1% afslutter trilogien om en verden, hvor kvinder styrer det hele, og mænd er udfaset og placeret på avlscentre. Bøgerne er oversat til flere sprog og hædret med De Gyldne Laurbær. Kun 1% af fremtidens kvinder tør være sammen med fritgående mænd. De bor på afsondrede øer, hvor de lever, som var det 1990’erne. Læs et uddrag af bogen her.
Hvis du troede, at ligestilling betød, at alle bare skulle have det lidt bedre sammen, så har Maren Uthaug nyheder til dig. I hendes dystopiske univers gik det stik modsat: Kvinderne tager magten, mændene bliver spærret inde på avlscentre, og en lille gruppe vælger at gemme sig på afsondrede øer, hvor alt foregår som i 1990’erne.
LÆS OGSÅ: Maren Uthaug: Jeg er tit i tvivl om, hvorfor jeg skriver – men jeg er nødt til det!
Kun 1% af fremtidens kvinder tør være sammen med frigående mænd. De bor på afsondrede øer, hvor de lever, som var det 1990’erne – det sidste årti inden feminismen gik for vidt, og mænd til sidst udfases. Spørgsmålet er, om de kan kæmpe sig tilbage til et liv på fastlandet. Og om den tæmmede mandeart, som nogen prøver at fremavle, er vejen frem … 1% er sidste bind i trilogien og en fortsættelse til 11% og 88%.
Trilogien har for længst bevist, at Uthaug er lige dele skarp samfundskritiker og god gammeldags underholdningsforfatter. 11% vandt De Gyldne Laurbær, og 88% fulgte solidt i sporet. Med 1% lukker hun cirklen: Spørgsmålet er ikke længere, om mændene kan komme tilbage, men om nogen overhovedet vil have dem tilbage.
LÆS OGSÅ: Frilandsmænd, avlscentre og udkantsmatriarkatet. Læs et uddrag af Maren Uthaugs 88% her
Læs uddraget fra 1% af Maren Uthaug herunder.
NU
LOTTE
ØEN
“De kommer nu!” råbte Wicca inde fra stuen. “Moses lægger til i havnen, de zoomer ind på hannerne og færgen, skynd dig! Det ligner en Palle!”
Lotte skyllede ud, droppede at vaske hænder, så sig i stedet hurtigt i spejlet og rettede på motorcykelbrillerne foran på hatten. Hun skyndte sig ind til Wicca, så meget som de gamle ben i de tunge militærstøvler nu tillod hende. Støvlerne havde været nemmere at gå med, da hun var ung. Og at binde. I hendes alder skulle hun tage tilløb for at bøje sig ned. Derfor slæbte snørebåndene som regel efter hende, og hun var ved at skvatte i dem flere gange om dagen.
“Har de virkelig ladet Paller komme med? Det havde jeg ikke troet,” sagde hun og tog en håndfuld popcorn fra skålen på bordet uden at tage blikket fra skærmen. Hun dumpede ned på sofaen ved siden af Wicca, der rykkede sig, så de begge kunne være der.
“Jeg læste på tekst-tv, at der mangler to hanner. Der skulle komme ti. Men der er kun otte.” Wicca skubbede de hvide
bunnyører op på plads, de gled ned i panden, hver gang hun lænede sig frem for at få flere popcorn. “Rygtet siger, de måske har sat nogen af i Sommerland Syd ovre på den anden side.”
“I Sommerland Syd?”
“Der stod, at de har en bod, hvor man kan leje en mand og gå tur med ham – eller, det er selvfølgelig en kvinde klædt ud som en mand. De er sikkert interesserede i at få fingrene i en rigtig han. Har du nogensinde været i Sommerlandet?”
“Jeg har arbejdet hos Lej En Mand,” sagde Lotte og sukkede ved tanken, “for en evighed siden.”
“Dengang du stak af fra øen?”
“Om dagen blev jeg trukket rundt i halsbånd og snor af kvidrende damer, mens deres børn red på ponyer eller kørte i gammeldags halvfemser-gokart. Hele Sommerlandet er en imitation af livet her på øen. Eller som fastlandet tror, vi lever. Folk sad på hver sin side af caféborde og faxede breve til hinanden, alle i lavtaljede jeans og T-shirts, der stoppede midt på maven. Tøj, man fik udleveret ved indgangen. Indimellem kom der en dj forbi og råbte, at nu var der rave. Så gik de amok et par minutter, til de igen flød ud i sofaer og så et afsnit Ally McBeal eller kastede sig ned i et kar fyldt med gule badeænder.”
“Det lyder sjovt,” sagde Wicca, “gid jeg havde nået at besøge det, før jeg tog færgen til øen. Men jeg havde alt for travlt med at slippe væk fra fastlandet, så jeg spurtede om bord på færgen uden at se mig om. Var skidebange for, at min mor eller kirken skulle opdage, jeg var stukket af, og slæbe mig tilbage til slangebid og langsommelige gudstjenester. Hvad kan man ellers lave i Sommerlandet, ud over at trække rundt med udklædte kvinder?”
“Jeg brugte det aldrig, var for træt. Når jeg var færdig med at blive lejet ud, ammede jeg i al hemmelighed mosesbabyer, inden de blev sendt med færgen til øen af den undergrundsbevægelse, der redder drengebørn født af mødre med falsk moderbinding,” fortsatte Lotte. I liveudsendelsen på skærmen skete der lige nu ikke det store. “Jeg havde næsten lige født Kurt og Courtney og havde masser af mælk i brysterne.” Lotte så ned. Selv om det var flere årtier siden, hun var nybagt mor, kunne hun ikke lide at tænke på, at hun rejste fra sine tre måneder gamle tvillinger. De første tyve år græd hun, hver gang hun tænkte på, hvordan de måtte være vågnet næste morgen og have grædt af sult og savn efter hendes duft. Hun græd ikke over det mere, men det rev stadig i hjertet.
“Hvis det er en Palle, der er sat af hos Lej En Mand, bliver det farligt,” sagde Wicca.
“Jep,” Lotte tog den høje hat med brillerne af og purrede op i sit korte grå hår, som hun forsøgte at gøre til dreadlocks, ligesom hun havde haft, da hun boede på øen som ung. Men hendes hår var blevet for tyndt til, at det ville lykkes. Hun rakte sit tomme glas hen mod Wicca. “Må jeg få lidt af din Fanta? Er det den med kanel?”
“Se, der går de første fra borde,” sagde Wicca og hældte op. Hun satte flasken på bordet, lænede sig frem og kneb øjnene sammen, havde ikke fået opereret dem, siden hun kom til øen for snart fyrre år siden. Det gjorde man ikke her. Men hun havde svært ved at vænne sig til hornbrillerne og brugte dem ikke nok til at huske at tage dem med, når hun gik hjemmefra. “Giv mig dine briller,” sagde hun. Lotte gav hende dem modstræbende og missede med øjnene mod tv’et. Selv om hun havde levet som Lars på fastlandet i flere årtier, havde hun som mandedame ikke været en del af helbredssystemet, der servicerede alle kvinder med hvad som helst når som helst. Mange af de andre mandedamer brugte lægerne, men Lotte havde været bekymret for, at nogen ville opdage, hun ikke hørte til, men stammede fra et af de skæve lande, som de broløse øer blev kaldt.
Lotte rykkede tættere på tv’et. På fastlandet fyldte skærme det, man havde lyst til, på en væg, et loft eller gulv. Billedet kunne også være midt i rummet eller sat op foran ens øjne, så ingen andre kunne se med. Men på de skæve landes øer var der stramme regler for det meste. Også for, hvor stort et levende billede måtte være. Desuden måtte billedet kun være kvadratisk og i en boks. Som det var dengang i 1990’erne. Ligesom alt andet på øen skulle være som i 1990’erne, det sidste årti med ligestilling. Hvor mænd var mænd, kvinder var kvinder, og alle levede i harmoni. Det sidste årti, før feminismen gik for vidt, og mænd langsomt, men sikkert, blev udfaset. Det var den sidste tid, hvor der var plads til begge køn i verden. Stod der i alle skolebøgerne.
En Alfa Romeo kørte larmende forbi huset. Musikken bragede ud af højtalerne på taget. Come on, Barbie, let’s go party. Alle bilerne havde haft højtalere monteret, siden de for nogle uger siden fik nyheden om, at burhannerne ville ankomme. For at fejre, at øen havde vundet kampen, og fastlandet havde tabt. At få ti hanner fra et af fastlandets avlscentre, hvor mændene i generation efter generation havde været spærret inde kun for at blive brugt til at lave børn eller tilfredsstille fastlandskvindernes seksuelle behov, var en lille kamp at vinde for øboerne. For eksempel måtte øboerne stadig ikke forlade øen, og ingen vidste, hvornår de kunne se frem til at få flere burmænd sat fri og sendt over. Men øens folk var enige om, at det bare var den første sejr i rækken, snart ville både øen og alle fastlandets mænd være frie, havde der stået i flere håbefulde artikler i øens aviser.
Wicca og Lotte havde talt om, at det nok mere var sejren, der skabte euforien på øen, end at de egentlig ønskede hannerne her. Selv om det var mænd, der kom, måtte folk da vide, at det var nogle utilpassede og ubrugelige væsener, der nu skulle have asyl på øen.
You can touch, you can play, if you say I’m always yours … Lotte nynnede med uden at tænke over det. Alle de sange, der var tilladt på øen, havde hun hørt, siden hun lå i vuggen, og hun kunne synge dem forfra og bagfra, om så man vækkede hende midt i den dybeste søvn. Ikke engang alle de år, hun var sluppet væk herfra og levede som Lars på fastlandet, havde slettet sangene fra hendes hukommelse.
Wicca pegede på skærmen. “Han må være en Kaj, han ser da dum ud for en tier, hva’?” hun trak en stol tættere på skærmen. Lotte så undrende på hende, kunne ikke vænne sig til det sprog, Wicca havde tillagt sig på øen. Sådan talte hun ikke, dengang hun kom i Gaden sammen med Kali. Men hun kunne ikke skjule sin fastlandsaccent, der stadig hang ved efter fyrre år på øen. Det var nok for at dække over accenten, at hun prøvede at krydre det med halvfemsersprog. Ikke mindst halvfemservittighederne, der var obligatoriske for dem alle. Lotte tænkte tit på, at det var underligt, det var Wicca, der nu var hendes bedste ven. I alle årene på fastlandet, hvor hun var Lars i Gaden, var det Kali, Wiccas kæreste, der var hendes fortrolige. Helt til Kali blev gravid med en dreng og i et desperat forsøg på at redde ham endte med at dø under fødslen. Endda lige om hjørnet fra, hvor Lotte havde boet. Det havde hun aldrig tilgivet sig selv.
“Ham dér er fråderen, vil vædde på, han er en Chris,” fortsatte Wicca, da en ung mand med rædsel malet i blikket vaklede ned ad gangbroen på færgen og blev taget imod af en pigegarde med kække baretter og korte nederdele, der ivrigt truttede Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her.
Hannerne, der alle var klædt i lyse kjortler, prøvede at trække sig baglæns væk fra larmen. Var de ikke lænket fast til hinanden, ville de vel være løbet over stok og sten. Tamburmajoren gav staven et hurtigt spin og kastede den højt op i luften. Flere af hannerne skreg højt og begyndte at græde ved synet. En usædvanlig høj kvinde klædt i centrenes lysegule tøj gik ved siden af mændene. Hun var over et hoved højere end dem alle og havde store lyse krøller, der fik hende til at se endnu højere ud. Hun forsøgte at dysse folk ned. Uden held. Intet kunne stoppe øboernes glæde ved de nyankomne hanner.
“Det kommer til at gå ad helvede til,” sagde Lotte, tog brillerne af Wicca og satte dem på sin egen næse.
“Uden tvivl.” Wicca vippede bunnyørerne op, tømte resten af flasken med Fanta og ræbede højt.
“Brandon siger, det bliver godt at få nogle ordentlige mandfolk til øen til at sætte skik på damerne.”
“Han har aldrig mødt en burmand, vel?” spurgte Lotte og kendte godt svaret.
“Nej, sguda, han har aldrig været nogen steder, andet end at han blev født på fastlandet, men det kan han jo ikke huske. Og det er endda ham, der skal stå for trivsel og assimilation af de nye hanner. Tro mig, når han møder en Palle face to face, er han færdig.” Wicca lo højt. “Man kunne næsten ønske, at Pallen gav ham en på tuden, det kunne hans irriterende fjæs godt trænge til.” Wicca arbejdede på at få nogle popkornrester ud, der havde sat sig fast mellem to tænder. Hun knipsede kernestykkerne væk uden at lægge mærke til, at et par af dem endte på skærmen. “Hæ, ved du, hvorfor blondinens lejlighed var tom?” Wicca gnæggede. Lotte prøvede at ignorere det. Alle på øen kendte hver eneste tilladte vittighed. Og hun havde altid hadet blondinevitserne.
“Går det dårligt med dig og Brandon for tiden?” spurgte hun i stedet.
“Har det nogensinde gået godt med os?” Wicca så træt på hende.
“I havde sex hele tiden i begyndelsen, har du fortalt?”
“Ja, sex, selvfølgelig havde vi sex, det har vi stadig. Jeg kan ikke administrere at have penis til rådighed hele tiden. Blev så udsultet på pik, i alle de år jeg var forment adgang til centrene af kirken, at jeg bliver ved med at hore på Brandon, til det svider mellem benene på mig.” Wicca grinede hæst. “Men derfor er han da en idiot alligevel. Han knækker fingre hele tiden. Håber snart, han brækker dem af, bliver vanvittig af den lyd. Og af hans stupide fobi for at få noget op i røven.”
Lotte lo. “Han er jo bare som de andre ø-mænd bange for at blive set som feminin. Alle mænd ved instinktivt, at de ikke vil behandles, som de selv behandler kvinder, det er derfor, de har bøsseangst.”
Wicca trak på skuldrene, tog en mariekiks fra rullen på bordet, puttede den i munden og tyggede højlydt på den.
“Fordi hun har indrettet den efter sit eget hoved,” sagde hun.
“Blondinen, derfor er hendes lejlighed tom.”
Lotte rystede irriteret på hovedet. Ikke nok med at vittigheden var dårlig, det var også umuligt for Wicca at forstå, at i et ligestillet samfund som øens var kvinder ikke sjove. Det var kun mænd, der fik point for at fyre vittigheder af. Noget, begge køn lærte, fra det øjeblik de blev født. Wiccas problem var selvfølgelig, at hun var vokset op på fastlandet og ikke på øen, så hun havde ikke fået de rigtige prægninger fra begyndelsen.
“Hvad med dig og Bill?” spurgte Wicca.
“Der er ikke noget ‘mig og Bill’,” svarede Lotte. “Jeg ser ham kun, når jeg ikke kan slippe for det. Se, to Paller til.” Hun pegede på skærmen.
Pallerne skulede til mængden, mens de macho-walkede ned ad rampen på deres teatralske facon.
“Jeg får børnene til at købe en ekstra lås til både min dør og mine vinduer.”
“Børnene,” vrængede Wicca. “Er de ikke midaldrende?”
“For mig vil de altid være mine børn.”
Wicca skulle lige til at sige noget, men i samme øjeblik fór en Palle frem mod tamburmajoren, der tabte sin stav af forskrækkelse, selv om Pallen ikke kunne nå hende for lænkerne. De forreste pigegardere hvinede højt, og bare pigeben galoperede til højre og venstre. Pallen brølede tilfreds og forsøgte at få fat i staven med foden. Den høje kvinde med krøllerne skyndte sig hen og gav ham en sprøjte i den ene balle. Hun skreg fortvivlet, da Pallen fik fat i hendes hår, og gav ham en knytnæve i panden. Han trak hurtigt hånden til sig, og få sekunder efter faldt han til ro og fortsatte i rækken.
Den høje kvinde så på sin hånd og ømmede sig. Rystede den et par gange, rodede i lommen og fandt en elastik frem. Hun forsøgte at samle det viltre hår i en hestehale, men før hun var ude af billedet, var det sprunget op igen, og de hvide krøller stod som en glorie om hovedet på hende.
“Hold da kaje,” sagde Wicca.
Endnu en Alfa Romeo brølede forbi huset. So tell me what you want, what you really really want …
I wanna really really really wanna zigazig ah, rungede det i Lottes hoved, mens hun betragtede hannerne vakle ind i en bus med den nu kollapsede Palle på slæb mellem sig.
1%
Kun 1% af fremtidens kvinder tør være sammen med fritgående mænd. De bor på afsondrede øer, hvor de lever, som var det 1990’erne – det sidste årti inden feminismen gik for vidt, og mænd til sidst blev udfaset. Spørgsmålet er, om de kan kæmpe sig tilbage til et liv på fastlandet. Og om den tæmmede mandeart, nogen prøver at fremavle, er vejen frem …
1% er sidste bind i trilogien og en fortsættelse til 11% og 88%. Bøgerne er oversat til flere sprog og hædret med De Gyldne Laurbær.
Du kan købe 1% af Maren Uthaug online på bog-ide.dk eller i din nærmeste boghandel.
1% afslutter trilogien om en verden, hvor kvinder styrer det hele, og mænd er udfaset og placeret på avlscentre. Bøgerne er oversat til flere sprog og hædret med De Gyldne Laurbær. Kun 1% af fremtidens kvinder tør være sammen med fritgående mænd. De bor på afsondrede øer, hvor de lever, som var det 1990’erne. Læs et uddrag af bogen her.
Hvis du troede, at ligestilling betød, at alle bare skulle have det lidt bedre sammen, så har Maren Uthaug nyheder til dig. I hendes dystopiske univers gik det stik modsat: Kvinderne tager magten, mændene bliver spærret inde på avlscentre, og en lille gruppe vælger at gemme sig på afsondrede øer, hvor alt foregår som i 1990’erne.
LÆS OGSÅ: Maren Uthaug: Jeg er tit i tvivl om, hvorfor jeg skriver – men jeg er nødt til det!
Kun 1% af fremtidens kvinder tør være sammen med frigående mænd. De bor på afsondrede øer, hvor de lever, som var det 1990’erne – det sidste årti inden feminismen gik for vidt, og mænd til sidst udfases. Spørgsmålet er, om de kan kæmpe sig tilbage til et liv på fastlandet. Og om den tæmmede mandeart, som nogen prøver at fremavle, er vejen frem … 1% er sidste bind i trilogien og en fortsættelse til 11% og 88%.
Trilogien har for længst bevist, at Uthaug er lige dele skarp samfundskritiker og god gammeldags underholdningsforfatter. 11% vandt De Gyldne Laurbær, og 88% fulgte solidt i sporet. Med 1% lukker hun cirklen: Spørgsmålet er ikke længere, om mændene kan komme tilbage, men om nogen overhovedet vil have dem tilbage.
LÆS OGSÅ: Frilandsmænd, avlscentre og udkantsmatriarkatet. Læs et uddrag af Maren Uthaugs 88% her
Læs uddraget fra 1% af Maren Uthaug herunder.
NU
LOTTE
ØEN
“De kommer nu!” råbte Wicca inde fra stuen. “Moses lægger til i havnen, de zoomer ind på hannerne og færgen, skynd dig! Det ligner en Palle!”
Lotte skyllede ud, droppede at vaske hænder, så sig i stedet hurtigt i spejlet og rettede på motorcykelbrillerne foran på hatten. Hun skyndte sig ind til Wicca, så meget som de gamle ben i de tunge militærstøvler nu tillod hende. Støvlerne havde været nemmere at gå med, da hun var ung. Og at binde. I hendes alder skulle hun tage tilløb for at bøje sig ned. Derfor slæbte snørebåndene som regel efter hende, og hun var ved at skvatte i dem flere gange om dagen.
“Har de virkelig ladet Paller komme med? Det havde jeg ikke troet,” sagde hun og tog en håndfuld popcorn fra skålen på bordet uden at tage blikket fra skærmen. Hun dumpede ned på sofaen ved siden af Wicca, der rykkede sig, så de begge kunne være der.
“Jeg læste på tekst-tv, at der mangler to hanner. Der skulle komme ti. Men der er kun otte.” Wicca skubbede de hvide
bunnyører op på plads, de gled ned i panden, hver gang hun lænede sig frem for at få flere popcorn. “Rygtet siger, de måske har sat nogen af i Sommerland Syd ovre på den anden side.”
“I Sommerland Syd?”
“Der stod, at de har en bod, hvor man kan leje en mand og gå tur med ham – eller, det er selvfølgelig en kvinde klædt ud som en mand. De er sikkert interesserede i at få fingrene i en rigtig han. Har du nogensinde været i Sommerlandet?”
“Jeg har arbejdet hos Lej En Mand,” sagde Lotte og sukkede ved tanken, “for en evighed siden.”
“Dengang du stak af fra øen?”
“Om dagen blev jeg trukket rundt i halsbånd og snor af kvidrende damer, mens deres børn red på ponyer eller kørte i gammeldags halvfemser-gokart. Hele Sommerlandet er en imitation af livet her på øen. Eller som fastlandet tror, vi lever. Folk sad på hver sin side af caféborde og faxede breve til hinanden, alle i lavtaljede jeans og T-shirts, der stoppede midt på maven. Tøj, man fik udleveret ved indgangen. Indimellem kom der en dj forbi og råbte, at nu var der rave. Så gik de amok et par minutter, til de igen flød ud i sofaer og så et afsnit Ally McBeal eller kastede sig ned i et kar fyldt med gule badeænder.”
“Det lyder sjovt,” sagde Wicca, “gid jeg havde nået at besøge det, før jeg tog færgen til øen. Men jeg havde alt for travlt med at slippe væk fra fastlandet, så jeg spurtede om bord på færgen uden at se mig om. Var skidebange for, at min mor eller kirken skulle opdage, jeg var stukket af, og slæbe mig tilbage til slangebid og langsommelige gudstjenester. Hvad kan man ellers lave i Sommerlandet, ud over at trække rundt med udklædte kvinder?”
“Jeg brugte det aldrig, var for træt. Når jeg var færdig med at blive lejet ud, ammede jeg i al hemmelighed mosesbabyer, inden de blev sendt med færgen til øen af den undergrundsbevægelse, der redder drengebørn født af mødre med falsk moderbinding,” fortsatte Lotte. I liveudsendelsen på skærmen skete der lige nu ikke det store. “Jeg havde næsten lige født Kurt og Courtney og havde masser af mælk i brysterne.” Lotte så ned. Selv om det var flere årtier siden, hun var nybagt mor, kunne hun ikke lide at tænke på, at hun rejste fra sine tre måneder gamle tvillinger. De første tyve år græd hun, hver gang hun tænkte på, hvordan de måtte være vågnet næste morgen og have grædt af sult og savn efter hendes duft. Hun græd ikke over det mere, men det rev stadig i hjertet.
“Hvis det er en Palle, der er sat af hos Lej En Mand, bliver det farligt,” sagde Wicca.
“Jep,” Lotte tog den høje hat med brillerne af og purrede op i sit korte grå hår, som hun forsøgte at gøre til dreadlocks, ligesom hun havde haft, da hun boede på øen som ung. Men hendes hår var blevet for tyndt til, at det ville lykkes. Hun rakte sit tomme glas hen mod Wicca. “Må jeg få lidt af din Fanta? Er det den med kanel?”
“Se, der går de første fra borde,” sagde Wicca og hældte op. Hun satte flasken på bordet, lænede sig frem og kneb øjnene sammen, havde ikke fået opereret dem, siden hun kom til øen for snart fyrre år siden. Det gjorde man ikke her. Men hun havde svært ved at vænne sig til hornbrillerne og brugte dem ikke nok til at huske at tage dem med, når hun gik hjemmefra. “Giv mig dine briller,” sagde hun. Lotte gav hende dem modstræbende og missede med øjnene mod tv’et. Selv om hun havde levet som Lars på fastlandet i flere årtier, havde hun som mandedame ikke været en del af helbredssystemet, der servicerede alle kvinder med hvad som helst når som helst. Mange af de andre mandedamer brugte lægerne, men Lotte havde været bekymret for, at nogen ville opdage, hun ikke hørte til, men stammede fra et af de skæve lande, som de broløse øer blev kaldt.
Lotte rykkede tættere på tv’et. På fastlandet fyldte skærme det, man havde lyst til, på en væg, et loft eller gulv. Billedet kunne også være midt i rummet eller sat op foran ens øjne, så ingen andre kunne se med. Men på de skæve landes øer var der stramme regler for det meste. Også for, hvor stort et levende billede måtte være. Desuden måtte billedet kun være kvadratisk og i en boks. Som det var dengang i 1990’erne. Ligesom alt andet på øen skulle være som i 1990’erne, det sidste årti med ligestilling. Hvor mænd var mænd, kvinder var kvinder, og alle levede i harmoni. Det sidste årti, før feminismen gik for vidt, og mænd langsomt, men sikkert, blev udfaset. Det var den sidste tid, hvor der var plads til begge køn i verden. Stod der i alle skolebøgerne.
En Alfa Romeo kørte larmende forbi huset. Musikken bragede ud af højtalerne på taget. Come on, Barbie, let’s go party. Alle bilerne havde haft højtalere monteret, siden de for nogle uger siden fik nyheden om, at burhannerne ville ankomme. For at fejre, at øen havde vundet kampen, og fastlandet havde tabt. At få ti hanner fra et af fastlandets avlscentre, hvor mændene i generation efter generation havde været spærret inde kun for at blive brugt til at lave børn eller tilfredsstille fastlandskvindernes seksuelle behov, var en lille kamp at vinde for øboerne. For eksempel måtte øboerne stadig ikke forlade øen, og ingen vidste, hvornår de kunne se frem til at få flere burmænd sat fri og sendt over. Men øens folk var enige om, at det bare var den første sejr i rækken, snart ville både øen og alle fastlandets mænd være frie, havde der stået i flere håbefulde artikler i øens aviser.
Wicca og Lotte havde talt om, at det nok mere var sejren, der skabte euforien på øen, end at de egentlig ønskede hannerne her. Selv om det var mænd, der kom, måtte folk da vide, at det var nogle utilpassede og ubrugelige væsener, der nu skulle have asyl på øen.
You can touch, you can play, if you say I’m always yours … Lotte nynnede med uden at tænke over det. Alle de sange, der var tilladt på øen, havde hun hørt, siden hun lå i vuggen, og hun kunne synge dem forfra og bagfra, om så man vækkede hende midt i den dybeste søvn. Ikke engang alle de år, hun var sluppet væk herfra og levede som Lars på fastlandet, havde slettet sangene fra hendes hukommelse.
Wicca pegede på skærmen. “Han må være en Kaj, han ser da dum ud for en tier, hva’?” hun trak en stol tættere på skærmen. Lotte så undrende på hende, kunne ikke vænne sig til det sprog, Wicca havde tillagt sig på øen. Sådan talte hun ikke, dengang hun kom i Gaden sammen med Kali. Men hun kunne ikke skjule sin fastlandsaccent, der stadig hang ved efter fyrre år på øen. Det var nok for at dække over accenten, at hun prøvede at krydre det med halvfemsersprog. Ikke mindst halvfemservittighederne, der var obligatoriske for dem alle. Lotte tænkte tit på, at det var underligt, det var Wicca, der nu var hendes bedste ven. I alle årene på fastlandet, hvor hun var Lars i Gaden, var det Kali, Wiccas kæreste, der var hendes fortrolige. Helt til Kali blev gravid med en dreng og i et desperat forsøg på at redde ham endte med at dø under fødslen. Endda lige om hjørnet fra, hvor Lotte havde boet. Det havde hun aldrig tilgivet sig selv.
“Ham dér er fråderen, vil vædde på, han er en Chris,” fortsatte Wicca, da en ung mand med rædsel malet i blikket vaklede ned ad gangbroen på færgen og blev taget imod af en pigegarde med kække baretter og korte nederdele, der ivrigt truttede Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her.
Hannerne, der alle var klædt i lyse kjortler, prøvede at trække sig baglæns væk fra larmen. Var de ikke lænket fast til hinanden, ville de vel være løbet over stok og sten. Tamburmajoren gav staven et hurtigt spin og kastede den højt op i luften. Flere af hannerne skreg højt og begyndte at græde ved synet. En usædvanlig høj kvinde klædt i centrenes lysegule tøj gik ved siden af mændene. Hun var over et hoved højere end dem alle og havde store lyse krøller, der fik hende til at se endnu højere ud. Hun forsøgte at dysse folk ned. Uden held. Intet kunne stoppe øboernes glæde ved de nyankomne hanner.
“Det kommer til at gå ad helvede til,” sagde Lotte, tog brillerne af Wicca og satte dem på sin egen næse.
“Uden tvivl.” Wicca vippede bunnyørerne op, tømte resten af flasken med Fanta og ræbede højt.
“Brandon siger, det bliver godt at få nogle ordentlige mandfolk til øen til at sætte skik på damerne.”
“Han har aldrig mødt en burmand, vel?” spurgte Lotte og kendte godt svaret.
“Nej, sguda, han har aldrig været nogen steder, andet end at han blev født på fastlandet, men det kan han jo ikke huske. Og det er endda ham, der skal stå for trivsel og assimilation af de nye hanner. Tro mig, når han møder en Palle face to face, er han færdig.” Wicca lo højt. “Man kunne næsten ønske, at Pallen gav ham en på tuden, det kunne hans irriterende fjæs godt trænge til.” Wicca arbejdede på at få nogle popkornrester ud, der havde sat sig fast mellem to tænder. Hun knipsede kernestykkerne væk uden at lægge mærke til, at et par af dem endte på skærmen. “Hæ, ved du, hvorfor blondinens lejlighed var tom?” Wicca gnæggede. Lotte prøvede at ignorere det. Alle på øen kendte hver eneste tilladte vittighed. Og hun havde altid hadet blondinevitserne.
“Går det dårligt med dig og Brandon for tiden?” spurgte hun i stedet.
“Har det nogensinde gået godt med os?” Wicca så træt på hende.
“I havde sex hele tiden i begyndelsen, har du fortalt?”
“Ja, sex, selvfølgelig havde vi sex, det har vi stadig. Jeg kan ikke administrere at have penis til rådighed hele tiden. Blev så udsultet på pik, i alle de år jeg var forment adgang til centrene af kirken, at jeg bliver ved med at hore på Brandon, til det svider mellem benene på mig.” Wicca grinede hæst. “Men derfor er han da en idiot alligevel. Han knækker fingre hele tiden. Håber snart, han brækker dem af, bliver vanvittig af den lyd. Og af hans stupide fobi for at få noget op i røven.”
Lotte lo. “Han er jo bare som de andre ø-mænd bange for at blive set som feminin. Alle mænd ved instinktivt, at de ikke vil behandles, som de selv behandler kvinder, det er derfor, de har bøsseangst.”
Wicca trak på skuldrene, tog en mariekiks fra rullen på bordet, puttede den i munden og tyggede højlydt på den.
“Fordi hun har indrettet den efter sit eget hoved,” sagde hun.
“Blondinen, derfor er hendes lejlighed tom.”
Lotte rystede irriteret på hovedet. Ikke nok med at vittigheden var dårlig, det var også umuligt for Wicca at forstå, at i et ligestillet samfund som øens var kvinder ikke sjove. Det var kun mænd, der fik point for at fyre vittigheder af. Noget, begge køn lærte, fra det øjeblik de blev født. Wiccas problem var selvfølgelig, at hun var vokset op på fastlandet og ikke på øen, så hun havde ikke fået de rigtige prægninger fra begyndelsen.
“Hvad med dig og Bill?” spurgte Wicca.
“Der er ikke noget ‘mig og Bill’,” svarede Lotte. “Jeg ser ham kun, når jeg ikke kan slippe for det. Se, to Paller til.” Hun pegede på skærmen.
Pallerne skulede til mængden, mens de macho-walkede ned ad rampen på deres teatralske facon.
“Jeg får børnene til at købe en ekstra lås til både min dør og mine vinduer.”
“Børnene,” vrængede Wicca. “Er de ikke midaldrende?”
“For mig vil de altid være mine børn.”
Wicca skulle lige til at sige noget, men i samme øjeblik fór en Palle frem mod tamburmajoren, der tabte sin stav af forskrækkelse, selv om Pallen ikke kunne nå hende for lænkerne. De forreste pigegardere hvinede højt, og bare pigeben galoperede til højre og venstre. Pallen brølede tilfreds og forsøgte at få fat i staven med foden. Den høje kvinde med krøllerne skyndte sig hen og gav ham en sprøjte i den ene balle. Hun skreg fortvivlet, da Pallen fik fat i hendes hår, og gav ham en knytnæve i panden. Han trak hurtigt hånden til sig, og få sekunder efter faldt han til ro og fortsatte i rækken.
Den høje kvinde så på sin hånd og ømmede sig. Rystede den et par gange, rodede i lommen og fandt en elastik frem. Hun forsøgte at samle det viltre hår i en hestehale, men før hun var ude af billedet, var det sprunget op igen, og de hvide krøller stod som en glorie om hovedet på hende.
“Hold da kaje,” sagde Wicca.
Endnu en Alfa Romeo brølede forbi huset. So tell me what you want, what you really really want …
I wanna really really really wanna zigazig ah, rungede det i Lottes hoved, mens hun betragtede hannerne vakle ind i en bus med den nu kollapsede Palle på slæb mellem sig.
1%
Kun 1% af fremtidens kvinder tør være sammen med fritgående mænd. De bor på afsondrede øer, hvor de lever, som var det 1990’erne – det sidste årti inden feminismen gik for vidt, og mænd til sidst blev udfaset. Spørgsmålet er, om de kan kæmpe sig tilbage til et liv på fastlandet. Og om den tæmmede mandeart, nogen prøver at fremavle, er vejen frem …
1% er sidste bind i trilogien og en fortsættelse til 11% og 88%. Bøgerne er oversat til flere sprog og hædret med De Gyldne Laurbær.
Du kan købe 1% af Maren Uthaug online på bog-ide.dk eller i din nærmeste boghandel.