Tyven i Tranquebar er Kim Langers nye historiske roman om et næsten glemt stykke danmarkshistorie, om politiske magtkampe og fatale alliancer i den danske Tranquebar-koloni.
Gennem de senere år har synet på Danmarks rolle været til tiltrængt revision i den offentlige debat. Der er tidligere blevet stillet skarpt på de gamle danske tropekolonier, De Vestindiske Øer og Guldkysten i Vestafrika, på grund af Danmarks rolle i den transatlantiske slavehandel.
En tredje tropekoloni er hidtil gået under radaren. I 225 år lå Tranquebar som en lille dansk enklave på en fjern og forblæst sandstrand i det sydlige Indien. Nu sætter Kim Langer fokus på den i Tyven i Tranquebar.
LÆS OGSÅ: Nye bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger
I Tyven i Tranquebar er handlen gået i stå i den lille danske koloni, og lagerrummene på fortet Dansborg står gabende tomme. Ankomsten af missionæren Bartholomæus Ziegenbalg, som er udsendt for at kristne Frederik den Fjerdes hedenske undersåtter, gør det endnu mere vanskeligt for guvernør Johan Hassius og fru Anna at opbygge den formue, de har svoret at vende hjem til Danmark med.
En uventet mulighed i den lokale indiske kongeby Thanjavur giver håb om lidt medgang. Her spiller steddatteren Amalie og tjenestedrengen Modaliappa ufrivilligt en afgørende rolle.
LÆS OGSÅ: 25 historiske romaner til din læsning
Læs første kapitel af Tyven i Tranquebar herunder.
Tyven i Tranquebar
af Kim Langer
Kapitel 1
Huset i Admiralgade
Kun Gud kunne tælle alle de gange, Bartholomæus Ziegenbalg havde klappet sig på brystet, siden han stak brevet i inderlommen på den sorte præstekjole for mindre end en halv time siden. Og måske end ikke Gud havde tal på, hvor ofte skuffen i skrivepulten i det lille arbejdsværelse ud mod gårdhaven havde knirket, fordi han midt i arbejdet med alle sine palmebladsbøger og skrivepapirer blev nødt til at trække den ud for at forsikre sig om, at brevet stadig lå der.
I fjorten dage havde han vogtet over det, og i takt med at dagen nærmede sig, hvor han endelig kunne kundgøre dets glædelige indhold for sin flok, havde det evige behov for at kigge efter det udviklet sig til noget nær en besættelse for ham. En ufrivillig vane, som han glædede sig til snart at lægge af sig.
Ziegenbalg klappede sig endnu engang uden på kjolen, selvom han udmærket vidste, at det var umuligt at mærke noget igennem den.
Stoffet var så tykt og uldent, at han kunne have haft Luthers Lille Katekismus derinde uden at vide det. Desuden var lommen dyb, og brevet foldet. Det kunne ikke falde ud. Det gjorde ingen forskel, og han knappede de to øverste knapper op, så han ved selvsyn kunne berolige sig en sidste gang. Han kunne se brevet. Og sveden var endnu ikke begyndt at trænge ind til det.
Han kunne ikke forestille sig, at Gud ville tillade, at blæk- ket flød ud og gjorde det ulæseligt. Og dog; i Herrens øjne havde mennesket også selv et ansvar. Det skulle ikke ligge der for længe.
Han vendte sig om mod Aleppa, mens han fumlede med den øverste knap under præstekraven for at knappe den igen. Hans fingre var store, og knappen ualmindelig lille.
”Er det tid til at tage af sted?”
”Det er tid til at tage af sted, pastor.”
”Godt. Og du er sikker på, de møder op?”
Aleppa vippede med hovedet i den uudgrundelige bevægelse, som tilsyneladende kunne betyde hvad som helst. Alle malabarer brugte den, men Ziegenbalg troede ikke, han nogensinde ville lære at forstå den. Betød den ja eller nej? Han kunne hverken begribe den eller gøre den efter.
”Men kommer de?” spurgte han igen.
”Modaliappa har været rundt til alle. Til halvkasterne og pariaerne. Men også til fiskerne, landarbejderne og væverne. De siger alle, at de nok skal være der.”
”At de siger, de kommer, er ikke det samme, som at de rent faktisk gør det,” sagde han en anelse hidsigt.
Der var efterhånden gået to år siden hans ankomst til Tranquebar, men lige præcis den store forskel på ord og handling var et irritationsmoment ved hedningene, som stadig gik ham på. Lige så snart man afkrævede dem et løfte eller en aftale, nikkede de beredvilligt ja på deres sælsomme facon, men efterkom det så godt som aldrig.
Hvordan kunne man overholde sine løfter over for Gud, hvis man ikke overholdt sine aftaler i livet? Han havde meget at lære dem endnu. Temperamentet dampede bort lige så hurtigt, som det var blusset op. Det var ikke deres skyld. Så længe de var uoplyste og ikke vidste bedre, kunne man ikke forvente mere af dem.
”Du skal ikke være bekymret, pastor.” Aleppa gik hen mod døren. ”Kirken bliver fuld. De kommer ikke kun fra Tranquebar, men også fra Tillaly og de andre landsbyer. Mange af dem er her sikkert allerede.”
”Glimrende, Aleppa, glimrende.”
Foruden selve Tranquebar by havde Ziegenbalg egenhændigt besøgt hver og én af de atten landsbyer, som også hørte med til den danske besiddelse. Tilmed til fods og ofte i brændende hede med kun en lille parasol som værn mod solen. Hvis unge Modaliappa virkelig havde spredt budskabet til hele koloniens territorium, ville det i sandhed blive en stor dag for missionen. Aleppa virkede i hvert fald sikker i sin sag.
”Men hvordan kan du vide det?” spurgte han alligevel en sidste gang.
Aleppa smilede. ”Fordi Modaliappa har lovet, at du har en gave til dem.”
”En Guds gave,” præciserede Ziegenbalg. ”Ikke en mønt eller et pund klipfisk. Det er kun katolikker, der tror, at man kan købe folk til omvendelse.”
Aleppa trak på skuldrene og åbnede døren ud til verandaen. ”Det finder de først ud af, når de sidder i kirken. Skal vi gå?”
Ziegenbalg skævede til inderlommen. Brevet føltes nærmest levende derinde, som om det vidste, at tiden var kommet, hvor dets lange rejse endelig var forbi. Nu manglede der kun de sidste få hundrede meter fra hans hus i Admiralgade til Zionskirken på Kongensgade. Han satte den hvide pudderparyk med de tunge krøller på hovedet og rettede på pibekraven. Så vendte han sig om mod den tredje mand i stuen.
”Kom, Watthiar, vi kan fortsætte vores drøftelse på vejen.”
Watthiar vippede en enkelt gang tilbage på hælene og rejste sig fra sin hugsiddende stilling på gulvet i en flydende, nærmest vægtløs bevægelse, som fuldstændig fornægtede hans høje alder. Ziegenbalg begreb ikke, hvordan han bar sig ad, når han med sine halvfjerds år var næsten tre gange så gammel som Ziegenbalg selv.
Da Ziegenbalg blev sat i land i Tranquebar, havde Watthiar længe drevet en skole for tamilske børn på et bart stykke jord bag Shivatemplet tæt på stranden. Allerede kort efter sin ankomst havde Ziegenbalg henvendt sig med Aleppa som tolk og tilbudt, at Watthiar ganske gratis måtte rykke sin skole ind i Ziegenbalgs hus. Som modydelse skulle han undervise pastoren i tamilsk, nøjagtig som han gjorde med børnene.
I de to mellemliggende år var Ziegenbalgs beherskelse af det tamilske sprog blevet stor nok til, at de i dag kunne drøfte komplicerede emner af både spirituel og filosofisk karakter, uden at hverken Aleppa eller Modaliappa behøvede at tolke imellem dem.
Her til morgen havde de for eksempel fordrevet ventetiden med at sammenligne deres respektive religioners hellige skrifter, og allerede på verandaen foran huset genoptog Ziegenbalg nu formiddagens diskussion. Brevet var ikke glemt, men nu han endelig var på vej, følte han sig ikke længere plaget af uro over, om det nu også var der.
”Men bogen, Watthiar, hvor er bogen?” sagde han og gik ned ad de tre trin og ud på Admiralgade.
Klokken nærmede sig ti, og solen havde fortrængt den sidste morgenkølighed. Fra nu af lå middagsheden tung og trykkende til langt efter klokken fire, og alligevel fægtede Ziegenbalg energisk med armene og spankulerede af sted midt ude på gaden.
”Du har stadig ikke redegjort for, hvordan jeres hedenskab kan kaldes for en forenende tro, når I mangler den ene Guds bog, som indeholder selve troens essens?”
Sammen med Aleppa holdt den gamle skolelærer sig til den smalle strimmel skygge langs husene. Han havde for langt fra første gang forsøgt at forklare, at i modsætning til kristendommen, der var blevet overleveret af en enevældig gud i mere eller mindre færdig form, så var hinduismen vokset frem lidt efter lidt; den havde bygget lag på lag gennem tusindvis af år og havde derfor ikke en central bog.
Han følte tydeligvis ingen grund til at forklare sig igen, ligesom han heller ikke lagde skjul på, at han tvivlede på, at Ziegenbalg havde forstået forskellen. Det var sandt. Det havde han ikke, og det indrømmede han gerne. Men kun fordi der ikke var noget at forstå. Hvorfor skulle Gud stille sig tilfreds med at lade sin lære falde drypvis, når den hele var samlet så smukt i Bibelen? Imidlertid nåede han kun lige at åbne munden, før han blev afbrudt af Aleppa.
”Dér kommer Modaliappa.”
Først nu opdagede han, at de for længst var drejet ind i det europæiske kvarter på Dronningensgade og allerede havde passeret både Eggerts købmandsgård og kaptajn Stevensons hus. Den unge mand kom gående imod dem henne fra hjørnet af Kongensgade.
”Se, pastor!” råbte han glædestrålende og slog ud med armen bag sig, mens han satte i løb det sidste stykke hen til de tre mænd. ”Der er kommet endnu flere, end vi turde håbe på!”
Ziegenbalg kiggede op ad gaden hen over skulderen på Modaliappa. Der var intet at se ud over det sædvanlige. Gaden var næsten mennesketom. To malabarer var i færd med at tække et tag med nye palmeblade, en vaskekone gik forbi med en bylt på hovedet, og foran en nyligt opført købmandsresidens fejede en hustjener fygesand ned fra verandaen, mens den portugisiske købmand sad i skyggen under tagskægget og så til.
Ziegenbalg så næsten bedende på Modaliappa. ”Hvem er det, der er kommet? Her er jo ingen.”
”Kom!” Modaliappa vinkede pastoren med hen mod Kon- gensgade. ”De er så mange, at de fylder hele gaden.”
Ziegenbalg satte farten op for at holde trit med Modaliappa. Aleppa og Watthiar fulgte efter i et mere sindigt tempo. Så drejede de om hjørnet, og i ét nu glemte Ziegenbalg alt om Watthiar og deres teologiske diskussion. Han klappede energisk Modaliappa på skulderen og skikkede ham af sted mod fortet. Drengen havde gjort sit, og Ziegenbalg vidste, at han havde andre pligter at passe.
Så sendte han Aleppa et opstemt blik og vendte sig igen om mod Zionskirken. De hvidkalkede mure lyste klart, og solen glimtede i det røde tegltag. Men smukkest var alligevel det opløb, der ventede på pladsen udenfor. Nu vendte en hob af forventningsfulde ansigter sig om og så på ham, både børn og voksne.
En malabarisk menighed, der var mindst fem gange så stor som den, han var vant til på selv de bedste dage i den interimistiske kirke i Østergade, hvor han plejede at prædike. Det var umuligt at forestille sig, at de kun var mødt op, fordi Modaliappa havde lovet dem en gave, og selv hvis de var, gjorde det ingen forskel.
Han havde fuld tillid til, at Gud ville bøje alle menneskers hjerter i kærlighed til Ham, så de også kom igen både næste gang og næste gang igen, indtil de en skønne dag var klar til at blive døbt og lade sig indlemme i Herrens flok.
Et sidste klap på brystet, så tørrede han sig over panden med håndleddet uden at bekymre sig om den våde svedplet, han afsatte på præstekjolens hvide poignet, rettede på parykken og skridtede målrettet hen imod Zionskirken. Fløjdøren i gavlen stod allerede så åben som Guds favn.
Hvis det var en gave, de ønskede sig, så var det en gave, de skulle få.
Tyven i Tranquebar
Det knager i den lille danske koloni Tranquebar på den indiske sydkyst. Handelen er gået i stå, og lagerrummene på fortet Dansborg står gabende tomme.
Ankomsten af missionæren Bartholomæus Ziegenbalg, som er udsendt for at kristne Frederik den Fjerdes hedenske undersåtter, gør det kun endnu mere vanskeligt for guvernør Johan Hassius og fru Anna at opbygge den formue, de har svoret at vende hjem til Danmark med.
Da hofintriger i den lokale indiske kongeby Thanjavur helt uventet åbner for lidt tiltrængt medgang, spiller både steddatteren Amalie og tjenestedrengen Modaliappa afgørende roller.
Tyven i Tranquebar er en roman om et næsten glemt stykke danmarkshistorie på en fjern og forblæst sandstrand mange tusinde kilometer borte.
Tyven i Tranquebar er Kim Langers nye historiske roman om et næsten glemt stykke danmarkshistorie, om politiske magtkampe og fatale alliancer i den danske Tranquebar-koloni.
Gennem de senere år har synet på Danmarks rolle været til tiltrængt revision i den offentlige debat. Der er tidligere blevet stillet skarpt på de gamle danske tropekolonier, De Vestindiske Øer og Guldkysten i Vestafrika, på grund af Danmarks rolle i den transatlantiske slavehandel.
En tredje tropekoloni er hidtil gået under radaren. I 225 år lå Tranquebar som en lille dansk enklave på en fjern og forblæst sandstrand i det sydlige Indien. Nu sætter Kim Langer fokus på den i Tyven i Tranquebar.
LÆS OGSÅ: Nye bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger
I Tyven i Tranquebar er handlen gået i stå i den lille danske koloni, og lagerrummene på fortet Dansborg står gabende tomme. Ankomsten af missionæren Bartholomæus Ziegenbalg, som er udsendt for at kristne Frederik den Fjerdes hedenske undersåtter, gør det endnu mere vanskeligt for guvernør Johan Hassius og fru Anna at opbygge den formue, de har svoret at vende hjem til Danmark med.
En uventet mulighed i den lokale indiske kongeby Thanjavur giver håb om lidt medgang. Her spiller steddatteren Amalie og tjenestedrengen Modaliappa ufrivilligt en afgørende rolle.
LÆS OGSÅ: 25 historiske romaner til din læsning
Læs første kapitel af Tyven i Tranquebar herunder.
Tyven i Tranquebar
af Kim Langer
Kapitel 1
Huset i Admiralgade
Kun Gud kunne tælle alle de gange, Bartholomæus Ziegenbalg havde klappet sig på brystet, siden han stak brevet i inderlommen på den sorte præstekjole for mindre end en halv time siden. Og måske end ikke Gud havde tal på, hvor ofte skuffen i skrivepulten i det lille arbejdsværelse ud mod gårdhaven havde knirket, fordi han midt i arbejdet med alle sine palmebladsbøger og skrivepapirer blev nødt til at trække den ud for at forsikre sig om, at brevet stadig lå der.
I fjorten dage havde han vogtet over det, og i takt med at dagen nærmede sig, hvor han endelig kunne kundgøre dets glædelige indhold for sin flok, havde det evige behov for at kigge efter det udviklet sig til noget nær en besættelse for ham. En ufrivillig vane, som han glædede sig til snart at lægge af sig.
Ziegenbalg klappede sig endnu engang uden på kjolen, selvom han udmærket vidste, at det var umuligt at mærke noget igennem den.
Stoffet var så tykt og uldent, at han kunne have haft Luthers Lille Katekismus derinde uden at vide det. Desuden var lommen dyb, og brevet foldet. Det kunne ikke falde ud. Det gjorde ingen forskel, og han knappede de to øverste knapper op, så han ved selvsyn kunne berolige sig en sidste gang. Han kunne se brevet. Og sveden var endnu ikke begyndt at trænge ind til det.
Han kunne ikke forestille sig, at Gud ville tillade, at blæk- ket flød ud og gjorde det ulæseligt. Og dog; i Herrens øjne havde mennesket også selv et ansvar. Det skulle ikke ligge der for længe.
Han vendte sig om mod Aleppa, mens han fumlede med den øverste knap under præstekraven for at knappe den igen. Hans fingre var store, og knappen ualmindelig lille.
”Er det tid til at tage af sted?”
”Det er tid til at tage af sted, pastor.”
”Godt. Og du er sikker på, de møder op?”
Aleppa vippede med hovedet i den uudgrundelige bevægelse, som tilsyneladende kunne betyde hvad som helst. Alle malabarer brugte den, men Ziegenbalg troede ikke, han nogensinde ville lære at forstå den. Betød den ja eller nej? Han kunne hverken begribe den eller gøre den efter.
”Men kommer de?” spurgte han igen.
”Modaliappa har været rundt til alle. Til halvkasterne og pariaerne. Men også til fiskerne, landarbejderne og væverne. De siger alle, at de nok skal være der.”
”At de siger, de kommer, er ikke det samme, som at de rent faktisk gør det,” sagde han en anelse hidsigt.
Der var efterhånden gået to år siden hans ankomst til Tranquebar, men lige præcis den store forskel på ord og handling var et irritationsmoment ved hedningene, som stadig gik ham på. Lige så snart man afkrævede dem et løfte eller en aftale, nikkede de beredvilligt ja på deres sælsomme facon, men efterkom det så godt som aldrig.
Hvordan kunne man overholde sine løfter over for Gud, hvis man ikke overholdt sine aftaler i livet? Han havde meget at lære dem endnu. Temperamentet dampede bort lige så hurtigt, som det var blusset op. Det var ikke deres skyld. Så længe de var uoplyste og ikke vidste bedre, kunne man ikke forvente mere af dem.
”Du skal ikke være bekymret, pastor.” Aleppa gik hen mod døren. ”Kirken bliver fuld. De kommer ikke kun fra Tranquebar, men også fra Tillaly og de andre landsbyer. Mange af dem er her sikkert allerede.”
”Glimrende, Aleppa, glimrende.”
Foruden selve Tranquebar by havde Ziegenbalg egenhændigt besøgt hver og én af de atten landsbyer, som også hørte med til den danske besiddelse. Tilmed til fods og ofte i brændende hede med kun en lille parasol som værn mod solen. Hvis unge Modaliappa virkelig havde spredt budskabet til hele koloniens territorium, ville det i sandhed blive en stor dag for missionen. Aleppa virkede i hvert fald sikker i sin sag.
”Men hvordan kan du vide det?” spurgte han alligevel en sidste gang.
Aleppa smilede. ”Fordi Modaliappa har lovet, at du har en gave til dem.”
”En Guds gave,” præciserede Ziegenbalg. ”Ikke en mønt eller et pund klipfisk. Det er kun katolikker, der tror, at man kan købe folk til omvendelse.”
Aleppa trak på skuldrene og åbnede døren ud til verandaen. ”Det finder de først ud af, når de sidder i kirken. Skal vi gå?”
Ziegenbalg skævede til inderlommen. Brevet føltes nærmest levende derinde, som om det vidste, at tiden var kommet, hvor dets lange rejse endelig var forbi. Nu manglede der kun de sidste få hundrede meter fra hans hus i Admiralgade til Zionskirken på Kongensgade. Han satte den hvide pudderparyk med de tunge krøller på hovedet og rettede på pibekraven. Så vendte han sig om mod den tredje mand i stuen.
”Kom, Watthiar, vi kan fortsætte vores drøftelse på vejen.”
Watthiar vippede en enkelt gang tilbage på hælene og rejste sig fra sin hugsiddende stilling på gulvet i en flydende, nærmest vægtløs bevægelse, som fuldstændig fornægtede hans høje alder. Ziegenbalg begreb ikke, hvordan han bar sig ad, når han med sine halvfjerds år var næsten tre gange så gammel som Ziegenbalg selv.
Da Ziegenbalg blev sat i land i Tranquebar, havde Watthiar længe drevet en skole for tamilske børn på et bart stykke jord bag Shivatemplet tæt på stranden. Allerede kort efter sin ankomst havde Ziegenbalg henvendt sig med Aleppa som tolk og tilbudt, at Watthiar ganske gratis måtte rykke sin skole ind i Ziegenbalgs hus. Som modydelse skulle han undervise pastoren i tamilsk, nøjagtig som han gjorde med børnene.
I de to mellemliggende år var Ziegenbalgs beherskelse af det tamilske sprog blevet stor nok til, at de i dag kunne drøfte komplicerede emner af både spirituel og filosofisk karakter, uden at hverken Aleppa eller Modaliappa behøvede at tolke imellem dem.
Her til morgen havde de for eksempel fordrevet ventetiden med at sammenligne deres respektive religioners hellige skrifter, og allerede på verandaen foran huset genoptog Ziegenbalg nu formiddagens diskussion. Brevet var ikke glemt, men nu han endelig var på vej, følte han sig ikke længere plaget af uro over, om det nu også var der.
”Men bogen, Watthiar, hvor er bogen?” sagde han og gik ned ad de tre trin og ud på Admiralgade.
Klokken nærmede sig ti, og solen havde fortrængt den sidste morgenkølighed. Fra nu af lå middagsheden tung og trykkende til langt efter klokken fire, og alligevel fægtede Ziegenbalg energisk med armene og spankulerede af sted midt ude på gaden.
”Du har stadig ikke redegjort for, hvordan jeres hedenskab kan kaldes for en forenende tro, når I mangler den ene Guds bog, som indeholder selve troens essens?”
Sammen med Aleppa holdt den gamle skolelærer sig til den smalle strimmel skygge langs husene. Han havde for langt fra første gang forsøgt at forklare, at i modsætning til kristendommen, der var blevet overleveret af en enevældig gud i mere eller mindre færdig form, så var hinduismen vokset frem lidt efter lidt; den havde bygget lag på lag gennem tusindvis af år og havde derfor ikke en central bog.
Han følte tydeligvis ingen grund til at forklare sig igen, ligesom han heller ikke lagde skjul på, at han tvivlede på, at Ziegenbalg havde forstået forskellen. Det var sandt. Det havde han ikke, og det indrømmede han gerne. Men kun fordi der ikke var noget at forstå. Hvorfor skulle Gud stille sig tilfreds med at lade sin lære falde drypvis, når den hele var samlet så smukt i Bibelen? Imidlertid nåede han kun lige at åbne munden, før han blev afbrudt af Aleppa.
”Dér kommer Modaliappa.”
Først nu opdagede han, at de for længst var drejet ind i det europæiske kvarter på Dronningensgade og allerede havde passeret både Eggerts købmandsgård og kaptajn Stevensons hus. Den unge mand kom gående imod dem henne fra hjørnet af Kongensgade.
”Se, pastor!” råbte han glædestrålende og slog ud med armen bag sig, mens han satte i løb det sidste stykke hen til de tre mænd. ”Der er kommet endnu flere, end vi turde håbe på!”
Ziegenbalg kiggede op ad gaden hen over skulderen på Modaliappa. Der var intet at se ud over det sædvanlige. Gaden var næsten mennesketom. To malabarer var i færd med at tække et tag med nye palmeblade, en vaskekone gik forbi med en bylt på hovedet, og foran en nyligt opført købmandsresidens fejede en hustjener fygesand ned fra verandaen, mens den portugisiske købmand sad i skyggen under tagskægget og så til.
Ziegenbalg så næsten bedende på Modaliappa. ”Hvem er det, der er kommet? Her er jo ingen.”
”Kom!” Modaliappa vinkede pastoren med hen mod Kon- gensgade. ”De er så mange, at de fylder hele gaden.”
Ziegenbalg satte farten op for at holde trit med Modaliappa. Aleppa og Watthiar fulgte efter i et mere sindigt tempo. Så drejede de om hjørnet, og i ét nu glemte Ziegenbalg alt om Watthiar og deres teologiske diskussion. Han klappede energisk Modaliappa på skulderen og skikkede ham af sted mod fortet. Drengen havde gjort sit, og Ziegenbalg vidste, at han havde andre pligter at passe.
Så sendte han Aleppa et opstemt blik og vendte sig igen om mod Zionskirken. De hvidkalkede mure lyste klart, og solen glimtede i det røde tegltag. Men smukkest var alligevel det opløb, der ventede på pladsen udenfor. Nu vendte en hob af forventningsfulde ansigter sig om og så på ham, både børn og voksne.
En malabarisk menighed, der var mindst fem gange så stor som den, han var vant til på selv de bedste dage i den interimistiske kirke i Østergade, hvor han plejede at prædike. Det var umuligt at forestille sig, at de kun var mødt op, fordi Modaliappa havde lovet dem en gave, og selv hvis de var, gjorde det ingen forskel.
Han havde fuld tillid til, at Gud ville bøje alle menneskers hjerter i kærlighed til Ham, så de også kom igen både næste gang og næste gang igen, indtil de en skønne dag var klar til at blive døbt og lade sig indlemme i Herrens flok.
Et sidste klap på brystet, så tørrede han sig over panden med håndleddet uden at bekymre sig om den våde svedplet, han afsatte på præstekjolens hvide poignet, rettede på parykken og skridtede målrettet hen imod Zionskirken. Fløjdøren i gavlen stod allerede så åben som Guds favn.
Hvis det var en gave, de ønskede sig, så var det en gave, de skulle få.
Tyven i Tranquebar
Det knager i den lille danske koloni Tranquebar på den indiske sydkyst. Handelen er gået i stå, og lagerrummene på fortet Dansborg står gabende tomme.
Ankomsten af missionæren Bartholomæus Ziegenbalg, som er udsendt for at kristne Frederik den Fjerdes hedenske undersåtter, gør det kun endnu mere vanskeligt for guvernør Johan Hassius og fru Anna at opbygge den formue, de har svoret at vende hjem til Danmark med.
Da hofintriger i den lokale indiske kongeby Thanjavur helt uventet åbner for lidt tiltrængt medgang, spiller både steddatteren Amalie og tjenestedrengen Modaliappa afgørende roller.
Tyven i Tranquebar er en roman om et næsten glemt stykke danmarkshistorie på en fjern og forblæst sandstrand mange tusinde kilometer borte.
Du kan købe Tyven i Tranquebar online hos fx. Bog&idé eller i din nærmeste boghandel fra d. 5. marts.
Andre læste også: