I år er det 10 år siden Sarah Engell debuterede som forfatter, og det fejres med en samlet udgave af hendes noveller – inklusive tre helt nye, som ikke har været udgivet før. Her kan du læse et uddrag af den første novelle i Mindre end en kilometer væk.
Mindre end en kilometer væk
OKAY, BARE SÅ DU VED det, så er jeg altså ikke den forfængelige type. Jeg er faktisk meget buddhistisk og mindful og alt sådan noget. Jeg gider bare ligesom ikke have cykelsprøjt hele vejen op ad ryggen. Derfor står jeg med røven ind mod vinduet og spejler mig på den her åndssvage svajryggede måde, og hvorfor fuck har du også sat dig lige dér?
Jeg har mest lyst til bare at gå videre, forbi cafédøren og hjem for at slette min profil og lave en ny. Men jeg er ikke typen, der stikker hovedet i busken. Jeg er typen, der ranker ryggen og trykker håndtaget ned og går ind.
Du sidder med menukortet foran dig. Måske kigger du i det for at camouflere vores lille vindue-incident. Eller måske er du den ubeslutsomme type, der er nødt til at bruge timevis på at nærlæse alting.
„Hej,“ siger jeg.
Du ser op. Smiler. „Hej.“
Jeg er ikke den overfladiske type. Alligevel er jeg lettet over, at du er pæn. Du ligner faktisk næsten dine billeder.
Du rejser dig for at give hånd. Jeg rækker hånden frem. Opdager for sent, at du faktisk vil kramme. Vi ender i en kikset arm op, arm ned, indtil jeg beslutter at være den udfarende type. Det bliver måske lidt voldsomt. Du er lige ved at få overbalance.
Vi sætter os over for hinanden.
„Nå,“ siger du. „Godt at møde dig. Hvad skal vi have?“
Du kigger i menukortet igen.
Jeg kigger også i menukortet.
Hvis du er typen, der bestiller kød, er det en deal breaker. Det er jeg nødt til at holde fast i, uanset hvor pæn du er. Mit profilbillede har stadig hashtag klimatosse-frame.
„Kan jeg hjælpe?“ Tjeneren ser skiftevis på dig og mig.
„En hummussandwich og en Søbogaard med hyldeblomst,“ siger jeg og klapper menukortet sammen.
„Jeg vil også gerne bede om en hummussandwich,“ siger du. „Og en Classic.“
Er det en date, hvor vi drikker alkohol? Det ville jeg gerne have vidst. Jeg har lyst til at løbe efter tjeneren og sige glem hyldeblomsten. Men jeg vil ikke virke som den ubeslutsomme type.
„Nå,“ siger jeg. „Du er også vegetar?“
„Jeg prøver.“
Du har et sødt smil. Det opvejer dit rimelig fesne svar.
Mens vi venter på maden, fortæller du om en kajaktur i Sverige. Du er holdt op med at flyve, siger du. Nu tager du og gutterne nordpå og fisker og laver bål.
Jeg siger, at det lyder fedt. At jeg totalt respekterer den beslutning. Men personligt vil jeg ikke ligge under for hashtag flyskam. Klimakærlighed må ikke blive til fanatisme, hetzstemning og endnu mere konkurrencementalitet. Det perfekte liv er en syg tendens i tiden. A beautiful thing is never perfect. Hashtag perfekt uperfekt.
237 likes gav det på Insta.
Jeg er så opslugt af at gengive ordene IRL, at jeg for sent opdager, at du ikke ligner like nummer 238.
„Så du er holdt op med at spise kød? Men du flyver stadig?“ Du løfter brynene på en måde, der viser, at din pegefinger er ved at flytte sig fra det grønne hjerte til det røde kryds.
Jeg siger, at det jo mere er et princip. At jeg nægter at ligge under for andres meninger og fordømmelser. Men nej, selvfølgelig flyver jeg ikke.
Tjeneren kommer med vores bestilling.
I nogle sekunder er der tavshed. Så nikker du. Siger fair nok og lægger din serviet i skødet.
Grønt hjerte.
Jeg åbner min sandwich. Fjerner løgene og skraber dressingen ud.
Først da tallerkenen er et rod, kommer jeg i tanke om, at jeg glemte at tage et billede.
Faktisk havde jeg glædet mig til at fortælle dig om den rejse, jeg lige har købt. Til Filippinerne. Jeg synes selv, det får mig til at virke som en spændende person. At jeg ikke bare tager til Thailand som alle andre.
Og hallo, hvis alle her på caféen aflagde CO2-regnskab, vil jeg vædde med, at jeg ville vinde.
I stedet fortæller jeg om mit studie. At jeg totalt brænder for det. Det er derfor, jeg får så mange 12-taller. Fordi jeg er passioneret. Ikke fordi jeg er en hashtag 12-talspige.
Du siger, at du aldrig har forstået, hvorfor det er et skældsord. At du sgu aldrig har hørt nogen sige 12-talsdreng.
Jeg bliver ramt af en pludselig og stærk trang til at kysse dig. Tværs over bordet.
Jeg vidste det bare. At du ville sige alle de rigtige ting. Da jeg scrollede gennem din profil, fik jeg samme sug i maven, som når man har købt et skrabelod, og det samme motiv dukker op igen og igen.
For hver besked du skrev, sad jeg længere og længere med fingrene svævende over tasterne og drak Monster Energy og trykkede delete og ville gerne svare helt rigtigt. Det boblede indeni. På den sjældne spabadsagtige måde, jeg vidste var forstadiet til forelskelse.
Måske kan du se det på mig.
„Skal vi gå et andet sted hen?“ spørger du.
Ølflaskerne har røde etiketter med Eiffeltårnet, og vi klinker dem sammen. Leger, at vi er i Paris. Ingen af os kan huske, hvordan man siger skål på fransk.
„Croissant,“ siger du med overdreven fransk accent.
„Og croissant til dig.“
Vi slår flaskerne sammen igen.
Du er virkelig pæn. De der smilehuller.
„Der er faktisk begyndt at køre flere busser derned,“ siger du. „Til Paris, altså. Det er en virkelig flot tur.“
Jeg ved ikke, om du siger det for at smigre klimaet eller mig.
Er det en slags invitation?
Jeg prøver at forestille mig det. At sidde i en rejsebus med nogen ved siden af. Nogen, der ikke er min taske.
Du fortæller om 100 steder i verden, man skal se, inden de forsvinder. Siger skiftevis ja og nej, alt efter om du selv har set dem. Du går meget op i det. Som om du ved at forbinde tilsyneladende tilfældige punkter kan få et motiv til at dukke frem. Som et stjernebillede. Som en af de prik-til-prik-tegninger, der altid er i opgavebøger til børn.
„Gangesdeltaet i Bangladesh,“ siger du. „Og Great Barrier Reef, Australien.“
Da du runder ja nummer tyve, tænker jeg, at du vist godt kan slappe af med dine løftede øjenbryn.
På en måde gør din dobbeltmoral mig lettet.
Jeg kigger på dine læber, mens du taler. Forbinder de nye punkter med dem, jeg allerede kender.
Jeppe 23
DTU – Danmarks Tekniske Universitet
6 kilometer væk
Klar på sjov, men heller ikke afvisende over for noget mere seriøst. Ved ikke, hvad jeg ellers skal skrive, men her er en god pandekageopskrift: 2 dl mel, 1 tsk sukker, 1 tsk vanilje, 3 dl mælk, 1 æg, smør til stegning.
Jeg havde 431 matches, ud over dig. De fleste var nemme at sortere fra.
Selfie med kat. Venstreswipe.
Selfie på badeværelse. Venstreswipe.
Solbriller på samtlige billeder. Venstreswipe.
Bar overkrop. Venstreswipe.
Rullekrave. Venstreswipe.
Kyssemund. Venstreswipe.
Der gik lige tilpas tid mellem dine beskeder. Ikke for kort, så du virkede desperat. Ikke for længe, så du virkede ligeglad.
Hver gang frygtede jeg, at du ville skrive noget kikset, så jeg var nødt til at dumpe dig. Men du skrev alt det rigtige, og jeg bar telefonen som en pulstæller. Helt tæt.
„Apropos temperaturstigninger,“ siger du. „Her er meget varmt, ikke? Eller er det bare mig?“
„Det er, fordi vi steger hanekyllinger.“
Du griner. Kigger endelig på mig, ligesom dit profilbillede gjorde. Vandet i Københavns Havn var mørkeblåt bag dig. Du var iført jeans, skjorte og klipklapper. Stod helt ude ved kanten med et udtryk, der sagde fuck it, nu springer jeg.
Vand er en god baggrund. Jeg borede telefonstativet ned i strandsandet og brugte flere timer på at få det helt rigtige afslappede udtryk.
I elleve dage har jeg visualiseret det her. Visualiseret dig. Visualiseret mig selv.
Lilly Sophie 20
Københavns Universitet, humaniora
Ambitiøs og selvstændig med styr på tingene aka typen, der ved, hvad hun vil have. Men jeg mangler en til at kunne åbne mit syltetøjsglas! Hjælp søges smiley.
Der er en spejlvæg bag dig. Når du læner dig til siden, er jeg på date med mig selv.
Bag os sidder nogen og rafler.
Jeg kan ikke huske, hvad du læser på DTU. Måske har du aldrig fortalt det?
Da vi er på tredje øl, kommer den igen. Trangen til at kysse dig. Den kommer, mens du er ude på toilettet. Spejlvæggen har motiver fra Paris. Det ser ud, som om jeg står under en lygtepæl. En af de gammeldags, romantiske slags, hvor en høj, stærk aluminiumsstang holder en lanterne oppe, så glødetråden danner en sæbeboble af lys.
Du kommer tilbage og sætter dig. Spærrer for lygtepælen.
„Sidder du og spejler dig?“ spørger du.
„Jeg kiggede bare på motivet dér. Fra Paris.“
„Jeg ville ellers godt kunne forstå det. Så smuk, som du er.“
Du kan vist selv høre, at det lyder indstuderet. For du trækker din telefon frem og taster på en måde, jeg godt kan se er fake.
Det er lidt sødt. Jeg kan godt lide, at du har øvet dig. At du gør dig umage.
„Tak, i lige måde,“ siger jeg.
Du lægger telefonen væk. Læner dig frem over bordet.
„Det var godt, du spurgte, om vi skulle mødes,“ siger du. „Jeg har glædet mig.“
Jeg sætter pris på, at du lagde mærke til det. At det var mig, der tog initiativet.
„Jeg har også glædet mig,“ siger jeg.
„Alt det, du skrev,“ siger du. „Du lyder virkelig som en spændende kvinde.“
Måske er du faktisk helt rigtig. Tanken gør mig mere beruset end de tre Eiffel-øl. Jeg har været single så længe, at jeg keder mig over valget, allerede inden jeg har klikket på en ny Netflix-serie. Maden, jeg lægger i indkøbskurven. Stilheden, når jeg lukker døren bag mig.
„Hvad især?“ spørger jeg. „Af det, jeg skrev?“
„Det med frigørelse.“
Jeg nikker. „Det er så vigtigt at reclaime krop og seksualitet og gøre op med den historiske undertrykkelse af kvinders lyster. Hvorfor er det for eksempel stadig tabubelagt for en kvinde at foretrække mange og skiftende partnere, når det ikke er det for en mand?“
Jeg gør mig umage med at få det hele med, uden at det bliver en ordret gentagelse. Det skal helst ikke lyde som noget, jeg har lært udenad fra en eller anden blog.
Som du forhåbentlig ikke kender.
„Præcis,“ siger du. „Lige dét.“
Du kigger på mine læber, og jeg gør mig umage med at smile på samme måde som på mit profilbillede. Det er så nemt, mand. Uanset folks såkaldte interesse i gåture og fiskeri og ærlighed og whatever er det samme opskrift hver gang.
„Jeg synes bare, det er vigtigt at stå ved den, man er,“ siger jeg. „Ikke at lade sig kue af alle mulige kønsdiskriminerende forestillinger. Hvis jeg er liderlig, så er jeg liderlig. Right?“
Dine underarme hviler på bordet. Blodårer og muskler snor sig under huden. Du ser så levende ud.
Jeg ville ønske, jeg turde fortælle det med stilheden derhjemme.
Men folk gider ikke have nogen, der leder efter en kæreste. At ønske noget, man ikke har, er lig med fiasko.
„Skal du have en til?“ Jeg peger på din øl.
Så har vi givet to omgange hver. Så står det lige. Alt er i vater, og vi klinker de nye flasker sammen og drikker. De smilehuller, altså. Hold nu kæft, du er dejlig. Det er ikke bare øllene. Men det er, som om der er mere brus i den her flaske. Det bruser og bruser, og jeg må koncentrere mig for ikke at sige for meget. Ikke at tale om, hvor skidesvært det er at købe mad til én person, fordi pakkerne i supermarkedet bliver større og større. Hvordan det ligger og rådner i køleskabet og giver mig dårlig samvittighed over hashtag madspild. Lysegrønne mugpletter og sur mælk og følelsen af, at maden er et spejl. At det på en eller anden måde er mig selv, der er ved at rådne.
„Da jeg var på efterskole, gik jeg faktisk på friluftslinjen,“ siger jeg. „Altså, hvor vi lavede bål og fiskede og sådan noget.“
„Okay?“
Ja, så du må jo sige til. Hvis du mangler én til at ro dér i Sverige.
Det sidste siger jeg ikke højt. Men jeg håber, du kan læse det ud af mit ansigt.
Det tror jeg, du kan. For nu kigger du på mig med et nyt udtryk. En ny interesse.
Næ. Kigger forbi mig. Jeg vender mig i stolen og følger dit blik. En kvinde har rejst sig fra raflebordet. Hendes nederdel er af hvidt læder. Den er stram og kort. Hun må lave virkelig mange squats.
Hun krammer et kærestepar, der lige er kommet. Slår ud med armene, mens hun taler.
Jeg vender mig om igen.
„Men det er da fedt,“ siger du. „Fangede du noget?“
Du prøver at se mig i øjnene. Men dit blik vil gerne tilbage til nederdelen.
„Altså dér på efterskolen,“ siger du. „Når I var ude at fiske?“
„Vil du med hjem og knalde?“
Det er med vilje, jeg siger det så højt. Fordi jeg vil se chokket i dit ansigt. Chok er lig med beundring.
Jeg ved, du vil sige ja. Jeg ved det. Jeg er typen, der har styr på det her shit. Kan du mærke det?
På vej ud af baren smiler jeg til hende i den hvide nederdel.
Udenfor er det diset og varmt. Neonfarver spejler sig i glasfacader og lavthængende skyer og får det til at føles, som om vi går inde i en kæmpestor sæbeboble. Du taler om vindmøller og vandmøller, og denne gang ser du kun på mig.
Vi går ved siden af hinanden på fortovet. Din hånd er tæt på min, og jeg har lyst til at tage den. Men det er din tur til at tage initiativet. Ellers kommer vi ud af vater. Der er en hårfin grænse mellem den udfarende type og den omklamrende type.
