Hvor langt vil et menneske gå for at opnå succes, magt og rigdom? Karl Ove Knausgård dykker ned i menneskets mørkeste sider i Natskolen – fjerde bind i den norske forfatters nye, dystre romanserie. Begynd din læsning her.
Årstallet er 1985. Den unge, ambitiøse nordmand Kristian Hadeland flytter til London for at studere fotografi. Hans første år i storbyen er fyldt med nederlag, men så møder han teaterinstruktøren Vivian, som arbejder på en opsætning af Dr. Faustus, og Kristian bliver hyret til at tage billeder.
LÆS OGSÅ: Karl Ove Knausgård: Hvordan i alverden kan jeg nøjes med 5 bøger til at fortælle den her historie?
I romanens anden del møder vi Kristian 24 år senere. Han er blevet en succesfuld kunstner med en stor retrospektiv udstilling på vej i New York. Han har fået sin kunsteriske succes – men til hvilken pris?
LÆS OGSÅ: Derfor skriver Karl Ove Knausgård – selvom han nogle gange ikke vil
Karl Ove Knausgård er norsk succesforfatter og blev verdenskendt for sin autofiktive romanserie Min Kamp. Natskolen er fjerde bind i hans nyeste romanserie, der også indbefatter Morgenstjernen (2020), Ulvene fra Evighedens Skov (2022) og Det tredje rige (2023).
Læs et uddrag af Karl Ove Knausgårds Natskolen her.
Natskolen
af Karl Ove Knausgård
Klokken vil falde i slag
FØRSTE DEL
Der er ingen grund til at være bange for døden – når vi findes, findes den ikke, og når den findes, findes vi ikke. Omtrent sådan sagde Epikur engang for længe siden. Jeg plejer at forestille mig at det er lidt som at dele en lejlighed med en lejer man aldrig ser.
Lejligheden har to værelser med to døre imellem. Når man går ud gennem den ene dør, går lejeren ind gennem den anden. Man kan høre ham pusle inde ved siden af, men når man går derind, går han ind i værelset hvor man var lige før, og så er det der han pusler rundt.
Sådan lever vi vores liv, side om side med døden. Den dag vi møder ham i døren, er det forbi. Det finurlige er at vi aldrig kan vide hvornår det sker, blot at det vil ske før eller siden. Det vil sige, hvis vi ønsker at det skal ske, kan vi naturligvis tage skæbnen i egne hænder og fremprovokere mødet.
Det er det jeg har tænkt mig at gøre.
Af tonen på den smule jeg har skrevet her, lyder det som om det er let og uforpligtende for mig – en lejlighed, et møde med en lejer – men letheden ligger i sproget, ikke i mig. Hvis jeg kunne formulere hvad jeg føler her hvor jeg sidder, fortvivlelsen der river og flår i mig, nat og dag, det bundløse mørke, ville du forstå, men det kan jeg ikke, for i selve sproget ligger håb, i sproget er der lys.
Natten, den er sprogløs. Og sproget henvender sig altid til en anden. At formidle ensomhed med sprog er derfor umuligt. Der hvor ensomheden er, er sproget ikke, der hvor sproget er, er ensomheden ikke.
Så med andre ord er jeg “ensom”. Og jeg skal “tage” mit eget liv.
Men først vil jeg skrive dette. Hver dag de næste par måneder vil jeg vågne op i værelset deroppe, gå herned, lave kaffe og sætte mig her, ved skrivebordet foran vinduet, og se ud over den lille havn, og bag den havet – på denne tid af året som regel gråt og sort – drikke kaffe, ryge og skrive på denne fortælling til den er færdig. Hvorfor ved jeg ikke helt. Måske er det noget med at alt hvad der sker, bare forsvinder ud i ingenting, og at det på en måde gør hændelserne meningsløse? At de udspiller sig til ingen nytte.
Hvis man skriver dem ned, findes de i det mindste et sted. Hvem der eventuelt vil læse det jeg skriver, interesserer mig ikke.
Måske er det dig, Emil, siden det er dig der ejer huset jeg har lånt i disse uger, uden at spørge. I så fald beder jeg til at du vil tilgive mig – jeg har forhåbentlig husket at rydde op og gøre rent efter mig, så du finder huset i pænere stand end du forlod det i. Måske er det dig, Jelena – i så fald behøver du ikke at læse videre: Du ved hvad der kommer.
Måske er det dig der arbejder for det lokale politi og gennemsøger huset efter at I har fundet mit lig skyllet i land et sted i nærheden. Eller til havs, opdaget af en fisker eller et medlem af besætningen på et af de store containerskibe der sejler frem og tilbage langs kysten her, og som jeg ser uden for vinduerne hver dag.
Jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad. Jeg skriver det her for mig selv. Eller “mig selv”. De to ord der skal rumme alt hvad vi har været, alt hvad vi er, og alt hvad vi skal blive. Netop nu hvor jeg sidder her, er jeg kun en brøkdel af alt det, måske bare nogle promille, mens resten, rub og stub, ligger gemt i mine celler. Noget af det kan jeg selv aktivere, det kaldes at huske, men det meste kommer og går som det vil. Sådan er det for alle, formodentlig også for katte og hunde.
Som skabninger er de os overlegne – mange af deres sanser er ikke alene mere veludviklede end vores, de har også gjort den evolutionære genistreg at stoppe bevidsthedsudviklingen ved konstateringen jeg er her, i stedet for, som vi desværre gjorde, at gå videre til spørgsmålet om hvorfor.
Prokrastinering, kaldes det. Jeg vil ikke tænke, jeg vil ikke vide, jeg vil ikke forstå. Men det bliver jeg nødt til. Gør jeg ikke?
Jo.
Jeg har ikke lyst til at skrive om det der skete for mig. Men jeg vil heller ikke dø uden at have gjort det.
Så hvor skal jeg begynde? Måske med begyndelsen?
Allerførste gang jeg stødte på Christopher Marlowes navn, var i august 1985, den sommer jeg flyttede til London for at studere fotografi på en kunstskole jeg overraskende nok var kommet ind på derovre. Jeg vidste stort set ingenting om engelsk kultur, bortset fra når det gjaldt musik, så noget af det første jeg gjorde, var at gå hen i den store, gamle boghandel Foyles på Charing Cross Road og købe ti britiske samtidsromaner i paperbackudgave samt Shakespeares samlede værker og en bog om kreativitet. Jeg begyndte med Shakespeare, men det var næsten umuligt for mig at forstå hans stykker, så jeg gik tilbage til Foyles et par dage senere og købte en biografi om manden og en bog om tiden han levede i, for at se om det kunne gøre det mere tilgængeligt.
Jeg lagde bøgerne i min rygsæk og gik ind i det jeg nu ved er Bloomsbury-kvarteret, og videre op til Camden Town, hvor jeg satte mig uden for en pub, købte en øl og begyndte at bladre vilkårligt i biografien. I samme øjeblik jeg læste navnet Christopher Marlowe for første gang, kiggede jeg op og så direkte på en enorm varevogn hvor der med grønne bogstaver på hvid baggrund stod: Marlowe Removals.
Som om det ikke var nok, læste jeg umiddelbart efter at denne Marlowe blev dræbt i Deptford – samme bydel som jeg var flyttet til bare nogle dage forinden … Nogen pegede, men jeg så det ikke. Jeg lukkede bare bogen i, lagde den i rygsækken og traskede videre nordpå i denne gigantiske metropol jeg havde slået mig ned i.
Skolen startede først tre uger senere, og jeg kendte ingen i byen, så jeg købte en cykel og begyndte at udforske kvarteret, samtidig med at jeg tog massevis af billeder, hele tiden usikker på om jeg virkelig var dygtig nok til skolen. Lejligheden jeg lejede, var lille, og møblerne få – en sovesofa og et skrivebord og en bogreol – så jeg tilbragte så lidt tid der som jeg overhovedet kunne.
Kvarteret var heller ikke særlig hyggeligt – området langs floden var forfaldent med gammel industri, fuldt af forladte bygninger, fabriksskorstene, knuste ruder, bunker af mursten og bindingsværk fra bygninger der var blevet revet ned uden at der var blevet opført nye. Skrumplende lastbiler nogle steder, skrothandlere, og der hvor vegetationen bidrog med lidt grønt i det ellers farveløse, lå der også altid skrald.
Butikkerne langs gaderne længere inde var usle og førte vidt forskellige varer af en slags jeg indbildte mig fandtes derhjemme i Norge tresserne, men som jeg selv aldrig havde set før, nogle med skilte over døren der så ud til at stamme fra forrige århundrede, i hvert fald tyverne eller trediverne. Små caféer med håndskrevne plakater og hæklede gardiner i vinduerne, en bager, en slagter, hvor ekspedienterne gik med hvide forklæder med blodpletter på.
Midt i alt det gammeldags lå der en fed pladebutik, lille, men med gode ting, Solid Cut, hed den, og jeg brugte en del pund der de første par uger. Der var også nogle butikker fra andre lande, jeg gættede på Afrika – en af dem solgte parykker og fletninger og farverige stykker tøj, og den tog jeg billeder af fra gaden. Egentlig kunne jeg nok tænke mig at gå ind og tage billeder, men jeg lod være, jeg vidste stadig alt for lidt om hvordan tingene hang sammen her.
Om aftenen sad jeg på pubber i kvarteret, dem skortede det ikke på, og drak øl og læste. De var alle tilrøgede og havde interiør fra forgangne tider. Gæsterne lo mere end jeg var vant til hjemmefra, og dem der arbejdede der, kaldte kunderne for love. Det England jeg kendte fra NME og Sounds, så jeg ikke meget til – af og til kom en fyr i frakke og med cool hår gående forbi, hist og her sad nogle goths på en pub, og det skete at de spillede Jam eller U2 eller Alarm – jeg hørte “Into the Valley” med Skids en gang og “Teenage Kicks” med Undertones en anden – men det handlede nok mest om den del af byen, for både i Camden og Soho havde stemningen været en hel anden.
Det mærkelige er at man efter et par aftener i træk på samme sted genkender folk, nogle nikker måske til en, man falder i snak, og hvis det sker flere gange, er man pludselig venner, måske tilmed for livet, uden at det er noget man har aftalt eller besluttet.
Det var sådan jeg en af de dage mødte Hans, en hollandsk kunstner der var ti år ældre end mig. Jeg fandt snart ud af at han ikke var den eneste kunstner i området – det var så usselt at kunstnere havde råd til både at leje atelierer og bo her.
Der var mange stoffer i omløb, i hvert fald sammenlignet med hvad jeg var vant til, og et væld af drømme der løb ud i sandet, eller som skrumpede ind til ingenting. Selv stærke og klare viljer kunne i løbet af nogle år blive skuret ned til ingenting.
Af hvad? kunne man spørge. Hvilke kræfter er stærke nok til at slibe menneskeliv ned? Den biologiske side af sagen er enkel nok, vi begynder at forfalde fysisk i tyverne, den proces tikker i os alle. Men den psykologiske erosion, hvad er det der styrer den? Det er jo skæbnen. Alle de tusind tilfældigheder der fører dig netop derhen, til netop dem, hvor vilje, drømme og evner støder mod det der findes der. Det er derfor kunstig intelligens, AI, aldrig vil kunne tænke som os.
Selvom maskinerne er selvlærende og forandrer sig med erfaringen, er parametrene rationelle, så maskinerne nødvendigvis og for altid vil stå uden for de dybe, langsomme lag af virkelighed hvor skæbnen rører på sig, og således også altid vil stå uden for os. Selv en så enkel ting som at nævne et tilfældigt tal viste sig at være svært for maskinerne, for uanset hvad man gjorde, var der altid et program bagved som definerede algoritmen og ophævede tilfældigheden.
Løsningen var at koble maskinerne op mod andre, kaotiske systemer i naturen og lade det der skete der, styre udvælgelsen. Men spørgsmålet om tilfældighed og skæbne ser helt anderledes ud og er langt mere komplekst for kunstige intelligenser, for i det menneskelige er det tilfældige ikke sjældent ladet med mening, uden for vores kontrol, og ofte også uden for vores forståelse. Hvordan kan man give maskiner adgang til det vi selv ikke ved hvad er eller hvor er?
Nu lyder jeg som Hans. Maskiner der taler og interagerer med verden, det var hans domæne. Det vidste jeg selvfølgelig ikke første gang vi talte sammen. Det gjorde han knap nok heller – i sensommeren 1985 var tænkende maskiner kun en vild drøm. Men i sine tanker var han der allerede, i krydsfeltet mellem biologien og teknologien.
Jeg havde lagt mærke til ham en tidligere aften, en høj, mager mand med stort hår i en ubestemmelig farve, firkantet hageparti og smalle øjne, klædt i et par slidte jeans, som engang måtte have været sorte, for korte i benene, og en tynd, blå hjemmestrikket trøje med et grønt mønster.
Han var et hoved højere end alle andre derinde, det var vel derfor jeg lagde mærke til ham, men også fordi han var så højrøstet når han spillede billard med sine kammerater, der holdt noget mere igen med lydstyrken, og fordi hans bevægelser var så ukontrollable.
Jeg tænkte at han måtte være fuld, og at hans venner ikke var det. Han så også lidt dum ud. Den aften sad jeg og læste i en af de engelske romaner jeg havde købt, da en stemme foran mig pludselig sagde:
– Er du lige flyttet hertil?
Jeg så op, og der stod denne lange bønnestage. – Hvad får dig til at tro det?
– Der kommer aldrig turister her. Og du kan ikke være på besøg hos nogen, for så ville du ikke sidde alene og læse. Jeg har heller ikke set dig før. Og så er der egentlig kun én mulighed tilbage. Hvor kommer du fra?
– Norge.
– Virkelig? Er du interesseret i skøjteløb?
Da jeg ikke sagde nej, men bare trak på skuldrene, spurgte han om han måtte give en øl.
Normalt ville jeg have afværget situationen, det var ikke min stil at falde i snak med fremmede, men nu havde jeg ikke talt med nogen i flere dage og var træt af at læse, så jeg tænkte at det vel ikke kunne skade, og snart sad han ved mit bord med to enorme hænder foldet omkring ølglasset og forhørte mig om min viden om norske skøjteløbere.
Som lille havde jeg mange vinterformiddage sid- det foran fjernsynet og set skøjtemesterskaber sammen med far, men jeg kan ikke påstå at det har gjort varigt indtryk på mig. Jeg kendte selvfølgelig de fire S’er, men nu kunne jeg kun huske navnet på to af dem – Sten Stensen og Kay Stenshjemmet.
– Mærkeligt at det lige er Stensen du kan huske, sagde han. – Han var jo den mest anonyme, og han var langdistanceekspert, så han vandt næsten ingen allroundmesterskaber efter at de andre slog igennem. Er du typen der altid holder med underdoggen?
– Jeg plejer ikke at holde med nogen.
– De to andre er Jan Egil Storholt og Amund Sjøbrend. Sjøbrend er interessant. Han er groft undervurderet. Han havde en helt fantastisk teknik, meget bedre end de andres. Hans vinkler var nærmest perfekte, ingen tog svingene som ham, hans timing var altid glimrende. Men han vandt ikke så ofte. Hvorfor, hvis hans teknik var så enestående som jeg siger?
Han så på mig med et intenst blik.
– Det ved jeg ikke, sagde jeg så uinteresseret jeg kunne, i håb om at det ville køle ham lidt ned.
– Han var uheldig. Nogle mennesker er jo mærkeligt nok mere uheldige end andre.
– Ja, sagde jeg og tog en lang slurk af øllen han havde sat på bordet foran mig. Den var gratis, men pludselig forekom prisen mig at være høj.
– Alle udendørssportsgrene har elementer af uforudsigelighed, særligt vintersportsgrene. Det er tilfældigt om det sner når man kører alpint, eller om vejret er klart. I skøjteløb er det ikke kun vejret der er foranderligt, men også iskvaliteten. Det vil der blive sat en stopper for. Netop nu bygger de en indendørs skøjtehal derhjemme. Den åbner næste år. Det vil revolutionere sporten. Så begynder det at blive interessant.
Han holdt en pause, ville nok gerne have at jeg skulle spørge hvorfor.
– Jeg synes nok skøjteløb er monotont og kedeligt, sagde jeg. – Det er det samme hele tiden.
– Netop! sagde han. – Og nu bliver der altså endnu mere af det samme. Man skal tænke på skøjteløb som et lukket system, hvor parametrene er isen, banen, skøjterne, skøjteløberne og fysikkens love. Før var banen og skøjterne bestemte størrelser, og fysikkens love er jo skrevet i sten, mens isen og vejret var ubestemte. Når sporten flytter under tag, bliver også de bestemte, og så vil der findes en tilnærmet optimal måde at udøve løbet på – man kan forestille sig en skøjteløberrobot der tager alle svingene optimalt, for eksempel, perfekt balanceret mellem fart, tyngde og centrifugalkræfter. Så bliver skøjteløberen den eneste ubestemte størrelse. Han er påvirket af sin biologiske ustyrlighed. Det gør hvert eneste løb til en kamp mellem biologiens ufuldkommenhed og systemets potentielle fuldkommenhed. Men hvad er det fuldkomne for noget? Hvad er det optimale? Hvorfor findes der et punkt der ikke kan overskrides? Endnu mere interessant er det måske at vi kan bygge maskiner som kan opnå det optimale, mens vi selv ikke kan det. Skøjteløbet viser kampen, nej, det er kampen mellem mennesket og kræfterne i hvis vold vi er. Og den, min ven, er hverken monoton eller kedelig!
– Jeg kan forstå at du har tænkt meget over det her, sagde jeg. – Der er nok ikke så mange i London du kan tale om skøjter med.
– Flere end man skulle tro, sagde han. – Men nej, ikke så mange. – Hvad laver du så her i byen?
– Lidt af hvert. Hvad med dig?
– Jeg studerer fotografi.
– Åh! sagde han og begyndte straks at tale om fotografi som medium.
Han var ikke interesseret i billederne, men selve teknologien. Det var en tirade; ordene faldt så tæt at det var umuligt at indskyde noget.
Da han rejste sig et kvarter senere, vidste jeg ikke mere om ham end at han hed Hans, kom fra Holland og altså havde en teori om skøjteløb. Lidt om hans personlighed. At han var lige så dum som han så ud til, havde jeg fået afkræftet.
Han var typen der godt kunne lide at være belærende, kunne lide at forelæse, kunne lide at fremstå som en der tænkte, helst lidt uortodokst. Han troede han var mere interessant end han var – men det gælder jo for næsten alle. Kendte jeg nogen som selv syntes de var uinteressante?
Nej. Dem der ikke forstod så meget, forstod heller ikke at de ikke forstod, og var tilfredse med den smule de forstod, som for dem var alt. Så klogt er mennesket indrettet.
Jeg så Hans et par gange til i ugerne op til skolen begyndte, vi hilste, udvekslede et par ord, jeg var ikke interesseret i en ny forelæsning, han tog heller ikke noget nyt initiativ, og da efteråret kom, var han væk. Jeg tænkte ikke nærmere over det, han var bare en fyr jeg havde talt med engang, og skolen tog al min tid og alle mine kræfter. Først da jeg så ham igen, det må have været i midten af december, på den samme pub, kom jeg i tanke om at han fandtes.
– Hvordan går det med fotograferingen? sagde han. – Det går fint.
– Må jeg se?
– Se hvad?
– Dine billeder?
Jeg kiggede forbavset på ham. Han smilede forsigtigt og tog sig til hagen.
– Hvorfor vil du det?
Han trak på skuldrene. – Jeg er interesseret i fotografi. Hvor har du billederne henne?
– Nogle på skolen. Nogle derhjemme.
– Er de store?
– Nej nej.
– Kan du ikke komme ud til mit atelier og tage dem med? Så kan du også se mine ting mens du er der.
– Jo, sagde jeg, ganske perpleks over alle de led han havde sprunget over.
Jeg var også overrasket over at han havde et atelier og således måtte være kunstner – der var intet ved ham der havde ført mine tanker i den retning.
Men den følgende fredag lagde jeg forsigtigt en stak billeder jeg havde valgt ud, ned i en æske, pakkede den ind i plastik – det silede ned udenfor – og lagde æsken i rygsækken, før jeg tog regntøj og støvler på og bar cyklen ned på gaden.
Hans atelier lå på vej mod Peckham, ikke mere end et kvarter væk. Det var mørkt, det stod ned i stænger, og der var tæt trafik hele vejen. Biler glinsede i lysene fra bilerne bag dem, aggressiv dytten, motorer gassede op, røde baglygter som lanterner i et hav af asfalt og mørke. Der var skønt bare at glide forbi dem, mærke regnen slå mod ansigtet, lydene dumpe og undervandsagtige gennem regnjakkens hætte.
Atelieret var svært at finde, havde han sagt, så vi havde aftalt at mødes på en café på den anden side af jernbanestationen. Han måtte have set mig gennem vinduet, for han kom ud idet jeg var ved at låse min cykel.
– Kristian, sagde han. – Har du billederne med?
Jeg nikkede og klappede på rygsækken et par gange.
– Skal vi gå med det samme? Eller vil du have en kop kaffe først?
– Vi kan godt gå. Er der langt?
– Ti minutter.
På vejen fortalte han at han var kommet til London da han var på min alder, og at han også havde været “fotograf” – han lavede gåseøjne med fingrene da han sagde det – og at han bare havde tænkt sig at bo her et par uger, på en kammerats sofa, men at han var blevet forhekset af byen – det var de ord han brugte – og var blevet hængende.
– Tager du stadig billeder? sagde jeg mens jeg trak cyklen ved siden af ham. Hætten havde jeg taget af for at høre hvad han sagde, håret var allerede sjaskvådt.
Han rystede på hovedet.
– Hvad slags billeder tog du så?
– Billeder.
– Du mener “billeder”, sagde jeg og gentog hans gåseøjne.
– Fint at se at du forstår mig, sagde han og lo.
Jeg havde selvfølgelig spekuleret på hvorfor han havde bedt om at se mine billeder, og i det hele taget hvad det var han ville med mig – vi var jo langtfra venner, knap nok bekendte – men det at han selv havde taget billeder og var kommet til London da han var på min alder, forklarede meget. Der var nok også et fællesskab i at vi begge var udlændinge.
Vi drejede ind på en lille sidevej, hvor den endeløse række af ejendomme blev brudt. Omkring os lå forfaldne industribygninger omkranset af trådhegn, græs og buske skød op overalt hvor de kunne komme til.
– Her er det, sagde han efter et par hundrede meter og standsede foran noget der måtte være et nedlagt bilværksted. En garagedør fuld af tags og en hvid afskallet mur. Jeg skulle til at låse cyklen, men han vinkede affejende.
– Tag den med ind.
Han låste en dør i gavlsiden op, tændte lyset i loftet. Det var et værksted. Der var stadig en smøregrav midt på gulvet. På den anden side gik der en trappe op til et lokale med vindue ud mod hallen, hvor der sikkert havde været kontor engang.
– Hvor er det stort, sagde jeg. – Er det dit det hele?
– Jeg ejer det ikke, hvis det er det du mener. Men ja, det er kun mig der bruger det. Vil du have en drink?
– Ja, jo tak.
– Sæt dig ned så længe, sagde han og nikkede mod nogle møbler ved væggen. En gammel sofa, et bord og en stol. Ved siden af stod tre spande på rad og række, som store dråber fra loftet faldt ned i med et plop.
Mens Hans gik ind ad en dør på den anden side af smørehallen, tog jeg regntøjet af, hængte det på cyklen og fandt pakken med billeder frem. Stod med dem i hånden da han kom tilbage med to flasker og to glas som han stillede på bordet.
– Vil du, eller skal jeg begynde? sagde han mens han skænkede spiritus i glassene. Jeg antog i hvert fald at det var spiritus, flasken var uden etiket.
– Det gør ikke den store forskel for mig.
Han blandede op med lyserød sodavand og rakte mig et glas. Vi skålede. Smagen af sprut var stærk og rev i halsen.
– Jeg laver den selv.
– Gør du? Det kan man ikke smage.
– Nej, jeg ved det godt. Jeg har mange års erfaring. Lad mig se hvad du har.
Jeg satte mig i sofaen og tog plastikken af, derefter låget og det delvist gennemsigtige beskyttelsespapir.
– Man skulle tro at det var et relikvie du havde taget med, sagde han. – Er dine billeder hellige for dig?
– Nej nej, sagde jeg og mærkede at jeg fik varme kinder. Indtil da havde det ikke betydet noget for mig om han ville sige noget om billederne eller ej. Nu blev jeg pludselig bange for at han ikke ville kunne lide dem.
Jeg rakte ham stakken.
– Hvor er toilettet?
– Ind ad døren der, sagde han og nikkede mod den korte væg.
Hvorfor skulle jeg gå op i hvad han mente? tænkte jeg mens jeg pissede. Toilettet var lille som et kosteskab, og der var ikke noget håndklæde, så jeg trak en lang stribe toiletpapir af og tørrede hænderne i det. Mine billeder var gode, og de ville ikke blive dårligere bare fordi han sagde det.
Da jeg kom tilbage, lå de i en stak på bordet foran ham. – De er gode, sagde han.
– Ja?
– Ja. Du er dygtig.
Han fik det til at lyde som en fornærmelse. Jeg tog stakken og begyndte at bladre den igennem. Jeg havde taget billeder af forskellige mennesker på præcis de samme steder.
For eksempel i stolen på mit gamle værelse – Helene, mor, Filip, Joachim og Elise. Fem lå nøgne i mit badekar, fem sad ved køkkenbordet og så videre. De sad på samme måde, havde tilmed det samme tøj på, så alt var ens, bortset fra ansigterne. Det var den serie jeg var kommet ind på skolen med.
Jeg lagde billederne oven på hinanden, pakkede dem ind i det beskyttende papir og lagde dem tilbage i æsken. Hans tog ikke øjnene fra mig.
– De er flotte, sagde han igen.
– Men?
– De udtrykker kun en idé. Når man har forstået idéen, er der ikke
noget tilbage. Billederne har ingen værdi i sig selv. De er forbundet til en idé. Ikke til verden. Du kunne lige så godt have skrevet en sætning om det. “Mennesker ser forskellige ud, men lever ens liv,” for eksempel.
– Det passer ikke. Det er billeder af mennesker. Hvis de ikke er forbundet til verden, hvad er så forbundet til den?
Han smilede uden at sige mere.
– Hvad var det du ville vise mig?
– Du blev ikke sur, vel? Kom nu, lad os drikke lidt. Så kan vi gå ind i atelieret og se os omkring bagefter.
Han skænkede op i sit eget glas, som allerede var tomt.
Jeg hældte lidt mere sodavand i mit. Situationen var blevet stiv og akavet, men det så ikke ud til at genere ham, han sad i sine egne tanker i sofaen. Den firkantede hage var lidt fremskudt, som på en havkat, det var det der fik ham til at se lidt åndssvag ud, og jeg spekulerede på hvorfor, hvilken forbindelse det underbevidste trak mellem fremskudte kæber og intelligens.
Så begyndte jeg at spekulere på hvad slags kunstner han var. Indtil videre havde jeg ikke set spor af noget visuelt – intet på væggene, hverken i smørehallen eller på toilettet. Grønmalet gulv, sorte vægge, alt i beton. Måske var han “kunstner”?
Tanken fik mig til at smile, og han livede op med et ryk. Tog en stor slurk af sin mikstur, lagde en hånd på hvert knæ, kiggede intenst på mig.
– Idéer skal der til. Det er ikke det. Men selv idéer har et fysisk udtryk, ikke også? Intet findes uden for det fysiske. Dine fotografier er fysiske genstande. Man kan holde dem i hånden. Og de mennesker du tog billeder af, er fysiske. Og selve transformationen fra menneske til billede er en fysisk proces. Lysfotonerne er fysiske, de har en vægt.
– Men ikke idéerne.
– Jo! De skal findes et konkret sted for at eksistere. Det er jo det der er pointen! Alt hvad vi tænker, er konkret forankret et sted. Marxisme eller troen på evigt liv, det findes fysisk.
– I hjernen altså?
– For eksempel. Alle tanker og idéer og forestillinger er kodet i neuronerne.
– Selvfølgelig.
– Er det selvfølgeligt? Ja, det er det måske. Men jeg kan ikke se noget af det i dine billeder. Der er alting opdelt. Fotografiet for sig, motivet for sig, idéen for sig. Det er fint nok at de ikke forandrer noget, du er jo bare nybegynder, men det at der ikke findes nogen vilje til at forandre noget, det bør du nok tænke på. Hvis ikke, kan du lige så godt begynde at tage billeder for en ejendomsmægler. Er du ikke enig?
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Alle mulige slags følelser fór rundt i mig, ingen af dem var gode.
– Selvfølgelig er du ikke enig! sagde han og lo.
– Du vil forsvare det du har skabt, med næb og kløer. Men det er jo ikke kun dig. Det er hele billedkulturen. Den er ikke andet end gentagelser. Den er ikke andet end en opretholdelse af det samme.
– Opretholdelse af hvad?
– Et rum! Et forståelsesrum! Har du ikke tænkt på det? Alle fotografier har et bestemt perspektiv, som nogen har udvalgt, ja, fotografen altså. Det man først og fremmest ser, er viljen. Det er viljen billedet forestiller. Hvordan fjerner man viljen? Det bør du, som fotograf, tænke på. Ikke også?
– Jeg vil gerne se dine billeder.
Han lo igen. Det var vist utrolig morsomt.
– Mine billeder var som dine billeder! Selvfølgelig var de det! Men kom, lad os se på mine ting.
Han rejste sig, og jeg fulgte efter ham hen til lokalet på den anden side. Loftslamperne blinkede et par gange i mørket, og i glimt så jeg at lokalet var fyldt fra gulv til loft, før lyset blev stabilt og detaljerne i rodet trådte frem. Det mest bemærkelsesværdige, og det som fangede mit blik først, var en serie mannequindukker der stod ved gavlvæggen med udstrakte arme.
Det så ud som om de ventede på deres børn eller sådan noget. På den lange væg stod reolerne tæt, på nogle af hylderne var der udstoppede dyr, på andre lå der sten og muslingeskaller, blandt dem nogle store konkylier. Dyrekranier så jeg også. Et sted lå der bunker af tørrede siv, et andet kviste og bregner.
Derudover var der to fjernsyn derinde, det ene stod åbent med indmaden synlig, og jeg talte tre computere. Under vinduet stod der en drejebænk, og en flere meter lang metalbænk løb under reolerne langs med væggen, fuld af loddebolte, ledninger og alt muligt elektronikudstyr.
Der var også planker derinde, stillet op ad væggen ved siden af dukkerne, hist og her hang der værktøj på væggen, som i en garage, og foruden tuber med oliemaling så jeg også flere spande med noget der måtte være husmaling.
Men ikke noget han havde lavet. Ingen billeder, ingen skulpturer.
Regnen slog tungt mod ruden, der spejlede rummet og os. Han gik hen til en trækasse der stod på et bord, den var måske to gange to meter.
– Det er “Rotten”.
– Hvad er “Rotten”?
– Det er en labyrint. Vil du se?
Jeg nikkede. Kassen var åben foroven, og da jeg gik hen til den, så jeg at en række tynde træstykker ganske rigtigt dannede en labyrint. Han tog noget der måtte være en udstoppet rotte, ud fra reolen og satte den ved indgangen til labyrinten. Trykkede på en knap på siden af kassen.
Et par sekunder senere gled rotten tøvende fremad gennem en af de smalle gange, stødte mod væggen for enden, gled tilbage og prøvede den næste. Det var uhyggeligt at se på. Den så så livagtig ud, og det var som om den tænkte. Jeg blev hele tiden nødt til at sige til mig selv at den ikke var levende.
Men bortset fra det, hvad var pointen?
Kunst var det i hvert fald ikke.
Hver gang den stødte mod en væg, gled den tilbage og prøvede igen, samtidig med at den huskede de tidligere åbninger, så den langsomt trængte længere og længere ind i labyrinten.
Da den efter mange fejlslagne forsøg nåede over til den anden side, trykkede den på en knap med snuden. Et lys blinkede, og en bjælde ringede.
Hans lo.
– Jeg bliver glad hver gang jeg ser det, sagde han. – Men hvad synes du?
– Den er flot, sagde jeg. – Du er dygtig.
– Argh, kom nu! næsten råbte han. – Du hænger dig vel ikke i det! Sig nu sandheden, for helvede.
– Og hvad er det?
– Du er dybt imponeret, fascineret og lidt skræmt!
Han slukkede for kontakten, tog rotten og stillede den tilbage på reolen mellem en udstoppet kat og en udstoppet grævling.
– Hvad har du lavet den af? sagde jeg.
– Jeg har ikke lavet den. Det er en rotte. Udstoppet altså.
– Undskyld jeg spørger, men hvad er pointen?
Han så himmelfalden på mig.
– Er det et kunstværk? sagde jeg.
Han rystede på hovedet mens han kiggede ned i gulvet, som om han fandt spørgsmålet ubegribelig dumt.
I stedet for at svare løftede han hovedet, så mig i øjnene og lagde hånden på min skulder, som en far kunne have gjort øjeblikket før hans søn drog i krig.
– Nu sætter vi os ind og drikker, sagde han. – Og så skal jeg vise dig mine skildpadder.
– Har du skildpadder?
– Det har jeg. Og dem har jeg også selv lavet.
Inde i smørehallen skænkede han op igen.
– Ved du noget om computere? sagde han.
– Nej, ingenting. Gør du?
– Men er du interesseret? Nysgerrig?
– Hvorfor skulle jeg være det?
– Ja, hvorfor skulle du være det? sagde han ironisk og rejste sig.
Hans’ spiritus var stærke sager, den var allerede begyndt at slibe kanterne i mit indre ned så der kom større bevægelsesfrihed derinde, men også mindre overblik.
Da jeg fulgte Hans med blikket idet han krydsede lokalet og gik ind i det rodede rum, tænkte jeg af en eller af grund på min søster Liv. Ikke noget dybsindigt, det var bare noget jeg havde set engang, hun var gået i skole med en hundehvalp under jakken, det var bare det billede, kroppen med to hoveder, hendes og hundens – men det var nok til at jeg ikke var til stede i blikket der fulgte Hans. Øjnene så ham, men tankerne var ikke med, og så var det næsten som om det ikke skete, det jeg så. I næste øjeblik stod han igen ude på gulvet, holdt noget tungt i hænderne og satte det ned.
Var det en skildpadde?
Han forsvandt igen og kom tilbage med endnu en. Så endnu en. Han vinkede mig hen til sig.
– Hvad er det for noget? sagde jeg.
– Det er mine hjemmelavede skildpadder.
Han satte sig ned på knæ, løftede den ene lidt og stak hånden ind under skjoldet. Den begyndte at glide fremad mens den summede let. Han gjorde det samme med de to andre, og rejste sig med et bredt smil på læben. Den ene skildpadde nåede hen til kanten af smøregraven, stoppede op, bakkede og fortsatte langs kanten. Den anden gled ind mod væggen, men stoppede op før den stødte imod, og så bakkede den og fortsatte i en anden retning.
– Er det en slags robotter?
– Du kan kalde dem hvad du vil. Se nu.
Han slukkede loftslyset, og det blev bælgmørkt i et par sekunder indtil han tændte en lommelygte. Først holdt han den under ansigtet og sagde uhhuuuh og så på mig mens han smilede dæmonisk. Så lod han lyskeglen feje hen over gulvet.
– Kom så, mine skildpadder, sagde han. – Kom så, kom så. Og det mærkelige var at de faktisk kom. Langsomt gled de alle tre hen mod lyset, og når han flyttede lyset hen ad gulvet, fulgte de efter.
– Det ser jo ud som om de er levende, sagde jeg.
– Ja, ikke! Se nu.
Han lyste direkte på en af dem, og den bakkede væk.
Han lo højt. Så tændte han loftslyset igen og gik hen og satte sig mens de tre skildpaddeskjolde rumsterede langsomt og trilobittisk rundt i lokalet.
– Hvad siger du? sagde han.
– Er du stadig uinteresseret i computere?
– Selvfølgelig.
Han smilede.
– Det er noget flot legetøj du har der. Men jeg forstår ikke helt hvorfor du gider bruge tid på det.
– Romerne kendte mekanismen bag dampmaskinen. Men de brugte den kun som legetøj. De kunne ikke forestille sig andet.
– Så du siger at skildpadderne kan bruges til andet end at lege med? Hvad for eksempel?
– Ej, ved du hvad. Nu er jeg ved at være lidt træt af din manglende forstand. Lad os drikke. Et par glas til, så er jeg lige så dum som dig!
Da jeg kom hjem, godt bedugget, opdagede jeg at jeg havde glemt at løfte pickuppen på pladespilleren, den gled lydløst rundt og rundt i den inderste rille. Jeg løftede pickuppen og satte den ned igen i starten af pladen, skruede op for lyden. First and Last and Always kunne jeg lytte til et helt liv uden at blive træt af den. Jeg spiste et par madder, drak et par glas vand, redte sovesofaen, vendte pladen, slukkede lyset og gik i seng.
Jeg kunne godt lide at falde i søvn til musik, når tankerne gled ind i det soniske mørke og til sidst ikke var til at skelne fra det. Hans’ kritik var jeg ligeglad med. Han kunne ikke synke i min anseelse, for jeg havde ikke anset ham for at være noget i udgangspunktet, og det var ikke svært at parere det han havde sagt om mine billeder. Han var ingen. Og den dumme rotte, hvad var det for noget? En labyrint med skjulte skinner, noget formodentlig hvem som helst med lidt teknisk snilde kunne lave.
Men scenerne fra bilværkstedet blev hængende i mig og dukkede op med jævne mellemrum de næste par uger. Jeg opsøgte dem ikke, de kom til mig, som om underbevidstheden sad på en viden bevidstheden endnu ikke havde, og nu forsøgte den, næsten lidt irriteret, at få den til at forstå.
Men bevidstheden og underbevidstheden er ikke på bølgelængde, de udgør to forskellige systemer, som er ugennemtrængelige for hinanden. Så det stoppede der, med billederne fra den tomme smørehal. Ham der sad i sofaen over for mig med fotografierne i en stak på bordet, stående foran rotten i labyrinten inde i det rodede rum, de tre mobile skildpaddeskjolde ude på gulvet.
Billederne kom med en stemning, decembermørket med den silende regn udenfor, det skarpe lys derinde, vandet der drypper fra loftet ned i plastikspandene, alle de udstoppede dyr og dukker og computere. Hvad var det for en stemning? Af noget der ikke var som det skulle være. Af noget som var ude af led. Ikke manifesteret som tanker, kun følelser – vagt og uklart det hele.
Det forholdt sig anderledes med det han havde sagt om mine billeder, og det jeg ifølge ham havde manglet: viljen til “at forandre noget”. Det tænkte jeg på. Og det han havde sagt om perspektivet, at man så det fotografen ville have man skulle se, næsten mere end motivet selv, dukkede pludselig op i alt visuelt materiale jeg forholdt mig til. Det ødelagde mit blik, nu var det det jeg så. På den måde blev hans problem mit. Men det var kun mig der var plaget af det; han var jo ikke fotograf længere.
Juleferien begyndte tidligt på skolen, jeg havde ti dage alene i den lille lejlighed før jeg skulle flyve hjem, og eftersom dem fra skolen jeg så privat, var rejst fra byen, overvejede jeg at ringe til Hans. Han havde givet mig sit nummer, det var jo et utvetydigt tegn på at han ikke var uvillig til at have kontakt. Det var hans initiativ, selv var jeg lunken, for ikke at sige kølig.
Alligevel ringede jeg til ham fra pubben en aften hvor jeg havde drukket nok til at min dømmekraft var svækket. Det var ikke fordi jeg altid havde hans nummer på mig, men jeg kunne det udenad – der var ikke noget særligt ved ham, jeg kunne huske alle numre udenad – men han tog den ikke, og det var jeg glad for da jeg vågnede næste morgen.
Et par dage senere rejste jeg hjem til jul. Mine forældre hentede mig i lufthavnen i Fornebu, de stod i ankomsthallen da jeg kom gennem tolden med min trolleykuffert. Åh, hvor var de glade for at se mig. Smil og knus og tilmed tåreblanke øjne i mors ansigt.
– Man skulle tro jeg havde været væk i tyve år, sagde jeg.
– Og i Kina eller sådan noget.
Far tog resolut kufferten fra mig, mens mor, der havde lige så let til tårer som hun var dominerende, og var lige så forvirret som hun var viljefast, begyndte at udspørge mig allerede på vej hen til bilen. Den var ny, viste det sig da vi stoppede op ved den. Det var der ikke noget overraskende i. Far plejede at skifte bilen ud hvert andet år.
– Hvorfor har I ikke fortalt at I har fået ny bil? sagde jeg alligevel.
– Du har ikke ligefrem kimet os ned, sagde far og så smilende på mig.
Han fremførte al kritik med smil og en venlig stemme. Kun dem der kendte ham godt, vidste at det var det han sagde, der var afgørende, ikke måden han sagde det på.
Himmelen var sort og fuld af stjerner da vi kørte afsted, landskabet dækket af sne. Det bemærkelsesværdige var hvor tomt der var. I London var der bygninger overalt, kilometervis i alle retninger, og der var mennesker uanset hvorhen man så.
Jeg havde ikke tænkt så meget på det, men her, mens vi kørte gennem det tomme, åbne landskab, hvor der kunne være flere kilometer mellem husene, ramte det mig med fuld kraft. Det føltes fattigt. London var fattig, der var grimt og forfaldent, menneskelig elendighed allevegne, men byen var ikke fattig på mennesker og begivenheder. Her var jo dødt som i graven.
Det susede i varmeapparatet. Stemmer hyggesnakkede lavt i radioen. Mor og far sad ubevægelige i bekvem tavshed på forsædet. Jeg hvilede hovedet mod vinduet og faldt i søvn. Jeg vågnede da vi kørte gennem lågen og videre op ad bakken til huset. Der var endnu mere sne her. Han havde lige ryddet vejen, den var skinnende blank efter hans traktorplov.
Jeg gik op og pakkede ud på mit værelse. Der var dejlig varmt; mor måtte have været oppe og tænde for radiatoren samme morgen. Hun måtte også have støvsuget.
Jeg lagde først æskerne med billeder på skrivebordet. Der ville blive masser af tid tilovers de næste par dage, så jeg havde tænkt mig at arbejde videre på bogen. Derefter hængte jeg skjorterne i skabet, lagde resten af tøjet i kommoden før jeg stillede mig foran vinduet og så ud. Om dagen kunne man se milevidt, nu lukkede mørket alt ude, bortset fra driftsbygningerne, som alle var oplyste. Sneen under lamperne var gul. En syg farve om natten, det havde jeg altid tænkt.
Værelset føltes som en ham jeg havde kastet af mig. En slange kunne ikke føle mindre for sit gamle skind end jeg gjorde for værelset.
– Kristian? råbte mor nede fra køkkenet.
– Kaffe og kage!
Hun havde dækket op med en hvid dug, det gamle stel stod fremme, adventslysestagen var tændt. Der var ild i pejsen.
– Jeg glemmer altid at du er så konventionel, sagde jeg.
– Hvordan får du egentlig det til at hænge sammen med dit radikale verdenssyn?
– Der er ikke nogen modsætning mellem at ville have det hyggeligt og have retfærdighedssans, sagde hun.
– Hvordan går det på skolen? sagde far.
– Er du glad for den?
– Ja ja. Vi har travlt. Mange nye ting.
– Må vi se noget du har lavet? Har du noget med hjem?
– Ja, det har jeg faktisk. Jeg kan tage det med ned bagefter.
– Har du fået nye venner? sagde mor.
Ordene havde en dansk klang. Hun var dansk, og selvom hun havde boet i landet i mere end tredive år, var hendes norske sprog stadig farvet af danske ord, tonefald og klange. Derfor havde mine venner aldrig taget hende helt alvorligt. Mødre skal tale på modersmålet, ellers er de ikke rigtige mødre, havde de nok tænkt.
– Ja ja. Alle på årgangen og også en del andre.
Mor og far havde spurgt om de måtte komme og besøge mig, men jeg havde sagt nej, jeg ville gerne falde lidt bedre til først. Jeg havde ikke noget imod dem, tværtimod kunne jeg rigtig godt lide dem. Men hvis mennesker var huse der så på hinanden gennem vinduer og kommunikerede ved at åbne døren og lukke lyde ud, manglede mit hus en væg over for dem, og deres hus en væg over for mig, så vi kunne gå direkte ind i hinandens huse når vi var sammen. Det brød jeg mig ikke om.
Da mors mor døde, havde hun sagt at en del af sorgen var at miste et livsvidne, en der havde kendt hende gennem hele livet, og som vidste hvem hun var. Jeg var kun femten dengang, men jeg kan huske at jeg reagerede på det, for hvem ville have vidner til alt hvad man sagde og gjorde? Og hvem ville have den man var som otteårig eller nittenårig, slynget i fjæset hele livet?
– Er der sket noget her? sagde jeg og kom en peberkage formet som en gris i munden.
– Nej, det er der vist ikke, sagde mor.
– Vi skal en tur til Jerusalem i februar.
– Jerusalem?
– Ja. Det er jo en af verdens ældste byer, og jeg har altid haft lyst til at rejse derned.
– Også du? sagde jeg og smilede til far. Huden omkring øjnene på hans store, tunge hoved rynkede da han smilede tilbage.
– Ja ja.
– Vi skal bo på det hotel hvor dem Selma Lagerlöf skrev om, boede, sagde mor. – Har du læst den? Jerusalem?
Jeg rystede på hovedet.
– Den står i reolen hvis ånden kommer over dig en dag.
– Hvem ved.
– Men i morgen formiddag skal vi hente træet, sagde far.
– Selvfølgelig skal vi det, sagde jeg.
– Kommer Helene og Liv?
– Helene kommer. Og som udgangspunkt også Liv, sagde mor.
Hun skænkede kaffe i min kop fra kanden som hun løftede langsomt, så kaffen i et par sekunder stod som en søjle i luften, til hun rettede den op og satte den tilbage på bordet. Den røde sten i ringen på hendes finger skinnede i alt lyset, og da jeg så på hende, gjorde den røde sten der hang i en kæde om halsen, det samme.
– Man får altid god kaffe her, sagde jeg.
Hun smilede til mig. Det var som om hun havde to aldre. En ung i øjnene og en ældre i resten af ansigtet.
– Husk at smage på munkeringene. De er bagt i dag.
– Jeg tror jeg venter til det bliver rigtig jul.
– Forresten, sagde mor. – Vidar ringede tidligere i dag. Jeg sagde at du ville ringe tilbage når du kom.
– Hvad nu hvis jeg ikke har lyst til det?
– Vidar er en god mand, lød det fra far.
– Ja ja, men jeg behøver jo ikke at mødes med alle gode menneskervher i verden, vel?
– Du gør selvfølgelig som du selv vil, sagde mor. – Nu har du i hvert fald fået beskeden.
Først da jeg var oppe på værelset igen slog det mig at Vidar nu gik på Norges tekniske Høgskole og vidste en del om computere. Og det ville være dejligt med en øl. En tur ud i den friske, iskolde luft.
Jeg lagde mig på knæ foran sodavandskasserne med mine plader og begyndte at bladre gennem dem. Det var at komme hjem. Det var ikke så få timer jeg havde tilbragt med at etablere den perfekte rækkefølge, så pladerne løftede hinanden. Man kunne vælge mellem det jeg kaldte at glide – så der var forbindelse mellem pladerne, de havde nogle fællesnævnere, samtidig med at nummer to havde noget der pegede videre mod en tredje, som så pegede videre mod en fjerde, hvor man pludselig og umærkeligt befandt sig meget langt fra den første.
Man kunne for eksempel udnytte alle linjerne der gik mellem Bowies Lodger-album og Talking Heads’ Remain in Light, som begge var produceret af Brian Eno og havde Adrian Belew på guitar, og gå via Eno til Jon Hassel, som spillede på en af hans Ambient-plader, og videre til David Sylvian, hvis Brillant Trees Hassel spillede trompet på, og der kunne man gå videre med Mick Karn, for eksempel, og derfra gå til Bauhaus – eftersom han havde bandet Dalis Car med Peter Murphy – eller man kunne følge Karn i en anden retning og ende med Ultravox, New Order, PIL eller Can og Holger Czukay. Man kunne også følge Belew i stedet for Eno fra Bowie og Byrne, og så endte man selvfølgelig et helt andet sted, for eksempel hos Shriekback, XTC eller The Police.
Hvis man ikke ville glide på den måde, kunne man gøre det modsatte, satse på kontraster og lade to meget forskellige plader mødes. Det var mere krævende – det skulle jo stemme. På en eller anden måde måtte den usædvanlige kombination være rigtig, og tilmed indlysende når man først så den.
Målet var under alle omstændigheder at få pladesamlingen til at leve, til næsten at eksplodere af mening. På den måde kunne man faktisk løfte en middelmådig pladesamling med mange dårlige plader op til et anstændigt niveau, alene gennem rækkefølgen.
Jeg var virkelig god til det. Og som fotograf blev jeg først rigtig god da jeg forstod også at bruge det talent på billeder. Det var faktisk det samme – billederne kunne glide, eller de kunne smælde uventet sammen.
Jeg stoppede op. Seventeen Seconds kom efter Revolver, og det var sindssygt forkert, selvom jeg forstod hvordan jeg havde tænkt – Cure var slet ikke så dystre og industrielle som folk bildte sig ind, der skjul- te sig et popband bag den eksperimenterende sound, mens der i The Beatles’ tilfælde skjulte sig et eksperimenterede band bag popsangene, noget der var særlig tydeligt på “Tomorrow Never Knows” – og lige så slemt var det at den blev efterfulgt af Hüsker Düs Zen Arcade. Det skar i øjnene. Hvad havde jeg dog tænkt?
Det var helt forkert.
Jeg bladrede gennem pladerne for at finde nogle nye kandidater. Problemet var jo selvfølgelig at jeg ikke kunne fjerne en plade uden at udfylde det hul den efterlod. Det ideelle ville være at bytte om på to plader.
Jeg tøvede foran Lodger. Den kunne måske stå foran Seventeen Seconds, men helt sikkert ikke efter. Nej, heller ikke før. Jeg bladrede videre. Hvad med NEU!? Nej, den lukkede i stedet for at åbne.
Skulle jeg glide i stedet?
Det ville medføre store forandringer og meget arbejde. Men hvorfor ikke? Det var jo jul, med den ene begivenhedsløse dag efter den anden. Jeg måtte gå ned og ringe til Vidar inden det blev for sent. Samtidig var det svært at efterlade samlingen på den måde når der var noget der så åbenlyst ikke stemte.
Hvad med simpelthen at tage Faith, og Pornography efter den, så ville det depressive blive forstærket, og så tage Bauhaus? Og så Birthday Party? Efter dem kunne Hüsker Dü jo komme! Birthday Party var både mørke og skramlende og den perfekte overgang mellem Bauhaus og Hüsker Dü. Lidt som the missing link var det mellem mennesker og aber.
Med den idé i tankerne rejste jeg mig og gik ned for at ringe til Vidar. Han måtte have siddet klar ved telefonen, for han tog den med det samme. Vi aftalte at mødes på Stationen om en halv time. Jeg gik op og hentede den gamle frakke fra skabet, fandt et af fars halstørklæder på knagen i gangen, tog sko på.
– Smutter ud en tur, råbte jeg.
– Okay, råbte mor tilbage.
Kulden slog mod mig da jeg åbnede døren. Sneen knirkede under skoene på vej ned til krydset. Himmelen var klar og fuld af stjerner. Sådan skulle mine billeder være. Kolde, skarpe, sorte, fulde af glitrende lysglimt som ingen kunne nå, kun se.
Jeg så mig grundigt omkring da jeg fulgte gang- og cykelstien ned mod byen, blikket var om ikke mit våben, så mit redskab, og det skulle holdes ved lige ligesom andre redskaber.
Stien var pænt ryddet, selvom næsten ingen brugte den, med mærker efter kæder og sneplov. Mellem den og vejen lå en vold af sne, hvor biler af og til passerede dæmpet forbi. I tankerne havde jeg inddelt alle fotografer i to skoler, dem der tog billeder af verden som den var, og dem der forstærkede det som var i den. Gjorde det monumentalt, skulpturerede med lys, fremhævede det dramatiske i genstande, landskaber og mennesker.
Jeg vaklede lidt frem og tilbage mellem de to, men blev stadig mere overbevist om at min fremtid lå i det monumentale. Forstærke verden, ikke opløse den.
For eksempel ville en af de lygtepæle jeg gik forbi, isoleret betragtet kunne se slående og massiv ud, med glinsende metal, måske knoppet af is, lyset der stod som fastfrosset i mørket. Hvad var pointen med at understrege det almindelige og hverdagsagtige?
Min serie af forskellige mennesker i forskellige situationer hældte mere i den retning, informationen var ikke samlet som en kappe om motivet, men spredt ud, det svækkede fotografiet, men der var det idéen der var stærk og samlet. Optagelsesudvalget på kunstskolen havde set det. Så var det lige meget at den hollandske kvasikunstner ikke havde.
Inde på Stationen sad kornbondens søn allerede og ventede. Han smilede da han så mig, rejste sig og gav mig et knus, lo tilmed lidt.
– Godt at se dig, sagde han.
– I lige måde, sagde jeg og viklede tørklædet af, stak det i ærmet på frakken og hængte den over stoleryggen. – Hvordan går det?
– Godt. Kom hjem i går. Hvornår kom du?
– Er lige kommet. Skal bare købe en øl.
Baren, som lå i den nedlagte stationsbygning, var lidt mere end halvfuld. Jeg så mig omkring mens bartenderen tappede fadøl i et glas. Der var heldigvis ikke særlig mange kendte ansigter. Nogle bekendte fra gymnasiet, og så en flok Helene engang plejede at hænge ud med.
Ved bordet bag dem sad tre piger, en af dem fik jeg øjenkontakt med da jeg så på dem, hun var lille og buttet, men havde kønne træk, og da jeg satte mig ned hos Vidar og kastede et blik derover for at tjekke hende ud, skete det igen. Begge gange skjulte hun det for de andre, så det var tydeligt at tanken om at sætte sig over til os, ikke var fremmed for hende.
– Hvordan er London? sagde Vidar med sit helt åbne ansigt.
– Det går godt derovre, sagde jeg.
– Hvad med Trondhjem?
– Jo jo.
Hun var nok en fire-fem år ældre end mig.
– Skål, sagde Vidar.
– Ja, skål, sagde jeg.
Vi småsnakkede lidt om hvad vi havde lavet siden sidst, mens baren langsomt blev fyldt omkring os. Det viste sig at han var flyttet sammen med en pige deroppe, hun hed Wenche, og han tog sin pung frem og viste mig et billede af hende. Stort, rundt matroneansigt, smalle læber, myndige øjne. Hun skulle nok sørge godt for ham, tænkte jeg smilende og ønskede ham tillykke med at have gjort et kup. Han smilede stolt tilbage mens han stak pungen i lommen igen.
– Jeg har mødt en mærkelig fyr i London som jeg havde tænkt at spørge dig om, sagde jeg. – Han er en slags kunstner og arbejder meget med computere og sådan noget. Han viste mig en labyrint han havde lavet, med en rotte. Er det noget velkendt, ved du noget om det?
– Var det en fysisk labyrint?
– Ja, den var af træ. Jeg kan tegne den for dig.
Jeg tog min notesbog frem og lavede en hurtig skitse.
– Det ligner Claude Shannons labyrint.
– Hvem er det?
– Han er en af computerens fædre. Han var en af dem der i trediverne og fyrrerne lagde grundlaget for digitale computere. Han var egentlig ingeniør i et telefonselskab. Bells, du ved.
– Ja?
– Og han byggede sådan en. De kaldte den “Shannon’s rat”, så vidt jeg husker. Han byggede den derhjemme med telefonteknologi, hvis man kan kalde det det.
– Hvad var pointen?
– Pointen var at rotten kunne huske. Den havde hukommelse. Og den kunne lære. Så når den gik forkert, gik den tilbage og kunne huske det når den prøvede igen. Det han lavede dengang, viste sig at være vigtigt for det der sker nu.
– Så hvorfor vil nogen gentage det i dag?
– Aner det ikke. Det er egentlig noget hvem som helst kan lave.
– Også dig?
Han lo.
– Ja ja. Det er et meget enkelt princip.
– Han viste mig også nogle små robotter der styrede uden om forhindringer, og som fulgte et lys.
– De er fra omtrent samme tid. Det er Walters skildpadder.
– Så de findes? Altså, de er velkendte?
– Ja ja.
– Så ham fyren jeg mødte, han er ikke original? Han har ikke selv opfundet dem?
– Nej nej. Det er klassikere.
Jeg kunne se at Vidar var glad for at kunne brillere lidt over for mig. Det skete ikke så ofte, han var jo en stille fyr, og jeg havde nok aldrig før vist nogen interesse i noget han var god til. Det stammede sikkert fra dengang vi var små. Han havde været let at narre og let at kommandere rundt med – jeg kunne huske engang hvor jeg havde sagt at han fik store muskler af at skubbe den vogn vi havde bygget, særligt hvis jeg sad oppe i den og den blev tungere, og så skubbede han mig op ad bakken gang på gang mens jeg sad der som en konge.
Hvor gamle var vi mon dengang? Seks, måske, eller syv. Han troede på alt hvad jeg sagde. Jeg narrede ham til at tro at jeg drømte fortsættelsen på en drøm hver nat, som jeg så fortalte ham når vi gik i skole om morgenen.
Da vi blev lidt større, sendte jeg ham til købmanden med en seddel jeg havde skrevet i hans fars navn, som gav ham lov til at købe cigaretter, og min magt over ham var så stor at han ikke sagde noget om min rolle i det da han blevet taget.
I gymnasiet lånte jeg penge af ham, som han aldrig fik tilbage – jeg udsatte det bare til næste uge, og næste uge igen indtil han gav op, konfliktsky som han var. Nogle gange betalte jeg selvfølgelig tilbage, og han fik af og til lov til at komme med til fester han ellers ikke ville være kommet med til, så der var også balance i vores forhold.
Den buttede pige stod ved bardisken.
– Vil du have en til? sagde jeg og tømte min fadøl.
– Ja tak, sagde han.
Jeg stillede mig ved siden af hende. Hun havde en lille, sort dametaske over skulderen som hun rodede i, mens bartenderen fik øjenkontakt med nogle andre og trådte et par skridt væk. Der stod også to glas rødvin. Hun fandt en seddel og holdt dem frem mod ham uden at se på mig. Men da han havde taget imod sedlen og rakte hende byttepenge som hun slap løst ned i taskens dyb, og hun tog de to glas og skulle til at gå, kunne hun ikke dy sig, men kiggede op på mig.
O, du syngende gud. Hendes blik var mørkt af længsel og alvor. Og eventyrlyst. Hvis ikke, ville hun ikke have holdt øjenkontakten de tre sekunder for længe.
Vidars milde, lidt dvaske ansigt lyste op da jeg satte en stor fadøl på bordet foran ham. En flinkere ung mand skulle man lede længe efter.
Men hvad var pointen med det? Det førte ikke til noget, tværtimod fik det ham til at holde sig fra situationer med intensitet. Han havde ingen kant, og derfor kom han aldrig rigtig i kontakt med noget, og på den måde kunne man sige at godheden var en egoistisk størrelse, den skabte intet her i verden, holdt sig til sin herre og var sig selv nok.
– Hvor er Wenche nu? spurgte jeg. – Hun er vel ikke her, er hun?
– Nej nej. Hun er hjemme hos sin familie. De bor i Kolvereid.
– Kolvereid
– Nordtrøndelag.
– Så hun er trønder?
– Ja, det er hun vel så.
– Hvordan tackler du det? Altså dialekten? Er det ikke lidt en turnoff?
– Tværtimod, sagde han og så ned i bordet.
– Synes du det er sexet?
Han løftede smilende blikket.
– Så må du virkelig være forelsket, sagde jeg og lo.
Vi sad og småsnakkede lidt, sagde noget bare for at sige noget, han spurgte sågar om vi havde pyntet juletræet derhjemme.
For at få lidt fart på aftenen gik jeg over til at drikke vodka, og det hjalp, tiden holdt snart op med at flyde og begyndte at bevæge sig i sekvenser, mens lokalet vi sad i, alle de bløde kroppe mellem de hårde flader, den skinnende væg bag baren, fuld af spejle og glasflasker og glimtende lys, blev afskåret fra alle forbindelser til verden udenfor: Der eksisterede kun dette sted. Det var som om baren med alle sine gæster svævede ude i verdensrummet.
Pigen kom tilbage fra toilettet, og jeg rejste mig og afskar hende vejen. Vi stod længe og snakkede midt på gulvet, så satte vi os ved et bord og fortsatte. Vidar havde jeg glemt alt om, indtil jeg mærkede en berøring på skulderen og vendte mig om, der stod han i fuld vintermundering med hue og halstørklæde og handsker og sagde at han blev nødt til at gå, og at det havde været hyggeligt.
– Hils på Stina, sagde jeg.
– Stina, det her er min gode ven, Vidar.
– Hej, Vidar, sagde hun. – Det er længe siden!
– Kender I hinanden?
– Maria er en af mine venner. Hvordan går det forresten med hende?
Er hun hjemme?
– Ja, sagde Vidar.
– Du må hilse hende mange gange!
– Det skal jeg nok, sagde han og gik.
Jeg brød mig ikke om at hun kendte Vidars søster og således var forbundet til min verden, men i den store sammenhæng gjorde det ikke noget. Egentlig heller ikke i den lille, den hvor hun og jeg sad tæt sammen og jeg af og til strøg hånden op over hendes lår nede under bordet. Vi var i den zone hvor fejl ikke kunne opstå, alt gled ind under vores fælles mål, som var hinanden.
Hun var ivrig og hurtig i alle sine bevægelser. Talte hurtigt, blinkede ofte, så ud som om hun fulgte sine impulser, selv de mindste, som da hun før vi overhovedet havde kysset, pludselig stak næsetippen hen til min armhule og ville vide hvordan jeg lugtede. Hun var ganske rigtigt fem år ældre end mig, og hun havde boet her hele sit liv.
Hun havde læst til sygeplejerske i Elverum og arbejdede nu i hjemmeplejen. Hun sagde at hun havde set mig mange gange og altid godt kunnet lide det hun så. Jeg sagde at jeg godt kunne lide det jeg så, og bøjede mig frem og kyssede hende. Hun svarede grådigt, lagde hånden på min nakke, strøg den over min kind da jeg trak mig tilbage.
– Skal vi gå? sagde jeg lavt og strøg hendes hår til side.
– Ja, sagde hun. – Jeg skal bare sige farvel til de andre.
Jeg så væk da hun gik hen til sine veninder, tømte glasset med vodka, som de smeltende isklumper havde vandet kraftigt ud, lod blikket glide hen over bordene for at se om der var kommet nogle nye kvinder.
– De spurgte om jeg var på barnerov, sagde hun da vi gik hen mod udgangen.
– Hvad svarede du?
– At du var moden af din alder.
Hun lo. Da hun så at jeg ikke lo, klemte hun min hånd hårdt.
– Det sagde de jo ikke, sagde hun. – Jeg driller bare.
Jeg blev kold indeni. Det hjalp ikke at hun ikke havde ment noget med det. Vi gik ned ad trappen og kom ud på gaden. Sneen lyste gult i skæret fra gadelygterne.
– Er der noget i vejen? sagde hun.
– Nej? sagde jeg. – Hvad skulle det være?
Hun tog mig i hånden, trak mig med nogle meter ind i porten ved siden af. Hun strakte sig op mod mig. En ventilator summede på væggen bag hende.
– Kys mig.
Jeg kyssede hende kort.
Hun åbnede øjnene.
– Det var ikke noget kys. Kys mig.
Hun lagde armene omkring mig, pressede sin krop mod min. Denne gang kyssede vi længe. Hun var intens.
– Hvor bor du? sagde jeg.
– Nordåsen.
– Skal vi gå derhen?
– Kan vi ikke gå hjem til dig?
– Nej, er du gal! Jeg bor jo hos mine forældre. Kan ikke tage damer med hjem til dem. Vi går hjem til dig. Så langt er der ikke.
– Einar er der.
– Og hvem er Einar?
– Min søn.
– Har du en søn?
Han er to et halvt. Min mor passer ham mens jeg er i byen.
– Bor hun også der?
– Nej nej.
– Og hun skal ikke overnatte der?
– Nej nej. Hun går hjem når jeg kommer.
– Hvad er problemet så? Jeg kan jo bare gå før han vågner. Kom nu.
Hun så på mig et øjeblik før hun nikkede.
Der stod stadig nogle og hang uden for Stationen da vi gik forbi, og i de to centrumsgader gled biler langsomt frem og tilbage, dunkende af indelukket musik. Hun tog min hånd, kiggede af og til op på mig. Lejligheden lå i en af blokkene øverst oppe. Frostdampen stod om hendes ansigt da hun låste op i det skarpe lys fra lampen. Der var næsten lige så koldt inde i opgangen. I elevatoren tog hun huen af og kastede et blik på sig selv i spejlet før hun greb fat i min frakke og trak mig ind til sig.
Vi stod ud på sjette sal og gik hen til den fjerneste dør. Der stod en kælk i den lille entré, hang børnetøj på knagen.
Jeg begyndte at fortryde at jeg var gået med.
– Hej mor, jeg har nogen med, sagde Stina gennem den åbne dør.
Moren havde tyndt, kruset hår og måtte have siddet og sovet i sofaen, for hun stirrede forvirret først på sin datter og så på mig.
– Det er Kristian, sagde Stina.
– Godaften, sagde jeg og smilede venligt.
Der stod en tom flaske vin på bordet og en halvfuld ved siden af. Et stort askebæger, hvis bund var dækket af skod, stod der også, og der lå en pakke Prince Light.
Stina tog vinflaskerne og gik ud i køkkenet med dem.
– Hvornår faldt han i søvn? sagde hun på vejen.
– Klokken otte, sagde moren og rejste sig på usikre ben.
Jeg trådte et par skridt til side så hun kunne passere. Hun så ikke på mig da hun gik forbi og ud i gangen. Stina fulgte efter. Jeg gik hen til vinduet, hørte dem tale lavt sammen. På væggen over sofaen hang en stor, hæslig plakat, det var et fotografi af en killing der kiggede ud af en kurv. Sofaen var sort og af kunstlæder. Foran den stod et lille sofabord på hjul. Et prangende tv-møbel ved den anden væg.
Hoveddøren blev lukket, og Stina kom ind i stuen igen. Hun smi- lede til mig, slukkede lyset i loftet, hentede et bloklys ude i køkkenet og tændte det.
– Vil du se Einar? sagde hun. – Han sover derinde.
– Det behøver jeg ikke.
Hun så usikkert på mig.
– Jeg har set sovende børn før.
Problemet var ikke at møblerne var billige og smagen dårlig, det var at der ikke var hyggeligt.
Hun kom hen og lagde armene om mig. Stillede sig op på tå og ville kysse mig. Munden var våd, tungen ivrig som en hund.
– Lad os gå ind i soveværelset, sagde hun lavt. – Jeg vil have dig. Jeg vristede mig løs.
– Jeg bliver nødt til at gå nu.
– Gå?
– Det går bare ikke. Du må ikke tage det personligt.
Jeg gik ud i gangen. Hun stod i døråbningen og så mig tage sko på. Da jeg rettede mig op og tog min frakke, stillede hun sig helt tæt ind til mig igen.
– Kom med ind i soveværelset, hviskede hun. – Jeg vil være nøgen sammen med dig.
– Nej tak, sagde jeg, vred mig løs og åbnede døren mens jeg viklede halstørklædet om halsen. Nede i opgangen ventede jeg et par minutter for at være sikker på ikke at møde moren ude på vejen. Stjernerne oppe på firmamentet skælvede i mørket.
Det måtte være tæt på minus femten, anslog jeg, kulden skar mod ansigtet, og da jeg gik hjemad, først ned ad bakken, derefter gennem centrumsgaderne, som allerede var mere tomme, og ud på den anden side, blev huden i ansigtet stadig mere følelsesløs og musklerne inde bag ligesom seje og langsomme.
Den lange gåtur fik de sidste rester af rusen til at forsvinde, så da jeg åbnede døren derhjemme, var jeg pinligt ædru. For en sikkerheds skyld drak jeg et par glas vand før jeg gik i seng.
Karl Ove Knausgård: Natskolen
Hvor langt vil et menneske gå for at opnå succes, rigdom, magt?
I 1985 flytter den unge nordmand Kristian Hadeland til London for at studere fotografi. Han er ambitiøs og hensynsløs af natur. Vi følger hans første år i storbyen gennem mange nederlag, men også afgørende møder, ikke mindst med den ti år ældre hollænder Hans, der er besat af teknologi. Samtidig møder Kristian teaterinstruktøren Vivian, der skal opføre Dr. Faustus af Christopher Marlowe, en forestilling, som hun vil have Kristian til at tage billeder til.
I anden del af romanen er det fireogtyve år senere, og Kristian er en succesfuld kunstner med en stor retrospektiv udstilling i New York på vej. Han har nået sine mål, men til hvilken pris?
Natskolen er er fjerde bind i Knausgårds nye romanserie. Natskolen er en roman om, hvordan kunst bliver til, og om hvordan menneskeliv ødelægges. Om de kræfter, der omgiver os, både mørket og lyset, og om et menneskes opstigning og fald.
Hvor langt vil et menneske gå for at opnå succes, magt og rigdom? Karl Ove Knausgård dykker ned i menneskets mørkeste sider i Natskolen – fjerde bind i den norske forfatters nye, dystre romanserie. Begynd din læsning her.
Årstallet er 1985. Den unge, ambitiøse nordmand Kristian Hadeland flytter til London for at studere fotografi. Hans første år i storbyen er fyldt med nederlag, men så møder han teaterinstruktøren Vivian, som arbejder på en opsætning af Dr. Faustus, og Kristian bliver hyret til at tage billeder.
LÆS OGSÅ: Karl Ove Knausgård: Hvordan i alverden kan jeg nøjes med 5 bøger til at fortælle den her historie?
I romanens anden del møder vi Kristian 24 år senere. Han er blevet en succesfuld kunstner med en stor retrospektiv udstilling på vej i New York. Han har fået sin kunsteriske succes – men til hvilken pris?
LÆS OGSÅ: Derfor skriver Karl Ove Knausgård – selvom han nogle gange ikke vil
Karl Ove Knausgård er norsk succesforfatter og blev verdenskendt for sin autofiktive romanserie Min Kamp. Natskolen er fjerde bind i hans nyeste romanserie, der også indbefatter Morgenstjernen (2020), Ulvene fra Evighedens Skov (2022) og Det tredje rige (2023).
Læs et uddrag af Karl Ove Knausgårds Natskolen her.
Natskolen
af Karl Ove Knausgård
Klokken vil falde i slag
FØRSTE DEL
Der er ingen grund til at være bange for døden – når vi findes, findes den ikke, og når den findes, findes vi ikke. Omtrent sådan sagde Epikur engang for længe siden. Jeg plejer at forestille mig at det er lidt som at dele en lejlighed med en lejer man aldrig ser.
Lejligheden har to værelser med to døre imellem. Når man går ud gennem den ene dør, går lejeren ind gennem den anden. Man kan høre ham pusle inde ved siden af, men når man går derind, går han ind i værelset hvor man var lige før, og så er det der han pusler rundt.
Sådan lever vi vores liv, side om side med døden. Den dag vi møder ham i døren, er det forbi. Det finurlige er at vi aldrig kan vide hvornår det sker, blot at det vil ske før eller siden. Det vil sige, hvis vi ønsker at det skal ske, kan vi naturligvis tage skæbnen i egne hænder og fremprovokere mødet.
Det er det jeg har tænkt mig at gøre.
Af tonen på den smule jeg har skrevet her, lyder det som om det er let og uforpligtende for mig – en lejlighed, et møde med en lejer – men letheden ligger i sproget, ikke i mig. Hvis jeg kunne formulere hvad jeg føler her hvor jeg sidder, fortvivlelsen der river og flår i mig, nat og dag, det bundløse mørke, ville du forstå, men det kan jeg ikke, for i selve sproget ligger håb, i sproget er der lys.
Natten, den er sprogløs. Og sproget henvender sig altid til en anden. At formidle ensomhed med sprog er derfor umuligt. Der hvor ensomheden er, er sproget ikke, der hvor sproget er, er ensomheden ikke.
Så med andre ord er jeg “ensom”. Og jeg skal “tage” mit eget liv.
Men først vil jeg skrive dette. Hver dag de næste par måneder vil jeg vågne op i værelset deroppe, gå herned, lave kaffe og sætte mig her, ved skrivebordet foran vinduet, og se ud over den lille havn, og bag den havet – på denne tid af året som regel gråt og sort – drikke kaffe, ryge og skrive på denne fortælling til den er færdig. Hvorfor ved jeg ikke helt. Måske er det noget med at alt hvad der sker, bare forsvinder ud i ingenting, og at det på en måde gør hændelserne meningsløse? At de udspiller sig til ingen nytte.
Hvis man skriver dem ned, findes de i det mindste et sted. Hvem der eventuelt vil læse det jeg skriver, interesserer mig ikke.
Måske er det dig, Emil, siden det er dig der ejer huset jeg har lånt i disse uger, uden at spørge. I så fald beder jeg til at du vil tilgive mig – jeg har forhåbentlig husket at rydde op og gøre rent efter mig, så du finder huset i pænere stand end du forlod det i. Måske er det dig, Jelena – i så fald behøver du ikke at læse videre: Du ved hvad der kommer.
Måske er det dig der arbejder for det lokale politi og gennemsøger huset efter at I har fundet mit lig skyllet i land et sted i nærheden. Eller til havs, opdaget af en fisker eller et medlem af besætningen på et af de store containerskibe der sejler frem og tilbage langs kysten her, og som jeg ser uden for vinduerne hver dag.
Jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad. Jeg skriver det her for mig selv. Eller “mig selv”. De to ord der skal rumme alt hvad vi har været, alt hvad vi er, og alt hvad vi skal blive. Netop nu hvor jeg sidder her, er jeg kun en brøkdel af alt det, måske bare nogle promille, mens resten, rub og stub, ligger gemt i mine celler. Noget af det kan jeg selv aktivere, det kaldes at huske, men det meste kommer og går som det vil. Sådan er det for alle, formodentlig også for katte og hunde.
Som skabninger er de os overlegne – mange af deres sanser er ikke alene mere veludviklede end vores, de har også gjort den evolutionære genistreg at stoppe bevidsthedsudviklingen ved konstateringen jeg er her, i stedet for, som vi desværre gjorde, at gå videre til spørgsmålet om hvorfor.
Prokrastinering, kaldes det. Jeg vil ikke tænke, jeg vil ikke vide, jeg vil ikke forstå. Men det bliver jeg nødt til. Gør jeg ikke?
Jo.
Jeg har ikke lyst til at skrive om det der skete for mig. Men jeg vil heller ikke dø uden at have gjort det.
Så hvor skal jeg begynde? Måske med begyndelsen?
Allerførste gang jeg stødte på Christopher Marlowes navn, var i august 1985, den sommer jeg flyttede til London for at studere fotografi på en kunstskole jeg overraskende nok var kommet ind på derovre. Jeg vidste stort set ingenting om engelsk kultur, bortset fra når det gjaldt musik, så noget af det første jeg gjorde, var at gå hen i den store, gamle boghandel Foyles på Charing Cross Road og købe ti britiske samtidsromaner i paperbackudgave samt Shakespeares samlede værker og en bog om kreativitet. Jeg begyndte med Shakespeare, men det var næsten umuligt for mig at forstå hans stykker, så jeg gik tilbage til Foyles et par dage senere og købte en biografi om manden og en bog om tiden han levede i, for at se om det kunne gøre det mere tilgængeligt.
Jeg lagde bøgerne i min rygsæk og gik ind i det jeg nu ved er Bloomsbury-kvarteret, og videre op til Camden Town, hvor jeg satte mig uden for en pub, købte en øl og begyndte at bladre vilkårligt i biografien. I samme øjeblik jeg læste navnet Christopher Marlowe for første gang, kiggede jeg op og så direkte på en enorm varevogn hvor der med grønne bogstaver på hvid baggrund stod: Marlowe Removals.
Som om det ikke var nok, læste jeg umiddelbart efter at denne Marlowe blev dræbt i Deptford – samme bydel som jeg var flyttet til bare nogle dage forinden … Nogen pegede, men jeg så det ikke. Jeg lukkede bare bogen i, lagde den i rygsækken og traskede videre nordpå i denne gigantiske metropol jeg havde slået mig ned i.
Skolen startede først tre uger senere, og jeg kendte ingen i byen, så jeg købte en cykel og begyndte at udforske kvarteret, samtidig med at jeg tog massevis af billeder, hele tiden usikker på om jeg virkelig var dygtig nok til skolen. Lejligheden jeg lejede, var lille, og møblerne få – en sovesofa og et skrivebord og en bogreol – så jeg tilbragte så lidt tid der som jeg overhovedet kunne.
Kvarteret var heller ikke særlig hyggeligt – området langs floden var forfaldent med gammel industri, fuldt af forladte bygninger, fabriksskorstene, knuste ruder, bunker af mursten og bindingsværk fra bygninger der var blevet revet ned uden at der var blevet opført nye. Skrumplende lastbiler nogle steder, skrothandlere, og der hvor vegetationen bidrog med lidt grønt i det ellers farveløse, lå der også altid skrald.
Butikkerne langs gaderne længere inde var usle og førte vidt forskellige varer af en slags jeg indbildte mig fandtes derhjemme i Norge tresserne, men som jeg selv aldrig havde set før, nogle med skilte over døren der så ud til at stamme fra forrige århundrede, i hvert fald tyverne eller trediverne. Små caféer med håndskrevne plakater og hæklede gardiner i vinduerne, en bager, en slagter, hvor ekspedienterne gik med hvide forklæder med blodpletter på.
Midt i alt det gammeldags lå der en fed pladebutik, lille, men med gode ting, Solid Cut, hed den, og jeg brugte en del pund der de første par uger. Der var også nogle butikker fra andre lande, jeg gættede på Afrika – en af dem solgte parykker og fletninger og farverige stykker tøj, og den tog jeg billeder af fra gaden. Egentlig kunne jeg nok tænke mig at gå ind og tage billeder, men jeg lod være, jeg vidste stadig alt for lidt om hvordan tingene hang sammen her.
Om aftenen sad jeg på pubber i kvarteret, dem skortede det ikke på, og drak øl og læste. De var alle tilrøgede og havde interiør fra forgangne tider. Gæsterne lo mere end jeg var vant til hjemmefra, og dem der arbejdede der, kaldte kunderne for love. Det England jeg kendte fra NME og Sounds, så jeg ikke meget til – af og til kom en fyr i frakke og med cool hår gående forbi, hist og her sad nogle goths på en pub, og det skete at de spillede Jam eller U2 eller Alarm – jeg hørte “Into the Valley” med Skids en gang og “Teenage Kicks” med Undertones en anden – men det handlede nok mest om den del af byen, for både i Camden og Soho havde stemningen været en hel anden.
Det mærkelige er at man efter et par aftener i træk på samme sted genkender folk, nogle nikker måske til en, man falder i snak, og hvis det sker flere gange, er man pludselig venner, måske tilmed for livet, uden at det er noget man har aftalt eller besluttet.
Det var sådan jeg en af de dage mødte Hans, en hollandsk kunstner der var ti år ældre end mig. Jeg fandt snart ud af at han ikke var den eneste kunstner i området – det var så usselt at kunstnere havde råd til både at leje atelierer og bo her.
Der var mange stoffer i omløb, i hvert fald sammenlignet med hvad jeg var vant til, og et væld af drømme der løb ud i sandet, eller som skrumpede ind til ingenting. Selv stærke og klare viljer kunne i løbet af nogle år blive skuret ned til ingenting.
Af hvad? kunne man spørge. Hvilke kræfter er stærke nok til at slibe menneskeliv ned? Den biologiske side af sagen er enkel nok, vi begynder at forfalde fysisk i tyverne, den proces tikker i os alle. Men den psykologiske erosion, hvad er det der styrer den? Det er jo skæbnen. Alle de tusind tilfældigheder der fører dig netop derhen, til netop dem, hvor vilje, drømme og evner støder mod det der findes der. Det er derfor kunstig intelligens, AI, aldrig vil kunne tænke som os.
Selvom maskinerne er selvlærende og forandrer sig med erfaringen, er parametrene rationelle, så maskinerne nødvendigvis og for altid vil stå uden for de dybe, langsomme lag af virkelighed hvor skæbnen rører på sig, og således også altid vil stå uden for os. Selv en så enkel ting som at nævne et tilfældigt tal viste sig at være svært for maskinerne, for uanset hvad man gjorde, var der altid et program bagved som definerede algoritmen og ophævede tilfældigheden.
Løsningen var at koble maskinerne op mod andre, kaotiske systemer i naturen og lade det der skete der, styre udvælgelsen. Men spørgsmålet om tilfældighed og skæbne ser helt anderledes ud og er langt mere komplekst for kunstige intelligenser, for i det menneskelige er det tilfældige ikke sjældent ladet med mening, uden for vores kontrol, og ofte også uden for vores forståelse. Hvordan kan man give maskiner adgang til det vi selv ikke ved hvad er eller hvor er?
Nu lyder jeg som Hans. Maskiner der taler og interagerer med verden, det var hans domæne. Det vidste jeg selvfølgelig ikke første gang vi talte sammen. Det gjorde han knap nok heller – i sensommeren 1985 var tænkende maskiner kun en vild drøm. Men i sine tanker var han der allerede, i krydsfeltet mellem biologien og teknologien.
Jeg havde lagt mærke til ham en tidligere aften, en høj, mager mand med stort hår i en ubestemmelig farve, firkantet hageparti og smalle øjne, klædt i et par slidte jeans, som engang måtte have været sorte, for korte i benene, og en tynd, blå hjemmestrikket trøje med et grønt mønster.
Han var et hoved højere end alle andre derinde, det var vel derfor jeg lagde mærke til ham, men også fordi han var så højrøstet når han spillede billard med sine kammerater, der holdt noget mere igen med lydstyrken, og fordi hans bevægelser var så ukontrollable.
Jeg tænkte at han måtte være fuld, og at hans venner ikke var det. Han så også lidt dum ud. Den aften sad jeg og læste i en af de engelske romaner jeg havde købt, da en stemme foran mig pludselig sagde:
– Er du lige flyttet hertil?
Jeg så op, og der stod denne lange bønnestage. – Hvad får dig til at tro det?
– Der kommer aldrig turister her. Og du kan ikke være på besøg hos nogen, for så ville du ikke sidde alene og læse. Jeg har heller ikke set dig før. Og så er der egentlig kun én mulighed tilbage. Hvor kommer du fra?
– Norge.
– Virkelig? Er du interesseret i skøjteløb?
Da jeg ikke sagde nej, men bare trak på skuldrene, spurgte han om han måtte give en øl.
Normalt ville jeg have afværget situationen, det var ikke min stil at falde i snak med fremmede, men nu havde jeg ikke talt med nogen i flere dage og var træt af at læse, så jeg tænkte at det vel ikke kunne skade, og snart sad han ved mit bord med to enorme hænder foldet omkring ølglasset og forhørte mig om min viden om norske skøjteløbere.
Som lille havde jeg mange vinterformiddage sid- det foran fjernsynet og set skøjtemesterskaber sammen med far, men jeg kan ikke påstå at det har gjort varigt indtryk på mig. Jeg kendte selvfølgelig de fire S’er, men nu kunne jeg kun huske navnet på to af dem – Sten Stensen og Kay Stenshjemmet.
– Mærkeligt at det lige er Stensen du kan huske, sagde han. – Han var jo den mest anonyme, og han var langdistanceekspert, så han vandt næsten ingen allroundmesterskaber efter at de andre slog igennem. Er du typen der altid holder med underdoggen?
– Jeg plejer ikke at holde med nogen.
– De to andre er Jan Egil Storholt og Amund Sjøbrend. Sjøbrend er interessant. Han er groft undervurderet. Han havde en helt fantastisk teknik, meget bedre end de andres. Hans vinkler var nærmest perfekte, ingen tog svingene som ham, hans timing var altid glimrende. Men han vandt ikke så ofte. Hvorfor, hvis hans teknik var så enestående som jeg siger?
Han så på mig med et intenst blik.
– Det ved jeg ikke, sagde jeg så uinteresseret jeg kunne, i håb om at det ville køle ham lidt ned.
– Han var uheldig. Nogle mennesker er jo mærkeligt nok mere uheldige end andre.
– Ja, sagde jeg og tog en lang slurk af øllen han havde sat på bordet foran mig. Den var gratis, men pludselig forekom prisen mig at være høj.
– Alle udendørssportsgrene har elementer af uforudsigelighed, særligt vintersportsgrene. Det er tilfældigt om det sner når man kører alpint, eller om vejret er klart. I skøjteløb er det ikke kun vejret der er foranderligt, men også iskvaliteten. Det vil der blive sat en stopper for. Netop nu bygger de en indendørs skøjtehal derhjemme. Den åbner næste år. Det vil revolutionere sporten. Så begynder det at blive interessant.
Han holdt en pause, ville nok gerne have at jeg skulle spørge hvorfor.
– Jeg synes nok skøjteløb er monotont og kedeligt, sagde jeg. – Det er det samme hele tiden.
– Netop! sagde han. – Og nu bliver der altså endnu mere af det samme. Man skal tænke på skøjteløb som et lukket system, hvor parametrene er isen, banen, skøjterne, skøjteløberne og fysikkens love. Før var banen og skøjterne bestemte størrelser, og fysikkens love er jo skrevet i sten, mens isen og vejret var ubestemte. Når sporten flytter under tag, bliver også de bestemte, og så vil der findes en tilnærmet optimal måde at udøve løbet på – man kan forestille sig en skøjteløberrobot der tager alle svingene optimalt, for eksempel, perfekt balanceret mellem fart, tyngde og centrifugalkræfter. Så bliver skøjteløberen den eneste ubestemte størrelse. Han er påvirket af sin biologiske ustyrlighed. Det gør hvert eneste løb til en kamp mellem biologiens ufuldkommenhed og systemets potentielle fuldkommenhed. Men hvad er det fuldkomne for noget? Hvad er det optimale? Hvorfor findes der et punkt der ikke kan overskrides? Endnu mere interessant er det måske at vi kan bygge maskiner som kan opnå det optimale, mens vi selv ikke kan det. Skøjteløbet viser kampen, nej, det er kampen mellem mennesket og kræfterne i hvis vold vi er. Og den, min ven, er hverken monoton eller kedelig!
– Jeg kan forstå at du har tænkt meget over det her, sagde jeg. – Der er nok ikke så mange i London du kan tale om skøjter med.
– Flere end man skulle tro, sagde han. – Men nej, ikke så mange. – Hvad laver du så her i byen?
– Lidt af hvert. Hvad med dig?
– Jeg studerer fotografi.
– Åh! sagde han og begyndte straks at tale om fotografi som medium.
Han var ikke interesseret i billederne, men selve teknologien. Det var en tirade; ordene faldt så tæt at det var umuligt at indskyde noget.
Da han rejste sig et kvarter senere, vidste jeg ikke mere om ham end at han hed Hans, kom fra Holland og altså havde en teori om skøjteløb. Lidt om hans personlighed. At han var lige så dum som han så ud til, havde jeg fået afkræftet.
Han var typen der godt kunne lide at være belærende, kunne lide at forelæse, kunne lide at fremstå som en der tænkte, helst lidt uortodokst. Han troede han var mere interessant end han var – men det gælder jo for næsten alle. Kendte jeg nogen som selv syntes de var uinteressante?
Nej. Dem der ikke forstod så meget, forstod heller ikke at de ikke forstod, og var tilfredse med den smule de forstod, som for dem var alt. Så klogt er mennesket indrettet.
Jeg så Hans et par gange til i ugerne op til skolen begyndte, vi hilste, udvekslede et par ord, jeg var ikke interesseret i en ny forelæsning, han tog heller ikke noget nyt initiativ, og da efteråret kom, var han væk. Jeg tænkte ikke nærmere over det, han var bare en fyr jeg havde talt med engang, og skolen tog al min tid og alle mine kræfter. Først da jeg så ham igen, det må have været i midten af december, på den samme pub, kom jeg i tanke om at han fandtes.
– Hvordan går det med fotograferingen? sagde han. – Det går fint.
– Må jeg se?
– Se hvad?
– Dine billeder?
Jeg kiggede forbavset på ham. Han smilede forsigtigt og tog sig til hagen.
– Hvorfor vil du det?
Han trak på skuldrene. – Jeg er interesseret i fotografi. Hvor har du billederne henne?
– Nogle på skolen. Nogle derhjemme.
– Er de store?
– Nej nej.
– Kan du ikke komme ud til mit atelier og tage dem med? Så kan du også se mine ting mens du er der.
– Jo, sagde jeg, ganske perpleks over alle de led han havde sprunget over.
Jeg var også overrasket over at han havde et atelier og således måtte være kunstner – der var intet ved ham der havde ført mine tanker i den retning.
Men den følgende fredag lagde jeg forsigtigt en stak billeder jeg havde valgt ud, ned i en æske, pakkede den ind i plastik – det silede ned udenfor – og lagde æsken i rygsækken, før jeg tog regntøj og støvler på og bar cyklen ned på gaden.
Hans atelier lå på vej mod Peckham, ikke mere end et kvarter væk. Det var mørkt, det stod ned i stænger, og der var tæt trafik hele vejen. Biler glinsede i lysene fra bilerne bag dem, aggressiv dytten, motorer gassede op, røde baglygter som lanterner i et hav af asfalt og mørke. Der var skønt bare at glide forbi dem, mærke regnen slå mod ansigtet, lydene dumpe og undervandsagtige gennem regnjakkens hætte.
Atelieret var svært at finde, havde han sagt, så vi havde aftalt at mødes på en café på den anden side af jernbanestationen. Han måtte have set mig gennem vinduet, for han kom ud idet jeg var ved at låse min cykel.
– Kristian, sagde han. – Har du billederne med?
Jeg nikkede og klappede på rygsækken et par gange.
– Skal vi gå med det samme? Eller vil du have en kop kaffe først?
– Vi kan godt gå. Er der langt?
– Ti minutter.
På vejen fortalte han at han var kommet til London da han var på min alder, og at han også havde været “fotograf” – han lavede gåseøjne med fingrene da han sagde det – og at han bare havde tænkt sig at bo her et par uger, på en kammerats sofa, men at han var blevet forhekset af byen – det var de ord han brugte – og var blevet hængende.
– Tager du stadig billeder? sagde jeg mens jeg trak cyklen ved siden af ham. Hætten havde jeg taget af for at høre hvad han sagde, håret var allerede sjaskvådt.
Han rystede på hovedet.
– Hvad slags billeder tog du så?
– Billeder.
– Du mener “billeder”, sagde jeg og gentog hans gåseøjne.
– Fint at se at du forstår mig, sagde han og lo.
Jeg havde selvfølgelig spekuleret på hvorfor han havde bedt om at se mine billeder, og i det hele taget hvad det var han ville med mig – vi var jo langtfra venner, knap nok bekendte – men det at han selv havde taget billeder og var kommet til London da han var på min alder, forklarede meget. Der var nok også et fællesskab i at vi begge var udlændinge.
Vi drejede ind på en lille sidevej, hvor den endeløse række af ejendomme blev brudt. Omkring os lå forfaldne industribygninger omkranset af trådhegn, græs og buske skød op overalt hvor de kunne komme til.
– Her er det, sagde han efter et par hundrede meter og standsede foran noget der måtte være et nedlagt bilværksted. En garagedør fuld af tags og en hvid afskallet mur. Jeg skulle til at låse cyklen, men han vinkede affejende.
– Tag den med ind.
Han låste en dør i gavlsiden op, tændte lyset i loftet. Det var et værksted. Der var stadig en smøregrav midt på gulvet. På den anden side gik der en trappe op til et lokale med vindue ud mod hallen, hvor der sikkert havde været kontor engang.
– Hvor er det stort, sagde jeg. – Er det dit det hele?
– Jeg ejer det ikke, hvis det er det du mener. Men ja, det er kun mig der bruger det. Vil du have en drink?
– Ja, jo tak.
– Sæt dig ned så længe, sagde han og nikkede mod nogle møbler ved væggen. En gammel sofa, et bord og en stol. Ved siden af stod tre spande på rad og række, som store dråber fra loftet faldt ned i med et plop.
Mens Hans gik ind ad en dør på den anden side af smørehallen, tog jeg regntøjet af, hængte det på cyklen og fandt pakken med billeder frem. Stod med dem i hånden da han kom tilbage med to flasker og to glas som han stillede på bordet.
– Vil du, eller skal jeg begynde? sagde han mens han skænkede spiritus i glassene. Jeg antog i hvert fald at det var spiritus, flasken var uden etiket.
– Det gør ikke den store forskel for mig.
Han blandede op med lyserød sodavand og rakte mig et glas. Vi skålede. Smagen af sprut var stærk og rev i halsen.
– Jeg laver den selv.
– Gør du? Det kan man ikke smage.
– Nej, jeg ved det godt. Jeg har mange års erfaring. Lad mig se hvad du har.
Jeg satte mig i sofaen og tog plastikken af, derefter låget og det delvist gennemsigtige beskyttelsespapir.
– Man skulle tro at det var et relikvie du havde taget med, sagde han. – Er dine billeder hellige for dig?
– Nej nej, sagde jeg og mærkede at jeg fik varme kinder. Indtil da havde det ikke betydet noget for mig om han ville sige noget om billederne eller ej. Nu blev jeg pludselig bange for at han ikke ville kunne lide dem.
Jeg rakte ham stakken.
– Hvor er toilettet?
– Ind ad døren der, sagde han og nikkede mod den korte væg.
Hvorfor skulle jeg gå op i hvad han mente? tænkte jeg mens jeg pissede. Toilettet var lille som et kosteskab, og der var ikke noget håndklæde, så jeg trak en lang stribe toiletpapir af og tørrede hænderne i det. Mine billeder var gode, og de ville ikke blive dårligere bare fordi han sagde det.
Da jeg kom tilbage, lå de i en stak på bordet foran ham. – De er gode, sagde han.
– Ja?
– Ja. Du er dygtig.
Han fik det til at lyde som en fornærmelse. Jeg tog stakken og begyndte at bladre den igennem. Jeg havde taget billeder af forskellige mennesker på præcis de samme steder.
For eksempel i stolen på mit gamle værelse – Helene, mor, Filip, Joachim og Elise. Fem lå nøgne i mit badekar, fem sad ved køkkenbordet og så videre. De sad på samme måde, havde tilmed det samme tøj på, så alt var ens, bortset fra ansigterne. Det var den serie jeg var kommet ind på skolen med.
Jeg lagde billederne oven på hinanden, pakkede dem ind i det beskyttende papir og lagde dem tilbage i æsken. Hans tog ikke øjnene fra mig.
– De er flotte, sagde han igen.
– Men?
– De udtrykker kun en idé. Når man har forstået idéen, er der ikke
noget tilbage. Billederne har ingen værdi i sig selv. De er forbundet til en idé. Ikke til verden. Du kunne lige så godt have skrevet en sætning om det. “Mennesker ser forskellige ud, men lever ens liv,” for eksempel.
– Det passer ikke. Det er billeder af mennesker. Hvis de ikke er forbundet til verden, hvad er så forbundet til den?
Han smilede uden at sige mere.
– Hvad var det du ville vise mig?
– Du blev ikke sur, vel? Kom nu, lad os drikke lidt. Så kan vi gå ind i atelieret og se os omkring bagefter.
Han skænkede op i sit eget glas, som allerede var tomt.
Jeg hældte lidt mere sodavand i mit. Situationen var blevet stiv og akavet, men det så ikke ud til at genere ham, han sad i sine egne tanker i sofaen. Den firkantede hage var lidt fremskudt, som på en havkat, det var det der fik ham til at se lidt åndssvag ud, og jeg spekulerede på hvorfor, hvilken forbindelse det underbevidste trak mellem fremskudte kæber og intelligens.
Så begyndte jeg at spekulere på hvad slags kunstner han var. Indtil videre havde jeg ikke set spor af noget visuelt – intet på væggene, hverken i smørehallen eller på toilettet. Grønmalet gulv, sorte vægge, alt i beton. Måske var han “kunstner”?
Tanken fik mig til at smile, og han livede op med et ryk. Tog en stor slurk af sin mikstur, lagde en hånd på hvert knæ, kiggede intenst på mig.
– Idéer skal der til. Det er ikke det. Men selv idéer har et fysisk udtryk, ikke også? Intet findes uden for det fysiske. Dine fotografier er fysiske genstande. Man kan holde dem i hånden. Og de mennesker du tog billeder af, er fysiske. Og selve transformationen fra menneske til billede er en fysisk proces. Lysfotonerne er fysiske, de har en vægt.
– Men ikke idéerne.
– Jo! De skal findes et konkret sted for at eksistere. Det er jo det der er pointen! Alt hvad vi tænker, er konkret forankret et sted. Marxisme eller troen på evigt liv, det findes fysisk.
– I hjernen altså?
– For eksempel. Alle tanker og idéer og forestillinger er kodet i neuronerne.
– Selvfølgelig.
– Er det selvfølgeligt? Ja, det er det måske. Men jeg kan ikke se noget af det i dine billeder. Der er alting opdelt. Fotografiet for sig, motivet for sig, idéen for sig. Det er fint nok at de ikke forandrer noget, du er jo bare nybegynder, men det at der ikke findes nogen vilje til at forandre noget, det bør du nok tænke på. Hvis ikke, kan du lige så godt begynde at tage billeder for en ejendomsmægler. Er du ikke enig?
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Alle mulige slags følelser fór rundt i mig, ingen af dem var gode.
– Selvfølgelig er du ikke enig! sagde han og lo.
– Du vil forsvare det du har skabt, med næb og kløer. Men det er jo ikke kun dig. Det er hele billedkulturen. Den er ikke andet end gentagelser. Den er ikke andet end en opretholdelse af det samme.
– Opretholdelse af hvad?
– Et rum! Et forståelsesrum! Har du ikke tænkt på det? Alle fotografier har et bestemt perspektiv, som nogen har udvalgt, ja, fotografen altså. Det man først og fremmest ser, er viljen. Det er viljen billedet forestiller. Hvordan fjerner man viljen? Det bør du, som fotograf, tænke på. Ikke også?
– Jeg vil gerne se dine billeder.
Han lo igen. Det var vist utrolig morsomt.
– Mine billeder var som dine billeder! Selvfølgelig var de det! Men kom, lad os se på mine ting.
Han rejste sig, og jeg fulgte efter ham hen til lokalet på den anden side. Loftslamperne blinkede et par gange i mørket, og i glimt så jeg at lokalet var fyldt fra gulv til loft, før lyset blev stabilt og detaljerne i rodet trådte frem. Det mest bemærkelsesværdige, og det som fangede mit blik først, var en serie mannequindukker der stod ved gavlvæggen med udstrakte arme.
Det så ud som om de ventede på deres børn eller sådan noget. På den lange væg stod reolerne tæt, på nogle af hylderne var der udstoppede dyr, på andre lå der sten og muslingeskaller, blandt dem nogle store konkylier. Dyrekranier så jeg også. Et sted lå der bunker af tørrede siv, et andet kviste og bregner.
Derudover var der to fjernsyn derinde, det ene stod åbent med indmaden synlig, og jeg talte tre computere. Under vinduet stod der en drejebænk, og en flere meter lang metalbænk løb under reolerne langs med væggen, fuld af loddebolte, ledninger og alt muligt elektronikudstyr.
Der var også planker derinde, stillet op ad væggen ved siden af dukkerne, hist og her hang der værktøj på væggen, som i en garage, og foruden tuber med oliemaling så jeg også flere spande med noget der måtte være husmaling.
Men ikke noget han havde lavet. Ingen billeder, ingen skulpturer.
Regnen slog tungt mod ruden, der spejlede rummet og os. Han gik hen til en trækasse der stod på et bord, den var måske to gange to meter.
– Det er “Rotten”.
– Hvad er “Rotten”?
– Det er en labyrint. Vil du se?
Jeg nikkede. Kassen var åben foroven, og da jeg gik hen til den, så jeg at en række tynde træstykker ganske rigtigt dannede en labyrint. Han tog noget der måtte være en udstoppet rotte, ud fra reolen og satte den ved indgangen til labyrinten. Trykkede på en knap på siden af kassen.
Et par sekunder senere gled rotten tøvende fremad gennem en af de smalle gange, stødte mod væggen for enden, gled tilbage og prøvede den næste. Det var uhyggeligt at se på. Den så så livagtig ud, og det var som om den tænkte. Jeg blev hele tiden nødt til at sige til mig selv at den ikke var levende.
Men bortset fra det, hvad var pointen?
Kunst var det i hvert fald ikke.
Hver gang den stødte mod en væg, gled den tilbage og prøvede igen, samtidig med at den huskede de tidligere åbninger, så den langsomt trængte længere og længere ind i labyrinten.
Da den efter mange fejlslagne forsøg nåede over til den anden side, trykkede den på en knap med snuden. Et lys blinkede, og en bjælde ringede.
Hans lo.
– Jeg bliver glad hver gang jeg ser det, sagde han. – Men hvad synes du?
– Den er flot, sagde jeg. – Du er dygtig.
– Argh, kom nu! næsten råbte han. – Du hænger dig vel ikke i det! Sig nu sandheden, for helvede.
– Og hvad er det?
– Du er dybt imponeret, fascineret og lidt skræmt!
Han slukkede for kontakten, tog rotten og stillede den tilbage på reolen mellem en udstoppet kat og en udstoppet grævling.
– Hvad har du lavet den af? sagde jeg.
– Jeg har ikke lavet den. Det er en rotte. Udstoppet altså.
– Undskyld jeg spørger, men hvad er pointen?
Han så himmelfalden på mig.
– Er det et kunstværk? sagde jeg.
Han rystede på hovedet mens han kiggede ned i gulvet, som om han fandt spørgsmålet ubegribelig dumt.
I stedet for at svare løftede han hovedet, så mig i øjnene og lagde hånden på min skulder, som en far kunne have gjort øjeblikket før hans søn drog i krig.
– Nu sætter vi os ind og drikker, sagde han. – Og så skal jeg vise dig mine skildpadder.
– Har du skildpadder?
– Det har jeg. Og dem har jeg også selv lavet.
Inde i smørehallen skænkede han op igen.
– Ved du noget om computere? sagde han.
– Nej, ingenting. Gør du?
– Men er du interesseret? Nysgerrig?
– Hvorfor skulle jeg være det?
– Ja, hvorfor skulle du være det? sagde han ironisk og rejste sig.
Hans’ spiritus var stærke sager, den var allerede begyndt at slibe kanterne i mit indre ned så der kom større bevægelsesfrihed derinde, men også mindre overblik.
Da jeg fulgte Hans med blikket idet han krydsede lokalet og gik ind i det rodede rum, tænkte jeg af en eller af grund på min søster Liv. Ikke noget dybsindigt, det var bare noget jeg havde set engang, hun var gået i skole med en hundehvalp under jakken, det var bare det billede, kroppen med to hoveder, hendes og hundens – men det var nok til at jeg ikke var til stede i blikket der fulgte Hans. Øjnene så ham, men tankerne var ikke med, og så var det næsten som om det ikke skete, det jeg så. I næste øjeblik stod han igen ude på gulvet, holdt noget tungt i hænderne og satte det ned.
Var det en skildpadde?
Han forsvandt igen og kom tilbage med endnu en. Så endnu en. Han vinkede mig hen til sig.
– Hvad er det for noget? sagde jeg.
– Det er mine hjemmelavede skildpadder.
Han satte sig ned på knæ, løftede den ene lidt og stak hånden ind under skjoldet. Den begyndte at glide fremad mens den summede let. Han gjorde det samme med de to andre, og rejste sig med et bredt smil på læben. Den ene skildpadde nåede hen til kanten af smøregraven, stoppede op, bakkede og fortsatte langs kanten. Den anden gled ind mod væggen, men stoppede op før den stødte imod, og så bakkede den og fortsatte i en anden retning.
– Er det en slags robotter?
– Du kan kalde dem hvad du vil. Se nu.
Han slukkede loftslyset, og det blev bælgmørkt i et par sekunder indtil han tændte en lommelygte. Først holdt han den under ansigtet og sagde uhhuuuh og så på mig mens han smilede dæmonisk. Så lod han lyskeglen feje hen over gulvet.
– Kom så, mine skildpadder, sagde han. – Kom så, kom så. Og det mærkelige var at de faktisk kom. Langsomt gled de alle tre hen mod lyset, og når han flyttede lyset hen ad gulvet, fulgte de efter.
– Det ser jo ud som om de er levende, sagde jeg.
– Ja, ikke! Se nu.
Han lyste direkte på en af dem, og den bakkede væk.
Han lo højt. Så tændte han loftslyset igen og gik hen og satte sig mens de tre skildpaddeskjolde rumsterede langsomt og trilobittisk rundt i lokalet.
– Hvad siger du? sagde han.
– Er du stadig uinteresseret i computere?
– Selvfølgelig.
Han smilede.
– Det er noget flot legetøj du har der. Men jeg forstår ikke helt hvorfor du gider bruge tid på det.
– Romerne kendte mekanismen bag dampmaskinen. Men de brugte den kun som legetøj. De kunne ikke forestille sig andet.
– Så du siger at skildpadderne kan bruges til andet end at lege med? Hvad for eksempel?
– Ej, ved du hvad. Nu er jeg ved at være lidt træt af din manglende forstand. Lad os drikke. Et par glas til, så er jeg lige så dum som dig!
Da jeg kom hjem, godt bedugget, opdagede jeg at jeg havde glemt at løfte pickuppen på pladespilleren, den gled lydløst rundt og rundt i den inderste rille. Jeg løftede pickuppen og satte den ned igen i starten af pladen, skruede op for lyden. First and Last and Always kunne jeg lytte til et helt liv uden at blive træt af den. Jeg spiste et par madder, drak et par glas vand, redte sovesofaen, vendte pladen, slukkede lyset og gik i seng.
Jeg kunne godt lide at falde i søvn til musik, når tankerne gled ind i det soniske mørke og til sidst ikke var til at skelne fra det. Hans’ kritik var jeg ligeglad med. Han kunne ikke synke i min anseelse, for jeg havde ikke anset ham for at være noget i udgangspunktet, og det var ikke svært at parere det han havde sagt om mine billeder. Han var ingen. Og den dumme rotte, hvad var det for noget? En labyrint med skjulte skinner, noget formodentlig hvem som helst med lidt teknisk snilde kunne lave.
Men scenerne fra bilværkstedet blev hængende i mig og dukkede op med jævne mellemrum de næste par uger. Jeg opsøgte dem ikke, de kom til mig, som om underbevidstheden sad på en viden bevidstheden endnu ikke havde, og nu forsøgte den, næsten lidt irriteret, at få den til at forstå.
Men bevidstheden og underbevidstheden er ikke på bølgelængde, de udgør to forskellige systemer, som er ugennemtrængelige for hinanden. Så det stoppede der, med billederne fra den tomme smørehal. Ham der sad i sofaen over for mig med fotografierne i en stak på bordet, stående foran rotten i labyrinten inde i det rodede rum, de tre mobile skildpaddeskjolde ude på gulvet.
Billederne kom med en stemning, decembermørket med den silende regn udenfor, det skarpe lys derinde, vandet der drypper fra loftet ned i plastikspandene, alle de udstoppede dyr og dukker og computere. Hvad var det for en stemning? Af noget der ikke var som det skulle være. Af noget som var ude af led. Ikke manifesteret som tanker, kun følelser – vagt og uklart det hele.
Det forholdt sig anderledes med det han havde sagt om mine billeder, og det jeg ifølge ham havde manglet: viljen til “at forandre noget”. Det tænkte jeg på. Og det han havde sagt om perspektivet, at man så det fotografen ville have man skulle se, næsten mere end motivet selv, dukkede pludselig op i alt visuelt materiale jeg forholdt mig til. Det ødelagde mit blik, nu var det det jeg så. På den måde blev hans problem mit. Men det var kun mig der var plaget af det; han var jo ikke fotograf længere.
Juleferien begyndte tidligt på skolen, jeg havde ti dage alene i den lille lejlighed før jeg skulle flyve hjem, og eftersom dem fra skolen jeg så privat, var rejst fra byen, overvejede jeg at ringe til Hans. Han havde givet mig sit nummer, det var jo et utvetydigt tegn på at han ikke var uvillig til at have kontakt. Det var hans initiativ, selv var jeg lunken, for ikke at sige kølig.
Alligevel ringede jeg til ham fra pubben en aften hvor jeg havde drukket nok til at min dømmekraft var svækket. Det var ikke fordi jeg altid havde hans nummer på mig, men jeg kunne det udenad – der var ikke noget særligt ved ham, jeg kunne huske alle numre udenad – men han tog den ikke, og det var jeg glad for da jeg vågnede næste morgen.
Et par dage senere rejste jeg hjem til jul. Mine forældre hentede mig i lufthavnen i Fornebu, de stod i ankomsthallen da jeg kom gennem tolden med min trolleykuffert. Åh, hvor var de glade for at se mig. Smil og knus og tilmed tåreblanke øjne i mors ansigt.
– Man skulle tro jeg havde været væk i tyve år, sagde jeg.
– Og i Kina eller sådan noget.
Far tog resolut kufferten fra mig, mens mor, der havde lige så let til tårer som hun var dominerende, og var lige så forvirret som hun var viljefast, begyndte at udspørge mig allerede på vej hen til bilen. Den var ny, viste det sig da vi stoppede op ved den. Det var der ikke noget overraskende i. Far plejede at skifte bilen ud hvert andet år.
– Hvorfor har I ikke fortalt at I har fået ny bil? sagde jeg alligevel.
– Du har ikke ligefrem kimet os ned, sagde far og så smilende på mig.
Han fremførte al kritik med smil og en venlig stemme. Kun dem der kendte ham godt, vidste at det var det han sagde, der var afgørende, ikke måden han sagde det på.
Himmelen var sort og fuld af stjerner da vi kørte afsted, landskabet dækket af sne. Det bemærkelsesværdige var hvor tomt der var. I London var der bygninger overalt, kilometervis i alle retninger, og der var mennesker uanset hvorhen man så.
Jeg havde ikke tænkt så meget på det, men her, mens vi kørte gennem det tomme, åbne landskab, hvor der kunne være flere kilometer mellem husene, ramte det mig med fuld kraft. Det føltes fattigt. London var fattig, der var grimt og forfaldent, menneskelig elendighed allevegne, men byen var ikke fattig på mennesker og begivenheder. Her var jo dødt som i graven.
Det susede i varmeapparatet. Stemmer hyggesnakkede lavt i radioen. Mor og far sad ubevægelige i bekvem tavshed på forsædet. Jeg hvilede hovedet mod vinduet og faldt i søvn. Jeg vågnede da vi kørte gennem lågen og videre op ad bakken til huset. Der var endnu mere sne her. Han havde lige ryddet vejen, den var skinnende blank efter hans traktorplov.
Jeg gik op og pakkede ud på mit værelse. Der var dejlig varmt; mor måtte have været oppe og tænde for radiatoren samme morgen. Hun måtte også have støvsuget.
Jeg lagde først æskerne med billeder på skrivebordet. Der ville blive masser af tid tilovers de næste par dage, så jeg havde tænkt mig at arbejde videre på bogen. Derefter hængte jeg skjorterne i skabet, lagde resten af tøjet i kommoden før jeg stillede mig foran vinduet og så ud. Om dagen kunne man se milevidt, nu lukkede mørket alt ude, bortset fra driftsbygningerne, som alle var oplyste. Sneen under lamperne var gul. En syg farve om natten, det havde jeg altid tænkt.
Værelset føltes som en ham jeg havde kastet af mig. En slange kunne ikke føle mindre for sit gamle skind end jeg gjorde for værelset.
– Kristian? råbte mor nede fra køkkenet.
– Kaffe og kage!
Hun havde dækket op med en hvid dug, det gamle stel stod fremme, adventslysestagen var tændt. Der var ild i pejsen.
– Jeg glemmer altid at du er så konventionel, sagde jeg.
– Hvordan får du egentlig det til at hænge sammen med dit radikale verdenssyn?
– Der er ikke nogen modsætning mellem at ville have det hyggeligt og have retfærdighedssans, sagde hun.
– Hvordan går det på skolen? sagde far.
– Er du glad for den?
– Ja ja. Vi har travlt. Mange nye ting.
– Må vi se noget du har lavet? Har du noget med hjem?
– Ja, det har jeg faktisk. Jeg kan tage det med ned bagefter.
– Har du fået nye venner? sagde mor.
Ordene havde en dansk klang. Hun var dansk, og selvom hun havde boet i landet i mere end tredive år, var hendes norske sprog stadig farvet af danske ord, tonefald og klange. Derfor havde mine venner aldrig taget hende helt alvorligt. Mødre skal tale på modersmålet, ellers er de ikke rigtige mødre, havde de nok tænkt.
– Ja ja. Alle på årgangen og også en del andre.
Mor og far havde spurgt om de måtte komme og besøge mig, men jeg havde sagt nej, jeg ville gerne falde lidt bedre til først. Jeg havde ikke noget imod dem, tværtimod kunne jeg rigtig godt lide dem. Men hvis mennesker var huse der så på hinanden gennem vinduer og kommunikerede ved at åbne døren og lukke lyde ud, manglede mit hus en væg over for dem, og deres hus en væg over for mig, så vi kunne gå direkte ind i hinandens huse når vi var sammen. Det brød jeg mig ikke om.
Da mors mor døde, havde hun sagt at en del af sorgen var at miste et livsvidne, en der havde kendt hende gennem hele livet, og som vidste hvem hun var. Jeg var kun femten dengang, men jeg kan huske at jeg reagerede på det, for hvem ville have vidner til alt hvad man sagde og gjorde? Og hvem ville have den man var som otteårig eller nittenårig, slynget i fjæset hele livet?
– Er der sket noget her? sagde jeg og kom en peberkage formet som en gris i munden.
– Nej, det er der vist ikke, sagde mor.
– Vi skal en tur til Jerusalem i februar.
– Jerusalem?
– Ja. Det er jo en af verdens ældste byer, og jeg har altid haft lyst til at rejse derned.
– Også du? sagde jeg og smilede til far. Huden omkring øjnene på hans store, tunge hoved rynkede da han smilede tilbage.
– Ja ja.
– Vi skal bo på det hotel hvor dem Selma Lagerlöf skrev om, boede, sagde mor. – Har du læst den? Jerusalem?
Jeg rystede på hovedet.
– Den står i reolen hvis ånden kommer over dig en dag.
– Hvem ved.
– Men i morgen formiddag skal vi hente træet, sagde far.
– Selvfølgelig skal vi det, sagde jeg.
– Kommer Helene og Liv?
– Helene kommer. Og som udgangspunkt også Liv, sagde mor.
Hun skænkede kaffe i min kop fra kanden som hun løftede langsomt, så kaffen i et par sekunder stod som en søjle i luften, til hun rettede den op og satte den tilbage på bordet. Den røde sten i ringen på hendes finger skinnede i alt lyset, og da jeg så på hende, gjorde den røde sten der hang i en kæde om halsen, det samme.
– Man får altid god kaffe her, sagde jeg.
Hun smilede til mig. Det var som om hun havde to aldre. En ung i øjnene og en ældre i resten af ansigtet.
– Husk at smage på munkeringene. De er bagt i dag.
– Jeg tror jeg venter til det bliver rigtig jul.
– Forresten, sagde mor. – Vidar ringede tidligere i dag. Jeg sagde at du ville ringe tilbage når du kom.
– Hvad nu hvis jeg ikke har lyst til det?
– Vidar er en god mand, lød det fra far.
– Ja ja, men jeg behøver jo ikke at mødes med alle gode menneskervher i verden, vel?
– Du gør selvfølgelig som du selv vil, sagde mor. – Nu har du i hvert fald fået beskeden.
Først da jeg var oppe på værelset igen slog det mig at Vidar nu gik på Norges tekniske Høgskole og vidste en del om computere. Og det ville være dejligt med en øl. En tur ud i den friske, iskolde luft.
Jeg lagde mig på knæ foran sodavandskasserne med mine plader og begyndte at bladre gennem dem. Det var at komme hjem. Det var ikke så få timer jeg havde tilbragt med at etablere den perfekte rækkefølge, så pladerne løftede hinanden. Man kunne vælge mellem det jeg kaldte at glide – så der var forbindelse mellem pladerne, de havde nogle fællesnævnere, samtidig med at nummer to havde noget der pegede videre mod en tredje, som så pegede videre mod en fjerde, hvor man pludselig og umærkeligt befandt sig meget langt fra den første.
Man kunne for eksempel udnytte alle linjerne der gik mellem Bowies Lodger-album og Talking Heads’ Remain in Light, som begge var produceret af Brian Eno og havde Adrian Belew på guitar, og gå via Eno til Jon Hassel, som spillede på en af hans Ambient-plader, og videre til David Sylvian, hvis Brillant Trees Hassel spillede trompet på, og der kunne man gå videre med Mick Karn, for eksempel, og derfra gå til Bauhaus – eftersom han havde bandet Dalis Car med Peter Murphy – eller man kunne følge Karn i en anden retning og ende med Ultravox, New Order, PIL eller Can og Holger Czukay. Man kunne også følge Belew i stedet for Eno fra Bowie og Byrne, og så endte man selvfølgelig et helt andet sted, for eksempel hos Shriekback, XTC eller The Police.
Hvis man ikke ville glide på den måde, kunne man gøre det modsatte, satse på kontraster og lade to meget forskellige plader mødes. Det var mere krævende – det skulle jo stemme. På en eller anden måde måtte den usædvanlige kombination være rigtig, og tilmed indlysende når man først så den.
Målet var under alle omstændigheder at få pladesamlingen til at leve, til næsten at eksplodere af mening. På den måde kunne man faktisk løfte en middelmådig pladesamling med mange dårlige plader op til et anstændigt niveau, alene gennem rækkefølgen.
Jeg var virkelig god til det. Og som fotograf blev jeg først rigtig god da jeg forstod også at bruge det talent på billeder. Det var faktisk det samme – billederne kunne glide, eller de kunne smælde uventet sammen.
Jeg stoppede op. Seventeen Seconds kom efter Revolver, og det var sindssygt forkert, selvom jeg forstod hvordan jeg havde tænkt – Cure var slet ikke så dystre og industrielle som folk bildte sig ind, der skjul- te sig et popband bag den eksperimenterende sound, mens der i The Beatles’ tilfælde skjulte sig et eksperimenterede band bag popsangene, noget der var særlig tydeligt på “Tomorrow Never Knows” – og lige så slemt var det at den blev efterfulgt af Hüsker Düs Zen Arcade. Det skar i øjnene. Hvad havde jeg dog tænkt?
Det var helt forkert.
Jeg bladrede gennem pladerne for at finde nogle nye kandidater. Problemet var jo selvfølgelig at jeg ikke kunne fjerne en plade uden at udfylde det hul den efterlod. Det ideelle ville være at bytte om på to plader.
Jeg tøvede foran Lodger. Den kunne måske stå foran Seventeen Seconds, men helt sikkert ikke efter. Nej, heller ikke før. Jeg bladrede videre. Hvad med NEU!? Nej, den lukkede i stedet for at åbne.
Skulle jeg glide i stedet?
Det ville medføre store forandringer og meget arbejde. Men hvorfor ikke? Det var jo jul, med den ene begivenhedsløse dag efter den anden. Jeg måtte gå ned og ringe til Vidar inden det blev for sent. Samtidig var det svært at efterlade samlingen på den måde når der var noget der så åbenlyst ikke stemte.
Hvad med simpelthen at tage Faith, og Pornography efter den, så ville det depressive blive forstærket, og så tage Bauhaus? Og så Birthday Party? Efter dem kunne Hüsker Dü jo komme! Birthday Party var både mørke og skramlende og den perfekte overgang mellem Bauhaus og Hüsker Dü. Lidt som the missing link var det mellem mennesker og aber.
Med den idé i tankerne rejste jeg mig og gik ned for at ringe til Vidar. Han måtte have siddet klar ved telefonen, for han tog den med det samme. Vi aftalte at mødes på Stationen om en halv time. Jeg gik op og hentede den gamle frakke fra skabet, fandt et af fars halstørklæder på knagen i gangen, tog sko på.
– Smutter ud en tur, råbte jeg.
– Okay, råbte mor tilbage.
Kulden slog mod mig da jeg åbnede døren. Sneen knirkede under skoene på vej ned til krydset. Himmelen var klar og fuld af stjerner. Sådan skulle mine billeder være. Kolde, skarpe, sorte, fulde af glitrende lysglimt som ingen kunne nå, kun se.
Jeg så mig grundigt omkring da jeg fulgte gang- og cykelstien ned mod byen, blikket var om ikke mit våben, så mit redskab, og det skulle holdes ved lige ligesom andre redskaber.
Stien var pænt ryddet, selvom næsten ingen brugte den, med mærker efter kæder og sneplov. Mellem den og vejen lå en vold af sne, hvor biler af og til passerede dæmpet forbi. I tankerne havde jeg inddelt alle fotografer i to skoler, dem der tog billeder af verden som den var, og dem der forstærkede det som var i den. Gjorde det monumentalt, skulpturerede med lys, fremhævede det dramatiske i genstande, landskaber og mennesker.
Jeg vaklede lidt frem og tilbage mellem de to, men blev stadig mere overbevist om at min fremtid lå i det monumentale. Forstærke verden, ikke opløse den.
For eksempel ville en af de lygtepæle jeg gik forbi, isoleret betragtet kunne se slående og massiv ud, med glinsende metal, måske knoppet af is, lyset der stod som fastfrosset i mørket. Hvad var pointen med at understrege det almindelige og hverdagsagtige?
Min serie af forskellige mennesker i forskellige situationer hældte mere i den retning, informationen var ikke samlet som en kappe om motivet, men spredt ud, det svækkede fotografiet, men der var det idéen der var stærk og samlet. Optagelsesudvalget på kunstskolen havde set det. Så var det lige meget at den hollandske kvasikunstner ikke havde.
Inde på Stationen sad kornbondens søn allerede og ventede. Han smilede da han så mig, rejste sig og gav mig et knus, lo tilmed lidt.
– Godt at se dig, sagde han.
– I lige måde, sagde jeg og viklede tørklædet af, stak det i ærmet på frakken og hængte den over stoleryggen. – Hvordan går det?
– Godt. Kom hjem i går. Hvornår kom du?
– Er lige kommet. Skal bare købe en øl.
Baren, som lå i den nedlagte stationsbygning, var lidt mere end halvfuld. Jeg så mig omkring mens bartenderen tappede fadøl i et glas. Der var heldigvis ikke særlig mange kendte ansigter. Nogle bekendte fra gymnasiet, og så en flok Helene engang plejede at hænge ud med.
Ved bordet bag dem sad tre piger, en af dem fik jeg øjenkontakt med da jeg så på dem, hun var lille og buttet, men havde kønne træk, og da jeg satte mig ned hos Vidar og kastede et blik derover for at tjekke hende ud, skete det igen. Begge gange skjulte hun det for de andre, så det var tydeligt at tanken om at sætte sig over til os, ikke var fremmed for hende.
– Hvordan er London? sagde Vidar med sit helt åbne ansigt.
– Det går godt derovre, sagde jeg.
– Hvad med Trondhjem?
– Jo jo.
Hun var nok en fire-fem år ældre end mig.
– Skål, sagde Vidar.
– Ja, skål, sagde jeg.
Vi småsnakkede lidt om hvad vi havde lavet siden sidst, mens baren langsomt blev fyldt omkring os. Det viste sig at han var flyttet sammen med en pige deroppe, hun hed Wenche, og han tog sin pung frem og viste mig et billede af hende. Stort, rundt matroneansigt, smalle læber, myndige øjne. Hun skulle nok sørge godt for ham, tænkte jeg smilende og ønskede ham tillykke med at have gjort et kup. Han smilede stolt tilbage mens han stak pungen i lommen igen.
– Jeg har mødt en mærkelig fyr i London som jeg havde tænkt at spørge dig om, sagde jeg. – Han er en slags kunstner og arbejder meget med computere og sådan noget. Han viste mig en labyrint han havde lavet, med en rotte. Er det noget velkendt, ved du noget om det?
– Var det en fysisk labyrint?
– Ja, den var af træ. Jeg kan tegne den for dig.
Jeg tog min notesbog frem og lavede en hurtig skitse.
– Det ligner Claude Shannons labyrint.
– Hvem er det?
– Han er en af computerens fædre. Han var en af dem der i trediverne og fyrrerne lagde grundlaget for digitale computere. Han var egentlig ingeniør i et telefonselskab. Bells, du ved.
– Ja?
– Og han byggede sådan en. De kaldte den “Shannon’s rat”, så vidt jeg husker. Han byggede den derhjemme med telefonteknologi, hvis man kan kalde det det.
– Hvad var pointen?
– Pointen var at rotten kunne huske. Den havde hukommelse. Og den kunne lære. Så når den gik forkert, gik den tilbage og kunne huske det når den prøvede igen. Det han lavede dengang, viste sig at være vigtigt for det der sker nu.
– Så hvorfor vil nogen gentage det i dag?
– Aner det ikke. Det er egentlig noget hvem som helst kan lave.
– Også dig?
Han lo.
– Ja ja. Det er et meget enkelt princip.
– Han viste mig også nogle små robotter der styrede uden om forhindringer, og som fulgte et lys.
– De er fra omtrent samme tid. Det er Walters skildpadder.
– Så de findes? Altså, de er velkendte?
– Ja ja.
– Så ham fyren jeg mødte, han er ikke original? Han har ikke selv opfundet dem?
– Nej nej. Det er klassikere.
Jeg kunne se at Vidar var glad for at kunne brillere lidt over for mig. Det skete ikke så ofte, han var jo en stille fyr, og jeg havde nok aldrig før vist nogen interesse i noget han var god til. Det stammede sikkert fra dengang vi var små. Han havde været let at narre og let at kommandere rundt med – jeg kunne huske engang hvor jeg havde sagt at han fik store muskler af at skubbe den vogn vi havde bygget, særligt hvis jeg sad oppe i den og den blev tungere, og så skubbede han mig op ad bakken gang på gang mens jeg sad der som en konge.
Hvor gamle var vi mon dengang? Seks, måske, eller syv. Han troede på alt hvad jeg sagde. Jeg narrede ham til at tro at jeg drømte fortsættelsen på en drøm hver nat, som jeg så fortalte ham når vi gik i skole om morgenen.
Da vi blev lidt større, sendte jeg ham til købmanden med en seddel jeg havde skrevet i hans fars navn, som gav ham lov til at købe cigaretter, og min magt over ham var så stor at han ikke sagde noget om min rolle i det da han blevet taget.
I gymnasiet lånte jeg penge af ham, som han aldrig fik tilbage – jeg udsatte det bare til næste uge, og næste uge igen indtil han gav op, konfliktsky som han var. Nogle gange betalte jeg selvfølgelig tilbage, og han fik af og til lov til at komme med til fester han ellers ikke ville være kommet med til, så der var også balance i vores forhold.
Den buttede pige stod ved bardisken.
– Vil du have en til? sagde jeg og tømte min fadøl.
– Ja tak, sagde han.
Jeg stillede mig ved siden af hende. Hun havde en lille, sort dametaske over skulderen som hun rodede i, mens bartenderen fik øjenkontakt med nogle andre og trådte et par skridt væk. Der stod også to glas rødvin. Hun fandt en seddel og holdt dem frem mod ham uden at se på mig. Men da han havde taget imod sedlen og rakte hende byttepenge som hun slap løst ned i taskens dyb, og hun tog de to glas og skulle til at gå, kunne hun ikke dy sig, men kiggede op på mig.
O, du syngende gud. Hendes blik var mørkt af længsel og alvor. Og eventyrlyst. Hvis ikke, ville hun ikke have holdt øjenkontakten de tre sekunder for længe.
Vidars milde, lidt dvaske ansigt lyste op da jeg satte en stor fadøl på bordet foran ham. En flinkere ung mand skulle man lede længe efter.
Men hvad var pointen med det? Det førte ikke til noget, tværtimod fik det ham til at holde sig fra situationer med intensitet. Han havde ingen kant, og derfor kom han aldrig rigtig i kontakt med noget, og på den måde kunne man sige at godheden var en egoistisk størrelse, den skabte intet her i verden, holdt sig til sin herre og var sig selv nok.
– Hvor er Wenche nu? spurgte jeg. – Hun er vel ikke her, er hun?
– Nej nej. Hun er hjemme hos sin familie. De bor i Kolvereid.
– Kolvereid
– Nordtrøndelag.
– Så hun er trønder?
– Ja, det er hun vel så.
– Hvordan tackler du det? Altså dialekten? Er det ikke lidt en turnoff?
– Tværtimod, sagde han og så ned i bordet.
– Synes du det er sexet?
Han løftede smilende blikket.
– Så må du virkelig være forelsket, sagde jeg og lo.
Vi sad og småsnakkede lidt, sagde noget bare for at sige noget, han spurgte sågar om vi havde pyntet juletræet derhjemme.
For at få lidt fart på aftenen gik jeg over til at drikke vodka, og det hjalp, tiden holdt snart op med at flyde og begyndte at bevæge sig i sekvenser, mens lokalet vi sad i, alle de bløde kroppe mellem de hårde flader, den skinnende væg bag baren, fuld af spejle og glasflasker og glimtende lys, blev afskåret fra alle forbindelser til verden udenfor: Der eksisterede kun dette sted. Det var som om baren med alle sine gæster svævede ude i verdensrummet.
Pigen kom tilbage fra toilettet, og jeg rejste mig og afskar hende vejen. Vi stod længe og snakkede midt på gulvet, så satte vi os ved et bord og fortsatte. Vidar havde jeg glemt alt om, indtil jeg mærkede en berøring på skulderen og vendte mig om, der stod han i fuld vintermundering med hue og halstørklæde og handsker og sagde at han blev nødt til at gå, og at det havde været hyggeligt.
– Hils på Stina, sagde jeg.
– Stina, det her er min gode ven, Vidar.
– Hej, Vidar, sagde hun. – Det er længe siden!
– Kender I hinanden?
– Maria er en af mine venner. Hvordan går det forresten med hende?
Er hun hjemme?
– Ja, sagde Vidar.
– Du må hilse hende mange gange!
– Det skal jeg nok, sagde han og gik.
Jeg brød mig ikke om at hun kendte Vidars søster og således var forbundet til min verden, men i den store sammenhæng gjorde det ikke noget. Egentlig heller ikke i den lille, den hvor hun og jeg sad tæt sammen og jeg af og til strøg hånden op over hendes lår nede under bordet. Vi var i den zone hvor fejl ikke kunne opstå, alt gled ind under vores fælles mål, som var hinanden.
Hun var ivrig og hurtig i alle sine bevægelser. Talte hurtigt, blinkede ofte, så ud som om hun fulgte sine impulser, selv de mindste, som da hun før vi overhovedet havde kysset, pludselig stak næsetippen hen til min armhule og ville vide hvordan jeg lugtede. Hun var ganske rigtigt fem år ældre end mig, og hun havde boet her hele sit liv.
Hun havde læst til sygeplejerske i Elverum og arbejdede nu i hjemmeplejen. Hun sagde at hun havde set mig mange gange og altid godt kunnet lide det hun så. Jeg sagde at jeg godt kunne lide det jeg så, og bøjede mig frem og kyssede hende. Hun svarede grådigt, lagde hånden på min nakke, strøg den over min kind da jeg trak mig tilbage.
– Skal vi gå? sagde jeg lavt og strøg hendes hår til side.
– Ja, sagde hun. – Jeg skal bare sige farvel til de andre.
Jeg så væk da hun gik hen til sine veninder, tømte glasset med vodka, som de smeltende isklumper havde vandet kraftigt ud, lod blikket glide hen over bordene for at se om der var kommet nogle nye kvinder.
– De spurgte om jeg var på barnerov, sagde hun da vi gik hen mod udgangen.
– Hvad svarede du?
– At du var moden af din alder.
Hun lo. Da hun så at jeg ikke lo, klemte hun min hånd hårdt.
– Det sagde de jo ikke, sagde hun. – Jeg driller bare.
Jeg blev kold indeni. Det hjalp ikke at hun ikke havde ment noget med det. Vi gik ned ad trappen og kom ud på gaden. Sneen lyste gult i skæret fra gadelygterne.
– Er der noget i vejen? sagde hun.
– Nej? sagde jeg. – Hvad skulle det være?
Hun tog mig i hånden, trak mig med nogle meter ind i porten ved siden af. Hun strakte sig op mod mig. En ventilator summede på væggen bag hende.
– Kys mig.
Jeg kyssede hende kort.
Hun åbnede øjnene.
– Det var ikke noget kys. Kys mig.
Hun lagde armene omkring mig, pressede sin krop mod min. Denne gang kyssede vi længe. Hun var intens.
– Hvor bor du? sagde jeg.
– Nordåsen.
– Skal vi gå derhen?
– Kan vi ikke gå hjem til dig?
– Nej, er du gal! Jeg bor jo hos mine forældre. Kan ikke tage damer med hjem til dem. Vi går hjem til dig. Så langt er der ikke.
– Einar er der.
– Og hvem er Einar?
– Min søn.
– Har du en søn?
Han er to et halvt. Min mor passer ham mens jeg er i byen.
– Bor hun også der?
– Nej nej.
– Og hun skal ikke overnatte der?
– Nej nej. Hun går hjem når jeg kommer.
– Hvad er problemet så? Jeg kan jo bare gå før han vågner. Kom nu.
Hun så på mig et øjeblik før hun nikkede.
Der stod stadig nogle og hang uden for Stationen da vi gik forbi, og i de to centrumsgader gled biler langsomt frem og tilbage, dunkende af indelukket musik. Hun tog min hånd, kiggede af og til op på mig. Lejligheden lå i en af blokkene øverst oppe. Frostdampen stod om hendes ansigt da hun låste op i det skarpe lys fra lampen. Der var næsten lige så koldt inde i opgangen. I elevatoren tog hun huen af og kastede et blik på sig selv i spejlet før hun greb fat i min frakke og trak mig ind til sig.
Vi stod ud på sjette sal og gik hen til den fjerneste dør. Der stod en kælk i den lille entré, hang børnetøj på knagen.
Jeg begyndte at fortryde at jeg var gået med.
– Hej mor, jeg har nogen med, sagde Stina gennem den åbne dør.
Moren havde tyndt, kruset hår og måtte have siddet og sovet i sofaen, for hun stirrede forvirret først på sin datter og så på mig.
– Det er Kristian, sagde Stina.
– Godaften, sagde jeg og smilede venligt.
Der stod en tom flaske vin på bordet og en halvfuld ved siden af. Et stort askebæger, hvis bund var dækket af skod, stod der også, og der lå en pakke Prince Light.
Stina tog vinflaskerne og gik ud i køkkenet med dem.
– Hvornår faldt han i søvn? sagde hun på vejen.
– Klokken otte, sagde moren og rejste sig på usikre ben.
Jeg trådte et par skridt til side så hun kunne passere. Hun så ikke på mig da hun gik forbi og ud i gangen. Stina fulgte efter. Jeg gik hen til vinduet, hørte dem tale lavt sammen. På væggen over sofaen hang en stor, hæslig plakat, det var et fotografi af en killing der kiggede ud af en kurv. Sofaen var sort og af kunstlæder. Foran den stod et lille sofabord på hjul. Et prangende tv-møbel ved den anden væg.
Hoveddøren blev lukket, og Stina kom ind i stuen igen. Hun smi- lede til mig, slukkede lyset i loftet, hentede et bloklys ude i køkkenet og tændte det.
– Vil du se Einar? sagde hun. – Han sover derinde.
– Det behøver jeg ikke.
Hun så usikkert på mig.
– Jeg har set sovende børn før.
Problemet var ikke at møblerne var billige og smagen dårlig, det var at der ikke var hyggeligt.
Hun kom hen og lagde armene om mig. Stillede sig op på tå og ville kysse mig. Munden var våd, tungen ivrig som en hund.
– Lad os gå ind i soveværelset, sagde hun lavt. – Jeg vil have dig. Jeg vristede mig løs.
– Jeg bliver nødt til at gå nu.
– Gå?
– Det går bare ikke. Du må ikke tage det personligt.
Jeg gik ud i gangen. Hun stod i døråbningen og så mig tage sko på. Da jeg rettede mig op og tog min frakke, stillede hun sig helt tæt ind til mig igen.
– Kom med ind i soveværelset, hviskede hun. – Jeg vil være nøgen sammen med dig.
– Nej tak, sagde jeg, vred mig løs og åbnede døren mens jeg viklede halstørklædet om halsen. Nede i opgangen ventede jeg et par minutter for at være sikker på ikke at møde moren ude på vejen. Stjernerne oppe på firmamentet skælvede i mørket.
Det måtte være tæt på minus femten, anslog jeg, kulden skar mod ansigtet, og da jeg gik hjemad, først ned ad bakken, derefter gennem centrumsgaderne, som allerede var mere tomme, og ud på den anden side, blev huden i ansigtet stadig mere følelsesløs og musklerne inde bag ligesom seje og langsomme.
Den lange gåtur fik de sidste rester af rusen til at forsvinde, så da jeg åbnede døren derhjemme, var jeg pinligt ædru. For en sikkerheds skyld drak jeg et par glas vand før jeg gik i seng.
Karl Ove Knausgård: Natskolen
Hvor langt vil et menneske gå for at opnå succes, rigdom, magt?
I 1985 flytter den unge nordmand Kristian Hadeland til London for at studere fotografi. Han er ambitiøs og hensynsløs af natur. Vi følger hans første år i storbyen gennem mange nederlag, men også afgørende møder, ikke mindst med den ti år ældre hollænder Hans, der er besat af teknologi. Samtidig møder Kristian teaterinstruktøren Vivian, der skal opføre Dr. Faustus af Christopher Marlowe, en forestilling, som hun vil have Kristian til at tage billeder til.
I anden del af romanen er det fireogtyve år senere, og Kristian er en succesfuld kunstner med en stor retrospektiv udstilling i New York på vej. Han har nået sine mål, men til hvilken pris?
Natskolen er er fjerde bind i Knausgårds nye romanserie. Natskolen er en roman om, hvordan kunst bliver til, og om hvordan menneskeliv ødelægges. Om de kræfter, der omgiver os, både mørket og lyset, og om et menneskes opstigning og fald.
Du kan købe Natskolen online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel fra 22. oktober.
Andre læste også: