LIBERTINUS er en fortælling om Danmarks førende drag-artist og multikunstner Tinus, der efter en dysfunktionel barndom, beslutter sig for at skabe en tilværelse med kærlighed, accept og rum for alle de skæve eksistenser. Du kan læse et uddrag under.
”Jeg bliver født på Hvidovre Hospital. 1987. Enogtyve år senere dør min mor samme sted. Første gang. Anden og sidste gang ligger hun under et skrivebord på Sønder Boulevard. Jeg har tit tænkt, at jeg må være nogen andens. Hvordan kan der ellers komme et barn som mig ud af en kvinde, der så tydeligt ikke brød sig om alt det, jeg holdt af?”
Når man åbner døren ind til Tinus’ lejlighed i Valby, er det som at træde ind i en parisisk cabaret i slutningen af 1800-tallet med champagneskåle og cirkushest. Men så farverig har Tinus’ verden ikke altid været. Hans opvækst har været præget af rodløshed, mobning og mangel på accept og med en længsel efter at være usynlig. Han var ikke som de andre drenge i Valbys arbejderkvarter eller som sine muslimske halvbrødre.
LIBERTINUS er en fortælling om at finde et ståsted i en verden med stereotype kønsidealer, og vi er bl.a. med til session på Høvelte kasserne i en Birger Christensen-pels og med to fasanfjer og en hat på sned. Men det er også historien om at blive opslugt af sin egen kamp og glemme det vigtigste, og om at gemme sig bag en kvindefigur og som glimmerkriger lære at gebærde sig som ”en rigtig mand”.
Læs uddraget her:
Libertinus
af Tinus
Haus of Tinus
I hele Valby er der nærmest ikke en eneste europalle tilbage. Gennem flere måneder har jeg været på jagt på byggepladser, ved containere og i Kvicklys baggård, hvor der ofte er paller tilovers fra dagens last. Det er blevet til et ritual for min chihuahua Toulouse og mig, når han alligevel skal på sin aftenluftetur. Vi går ned ad Valby Langgade og ud i sidegaderne, forbi de små værksteder, langs banelegemet og forbi byggemarkederne, baggårdene og ud på villavejene. I Valby er der altid et eller andet byggeprojekt i gang, så vi er som regel heldige. Efterhånden får jeg slæbt de nogle og fyrre paller hjem. Én ad gangen. Med hundesnoren i den ene hånd, en palle i den anden og med pels og hat. Altid pels. Og det år altså også europalle.
Jeg skal have indsamlet nok til at kunne bygge en scene til min cabaret, der fylder hele bagvæggen i stuen, fra dørkarmen og hen til vinduet og et godt stykke ud i rummet, så der er plads nok til at optræde på. Hverken sabelslugeren Miss Gosilla, tryllekunstneren Durell eller frøken Irma, som i virkeligheden hedder Claudia, men som er kassedame i Irma, deraf navnet, skal risikere at trille ned derfra. Godt nok er der ikke mere end lidt over en halv meter ned, men man skal også kalkulere med 16 centimeter høje stiletter og dertil tynde mandeankler, som kan risikere at vrikke om i en størrelse 44 ½.
Det er 2010, og filmen Burlesque har lige haft premiere. Jeg ser den i Palads sammen med nogle venner og min dragdatter Kim – ham, som jeg har lært op. Og da jeg træder ud på Axeltorv igen, er jeg ramt. Ikke så meget på grund af historien om den tidligere danser, der forsøger at holde liv i sin burlesque lounge, men på grund af stemningen, miljøet, fællesskabet og den smukke, farverige verden, jeg altid har været tiltrukket af. Kim og jeg vandrer hen mod Café Intime og placerer os i det mørke okseblodsfarvede rum, stadig euforiske efter de sidste to timer at have følt en form for samhørighed med karaktererne og hele universet.
Alt i filmen talte direkte til os og vores verden, der ligger så langt fra grå gader, 8-16 og maste madpakker, som man overhovedet kan komme. Vi er nogle suckers over for alt overdådigt, overdrevent, dramatisk og helt generelt alt, alt for meget. Det der kan du også skabe, siger Kim til mig hen over glasset med bobler. Med “det der” mener han en cabaret. Præcis som den, vi lige har siddet og svælget i. Og jeg tror, at han har ret. Men hvor finder man lige et sted med tunge røvballe-gardiner, et teatertæppe, der kan trækkes til siden og op, med karruseller og cirkusheste, et sted, som ikke koster en krone, og som kan huse en 10-15 artister – mere eller mindre selvudlærte? Jeg er en fattiglus, og med sådan cirka nul midler til rådighed er den eneste mulighed at etablere cabareten hjemme hos mig.
Jeg har overtaget den fireværelses lejlighed fra min mor og er i gang med at gøre den til min. Etableringen af en cabaret vil være den perfekte markering af, at nu begynder et nyt kapitel i mit liv. Vi låner et stykke papir og en kuglepen af Kat i baren, og så går vi i gang med at tegne: hvor scenen skal stå, hvor stor den skal være, hvor vi skal hænge tæppe-trækket, hvor garderoben skal etableres, hvad der skal være i garderoben, hvordan artisterne skal presses ind, og hvem der i det hele taget skal optræde. Jeg har været vant til at bygge alting selv, og jeg er god med boremaskine, limpistoler og ståltråd. En forretningsmand har jeg aldrig været, men en skaber, det er jeg. Jeg er ham, der får idéerne og kan forvandle tre stykker pap til et magisk dukkehus. Som lille dreng syr jeg mine egne kostumer til fastelavnsfester, og mine Barbie-dukker er altid de flotteste inden for såvel som uden for Valby Bakke.
Til hver fødselsdag ønsker jeg mig LEGO Technique og udtænker de skøreste opfindelser, som jeg er blevet inspireret af efter utallige gensyn med Støv på hjernen- filmene og Dirch Passers hjemmelavede opfindelser. Da først idéen om at skabe en cabaret i mit eget hjem er plantet, er der ingen vej tilbage. Det er selvfølgelig det, jeg skal. Skabe mit eget, nu hvor jeg alligevel ikke har noget tilbage. Jeg går fra Café Intime og hjem til lejligheden, hænger pelsen på bøjlen i gangen, stiller skoene og går i gang med at hive savsmuldstapetet af i stuen. Det eneste savsmuld hér skal være fra cirkushestene. Alt indmaden skal væk. Væggene skal vaskes rene for dårlige minder og for en tid, der ikke var min. Det er nu, det sker: etableringen af det, der skal være mit og alt det, jeg står for.
Her i min lejlighed i Valby, der hvor vejen slår et skarpt sving lige over for jernbanelinjer og busstoppesteder. Mindre eksotisk bliver det nærmest ikke. Men det er det, europallerne skal rette op på. Cabaret Bohemia, kalder jeg den, og efterhånden som cabareten bliver bygget op, bliver Valby mere eller mindre palletomt. Arbejdet med at omskabe hjørnelejligheden med de to stuer og de to værelser til en cabaret går ikke hurtigt. Alle materialer skal jeg betale af egen lomme, og alt, der skal strippes, skal jeg selv stå for. Det grånistrede gulvtæppe, der i mange år har siddet fast på en ramme af plastic med dobbeltklæbende tape, flår jeg af. Rækkerne af grå ringbind samler jeg sammen, mens jeg skæver mod køkkenet, hvis laminerede trælåger ikke ligefrem sender én på himmelflugt til 1890’ernes Paris.
Men jeg er dedikeret og fast besluttet på, at hvis jeg skal lykkes med noget som helst, skal det være det her. En lille splejs af en dreng, der aldrig var god til andet end at sy, spille teater og synge, og som kunne få alle andre end sig selv til at se smukke ud.
Scenen bliver fire paller høj og beklædes med træplader, som jeg maler røde. Jeg sætter guldfarvede lister på, så det ser ud som rammer, og tapetserer indeni. Rundt om kreerer jeg en rund halvscene, en lille karnap, hvor jeg sætter små fatninger med pærer i langs kanten. Jeg samler stof sammen og lader Per nede fra Stof 2000 klappe mig i numsen. Han elsker mig, og jeg elsker den stofrulle med postkasserød tekstureret taft. På væggen bag scenen hænger jeg en fotostat af et 1800-tals-maleri af den franske riviera. Billedet får jeg, fordi jeg knalder med en, hvis far er tapetmester.
Oven over scenen hænger scenetæppet. Det er fire meter bredt og tre en halv meter langt. Hver halve meter skal tæppet rimpes og draperes, så det ser ud som et panel af røvballer. Jeg går i gang med at udtænke et hejsesystem, så tæppet kan trækkes til side mellem hver akt. De mange års leg og eksperimenter med LEGO kommer mig til gode, for jeg får lavet en metode, hvor snoren rækker hele vejen ned til bagvæggen i den tilstødende stue, og hvor det er meningen, at lys- og lydmesteren skal sidde. I en gammel stuk hænger nogle små trisser, som rebet, der holder sammen på samtlige sammentrækninger i scene tæppet, sidder fast i.
Rebet flugter med stukken hele vejen rundt i lejligheden, indtil det knyttes sammen i en flaglineholder. Ikke nok med at tæppet skal kunne trækkes væk, det skal også trækkes så lige, at røvballerne forsvinder og ruller sig hen over loftet. Flere af dragsene inklusive mig selv rager godt op i landskabet med vores stiletter og høje fjer i håret, og vi vil helst ikke risikere, at røvballerne kommer til at skygge for hovedprydelserne. I loftet får jeg sat nogle moving heads-lamper op, der kan følge den optrædende. Lamperne er egentlig billygter, jeg har fundet og fået sat sammen i en konstellation, der ligner scenelys. Vi steger som hanekyllinger under lampens skær – eller under det, der føles som en UV-strålende højfjeldssol. Specielt når man står til højre på scenen, kan man mærke, hvordan øjenbrynene er godt i gang med at blive svitset. Men det er de lamper, jeg har råd til at sætte op. Jeg skal blot huske, at de ikke må være tændt alt for længe ad gangen, for på de godt fyldte 45 kvadratmeter er der trods alt en vis brandfare.
Især med det arsenal af parykker og kunstige øjenvipper, vi slæber rundt på. Senere finder jeg ud af, at sådanne lamper tærer en del på HFI-relæet, og at sikringer har det med at springe midt i en forestilling….
En rørende, grotesk og humoristisk fortælling om at finde et ståsted, når man ikke passer ind i en verden med stereotype idealer
Drag og performer Tinus, der har medvirket i Stjerneklar, Forræder og DR-dokumentaren Danmarks yngste Dragqueen, lever bohemelivet i en lejlighed i Valby. Lejligheden er som taget ud af en parisisk cabaret i slutningen af 1800-tallet, men så farverig har Tinus’ tilværelse langt fra altid været.
Hans far var muslim, hans mor var kristen, og Tinus var barnet, der blev voksen alt for tidligt. Hans opvækst har været præget af rodløshed, mobning og mangel på accept. Nu lever han for, at verden får den kærlighed og røvfuld glimmer, der skal til for, at den bliver et bedre sted, end den verden, Tinus selv voksede op i.
LIBERTINUS er en fortælling om Danmarks førende drag-artist og multikunstner Tinus, der efter en dysfunktionel barndom, beslutter sig for at skabe en tilværelse med kærlighed, accept og rum for alle de skæve eksistenser. Du kan læse et uddrag under.
”Jeg bliver født på Hvidovre Hospital. 1987. Enogtyve år senere dør min mor samme sted. Første gang. Anden og sidste gang ligger hun under et skrivebord på Sønder Boulevard. Jeg har tit tænkt, at jeg må være nogen andens. Hvordan kan der ellers komme et barn som mig ud af en kvinde, der så tydeligt ikke brød sig om alt det, jeg holdt af?”
Når man åbner døren ind til Tinus’ lejlighed i Valby, er det som at træde ind i en parisisk cabaret i slutningen af 1800-tallet med champagneskåle og cirkushest. Men så farverig har Tinus’ verden ikke altid været. Hans opvækst har været præget af rodløshed, mobning og mangel på accept og med en længsel efter at være usynlig. Han var ikke som de andre drenge i Valbys arbejderkvarter eller som sine muslimske halvbrødre.
LIBERTINUS er en fortælling om at finde et ståsted i en verden med stereotype kønsidealer, og vi er bl.a. med til session på Høvelte kasserne i en Birger Christensen-pels og med to fasanfjer og en hat på sned. Men det er også historien om at blive opslugt af sin egen kamp og glemme det vigtigste, og om at gemme sig bag en kvindefigur og som glimmerkriger lære at gebærde sig som ”en rigtig mand”.
Læs uddraget her:
Libertinus
af Tinus
Haus of Tinus
I hele Valby er der nærmest ikke en eneste europalle tilbage. Gennem flere måneder har jeg været på jagt på byggepladser, ved containere og i Kvicklys baggård, hvor der ofte er paller tilovers fra dagens last. Det er blevet til et ritual for min chihuahua Toulouse og mig, når han alligevel skal på sin aftenluftetur. Vi går ned ad Valby Langgade og ud i sidegaderne, forbi de små værksteder, langs banelegemet og forbi byggemarkederne, baggårdene og ud på villavejene. I Valby er der altid et eller andet byggeprojekt i gang, så vi er som regel heldige. Efterhånden får jeg slæbt de nogle og fyrre paller hjem. Én ad gangen. Med hundesnoren i den ene hånd, en palle i den anden og med pels og hat. Altid pels. Og det år altså også europalle.
Jeg skal have indsamlet nok til at kunne bygge en scene til min cabaret, der fylder hele bagvæggen i stuen, fra dørkarmen og hen til vinduet og et godt stykke ud i rummet, så der er plads nok til at optræde på. Hverken sabelslugeren Miss Gosilla, tryllekunstneren Durell eller frøken Irma, som i virkeligheden hedder Claudia, men som er kassedame i Irma, deraf navnet, skal risikere at trille ned derfra. Godt nok er der ikke mere end lidt over en halv meter ned, men man skal også kalkulere med 16 centimeter høje stiletter og dertil tynde mandeankler, som kan risikere at vrikke om i en størrelse 44 ½.
Det er 2010, og filmen Burlesque har lige haft premiere. Jeg ser den i Palads sammen med nogle venner og min dragdatter Kim – ham, som jeg har lært op. Og da jeg træder ud på Axeltorv igen, er jeg ramt. Ikke så meget på grund af historien om den tidligere danser, der forsøger at holde liv i sin burlesque lounge, men på grund af stemningen, miljøet, fællesskabet og den smukke, farverige verden, jeg altid har været tiltrukket af. Kim og jeg vandrer hen mod Café Intime og placerer os i det mørke okseblodsfarvede rum, stadig euforiske efter de sidste to timer at have følt en form for samhørighed med karaktererne og hele universet.
Alt i filmen talte direkte til os og vores verden, der ligger så langt fra grå gader, 8-16 og maste madpakker, som man overhovedet kan komme. Vi er nogle suckers over for alt overdådigt, overdrevent, dramatisk og helt generelt alt, alt for meget. Det der kan du også skabe, siger Kim til mig hen over glasset med bobler. Med “det der” mener han en cabaret. Præcis som den, vi lige har siddet og svælget i. Og jeg tror, at han har ret. Men hvor finder man lige et sted med tunge røvballe-gardiner, et teatertæppe, der kan trækkes til siden og op, med karruseller og cirkusheste, et sted, som ikke koster en krone, og som kan huse en 10-15 artister – mere eller mindre selvudlærte? Jeg er en fattiglus, og med sådan cirka nul midler til rådighed er den eneste mulighed at etablere cabareten hjemme hos mig.
Jeg har overtaget den fireværelses lejlighed fra min mor og er i gang med at gøre den til min. Etableringen af en cabaret vil være den perfekte markering af, at nu begynder et nyt kapitel i mit liv. Vi låner et stykke papir og en kuglepen af Kat i baren, og så går vi i gang med at tegne: hvor scenen skal stå, hvor stor den skal være, hvor vi skal hænge tæppe-trækket, hvor garderoben skal etableres, hvad der skal være i garderoben, hvordan artisterne skal presses ind, og hvem der i det hele taget skal optræde. Jeg har været vant til at bygge alting selv, og jeg er god med boremaskine, limpistoler og ståltråd. En forretningsmand har jeg aldrig været, men en skaber, det er jeg. Jeg er ham, der får idéerne og kan forvandle tre stykker pap til et magisk dukkehus. Som lille dreng syr jeg mine egne kostumer til fastelavnsfester, og mine Barbie-dukker er altid de flotteste inden for såvel som uden for Valby Bakke.
Til hver fødselsdag ønsker jeg mig LEGO Technique og udtænker de skøreste opfindelser, som jeg er blevet inspireret af efter utallige gensyn med Støv på hjernen- filmene og Dirch Passers hjemmelavede opfindelser. Da først idéen om at skabe en cabaret i mit eget hjem er plantet, er der ingen vej tilbage. Det er selvfølgelig det, jeg skal. Skabe mit eget, nu hvor jeg alligevel ikke har noget tilbage. Jeg går fra Café Intime og hjem til lejligheden, hænger pelsen på bøjlen i gangen, stiller skoene og går i gang med at hive savsmuldstapetet af i stuen. Det eneste savsmuld hér skal være fra cirkushestene. Alt indmaden skal væk. Væggene skal vaskes rene for dårlige minder og for en tid, der ikke var min. Det er nu, det sker: etableringen af det, der skal være mit og alt det, jeg står for.
Her i min lejlighed i Valby, der hvor vejen slår et skarpt sving lige over for jernbanelinjer og busstoppesteder. Mindre eksotisk bliver det nærmest ikke. Men det er det, europallerne skal rette op på. Cabaret Bohemia, kalder jeg den, og efterhånden som cabareten bliver bygget op, bliver Valby mere eller mindre palletomt. Arbejdet med at omskabe hjørnelejligheden med de to stuer og de to værelser til en cabaret går ikke hurtigt. Alle materialer skal jeg betale af egen lomme, og alt, der skal strippes, skal jeg selv stå for. Det grånistrede gulvtæppe, der i mange år har siddet fast på en ramme af plastic med dobbeltklæbende tape, flår jeg af. Rækkerne af grå ringbind samler jeg sammen, mens jeg skæver mod køkkenet, hvis laminerede trælåger ikke ligefrem sender én på himmelflugt til 1890’ernes Paris.
Men jeg er dedikeret og fast besluttet på, at hvis jeg skal lykkes med noget som helst, skal det være det her. En lille splejs af en dreng, der aldrig var god til andet end at sy, spille teater og synge, og som kunne få alle andre end sig selv til at se smukke ud.
Scenen bliver fire paller høj og beklædes med træplader, som jeg maler røde. Jeg sætter guldfarvede lister på, så det ser ud som rammer, og tapetserer indeni. Rundt om kreerer jeg en rund halvscene, en lille karnap, hvor jeg sætter små fatninger med pærer i langs kanten. Jeg samler stof sammen og lader Per nede fra Stof 2000 klappe mig i numsen. Han elsker mig, og jeg elsker den stofrulle med postkasserød tekstureret taft. På væggen bag scenen hænger jeg en fotostat af et 1800-tals-maleri af den franske riviera. Billedet får jeg, fordi jeg knalder med en, hvis far er tapetmester.
Oven over scenen hænger scenetæppet. Det er fire meter bredt og tre en halv meter langt. Hver halve meter skal tæppet rimpes og draperes, så det ser ud som et panel af røvballer. Jeg går i gang med at udtænke et hejsesystem, så tæppet kan trækkes til side mellem hver akt. De mange års leg og eksperimenter med LEGO kommer mig til gode, for jeg får lavet en metode, hvor snoren rækker hele vejen ned til bagvæggen i den tilstødende stue, og hvor det er meningen, at lys- og lydmesteren skal sidde. I en gammel stuk hænger nogle små trisser, som rebet, der holder sammen på samtlige sammentrækninger i scene tæppet, sidder fast i.
Rebet flugter med stukken hele vejen rundt i lejligheden, indtil det knyttes sammen i en flaglineholder. Ikke nok med at tæppet skal kunne trækkes væk, det skal også trækkes så lige, at røvballerne forsvinder og ruller sig hen over loftet. Flere af dragsene inklusive mig selv rager godt op i landskabet med vores stiletter og høje fjer i håret, og vi vil helst ikke risikere, at røvballerne kommer til at skygge for hovedprydelserne. I loftet får jeg sat nogle moving heads-lamper op, der kan følge den optrædende. Lamperne er egentlig billygter, jeg har fundet og fået sat sammen i en konstellation, der ligner scenelys. Vi steger som hanekyllinger under lampens skær – eller under det, der føles som en UV-strålende højfjeldssol. Specielt når man står til højre på scenen, kan man mærke, hvordan øjenbrynene er godt i gang med at blive svitset. Men det er de lamper, jeg har råd til at sætte op. Jeg skal blot huske, at de ikke må være tændt alt for længe ad gangen, for på de godt fyldte 45 kvadratmeter er der trods alt en vis brandfare.
Især med det arsenal af parykker og kunstige øjenvipper, vi slæber rundt på. Senere finder jeg ud af, at sådanne lamper tærer en del på HFI-relæet, og at sikringer har det med at springe midt i en forestilling….
En rørende, grotesk og humoristisk fortælling om at finde et ståsted, når man ikke passer ind i en verden med stereotype idealer
Drag og performer Tinus, der har medvirket i Stjerneklar, Forræder og DR-dokumentaren Danmarks yngste Dragqueen, lever bohemelivet i en lejlighed i Valby. Lejligheden er som taget ud af en parisisk cabaret i slutningen af 1800-tallet, men så farverig har Tinus’ tilværelse langt fra altid været.
Hans far var muslim, hans mor var kristen, og Tinus var barnet, der blev voksen alt for tidligt. Hans opvækst har været præget af rodløshed, mobning og mangel på accept. Nu lever han for, at verden får den kærlighed og røvfuld glimmer, der skal til for, at den bliver et bedre sted, end den verden, Tinus selv voksede op i.
Du kan købe Libertinus her eller hos din nærmeste boghandel.
Andre læste også: