I november sidste år fik journalist Troels Mylenberg besked om, at der efter en alvorlig kræftdiagnose, ikke var mere kræft at finde. Tre måneder senere vendte sygdommen tilbage. Skumring er en rørende fortælling om at finde styrke, glæde og håb i mødet med en livstruende kræftsygdom. Læs et uddrag af bogen her.
Fotografen ville helst arbejde med aftenlys, fortalte han, da vi aftalte, hvornår vi skulle mødes for at tage billeder til bogen. Jeg var helt enig med ham, for netop aftenlyset på Thurø i slutningen af maj er noget af det smukkeste, jeg ved.
Men jeg fornemmede også, at han nok havde mere på hjerte end blot visuelle overvejelser.
Skumringstiden, hvor vinden ofte lægger sig, hvor solen roligt men sikkert stiger ned mod horisonten, hvor skyggerne er lange, og hvor mørket snart tager over for lyset, havde også en symbolsk betydning.
Det er en uafvendelig og naturlig rytme, dag og nat, og vi ved jo godt, når vi står der og betragter overgangen og langsomt lukker mørket ind, at lyset kommer igen. Så længe solen brænder, så længe vil lyset vende tilbage i morgen. Men en dag kommer der ikke en i morgen. En dag vil mørket falde uigenkaldeligt på.
Jeg er i mit livs skumringstid. Jeg er syg, og jeg kan ikke blive rask igen. Min kone, Lis, er også blevet syg, og hun kan heller ikke blive rask. Vi står sammen der i skumringen og håber, at morgendagene bliver mange.
Da jeg blev syg, faldt det mig på ingen måde ind, at jeg ville skrive om det. Det var privat, og hvorfor skulle det være relevant for nogen. Men dagene, ugerne og månederne gik, og sygdommen forsvandt til slut, troede jeg, men så kom den altså tilbage, og jeg havde brug for at dokumentere forløbet og nedfælde mine tanker.
Jeg er journalist, og det har aldrig bare været et arbejde, men et kald og en identitet, og det skrevne ord er en del af mit håndværk. Hvis jeg kunne lave noget praktisk anvendeligt med hænderne, bygge en reol eller et skur, strikke en trøje eller væve et tæppe, ville det måske være det, jeg havde grebet ud efter. Men med fingrene på tasterne er nu engang der, hvor jeg føler mig tilpas og tryg. Oftest bare siddende ved vores gamle egetræsspisebord midt i det åbne køkken, hvor lyset vælter ind, og jeg kan se ud over vandet og følge skibstrafikken i Svendborgsund.
Skriveriet begyndte som et forsøg på at få styr på mylderet i hovedet og som et dokument, mine fire børn måske kan få gavn af til at forstå det hele, den dag jeg ikke er her længere. Som en kortlægning af mit sygdomsforløb og mine overvejelser og refleksioner midt i det hele. Ikke en dagbog eller systematisk gennemgang, men et dokument, som kunne supplere og bidrage til samtalerne, og som måske kunne hjælpe samtaler om de svære ting i gang og måske også bidrage, når hukommelsen måtte svigte.
Men mere er kommet til løbende. Hændelser undervejs, på godt og ondt. Tankestrømme, som jeg lod flyde. Pludselige og mere eller mindre tilfældige minder, eller måske helt særlige, uden at jeg har været bevidst om det, da de dukkede op. Uanset hvad er det minder, der definerer summen af et liv. Det, der har gjort mig til mig.
LÆS OGSÅ https://bog.dk/laes-lars-hogh-om-em-2021-fra-der-er-antal-pa-alt/
Skriveriet har forstærket det, som sygdommen har givet mig, ud over alt det ubærlige, det smertefulde og følelsen af uheld og uretfærdighed; en form for klarhed i hovedet kombineret med en motivation til at få noget blivende fra hånden. Dødens uventede nærhed giver på en pudsig måde energi og erkendelser og eftertanker. Den slags, som det er mit håb, at andre kan bruge til noget, for det er ikke noget særligt at leve med og dø som følge af en sygdom.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er det næsten 9 ud af 10 af os mennesker på kloden, der dør, fordi vi bliver syge – resten af os som følge af ulykker, krige, vold og selvmord. Så vi er altså ikke noget specielt hjemme hos os. Tværtimod. Men sygdommen og dermed dødens nærvær er kommet for tidligt og for hurtigt, hvis vi selv skal sige det. Med det er fulgt refleksioner om både døden og livet og det indbyrdes afhængighedsforhold mellem de to, som jeg ellers ikke ville have haft.
På en måde ville jeg ønske, at bevidstheden om den uundgåelige død var kommet til mig tidligere i livet. At jeg ikke skulle blive alvorligt syg, før det skete. For med døden som prisme bliver livets lys endnu stærkere. Det er i hvert fald min oplevelse. Kontrasten mellem lys og mørke er mere tydelig, farverne skarpere, lugtene og lydene mere fuldendte. Regnen falder tungere, solen varmer mere. For en gangs skyld gav den seneste vinter os dage med sne og frost døgnet rundt. Foråret har føltes grønnere og sommeren med mere blå himmel.
Jeg arbejder benhårdt på at leve en rum tid endnu, forhåbentlig vågner jeg en dag til nyheden om, at min sygdom alligevel kan kureres. Men uden at være sortseer, så kan døden jo komme på alle mulige måder, snigende som nu eller i et frontalangreb. Eller på en tredje måde. Så nu skal det være, nu skal der leves. Før det er for sent.
Du kan købe Troels Mylenbergs bog Skumring her: https://bit.ly/Skumring-troels-mylenberg eller i din nærmeste boghandel.
I november sidste år fik journalist Troels Mylenberg besked om, at der efter en alvorlig kræftdiagnose, ikke var mere kræft at finde. Tre måneder senere vendte sygdommen tilbage. Skumring er en rørende fortælling om at finde styrke, glæde og håb i mødet med en livstruende kræftsygdom. Læs et uddrag af bogen her.
Fotografen ville helst arbejde med aftenlys, fortalte han, da vi aftalte, hvornår vi skulle mødes for at tage billeder til bogen. Jeg var helt enig med ham, for netop aftenlyset på Thurø i slutningen af maj er noget af det smukkeste, jeg ved.
Men jeg fornemmede også, at han nok havde mere på hjerte end blot visuelle overvejelser.
Skumringstiden, hvor vinden ofte lægger sig, hvor solen roligt men sikkert stiger ned mod horisonten, hvor skyggerne er lange, og hvor mørket snart tager over for lyset, havde også en symbolsk betydning.
Det er en uafvendelig og naturlig rytme, dag og nat, og vi ved jo godt, når vi står der og betragter overgangen og langsomt lukker mørket ind, at lyset kommer igen. Så længe solen brænder, så længe vil lyset vende tilbage i morgen. Men en dag kommer der ikke en i morgen. En dag vil mørket falde uigenkaldeligt på.
Jeg er i mit livs skumringstid. Jeg er syg, og jeg kan ikke blive rask igen. Min kone, Lis, er også blevet syg, og hun kan heller ikke blive rask. Vi står sammen der i skumringen og håber, at morgendagene bliver mange.
Da jeg blev syg, faldt det mig på ingen måde ind, at jeg ville skrive om det. Det var privat, og hvorfor skulle det være relevant for nogen. Men dagene, ugerne og månederne gik, og sygdommen forsvandt til slut, troede jeg, men så kom den altså tilbage, og jeg havde brug for at dokumentere forløbet og nedfælde mine tanker.
Jeg er journalist, og det har aldrig bare været et arbejde, men et kald og en identitet, og det skrevne ord er en del af mit håndværk. Hvis jeg kunne lave noget praktisk anvendeligt med hænderne, bygge en reol eller et skur, strikke en trøje eller væve et tæppe, ville det måske være det, jeg havde grebet ud efter. Men med fingrene på tasterne er nu engang der, hvor jeg føler mig tilpas og tryg. Oftest bare siddende ved vores gamle egetræsspisebord midt i det åbne køkken, hvor lyset vælter ind, og jeg kan se ud over vandet og følge skibstrafikken i Svendborgsund.
Skriveriet begyndte som et forsøg på at få styr på mylderet i hovedet og som et dokument, mine fire børn måske kan få gavn af til at forstå det hele, den dag jeg ikke er her længere. Som en kortlægning af mit sygdomsforløb og mine overvejelser og refleksioner midt i det hele. Ikke en dagbog eller systematisk gennemgang, men et dokument, som kunne supplere og bidrage til samtalerne, og som måske kunne hjælpe samtaler om de svære ting i gang og måske også bidrage, når hukommelsen måtte svigte.
Men mere er kommet til løbende. Hændelser undervejs, på godt og ondt. Tankestrømme, som jeg lod flyde. Pludselige og mere eller mindre tilfældige minder, eller måske helt særlige, uden at jeg har været bevidst om det, da de dukkede op. Uanset hvad er det minder, der definerer summen af et liv. Det, der har gjort mig til mig.
LÆS OGSÅ https://bog.dk/laes-lars-hogh-om-em-2021-fra-der-er-antal-pa-alt/
Skriveriet har forstærket det, som sygdommen har givet mig, ud over alt det ubærlige, det smertefulde og følelsen af uheld og uretfærdighed; en form for klarhed i hovedet kombineret med en motivation til at få noget blivende fra hånden. Dødens uventede nærhed giver på en pudsig måde energi og erkendelser og eftertanker. Den slags, som det er mit håb, at andre kan bruge til noget, for det er ikke noget særligt at leve med og dø som følge af en sygdom.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er det næsten 9 ud af 10 af os mennesker på kloden, der dør, fordi vi bliver syge – resten af os som følge af ulykker, krige, vold og selvmord. Så vi er altså ikke noget specielt hjemme hos os. Tværtimod. Men sygdommen og dermed dødens nærvær er kommet for tidligt og for hurtigt, hvis vi selv skal sige det. Med det er fulgt refleksioner om både døden og livet og det indbyrdes afhængighedsforhold mellem de to, som jeg ellers ikke ville have haft.
På en måde ville jeg ønske, at bevidstheden om den uundgåelige død var kommet til mig tidligere i livet. At jeg ikke skulle blive alvorligt syg, før det skete. For med døden som prisme bliver livets lys endnu stærkere. Det er i hvert fald min oplevelse. Kontrasten mellem lys og mørke er mere tydelig, farverne skarpere, lugtene og lydene mere fuldendte. Regnen falder tungere, solen varmer mere. For en gangs skyld gav den seneste vinter os dage med sne og frost døgnet rundt. Foråret har føltes grønnere og sommeren med mere blå himmel.
Jeg arbejder benhårdt på at leve en rum tid endnu, forhåbentlig vågner jeg en dag til nyheden om, at min sygdom alligevel kan kureres. Men uden at være sortseer, så kan døden jo komme på alle mulige måder, snigende som nu eller i et frontalangreb. Eller på en tredje måde. Så nu skal det være, nu skal der leves. Før det er for sent.
Du kan købe Troels Mylenbergs bog Skumring her: https://bit.ly/Skumring-troels-mylenberg eller i din nærmeste boghandel.