Du tager ikke min hånd.
Jeg husker mig selv på, at Lilly Sophie føler sig fierce i kort kjole. Max Factor Mascara False Lash Effect Rich Black og hashtag selfiesagainstpatriarchy. Jeg husker mig selv på, at det kvindeliv, det er muligt at leve i dag, er et resultat af mange års kvindekamp mod patriarkalske diskurser og undertrykkende vilkår. Det er kun i eventyrene, at man tror, det hele gælder om at finde en partner og leve lykkeligt til sine dages ende.
Derfor stikker jeg hænderne i lommen. Går gennem sæbeboblebyen og taler om vindmøller og vandmøller uden at afsløre alt det, der suser og strømmer indeni.
„Det er så her, jeg bor,“ siger jeg, da vi står foran opgangen. „Kom indenfor.“
Vi går op ad trapperne, og jeg slår ud med armen. Mændene først. Det ville jeg have sagt, men nu, hvor du rent faktisk er her, virker det alligevel karikeret, så jeg nøjes med at holde døren for dig og håber, at du bemærker det.
Du går ind, og jeg holder øje med dit ansigt, mens du kigger rundt. Bemærk venligst: Typen, der gør rent. Ikke på en OCD-agtig måde. På en sexet, overskudsagtig, kærestepotentialeagtig måde. Ikke fordi jeg har stået og overtænkt det, mens jeg hældte brun sæbe i en spand. Er ligesom ikke typen, der overtænker. Men alligevel.
„Vil du have en drink?“ spørger jeg.
„Hvad har du?“
„Det håbede jeg, du ville spørge om.“
Det var ikke meningen, jeg skulle sige det højt. Men anyways. Den her drinksvogn. Tjek den lige. Hold nu kæft, right?
Jeg putter isterninger i glas. Skænker ravfarvet whisky, og det ser så godt ud, at jeg et kort øjeblik ville ønske, at jeg var tilstrækkeligt bekræftelsessyg til at lægge det på Insta.
Men jeg er typen, der har nok i den indre glæde, og vi klinker glassene sammen og drikker.
Shit. Det smager virkelig … Nå. Ned med lortet.
„Du bor hyggeligt,“ siger du.
„Tak.“
Du kigger på træfigurerne på svævehylden.
„Bare rolig,“ siger jeg. „De er kun fra Ikea.“
„Ikea-figurer?“
„Ja, altså. Jeg er ikke typen, der et helt liv har fløjet verden tynd for at hente træfigurer med hjem og spist kød og pakket alting ind i plastic, og så pludselig er sådan uh nej, klimaet. Som om det er helt ny og overraskende viden, at forurening forurener.“
Det er ikke, fordi jeg er flov over det med Filippinerne, men hallo. „Vi talte ligesom også om klima og regnskov og ozonlag, dengang jeg var barn. Vi vidste, vi var ved at ødelægge det hele, og alligevel blev vi ved.“
Jeg taler for hurtigt og for meget. Som om jeg er nervøs for, hvad der skal ske, når vi er færdige med at tale.
„Lad os gå ind i soveværelset,“ siger jeg for at vise, at det på ingen måde er tilfældet. Jeg er ikke typen, der bliver nervøs.
2 dl mel, 1 tsk sukker, 1 tsk vanilje, 3 dl mælk, 1 æg, smør til stegning.
Jeg købte det hele i morges. Bare hvis nu.
Jeppe 23
Klar på sjov, men heller ikke afvisende over for noget mere seriøst.
Vi går ind i soveværelset. Jeg åbner computeren. Du sætter dig i sengen.
Få slutningen på historien i Mindre end en kilometer væk af Sarah Engell
Mindre end en kilometer væk handler blandt andet om Tobias, der er fanget i sin egen krop; om et søskendepar på en dødsensfarlig flugt over Middelhavet; om pigen, der aldrig har set hverken himmel eller hav, og om Lukas og de rotter, der følger efter ham hvor end han færdes.
Fælles for de otte noveller, der er skrevet af en af de stærkeste stemmer inden for YA-litteraturen er afsøgningen af nogle af menneskets skyggesider. De kryber ind under huden på læseren med en følelse, der er svær at ryste af sig.
Det er historier om at klamre sig til noget, der allerede er mistet, og den smertefulde længsel efter dét, der på samme tid er tæt på og uopnåeligt.
LÆS OGSÅ: Sarah Engells tre første YA-romaner er tilbage på hylderne i nye klæder
Om Sarah Engell
Sarah Engell er en af de stærkeste stemmer inden for den realistiske ungdomsroman lige nu. Hun er især kendt for sin evne til at ramme de mest aktuelle emner og beskrive dem på en måde, som unge læsere kan spejle sig i.
Sarah Engell debuterede på Carlsen i 2009 med ungdomsromanen Hvis bare … Siden har hun skrevet flere bøger for både unge og voksne og blandt andet fået stor ros for sin bestseller 21 måder at dø, som anmelderne kaldte “en fantastisk flot, aktuel og vedkommende roman” samt “årtiets bedste ungdomsroman”.
Sarah Engells roman Hjertet er 1 organ fik fem hjerter i Politiken, fem stjerner i Berlingske og er blevet kaldt en “usædvanlig stærk og litterær præstation.”
I år er det 10 år siden Sarah Engell debuterede som forfatter, og det fejres med en samlet udgave af hendes noveller – inklusive tre helt nye, som ikke har været udgivet før. Her kan du læse et uddrag af den første novelle i Mindre end en kilometer væk.
Mindre end en kilometer væk
OKAY, BARE SÅ DU VED det, så er jeg altså ikke den forfængelige type. Jeg er faktisk meget buddhistisk og mindful og alt sådan noget. Jeg gider bare ligesom ikke have cykelsprøjt hele vejen op ad ryggen. Derfor står jeg med røven ind mod vinduet og spejler mig på den her åndssvage svajryggede måde, og hvorfor fuck har du også sat dig lige dér?
Jeg har mest lyst til bare at gå videre, forbi cafédøren og hjem for at slette min profil og lave en ny. Men jeg er ikke typen, der stikker hovedet i busken. Jeg er typen, der ranker ryggen og trykker håndtaget ned og går ind.
Du sidder med menukortet foran dig. Måske kigger du i det for at camouflere vores lille vindue-incident. Eller måske er du den ubeslutsomme type, der er nødt til at bruge timevis på at nærlæse alting.
„Hej,“ siger jeg.
Du ser op. Smiler. „Hej.“
Jeg er ikke den overfladiske type. Alligevel er jeg lettet over, at du er pæn. Du ligner faktisk næsten dine billeder.
Du rejser dig for at give hånd. Jeg rækker hånden frem. Opdager for sent, at du faktisk vil kramme. Vi ender i en kikset arm op, arm ned, indtil jeg beslutter at være den udfarende type. Det bliver måske lidt voldsomt. Du er lige ved at få overbalance.
Vi sætter os over for hinanden.
„Nå,“ siger du. „Godt at møde dig. Hvad skal vi have?“
Du kigger i menukortet igen.
Jeg kigger også i menukortet.
„Kan jeg hjælpe?“ Tjeneren ser skiftevis på dig og mig.
„En hummussandwich og en Søbogaard med hyldeblomst,“ siger jeg og klapper menukortet sammen.
„Jeg vil også gerne bede om en hummussandwich,“ siger du. „Og en Classic.“
Er det en date, hvor vi drikker alkohol? Det ville jeg gerne have vidst. Jeg har lyst til at løbe efter tjeneren og sige glem hyldeblomsten. Men jeg vil ikke virke som den ubeslutsomme type.
„Nå,“ siger jeg. „Du er også vegetar?“
„Jeg prøver.“
Du har et sødt smil. Det opvejer dit rimelig fesne svar.
Mens vi venter på maden, fortæller du om en kajaktur i Sverige. Du er holdt op med at flyve, siger du. Nu tager du og gutterne nordpå og fisker og laver bål.
Jeg siger, at det lyder fedt. At jeg totalt respekterer den beslutning. Men personligt vil jeg ikke ligge under for hashtag flyskam. Klimakærlighed må ikke blive til fanatisme, hetzstemning og endnu mere konkurrencementalitet. Det perfekte liv er en syg tendens i tiden. A beautiful thing is never perfect. Hashtag perfekt uperfekt.
237 likes gav det på Insta.
Jeg er så opslugt af at gengive ordene IRL, at jeg for sent opdager, at du ikke ligner like nummer 238.
„Så du er holdt op med at spise kød? Men du flyver stadig?“ Du løfter brynene på en måde, der viser, at din pegefinger er ved at flytte sig fra det grønne hjerte til det røde kryds.
Jeg siger, at det jo mere er et princip. At jeg nægter at ligge under for andres meninger og fordømmelser. Men nej, selvfølgelig flyver jeg ikke.
Tjeneren kommer med vores bestilling.
I nogle sekunder er der tavshed. Så nikker du. Siger fair nok og lægger din serviet i skødet.
Grønt hjerte.
Jeg åbner min sandwich. Fjerner løgene og skraber dressingen ud.
Først da tallerkenen er et rod, kommer jeg i tanke om, at jeg glemte at tage et billede.
Faktisk havde jeg glædet mig til at fortælle dig om den rejse, jeg lige har købt. Til Filippinerne. Jeg synes selv, det får mig til at virke som en spændende person. At jeg ikke bare tager til Thailand som alle andre.
Og hallo, hvis alle her på caféen aflagde CO2-regnskab, vil jeg vædde med, at jeg ville vinde.
Du siger, at du aldrig har forstået, hvorfor det er et skældsord. At du sgu aldrig har hørt nogen sige 12-talsdreng.
Jeg bliver ramt af en pludselig og stærk trang til at kysse dig. Tværs over bordet.
Jeg vidste det bare. At du ville sige alle de rigtige ting. Da jeg scrollede gennem din profil, fik jeg samme sug i maven, som når man har købt et skrabelod, og det samme motiv dukker op igen og igen.
For hver besked du skrev, sad jeg længere og længere med fingrene svævende over tasterne og drak Monster Energy og trykkede delete og ville gerne svare helt rigtigt. Det boblede indeni. På den sjældne spabadsagtige måde, jeg vidste var forstadiet til forelskelse.
Måske kan du se det på mig.
„Skal vi gå et andet sted hen?“ spørger du.
Ølflaskerne har røde etiketter med Eiffeltårnet, og vi klinker dem sammen. Leger, at vi er i Paris. Ingen af os kan huske, hvordan man siger skål på fransk.
„Croissant,“ siger du med overdreven fransk accent.
„Og croissant til dig.“
Vi slår flaskerne sammen igen.
Du er virkelig pæn. De der smilehuller.
„Der er faktisk begyndt at køre flere busser derned,“ siger du. „Til Paris, altså. Det er en virkelig flot tur.“
Jeg ved ikke, om du siger det for at smigre klimaet eller mig.
Er det en slags invitation?
Jeg prøver at forestille mig det. At sidde i en rejsebus med nogen ved siden af. Nogen, der ikke er min taske.
Du fortæller om 100 steder i verden, man skal se, inden de forsvinder. Siger skiftevis ja og nej, alt efter om du selv har set dem. Du går meget op i det. Som om du ved at forbinde tilsyneladende tilfældige punkter kan få et motiv til at dukke frem. Som et stjernebillede. Som en af de prik-til-prik-tegninger, der altid er i opgavebøger til børn.
„Gangesdeltaet i Bangladesh,“ siger du. „Og Great Barrier Reef, Australien.“
Da du runder ja nummer tyve, tænker jeg, at du vist godt kan slappe af med dine løftede øjenbryn.
Jeg kigger på dine læber, mens du taler. Forbinder de nye punkter med dem, jeg allerede kender.
Jeppe 23
DTU – Danmarks Tekniske Universitet
6 kilometer væk
Klar på sjov, men heller ikke afvisende over for noget mere seriøst. Ved ikke, hvad jeg ellers skal skrive, men her er en god pandekageopskrift: 2 dl mel, 1 tsk sukker, 1 tsk vanilje, 3 dl mælk, 1 æg, smør til stegning.
Jeg havde 431 matches, ud over dig. De fleste var nemme at sortere fra.
Selfie med kat. Venstreswipe.
Selfie på badeværelse. Venstreswipe.
Solbriller på samtlige billeder. Venstreswipe.
Bar overkrop. Venstreswipe.
Rullekrave. Venstreswipe.
Kyssemund. Venstreswipe.
Der gik lige tilpas tid mellem dine beskeder. Ikke for kort, så du virkede desperat. Ikke for længe, så du virkede ligeglad.
Hver gang frygtede jeg, at du ville skrive noget kikset, så jeg var nødt til at dumpe dig. Men du skrev alt det rigtige, og jeg bar telefonen som en pulstæller. Helt tæt.
„Apropos temperaturstigninger,“ siger du. „Her er meget varmt, ikke? Eller er det bare mig?“
Du griner. Kigger endelig på mig, ligesom dit profilbillede gjorde. Vandet i Københavns Havn var mørkeblåt bag dig. Du var iført jeans, skjorte og klipklapper. Stod helt ude ved kanten med et udtryk, der sagde fuck it, nu springer jeg.
Vand er en god baggrund. Jeg borede telefonstativet ned i strandsandet og brugte flere timer på at få det helt rigtige afslappede udtryk.
I elleve dage har jeg visualiseret det her. Visualiseret dig. Visualiseret mig selv.
Lilly Sophie 20
Københavns Universitet, humaniora
Ambitiøs og selvstændig med styr på tingene aka typen, der ved, hvad hun vil have. Men jeg mangler en til at kunne åbne mit syltetøjsglas! Hjælp søges smiley.
Der er en spejlvæg bag dig. Når du læner dig til siden, er jeg på date med mig selv.
Bag os sidder nogen og rafler.
Jeg kan ikke huske, hvad du læser på DTU. Måske har du aldrig fortalt det?
Da vi er på tredje øl, kommer den igen. Trangen til at kysse dig. Den kommer, mens du er ude på toilettet. Spejlvæggen har motiver fra Paris. Det ser ud, som om jeg står under en lygtepæl. En af de gammeldags, romantiske slags, hvor en høj, stærk aluminiumsstang holder en lanterne oppe, så glødetråden danner en sæbeboble af lys.
Du kommer tilbage og sætter dig. Spærrer for lygtepælen.
„Sidder du og spejler dig?“ spørger du.
„Jeg kiggede bare på motivet dér. Fra Paris.“
„Jeg ville ellers godt kunne forstå det. Så smuk, som du er.“
Du kan vist selv høre, at det lyder indstuderet. For du trækker din telefon frem og taster på en måde, jeg godt kan se er fake.
Det er lidt sødt. Jeg kan godt lide, at du har øvet dig. At du gør dig umage.
„Tak, i lige måde,“ siger jeg.
Du lægger telefonen væk. Læner dig frem over bordet.
„Det var godt, du spurgte, om vi skulle mødes,“ siger du. „Jeg har glædet mig.“
Jeg sætter pris på, at du lagde mærke til det. At det var mig, der tog initiativet.
„Jeg har også glædet mig,“ siger jeg.
„Alt det, du skrev,“ siger du. „Du lyder virkelig som en spændende kvinde.“
Måske er du faktisk helt rigtig. Tanken gør mig mere beruset end de tre Eiffel-øl. Jeg har været single så længe, at jeg keder mig over valget, allerede inden jeg har klikket på en ny Netflix-serie. Maden, jeg lægger i indkøbskurven. Stilheden, når jeg lukker døren bag mig.
„Hvad især?“ spørger jeg. „Af det, jeg skrev?“
„Det med frigørelse.“
Jeg nikker. „Det er så vigtigt at reclaime krop og seksualitet og gøre op med den historiske undertrykkelse af kvinders lyster. Hvorfor er det for eksempel stadig tabubelagt for en kvinde at foretrække mange og skiftende partnere, når det ikke er det for en mand?“
Jeg gør mig umage med at få det hele med, uden at det bliver en ordret gentagelse. Det skal helst ikke lyde som noget, jeg har lært udenad fra en eller anden blog.
Som du forhåbentlig ikke kender.
„Præcis,“ siger du. „Lige dét.“
Du kigger på mine læber, og jeg gør mig umage med at smile på samme måde som på mit profilbillede. Det er så nemt, mand. Uanset folks såkaldte interesse i gåture og fiskeri og ærlighed og whatever er det samme opskrift hver gang.
„Jeg synes bare, det er vigtigt at stå ved den, man er,“ siger jeg. „Ikke at lade sig kue af alle mulige kønsdiskriminerende forestillinger. Hvis jeg er liderlig, så er jeg liderlig. Right?“
Dine underarme hviler på bordet. Blodårer og muskler snor sig under huden. Du ser så levende ud.
Jeg ville ønske, jeg turde fortælle det med stilheden derhjemme.
Men folk gider ikke have nogen, der leder efter en kæreste. At ønske noget, man ikke har, er lig med fiasko.
„Skal du have en til?“ Jeg peger på din øl.
Så har vi givet to omgange hver. Så står det lige. Alt er i vater, og vi klinker de nye flasker sammen og drikker. De smilehuller, altså. Hold nu kæft, du er dejlig. Det er ikke bare øllene. Men det er, som om der er mere brus i den her flaske. Det bruser og bruser, og jeg må koncentrere mig for ikke at sige for meget. Ikke at tale om, hvor skidesvært det er at købe mad til én person, fordi pakkerne i supermarkedet bliver større og større. Hvordan det ligger og rådner i køleskabet og giver mig dårlig samvittighed over hashtag madspild. Lysegrønne mugpletter og sur mælk og følelsen af, at maden er et spejl. At det på en eller anden måde er mig selv, der er ved at rådne.
„Da jeg var på efterskole, gik jeg faktisk på friluftslinjen,“ siger jeg. „Altså, hvor vi lavede bål og fiskede og sådan noget.“
„Okay?“
Ja, så du må jo sige til. Hvis du mangler én til at ro dér i Sverige.
Det sidste siger jeg ikke højt. Men jeg håber, du kan læse det ud af mit ansigt.
Næ. Kigger forbi mig. Jeg vender mig i stolen og følger dit blik. En kvinde har rejst sig fra raflebordet. Hendes nederdel er af hvidt læder. Den er stram og kort. Hun må lave virkelig mange squats.
Hun krammer et kærestepar, der lige er kommet. Slår ud med armene, mens hun taler.
Jeg vender mig om igen.
„Men det er da fedt,“ siger du. „Fangede du noget?“
Du prøver at se mig i øjnene. Men dit blik vil gerne tilbage til nederdelen.
„Altså dér på efterskolen,“ siger du. „Når I var ude at fiske?“
„Vil du med hjem og knalde?“
Det er med vilje, jeg siger det så højt. Fordi jeg vil se chokket i dit ansigt. Chok er lig med beundring.
Jeg ved, du vil sige ja. Jeg ved det. Jeg er typen, der har styr på det her shit. Kan du mærke det?
På vej ud af baren smiler jeg til hende i den hvide nederdel.
Udenfor er det diset og varmt. Neonfarver spejler sig i glasfacader og lavthængende skyer og får det til at føles, som om vi går inde i en kæmpestor sæbeboble. Du taler om vindmøller og vandmøller, og denne gang ser du kun på mig.
Vi går ved siden af hinanden på fortovet. Din hånd er tæt på min, og jeg har lyst til at tage den. Men det er din tur til at tage initiativet. Ellers kommer vi ud af vater. Der er en hårfin grænse mellem den udfarende type og den omklamrende type.
Jeg husker mig selv på, at Lilly Sophie føler sig fierce i kort kjole. Max Factor Mascara False Lash Effect Rich Black og hashtag selfiesagainstpatriarchy. Jeg husker mig selv på, at det kvindeliv, det er muligt at leve i dag, er et resultat af mange års kvindekamp mod patriarkalske diskurser og undertrykkende vilkår. Det er kun i eventyrene, at man tror, det hele gælder om at finde en partner og leve lykkeligt til sine dages ende.
Derfor stikker jeg hænderne i lommen. Går gennem sæbeboblebyen og taler om vindmøller og vandmøller uden at afsløre alt det, der suser og strømmer indeni.
„Det er så her, jeg bor,“ siger jeg, da vi står foran opgangen. „Kom indenfor.“
Vi går op ad trapperne, og jeg slår ud med armen. Mændene først. Det ville jeg have sagt, men nu, hvor du rent faktisk er her, virker det alligevel karikeret, så jeg nøjes med at holde døren for dig og håber, at du bemærker det.
Du går ind, og jeg holder øje med dit ansigt, mens du kigger rundt. Bemærk venligst: Typen, der gør rent. Ikke på en OCD-agtig måde. På en sexet, overskudsagtig, kærestepotentialeagtig måde. Ikke fordi jeg har stået og overtænkt det, mens jeg hældte brun sæbe i en spand. Er ligesom ikke typen, der overtænker. Men alligevel.
„Vil du have en drink?“ spørger jeg.
„Hvad har du?“
„Det håbede jeg, du ville spørge om.“
Det var ikke meningen, jeg skulle sige det højt. Men anyways. Den her drinksvogn. Tjek den lige. Hold nu kæft, right?
Jeg putter isterninger i glas. Skænker ravfarvet whisky, og det ser så godt ud, at jeg et kort øjeblik ville ønske, at jeg var tilstrækkeligt bekræftelsessyg til at lægge det på Insta.
Men jeg er typen, der har nok i den indre glæde, og vi klinker glassene sammen og drikker.
Shit. Det smager virkelig … Nå. Ned med lortet.
„Du bor hyggeligt,“ siger du.
„Tak.“
Du kigger på træfigurerne på svævehylden.
„Bare rolig,“ siger jeg. „De er kun fra Ikea.“
„Ikea-figurer?“
„Ja, altså. Jeg er ikke typen, der et helt liv har fløjet verden tynd for at hente træfigurer med hjem og spist kød og pakket alting ind i plastic, og så pludselig er sådan uh nej, klimaet. Som om det er helt ny og overraskende viden, at forurening forurener.“
Det er ikke, fordi jeg er flov over det med Filippinerne, men hallo. „Vi talte ligesom også om klima og regnskov og ozonlag, dengang jeg var barn. Vi vidste, vi var ved at ødelægge det hele, og alligevel blev vi ved.“
Jeg taler for hurtigt og for meget. Som om jeg er nervøs for, hvad der skal ske, når vi er færdige med at tale.
„Lad os gå ind i soveværelset,“ siger jeg for at vise, at det på ingen måde er tilfældet. Jeg er ikke typen, der bliver nervøs.
2 dl mel, 1 tsk sukker, 1 tsk vanilje, 3 dl mælk, 1 æg, smør til stegning.
Jeg købte det hele i morges. Bare hvis nu.
Jeppe 23
Klar på sjov, men heller ikke afvisende over for noget mere seriøst.
Vi går ind i soveværelset. Jeg åbner computeren. Du sætter dig i sengen.
Få slutningen på historien i Mindre end en kilometer væk af Sarah Engell
Mindre end en kilometer væk handler blandt andet om Tobias, der er fanget i sin egen krop; om et søskendepar på en dødsensfarlig flugt over Middelhavet; om pigen, der aldrig har set hverken himmel eller hav, og om Lukas og de rotter, der følger efter ham hvor end han færdes.
Fælles for de otte noveller, der er skrevet af en af de stærkeste stemmer inden for YA-litteraturen er afsøgningen af nogle af menneskets skyggesider. De kryber ind under huden på læseren med en følelse, der er svær at ryste af sig.
Det er historier om at klamre sig til noget, der allerede er mistet, og den smertefulde længsel efter dét, der på samme tid er tæt på og uopnåeligt.
Du kan købe Mindre end en kilometer væk online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
LÆS OGSÅ: Sarah Engells tre første YA-romaner er tilbage på hylderne i nye klæder
Om Sarah Engell
Sarah Engell er en af de stærkeste stemmer inden for den realistiske ungdomsroman lige nu. Hun er især kendt for sin evne til at ramme de mest aktuelle emner og beskrive dem på en måde, som unge læsere kan spejle sig i.
Sarah Engell debuterede på Carlsen i 2009 med ungdomsromanen Hvis bare … Siden har hun skrevet flere bøger for både unge og voksne og blandt andet fået stor ros for sin bestseller 21 måder at dø, som anmelderne kaldte “en fantastisk flot, aktuel og vedkommende roman” samt “årtiets bedste ungdomsroman”.
Sarah Engells roman Hjertet er 1 organ fik fem hjerter i Politiken, fem stjerner i Berlingske og er blevet kaldt en “usædvanlig stærk og litterær præstation.”
Andre læste også: