hvor skæbnen rører på sig, og således også altid vil stå uden for os. Selv en så enkel ting som at nævne et tilfældigt tal viste sig at være svært for maskinerne, for uanset hvad man gjorde, var der altid et program bagved som definerede algoritmen og ophævede tilfældigheden.

Løsningen var at koble maskinerne op mod andre, kaotiske systemer i naturen og lade det der skete der, styre udvælgelsen. Men spørgsmålet om tilfældighed og skæbne ser helt anderledes ud og er langt mere komplekst for kunstige intelligenser, for i det menneskelige er det tilfældige ikke sjældent ladet med mening, uden for vores kontrol, og ofte også uden for vores forståelse. Hvordan kan man give maskiner adgang til det vi selv ikke ved hvad er eller hvor er?

Nu lyder jeg som Hans. Maskiner der taler og interagerer med verden, det var hans domæne. Det vidste jeg selvfølgelig ikke første gang vi talte sammen. Det gjorde han knap nok heller – i sensommeren 1985 var tænkende maskiner kun en vild drøm. Men i sine tanker var han der allerede, i krydsfeltet mellem biologien og teknologien.

Jeg havde lagt mærke til ham en tidligere aften, en høj, mager mand med stort hår i en ubestemmelig farve, firkantet hageparti og smalle øjne, klædt i et par slidte jeans, som engang måtte have været sorte, for korte i benene, og en tynd, blå hjemmestrikket trøje med et grønt mønster.

Han var et hoved højere end alle andre derinde, det var vel derfor jeg lagde mærke til ham, men også fordi han var så højrøstet når han spillede billard med sine kammerater, der holdt noget mere igen med lydstyrken, og fordi hans bevægelser var så ukontrollable.

Jeg tænkte at han måtte være fuld, og at hans venner ikke var det. Han så også lidt dum ud. Den aften sad jeg og læste i en af de engelske romaner jeg havde købt, da en stemme foran mig pludselig sagde:

– Er du lige flyttet hertil?

Jeg så op, og der stod denne lange bønnestage. – Hvad får dig til at tro det?

– Der kommer aldrig turister her. Og du kan ikke være på besøg hos nogen, for så ville du ikke sidde alene og læse. Jeg har heller ikke set dig før. Og så er der egentlig kun én mulighed tilbage. Hvor kommer du fra?

– Norge.

– Virkelig? Er du interesseret i skøjteløb?

Da jeg ikke sagde nej, men bare trak på skuldrene, spurgte han om han måtte give en øl.

Normalt ville jeg have afværget situationen, det var ikke min stil at falde i snak med fremmede, men nu havde jeg ikke talt med nogen i flere dage og var træt af at læse, så jeg tænkte at det vel ikke kunne skade, og snart sad han ved mit bord med to enorme hænder foldet omkring ølglasset og forhørte mig om min viden om norske skøjteløbere.

Som lille havde jeg mange vinterformiddage sid- det foran fjernsynet og set skøjtemesterskaber sammen med far, men jeg kan ikke påstå at det har gjort varigt indtryk på mig. Jeg kendte selvfølgelig de fire S’er, men nu kunne jeg kun huske navnet på to af dem – Sten Stensen og Kay Stenshjemmet.

– Mærkeligt at det lige er Stensen du kan huske, sagde han. – Han var jo den mest anonyme, og han var langdistanceekspert, så han vandt næsten ingen allroundmesterskaber efter at de andre slog igennem. Er du typen der altid holder med underdoggen?

– Jeg plejer ikke at holde med nogen.

– De to andre er Jan Egil Storholt og Amund Sjøbrend. Sjøbrend er interessant. Han er groft undervurderet. Han havde en helt fantastisk teknik, meget bedre end de andres. Hans vinkler var nærmest perfekte, ingen tog svingene som ham, hans timing var altid glimrende. Men han vandt ikke så ofte. Hvorfor, hvis hans teknik var så enestående som jeg siger?

Han så på mig med et intenst blik.

– Det ved jeg ikke, sagde jeg så uinteresseret jeg kunne, i håb om at det ville køle ham lidt ned.

– Han var uheldig. Nogle mennesker er jo mærkeligt nok mere uheldige end andre.

– Ja, sagde jeg og tog en lang slurk af øllen han havde sat på bordet foran mig. Den var gratis, men pludselig forekom prisen mig at være høj.

– Alle udendørssportsgrene har elementer af uforudsigelighed, særligt vintersportsgrene. Det er tilfældigt om det sner når man kører alpint, eller om vejret er klart. I skøjteløb er det ikke kun vejret der er foranderligt, men også iskvaliteten. Det vil der blive sat en stopper for. Netop nu bygger de en indendørs skøjtehal derhjemme. Den åbner næste år. Det vil revolutionere sporten. Så begynder det at blive interessant.

Han holdt en pause, ville nok gerne have at jeg skulle spørge hvorfor.

– Jeg synes nok skøjteløb er monotont og kedeligt, sagde jeg. – Det er det samme hele tiden.

– Netop! sagde han. – Og nu bliver der altså endnu mere af det samme. Man skal tænke på skøjteløb som et lukket system, hvor parametrene er isen, banen, skøjterne, skøjteløberne og fysikkens love. Før var banen og skøjterne bestemte størrelser, og fysikkens love er jo skrevet i sten, mens isen og vejret var ubestemte. Når sporten flytter under tag, bliver også de bestemte, og så vil der findes en tilnærmet optimal måde at udøve løbet på – man kan forestille sig en skøjteløberrobot der tager alle svingene optimalt, for eksempel, perfekt balanceret mellem fart, tyngde og centrifugalkræfter. Så bliver skøjteløberen den eneste ubestemte størrelse. Han er påvirket af sin biologiske ustyrlighed. Det gør hvert eneste løb til en kamp mellem biologiens ufuldkommenhed og systemets potentielle fuldkommenhed. Men hvad er det fuldkomne for noget? Hvad er det optimale? Hvorfor findes der et punkt der ikke kan overskrides? Endnu mere interessant er det måske at vi kan bygge maskiner som kan opnå det optimale, mens vi selv ikke kan det. Skøjteløbet viser kampen, nej, det er kampen mellem mennesket og kræfterne i hvis vold vi er. Og den, min ven, er hverken monoton eller kedelig!

– Jeg kan forstå at du har tænkt meget over det her, sagde jeg. – Der er nok ikke så mange i London du kan tale om skøjter med.

– Flere end man skulle tro, sagde han. – Men nej, ikke så mange. – Hvad laver du så her i byen?
– Lidt af hvert. Hvad med dig?
– Jeg studerer fotografi.

– Åh! sagde han og begyndte straks at tale om fotografi som medium.

Han var ikke interesseret i billederne, men selve teknologien. Det var en tirade; ordene faldt så tæt at det var umuligt at indskyde noget.

Da han rejste sig et kvarter senere, vidste jeg ikke mere om ham end at han hed Hans, kom fra Holland og altså havde en teori om skøjteløb. Lidt om hans personlighed. At han var lige så dum som han så ud til, havde jeg fået afkræftet.

Han var typen der godt kunne lide at være belærende, kunne lide at forelæse, kunne lide at fremstå som en der tænkte, helst lidt uortodokst. Han troede han var mere interessant end han var – men det gælder jo for næsten alle. Kendte jeg nogen som selv syntes de var uinteressante?

Nej. Dem der ikke forstod så meget, forstod heller ikke at de ikke forstod, og var tilfredse med den smule de forstod, som for dem var alt. Så klogt er mennesket indrettet.

Jeg så Hans et par gange til i ugerne op til skolen begyndte, vi hilste, udvekslede et par ord, jeg var ikke interesseret i en ny forelæsning, han tog heller ikke noget nyt initiativ, og da efteråret kom, var han væk. Jeg tænkte ikke nærmere over det, han var bare en fyr jeg havde talt med engang, og skolen tog al min tid og alle mine kræfter. Først da jeg så ham igen, det må have været i midten af december, på den samme pub, kom jeg i tanke om at han fandtes.

– Hvordan går det med fotograferingen? sagde han. – Det går fint.

– Må jeg se?

– Se hvad?

– Dine billeder?

Jeg kiggede forbavset på ham. Han smilede forsigtigt og tog sig til hagen.

– Hvorfor vil du det?

Han trak på skuldrene. – Jeg er interesseret i fotografi. Hvor har du billederne henne?

– Nogle på skolen. Nogle derhjemme.

– Er de store?

– Nej nej.

– Kan du ikke komme ud til mit atelier og tage dem med? Så kan du også se mine ting mens du er der.

– Jo, sagde jeg, ganske perpleks over alle de led han havde sprunget over.

Jeg var også overrasket over at han havde et atelier og således måtte være kunstner – der var intet ved ham der havde ført mine tanker i den retning.

Men den følgende fredag lagde jeg forsigtigt en stak billeder jeg havde valgt ud, ned i en æske, pakkede den ind i plastik – det silede ned udenfor – og lagde æsken i rygsækken, før jeg tog regntøj og støvler på og bar cyklen ned på gaden.

Hans atelier lå på vej mod Peckham, ikke mere end et kvarter væk. Det var mørkt, det stod ned i stænger, og der var tæt trafik hele vejen. Biler glinsede i lysene fra bilerne bag dem, aggressiv dytten, motorer gassede op, røde baglygter som lanterner i et hav af asfalt og mørke. Der var skønt bare at glide forbi dem, mærke regnen slå mod ansigtet, lydene dumpe og undervandsagtige gennem regnjakkens hætte.

Atelieret var svært at finde, havde han sagt, så vi havde aftalt at mødes på en café på den anden side af jernbanestationen. Han måtte have set mig gennem vinduet, for han kom ud idet jeg var ved at låse min cykel.

– Kristian, sagde han. – Har du billederne med?

Jeg nikkede og klappede på rygsækken et par gange.

– Skal vi gå med det samme? Eller vil du have en kop kaffe først?

– Vi kan godt gå. Er der langt?

– Ti minutter.

På vejen fortalte han at han var kommet til London da han var på min alder, og at han også havde været “fotograf” – han lavede gåseøjne med fingrene da han sagde det – og at han bare havde tænkt sig at bo her et par uger, på en kammerats sofa, men at han var blevet forhekset af byen – det var de ord han brugte – og var blevet hængende.

– Tager du stadig billeder? sagde jeg mens jeg trak cyklen ved siden af ham. Hætten havde jeg taget af for at høre hvad han sagde, håret var allerede sjaskvådt.

Han rystede på hovedet.

– Hvad slags billeder tog du så?

– Billeder.

– Du mener “billeder”, sagde jeg og gentog hans gåseøjne.

– Fint at se at du forstår mig, sagde han og lo.

Jeg havde selvfølgelig spekuleret på hvorfor han havde bedt om at se mine billeder, og i det hele taget hvad det var han ville med mig – vi var jo langtfra venner, knap nok bekendte – men det at han selv havde taget billeder og var kommet til London da han var på min alder, forklarede meget. Der var nok også et fællesskab i at vi begge var udlændinge.

Vi drejede ind på en lille sidevej, hvor den endeløse række af ejendomme blev brudt. Omkring os lå forfaldne industribygninger omkranset af trådhegn, græs og buske skød op overalt hvor de kunne komme til.

– Her er det, sagde han efter et par hundrede meter og standsede foran noget der måtte være et nedlagt bilværksted. En garagedør fuld af tags og en hvid afskallet mur. Jeg skulle til at låse cyklen, men han vinkede affejende.

– Tag den med ind.

Han låste en dør i gavlsiden op, tændte lyset i loftet. Det var et værksted. Der var stadig en smøregrav midt på gulvet. På den anden side gik der en trappe op til et lokale med vindue ud mod hallen, hvor der sikkert havde været kontor engang.

– Hvor er det stort, sagde jeg. – Er det dit det hele?

– Jeg ejer det ikke, hvis det er det du mener. Men ja, det er kun mig der bruger det. Vil du have en drink?

– Ja, jo tak.

– Sæt dig ned så længe, sagde han og nikkede mod nogle møbler ved væggen. En gammel sofa, et bord og en stol. Ved siden af stod tre spande på rad og række, som store dråber fra loftet faldt ned i med et plop.

Mens Hans gik ind ad en dør på den anden side af smørehallen, tog jeg regntøjet af, hængte det på cyklen og fandt pakken med billeder frem. Stod med dem i hånden da han kom tilbage med to flasker og to glas som han stillede på bordet.

– Vil du, eller skal jeg begynde? sagde han mens han skænkede spiritus i glassene. Jeg antog i hvert fald at det var spiritus, flasken var uden etiket.

– Det gør ikke den store forskel for mig.

Han blandede op med lyserød sodavand og rakte mig et glas. Vi skålede. Smagen af sprut var stærk og rev i halsen.

– Jeg laver den selv.

– Gør du? Det kan man ikke smage.

– Nej, jeg ved det godt. Jeg har mange års erfaring. Lad mig se hvad du har.

Jeg satte mig i sofaen og tog plastikken af, derefter låget og det delvist gennemsigtige beskyttelsespapir.

– Man skulle tro at det var et relikvie du havde taget med, sagde han. – Er dine billeder hellige for dig?

– Nej nej, sagde jeg og mærkede at jeg fik varme kinder. Indtil da havde det ikke betydet noget for mig om han ville sige noget om billederne eller ej. Nu blev jeg pludselig bange for at han ikke ville kunne lide dem.




Karl Ove Knausgård: Natskolen

Mørkt mesterværk af Karl Ove Knausgård. Læs et uddrag af Natskolen her

Hvor langt vil et menneske gå for at opnå succes, rigdom, magt?

I 1985 flytter den unge nordmand Kristian Hadeland til London for at studere fotografi. Han er ambitiøs og hensynsløs af natur. Vi følger hans første år i storbyen gennem mange nederlag, men også afgørende møder, ikke mindst med den ti år ældre hollænder Hans, der er besat af teknologi. Samtidig møder Kristian teaterinstruktøren Vivian, der skal opføre Dr. Faustus af Christopher Marlowe, en forestilling, som hun vil have Kristian til at tage billeder til.

I anden del af romanen er det fireogtyve år senere, og Kristian er en succesfuld kunstner med en stor retrospektiv udstilling i New York på vej. Han har nået sine mål, men til hvilken pris?

Natskolen er er fjerde bind i Knausgårds nye romanserie. Natskolen er en roman om, hvordan kunst bliver til, og om hvordan menneskeliv ødelægges. Om de kræfter, der omgiver os, både mørket og lyset, og om et menneskes opstigning og fald.

Du kan købe Natskolen online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.




About

Praktikant hos Lindhardt & Ringhof og Forlaget Carlsen