I Åbent udsagn skildrer Anne Cathrine Bomann en kølig mor/datter-relation, der først forandres, da moren viser tegn på demens. Læs et uddrag af romanen her.
Alexandria (Alex) er i fyrrene, arbejder freelance som videnskabsjournalist, lever alene og har fravalgt børn. Alex er enebarn og har som eneste familie sin mor, som hun pligtskyldigt ser et par gange om året. Moren, der er matematiker, har gennem hele Alex’ opvækst foretrukket et liv på hjemmets førstesal i selskab med sine bøger, hæfter og tavlen med ligninger.
LÆS OGSÅ: 18 skønne bøger om kærlighed du (måske) ikke har læst
Relationen har været præget af gensidig kritik og følelsesmæssig afstand, men da moren viser begyndende tegn på demens, føler Alex sig tvunget til at opbygge en ny relation til det menneske, hun aldrig har følt sig helt elsket af, men altid har higet efter. Åbent udsagn er en mættet, eksistentiel roman om en mor/datter-relation og om kærlighedens væsen og uvæsen.
LÆS OGSÅ: Bøger man skal læse: 30 virkelig gode bøger du skal læse
Læs uddraget fra Åbent udsagn af Anne Cathrine Bomann herunder.
HÆNDELSE
I sandsynlighedsregningen beskrives hændelser som del- mængder af et forelagt udfaldsrum. Ved en elementarhændelse forstås en hændelse, der kun indeholder ét element. Ved en egentlig hændelse forstås en hændelse, hvis sandsyn- lighed er forskellig fra 0.
Jeg elsker følelsen, når en tynd gren knækker. Stadig nu, midt i livet, plukker jeg sprøde plantestængler og stive strå, brækker stykke for stykke af. Knæk, knæk, knæk. Nogle vil sikkert mene, at nydelsen ved det præcise brud er blevet mig for stor, jeg ved det ikke. Sandt er det i hvert fald, at jeg holder af at afslutte ting og begynde på ny. Som nu den podcast, jeg har været vært på i snart fire år, det kunne ikke passe mig bedre, at fondsmidlerne er løbet ud. Den seneste tid har jeg mærket en stadigt stærkere trang til at give slip.
Den sidste samtale skal optages foran betalende publikum i morgen aften, og i et forsøg på at slutte cirklen har jeg inviteret den samme kognitionspsykolog, som var med mig i studiet dengang ved programmets debut.
Jeg bruger det meste af dagen på at forberede mig, og det er ved at mørkne, da jeg rejser mig fra arbejdsbordet. Du har ringet. Du har endda indtalt en besked, og begge dele slår mig som aparte. Alligevel udskyder jeg aflytningen. Du er en falsk tone, der skratter inderst i øregangen, og i årenes løb har jeg vænnet mig til kun at forholde mig til dig ved tre lejligheder: min fødselsdag, jul, din fødselsdag. Der er ingen grund til at ødelægge det sidste af en fin aften. Hvis det er vigtigt, ringer du vel igen.
Selvom jeg vågner, før alarmen når at lyde, er jeg ikke træt, om noget har jeg for meget energi, så jeg løber min sædvanlige runde på kirkegården to gange, før jeg tager hul på arbejdet: at skubbe de mest presserende mails ud af min indbakke vel vidende, at langt de fleste vil vende tilbage igen.
Så sætter jeg mig med noterne til aftenens samtale. Min oprindelige intention var, at kognitionspsykologen og jeg skulle tale om tænkning. Fordomme, for at være mere præcis, det fornuftige i at have visse heuristikker,det farlige ved at betjene sig blindt af dem. Men da jeg for nogle uger siden præsenterede ideen for ham over telefonen, afbrød han mig på en måde, der mindede mig om, hvordan hans faglige iver også i vores første samtale den- gang for fire år siden konstant var på nippet til at glide over i uforskammethed:
”Fri vilje,” sagde han. ”Det er alt, jeg tænker på. De der vanvittige millisekunder, fra hjernen signalerer, at den vil igangsætte en bevægelse, til vi selv oplever at træffe beslutningen. Spørgsmålet om, hvorvidt følelsen af at være herre i eget hus er en illusion. Det må da være det helt rigtige emne til din store finale.”
Og det er det måske. Jeg studerer mit talepapir, ret- ter en smule på ordlyden. Han har i hvert fald ret så langt,at spørgsmålet om fri vilje er fascinerende; faktisk står det for mig som et forunderligt lykketræf, at den uddannelse, jeg nok mest af alt tog for at trodse dig, har vist sig at bane vejen for sådan et givende arbejdsliv. Tilknyttet en af lan- dets største aviser, men stadig med autonomien til selv at vælge de emner, jeg vil behandle, hvem jeg vil tale med. Hele koncernen er naturligvis i akut fare for at uddø, men hvem er ikke det?
Du flagrer forbi i udkanten af mine tanker et par gange i løbet af dagen, men du ringer ikke igen, og jegbeslutter at skubbe aflytningen af din besked til efter arrangementet.
Klokken halv fem er jeg klar. Jeg har både haft produceren og min redaktør i røret, skiftet stomipose, tagetpænt tøj på og endda lagt en smule mascara på vipperne. Efter et sidste blik i entréspejlet løber jeg ned ad trapperne med en urolig flaksen i mellemgulvet. Det her er trods alt afslutningen på et projekt, der har betydet meget for mig, i en sal fyldt med mennesker.
Idet jeg skubber gadedøren op, klemmer jeg øjnene sammen mod lyset og ser et øjeblik din profil for mig somden sorte form, solen efterlader på nethinden, når man har kigget direkte mod den.
Allerede nogle minutter inde i interviewet taler kognitionspsykologen så indforstået, at jeg er nødt til at afbryde med en skitsering af Libets oprindelige eksperiment fra 1970’erne, hvor han fik sine forsøgspersoner til at registrere det præcise tidspunkt, de bestemte sig for at bevæge en finger, for siden at påvise, at aktiviteten i deres hjerner var påbegyndt, allerede inden den beslutning blev truffet.
”Libet satte altså spørgsmålstegn ved den intuitive fornemmelse, de fleste af os har af at være i kontrol overvores egen adfærd. At vi er frie til at vælge, med andre ord. Men siden har mange udfordret forsøget, blandt andet ved at nuancere forståelsen af kort- og langsigtede beslut- ningsprocesser.” Jeg vender mig mod min gæst igen. ”Er det ikke rigtigt?”
”Jo.” Han kigger ud over de koncentrerede ansigter i salen. ”For hvad er det i virkeligheden, man måler, nårman fokuserer på isolerede nerveceller i hjernen? Ville det ikke være mere interessant at rette blikket mod de minut- ter og timer og år, der er gået forud for, at forsøgsperso- nen løfter den finger? Vi fødes med arveanlæg og person- lighedstræk; vi er underlagt alverdens påvirkninger fra det øjeblik, vi bliver undfanget. Hvad er det overhovedet for en frihed, vi taler om?”
Herfra flyder samtalen, og på et tidspunkt, der som sædvanlig indtræffer overraskende hurtigt, gør produce-ren tegn til, at der er to minutter tilbage.
”Hvis jeg har forstået dig rigtigt, kan vi altså ikke være sikre på, om det er mig, det vil sige mit selv, hvad det så end er, der nu fortæller dig, at vi skal til at runde af,” siger jeg, ”eller om andre, mindre tilgængelige dele af minhjerne for længst har truffet beslutningen, mens jeg bare makker ret som den hånddukke, jeg er.”
Der lyder spredt latter fra salen, psykologen fortræk- ker ikke en mine.
”Det er korrekt,” siger han. ”Men jeg kan love så meget, at jeg kommer til at bruge al min vågne tid på at finde ud af det. Og når jeg en dag har løst gåden om den frie vilje, foreslår jeg, at vi mødes igen.”
Det giver vi hånd på, og efter nogle afrundende bemærkninger, hvor jeg sender en hilsen til alle dem, der har lyttet med gennem årene, stopper vi optagelsen og åbner for spørgsmål.
”Hvad skal du så lave nu?” vil en kvinde på forreste række vide.
”Det er det fine ved det,” svarer jeg og slår ud med armene. ”Jeg aner det ikke.”
”Måske jeg må komme med et forslag?” Min redaktør sidder afslappet lænet mod lokalets bagvæg. Vi har været en større flok ude at spise, men nu er der kun os to tilbage. ”Til hvad du skal lave, altså.”
”Jeg har en ansøgning ude hos Novo,” minder jeg hende om. ”Der kommer svar næste uge. Og så er der videnskabsklummen.”
Hun nikker.
”Jeg synes, du skal skrive en bog,” siger hun. ”På vores forlag. Fertiliteten dykker kloden over, flere og flerevælger at bo alene. Jeg ved, du har berørt det før, men vi har brug for noget mere dybdegående.”
Jeg ryster på hovedet, hvor kommer det her fra? Jeg skriver korte tekster, det ved hun, jeg optager serier medskiftende temaer i hvert enkelt afsnit, hurtigt ind, hurtigt ud. Men min redaktør løfter hånden, før jeg når at protestere.
”Jeg ved det godt,” siger hun. ”Men sagen er, at jeg tror, du tager fejl. Jeg tror, du af uransagelige årsager harbesluttet dig for, at du ikke kan bruge mere end en uge ad gangen på noget som helst i dit liv. Og jeg synes, duskal prøve alligevel.”
Vi taler lidt videre, men jeg lover hende ingenting, for helt ærligt ser jeg det ikke. Og det kan godt være, at endel af mig er smigret over, at hun har tænkt tanken. At hun faktisk lader til at tro, at jeg kunne skrive en hel, sammenhængende bog. Der er bare det ved det, at hun tager fejl. Det er ikke mig, der har bestemt, at jeg ikke ejer fordybelsens kraft. Det er ganske enkelt sådan, det er.
Når jeg træder ind gennem hoveddøren, ser jeg tre af de fire rum med det samme, og det syn gør mig rolig. Faktisk drømmer jeg om en endnu mindre bolig, et sted uden døre, en måde at holde det hele samlet på.
Jeg får kun sjældent besøg. I de år, Isak boede her, var det anderledes, og i momenter kunne jeg bilde migselv ind, jeg var blevet en anden. Vi kunne have inviteret gæster til middag, jeg kunne stå og hakke et løg og lige- som glide ud af min krop. Svæve op over os, mig ved køkkenbordet, ham med forklædet på midt i bevægelsen af en ske fra en gryde mod munden. Og det var mig, samtidig med at det ikke var. For jeg stod der jo, og jeg gjorde de ting, og jeg sagde de ord, men det var ikke rigtigt mig, og en dag ville han opdage det, eller jeg ville vriste mig løs, og den del af livet ville være forbi.
Med et hoved, der runger af træthed, smider jeg mig i sofaen med telefonen. Bladrer hen til listen med opkald,og der er du. Onsdag klokken 20.47, ordet mor som en anklage.
Efter at jeg flyttede hjemmefra, forsøgte vi faktisk at få det til at fungere. Jeg kom på besøg og tog imod en kop af din evindelige filterkaffe, du placerede dig over- for, men hurtigt sneg rastløsheden sig ind på os. Vi sad sjældent sådan, dengang jeg boede der, hvorfor skulle det pludselig fungere nu? Så du rejste dig igen og glattede blusen, du holdt fast om stolens ryg.
”Nå,” sagde du og kiggede rundt.
”Ja?” svarede jeg for at lade dig hænge lidt. Eller jeg begyndte at rapportere om hændelser, vi begge to vidste intet betød:
”Min kollega Martin er blevet fyret,” kunne jeg sige, eller: ”Nå ja, det har du ikke hørt, de har besluttet at udskifte vinduerne i min ejendom.”
Og dit ansigt fortrak sig, du måtte tvinge dig selv til at blive stående. Når jeg var færdig, kom du med en bemærkning, eller der kunne være et par opklarende spørgsmål:
”Hvor gammel er det, han er? … Hvem er det nu, der er formand for din bestyrelse?”
Men så ebbede også det ud, og du stod der igen, noget trak i dig. Det føltes uundgåeligt, at der blev længere og længere mellem mine besøg.
Du ville næppe sige nej, hvis jeg pludselig spurgte, om jeg måtte komme forbi, men jeg husker på den anden side ikke, at du nogensinde har inviteret mig af dig selv ud over til de faste arrangementer. Du vil vel ikke være sådan en forælder, der plager sit barn om at komme hjem. Nogle gange har jeg ønsket, du ville gøre det alligevel, men det er længe siden nu. Så meget er længe siden, og faktisk vil jeg helst beholde det dér. Men nu altså: Dig, der har lagt en besked. Mig, der ikke orker at høre din stemme.
Og måske er jeg heldig, for da jeg til sidst tager mig sammen og ringer til svareren, er den eneste lyd en raslen som af stof mod en mikrofon. Det forklarer en del, alligevel lytter jeg videre.
Mere skramlen. Så en besværet stønnen.
”Hallo?” Din stemme er usikker. ”Hallo, er der nogen?”
Du lyder sårbar på en måde, jeg ikke genkender, du må virkelig være forvirret. Så sukker du og mumler nogetfor dig selv, før du hæver stemmen:
”Alexandria, du må ringe til mig igen, hvis det er dig. Jeg ved ikke, hvad der foregår, men jeg kan ikke høre dig. Jeg lægger på nu.”
En lille pause, så er opkaldet slut. Tast et for at ringe op, tast to for at slette.
Burde jeg ringe tilbage? Det er jo lykkedes dig at bilde dig selv ind, at det var mig, der kontaktede dig. Nej, jeg rejser mig. Hele det opkald var en fejl, du vil mig tydeligvis ingenting, og jeg har intet behov for at tale med dig. Det er langt mere tillokkende at gå tilbage til de parallelle liv, vi var i gang med at leve, før du satte dig på dintelefon.
Alex: Hvad siger du, Chat? Har mennesket en fri vilje?
Chat: Det er stadig et åbent spørgsmål. Psykologiske eksperimenter peger på, at hjernen kan igangsætte handlinger, før vi bliver bevidste om beslutningen, hvilket udfordrer ideen om fuld frihed.
Derudover har ethvert enkelt individ et genetisk ophav, som i høj grad former temperament, kognitive evner, tilbøjeligheder m.m., og oven i det kommer så socialiseringen fra både familie og det omgivende samfund. Med alt det in mente kan man godt få den tanke, at mennesket er forprogrammeret af en kombination af biologi og social påvirkning, og at oplevelsen af selv at være i førersædet mest af alt er en efterrationalisering.
Samtidig viser nyere forskning, at der findes en form for metakontrol: Det er muligt at reflektere over og ændre sine impulser, hvilket giver en slags praktisk frihed.
Filosofisk skelnes der mellem determinisme (alt er forudbestemt), indeterminisme (tilfældighed) og kompatibilisme (fri vilje kan eksistere inden for deterministiske rammer). Mange nutidige filosoffer hælder mod den sid- ste mulighed: Man er fri, når man handler i overensstemmelse med sine værdier og grunde, også selvom de valg har årsager. Så måske findes der ikke en absolut fri vilje, men en meningsfuld grad af selvbestemmelse?
De følgende dage er jeg en smule langsommere til stede i verden. Der er en træghed, som kommer af at have lagt et stort projekt bag mig. Jeg ligger på sofaen med vinduet åbent mod foråret og computeren som en spindende kat på min mave. Tænker over, hvad man stiller op med så- dan et liv, al den forbandede frihed.
Så, på tredjedagen, tager jeg mig sammen, piller min stive badedragt ned fra tørresnoren og cykler mod denlokale svømmehal. Lydene der er anderledes end udenfor, på samme gang afgrænsede og fulde af klang. Loftet er lavet af glas, og på klare vinteraftener, når jeg svømmer på ryggen, gnistrer stjernerne ned mod mig. Jeg føler mig hensat, bedre kan jeg ikke udtrykke det, og når jeg ligger i vandet med de flisebelagte vægge omkring mig, bliver jeg gang på gang rørt over, hvordan det er muligt at flytte sig, imens man tilbagelægger præcis samme strækning igen og igen.
Jeg går over gulvet med en særlig spænding i lårene, gør klar til at bryde den flimrende flade. I starten holdt jeg hovedet løftet, mens jeg svømmede, men det bremsede min fremdrift. Nu har jeg investeret i et par briller og trænet en ny vane frem, at tvinge mig selv under og op igen.
Så her står jeg på kanten og søger efter balancen. Læner mig frem over forfødderne, bøjer i knæene. Ogselvom jeg aldrig vil få det at se, føles mit spring yndefuldt, da jeg sætter af, det er endnu en ting, jeg elsker:
Hvordan min krop virker i dette rum. Jeg holder af at mærke den arbejde, musklernes glæde ved modstanden.Hvordan det, der før var skrøbeligt og sygt, nu er et velfungerende hele.
Så jeg driver mig selv fremad, indtil jeg ikke kan længere. Tiden, før det øjeblik indtræffer, strækkes stadig længere. I begyndelsen holdt jeg omkring et kvarter, nu går der let en halv time. Og bagefter, når jeg forlader den store bygning med håret dryppende ned ad trøjen og summende ben, bærer jeg følelsen med mig. Der er en sikkerhed i at mærke, at kroppen vil mig det godt. At jeg kan bryde vandets pres og fortsætte.
Uden at have været mig det bevidst må jeg alligevel have regnet med, at jeg ville få den bevilling, så da mailen fra Novo Nordisk Fonden lander, må jeg læse den to gange. Nej? Er det virkelig det, der står? Jeg blinker. Desværre, der var mange støtteværdige projekter, tøv endelig ikke med at søge en anden gang?
Selvom solen er bleg og fjern, er luften lun, og i stedet for at køre direkte hjem fra svømmehallen løfter jeg hjelmen fri af det våde hår og sætter mig på en skråning ved søerne. Sidder lidt sådan med lukkede øjne, forsøger at fastholde roen. Så ringer jeg til min redaktør for at fortælle om afslaget.
”Har du tænkt over det med bogen?” spørger hun.
”Du kan jo sagtens søge midler til andre projekter imens, men der kommer uanset hvad til at gå noget tid, før det falder på plads.”
Hun har ret. Og selvom der står en rimelig sum på min konto, er vilkåret for mit arbejdsliv, at jeg hele tiden har nye opgaver på vej. Det her er den prekære tilværelses skyggeside: pengene, der aldrig flyder jævnt, den konstante bekymring for næste måneds indkomst. At lægge tallene fra hypotetiske indtægtskilder sammen, rynke brynene, tælle forfra.
Jeg sukker. Det at frembringe en hel bog står stadig for mig som en umulighed, men sådan én kan vel opdelesi nogle kapitler. Kapitler består af kortere afsnit, som igen er bygget af sætninger, og sætninger, dem kender jeg.
”Egentlig ikke,” indrømmer jeg. ”Hvad var det, du sagde, den skulle handle om?”
Da vi har lagt på, finder jeg den notesblok frem, jeg altid har med mig. I store dele af verden fødes der færre børn nu end tidligere, min redaktør er interesseret i, hvordan det kan forstås. I de valg, vi træffer for vores liv, og i dem, der bliver truffet for os. Jeg begynder med at nedfælde nogle stikord på må og få. Familie, jeg tegner en linje. Moderskab, arbejdsliv, jeg trækker endnu en streg. Fortrydelse?
Torsdag tager jeg ind til morgenmøde på avisen, og alt er, som det plejer: krig, en snarlig regeringsrokade, nogens erindringsbog, der deler vandene. Intet af det har rigtigt med mig at gøre, det er mest for de fastansatte, men det føles godt at følge lidt med.
Bagefter taler Jakob og jeg om hans nye lydserie, der skal handle om biodiversitetskrisen.
”Måske du vil være med i et afsnit?” foreslår han. ”Nu hvor du har fået lidt mere luft.”
Vi aftaler, at jeg overvejer det og vender tilbage. Der er så meget, man kunne tage op, katastrofen som en tsunami i slowmotion, der sluger endnu en millimeter af jorden, hver gang vi kigger væk. Nogle dage må jeg bevidst beslutte ikke at tænke på det. Jakob fortæller, at han følger sine børn til dans to gange om ugen, at det er en forsvarsmekanisme. I stedet for at læse eller køre ud og handle bliver han siddende for at se dem hvirvle som vindhekse over det blankslidte gulv, og i korte glimt sker det, at deres glæde får ham til at glemme al resten.
Senere, hjemme i lejligheden, skimmer jeg dagens nyheder og gennemfører en let træning på stuegulvet. Nogle yogaøvelser, armstrækninger, forskellige variationer af planken. Det, at maven igen føles stærk rundt om stomien.
Da jeg er færdig, har en stor, dunet oldenborre forvildet sig ind i stuen, jeg åbner et vindue mere og får dengelejdet ud ved hjælp af et blad. Aftenen er et tavst land- skab udbredt foran mig. Det var på samme måde i mit barndomshjem, og jeg mistænker, at jeg her, på den an- den side af trediverne, virkelig trives bedst i mit eget selskab. Selvfølgelig sker det, at stilheden vokser sig for stor; et menneske kan forsvinde i sådan en stilhed, og så er jeg nødt til at tvinge mig selv ud ad døren. Ind i et studie for at tale om noget, aktiv dødshjælp, for eksempel, eller replikationskrisen i socialvidenskaberne. I virkeligheden er jeg ikke ekspert i noget som helst, det har du ret i, jeg tiltvinger mig bare stoffet. Men efter at have opgivet bio- logiuddannelsen brugte jeg enorme mængder af tid på en art selvstudium, og når jeg sidder et sted og fortæller om konsekvenserne ved iltsvindet i vores fjorde, er det, som om jeg alligevel ved et eller andet. Som om det, jeg siger, trods alt har en betydning, og i dét ligger en stille triumf.
Bagefter tager jeg hjem til Diana og hendes voksende familie eller går med nogle kollegaer hen på en bar,lader boblerne briste mod ganen. Men langt de fleste dage er som nu: mig, arbejdet, det tyste. Præcis, som jeg gerne vil have det.
Næste morgen arbejder jeg videre med stikordene på min blok kun afbrudt af toiletbesøg og ture til køkkenet efter noget at drikke. Læser de tekster, jeg selv og andre har skrevet om barnløshed i avisen, om par, der vælger at bo hver for sig. Ud på eftermiddagen rejser jeg mig stiv i ryggen og med det begyndende ubehag, der betyder, at jeg har glemt at spise. På redaktionen går jeg som regel til frokost med de andre, men herhjemme har tiden det med at skride.
Jeg spejler to æg, rister en skive brød og presser en overmoden avocado ud af sin skal, spiser det hele stående ved vinduet. Varmen er på nippet til at knække over i torden, luften er mættet af væde. Det har været et mærkeligt forår. Bygerne ligger tæt, de mellemliggende dage er lumre og klaustrofobiske.
Netop som jeg har sat mig tilbage til skrivebordet, ringer telefonen. Foran mig på papiret står en halvfærdig sætning med en pointe, der er på nippet til at undslippe mig, og egentlig vil jeg helst ignorere det opkald. Især da jeg ser, det er dig.
”Hej, mor.”
Der er stille i den anden ende.
”Mor?”
”Hallo?” Du lyder mistroisk, stemmen er fuld af forbehold.
”Hej, mor. Jeg tror, du er kommet til at ringe mig op. Igen.”
”Mig?” fnyser du. ”Hvad får dig til at tro det?”
Har du da hørt din egen ringetone? har jeg lyst til at sige, men det spor skal jeg ikke ud ad, så jeg nøjes med at spørge, hvordan det står til hos dig.
”Jo tak. Der sker ikke det store her.” Og jeg ved, hvad du mener. Jeg ved præcis, hvordan dagene forløber derhjemme, jeg har levet i dem.
Så bliver der stille igen. Du har ikke mere. Du kommer ikke til at spørge tilbage.
”Jamen så må du have det godt, til vi tales ved,” siger jeg, for jeg er efterhånden vokset fra mit behov for at påtvinge dig noget, der hører mig til.
”I lige måde.” Og så, som en eftertanke, før du læg- ger på: ”Tak, fordi du ringede.”
Med en nagende fornemmelse læner jeg mig tilbage i stolen. To opkald nu, inden for alt for kort tid. Hvad vil du mig, mor?
Omkring solnedgang har jeg indsnævret mulighedsrummet betragteligt. Jeg har ikke lyst til at skrive om fertilitetskrisen, hvis sådan en overhovedet findes, i stedet står to ord tilbage på blokken: Barnefrihedens historie.
En beroligende tilfredshed blander sig med udmattelsen, jeg strækker hænderne mod loftet og lader overkroppen svaje frem og tilbage. Åbner først øjnene igen, da det svimler.
Selvom jeg ikke hører fra dig igen, er det overraskende svært at få dig ud af mit hoved. Det kan da ikke være en fejl, at du tager kontakt to gange med få dages mellemrum. Kan det?
Lørdag formiddag ringer jeg dig modvilligt op, men du svarer ikke. Det samme sker om aftenen, og jeg stårtilbage i stuen, underligt opkørt. Men så igen. Selvom du svarede, er det ikke sikkert, du ville fortælle mig det, hvis noget var galt. Du er ikke ødsel, hverken med kærligheden eller med dig selv. Dit speciale er tal, eller måske snarere bogstaver som erstatning for tal, den ypperste abstraktion. Hensigtsmæssige omskrivninger, sådan plejer du at formulere det, når nogen spørger dig, hvad algebra er. Du er en mor, der hellere tyer til x’er og y’er end til kærtegn, du er en mor, der ved, at en refleksiv relation er en binær relation på et sæt, hvor hvert element er relateret til sig selv. Sådan en mor, der holdt far i hånden, imens han fortalte mig, at han havde cancer i bugspytkirtlen, men som senere, da han var gået ind for at hvile sig, konstaterede, at statistikken talte sit tydelige sprog: Sådan en sygdom lever man ikke længe med.
Du fik ret. Der gik under et år, og du blev stående oprejst under det hele. Du arrangerede begravelsen, ned-skrev dato og klokkeslæt, hvilke tre sange far havde valgt, hvor mange vi blev til kaffe bagefter. Fattet gennem din opremsning af sorgens fakta: Hvor gravstedet var placeret, hvor meget det ville koste. Dengang var jeg rasende, i dag forstår jeg bedre, at tallene var et værn. Alt det, du sagde. Alt det, du holdt for dig selv.
Inden sengetid kigger jeg en sidste gang på mine noter og bladrer tilbage til det vildtvoksende spind fra forleden, ordet familie i midten. Hvornår er man egentlig en del af sådan en flok? Når man sidder sammen ved middagsbordet, når man benytter den samme tandpasta, de samme gener? At gå ind og ud af familien, som var den en sving- dør; egentlig er dét, jeg vil vide, om jeg skylder dig noget.
I tyverne troede jeg, jeg kunne gøre mig fri. At jeg kunne være, hvem jeg ville, at det var min uddannelse eller indretningen af mit kollegieværelse, der definerede mig, mens du og far kunne skrælles af som den døde hud efter en solskoldning. Flere gange gennem årene har jeg trøstet mig med, at jeg kunne skære dig ud af mit liv, hvis jeg virkelig ville. Nu er jeg ikke længere så sikker. Og jeg har efterhånden forstået, at én kan få lige så stor betydning ved ikke at være til stede, som en anden har ved at være det.
Natten er rastløs og hullet, og jeg vågner i det tidlige morgenlys til en beslutning, der på en måde allerede er truffet.
Åbent udsagn
Alexandria (Alex) er i fyrrene, arbejder freelance som videnskabsjournalist, lever alene og har fravalgt børn. Alex er enebarn og har som eneste familie sin mor, som hun pligtskyldigt ser et par gange om året.
Moren, der er matematiker, har gennem hele Alex’ opvækst foretrukket et liv på hjemmets førstesal i selskab med sine bøger, hæfter og tavlen med ligninger. Relationen har været præget af gensidig kritik og følelsesmæssig afstand, men da moren viser begyndende tegn på demens, føler Alex sig tvunget til at opbygge en ny relation til det menneske, hun aldrig har følt sig helt elsket af, men altid har higet efter.
Du kan købe Åbent Udsagn online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
I Åbent udsagn skildrer Anne Cathrine Bomann en kølig mor/datter-relation, der først forandres, da moren viser tegn på demens. Læs et uddrag af romanen her.
Alexandria (Alex) er i fyrrene, arbejder freelance som videnskabsjournalist, lever alene og har fravalgt børn. Alex er enebarn og har som eneste familie sin mor, som hun pligtskyldigt ser et par gange om året. Moren, der er matematiker, har gennem hele Alex’ opvækst foretrukket et liv på hjemmets førstesal i selskab med sine bøger, hæfter og tavlen med ligninger.
LÆS OGSÅ: 18 skønne bøger om kærlighed du (måske) ikke har læst
Relationen har været præget af gensidig kritik og følelsesmæssig afstand, men da moren viser begyndende tegn på demens, føler Alex sig tvunget til at opbygge en ny relation til det menneske, hun aldrig har følt sig helt elsket af, men altid har higet efter. Åbent udsagn er en mættet, eksistentiel roman om en mor/datter-relation og om kærlighedens væsen og uvæsen.
LÆS OGSÅ: Bøger man skal læse: 30 virkelig gode bøger du skal læse
Læs uddraget fra Åbent udsagn af Anne Cathrine Bomann herunder.
HÆNDELSE
I sandsynlighedsregningen beskrives hændelser som del- mængder af et forelagt udfaldsrum. Ved en elementarhændelse forstås en hændelse, der kun indeholder ét element. Ved en egentlig hændelse forstås en hændelse, hvis sandsyn- lighed er forskellig fra 0.
Jeg elsker følelsen, når en tynd gren knækker. Stadig nu, midt i livet, plukker jeg sprøde plantestængler og stive strå, brækker stykke for stykke af. Knæk, knæk, knæk. Nogle vil sikkert mene, at nydelsen ved det præcise brud er blevet mig for stor, jeg ved det ikke. Sandt er det i hvert fald, at jeg holder af at afslutte ting og begynde på ny. Som nu den podcast, jeg har været vært på i snart fire år, det kunne ikke passe mig bedre, at fondsmidlerne er løbet ud. Den seneste tid har jeg mærket en stadigt stærkere trang til at give slip.
Den sidste samtale skal optages foran betalende publikum i morgen aften, og i et forsøg på at slutte cirklen har jeg inviteret den samme kognitionspsykolog, som var med mig i studiet dengang ved programmets debut.
Jeg bruger det meste af dagen på at forberede mig, og det er ved at mørkne, da jeg rejser mig fra arbejdsbordet. Du har ringet. Du har endda indtalt en besked, og begge dele slår mig som aparte. Alligevel udskyder jeg aflytningen. Du er en falsk tone, der skratter inderst i øregangen, og i årenes løb har jeg vænnet mig til kun at forholde mig til dig ved tre lejligheder: min fødselsdag, jul, din fødselsdag. Der er ingen grund til at ødelægge det sidste af en fin aften. Hvis det er vigtigt, ringer du vel igen.
Selvom jeg vågner, før alarmen når at lyde, er jeg ikke træt, om noget har jeg for meget energi, så jeg løber min sædvanlige runde på kirkegården to gange, før jeg tager hul på arbejdet: at skubbe de mest presserende mails ud af min indbakke vel vidende, at langt de fleste vil vende tilbage igen.
Så sætter jeg mig med noterne til aftenens samtale. Min oprindelige intention var, at kognitionspsykologen og jeg skulle tale om tænkning. Fordomme, for at være mere præcis, det fornuftige i at have visse heuristikker,det farlige ved at betjene sig blindt af dem. Men da jeg for nogle uger siden præsenterede ideen for ham over telefonen, afbrød han mig på en måde, der mindede mig om, hvordan hans faglige iver også i vores første samtale den- gang for fire år siden konstant var på nippet til at glide over i uforskammethed:
”Fri vilje,” sagde han. ”Det er alt, jeg tænker på. De der vanvittige millisekunder, fra hjernen signalerer, at den vil igangsætte en bevægelse, til vi selv oplever at træffe beslutningen. Spørgsmålet om, hvorvidt følelsen af at være herre i eget hus er en illusion. Det må da være det helt rigtige emne til din store finale.”
Og det er det måske. Jeg studerer mit talepapir, ret- ter en smule på ordlyden. Han har i hvert fald ret så langt,at spørgsmålet om fri vilje er fascinerende; faktisk står det for mig som et forunderligt lykketræf, at den uddannelse, jeg nok mest af alt tog for at trodse dig, har vist sig at bane vejen for sådan et givende arbejdsliv. Tilknyttet en af lan- dets største aviser, men stadig med autonomien til selv at vælge de emner, jeg vil behandle, hvem jeg vil tale med. Hele koncernen er naturligvis i akut fare for at uddø, men hvem er ikke det?
Du flagrer forbi i udkanten af mine tanker et par gange i løbet af dagen, men du ringer ikke igen, og jegbeslutter at skubbe aflytningen af din besked til efter arrangementet.
Klokken halv fem er jeg klar. Jeg har både haft produceren og min redaktør i røret, skiftet stomipose, tagetpænt tøj på og endda lagt en smule mascara på vipperne. Efter et sidste blik i entréspejlet løber jeg ned ad trapperne med en urolig flaksen i mellemgulvet. Det her er trods alt afslutningen på et projekt, der har betydet meget for mig, i en sal fyldt med mennesker.
Idet jeg skubber gadedøren op, klemmer jeg øjnene sammen mod lyset og ser et øjeblik din profil for mig somden sorte form, solen efterlader på nethinden, når man har kigget direkte mod den.
Allerede nogle minutter inde i interviewet taler kognitionspsykologen så indforstået, at jeg er nødt til at afbryde med en skitsering af Libets oprindelige eksperiment fra 1970’erne, hvor han fik sine forsøgspersoner til at registrere det præcise tidspunkt, de bestemte sig for at bevæge en finger, for siden at påvise, at aktiviteten i deres hjerner var påbegyndt, allerede inden den beslutning blev truffet.
”Libet satte altså spørgsmålstegn ved den intuitive fornemmelse, de fleste af os har af at være i kontrol overvores egen adfærd. At vi er frie til at vælge, med andre ord. Men siden har mange udfordret forsøget, blandt andet ved at nuancere forståelsen af kort- og langsigtede beslut- ningsprocesser.” Jeg vender mig mod min gæst igen. ”Er det ikke rigtigt?”
”Jo.” Han kigger ud over de koncentrerede ansigter i salen. ”For hvad er det i virkeligheden, man måler, nårman fokuserer på isolerede nerveceller i hjernen? Ville det ikke være mere interessant at rette blikket mod de minut- ter og timer og år, der er gået forud for, at forsøgsperso- nen løfter den finger? Vi fødes med arveanlæg og person- lighedstræk; vi er underlagt alverdens påvirkninger fra det øjeblik, vi bliver undfanget. Hvad er det overhovedet for en frihed, vi taler om?”
Herfra flyder samtalen, og på et tidspunkt, der som sædvanlig indtræffer overraskende hurtigt, gør produce-ren tegn til, at der er to minutter tilbage.
”Hvis jeg har forstået dig rigtigt, kan vi altså ikke være sikre på, om det er mig, det vil sige mit selv, hvad det så end er, der nu fortæller dig, at vi skal til at runde af,” siger jeg, ”eller om andre, mindre tilgængelige dele af minhjerne for længst har truffet beslutningen, mens jeg bare makker ret som den hånddukke, jeg er.”
Der lyder spredt latter fra salen, psykologen fortræk- ker ikke en mine.
”Det er korrekt,” siger han. ”Men jeg kan love så meget, at jeg kommer til at bruge al min vågne tid på at finde ud af det. Og når jeg en dag har løst gåden om den frie vilje, foreslår jeg, at vi mødes igen.”
Det giver vi hånd på, og efter nogle afrundende bemærkninger, hvor jeg sender en hilsen til alle dem, der har lyttet med gennem årene, stopper vi optagelsen og åbner for spørgsmål.
”Hvad skal du så lave nu?” vil en kvinde på forreste række vide.
”Det er det fine ved det,” svarer jeg og slår ud med armene. ”Jeg aner det ikke.”
”Måske jeg må komme med et forslag?” Min redaktør sidder afslappet lænet mod lokalets bagvæg. Vi har været en større flok ude at spise, men nu er der kun os to tilbage. ”Til hvad du skal lave, altså.”
”Jeg har en ansøgning ude hos Novo,” minder jeg hende om. ”Der kommer svar næste uge. Og så er der videnskabsklummen.”
Hun nikker.
”Jeg synes, du skal skrive en bog,” siger hun. ”På vores forlag. Fertiliteten dykker kloden over, flere og flerevælger at bo alene. Jeg ved, du har berørt det før, men vi har brug for noget mere dybdegående.”
Jeg ryster på hovedet, hvor kommer det her fra? Jeg skriver korte tekster, det ved hun, jeg optager serier medskiftende temaer i hvert enkelt afsnit, hurtigt ind, hurtigt ud. Men min redaktør løfter hånden, før jeg når at protestere.
”Jeg ved det godt,” siger hun. ”Men sagen er, at jeg tror, du tager fejl. Jeg tror, du af uransagelige årsager harbesluttet dig for, at du ikke kan bruge mere end en uge ad gangen på noget som helst i dit liv. Og jeg synes, duskal prøve alligevel.”
Vi taler lidt videre, men jeg lover hende ingenting, for helt ærligt ser jeg det ikke. Og det kan godt være, at endel af mig er smigret over, at hun har tænkt tanken. At hun faktisk lader til at tro, at jeg kunne skrive en hel, sammenhængende bog. Der er bare det ved det, at hun tager fejl. Det er ikke mig, der har bestemt, at jeg ikke ejer fordybelsens kraft. Det er ganske enkelt sådan, det er.
Når jeg træder ind gennem hoveddøren, ser jeg tre af de fire rum med det samme, og det syn gør mig rolig. Faktisk drømmer jeg om en endnu mindre bolig, et sted uden døre, en måde at holde det hele samlet på.
Jeg får kun sjældent besøg. I de år, Isak boede her, var det anderledes, og i momenter kunne jeg bilde migselv ind, jeg var blevet en anden. Vi kunne have inviteret gæster til middag, jeg kunne stå og hakke et løg og lige- som glide ud af min krop. Svæve op over os, mig ved køkkenbordet, ham med forklædet på midt i bevægelsen af en ske fra en gryde mod munden. Og det var mig, samtidig med at det ikke var. For jeg stod der jo, og jeg gjorde de ting, og jeg sagde de ord, men det var ikke rigtigt mig, og en dag ville han opdage det, eller jeg ville vriste mig løs, og den del af livet ville være forbi.
Med et hoved, der runger af træthed, smider jeg mig i sofaen med telefonen. Bladrer hen til listen med opkald,og der er du. Onsdag klokken 20.47, ordet mor som en anklage.
Efter at jeg flyttede hjemmefra, forsøgte vi faktisk at få det til at fungere. Jeg kom på besøg og tog imod en kop af din evindelige filterkaffe, du placerede dig over- for, men hurtigt sneg rastløsheden sig ind på os. Vi sad sjældent sådan, dengang jeg boede der, hvorfor skulle det pludselig fungere nu? Så du rejste dig igen og glattede blusen, du holdt fast om stolens ryg.
”Nå,” sagde du og kiggede rundt.
”Ja?” svarede jeg for at lade dig hænge lidt. Eller jeg begyndte at rapportere om hændelser, vi begge to vidste intet betød:
”Min kollega Martin er blevet fyret,” kunne jeg sige, eller: ”Nå ja, det har du ikke hørt, de har besluttet at udskifte vinduerne i min ejendom.”
Og dit ansigt fortrak sig, du måtte tvinge dig selv til at blive stående. Når jeg var færdig, kom du med en bemærkning, eller der kunne være et par opklarende spørgsmål:
”Hvor gammel er det, han er? … Hvem er det nu, der er formand for din bestyrelse?”
Men så ebbede også det ud, og du stod der igen, noget trak i dig. Det føltes uundgåeligt, at der blev længere og længere mellem mine besøg.
Du ville næppe sige nej, hvis jeg pludselig spurgte, om jeg måtte komme forbi, men jeg husker på den anden side ikke, at du nogensinde har inviteret mig af dig selv ud over til de faste arrangementer. Du vil vel ikke være sådan en forælder, der plager sit barn om at komme hjem. Nogle gange har jeg ønsket, du ville gøre det alligevel, men det er længe siden nu. Så meget er længe siden, og faktisk vil jeg helst beholde det dér. Men nu altså: Dig, der har lagt en besked. Mig, der ikke orker at høre din stemme.
Og måske er jeg heldig, for da jeg til sidst tager mig sammen og ringer til svareren, er den eneste lyd en raslen som af stof mod en mikrofon. Det forklarer en del, alligevel lytter jeg videre.
Mere skramlen. Så en besværet stønnen.
”Hallo?” Din stemme er usikker. ”Hallo, er der nogen?”
Du lyder sårbar på en måde, jeg ikke genkender, du må virkelig være forvirret. Så sukker du og mumler nogetfor dig selv, før du hæver stemmen:
”Alexandria, du må ringe til mig igen, hvis det er dig. Jeg ved ikke, hvad der foregår, men jeg kan ikke høre dig. Jeg lægger på nu.”
En lille pause, så er opkaldet slut. Tast et for at ringe op, tast to for at slette.
Burde jeg ringe tilbage? Det er jo lykkedes dig at bilde dig selv ind, at det var mig, der kontaktede dig. Nej, jeg rejser mig. Hele det opkald var en fejl, du vil mig tydeligvis ingenting, og jeg har intet behov for at tale med dig. Det er langt mere tillokkende at gå tilbage til de parallelle liv, vi var i gang med at leve, før du satte dig på dintelefon.
Alex: Hvad siger du, Chat? Har mennesket en fri vilje?
Chat: Det er stadig et åbent spørgsmål. Psykologiske eksperimenter peger på, at hjernen kan igangsætte handlinger, før vi bliver bevidste om beslutningen, hvilket udfordrer ideen om fuld frihed.
Derudover har ethvert enkelt individ et genetisk ophav, som i høj grad former temperament, kognitive evner, tilbøjeligheder m.m., og oven i det kommer så socialiseringen fra både familie og det omgivende samfund. Med alt det in mente kan man godt få den tanke, at mennesket er forprogrammeret af en kombination af biologi og social påvirkning, og at oplevelsen af selv at være i førersædet mest af alt er en efterrationalisering.
Samtidig viser nyere forskning, at der findes en form for metakontrol: Det er muligt at reflektere over og ændre sine impulser, hvilket giver en slags praktisk frihed.
Filosofisk skelnes der mellem determinisme (alt er forudbestemt), indeterminisme (tilfældighed) og kompatibilisme (fri vilje kan eksistere inden for deterministiske rammer). Mange nutidige filosoffer hælder mod den sid- ste mulighed: Man er fri, når man handler i overensstemmelse med sine værdier og grunde, også selvom de valg har årsager. Så måske findes der ikke en absolut fri vilje, men en meningsfuld grad af selvbestemmelse?
De følgende dage er jeg en smule langsommere til stede i verden. Der er en træghed, som kommer af at have lagt et stort projekt bag mig. Jeg ligger på sofaen med vinduet åbent mod foråret og computeren som en spindende kat på min mave. Tænker over, hvad man stiller op med så- dan et liv, al den forbandede frihed.
Så, på tredjedagen, tager jeg mig sammen, piller min stive badedragt ned fra tørresnoren og cykler mod denlokale svømmehal. Lydene der er anderledes end udenfor, på samme gang afgrænsede og fulde af klang. Loftet er lavet af glas, og på klare vinteraftener, når jeg svømmer på ryggen, gnistrer stjernerne ned mod mig. Jeg føler mig hensat, bedre kan jeg ikke udtrykke det, og når jeg ligger i vandet med de flisebelagte vægge omkring mig, bliver jeg gang på gang rørt over, hvordan det er muligt at flytte sig, imens man tilbagelægger præcis samme strækning igen og igen.
Jeg går over gulvet med en særlig spænding i lårene, gør klar til at bryde den flimrende flade. I starten holdt jeg hovedet løftet, mens jeg svømmede, men det bremsede min fremdrift. Nu har jeg investeret i et par briller og trænet en ny vane frem, at tvinge mig selv under og op igen.
Så her står jeg på kanten og søger efter balancen. Læner mig frem over forfødderne, bøjer i knæene. Ogselvom jeg aldrig vil få det at se, føles mit spring yndefuldt, da jeg sætter af, det er endnu en ting, jeg elsker:
Hvordan min krop virker i dette rum. Jeg holder af at mærke den arbejde, musklernes glæde ved modstanden.Hvordan det, der før var skrøbeligt og sygt, nu er et velfungerende hele.
Så jeg driver mig selv fremad, indtil jeg ikke kan længere. Tiden, før det øjeblik indtræffer, strækkes stadig længere. I begyndelsen holdt jeg omkring et kvarter, nu går der let en halv time. Og bagefter, når jeg forlader den store bygning med håret dryppende ned ad trøjen og summende ben, bærer jeg følelsen med mig. Der er en sikkerhed i at mærke, at kroppen vil mig det godt. At jeg kan bryde vandets pres og fortsætte.
Uden at have været mig det bevidst må jeg alligevel have regnet med, at jeg ville få den bevilling, så da mailen fra Novo Nordisk Fonden lander, må jeg læse den to gange. Nej? Er det virkelig det, der står? Jeg blinker. Desværre, der var mange støtteværdige projekter, tøv endelig ikke med at søge en anden gang?
Selvom solen er bleg og fjern, er luften lun, og i stedet for at køre direkte hjem fra svømmehallen løfter jeg hjelmen fri af det våde hår og sætter mig på en skråning ved søerne. Sidder lidt sådan med lukkede øjne, forsøger at fastholde roen. Så ringer jeg til min redaktør for at fortælle om afslaget.
”Har du tænkt over det med bogen?” spørger hun.
”Du kan jo sagtens søge midler til andre projekter imens, men der kommer uanset hvad til at gå noget tid, før det falder på plads.”
Hun har ret. Og selvom der står en rimelig sum på min konto, er vilkåret for mit arbejdsliv, at jeg hele tiden har nye opgaver på vej. Det her er den prekære tilværelses skyggeside: pengene, der aldrig flyder jævnt, den konstante bekymring for næste måneds indkomst. At lægge tallene fra hypotetiske indtægtskilder sammen, rynke brynene, tælle forfra.
Jeg sukker. Det at frembringe en hel bog står stadig for mig som en umulighed, men sådan én kan vel opdelesi nogle kapitler. Kapitler består af kortere afsnit, som igen er bygget af sætninger, og sætninger, dem kender jeg.
”Egentlig ikke,” indrømmer jeg. ”Hvad var det, du sagde, den skulle handle om?”
Da vi har lagt på, finder jeg den notesblok frem, jeg altid har med mig. I store dele af verden fødes der færre børn nu end tidligere, min redaktør er interesseret i, hvordan det kan forstås. I de valg, vi træffer for vores liv, og i dem, der bliver truffet for os. Jeg begynder med at nedfælde nogle stikord på må og få. Familie, jeg tegner en linje. Moderskab, arbejdsliv, jeg trækker endnu en streg. Fortrydelse?
Torsdag tager jeg ind til morgenmøde på avisen, og alt er, som det plejer: krig, en snarlig regeringsrokade, nogens erindringsbog, der deler vandene. Intet af det har rigtigt med mig at gøre, det er mest for de fastansatte, men det føles godt at følge lidt med.
Bagefter taler Jakob og jeg om hans nye lydserie, der skal handle om biodiversitetskrisen.
”Måske du vil være med i et afsnit?” foreslår han. ”Nu hvor du har fået lidt mere luft.”
Vi aftaler, at jeg overvejer det og vender tilbage. Der er så meget, man kunne tage op, katastrofen som en tsunami i slowmotion, der sluger endnu en millimeter af jorden, hver gang vi kigger væk. Nogle dage må jeg bevidst beslutte ikke at tænke på det. Jakob fortæller, at han følger sine børn til dans to gange om ugen, at det er en forsvarsmekanisme. I stedet for at læse eller køre ud og handle bliver han siddende for at se dem hvirvle som vindhekse over det blankslidte gulv, og i korte glimt sker det, at deres glæde får ham til at glemme al resten.
Senere, hjemme i lejligheden, skimmer jeg dagens nyheder og gennemfører en let træning på stuegulvet. Nogle yogaøvelser, armstrækninger, forskellige variationer af planken. Det, at maven igen føles stærk rundt om stomien.
Da jeg er færdig, har en stor, dunet oldenborre forvildet sig ind i stuen, jeg åbner et vindue mere og får dengelejdet ud ved hjælp af et blad. Aftenen er et tavst land- skab udbredt foran mig. Det var på samme måde i mit barndomshjem, og jeg mistænker, at jeg her, på den an- den side af trediverne, virkelig trives bedst i mit eget selskab. Selvfølgelig sker det, at stilheden vokser sig for stor; et menneske kan forsvinde i sådan en stilhed, og så er jeg nødt til at tvinge mig selv ud ad døren. Ind i et studie for at tale om noget, aktiv dødshjælp, for eksempel, eller replikationskrisen i socialvidenskaberne. I virkeligheden er jeg ikke ekspert i noget som helst, det har du ret i, jeg tiltvinger mig bare stoffet. Men efter at have opgivet bio- logiuddannelsen brugte jeg enorme mængder af tid på en art selvstudium, og når jeg sidder et sted og fortæller om konsekvenserne ved iltsvindet i vores fjorde, er det, som om jeg alligevel ved et eller andet. Som om det, jeg siger, trods alt har en betydning, og i dét ligger en stille triumf.
Bagefter tager jeg hjem til Diana og hendes voksende familie eller går med nogle kollegaer hen på en bar,lader boblerne briste mod ganen. Men langt de fleste dage er som nu: mig, arbejdet, det tyste. Præcis, som jeg gerne vil have det.
Næste morgen arbejder jeg videre med stikordene på min blok kun afbrudt af toiletbesøg og ture til køkkenet efter noget at drikke. Læser de tekster, jeg selv og andre har skrevet om barnløshed i avisen, om par, der vælger at bo hver for sig. Ud på eftermiddagen rejser jeg mig stiv i ryggen og med det begyndende ubehag, der betyder, at jeg har glemt at spise. På redaktionen går jeg som regel til frokost med de andre, men herhjemme har tiden det med at skride.
Jeg spejler to æg, rister en skive brød og presser en overmoden avocado ud af sin skal, spiser det hele stående ved vinduet. Varmen er på nippet til at knække over i torden, luften er mættet af væde. Det har været et mærkeligt forår. Bygerne ligger tæt, de mellemliggende dage er lumre og klaustrofobiske.
Netop som jeg har sat mig tilbage til skrivebordet, ringer telefonen. Foran mig på papiret står en halvfærdig sætning med en pointe, der er på nippet til at undslippe mig, og egentlig vil jeg helst ignorere det opkald. Især da jeg ser, det er dig.
”Hej, mor.”
Der er stille i den anden ende.
”Mor?”
”Hallo?” Du lyder mistroisk, stemmen er fuld af forbehold.
”Hej, mor. Jeg tror, du er kommet til at ringe mig op. Igen.”
”Mig?” fnyser du. ”Hvad får dig til at tro det?”
Har du da hørt din egen ringetone? har jeg lyst til at sige, men det spor skal jeg ikke ud ad, så jeg nøjes med at spørge, hvordan det står til hos dig.
”Jo tak. Der sker ikke det store her.” Og jeg ved, hvad du mener. Jeg ved præcis, hvordan dagene forløber derhjemme, jeg har levet i dem.
Så bliver der stille igen. Du har ikke mere. Du kommer ikke til at spørge tilbage.
”Jamen så må du have det godt, til vi tales ved,” siger jeg, for jeg er efterhånden vokset fra mit behov for at påtvinge dig noget, der hører mig til.
”I lige måde.” Og så, som en eftertanke, før du læg- ger på: ”Tak, fordi du ringede.”
Med en nagende fornemmelse læner jeg mig tilbage i stolen. To opkald nu, inden for alt for kort tid. Hvad vil du mig, mor?
Omkring solnedgang har jeg indsnævret mulighedsrummet betragteligt. Jeg har ikke lyst til at skrive om fertilitetskrisen, hvis sådan en overhovedet findes, i stedet står to ord tilbage på blokken: Barnefrihedens historie.
En beroligende tilfredshed blander sig med udmattelsen, jeg strækker hænderne mod loftet og lader overkroppen svaje frem og tilbage. Åbner først øjnene igen, da det svimler.
Selvom jeg ikke hører fra dig igen, er det overraskende svært at få dig ud af mit hoved. Det kan da ikke være en fejl, at du tager kontakt to gange med få dages mellemrum. Kan det?
Lørdag formiddag ringer jeg dig modvilligt op, men du svarer ikke. Det samme sker om aftenen, og jeg stårtilbage i stuen, underligt opkørt. Men så igen. Selvom du svarede, er det ikke sikkert, du ville fortælle mig det, hvis noget var galt. Du er ikke ødsel, hverken med kærligheden eller med dig selv. Dit speciale er tal, eller måske snarere bogstaver som erstatning for tal, den ypperste abstraktion. Hensigtsmæssige omskrivninger, sådan plejer du at formulere det, når nogen spørger dig, hvad algebra er. Du er en mor, der hellere tyer til x’er og y’er end til kærtegn, du er en mor, der ved, at en refleksiv relation er en binær relation på et sæt, hvor hvert element er relateret til sig selv. Sådan en mor, der holdt far i hånden, imens han fortalte mig, at han havde cancer i bugspytkirtlen, men som senere, da han var gået ind for at hvile sig, konstaterede, at statistikken talte sit tydelige sprog: Sådan en sygdom lever man ikke længe med.
Du fik ret. Der gik under et år, og du blev stående oprejst under det hele. Du arrangerede begravelsen, ned-skrev dato og klokkeslæt, hvilke tre sange far havde valgt, hvor mange vi blev til kaffe bagefter. Fattet gennem din opremsning af sorgens fakta: Hvor gravstedet var placeret, hvor meget det ville koste. Dengang var jeg rasende, i dag forstår jeg bedre, at tallene var et værn. Alt det, du sagde. Alt det, du holdt for dig selv.
Inden sengetid kigger jeg en sidste gang på mine noter og bladrer tilbage til det vildtvoksende spind fra forleden, ordet familie i midten. Hvornår er man egentlig en del af sådan en flok? Når man sidder sammen ved middagsbordet, når man benytter den samme tandpasta, de samme gener? At gå ind og ud af familien, som var den en sving- dør; egentlig er dét, jeg vil vide, om jeg skylder dig noget.
I tyverne troede jeg, jeg kunne gøre mig fri. At jeg kunne være, hvem jeg ville, at det var min uddannelse eller indretningen af mit kollegieværelse, der definerede mig, mens du og far kunne skrælles af som den døde hud efter en solskoldning. Flere gange gennem årene har jeg trøstet mig med, at jeg kunne skære dig ud af mit liv, hvis jeg virkelig ville. Nu er jeg ikke længere så sikker. Og jeg har efterhånden forstået, at én kan få lige så stor betydning ved ikke at være til stede, som en anden har ved at være det.
Natten er rastløs og hullet, og jeg vågner i det tidlige morgenlys til en beslutning, der på en måde allerede er truffet.
Åbent udsagn
Alexandria (Alex) er i fyrrene, arbejder freelance som videnskabsjournalist, lever alene og har fravalgt børn. Alex er enebarn og har som eneste familie sin mor, som hun pligtskyldigt ser et par gange om året.
Moren, der er matematiker, har gennem hele Alex’ opvækst foretrukket et liv på hjemmets førstesal i selskab med sine bøger, hæfter og tavlen med ligninger. Relationen har været præget af gensidig kritik og følelsesmæssig afstand, men da moren viser begyndende tegn på demens, føler Alex sig tvunget til at opbygge en ny relation til det menneske, hun aldrig har følt sig helt elsket af, men altid har higet efter.
Du kan købe Åbent Udsagn online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.