Fantasy og dystopi Skønlitteratur

15 ting du (måske) ikke vidste om Tolkien

tolkien og hans verden

Få forfatterskaber har været så indflydelsesrige og populære som J.R.R. Tolkiens. Tolkien og hans verden er en letlæst introduktion til et univers fyldt med hobbitter, myter og magtkampe.

Jakob Levinsens er Danmarks førende Tolkien-ekspert. I 2002 udkom hans bog Helte og hobbitter, der hurtigt fik status som et standardværk for alle Tolkien-fans. Nu udkommer bogen i en gennemrevideret og opdateret udgave, der samler op på de sidste tyve års talrige film, serier m.m.

Tolkien og hans verden er en udførlig og letlæst overflyvning af et liv og forfatterskab, der er blevet en moderne mytologi i egen ret. 

LÆS OGSÅ: Jakob Levinsen: Tolkien skabte et fænomen, der er en populærkulturel mytologi i sig selv

I Tolkien og hans verden kan du få svar på mange af de spørgsmål, der melder sig, når man først stifter bekendskab med Tolkiens univers. Bogen er både til kenderne og til de uindviede, der kan finde glæde i at få et udvidet perspektiv på Tolkiens liv og forfatterskab.

Du kan allerede nu blive klogere med disse 15 fakta om Tolkien fra Jakob Levinsen.




15 ting du (måske) ikke vidste om Tolkien:

1) John Ronald Reuel Tolkien blev født i 1892 i Bloemfontein i det nuværende Sydafrika og kom først til England som treårig.

2) Allerede som teenager i Birmingham begyndte han at opfinde sprog (og tegne drager).

3) Som purung studerende stiftede Tolkien bekendtskab med det finske nationalepos Kalevala, som blev en af hans helt store inspirationskilder.

4) På sin 21-års fødselsdag i 1913 skrev han til sin ungdomskæreste Edith Bratt og friede. De blev gift i 1916, fik fire børn og var sammen til hendes død i 1971.

5) Tolkiens speciale som sprogforsker ved Oxford var det oldengelske Beowulf-kvad, og hans essay The Monsters and the Critics fra 1936 regnes for den måske vigtigste tekst om emnet nogensinde.

6) Hobbitten fra 1937 og Ringenes herre fra 1954-55 er de eneste større romaner af Tolkien, der udkom i hans levetid.

7) De første sider af den oprindelige kladde til Hobbitten er gået tabt. Vi har kun Tolkiens egne ord mange år senere for, at han engang omkring 1930 spontant på bagsiden af en eksamensopgave skrev sætningen ”In a hole in the Ground there lived a hobbit”.

8)  Hobbitten begyndte tilværelsen som godnathistorie for hans tre små sønner (datteren Priscilla blev først født i 1929).

9) Ud over at skrive illustrerede Tolkien også sine egne tekster. Allerede førsteudgaven af Hobbitten fra 1937 var gennemillustreret, men han efterlod sig derudover en lang række tegninger til Ringenes herre og den posthumt udgivne Silmarillion.

10) Ringenes herre er kulminationen på et mange tusind sider langt mytologisk projekt, som optog Tolkien i over 50 år. Silmarillion er en stærkt koncentreret og redigeret version af det.

11) Ordet Hobbit findes kun registreret på engelsk én gang før Tolkien i en obskur kilde, hvor det nærmest betyder ”genfærd”.

12) På Wolvercote-kirkegården i det nordlige Oxford ligger Tolkien og Edith begravet under navnene ”Beren” og ”Luthien” fra Silmarillion.

13) I filmbiografien ”Tolkien” fra 2019 spilles den unge Tolkien af Nicholas Hoult, senest set som superskurken Lex Luthor i ”Superman”, mens Edith Tolkien spilles af Lily ”Emily in Paris” Collins.

14) Der er udkommet mange gange flere titler af Tolkien efter hans død, end der gjorde, mens han levede.

15) Christopher Lee var den eneste af skuespillerne i Ringenes herre-filmene, der havde mødt Tolkien.




Tolkien og hans verden af Jakob Levinsen

15 ting du (måske) ikke vidste om Tolkien

Hvem var John Ronald Reuel Tolkien, og hvorfor er hans hovedværker Hobbitten og Ringenes Herre blevet nogle af vor tids mest elskede og indflydelsesrige romaner?

Det er nogle af de spørgsmål, man kan få svar på i Jakob Levinsens Tolkien og hans verden, der ved den oprindelige udgivelse i 2002 var den første danske bog om emnet og siden har fået status som standardværk. Nu foreligger værket i en gennemrevideret og opdateret ny udgave, der også inddrager de seneste tyve års talrige film, tv-serier og posthume udgivelser af efterladte manuskripter. Nye hobbitter kan roligt begynde her.

Du kan købe Tolkien og hans verden online på saxo.com eller i din nærmeste boghandel.